De voksnes opgave bliver tit at være sekretær for børnene, uanset deres alder og skrivefærdighed. De fleste børn såvel som voksne kan meget lettere fortælle end skrive en historie. For det meste skal man være sekretær i gængs forstand og skrive det ned, som bliver dikteret. Ikke ændre, udelade eller tilføje. Alle har ikke lige let ved at fortælle i en stor flok. For nogle børn er det svært at holde fast ved, at lige nu er det dem, der har ordet. De bliver hylet ud af det, når mere højtråbende kammerater trænger sig på. Uanset hvor meget den voksne forsøger at mingelere det og dele sol og vind lige, kan hun ikke gøre meget i det øjeblik, skaden er sket, og en forsigtig fortæller har tabt tråden eller gej sten. Det sker også, at der ikke kommer ord over læberne, når det omsider lykkes et barn at få en voksen for sig selv, og vedkommende sidder parat med pen og papir. Det er som om al energien er brugt til at arrangere situationen. Det, som oprindeligt trængte sig på, er glemt og borte. Nogle børn vil gerne være med til noget, men er uvante med at give en fortælling frit løb s ammen med en voksen. De bliver stive og kejtede, når opmærksomheden er deres. Her kan den voksne træde til og bløde op - ved selv at gå igang. Kommer man med forslag til handlingsforløb og skøre indfald, får man vist, at det ikke er farligt at være fjollet. En historie, som den voksne har været med til at lave, og derfor også har medansvaret for, kan det være lettere for en forsigtig sjæl at få offentliggjort blandt andre. Barnet kan tage æren, hvis historien modtages godt. Er de andre ligegyldige eller kritiske, må den voksne tage det på sig.
B ørnene løser op for de voksne Når børn længe, høj t og hæmningsløst griner over et enkelt ord eller sætning, kan det være umuligt for voksne at forstå, hvad der er så morsomt. Det kan virke så provokerende, at hun stopper dem og vil have alvor ind i deres samvær. Måske så hun også kan være der og ikke være glemt. Men det er ikke forbeholdt børn at lege med sproget og fortælle. Mange voksne har bare sværere ved det og tør ikke. Vil man tage udgangspunkt i børnenes egne kulturelle udfoldelser bliver man nødt til uden moraliseren at acceptere grove, angstfyldte eller oprørske udtryk, for i det område er der ingen færdige former, som munder
56