Page 1


I samme serie: Nelson pü ulvejagt Nelson og zombiefødselsdagen Nelsons jul


Line Leonhardt & Palle Schmidt

Nelson i Rom


Nelson i Rom af Line Leonhardt & Palle Schmidt Illustreret af Palle Schmidt Copyright © Palle Schmidt og forlaget Calibat 1. udgave, 1. oplag 2017 Cover-design: Palle Schmidt

Tak til Accademia di Danimarca / Det Danske Institut i Rom, der gjorde vores research til denne bog muligt. Og en ganske særlig tak til Jesper Roos Jacobsen, Nelsons stedfar Bogen er sat med Cambria Trykt hos Lasertryk ISBN: 978-87-93281-60-8 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun indenfor de i aftalen nævnte rammer. Korte citater til brug for anmeldelser er tilladt. www.Calibat.dk


KAPITEL 1

Alle veje fører til Rom! Der var godt nok varmt i den taxa. Men det var der også udenfor. De havde mærket det med det samme, de kom ud af flyveren. En varm bølge, som når man kom i vejen for mors hårtørrer. Nelson og Malthe kørte i en taxa med mormor og morfar, mens mor og far tog den næste sammen med alle kufferterne. Nelson kiggede ud ad vinduet, men syntes ikke Italien lignede det, de havde set inde på nettet. Der var ikke særlig mange huse og slet ingen søjler. Der var marker og elmaster og nogle høje, spidse grantræer, men ellers var det mest motorvej og lastbiler og vejskilte. “Er du sikker på, det her er Rom?” spurgte Nelson. “Vi er på vej ind til Rom, Nelson,” sagde mormor og pegede på et skilt, Nelson ikke nåede at se. Mormor vendte sig om mod Malthe. “Hvad tror du, de spiser i Rom?” “Romkugler?” sagde Malthe. Nelson grinede.

5


“De spiser da pizza!” grinede mormor til Malthe, så man kunne se hendes guldtand. “Pizzaen er opfundet i Italien.” “Er det ikke også rigtigt, at alle veje fører til Rom?” spurgte Nelson. Mormor nikkede. Egentlig skulle de slet ikke have være på påskeferie, for mor mente, at man ikke behøvede at tage udenlands, når vejret var godt i Danmark. Men så havde mormor og morfar inviteret dem og ville betale for flybilletterne. Så syntes mor og far pludselig, at det var alletiders med en påskeferie. Malthe var også ret glad, da han fik det at vide, fordi man fik flere desserter, når man var på ferie. Men Nelson var ikke helt tilfreds. Han havde nemlig lige fået installeret et nyt spil på sin mobil, som ham og de andre havde aftalt at spille i påsken. Og nu var han ikke hjemme og kunne derfor ikke være med i konkurrencen om at fange flest påskeæg. Nelson prikkede morfar på skulderen og viste ham mobilen. “Kender du det her spil?” spurgte han. “Det er sådan en app, hvor man skal finde påskeæg, og hvis man finder guldægget får man ti tusind point!” “Hm,” gryntede morfar. Han sagde sjældent noget. Og når han gjorde, plejede mormor at tysse på ham. Nelson viste ham, hvordan

6


spillet fungerede, og han var faktisk ret god til at forklare alle detaljerne med pointsystem og banerne, men morfar fulgte vist ikke rigtigt med. Han kiggede slet ikke på mobilen, men lignede én, der var ved at falde i søvn. “Er der mange guldæg i Rom, Nelson?” spurgte Malthe. Nelson vendte sig mod Malthe igen. Morfar kunne man alligevel ikke rigtigt få et ord ud af. “Der er kun ét guldæg i hver by,” sagde Nelson. “Kunne det ikke være sejt, hvis vi fandt det romerske æg, Malthe?” Malthe nikkede. Mest fordi Nelson lavede store øjne og lignede en, der syntes, at det var ret vigtigt med det guldæg. Og hvad, Nelson syntes, var spændende, det, syntes Malthe også, var spændende. “Mormor, hvad hedder pizza på italiensk?” spurgte Malthe. Mormor vendte sig rundt fra forsædet og så på Malthe. Så lo hun endnu en gang, så guldtanden igen kom til syne og blændede Malthe så meget, at han var nødt til at se væk. Måske havde hun været sømand engang? Eller sø-dame? “Det hedder da pizza!” “Ja, og pasta hedder pasta,” sagde Nelson. “Det lærer du i skolen, Malthe.” Malthe skulle starte næste år. I nulte klasse. Og Nelson hjalp ret tit med, hvad man skulle lære i skolen. For eksempel at toiletterne var klamme, så dem skulle man ikke røre. At det gjaldt om at lægge sin madkasse ind i køleskabet først, så den ikke faldt ud og ned på gulvet, og madderne røg ud, når

7


køleskabet var blevet overfyldt som en madkassepyramide. Han fortalte også om, hvordan man skulle vælge en sjov toiletmakker, for Nelson havde været makker med Patricia Amalie, og hun havde haft noget med maven, og det var faktisk ret kedeligt at vente på nogen, der ikke rigtigt kan komme af med lorten. Så var det klart sjovere at være makker med Isak. Han havde vist Nelson, hvordan man kunne ramme toilettet uden at holde fast på tissemanden, og også hvordan man kunne tisse langt væk fra kummen og så stadigvæk ramme. Nelson og Isak havde lavet deres egen tisserekordbog, hvor de skrev alle rekorderne ned. Men en dag havde VikarPer opdaget dem, da Nelson alligevel kom til at stå for langt fra toilettet, så han lavede en større sø foran toilettet. Og det skulle de så begge to tørre op lige på stedet. Vikar-Per mente, at det skulle han skrive hjem om på forældre-intra. Hvis der var noget, Nelson vidste, så var det, at forældre-intra fik hans mor til at blive i meget dårligt humør. Men Vikar-Per skrev aldrig noget på forældre-intra, det var bare løgn og latin. På den måde var voksne ret mærkelige. Som regel var de lidt kedelige i det. Og de gad ikke rigtigt at klæde sig ud eller lege zombier, og når de endelig grinede, så var det aldrig af noget, der var sådan rigtigt sjovt. Morfar gryntede. Han var vist faldet i søvn. “Puha,” sagde Malthe. Han så lidt bleg ud. “Kan vi ikke åbne vinduet?”

8


“Nej, nej, så får jeg bare træk og bliver forkølet,” sagde mormor og så bestemt ud. “Ellers tak! Jeg vil gerne nyde min ferie!” Så begyndte hun at spørge taxachaufføren om, hvornår de var fremme ved hotellet, men han forstod vist ikke dansk. Nelson så på Malthe. Hans øjne begyndte at trille rundt i hovedet på ham. “Mormor,” sagde Nelson. “Jeg tror, Malthe skal kaste op!” “Så var det sikkert derfor, jeres forældre ikke ville køre med jer. Din mor blev også altid køresyg!” Mormor rodede nu helt panisk i sin dametaske. Det var sådan en lille brun én, hvor der ikke rigtigt kunne være andet end en rosa læbestift, til hvis man mødte en sheik i toget, som mormor sagde, og så en pung, der aldrig var penge i, så

9


man kunne få legetøj, når man blev passet hos mormor og morfar og var med i byen for at købe ind. “GRIB,” sagde mormor, og så kastede hun posen, der skulle være Malthes brækpose hen mod Nelson, der lige akkurat nåede at åbne den og holde den foran Malthe, inden morgenmaden væltede ud af ham. Små cheerios – stadig intakte, med hul i midten – svømmede rundt i posen i en pøl af gul og gennemsigtigt væske. Det var ligesom dengang, mor havde kastet op i svømmehallen. Eller når man trykker meget hårdt på en tube remoulade. Nelson var lige ved at græde, da han så ned i posen. For mellem de mange cheerios svømmede hans M&M’s også rundt. De var røget ud af den åbne M&M’s-pose, som Nelson og Malthe havde fået lov til at få i lufthavnen – og smage én af. Nu svømmede de legofarvede kugler rundt som de små farverige både på søen i Tivoli. Nelson så surt på mormor. “Hvorfor gav du ham posen med vores slik, mormor?” Nelson var lige ved at græde. Malthe så bare ned i posen, før han kastede resten af maveindholdet op og druknede M&M’s kuglerne helt.

10


KAPITEL 2

Halløj på hotellet Nelson havde set et billede af hotellet hjemme hos mor og far. Der var swimmingpool og wi-fi-adgang. Det sidste var det vigtigste, så han kunne gå på jagt efter guldægget. Så da de endelig nåede hotellet, var Nelson glad og skyndte sig ud af taxaen. “Er du sikker på, det er det rigtige hotel? Det var ikke her, det lå, sidst vi var i Rom,” sagde mormor og kiggede mistroisk på chaufføren. Han pegede bare på taxameteret og smilede. Malthe så helt frisk ud nu. Han forsøgte at komme fri af selen med brækposen i hånden. Morfar, der stadigvæk ikke sagde noget, stod også ud af bilen. Mormor nikkede venligt mod chaufføren og viste sit Visa/Dankort: “Ja tak, bare på beløbet!” ‘Hotel Capri’ stod der med store guldbogstaver over indgangen til hotellet. Der var flag fra hele verden. I hvert fald var der både det engelske og det tyske. Der var dog flest

11


italienske flag med de rød-hvide-grønne farver og ingen danske. Nelson ventede pænt på, at mormor fik betalt, og Malthe kom fri af selen. Der kom endnu en taxa kørende op ad den smalle vej og parkerede bag deres. Døren gik op, og mor sprang ud. “Neeej, hvor ser det fint ud!” sagde hun. Nelson kiggede sig omkring efter, hvad hun mente. Måske var det de store blomsterkummer, hun godt kunne lide? Hun krammede og kyssede først Nelson og så Malthe. “Hvor ser du glad og frisk ud, Malthemus?” “Jeg har lige kastet op!” sagde Malthe stolt og rakte hende posen. Hun stod et øjeblik og så mærkelig ud i ansigtet, inden hun med en hurtig bevægelse smed den våde plasticpose fra sig i en blomsterkumme. Far kom slæbende med alle kufferterne, mens han prustede og stønnede. Morfar stod med hænderne i lommerne og så på. Så gik han indenfor, og Nelson skyndte sig efter. “Morfar kan du ikke spørge dem, om de har wi-fi?” Morfar rystede på hovedet og satte sig ned i en lille, blomstret sofa og lagde benene op. “Buongiorno,” sagde receptionisten og nikkede til far, der forsøgte at bakse fire kufferter og et par tasker ind gennem dobbeltdøren. “Far, kan du ikke spørge dem, om de har wi-fi?” “Jeg har ligesom hænderne fulde,” vrissede far og

12


bandede over en skuldertaske, der havde sat sig fast i et dørhåndtag. “Sikke du fylder,” sagde mormor bag ham. “Vi andre må måske ikke komme ind?” Far sagde ikke noget, men Nelson kunne se sveden løbe ned over hans pande, der var helt rød. Okay, så måtte han selv tage affære. Manden bag disken så flink ud, selvom han var skaldet, og ’wi-fi’ hed vel det samme i alle lande. Nelson viste sin telefon med påskejagtapp’en. Og så trak han skuldrene helt op og så spørgende ud. “Wi-fi?” spurgte han. Receptionisten nikkede og sagde: “Si, si.” Det måtte betyde ja. Han gav Nelson et lille papkort med hotellets logo og en kode på, som Nelson straks begyndte at taste ind på mobilen. Far havde fået stillet alle tasker og kufferter indenfor, og mormor gik hen for at tjekke ind. “Skal vi ikke lige have et familiefoto?” spurgte mor håbefuldt og holdt telefonen op, men far så ikke ud til at være i humør til det. “Lisa, du må lige hjælpe mig her,” sagde mormor og viftede med hånden af receptionisten. “De forstår jo ikke et ord dansk!” Døren til deres værelse gik op med en knirken. “Neeej,” sagde mor og stillede tasken fra sig på den ene af de to store senge. “Her er da hyggeligt, ik’ Søren?”

13


Far stønnede og slap de fire kufferter, der faldt til hver sin side som dominobrikker. Malthe løb hen og trak gardinet fra. “Se mor! Der er altan!” Der var ganske rigtigt en dør, man kunne åbne, men altanen var nærmest bare et rækværk. Inde på mormor og morfars værelse havde de udsigt ud over byens tage, men her kunne man ikke se andet end en lille gård og en afskallet mur. Der hang nogle ledninger mellem husene, som fuglene vist mest brugte til at skide til måls efter. “Det er vist det, man kalder en fransk altan,” mumlede far og lukkede døren igen, så Malthe ikke faldt ud. “Hvorfor hedder det ikke en italiensk altan?” spurgte Malthe. Mor smilede. “Du er sød, skat … Men du går lige ud og børster tænder, ik?” “Se, der er sodavand!” sagde Nelson og åbnede et lille køleskab, han havde fundet i et hjørne. “Stop!” råbte far og sprang ind foran ham. “I rører ikke noget i minibaren, det koster garanteret kassen!” “Der står altså ingen pris på,” sagde Nelson og drejede den dejligt kolde dåse rundt i hånden. “Nej, præcis!” sagde far og flåede dåsen ud af Nelsons hånd. Far vidste meget om, hvad ting kostede. Inden de tog af sted, havde han på mobilen vist Nelson, hvor man slog noget, der hed ’dato-rumning’, fra og sagt, at det var STRENGT

14


FORBUDT at røre den knap. Det kostede nemlig også kassen at bruge mobilen i udlandet, medmindre der var wi-fi. “Hvor er min tandbørste?” råbte Malthe. Nelson satte sig i en gammel lænestol og fandt mobilen frem. Nu, hvor han havde fået wi-fi, måtte han lige se, om der var påskeæg i nærheden. “Nå, jeg springer altså lige i bad, jeg sveder som et svin,” sagde far og trak sin våde T-shirt over hovedet. Mor kom ud fra badeværelset med en ny bluse på og håret sat op. “Arj, Søren, vi skal da ud og se på byen!” Hun kiggede surt på Nelson. “Vi er vel ikke kommet til Rom for at sidde på hotelværelset, altså …” “Men, mor …” begyndte Nelson, men blev overdøvet af Malthe, der råbte: “Moar, min TANDBØRSTE!” Far gik ud til ham på badeværelset.

15


“Hvis kuffert er det?” spurgte mor, der pludselig havde fået øje på en lyserød rullekuffert. “Mormors?” spurgte Nelson. Mor sukkede. “Går du ikke ned med den, skat? Så får jeg lige far og Malthe med.” Nelson hoppede ned fra stolen og tog rullekufferten i den ene hånd og ledte efter æg med den anden. I den nye opdatering i spillet kunne æggene bevæge sig, så man skulle være hurtig til at kaste net efter dem. Måske der var nogen ude på gangen eller nede på mormor og morfars værelse? “Søren, tager du solcreme og paraply?” sagde mor. “Man ved aldrig!” “Har du set Malthes lille, blå taske?” spurgte far, der stak hovedet ud af badeværelset. Mor tog hånden op for munden og så forskrækket ud. “Har vi glemt den i flyet?” “Måske i taxaen,” sagde far. “Malthe, havde du selv din taxa … Nej, din taske med i …” Mere nåede han ikke at sige, fordi Malthe stak i et af sine berømte superhyl. Mor sukkede og mumlede: “Hvorfor lod du ham også tage den med?” Far stak fingrene i ørerne og prøvede at overdøve Malthes tuderi. “Det var dig, der ville tage taxa!”

16


KAPITEL 3

At shoppe eller ikke at shoppe Det var blevet endnu varmere, da Nelson og resten af familien endelig kom ud fra hotellet. Mormor og morfar var ikke blevet klar, men mor havde mistet tålmodigheden efter en halv time nede i lobbyen, hvor de både havde forsøgt at ringe til flyselskabet og ledt efter Malthes taske i hotellets glemmekasse. Uden held. Nu var de endelig på vej ud i Roms snævre brostensbelagte gader. Alle var glade og spændte og kiggede op og rundt og ned. “Se!” sagde far og pegede på et kloakdæksel. “Kan I se, hvad det er?” På dækslet kunne man se en slags våbenskjold med en ulv med bryster, som to små babyer sad og drak mælk af. Under stod bogstaverne: ‘SPQR’. Nelson havde set det før i den bog om Rom, som mor nu gik og kiggede i. “Det er Romulus og Rebus,” sagde han. “Remus,” sagde far. “Nemlig, Nelson. Det var dem, der grundlagde Rom!”

17


“Hvad betyder SPQR?” spurgte Malthe, der godt kendte alle bogstaverne, undtagen Æ. “Det er ligesom S, P eller K,” sagde Nelson. Den leg legede de tit i skolen. “Spørgsmål, procenter eller konsekvens. Bare på italiensk. Der staves det med Q.” “Hvad så med R?” spurgte Malthe og pegede. Nelson tænkte lidt og sagde så: “Rosmarin.” Mor pegede op mellem husene, hvor man kunne ane en stribe blå himmel. “Prøv engang at se de gamle kirketårne dér, det MÅ være noget berømt.” Hun tog solbrillerne op i panden og begyndte at bladre i guidebogen. Nelson kiggede op, men kunne ikke rigtigt se nogen kirketårne. Der var mange mennesker på gaden, men de lignede nu egentlig ikke italienere. De gik og tog billeder af alting med deres mobiler. Nogle havde sat den fast for enden af en lang pind, så de kunne tage selfier foran gamle bygninger og springvand og den slags. Nelson tænkte, at hvis man boede i Rom til daglig, ville man nok have taget de billeder, man skulle bruge, og man ville nok også være lidt mere solbrændt end for eksempel den tykke dame i sommerkjolen, der gik foran dem og filmede alle butiksvinduerne.

18


Fars telefon ringede. Det var mormor, det kunne Nelson nemt høre. Hun talte nemlig altid ret højt, fordi hun selv hørte dårligt. “Hvorfor tager Lisa ikke telefonen?” råbte hun. “Måske hun har lagt den på hotellet,” sagde far. “Hvor langt er I?” “Hvad? Hvor er I henne?” Far kiggede op på et gadeskilt og sagde: “Via Veneto.” Han sagde det ret højt, flere gange. Imens havde Nelson og Malthe fået øje på en butik med ridderfigurer og andet legetøj. “Mor! Må vi godt gå herind?” “Arj, nu synes jeg lige, vi går lidt,” sagde mor. “Vi skal jo ned og se Den Spanske Trappe!” “Jeg gider ikke se en trappe,” sagde Malthe.

19


“Det er en meget BERØMT trappe,” sagde mor og prøvede at få det til at lyde spændende. “Den er 200 år gammel. Om sommeren er der pyntet med blomster hele vejen op”. “Ligger det der Pantheon ikke også ret tæt på?” spurgte far og puttede mobilen tilbage i lommen. “Hmm, jeg kan ikke rigtig huske det,” sagde mor og bladrede i guidebogen. “Du har været i Rom før, ikke mor?” spurgte Nelson. Han var lidt bange for, de skulle fare vild, ligesom dengang i København, hvor de ikke kunne finde Rundetårn.

20


“Jeg var her som barn, men jeg kan ikke rigtig …” Mor fik pludselig øje på en lille butik med tasker og tøj og gik i stå midt i sin sætning. Hun puttede guidebogen i tasken og vendte sig mod far: “Jeg kigger lige hurtigt herinde.” “Så DU må gerne gå i butikker, men vi må ikke?” sagde Nelson. Han kunne selvfølgelig spørge efter wi-fi inde i butikken, måske der ligefrem gemte sig et påskeæg eller to i et prøverum? “Nej, okay,” sagde mor og gik videre ned ad gaden. “Er vi der ikke snart?” klagede Malthe. Far sagde, at de jo kun havde gået i to minutter, og så ringede hans telefon igen. “Mor!” råbte Malthe. “IS!” Der var ganske rigtigt et isskilt nede ad en lille sidegade. Folk stod i kø udenfor. Det måtte være god is. “Ikke NU, vel?” sagde mor. “Men du LOVEDE, vi måtte få is på ferien!” “Jo, men …” begyndte mor. Malthe stampede i jorden: “Du LOVEDE, det mor!” Han havde helt åben mund og øjne og så ud til at være meget vred. “Ja, ja. Senere, ikke? Nu skal vi lige gå lidt.” Mor smilede anstrengt. Malthe begyndte at kalde mor for løgner og andre grimme ting. Hun tyssede på ham, mens hun trak af sted med ham. Et par kinesere kiggede efter hende, som om hun var

21


ved at stjæle nogle andres barn. En af damerne tog et billede med sin mobil. “Okay, nu laver vi en plan, så alle bliver glade …” begyndte mor. “Jeg vil have IS!” sagde Malthe. “Og jeg vil godt fange guldægget,” sagde Nelson. “Den er strid, den middagssol, hva’?” sagde far og tørrede sig over panden. “Det kunne måske være meget rart med noget koldt …” “Godt,” sagde mor. “Jeg lover jer, at det skal vi nok komme til, men først skal vi hen og se Den Spanske Trappe. Det er noget, der betyder ret meget for os, der er voksne og kender historien.” Far tog en dyb indånding. “Lad os se, hvor hurtigt vi kan komme hen til den trappe. Så finder vi en cafe derhenne!”

22


KAPITEL 4

I H. C. Andersens fodspor Trappetrinene stod helt perfekte og hvide og nye bag afspærringen. Man kunne se dem, hvis man kiggede ind ad en sprække i hegnet, der gik hele vejen langs gågaden. Nelson prøvede at læse på skiltene, om der stod noget om åbningstider, men det var svært at komme frem på grund af de mange mennesker. “Må man ikke gå på trappen?” spurgte Malthe og så skuffet ud. Det var dog de mærkeligste VIP-trapper, der ikke måtte betrædes. “Nej, det ser vist sådan ud,” sagde far og gik hen mod en mand i mørk uniform. “Sgusi?” sagde far, og manden kiggede over på dem med meget trætte øjne. Han gik i slowmotion hen mod far. Han havde en kasket, der gik helt ned i panden og nogle bukser med en rød stribe ned ad benet. “Si?” sagde manden. Far sagde: “Øh,” men så kom der ikke flere lyde ud af hans mund.

23


Mor trådte til. “Si,” sagde hun også, og så var samtalen ellers i gang. Mor pegede på trappen. “Qjuso?” spurgte hun og lavede Amager halshug. På den måde var sprog ret godt. Så sagde manden noget, og mor nikkede. “Hvad siger han, mor?” spurgte Malthe. “Er der lukket?” Mor prøvede at lytte til manden og viftede med hånden mod Malthe. Nelson tog mobilen frem. “Wi-fi?” spurgte han den trætte mand, og manden lavede Amager halshug til svar. Så viste Nelson app’en med æggene. Han pegede på guldægget. Nu smilede manden, og der kom lys i de grå øjne. “Si, si …” Måske han også spillede påskespillet? Nelson forstod intet andet end, at manden pegede ned ad gaden. “Må jeg gå i forvejen og søge efter æg?” spurgte Nelson. Far og mor sagde i kor: “NEJ!” “Vi skal ikke have, nogen bliver væk,” sagde mor. Far nikkede. “Vi følges ad,” sagde han og prøvede at lyde som strenge-far, en rolle, der kun meget sjældent blev fundet frem. “Og dermed basta,” sagde mor. “Basta, pasta,” mumlede Nelson. En meget solbrændt mand prøvede at give mor en rose, men hun ville ikke have den. Han havde ellers masser af dem. En anden havde åbenbart for mange selfie-pinde, men sådan

24


en ville mor heller ikke have. Far sagde, at man bare skulle lade være med at kigge på sælgerne, så gik de væk. “Det var da irriterende med de trapper,” mumlede mor og bladrede febrilsk i guidebogen. “Der står altså ikke noget om, at de skulle være lukkede.” “De er nok ved at vaske dem,” foreslog Malthe. “Der må da være noget andet her i nærheden, man skal se,” sagde far og kiggede mor over skulderen. Nelson åbnede sin mobil og søgte efter wi-fi. Der var masser af netværk, men de fleste havde kode på.

25


“Hov!” udbrød mor og pegede på Nelsons mobil. Han skyndte sig at gemme den væk. “Nej, lad mig lige se,” sagde hun. Nelson gav hende mobilen, og et stort smil bredte sig på hendes ansigt. “Caffé Greco!” sagde hun. “Det var den med H. C. Andersen, det stod i guidebogen.” “Nå ja,” sagde far. “Det lyder godt! Det er sådan en rigtig kunstnercafe.” “Kan man så lave keramik?” spurgte Malthe med lys i øjnene. Mor rodede ham i håret. “Arj, det tror jeg ikke, min skat. Men det er sådan et sted, alle mulige kunstnere plejede at komme. Goethe, Keats, H. C. Andersen …” “Er han der nu?” spurgte Malthe, for han havde både været i Den Flyvende Kuffert i Tivoli og hørt hans eventyr nede i børnehaven til stilletid. Far grinede højt. “Nej, han er jo død, Malthe.” Voksne var ret mærkelige. Dengang oldefar døde, skulle man være helt stille i kirken og respektere dem, der var i sorg og alt muligt, men nu var det åbenbart helt ok at grine

26


højt af, at H. C. Andersen var død. Og det var faktisk unfair, for han var en af de sjovere forfattere. Modsat den bog om en prinsesse, som Hanne altid ville læse højt af i skolen, hvor der ikke skete noget som helst. Røvsyg bog, faktisk. Tænk, at der er nogen forfattere, der gider skrive den slags, når de ved, at børn er tvangsindlagt til at høre det. Det, syntes Nelson egentlig, skulle være forbudt. At ødelægge børns liv på den måde. Caffe Greco var et aflangt lokale med fine, gamle møbler og en duft af kaffe og læder. Gulvet var af skinnende blankt marmor, og væggene havde høje paneler og masser af små og store billeder i ramme. Der var kø ved disken, hvor der blev fyldt glas og kopper og formet kakaoskum i et hæsblæsende tempo. “Har de is?” spurgte Malthe og begyndte at hoppe op og ned. Far klappede ham på hovedet og kiggede på det store menukort over baren. Hans ansigtsudtryk ændrede sig fra smil til rynken på næsen på et splitsekund. “8 euro for en cappuccino?” sagde far. “De er ikke kede af det!” Nelson tænkte, at det da var godt, de ikke var kede af det. Men det var det åbenbart ikke. Knap havde Nelson nået at foreslå, at de købte en kop kaffe med til den trætte trappevagt, før far hev dem alle sammen med ud igen. “Tror de, vi er idioter?” mumlede han.

27


Så efter få minutter indenfor stod de igen ude i middagssolen, og Malthe vrælede. “Du må få is senere, Malthemus,” sagde mor og prøvede at få ham til at dæmpe sig. Far skyndte sig at slå op i guidebogen for at finde noget, der kunne få dem til at snakke om noget andet end is. “Har I lyst til at se en ægte ønskebrønd?” Det fik Malthe til at stoppe midt i sit vræl og kigge på far med blanke øjne. “Der står i guidebogen, at man skal lade sig overraske af Trevi-fontænen,” sagde far og så hemmelighedsfuld ud. Det virkede. Malthe rynkede på næsen. “Hvordan det?” “Ja, altså i stedet for at gå direkte derhen efter kortet, ja så skal man næsten bare finde fontænen sådan helt tilfældigt.” Nelson så alvorligt på mor. “Jamen, du siger jo altid, at far skal bruge Google Maps, og det er da vildt fjollet at lede efter det på den måde!” sagde han og så ned i sin telefon igen. “Hvad nu hvis vi aldrig finder den fontæne?” I det samme sprang en rosesælger ind foran mor, hvilket hun åbenbart ikke var forberedt på, så hun lavede et ninjakarateslag mod rosen, der faldt til jorden, hvorefter den knækkede over i to dele. “Sejt, mor!” sagde Nelson og lavede thumbs up.

28


Far smilede lidt forlegent til den indisk udseende mand med roserne og sagde “Sgusi” igen. Det var åbenbart det eneste italienske ord, han kendte. “Så går vi,” sagde mor og gik videre i håb om at lade sig overfalde af den gigantiske Trevi-fontæne.

29


KAPITEL 5

Fontana di Selfie Det lykkedes at finde et sted, man kunne få is uden at være ked af det. To kugler hver, i et lille bæger. “Det smelter hurtigt!” sagde Malthe og slikkede på den is, der løb ud over bægerets kant. Selvom de ikke ledte, så fandt de den faktisk, Fontana di Trevi. Eller som far kaldte den, Fontana di Selfie. Der var nemlig propfuld af mennesker omkring det gigantiske springvand, og de tog alle sammen billeder af sig selv og hinanden. Det var næsten som at se åbningen på de Olympiske Lege, hvor alle flag fra hele verden blafrede side om side. I hvert fald var der selfie-pinde i alle regnbuens farver. Nelson kunne ikke se vandet for de mange mennesker, men det plaskede, så det lød, som om havet var landet midt i Rom. Over menneskemængden tårnede et stort, gammelt hus sig op med søjler og buede vinduer og statuer oven på en bunke sten i samme hvide farve som huset. Midt i det hele stod en statue af en mand med et håndklæde om livet og

31


pegede, men Nelson kunne ikke se, hvad han pegede på. Malthe smed det tomme isbæger i en skraldespand og løb ned ad trinnene mod springvandet. Mor råbte efter ham, men han var allerede forsvundet ind i mængden. Nelson smed også sit tomme bæger ud og forsøgte at finde en anden vej igennem de mange ben og arme og tasker og kameraer. Han fik øje på Malthe, der var nået helt hen til vandet og var kravlet op på kanten. Han rakte ned og skyllede sine isklistrede fingre i vandet, da en tyk mand med kasket og solbriller bakkede baglæns for at tage en selfie med springvandet i baggrunden. Han havde ikke set Malthe.

32


En rygsæk kom i vejen for Nelsons udsyn, så han nåede ikke at se den tykke mand støde ind i Malthe og hørte ikke plasket, da han røg i vandet. “Malthe! Man må ikke bade i springvandet!” råbte Nelson, da han nåede frem og så Malthes våde hoved stikke op af vandet. “Hvad sker der?!” råbte far, der sprang ned ad trappen mod springvandet. Den tykke mand rakte sin selfiestang ud, så Malthe kunne få fat og hive sig op. Netop da Malthe var kommet i land, greb far fat i den tykke mand og råbte: “Prøver du at drukne mit barn?!“ “Sorry, what?” sagde den tykke mand, der åbenbart var fra England. Ham og far begyndte at tale sammen. Far råbte højest. “Vandet er ret koldt,” grinede Malthe, da mor maste sig vej gennem folkemængden. Hun slog selfiepinde til side for at komme frem. Hun baksede med at få Malthe op, mens far og englænderen stadig diskuterede, hvis skyld det hele var. Nelson ville gerne nå at ønske, inden der gik helt ged i den. Han vidste lige, hvad han ville ønske: At fange guldægget. Nelson lukkede øjnene og kastede sin mønt over

33


venstre skulder. Desværre var hans kast ikke så præcist. Der lød et råb: “Aua! Was machst du?“ Nelson så en skaldet mand, der holdt sig for det ene øje, og han skyndte sig at gemme sig bag far. Tyskere kendte åbenbart ikke til traditionen om at kaste med mønter. En hånd greb Nelson i kraven, og han frøs til is af skræk. Tænk, hvis han skulle have skæld ud af en fremmed voksen, oven i købet på tysk? Heldigvis var det bare mor, der havde grebet fat i ham. Hun havde også fat i fars skjorte og trak dem begge ned mod springvandet. “Familiefoto. Nu!“ sagde hun og pegede på et ledigt sted på kanten af springvandet. “Kom! Tæt sammen,” kommanderede mor. “Jeg gider altså ikke sidde ved siden af Malthe, han er pladdervåd.” “Skidt pyt, Malthe,” sagde mor. Hun tog en lommelet op fra tasken og tørrede hans ansigt. Vandet løb stadig ned ad Malthe. Der var så meget vand, at det dannede en større pøl, der fik de fleste turister til at træde til side, så nu havde de faktisk en ret god plads til familiebilledet, som mor ville have. Mor trak sin mobil op af tasken og rakte den til en ældre japansk dame med solhat. “Pitjer?” sagde damen og smilede. Mor lavede thumbs up. De prøvede alle fire at smile anstrengt i de få sekunder, det tog damen at få taget billedet.

34


“Thank you,” sagde mor til damen, og damen begyndte at bukke og smile og sige tak også. “Har du stadig din mønt?” spurgte Nelson. Malthe blev et øjeblik bange for, han havde tabt den nede i vandet, så han ikke kunne ønske. Men den lille rustfarvede mønt, de havde fået af far, lå nederst i de våde shorts. “Du skal kaste den over venstre skulder,” sagde Nelson og kiggede sig om for at se efter tyskere. “Hvilken en er venstre hånd, mor?” “Kast nu bare den mønt,” mumlede far og så ud, som om han var lidt træt af ønskebrønd og selfier. Nelson fandt sin mobil frem for at tjekke, om der var wi-fi her. Det ville være et godt sted at gemme æg. Måske det også var derfor, der var så mange mennesker? Han fandt hurtigt et netværk, der ikke var kode på og prøvede at åbne spillet. Far rodede i tasken efter noget tørt tøj. Han fandt sin egen sweatshirt og rullede ærmerne op på den, så Malthe kunne passe den. “Plop,” sagde det, da Malthe med lukkede øjne smed mønten i vandet. Et perfekt kast. “Jeg ønsker en kiks!” sagde Malthe stolt. “Nu går vi,” sagde far. Nelson fulgte med, men han var ret optaget af at lede efter påskeæg. Han fangede to af de grønne og fire blå, mens de pløjede sig gennem mængden af turister tilbage mod torvet. Han opdagede først et stykke nede ad gaden, at det

35


ikke var far, han havde fulgt efter, men en ældre mand, der også havde shorts og ternet skjorte på. Nelson kiggede sig omkring, men kunne ikke se sin familie nogen steder. I mellemtiden havde far opdaget, at den dreng, han holdt i hånden, ikke var Nelson. Drengen havde også næsen nede i sin mobil og så ikke, hvem han holdt i hånden. Nu var det fars tur til at blive skældt ud, da en dame i storblomstret sommerkjole kom løbende og beskyldte far for kidnapning og det, der var værre. Far sagde “sgusi” det bedste, han havde lært, og flygtede fra den råbende dame, mens han så sig om efter de andre. Nelson ledte videre efter sin familie og efter påskeæg. Han gik ned ad en smal gade, hvor wi-fi-signalet blev stærkere. Der duftede af pizza fra de mange restauranter og caféer. Et sted havde de sat borde op under en markise, så man kunne sidde og spise på gaden. Der stod ovenikøbet allerede mad på nogle af bordene. Det var smart. Nelson satte sig og begyndte at spise fra en tallerken med pomfritter, mens han ledte efter påskeæg i nærheden. Mor kom trækkende forbi med Malthe, mens hun prøvede at tørre hans bukser med servietter. “Årh, hvor er din far nu henne?” sagde hun, og Malthe pegede: “Han kommer der.” “Lisa!” stønnede far forpustet. “Har du set …“ Mere nåede han ikke at sige, før han fik øje på Nelson, der sad med næsen nede i mobilen. Mor gik ind i restauranten

36


med Malthe for at tørre ham, og far satte sig ved siden af Nelson. “Du sidder ikke og spiser madrester fra nogle andres tallerken, vel?” “Mrnehj nrrj,” svarede Nelson med munden fuld af pomfrit. Far tog tallerkenen og stillede den over på et andet bord. De bestilte et par sodavand og en kaffe til mor, men far syntes, de skulle vente med at spise til senere. Da mor og Malthe kom tilbage fra toilettet, havde Nelson drukket hele sin Fanta, og far havde haft tid til at kigge i guidebogen. “Hvad siger I til, at vi går ned til Circus Maximus? Der er vist ikke så langt.” “Jaaa!” sagde Malthe og Nelson i kor. De ville vildt gerne i cirkus.

37


KAPITEL 6

Ruiner og atter ruiner Ingen heste. Ingen klovne. Ingen elefanter. Ingen runde telte med gule og røde striber. Faktisk ingen verdens ting. Malthe og Nelson så til højre og venstre. Der var intet, der mindede om et almindeligt cirkus. “Hvor er det henne?” spurgte Nelson. Var de nu kørt forkert igen, ligesom dengang de skulle til vandlandet? Der var de også kørt helt ud af kortet, og det var i hvert fald ikke mors skyld. Nelson havde også prøvet engang, at de havde taget metroen den forkerte vej. Men det havde været noget med, at det var ulogisk den måde, de skilte hang på, i forhold til, om man var på vej ind mod byen, eller man skulle ud af byen. “Nej, nej, vi er her skam.” Mor fik en tåre i øjet. “Se lige!” Hun viftede med armene. “Åh. Hvor er det et herligt gensyn!” Mor og far tog hinanden i hænderne. “Ja. Det er en stor oplevelse.” Nelson og Malthe så på den tørre græsplæne og de enorme stenblokke.

39


“Det er jo bare en bunke gamle sten!” sagde Nelson og smed armene op i luften. Voksne var altså mærkelige. “Så taler vi lige pænt om ruinerne.” Mor så alvorligt på Nelson. “JEG VIL I CIRKUS!” råbte Malthe og kastede sig ned på jorden og begyndte at slå hænderne ned i jorden. “JEG VIL, JEG VIL, JEG VIL!” “Jam… Circus …” begyndte mor. “Det hedder det altså. I gamle dage …” Nelson afbrød: “Der er jo intet på den her ferie, der er for børn, mor, vel?”

40


Nelson remsede alt det kedelige op, de havde “oplevet” indtil videre. Det eneste sjove var faktisk i flyet, hvor de fik verdens mindste dåsesodavand. Selvom mor mente, at de sagtens kunne nøjes med vand. Far så sur ud. “Gider I lige …” Så sagde han ikke mere. Som om man kunne gætte resten. “Jeg tror, det er endnu pænere fra den anden side,” sagde mor og pegede med guidebogen. Og så skulle de igen slæbe deres trætte små ben af sted i den bagende sol, uden is og uden cirkus. De gik forbi den ene gruppe efter den anden, der standsede hver femte minut for at tage billeder. Far ville gerne over på det andet fortov for at komme i skygge, men mor drillede ham bare: “Hvorfor overhovedet tage sydpå, hvis det ikke er for at nyde solen?” Far så ikke ud til at nyde solen. Ryggen på hans skjorte var helt våd. “Kan du ikke ringe til min mor og sige, vi går ned til Colosseum?” spurgte mor. “Så kan de møde os der.” Far slog ud med armene. “Jeg har ringet til hende fire gange, hun tager den ikke.” Malthe lagde en trøstende hånd på fars skulder. “Hun kan nok ikke høre den ringe, far.” “Bingo,” sagde far. “Det her er vist Palatinerhøjen,” sagde mor med næsen nede i bogen. “Dalmatiner-højen?” sagde Malthe, der var ret glad for tegnefilmen med Pongo og Perle. Han så den i hvert fald tit.

41


“Har der været jordskælv?” mumlede Nelson. Det virkede, som om halvdelen af husene på højen var faldet sammen. Der var væltede søjler og store sten over det hele. “Jordskælv?” sagde far. Mor grinede, selvom det ikke var sjovt. “Det er jo gamle bygninger, Nelson. Det er faktisk utroligt, at de ligger her endnu!” Det syntes Nelson også. Derhjemme ville man da have bygget noget nyt i stedet for at lade alle de sten ligge og flyde. “Far,” sagde Malthe og pegede mod nogle spidse træer. “Er det dem der, H. C. Andersen sagde ligner paraplyer?” Nu smilede far og fik historielærerminen på. “Det er nemlig rigtigt, Malthe. Ser du, det her træ …” Han pegede op mod højen. “Det er en cypres. Og dét der, det er pinjetræer.” Nelson var lige ved at gå ind i manden foran sig. Alle var af en eller anden grund stoppet for at tage billeder af et eller andet.

42


“Det er dem fra Asterix!” råbte Malthe og pegede på et par mænd med bare ben, sandaler og hjelme, der poserede for kameraerne. Den ene af dem pegede på Nelson med sit sværd og kaldte ham over. “Picture!” sagde han, og Nelson kiggede på far, om det var okay? Far nikkede og tog et par billeder med Nelson og Malthe og de romerske soldater. Far så godt nok lidt sur ud, da det viste sig, de ville have penge bagefter, men han gav dem en seddel, og de gik videre. “De er skøre, de romere,” sagde han og rodede Malthe i håret. “Jeg tror, byen har været hærget af zombier,” sagde Nelson og pegede på endnu en statue, der manglede en arm og noget af næsen. “Det var ikke zombier, der hærgede det gamle Rom,” begyndte far. “Men hvis man var taget til fange og var i fængsel i Colosseum, så kunne man blive udvalgt til at

43


kæmpe mod tigre i Colosseum. Og dem der overlevede, kaldte man for gladiatorer,” sagde far og smilede stolt. Nelson tog sin mobil frem. “Tror du, man kan fange æg på det der Colosseum?“ Mor sukkede. “Kan du ikke lægge den mobil væk, Nelson. Det er kulturhistorie!” Historie. Dødssygt. Nelson havde en lærer, Merete, der hele tiden ville fortælle dem om noget med Jesus. Ham, den langhårede, der lignede en af de store heavy metal-drenge fra klubben, der stod og hang ud ved skuret. Enten fortalte Merete om Jesus, eller også spillede hun guitar og fortalte kedelige historier fra sin andelsforening. Og Merete sammenlignede andelsforeningens problemer med hele verdens problemer. Og det var på en måde ret underligt, hvordan AB Solvej havde noget at gøre med EU. Så ville Nelson faktisk hellere høre om løgnhalsen Jesus. Men han nægtede det der MINI-konfirmand, selvom de lokkede med boller og saft. Mormor syntes, det var ærgerligt, hvis man ikke ville konfirmeres. Hun truede med, at Nelson så ikke fik de 500 kroner, ligesom hans fætter Jens-Kristian havde fået. I øvrigt havde mor også sagt, at børnelokkere skulle man være hård overfor, og man måtte aldrig tage imod slik og saft fra fremmede. Og det gjaldt vel også Gud, Præsten og Mormor? Colosseum lignede en kæmpestor hullet mur omringet af hundredvis af mennesker. Da de kom lidt tættere på, kunne de se, at de stod i en lang kø for at komme indenfor.

44


“Se! Det er mormor og morfar!” Nelson og familien zigzaggede fremad mellem

rosesælgere og turister på pladsen. Morfar så ud, som om han stod op og sov i køen. Mormor viftede sig om ansigtet med et blad. Hun fik først øje på dem, da Malthe hev i hendes kjole. “Nå, der er I! Hvorfor tager du ikke din telefon?!” råbte mormor til mor. “Jeg har altså prøvet at ringe til dig,” sagde far, men det hørte mormor vist ikke.

45


“Vi kunne altså ikke finde nogen Netto,” sagde mormor og så fornærmet ud. Eller måske så hun bare altid sådan ud. “Svend prøvede både Guggl og alt muligt.” “Hvad snakker du om?” spurgte far. “Du sagde helt tydeligt: “Vi er ved Netto!” Far sukkede. “Via Veneto.” “Ja!” sagde mormor og prikkede morfar i siden, så han spjættede. “Det var det, jeg sagde!” “Det er en vej,” sagde far. “Hvad?” Far missede med øjnene mod den bagende sol. “Glem det. Undskyld.” “Er I klar til Colosseum, unger?” spurgte mor glad. “Jeg er sulten!” sagde Malthe. “Jeg skal tisse,” sagde Nelson. “Der er ret lang kø …” sagde far og kiggede på den lange slange af mennesker hen mod indgangen. “Det tager jo en time, før vi er inde.” “En TIME?” sagde Malthe og begyndte at græde. “Arj, Søren,” sagde mor. “Colosseum, det SKAL man da se.” Mormor så nu endnu mere ud, som om hun lige havde spist en citron. “Vil I nu pludselig ikke med ind?” Far slog ud med armene. “Hvis du vil stå her i solen med to hylende børn, så er du velkommen,” sagde han til mor. “Jeg finder et sted i skyggen og får noget at spise.”

46


KAPITEL 7

Pit stop Pizzeriaet var ret anderledes end derhjemme. Her klippede de pizzaen over i firkantede stykker med en saks. Det var også smart, at det lå fremme, så man kunne pege, når nu mor insisterede på, at børnene selv skulle bestille. Det var noget med, at de skulle lære sprog, eller sådan noget. Der var både en fin del af restauranten, hvor folk spiste med kniv og gaffel, og så et område med høje borde foran den lange pizzadisk. Det var her, de satte sig. Mor var næsten ikke sur mere, da de havde spist deres pizza og drukket deres sodavand. Far havde egentlig bestilt en øl, men det, syntes mor, var en dårlig idé, så han havde fået en cola zero i stedet. Mor havde bestilt en vand med gas, som Nelson lige måtte smage. Han tog en slurk, men var ikke så vild med det. “Jeg holder mig til Fanta,” sagde Nelson. “Hedder det danskvand i Italien?” spurgte Malthe. “Selvfølgelig hedder det det, Malthe. Og tysk-vand i Tyskland!”

47


Nelson vidste ret meget, fordi han havde fået en rekordbog af farfar, og den læste han tit i. “Hvad så med Columbia?” spurgte Malthe. “Der drikker de ikke vand.” Nelson kiggede med store øjne på Malthe. “De har simpelthen ikke råd til vand,” sagde Nelson alvorligt, selvom det lidt var noget, han fandt på. “Det er derfor, det er et u-land!” “Hvad drikker de så?” “Øl eller kaffe.” “Står U så for Uden?” spurgte Malthe. “Ja, dem der ikke er U-lande, de er I-lande. I betyder, at man har det!” sagde Nelson. Malthe tænkte sig godt om. “Er Uganda og USA så U-lande? Og Island og Israel I-lande?” Nelson nikkede. “Nemlig, Malthe. Nu er du ved at have styr på det.” “Jeg kan faktisk godt stave til D-landene!” sagde Malthe. Han øvede sig ret tit på at gå i skole, når han legede skole

48


med bamserne, hvor han selv var en hård lærer, der straffede de uartige børn. Tit var bamserne bundet eller hængt, når Malthe havde leget skole med dem. Nelson tog mobilen frem. Han ville lige google det med D-landene, han var ikke helt sikker på det. “Vil du høre mig stave?” Malthe tog en dyb indånding, som om han skulle dykke ned under havet for at hente den store staveviden frem. “D-A-N-M-A-R-K,” sagde han stolt. Så dykkede han igen: “D-Y-R-K-I-E-T!” “Tyrkiet er altså med T!” sagde Nelson. Der stod intet om D-landene. På den måde var Google ret dårlig. For tit kunne man ikke finde det, man skulle bruge. Det sagde farfar også. Han havde googlet, hvordan man laver kogte æg, men det havde der heller ikke stået noget om. Så havde de bare fået hindbærsnitter i stedet for æg til frokost, og det var på en måde ok, for Nelson var heller ikke så vild med æg. “Så er Tyrkiet ikke et D-land!” trumfede Malthe og gav Nelson en lammer. “Jeg vil godt lære dig at stave, Malthe,” sagde Nelson. “Stumt D, det er, når man ikke kan høre det. Det lærer du alt sammen, når du kommer i skole.” Malthe glædede sig ret meget til at komme i nulte næste år. “Ligesom Dorte, Dum, Dillermand!” sagde Malthe stolt og smilede. “Der kan man heller ikke høre D’et.” Malthe fortsatte: “Dø Beatles! Er det også med stumt D?”

49


Nelson mente, at det var noget andet på engelsk. “Hvad hvis man er døv?” spurgte Malthe.

“Ja, så er alle bogstaver stumme!” “Nå ja,” sagde Malthe. “Måske har man så sit eget dyr i stedet for?” Nelson vidste ikke lige, hvad Malthe snakkede om, men det lød sejt at få sit eget dyr, når man blev gammel og døv, ligesom mormor. “En hest er også et smart dyr at få, hvis man er døv, for det er jo ikke sådan, at heste skal adlyde det der med ’rul rundt’ og ’spil død’, ’giv pote’ ligesom hunde for eksempel skal.” “Nå ja,” sagde Malthe. “Når jeg bliver pensionist, vil jeg også have en hest og spille bingo hele dagen,” sagde Nelson. “Skal vi ikke aftale, at vi deler den hest?” spurgte Malthe. Nelson kiggede over på mor, der sendte ham et ej-det-kandu-godt-gøre-for-Malthe-blik. Og så var der ikke noget at gøre. Typisk mor at holde med Malthe. “Jo, men så er det altså mig, der rider forrest!” hviskede Nelson lige akkurat så lavt, at mor ikke hørte det. “Mor, vil du ikke vise mig toilettet?” spurgte Nelson og rejste sig. Han havde været så sulten, at han helt havde glemt, at han skulle tisse. “Du kan selv spørge, Nelson,” sagde mor. Det var en del af hendes måde at opdrage på, at de altid skulle ting selv. Ret smart, så hun selv slap for at rejse sig. Hun blinkede til ham

50


på den der irriterende måde og sagde: “D’ove il bagno. Det er det, du skal sige.” Nelson syntes, det var ret mærkeligt at skulle sige “banjo” til tjeneren. Han begyndte med “dåve …” og nåede ikke at sige resten, før tjeneren smilede og pegede ned mod en vindeltrappe bagest i lokalet. Toilettet lå nede i kælderen, som lignede noget på en borg. Der var buede lofter og stenvægge og tønder og våbenskjold, og luften var tør og kølig. Der var også et køkken, som Nelson ikke kunne lade være med at kigge ind i. Der stod en mand og rørte i en gigantisk gryde. Han havde hat og forklæde på, men lignede mere en inder end en italiener. Nelson tog telefonen frem og fandt hurtigt fire æg i kælderen, før han gik på toilettet.

51


Efter han havde tisset, fandt Nelson to æg mere inde i et slags lagerrum med ølflasker. Så fik han øje på et stort æg, der var på vej ud ad en åben dør. Nelson jagtede ægget op ad en trappe og ud i en lille gård, hvor det slap fra ham mellem nogle papkasser. Nelson så sig omkring. Det var en ret fin gård med små altaner og masser af grønne planter, der snoede sig op ad de gamle mure. En dame var ved at hænge vasketøj på en snor uden for sit vindue. Nelson vinkede og råbte: “Bon Jovi” til damen, der vinkede igen og sagde en hel masse på italiensk.

52


Da Nelson ville gå tilbage til restauranten, kunne han ikke finde den trappe, han var kommet op ad. Der var flere døre og trapper, men måske havde de lukket den dør, han var kommet op ad. Heldigvis kunne han se en port i den anden ende af gården, som han kunne gå ud ad. Så kunne han vel gå rundt om huset. Alle Roms gader lignede hinanden. De var smalle, der var brosten og vandposter og masser af mennesker. Nelson fandt en lille plads, hvor der holdt en masse scootere op ad et hegn. Måske kunne han se bedre, hvis han kravlede op på dem? Nelson begyndte at kravle op, men nogle drenge kom løbende og råbte et eller andet på italiensk, som han tænkte nok betød “nej” eller “forbudt”. Det var lidt pinligt at blive råbt ad på den måde. Nelson prøvede at kravle fra en scooter med tag op ad en lygtepæl, men så væltede scooteren, og drengene råbte endnu højere.

53


Der var ikke andet at gøre end at kravle ned igen. Nelson hoppede ned mellem drengene og sagde “sgusi,” det bedste, han havde lært. Så fik han øje på telefonen i hånden på den ene af drengene og genkendte spillet på skærmen. “Spiller I også Egg Hunt? Sejt!” Han pegede på drengens telefon. “Uovo di Pasqua?” sagde drengen. “Si, si,” sagde Nelson og viste dem sin egen telefon. De andre hev også deres telefoner frem og viste ham, hvor mange point de havde. Kun én af dem havde flere point end ham. Ret mange flere, faktisk. Drengen smilede stolt og kørte en hånd igennem sit sorte, kraftige hår. Nelson ville spørge, hvor han havde fundet alle de æg. Han pegede på telefonen og sagde “dåve …” Drengen smilede og nikkede. “Il Vaticano,” sagde han. Og så sagde han en hel masse andet. Noget med sang petri og basilikum. Nelson takkede og gik ned ad gaden, mens han for en sikkerheds skyld lige tjekkede efter æg. “Av!” lød en stemme, og Nelson skulle lige til at sige “sgusi”, da han opdagede, at det var mor, han var gået ind i. “Gider du ikke lægge den telefon væk og lægge lidt mærke til, hvor du er henne,” sagde hun surt og fortsatte med at skælde Malthe ud over et eller andet. “Men jeg gider ikke gå i kirke, mor!” peb Malthe. Mor sagde, at det gad hun ikke diskutere. “Det er jo ikke bare en kirke, Malthe, det er verdens største.” Hun prikkede til Nelson. “Det er en REKORD!”

54


Far gik over på den modsatte side af vejen for at komme i skygge. De andre fulgte efter, og mor læste højt af guidebogen: “Peterskirken er en stor hellig by i Vatikanet … Michelangelos statue Pieta er kirkens smukkeste og mest besøgte kunstskat …” “Er der en skat?” spurgte Malthe. “En statue,“ sagde Nelson. “Som om vi ikke har set nok af dem.” Mor fortsatte med at læse op: “Sacre Grotte Vaticane er sidste hvilested for en lang række paver … grotterne er opdelt i Grotte Nuove og Grotte Vecchie, der hviler på den gamle basilica …” Far sukkede og slog ud med armen. “Prøv at høre, ungerne gider ikke mere …” Nelson smilede over hele femøren. Det var lige gået op for ham, hvor de var på vej hen. “Far … Jeg vil vildt gerne i Peterskirken!”

55


KAPITEL 8

Shh! Sporvognen skramlede gennem Roms gader. Nelson og Malthe havde fået en siddeplads ved siden af en gammel nonne, der lugtede lidt mærkeligt. De voksne stod op og prøvede at holde fast. “Kan vi nå det?” spurgte mor og kiggede på sit ur. “Lukker de ikke snart?” Far prøvede at bladre i guidebogen med én hånd, mens han holdt fast i stroppen med den anden. “Det er vist godt, vi kommer i dag,” sagde han. “Der er påskemesse i morgen, så er det sikkert helt umuligt at komme ind.” De stod af sporvognen og skyndte sig af sted mod Peterskirken. Det var nemt at finde, man skulle bare følge mængden. De krydsede gennem en kæmpe port, og pludselig var de ude på den gigantiske plads foran kirken. Alene pladsen var på størrelse med et fodboldstadion, omkranset af søjler og statuer. “Er det her paven bor?” spurgte Malthe.

57


De havde passeret en del butikker på vejen, som solgte kors og postkort med billeder af en gammel mand, der var klædt ud som Pjerrot. Der var en del nonner og præster på pladsen, der også skulle ind og se kirken, eller også var de på vej på arbejde? “Mor, jeg er altså sulten,“ sagde Malthe. “Vi skal først spise klokken otte, min skat. Mormor og morfar har bestilt bord …” “Klokken OTTE?!” afbrød Malthe. “Jamen, der skal jeg jo sove!” Det var rigtigt nok, at både Malthe og Nelson plejede at blive puttet klokken otte. “De spiser sent hernede sydpå,” sagde far forpustet. “Så må vi være længere oppe?” spurgte Nelson og syntes nu, det var ret sejt at være sydpå. Køen til Peterskirken var ikke så lang, som de havde frygtet. Malthe var nu ikke så glad for at skulle stå i kø og var ret ligeglad med kirken, men Nelson lovede ham, at han måtte få hans mappe med fodboldkort, hvis han hjalp med at finde guldægget. Han havde alligevel lidt mistet interessen for at samle på de kort. Nelson fandt sin mobil frem og søgte efter netværk. Ingenting. Han vidste godt, han ikke måtte slå “rumning” til, men hvis det nu var den eneste chance, han fik på hele ferien, for at fange guldægget? Drengen, han havde mødt tidligere, havde jo sagt, det var her i Peterskirken?

58


Nelson fik helt svedige håndflader ved tanken. Guldægget. Ti tusind point. Han måtte prøve. Han slog “rumning” til og åbnede spillet med rystende hænder. “Signora!” råbte en mand i sort jakkesæt og vinkede dem fremad med sin walkie-talkie. Der var åbenbart en hurtig-kø for børnefamilier, eller også var han bare flink. “Syv euro for at tage en elevator? Vi tager trapperne,” sagde far og betalte for billetter. De kom ind i det gigantiske kirkerum, og Nelson kunne ikke lade være med at udbryde: “WOW!” “Ja, er det ikke fantastisk, Nelson?” sagde mor. Hun kiggede op i kuplen og havde vist tårer i øjnene. Nelson viste hende skærmen på telefonen. “Der er VILDT mange æg herinde!” “Nelson!” hvæsede mor. “Kan du ikke lægge den telefon væk, bare et øjeblik.” “Hvad med dig selv?” sagde Nelson og pegede på mors mobil. “Du behøver vel heller ikke tage billeder af alting på ferien!” “Shh!” sagde mor. “Det er en kirke, man skal være stille.” Nelson syntes, det var mærkeligt, at de skulle være stille, når et helt munkekor larmede oppe ved alteret. “Det er Michelangelo, der har malet kuplen,” sagde far. “Det er det eneste af hans værker, der er signeret.” Der stod godt nok mange kedelige ting i den guidebog, tænkte Nelson.

59


60


“Det er forbudt at træde på stregerne!” sagde Malthe og sprang henover de mønstrede fliser på det blanke gulv. Mor og far ville gerne standse ved hver eneste statue og guldstol og maleri, men Nelson havde allerede afsøgt hele det enorme lokale: Ingen guldæg. Der var til gengæld propfuld af mennesker, som tog billeder af alting og sagde: “Ooh” og “wow” hvert andet øjeblik. Vagter i sorte jakkesæt gik rundt og tyssede på folk og sørgede for, at de ikke pillede ved statuerne. “Skulle vi ikke op i kuplen?” spurgte Nelson og puttede telefonen i lommen igen.

61


KAPITEL 9

Guldægget “381 … 382 … 383… 384 …” Nelson prøvede at tælle trinene på den lange vej op i toppen af Peterskirken. Der skulle være 491 i alt. “Jeg er træt i benene,” klagede Malthe. “Hop op på min ryg,” sagde far og satte sig ned, så Malthe kunne komme op. “Ad, du er klistret,” sagde Malthe, men så ud til at være glad for ikke at skulle gå selv. Han rakte tunge af Nelson, da ham og far overhalede og trampede videre opad. “Der er langt ned, hva’ mor?” Nelson kiggede ned i kirken gennem trådhegnet, der var sat op hele vejen rundt langs væggen, så man kunne stå og se ned i kirken. Han tjekkede hurtigt telefonen, men der var stadig ingen guldæg i nærheden. “Kan man ikke komme længere op?” Far og Malthe førte an og fandt den smalle trappe, der førte videre op i kuplen. “Vi er højt oppe, ikke mor?”

63


“Joeh …” sagde mor med lidt bæven i stemmen. Hun støttede sig til den buede væg, der måtte være indersiden af kuplen. “Er det ikke vildt, at den kan bære, den her væg?” sagde Nelson. Han var ret imponeret over, hvordan de havde bygget Peterskirken. “Den har holdt i over 500 år!” Mor så lidt bleg ud. “Skat, jeg …” begyndte hun. “Jeg sætter mig lige et øjeblik”. “Vi skal da helt op, mor.” “Mor er lidt træt.” Hun satte sig under et lille mosaikvindue, hvor der var en slags stenbænk. Far og Malthe var et stykke længere fremme og forsvandt rundt om et hjørne, hvor der vist var endnu en trappe. “Skal jeg blive hos dig, mor?” “Nej nej,” sagde mor og viftede med hånden. “Gå du bare med far.” Nelson gik videre ad den smalle gang langs kuplen. Far og Malthe var gået videre op, men der var vel kun én vej, man kunne gå. Der var ingen andre mennesker på den smalle stentrappe. Nelson søgte videre med telefonen. Pludselig var der bid: Guldægget! Han kunne se, at det var tæt på. Nelson listede fremad for ikke at miste signalet. Han nåede lige at tænke på, hvor stor mobilregningen mon ville blive, og om far ville blive sur. Så så han ægget.

64


Det stod lige foran ham og skinnede. Nelson rettede med rystende hænder mobilen mod ægget og gjorde klar til at kaste nettet. Swusj! Den velkendte lyd rungede mellem væggene, og Nelson lyttede efter det “pling”, der fortalte, at han havde fanget ægget. Men intet skete. Forbier! På skærmen så Nelson guldægget løbe forbi ham, men hvordan? Han stod på en smal trappe, og ægget kunne vel ikke være inde i væggen? Nelson sprang et par trin længere op og så en gitterport til højre. Den smalle gang bagved fortabte sig i mørket. Det var dér, guldægget var løbet ind.

65


Der sad en kædelås på gitteret, og det var helt sikkert forbudt at gå derind. Men hvis han hev ud i gitteret, kunne han lige akkurat klemme sig igennem sprækken. Der lød trin på trappen under ham – han skulle handle hurtigt! Nelson satte sig på hug og maste sig ind mellem gitteret og væggen. Der faldt puds og støv ned i øjnene på ham, og det lød, som om noget af hans tøj blev revet i stykker. Han faldt det sidste stykke ind i den lille gang og krabbede sig på benene. Hans T-shirt havde fået en ordentlig flænge, og hans ene sko var røget af. Den lå nu uden for gitteret. Nu kunne han høre stemmer lige på den anden side af væggen, og han turde ikke andet end at løbe ned ad den mørke gang. Nogen råbte efter ham, men han fortsatte om et hjørne, mens han lyste for sig med mobilen. På skærmen kunne han se, at guldægget var få meter væk, men det bevægede sig stadig. Nelson snublede op ad nogle trin, der førte op i et lille tårn. Gangen endte blindt, men der var et åbent vindue i det skrå tag. Guldægget hoppede ud ad det lille vindue. Nelson kravlede efter. Han så ud over Roms tage, der lå badet i det gyldne aftenlys, og ned mod pladsen, der lå hen i skygge. Hvis han faldt ned herfra, ville han helt sikkert dø. Der var et tag uden for vinduet, som han kunne træde ned på. Guldægget stod dernede og vinkede til ham. Nelson satte forsigtigt en fod ned og kravlede ud ad vinduet. Han

66


holdt fast i vindueskarmen med den ene hånd og sigtede med mobilen med den anden. Guldægget stod perfekt midt på skærmen. Et enkelt swipe og han havde fanget det! Problemet var, at han var nødt til at bruge begge hænder. Han slap forsigtigt vindueskarmen. Han tog et forsigtigt skridt fremad. Hans fod gled på tagstenene, og han var ved at få overbalance. I samme øjeblik greb en hånd ham i kraven og hev ham op i vindueskarmen.

67


Vagten blev ved med at skælde ud på en blanding af italiensk og engelsk, mens han fulgte Nelson ned. Nelson blev sat på en bænk uden for en kiosk, der solgte postkort og nøgleringe, og fik sin sko tilbage. Vagtens walkietalkie skrattede, og han sagde en hel masse i den meget hurtigt. Så pegede han på Nelsons telefon og sagde: “Call mama.” Nelson prøvede med rystende hænder at tænde telefonen, men den var løbet helt tør for strøm. Han smilede undskyldende til vagten, der sukkede og rystede på hovedet. Så tog han igen fat i Nelsons arm og fulgte ham over til en elevator.

68


Nede på pladsen foran kirken, ville vagten have ham til at kigge efter sin mor. Nelson var bange. Hvad ville mor og far sige, når de fandt ud af, at han var blevet smidt ud af Peterskirken? Og at han havde brugt mobilnetværket, selvom han ikke måtte? Folk strømmede ud af kirken med kurs mod turistbusser og taxaer. Nelson fik øje på mor mellem en flok japanere og prøvede at forklare vagten det med fagter og lidt engelsk. I det samme skrattede vagtens walkie igen, og mens han skruede på den, så Nelson sit snit til at stikke af. Han sprang ind mellem nogle turister og gemte sig i mængden, mens han fulgte efter japanergruppen ned ad trapperne. Vagten mistede ham hurtigt af syne. Nelson var lettet over, at mor ikke ville få skældud af en fremmed mand i jakkesæt. Han zigzaggede mellem turister, og mors røde hår kom til syne længere fremme. Han satte farten op og tog de sidste trapper tre trin ad gangen, kurede på gelænderet forbi en flok nonner og nåede frem til mor, lige idet hun satte sig ind i en taxa og smækkede døren. “Mor!” råbte Nelson, men hans råb forsvandt i motorlarmen fra taxaen, der gassede op og forsvandt ned ad gaden. Nelson satte sig på trappen. Han var nu helt alene i Rom. Hans mobil var løbet tør for strøm. Han havde ikke fanget guldægget, hans T-shirt var flænset, og han var træt og sulten. Det kunne ikke blive meget værre.

69


Nelson blev revet ud af sine egne tanker, da en stemme sagde noget til ham på italiensk. Det var en pige med en motorcykelhjelm under armen, der talte. Nelson sagde: “Don’t understand,” og pigen gentog sit spørgsmål på engelsk: “Do you need help?” Ja tak! Nelson kunne i den grad bruge hjælp. “Are you lost?” spurgte pigen, og Nelson forstod, at hun spurgte, om han var blevet væk. Han nikkede og prøvede at huske sit engelske. “My mother …” begyndte han og gik i stå. Hvordan skulle han forklare pigen, hvor han boede? Han kunne ikke engang selv huske det. Han mærkede i sin lomme og fandt det lille kort med wifi-koden fra hotellet. Og hotellets navn! Han rakte kortet til pigen. Hun nikkede og smilede. Hun åbnede en kasse bag på sin scooter og fiskede en ekstra hjelm op. “I take you. Hop on!”


KAPITEL 10

Vitello tonnato Nelson blev sat af foran hotellet, og pigen rakte en hånd frem til high-five. “Take care, Nelson,” sagde hun og satte scooteren i gang igen. Nelson gik indenfor i lobbyen og satte sig i en af de små sofaer. Han måtte lige tænke sig om. Han kunne huske, at de havde taget elevatoren op til værelset, men ikke hvilken etage, de var stået af på. Måske den skaldede mand vidste det? Men det var ikke længere ham, der stod bag disken, nu var det en tyk dame med briller. Mens han sad der og tænkte, stoppede en taxa ude foran, og mor steg ud. Hun gik ind på hotellet, mens hun mumlede og rodede i sin taske. Hun styrede direkte hen til disken og talte engelsk med damen uden at få øje på Nelson. I det samme gik elevatordøren op med et “ding”, og far og Malthe kom til syne. “Mor!” råbte Malthe og løb hen til disken.

71


Nelson rejste sig og gik hen til dem. “Hvordan er det, du ser ud?” sagde mor og så ned ad ham.

“Vi har altså ikke tid til at skændes nu,” sagde far og så på sit ur. “Vi skulle have mødtes med dine forældre for et kvarter siden.” Restauranten var fuld af mennesker, som spiste og snakkede, og svedige tjenere i hvid skjorte og vest, der løb rundt mellem bordene med tallerkener og vinflasker og menukort. En hvidhåret tjener viste dem hen til et langt bord bagerst i lokalet forbi en lang reol med gamle vinflasker. Nogle af dem havde spindelvæv på, så de var nok blevet for gamle. Mormor og morfar sad allerede og drak vin ved bordet. De havde sat sig op ad en murstensvæg, hvor der hang malerier og gamle stykker værktøj. Nelson var glad for, at de sad der, for han ville nok være lidt bange for, at en rusten sav pludselig skulle falde ned. “Det kan man da kalde direktørtid,” sagde mormor og kiggede op fra sit menukort. Mor krammede og undskyldte. Malthe og Nelson satte sig over for mormor og morfar. Malthe spurgte mor, om de havde hans tusser med. “Desværre, skat,” sagde hun og så trist ud. “De lå jo i din rygsæk …” Malthe spærrede øjnene helt op, og Nelson så, hvordan de fyldtes med vand. Så stak Malthe i et hyl, og far prøvede at

72


tysse på ham, mens tjenere og de andre gæster kiggede. “Sig mig, prøver vi at vække de gamle romere fra de døde?” sagde mormor og skruede på sit høreapparat. “Vi mistede Malthes taske på vejen, det er derfor,” undskyldte mor. “Er det sådan en blå rygsæk?” spurgte morfar. “Ja? Har I set den?” “Den ligger på vores værelse.” “Hvorfor sagde I ikke det før?” sagde far. “Det er vel ikke for meget forlangt, at man selv holder styr på sine egne ting,” sagde mormor. “Arj, nu synes jeg, vi skal prøve at hygge os lidt,” sagde mor og rodede Malthe i håret. “Det har været en lang dag.” “Jeg er også blevet væk i dag,” sagde Nelson, mest for at trøste Malthe. “Tre gange.” “Hvad?” sagde mor, men så begyndte mormor at snakke om restauranten, og hvad de skulle spise, og så gik der voksensnak i den. “Har de børnemenu?“ spurgte Malthe og åbnede sit menukort på hovedet. “Det tror jeg ikke, du skal regne med, Malthe,” sagde Nelson og åbnede den fine bog i rødt læder. Der var ikke ret mange sider i, men det hele stod på italiensk. Han kunne ikke genkende ret mange af ordene, men et enkelt ord overraskede ham. “Far, Vitello, er da ikke en ret, er det ikke en bog?”

73


“Hvafornoget?” sagde far træt. Nelson viste ham menukortet. “Der står, man kan få

noget, der hedder vitello tonnato.” Far læste, og så grinede han. “Ja, det gør der da også. Ha!” “Jeg vil gerne have sild,” sagde morfar. Far hev mor i ærmet. “Se, vitello tonnato! Det er da sjovt.” Mor så ikke ud til at fatte, hvad far mente. Han pegede ned i menukortet. “Den der børnebogserie. Vitello. Han er opkaldt efter en ret!” “Det er da værre at opkalde sit barn efter en abe,” sagde mormor uden at se op. “Hvad?” spruttede far og så bistert på mormor. “Kaldte du lige Nelson Mandela for en abe?! Nej, NU stopper festen altså!” “Manilla?” “NELSON MANDELA!” råbte far og sagde derefter en hel masse meget hurtigt om racisme og menneskerettigheder og andre lange ord, som Nelson ikke forstod. Han prøvede at finde noget spaghetti med kødsovs på menukortet. Mormor så forvirret på far. “Jeg synes bare, det er mærkeligt at opkalde sin førstefødte efter en uartig piges abe.” Far så ud til at være løbet tør for ord. Hans mund hang åben, næsten. “Ja, det er rigtigt. Det er Pippis abe,” sagde morfar og nikkede. Han lignede en, der lige havde regnet svaret i en TV-

74


quiz ud. “Hr. Nilsson,” sagde han stolt med klingende svensk dialekt. “Jeg finder lige et toilet,” sagde far og smed servietten på bordet og gik.


Mormor lænede sig frem mod mor, men det var tydeligt at høre, hvad hun sagde: “Hvorfor giftede du dig ikke med ham Lasse fra din parallelklasse i stedet?” Mor så bleg ud. “Hvem?” “Ham med de pæne ben! Han havde da også mere hår end Søren.” Tjeneren fra før kom med en kurv med brød og nogle spændende aflange poser, som Malthe og Nelson straks kom op at slås om. De viste sig at indeholde nogle lange, tørre kiks. “Mor, vi er rigtig glade for, I har inviteret os med på den her tur …” begyndte mor og fjernede brødkurven. “ … men det er lidt svært, når vi har drengene med …” “Jamen, det er jo også, fordi I ikke sætter grænser,” sagde mormor. “Må vi få is til dessert?” spurgte Malthe. “Nej!” sagde mor og fortrød med det samme. “Måske. Eller …“ Hun vendte sig mod mormor igen. “Hvordan var det for jer dengang? Når vi var i Rom om sommeren?” “Du var da ikke med,” sagde mormor og greb ud efter sin hvidvin. “Du blev jo passet hos moster Hanne.” Mor stirrede undrende på mormor. Morfar lænede sig ned til Malthe. “Is på svensk hedder faktisk glass.” “Så det er derfor, jeg ikke kan huske Rom,” sagde mor og lagde armene over kors. Hun så sur ud.

76


“Og frikadeller hedder kötbullar,” sagde morfar. “Ferie med børn …” sagde mormor og virrede med

hovedet. “… er nemmere, hvis børnene ikke er med,” afsluttede mor sætningen. “Korv med mos,” sagde morfar. Han var nu åbenbart i gang med at opremse alle de retter, han kunne på svensk. “Jordgubbar. Läsk. Godis. Jönssons fristelsar. Smörgåsbord.” Nelson syntes, det var sjovt. Han havde aldrig hørt morfar tale så meget før. Mormor kiggede igen i menukortet. “Hvis I kan få jeres børn til at opføre sig lidt ordentligt, så kunne vi måske tage i Villa Borghese i morgen.” “Ved du hvad …” sagde mor. “Jeg tror, vi tager en slapperdag selv i morgen.” Hun vendte sig mod Malthe. “Hvad kunne du godt tænke dig at lave?” Malthe så ud til at tænke over, om det nu var et trickspørgsmål, og han skulle have skældud. “Måske få en is ...?” “Det skal du få,” sagde mor. “Og hvad med dig, Nelson?” Nelson kiggede rundt på de andre og sagde så: “Jeg ved godt, jeg har jagtet æg på hele turen. Og det er også sjovt. Men det er ikke det vigtigste i verden. Jeg synes, vi skal finde på noget, vi alle sammen godt gider. Så vil jeg også godt med ind i en kirke eller se på nogle sten, hvis de voksne gerne vil det.”

77


Mor smilede med tårer i øjnene. “Det synes, jeg lyder som en rigtig god idé, Nelson,” sagde hun og bestilte spaghetti og Fanta til sig selv og børnene og en fadøl til far.


LÆS OGSÅ:

Nelson på ulvejagt Nelson og familie er i vandland. Far vil læse avis, mor vil i spa og Nelson vil på ulvejagt. Farfar siger nemlig, at der er ulve i området. Og Nelson har fået en rekordbog og er kommet til at love, at den kan han da sagtens komme i med et billede af sig selv og et vilddyr. Da lillebror ryger på skadestuen med far, mor kaster op og farfar drikker fadøl, tager Nelson sagen i egen hånd. Det bliver en ferie, de altid vil huske i Nelsons familie.


Nelson og zombiefødselsdagen Nelson har fødselsdag lige om lidt, og det kunne være rigtig sejt at holde en zombiefest. Mor vil bare noget helt andet. Faktisk har hun allerede ordnet det hele. Der skal både være rytmelege og sundt slik. Og invitationerne er sendt ud. Men Nelson laver sin helt private zombieinvitation, og det bliver en fødselsdag, de altid vil huske i Nelsons familie.


Nelsons Jul Julen står for døren, anden er i ovnen og juletræet står pyntet og klart. Men et familiefoto sætter gang i en serie af ulykker, der tvinger Nelson og far ud på en mission efter et nyt juletræ, mens mor og Malthe må rydde op og pakke alle gaver ind igen. Da mormor og morfar ankommer flere timer for tidligt, ligner Nelsons jul en total katastrofe. Men mon ikke det ender godt alligevel? Det plejer det at gøre i Nelsons familie.

Ny bog NELSON : S JUL udko

mmer e fterår 2017!

Nelson i rom  

Kaos i familien Nelson og hans lillebror Malthe er taget på ferie til Rom med mor og far, mormor og morfar. De voksne vil gerne kigge på rui...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you