Page 1

Emil Blichfeldt

Roboys

Kobbernøglen

1

Tom Kristensen


Roboys 1 Tekst: © Emil Blichfeldt, 2017 Illustrationer: © Tom Kristensen, 2017 Redigering: Lars Kramhøft & Teddy Vork Korrektur: Trine Arleth & Camilla Friis 1. udgave, 1. oplag Bogen er sat med Georgia & Prototype Grafisk opsætning: Tom Kristensen Trykt hos PNB Print Letland 2017 ISBN: 978-87-93281-53-0 www.Calibat.dk


Roboys 1 Kobbernøglen


”VOXNE ER BØRN DER ER BLEVET SINDSSYGE” Michael Strunge


Kapitel 1 – Ny rekord Slam! Lærerens hånd landede tungt på Benjamins bord, så han næsten tabte sin mobil på gulvet. ”Ok, Benjamin, så er det ud! Du kan forklare nede på kontoret, at du igen sidder og spiller i timen.” Benjamin rejste sig hurtigt. Stolen fløj bagud og væltede, med det resultat at hele 7.x grinede ad den tykke dreng. Benjamin skyndte sig ud af klassen med et hoved, der var rødere end en tomat. Døren lukkede bag ham, og Benjamin sukkede dybt. ”Pokkers også!” mumlede 6


han for sig selv og gik ned ad gangen. Han standsede brat, da døren til klassen ved siden af gik op, og Nadim kom ud. Han så heller ikke alt for stolt ud. Benjamin smilede til kammeraten. ”Hey Nadim, spillede du også?” Nadim lyste op i et stort smil. ”Klart!” sagde han uden fortrydelse. ”Skal vi følges ned til rektor?”

7


Benjamin nikkede og fulgte efter Nadim, der haltede ned ad trappen. Benjamin vidste, at det gjorde nas at gå på trapper, når man havde kunstigt ben, men Nadim peb ikke. Det gjorde han aldrig, han gjorde heller aldrig nar af Benjamins deller. Det betød meget mere for Nadim, at Benjamin var en sindssygt god gamer, og at han altid var klar på at spille på mobilen, når de andre drenge spillede fodbold. De kom hurtigt ned til kontoret. Kontoret, hvor de vidste, at mange gik glade ind, men kom tudende ud. Drengene tog en dyb indånding og gik ind. Rektor kiggede på dem med et djævelsk smil og trykkede på et stopur. ”Ny rekord, drenge, i dag har jeg kun ventet på jer i fem minutter. Hvis I bliver ved på denne måde, kan I bare gå direkte herhen i stedet for at gå til time.” Rektors latter stoppede først, da han opdagede, at drengene ikke grinede med. Han rettede surt på brillerne og tog 8


en mappe frem. ”Nej, I har ret, der er i virkeligheden ikke noget at grine ad.” Rektor slog op i mappen og krydsede af i et skema. Så kiggede han over brillekanten og stirrede drengene stift ind i øjnene. ”Hvis I fortsætter på denne måde, så er jeg nødt til at indkalde jeres forældre til samtale. En alvorlig samtale.” Rektor tog brillerne af og lænede sig frem. ”Og det har I ikke lyst til, vel?” Drengene rystede synkront på hovederne. Rektors alvorlige samtaler havde ry for at resultere i måneder uden lommepenge. Eller endnu værre: at få konfiskeret mobilen og erstattet computertid med ekstra lektier.

9


Rektor rejste sig og stillede sig helt hen foran drengene. Han tog sin mobiltelefon frem: ”Men der er også en anden mulighed.” Benjamin så fra mobilen og op til rektors ansigt. ”Vil du spille mod os?” Rektor så ud, som om han havde slugt noget modbydeligt. ”Nej, jeg vil hellere brække min arm på langs end spille jeres dumme spil, men jeg er blevet kontaktet af en professor fra Københavns Universitet, og hun har brug for et par forsøgska… øh, jeg mener et par dygtige spillere til et forsøg. Jeg tror, at det ville være en passende straf at sende jer hen til hende et par dage.” For første gang åbnede Nadim munden: ”Skal vi bare sidde og spille på mobilen, mens hun kigger?” Rektor trak på skuldrene. ”Formentligt får I også ledninger på, så hun kan måle, hvad der

10


sker inde i jeres små hoveder, mens I spiller.” ”Gør det ondt?” spurgte Benjamin og mærkede maven skrumpe ind til en lille kugle. ”Det kommer formentligt til at gøre meget ondt, når I får stukket en masse nåle ind i kroppen ...” Nadim og Benjamin krøb sammen i stolene af skræk. ”... og hvis I er rigtig heldige, så skærer hun små stykker af jer og undersøger dem!” Rektor lænede sig langsomt frem mod de rædselsslagne drenge. ”Og til sidst æder hun jer!” råbte han ind i deres ansigter, så drengene blev badet i dårlig ånde og stivnede af skræk. Et øjeblik var der helt stille på rektors kontor. Så flækkede rektors ansigt i et sindssygt grin, og han slog sig på låret. ”Der fik jeg jer!” ”Var det bare for sjov?” spurgte Nadim med en lille stemme. 12


Rektor tørrede glædestårerne væk og gik tilbage til sin stol. ”Ja, der er ingen, der gider at spise så grimme børn som jer.” Nadim og Benjamin stirrede ned i gulvet, mens rektor tog et stykke papir frem og skrev noget ned. Nadim tog imod papiret. Der stod professorens navn og adresse. Han blev nødt til at spørge: ”Det med nålene, ik’? Det var også bare sjov, ik’?” Rektor kiggede alvorligt over brillekanten. ”Da jeg var ung og skulle være med til forsøg, så var det altid noget med nåle og noget med

13


at blive skåret i musklerne. I troede vel ikke, I ville blive sendt af sted, hvis det ikke var en rigtig straf, vel?” Drengene var helt hvide i hovederne. ”Men I vil måske hellere til et alvorligt møde med jeres forældre og rektor?” Drengene opvejede hurtigt frygten for smerte mod frygten for ikke at spille i flere måneder. De rystede tøvende på hovederne. ”Godt, så er det en aftale. I morgen tager I hen til professoren og får jeres straf. Nu skal I smutte, for der sidder flere børn og venter på at snakke med den flinke rektor,” sagde rektoren veltilfreds, og idet han lænede sig tilbage, begyndte han at knække fingre. Nadim tog sedlen og mumlede noget på arabisk, som rektor ikke hørte. Sammen med Benjamin gik han ud ad døren, hvor tre andre børn ventede på at komme ind.

14


”Er han slem i dag?” spurgte en nervøs pige med fletninger. ”Megaslem,” sagde Nadim. I det samme blev pigen kaldt ind. Hendes ansigt blev helt hvidt, og hun gik med tøvende skridt ind til til rektoren. Døren smækkede bag hende, og rektoren sagde noget, de ikke kunne høre. Et øjeblik efter brølede han af grin, pigen skreg, og rektor lo endnu højere. Drengene skyndte sig at luske væk. Benjamin hviskede til Nadim: ”Hvad var det, du sagde til ham på arabisk?” Nadim grinede smørret. ”Jeg sagde, at hans kone tæver ham.” Benjamin var stille et øjeblik, mens de gik op ad trappen. Han skævede til Nadim. ”Tror du, det er rigtigt?” ”Ja, helt klart. Han får masser af tæv derhjemme!”

15


”Ja, ja, det ved alle da! Nej, jeg tænkte mere på alt det med nålene?” spurgte Benjamin og pustede over den stejle trappe. Nadim trak på skuldrene. ”Det får vi at se i morgen.” Benjamin sukkede dybt. ”Ok, lad mig lige få et billede af sedlen.” Nadim standsede på trappeafsatsen og rakte ham sedlen. Benjamin tog imod den, knipsede et billede med mobilen og åbnede billedet i en app. Et kort øjeblik efter viste appen den hurtigste rute hen til professoren. ”Ok, vi skal med bus 666, kl. 7:45 i morgen. Ses vi ved busstoppestedet?” Nadim nikkede, og sammen gik de det sidste stykke op ad trappen. De satte sig på gangen, koblede mobilerne sammen og spillede den mobile udgave af World War. Nadim stod som sædvanligt for kampstrategien og afstandsvåben, mens Benjamin klarede nærkamp. De nåede en 16


halv mission, inden de andre kom ud til frikvarter. Resten af skoledagen fik de ikke meget ud af. De kunne ikke lade være med at tænke på dét, der skulle ske næste dag. Om de ville blive fyldt med nåle og måske få skåret ørerne af? Benjamin håbede, at professoren ville nøjes med nålene. Han var sikker på, at han ville få ballade med sin far, hvis han kom hjem uden ører.


Kapitel 2 – Spil og nåle Bussen standsede ud for et grønt område midt i byen. De to drenge steg ud og gik igennem en låge i et smedejernshegn. Hvad der udefra lignede en hyggelig park, viste sig hurtigt at være en labyrint af gamle murstensbygninger. De fulgte en sti, der burde føre dem til det rigtige sted. En krage lettede med flaksende vinger fra stien. Nadim og Benjamin fulgte fuglen med blikket, mens den fløj op og satte sig på en gesims. De fulgte det snørklede bygningsværk helt op til det sorte tag, hvor skyerne strøg hurtigt forbi. Det føltes, som om bygningen hældtevind over drengene og truede med at knuse dem. 18


19


Københavns Universitet lignede bestemt ikke et sted, man tog hen for at have det sjovt. ”Nå, men vi må hellere finde det rigtige sted,” hviskede Benjamin nervøst. Nadim nikkede og sank en klump. Med mobilen i hånden og et fast blik på skærmens rute travede Benjamin og Nadim rundt mellem de gamle bygninger. Til sidst endte de foran et murstenshus, som lignede en lille borg. En borg med en torturkælder. Tøvende skubbede de den tunge dør op og gik ind i mørket. De vænnede sig hurtigt til den dårlige belysning og gik ned ad en gang med tis-gule vægge. Langs væggene stod skabe fyldt med sære kolber og glas. Nadim kiggede nærmere på et glas med en bleg, blomkåls-lignende klump, der svømmede i en gul væske. ”Prøv at se her!” Benjamin stak næsen helt hen til glasset. ”Adr, det er en hjerne i sprit!” 20


21


”Sikkert den sidste forsøgsperson,” sagde Nadim og gøs. Et par hænder landede tungt på Benjamins skuldre, så han udstødte et lille skrig. ”Det er skam ikke sprit, min fine ven, det er god gammeldags formalin.”

22


Benjamin vendte sig om og stirrede op på et smilende ansigt. Et kønt, smilende ansigt. Benjamin fremstammede: ”Hv- hvem er du?” ”Jeg hedder Nadja. Er I Benjamin og Nadim?” Drengene nikkede og kunne ikke lade være med at smile. Det var, som om hendes smil satte deres egne i gang. ”Kom med. Professoren venter på jer.” De to drenge fulgte hurtigt efter Nadja. De gik forbi flere glas med hjerner i formalin. Der var også større glas med skikkelser i. Skikkelser, der lignede børn. Benjamin turde ikke spørge, om det var de seneste forsøgspersoner. For enden af gangen var der en kraftig metaldør. ”Nu kommer vi ned i torturkælderen,” hviskede Nadim til Benjamin. Nadja smilede og åbnede døren ind til et helt hvidt rum uden vinduer. I midten 23


af rummet stod to store stole. Stolene var fyldt med ledninger. På toppen af stolene hang to mærkelige hjelme. Masser af ledninger stak ud fra hjelmene og bredte sig hen over gulvet til en stor computer. ”Så er de her, professor.” En skikkelse i hvid kittel kom frem bag computeren og gik hen mod drengene. Det var endnu en kvinde, men hun var ældre end Nadja, og hun smilede ikke. Slet ikke. Faktisk var hendes mund blot en lige streg hen over en markeret hage. Hendes gennemborende øjne naglede drengene til gulvet. ”Spiller I meget?” Benjamin nikkede hurtigt. Nadim tøvede et øjeblik, så kiggede han hende ind i øjnene. ”Er du professoren?” ”Ja, jeg er professor Hansen, og det er mig, der skal undersøge jer, mens I spiller.” 24


25


”Vil du stikke en masse nåle i os, mens vi spiller?” spurgte Benjamin. Professoren grinede med en sær mekanisk latter. ”Nej, det gjorde man i gamle dage, nu om dage sætter man ledningerne uden på huden.” ”Vil du så heller ikke skære vores ører af?” spurgte Benjamin og bed sig i kinden for at holde op med at klapre tænder. Professoren holdt op med at grine og snoede en tot grå hår om sin pegefinger. ”Kære børn, hvem har bildt jer det ind?” Nadim og Benjamin så på hinanden. Nadim trak på skuldrene. ”Det er bare noget vores rektor sagde ...” Professoren bed fraværende i hårtotten og mumlede for sig selv. ”Ja, det kunne ligne ham.” Så fortsatte hun, som om hun allerede havde glemt deres svar: ”Sæt jer ned, så skal jeg forklare det hele, mens Nadja gør jer klar.”

26


Drengene satte sig på de hvide stole. Professoren gav sig til at fortælle, mens Nadja klistrede ledninger fast. ”Jeg har brug for nogle dygtige spillere til at teste et helt nyt slags spil. Et spil, hvor I rejser ind i en anden verden og skal klare forskellige fjender. Har I prøvet det før?” ”Masser af gange,” svarede Benjamin med et veltilfreds suk. For første gang i lang tid var han helt rolig. Nadja smilede til ham og satte en ledning fast til hans pande. Den begyndte at summe sært. ”Hvad er det nye?” spurgte Nadim mistænksomt. ”Det nye er, at spillet ikke foregår på en skærm, men inde i jeres hoveder. Ledningerne sender spillet ind i jeres krop, så det føles, som om I er inde i spillet.” ”Fedt nok! Sejt, at man laver 3D-hjelme på universitetet. Jeg har set en masse om dem på youtube. Er det rigtigt, at det føles 27


som om man er helt inde i spillet?” spurgte Nadim. Professoren lænede sig ind foran Nadja og smilede på en helt på forkert måde: ”Tro mig, Nadim, det kommer til at føles fuldstændig som om du er inde i spillet.” Nadim blev helt stille. Nadja så bekymret på professoren og bed sig i underlæben. Hun sagde dæmpet: ”Tror du ikke, vi bør fortælle drengene helt præcis hvad der kommer til at ske?” Professoren stirrede vredt på Nadja, der straks slog blikket ned. ”Du skal ikke blande dig. Du skal bare gøre forsøgsdyrene klar.” Nadim lænede sig frem og greb Nadja om håndleddet. ”Jeg vil gerne vide noget mere om det her!” Professoren gik frem og skubbede Nadim tilbage i sædet. ”Nu skal du bare slappe helt af, lille ven, om lidt får du en indsprøjtning og …” 28


”Jeg troede, du sagde, der ikke var nogen nåle?” peb Benjamin. ”Det er bare et lille stik,” sagde professoren med en hård stemme, der næsten lød som rektors. ”Det her vil jeg ikke være med til,” sagde Nadim. Professoren hev en sprøjte op af lommen og stak Nadim i låret. ”Det er for sent at fortryde. Jeg har ikke tid til at finde nye forsøgsdyr.” Benjamin stirrede skrækslagent på Nadim, som sank sammen i stolen. Hans øjne udvidede sig i rædsel, da professoren vendte sig mod ham. Hun hev en ny sprøjte frem.

29


Han sad lammet af skræk, mens hun nærmede sig med kolde øjne og en stor sprøjte. ”Det er bare et lille stik.” Nadja stillede sig i vejen. ”Det er en forkert måde at gøre det på. Der må være en anden måde ...” Mere nåede hun ikke sige, før professoren skubbede hende til side. ”Af vejen!” Benjamin prøvede at komme ud af stolen. Det var for sent, alt for sent. Professoren skubbede ham tilbage i stolen og stak ham i armen. ”God tur, lille ven!” Det sidste han så, var professoren, der smaskede på en lok af sit hår, så blev alt sort.

30


Kapitel 3 – Game on Benjamin satte sig op og slog ud med hænderne for at skubbe professoren væk. Men hun var der ikke. Heller ikke laboratoriet. I stedet befandt han sig i en mærkelig gang, hvor væggene var af røde klipper. Men endnu mere mærkelige var hans hænder. De var ikke længere af kød og blod. De var af metal. Benjamin så ned ad sin krop. Fedtet var væk og erstattet af stål. Han betragtede betaget sin ene hånd, der nu var af skinnende metal. ”Woow ...” mumlede han. Han åbnede og lukkede hånden. ”Sejt!” sagde han. Og opdagede, at hans stemme havde fået en 32


rungende, metallisk klang. Ved siden af ham lå en anden skikkelse. Han lignede en robot, men ansigtet mindede lidt om … ”Nadim?” Skikkelsen satte sig op og førte sine mærkelige hænder op til hovedet.

33


”Er det dig, Nadim?” ”Øøøh ja, er du Benjamin?” ”Ja, manner!” sagde Benjamin og lavede begejstret et hop på stedet. Han landede, så hele underlaget fjedrede som en doven hoppe-pude. ”Er vi ikke bare megaseje? Det er for vildt, det her spil!” Nadim rejste sig og slog sine hænder mod hinanden, men opdagede så, at han i stedet for hænder havde to store rør. Nadim kiggede ned i dem og så spørgende over på Benjamin. ”Hvorfor tror du, jeg har rør på hænderne?” Benjamin nåede ikke at svare, for i det samme talte en stemme i deres hoveder: ”Undgå at blive fanget af de hvide klumper. Forventet kontakt: Tre sekunder.” Fra gangens fjerne ende kom tre hvide klumper glidende, eller snarer maste de sig frem, for de fyldte hele gangen. Alle tre havde runde munde fyldt med tænder. 34


I ren skræk rakte Nadim hænderne frem og skulle til at skrige i frygt, men i det samme dukkede et sigtekorn op på visiret foran hans øjne. Nadim glemte alt om at være bange og sagde med et grin: ”NU ved jeg, hvad rørene er til!” Fra enden af rørene skød blå stråler af lys. Strålerne ramte plet, men prellede af på klumperne, der kom nærmere. ”Ok, mit våben virker ikke. Måske gør dit, Soldierboy. Du angriber med alt, du har, mens jeg finder ud af noget strategi.” Benjamin var kommet sig over overraskelsen, og hans toptunede gamerhjerne faldt hurtigt ind i de vanlige spilrutiner. ”Yeah bro! Jeg sparker deres røv i smadder!” ”I know!” smilede Nadim og vendte ryggen til kæmpemonstrene. Klumperne fyldte hele gangen og nærmede sig hastigt. 35


Benjamin var helt rolig. Det her var et spil, og hvis der var noget, Benjamin var god til, så var det spil. Han tjekkede hurtigt sin krop for et våben. Han havde det på ryggen. Hurtigt hev han et kæmpegevær frem. Det lignede noget, han kendte fra et spil. En forkromet hyperblaster. ”Thats more like it, baby!” grinede han og mærkede frygten blive erstattet af stålsat vilje. På indersiden af hans visir var fire våben-ikoner. ”Vælg dit våben,” sagde computerstemmen. ”Yeah! Giv mig granatkasteren,” skreg Benjamin og trykkede aftrækkeren i bund. Granater fløj gennem luften, og mægtige eksplosioner fik monstrene til at skrige i smerte og gangens vægge til at blævre, som om de var lavet af gummi. ”Skift til gatlinggun,” brølede Benjamin til den intelligente hyperblaster, endnu før 36


37


røgen havde lagt sig. Hans gamerinstinkt fortalte ham, at klumperne ikke var færdige, og at de var for tæt på til at bruge flere granater. Hyperblasterens gatlingun hvinede og spyttede flere hundrede kugler ud i sekundet. Klumperne hylede infernalsk, og selvlysende væske sprøjtede fra deres ødelagte hud. ”Charge!” hylede Benjamin, mens han løb mod klumperne. Selvom de var godt gennemhullede, kom klumperne stadig nærmere. Benjamin løb ikke direkte mod deres åbne megamunde. I stedet løb han sidelæns op ad gangens væg. Sekundet efter hang han med hovedet nedad. ”Tid til at slutte festen,” brølede 38


Benjamin. ”Skift til flammekaster!” Lava sprøjtede ud over klumperne og fik deres kropsvæsker til at koge. Klumperne eksploderede, og deres selvlysende indvolde klaskede ud over gangen. ”Yes mand! Godt gået, Benji!” lo Nadim overstadigt over vennens opvisning i velkontrolleret hypervold. ”Det er så fedt, det her spil. Det er, som om vi er her i virkeligheden. Hvad skal vi nu?” spurgte Benjamin, mens hans øjne gled hen over de massive ødelæggelser. ”Mission nr. 1. Find kobbernøglen, og udslet alle mega-edderkopperne,” sagde computerstemmen i drengenes hoveder. ”Åhhhrr, fedt mand, jeg elsker at kæmpe mod edderkopper!” sagde Benjamin og smækkede en ny energipakke i sin hyperblaster. ”Ok, Soldierboy. Har du også et kort på indersiden af dit visir?” spurgte Nadim, der havde fået styr på teknikken. 39


”Sir, yes, sir!” ”Godt. Vi følger gangen 200 klik. Derefter tager vi sidegangen ud til den skrøbelige mur. Her skal vi ikke bruge tid på at nakke de hvide klumper. Vi skal bare forbi dem og så nakke edderkopperne.” ”Får vi så ikke klumperne på nakken?” spurgte Benjamin, mens Nadims rute tegnede sig ind på hans kort som en lysende sti. ”Vi snyder dem. Jeg snakkede med computeren, mens du kæmpede, og den fortalte, at klumperne angriber alle uden den rigtige markør. Markøren er på deres hud og i deres slim. Vi snupper markøren og undgår angreb.” ”Skal vi rulle os i ligene?” spurgte Benjamin med væmmelse i stemmen. ”Er du bange, Soldierboy?” ”Sir, no, sir!” Hurtigt løb de hen og rullede sig i selvlysende kropsvæsker. 40


Nadim kom først på benene og tjekkede omgivelserne, mens skinnende slim dryppede fra hans metalkrop. ”Go, go! Der er flere væsner på vej. Min radar viser ikke, hvilke typer det er, så lad os vente med at teste forklædningen,” råbte Nadim og stormede af sted.

41


Kapitel 4 – Edderkopper overalt Ruten på visirets inderside viste den rigtige vej gennem gangene, og de to metaldrenge kom hurtigt nærmere den beskadigede væg. Gangene var bløde og gummiagtige. De genlød af en dump susen efterfulgt af korte pauser. Af og til kunne Nadim mærke suset som en modstand, mens de gik. Når det ikke susede, kom de hurtigere frem. ”Computer, hvad er det for en mærkelig susen?” ”Du er den første, der spørger. Jeg skal lige beregne jeres adgangsniveau.” Computerstemmen var stille nogle få sekunder, mens de to drenge gik over sære gullige klumper på gulvet. 42


”Beregning fuldført. Jeres adgang til information er begrænset. Jeg kan kun fortælle, at jeres kroppe ikke bevæger sig gennem luft, men gennem væske.” ”Bevæger vi os i vand?” ”Negativ. I bevæger jer i en væske, der hovedsageligt er vand.” ”Hvorfor kan vi ikke se væsken?” ”Tidlige forsøg viste, at det forstyrrer. Computeren omsætter jeres synsindtryk til noget mere brugbart.” Nadim stirrede på Benjamins nakke. ”Har jeg noget klamt i nakken?” spurgte Benjamin glad og overgearet. ”Tjae, det kan man godt sige. Der står 48. Står der også noget i min nakke?” Benjamin kiggede. ”Yes, bro. Der står 47.” Nadim sukkede. ”Computer, hvor mange spillere har der været før os?”

43


”46,” svarede computeren hurtigt, som om den sagde noget, den ikke måtte. ”Hvor langt kom de andre?” spurgte Benjamin. ”Flere deltagere har fået kobbernøglen og sølvnøglen. Ingen har klaret guldnøglen.” ”Yes, vi bliver sgu de første!” sagde Benjamin ivrigt. Nadim standsede. ”Hvad skete der med de andre?” ”De klarede ikke missionen.” ”Cut the crap. De døde naturligvis. Spørgsmålet er, hvor mange liv man har?” ”Sært spørgsmål,” sagde computeren. “Alle har et liv. De fleste, der ikke fuldfører missionen, forsvinder.” ”Men ikke alle sammen?” spurgte Nadim hurtigt. Før computerstemmen kunne svare, afbrød Benjamin: ”Hey Nadim, vi er fremme ved muren

44


nu. Du må sgu gemme din trang til at finde smuthuller i spillet til senere.” Nadims metalfjæs flækkede i et stort grin. ”Hæ hæ, du kender mig for godt Benji. Ok, du får ret. Lad os nakke nogle edderkopper og tænke senere.” De var ganske rigtigt kommet ud i et større rum, der stødte op til en enorm mur. En mur med store huller, hvor hvide klumper kravlede rundt og bekæmpede indtrængende kæmpeedderkopper. Pludselig udvidede et af hullerne sig, og en edderkop klemte sig ind. Den fik de hvide klumper til at ligne små mus.

45


”Så kører vi igen!” råbte Benjamin begejstret. ”Giv den et lysshow, Nadim!” ”Tjae, det kan jo ikke skade at prøve,” sukkede Nadim, skuffet over at hans våben ikke havde virket tidligere. Alligevel skød han en salve blåt lys fra hoften. Effekten var overvældende. Edderkoppen skrumpede øjeblikkeligt, og de hvide klumper fortærede den. ”Fedest, gør det igen!” Nadim lo overstadigt og fyrede gentagne salver efter de andre edderkopper, som nu strømmede ind gennem hullet. Da horden af edderkopper svandt ind, trak de fleste hvide klumper sig væk fra hullet. 46


47


”Ok, Benji, er du klar til at kaste dig ind i et ukendt rum sprængfyldt med edderkopper?” Benjamin svarede ikke, men løb bare frem mod hullet med et vildt krigshyl på læberne. Han flåede hyperblasteren frem og pumpede granater ind gennem hullet. Med Nadim lige bag sig kastede han sig efter granaterne ind i en enorm hule. Et kort øjeblik hang han i luften og så edderkopper eksplodere omkring sig. Han stirrede på det enorme hav, som bredte sig under ham. Så faldt han. Men ikke langt, før noget metallisk snoede sig rundt om ham. ”Jeg har dig!” skreg Nadim et godt stykke bag ham. Benjamin stirrede bagud og fulgte de lange arme helt tilbage til hullet. Nadim kunne åbenbart strække sine arme enormt langt. Nadim havde brugt en arm som lasso og havde fanget Benjamin. Nu hang Nadim 48


halvt ude af hullet med den ene arm rundt om hullets kant og den anden rundt om Benjamin. Langsomt trak han Benjamin tilbage, som om han var en fisk på en line. Til sidst hang Benjamin i luften under hullet. ”Ok, Soldierboy, nu har du overblikket. Hvordan ordner vi de cirka en milliard edderkopper, der er på vej mod os?” spurgte Nadim panisk, mens han så bølger af edderkopper vælte frem fra alle sider. ”Ro på chef, ingen grund til at ryste i bukserne. Bare følg mine instrukser: Vi laver et 360 graders angreb. Du skyder med lys, der skrumper edderkopperne, og jeg sprænger dem i luften. Stræk din lightgun hen ved siden af min blaster, så vi kan ramme det samme. Derefter skruer du helt op for lyset og bruger mig som snurretop.” Nadim grinede hæst, da han forstod planen. Han snurrede Benjamin rundt som

49


en snurretop i hulens åbning og skruede helt op for lyset. Lys ramte edderkopperne, der skrumpede, og Benjamin åbnede ild. ”Giv mig gatlinggun!” Tusinder af projektiler sprøjtede fra hyperblasteren, mens Benjamin snurrede rundt. Lys og projektiler forvandlede i kombination de fremrykkende bølger af edderkopper til en regn af døde kroppe, der faldt ned mod det fjerne hav. ”Kan du klare karruselturen?” råbte Nadim gennem sammenbidte tænder. ”Jeg ved ikke, hvor meget længere, jeg kan holde dig.” ”Bliv ved! Vi skal også have ram på de store klumper med spindelvæv.

50


51


Det er der, de spawner,” hylede Benjamin og kæmpede mod svimmelheden. ”Skift til granater!” gispede Benjamin og kort efter fløj granater som lysende raketter mod spindelvævet. Mange ramte ikke, men dem, der traf, sendte æg samme vej som de døde edderkopper. ”Stands karrusellen!” klynkede Benjamin. Med rystende arme holdt Nadim op med at rotere ham. ”Kan jeg hive dig ind?” ”Nix, skal lige rydde de sidste edderkopper.” Da den sidste faldt, dukkede en lysende bronzenøgle op på indersiden af drengenes visirer. ”Mission accomplished,” sagde computerstemmen, hvorefter alt blev sort.

52


Kapitel 5 – Tilbage igen Benjamin blinkede flere gange. Hans hoved føltes tungt, som om han lige var vågnet af en drøm. Nadja havde taget hjelmen af ham og fjernet ledningerne fra hans arme. Hun rakte ham et glas saft, som han tog taknemmeligt imod og tømte i et drag. Hun fyldte det igen og sagde: ”Prøv at drikke langsomt, ellers risikerer du, det kommer op igen.” Benjamin nikkede, mens Nadja vendte sig mod Nadim og tog hans hjelm af. Professoren kom hen til Benjamin og rakte ham en lille skål med fyldte chokolader.

54


Benjamin nikkede taknemmeligt og spiste dem lige så hurtigt, som han kunne pakke dem op, mens professoren kiggede undersøgende på ham. Langsomt begyndte tågerne at lette fra hans hoved. ”Øj, et fedt spil, professor. Hvornår fortsætter vi på næste mission?” Professoren smilede synligt lettet. ”Vi fortsætter på mandag. I skal have et par hviledage.”

55


”Skoledage, mener du,” sukkede Benjamin og så ned på sin tykke mave. Professoren klappede ham akavet på skulderen og gik ned i knæ, så hun kunne se ham lige ind i øjnene. ”Du skal ikke lade skolen få dig ned med nakken. Det, du gjorde i spillet, var fantastisk. Du er skabt til at gøre store ting.” Benjamin sukkede og rystede den uvante ros af sig. ”Du mener vel, at jeg er skabt til at være stor?” sagde han med eftertryk på det sidste og hev i sin tykke kind på samme nedladende måde, som hans far altid gjorde. Professoren rystede på hovedet. ”Vi ses på mandag, Benjamin.” Så gik hun hen til Nadim med en ny skål chokolade. Nadim så sig fortumlet omkring med et halvt glas saft i hånden. Nadim tog et stykke chokolade og førte det op mod munden. Så standsede han og så vredt på professoren. ”Du gav os indsprøjtningen mod vores vilje!” 56


Professoren smilede nedladende til Nadim. ”Nej, lille Nadim, I var gået med til at deltage i forsøget og ...” Hun rømmede sig og talte sukkersødt: ”I klarede første mission fantastisk. Hvis det gjorde ondt at få det lille stik, skal jeg overlade det til Nadja næste gang. Hun er lidt bedre til små drenge end mig.” Professoren stirrede på Nadja, der slog øjnene ned. Professoren fortsatte: ”Nå, nu skal jeg se på resultaterne. Vi ses på mandag, Nadim.” Nadim gloede ondt på professorens ryg, mens han mumlede noget. 57


”Var det arabisk?” hviskede Benjamin, mens han listede et par fyldte chokolader op af Nadims skål. ”Nix,” sagde Nadim, idet han pakkede en fyldt chokolade ud og spiste den eftertænksomt. ”Jeg kaldte hende bare en idiot.” ”Ha ha, ja hun er totalt mærkelig,” sagde Benjamin begejstret og spiste Nadims sidste fyldte chokolade. Nadim kiggede overrasket ned i den tomme skål og stirrede derefter surt på Benjamin, der trak undskyldende på skuldrene. Nadja hældte nervøst flere fyldte chokolader op i skålen. ”Professoren er god nok. Hun har bare mange bekymringer. Spis noget mere chokolade. Tro det eller ej, men en hjerne, der kører på højtryk, bruger ekstremt meget energi. Når I er inde i forsøget, så kører hjernen i højeste gear.” Nadim så skævt på hende og skyndte sig 58


at sikre sig fire gode stykker. ”Inde i forsøget? Mener du ikke inde i spillet?” ”Ne... Jo, selvfølgelig,” sagde Nadja og rødmede. Benjamin tjattede Nadim på skulderen. ”Skal du gøre hende genert?” ”Må man nu ikke spørge om noget længere?” spurgte Nadim. ”Jeg er bestemt ikke genert. Jeg skal bare have ryddet op. Så hvis I har fået nok chokolade, må I meget gerne komme af sted,” sagde Nadja med endnu mere røde kinder. ”Det kan næsten ikke betale sig at gemme en halvtom pakke,” sagde Benjamin og 59


snuppede æsken med fyldte chokolader fra Nadja. Hun rystede bare på hovedet til svar og gennede dem ud af laboratoriet. Døren smækkede bag dem, og Nadim hev æsken med fyldte chokolader fra Benjamin. ”Hvorfor afbryder du mig hver gang, jeg spørger om noget, som folk har svært ved at svare på?” Benjamin trak på skuldrene og rakte ud efter æsken, men Nadim holdt den uden for hans rækkevidde. Han åbnede døren ud til gaden. ”Nix, du får dem ikke, før du svarer.” Benjamin sukkede og hev sig i kinden. ”Jeg kan bare ikke li’, når folk skændes.” Nadim rystede på hovedet. ”Folk dør sgu da ikke af at skændes!” Benjamin så ned i jorden. ”Nej, de går bare fra hinanden, og det kan altså godt være slemt nok.” Nadim rakte Benjamin chokoladeæsken 60


uden at svare. Han vidste godt, at Benjamin boede alene med sin far, og at hans mor ikke havde tid til ham længere. Benjamin snuppede to stykker. Så stoppede han æsken under armen, fiskede mobilen frem og loadede et nyt spil. ”Skal vi køre World War på multiplayer?” 61


”Klart,” smilede Nadim, taknemmelig for at vennen ikke bar nag. Fordybet i mobilerne gik de hen til busstoppestedet, mens de prøvede ikke at tænke for meget på det, de havde oplevet. Bag dem skreg kragerne i vinden. Det lød næsten, som om de grinede. Nadim løftede hovedet fra spillet, så på kragerne og mumlede for sig selv: ”Hvis vi i virkeligheden var med i et forsøg, hvad mon så det gik ud på?” Kragerne skreg bare videre. Nadim skuttede sig og kunne næsten ikke vente til, at bussen kørte dem væk.

62


Er det et spil eller noget helt andet? Hvis du vil vide mere og få endnu mere action, så skynd dig at få fat i næste bog!


Smugkig af

Roboys 2 Sølvnøglen


Kapitel 1 – Buksevand Klokken ringede ind. Benjamin gispede efter vejret på toppen af trappen, mens et par andre elever masede sig forbi. ”Flyt dig, fede taber,” sagde Brian fra klassen og skubbede til Benjamin. Benjamin rokkede sig ikke en centimeter og fik pludselig et hårdt udtryk i øjnene. Det var, som om det mærkelige spil hos professoren havde givet ham mere selvtillid. Måske var det, fordi hun havde sagt, han nok skulle blive noget stort? ”Måske er jeg tyk, men jeg er ikke en taber.” Brian stirrede på Benjamin, som om han ikke troede sine egne ører. 66


67


To piger fra klassen fnes. ”Tykke-Benja disser Brian.” Brian blev rød i hovedet og skubbede hårdere til Benjamin. Han rykkede sig stadig ikke en centimeter. Pigerne lo og skyndte sig ind i klassen. Nadim humpede op ad trappen på sit kunstige ben og stillede sig ved siden af sin ven. ”Har du problemer, Benjamin?” Brian stirrede surt på dem begge. Så sparkede han hårdt til Nadims kunstige ben. Nadim greb Benjamins skulder for ikke at miste balancen. Nadim var helt rød i hovedet af smerte. ”Det skulle du ikke have gjort,” sagde Benjamin. ”Hvad vil du gøre ved det, fede?!” svarede Brian og og lod blikket løbe hånligt op og ned ad Benjamins krop. Benjamin vidste ikke, hvad han skulle svare.

68


Nadim bed tænderne sammen og hev noget op fra sin taskes sidelomme. ”Benjamin behøver ikke ordne mine problemer. Det klarer jeg fint selv!” sagde han sammenbidt. Brian vendte sig kampberedt mod Nadim og opdagede for sent vanddunken mellem hans hænder. Vanddunken sendte en stråle lige mod Brians bukser. Brian kiggede ned og så en våd plet brede sig et helt forkert sted.

69


”Tissede du lige i bukserne af skræk?” spurgte Nadim tørt. Før Brian kunne kaste sig over dem, kom vikaren ud på gangen. ”Klokken har ringet, møgunger!” ”Jeg skal ...” begyndte Brian hidsigt, men standsede brat, da han så, hvem de havde som vikar. Rektor greb Brian hårdt i armen. ”Nej, datidsform. Du skulle tisse, men du kunne åbenbart ikke holde dig,” grinede rektor og hev ham ind i klassen.

70


Inde fra klassen lød en rå latter. Ude på gangen hev Benjamin sig nervøst i kinden, mens Nadim satte det kunstige ben på plads. Benjamin rømmede sig: ”Vi kommer til at betale big-time for det her! Skal vi ikke pjække og smutte hjem til mig?” Nadim kiggede op. ”Er du bange for Brian?” Benjamin nikkede energisk. Nadim rystede opgivende på hovedet. ”Du ved godt, at vi ikke kan undgå ham for evigt, ik’?” Benjamin nikkede. ”Det er klart, men kan vi ikke gøre det i dag? Måske bliver vi også sejere i virkeligheden af at spille professorens spil. Måske bliver vi vildt seje, når vi har klaret guldmissionen?” ”Tror du selv på det?” Benjamin trak bare på skuldrene og gik ned ad trappen med Nadim.

71


Kapitel 2 – Gamer Benjamin og Nadim forskansede sig i Benjamins store kælderrum. Benjamin rodede lidt rundt efter fjernbetjeningen og fandt den under en stak Illustreret Videnskab. Han tændte for World War på storskærmen. Spillere fra alle lande myldrede ind i en jungleverden, hvor kun de dygtigste overlevede. Nadim og Benjamin teamede op. Nadim klargjorde sin sniper-rifle og udpegede en rute til Benjamin. De skulle hen til en bunker og campe, men tre muterede kæmpeorker kom i vejen. Benjamin fældede den første, så han lå i vejen for de næste. 72


Nadim pløkkede den bagerste med sin riffel. Orken, der lå ned, hamrede en kølle i brystkassen på Benjamin, men hans armor holdt. ”Godt, man er tank,” mumlede han, mens fingrene fløj over controlleren.

73


Benjamins gun fik den liggende orks hoved til at eksploderede i en sky af blod. Den sidste ork tog flugten. Drengene highfivede og skulle til at spille videre, da døren ned til kælderen blev flået op. En stor skikkelse slingrede ned ad trappen. Mandens tøj var i uorden, og han lugtede af øl. Benjamin vendte sig irriteret mod ham. ”Drikker du midt på dagen, far?” ”Du slapper bare af knægt,” sagde han og greb Benjamins kind og gav den et vrid. ”Skulle du ikke være i skole?” Han ventede ikke på svar, men slap ham og væltede ind på sit hjemmekontor. Drengene kiggede uroligt på hinanden. ”Kom herind, møgunger, så skal I se noget sjovt.” Trods bange anelser gik drengene ind i rummet, der bugnede af computerudstyr.

74


75


Faren sad foran skærmen og fnes: ”Nu får vi jer, røvhuller!” På skærmen kunne drengene se en video af nogle mænd med en taske fuld af penge. Ved siden af viste et andet vindue en række forskellige tekstbeskeder. Faren vendte sig med blodskudte øjne mod drengene. ”Det I ser, er signalerne fra det overvågningsudstyr jeg har monteret i en bodega i nat, og allerede i dag er der bonus. Kameraerne viser, hvad der sker, og data-snapperen sender al deres mobiltrafik videre.” ”Hvad er en data-snapper?” spurgte Nadim. Faren grinede og tog en lille, sort æske op fra en skuffe: ”State of the art, opfanger alle datasignaler og sender dem videre til farmand.” Han smed æsken på bordet og gabte. ”Nå, smut med jer, nu skal jeg have en lur, før det skal fejres, at det er fredag.” ”Sov godt, Jens,” sagde Benjamin 76


ærgerligt og trak Nadim ud af kontoret. Han var stolt af, at hans far arbejdede for politiet, men ret ærgerlig over, at han aldrig havde tid til ham længere. Hvor vigtigt kunne det arbejde lige være? Han var jo ikke rigtig politimand, men bare en, de hyrede til at ordne overvågning. Derefter slukkede drengene alt lyset i huset, så Brian ikke skulle tro, Benjamin var hjemme, og komme på besøg. Så loggede de på World War igen og gamede hele natten. * Lørdag vågnede de ved, at solen hamrede ind ad kældervinduerne. De gav sig straks til at game videre. Den store World War-mission var udført, men de havde fået ny ranking og nyt udstyr, der skulle testes. Efter et par timer var de vågne nok til at gå op og spise. Med knurrende maver vaklede de op i køkkenet og hev havregryn ud af skabet. 77


”Vi skal lige tænke lidt strategi i forhold til i morgen,” sagde Nadim og skovlede gryn indenbords. ”I morgen?” spurgte Benjamin, mens han skænkede sig et stort glas kakaomælk. ”Jeps, i morgen skal vi hen og spille det sære spil hos professoren.” ”Nåerh ja, det bliver fedt at spille …” Benjamin afbrød sig selv og skuttede sig en smule. ”Selvom det var ret spooky med alle de ledninger og indsprøjtninger.” Nadim nikkede. ”Vi bliver nødt til at finde ud af, hvem der har lavet det spil, og finde et par af de gode koder til at have i baghånden.”

78


Benjamin rynkede brynene. ”Jeg gider altså ikke snyde.” ”Det skal du heller ikke, men jeg gider ikke at tabe, når man åbenbart kun har et liv.” Benjamin sagde ikke noget. I stedet gik både han og Nadim i gang med at gennemtrawle nettet for information om professorens mærkelige spil. En halv time senere så de opgivende på hinanden. ”Ingenting!” sagde Benjamin overrasket. ”Hvis vi ikke kan finde noget om spillet, så er det tophemmeligt.” Nadim tænkte, så det knagede, mens han kløede sig på benstumpen. Så kiggede han over på Benjamin. ”Måske er det ikke spillet, vi skal søge efter. Lad os prøve at undersøge hende professoren.”

... læs videre i Roboys 2 79


Emils Bøger for børn under 12 år Spådrømmen 1 – Trolddom knurhår, Calibat 2013 Spådrømmen 2 – Dragernes Land, Calibat 2014 Sneungens sidste suk, Calibat 2015 Drengen med paraplyen, Calibat 2016 Vrangsiden 1 – jagten på den gule dæmon, Calibat 2016 Den lille drage 1 – og den første flyvetur, Calibat 2017 Roboys 1+2+3, Calibat 2017 Min lillebror er mutant, Calibat 2017 for børn og unge over 12 år Vintersjæl 1 – Modlys, Calibat 2013 Vintersjæl 2 – Skæbneblod, Calibat 2017 Jonny Nekrotic 1 – Zombiepesten, Calibat 2014 Jonny Nekrotic 2 – Blodbad, Calibat 2015 Jonny Nekrotic 3 – Showdown, Calibat 2016 Afterworld 1 – Ilddåb, Calibat 2015 Afterworld 2 – Ligbål, Calibat 2017 Thor og Loke 1 – Prøven, Calibat 2016

Roboys 1 - Kobbernøglen  

Slam! Lærerens hånd landede tungt på bordet foran Benjamin, så han næsten tabte sin mobil. ”Ok, Benjamin, så er det ud! Du kan forklare nede...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you