Page 1


Erindringer Mine oplevelser i, Ungdoms- og Gymnastikforeningen Johanne Knudsen LangkjĂŚr, november 1991

Syng sammen, Drantum Forsamlingshus marts 1991. Fra venstre Johanne Knudsen, Hanne Marie Knudsen.


Erindringer Fortalt af Johanne Knudsen 1984 Nedskrevet 1991

Brandehistorisk Forlag 2013 Lokalhistorisk Forening Brande ISBN 987-87-92957-30-6


Forord

Jeg blev i 1984 bedt om at holde en »Syng-sammen-aften« i Drantum Forsamlingshus. Jeg valgte at fortælle om mine oplevelser i Ungdomsog Gymnastikforeningen. Foredraget, som blev optaget pa band, er her nedskrevet og suppleret med et par senere tilføjelser. I foredraget forekommer en del personnavne, som vil være ukendte for en del. Derfor har jeg vedlagt en personliste, der meget kort fortæller, hvem de forskellige personer er. Desuden er vedlagt en kopi af de sange, der blev sunget pågældende aften, idet de også er med til at give et billede af min ungdomstid.

Johanne Knudsen. Johanne Knudsen og Anna Damgård. Et tableau opstilling i lighed med Arkibas Billede B1638


Sangaften ved Johanne Knudsen i Drantum Forsamlingshus »Minder fra min tid i ungdomsforeningen og gymnastikforeningen« Mit første møde med Brande Ungdomsforening går helt tilbage til min barndomstid. Det var i 1911, hvor Otto Vestermark kom og spurgte, om ungdomsforeningen måtte holde et møde oppe i vor dal. Dalen, som var omgrænset af gran og fyr, egnede sig helt godt til det formål, og vi ville gerne have ungdomsmødet deroppe. Der er igennem tidernes løb holdt ikke så få møder deroppe. Vi havde dengang en præst, der hed Pastor Thomsen. Han tog meget del i ungdomsarbejdet, og det var da også ham, der var taler deroppe, ihvertfald de to første år, der var møde deroppe. Det første år fortalte han om N.E. Fjord og det næste om en tur, han og mange af omegnens præster foretog ned til Oberammergau i Sydtyskland. De skulle ned og se de berømte passionsskuespil, som på 10. år blev opført der til minde om Jesu lidelse og død. Dengang var det jo næsten helt utænkeligt, at folk rejste udenlands, og Pastor Thomsen fortalte meget levende om den tur. De rejste med tog derned, og han fortalte om, hvor mærkeligt det var, at komme her fra det flade Danmark og ned til Sydtyskland med bjerge, hvorpå der lå sne. Så det var et helt eventyr for os at høre. Når så han havde talt, og vi havde sunget, blev de unge budt om på Sønder Grønning, og der legede de så. Jeg tænker nok nærmest, at det var »To mand frem for en enke« og »Tre mand høj« og noget i den ret- ning. Når vi så kom hen på eftermiddagen, skulle de fleste hjem og hjælpe med fodren og malken, men jeg kan da huske, at vi var en lille flok, som samledes omme på den nordlige banke, hvorfra der var en herlig udsigt ud over oplandet og ned over Brande by. Så sang vi »Der står et slot i Vesterled«, imens solen gik ned bag Overgård Banke. Ellers var det jo mest om vinteren, at det foregik, og vi havde møde hver tirsdag vinteren igennem. Først var det i præstegården og senere blev det på Højskolehjemmet. Pastor Thomsen rejste allerede i 1914, så jeg husker ikke ham så meget fra Ungdomsmødet, men derimod Provst Marius Nielsen, der kom fra Hvejsel. Han samlede os nede i konfirmandstuen, og vi gik jo derned, for dengang var der ikke noget med at cykle om vinteren - det var vejene ikke til. Om vinteren blev cyklen sat på stald. Ja, jeg kan huske min ældste bror var så forsigtig, at han skilte cyklen ad, og slanger og dæk blev lagt ned i halmen i en af min bedstemors dobbeltsenge, og der kunne de så ligge til foråret. Som sagt var vi der i konfirmandstuen og både Provst Nielsen og hele hans familie deltog i ungdomsmødet, og det gav det sådan et egent hyggeligt præg, når de var med.


Det var i krigens tid, og de fire år det varede, dansede vi ikke i Ungdomsforeningen, men vi sang derimod sanglege. Otto Vestermark begyndte gerne med »Syv raske piger i ring«, og så gik det jo i gang. Vi leverede selv sangen til. Nu kunne det have været nærliggende at synge en julesang, men eftersom det er februar måned nu, vil jeg gerne, om vi kan synge en sang, som var aktuel dengang, og som stadig kan siges at være det den dag i dag. Det er »Jord i hvis favn, der hades og der myrdes« (se bilag). Nu kan det jo nok bekymre mig lidt, om I alle kender den. Jeg har udvalgt nogle sange, som jeg synes er typiske for den tid, og det må I jo så finde jer i. Så håber jeg, I lærer dem ved at synge dem. En, som kom i ungdomsforeningen var en lærer Nielsen nede fra Herning. Han kom og sang med os. Ja, han lærte os også at synge 2. stemme. Vi sang bl.a. »Jyden han er stærk og sej« og »Lær mig nattens stjerne«, men der var særlig én, som vi var glade ved, og det var »Vå- rens budskab flyver over lande«. Først lærte vi sangen, derefter 2. stemmen, og vi blev så delt i to hold. Karlene på det ene hold og pi- gerne på det andet. Først sang pigerne 1. stemme og karlene 2. stemme, og når vi så havde gjort det et stykke tid, byttede vi om. Så vil jeg gerne om vi kan synge den sang »Vårens budskab« (se bilag). Så kom vi frem til fastelavn - jeg tager det sådan lidt i kronologisk orden - og da havde vi fastelavnsmandag et møde nede i Brande. Det var Vejle Vesteregns Hovedkreds, der var indbyder til det, og det var hvert år i Brande. Det var et efterrmiddagsmøde, som foregik nede på Højskolehjemmet. Det var gerne foredrag og sang. Så havde vi desuden nogle andre møder i hovedkredsen - vi kaldte det delegeret møde. Der blev udtaget nogle fra hver ungdomsforening i Ringgive, Give, Lindeballe, Farre, Gadbjerg, Thyregod, Vester Nykirke og Vonge. Det var vist de foreninger, som hørte til Vejle Vesteregns Hovedkreds. Der havde vi så på skift mellem sognene to-dages møder. Det begyndte gerne med gudstjeneste, foredrag og forhandling, og om aftenen var der oplæsning og sanglege. Jeg husker særlig en gang, vi var i Lindeballe kirke. Da var vi en hel flok unge, og imellem os var lærer Grel fra Vesterlund, og de, der husker lærer Grel, ved jo nok, at han havde en meget kraftig sangstemme. Vi skulle synge »Denne er dagen, som Herren har gjort«. Der var lige kommet en ny melodi til den, og anført af Grel sang vi af vore lungers fulde kraft, og vi syntes, at det var lige før, taget lettede. Vi følte, at det var dejligt i fællesskab at kunne være med til at synge lovsang. Så vil jeg gerne om vi kan synge den nu (se bilag).


lille bord og dinglede med sine lange ben, og så læste han op for os. Det første år læste han »Den evige Higen« af Zakarias Nielsen, og det næste år læste han »Kejseren af Portugalien« af Selma Lagerløf. Vi var meget optaget af hans oplæsning, og det var jo tit grove strenge at skulle vente fra den ene tirsdag til den anden. Da vi havde været nede i konfirmandstuen i et par år, blev forholdene lidt trange, og vi flyttede så om på Højskolehjemmet. Talerne blev oftest holdt af lokale folk, men vi havde jo da også ind imellem fremmede talere. Jeg husker et år, hvor vi havde Peder Jakobsen, Ry. Man spillede fele for os, og det var han altså en helt mester i. Han kunne fortælle den ene historie efter den anden. Jeg kan såmænd huske melodien til en af sangene endnu. Teksten handlede om en mand og en kone, der var oppe at skændes, og jo længere tid de skændtes, desto mere højrøstede blev de, og jeg tror da nok, at det var konen, der gik af med sejren til sidst. Peter Jakobsen spillede ikke kun fele for os, men han lærte os at synge. Han havde udgivet en sangbog, der hed »Syng dig glad«, som dengang var temmelig ny. Der var mange sange i den, som ikke var med i Højskolesangbogen, og det blev vi meget optaget af. Det var særlig sange af Aakjær men også af Chr. Richard, Hostrup, Anton Berntsen, Wilhelm Gregersen og mange flere, og dem lærte vi så at synge. Det må have været ind imod jul, at han var der, for jeg kan huske, at vi i julen gik rundt i hjemmet og sang sangene for at blive lidt mere sikre i dem. I Ungdomsforeningen havde vi altid fest 4. juledag, og det var en sammenkomst, som vi så frem til med stor forventning. Alle de unge, der var ude at tjene og de, der var inde som soldat, skulle helst hjem og med til julefesten. Det var ikke alene for selve festens skyld men også for at mødes med dem, som de ikke havde været sammen med i årets løb. Der skulle jo gøres lidt forberedelser til det, og vi var gerne nogle dernede om formiddagen for at pynte salen. I nogle år havde vi små grantræer rundt på kaffebordene. Det skulle stilles an, og der skulle sættes julelys i, og det var vi jo så nede og ordne. Men så om aftenen samledes vi - ihvertfald nogle år - i den lille sal, og der var så enten en kort juletale, eller også blev der læst op. Jeg husker særligt, at postbud Jens Langkjær læste »Terje Vigen«, og det var en god oplevelse. Når så talen eller oplæsningen var slut, skulle nogen jo ned og tænde alle ju- lelysene. Jeg tror, vi havde et sted mellem 20 og 30 små træer rundt om på bordene, og der var jo så en halv snes julelys på hvert. Jeg må nok sige, at det var festligt at komme ude fra den halvmørke gang og ind til alle de lys. Så sad vi ved bordene og sang julens sange, og derefter


Dengang var det ikke moderne at spille dilettant, det tror jeg ikke, vi syntes, vi var dygtige nok til. Men så gjorde vi noget andet. Vi opførte nogle folkeviser. Den første, vi opførte, var »Og det var om en Løverdag, det regnede under ø«. Jeg havde fået ideen til det ved at være på Roskilde Højskole (i 1920), og der havde lærerne opført den. Vi var så samlet rundt omkring i hjemmene, for når vi skulle opføre folkeviser, ja så måtte vi have nogle riddere og en skøn Cecillil, og de skulle alle have dragter, som helst skulle være hjemmelavede. Vi fik lavet 3 dragter: en rød, en blå og en gul. Vi købte stof - det skulle forestille silke, men det var nu ikke andet end satin. Vi syede så kapper af det, og de blev kantet med hermelin. Selvfølgelig skulle de have sko med guldspænder, og hvad dertil hører. Det sidste, vi manglede var nogle kraver til de her riddere, og det kunne vi ikke rigtig finde ud af, men så havde jeg en kusine, der var temmelig fingernem, og hun kom så med en model. Hun havde syet en krave af pergamentpapir, som hun havde lagt i wienerlæg, og den struttede som en anden præstekrave, så det syntes vi godt, vi kunne bruge. Da vi skulle opføre stykket, var vi et kor, der sang alt det fortællende og omkvædet i sangen, og så skulle hovedpersonerne synge deres replikker. Jeg vil så gerne, at vi kan synge den sang - »Og det var om en løverdag«. Nu havde vi jo så fået blod på tanden, og det var vistnok året efter, at vi opførte »Prinsessen og Gangerpilten«. Det foregik på samme måde: et kor sang alt det fortællende og omkvædet, og prinsessen og gangerpilten sang det, de skulle sige. Nu havde vi de her ridderdragter, og en af dem kunne vi bruge til prinsen. Prinsessen var Mette Larigkjær fra Nørre Askjær, og så var der en ung pige, som tjente oppe på Lang- kjær Mejeri, og hun var gangerpilten. Men vi måtte også have en dragt til gangerpilten. Den dragt skulle jo ikke være så fin som den dragt, han senere kom ind i som prins. Et år senere opførte vi "Kejserens nye Klæder", og vi var også samlet i et hjem for at lægge planer om, hvordan det nu skulle foregå. Det vi var mest bekymrede for, var, hvem der ville være kejser, for det var jo lidt voveligt at skulle gå rundt nede på Højskolehjemmet kun iklædt skjorte. Ja, nu kan man jo smile ad det, men dengang var det lige ved at være på grænsen til det uanstændige. Men heldigvis var der en modig pige, og det var Lene Thomsen, og hun påtog sig at ville være kejser. Så havde vi også Agnes Svanklink, og vi spurgte hende, om hun ikke troede, vi kunne låne en af Thomas Svanklinks skjorter - han var sådan en stor kraftig mand. Det kunne vi godt, og skjorten kunne gå temmelig langt ned på benene, og så var det jo sådan lidt mere anstændigt. Jeg kan huske, at vi holdt generalprøve hjemme i mit hjem. Til at begynde med skulle vi have været oppe i den store stue, men der skulle jo være baldakin, og der skulle være nogen til at bære baldakinen og én til at bære slæbet bagefter, og det kunne vi ikke få plads til oppe i den store stue, så vi måtte ud på


gårdspladsen. Men vi gav så strenge ordrer til min far og de andre mandlige om, at de ikke måtte se ud - de skulle blive nede i køkkenregionen. Lene valsede så rundt i gården, der hvor Frede og Inga nu residerer. Pludselig blev køkkendøren åbnet, og så stod far og alle de mandlige og så på det, og så tænkte vi, at skulle vi gå rundt nede på Højskolehjemmet, ja så kunne vi lige så godt begynde først som sidst. Kejseren havde skjorten, men han skulle selvfølgelig have en guldkrone på hovedet, og det lod sig nemt gøre. Han skulle også have et rigsæble, og det var en forgyldt krokketkugle. Scepteret var en piberenser, som endte i en spids, og når den blev forgyldt, kunne den godt gå som et scepter. Nede på Højskolehjemmet fik vi lærer Fischer til at læse »Kejserens nye Klæder«, og imens valsede Lene rundt med hele sit følge. Jeg mindes også en søndag eftermiddag, hvor vi var til møde nede på Højskolehjemmet. Hvem der talte, kan jeg ikke huske, men jeg kan endnu huske, at der blev talt til os om vores ansvar som unge. Der lå ligesom en tung stemning hen over salen den søndag eftermiddag hen i marts måned. Stemningen blev forstærket af, at vi bagefter sang: »Det, som lysner over vangen, er det aftenrød? Var monstro det svanesangen, som fra sundet lød? Blank kun står en gylden strime, slukkes den på ny? Hvad er denne brydningstime? Skumring eller gry? Derpå må I unge svare, det til eder står, om af røret sig skal klare dag med krans om hår, om vort hjem igen skal svømme frelst på tidens flod og endnu sin ungdoms drømme se med kød og blod«. »Det som lysner over vangen«, er skrevet i skyggen af 1864. Der spørges om »det er aftenrød, var monstro det svanesangen, som fra sundet lød«. Her tænkes der på Dybbøl og Aissund, hvor vor store nabo mod syd tvang det danske folk i knæ, så det følte, at det ingen fremtid havde. Men så kom Dalgas og sagde: »Hvad udad tabes, skal indad vindes«, og så voksede der læhegn frem og skærmede mod den barske vesten- vind, der ofte ved forårstide satte jord og himmel i ét. Så henvender digteren sig til den danske ungdom med det budskab,


at det er dens sag, om det bliver aften eller morgen for det danske folk. I 3. vers står der »Atter stilles danskerætten for en åben dør, ånden flyver over sletten lavt som aldrig før«. Den åbne dør skal tolkes som Den danske Folkehøjskole, der skulle give Danmarks ungdom og dermed det danske folk tro på, at der var en fremtid for det danske folk trods nederlaget i 1864. (Plesner - en præst fra Brande - skrev engang følgende digt om Dalgas: »Først bakker brune blev skove lune, hans kongsord lød, Så marken sandet fra å han vandet, og græsfremskød, mens tørven blandet med bakkesandet os kornet bød. Nu vestenvinde, hvis magt han brød, syng ham til minde i hedens skød«.} Ja, ungdom er jo ikke kun sorgløshed og glæde, det er også ansvar og forpligtigelse. Så vil jeg gerne, om vi kan synge »Det som lysner over vangen«. Så vil jeg fortælle lidt om pinsemøderne nede i Brande Præstegård. Den første gang var nu inden de egentlige pinsemøder begyndte. Det var i Pastor Thomsens tid. Brande Ungdomsforening havde indbudt Ringgive Sangkor til at komme over og synge. De havde en leder derovre, der hed Eli Pedersen, og hans sangkor blev meget omtalt dengang. Koret korn og sang for os nede i præstegårdshaven. Det var godt nok før jeg blev konfirmeret, men jeg havde fået lov at komme med. Da de havde sunget et stykke tid, kan jeg huske, at Pastor Thomsen sagde: »Ja, molboerne havde jo en gryde, der kunne koge uden ild, det har vi nu ikke, men vi har en gryde, der kan koge rødgrød«. Og så beværtede han og fruen med rødgrød og fløde. Vi havde godt set, at der stod nogle julelys rundt omkring alle rabatterne i plænen, og dengang var der som regel mange rabatter i en græsplæne. Vi syntes jo godt nok, at det var sådan lidt luksus med julelys ved sommertid, men de blev tændt, og vi var ikke vant til så meget lys dengang, så det var et helt eventyr. Senere - vistnok omkring 1920 - startede pinsemøderne, og det var altid 2. pinsedag, og den dag var der ikke gudsstjeneste, for da skulle alle jo gerne med til mødet nede i præstegårdshaven. Jeg kan da huske engang, Lindegård fortalte om Bjørnsons Arne. Men der har jo været mange forskellige, der har talt og også sunget. Jeg husker da, at Aksel Schiøtz har sunget dernede. Så husker jeg også, at der har været basar dernede med Glimterne, folkedans, boder, sang, men det hører en senere tid til.


Så er der Rørbæk-mødet, som jeg også lige må nævne. Det var præsterne Magnus Grel fra Thyregod og Marius Nielsen fra Hvejsel, der arrangerede Rørbæk-møderne. De kunne samle store skarer - ja, indtil et par tusinde. Det foregik de første år i en dalsænkning i Rørbæk Skov, og så lejrede vi os op ad skråningerne. Det at komme derop var ikke altid så ligetil. Der var jo ikke noget, der hed biler, så vi måtte cykle derop, og der var ikke asfalteret vej. Vi cyklede ikke i en række, nej, der var både 3 og 4 rækker, og når vejen så var sandet, og én faldt af cyklen, lå der straks 5-6 stykker ved siden af, men derop kom vi da. Der blev så holdt tale dernede i Rørbæk Skov. Jeg husker to så farverige personer som Åge Meyer Benediktsen, som var af jødisk afstamning og Jørgen Bukdahl. Der var en Pastor Trier nede fra Skibet; han blev senere valgmenighedspræst nede i Askov. Der var desuden brødrene Terkelsen og mange andre. Der var gerne et par foredrag med sang, og så var vi rundt i skoven. Vi var mere vant til gran og fyr herude fra, så det var dejligt at komme i en løvskov. Om sommeren havde vi sommetider møder på Sandfyld Bjerg og ovre i Hyvild Sande. Der har dog også været møder andre steder - jeg kan da huske, at jeg har været med i Silkeborg og på Fanø. Når vi så kom hen i eftersommeren, skulle vi skynde os at have kartoflerne op, inden vi skulle til efterårsmøde. Det varede gerne i to dage; som regel første dag for de ældre og den næste for de unge, og så var der oplæsning om aftenen. Jeg husker særlig én, der tit var med. Det var seminarieforstander Winther fra Silkeborg; han talte tit. Men ellers var der mange andre, og Askov-lærere har også ved flere lejligheder talt i Brande. Der var både lærer Arnfred, Rosenkjær, Christiansen og Lund, og det var nogen, vi satte meget pris på at høre. Om aftenen var det ofte censor P.A. Rosenberg, som bl.a. læste af Moliéres skuespil. Men der var også Demouth og frue, Adam Poulsen, Ellen Mal-berg og Clara Pontoppidan har også været der. Det var som sagt nede på Højskolehjemmet og i den gamle sal. Der havde vi ribber, og der var derfor god lejlighed til at pynte med efterårets blomster og løv, så det gav en egen hyggelig stemning. Nu vil jeg gerne, om vi kan synge »Flyv ud mit korn i mulde«.


Om gymnastikforeningen

Gymnaster i opvisningstøj. Othilie Schnedler Knudsen, Anna Rasmussen, Bine Schnedler Knudsen, Kirstine Knudsen og Marie Rasmussen. Billedet er fra ca. 1910. Arkibas billede B2418.

Gymnastikhold fra Drantum. Mads Krogh nr. 4 i midterste rĂŚkke.


De første år jeg gik til gymnastik, tog jeg til Brande, og det var Otto Vestermark, der ledede også pigerne der. Men så blev Drantum For- samlingshus bygget, og så lå det nærmere for at gå derned. Vi havde træningsaftner to gange om ugen - ja til at begynde med var den ene gang om eftermiddagen, men det var karlene ikke tilfredse med, så vi besluttede os til, at vi da også godt kunne komme om aftenen, og det var mandag og torsdag aften. Den første, som jeg gik til gymnastik ved i Drantum, var så vidt jeg husker Emilie Østergård, men det var ikke ret lang tid, men ellers var det Mette Risbjerg og Matilde Rasmussen. Salen var jo ikke, som den er nu, og der var ikke varme i salen, så det kunne godt føles lidt koldt at skulle af tøjet og i gymnastiktøjet, men vi fik så en løbetur rundt i salen, og efterhånden arbejdede vi os så til varmen. Så var der træningsaftner før jul, og i julen havde vi gerne dans 2. juledag. I ungdomsforeningen havde vi derimod ikke dans.

Folkedansere fra Brande. Anna Damgaard og Johanne Knudsen yderst til højre. Arkibas B6 Når vi så kom efter jul, skulle vi til at øve os til en gymnastiksammenkomst oppe i Give. Det var også inden for Vejle Vesteregns Hoved- kreds, at de blev holdt, og det skulle vi så lære nye øvelser til. Det var altid en søndag, vi var deroppe. Vi startede med indmarch med Dannebrog - det var gerne Marie Langkjær, der var fanebærer i den tid, jeg gik til gymnastik. Så sang vi en sang til - én, som den vi nu lige har


sunget og mange flere naturligvis. Dengang var det meget brugt at lave øvelser til sangledsagelse, og jeg kan da huske, at vi et år havde lært sangen »Anders han var en hurtigere dreng«. Der er en 4 - 5 vers, og der var forskellige øvelser til hvert vers. Sangen om Anders er jo en svensk sang. Anders ville gerne have sig en flicka, og han vidste ikke rigtig, hvem han skulle have, og så siger han bl.a.: »Den, som tør råde, hun tør blive min«, og så ville de allesammen have Anders, og var ved at fare i totterne på hinanden - det kan I høre om lidt i sangen. Vi gymnaster var delt i to hold, og det ene hold, som jeg hørte til, var Anders'erne, og den anden halvdel var Anna'erne. Anders bliver helt fortumlet - han vil helst nøjes med én; han kan jo ikke tage dem allesammen. Da vi så kommer til sidste vers, står vi i to rundkredse: Anders'erne foruden og Anna'erne forinden, og så skulle Anders'erne danse ind foran Anna'erne med polkatrin, brede hænderne ud og spørge: »Vil du mig ha'«? Hun svarede selvfølgelig ja, og så dansede de rundt. Jeg kan huske, at jeg stod ved siden af Anna Langkjær, og der var noget af en skuespiller i Anna Langkjær, og jeg kunne ikke lade være med at skotte lidt til hende. At se hende brede hænderne ud, og spørge, om Anna ville have hende, det kan jeg huske den dag i dag. Jeg vil nu gerne, om vi kan synge »Anders han var en hurtig karl«. Den skal gå lidt langsomt bortset fra det her »Så går det til en frier«, det må komme lidt raskt.

Drantum gymnaster. Johanne Knudsen siddende forrest fra venstre.


Når vi så havde set på hinandens gymnastik hele dagen, var der et meget festligt kaffebord med taler og med sang. Og så var der vel også nok sangleg. Vi var med tog derop, og vi skulle jo med toget hjem igen, så jeg kan ikke lige mindes, at jeg har været med til sangleg der. Når så vi havde været i Give, havde vi kort tid efter opvisning her i Drantum, hvor forældrekredsen sluttede op. Så vil jeg da også nok nævne noget, som hører en senere tid til. Vi har her i Drantum også haft en del talere i gymnastikforeningen - vistnok mens Vagn Elleham- mer var formand. Jeg kan huske Juul Nyholm. Engang Kristian og jeg var ude og pumpe vores cykler, kom der en bil, og det var Jul Nyholm, der kom og spurgte, om vi kunne vise vej til Drantum Forsamlingshus. Jo, det kunne vi da, for vi var på vej derned, så cyklerne fik lov at stå, og vi fulgte med i bilen. Af andre kan jeg huske Søren Andersen og Lauersen Vig, og der har jo da været mange, mange flere. Dengang var der jo ikke noget, der hed Christiania eller punkere og rockere og bz'ere, og hvad de nu hedder alle sammen, men når vi lige- som mange andre unge følte trang til at være i opposition til det bestå- ende, så sang vi: »Jeg rutter med glædens og håbets ord«, og den vil jeg så gerne om vi kan synge (se bilag). Vores sangvalg var først og fremmest danske sange, men derudover præget af samhørighed med de nordiske lande. Særlig Norge, som nok altid har stået os nærmest. Det var især Bjørnsons sange, som vi var glade for at synge, og hvem har heller som Norge en nationalsang

Eli Bjørkstens gymnaster - sandsynligvis fra en opvisning i Herning.


som Bjørnsons »Ja, vi elsker dette landet«. Selvom Island på det tidspunkt hørte til Danmark, kunne vi godt synge "Yderst mod Norden, der lyser en ø". Vi sang også svenske og finske sange. Hvad de finske sange angår, tror jeg nok, at interessen for disse skyldes, at de i Finland havde en gymnastikpædagog, der hed Eli Bjørksten. Hun var meget kendt her i Danmark - vel nok særlig gennem hendes venskab med Anna Krogh og Jørgine Abildgaard, for hvem hun vist kan siges at være et forbillede. Hun kom her til Danmark med sine finske gymnaster og lavede opvisninger forskellige steder, og jeg kan huske, at vi var en flok her fra Drantum, som lejede en lastbil og var nede og se hende og hendes gymnaster i Herning. De var i sølvgrå gymnastikdragter, når de skulle til gymnastik. Jeg vil nu gerne have, om vi kan synge den finske sang »Dold mellan furorna« - det var også en af de sange, som vi brugte som marchsang i gymnastikforeningen. Så vil jeg også lige nævne, at vi et år var i Give og se Niels Bukhs gymnaster. Det var det første hold, som skulle til Amerika, og det gik der helt ry af. Vi var med tog derop, og vi så både Niels Bukhs karle og piger. Bagefter skulle de så danse folkedans. Vi kikkede lidt efter klokken, og vi var nok klar over, at det var ved tiden, at toget skulle gå, men vi kunne altså ikke løsrive os fra det. Vi blev og så det hele, og jeg tror nok, at vi i fællesskab lejede en bil for at komme hjem.

Gymnaster fra Brande. Kristian Knudsen ses i øverste række som nr. 4 fra højre. Arkibas billede B4


Når vi skulle være lidt romantiske sang vi »Om sæterjentens søn- dag«, og den vil jeg også gerne, at vi skal synge. Nu er jeg så ved at være til ende med at fortælle om ungdomsfore- ningen og gymnastikforeningen, og jeg må sige, at jeg står i stor taknemmelighedsgæld til dem, og jeg ved, at mit liv havde været adskilligt fattigere, hvis de ikke havde været der. Så vil jeg slutte med dette: Vi har her i Danmark to bøger, som ingen andre vist har mage til. Det er Højskolesangbogen og Salmebogen, og vi har jo sunget både sange og salmer, nok mest sange. Men jeg vil gerne, at vi her til slut kan synge en af vore kernesalmer »O kristelighed«. Jeg kunne forestille mig, at ungdom af i dag ville spørge: »Hvad var det, der fik jer til at gå til møde, hvor den eneste underholdning var et par foredrag og nogle sange og lidt oplæsning«? Måske trangen til at få vor horisont udvidet. Vores verden var jo ikke så stor; vi havde hverken radio eller fjernsyn. Måske trangen til at være med i et fællesskab med andre om tale og sang. Siliam Bjerre sagde engang ved et møde i Drantum: »Digtere kan løse bundne tanker«. Måske var det bundne tanker, der skulle løses.


Personliste Andersen, Søren. Præst i Hvejsel. Benediktsen, Åge Meyer. Forfatter, som bl.a. arbejdede for minoritets- grupper. Bjerre, Siliam. Tidligere forstander på Engelsholm Højskole. Bjørksten, Eli. Drev sammen med Anna Krogh og Jørgine Abildgård Snoghøj Højskole, som dengang var en kvindehøjskole. Bukh, Niels. Forstander på Ollerup Gymnastikhøjskole. Bukdahl, Jørgen. Forfatter og højskolelærer i Askov. Demouth og frue. De rejste meget rundt og underholdt til forskellige møder. Eliehammer, Vagn. En af de ledende i Drantum Gymnastikforening. Fischer. Lærer - først i Brande og siden i Askær sammen med sin kone Sigrid, der også var lærer. Fjord, N.E. Foregangsmand på mejeriområdet. Grel. Lærer. Startede Vesterlund Ungdomsskole. Grel, Magnus. Bror til lærer Grel fra Vesterlund. Jakobsen, Peder. Lærer i Ry. Langkjær, Marie og Anna. Søstre til Jens Langkjær, som stadig bor i Langkjær. Lindegård. Først præst i Brande, derefter Hvejsel, Vejen og til sidst biskop i Ribe (Johanne Knudsen tjente hos familien, da de boede i Hvejsel). Lauersen, Vig. Højskoleforstander på Uldum. Malberg, Ellen. Skuespiller på Det kongelige Teater. Nielsen, Marius. Præst i Brande. Gjorde et stort arbejde for ungdomsforeningen. Blev ved genforeningen præst i Sønderjylland. Nyholm, Juul Præst i Thyregod. Poulsen, Adam. Skuespiller på Det kongelige Teater. Rasmussen, Mathilde. Fra Hyvild. Risbjerg, Mette. Fra Risbjerg. Rosenberg, P.A. Arbejdede i Silkeborg. Svanklink, Thomas. Landmand fra Brande-egnen. Terkelsen-brødrene fra Herning. En blev forstander på Ry Højskole og en på Danebod Højskole. Thomsen. Pastor. Gjorde et stort arbejde i Brande for ungdomsforeningen. Vestermark, Otto (Otto Henriksen) Landmand fra Brande. Mangeårig formand for ungdoms- og gymnastikforeningen.


Erindringer Mine oplevelser i Foredrag holdt i 1984. En bearbejdning af foredragskopien som Lokahistorisk Arkiv Brande fik indleveret 10.12.1992. Hæftet indeholder foredraget, personliste over nævnte personer samt fotokopier af de sange, som blev sunget ved den syng-sammen-aften. Der er desuden flettet billeder ind i teksten, heraf er nogle i arkivets besiddelse, mens andre er fotokopier af lånte billeder. Titelbladet er et pressefoto af Fotograf Per Allan Lunding, VAF. fra venstre Anna Johanne Knudsen, (født 16/11 1898, død 5/1 1994) og hendes svigerdatter Hanne Marie Knudsen. Side 3 er ukendt fotograf og datering. Side 11 er Arkibas B2418, ukendt fotograf fra cirka 1910-1913. Side 11 billede forneden ukendt fotograf og datering. Side 12 er Arkibas B6, ukendt fotograf ca. 1925. Side 13 ukendt fotograf og ukendt datering. Side 14 ukendt fotograf. Snoghøj Højskole som kvindehøjskole eksisterede mellem1925 og 1958. Side 15 er Arkibas B4 ukendt fotograf datering ca. 1914/15


Johannes foredrag 1984  

Hendes oplevelser i Ungdomsforeningen og Gymnastikforeningen, fortalt ved et syng-sammen-aften i Drantum Forsamlingshus 1984, nedskrevet nov...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you