Page 1


SPECIAL APPEARANCE BY

MARIO

WWW.PELLEPELLE-EUROPE.COM

Too Shy ApS | Esromgade 15, opg. 1, 1. sal | 2200 København N | Tlf. +45 35 82 00 62


UDGIVER DUBCNN MAGAZINE ApS Skjulhøj Allé 8b, 2720 Vanløse Tlf. 21859941 redaktion@dubcnn.dk ADM. DIREKTØR Bobby Hulstrøm ØKONOMI DIREKTØR Mehdi Esfahani ANSVARSHAVENDE REDAKTØR Jakob Ørom aka Jonny Hefty REDAKTØR Peter T Aagaard SKRIBENTER Aida, Anders Carlsen, Andreas Vingaard, Falco Lamb, Gísli, Grubert, Jaycob, JNS, Johnny Lund, Jonny Hefty, Jøden, Madze, Maria Seefeldt, Mats Nileskärs, Mehdi Esfahani, Nima Etminan, Peter Grønlund, Peter T Aagaard, Power, Rune SkyumNielsen, Static, Toobs, Unnar Theodorsson, Yash FOTOGRAFER Andrea Grandelag, Ane Trolle, Caroline Baglic Schmidt, Fasphotography.com, Hanne Paludan Kristensen, Henry Chalfant, Jakob Eriksen, Jezpar, Jonny Hefty, Jon Hye-Knudsen, Kenneth Graubner, Kenneth Nguyen, Kettil Myrstrand, Mads Teglers, Mehdi Esfahani, Morten Gilsted, Nicole Hulstrøm, Niki Bernhard Petersen, OEPS, Peter T Aagaard, Playground Music, Remy Gerega, René fra Ungdomsskolen, Soley Saxov, Tank Topper, Toke Kjer, thomas-a, Universal Music FORSIDE FOTO Universal Music LAYOUT & GRAFIK Rasmus P. Larsen, Jonny Hefty & Kim Syberg BILLEDBEHANDLING John Engelbrecht Madsen KORREKTUR Jonny Hefty, Peter T Aagaard & Maria Seefeldt SALG Anders Carlsen - anders@dubcnn.dk TRYK Kolofon OPLAG 40.000 WEBMASTER Bo Laursen DUBCNN MAGAZINE er et uafhængigt medie, som udkommer hvert kvartal og finansieres af annoncesalg DEADLINE TIL DUBCNN MAGAZINE #3 4. maj, 2009 DUBCNN Magazine udkommer næste gang i juni DUBCNN Magazine tager forbehold for tryk- og tastefejl samt ændringer af tidspunkter og aflysninger af begivenheder beskrevet i bladet. Eftertryk og kopiering af billeder og artikler i DUBCNN Magazine er ikke tilladt. Dele af det redaktionelle indhold kan være publiceret på dubcnn.com. DUBCNN Magazine påtager sig intet ansvar for uopfordret indsendt materiale herunder tekster/manuskripter, billeder, video eller tegninger. DUBCNN Magazine tager ligeledes forbehold for fejl og rettigheder til tekster og billeder fra eksterne skribenter og fotografer. Meninger, der kommer til udtryk i bladet, er ikke nødvendigvis udtryk for DUBCNN Magazines holdning. DUBCNN Magazine kan ikke stilles ansvarlig for andres meninger og holdninger udtrykt via bladet. BETINGELSER FOR SMS KONKURRENCER Minimums aldersgrænse for deltagelse 18 år. Præmierne kan ikke ombyttes. Vinderne kontaktes direkte pr. tlf. Vinderne offentliggøres. Konkurrencerne er ikke købsbetinget. Se øvrige betingelser på www.dubcnn.dk


JOKEREN // SPYTTER FOR RESPEKT......12 NEGASH ALI // FORTÆL VERDEN HVEM JEG ER......18 EPMD // WE MEAN BUSINESS......22 LUCY LOVE // MUSIKKEN ER HENDES IMAGE......28 GLASSES MALONE......34 MACK 10......35 IDAAIDA // FEMINISTER ANNO 2009......42 THE STREETS ARE WATCHING // STREET ART......45 SUPAJAN......50 DEEPEE......52 THE GAME // OPSKRIFTEN PÅ EN KLASSIKER......54 HAM DEN LANGE // GRIB DAGEN RØVHULLER......66 BYENS PULS // GRAFFITI......76 PARIS // HIPHOPPENS SORTE PANTER......84 THE REAL RICK ROSS......90 BREAKING NEWS, COMEDY BLÆSET, ANDERS FJELSTED, HIPHOP VS. LEGO, GET UP GET OUT , HENNESEY RELEASE P ARTY, SANDHEDENS TIME, WHUT UP, 5 KENDTE DER IKKE KAN RAPPE, CLARK BENT , LYRICISTS’ L OUNGE, R OYCE D A 5’9”, CAPONE-N-NOREGA, JEDI MIND TRICKS, DEEJAY’S LOUNGE, REN REFLEX, READ A BOOK, T ATTOOS, STREETWISE, B ALSTYRKO, DEN BEDSTE RAPPER, BRIDER P Å STEROIDER, SUBWAY ART, WRITE 4 GOLD , TOP 10, CHECK THE RHYME, GAME VS. FAME, GAMERS LOUNGE, M.O.P, NOIZ IN THE HOOD, HARIS M, DUBCNN AGENCY HONEY, DR. GÍSLI, DUBCNN RELEASE PARTY PIX


N BREAKING NEWS // DUBCNN BREAKING NEWS // DUBCNN BREAKING NEWS // DUBCNN BRE

Redigeret af Jonny Hefty, Peter T Aagaard, Anders Carlsen & Madze

NIARN MALER AALBORG RØD MED NYT ALBUM OG DVD Når Niarn den 9. marts udgiver sit tredje album ”Rød Aalborg”, får man ligesom til den forrige udgivelse, også en DVD med i købet. Det er Niarns faste producer, Sundsdal, der står bag kameraet og Niarn har i lighed med videoen til ”Undskyld (jeg var fuld)” selv klippet og klistret. I ”Rød Aalborg - the movie” følger vi Niarn til indspilninger i Blok 13 studiet, på ”inspirationstur” til Amsterdam og Tenerife, på spillejob i Grønland og på druk hjemme hos Don Tøf. www.niarn.dk

GRATIS COKEHRONIC FRA LOCALS GANG Hvis du ikke har hørt om lå-lå-lå-lålålåLocals Gang skal du bare være glad, for de er en flok slemme banditter der uden at blinke smoker dig, felcher din mor og sælger uren dope til dine husdyr. De er også de sygeste gade-taggin’, happystabbin’, crack-slangin’ og gat-packin’ gangsta-rappers i miles omkreds, og hvis du tør, kan du nu uden at slippe blodpenge hente hele deres album ”Da Local Cokehronic 2009 Da Album”, inklusive MySpace-hittene ”Hvid jul” og ”Fuck dig bitch” lige til at pumpe på dit teenageværls’. www.locals.tk

L:RON HARALD FÅR LIVSTID - PÅ DET HVIDE LÆRRED L:Ron Harald, der udover rappen tidligere

er sprunget ud som forfatter og dokumentarfilmskaber, kan snart skrive skuespiller på sit CV. Han skal nemlig spille en birolle som livstidsfange i den kommende fængselsfilm ”R”. Pilou Asbæk fra ”To Verdener” indtager hovedrollen. Hun bakkes op af en stribe ”real life bad-asses” inklusiv altså den synnejyske fisseministe’. Filmen forventes at få premiere sidst på året.

BLODENSE SKRUER OP FOR BLUSSET Der er hele 5 udgivelser på vej fra Blodense Entertainment i 2009. Den første udgivelse bliver Geeza G’s EP, som kommer til at indeholde 5 tracks med fordrukken crunk rap - perfekt at drikke og feste til. Mista Marco har længe været i gang med sit debutalbum, og det vil indeholde hele 18 tracks med alt fra fester på westcoast-manér - til dybe fortællinger fra hans dystre fortid og hverdag! Rakish er ny artist på Blodense Entertainment og vandt konkurrencen ”Den Bedste Rapper 2008” og derved en udgivelseskontrakt. Hvad pladen kommer til at hedde og indeholde kan vi ikke fortælle jer, da det stadig er på tegnebrættet! Udover de 3 udgivelser kommer der også 2 GRATIS mixtapes fra Mista Marco og Miclos. www.Blodense.dk

DRÆB VENTETIDEN MED MAGERMAYN Yaw yaw yaw yaw. Da jeg for tiden er i studiet og arbejde på nyt materiale, der gerne skulle komme ud til sommer, vil jeg gerne give jer allesammen mulighed for at downloade ”Du’ min baby”, ”Viagra træningsteam” og ”Det samme igen” til at slå ventetiden ihjel med. Så se at komme

i gang bitches. Knus og kram MagerMayn... www.myspace.com/Magerpowerrecords

ODENSE RØVHULLER ER IK’ FOR SJOV Røvhullerne fra Odense Assholes er aktuelle med deres anden single: ”Bøsser bløder lyserødt” fra deres kommende plade ”Ik’ for sjov!”. Førstesinglen ”Julefrokost med O.A.” fik 1/4 million plays på nettet og blev downloadet 10.000 gange fra gruppens hjemmeside. Odense Assholes har udtalt, at de efter sucessen, har forsøgt at lave en mere radiovenlig 2. single og resultatet er altså blevet ”Bøsser bløder lyserødt”, som efter sigende skulle lyde lidt a la Hampenberg og 2Pac. Men her stopper det ikke. Selveste 50 Cent’s manager har haft kontakt med gruppen, da der i Fitty’s lejr er planer om at lave et mixtape med beats fra de bedste ”badass rappere” fra hele verden. ”Vi håber selvfølgelig, at det ikke stopper her. Det ku’ jo være voldfedt med en 50 Cent feature på O.A. pladen, men det er jo nok desværre ønsketænkning, haha”, udtaler Odense Assholes.

HØVDINGEBOLD & RAP Den ædle sport høvdingebold har altid levet et skyggeliv som gymnastiksalsleg i folkeskolen. Men nu er den tid endegyldigt forbi, for DR har sat sig for at finde Danmarks sejeste høvdingeboldhold. 12 farverige og meget forskellige hold dyster

N BREAKING NEWS // DUBCNN BREAKING NEWS // DUBCNN BREAKING NEWS // DUBCNN BRE


BREAKING NEWS // DUBCNN BREAKING NEWS // DUBCNN BREAKING NEWS // DUBCNN BREAKING

om æren og retten til at forsvare de danske farver ved verdensmesterskaberne i Las Vegas senere på året. Blandt de 12 farverige hold er der blandt andet spejdere, christianitter, politi, coverbabes, skuespillere og rappere. Rap-holdet anføres af høvding UFO og består desuden af Yepha, Jooks, Aida, Jøden, J-Spliff & Jonny Hefty, som har indspillet tracket ”Duk dig” med tilhørende iced out video.

KASPER SPEZ BRYDER MED SIT SELSKAB Langelænderen Kasper Spez fra Kontra Crew overraskede i 2006 med den fejende flotte EP ”Love Junkie”, hvor han skubbede til rammerne for dansk rap, med en poetisk og følsom stil. EP’en blev udgivet af selskabet Run For Cover, og der har også i længere tid været tale om, at de skulle udsende et helt album. Nu har Kasper Spez og Run For Cover dog valgt at gå hver til sit. Kasper Spez har i stedet indgået et samarbejde med Madness4Real, som hans faste producer Es i forvejen er del af. www.myspace.com/kasperspez

PHOBIA, MATIAS SKYWALKER OG DAVEY MED VENSKABELIG EP Phobia, Matias Skywalker og Davey har lavet ”HomeBoy EP’en” som, udover at huse tracks fra de førnævnte herrer, også gæstes af Dialekten, A-Mol, Mikro, DJ Million og Ghadban. Denne 6-tracks EP udspringer fra en masse tid i Davey’s studie, hvor druk, sjov, gak og gøjl har været en dominerende faktor. Davey brillerer med musikken, hvor der er alt lige fra jazz til reggae til polka sample-baserede beats. Forvent ikke nogen dybdegående tracks og filosoferende tekster. Tag EP’en for hvad den er... en ”HomeBoy EP”. www.myspace.com/phobizzar

Klubben byder på rendyrket hiphop, funk og fest en gang om måneden på Studenterhus Århus. Værterne bag klubben og pladespillerne er DJ Diverze og DJ Peter Plus. Næste arrangement er releasefesten for Negash Alis album ”Asmarino”, hvor han sammen med DJ Static gæster klubben på havnen den 14. marts. www.studenterhusaarhus.dk

STRØM JACKER EFTER BEATS Efter det anmelderroste album ”Autentisk” bringer Strøm nu mixtape-EP’en ”Beat Jacker”. EP’en indeholder remakes af numre fra Fler’ Farver, Kuku Agami, PeDahl og IdaAida. Strøm har jacket instrumentalerne og lagt sine egne vers på. EP’en med de fire numre kan downloades gratis på www.myspace.com/srnstrm fra den 1. marts. Der vil desuden blive trykt CD’er til free give-away.

FREDNUKES ER EN VRED UNG MAND Rapperen og produceren FredNukes fik mange rosende ord fra anmelderne, da han udgav sit album ”Deconstruc ting Fred” i 2007. Han blev sågar sammenlignet med den mere kendte rapperproducer Kanye West, af dem der hørte ham. Problemet var desværre, at det var der ikke så mange der gjorde, da distributionen af albummet ifølge FredNukes var temmelig mangelfuld. Den historie rapper han om på nummeret ”Angry Young Man”, der ligger til aflytning på Freds blog. Den kan du passende læse, mens han brygger sit næste album færdig. www.frednukes.com

BBEN KLU

NY ÅRHUSIANSK HIPHOP-KLUB GIVER HØJ 5’ER Hiphopperne i 8000 får nu mulighed for at give hinanden høje håndklap. High 5

TI ÅR MED TABU RECORDS: KOM MED I LOGEN Tro det eller ej, det er en hel dekade siden vi først stiftede bekendtskab med Albertslund-knægtene Suspekt. De udgav deres første album på det senere så kendte TABU Records, hvorfra vi senere fik Jeppe Rapp, Marwan, Veto og Floor Is Made Of Lava. Det fejres nu med dobbeltCD’en ”TABU Records 10 års jubilæum”, hvor første del byder på selskabets største hits, og anden CD består af uudgivne numre. Albummet udgives i samarbejde med Universal den 6. april. TABU-lejren lover, at det bliver med ”once in a lifetime” oplevelser i Århus og København. Bliv initieret i TABU Records’ nystartede loge, og følg slagets gang. www.tabulogen.dk

THAT’S THE JOINT - THAT’S THE JAMN Roskilde havde længe et snusket, lurvet, hemmeligt arnested for hardcore gammeldaws hiphop. Trods høje besøgstal var Paramount og GotJamn kendt for at lade alt fra nybegyndere få deres første gang på scenen, til at hoste store navne som J-Ro, Wildchild, Percee P, Tue Track og Static & Nat Ill. Nu er GotJamn endelig tilbage i Paramount, med endnu en række jams og billige øl! Næste gang er den 3. april. www.gotjamn.dk

BREAKING NEWS // DUBCNN BREAKING NEWS // DUBCNN BREAKING NEWS // DUBCNN BREAKING


Ord: Madze

Med sine egne ord fortæller Jesper Dahl alias Jokeren, Joker J, El Jokerino og Gigolo Jesus, at hiphop handler om respekt. Han vil altid claime sin respekt, og han er hiphopper i hjerte og sjæl. ”Jeg har altid været fair, dealet med mit hjerte med jer,” rapper han på nummeret ”Respekt” på hans tredje soloalbum ”Den tørstige digter”. DUBCNN Magazine har taget en snak med Jokeren om idealer, hiphop og livets værdier. Hvordan vil du beskrive ”Den tørstige digter” med dine egne ord? - Det er en god blanding af hiphop, som er en af mine egne grundsten. Jeg har hørt hiphop siden 1986. Så er der nogle club numre med en elektro feeling. Det er en god blanding af de ting, og så at jeg er en voksen mand, som samtidig har genfundet glæden ved at rappe. Jeg har hevet Joker J op af hatten igen, MC’en, hiphopperen og rapperen i

virkeligheden. Først var du sulten, nu er du tørstig, hvad hungrer du sådan efter? - Jeg vil have flere oplevelser, man har jo kun én tur i karrusellen. For mig handler det om at have så mange forskellige oplevelser som muligt - gode, dårlige, kærlige, faglige. Der er fx mange der spørger, hvorfor jeg ikke har været i LA siden ’95, og det er fordi jeg har været i Afrika, Asien og på indlandsisen og pisse mit navn i sneen og sådan noget. Jeg er et skrivende menneske, så jeg skal have en masse oplevelser, så jeg kan fordøje dem og spytte dem ud som rap, essays eller whatever. Hvilke emner skriver du om på den nye plade? - Uden at jeg skeler specifikt til nogen bestemt tidslinje, så beskæftiger jeg mig både med min fortid, Den Gale Pose tiden, min tur til LA før Den Gale Pose, og som ung i Hillerød, men også med nutiden, de skyderier der er

i København og fremtiden som er personificeret i min datter. Og nogle gange lapper de også indover hinanden. Hvorfor titlen ”Den tørstige digter”? - Alle kreative mennesker har lidt af værtshusets vanvid i sig. Så det er den ene side af sagen, men samtidig så er det også netop fordi, at jeg er tørstig på livet. Ser du Jokeren som et image? - Jeg startede som Joker J som 14-årig for snart 22 år siden. Så det er klart, at det alias jeg opfandt dengang har ændret sig med tiden, og jeg har jo også ændret mig med tiden. For mig handler det meget om at være et søgende menneske, og prøve at finde ud af, hvad det hele går ud på, og hvorfor man er her. Så Jokeren som mit alias prøver jeg at gøre mere rummeligt, så det bedre kan passe til den person jeg er nu. Jokeren er mit kunstneriske udtryk, og det er ikke det samme som Jesper Dahl. Omvendt så vil jeg sige, at på den her plade er der i virkeligheden ikke så


”Og I kan ikke tage mere fra mig end ekskonen Sårn’ er det, derfor skåler jeg for recessionen” – ”Viva La Recession” langt til Jesper Dahl fra Jokeren, som på tidligere plader, hvor jeg for eksempel har været Gigolo Jesus, det gode og det onde og den helt store bibelske kamp med sig selv. Jokeren har i mange år været et kendt ansigt både af hiphoppere og blandt de fleste danskere. De fleste husker ham som frontpersonen i Den Gale Pose, en masse radio-hits, filmen ”Fidibus”, eller TV-reklamer. Han optrådte blandt andet i en DSB reklame, hvilket mange hiphoppere nemt kunne finde provokerende, da der er en uskreven hiphop-regel om, at man skal hade på DSB. Men hvad siger Jokeren selv til hele den debat om at sælge ud? - Det med at være ægte, er en af hiphoppens grundregler kan man sige. Det er forskelligt hvad der er ægte for én, når man er 17 år gammel, og når man er 35 år gammel. For mig er det ægte, at jeg ikke har nogen barselsorlov i det jeg laver. Så det at lave nogle hurtige penge, så jeg kan gå derhjemme i et år med min datter, det er meget ægte for mig. I modsætning til, at jeg skulle gøre et eller andet andet, for at skulle få penge. Samtidig vil jeg også gerne tilføje, at det der med at holde det ægte og sælge ud er underforstået af, at man sælger ud af nogle idealer, og jeg kan sagtens stå inde for offentlig transport, især når der er global opvarmning. Og jeg kan sagtens stå inde for Coca Cola, øl, poker som jeg også selv spiller, og hvad jeg ellers har reklameret for. Jeg ville aldrig medvirke i en reklame for noget, jeg ikke kunne stå inde for, så på den måde sælger jeg ikke ud. Folk ser mig lave nogle reklamer, men de ser ikke alle dem jeg siger nej til. Jeg har faktisk sagt nej til meget større beløb, for at kunne lave ting, som jeg havde lyst til. Et af mine mål med det her, er at få lov at leve drømmen om at kunne leve af at rappe, og det er en del af det for mig. Jeg vil også gerne lige tilføje, at penge imellem hænderne giver en masse kunstnerisk frihed, det giver mig mulighed for at lave alle mulige sideprojekter, som jeg ikke får penge for. Er du gået væk fra det tætte samarbejde med Ezi Cut? Han har kun produceret et nummer på ”Den tørstige digter”? - Nogle gange så er man én producer og én rapper som kan skabe en lyd sammen, men nogle gange kan man have den fornøjelse at lytte til 300 beats og så bare vælge de 14 fedeste, og det er det jeg har gjort nu. Det er også grunden til, at der næsten er ligeså mange forskellige producere som der er tracks på pladen. På "Den tørstige digter" arbejder Jokeren sammen med Blæs Bukki, Ataf Khawaja, Yepha, Joey Moe, CAS, Copenhaniacs, Madness4Real, DJ Noize, Sune Wagner, Peter Belli, Ezi Cut og mange flere. Der er både

folk som Jokeren har arbejdet med tidligere, men også nye bekendtskaber. - Samarbejdet har været fint, og nogle af dem har jeg sgu ikke engang mødt, griner Jokeren. Vi er jo i mulighedernes tid med internettet, MySpace og så videre. Overordnet set er de folk som medvirker på pladen en slags musikalsk familie. Folk som jeg har en eller anden historie med. Føler du det er blevet nemmere at lave musik, nu hvor vi er blevet mere ”connected”? - Det ved jeg sgu ikke. Det er både godt, fordi så kan alle komme til orde, men så er der også så meget desto mere lort man skal høre på. Men omvendt... hvis man tæller Den Gale Pose med, så er det her faktisk den 7. plade jeg laver. Jeg synes hver proces er unik i sig selv. Det er måske også det der gør det spændende, at det ikke er det samme hver gang. En af mine egne ambitioner er også at rykke mig, fordi en af hiphoppens grundsten er også at komme med den nye stil. Rykke sig fremad og gøre noget andet end man selv har gjort, og end andre har gjort. Jokeren har både været med til at udvikle dansk rap, har selv været i udvikling siden han gik solo, og har set hvordan kulturen har udviklet sig. Han har det privilegium at have været med siden dansk rap stadig var en skygge af det som det er blevet til i dag. Om udviklingen de seneste 15 år, siger han: - Da jeg startede med at høre hiphop, kunne man næsten tælle på to hænder hvor mange vi var. Nu hører alle det, og det er blevet mainstream. Gangsta-rap er blevet popmusik. Da jeg var lille, drømte jeg om en hiphop-verden, dér var vi outsidere og vi håbede hele verden kunne blive ligesom os. Nu er verden ligesom os, griner han. Det er ikke nødvendigvis en god ting. En drøm kan også blive til et mareridt. Jeg har også selv været eksponent for ho’s, lir og stiv pik og håret tilbage. Du ved, hele den der stodder-rap og bling-kultur. Jeg tror at alle danskere, ikke kun hiphoppere, har kunnet være med i forbrugsfesten med flasker på bordet, have det sjovt, og gå med diamantørering og sådan. Jeg tror, at vi netop nu med den her finanskrise, står overfor en brydningstid, hvor det kan blive spændende fordi hver reaktion har en modreaktion. Så derfor tror jeg vi står på tærsklen til noget nyt og spændende, også musikalsk. Selvom finanskrisen kan være hård og ramme os hårdt, så ser jeg det som en befrielse. Vi skal tilbage til virkeligheden, jeg er sgu rimelig på røven for tiden. Det er egentlig meget rart, for så finder man tilbage til sit grundstof, og det er for mit vedkommende en stor del hiphop. Hiphop i Danmark stod stille da I tog over med Den Gale Pose og den generation. Hvordan har du det med at være en del af en bærende kraft i dansk hiphops historie? - Det er jeg meget glad for, men man kan sige at timing er alt. Det passede jo meget godt

med, at vi kom tilbage fra LA, mig, Nick og Rasmus fra Den Gale, og sgu ærlig talt var lysår forud for det der foregik herhjemme. Hele den der revolution af fjollebands, uden at træde nogen over tæerne, men du ved L:Ron:Harald, Hvid Sjokolade og Østkyst Hustlers, det faldt os meget naturligt. Så vi havde et behov for, at sige, at vi syntes det skulle være sådan her i stedet. Jeg kom jo fra det der gangsta-rap miljø, og var helt bevidst om, at jeg ikke var gangster, men jeg ville gerne bringe stilen herover. Jeg er en rapper, musiker og producer, og tænkte så, hvis jeg ikke er gangster, hvad er jeg så? Jeg er en stodder du ved! Så opstod det ligesom derfra. Så hvordan var det? Det var røvfedt! Hvad med din egen udvikling som digter? - Hver gang jeg laver en plade, så tager jeg et lille snapshot af hvorhenne jeg er i mit liv, og hvad der foregår i verden. Primært København, men omkring mig i virkeligheden. Så det er små snapshots af forskellige tider, men også forskellige aldre jeg har. Det er klart at da jeg var 22 og kom ud med ”Flere ho’s” da var jeg en anden person end jeg er nu, hvor jeg er 35 og laver ”Den tørstige Digter”. Men omvendt kan man sige jeg har stadigvæk drengerøven indeni, jeg har også den lille knægt og manden på samme tid, og er en far. Jeg tror at det som min kunstneriske mission er, at prøve at skildre et helt liv som Jesper Dahl og Jokeren. Historien stopper ikke før jeg stiller træskoene. Hvordan har du det med at danske rap-tekster, blandt andet dine, er blevet undervisningsmateriale? - Det har jeg det godt med, der er noget der hedder kopiafgift, så får man nogle skaller for det, haha. Nej, det tager jeg som en blåstempling af det jeg laver. Samtidig vil jeg også sige, at da jeg gik i skole, der skulle vi analysere Michael Strunge og jeg syntes det var noget af det mest patetiske 80’er tuderi, jeg nogensinde havde hørt i mit liv, og jeg har det sådan at jeg håber ikke folk har det sådan, når de skal sidde og analysere mine ting! Der var også den her sprogdebat, der var ude efter dig, Niarn og LOC, kan vi lige afslutte den her? Mener du, det er skadeligt for børn og samfundet? - Man skal selvfølgelig passe på hvad man siger til børn og nogle folk for man kan jo godt være verbalt voldelig, og såre andre folks følelser. Men man skal også tage rap for hvad det er, nemlig et kunstnerisk udtryk. Da jeg sagde møgluder, så var det netop for at sige det grimmeste ord jeg overhovedet kunne finde på, for at illustrere en mands følelser, når han er ked af det. Eller en kvinde, for jeg har også haft mange kvinder der kommer hen og har sagt ”Hey, den der sang den handler om min kæreste, han er fandme en møgluder”. Jeg sad også og tænkte på det den anden dag, jeg bandede sgu da også


”Du er god til at rappe, du har sagt det før Men det er ikk’ hvad du si’r, det’ hvad du gør” – ”Respekt”

som en havnearbejder da jeg gik i børnehave, og hvad er der egentlig galt med det i virkeligheden? Der var noget om det i TV den anden dag, og det er lidt sådan en agurketids nyhed. Sådan; ”uha, nu taler de unge grimt igen”. Den nyhed har de kørt engang om året siden de opfandt TV-avisen. Jeg bruger heller ikke nogle ord som ikke eksisterer i virkeligheden, og jeg beskriver ikke nogle ting, der ikke eksisterer i virkeligheden. Jeg kan ikke tale på alle rapperes vegne, men jeg føler ikke selv jeg er sexistisk i det jeg laver. Siden debatten er blevet afsluttet, og Jokeren er blevet ældre, har han også fået en lille datter Chili. Så der er kommet et helt nyt ansvar. Hvordan har du det med at være en rollemodel, men også far? - Det er en anden siden af debatten. Jeg er i hvert fald ansvarlig. For det første ansvarlig for hvad hun ser i medierne. Det er primært min rolle som voksen og som opdrager, at sørge for, at det er noget som jeg kan stå inde for, at hun får ind i hovedet. Så vil jeg også sige, at hvis folk synes rap er for meget, så lad være at spille det for dine børn. Sørg for at hvis de skal høre en plade med Jokeren, så sæt dig ned og snak med dem om hvad der bliver sagt. Det er jo grove løjer og hård kost, og det er også meningen for helvede. Det er

der meget kunst der er. Kunst skal gerne gøre lidt ondt, og sættes lidt på spidsen. Ellers er der ikke noget sjovt ved det, så ville det bare være fucking Rasmus Nøhr det hele, ik’? Hvis du ikke havde lavet rap, men et andet element inden for hiphop, hvad tror du så at du havde lavet? - Det sjove er, at jeg prøvede alle 4 elementer plus at stå på skateboard. Jeg fandt rimelig hurtigt ud af, at det der trak mest i mig var det at rappe. Så man kan sige, at jeg har ligesom prøvet den af. Det er nok meget godt, at jeg rapper. Er der noget du ikke kunne finde på at skrive om? - Nu skriver jeg jo meget om mig selv, og det er klart, at det kræver nogle boller at udstille sig selv. Det kræver ikke nogle boller at rakke ned på andre ”Du er en idiot og fuck dig”. Det er jo nemt at stå og pege fingre af andre. Man bruger jo også andre karaterer fra sit liv; kærester, venner og ting og sager, selvom man måske ikke sætter navn på. Men der er flere sange igennem min karriere, hvor jeg har tænkt på, om det nu også var smart at lægge det ud på plade. Fx lavede jeg tilbage i 2001 med Den Gale Pose ”La coca razzia” som handler om at tage kokain. Hele nummeret handlede om at tage kokain, og ikke andet. Det var der ikke nogen der havde gjort før eller siden, og jeg tænke også på at det måske var for meget af det gode. Men om-

vendt så var det en tidstypisk ting. Det var lige der at kokainen sejlede ind i store mængder fra syd- og mellemamerika, og blev mere tilgængelig, og er blevet en del af vores liv nu. Så på den måde havde det en relevans. På samme måde hvis man skriver et nummer om et parforhold også, hvilket jeg også gjorde i ”Møgluder”. Og jeg har også et nummer der hedder ”Den eneste anden” på den nye plade og ”Sig ja”, som begge handler om de der parforhold. Og det er sgu hårdt hvis man har sine følelser involveret i det. Så man gør sine tanker om det. Nu har vi talt meget om det at du er blevet voksen. Hvordan ser du dit publikum? - Da jeg var 22 ville jeg mene, at min primære målgruppe var folk på 22 år. Men dem der var 22 år dengang er 35 år nu ligesom mig selv. Jeg er ikke enig i, at hiphop har en meget ung målgruppe. I virkeligheden er dem der startede med at gå inde i Thomas P. Hejles over 40 år nu, og jeg oplever også at mange af dem på mine forældres alder, og folk som er pensioneret nu, kan have glæde af at høre rap og hiphop. Den der tid med, at hiphop er en ungdomsdille er vist ved at være meget, meget længe siden. Det var da vi stod med hvide handsker nede i skolegården. Hiphop er en musikgenre, og det er for alle mennesker ligesom pop og rock.


Uffe Holm Show 3 Uffe Holm har markeret sig stærkt i mange år på den danske stand-up scene og i showbiz generelt. Her til foråret kaster han sig så ud i "The Uffe Holm Show 3" som er sidste kapitel i hans "The Uffe Holm Show" trilogi. Uffe garanterer, at han tager sin drengerøvshumor til helt nye højder, og at opskriften er i samme kategori som tidligere. Der er rig mulighed for at fange showet, da Uffe tournerer landet tyndt - en kraftig opfordring herfra til at skaffe dig en billet hurtigere end Jeppe Kofoed nåede at stikke blålynet op i en 15årig - juhuuuuuuuuu!

Ord: Unnar ’U-Manden’ Theodorsson

www.uffeholm.dk

Så stormede vi ind i det nye år som en polsk forsøgsrotte fodret med 70 kroners billig splat. God jul, godt nytår og tillykke med alle skyderierne i København og omegn! Er jeg den eneste, der har ventet spændt på en ny bandekrig? Det har sgu da været nogle kedelige år siden rockerne fyldte fredspiben med skunk, og pakkede raketter og pistoler tilbage på hylden. Forstå mig ret, jeg vil jo ikke se nogen komme til skade, eller i hvert fald ikke lade livet. Men det er der jo heller ingen fare for - de skyder jo ringere end en blind multihandicappet parkinsons patient uden hænder! Den største risiko ved den igangværende bandekrig (mellem rockere og indvandrerbander) er, at nogen bliver dræbt i ’friendly fire’ - altså at blive skudt af sine egne! Fuldstændig på samme måde som den engelske bataljon i Afghanistan, der gik så ærefuldt i døden efter, at de i samlet flok fik blæst hjernen ud ved at kuglerne penetrerede deres Guinness-drikkende hoveder via deres nakker - af deres back-up homies. Tillykke med indsatsen! Jeg synes, at vi skylder finanskrisen en tak. Jeg har aldrig været i stand til at købe så billige julegaver som sidste år. Selvfølgelig købte jeg de sædvanlige sløje julegaver til mine nærmeste som jeg plejer – men denne her gang var de bare billigere... Det betød, jeg kunne købe endnu flere bajere i december 2008 - tak finanskrise! Jeg har, som alle andre suckers i dette land, lavet mig et nytårsforsæt. Det er, at jeg skal tabe mig 25 kilo - det er ambitiøst, men ikke urealistisk. Hvad tror I, at junkier gør mht. nytårsforsæt? Jeg er sgu godt klar over, at de ikke har problemer med overvægt, men gad vide hvad deres verden byder på, når det kommer til nytårsforsæt. "I år er året hvor jeg KUN ryger heroin og stopper på sprøjten!" Eller "I år er det slut med rohypnol - jeg blander kun mine guldbajere med steso’er". Måske er det svært at være junkie og opretholde principperne om at være ambitiøs og realistisk, så den går nok nærmere noget i retning af "I år skal jeg beholde alle mine fingre - så ingen gæld for længe! Og i år skal jeg forsøge, ikke at OD inden sommer og i år skal ingen ældre kvinder, mænd eller husdyr misbruges seksuelt og/eller dræbes når jeg laver hjemmerøverier". Boksning - jeg elsker boksning. Der er meget fokus på et evt. opgør mellem Mads Larsen og Mikkel Kessler. Det er Mogens Balles store drøm at opføre dette boksebrag. Det lyder alt sammen meget godt, men ud over en kæmpe pengegevinst så synes jeg, at bokserne skulle vinde retten til at smadre Mogens Palle - rent fysisk! Han er og har altid været MEGA irriterende at se og høre på. Vi ses i Fitness centeret!

De Udvalgte En af forårets mest spændende comedy tours er klart "De Udvalgte"! Her rejser fem af de mest fremadstormende komikere i FBIs stab, land og rige tyndt for at underholde. Man kan forvente knivskarp komik fra denne enhed, for besætningen tæller ingen ringere end Brian Mørk (kendt fra Brian Mørk show), Anders Fjelsted (vært til DM i Stand-Up 2008), Christian Fuhlendorff ("Mit første one man show"), Michael Schøt ("Talegaver for børn") og Tobias Dybvad (Tjenesten, P3). www.fbi.dk

Open Mike Mekka – København København har i det seneste år udviklet sig til et sandt Mekka når det kommer til open mikes! Den comedy-hungrende kan fra mandag til torsdag checke både erfarne og mindre erfarne teste nyt materiale eller finpudse gammelt. Her er en liste over open mikes i København: Mandag: Barbar Bar (Vesterbro) & Comedy Zoo (Indre By) Tirsdag: Huset i Magstræde (Indre By) Onsdag: Bispebjerg Comedy Corner (Kbh N) & Comedy Zoo (Indre By) Torsdag: Den Glade Gris (Indre By) Ydermere er der også månedlige open mikes. Her kan blandt andet nævnes Comedy & Cocktails i Kingosgade 4 (Kbh V) og Tempel Bar (Kbh N). Du kan finde info på samtlige open mikes på Facebook!


”Der er ingen sjove kvindelige stand-up komikere, med mindre Linda P tæller som kvinde?” Ord: Jonny Hefty // Billede: Hanne Paludan Kristensen

Street name: P Årgang: 1976 Hvor’ du fra: Født i Albertslund, opvokset i Mårum, Nordsjælland

Anders Fjelsted er kendt som stand-up komiker, men afslører her, at han har en fortid som rapper. Hvad har du gang i? - Hvad JEG har gang i? Hvad har I selv gang i? Synes I ikke Source gør det godt nok? Og hvad sker der med at kalde et hiphop-blad for DUBCNN? Dub er jo ikke hiphop og CNN er en nyhedskanal. Hiphop, comedy, games, film, bøger, street art, tatoveringer, graffiti, babes, håndtegn og konkurrencer... Breder I jer ikke lige lovligt meget? Hvad med en TV-oversigt og madopskrifter oveni? Hvis I bare vil vide hvad jeg har gang i, og det slet ikke var for at fronte på mig, så kan jeg da sige, at jeg skal på landsdækkende turné fra marts med et show der hedder ”De Udvalgte”. Det bliver da shiiiiit! Brian Mørk, Michael Schøt, Tobias Dybvad, Christian Fuhlendorff og mig. Kom glad og se det! Hvornår og hvordan opdagede du, at der var noget der hed hiphop? - Da jeg gik i 8. klasse, kom en af mine venner hjem fra en lejrskole i London. Han havde købt nogle plader med hjem med NWA, De La Soul og A Tribe Called Quest. Og vist nok også MC Solaar. Det blev jeg ret hurtigt fanget af. Har du selv rodet med graffiti, rap, breakdance, Dj’ing eller beatbox? - Jo da. I mine unge dage rappede jeg i en gruppe med et par venner. Det var i 9. klasse og i gymnasiet. Vi var vist ret middelmådige, men hang meget ud i 3400 og varmede op for Madness4Real engang i Café Slotsbio, ligesom vi vandt ungdomsskole grand prix’et i Helsinge 2 år i træk. Foran blandt andre Morten Resen fra Go’ Morgen Danmark. Meget gangsta, ik’? Helt sikkert... Din favorit hiphop-skive? - Den er svær. De to første fra A Tribe Called Quest kan jeg altid vende

tilbage til. Men ellers vil jeg nok sige ”Disposable Arts” og ”A Long Hot Summer” med Masta Ace. Og så er jeg helt crazy med Devin the Dude! Og Gang Starr, Roots og Rakim og så videre. Hvilken sang gør dig klar til at gå på? - Et af følgende 3 numre: ”Acknowledge” med Masta Ace, ”Guess Who’s Back” med Rakim, eller ”The Hardest” med Kurupt. Hvad er det bedste hiphop har gjort for dig? - Det har givet mig masser af anledninger til at hænge ud med drengene til koncerter og lignende for at høre musik og drikke lajsnere! Hvordan ser den stereotype hiphopper ud? - Alt for store hængerøvsbukser, skatersko eller Timbaland-støvler, løs t-shirt, cap, kæde i buksen, vaffel i mundvigen og tyvekoster under dunjakken. Hva’ er den dårligste joke du har hørt? - En ny fyr åbnede engang sit show således: ”Kan I huske som lille, når man sad bag i bilen og far kørte over nogle bakker og sagde Iiiih, hvor det kilder i maven! Men det gjorde det jo ikke. Det kildede i pikken og i nosserne!”. Det er så åndssvagt at det næsten bliver morsomt. Er der for mange rappere der gerne vil være stand-uppere? - Ja for h....... De skal ikke komme og prøve at stjæle mit job. Er der for mange stand-uppere der gerne vil være rappere? - Hmmm, det ved jeg ikke. Er der andre end Rune Klan og Anden? Hvem er Danmarks sjoveste mand? - Det er jeg! (Ha, sjov lige dér). Mick Øgendahl er den sjoveste synes jeg. Hvem er Danmarks sjoveste kvinde? - Ha ha! I skrev sjoveste og kvinde i samme sætning! Der er ingen sjove kvindelige stand-up komikere, med mindre Linda P tæller som kvinde? Ellers no’et? - Fik jeg sagt at der er sjov comedy turné fra marts til maj med ”De Udvalgte”? Tjek tourplan på fbi.dk eller join facebook-gruppen ”De Udvalgte”. Det er blandt andre sammen med Michael Schøt, der sidder her ved siden af og surmuler, fordi jeg ikke nævnte Rockers By Choice, MC Hammer og Snow’s plader blandt alle tiders bedste.


5.03 11.03 12.03 13.03 2.04 3.04 4.04 16.04 17.04 18.04 22.04 24.04

Hørsholm, Trommen Herning Kongrescenter Ballerup, Baltoppen Rødovre, Viften Ringsted Kongrescenter Næstved Kulturhus Randers, Værket Silkeborg Teater Vejle, Musikteatret Horsens Ny Teater Odense, Magasinet Århus, Musikhuset

25.04 30.04 1.05 2.05 6.05 7.05 8.05 12.05 13.05 14.05 16.05

Aalborg, Skråen Esbjerg, Musikhuset Svendborg Teater Slagelse Musikhus Skanderborg, Kulturhus Albertslund, Musikteatret Holbæk Teater Hillerød, Støberihallen Birkerød, Mantziusgården Greve, Portalen Kbh, Stærekassen - TV-OPT.


Ord: Peter T Aagaard // Billeder: Jakob Eriksen

”Når jeg er i Sudan og Eritrea ser jeg umenneskelige ting, og jeg ved mange vil give deres højre arm for at komme til Europa”

Fortæl verden hvem jeg er En femtedel af supergruppen Majors. En voksen stemme gemt i en bekymret ung mand. Et potentiale sjældent før set i Danmark. Den unge mand hedder Negash Ali Abdella. Han blev født i Sandholmlejren af en mor, der var flygtet fra krigen i Eritrea. Da de efter flere år fik asyl, flyttede familien til Frydenlund i det vestlige Århus. Først gik tiden med drengestreger, derefter fodbold på eliteplan i AGF, indtil Negash Ali endelig fandt ud af, at det var som rapper, han skulle fortælle verden, hvem han er. “Many thought, we came to the land of something greater / Got doc’s workin’ manual labour / X-cons were the people looked up to / Lookin’ forward to the day we get cuffed too” - “We Get By” Hvornår begyndte du at rappe? - Altså først gik alt min tid med at spille fodbold og gå i skole. Men da jeg var en 13-14 år begyndte jeg stille og roligt at lave nogle numre her og der. Det var inspireret af 2Pac og Snoop Dogg, så det var nok mere ovre i gangstarap. Jeg havde så en homie, der kom over med Black Star, Immortal Technique og Common numre. Dem blev jeg meget inspireret af, og begyndte ændre min teknik over imod

den genre. Jeg lavede numre hver dag i mit eget studie, og det begyndte at tage så meget af min tid, at jeg ikke engang havde lyst til at spille fodbold, for musikken overskyggede alt. Har stedet du voksede op haft en indvirkning på din stil? - Alle ude i Århus V er nok inspirerede af amerikanske rapperes historie om at gå fra ghettoen til rigdom og intet til noget. Det er selvfølgelig slet ikke det samme at bo i en dansk ghetto, men unge har skidemange problemer med at følge med i skolen på grund af de taler et andet sprog derhjemme og den slags. For mit eget vedkommende har jeg lært rigtig meget om mig selv ved hjælp af musik. I mine numre har jeg krænget mange ting ud om mig selv, som jeg ikke vidste i forvejen. Det er bare en rejse, at finde sig selv, og det har rap hjulpet mig meget med. De fleste Århus V rappere rapper på dansk, hvorfor besluttede du dig for, at rappe på engelsk? - Vi har altid talt engelsk derhjemme, og det faldt mig bare naturligt at rappe på engelsk, også på grund af det musik jeg er influeret af. Første gang jeg rappede på dansk var på ”Suckers Never Play Me”, hvor alle os fra Majors skiftede til dansk på remixet. Det var da meget sjovt, men det får mig ikke til at skifte sprog. Der er selvfølgelig begrænsninger for, hvor nemt

det er, at bryde igennem herhjemme på engelsk. Hvis Danmark ikke kan tage det til sig, er der ingen hate, jeg gør jo min ting alligevel. Jeg håber selvfølgelig den kan smadre nogle barrierer, men hvis jeg ikke får et P3 hit bliver jeg ikke sønderknust. Du er jo en femtedel af Majors, hvor mange nok første gang hørte dig, hvordan kom det i stand? - Det var da jeg var omkring 15, der begyndte jeg første gang at snakke med Static. Det var mig der henvendte sig til ham. Jeg var egentlig i gang med at lave min egen plade med nogle andre folk, men jeg kom så med i Majors. Da jeg så hvor professionelt både Static og Nat Ill arbejdede, besluttede jeg, at det var dem, der skulle lave min plade. Vi begyndte stille og roligt at arbejde på den mens Majors stadig havde fuld knald på, og vi afsluttede med tre intensive måneder. Jeg er blevet superglad for resultatet. Static er kendt for at holde den gode gammeldags hiphop i live, og du er jo en ung mand, der er fremme i skoene. Har det været vanskeligt at tilpasse jer hinanden? - Det synes jeg ikke. Jeg sagde fra starten, at jeg syntes Majors havde et superfedt udtryk, men jeg havde ikke lyst til at min soloplade skulle have samme lyd. Jeg har aldrig været en person, der stod for hardcore boombap. Det var han helt ind-


forstået med, og han havde nogle rigtig fede ideer til hvordan vi kunne bringe andre instrumenter og sangere ind over, så jeg kunne få min egen lyd. Det har været rigtig fedt, at han ikke har haft skyklapper på, han kan lave alle stilarter. Hvis det er fedt, er det fedt. Hvad handler albummet om? - Nedture, opture, drukture, politik, familie, alt det der betyder noget for mig. Der er mange historier på albummet, og jeg taler meget om min personlige udvikling. Det er ikke en depressiv plade, jeg vil gerne gøre den opløftende. Jeg har selvfølgelig været i Sandholmlejren, og oplevet ting, som andre måske vil synes er deprimerende. Men jeg har ikke selvmedlidenhed over min historie, det har gjort mig til den jeg er, og det er jeg glad for. Albummet hedder ”Asmarino”, hvad betyder det? - Hovedstaden i Eritrea hvor jeg stammer fra hedder Asmara, og er man derfra, er man en asmarino. Folk derfra er kendt for at være nogle cool men også rastløse fyre. Min onkel, som jeg er opkaldt efter, er også en asmarino. Han tog i krig i ’70’erne og var væk i 20 år. Alle troede han var død, men to år efter jeg blev født dukkede han pludselig op. Hans skæbne kunne jo ligeså godt have været min. Titelnummeret på albummet handler om hans historie, der jo er en del af min historie. Det er vigtigt for mig, at holde fast i min selvbevidsthed, for man kan hurtigt miste fokus som rapper, når man møder mange forskellige mennesker. Hvordan er det at rappe til hele verden om sine forældre og resten af familien? - Det er svært, det er det virkelig. Det er vigtigt for mig, at have et godt forhold til min familie, men jeg tænker meget over, hvordan min families historie har påvirket mig. Jeg har altid været en rastløs type, der aldrig var hjemme, og jeg har nok haft flere problemer i en ung alder end de fleste. Så selvfølgelig tænker jeg over, hvad de vil synes om mine numre, men det er ligeså meget fordi historierne er en del af mig selv. “Min politiske holdning er jo kun en del af mig, og jeg vil gerne have folk ser hvem jeg er på indersiden og hører om min baggrund”

”Asmarino” er meget mere soulet i forhold til Majors, hvorfor det? - De sidste par år har jeg hørt rigtig meget soul, og jeg bliver meget inspireret af det jeg hører. Jeg vil gerne kunne læne mig tilbage og lytte til budskabet, når jeg selv hører musik. Det prøver jeg også at få frem i musikken. I starten tænkte vi faktisk på at lave en hel soulplade, men det blev ikke varieret nok, så der kom nogle bangers og lidt hårdere ting på efterhånden. Dansk soul er jo ikke enormt stort, hvordan fandt du musikerne til albummet? - Det var meget Statics fortjeneste, han har jo lavet musik i mange år, så han har gode hook-ups. Vi har for eksempel bassisten fra Zap Mama, der har arbejdet sammen med Roots og Erykah Badu, til at spille bas på mange af numrene, og det giver bare den helt rigtige soul-feel. Det var vildt at arbejde sammen med musikerne, og jeg tror også de kunne li’ vores mere organiske tilgang til rappen. Er du en politisk rapper? - Jeg var meget mere politisk orienteret tidligere. Det er ikke fordi det ikke interesserer mig mere, men denne plade handler mere om mig selv. Jeg snakker også om politik herpå, men min politiske holdning er jo kun en del af mig, og jeg vil gerne have folk ser hvem jeg er på indersiden, og hører om min baggrund. Du rapper jo om tunge emner og personlige ting, hvordan tror du det opleves af en Brian fra bøhlandet, der sætter din plade på? - Jeg kan bare håbe, at han bliver overrasket over, at der er rappere, der gider snakke om noget i stedet for meget af det overfladiske rap der kommer. Så længe de tænker ”Hold kæft en fed plade” og at jeg ikke virker fake, når jeg rapper om ting der betyder meget for mig, er jeg sgu en glad ung mand. Men jeg vil aldrig prædike, man skal fremstille tingene på den rigtige måde. På min førstesingle ”We Get By” rapper jeg jo om, at der hvor jeg kommer fra ville jeg aldrig have de muligheder jeg har nu. I Danmark kan du starte på en uddannelse når du er 65 år, og der er selvfølgelig masser af problemer, men jeg vil ikke gøre mig selv til et offer. Når jeg er i Sudan og Eritrea ser jeg umenneskelige ting, og jeg ved mange vil give deres højre arm for at komme til Europa.

Jeg prøver at se tingene fra flere sider, for det er en kamp at få et job, at blive integreret, at lære sproget, men man skal være taknemmelig for mulighederne også. Kan man blive arrogant af at stryge så hurtigt til top? Jeg har helt sikkert haft problemer med arrogance, for somme tider har jeg fået så meget ros, at jeg følte, at jeg kunne flyve. Men jeg prøver at være cool og stille og rolig. Det er vigtigt at hvile i sin egen krop uanset hvad der sker. Jeg har oplevet folk, der blev lidt berømte opføre sig åndssvagt, og det lærer da én, at man skal se andre folk som mennesker. Du er en af de yngste rappere, der debuterer i et stykke tid, føler du dig gammel allerede? - Det ved jeg ikke, om jeg er en gammel 18-årig, mener du? Jeg har altid haft et drive i mig, så jeg er nok kommet hurtigere igennem nogle ting end andre. Men det er da vanskeligt, fordi der har været så meget at se til, også med gymnasiet, så det har været lidt uoverskueligt. Jeg har altid gerne ville ud og spille, det er min motivation, og så er det svært at sætte sig op til geografi tirsdag morgen. Er der noget man mister ved at være så meget på tour, har du en kæreste? - Nej, det er der simpelthen ikke tid til, det er blevet ved småforhold. Det kunne da være fedt, at have en, men jeg har nok heller ikke overskud følelsesmæssigt. Mit album har heller ikke et decideret lovetrack til damerne, for jeg vil ikke rappe om ting jeg ikke har oplevet. Så er der også noget til gode til næste plade. Hvad kommer der til at ske fremover med Negash Ali? - Jeg har droppet gymnasiet, og er selvstuderende, sjovt nok fordi jeg spillede koncerter på så mange skoler at mit fravær gik helt amok. Det er nemmere at være Team Danmark spiller end Team Hiphop, haha. Lige nu har jeg brug for luft omkring mig, så jeg kan chille, lave musik og udvikle mig.


Ord: Peter T Aagaard

HIPHOP vs. LEGO Alle trends vender tilbage med jævne mellemrum. Nu er ungernes favoritlegetøj igen blevet herre-in. Der skal leges med Lego! I USA har de taget den danske legetøjssucces til sig på en hella street facon. De bruger Legofigurer til at genskabe klassiske hiphop covers. Rapperen, remixeren og grafikeren Isbjerg har gjort dem kunsten efter og giver sit bud på danske omslag. Så er spørsmålet bare, hvornår de laver sorte Legomænd. www.formatmag.com - www.isbjerg.blogspot.com


WE MEAN BUSINESS Ord: Peter T Aagaard // Billeder: Playground Music

De lavede musik spækket med funk-samples før Dr. Dre gjorde det til sit vartegn. De havde deres egen klike af rappere som Redman, Keith Murray og Das EFX før WuTang Clan gjorde posses populære. Og de havde intern beef lang tid før 50 Cent smed The Game ud af G-Unit. Duoen fra Long Island, New York, slog igennem med albummet ”Strictly Business” i slutningen af 80’erne, og gennem årene er det blevet til syv klassiske album, alle med ”business” som en del af titlen. Hvis der er nogen, man altid kan stole på passer deres forretning, uanset om der er recession eller ej, er det Erick & Parrish Making Dollars eller bare EPMD.

[Falster, Danmark, 1988] Den første danske rap-plade er knap nok udkommet endnu. Alligevel har hiphop-kulturen spredt sig til landets afkroge, og hver eneste by med respekt for sig selv har både breakere, rappere, DJ’s og graffitimalere. EPMD har spillet i København, men nu er det tid til, at Nykøbing Falster får fint besøg fra New York. De to høje, tynde, rappere med bøllehatte står på scenen i Ellen’s City diskotektet, og spiller de dengang splinternye numre som ”You Gots To Chill” og ”It’s My Thing”. Erick Sermon og Parrish Smith har givet hiphopperne på Falster en oplevelse, de vil tale om de næste tyve år. DUBCNN Magazine har hul igennem til EPMD. Erick Sermon siger kort ”yo!” og sætter sig i baggrunden og lader Parrish føre ordet. Et par gange afbryder han med et fnis eller en rettelse, men det er tydeligt de har valgt fordelingen på forhånd.

EPMD er back in business, men der er gået ni år siden sidste album, hvorfor det? - Det er et godt spørgsmål, og der er mange forklaringer på den lange ventetid. Som jeg ser det, er rap-musik ude i en alvorlig krise ligesom økonomien verden over. Folk vil hellere have et hurtigt hit og score kassen, i stedet for at lave langtidsholdbar musik. Vi føler det er vores ansvar at vise, at tidligere havde rappere mere at sige. For os er det vigtigste, at vi har lavet et album, som vi kan stå inde for, og som vi ved fans af EPMD vil tage godt imod. Jeg vil ikke lyve for dig, og sige, der ikke har været problemer, vi er jo voksne mænd med stærke meninger. Når det kommer til at lave et album, ved vi at vi har en kemi der fungerer, så vi vil ikke snyde os selv eller vores fans for endnu et EPMD album. Hvordan var det at indspille sammen igen? - Det er ligesom et gammelt ægteskab. Både Erick og jeg rapper og producerer, så nogle gange har en af os mere input på en sang

end den anden. Men jeg tror ikke folk tænker over det når de hører det, de er så vant til lyden af EPMD, at når vi har fundet frem til det endelige resultat, så lyder det ikke som Erick Sermon eller Parrish Smith, det lyder som EPMD. Hvordan fungerer processen, når I indspiller, har I først et beat eller en tekst? - Vi starter næsten altid med at lytte til beats. Denne gang er der også et par gæsteproducere, der får lov at give et bud på hvordan EPMD skal lyde, men vi har selvfølgelig selv den største finger med i musikken. Somme tider har Erick lavet et nummer færdig med beats, hook og sit vers, så jeg bare skal lave et vers, andre gange er det ham, der bare skal lægge det sidste touch på. De bedste numre føler jeg, er dem vi er fælles om. Så der var ikke nogen nervøsitet omkring, at skulle stille sig i vokalboksen igen, der er jo gået et stykke tid siden sidst? - Man siger, man ikke kan lære gamle hunde nye kunster. Det er måske rigtigt, men Erick


”Når det k ommer til a t lave et album, ved vi at vi har en kemi der fungerer, så vi vil ikke snyde os selv eller v ores fans for endnu et EPMD album”

og jeg har altid haft øret til jorden, og ved hvad der sker in the streets. Vi har levet af at rappe i 20 år, vi er professionelle. Selvfølgelig kan vi godt tilpasse en ny stil, der er kommet mange spændende rappere fra sydstaterne de sidste par år, som jeg kan blive underholdt af at lytte til, men hvis jeg prøvede at lyde som dem, ville jeg gøre mig selv ligegyldig. Jeg leverer den klassiske PMD flavor, Erick leverer den klassiske Erick Sermon flavor, og ud fra den respons vi har fået live, er det noget publikum har ventet på. Hvad er jeres førstesingle, og hvorfor har I valgt den? - Vi har haft et par andre numre ude de sidste år, men albummets førstesingle er “Listen Up”. Det er et old school funk nummer, hvor vi viser at vi stadig repræsenterer alle de fans, der har elsket den lyd. Teddy Riley fra BlackStreet synger på omkvædet. Han har jo lavet musik lige så længe som os, og har også altid stået for en funky stil, men hvor han lavede New Jack Swing har vi mere stået for hard-

core eastcoast Funk. Det er også for at vise, at vi ikke behøver nogle af de nye autotune sangere, der ikke kan synge i virkeligheden. Jeg nævner ingen navne, haha. Men jeg vil sige, at hvis du har savnet EPMD vil du kunne li’ ”Listen Up”. Der er også en video til nummeret, som vi indspillede for et par dage siden, med en masse computereffekter, så søg efter den på YouTube. På “Roc The Spot” er der også masser af old school funk, tror du, at der er plads til den slags i en verden, hvor alle prøver at lyde som Kanye West eller Timbaland? - Selvfølgelig er der det. EPMD har faktisk altid solgt masser af plader uden at gå efter tidens trends eller hotte producere. Erick og jeg har produceret plader, der har solgt millioner af eksemplarer, så vi er ikke bange for at vores musik ikke skal sælge. Og når du nævner Kanye West er det jo sjovt, at han laver et nummer, der hedder ”Golddigger”, for når teenagerne søger på Google efter hans nummer, opdager de at vi var de første, der

lavede et nummer med det navn. Men det er jo en naturlig udvikling, ligesom vi var inspirerede af Run-DMC, er han vel inspireret af os. Der er et nyt nummer om “Jane” på “We Mean Business”, hvad er historien om hende egentlig og hvad laver hun nu? - Jane er en slags billede på, hvordan vi oplever hiphop, på det tidspunkt albummet er indspillet. Nogle gange er det ren party, og vi fortæller om hvordan vi prøver at score hende, andre gange har hun faket sin egen død. Denne gang har hun været lidt for længe på club, synes du ikke det passer meget godt på hiphop lige nu? Helt bestemt. “Bacstabbers” er også en kritik af hiphop nu, og hvordan I føler folk går for meget op i jeres personlige problemer i stedet for musikken, er det et stort problem for jer? - Det har det været, så det er mere en kommentar til en periode, hvor vi prøvede at finde sammen igen, men det blev besværliggjort af


”EPMD har aldrig handlet om, at man bare skal smide sine penge væk på hoes og champagne”

medierne, der hele tiden skulle kommentere på vores forhold som gruppe. Vi har kendt hinanden i over 20 år og vi tjente vores første million sammen, så det er klart vi har haft gnidninger. Der er mange spændende gæste-rappere på albummet, hvordan valgte i det lineup? - Både Erick og jeg har jo gode kontakter til rappere, så det var ikke det store spørgsmål om hvem vi kunne få med, det var mere bare at række ud til dem vi gerne ville have. Redman og Keith Murray er jo vores familie, nærmest som småbrødre, og de leverer altid. Vi har også KRS-One, Method Man, Raekwon og Havoc med. De er alle sammen legendariske rappere fra New York, og jeg tror folk der godt kan li’ EPMD, også er fans af dem. Var der nogle kunstnere, som I gerne ville have haft med, men som der ikke var mulighed for at indspille med i denne omgang? - Jeg ville rigtig gerne lave noget med Daz og Kurupt fra Dogg Pound, jeg ser vores indflydelse i den måde de rapper sammen på, og ved at de respekterer os, så det ville være naturligt at række ud til dem. DJ Scratch har været jeres faste DJ i årevis, men der har været snak på internettet om, at han har forladt gruppen, hvad er den rigtige historie? - DJ Scratch er stadig en del af EPMD. Hvis du kigger på mine top-venner på MySpace er han der stadig. Scratch er selv en superproducer, og har gang i sin egen business, hvor han for eksempel producerer for Busta

Rhymes. Somme tider har han ikke tid til at spille sammen med os, og det er hvad det er. Nogle DJ’s følte at de kunne tale for ham online, og gjorde det til et spørgsmål om rappere, der nedprioriterer DJ’s og det har EPMD aldrig gjort. Erick Sermon og Parrish Smith er selv DJ’s, vi startede som DJ’s. Men for at svare på dit spørgsmål: Jeg er sikker på vi stadig kommer til at lave shows og musik med DJ Scratch. I har 9th Wonder med som producer. Han er en forholdsvis ny anerkendt beatmaker, hvordan faldt valget på ham? - Han ville gerne være med, og da vi hørte hans beats var der ikke noget spørgsmål om vi skulle have ham med. Desuden bruger jeg meget af min tid i North Carolina og på den måde har jeg fingeren på pulsen både med hensyn til hvad der sker i New York og i sydstaterne. Der er masser af down south rap, der ikke lyder som crunk, haha. Erick Sermon var en af de første NY kunstnere, der flyttede til Atlanta, hvordan har EPMD haft det med sydstaternes dominans i hiphop? - Man kan ikke skære det over en kam. Da Erick flyttede til Atlanta var det kun Kris Kross og Arrested Development, der var store dernede. Nu er der masser af dope rappere, men der er også meget musik, som man glemmer hurtigt. Jeg ville ønske flere af artisterne prøvede at lave helstøbte album som T.I. og Ludacris. I er ikke på Def Jam mere, er det anderledes at skulle stå på egne ben?

- Brother, fra Sleeping Bag Records til Def Jam har vi altid lagt EPMD’s skæbne i hænderne på mennesker, der måske ville os det bedste, men ikke altid forstod os. Du skal huske, at da vi startede var vi bare store børn. Vi vidste ikke noget om musikindustrien, alt hvad du hører på ”Please Listen To My Demo” er fuldstændig sandt. Vi har været heldige, at vi indspillede med gode studieteknikere og sugede hurtigt til os, så vi allerede fra den første plade kunne producere for os selv. Da vi lavede det sidste album ”Out Of Business” valgte vi ikke engang selv titlen, det var noget en fyr på Def Jam troede ville få pladen til at sælge bedre, fordi de vidste det var vores sidste på Def Jam. Det overraskede mig, at de tænkte på den måde, for vi har lavet penge for dem i virkelig, virkelig mange år. Men denne gang, damn, denne gang har vi stået for alt fra trackliste til coverbilleder til udgivelsesdato. Det føles fantastisk endelig selv at være i førersædet og bestemme hvilken retning EPMD skal gå i. I Europa er det Bodog, der står for udgivelsen, de udgav også det sidste Wu-Tang Clan album, hvorfor valgte I det selskab? - Faktisk til dels på grund af Wu-Tang Clan, at vi valgte dem. De er professionelle, men giver kunstnerne en masse frihed. Og Europa er et meget vigtigt marked for os, I ser ikke kunstnerne hver dag, så I er mere tilbøjelige til at finde gamle plader frem og dyrke dem. Når du finder gamle plader med EPMD frem, så ved du at det er uforfalsket funk og hiphop.


EPMD’S På en måde var EPMD en tidlig forløber for Wu-Tang Clan, og måden de både havde en karriere som gruppe og soloartister, ser du den lighed? - Hell yeah! Hit Squad er den originale squad, jeg har endda hørt, at da RZA dannede WuTang Clan var hans forbillede Hit Squad, og han ledte specifikt efter rappere, der var ligeså hårde som K-Solo, funky som Redman og så videre. Det ser jeg som et stort kompliment, for det viser, at det vi gjorde var det rigtige. Vi er ikke fra New York City men Long Island som ligger uden for byen, så da vi brød igennem, vidste vi at der var mange flere dope rappere derude, for eksempel er Redman jo fra New Jersey. Jeg tror det er samme attitude RZA havde, da han samlede de bedste rappere på Staten Island. Ser du jeres indflydelse hos andre kunstnere også, det ville være oplagt at sammenligne jeres lyd med Dr. Dre og G-Funk? - Det er i hvert fald et fact, at EPMD var enormt populære i Californien. Vi var en af de første grupper fra New York, der samplede George Clinton og Zapp, og havde funk samples og talkbox på vores tracks. ”The Chronic” udkom lige da EPMD og Das EFX var på sit højeste, og jeg tror vi kunne have fortsat med at dominere, men desværre havde vi nogle personlige problemer, der gjorde vi ikke kunne holde vores momentum. Et andet sted jeg føler vi har haft en stor indflydelse, er i Europa. Vi turnerede tidligt derovre, og når vi besøger jer, siger de største af stjernerne, at vi var deres idoler back in the day. [Århus, Danmark, 2006] EPMD har ikke været i Danmark siden de spillede på Falster. Erick Sermon og Parrish Smith sidder i en minibus med ryggen mod hinanden. De skal spille på Train samme aften, efter et veloverstået show i København. På turen har de slet ikke talt sammen, men den evigt diskuterende Erick Sermon prøver at overbevise DJ Scratch om han skal spille nogle af Erick’s produktioner for Busta Rhymes. Uden opvarmning, uden lydprøve og uden at sige et ord til hinanden går EPMD, der stadig er høje, men knap så tynde, på scenen og river det århusianske publikum rundt med et gyldent old school show. Parrish spiller sit solonummer ”Ruff, Rugged N Raw”, som han ikke spillede dagen før, og det bliver modtaget med kyshånd. Efter showet kigger Erick på Parrish og siger kort: ”Yo, that solo-joint was tight.” Forholdet er så småt ved at bløde op. I spillede to shows i Danmark i ’06, var den turné med til at sætte gang i genforeningen af EPMD? - Det synes jeg afgjort den var. Vi spillede kun en håndfuld jobs, for at se om publikum stadig kunne huske os, og om vores materiale

holder endnu. Vi fik en god velkomst i Danmark, folk kan teksterne udenad, og jeg er ikke engang sikker på de alle sammen kan tale engelsk. Men det var en god oplevelse, og efterfølgende tog vi også med på Rock The Bells turnéen sammen med andre store rap-navne. Det var fedt at se de yngre artister og jeg synes vi gav dem noget at leve op til. VH1 har jo lavet et Hip Hop Honors show, hvor de hylder pionererne i hiphop-kulturen. I optrådte i år, men blev ikke hyldet selv, hvordan kan det være? - Jeg kan fortælle dig, at havde showets producere vidst EPMD var tilbage i business noget før, så havde de ikke tøvet med at tage os med. I stedet fik vi i sidste øjeblik lov til at være med til at hylde De La Soul, og det fortjener de, men EPMD’s tur skal nok komme. Jeg synes Hip Hop Honors er et dope koncept. Der er mange rappere, der ikke har tjent andet på rap end respekt, så det er en mulighed for de kan få opmærksomhed og blive anerkendt for det arbejde de har gjort for hiphop. I har ikke lagt skjul på at I er glade for business og dollar, hverken i jeres navn eller albumtitler. Kan I ikke somme tider føle musikindustrien handler for meget om penge? - Du skal tænke på, at da vi begyndte at rappe, var der ingen rappere, der var millionærer eller havde et hus, der var værd at vise frem i MTV Cribs. Dengang var de eneste, der blev rige på grund af rap-musik pladeselskaberne. EPMD har aldrig handlet om, at man bare skal smide sine penge væk på hoes og champagne. Vi var med til at sætte fokus på, at man bør behandle sin karriere som en seriøs forretning, og fordi vi ikke brugte alle vores penge på guldkæder tog pladeselskaberne os alvorligt og lod os tage hånd om vores egen og andre rapperes karriere. 2009 bliver året, hvor Amerika får sin første sorte præsident, hvad forventer du ellers? - Året starter jo med recession, så det bliver hårdt for alle. Men man kan håbe på at de hårde tider får folk til at tænke over verdens sande værdier og ikke bare bling og bullshit. Og så tager EPMD på turné igen, så regn med at se os i Europa. Kommer I tilbage til Danmark? - Det regner jeg med. Måske kommer vi allerede i foråret. Danmark var et af de første lande vi besøgte, da vi havde lavet vores første album. Det var også et af de første vi besøgte før vi lavede dette album, så jeg føler Danmark og EPMD hører sammen, wordup! ”Did shows in crazy countries, like Europe and France / Copenhagen, Denmark, and Amsterdam” - EPMD, “It Wasn’t Me It Was The Fame”

TOP 3 ALL TIME

FAVORITE RAP DUOS Redman & Method Man

Dogg Pound

Raekwon & Ghostface Killah


Fotos: Nicole Hulstrøm, Thailand, 2009

ND...

THAILA IL T G O T E IN Z A G A DUBCNN M

E D L I V R A OG ALLE V


GET UP GET OUT redigeret af Jonny Hefty

COMING UP LIVE HIPHOP

GETDOWN 2009 - vender tilbage på VEGA den 7. marts med Fantomet, Ham Den Lange, Meller, Tyde T, Hennesey, Kuku Agami, Ataf, J-Spliff, Sami Krid, Klingen, Alliancen, Mr.Malchau, Tegnedrengen, SupaJan, Khal Allan, Karen Mukupa + surprise act, DJ battle, freestyle battle og stand-up comedy med UManden. TERMANOLOGY - 11. marts, Rust. Som så mange andre MC’s har Termanology kæmpet sig op fra undergrunden ved lige dele talent og hårdt arbejde. Men da mentoren DJ Premier greb fat i halv-puertoricaneren og tilbød at lave tracks til den første plade, begyndte der at ske ting og sager. Ordet på gaden - og i det alternative hiphop-miljø - siger, at Termanology er en mand med fremtiden for sig. En mand, der trods sine blot 27 år lyder som en hærdet MC og trækker tråde tilbage til de store guldalder-rappere. Men døm selv, når HEAT bringer dig det seneste stjernefrø fra den del hiphoppen, som stiller skarpt på den gode musik og ikke bling-bling. STONES THROW feat. Peanut Butter Wolf kan opleves på Rust den 18. marts. FLOOR WARS - 21. marts, VEGA. For femte gang afholdes breakdance-konkurrencen Floor Wars. Konkurrencen er Nordens største af slagsen og som altid vil elitedansere fra hele verden deltage. Arrangementet vil være spækket med intense battles i akrobatisk og halsbrækkende breakdance, akkompagneret af svedige beats fra anerkendte DJ’s. Blandt de deltagende hold er blandt andet Drifters (Korea), Flexible Flave (USA) og Supernaturalz (Canada). AKIL THE MC fra Jurassic 5 spiller på RUST den 25. marts. CUNNINLYNGUISTS - 2. april, Lille VEGA. Hiphop-trioen fra Kentucky består af Deacon The Villain, Natti og Kno. Gruppen udsendte deres 4. album "Dirty Acres" i slutningen af november 2007 med gæsteoptræden fra bl.a. Devin The Dude, Phonte fra Little Brother og Witchdoctor. I april 2009 udgiver CunninLynguists en mixtape-compilation kaldet ”Strange Journey”. Sidste gang CunninLynguists besøgte København i november 2006, var koncerten udsolgt, så gruppen glæder sig til at fyre op i København igen! TABU RECORDS – 10 ÅRS JUBILÆUM, 2. april, Train (Århus) og 3. april, VEGA (København). Showet bliver en kronologisk gennemgang af Tabus bagkatalog, med Suspekt forrest i formationen af Tabusoldater, bakket op af en perlerække af feature rappere. Dette bliver på alle mulige måder en “once in a life time” oplevelse – som på ny sætter baren for, hvordan et hiphop show bør skrues sammen. Gennem de første 10 år har Tabu sendt 16 udgivelser på gaden, og indkasseret tre guldplader undervejs. Nu sættes der punktum for de første 10 år med denne unikke koncert! JOKEREN & UFO YEPHA er i øjeblikket albumaktuelle med henholdsvis ”Den tørstige digter” og ”Kig mig i øjnene”, og nu tager de på tour sammen rundt omkring i Danmark i april. ATRAK -15. april, Rust. Alain Macklovitch, som A-Trak hedder når han ikke er bag pulten, er ingen hr. hvem-som-helst. Foruden at være tour-DJ for Kanye West, har canadieren vundet ’de tre store’ inden for DJ-konkurrencer; DMC, ITF og Vestax. Vinylerne lægges på og tages af i et hektisk tempo, mens beats og stilarter konstant skifter kurs. RAP’N’SKRALDE - 24. april, Ungdomshuset, København. Dortheavejs Hiphop Klub fyrer den af med svedig og politisk orienteret undergrunds-rap. XZIBIT - Onsdag den 6. maj står i vestkystens navn i Odense. Den 34-årige rapper Xzibit kommer og giver sin eneste koncert i Danmark i denne omgang på Posten.

HENNESEY BAREN ER ÅBEN // RELEASE PARTY PIX

Barbarellah, 5. februar, 2009 // Snapshots: Jonny Hefty


Ord: Madze // Billeder: Kettil Myrstrand

Musikken er hendes image Jeg ankommer en smule forsinket til Islands Brygge, hvor Lucy Love, Yo Akim og deres manager Kettil har hovedkvarter og studie. Jeg bemærker hurtigt at Lucy er helt afslappet og nede på jorden. Hun er blevet inspireret af Yo Akim til sin seneste frisure, som er kort i den ene side og lang i den anden. Hun mener det er belastende i længden at have krøller. Lucy Love er aktuel med sit debutalbum ”Superbillion”, og har allerede hittet med sangen ”No V.I.P.” Hun tilbyder mig noget at drikke, og en rundtur i studiet, inden vores samtale begynder. Lucy Love må finde sig i, at folk er forvirrede over, hvilken stil hendes musik egentlig er. Der har stået alt fra dub step til crunk i pressen. Det må siges at være mange stilarter, der blandes, når Yo Akim smeder beats sammen. Men hvad kalder man det egentlig? Lucy siger: - Det er det evige spørgsmål. Jeg er meget inspireret af grime, og det er jo også grime, men det er grime i Danmark, som er noget andet end i England. Det er en blanding af dub, reggae, elektronisk musik, og så er det jo også inspireret af hiphop. Jeg synes også der er lidt rock i det. Det er virkelig vildt, det er en psyko blanding af alle stilarter. Den har fået betegnelsen grime, fordi det klart er det dominerende i musikken, med britisk rap henover. Produktionerne er helt vildt forskellige. Der er 10 numre på pladen, og det er ret

sjovt, for det går igennem alle de der stilarter. Men det er meget syret, det der med at sætte ting i kasser, griner hun. Når man eksperimenterer med så mange genrer, er der mange steder at søge inspiration, selv siger Lucy: - Tekstmæssigt har jeg bevæget mig væk fra almindelig grime, fordi jeg ikke synes, der er super meget indhold i det. Jeg synes godt de kunne grave lidt dybere. Desuden går Lucy meget op i sit flow, og leger meget med dobbelttakter og halvtakter, som er en del af grime-rap. Lucy lægger mest fokus på teksterne. Det er også derfor, det har taget så lang tid. Hun synes selv det har taget 100 år. Midt i det hele kommer Yo Akim ind. Han kommer direkte fra pladeselskabet med albummet og vinylen. Jeg kan mærke på Lucy, at det er meget stort for hende, at sidde med sit album i hænderne. Det har været længe undervejs, og kostet timer og år at lave. Nu sidder hun med resultatet i hånden. - Hvor er det vildt, hold kæft hvor er den flot, råber hun. Hun har stået for grafikken på coveret og lægger meget fokus på at skabe et image omkring Lucy Love som et mønster, frem for at det er hende som person, der skal forbindes med Lucy Love. Det er et interessant valg, for hun er en køn ung pige, som intet har at skjule. Det siger også alt om at Lucy Love giver alt for musikken. Hun har intet imod at stå frem, men ser ikke sig selv som et ikon,

der skal sælge pladen, men mere at musikken skal sælge den. Hendes producer Yo Akim fortæller: - Vi har haft mange diskussioner om det, fordi pladeselskabet vil have, at det er Lucy, der skal sælge det. Men man kan godt gå andre veje. Hvis vi havde lavet instrumental musik, havde folk været ligeglade, men når der er en vokalist, så vil folk gerne forbinde det med et ansigt. Lucy indskyder: - For eksempel via de der briller eller en maske. Lucy peger på et billede i coveret fra CD’en med briller der dækker hendes øjne, og henviser til musikvideoen til "No V.I.P.". Om det er denne anderledes idé der har banet vejen frem for Lucy Love er uvis, men til spørgsmålet om, hvorfor hun tror hun er brudt igennem netop nu, siger hun: - Det er noget jeg har tænkt meget over, jeg tror at folk har ventet på der kom noget nyt. Specielt på engelsk, noget som folk kan tage til sig. Vi har åbnet op for grime og gjort det almindeligt i Danmark, det er jo ikke fedt med en ny genre som folk ikke forstår. ”No V.I.P.” nummeret er hurtigt, men samtidig lidt party, så det er faktisk lidt som sang i stedet for rap. Og så er der et budskab i teksten. Image eller ej, så Lucy Love slået igennem og har brudt vanskelige barrierer. Det er ikke mange, der har haft succes med engelsksproget rap tidligere, og slet ikke grime-rap. Samtidig er det heller ikke nemt at være kvindelig rapper herhjemme, men det er ikke no-


LUCY LOVE

TOP 5

SANGE JEG IK’ KA’ UNDVÆRE Santogold "L.e.s. Artistes"

Veto "You Are A Knife"

get Lucy Love har tænkt så meget over: - Ja, det er to ting der ikke har været så meget af, og så lige pludselig! Jeg tror folk kunne mærke, at jeg ikke har brugt det at jeg er pige som en undskyldning. Jeg har bare tænkt, at jeg skulle placere mig på kortet. Jeg har en syret tilgang til hiphop-verdenen eller hvad man kan kalde det, fordi jeg jo ikke helt følger med i hvad der sker. Men vi har jo optrådt i hiphop-sammenhæng, og det har jo været fantastisk. Jeg tror ikke jeg har haft den udstråling, at det at jeg var pige var noget specielt. Der har slet ikke været den der vibe. Det er vigtigt, for man skal slet ikke gå ind og tro at de andre er bedre. Hver gang jeg læser ting om mig selv, står der at selvsikkerheden ikke fejler noget. Men det er måske det der skulle til. Nu er der jo også Natasja, hun havde et gennembrud, og det lægger jo op til helt vildt mange ting. Og hun havde jo også rigtig meget selvtillid, men der var ikke højt til loftet. Og det er måske det, jeg tror kvindelige rappere har savnet lidt mere. Yo Akim afbryder: - Jeg vil gerne tilføje at musikverdenen jo er et mandefag. Det er pissedårligt. Hvis man hører noget som kun er piger, så bliver det gjort til sådan en ting. Det ikke noget med at det bare er tilfældigt at det er sådan, men det ville man lægge mærke til. Lucy afslutter: - Jeg tror også der er mange kvindelige rappere, der laver musik til drengene, men det har jeg ikke gjort. Jeg har ramt begge grupper lige meget. Og det tror jeg er vigtigt. Det

gør at der er ligeså mange piger der synes at det er fedt, selvom det er rap. Jeg tror der er mange der har fejlet ved at tænke; Jeg er pige, så jeg skal imponere drengene ved at lave det de gør, for at få lov at være med i spillet. Og det ville være en katastrofe, hvis jeg havde gjort det, for så var det ikke Lucy Love. Der har da også været mænd bagved Lucys album, da hele Lucy Love universet er lavet i samarbejde med Lucys kæreste og manager Kettil, og Yo Akim står for alle produktionerne. Men Lucy har arbejdet ligeså meget på albummet selv, og hun står bag alt det grafiske, og klippe-klistret. Det er Lucys eget mønster, der er på albumcoveret, det er Lucy der laver scenografi til shows, og syr alt sit tøj til forskellige billeder. Lige nu har hun orlov fra Det Fynske Kunstakademi. Det tætte samarbejde imellem de tre, føler de også bliver anerkendt. Yo Akim siger: - Da vi vandt den der P3 Guld pris, tænkte vi at den fik vi for det stykke arbejde, som vi tre havde lavet. Vi havde lavet det helt fra bunden af. Rent kunstnerisk har vi lavet noget som er et godt produkt. Vi forsøgte ikke at lave noget der var et færdigt produkt, det var ikke bare musikken vi ville lave. I resten af 2009 skal Lucy Love og Yo Akim ud at spille. De er ved at planlægge det hele, så folk kan opleve dem i nogle større liveshows med dansere, kostumer og scenografi. - Hils folk, smiler Lucy, da jeg forlader studiet.

Wiley Rolex "Wearing My Rolex"

Mobb Deep "Shook Ones pt. II"

Dizzee Rascal "Dance With Me"


Ord: Jonny Hefty Billeder: Jon Hye-Knudsen

7-TALLET HAR DU NOGENSINDE... Malet ulovlig graffiti eller tags? - Yep. I mine spæde hiphop-dage var det jo næsten et optagelseskrav i et hvert crew at man i hvert fald bare havde lavet et tag. Så mit første tag var ”The Mat 1’s”, som også var den første gruppe jeg nogensinde var en del af.

Downloadet dansk rap ulovligt i stedet for at købe det? - Jeg tror at alle i dagens Danmark på et eller andet tidspunkt har prøvet at downloade en sang. Så uden at sige for meget, så har jeg vist også prøvet det.

Siddet i fængsel eller overnattet i detensionen? - Jeg har aldrig siddet i fængsel, nej, men har overnattet i detensionen engang. Et par kammerater og jeg blev fejlagtigt mistænkt for at have haft skabt en masse ballade en nat vi var i byen, men blev dog løsladt igen næste morgen, da politiet fandt ud af deres egen bøf.

Bitet eller oversat en anden rappers rim? - Jeg har aldrig stjålet eller taget en anden rappers rim. Det kunne jeg aldrig finde på, da det er total mangel på respekt. Jeg har derimod kommenteret på andres rim. Men det er vel også kun normalt indenfor miljøet.

Trashet et hotelværelse eller smadret en guitar? - Haha. Yeah, det har jeg. Altså smadret en guitar. Men ikke helt på den voldsomme måde man normalt kender det på. Dengang jeg havde en idé om at skulle lære at spille guitar, var det ikke altid den ville som jeg ville. Efter en hel dags forsøg på at fange hvad de kloge hoveder gerne ville lære mig, slap tålmodigheden op og jeg valgte i stedet at sprænge samtlige strenge og træde den i stykker, så jeg i stedet kunne bruge den som udsmykning på væggen ;-)

Haft bøf med en rapper eller et crew? - Jeg er ikke til bøffer, spiser kun hakket kød ;-) Synes godt man indenfor dansk rap kan kommentere på hvad andre laver, uden det behøver at skulle være en bøf. Jeg har altid haft respekt for det arbejde, man som rapper lægger i sin musik. Og det er ligemeget hvem man er :-)

Kastet op på, eller faldet ned fra, scenen? - Enhver artists mareridt må være at falde ned fra en scene under et show og yes den har jeg også været igennem. Det sker jo at man engang imellem bliver budt på diverse små scener omkring i landet og uden at kunne huske hvad stedet hed kan jeg huske en optræden lige efter jeg havde udgivet mit første album... Jeg var sammen med mine drenge i gang med et ellers perfekt show, indtil jeg selvfølgelig blev en smule overgearet og troede jeg havde længere hen til kanten af scenen, end hvad der egentlig var. Før jeg havde set mig om, lå jeg i mængden af folk jeg ellers lige havde stået og kigget ned på. Prøvede selvfølgelig at få det til at virke som om det var planlagt, men slog mig af helvede til, så kunne ikke rigtig holde et enkelt fuck tilbage ;-)

Stjålet en knallert eller en bil? - Jeg har aldrig hverken stjålet en bil eller en knallert. Behovet har aldrig været der, da jeg altid har haft privatchauffør. Så jeg har rigtig mange homies, der synes jeg skylder lidt på den regning, haha. Knaldet en groupie efter et show? - Det har min mor altid lært mig jeg ikke måtte ;-) Hatet anonymt på nettet? - Hell no. Kunne aldrig finde på at nedværdige mig selv til så sølle et liv, som det må være når man spilder sin tid på at hate på nettet. Hayterz må være folk der aldrig selv har kunne nå de højder, som dem de hayter på.


Too Shy ApS | Esromgade 15, opg. 1, 1. sal | 2200 København N | Tlf. +45 35 82 00 62


WHUT UP?

Tekst: Gisli

LIL WAYNE vil nu lave et rock-album... pause... som vi sagde i sidste nummer... Lil Wayne chill med de der drugs... Fred Durst og Limp Bizkit var aldrig cool. Og det der med bæltespændet... Stop it. Just. Stop. It.

T.I. skal meget snart ind og spjælde den i et år. Inden da nåede han at lave 3 hit-singler, sælge et par millioner plader og gudhjælpemig et reality show, der sjovt nok hedder "T.I.s Road to Redemption", hvor unge thugs får at vide, at det der kriminalitet, det skal de holde op med. Showet kører så mens manden selv er i fængsel, hvor han helt hundrede skriver på en ny plade. Bare han ringer til DJ Toomp en gang imellem, så er jeg glad.

JIM JONES er stadig Baaaaaaaaawlin’ og hans album ”Pray 4 Reign” skulle være på trapperne.

SNOOP DOGG følger i kølvandet på andre store stjerner, og har lavet en deal udenom de store pladeselskaber. Bigg Snoop har hooket op med MTV, og deres deal er som følger: han laver et show til dem; de udgiver hans plade. Det kaldes synergi, og det er noget man kan høre meget mere om på handelsskolen. TV-showet er rimelig whatever, selvom jeg da fik et kick ud af at høre Paris Hilton prøve på at freestyle, men vi ved alle at hendes mund kan bruges på så mange andre og bedre måder. Lad os håbe at Snoop Doggs plade er bedre end Paris Hiltons freestyle. Eller noget.

THE ROOTS har fået en sweet TV deal. De skal være husband for Jimmy Fallons nye talkshow, og holder derfor tour-pause på ubestemt tid, med mindre man er i N.Y. i juni. De har en ny plade på vej og dens titel indtil videre er ”How I Got Over”. Der er ingen rygter om et reality show endnu, og det viser jo bare at The Roots altid gør deres ting lidt anderledes end alle de andre.

50 CENT har fået bøf igen. Denne gang med Rick Ross til det man vist kun kan kalde en romantic candle light dinner. De to er så smaskforelskede, at de er begyndt at kneppe den samme dame. Hun hedder Tia, og nummeret ”Tia Told Me” handler blandt andet om hvor lille Rick Ross’ pik er. Does that sound pretty gay to you too? Og han har proklameret, at han vil bruge al sin energi på at ødelægge Rick Ross’ liv! Uha uha... Hmm... Vi har bare et spørgsmål til Fiddy... when’s that album comin’? Eller måske bedre; how’s that single doin’? På thisis50.com kan man tjekke op for Fiddy’s komiske talenter, hans besøg hos DJ Kahled’s mor og meget andet gøgl. Det kan kun inspirere til at tænke han snart må lægge mikrofonen fra sig, og begynde at lave sit coms... for humor det har han.

DIDDY er chillin med Royce da 5’9" på sin private jet. Så ved man at alt det der finanskrise er noget opblæst bullshit. Hvis Diddy IKKE havde råd til at give Royce en på opleveren, så var der finanskrise.

FLO-RIDA. What’s really hood? Is it hood in your hood? Who the fuck knows? Enhver troede han var et 1 hit wonder med sin ringetonesingle ”Low”. Men nu er han gudhjælpemig et 2 hit wonder. Hans seneste single Right Round er et mega hit. Den har solgt over 600.000 downloads i USA på en uge (og alle ved jo godt at Flo-rida ikke har den slags penge). Det er 200.000 mere end Eminem, Dre og Fiddy solgte ugen før med deres ”Crack A Bottle”. Gør det Flo-rida til en person man rent faktisk gider høre en plade med? Nej. Det gør ham til et 2 hit wonder. Indtil videre.


Med sin fitted LA-cap på sned giver Glasses Malone en salut fra Californien. Watts up!

Ord: Anders Carlsen

GLASSES MALONE BRINGER WESTCOAST TILBAGE – PÅ MIXTAPE

Mixtape gamet i USA er som vi alle ved en del større end i lille DK. Faktisk så stort, at et utal af rappere fra staterne de seneste par år har tjent styrtende med penge på, kun med knofedt, selv at udgive og distribuere mixtapes. Det er ikke uhørt at sælge op mod 40-50.000 skiver på egen hånd, før man overhovedet er nået til noget der minder om en pladekontrakt. Konkurrencen er stor og sliddet og slæbet med at sælge sit shit direkte ud af bagagerummet, er endnu større. Men det betaler sig hvis man lægger arbejde i! Et af de bedste beviser på dette, kan meget vel være Cash Money / Hoo Bangin’ Records nyeste skud på stammen, Glasses Malone. Med tal der lyder på omkring 80.000 solgte af sit sidste mixtape og larm nok i LA’s hoods til at blive udnævnt ”the new west mixtape king” har Glasses gjort det mange drømmer om og signet fra intet, til de helt store drenge. DUBCNN måtte selvfølgelig tage en snak med Los Angeles’ mixtape-konge selv, for at høre hvad alt hypen handler om. Du blev signet til Sony efter ”The Crack Mixtape” og fik samtidig dit eget selskab ”Blu Division” under Sony. Kan du fortælle hvad der skete siden de droppede det? - Jamen altså, der er ikke så meget at sige. Sony fandt ud af, at de skulle spare og cuttede hele deres ”street” afdeling af. Det resulterede i, at jeg blev frigivet fra min kontrakt. Det var på en måde det bedste der kunne ske for en uge efter havde jeg kontrakten med Cash Money og Hoo Bangin’, så alt gik jo som det skulle!

Hvad så med Blu Division, hvad skete der med det? - Jamen det fik jeg ”med”. Det har hele tiden været mit label, som nu er et uafhængigt selskab.Vi har mine drenge på det. Dygtige folk der ved hvordan spillet hænger sammen. Jeg håber bare jeg kan give ligeså meget tilbage den vej, som jeg har fået andre steder fra. Hvordan føles det at gå fra plader ud af bagagerummet, til pludselig at være på Cash Money og Hoo Bangin’? - Det føles rigtig godt. Det er jo en drøm der er gået i opfyldelse. Jeg har været så heldig, at de drenge jeg er vokset op med og altid har respekteret i gamet, pludselig kom til mig efter jeg blev droppet på Sony og så tog det jo bare fart derfra. Jeg må have gjort noget rigtigt med den larm, jeg har rendt og lavet. Du bliver kaldt ”LA’s mixtape king” efter the crack mixtape og white lightning. Hvordan startede det? - Tja, det var jo egentlig min bror og jeg i starten. Sammen med de drenge vi voksede op med. Jeg er vokset op mellem Watts og Compton, lige på grænsen. Vi har gangsta i blodet. Min mor solgte drugs, min nabo solgte drugs, alle solgte et eller andet. Da jeg blev lidt ældre og så de ting det gjorde ved folk, så crips og bloods jeg kendte og var vokset op med, dræbe hinanden uden at tøve, gik det op for mig, at der måtte gøres noget. Jeg fandt pludselig ud af, at det musik jeg var vokset op med, kunne være min udvej. Så... Ja, jeg gik bare i gang. Resten kom ligesom af sig selv, efterhånden som vi fik mere og mere styr på det. Pludselig stod vi og havde solgt over 70.000 kopier af to-tre forskellige mixtapes. Ja, og nu er du altså på Hoo Bangin’ og Cash Money. Din debut ”The Beach Cruiser” var sat til at ramme i ’06, så i ’07 men rammer altså først nu her i marts.

Hvad kan vi forvente og har pladen taget skade af alt det virvar? - Det tror jeg ikke. Eller, det HAR den ikke. Den er kun blevet bedre. Jeg fik jo mine masters med, da jeg gik fra Sony efter en kort retssag. Big up til min advokat. Dem har vi arbejdet videre på og nu er jeg jo med folk der ved hvad de laver. Resten har bare hjulpet med til at hype det. I kan forvente gangsta rap fra en gangsta. Jeg har en masse rigtig fede folk på den. Lil Wayne, Birdman, Akon, Mack selvfølgelig, Lupe Fiasco og en masse andre. Mine produktioner er også blevet oppet en del siden Sony tiden. Mannie Fresh har lagt noget på den, Cool & Dre har bidraget, DJ Toomp producerede ”Certified” tracket med Akon, som var førstesinglen. Der kommer gang i den. Det kan I forvente. Det er street shit! Ja, vi glæder os til at høre det! Kan vi så forvente du helt stopper med mixtapes, nu du har travlt med albums og shows? - Altså, jeg har jo Monster’s Ink, med ting der ligesom ikke passede på albummet og en masse ting fra Blu Division drengene ude gratis på min side Whoisgmalone.com. Jeg har faktisk også et andet, helt nyt, digitalt mixtape ude lige nu: ”The Electric Chair - Fuck Glasses Malone”. Det kan også downloades gratis. Så har jeg en masse homies der tit poster shit og sender mig ting jeg smider op. Så nej. Jeg bliver ved at fyre op hvor jeg kan. Jeg vil bare lave god musik og holde det west, west! Hop ind på min side og hent alt det lort der ligger gratis, ellers går I sgu glip af noget. VI har nogle af de dygtigste folk i spillet til fri download, med unreleased materiale. Det er klart et besøg værd! Jamen det vil jeg da gøre. Tak for snakken og held og lykke med det hele. - Jo tak mayn. Watts up!


Mack 10 kigger gennem sine locs og ser en lys fremtid for sin nye signing Glasses Malone. Ord: Anders Carlsen

MACK 10 CO-SIGNER GLASSES MALONE

De fleste kender Mack 10 som en tredjedel af Westside Connection, hvor han sammen med Ice Cube og WC stod for at holde fanen højt for westcoast hiphop i 90’erne da rap-krigen mellem kysterne i USA var på sit højeste. Den gamle O.G. fra Inglewood i Los Angeles har imidlertid også sit eget pladeselskab, Hoo Bangin’. Som label-boss er hans nok største projekt til dato signingen af Glasses Malone. Sammen med Cash Money Records, som står bag vidunderet Lil Wayne, gør han klar til at sætte alt ind på at få Glasses Malone til at blive den næste kæmpesucces. Da vi snakker med Mack 10, har han ikke engang Westside Connection i tankerne mere. Det er tydeligt at han lægger alt sin vægt på sin co-signing af Glasses Malone. Ey Mack. Lad os gå lige til sagen, vi er jo nysgerrige her på DUBCNN. Hoo Bangin’ Records og Cash Money Records har gang i den her Glasses Malone ting. Er det noget vi kan forvente i fremtiden med alle dine kunstnere, eller hvordan? -Nej, det er kun Glasses Malone, vi kører sammen med Cash Money. Jeg har ikke en eller anden fast ting, mellem Hoo Bangin’ og Cash Money, for hver eneste plade. Det er en situation ”Baby” (Birdman, CEO på Cash Money Records) og jeg har aftalt specielt for Glasses.

Okay okay. Jamen hvilke artister er så involveret med Hoo Bangin’ for tiden, og kan du sige os lidt om, hvem vi skal holde øje med i fremtiden? - Altså… Egentlig bare Glasses. Glasses’ plade, og så min egen plade. Så snakker jeg lidt med Red Cafe, og overvejer lidt om jeg skal involvere mig i hans projekt igen, men i virkeligheden er det bare Glasses og jeg selv, jeg prøver at fokusere på lige nu. Aiight. Der er en del snak om ”The New West” for tiden. Kan du brække det lidt ned for folk, der måske ikke er så meget inde i westcoast. Hvad er forskellen på det nye og det gamle vest? - Hoo Bangin’ ER det nye vest. Simpelthen. Du ved, jeg har lederen af den nye vestkyst på Hoo Bangin’. Og det er G. Altså Glasses så, du ved… Hoo Bangin’ er hjemsted for det nye vest! Nu laver du jo ret hardcore rap. Synes du der bliver gjort nok, i forhold til at skabe positive rollemodeller og hvor synes du det ansvar ligger? Hos artisterne, labels, eller måske endda fansene selv? - Positive rollemodeller? Shiit… Altså… Det starter jo derhjemme, hos forældrene. Mor og far. Det er sgu ikke op til mig at opdrage på andres børn. Jeg er entertainer. Bare en entertainer. Folk har jo et valg, du ved, man kan enten købe det en kunstner laver og siger, eller lade være. Følge ham eller ej.


5 KENDTE DER IKKE KAN RAPPE Ord: Peter T Aagaard

Navn: Farshad Kholghi Er kendt som: Skuespiller, debattør Rappede på: ”Ishøj Mafia”. Fra satireprogrammet ”OPS” - oplysninger til perkerne om samfundet. Kholghi forsøgte at få gangstarap til at fremstå latterligt. Spejl. Wackeste linie: ”Hvis du ikke viser respekt, du får smæk / Når vi ser på dig, du kigger væk!”

Lil Wayne og Baby fra Cash Money Records i selskab med Mack 10 og Glasses Malone fra Hoo Bangin’.

MACK 10 Gangsta-rap er jo altid blevet nedgjort af både medierne og politikere. Alligevel har det været en af de største faktorer til at hjælpe med at få unge VÆK fra gadehjørnerne hvord... - Fo sho… Hvis ikke du havde et godt ”jumpshot” på basketbanen, kunne det jo være du have nogen rim, og det havde nogle af os rent faktisk. Så vi endte med ikke at gøre halvdelen af det skidt, vi nok ellers ville have gjort. Præcis. Nu om dage har hiphop jo sit eget liv. Hvordan føles det at have bidraget, til at starte noget så massivt som det, altså hele hiphop bevægelsen? - Jeg har det rigtig godt med at være en del af det. Jeg har bidraget lidt til den her westcoast ting du ved, og det har jeg det utroligt godt med. Klart. Hvad synes du er en af de ting der har ændret sig mest op igennem årene, til enten værre eller bedre? - Jeg ser ikke på det som en ”værre eller bedre” ting. Jeg ser bare sådan på det, at man må bare ændre sig med tiderne. Gøre hvad man skal for at overleve. Hvad end du er nødt til at gøre, det gør du. Man kan ikke rende rundt med 90’er taktik i 2009. Det virker bare ikke. Man er nødt til at holde sig nutidig. Lad os vende tilbage til Glasses. Han er altså signet til både dit eget selskab, Hoo Bangin’ Records, men også til Cash Money Records, som tæller blandt andre Lil Wayne. Kan du fortælle os lidt om hvordan og hvorfor den deal kom i hus? - Altså, Glasses lavede en hel masse larm herude på vestkysten, og jeg tog ham ligesom til mig. En dag spurgte Baby til ham og så tog vi den faktisk bare derfra. Der var ikke

noget specielt højtideligt over det du ved. Cash Money og jeg, er mere en familieting end noget andet. Det var ikke nogen svær beslutning, forstår du. Det var bare noget der lige passede ind, så vi fik det bare til at ske. Det kom af sig selv. Cool. Man kan jo sige at I har så store fanskarer, både dig selv og Lil Wayne, at hvert enkelt album I udgiver, i større eller mindre grad, er en sikker succes. Bare det I står bag det, er jo for mange et kvalitetsstempel i sig selv... - Det er jeg mere glad for end noget andet, egentlig. Alle kan jo få succes mere eller mindre, som artister, men det er ikke alle der kan få hjulene til at rulle fra direktørstolen. Tage de rigtige beslutninger og finde det rigtige talent. Den del af det, at se en plan komme til live og blive fuldført, det gør mig gladere end alt det andet, i virkeligheden. Ja, man må sige jeres fans stoler på jer... - Yeah, det er godt at se. Men hvad skal der så ske helt specifikt, med Glasses? - Jamen altså, Hans album udkommer. Han kommer til at lave en masse larm. Han har et rigtig stærkt album. Han er en af de typer, der ved hvordan man skærer en plade. Han skal nok blive til noget stort. Folk har jo nogle store forventninger til det og jeg tror ikke det kommer til at skuffe. Her til sidst. Hvad sker der med dig og Cube nu om dage? - Jeg har slet ikke engang snakket med Cube, mayn… Jeg koncentrerer mig bare om Glasses og mit eget projekt de her dage. Det må du spørge ham om.

Navn: Gunnar Nu Er kendt som: Sportskommentator Rappede på: ”Rap Nu”. Den tudsegamle kommentator blev helt tilbage i ’84 smidt i vokalboksen, så han lige kunne lave noget af det dér nymodens rap-musik. Wackeste linie: ”Vi slår dem alle hver og en / Med finter, vrist og dribleben!” Navn: Peter Tanev Er kendt som: Meteorolog Rappede på: TV 2 vejrudsigten fra Roskilde Festival ’07. Den hårfattige nedbørsekspert viftede med håndtegn og bustede hæsblæsende flows, man ikke kan koldfronte på. Wackeste linie: ”Der er 16, der er 17, der er vind fra vest / Det er ikke juli-vejr, man ville byde en hest!” Navn: Per Pallesen Er kendt som: Skuespiller, vinsmager Rappede på: ”Fodermester rap”. Revystjernen og rødvinssvampen gav den gas som fodermester fra Lille Skensved. Senere skulle DJ Noize genoprette byens ry. Wackeste linie: ”Jeg har grise, jeg har køer, jeg har heste, jeg har får / De hører til min bondegård!” Navn: Peter Schmeichel Er kendt som: Fodboldmålmand Rappede på: ”We Can Do It Again”. Lavet til EM i 1996, hvor MC Schmeichel påstod, at Danmark kunne følge op på succesen fra ’92. Det kunne vi ikke... Wackeste linie: ”Vi kan gøre det igen, det må selv de ku’ forstå / Det satser jeg min rødhvide næse på!”


Ord: Peter T Aagaard Billede: Tank Topper

du dukker op nårr d mindst vente et

Han behøver ikke at skifte kluns i en telefonboks for at få superkræfter. Steen Koerner har været elektrisk siden hiphoppen kom til Danmark. Under rap-navnet Clark Bent har han nu et album ude... Hvem er Clark Bent? - Clark Bent er en københavner-knægt der tog ud i verden og vendte hjem voksen. Vi troede du var breaker, hvornår er du blevet rapper? - Jeg er jo electric boogie før noget andet, men også vokset op i en tid hvor man også tegnede graffiti, rappede og rev i grammofonerne. Så jeg har rappet hist og pist siden jeg turnerede med Einar tilbage i 80’erne. Det blev mest til engelsk rap i 90’erne og kontrakt med EMI og senere BMG, uden at få noget ud, da de ledte efter et alt for poppet udtryk vi ikke ku’ stå ved (Out of Control). Du er en af pionererne i dansk hiphop. Hvordan kan det være, at du har ventet indtil nu, med at springe ud som rapper? - Jeg tog den danske rap op igen i 2000, fordi jeg ikke kunne la’ være. Jeg havde brug for at involvere mig i en musikalsk sammenhæng. Så det er ikke fordi jeg først tager det op nu, jeg har bare lavet så meget forskelligt, men hele tiden musik ved siden af alt det andet. Som certified boogie-legende og teaterkonge, var du så nervøs for, hvordan dine rim og flows ville blive modtaget? - Jeg er ikke så nervøs for hvordan det bliver

modtaget, jeg ved jo fra start at hiphoppere generelt er meget konservative og ensrettede i deres måde at anskue tingene på. Der er ikke regler for mit udtryk. Om det er på det Kongelige Teater, eller på gaden i New York eller som nu, med noget dansk rap-lyrik, er der ikke regler. Så jeg må bare stå ved mig selv og hvad andre mener, har de i den grad lov til at mene. Jeg er ikke sat i verden for at behage, jeg er her for at undersøge og være nysgerrig - lære - og skubbe grænser. Så mine rim og flows, de er IKKE et forsøg på at komme ud som 40-årig og tro jeg skal til at være Danmarks bedste MC. For mig handler det om, at jeg synes generelt musikken som helhed er skruet godt sammen med tekstuniverset. Jeg har hørt rap-musik siden ‘83 og jeg har lavet det som jeg kan li’ det! Der er nogle prominente gæster med på albummet, hvordan kom du i kontakt med dem? - Gæsterne på albummet er jo i langt de fleste tilfælde venner - rigtig gode venner, og i andre tilfælde mennesker som jeg syntes kunne bidrage igennem deres talent, og så kendte jeg nogle der kendte dem. Men det har altid kun handlet om at lave musik og det har været musikken der har talt i forhold til gæsterne - altså om de ville være med kom jo an på, hvad det var jeg havde gang i. Hvis du skulle forklare dit album for en døv, hvordan ville du så beskrive det? - Spørg Tank Topper om hjælp, da han kan

tegnsprog og tage de døve med på Rub’A Dub og få dem om at spille gi’ den gaz. Coveret til ”Højspændingsmanden / Befri dit slum” er nærmest en lille bog med tekster, graf og street art, hvorfor denne indpakning? - Selve bogen er lavet som jeg husker Thomas P. Hjejle, med graf, electric boogie, rap og musik... sådan er hiphop i min verden, så derfor! Er du ikke bange for den fancy grafik fjerner fokus fra musikken? - Ikke bange for det fjerner fokus fra musikken, håber det kan åbne øjne for en hel kultur. Dit album er sjovt, men også samfundskritisk, hvad synes du om verden i dag? - Vi lever i en verden, der er helt ny hver dag, hiphop er flere tusind år gammelt. Så for at få mening med verden, prøver jeg at involvere mig, der hvor jeg kan få impact. Du debuterede med sangen om ”Træk i ben dans", hvad går den ud på? - ”Træk i ben dans" var for mig en ideel dans, hvor man ikke skal se smart ud eller gøre den bedst. En dans der slet ikke er regler til, er den sande dans som mennesker har brug for. Synes du hiphopperne bevæger sig for lidt? - Hiphop har som kommercielt udtryk stået stille i næsten 20 år - så lidt mere bevægelse kunne godt forventes. Hvad kan vi forvente os af Clark Bent i fremtiden? - Clark kan dukke op når man mindst venter det.


GE LYRICISTS’ LOUN

Redigeret af Jonny Hefty Garage-rapperne fra Revoltage har udgivet singlen ”Yeah Yeah Yeah Yeah” på vinyl 12”. Sangen er en rocket og kontroversiel knaldperle, der handler om de perioder af ens liv, hvor man gerne bare vil have fred fra folks gode ideer og idiotiske snak. Derudover findes der på vinylen to ekstra tracks: ”Dårlig til at slås” om Revoltages unge dage som pacifistiske idealister og den hippiehop-agtige ”Jeg har det fint”, en poetisk protestsang til nutidens galoperende karrieresamfund. Vinylen indeholder desuden acapella-versioner og ”Yeah Yeah Yeah Yeah” instrumental. Revoltage, der i dag desværre er reduceret til en duo efter at Profile har valgt at trække sig ud, arbej-der i disse måneder på nyt materiale. Tjek den svedige video til ”Yeah Yeah Yeah Yeah” på tuben og tjek www.myspace.dk/revoltagedk og www.revoltage.dk

YEAH YEAH YEAH YEAH Hey du er sgu sikkert en sympatisk person men jeg er ik’ i humør til at tale med nogen jeg har sgu ingen planer om at ta’ min telefon for selv den mindste ringetone er som en dommedagsbasun dagen i dag er dårlig nok uden dig jeg har tømmermænd og kønssygdomme og bagud med min husleje jeg drikker kaffe og indspiller telefonsvarer ”ja goddag og farvel jeg er lige blevet bidt af en kobra” Det er en fornøjelseeee at høre dig holde kæææft giv mig 2 sekunders fred - yeah yeah yeah yeah du snakker i en evighed - yeah yeah yeah yeah giv mig 2 sekunders fred - yeah yeah yeah yeah for jeg er pisseligeglad yeaaah yeeaaah Jeg prøver bare på at ligne jeg er interesseret når hun flexer sine ideer om hvordan verden ku’ ha været hun er lækker men hun fyrer så meget pis af og jeg har ikke overskud til at deltage du kender de der piger der kun snakker for at blive hørt og bliver ved med at plabre selvom du har din makker i røret pigebarn det vil klæ’ dig med en gagball hold din kæft og red min daaaag - det bliver jeg glad for Det er en fornøjelseeee at høre dig holde kæææft

Åh, det en fornøjelse at høre dig holde kæft for når du snakker bliver mit øre så træt du gir mig lyst til at flygte til Mars eller stikke mig i armen med kanyler med kræft giv mig 2 sekunders fred - yeah yeah yeah yeah du snakker i en evighed - yeah yeah yeah yeah giv mig 2 sekunders fred - yeah yeah yeah yeah for jeg er pisseligeglad yeaaah yeeaaah Du går og tror at alt du siger er interessant og det var det sikkert også hvis ik’ du var så grim jeg ved jeg sårer dig når jeg er så indebrændt men skru nu ned for din charme eller hæng mig med det samme du går og tror at alt du siger er interessant for du ung smart og rig men penge er ik’ alt jeg’ ligeglad om du er kvinde eller mand tale er sølv men tavshed er diamant Det er en fornøjelseeee at høre dig holde kæææft giv mig 2 sekunders fred - yeah yeah yeah yeah du snakker i en evighed - yeah yeah yeah yeah giv mig 2 sekunders fred - yeah yeah yeah yeah for jeg er pisseligeglad yeaaah yeeaaah


LIVE ON STAGE

Ord: Peter T Aagaard & Toobs Billeder: Niki Bernhard Petersen

i ”Jeg lagde arm med en fyr Norge. Da jeg så ville lægge ham helt ned, brækkede min arm”

Så kom Royce Da 5’9” endelig. Rapperen fra Detroit der engang var Eminems sparringspartner og med ”Boom” lavede en udødelig klassiker med DJ Premier.

Middel højde, Middel koncert Han ligner sig selv på scenen bag solbrillerne, og publikum tager godt imod ham, men derfra er det en kamp op ad bakke. Lyden er ikke med ham, og han har også kommunikationsproblemer med DJ’en, som han usympatisk prøver at true sig ud af. Med en redning fra J-Spliff på pladespillerne bliver koncerten afviklet, og han får spillet ”Boom”… to gange. Senere på natten, langt senere, får vi fat i Royce Da 5’9”, der giver os en kort audiens, før han fortsætter et backstage-skænderi, han har begivet sig ud i... Sidste gang måtte du aflyse i sidste øjeblik, vi hørt noget om en brækket arm, hvad skete der? - Vil I virkelig vide det, altså virkelig? Jeg lagde arm med en fyr i Norge. Jeg slog ham med højre arm, og han ville absolut prøve med venstre. Da jeg havde lagt hans hånd ned drejede han den på en eller anden måde. Da jeg så ville lægge ham helt ned, brækkede min arm. Lægen sagde, at det er fordi mine muskler er stærkere end knoglerne. Jeg måtte ligge på sygehuset i København i et godt stykke tid, men det er historie nu.

Er du god til at lægge arm? - Yeah man, jeg er den bedste. Jeg har aldrig tabt. Nu er du tilbage i København, hvordan føles det? - Det føles godt, jeg skyldte København at optræde her. Nu har jeg betalt min gæld. Du har en del ting i gang, blandt andet ”Bar Exam” kan du fortælle om det? - Jeg er i gang med at indspille til mit næste album, det skulle gerne være færdigt i marts engang. Vi har udsendt ”Bar Exam 2” mixtapet og det blev rigtig godt modtaget, så der sker en masse. Det virker som du er meget veltilpas på mixtapes… - Ja, det er faktisk mine yndlingsprojekter. Det er en mulighed for at gå i studiet uden bekymringer. Jeg kan bare rime som jeg har lyst til uden at bekymre mig om singler, uden at bekymre mig om, hvad folk forventer at høre. Royce Da 5’9” i sin sande form hører du på mixtapes, hvor der ikke er lagt bånd på mig. Jeg behøver ikke være politisk korrekt og jeg behøver faktisk heller ikke være politisk ukorrekt, haha. Hvordan håndterer du forskellen på mixtapes og albums, er der forskellige tilgange? - Jeg indspiller bare så mange sange som jeg overhovedet kan komme til. Så vælger jeg de

bedste. Hvis du hører 12 sange har der sikkert været 100, der gik forud for dem. Hvad med ”Shake This” singlen, er den til dit album? - Jaeh, den skulle faktisk ikke være ude. Vi har ikke udgivet den, men den ligger på blogs på nettet og den slags. Det er bare en buzzsingle, men vi har skudt en video til den alligevel. Før har det altid været en battle mellem eastcoast og westcoast i USA, men nu er Detroit jo faktisk førende indenfor at have de bedste MC’s og beatmakers, er du enig i det? - Det ved jeg ikke. Jeg har lige været i Philadelphia. Philly har en hel bunke battle-rappere, der bare er unge og sulte så… I Danmark har du arbejdet sammen med J-Spliff, hvordan var den oplevelse? - Spliff er en talentfuld dude. Det er en ære, at arbejde sammen med ham, og jeg lærer af at arbejde sammen med ham… Med de ord afslutter Royce Da 5’9” og fortsætter ellers sit skænderi. At han er en temperamentsfuld herre, ses af listen over rappere han har beefet med gennem tiden. Nu skulle han dog have sluttet fred med D-12, og der tales endda om Europa-turné. Så måske kommer vi til at opleve Royce Da 5’9” under bedre forhold, og i bedre humør.


CAPONE-N-NOREAGA ICKn S TRben INDr Bio EDIfebM & agJden hav , Kø ruar. Amage 15. Sønd

Ord: Peter T Aagaard // Billeder:

Jonny Hefty

Der er søndagschiller i Amager Bio. Selvom der er godt med mennesker, er stemningen hyggelig, men afventende. Supajan har leveret opvarmningen, og selvom han gjorde det godt, er det tydeligt at de fremmødte har andre idoler denne aften. Sicknature pisker mere stemning op, og hans rap, der er i familie med Jedi Mind Tricks, rocker for første gang salen. Taget letter højest en smule, da Capone-N-Noreaga træder ind på scenen. De er tydeligvis også ramt af søndag og stener sig gennem numrene. ”The untouchable, invincible C-N-N” leverer ”T.O.N.Y.”, ”L.A,L.A.” og hardcore fans tager godt imod det, men det sammensatte publikum er ikke solgt. Da Noreaga og Capone med svingende Hennessy-flasker begynder at tjekke SMS-beskeder på scenen, er der endnu færre der lader sig forføre. Det samme gælder tøserne, der kommer på scenen til de sidste numre, der virker så søndagsmedtagede, de knap kan følge dansen til NORE’s ”Return of the SuperThug”. Der er trods alt også to bevægelser. Så kommer der andre boller på suppen da Jedi Mind Tricks overrumpler scenen og publikum. De har medbragt deres venner fra Army of the Pharoahes, og selv Jus Allah er endda tilbage i crewet. Med en stil, der blander hardcore rap med elementer fra horror, lyder det nærmest som en krigsfilm når de rapper. Den lille, massive Vinnie Paz leder slagets gang med et håndklæde viklet om hovedet. Hans maskingevær-rap bliver modtaget af et publikum, der skriger af fryd over de verbale skudhuller. Som afslutning kommer Mass, Clemens, Sicknature og D-Sign på scenen, og udveksler så hardcore rim med Jedi Mind Tricks, at man skulle tro København og Philadelphia var venskabsbyer. Capone-N-Noreaga er måske mere kendte, men Jedi Mind Tricks viste, hvorfor de med rette var aftenens hovednavn.

LIVE ON STAGE


Tekst: Maria Seefeldt Billeder: thomas-a.com

Det er sjældent at den danske hiphop-scene betrædes af kvindelige frontfigurer. Det er endnu sjældnere at der er to på samme tid. Og stiletter? De er forbeholdt publikum eller korsild. Eller rettere - var. For den tid er ovre. Nu er IdaAida på banen, og de har kridtet den op lige som de vil have den, og det er anderledes end omtrent alt andet.

mere feminine. Og hvorfor så ikke udnytte det at vi er kvinder, siger de to selvbeviste artister nærmest i munden på hinanden. Men samtidig er de meget bevidste om, at de er svære at sætte i en musikalsk bås. Med elementer fra både pop, soul, R&B, eastcoast, westcoast, og en hel stribe andre genrer, opererer IdaAida i et univers, hvor de er helt bevidste om, at den røde tråd er dem, mere end noget andet:

På en solbeskinnet og frostfyldt februardag satte DUBCNNs udsendte IdaAida i stævne på en lille cafe på Christianshavn. Et lille hyggeligt sted, der fint dannede rammen om en uformel snak om musik, forskellighed, selvsikkerhed og sidst men ikke mindst om piger i en mandebranche.

- Vi føler meget viben her og nu, men i Danmark har folk meget brug for at placere os i en kasse, og det har de ikke kunnet. Mange har sammenlignet os med Nik & Jay, og det kan vi på sin vis godt forstå, men... vi siger for eksempel ikke noget om penge, griner Aida, og fortsætter:

Modsætninger mødes Som med så meget andet, så startede det med kærlighed - kærlighed til musikken. Ida og Aida begyndte deres fælles drøm for seks år siden, hvor de efter eget udsagn var mere rap/hiphop:

- Vi er blevet pop-rap-R&B. Hiphop er, for mig, kulturen, og vi bruger elementerne derfra i vores musik. Og så er vi jo MTV generationen, så vi hører også meget forskelligt musik, forklarer Aida og giver ordet videre til Ida:

- Dengang var vi mere nogle pigerødder, men nu er vi modnet og vokset og er blevet meget

- Vi kan være meget chikke eller meget chillede alt efter vores humør, og sådan er vores musik også. For os handler musikken

også om, at være åbne og stolte, og ikke kun om konkurrence eller en bestemt genre. Tro på dig selv, gør det du har lyst til og fremhæv det du har - vær stolt, forklarer Ida. Og netop åbenheden er noget de også har brugt konstruktivt i forbindelse med deres samarbejde, for de to piger er på mange måder hinandens modsætninger. Men selv om de er i hver deres ende af skalaen når de er på scenen, og de af indlysende årsager ikke ligner hinanden til forveksling, så har de et helt særligt bånd, og en helt særlig mission: - hvis ikke det var for musikken, så havde vi givet op på hinanden for længe siden, fortæller Aida der afløses af Ida, som fortsætter: - og det er vores styrke. I arbejdet med vores album har vi brugt vores forskellighed meget bevidst, og det er der vi føler, at personligheden virkelig kommer frem, fortæller Ida, den syngende del af duoen. Provokation eller morale? At IdaAida er målrettede og selvsikre, er ikke svært at se. Denne sikkerhed har endda medført at de valgte at bryde med et majorlabel, og skrive kontrakt med et nyt selskab un-


dervejs i arbejdet med deres nyligt udsendte album, fordi de ikke var enige om den retning det tog:

- Men der er kommet flere kvinder til, efterhånden – og det synes vi kun er fedt, forklarer Ida og fortsætter:

- Vi har gerne ville gøre det hele selv, og selv have indflydelse på alt fra produktioner til styling, forklarer Ida mens Aida nikker og fortsætter:

- Vi har brugt musikken som et talerør, eller som en mission, for som kvinde skal man også have lov at sige nogle ting. Og hvorfor så ikke skrive om hvordan det er at have stiletter eller små kjoler på, forklarer Ida med et smil.

- Vi vil gerne gøre op med gruppering og image, så det har virkelig været en sejr og glæde for os at være med i hele processen! Men med en svært definerbar genre, en styling der principielt kan henvende sig til begge køn i alle aldre og det faktum at de er nogle af dansk musikbranches få kvinder, har de på den ene side en fordel ved at skille sig ud, og samtidig er de oppe imod hårde odds, men det tager de med ophøjet ro: - Det er fedt, at vi både kan bevæge os i den mere poppede del af branchen, og samtidig også komme til undergrunds ting, hvor boys’ne synes det er cool nok, smiler Aida og fortsætter: - Vi er vedvarende og med tiden har vi opnået respekt.

Og det vil nogle måske opfatte som en provokation. Men det vil de to kunstnere kun sætte pris på. En af deres missioner med albummet er, at rykke lidt til folks fordomme. At pirke lidt til de gængse holdninger og sprede ringe i vandet. Når de er på scenen er de stylet som superstjerner, samtidig med at de opfører sig ganske jordnært, og det overrasker mange – især unge piger, som ellers er kendte for, at være nogle hårde nysere. Det synes de virkelig er en sørgelig udvikling, og de er heller ikke afvisende for ideen om, at de kan være forbilleder de unge: - Vi prøver virkelig at snakke med pigerne og danser med dem når vi er ude at spille, for at vise, at vi er med dem, fortæller Ida, og fortsætter:

- Men det er svært med de unge piger. De oplever så meget pres fra så mange sider, og fordi de ofte er alene med det, så ender de bare med at være rigtig onde ved hinanden. - Og i virkeligheden ville det være fantastisk, hvis de kunne forstå, at det i bund og grund handler om, at acceptere sig selv som den man er – at man godt kan synes godt om andre uden at der går noget af en selv, forklarer Aida, og fortsætter: - Og at det går begge veje. De skal lære at tro på sig selv, og sætte pris på det de har, forklarer Aida med tilkendegivende nik fra Ida. Om deres album kan rykke ved dette er det naturligvis ikke til at spå om, men med det in mente, kan albummet vokse fra at være et let pop-rap-R&B album, til en påmindelse om, at man kan hvad man vil, og at det ikke er så farligt at se det gode i andre. Tværtimod. Man kan opfatte budskabet som provokation eller morale – uanset hvilken man vælger, er det ikke verdens dårligste af slagsen. Og IdaAida? Ja, de vil gerne stå ved, at de er fremme i stiletten – og de er stolte af det!


PresentedĂŠby:ĂŠĂŠ Coca-ColaĂŠ&ĂŠBurn

LAGT GRUND

19 9 9

85%

98%

FĂ…RĂŠJOB

TILFRE DS ELEVE E R

,  MALAGAĂŠ KOSĂŠ PHUKETĂŠ STOCKHOLMĂŠ LONDONĂŠ OSLOĂŠ KÂŻBENHAVNĂŠ MALMÂŻĂŠ GÂŻTEBORG

4

LANDE

EM &EĂŠSVM OMĂŠ MESTR INSTRUKTÂŻRER

DEN EUROPÆISKE BARTENDERSKOLE

KĂ˜BENHAVN - LONDON - OSLO - STOCKHOLM - GĂ˜TEBORG - MALMĂ˜ MALAGA - KOS - PHUKET

'(#&!'+++(* & ()$'% &$ %% ((#&"  



 

Konkurrencebetingelser: Hvert sms koster 2 kr. + alm. sms-takst som trÌkkes pü din telefonregning. Tjenesten udbydes af Bartenderskolen, Markdanersgade 1, 6000 Kolding, Tlf. 70206663. Konkurrencen løber 02.03.09-01.05.09. Vinderne offentliggøres. 14 dages fortrydelsesret. Ved deltagelse accepterer du at Bartenderskolen mü sende dig smsÊr med tilbud om lignende tjenester. Se øvrige betingelser pü side 7. 9


THE

ETS E R T S AREWA TCHING

Ord & billeder: Jonny Hefty

Overalt i verdens storbyer popper street art frem. Uanset om du er på badeferie i Spanien eller business i Bruxelles er der kunst i øjenhøjde lige rundt om hjørnet. Gaderne er blevet ét stort galleri. DUBCNN Magazine har været på storbyferie. Fra tegneseriegavle i Belgien over gadekunst i the streets of London helt til vægmalerier i beatpoeternes San Francisco. Vi rejste den vide verden rundt med udvidede pupiller og skærpede sanser. Der er også masser af street art herhjemme i lille Danmark. Tænk hvor stor forskel det gør, at et enkelt øje kigger tilbage på én fra en grå og trist væg, eller et helt almindeligt gadeskilt. Hold øje med gaden, for nogle gange holder den øje med dig...

STREET ART

COPENHAGEN


ECTHSING ET SRTER WA

THE

STREET ART

BRUXELLES

Ord & billeder: Peter T Aagaard

I Bruxelles blev jeg totalt fanget af at fise rundt og affotografere gavle med tegneserier. Der er 30 officielle i alt fordelt over hele byen. Man kan købe et kort for 50 cent (not the rapper), der guider en rundt i hele byen fra finanscentrum til havnefronten, fra smalle gyder til store pladser og fra dyre distrikter til socialt boligbyggeri. Egentlig havde jeg ikke tænkt mig at styrte rundt i byen, men jeg blev fuldstændig bidt af det, og glad hver gang jeg fandt og genkendte en ny tegneseriegavl. En enkelt gang i sydbyen måtte jeg konstatere at tegneserien manglede og stor var skuffelsen, men generelt var det et sjovt detektiv-orienteringsløb. Mange af facaderne er lavet så tegneseriefigurerne indgår som en del af bylivet på stiger eller brandtrapper, og jeg fangede mig selv i at tænke “jeg kunne jo lige drikke en øl… eller finde tre gavle til”. Her er dem jeg fandt:

Snapshots: Andrea Grandelag

STREET ART

BERLIN

A


THE

TREETS S AREWA TCHING

Snapshots: Peter T Aagaard

STREET ART

SAN FRANCISCO


THE

TREETS S AREWA TCHING

STREET ART

BARCEL NA

Snapshots: Jonny Hefty


Snapshots: OEPSCREW

STREET ART

LONDON


Ord: Peter T Aagaard & Jonny Hefty // Billeder: Fasphotography.com

En hverdagshelt uden superproblemer

SUPAJAN Der er ikke mange superhelte som SupaJan. Med et smil på læben og et positivt syn på livet overvinder han selv de mest hadende haters og de tørreste sider i Jumbobøgerne. Soloalbummet ”Ditidol” er kulminationen på den rap-drøm, der begyndte som barn i Snertinge på Vestsjælland og har budt på mixtapes og gæsteoptrædener med vennerne fra Kontra Crew inden han blev signet af Madness4Real. Vi tog en snak med Danmarks selverklærede næstbedste rapper… Hvem gemmer sig bag SupaJanidentiteten? - Jeg er altid i min superhelteidentitet. Det eneste jeg laver er musik. Der er ingen forskel på min personlighed når jeg drikker mig fuld i rødvin og ser fjernsyn tirsdag nat og når jeg står på en scene og rapper. Jeg går og pussenusser meget med mit rap, det er min identitet. Enhver ægte superhelt har et svagt punkt som fx kryptonit, der kan uskadeliggøre ham, hvad er dit? - Jeg må nok tilstå det er tegneserier, de er simpelthen så tørre. Især siderne i Jumbobøger er tørre, og de er sindssygt lange, og hvis jeg er blevet opslugt af en, kan jeg bare føle mine fingre tørre ind. Så Jumbobøger… og vat! Jeg bliver helt syg og tør i munden af at tænke på det. Hvad er så din superkraft? - Jeg er en positiv person, der ser lyst på tingene. Det ser jeg som en superkraft i disse tider.

Albummet hedder ”Ditidol”. Er SupaJan et godt idol at have? - Det synes jeg vitterligt. Goddamnit, jeg laver jo ikke en skid udover at leve et sødt liv, med mad på bordet hver dag. Jeg har holdt weekend siden juni, hvis det ikke er beundringsværdigt, ved jeg ikke, hvad der skulle være det. Du siger, at du bliver sammenlignet med Frank Hvam i Klovn og Eminem, hvilke ligheder har I? - Det var Nick Coldhands fra Madness4Real, der kom op med den her fantastiske lille sammenligning første gang han hørte mig. Jeg går ud fra det er fordi jeg er skarp og humoristisk som en ung Eminem, og det med Klovn, er nok fordi det altid går ud over mig selv i teksterne. Det er mest for at give folk et billede, de kan forholde sig til. Det kunne have været alle mulige andre, og det er jo ikke fordi jeg ligner de to på alle punkter. Nej, de kan for eksempel ikke få skæg ser det ud til. Du smiler næsten altid, selvom dine tekster er fyldt med nedture, er du altid glad, eller er det facade? - Jeg er meget positiv, om det er det samme som at være glad, ved jeg ikke. Det er ikke en facade, det er bare min tilgang til livet, man skal se tingene på sin egen måde. Jeg synes ikke selv mine tekster er fyldt med nedture, men der er da problemer i dem ellers ville de være kedelige. Jeg breaker albummet op, så det starter med jeg er i et parforhold, og så på de nye numre bliver jeg single og mere fandenivoldsk. Sådan var det også i virkeligheden.

Du siger du er Danmarks næstbedste rapper, hvem er så den bedste? - ALLE siger jo at de er den bedste rapper, så det kan jeg ikke være. Til gengæld er der ingen, der har sagt de er den næstbedste før, så den plads er ledig. Og jeg synes virkelig, uden pis, at jeg er en god rapper. Kan det blive for meget, føler du, at du skriver meget om de samme hverdagsting? - Man kan jo skrive rap om hvad som helst, og hvis det bliver for meget, finder jeg på noget andet. Det er mere stemningen, der kan blive for meget. Til at starte med lavede jeg en masse melankolske numre, og der måtte jeg sætte mig og sige ”det her er jo ikke rigtig mig”. Det var en lille del af min personlighed, der kom til at fylde det hele, så der kom alle numrene med knald på i stedet for. Du har mange linier, hvor du beskriver dig selv på albummet, hvilken synes du bedst opsummerer hvem du er? - Håhr… linier og linier, jeg er fuld for det meste når jeg skriver rap, så jeg kan ikke huske det dagen efter. Nummeret ”Ikke dum bare doven” betød meget for mig, fordi det handler om noget jeg altid har fået at vide gennem hele min skolegang. Hvor vigtige er rimene for dine tekster, kommer de sommetider før indholdet? - Altså, jeg kan ikke sige præcis, hvordan jeg gør. Men rimene er ekstremt vigtige, og jeg gør meget ud ad dem. Jeg kan godt li’ at rime på de samme endelser i tre linjer, og når folk regner med jeg også gør det i fjerde linje kommer der ikke shit. Jeg kan også godt li’ at lave overraskende rim, og rime ting, der ikke passer helt sammen, så det ikke bliver åben-


SUPAJANS ”Min gamle lærer lærte mig at downloade MP3’er, selvom det vist nok var forbudt min Playstation lærte mig, at det var fedt at se når folk blev skudt og jeg er opvokset med en blanding af Bamse & Kylling og Boyz N The Hood” - SupaJan ”Bla, Bla, Bla” lyst. Men nu har jeg lige læst en anmeldelse, der siger jeg rimer meget forudsigeligt, og det overraskede omvendt mig, haha. Du bruger meget ironi, selv om seriøse emner som politik og kærlighed, hvorfor vælger du det våben? - Det er lettere for folk. Vi kan godt li’ den der underfundige selvironiske distance, det kan jeg også selv, når jeg ser stand-up eller hører musik. Man kan få sagt nogle mere seriøse og personlige ting, når man pakker det ind i en sjov pointe. Jeg gider heller ikke give folk nedtur på, musikken skal være underholdende. Kom ud og se mig live, der er som regel band med, og så er det bare en fest. Du kommer fra provinsen, hvordan var det at vokse op i en flække? - Når jeg kigger tilbage nu har det været sundt, fordi der ikke var et alternativ til at lave musik. Jeg havde tre venner, og når de ikke kunne lege, rappede jeg. Det har gjort jeg fokuserede 100% på rap. Jeg tror man bliver mere kreativ i provinsen, også fordi man regner med folk i byerne har det så vildt, så man prøver at få det vildt på egen hånd. Det var selvfølgelig også voldkedeligt, der var jo ingen klubber og diskoteker i Snertinge, men det betød, man måtte koncentrere sig om selv at skabe noget. Men da jeg var 17 rykkede jeg til Holbæk og så tror jeg, at jeg kom til København som 19-årig. Hvad er Kontra Crew, og hvad betyder I for hinanden, når der skal laves musik? - Altså Es er ret meget motoren, fordi han producerer for os alle sammen og laver fantastiske beats. Vi er ikke et band, vi er bare skidegode venner, men vi fremfører jo vores rap for hinanden og kommer med konstruktiv kritik. Når vi er fulde er det nok lidt mere destruktivt. Jeg skal jo ikke lave om på Kasper Spez’ musik, han laver det som han synes det skal lyde, så jeg vil mere sige, at det er sammenholdet og venskabet, der betyder mest. Madness4Real har lavet musik med Ice Cube og Eazy-E, kan du få præstationsangst af at arbejde sammen med dem? - Eazy-E er SERIØST mit idol, så det var stort for mig at de rakte hånden ud. Jeg blev mere glad end noget andet, for det var jo fedt, at de kunne se det samme i min musik, som jeg også kan. Så præstationsangst? Jeg VED jo, at jeg kan finde ud af det, det må man godt sige, specielt i DUBCNN, og jeg har øvet mig en del år på at rappe efterhånden. De lavede også Lizzie’s ”Ramt i natten” der efterhånden har solgt 4 x platin, skal dit album også sælge det? - ”Ramt i natten” lå jo lige til højrebenet

uden målmand. Mit album er ikke så drevet af førstesingler og den slags. Jeg har lavet et sjovt, underfundigt album, hvor vi leger med pop og elektronisk musik og god gammeldags rap. Hvad er den største styrke og svaghed ved dansk hiphop? - Den største styrke er klart bredden og at der findes så meget forskelligt lige nu. Den største svaghed er vel, at folk ikke køber så mange plader som før. Men jeg har sgu for meget medvind til at jeg kan gå op i svagheden. Betragter du dig selv som en del af undergrunden i dansk hiphop? - Det tænker jeg slet ikke på. Undergrund er jo bare musik, der ikke er blevet stort endnu. Jeg ved godt, at nogen siger man kan dele musik op i undergrund og mainstream, men det kan man ikke. Der er en del rap om haters på ”Ditidol” Er der for mange haters? - Det ved jeg ikke, jeg tror der er et passende antal. Det er jo en del af dansk mentalitet det med JANtelov og den slags. Somme tider kan man da godt blive lidt knotten, når folk vil svine noget til, bare fordi det har succes, men så kan man jo omvendt svine dem til. Der udkommer mange danske rap-plader i foråret, hvorfor skal man købe lige din? - Den er pissegod, relevant for levende mennesker, der ikke bor på Strandvejen og boller hele dagen. Jeg dyrker selvfølgelig også meget sex, men ikke så meget, at jeg ikke kan rappe om andet. Nogle rappere sælger en illusion om, at de er ligesom 50 Cent, står og kigger sig i spejlet mens de har triggerfingeren på en usynlig gun. Jeg er tættere på min egen virkelighed.

TOP 5 HELTE

BUSTER OREGON MORTENSEN

CARTMAN

IRONMAN

INDIANA JONES

SORTE SLYNGEL


DEEPEE DEEPEE 25 år ii statens statens tjeneste tjeneste

Ord: Maria Seefeldt Billede: Caroline Baglic Schmidt

Normalt kan man få tildelt en medalje når man har været ansat i staten efter mange års tro tjeneste. Men det kræver at man har været ansat i den offentlige sektor. Eller det vil sige - det kan faktisk også lade sig gøre i den private, men det er en helt anden sag. Det der stopper medaljeoverrækkelsen her, er imidlertid, at man skal have været ansat i en reel virksomhed, og man skal helst også have udført noget helt specielt. Og her stopper det så. Hovedpersonen i denne saga har om nogen fortjent en medalje for lang og tro tjeneste, og han kan bestemt også leve op til kravet om at have udført noget helt specielt. Rap? Er det musik? Det hele begyndte i starten af 80’erne. Dengang var DeePee stadig Per Pedersen - en ukendt knøs fra Amager, der på et skoleophold i USA var blevet ramt i hjertet af det der siden skulle vise sig at blive hans livslange passion - hiphoppen. I starten var det dansen med alt hvad dertil hørte af handsker, ghettoblastere, crews og konkurrencer. Efter godt tre succesfulde år med breakdance og electric boogie, valgte den unge boogie-mester at skifte retning, og kaste sig ud i næste gren af kulturen - musikken. Sammen med DJ TNT og sin bror Chief 1 dannede DeePee gruppen ”Fabolous Rockers”, der i bedste undergrundsstil sad i en Amagerlejlighed og legede med tidens gear: en firespors båndoptager, to pladespillere, en enkelt mikrofon og en Roland 808 rytmeboks tilsat en relativ simpel engelsksproget rap. Gruppen blev opløst i ’87, men kun for at tage de første spæde stik til en gruppe der

senere blev så vigtig for dansk rap: Rockers By Choice. Nu, godt 20 år efter tiden på toppen er DeePee på vej tilbage - som solist. Efter DeePees egne udtalelser er det kommende album ”Perspektivet” et meget personligt og selvbiografisk album og viser, at hiphop er en kultur der ikke længere kun henvender sig til den yngre generation, men også til den voksne - den modne. Og med så mange års erfaring, så er det nok heller ikke en fornærmelse at kalde DeePee for en moden rapper. Men hvad betyder moden rapper? Er det en artist der er mere end 25 år? Er det en rapper der øver 24/7 og udvikler sin stil til stadighed? Eller handler det ’bare’ om at have noget på hjerte?

der ser. Når DeePee præsenterer sin talentfulde søn, Alexander, eller den ditto Patrick B, så er det med en stolthed og glæde over at arbejde sammen med dem - og den går utvivlsomt begge veje. Hvem ville ikke være glad for, at arbejde sammen med en pioner?

Den lange rejse Mulighederne er mange, og svaret er med garanti ikke entydigt. For DeePee er det ham som person der er blevet moden. Han har en historie han gerne vil dele, og fordi han var en af de første på hiphop-scenen, så er der naturligvis også en masse der længes efter at høre den. Det betyder selvfølgelig også at der er en masse forventninger til ham, men der er også en forudgående respekt fra publikum. Når han går på scenen i 2009 er det på nogle punkter som at blive beamet tilbage i tiden - flowstil og attitude er intakt, og det er egentlig ret fascinerende.

Det virtuelle guld! DeePee er en institution i dansk hiphop. Så kan man diskutere om hans rap er nyskabende eller ej, men måske er det i virkeligheden underordnet, for uden ham (og bevares, de andre pionerer fra startfirserne), ville den danske hiphop sandsynligvis ikke være hvor den er i dag. Den stortrives, den udvikles og den findes efterhånden i alle former og til alle - både til dem der hungrer efter en beskidt og rusten undergrundslyd, dem der længes efter et politisk budskab og til dem der gerne vil have en poleret lyd på et dansabelt track.

Samtidig er DeePee ikke bleg for at dele sit solospotlight med nogle af scenens nye talenter, som både i stil, teknik og attitude tydeligt er fra en anden skole end DeePee selv er. Er det nu dumt? Det kommer an på øjnene

Og derfor, fordi DeePee har været med hele vejen, og stadig er tro mod sig selv og det udtryk han blev kendt for, skal han have en virtuel medalje. Fortjenstmedaljen for lang og tro tjeneste i den danske hiphops tegn.

For DeePee handler det mest af alt om, at være tilbage på scenen, og gøre det han lever og ånder for. At dele sine oplevelser - på godt og ondt, og måske endda give de unge et indblik i dansk hiphops rejse fra ukendt og udskældt genre, til en udbredt kultur der nu ses overalt hvor man kigger. Musikken er melankolsk og afspejler den modenhed som DeePee repræsenterer. Modenhed med et twist af 2009.


WWW.PELLEPELLE-EUROPE.COM

DropShy Dead - Butik 15, 314opg. | 2300 | Tlf. +45 35 00+45 62 35 82 00 62 Too ApS ||Field´s Esromgade 1, 1.København sal | 2200SKøbenhavn N |82Tlf.


"”The Documentary” er mit eget all time yndlings-album. Det kom da jeg var ukendt og sulten. Jeg er stadig sulten, men nu kan jeg udvikle mig i andre retninger. ”Doctor’s Advocate” og ”LAX” er ikke ”The Documentary”, de viser nye sider af mig""


OPSKRIFTEN PÅ EN KLASSIKER Ord: Peter T Aagaard // Billeder: Kenneth Nguyen & Universal Music

Da alle andre snakkede om ringetoner og dirty south smed The Game westcoast hiphoppen op på sine skuldre, og bragte den gode gammeldags gangsta-rap tilbage. Han er Straight Outta Compton ligesom sine idoler fra NWA. Selv efter bruddet med Dr. Dre har The Game bevist, at han sagtens kan stå på egne ben. Hans evne til at kombinere old school westcoast rap med nutidige produktioner er uovertruffen. Med albummet, ”LAX”, skrev han sig ind i historien, som en af de ganske få rappere, der formår at lave tre succesfulde album i træk. Men hvordan gør han det? Jeg går ind til interviewet med The Game med en enkelt mission. Jeg vil vide, hvordan han formår at lave en klassiker… hver gang.

Rød Mandag Det er mandag aften i København. Koncertsalen Store Vega er proppet. Alle er bandana-swingin’ i aften, selvfølgelig udelukkende med røde klude. The Game er taget den lange vej fra LAX International Airport til Kastrup Lufthavn, og det sætter publikum pris på. Allerede da opvarmningen fra rapperne i Black Wall Street rammer scenen, er salen tæt på kogepunktet. Da The Game rammer scenen ryger en skov af bandetegn i vejret. Han hiver os gennem klassiker efter klassiker, men crowden tager næsten ligeså godt imod de nye numre. Det er tydeligt han giver sig selv og sin stemme fuldt ud. Selv flankeret af sit nye crew, insisterer han på at rappe sine numre uden back-up. At hans fans har næsten endnu mere beef med 50 Cent og G-Unit end ham selv understreges, da The Game råber: ”Fuck G-UnOt!”, og sva-

ret fra publikum nærmest overdøver lyden af maskinpistoler fra højttalerne. Hen mod slutningen er det rent gangsta-teater, da The Game råber: ”Fuck it, anyone wearin’ red can come on the stage”. Det kriterium opfylder næsten hele salen, så scenen bliver fyldt med unge fans, og alt fra G’s til piger med muslimsk hovedtørklæde hjælper ham med at slutte showet af. I bar overkrop, så man kan se NWA, Eazy-E og Black Wall Street tatoveringerne, siger The Game farvel med en heldig unge fra salen på skuldrene.

øje på. Anden gang er da vores fotograf, Kenneth Nguyen, begynder at tage billeder. Han har naturligvis spurgt og fået lov først, men en opportunistisk ung dame, ser sit snit til at finde sit eget kamera frem og skyde løs. Det bliver hurtigt og fast mødt med et: ”Ey bitch, take a picture and I’ma break your camera”. The Game svarer tydeligt og selvsikkert på spørgsmålene, mens han holder mine øjne fanget med et stift blik. Der er ingen der skal være i tvivl om, han mener det han siger.

Den mest komplette rapper lige nu ”I know what the fuck DUBCNN is” Efter koncerten bliver vi inviteret backstage til interviewet. Lokalerne under Store Vega er næsten ligeså proppede med mennesker som scenen var, da The Game takkede af. Det summer af liv og de unge rappere fra Black Wall Street flirter flittigt med de danske piger. Der er åbenbart flere end os, der håber at få en snak med westcoast rapperne, eller måske mere end det. The Game sidder afsides i en sofa med et par chicks. Han har stadig ikke fundet sit overtøj. Da vi introducerer os, svarer han som det mest selvfølgelige i verden, ”I know what the fuck DUBCNN is.” ”Hvis du bor på den forkerte side af byen, kan jeg fortælle hvordan der er. Hvis du går gennem problemer, kan jeg fortælle hvordan det er at have problemer. Hvis et af dine familiemedlemmer dør, kender jeg til den samme smerte” Vi sætter os til rette i sofaen og samtalen begynder. Kun få gange under samtalen bliver hans tanker afledt. Første gang er det for at fortælle sin bodyguard, at han skal sørge for at finde en bestemt pige, som han har fået

” Hvis du ikke kan li’ når jeg name-dropper, eller synes jeg gør det for meget, så køb dog en andens album. Du vidste jo at jeg ville gøre det” Med sit tredje album ”LAX” er The Game gået fra at være på vej op til toppen, til en rapper som man må regne mellem de helt store gennem tiden. Selv store rappere har lavet et middelmådigt album, men det ser ikke ud til at ske for The Game. Måske har det at gøre med, han først begyndte at rappe, efter han havde prøvet alle de ting i virkeligheden, som andre kendte rappere beskriver. Eftersom han i forvejen ynder at sammenligne sig med genrens legender, lægger vi derfor ud med at høre, hvor han ser sig selv i hierarkiet. Du er på dit tredje album, og de er alle sammen gode. Ser du dig selv som den mest komplette rapper lige nu? - Det er sindssygt du spørger om det, for jeg har selv tænkt over det. Når jeg tænker på andre rappere med klassiske album, er det vanskeligt at nævne nogen, der kun har lavet gode album. Snoop kom ud med ”Doggystyle” og så var det svært for ham at holde niveauet. Ice Cube havde ”Amerikkka’s Most


Wanted” og ”Death Certificate” som sin storhedstid, og så kom der et par missere. 2pac’s tidlige albums var ikke så gode, men så kom klassikerne ”All Eyes On Me” og ”Makaveli”. Der er ingen tvivl om, at hvis Biggie ikke var død, var han blevet ved med at levere gennemførte plader. Den mest komplette le-gende, der stadig er i live, vil jeg sige er Jay-Z, det er ikke alle hans albums, der er klassikere, men de er alle sammen gennemførte. Nas i lidt mindre grad end Jay-Z. Men lige nu, i forhold til de rappere, der er derude, vil jeg sige, ja, jeg er den mest komplette rapper. Det er ikke for at prale, jeg bekymrer mig egentlig ikke om hvem der er fucking gennemført, men jeg har bare bemærket at mine albums udvikler sig sammen med mig. ”The Documentary” er mit eget all time yndlingsalbum. Det kom da jeg var ukendt og sulten. Jeg er stadig sulten, men nu kan jeg udvikle mig i andre retninger. ”Doctor’s Advocate” og ”LAX” er ikke ”The Documentary”, de viser nye sider af mig. Tror du, at det har haft en betydning at du debuterede i en relativ sen alder i forhold til andre rappere? Du havde muligheden for at leve et rigtigt liv før du gik ind i rapbranchen… - Det tror jeg har haft en enorm betydning. Før mit første album udkom gik jeg igennem så meget shit. Jeg var i fængsel, jeg så mine brødre blive dræbt, jeg solgte drugs, jeg var involveret i så mange vilde ting. Da mit første album så udkom, talte jeg om de ting, jeg har gået igennem, og folk kunne relatere til det hele. Hvis du bor på den forkerte side af byen, kan jeg fortælle hvordan der er. Hvis du går gennem problemer, kan jeg fortælle hvordan det er at have problemer. Hvis et af dine familiemedlemmer dør, kender jeg til den samme smerte. Jeg kender smerten, og jeg har været igennem det hele. Jeg tror det er grunden til, at folk følger mig.

2pac, Eazy-E, Biggie og Obama Du laver ikke en klassiker uden at have noget på hjerte. Sådan er det. The Game har berørt tunge emner gennem hele sin karri-

ere, og han har ikke noget imod at fremstå ligeså afklædt i teksterne, som han gør under interviewet. På ”LAX” er det særligt to numre, der skiller sig ud på grund af emnerne. Det ene ”Never Can Say Goodbye” handler om de afdøde legender 2pac, Eazy-E og Notorious B.I.G. The Game beskriver deres sidste tid i live i første person, og han ændrer endda sit flow og stemme, så det på næsten skræmmende vis lyder som om de rapper til os fra graven. Det andet, ”Letter To The King” er et uvant politisk nummer fra The Game, hvor han sammen med Queens-rapperen Nas taler om afroamerikanske aktivister som Martin Luther King og Malcolm X, og også nævner Barack Obama, USA’s nye præsident. Men hvordan kommer han fra tanke til tekst… Det kommer igennem i dine numre, at du har meget at sige. Hvordan er din tilgang til at lave sangene egentlig, kan du tage os igennem sangskrivningsprocessen? - Jeg prøver som regel at gøre mit rap så melodisk som muligt. Jeg tilpasser rappet til beatet og følger det. Sommetider følger jeg ikke beatet helt, hvis jeg mener det er vigtigt at få en bestemt pointe frem, hvis det er vigtigt, at folk skal høre efter. Når jeg har lavet sangene, er det vigtigt for mig, at få mine album til at fremstå komplette. Jeg laver som regel sangene i den rækkefølge, som man hører dem på albummet, så jeg er meget fokuseret på, at hvert album skal fremstå helstøbt. Helt konkret er der en sang som ”Never Can Say Goodbye” på ”LAX”, som har et sindssygt koncept. Hvordan fandt du på netop det? - Jeg er crazy, man! Det er nok den bedste måde at forklare det på. Min idé var at jeg ville bevæge mig ind i 2Pac’s tanker 30 sekunder før han døde. Derefter ville jeg kigge ind i Biggie’s hoved et minut før han døde. Til sidst ville jeg rappe som Eazy-E, mens han ligger på hospitalet, hvor han ved, at han skal dø. Jeg ville selvfølgelig gøre mit arbejde så godt som muligt, når jeg rappede om de tre legender, og jeg synes jeg klarede opgaven. Mange mennesker elsker lige præcis den sang, og det er sgu blevet et godt nummer.

Det virker næsten som om det hellere skulle have været på ”The Documentary”, det har stemningen fra det album. Men jeg har ikke en begrundelse eller en undskyldning for de sange, jeg har lavet. Jeg laver dem bare sådan, it just does what it do, og det der så udkommer, er som regel god musik. På ”Letter To The King” nummeret, hvor Nas medvirker, taler du meget om de sortes historie i USA. Med Barack Obama som præsident, tror du så der kommer nogle ændringer for vilkårene? - Jeg må bare vente og se ligesom dig og alle andre. Forhåbentlig. ”Danmark er et af de steder i Europa, hvor de virkelig elsker mig, det er et af mine yndlings-fucking-steder at tage hen”

På jagt efter det perfekte beat Indrøm det bare, nakken nikker allerede så snart ”This Is How We Do”, ”One Blood” og ”Dope Boys” går i gang. Som få andre har The Game formået at opsnuse fantastiske beats at rappe til. Det er tydeligt at han er fan af hiphop, og har studeret, hvad der virker bedst. Først var det selvfølgelig da Dr. Dre rakte hånden ud til ham og gav ham en injektion af sin klassiske G-Funk, men The Game befinder sig ligeså godt på beats fra andre superproducere som Kanye West, Timbaland og Just Blaze. Han hookede endda op med Blink182’s Travis Barker, og fik trommeslagerens rock & roll til at lyde som ren westcoast funk. Mange kendte rappere har problemer med at finde beats, der kan få det bedste frem i dem. Det problem har du aldrig haft. Hvor har du fået den gave fra? - Jeg ved bare, hvad jeg gerne selv vil høre. Jeg ved også, hvad jeg ikke har lyst til at høre på. Når jeg lytter til beats, hører jeg det hele vejen igennem, før jeg vælger at rappe på det. Jeg hører det som regel et par gange, og hvis jeg allerede er træt af det efter to-tre gennemlytninger, vælger jeg det ikke. Det er jo det samme, der kommer til at ske når DU lytter til det, og når ham, der sidder derovre,


”Ey bitch, take a picture and I’ma break your camera”

eller hende derhenne lytter til det. Jeg går efter beats, der er tidløse, og som fans kan genkende, også om 10 år. Du kan se, når jeg spiller mit gamle shit, at deres hænder ryger i vejret, så snart de hører de første sekunder. Efterhånden er jeg så god til at vælge, at jeg kan lytte til et beat i fem sekunder, og så ved jeg om det vil have den effekt. Vælger du primært efter, hvad der vil kunne gøre albummet til en klassiker, eller vælger du også beats, der vil være fede live? - Det er forskelligt. Jeg turnerer jo meget, så det er vigtigt at nogle sange virker godt live. Men jeg SKAL jo også lave klassiske albums, så nogle gange må jeg have det i tankerne, og lave ting, der ikke er så banging live. Sange som ”Letter To The King”, ”California Sunshine” og ”Never Can Say Goodbye” er jo langsommere numre, men de skal være med for at gøre et album til en klassiker. Hvilke producere, kan du særlig godt li’ at arbejde sammen med? - Alle dem, der er med på ”LAX” arbejder jeg godt sammen med. Jeg kan godt li’ at arbejde sammen med de samme producere, så vi kan videreudvikle vores lyd. De fleste af dem kommer sikkert også til at være med på det næste album. Men Scott Storch, Jelly Roll, Just Blaze, JR Rotem, Cool & Dre og DJ Toomp arbejder jeg godt sammen med, hvis du vil have nogle navne. ”Nej, jeg har ikke lyst til at tale om Dr. Dre!”

Fra Aftermath til Black Wall Street Det er bare svært at tale om The Game uden at nævne Dr. Dre. De to megastjerner fra Compton hænger sammen i en sådan grad, at mange stadig ser The Game som Dr. Dre’s opfindelse. Men efter Dr. Dre var umanerligt stille under beefen med 50 Cent, og The Game så sig nødsaget til at finde et nyt pladeselskab, blev det klart for alle, at der nu var kold luft mellem Dre og hans unge opdagelse. I disse dage har The Game stiftet sit eget selskab, Black Wall Street Records, opkaldt efter en berømt gade i Oklahoma, hvor sorte amerikanere for 100 år kunne blive millionærer uden at handle på de hvides marked. Med til Danmark havde han et udpluk af de kunstnere han har signet, blandt andet Clyde Carson, X.O. og Goon. Vi hørte lidt om fremtiden for Black Wall Street. Der bliver råbt ”Black Wall Street” i stedet for ”Aftermath” på numrene nu. Du har fået dit eget crew. Skal du være for dem, hvad Dr. Dre var for dig? - Jeg vil da prøve, det er helt sikkert. Jeg har fundet nogle gode rappere, men om det bliver en succes eller mislykkes, kan kun tiden vise. Er der en rapper i Black Wall Street, du er særlig stolt af? - Goon. Han er den yngste, han er kun 20. Han er fra Inglewood i L.A. og han er crazy.

Under alle omstændigheder er jeg jo også selv Black Wall Street, og det er for life! Har du lyst til at tale om Dr. Dre? - Nej, jeg har ikke lyst til at tale om Dr. Dre!

Nævner alles navne The Game har aldrig været bange for sætte navn og adresse på de folk han rapper om. Faktisk er der hele sider på internettet, der bare er dedikerede til, at følge med i hvilke rappere som The Game nævner, og hvor mange gange han gør det. Derfor virker det naturligt, at spørge ham om, hvorfor han gør det, og hvad han tror det betyder for den måde folk opfatter ham. Det er tydeligt at han bliver mere defensiv, da samtalen drejer over til dette emne. Måske er det fordi han ved, at det uundgåeligt kommer til at ende med en snak om 50 Cent og G-Unit crewet som The Game først blev kendt som del af, men senere har ligget i årelang ordkrig med. Da du debuterede blev du kendt som ham, der nævner andre rappere. ”The Game siger sådan og sådan om din favoritrapper”. Var det med vilje du namedroppede så meget? - Det er bare den måde, jeg fucking rapper på. Jeg ville ønske folk kunne snakke om noget andet, for det er sådan jeg rapper og de kommer ikke til at ændre min måde at rappe på. Hvis du ikke kan li’ når jeg name-dropper,


Hvis folk siger: ”The Game name-dropper på ”The Documentary”, og bagefter ”Han name-dropper også på ”Doctor’s Advocate” og på ”LAX””, ved du så hvad de gør? De lytter til mine fucking plader.


eller synes jeg gør det for meget, så køb dog en andens album. Du vidste jo at jeg ville gøre det. Jeg har fans i hele verden, der elsker mig, og elsker den måde jeg rapper på, så jeg bliver ved med at gøre det på den måde. Hvis folk siger: ”The Game name-dropper på ”The Documentary”, og bagefter ”Han namedropper også på ”Doctor’s Advocate” og på ”LAX””, ved du så hvad de gør? De lytter til mine fucking plader. Kærlighed og hate er altid i balance, it’s all good. ”Min idé var at jeg ville bevæge mig ind i 2pac’s tanker 30 sekunder før han døde. Derefter ville jeg kigge ind i Biggie’s hoved et minut før han døde. Til sidst ville jeg rappe som Eazy-E, mens han ligger på hospitalet, hvor han ved, at han skal dø” Har du oplevet andre rappere, der blev sure over den måde du bruger dem i teksterne og tænkte, ”damn, hvorfor snakker The Game om mig”? - Det er jeg da pisseligeglad med. Hvis de tager det på den måde, og mener, at jeg har sagt noget negativt om dem, er det deres sag. Hvis de nævner mig på deres plade, så kommer jeg efter dem.

Hvad med ”G-UnOt” råbene i aften, dem laver du stadig vel i hele verden, er der stadig beef? - Det er bare så stort. Folk bliver underholdt når jeg gør det, så jeg bliver ved med at gøre det. Jeg har ikke nødvendigvis den store beef med G-Unit. Beefen mellem mig og 50 Cent er kølet ned, og mine følelser af had til ham er ikke nødvendigvis særligt stærke. Jeg brækker nok ikke halsen på 50 Cent, når jeg møder ham… Men G-UnOt tingen betyder meget for mine fans, og det er en del af mig, så jeg bliver ved med at sige det, også for mine fans’ skyld. Og især i Danmark. Danmark er et af de steder i Europa, hvor de virkelig elsker mig, det er et af mine yndlings-fucking-steder at tage hen. Det ved mine fans, og jeg ved de ved det, og det er derfor de altid får et gennemført The Game show, hver eneste gang jeg kommer til København.

et par fans. For første gang under seancen bryder The Game ud i et kæmpe grin, da den ene af ungerne får The Games enorme guldkæde om halsen. Det ligner nærmest en lænke, der kunne holde en løve tilbage. Det ville kræve en endnu større kæde, for at holde The Game tilbage. Hans selvsikkerhed er ikke til at komme udenom, men den opvejes af en god portion respekt for andre rappere, der er kommet før ham selv. Undtagen når de har formastet sig til at nævne The Game i deres rap, så er der beef.

Game Over

Opskriften på klassikerne ser ud til at være et øre for god musik, noget på hjerte og selvfølgelig, en næse for en underholdende rap-krig. Og den kan man tilsyneladende godt holde kørende for sine fans’ skyld, selvom den ikke betyder det store i dagligdagen. Vi lader The Game selv slutte af, med hvad han mener er det eneste, der manglede på albummet…

Vores interviewtid er overskredet, og selvom The Game er talt varm, husker bodyguarden ham på, at han stadig har selskab der venter. Først skal der dog lige tages billeder med

Er der nogen derude, som du gerne ville have haft med på ”LAX”, men som det af en eller anden grund ikke var til at få fat i? - Amy Winehouse! Det er den eneste.


Ord: Peter T Aagaard

lse, da ” Det var en fooking crazy opleve e lolielig ust opp DJ Needle Split hev den han ns me den ede fist og tadukke frem e” scratched

DJ’ing er en kontaktsport Britiske DJ Switch er en lille hyggelig fyr, der selv midt om vinteren har cowboyshorts på, og mest af alt ligner en fodboldturist på afveje. Han smiler og introducerer sig som Tony. Der er ikke meget der afslører, at han vandt DMC Battle-konkurrencen i 2008, og har tre britiske mesterskaber under bæltet. Ikke desto mindre er han altså den regerende verdensmester. Han var også dommer til DM og nu er DJ Switch tilbage i landet for at spille på Kontoret. Her fortæller han om sine oplevelser på vej til toppen, mens han drikker en ciderdrink i Vegas backstage-lokale. Hvordan blev du fanget af scratchkulturen? - Kender du Muppet Show? Min far købte en video fra en tidlig årgang af DMC verdensmesterskaber da jeg var omkring 11. Der var der den her fyr, der scratchede over temamusikken fra Muppet Show, du ved det her ”dadada… it’s time to play the music…” Jeg tænkte straks, ”det her bliver jeg NØDT til at prøve selv.” Jeg fik mig et par fooking dårlige pladespillere, slet ikke Technics eller noget, og en studiemixer uden crossfader. Derfra så jeg bare alle de videoer jeg kunne få fat i, og lærte mig selv de forskellige teknikker. Indtil 2005 var jeg ret arrogant, og syntes jeg var den bedste DJ nogensinde, for jeg havde ingen at sammenligne mig med. Men da jeg kom med i DMC i 2005 ved at slå 25 andre DJ’s i de indledende runder stod jeg pludselig overfor nogle af verdens bedste

DJ’s, og så vidste jeg, at jeg stadig havde noget at arbejde med. Du vandt battle-konkurrencen til DMC i 2008, hvordan var det? - Det føltes som kulminationen på mange års hårdt arbejde. Jeg har arbejdet mig frem til en energisk stil med en masse disses til konkurrenterne, og det passer bare godt til den konkurrence. DJ’ing er en kontaktsport, så folk bliver ikke sure hvis man disser dem. Ud over ham, der scratchede i Muppet Show temaet, hvem var så dine helte? - Efter jeg lærte scenen at kende var det folk som Scratch Perverts, mange af de japanske DJ’s, og nu er det især de franskmænd, der altid har været tæt på at vinde verdensmesterskaberne. Hvad med de danske DJ’s, har de været en inspiration? - Faktisk var den første video jeg fik fra det år hvor DJ Noize vandt VM. Jeg har selvfølgelig set mange af hans nye og gamle mix, og han har en unik og meget kontrolleret stil. Man kan høre han har inspireret mange af de andre danskere, der bruger mange disses i deres mix. Du var dommer til de danske mesterskaber i år, hvordan var det? - Det var en god konkurrence, og en god crowd. Jeg vil sige, at top tre havde international klasse. Det var en fooking crazy oplevelse, da DJ Needle Split hev den oppustelige lolitadukke frem og fistede den mens han scratchede. Det tror jeg aldrig jeg vil glemme. Og så var det cool at møde DJ Nut (Knud, red.). Han var også med på de videoer fra VM, jeg så da jeg var lille, så det er en ære

at komme og spille på Kontoret, hvor han er resident DJ. Den store kamp for tiden står mellem om man spiller rigtig vinyl eller bruger Serato, hvor står du? - Jeg synes ikke det gør den store forskel. I DJ-konkurrencerne kan du jo trykke special vinylplader alligevel, og når man spiller på natklubber gør det bare alting nemmere. Pludselig har man hele sin samling at vælge imellem. Samtidig har Serato mulighed for at du kan trykke på en knap og vende tilbage til et bestemt beat, så du nærmest kan bruge pladen som trommemaskine. Det er lidt unfair. Så jeg bruger vinyl til konkurrencerne og spiller Serato i klubberne, hehe. Hvordan er DJ-scenen der hvor du er fra? - Birmingham er den næststørste by i Storbritannien. Det er en fed by med hensyn til hiphop faktisk. Der er nogle arrangører, der kalder sig Scratch Club som altid har gang i forskellige ting, Q-Bert har lige været forbi og jeg skal supporte Public Enemy snart, så det er cool. Hvilke musikgenrer lytter du til? - Da jeg var lille lyttede jeg bare til alt, der havde en catchy melodi. Efter jeg begyndte som DJ har jeg selvfølgelig opdaget funk, soul, breakbeats og alt det andet, der er populært. I mine scratches bruger jeg mange klassikere fra Beatnuts, britiske Rodney P og så videre. England har en del gode rappere nu, og dem spiller jeg meget, jeg synes man skal støtte lokale talenter. Final words? - Besøg min MySpace, der er altid ny musik og mixes… www.myspace.com/djswitchbeatz


GENRESMADRENDE DJ-ORIGINALER

Heat levede til fulde op til sit navn og Rust funklede som rødt jern, da to af de fedeste og mest kreative navne i turntablist genren gæstede natklubben den 4. februar. Den Sorte Skole og RJD2 er langt fra den stereotype udgave af hiphop-DJ’s. De smadrer genrer, bryder grænser, søger nye veje og ryster det hele sammen til en både nørdet og topunderholdende cocktail. Det er ikke løgn, at sige vi stod presset sammen som sild i en tønde denne onsdag, men det var en olietønde med ild i fra bangende beats og mesterligt mix. Den Sorte Skole lagde ud med en blanding af deres mixtapes ”Lektion #1” og ”Lektion #2”, og de havde fat i både dansegulvet og de kræsne lyttere fra starten. Der var et par nye blends fra LeBon, Langefinger og Aage Jæger, men specielt den gamle kending ”Svinemalkeren”, en original sammensmeltning af Bjørn Svins ”Mere strøm” og Malk De Koijns ”Åå mæiå mæiå” fik lokalet til at syde over.

Ord: Peter T Aagaard // Billeder Kenneth Nguyen

Således var der lagt godt op til RJD2. Han ser måske ikke ud af meget, men så snart han stiller sig bag pladespillerne bliver DJ’en fra Ohio transmogriffet om til et musikalsk monster. Folk tog med kyshånd mod numrene fra ”Deadringer” og ”Since We Last Spoke”, og musik man ellers kun er vant til at høre i walkman’en på en regnvejrsdag gik pludselig lige i mellemgulvet på det danseglade Rust-publikum. At dømme efter reaktionen på den ekstremt fængende ”Ghostwriter” kunne koncerten sagtens have løftet taget også på et langt større spillested end det fuldstændig udsolgte Rust. Artister som Den Sorte Skole og RJD2 tager hiphop DJ’ing nye veje, uden fokus på scratch og beatjuggles, men med masser af musikalsk opfindsomhed, originalitet og et håndfast greb om, hvad der rykker festen op i det røde felt.


UP’N’COMING

Politik og Punchlines

Ord: Peter T Aagaard // Billeder: Toke Kjer

”Millitære styrker bli’r sat ind i krigen mod terror civile hære bli’r ofre for soldaternes maskingeværer mens alle fra Mellemøsten fremstilles som gidseltager’ Islam som sygdom og muslimerne som smittebærer’” - El Gaff, ”Den Verden” Når det gælder om at gå på barrikaderne og bekæmpe de siddende magter, alt imens der spyttes punchlines til lækre produktioner, er det københavnske Ren Reflex, der står lige midt i kampens hede. Gruppen, der består af produceren HighHouse, samt rapperne El Gaff og Jako Mott, beskriver sig selv som et mikrofonrockende, cratediggende, loopchoppende, breakbeatsample-flippende, rimspyttende musikkollektiv. I anledningen af deres debut er på trapperne på både CD og vinyl, fik vi fat i den mikrofonrockende, rimspyttende del, nemlig El Gaff og Jako Mott. De havde disse ord til os... Albummet hedder ”Tilbage til blindgyden”, hvorfor det? - Pladen er blevet til gennem en årelang proces. Pladens første numre blev færdiggjort umiddelbart før den blev trykt, de efterfølgende stammer fra de sidste års arbejde, og det sidste, ”Blindgyden”, var et af de første vi lavede til den. Man kan også vælge at se det som en reference til, hvor hiphoppen og samfundet generelt er på vej hen. Hvis kulturen dør, og det hele kommer til at handle om profit, er det sgu lidt af en blindgyde. I laver meget politisk rap, men handler musik ikke også om at have det sjovt? - Er der nødvendigvis en modsætning mellem de to? Vi har det sgu fedt med at lave den musik, vi laver, og det er ikke sådan, at vi går og er sure hele tiden. Et af numrene handler faktisk lige præcis om den indre og ydre dialog, hvis man som politisk bevidst rapper har lyst til at lave noget, som ikke har den store mening andet end bare at spytte nogle grineren linier. I siger, at I forholder jer kritisk til den danske hiphop-scene, hvad ligger der i det? - Det handler om at forholde sig kritisk til den udvikling, der har fundet sted indenfor hiphoppen generelt. Mainstream-hiphoppen fylder så meget, og meget rap er ikke bare indholdsløst, men promoverer og idealiserer også et verdenssyn, som vi ikke kan stå inde for. Det for-

holder vi os kritiske til. Men der er masser af fede undergrundshoveder, der laver spændende ting, for eksempel Pede Gøbb, Khal Allan, Guldgruppen, Paulo og Cars10, MCnatet og Kridthuset. Hvad kan man få ud af jeres musik, hvis man ikke selv er ræverød? - Først og fremmest skal det siges, at pladen jo langt fra er én lang politisk brandtale. Vi forholder os til Danmark og dansk hiphop i dag på forskellig vis, og der er masser andet at hente end det politiske. Vi har mødt mange, som har fortalt os, at de var lodret uenige med, hvad vi siger på de forskellige numre, men alligevel synes de at det vi laver, er super fedt. Synes I, at der er for få rappere, der tør fortælle hvem de stemmer på? - Der er ingen tvivl om, at vi gerne ser den politiske hiphop udvikle sig mere på dansk grund, men om folk behøver at fortælle om, hvem de stemmer på, ved vi ikke. Man kan jo lave politisk hiphop på mange måder, det hele behøver ikke være så direkte, at man siger at den bor-gerlige regering er en flok kyniske kapitalister. I nævnes ofte i forbindelse med Christiania og Ungeren, hvad betyder de steder for hiphop herhjemme? - Både Ungeren og Christiania har udviklet den alternative undergrundsscene, både indenfor hiphop og i en bredere kulturel forstand. Så har hiphoppen også fået en større plads indenfor miljøerne, og i det nye hus er der kommet et tilbagevendende hiphopjam. Derudover er det bare nogle fede spots at hænge ud. Og vi henter da også meget af vores inspiration til vores tekster og musik derfra. Hvor kan man tjekke for jer i fremtiden? - Vi har jo release på pladen den 16. marts, og så holder vi releasefest på Operaen, (Christiania, ikke Holmen) torsdag den 19. marts. Vi arrangerer også et politisk hiphop jam på Studenterhuset i København den 21. marts, hvor man vil kunne høre noget af den politiske undergrund, som huserer i København. På www.myspace.com/renreflex kan man se hvor vi ellers skal spille i den kommende tid.

1


23

Vis bumserne dit glatte clearface!

1

clean.care. cover.

1

2 3

Tjek: gå ind på manhattan-clearface.dk og find de produkter, du har brug for. Find: husk de farvede clearface koder og find hurtigt produkterne i din Matas. Brug: følg de enkle brugertips, mærk straks effekten - og glæd dig over, at den fortsætter…


Billedet af Grønlund er taget af fotograf Mikkel B Stegmann

69 Redigeret af Jonny Hefty

READ A BOOK

FOREVER!

j 69 stoppede Ungdomshuset på Jagtve 7. Her præcis 200 med at eksistere 1. marts på en gang det af en ing 2 år efter nedrivn tter 2 forfattere elskede og hadede hus, sæ det skønlittesubkulturernes højborg på iver romanen udg t rære landkort. Henrik Lis er Grønlund Pet og ” bog ”Kære fucking dag Vi stillede .” ash rotr ”Eu n ane udgiver rom antikere om dsr de 2 skrivende undergrun l... må rgs en række enslydende spø

Henrik List, hvad handler

”Kære fucking dagbog” om - kort fortalt? - ”Kære fucking dagbog” er en roman om en ung, københavnsk emo-piges liv, der foregår hen over de sidste otte måneder af Ungdomshusets eksistens (op til rydningen den 1. marts 2007) og er fortalt i dagbogsform - som hendes egen både meget vrede, ærlige og følsomme dagbog. Men bogen fortæller dermed også historien om en ny generation, der oplever krise, repression og nedtur for første gang i deres liv, og om en ellers tryg dansk middelklasse, de unges forældre, der trues af sociale nedskæringer, fyringsrunder, dagpenge-begrænsninger, stress-symptomer, statusræs og psykisk sygdom. Hvem henvender den sig til? - Romanen henvender sig til alle, der nysgerrigt og fordomsfrit læser dansk skønlitteratur, og derudover vel til alle, der er interesserede i, hvad nutidens kids har gang i - for nutidens subkulturelle ungdom er jo altid parameter for, hvad der bliver mainstream i fremtiden. Jeg håber især, at mange unge piger og yngre kvinder vil kunne genkende sig selv i romanens portræt af den 15-årige Kat, som jeg synes jeg har skrevet med stor empati og kærlighed. Men det skægge for mig ved at skrive og researche ”Kære fucking dagbog”, hvor jeg bl.a. igennem tre år har arbejdet sammen med et ’ekspertpanel’ af unge emo-, scene- og punkpiger imellem 15 og 18 år, er jo så også, at den er gået hen og blevet et indirekte selvportræt - af mig selv som ung punker og følsom digterspire dengang i starten af 80’erne. Jeg har opdaget, at jeg har mere til fælles med det sortklædte segment

blandt nutidens teenagere end med de fleste i generationerne imellem os, hvor man stadig dyrker 90’er-ironi, blingkultur og happy-party-eskapisme… Hvad var dit forhold til Ungdomshuset, og hvad var din fedeste oplevelse med det? - Jeg kom meget i Ungeren fra starten i ’82, mest til koncerter, og den fedeste oplevelse må helt klart stadig være Einstürzende Neubauten, der tog forskud på nedrivningen mange år senere! Hvem synes du er the bad guys i hele spillet om rydningen af huset? - Uden tvivl socialdemokraterne på Råddenhuset, borgmestrene Kramer og Ritt B., der begik en monumental politisk brøler ved at sælge et hus, kommunen tidligere ellers havde foræret den alternative københavnske ungdom, til en kristen mumbojumbo-sekt. Hvordan er det at være forfatter i Danmark? - Hmm, lad mig citere min gode ven Jokerens ord: Overvurderet og underbetalt! Skal du læse ”Eurotrash”? - Ja, selvfølgelig - det er fedt, at fx en skriver og street-fætter som Peter Grønlund og ikke kun 50-årige pædagoger og bibliotekarer i islandske sweatere skriver ungdomsromaner.

Uddrag fra ”KÆRE FUCKING DAGBOG” Jeg har sat min mor til salg for 100 dollars på eBay … fordi jeg kan. Har uploaded et foto af hende i bikini fra Samsø i sommers og det hele :-D men der vist ikke nogen der vil købe hende, selvom det da er et meget godt tilbud, sys jeg. Ingengang no-

gen perverse gamle mænd. Endnu i hvert fald. Men okay, hun er selvfølgelig også selv pænt gammel, 39 år … Jesus Christ. Måske ska’ jeg sætte prisen lidt længere ned? At være tilbage i skolen i dag var som sædvanligt… nederen… ik’ noget nyt dér. Og der var os’ modvind hele vejen, li’som der plejer at være det. Altid. Hvad kan man sige andet end som den sejeste gule mand i verden, Homer Simpson: doh?! Der er jo ik’ andet end popdåzer og retarderede børn og latterlige wannabegangstaz i min klasse. Noobs. Der er 28 i klassen, 15 drenge + 13 piger… og 0 transer, hehe! Jeg er nok den eneste der sådan er ’anderledes’, mere eller mindre... Eller også er det alle de andre der er anderledes - og mig der er… normal?

Peter Grønlund, hvad

handler ”Eurotrash” om - kort fortalt? - ”Eurotrash” handler om Michael, der er en utilpasset 17-årig gymnasieelev, og hans bedste ven Nemo. De plejede at hænge ud i Ungdomshuset, men nu hvor det er revet ned, så sidder de mest bare i Nemos lille klubværelse og fordriver tiden med at ryge sig skæve og spille playstation. I et spontant og rastløst øjeblik tager de til Amsterdam og hooker up med Michaels ex-kæreste, der bor i et flippet kollektiv. Ambitioner har Michael og Nemo ikke mange af – bortset fra at de gerne vil være rockstjerner og være med til at ændre verden til et bedre sted. Den alternative og subkulturelle dannelsesrejse ender i Paris, hvor der både er punkfestival, antikapitalistisk stormøde, svampe og et


rygeinstrument lavet af et hundekranium. Hvem henvender den sig til? - Jeg har prøvet at give et billede af en utilfreds, rastløs og frustreret ungdom anno dagens Danmark, og det håber jeg selvfølgelig, at så mange som muligt har lyst til at kigge med på, men synes man punk, autoritetsoprør og flygtige drømme om en anarkistisk revolution er fedt, så tror jeg da absolut, at man har nemmere ved at blive suget ind i bogens univers, end hvis man for eksempel er medlem af Dansk Folkepartis Ungdom. Hvad var dit forhold til Ungdomshuset, og hvad var din fedeste oplevelse med det? - For mig var det fede ved Ungdomshuset det kulturelle alternativ, ikke så meget det politiske (selvom nogen nok vil hævde at de to ting hang sammen). Det var ekstremt vigtigt, at der var alternativer til dem der ikke gad eller kunne fungere i de tilbud som forenings- og klub Danmark kom med. Første gang jeg var i Ungdomshuset, for efterhånden rigtigt mange år siden, gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Det var til en punkfestival. Der var lunkne øl i baren og vi slamdancede foran scenen indtil vi segnede. Jeg var lige kommet ind fra provinsen og havde aldrig oplevet noget lignende. Og så var der dengang jeg blev inviteret med til maraton-forfatter-støttearrangementet, kort inden rydningen. En hel dag var der oplæsninger fra scenen, der var masser af mennesker tilstede og der var optimisme og god stemning - og så var det stort for mig, at stå på samme scene som Einstürzende Neubauten, Nick Cave og alle mulige andre kunstnere og forbilleder også har stået på.

Hvem synes du er the bad guys i hele spillet om rydningen af huset? - Det er intet mindre end katastrofalt at Danmark og København har mistet Ungdomshuset. Det var en kulturel bastion for alternative udfoldelser, og et vigtigt og synligt symbol i kampen mod normaliseringen af København. Men anyway, da Faderhuset købte Ungdomshuset, mente jeg først det var politikerne på Rådhuset, der havde svigtet big time. Jeg tror politikere generelt har det problem, at de ikke tror noget kan spire og gro uden at de først skal have haft det til møde, sendt det i udvalg og lavet regler og rammer. Men da jeg så hørte Ruth Evensen sige, efter rydningen, at nu skulle der bygges et hus med en scene, en café og nogle lyse farver, så gik det for alvor op for mig hvor uforholdsmæssig stor magt hendes lille sekt havde haft. Hun er jo skingrende sindssyg, og hun har ødelagt meget for København. Hvordan er det at være forfatter i Danmark? - Nogen gange føles det som en lille og lukket subkultur, på godt og ondt. Timelønnen for en forfatter er latterlig lav, og ligesom det er med mange andre kunstformer, så skal man tit høre på at det jo ikke er et ”rigtigt” arbejde. Det kan selvfølgelig godt være lidt belastende, men hvis man ikke lader sig gå på af presset og små salgstal, så er det også det fedeste i verden. Skal du læse ”Kære fucking dagbog”? - Ja da! List og jeg tager af og til ud og drikker et par øl, så mon ikke vi laver en bytter på et tidspunkt…

Uddrag fra ”EUROTRASH” Min ambition er at få en ... øh, god studentereksamen og, og måske ... komme ind på universitetet ... senere, eller sådan noget.” Jeg stirrer ned i bordet, mens jeg taler. Det er som om der ikke er ilt nok til tre personer på kontoret. ”Men så forstår jeg bare ikke, hvorfor du har været så meget fraværende, hvordan hænger det sammen?” afbryder rektor. Det er fordi det hele er så røvsygt, kan du ikke selv se det? Jeg har lyst til at råbe det ind i ansigtet på ham. Jeg er ligeglad med om jeg er ved at uddanne mig til kandidat i fuck-ups. Cand.fuck.up, er der noget der hedder det? Hvad vil han have jeg skal sige? ”Njah,” tøver jeg, og leder efter de rigtige ord, ”jeg har haft lidt problemer og sådan noget, men nu øh, tager jeg mig sammen. Helt sikkert.” Jeg kommer ud på hendes mave. Lotte leger lidt med min klæbrige sæd. Tegner et mønster. Jeg skriver 69 med min pegefinger. Vi griner, og så falder vi i søvn. Da jeg vågner, er Lottes krop ved at forsvinde ned i et par jeans og en T-shirt. Jeg strækker mig, og prøver på at vågne. Hun har været i bad, kan jeg se. ”Klokken er over seks. Jeg skulle have været på arbejde nu,” siger hun, kysser sin hånd, puster et par tørre læber over til mig, og skynder sig ud. ”Vi ses senere, søde.”


HAM DEN

LANGE

Ord: Jonny Hefty Billeder: Kenneth Graubner

GRIB DAGEN RØVHULLER! Man ser ham tit med en mikrofon i den ene hånd og en fadøl i den anden. Han rager godt op i landskabet. Han brød igennem lydmuren som freestyle-rapper og dannede gruppen Haven Morgan med sparringspartneren og vennen Kejser A... Nu er han gået solo og er på vej med et album med en sjov titel. Mød HAM DEN LANGE... Sker dér? - Sidder og mixer de sidste småting til min plade ”Carpe diem my ass” der udkommer til april, og så er vi ved at afprøve et live set up med violin, guitar, saxofon og andet. Man kender dig fra Haven Morgan, hvorfor nu pludselig solokarriere? - Jeg tror Andreas (Kejser A, red.) havde brug for en pause efter vi havde touret med den første, mens jeg brændte efter at komme i gang igen. Er det så slut med dit og Kejsers samarbejde? - Nej, han er featured 2 gange på min plade, og vi hænger stadig. Om der kommer en decideret Haven Morgan plade ved jeg ik’, men vi laver helt sikkert mere musik sammen. Udover ham, er der features fra Rødhætte, Jøden, DJ Diverze, Enni One, Negash Ali, Henrik Hass og Chadi. Hvis du skulle beskrive stilen på dit kommende album for en døv, hvad skulle han så have at vide? - Det ved jeg ik’... at den ik’ lyder som alle de andre danske rap-plader han ik’ har hørt. Går du efter numre, der kan spilles til fester, eller skal det høres i hovedtelefoner?

- Lidt af hvert tror jeg, nok mest det sidste. Jeg laver musik du kan høre i dine høretelefoner på vej hjem fra fester, du burde ha’ blevet væk fra. Hvilken rapper eller musiker ville du helst arbejde sammen med? - Puha, der er sgu mange, synes tit jeg har stået i studiet og tænkt hvor fanden er Lauryn Hill når man skal bruge hende, hehe… ellers har jeg det rigtig godt med at arbejde sammen med de folk jeg gør. Min plade er primært produceret af Jon Enni og Martin Thun, to indtil videre ukendte men supersvedige Århus-producere, som jeg har dannet et tæt samarbejde med. Derudover har Bobby H producerét en del af pladen, og alt er indspillet i Stefan P’s studie. I starten var jeg lidt på bar bund med hensyn til musikalsk helhed, men det har virkelig hjulpet at få samlet et godt hold omkring projektet. I virkeligheden er vi næsten en lille gruppe, bestående af et fast producerteam, en guitarist, en saxofonist og en violinist. Du er jo en hæderkronet battle-rapper. Kan du bruge det når du skal skrive numre? - Nej, overhovedet ikke. Netop fordi jeg har

oplevet så mange ting som freestyle battlerapper, har jeg besluttet at min plade skal være noget helt andet. Det er meget sjældent jeg bliver tekstmæssigt inspireret af rappere, jeg syntes simpelthen det er for lamt at lave en hel plade, hvor man bare flexer sin attitude uden at blotte sig. Jo, hvis du er Snoop Dawg, men når en eller anden semi unknown står og fabler om haters ska’ fucke af, og folk biter ham, lyder det altså ret hult... Og så er der dem, der hele tiden rapper om at de andre ikke rapper om noget, og det er egentlig også lidt intetsigende i sig selv. Jeg har prøvet at starte fra bunden med en blank blok hver gang, og tænkte hvad ville det egentlig være fedt at skrive en tekst om. Der er mange numre på min plade der hverken handler om mig selv eller hiphop. De handler om hekseafbrænding, identiteskrise, telefoner der larmer, lykkelige lemminger og så videre... Du bor i Århus V, Lange, kan man høre det i din rap? - Nej , men det er måske grunden til at jeg fik lavet pladen. I Midtbyen er der flere ting der kan bryde din koncentration, og jeg har altid været nem at lokke i fordærv. Jeg har fundet arbejdsro herude, mentaliteten er en anden. Er du ik’ bange for at folk hellere vil høre dig freestyle, når du skal ud og spille numrene fra din plade? - Nej, det må man leve med, når man gør begge dele, men der er masser af steder man kan se mig freestyle, så de folk der kom-


mer for at se mit liveshow, ved nok også godt at det primært kommer til at bestå af skrevne numre. Nogle deler MC’s Fight Night rapperne op i københavner-rappere og jyde-rappere, og du er jo så en del af jydekompagniet. Deler du det også op på den måde? - Måske lidt, men jeg kender jo også de fleste af jyderne langt bedre, og det er jo lidt blevet en del af showet at forsvare sin bys ære. Når det er sagt, så nyder jeg altid en tur til hovedstaden, og til Grøn Koncert er vi ”et stort samlet hold”. Jeg tror kun det er dumme jyder, der virkelig hader sjællændere og omvendt. Hvad vil du helst, sælge guld eller vinde MC’s Fight Night? - Jeg ville helst vinde X factor og så ik’ sælge en skid, carpe diem my ass! Hvordan opstod samarbejdet med Run For Cover? - Jeg kendte dem i forvejen fra samarbejdet om distribueringen af Haven Morgan EP’en, og så en dag ringede Torben Portland og spurgte om han ikke måtte høre noget. De har givet os masser af kunstnerisk frihed, så det har været optur hele vejen igennem. Gør du ligesom alle de andre Run For Cover artister og smutter over på et stort selskab, når du blower op? - Nej, mit næste projekt er et selvfinansieret kasettebånd, der kun kan købes i Bazar vest. Du arbejder som pædagog til daglig, hvor hiphop er dét lige? - Jeg arbejder som lærervikar på en skole i Gellerup, det hjælper mig med med at få perspektiv på tingene. Du har også samlet ind til fordel for børn i Afrika, føler du dig ikke lige lovlig weltschmertz af en hiphopper at være? - Jeg tænker ikke så meget over om de ting jeg går og laver, har noget med hiphop at gøre. Dykker du nogensinde så dybt ned i emnerne, at det kommer til at påvirke dig i din hverdag? - Ja, hele tiden. Hvor meget af Thorbjørn Bech-Rossen er der i din rap-verden? - Meget, men uden at det bliver selvbiografisk. Jeg er hele tiden til stede som forfatter. Oplever du noget som du ikke ville rappe om? - Ja, men mest ting jeg ikke gider og rappe om.

3 TING

du ikke vidste om Ham Den Lange?

- Jeg er i virkeligheden ikke specielt høj - Jeg hader MTV crips - Kejser A er ik’ min bror

BLÆKFANG CARPE DIEM. Din første tush. Hvornår, hvorhenne og hvorfor? - Tror jeg lige var fyldt atten og sprængfyldt med energi og mod på livet. Jeg troede jeg kunne alt uden at tage mig sammen. Det var et eller andet skodsted i Horsens og alt omkring den tatovering var totalt kliche-agtigt, men jeg troede virkelig at alt handlede om at leve i nuet. ...Og så fik du den opgraderet? Carpe Diem - MY ASS. Hvorfor? - Jeg sad med Jøden og hans kæreste Charlotte der er tatovør, 7 år senere, pissefuld forgældet, med ondt over det hele og skammede mig over at skulle vise den frem. Det er

altså ikke helt ligegyldigt, hvordan du griber dagen, din båtnakkke. Vi fik griner over ideen og rykkede ned med det samme og fik den lavet. Og nu kommer din plade til at hedde "Carpe Diem My Ass"? - Ja, det er blevet sådan en slags rød tråd på pladen. Carpe Diem er egentlig et godt budskab i sig selv, men det bliver misforstået på så mange forskellige latterlige måder. Hør pladen to gange så forstår du... Skal du ha’ mere blæk i blodet? - Ikke umiddelbart, sidste gang jeg greb dagen hvad det angår, vågnede jeg op, og så stod der røv på min arm...


e s i w t e e r t S en d n u rg e bøger fra und

Ord: Peter Grønlund

Ord: Jonny Hefty Billeder: Ane Trolle & Mads Teglers

JAGTEN

PAA NOGET

Nogle mennesker har det med undergrundsmiljøer og subkulturer, som de har det med folk der sår krydderurter i mellemkødet - de forstår det ikke! Det gør vi her på DUBCNN Magazine, og vi formidler det gerne videre...

E Pluribus Venom

Den amerikanske street art-kendis Shepard Fairey har taget turen fra at være en anonym knægt, der satte plakater op i den dybeste kunstneriske undergrund, til at være højt betalt darling for hotshot gallerier overalt i verden. E Pluribus Venom viser hans værker fra en udstilling på New York galleriet Jonathan Levine Gallery, og vil man se hvor langt man kan drive det der med at sætte plakater op i storbyerne, så tjek denne bog ud! Der er mange street art-kunstnere der er politiske i deres udtryk, det er Fairey også. Men modsat de fleste andre, så har omverdenen taget hans arbejde til sig i en grad, de færreste ville tro muligt. Denne skribents kontor er prydet med to signerede Fairey-tryk, dateret lang tid inden selveste Barack Obama fandt ud af, at det gav street cred at være på god fod med ham. Den ultimative anerkendelse smed Time Magazine dog på banen, da de kårede Obama som person of the year, og brugte Faireys plakatportræt som forside! Shepard Fairy udstillede i 2004 på V1 galleriet i København - en udstilling Jyllandspestens kunstanmelder i øvrigt fremhævede som den vigtigste kunstudstilling på dansk jord det år. De udstillede plakater og tryk er selvfølgelig for længst taget ned, men hvis du ser godt efter, så kan du faktisk stadig finde Faireys karakteristiske og übercool værker rundt omkring i Københavns gader, for han har ikke svigtet sine rødder, og han sætter stadigt sit præg på gavle, mure og vægge i alverdens storbyer.

E Pluribus Venom. Forlaget Gingko Press. 29,90 euro

BLÆS BUKKI aka Doktor Robot aka Piskeben, har revolutioneret den danske hiphop-scene med Malk De Koijn. Han har lavet den første dansksprogede dance hall plade med Bikstok Røgsystem og været med til at forny teaterverdenen i stand-up-rap-komedierne ”Gynt”, ”Købmanden” og ”Biblen”. Nu er Blæs tilbage med et nyt og innovativt projekt... BALSTYRKO. For tre år siden mødte Blæs Bukki den sælsomme sangerinde Ane Trolle (Jaconfetti, Trolle//Siebenhaar) og produceren Ormen (Melk). Det spændende trekløver besluttede sig for at slå sig sammen og lave et kompromisløst og intimt dansksproget album. Den hjerteskærende single ”Intet stopper helt” har været Ugens Uundgåelige på P3 og lover godt for albummet, der har fået titlen ”Jagten paa noget” og udkommer 3. marts. Singlen giver mindelser om en søvnig bar badet i solskin på en anden planet. Pladen er blevet til i et lille studie i København og i et sommerhus ved Vesterhavet og skulle være en blanding af pop, hiphop, reggae, folk og meget mere. Blæs Bukki og Ane Trolle har sammen skrevet samtlige af albummets tekster, som de også synger sammen. Musikken er produceret af Ormen med Blæs som co-producer. www.myspace.com/balstyrko

Redigeret af Jonny Hefty

DEN BEDSTE RAPPER Så er det blevet tid til at teste dine mikrofonskills og udleve din livslange drøm om at blive rap star. ”Den Bedste Rapper” er en landsdækkende konkurrence for solo-rappere. Konceptet er enkelt og ligetil: Hver rapper har 5 minutter på scenen til at vise sine skills med skrevne tekster (bemærk at det ikke er en freestyle-konkurrence). Konkurrencen er for både dansk- og engelsksprogede rappere og det er ikke tilladt at have back-up rapper med. I løbet af foråret 2009 vil ”Den Bedste

Rapper” komme rundt i 8 forskellige byer landet over, for at finde 2 deltagere fra hver by, som skal gå videre til finalen i København, hvor der dystes om titlen og førstepræmien, som er 10.000 kroner. Ved alle indledende runder er det publikum som bestemmer hvilke 2 deltagere som skal gå videre! Ved finalen vil stemmerne blive delt op 50/50 mellem publikum og en dommertrio bestående af Streetmass, Tjes Boogie og Nemo. Tilmelding, regler, tourdates og info: www.denbedsterapper.dk


FÅ KLAR BESKED OM DINE UDDANNELSESMULIGHEDER 9 Sikre uddannelser i Region Sjælland Bioanalytiker Ergoterapeut Ernæring og Sundhed Leisure Management Lærer Pædagog Socialrådgiver Sygeplejerske Læs mere om uddannelserne på

WWW.UCSJ.DK

Ex. kapacitet til sommer

Lloret de Mar, kr.2.399,Sunny Beach, kr. 3.199,Magaluf, kr. 4.299,-

All Inclusive - NYHED i 2009

Bestil din rejse nu på

www.duf-rejser.dk eller 70 267 277


Brider på Steroider

Ord & Billeder: Mehdi Esfahani

Doping kan muligvis få din krop til at ligne 50 Cent’s, men lysere stemme, skrumpning af testiklerne, impotens, nedsat sexlyst, forringet sædkvalitet eller sterilitet er nogle af de mindre seje side effects, der følger med. Og ærlig talt, en mand med små boller og slap pik, der bænkpresser en lastbil, mens han synger falset - det oser altså ikke af mandlighed... Når 50 Cent optræder i baggy pants med en brystkasse så stor, at den ligner køleren på en bigblock-truck, er der næppe tvivl om, at han udstråler maskulinitet og respekt. Hvem har ikke, i et enkelt svagt øjeblik, overvejet, hvordan det ville føles at slentre ned gennem byen med en sådan udrustning og blinke til pigerne? Vi lever i en kultur, hvor motion, fitness og en flot krop symboliserer overskud, selvkontrol og velvære, men hvor langt er der egentlig mellem sundhedsfremmende og sundhedsskadende træning, og kan kulturens ideal om den veltrænede krop føre til fordrejede opfattelser af ens egen krop samt de teknikker, man kan bruge til at forme den? I samarbejde med Antidoping Danmark tog DUBCNN Magazine en snak med en professionel bodybuilder, der har haft et af Danmarks største sundhedsmæssige paradokser helt inde under huden. Han har gennem en årrække været en del af et miljø i en underverden fyldt med testosteron, brider, vold og stoffer, der gør at han her har valgt at optræde anonymt... Fortæl lidt om hvordan du startede, og hvor længe du har styrketrænet? - Jamen jeg har efterhånden trænet i mange år, faktisk cirka 14-15 år… I første omgang, hvor jeg trænede, var det bare stille og roligt, du ved… En lille dreng der ville være stor og stærk, men som tiden gik, blev det en større og større del af mig. Hvornår begyndte det at blive rigtig seriøst? - Jamen det var faktisk en af mine kammerater for en 5-6 år siden, han så, at jeg kunne blive rigtig stor, og ville have mig til at træne endnu mere - han piskede mig til det. Han kom og vækkede mig tidligt hver morgen, og så trænede vi fra morgen til aften. Jeg blev bidt af det, du ved, og min drøm blev hurtigt at stå på scenen til Mr. Olympia. Hvor ofte træner du? - Jeg træner 4 gange om ugen lige nu. Dob-

belttræning kalder man det. Meget hårdt. Alt vægt er over 100 kilo og op efter. Dobbelttræning er, når du varmer op med måske 90100 kilo og træner dobbelte pres hver gang. Normale mennesker varmer måske op med, du ved… 30 kilo eller sådan noget. Bodybuilding ER hårdt. Rigtig hårdt. Det er ikke bare lige at gå ind og løfte lidt og så ud igen. Der er STOR konkurrence, og man skal blive ved og holde fast i det for at opnå resultater. Der er mange ting i det. Der er kostprogram, søvn du skal overholde, der er ikke noget der hedder sprut, stoffer eller smøger. Heller ikke byture eller noget… haha. Det lyder som en masse hårdt arbejde. Hvad driver dig til at bruge så meget af din tid og energi på at træne? Er det bare for at få en stor flot krop? - Jamen altså... Der er mange der synes, at størrelse er det eneste der tæller. Det synes jeg ikke. Ikke mere i hvert fald. Min hjerne er det vigtigste. Jeg vil ikke være flov over min krop. Jeg har nogle venner, der ik’ engang vil smide T-shirten, selv om de er kæmpestore, fordi de synes, de er fede. Jeg er stolt af min krop. Derfor skal man træne. For sig selv. Du nævner folk, der er flove over deres krop. Tror du egentlig man kan få mindreværd i takt med jo større man bliver? - Helt sikkert. Mange får det sådan. Det er også derfor, der er så mange, der ender med at dope sig selv, tror jeg. De kan sgu ik’ blive store nok. Ja, når vi snakker bodybuilding, så kommer vi jo ikke uden om brugen af steroider. Er det noget, du har gjort brug af, eller kender du nogen, der har? - Nu skal jeg fx stille op til en konkurrence her i weekenden, og jeg ved, at man bliver testet, så jeg tør ikke løbe den risiko mere. At få tre års karantæne, det ville ødelægge alt. Hele min karriere indenfor bodybuilding. Den risiko vil jeg ikke løbe. Men jeg ved, at mange tager det. Rigtig mange. Og man kan se det på dem, du ved… Når man ved hvad man

skal kigge efter. Hvordan kan man se det? - Jamen ææh… På mange måder. Den måde de snakker på. Den måde de træner. De bliver aggressive og er helt oppe og køre. Når de drikker fx bliver de meget hurtigt sure. Små ting, men man kan se det. Jeg har også set mange, der kun har trænet i 3-4 måneder, og pludselig dukker de op og er kæmpestore, du ved. Det sker jo ikke så hurtigt ellers. Så er det ligesom ”Nå okay, han har lige krudtet den ham der”. Lad mig sige en ting - doping er ikke fedt. Det skader mere end det gavner. Jeg ved det. Jeg har set det indefra. Du kan blive impotent, eller få misdannede børn. Du kan få vejrtrækningsproblemer, leverskader og så meget mere. Mit råd er helt sikkert at lade være. Det har intet med at træne seriøst at gøre, hvis du spørger mig. Hvor svært er det at få fat i? - Jamen ææh… Altså, nu kender jeg jo også rigtig mange… Mange af mine venner træner jo, og mange af dem tager lidt. Så det er slet ikke svært for mig, hvis jeg ville. Men det er det sgu nok heller ikke for andre. Haha, man kan jo skaffe det alle steder, mand. Det er bare et opkald, du ved, så har du en kur hjemme på ingen tid. Hvordan starter det? Hvordan går man fra at træne helt almindeligt til at skulle tage hormoner osv.? - Jamen der er mange, der gerne vil være store og helst så hurtigt som muligt. Og man render jo og snakker med hinanden, og så finder man ud af ”okay, det dér dét hjælper”, og så prøver man lige lidt af det her og noget andet næste gang… Sådan starter det, ik’… man kan jo få fat i alt, man vil ha’ altså… Deca fx, der pumper vand i kroppen, og gør, at du ser stor ud. Testosteron og væksthormon i piller eller sprøjter, hvad som helst... Ja, der er så mange fucking ting. Er det ik’ noget, de har i forvejen, så skal de nok skaffe det. Hvis du skal give et råd til dem, der gerne vil være store, hvad skulle det så være?


Lad vær’ at kigge i spejlet. Aldrig mens du træner! Det bliver en sygdom til sidst. Ikke stor nok, ikke stor nok, du ved. Man synes aldrig man er stor nok. Fokuser på din træning og husk på resultater tager tid. Hav tålmodighed! Følg din rutine, spis godt, træn godt og fornuftigt. Lad være at tro krudt kan få dig hurtigt frem. Spis dine vitaminer i stedet! Forskellen skal nok vise sig, hvis du er seriøs med det. Tro mig - ham der træner seriøst og gør sådan, han bliver hurtigere bedre end ham der er på krudt. Han beholder det også. Det andet forsvinder, du ved, og begynder at hænge, hvis ikke du bliver ved at træne. Hvis man har kørt længe nok med det, så kan man ikke stoppe. Man ødelægger sig selv. Du virker til at tale meget imod brugen af steroider. Har du slet ikke selv haft det tæt ind på kroppen? - Jamen ææh… det har jeg… men det er lang tid siden, mange år siden, inden jeg blev seriøs, du ved. Jeg var vild dengang. Jeg tog vækst og testosteron. Dobbelt op endda. Der er meningen at man skal tage 1 enhed hver anden dag i 3 måneder. Jeg tog 2 enheder hver dag i 6 måneder. Jeg var vild dengang… Hvad gjorde det ved dig, og kan du stadig mærke bivirkninger den dag i dag?

Ja… Jeg fik problemer med mit hjerte. Rytmen du ved. Jeg kunne mærke det i mit hoved ligesom… Det trykkede. Mit blodtryk var det vel. Jeg fik migræner og… Alt muligt. Der er også problemer med ens sexliv, hvis man kan sige det sådan, uden at komme mere ind på det. Jeg blev sgu sur på alt og alle. Aggressiv, du ved. Helt vildt… Jeg kunne finde på at slå folk ned bare for sjov, bare fordi de lige stod i vejen. Ikke bare små slag du ved, men… grov vold ville det vel hedde. Når man bliver steroide-agressiv, så er det virkelig over selv de mindste ting. Rigtig platte ting altså, men man kan bare ikke lade være at blive sur. Jeg blev også hurtig svimmel, hvis jeg fx ikke havde spist. Jeg har prøvet at besvime mange gange dengang. Der er sket mange ting. Rigtig mange. Når jeg kigger tilbage, så ved jeg, at meget af det, jeg døjer med i dag, også kommer derfra. Kan du huske, hvad der fik dig til at starte med at tage det? - Altså.. Jeg ville jo prøve det, tror jeg. Jeg ville se hvad det var for noget og om det virkede. Og så tror jeg at jeg havde fået spejlsygdommen. Hvordan havde din familie det med det? Kunne de mærke noget på dig? - De havde det ikke godt. De kunne godt

mærke det på mig. De vidste ikke, hvad det var jeg gjorde, men de kunne mærke, der var noget i vejen. Da vidste jeg, det var for meget. Det fik dig til at stoppe? - Ja... Der kunne jeg godt selv se, hvad det gjorde ved mig. Alle de skader, du ved, og for hvad? At være stor? Indlæggelser, hjerterytme-fejl, mavesår, aggression, osv. Var det svært at stoppe, og fik du noget hjælp? - Ja. Det er ligesom med stoffer. Du bliver afhængig. Det er en sygdom, og man vil bare ha’ mere og mere. I starten kunne jeg ikke lade være med at skyde mig her og der. Jeg var helt vild… men… Hvis man er stærk, kan man selv stoppe og komme ud af det… Hvis man har et godt hoved, du ved… Jeg kunne… Men altså, på trods af, hvor meget jeg var inde i det her, så vidste jeg fx ikke, der var noget, der hed Antidoping Danmark, hvor man kunne søge hjælp. Jeg tror, at der er mange, der ikke ved det. De skammer sig måske også over det, men mit råd til dem er at finde stoltheden i at ville komme ud af det. Der er intet galt i det. Det ville jeg ønske at jeg havde indset før!

Nogle vil gerne være store. Og med lidt hjælp fra steroider er der meget at vinde, meget hurtigt og meget let. Sådan er det faktisk. I starten. Men det paradoksale ved anabole steroider er, at det man inderst inde gerne ville have til at vokse, ender med at blive mindre og mindre. Kender du nogen i risikogruppen? Besøg www.steroids.dk


X

X

X



Q



U P V L O    D T % J FQIBUE

I

B

6

3

U

M

J

G

F



/



8

D

P

N



    IF UF S JO H U U C Z F O F D B S U O V P D JT I E U P   U  B U E L   D P E F Q I Q I B UM JG F D P N X X X

 $ P E

5

3

6

&



#

"

&

$PEFQIBUELEJTDPVOUCZFOU FSJOHUIFDPEFSBQNBHUPUIFDBSUX XXQIBUMJGFDPN

"

3


X

X

X



Q

I

B

U

M

J

G

F



D

P

N



%JTDPVOU $PEFQIBUEL

5

3

6

&



6

3

#

"

/



8

&

"

$PEFQIBUELEJTDPVOUCZFO UFSJOHUIFDPEFSBQNBHUPUIFDBSU XXXQIBUMJGFDPN

3


Snapshots: Jezpar

BYENS PULS


Snapshots: Jezpar


BYENS PULS


HENRY CHALFANT

SUBWAY ART 2009 Bogen ”Subway Art” med Henry Chalfant og Martha Coopers fotos af New Yorksubwaygraffiti har siden 1984 været en af de vigtigste inspirationskilder for unge graffitimalere verden over. Subway Art blev udgivet i England, da ingen forlag i USA ville udgive den. Et kvart århundrede senere har den solgt omkring en halv million eksemplarer. Senere på året udkommer ”Subway Art” i en 25 års-jubilæumsudgave med mange nye fotos. DUBCCN’s udsendte har talt med Henry Chalfant. Hvad er baggrunden for udgivelsen af “Subway Art”? - Martha og jeg var to fotografer der dokumenterede graffiti i New York City. Dengang i de sene 70’ere og tidlige 80’ere var det primært os, der gjorde det. Der havde dog været andre før os. Martha og jeg kendte hinanden og havde begge prøvet at få udgivet bøger på egen hånd uden held. Vi bestemte os for at lægge vores kræfter sammen. Vi skabte en temmelig god dummy, der senere blev til bogen “Subway Art”. Den sendte vi rundt til forlæggerne i USA, men ingen var interesseret i os. I 1982 havde vi mulighed for at tage til en bogmesse i Frankfurt. Der mødte vi forlæggerne Thames & Hudson. De syntes om ideen og havde lyst til at udgive bogen, og på den måde endte den med at blive udgivet i England. Hvordan blev bogen modtaget i USA? - Da den udkom i USA var der ingen promotion. Den udkom i et lille oplag på 3000 bøger. De blev nødt til at tilbagekalde det første oplag, fordi omslaget ikke sad fast. Senere udkom 3.000 til i lidt bedre stand, haha. Hvorfor er bogen stadig relevant i dag? - Jeg mener stadig folk ser graffiti som en stærk stemme for ungdommen og de undertrykte. Jeg tror udgivelsen af “Subway Art” kom på det rigtige tidspunkt, fordi der var en befolkningsflugt verden over, hvor storbyerne og slummen blev fyldt med mennesker, der ikke havde værktøjer til at udtrykke sig.

De mennesker har dybest set taget magten tilbage. Hiphop og graffiti er en del af det, der giver styrke til marginaliserede mennesker. Hvorfor har I valgt, at lave en 25. års jubilæumsudgave? - Martha og jeg mente begge det var glimrende idé, og 25 er som regel et mærkeår. Jeg ved Charlie Ahearn’s film “Wildstyle” og Zulu Nation havde 25 års jubilæum, så hvorfor ikke ”Subway Art”? Hvad er tilføjet i forhold til den oprindelige bog? - Vi har et nyt forord og efterskrift som Martha og jeg har skrevet. Der er en del billeder fra originalbogen, men også mange folk ikke har set før. Det var sjovt at bladre gennem min samling og vælge billederne, der skulle i bogen. Der er nogle ret vilde ting i. Den originale “Subway Art” har solgt 500.000, men den siges også at være den mest stjålne bog i verden. Hvordan har du det med det? - Jeg bemærkede det først da de små boghandlere i New York holdt op med at føre bogen, fordi den blev ved at forsvinde fra hylderne. Du kunne stadig købe “Subway Art” i de store boghandler, men der var den låst inde i glasmontre, haha. Efter min anden bog, “Spraycan Art”, udkom var der en artikel i London Times i 1987. Der stod at “Spraycan Art” var den næstmest stjålne bog i London efter ”Subway Art”. Jeg synes ikke prisen var særlig høj dengang, men den var nok højere end hvad ungerne kunne betale, uden at spørge forældrene om penge til en bog om graffiti - så derfor stjal de den. Hvordan har du det med “Subway Art” betragtes som New York graffitiens bibel, selvom I selvfølgelig måtte udlade en masse store malere? - Det var ikke vores mål at lave den definitive bog om graffiti. Eftersom vi var fotografer, ville vi begge lave en bog med vores egne billeder. For mit vedkommende betød det at alt hvad der skete før 1976 eller 1977 ikke kom med, for det havde jeg bare ikke billeder af. Det faldt os ikke ind, at det ville blive

Ord: Andreas Vingaard Billede: (c) Henry Chalfant

så stort et problem, at udelade malere som det viste sig at være. Jeg tror folk ser denne bog som graffitiens definitive historie, og det er ikke meningen. Det betyder at en masse tidlige malere, der var vigtige for kulturen før vi begyndte at dokumentere den, følte sig marginaliseret. Det kan jeg ikke gøre noget ved, men jeg har altid haft på fornemmelsen, at som tiden gik, ville den komplette historie udkomme, og rette op på uretfærdigheden. Hvad synes du om, at have en del af ansvaret for at unge mennesker de fleste steder i verden begår, hvad nogle vil betegne som hærværk? - Min intention var ikke at inspirere til at male graffiti. Jeg startede bare med at dokumentere alt den smukke kunst omkring mig. En utilsigtet bivirkning ved at dokumentere graffiti er dens utrolige popularitet og magt til at opildne folk til at samle spraycan’en op og male selv. Du bliver nødt til at være ærlig overfor de kids, der søger råd hos dig. Du kan ikke bare sige “fyr den af”. Jeg har altid sagt, at det ikke er værd at komme i fængsel eller komme til skade over. Tænk over det, når du gør din ting. Hvordan ser du udviklingen i de sidste 25 års graffiti? - Den har betaget mig og jeg er virkelig stolt af, at være en del af denne inspirerende bevægelse og se vores værk har en indflydelse på menneskers liv. Specielt når jeg rejser udenfor USA har jeg oplevet folk komme hen til mig, og fortælle hvordan bogen har ændret deres liv. Man kan ikke sige, at graffiti udelukkende er negativt på langt sigt Masser af mennesker har fundet deres plads i livet ved hjælp af graffiti. De begyndte som malere, tilegnede sig skills og undgik seriøse problemer. Har du andre projekter på bedding? - Jeg er i gang med at interviewe fremtrædende malere fra tiden, hvor jeg fotograferede tog i New York. De interviews skal blive til en del af en DVD sammen med resten af mine togbilleder. Forhåbentlig bliver den udgivet sidst på året.


WRITE 4GOLD Ord: Peter T Aagaard // Billeder: Write4Gold

DJ STATIC

Irriterende ting folk siger mens jeg spiller på club TOP 10

Så skal der males graffiti til den store guldmedalje! Den internationale Write4Gold konkurrence afholdes nok engang, men denne gang er den danske location skiftet. Tidligere har Write4Gold Danmark været afholdt som en del af Roskilde Festival, men i år er det blevet et selvstændigt event og er flyttet lidt sydpå. Således er det Kulturfabrikken i Nykøbing Falster, der den 16. maj lægger omgivelser til konkurrencen, hvor det gælder om at lave den fedeste graffitimur på tid. Bliver du fuldstændig bidt af tags, pieces, throwups og burners, foregår den internationale finale til hiphop-festivalen Splash i Tyskland, der også byder på et fejende flot udvalg af rapkoncerter. Der er masser af grund til at heppe på det danske crew. Sidste år nuppede de andenpladsen i konkurrencen. Mon ikke de er sultne efter at tage de sidste skridt mod førstepladsen? Der er mere info på www.write4gold.com

1: Hey, ka’ du ik’ spille noget vi kan danse til? 2: Hey, hold lige min drink! 3: Hey, prøv a’ hør her, nu er jeg jo selv DJ... 4: Hey, spil lige nummer 7 på den her! (Efter at ha’ fået stukket en brændt CD i hånden) 5: Yo, spil noget Def Jux. Er du ikke real da? 6: Hey, er det kun så’n noget neger-musik i aften? 7: Hey, må jeg lige se hvad du har at vælge imellem? 8: Ey, du spiller bare noget 2pac, NU! 9: Hey, ka’ jeg ikke lægge min jakke her? 10: Hey, Gi’ mig lige min jakke - den sorte der!

GRUBERT DEN NYE GENERATION TOP 10

1. Charles Hamilton 2. B.o.B. 3. Kid Cudi 4. Asher Roth 5. Wale 6. Mickey Factz 7. Kid Sister 8. U-N-I 9. Big Sean 10. Danny!

AIDA

TØRRE BØFFER TOP 10 1. København vs. Århus “Er Dolph stadig på?” 2. Michael Jackson vs. MC Hammer “Popularitetsbarometeret is da King of da Wooooorld!” 3. Lil’ Wayne vs. The Clipse “Bathing Ape was the case” 4. Lil’ Nana vs. Lil’ Mama “I kid u not, det er mere ægte end true… nevermind” 5. Chingy vs. Nelly “Right thurrrrre vs. Hot in herrrrre, elsker sgu syden derrrrrrrr” 6. Timbaland vs. Scott Storch “Husk at kreditere ellers vanker der” 7. Remy Ma vs. Lil’ Kim “Dat lil’ bwoi better leave me alone - sådan!” 8. 50Cent vs. The Game “Brokebacks like da moooovie” 9. LL Cool J vs. Canibus “LL shittin in his own backyard… Obwoi” 10. Lyrics vs. Flow “Vi ska sgu alle være her”


Fotos: Morten "Ice Dog" Gilsted

CHECK THE RHYME STORE VEGA, 10. februar, 2009

Vi blev sendt en tur tilbage til 90’erne for en aften med ægte sveddryppende hiphop. En håndfuld af de fedeste eastcoast og westcoast navne slog sig sammen, for at vise gamle mænd stadig kan rocke mikrofonerne!

ALKAHOLIKS

Call it what you want to call it, I’m a fucking Alkaholic! J-Ro, Tash og DJ E-Swift satte festen i gang med ølsprøjt ud over publikum.

BEATNUTS

It’s the Nuts baby, it’s the nuts! Juju da Junkyard Dog og Psycho Les var tilbage i Danmark og fik drengene til at nikke med nakken og pigerne til at ryste med røven.

PARIS

Den stod på Oakland funk og Black Panther power da Paris leverede sine klassikere som "Bush Killa" og "The Hate That Hate Made".

MIKE RAW

Svenske Mike Raw bumrushede scenen med Nappion og Bens ved sin side. Yo!


JERU THE DAMAJA

Come clean! Den sorte profet Jeru The Damaja underholdt med både flows, jokes og freestyle over de klassiske produktioner fra DJ Premier.

LIVE ON STAGE

LORDS OF THE UNDERGROUND

Boomshakalaka number one chief rocka! Lords of the Underground fra New Jersey gæstede Danmark for første gang i ti år. Da en fyr i crowden greb ud efter en mikrofon fik han den lige i fjæset. Bang!


Ord: Mats Nileskärs, Power & Peter T Aagaard Billeder: Morten ”Ice Dog” Gilsted

En æra sluttede da Barack Obama indtrådte som præsident. Ikke bare for Bush-familien, hvor far og søn fra 1990 til 2008 har siddet på magten i sammenlagt 12 år. Men også for Paris, der i lige så lang tid, har haft som musikalsk mission, at vippe dem af pinden, helst med magt. Fra ”Sleeping With The Enemy” albummet i 1992, der ikke kunne udgives, på grund af Paris ville afbilledes klar til at snigmyrde George Bush Sr. på coveret, til ”Sonic Jihad” fra 2003, hvor man ser en flyver på vej til at smadre ind i sønnikes Hvide Hus. Paris har altid været indbegrebet af black power. Til Check The Rhyme i Vega står han med knyttet hånd hævet for at symbolisere black power. Som det naturligste i verden smider det vinterblege publikum også næverne op. Salen sendes for et øjeblik tilbage til en tid, hvor hiphop handlede om kampen for lighed, retfærdighed og hardcore rap over tonstunge beats. Mats Nileskärs fra svensk P3 og Power mødte Paris før koncerten… Hvorfor valgte du at blive rapper? - Grunden til jeg blev rapper, er faktisk på grund af universitetet. Da jeg gik der, blev jeg mere og mere rasende desto mere jeg lærte om Amerikas historie, og hvordan USA fungerer indadtil og påvirker resten af verden. I 1990 fik jeg min eksamen fra et ret velanset universitet, men opdagede samtidig at jeg ikke vidste noget som helst om mig selv, min egen historie og kultur. Jeg synes undervisningssystemet er mislykket. De vigtigste

”Rap stod for det stik modsatte af den materialistiske hiphop, der findes i dag. Dengang gik vi med afrikanske emblemer. Nu går rapperne med afrikanske diamanter, og er selv en del af Afrikas problemer”

ting, jeg havde at lære, blev jeg nødt til selv at finde ud af. Jeg har altid været en energisk person, og pludselig dumpede musikken ned i skødet på mig. Egentlig troede jeg, at jeg skulle være advokat, men jeg indså at der var mange mennesker derude, der ikke kendte deres egen historie, og ikke havde de samme midler som mig. Jeg følte mig ikke forpligtet til at rappe, men jeg havde et ønske om at dele mine synspunkter. Da jeg så Public Enemy, X-Clan, KRS-One, Isis og hele den æra af hiphop komme frem, var det meget inspirerende for mig. Rap stod for det stik modsatte af den materialistiske hiphop, der findes i dag. Dengang gik vi med afrikanske emblemer. Nu går rapperne med afrikanske diamanter, og er selv en del af Afrikas problemer. Hiphop har tabt meget af sin styrke ved at blive kommercialiseret. Det betyder ikke noget for nogen. Jo, du hører det som baggrundsmusik i gangsterfilm eller i reklamer for Toyota, men det reflekterer ikke på, hvordan hiphop er i virkeligheden. Kan du huske, hvad du tænkte, da din første single udkom på Tommy Boy? - Det var underligt for mig. Jeg gik stadig på universitetet, og jeg havde lavet det her ”Break The Grip Of Shame” nummer. Det ville jeg lave en video til, men jeg havde ingen penge. Jeg får så fat i en dame, der lavede videoer for alle dengang. Vi aftaler, at mødes og snakke om videoen, men samme dag som vi skulle mødes, var der et kæmpe jordskælv i byen. I stedet blev jeg inviteret med til optagelsen af Digital Undergrounds ”Humpty Dance”. Da jeg kom derud, var der en fyr fra Tommy Boy, der spurgte om jeg kunne rappe. Jeg sagde ja, og gav ham et kassettebånd jeg

havde med. Så blev jeg signet. Det var rent held, havde det ikke været for jordskælvet, havde jeg jo ikke mødt ham fyren. Samme sommer blev jeg færdig på universitet og har rappet lige siden. Du har en meget klar diktion, når du rapper, næsten som old school rappere som Melle Mel og Kool Moe Dee, er det bevidst? - Jeg har aldrig været en rapper, der fulgte trends. Jeg synes det er vigtigt, at være sig selv. Rappere skal rappe, R&B-stjerner skal synge. Da Cameo og George Clinton begyndte at rappe irriterede det mig, det viste at selvom de prøvede at følge med tiden, var de ikke sig selv. Du skal kunne udvikle dig som kunstner, men gør du noget helt anderledes, vil folk ikke følge dig. Selv før Dr. Dre blev kendt for G-Funk havde du mange funk elementer i din musik, er det en arv fra Bay Area? - Ja. Jeg tror alle der er vokset op på vestkysten, er vokset op med funkmusik, mens de på østkysten hører jazz. Så mig, Dr. Dre og Ice Cube har lyden af den musik, vi voksede op med i vores musik, hvor Gang Starr, Large Professor og de andre der sampler jazz leverer lyden af New York. Jeg tror bare det er en regional ting. Du har et meget aggressivt udtryk, tror du folk bliver skræmt når de hører dig? - Folk der møder mig, ved godt, at jeg ikke er sur hele tiden. Jeg er familiefar, og skal betale mine regninger og har alle mulige dagligdagsproblemer. Min rap-personlighed er næsten et alter ego, hvor jeg giver luft til meninger som ellers ikke ville komme frem. Jeg betragter det som en slags teater, hvor


”Jeg blev ikke lige så forfærdet over selve handlingen den 11. september, som jeg gjorde over at se vores svar til handlingen. Jeg tror den amerikanske regering selv stod bag angrebet”

jeg skruer op for mig selv og siger ting direkte, som jeg ellers ville pakke ind. Det skal være direkte for at fange folk. Overraskede det dig, hvor vred ”The Devil Made Me Do It” kom til at lyde? Den anser jeg faktisk for at være en af mine mere nedtonede plader i forhold til vrede. ”Sleeping With The Enemy” og ”Sonic Jihad” er meget vredere, og det er ikke så mærkeligt. De blev indspillet under højdepunkterne af uretfærdigheder begået af begge Bush regeringerne. De frustrationer jeg selv og alle andre oplevede, prøvede jeg at viderekommunikere. Jeg synes selv, at det fungerede bedst på ”Sonic Jihad”, det er en meget mere fokuseret vrede. Jeg var blevet klogere, og kunne bedre reflektere over situationen. ”The Devil Made Me Do It” er en god plade, specielt, ”Break The Grip Of Shame” er jeg meget tilfreds med, men der er andre sange, jeg ville have lavet på en anden måde i dag. Jeg synes ”Sleeping With The Enemy” og ”Sonic Jihad” er den stærkeste repræsentation af, hvem jeg er. Man kan på en måde beskylde dig for faldet i politisk bevist hiphop. Da du udgav ”Bush Killa” blev alle pladeselskaberne jo pissebange for, at have noget med politisk hiphop at gøre. Hvad mener du om det? - Tror du virkelig det er årsagen? Haha, det argument har jeg aldrig hørt før, der fangede du mig virkelig. ”Bush Killa” udfordrede bare systemet. Ice-T’s ”Cop Killer” var meget mere kontroversiel end mit nummer. Ice-T var faktisk en stor støtte, vi fik jo begge breve fra CIA og den slags. Det var ikke så stor en sag for selskaberne egentlig. Men generelt mener jeg, at selskaberne først så hiphop

som en musikalsk horeunge, og da det så blev succesfuldt, prøvede de at tilpasse genren til deres egne formål. De er ligeglade med musikken, de opstiller bare en urban afdeling, og lader dem markedsføre. Når du ser shows som MTV Cribs er det hele jo bare blændværk, og en måde at sælge kunstnerne som større end de er i virkeligheden. Hvis hiphop skal fungere under de vilkår, bliver det nødt til at være udvandet. Det jeg laver er ikke for alle, det er ret eftertænksomt. Du er fra San Francisco i Californiens Bay Area, der har fostret et utal af kunstnere, hvad er det specielle ved det sted? - Den største styrke i The Bay er den enorme forskellighed. Der findes alle slags mennesker der, og vokser man op der, møder man så mange forskellige kulturer, modsat der hvor countrymusikerne kommer fra, haha. San Francisco og Oakland er også kendt for politisk aktivisme. The Black Panthers blev grundlagt der. Så folk fra området har altid været kendt for et stærkt udtryk både i deres politik og i deres kunst. Bay Area har igennem historien været kendt for ordkunstnere fra de gamle beatpoeter og frem til rapperne i dag. Samtidig har humanisme altid været en fremtrædende del af kulturen, hvorfor det? - Folk er bange for det, de ikke kender. Normalt bliver man i det samme kvarter og ser kun folk, der ligner en selv. Så er der meget at være bange for. I San Francisco kender man til mange forskellige dele af menneskets natur, så bliver man naturligt mere interesserede i mennesker. Jeg siger ikke, at det er perfekt, eller at vi har fundet løsningen på verdens problemer. Men jeg synes, for

første gang i lang tid, at det ser lidt lysere ud. Folk var bange for Barack Obama, men alternativet var mere af det samme, og så valgte de alligevel det ukendte. Kan du forklare lidt om dit pladeselskab? - Ja. Jeg startede Guerilla Funk efter den 11. september i 2001. Jeg blev ikke lige så forfærdet over selve handlingen den 11. september, som jeg gjorde over at se vores svar til handlingen. Jeg tror den amerikanske regering selv stod bag angrebet. Den måde Bush kom til magten på, minder meget om Hitlers vej til magten i Tyskland, da nazisterne brændte parlamentet og skød skylden på kommunisterne. Der er så mange paralleller mellem de to begivenheder. Jeg lavede så albummet ”Sonic Jihad”, som min måde at kommentere på, hvad jeg mener er pseudopatriotisme og virkelighedsforvrængning. Det ville ingen amerikanske pladeselskaber udgive. Ironisk nok skulle jeg til Tyskland for at finde et selskab, der ville udgive det. Albummet solgte faktisk godt, og det betød jeg havde mulighed for at få mit eget selskab, Guerilla Funk, der udgives internationalt gennem Universal. Det er jo en kæmpe maskine, men det er den bedste måde for mig, at sørge for min musik er tilgængelig i forretningerne. Man kan sige, at jeg selv er ”Sleeping With The Enemy" nu. Ja, tiderne skifter. Da interviewet slutter fortæller Paris, at hans datter har vundet en skrivekonkurrence i skolen. Nu skal hele hendes klasse en tur til Washington og besøge Det Hvide Hus, og forhåbentlig få et glimt af præsident Obama. Det var Paris næppe blevet inviteret til, dengang præsidenterne hed Bush til efternavn.


Ord : Toobs // Billede: Jonny Hefty

GAME vs. FAME

Skate 2 (PS3) DUBCNN vs. JØDEN

Efter at have smadret Niarn i Motorstorm: Pacific Rift i sidste nummer, så ledte vi efter ny konkurrence til DUBCNN Gamings unge spilredaktør, Toobs. Århus-homien Jøden tog udfordringen op i Skate 2 fra EA. Hva’ så Jø’en... Hvem vandt udfordringen? - Det gjorde jeg desværre ikke. Jeg blev totalt owned i det her fucking game, fordi at jeg ikke har nørdet det i forvejen, og det er et spil der virkelig kræver, at man sætter sig ind i det. Sådan et spil man lærer at elske, men starter med at hade... Og jeg har lige lært det at kende, så jeg hader det vanvittigt, haha... Det er pisse svært og alt for realistisk. Jeg skater ikke i virkeligheden, og aner ikke hvad jeg skal sætte manden til. I dag har jeg lige lært, hvad et kickflip er, og jeg har hørt Razz rigtig meget, så det er måske lidt fucked up, at jeg ikke vidste det i forvejen. Men jeg har vel lært lidt om at skate, da det jo er så realistisk. Hvad var det fedeste ved at spille det? - Grafikken! Megafed, og så at man kan designe sin egen character så grineren. Fuck, min mand er sej! Men grafikken er totalt flydende, der er ingen loadingtider. Når spillet først er i gang, så er der intet loading-spildtid, og det er sgu fedt. Umiddelbart var det fedest. For det var pisse frustrerende, at styre manden på boardet, når man havde opgaver, hvor man skulle følge efter en. Hvorfor stopper manden på skateboardet ikke? Hvorfor er der ingen håndbremse? Det må være lige så frustrerende, som at lære det i virkeligheden, haha. Der er også en super fed lydside. Der er både gammel heavy og 90’er hiphop, så det er fedt, og giver den rigtige stemning i forhold til hvad de der skater-ballademagere hører af musik. Der var også en me-

gasej intro, som er en decideret film, og det får egentlig historiedelen meget godt med. Hvad med den gamemode, hvor man kan fucke sin mand op – det må da være sjovt, hvis man har svært ved at skate? - Jo, det er sjovt nok, men så kan man spille Tekken eller CounterStrike, hvis man vil dræbe folk, men jo… det var da fedt. For jeg vælter jo ligegyldigt hvad, så jeg kan vel lige så godt få points ud af det? Kan du forestille dig at spille det igen? - Helt sikkert, for det er et spil, der kræver at man virkelig sætter sig ned alene og fordyber sig i det. Det skal lige ind på en, og det er det ikke kommet endnu. Umiddelbart var det ikke helt et spil for mig. Jeg vil hellere være ved Sankt Annæ Gade Skolen i Århus og se de rigtige skatere, som der er baaawses. Enten så skal man sidde solo og rode med spillet, for hvis man skal spille mod hinanden, så kræver det altså, at man er præcis lige gode – ellers er det sgu svært at vinde over sin modstander, hvis han bare er den mindste smule bedre. For der er sgu ikke så meget held med i spillet... Så over all er spillet en tand for skater til mig – måske for niche. Men det er jo mega vildt udført. Meget velpoleret spil. Så som anmelder, vil jeg nok give det fire ud af seks.


Vælg frit i mellem need for speed - undercover til PC, PS2, PS3, XBOX 360 eller WII

Vind

Need forSpeed - Undercover SMS DUBCNN BS til 1220

Konkurrencebetingelser // Hver sms koster 2kr. + alm. sms-takst som trækkes på din telefonregning.Tjenesten udbydes af DUBCNNMagazine, SkjulhøjAllé 8, 2720 Vanløse, Tlf. 21859941. Konkurrencen løber02.03.09 - 01.05.09. Vinderne offentliggøres. 14 dages fortrydelsesret. Ved deltagelse accepterer du at DUBCNN Magazine må sende dig sms’er med tilbud om andre konkurrencer og lignende tjenester. Se øvrige betingelser på side 9. © 2008 Electronic Arts Inc. EA, the EAlogo and Need for Speed are trademarksor registered trademarks of Electronic Arts Inc. in the U.S. and/or other countries.All Rights Reserved. The names, designs, and logos of all products are the property of their respectiveowners and used by permission.All other trademarks are the property of their respectiveowners.


Redigeret af: Unge Toobs

Halo Wars

Platform: Xbox 360 Spillere: 1-2 (Online: 2-6 spillere) Genre: Strategi Udgiver: Microsoft Man kan kalde det både dumt og modigt, at lave det nyeste spil i én af verdens største spilserier i en helt anden genre, end den spillerne er vant til. Omvendt er ”Halo” universet oplagt at udforske i en anden form end den slidte first person shooter-skabelon. På overfladen er alt ved det gamle. De blå nuancer i menuerne, den melankolske musik, og en introsekvens der kaster dig ind i historien, der starter 20 år før det første ”Halo”. Men så snart man selv får lov til at styre begivenhederne, viser det sig, at ”Halo Wars” fungerer lidt anderledes end man er vant til. Man starter med at kontrollere Sergeant Forge i hans Warthog jeep, og er hurtigt i gang med at redde strandede soldater på vej igennem terrænet. De efterfølgende missioner følger en mere traditionel opbygning, hvor man starter med en base, og så gælder det om at samle ressourcer, udvide basen, bygge soldater og våben, mens man opgraderer sine enheder, forsvarer sig og endelig sætter den altafgørende offensiv ind. Overordnet set, er Halo Wars skabt til et lidt hurtigere tempo, end man typisk oplever det i genren. Basen skal udbygges i prædefinerede afsnit. Ressourcerne skal ikke samles rundt omkring på kortet, de leveres jævnt til basen, og missionerne er generelt lavet sådan, at man ikke kan eller skal sidde og fedte alt for længe med at opbygge en kæmpe hær.

Det store spørgsmål i forhold til Xbox 360 er selvfølgelig om det kan lade sig gøre, at lave en styring, der ikke får spillerne til at skrige efter en mus og et keyboard. I forhold til Halo Wars er svaret: mjaeh... Fornuftigt nok, har de valgt at give spilleren ret mange forskellige måder, at vælge sine enheder på, som giver mulighed for at vælge en enkelt, en enkelt type, alle på skærmen og alle enheder i spil. Men det giver alligevel problemer en gang i mellem, også fordi spillet netop har et højt tempo, og man forfalder let til at kommandere én stor rodebunke af soldater og køretøjer. Det fungerer også fint nok, bortset fra at den ellers udmærkede AI ikke er lige skarp hele tiden. Alt i alt er Halo Wars en fin måde at se noget mere til universet på, og der er også mange timers, til tider frustrerende, udfordring at hente. Men det kommer nok ikke til at gå over i spilhistorien, på samme måde som forgængerne har gjort det. - JNS

Mirror’s Edge

Platform: PS3 (Udgives også til Xbox 360 & PC) Spillere: 1 Genre: FPS Udgiver: EA Vi kender hovedsageligt udviklerteamet Dice for Battlefield-serien. Nu er slagmarker og uendelige mængder af våben skiftet ud med

hustage og parkour. Du spiller Faith. Faith lever i et utopisk paradis, men en dag finder en forbrydelse sted: Faiths søster, Kate, bliver offer for skumle bagmænds fabrikerede beviser, og du skal nu få søster ud af suppedasen. En rimelig tynd historie, der kun lige skaber interesse grundet den fede cel-shade-fremstilling... Gameplayet går hovedsagligt ud på løb på diverse hustage til infight med badguys. Parkour-delen fungerer fremragende, og for at det hele ikke bliver for uoverskueligt, så bliver hjælpende objekter røde - så er det bare op til dig at finde ud af hvilke comboer, der kan skaffe dig frem til dit mål. Det er udfordrende, originalt og vældig underholdende. Desværre så er kampsekvenserne ofte helt håbløst støbt sammen. På normal sværhedsgrad ved fjenderne konstant hvor du befinder dig, og det havde været væsentligt sjovere, hvis man havde tilført et stealthelement, hvor man rent faktisk kunne benytte sine akrobatiske skills til at overraske fjenden – men nej, det er som om, at de har dig på GPS’en, og derfor skal du konstant løbe mod fjendtlig ild. Nærkampene er ét minus ved ”Mirror’s Edge”, men det største minus er klart den korte levetid. Spillet består af missioner, og det tager vel en 9-10 timer at komme igennem dem - derefter er der intet at lave, hvis du vil have noget nyt ud af spillet. Du kan vælge at løbe igennem en bane hurtigere, eller klare spillet på hard. Det er altså ikke meget, når man meget vel kunne have fået en onlinemode til at fungere. Grafisk er det enormt imponerende at løbe rundt på, og springe i det, der ligner din død, men hvor du så lige hiver dig op og i sikkerhed med det yderste af neglene. Grafikken er utrolig detaljeret og cell-shading-stilen går næsten igen (dog uden at være decideret cell-shading), når man løber rundt på tagene. Det er helt unikt at se på. Lyden er glimrende. Fint stemmeskuespil i mellemsekvenserne og lyden af Faiths udmattelse efter at have sprunget fra tag til tag, er rimelig autentisk. Kun det lidt for intetsigende soundtrack er lidt et irritationsmoment på lydsiden. ”Mirror’s Edge” er et glimrende spil. Et lidt for ukomplet kampsystem og vanvittig kort holdbarhed hiver ned. Spillet er ellers nytænkning og et velpoleret produkt hvad angår grafik og lyd, og jeg håber klart på en to’er, hvor man videreudvikler konceptet. - Toobs


Killzone 2

succes online på PlayStation 3, som Halo 3 fik på Xbox 360. Det er absolut ikke uden grund, at jeg sammenligner denne titel med Halo 3, for det er absolut et modstykke til Bungies populære serie. “Killzone 2” har dog egen charme og eget univers, og PS3-fanatikere vil uden tvivl fremhæve denne titel som den Halo-dræber, ”Killzone” var ment som, men ikke blev til. 21 millioner euro har “Killzone 2” kostet at udvikle. Desværre kan jeg ikke kaste det samme antal dubs af sted, så spillet må nøjes med seks dubs. Platform: PS3 Spillere: 1 (Online: 1-32) Genre: FPS Udgiver: Nordisk Film Interactive Selvom vi kun er i første kvartal af 2009, så vil jeg ikke udelukke, at årets bedste PlayStation 3-spil allerede er kommet: “Killzone 2” er ganske enkelt fabelagtigt. “Killzone 2” viderefører historien fra de tidligere udgivelser. Din gruppe, ISA, har startet et angreb på Helghans base. Målet er at fange deres leder, Scolar Visari, og stoppe Helghans fremstormen. Du spiller Tomas Sevchenko, og er med i Alpha Team, og skal tage del i denne mission. Spillet er et klassisk bud på en episk omgang FPS, og gameplayet er velpoleret og uden de store frustrationselementer. Soldater og fjender har alle en glimrende AI, og styringen fungerer. Gameplayet byder altså ikke på de store nyskabelser, men det hele fungerer, og man behøver jo ikke genopfinde den dybe tallerken hver gang... Det er ikke kun missionerne og historien i spillet, der er usædvanlig godt udført. “Killzone 2” er uden tvivl det flotteste PS3-spil og det flotteste konsolspil, der hidtil er lavet. Detaljegraden er virkelig høj, og jeg kan ikke finde ud af, om det er karakterdesign eller landskaber, jeg hovedsagligt skal fremhæve, for begge ting er brillant designet. Når du er ude i felten for at smadre Helghasts soldater, er der en vanvittig intens stemning. Kuglerne flyver om ørerne på dig, og dine soldaters råb om hjælp giver virkelig medrivende effekter, der bakkes op af et glimrende soundtrack med storslået musik. Udover en fin singleplayerdel, der tager ca. 10-12 timer at gennemføre (hvilket i sig selv jo ikke er overvældende), så er der en vanvittig omfattende onlinedel, der gør, at spillets holdbarhed er næsten uendelig. Det vil ikke overraske mig, hvis “Killzone 2” får samme

At hovedpersonen er lidt af en nar, hjælper ikke på det. The Prince er simpelhen alt for kæk, og hans konstante flirteri med hjælperen Elika er total antibawler. Designet er crazy flot, men er det nok? Næh. - Jøden

SIDNEY LEE GOT GAME?

- Toobs

Prince of Persia

Platform: PS3 (Udgives også til Xbox 360 & PC) Spillere: 1 Genre: Action Udgiver: UbiSoft Hovedpersonen The Prince har mistet sit æsel. Han vil have det tilbage - mens han forhindrer guden Ahrimas genkomst. En blanding af platform, sværdkampe og gåder er en god ide, og Prince Of Persiaspillene har før været ganske underholdende. Men Prince of Persia er sgu lidt af et børnespil. Fordi man har hjælperen Elika kan man ikke dø. Gåderne man skal løse er ret lette, og styringen i kampe er for enkel. Man kan vælge missioner i den rækkefølge man vil, men de er alle pænt ens; slås, løb hen ad en væg, dræb en boss, saml point.

Mange opdagede Sidney Lee første gang, da han lagde sig ned i KB Hallen og skuffede tusindvis af fremmødte, der havde set frem til Stig Tøfting ville bruge ham som boksebold. Men faktisk er det langt fra hans første optræden i rampelyset, og det var ikke engang den mest pinlige. Han har både været bruncremet, pletskaldet hunk i ”Hvad kvinder vil have” og falleret pro-wrestler i ”Blod, Sved & Springskaller”. For tiden er han desperat ungkarl i ”Singleliv”, hvor han taler mere engelskdansk end ”The Julekalender”. Men det betyder ikke, at Sidney Lee ikke kan sparke røv… han gør det bare kun med en gamepad i hånden. Sidney Lee er, utroligt men sandt, Danmarksmester i ikke mindre end 18 forskellige fighting spil, deriblandt Tekken, Street Fighter og Mortal Combat. Så jo, du kan nok godt tæve den gode Shitney Lee IRL. Men kan du tæve ham som Kazuya Mishima, E Honda eller Johnny Cage? Altså, like, du ved, hell no! - Peter T Aagaard


WILL THE REAL

RICK ROSS PLEASE

STAND UP! - ja, det vil han gerne Når man siger Rick Ross, siger de fleste Hustlin’. Men mange ved ikke at rapper-navnet Rick Ross er taget direkte ud af de gode gamle gangster-historier fra 1980’ernes crack epidemi i USA. De gangster-historier som Jay-Z sikkert også skimmer, når han står med pindemadder og champagne og snakker om livet på golfbanen sammen med Diddy. Men let’s not kid ourselves. Rick Ross er ingen Jay-Z. Rick Ross er ikke engang Rick Ross! Det kræver selvfølgelig en forklaring og DUBCNN har derfor hevet fat i vores udsendte reporter Nima Etminan, som kunne stille de spørgsmål, der er på alles læber i disse dage. Hvem er den ægte Rick Ross? Han blev kendt som ”Freeway” Ricky Ross op igennem 1980’erne. Navnet ”Freeway” fik han, fordi han havde en masse ejendomme langs Harbour Freeway. Han var en af de største drug kingpins på vestkysten, og samarbejdede med columbianere om at få så meget coke og crack ud til folk som muligt. På toppen af sin karriere som drug kingpin tjente han mellem 2 og 3 millioner dollars om ugen. Han blev i 1996 dømt til livstid i fængsel for at prøve på at købe over 100 kilo kokain af FBI. Senere hen fandt man ud af, at en af Ricky Ross’ forbindelser havde forbindelser til CIA og Iran Contra skandalen. Han fik sin dom nedsat til 20 år, men kommer ud tidli-gere, på grund af god opførsel.

Ord: Nima Etminan // Oversættelse: Gísli

”Freeway” Ricky Ross var med andre ord en RIGTIG gangster, som rapperen Rick Ross bare har modelleret sin life story efter, helt ned til det karakteristiske skæg. ”Freeway” Ricky Ross har noget at sige, så kids, læn jer tilbage i den gode sofa og hør hvad en vaskeægte original gangster har at sige. Hey, det er DUBCNN her, først vil jeg lige sige tak fordi du tager tiden (og sikkert det eneste telefonopkald for i dag, red.) til at snakke med os. Der er kun uger til du er ude af fængslet, hvad er det første du vil gøre, når du kommer ud? - Intet problem. Ja der er kun et par uger tilbage, og selvom jeg stadig skal ind til myndighederne og sige jeg er ok, så glæder jeg mig rigtig meget til at se min familie. Derudover vil jeg gerne række ud til de unge kids, så jeg skal besøge forskellige ungdomsfængsler og prøve at forklare dem, at der er andre muligheder i livet end fængsel. De kids bliver ofte glemt af systemet. Hvor meget har du ændret dig, siden du kom i fængsel for mange år siden? - Oh man, der er mega stor forskel. Mange mennesker ser måske på det sådan, at jeg ”bare” har været i fængsel i 14 år. For år tilbage havde jeg rejst verden rundt, snakket med nogle virkelig skarpe folk, og jeg mente jo også selv, jeg var rigtig skarp. Og på nogle måder var jeg. Men nu har jeg læst over 200 bøger og en masse blade og aviser, så hele min horisont har ændret sig, jeg ser på verden meget anderledes nu. For eksempel har jeg ikke set fjernsyn i 3 år. For de fleste men-

nesker er det fuldstændig uhørt. Rapperen Rick Ross har jo opkaldt sig selv efter dig. Hvad syntes du om det, da du hørte, han havde gjort det? - Det har jeg det meget blandet med. Altså det at nogen opkalder sig selv efter dig er jo en anerkendelse af mig i høj grad. Da jeg hørte om det, var jeg både smigret og skuffet på samme tid. Skuffet fordi jeg mener han prøver at bilde verden ind, han er mig, når han på ingen måde er det. Smigret fordi jeg på den måde vidste, jeg havde bygget mit navn, mit brand, op, og var så kendt at nogen ville stjæle det. Dengang jeg var comin’ up in the game, havde jeg altid ville være unik. Rick Ross blev i et interview spurgt om dig og om at tage dit navn, og han sagde “det ikke handlede om dit navn, men om hvad han prøvede at gøre med det. Så shout out til ham, hvad han end laver, men jeg kender ham ikke”. Hvorfor tror du han vælger at ignorere dig på den måde? - Jeg har aldrig set det interview, så jeg vidste ik’ han ga’ mig et shout out. Men han kender mig godt, vi har snakket sammen i telefonen flere gange. Jeg tror han vælger at ignorere mig, fordi han får street credibility ved at lade som om han er mig. Mit navn var velkendt over hele landet, inden jeg overhovedet kom i fjernsynet eller aviserne. Jeg beundrer da hans måde at markedsføre sig selv på, men han har lavet flere fejl i sin markedsføring. Jeg havde nogle idéer til, hvordan vi kunne markedsføre hinanden sammen. Havde han lyttet til mig dengang, var han ikke i alle de


problemer han er i nu (inden jul kom det frem at rapper Rick Ross var tidligere fængselsbetjent. Ikke så smart når man har skabt sig en karriere på at sige, man er heavy drug dealer, red.). Jeg prøvede at få ham til at komme frem i lyset, men han ville blive i mørket. Han vidste ikke at de ting, der gemmer sig i mørket, altid kommer frem i lyset. Har du nogensinde snakket med Rick Ross? - Ja, vi har snakket sammen flere gange. 2-3 gange og vores samtaler varede cirka 8 minutter hver gang. Jeg har også snakket med hans manager et par gange. Det er med vilje jeg kun har haft korte samtaler med ham, fordi jeg håbede på, at vi kunne bonde, men vi havde meget travlt begge to. (Hvordan man har travlt i fængsel vides ikke, red.) Hvad mener du om, at han har været fængselsbetjent, og i høj grad har snakket om et liv, han ikke har levet? - Langt ude. Men jeg vidste han var en bedrager fra starten. Jeg kan gi’ dig et tip om street dudes. En street dude ville aldrig tage en anden mands navn, og sige det var hans eget. Man starter med at rulle i the street,

fordi man vil skabe sig et navn. Så altså, jeg har altid fortalt folk, at han aldrig har været narko kingpin, eller været i the streets. Hvad er dine planer med dit liv, når du kommer ud i friheden? - Jeg har mange planer nu. Mit liv stoppede ikke fordi jeg røg i fængsel. Folk ved nok ikke helt, hvad jeg har lavet. Lige nu fyrer jeg meget op i www.freewayenterprise.com. Det er et socialt netværk, og det handler om at hjælpe folk med karrieren. Musik, tøj, modeller, film, videospil, finde jobs, være en mentor for folk, bare for at nævne nogle få ting. Der er også masser af give-aways på siden. Vi er i gang med at lave min film. Der er allerede et budget til den, og man kan få en rolle i filmen på min side. Derudover har jeg et pladeselskab, der leder efter nye kunstnere. Jeg er ved at starte et bogforlag. Min første roman "Black Scarface" skulle gerne komme ud om et par uger. Jeg er ved at arbejde på min egen biografi og er ved at forhandle om et reality show. Det skal handle om, hvordan det er at komme ud af fængslet, når man har været derinde så lang tid. Jeg skal være vært på en mix CD med Young Buck. Og jeg får

M.O.P.

masser af love fra en masse producere her på vestkysten, blandt andet Dr. Dre og King Tee bare for at nævne et par stykker. The homies say they got me. Så hvis der er nogle rappere, sangere eller producere der gerne vil være med på holdet, så holla. Det bliver stort. Obama has raised the bar. Lytter du selv til hiphop? - Jeg har ikke lyttet til hiphop, eller nogen anden form for musik i over 3 år. Lige nu er jeg 100% fokuseret på at få mit liv på ret køl igen, og det kan jeg kun gøre, hvis jeg virkelig fokuserer. Det gør jeg for at holde mig selv ude af fængsel. Men det er underligt, for jeg føler sgu jeg er blevet institutionaliseret. Siden jeg fik at vide, jeg skulle hjem, har jeg været lidt spændt og jeg kan mærke en lille usikkerhed over min nye situation. Well kids, there you have it. Lige pludselig er Rick Ross ikke den sejeste, mest bad ass gangster du nogensinde har hørt om. Tjek ind på Ricky Ross’ blog: www.freewayenterprise.blogspot.com

Ord: Peter T Aagaard // Billeder: Soley Saxov

Firing Squad skød med skarpt Heat den 17. december, 2008

Rrrrrrraaaaappppaaaadoooo!!! Bucka, bucka! Brrrrraang, Brrrrraang, Braang, Brrrrrrraang! Brrrrrrraaaat, Brrrrrrraaaat, Brrrrrrraaaat, Brrrrrrraaaaaat! FIYAAAAAAAAAAAAAAH!!!!! The First Family, Firing Squad, M.O.P. er svømmet gennem kloakkerne i Brownsville og hele vejen til København, for at spille på Rust til Heat. Jeg skal lige love for, der er ild i Billy Danze og Lil Fame, der har lagt et magasin udelukkende med hits i maskingeværet. ”Ante Up”, ”Fire” og ”Cold As Ice” er ligeså stor en nydelse, at lade sig overmande af, som man havde håbet. M.O.P. må meget gerne komme igen og igen. Og så håber vi, at nummeret de indspillede med Context og Nobody Beats The Beats dagen efter, er på repertoiret næste gang de besøger os.

LIVE ON STAGE


Anmeldelser

Lucy Love “Superbillion” (Superbillion / Playground) Efter at have gjort sig positivt bemærket ved forskellige undergrundsarrangementer, tog den lille rapper i sommer Roskilde Festivalens scene med storm. Lucy Love er vokset op på Amager med en far fra Zambia og en engelsk mor, som har lært hende at snakke rigtig cockney-engelsk. Men der var nok ikke mange, der havde forventet, at Lucy Love skulle rappe så fejlfrit og slagkraftigt på sin debut, som hun gør. Hun er en god teknisk MC, og har en perfekt timing over de tunge beats fra den erfarne producer Yo Akim. ”Superbillion” er et album, der rammer dansegulvet, men med tekster der stikker endnu dybere. Lucy imponerer ved også at mestre den mere stille og melankolske stemning på ”Wake up” og ”Cliche”. Onde tunger ville måske sige, at grime genren er død, og at denne plade kommer et par år for sent. Hvis grime nogensinde har været død, så genopstår den med Lucy Love. Hun præsterer et rap-flow som en garvet solist, og en selvsikkerhed og selvstændighed som mange andre danske rappere kunne lære af. Lucy Love er til gaden, til klubben og til tops. - Jaycob

Common ”Universal Mind Control” (Geffen Records / Universal) Det hele var lige endt så godt. Common havde givet et løft til sin egen karriere og hele hiphop-året 2007, med sit gennemførte album ”Finding Forever”. Kanye West havde bidraget med nogle af sine fineste produktioner og Common rimede sig stilfuldt, reflekterende og inspirerende igennem. Halvandet år senere ligger Common igen navn til en ny, knap 40 minutter lang plade. Denne gang har The Neptunes fået frit spil på næsten alle numre og har skabt et lydbillede der ofte minder en hel del om det på Madonnas seneste plade. Ikke dårligt, men et

kontroversielt, mærkværdigt og unødigt poppet valg til en løftet pegefinger-rapper som Common. Musikalsk er det intet mindre end verdener der kolliderer. Det er selvfølgelig respektværdigt at Common endnu engang forsøger at forny sig selv og udvikle hiphop i en anden retning end den sædvanlige, og selvom flere numre er afskyelige, indeholder ”Universal Mind Control” også et par glimrende skæringer. ”Gladiator” og ”Changes” burde være de to eneste livsnødvendige ord i en iTunes-søgning på denne plade. Commons hidtil værste udgivelse. - Falco Lamb

K-liir ”Under den elektriske stjernehimmel” (Idiotsikker Records) Med sin anden soloudgivelse leverer K-liir ægte backpacker hiphop. Lyden stinker langt væk af El-P og Def Jux familien. Den ligger langt fra mange af tidens andre udgivelser. Væk er bling-bling rap, og politiske manifestationer, selv blærerøvs-rap begrænses til kun et af skivens otte numre! I stedet er der blevet gjort plads til små lommefilosofiske betragtninger, samt selvreflekterende og navlebeskuende tekster. Det efterlader lytteren med et indtryk af en gennemsnitlig halvforvirret universitetsknægt, som kæmper en brav kamp for at finde sig selv. Til tider lykkes det K-liir, at få teksterne til at virke spændende, men ofte forekommer malstrømmen af fremmedord, den enorme mængde af metaforer og referencer til film og bøger, som et anstrengt forsøg på at være poetisk. Faktisk er det, der funkler mest på pladen, ikke teksterne, men produktionerne. Med et eksperimenterende mix af hiphop og electronica, formår de at hive udgivelsen op fra ”bare endnu en udgivelse” til ”værd at tjekke ud”. - Johnny Lund

Clark Bent ”Højspændingsmanden / Befri dit slum” (A:Larm) Der er noget befriende anderledes ved at bruge en fordanskning af Supermans bovlamme alterego som rap-navn. Clark Bents debutalbum er også anderledes. Det er mere eklektisk end elektrisk, og selvom det emmer tungt af de 4 elementer, er meget af musikken langt fra hiphop. Det lyder ikke som et album, der skulle komme i 2009, og stikker i så mange retninger, at det er svært at danne sig en samlet mening. Med en naiv rap-stil, der efter smag enten er poetisk eller barnlig, formår Clark Bent dog at underholde med oder til træk-i-ben-dans, fuck-fingre, gangstarap og hverdagsrealisme sat på vers. Oven i hatten er albummet pakket latterligt lækkert ind. Uden at dømme pladen på omslaget, vil jeg sige, at den visuelle del afspejler musikken godt. Jeg er fascineret, men jeg er ikke helt solgt. - Peter T Aagaard

Negash Ali ”Asmarino” (City Hall / Playground) Ali Boombaye! Det er så ligefor at sammenligne Negash med en ung Muhammed Ali. Enormt potentiale, der bare venter på at blive indfriet. ”Asmarino” viser et andet og bredere billede, end den hårdtspyttende rapper vi mødte hos Majors. Negash Ali er den eneste rapper på albummet, hvilket hans spændvidde sagtens kan bære. Musikalsk er lyden ovre i souluniverset, og det matcher


stemningen i teksterne smukt. Det er en modig debut fra teenageren, der sagtens kunne være sluppet af sted med at proppe pladen med bangers. Særligt ”We Get By” og ”Move Along” er gennemførte numre, der både inspirerer til eftertanke og til at ryge på dansegulvet. Vi bliver taget på en rejse ind i Negash’ hoved, tilbage til Afrika og hjem til Århus. Jeg skal love for, det er en helt anderledes oplevelse, at høre Negash Ali rappe om 8210 end vi ellers er vant til. Forhåbentlig kan ”Asmarino” blive det brede gennembrud som engelsksproget rap herhjemme fortjener. - Peter T Aagaard

Ludacris ”Theater of the Mind” (Def Jam / Universal) Sydstats-ikonet Ludacris er endnu engang gået til filmen. Men denne gang er det ment musikalsk. Idéen med ”Theater of the Mind” er, at alle albummets numre skal lyde som soundtracket til en spillefilm. Et koncept der faktisk ikke er ramt helt ved siden af. Både på vokal- og produktionssiden har den ranglede rapper samlet en alsidig blanding af medvirkende. Profiler lige fra ”LAX” gangsteren Game, over eksfjenderne Nas og Jay-Z, til den kommende rockrapper Lil Wayne rimer over soundtracket der er skabt af producere som Scott Storch, Darkchild og DJ Premier. Selvom de fleste i den musikalske film spiller sublimt, er det i alle scener den altid overspillende Ludacris der står tydeligst i det gyldne snit når klaptræet hugges i. Rapperens musik er ofte blevet kaldt corny, men i modsætning til hvad man kunne frygte, holder dette projekt sig inden for rimelighedens grænser. Lige bortset fra scenen med wifebeateren Chris Brown der hælder alt for meget smør på popcornene. Kan man acceptere Ludacris’ lidt Fedtmule-agtige gangsta-rap, er ”Theater of the Mind” faktisk blandt sidste års mest oversete mainstreamplader. - Falco Lamb

Supajan ”Ditidol” (Smokenhagen/Gateway Music)

Hennesey ”Baren er åben” (Run For Cover)

Supajan er sgu en kewl dude. Det er det, jeg tænker, da mandens første soloplade, trods han er tolv år dyb, stopper første gang. Jeg sætter den på igen og går i gang med at skrive, mens jeg lytter videre. Det jeg lægger mest mærke til når Jan rapper, er at han gør det som han vil. Jan er en rap-nørd der bare vil holde det hiphop. Det er en fed forudsætning. Har man så endda noget at sige, begynder det at ligne noget, og det har Jan tit. Specielt ”Dannebrog brænder” og ”Sig op i morgen” med Per Vers, fanger mig. Der er mange klassiske linier og juveler gemt i Jans univers af druk og rap. Beats er leveret af Es, Madness4Real og Kasper Spez. De fleste lyder rigtig godt og har mange forkælende detaljer. Dope skive.

”Jeg har ik’ tvivlet på mit rapshit et splitsekund” rapper Hennesey, og det gennemsyrer ”Baren er åben” på godt og ondt. Den syv numre lange EP er en lækker cocktail, der kan nydes i baren og bilen, men næppe gør sig, når der nærlyttes i hovedtelefonerne. Det er moderne produktioner, der møder en stilsikker, men lidt tør rap. Hennesey er en gedigen håndværker. Det lyder godt når han rapper, men det er sjældent overraskende. På ”Ka’ ikk’ la’ vær’” indbyder melodien til at lege med flowet, men det forbliver stillestående. ”Hustler for mig selv” er catchy, og ”Ta’ en bid” med Rent Mel-kollegaen Jooks rammer også et højere niveau. Ellers er det småt med snapsene i baren.

- Anders Carlsen

- Peter T Aagaard

Timbuktu “En high 5 & 1 falafel” (Juju Records / Playground)

Klaes ”Dedikeret” (Selvfinansieret)

Så er Timbuktu tilbage med en ny plade. Og som altid glæder jeg mig som et lille barn til den. Men damn, det er sgu en skuffende omgang halal hippie hejs. Tekster og flows virker ufokuserede, beatsne banger ikke helt så godt som de burde, og underligst af alt, der er meget få omkvæd, der virkelig hænger ved. ”Säj inte nä säj jäää” er et fedt nummer. Men Timbuktu plejer at have 1-2 dårlige numre på en plade! Det er åbenbart blevet den omvendte verden. Jeg blev nødt til at hive ”Alla vill till himmelen” frem igen, og det burde du også gøre. Hvis du ikke har fået øjnene op for, hvor fantastisk svensk kan lyde, så finder du heller ikke ud af det på ”En high 5 & 1 falafel”. Ét godt nummer, én god titel: 1+1 giver i denne omgang kun 2 stjerner.

Der er nogle gode momenter på ”Dedikeret”, og man kan høre, at Klaes gerne vil noget med sin rap. Albummet byder på en masse sample beats. Det fungerer godt i mange tilfælde. Generelt har ”Dedikeret” dog ikke det store at byde på, og falder desværre ind i den triste stime af alt for intetsigende og ligegyldige albums, der kommer for tiden i Danmark. Emnekredsen er godt blandet, men tit virker rappen triviel. Pladens højdepunkt er, at høre Thomas T fra Bumsestilen lægge vers på numrene ”Ay ya yay” og ”Gadens asfalt”. Af bedre numre kan desuden nævnes ”Album ude snart” og ”Trivielt helvede”. Klaes’ første album er godkendt, men jeg mangler som lytter det dér ekstra, som får mig op at ringe som rap-fan og -elsker.

- Gisli

- Madze


Kloakvand fra Jokerens smeltede sind

Gæsteanmelder Rune Skyum-Nielsen er godt tilfreds med Jokerens nye album, der blandt andet byder på pionerens stærkeste rim i et årti. Og det siger ikke så lidt. Jokeren: Den Tørstige Digter (Flamingo / Universal) Så er der dårligt nyt til haderne. 35-årige Jesper ’Jokeren’ Dahl er tilbage med manér og dårlige manerer. Dansk stodder-raps faderfigur har stadig esser i ærmerne, og han strør dem lindt ud over sit tredje soloalbum, der næsten ikke kunne andet end skuffe oven på et par års sejt tilløb og en udskældt reklameduet med DSB’s Harry-dukke. Men Jokeren holder høj røg, og der er flere opend nedture på ”Den tørstige digter”, som er en rå og krakeleret reportage fra det voksne livs solskins-og skyggesider. Efter den vellykkede ”Alpha-Han” fra 2003 og den mere jævne ”Gigolo Jesus” fra 2005 leverer rapperen et sammensat album, der beviser, at han endnu ikke kører på de sidste benzindampe. Efter 14 år på mikrofonen har han stadig brændstof til adskillige skarpe tekster og leveringer. Jokeren er sulten på ”Den tørstige digter”, og han river os ind i et kompliceret univers, hvor han begår sig som far, levemand, pralhals, dommer, fredsmægler, fattigrøv og såret elsker. Produktionerne er overvejende elektroniske og barberede – ikke noget g-funk her – og

de mange forskellige beatleverandører (svenske Mango & Steff, finske MGI, Ezi Cut, Copenhaniacs, Sune Wagner, Nexus og Budda & TOM) slipper stort set alle pænt fra indsatsen. Vand under broen Vi lægger ud med albumåbneren ”Respekt”. Der bliver pisset territorier af, og Jokeren slår lige fast, at man aldrig er for stor til at afkræve sin respekt. Han spytter tværtimod for den, gør han, selvom der hates løs fra alle sider, og han har mistænkeligt travlt med selv at forsvare de senere års karrierevalg. Førstesinglen ”Gå væk” med den gamle Madness4Real-makker Blæs Bukki er en dancehall’et Bikstok-sag, som forholder sig til pionerstatus og påtager sig en noget bidsk mentorrolle for knægtene fra den nyeste skole. ”80’erne er færdige, få dem væk i en fart”, konstaterer en lunefuld og kryptisk Bukki, og det har han jo så evigt ret i. Gode sager, men ikke særlig karakteristisk for resten af albummet. På titeltracket teamer Jokeren op med en veloplagt Yepha, og den electrodrevne sag er snildt pladens mest intense lytter, selvom tre blærenumre i træk altså er trægt at skulle igennem. Så er det straks udfordrende at lægge ører til ”Battler med spøgelser”, der lyder som en hilsen til en af de gamle rap-homies, der ikke er så meget homie længere: ”Han opfinder et problem / han fronter, laver en beef, når der ikke er én,” rapper Jokeren uden at nævne navne. Det er heller ikke nødvendigt. Men nok vand under broen, vi skal alle sammen videre i teksten, og nummeret kunne også omhandle hans egne skeletter i skabet, som der tilsyneladende ikke er blevet færre af siden sidst. Så skål da Den tørstige digters mest fængende nummer er den småmagiske ”Sig Ja”, hvor en såret og håbefuld Jesper Dahl erklærer sit barns mor sin udelte kærlighed, mens Billy Beautifuls manipulerede omkvæd fuldender det tæt på fænomenale Nexus-popnummer. Forårshittet er hjemme.

Der er også noget, der gør ondt i hjertet på ”Den eneste anden”, som efter min ydmyge mening byder på Jokerens bedste tekst siden ”Dommedag nu”. Skæringen handler om ikke at kunne holde på damerne i sit liv og er en slags duet med ekskæresten Szhirley, som jo både optrådte på Den Gale Pose-pladerne og var genstand for den mindre flatterende ”Kvinde din (møgluder)”. Nu har de fundet hinanden i et vellykket, professionelt parløb, der blandt andet byder på følgende linjer: ”Og jeg kan ikke finde en vej ud af mørket / min hånd den er kold, mit smil det er størknet / Jeg er helt ædru, solen skinner, jeg har ramt bunden / Jeg kigger op på den blå himmel fra afgrunden”. Og han bliver ved: ”Mit sind er sort som kloakvand, der vælter ind / som et Dalí-maleri midt i et smeltet sind / Vi lever drømmen, lille hus, lille bil / lille barn, lille hund, lille pik, lille… smil”. Bang, så kan I bare komme an! ”Den eneste anden” topper et varieret og aggressivt album, der dog også rummer et par fæle flop. Især den fingerpegende og jantelovslugtende ”Wauw” er til at blive i dårligt humør over, mens rimene i ”Giftig” er forbløffende primitive: ”Du’ smuk, jeg’ er sej / kom og stik af med mig / for smukke, du’ lækker / du er en kæmpe frækkert” er altså ikke Jokeren i topform. Med hele 14 numre kunne de to med fordel være siet fra, uden at der var gået skår af den tørstige digter. Skål til ham.

Rune Skyum-Nielsen er forfatter til bogen ”Nr. 1 – Dansk hiphopkultur siden 1983” og anmelder på Dagbladet Information.


Ord: Jonny Hefty // Billeder: René fra Ungdomsskolen

ÅRETS BØRNE-RAPPER 2008

HARIS M ALTID SPYT RIM Street name: Haris M aka Ghetto King Årgang: 94 Hvor’ du fra: 6000 Kolding Mens flere tusinde skønsangere stod i kø til X-factor, sneg en lille flok svedige street-kids sig til audition på DR’s RGP - Danmarksmesterskabet i børne-rap. De 5 bedste; Navid, Ralle P, Haris M, SHS og Jonas K gik direkte videre til finalen i Amager Bio, som blev afholdt 5. september 2008. Ifølge dommerpanelet, Pede B, Jooks og Yepha, var der én rapper, som havde lidt mere overskud, skills og publikums-appeal end de andre - HARIS M! Den 14-årige MC fra 6000 vandt med sangen ”Altid spyt rim” og kan nu smykke sig med titlen ”Årets Børne-rapper 2008”. DUBCNN Magazine fangede ham på telefonen...

Hey Haris, du rapper om damer, vold, stoffer og kriminalitet. Er du gangsta-rapper? - Altså, jeg rapper bare om sandheden, virkeligheden, ting jeg har set. Jeg behøver ik’ selv tage stoffer, bare jeg ka’ få lov til at rappe. Det er det jeg prøver at fortælle i min sang ”Altid spyt rim”. Du kalder dig også Ghetto King, hvorfor det? - Det er ik’ noget jeg kalder mig, det er noget andre kalder mig. Hvad for noget rap hører du selv? - Ice Cube... Jeppe Rapp laver også noget fedt, men det handler for meget om sko og stil. Hvordan var det at optræde foran publikum og kendte rappere, og vide at det kom i fjernsynet dagen efter? - Det var megafedt. Til generalprøven havde jeg ingen energi, men da salen blev fuld af mennesker, fik jeg energi og begyndte at smelte sammen med mikrofonen... og så kommer der musik ud af mig! Hvordan kom du med i RGP? - Jeg laver rap med nogle andre hver torsdag på ungdomsskolen i Kolding. René fra ungdomsskolen sagde til mig, at hvis jeg sendte et nummer ind til RGP, ville han køre mig derover og gi’ McDonalds på vejen. Så sendte jeg ind, kom med og vandt, og nu er han min manager, så ham skal jeg huske at nævne.

FHM

Hvad har vennerne og klassekammeraterne i Kolding sagt til det? - De synes det var fedt nok. Før jeg vandt var der nogle mennesker i skolen og der hvor jeg bor, der aldrig vendte sig om - det gør nogle af dem nu. Falske venner, det er ik’ så godt. Dem der gik gik sammen med dig før, det er dine rigtige venner... en rigtig ven for mig, er en der ville hoppe ind foran dig, hvis der stod en og pegede på dig med en pistol. Drømmer du om at leve af at være rapper? Vil du altid spyt’ rim? - Ja, det vil jeg holde fast i... altid! Jeg håber, at det er det jeg ka’ leve af. Det er en af mine største drømme. Hvad sker der nu, hvor du har vundet RGP? - Jeg skal spille nogle koncerter, og til RGP i år. Jeg er også blevet kontaktet af nogle som har et studie. Jeg er i gang med nye numre; ”Rap-star” der handler om de folk der starter på bunden, kommer på toppen, men ender på bunden igen. Og så har jeg lige skrevet nummeret ”Pudderdukker & Popdrenge”. Kender du ik’ de der drenge med 2 meter strithår og bukserne nede i strømperne, pudder i hele hovedet og alt for meget solarie... Dem er der mange af i Kolding. Du kan høre Haris M’s vindernummer ”Altid spyt rim” på: www.dr.dk/dr1/rgp

ARENA

”RIGHTEOUS KILL SKRIVER SIG DIREKTE IND I FILMHISTORIEN” WHERE2GO

”PACINO OG DE NIRO GLØDER” TOTAL FILM

TJECK


Ord: Yash Billeder: Remy Gerega

DUBCNN AGENCY HONEY

www.dubcnnagency.com

JOHANA

Hvor gammel er du og hvor er du fra? - Jeg er 20 år, født i Bahrain og har boet i Sverige det halve af mit liv. Jeg er halvt svensk og halvt fillipino. Hvordan kom du ind i modelbranchen? - Jeg blev opdaget af modelspejdere på en hjemmeside som 17-årig og begyndte at deltage i skønhedskonkurrencer, arbejde som værtinde og havde jobs som model for digital art photography. Hvad er dit favorit modeljob? - Der er så mange, men mine første jobs var nok de sjoveste, fordi det hele var nyt dengang. Et godt job var da jeg var værtinde for et sommer pokerlimo og et andet sjovt job var med en fotograf, som lavede digital fotokunst. Hvad kan du lide at lave, når du ikke arbejder? - Træne, feste med mine darlings og tilbringe tid med min fantastiske familie. Hvis du fik chancen for at tilbringe en nat med en hiphop-kunstner, hvem skulle det så være? - Pharrell, han er hot. Hvad leder du efter hos en mand? - Selvtillid, charme and a good heart. Hvad foretrækker du - rå sex eller romantisk elskov? - Kommer an på hvilken dag det er, og om du har været sød eller slem… Hvad er din favoritstilling i sengen? - Hahaha... Hvad har du på I soveværelset? - Helst ingenting. Fremtidige projekter? - Reklamer og events og en masse opgaver i udlandet.


gisli@dubcnn.dk Dr. Gísli - got your back, even when it’s crack (a lackin’) Velkommen til Dr. Gíslis hjørne. Intet spørgsmål er for langt ude, intet for fint. Hvis du er en fine lookin’ young lady. Send et billede. Det er den slags ting, der virkelig får min dag til at svinge lidt bedre. Spørgsmålene har fyldt min mailbox op, så prøv at sende dit spørgsmål igen, hvis du mener det er godt, og det ikke er blevet besvaret. Og husk... Dr. Gísli har altid tid til dig. Når jeg har lyst til at have tid til dig. Hvordan kan det være alle synes Lil Wayne er så fed? – Daimy - Hvordan kan det være du stiller så dumme spørgsmål? Hey Doktor Giftig eller hvad du hedder? Hvorfor skriver I om alt muligt bullshit om computerspil og pik og patter i stedet for hiphop? Er I ikke et hiphopblad eller hva??? - TRL - Hey Mister ManTrl (eller hvad du nu hedder). Det er da ikke særlig hiphop at være opkaldt efter et MTV program. Hvorfor er du opkaldt efter et MTV program? Og hvad har du nu imod pik og patter? I min verden går de to ting sammen som leverpostej og rødbeder... for at citere en gammel kendt hæphåp sang: "It’s a good combination". Og nu vi er ved det, har du, hr. TRL Hiphop, styr på, hvor den linje er fra? Det har jeg, men som du sikkert også ved (eftersom du jo kender hiphop-reglerne ("Hip Hop Rules" er faktisk en gammel Vanilla Ice sang) til punkt og prikke) så er det ikke muligt at offentliggøre den slags viden. Det kaldes snitchin’. Eller noget. Hold det poppende ude på gaderne (hvor du jo må være hele tiden, eftersom du ikke spiller computerspil eller er nede med konceptet pik og patter. De to eneste indendørsaktiviteter jeg gør mig i) mr. TRL hæphåp. Men for at svare på dit spørgsmål. Jo. DUBCNN er et hiphop-blad. Det bedste hiphop-blad i verden. Hvem er den største starfucker i dansk rap? – Lars - Det er du, Lars. Kom ikke her og tro jeg ikke ved hvem du er. Dr. Gísli ved alt. Og her i hiphop-miljøet, har vi længe snakket om, at det kunne være mega fedt, hvis du holdt op med at starfucke så meget. Vi laver snart en Facebook-gruppe til dig, og Lars, så kan jeg godt sige dig, historierne begynder at rulle.

For eksempel den om dengang du grædende bedte om at få lov til at sutte diller på alle dem, der nogensinde har været på scenen til Getdown. Shit’s not cool Lars. Og det kunne være rigtig dejligt, hvis du frivilligt meldte dig ud af dansk rap. Nu! Hei! Hvis du skulle operere en rapper, hvem trænger så mest til en plastikoperation? – Dylan McKay - Hey Dylan og tillykke med det nye 90210... It rocks my world! Jeg har altid været en stærk fortaler for, at blowjobs i parkerede biler er en god ting. En ting man burde gøre noget mere, nu hvor Obama har bragt håbet tilbage til alle vores hjerter (især håb til de dejlige kvinder, der giver blowjobs i parkerede biler). Så er der ligesom mere plads til den slags extra curricular activities. Har du for øvrigt set høvdingebold i fjerneren? Dét er satme cool. Her finder man jo ind til sine inderste hiphop-rødder. For hvem holder man med? Hvor hiphop er du? Hiphopperne eller de dejlige pin-up babes. Jeg ved godt hvem jeg helst vil ha’ til at spille høvdingebold på min græsplæne. Men betyder det, at jeg holder med da babes? Hmm... see you on the flipside, Dylan. Hvorfor har rapperne smøget det ene bukseben op? Har de ikke råd til shorts? – Søren Hansen - Hey Søren. Det der med at hive bukserne op, var noget man gjorde i 1992, fordi det var cool på gaden. Eller noget. Jeg foreslår at du umiddelbart stiller din kalender til 2009 (aka det år vi er i nu). Og hvis, jeg siger bare, hvis du har en tidsmaskine og seriøst befinder dig i 1992: Hook me up! Jeg vil helt vildt gerne tilbage til dengang aids ikke fandtes, p-pillen var kørende og gruppesex var noget alle huse havde et rum til. Keep it peachy.

Hvem er lækrest, Orgi-E eller Bai-D? – Suspect #1 fan. - Hey. Det spørgsmål virker sgu lidt supsekt. Kan du ikke engang stave til Suspekt? Er du så deres største fan? Er det dig "Din største fan" handler om? Du har sikkert været på runde i hele kliken. Nederen for dig miss Suspect, men det tager intet væk fra sangen, det skal du vide. Verden er blevet et bedre sted, på grund af lige præcis den sang. Og det faktum kan du vel godt bruge til noget.

Hej Gisli. Håber du har det rigtig godt. Hvilket element er mest hiphop? - PTA - Hey Peter. Tak for dit spørgsmål, og jo tak det går sgu rigtig godt her. Jeg chiller med mine studier af the opposite sex og selvfølgelig en del film og en hel del af det der rap noget... Men det ved du vist alt om. Det har jeg hørt at du gør. Er det egentlig rigtigt? Peter ved du alt om hiphop i hele verden? Fordi så får jeg jo lige pludselig mega meget præstationsangst, Peter. Så skal jeg virkelig svare præcist nu. "Up against the wall", som om jeg var Lil Dap og Melachi the Nutcracker. Det element i verden, der er mest hiphop... er ... wait for it... du ved... sådan helt præcist sagt... altså du ved, det er jo mega vigtigt at formulere sig ordentligt... så altså... ok... here we go... det element der er mest hiphop i verden er............................... What bra-size did Notorious BIG use? – Anna from Sweden - Hello Anna from Sweden. I like Swedish girls. I think they are cute as a button. Plus they usually have me going on the accent alone (meaning looks don’t really mean a damn thing when you’re from Sweden). Fuck a Danish for breakfast, Swedish is what I wanna hear on a lonely sunday morning. So Anna get at me on my MySpace or my Facebook. Cos I would looooove to answer your question (cos, let’s face it, I know the answer) over a candlelight dinner and some freaky Swedish. Keep in touch boo.


DUBCNN MAGAZINE #1

RELEASE PARTY 8

GA, 11. december, 200

Kontoret, Ideal Bar, VE

Der var gratis øl og magasiner. Der var en veloplagt PTA som the host with the most from coast to coast... Der var live rap med Jonny Hefty, Jøden, Gísli, Kuku Agami, stand-up med U-Manden og surprise act fra Jeru the Damaja, som freestylede, fortalte jokes og lod

Ord: Jonny Hefty // Snapshots: Peter T Aagaard, Mehdi Esfahani & Jonny Hefty

D U B C N N M AGAZINE#3

RAMMER GADEN

I JUNI 2009

Foto: Kenneth Nguyen

sig fotografere med alle sine nye venner. Der var folk helt fra Sverige og Sæby af, og Unge Toobs holdt festen kogende på pladespillerne. Bliv venner med os på Facebook og vær først til, at få at vide, hvornår DUBCNN Magazine holder fest igen.


SPECIAL APPEARANCE BY

MARIO

WWW.PELLEPELLE-EUROPE.COM

Too Shy ApS | Esromgade 15, opg. 1, 1. sal | 2200 København N | Tlf. +45 35 82 00 62


Find os på Fisketorvet, Ro’s Torv og i Field’s

www.zepto.dk

DIN PC. DIT VALG.

SKRÆDDERSY DIN NÆSTE BÆRBARE PC PÅ WWW.ZEPTO.DK

THE GAME OPSKRIFTEN PÅ EN KLASSIKER

Fås bl.a. i Jack & J ones

JOKEREN SPYTTER FOR RESPEKT THE REAL RICK ROSS MACK 10 EPMD

FÅ DET SYGESTE LIR HOS ZEPTO! Zepto har også TV! Ring 70 204 304, tjek hele udvalget på www.zepto.dk eller besøg butikkerne på Fisketorvet, Ro’s Torv og i Field’s

Vidste du at Zepto er et dansk mærke, der har vundet tonsvis af priser for produkter med fedt design og den nyeste og hurtigste teknologi? Hvad enten du skal have en monster-bærbar med hjernedød grafik eller en stilren mini-notebook så finder du den hos os! Vi har også tonsvis af lækre fladskærme i helt op til 52 tommer med Full HD og de nyeste features.

NEGASH ALI PARIS ANDERS FJELSTED SUPAJAN LUCY LOVE IDAAIDA HAM DEN LANGE CLARK BENT

DUBCNN Magazine #2  

DUBCNN Magazine #2

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you