VILD FERIE - Bo Skjoldborg

Bo Skjoldborg

VILD FERIE

Læs også de andre Vild-bøger:

Vild flugt * Vild panik * Vild jagt

* Vild gift * Vild ø

En mystisk kuffert

Natten er mørk, mørk som en sort panter. Det er så mørkt, at man ikke kan se et træ i haven. Eller en busk. Eller en vampyr, hvis der skulle være en. Jeg ryster over det hele.

Jeg tør næsten ikke sidde her i mit værelse ved min computer. Jeg tør næsten ikke se ud ad mit vindue. Jeg tør heller ikke sove.

Jeg kan ikke.

Jeg tør kun skrive. Så jeg skriver og

skriver uden at se på min skærm. Jeg må have det hele med.

For det, der skete, var helt vildt: Det begyndte med, at farfar fandt en masse

penge. Og vi mødte også Hviske og

manden med sølvkniven. Nej, først var Pi,

Gritt og jeg i stuen. Mor og far var i biffen, og det var mørkt ude.

Jeg sad i sofaen med en blyant og min matematikbog. Jeg var ved at løse en brøk.

Eller jeg sad og så på den og følte mig mere og mere dum. Jeg er ikke særlig god til brøker! Jeg så på Pi, min lillesøster. Hun lå på maven på gulvet, og hendes briller var gledet ned på næsen. Hun rodede med sin mp3 og havde hovedtelefoner på, så hun

kunne høre, hvad hun optog.

Hun holdt øje med Miver, hendes fugleedderkop. Den stod lige foran hendes ansigt. Den rørte ved mp3'en med sit ene lodne ben – og ved posen med dens mad. Det var tørrede græshopper.

"Sig noget, Miver. Sig tsh." Hun gav den et lille puf.

Jeg gøs. Jeg brød mig ikke om

edderkopper. Jeg kunne heller ikke lide de to hvide mus, hun havde oppe på sit værelse. Eller hendes slange. Men Pi var vild med dyr. Hun havde en masse bøger med fotos af løver, aber og sæler. Og hun

optog brøl, skrig og støn på sin mp3, så tit hun kunne komme til det. Hun samlede på lyde.

Hun satte sig op, tog edderkoppen og så

på mig gennem sine briller. "Kan du høre, om Miver siger noget? Jeg vil gerne optage ham."

Jeg så stift på edderkoppen. Den var kun to meter borte og rørte sine forben. Jeg gøs igen. "Flyt den!"

"Han gør ikke noget."

"Jeg smider min bog efter den, Pi."

"Altså, du kan godt tale pænt, Malte."

Gritt sukkede. Hun sad i stolen til højre for mig med sin dagbog og et glas saft. Hun

skrev meget for tiden. Hun skrev både sine

tanker, og hvis der var sket noget. Der var en hængelås på bogen, så man kunne kun

læse i den, hvis man havde fået lov.

Hendes brune hår var i hestehale. Det fik

hende til at se ret voksen ud, selv om hun

kun er et år ældre end mig: 13. Pi er ti.

"Pi bliver ked af det. Ikke, skat?"

Pi sendte mig et blegt smil. Hun lod sin

mp3 ligge og gik ud i vores køkken. Hun

ville finde en skål til Mivers græshopper, så

den kunne få lidt at spise.

Jeg lagde min bog i sofaen og rejste mig.

"Jeg kan ikke finde ud af de brøker!"

"Så, så." Gritt drak saft og skrev lidt mere i dagbogen. Hendes fregner lyste. "Der er mange, som har haft svært ved brøker.

Også genier."

Jeg gik hen til vinduet og så ud. Månen var oppe. Nogle skyer jog forbi den. Gritt

kom hen til mig med sit glas saft. Hun

lagde armen om mig. "Jeg kan godt hjælpe dig. Selv om jeg heller ikke er særlig klog."

"Jeg er altså ikke dum, Gritt."

"Nej, nej. Du kan bare ikke finde ud af brøker." Hun så drillende på mig. Hun er kun lidt højere end mig, men jeg følte mig alligevel som en lille nørd.

Det ringede på døren, og det gav et sæt i mig.

Pi talte med nogen ude på gangen. Så stod hun igen i stuen. Hun havde Miver og en brun kuffert med. Den så ny ud. Den var helt blank. "Postbudet kom med den."

Hendes lille krop dirrede. "Puha, den er ret tung. Den er fra farfar, fra Mallorca. Det står på sedlen." Hun var ret god til at læse. Hun var god til de fleste fag i skolen.

Jeg gik hen til hende. Gritt fulgte efter. Jeg

læste på den lap papir, der sad på siden: 'Albert Rasmussen'.

"Den er fra farfar," sagde jeg. "Han sendte den for to dage siden. Fra Mallorca!"

"Hvad laver han der?" sagde Gritt.

"Han er nok på ferie."

"Måske skal han til tyrefægtning," sagde Pi. "Det bruger de i Spanien."

Gritt aede hende på håret. "Det skulle være forbudt at pine dyr på den måde."

Hun mener, at ret mange ting burde være forbudt. At lyve for eksempel. Og ikke at hjælpe dem, der sulter i Afrika. Jeg lagde kufferten på gulvet og åbnede den. Jeg gispede. For der var meget i den, en masse ... skumgummi!

"Åh, nej. Farfar er blevet gal igen. Hvor er det typisk!" sagde Gritt.

"Er der gemt noget i låget? Kan du se noget, lille Miver?" Pi holdt sin

fugleedderkop hen.

Jeg følte rundt i kufferten. Farfar finder tit på vilde ting. En gang brændte han sin sofa ude i haven – og han åd også en regnorm, fordi det var sundt. Det sagde han. Så kom han på hospitalet. Men der sad han bare i en stol og så tomt ud i luften, fordi han havde spist en masse piller. Lægen sagde, at han var blevet gal, og at han blev nødt til at tage alle de piller for at blive rask.

Hvorfor blev han aldrig klogere? Hvorfor sendte han os alt det skumgummi?

"Der er ikke noget i den," sagde jeg.

"Æj, han er bare for meget!" Gritt gik hen til vinduet. "Mor bliver dødsur, når hun ser det her." Hun kom med et hyl og pegede.

"Hvem er det? Hvad laver de?"

Angrib!

Jeg gik hen til hende. Jeg kneb mine øjne sammen. Der stod to mænd ved lågen, og jeg gispede. For de var i sorte jakkesæt og

havde solbriller på, selv om det var aften. De lignede to snigmordere! De gav lågen et puf og gik imod os. De var lige høje og gik i takt. Ti meter fra os gjorde de holdt. Den ene bøjede sig ned og bandt sine sko. Et sekund gled hans bukser op, og man kunne skimte noget, som var klæbet til hans ben. Noget langt, som lyste. Det var ... en kniv!

Jeg svedte. Men jeg lod, som om jeg ikke havde set den. Det var nok, at Gritt var helt

ude af flippen: "Han har en kniv. Så du den?"

Jeg trak hende om bag gardinet, så de

ikke kunne se os.

"Hvad gør vi? Sig noget, Malte."

Men jeg lurede bare på manden. Han trak sine bukser ned over kniven igen. Så gik de lige forbi vinduet. De så os til alt held ikke. Lidt efter ringede det på døren. Jeg fór sammen.

"De to er farlige, Malte."

"Hvad er det?" spurgte Pi højt bag os. Jeg

vendte mig. Hun stod stadig ved farfars kuffert med et fjernt blik. Hun hørte noget

vild musik på sin mp3, noget med en masse elguitar. Hun tog posen med græshopper fra gulvet. "Miver er stadig sulten."

Hun havde ikke hørt, hvad vi sagde.

Pyha.

"Hvad gør vi, Malte? Bare far og mor var her." Gritts stemme var lige ved at knække

over.

De ringede på igen. Lyden skar gennem luften.

"Vi er nødt til at åbne." Jeg gik ud i gangen. Men hun var lige efter og rev min arm væk fra dørgrebet. Hun tabte lidt saft fra sit glas. "Spørg først, hvad de vil."

Jeg trak vejret dybt og så på hende – og på Pi, der stod lige ved siden af. Hun så ud som en fugleunge med sit tynde, uglede hår. Det ringede igen på døren.

"Hvad vil I?" råbte Gritt.

Der kom ikke noget svar. Men så røg brevsprækken op med et smæld, og man kunne se den ene mands mund. Den var fuld af gule tænder.

"Vi er fra politiet," hviskede han. "Kender I Albert Rasmussen?"

"Uh, hvor er han klam!" sagde Gritt lavt.

"Hvor kender han farfars navn fra?"

"Er farfar med?" Pi slukkede sin mp3 og aede Miver.

Manden stak tre fingre ind gennem brevsprækken. "Har I en kuffert fra Albert Rasmussen?" hviskede han. "Er jeres far og mor hjemme?"

"Næ," peb Pi.

"Jo, de er da hjemme, skat," sagde Gritt højt. "De er nede i kælderen. Men vi har ikke nogen kuffert."

"Luk så op. Albert Rasmussen er i fængsel på Mallorca."

"Det må bare ikke være rigtigt. Mor bliver tosset."

Jeg sagde ikke noget. Hvordan vidste de, at farfar var på Mallorca? Og hvad skulle de med hans kuffert – med skumgummi!

Manden hev sine fingre ud igen og tog i døren. Pi og jeg trådte bagud. Mit hjerte

hamrede.

"De har ikke slået farfar ihjel. Vel, Malte?"

Pi så op på mig med store øjne. "Kære, kære farfar."

"Vi vil gerne se den kuffert fra jeres farfar," hviskede manden.

"Skrid så!" råbte Gritt. "I gør vores lillesøster bange." Hun gav mig et puf, så jeg faldt. Så drejede hun nøglen, rev døren

op og smed sit glas saft.

Der lød et brøl og et klir, da hendes glas

ramte en flise. Så kom der endnu et råb.

Først troede jeg, at de to mænd havde

skåret sig på et glasskår. Men så så jeg, at Pi

ikke havde posen med græshopper mere.

Jeg sprang hen til døren. De to sad ned. De var våde af saft og havde græshopper over det hele. Pi's fugleedderkop sad lige så fint

på den ene mands hoved. Men det fandt

han først ud af, da den krøb ned og satte

sig på hans solbriller. Han skreg.

I det samme kom mor og fars bil op ad indkørslen. De to mænd var væk i mørket.

Flere møgbrøker

Vi viste mor og far kufferten. Vi sagde også, at der havde været to mænd og spørge efter den, og at farfar måske var i fængsel. Men vi nævnte ikke deres kniv. Der var ingen grund til at gøre dem bange. Far blev bleg og sagde, at han skulle arbejde. Han skrev på en bog. Mor er psykolog på en skole, så hun er vant til at lade, som om hun er rolig. Hun tog Gritt og mig med ud i vores køkken. Pi og far blev i stuen. De gav Miver mad.

Mor lavede te til os med sukker og mælk. Hun og Gritt satte sig over for mig ved bordet. Mors øjne var som altid sorte af makeup, og hun duftede af parfume.

"Hvad skete der, Malte?"

"Øh, det ved jeg ikke."

"Det tror jeg, du gør." Hun drak af sit krus.

"Hold nu op, mor." Gritt tog hendes hånd. "Malte ævler bare, ikke? Fordi han har lavet for mange brøker."

"Nej. Der er noget, I ikke vil sige. Det kan jeg mærke."

Jeg følte mig brandvarm i mine kinder, og jeg havde svært ved at sidde stille.

"Sig noget. Hvem var de mænd?"

Jeg kom med et suk. "Okay. Det var to snigmordere!"

"Hvorfor tror du det?"

"Fordi de havde en kniv og solbriller

Hun så på mig, bare så og så. Det var, som om hun kunne se lige ind i min hjerne.

Jeg kom helt til at svede.

"Jeg tror, de er journalister," sagde hun tørt. "De ville have en god historie. Farfar

har nok sagt noget vrøvl til dem."

Jeg svarede ikke. Jeg tænkte bare på den regnorm, han havde ædt. Og på da han sad og gloede på hospitalet – han så ud som en zombie! Mor hentede sin telefon, tastede et nummer og ventede. Ingen tog den. Hun prøvede vist hans mobil. Så ringede hun til det hospital, hvor han havde været indlagt. Til sidst talte hun engelsk og vist også spansk. Jeg forstod ikke et ord! Hun lagde telefonen.

"Det var Den spanske ambassade. Farfar er i fængsel på Mallorca. Men de ville ikke sige, hvad han har gjort."

"Åh nej," sagde Gritt.

Mor tog en cigaret fra sin taske, selv om hun var holdt op med at ryge. Så slog hun pludselig i bordet. "For pokker, hvor er jeg træt af den mand. Kan han ikke være bare lidt normal!"

Hun ringede igen, og næste morgen fløj

vi ned til varmen. Luften føltes som en tør

klud, og der duftede af saltvand – og af slik

og bilos.

Fra lufthavnen kom vi med en bus. Den var fuld af folk, der sang og lo. Guiden talte og

talte i sin mikrofon, og Pi optog det på sin

mp3. På hotellet skyndte vi os ind på vores

værelse. Pi og Gritt skulle sove i en kæmpe dobbeltseng, mens jeg fik min egen. Mor og

far skulle bo i et rum lige inde ved siden af.

Vi gik ud på altanen og satte os på nogle

hvide stole. Man kunne se ud over havet.

Det var blåt, og et par fiskerbåde tøffede langt ude. Det var meget smukt. Jeg glemte

næsten farfar og min matematikbog i vores

kuffert. Men så tænkte jeg alligevel på dem:

Brøkerne! Brøker, brøker, brøker! Dum, dummere, dummest!

Mor havde ringet til vores skole for at sige, at vi skulle til Mallorca. Hun havde måttet love min lærer at sørge for, at jeg fik

lavet lektier. Så jeg ikke kom endnu mere bagud. Lort! For et par dage siden havde min lærer, Palle, stået og vredet fingre ved tavlen. Han havde set rundt på alle elever.

Jeg så stift ned i min bog på bordet, som om jeg var vildt optaget af det, der stod. Jeg kunne mærke hans blik mod håret. Det var varmt som en laserstråle. Men jeg turde

ikke se på ham.

"Vi skal have en herop. Er der nogen, som har lyst?"

Jeg fik endnu mere travlt med at glo ned i bogen. Bare han ikke tog mig. Bare han tog en af dem, som rakte hånden op!

"Hvad med dig, Malte?"

Jeg blev stiv som en pind.

"Kom. Lad bare din bog blive på bordet."

Jeg rørte mig ikke.

"Kom nu." Palle lød med ét sur. "Hvad er det, du laver?"

Så rejste jeg mig. "Jeg kan ikke finde ud af brøker."

"Jo, du kan. Det er ikke svært."

Hvad var det for noget fis at sige? Det var dødsvært! Jeg gik med tunge skridt op til tavlen. "Jeg fatter ikke noget som helst."

"Nu prøver du." Han gav sig til at skrive en masse tal og tegn på tavlen. Så gav han mig sit kridt. Møgkridt! Jeg havde lyst til at kyle det lige i nakken på ham. Gritt kom ud på vores altan. Hun havde solbriller på og tyggegummi i munden. Hun satte sig mellem Pi og mig med sit hoved i solen. Hun smøgede sine bukseben op, så hun kunne blive brun. Det gik hun meget op i – især efter at hun havde mødt

Ebbe, sin kæreste.

"Ham Hviske-manden var bare så klam, Malte. Jeg tror ikke, at han er journalist."

"Heller ikke mig." Pi kløede sig i håret. Hun havde kastet op i flyet, men nu gik det lidt bedre. Hun åd en vingummi: "En journalist bruger ikke solbriller, for så kan man ikke se hans øjne. Og det er dumt, når man skal tale sammen. De har heller ikke en kniv."

Jeg trak vejret dybt. "Måske har nogen overfaldet dem, og så har de købt en kniv."

Jeg kunne godt høre, at det lød ret dumt.

De to mænd var jo efter farfar! De ville i hvert fald se hans kuffert – som var fuld af skumgummi! Pyh. Det hele var lige til at få ondt i sit hoved af.

"Hviske kommer nok fra en mafia," sagde Gritt dystert.

Pi nikkede. "Ja, og så har de lagt en død

frø i farfars seng."

Jeg gav Gritts solbriller et puf, så de kom til at sidde skævt. "For at gøre ham bange."

"Lad være. Hvorfor er du sådan, Malte?"

Jeg så ud over havet. Jeg gad ikke sige noget.

"Brøker," sagde Pi lavt. "Det er dem, der er dumme. Ikke, Gritt?"

"Jo. De er rigtig dumme, skat."

Jeg kom med et snøft: "Jeg har det fint nok."

"Sikkert! Måske kan Pi hjælpe dig. Kan du ikke lave Maltes brøker, skat?"

Farfar i fængsel

Taxaen var gul. Manden, der kørte den, talte et sprog, jeg ikke forstod. Det var nok spansk. Mor og far sagde noget til ham på

både engelsk og spansk, og på politistationen talte de med en politimand.

Han sad bag et skrivebord i brunt tøj og så sur ud. Men så gav han et nik hen imod en blå dør til højre for os.

Mor satte sig på hug foran os. Hendes øjne var sorte som kul. "Farfar er lige derinde. Det er han, fordi han måske er syg. Han skal nok på hospitalet."

Jeg fik ondt i maven, fordi hun lød så alvorlig. Far sagde ikke noget. Han stod bag hende.

"Sagen er ... ja, altså: Politimanden siger,

at farfar har købt whisky. Med penge han har stjålet. Den store klovn."

Min mund var åben. "Det er for vildt!"

"Farfar var fuld, da han ville købe den whisky. Det var i lufthavnen her på Mallorca. Han råbte op, så ejeren af butikken ringede til politiet. Farfar blev taget med. Og så viste det sig, at hans penge kom fra et stort bankkup, der blev lavet for et halvt år siden – i København."

"Uh, hvor er han altså dum!" udbrød Gritt.

"Det er ikke hans skyld. Vel, mor?" sagde Pi. "Det er nok ikke ham, der har lavet det røveri."

"Ingen ved, hvor farfar havde de penge fra. Det ville han nemlig ikke sige til politiet eller til dem fra ambassaden." Mor så tomt ud i luften. "Hvorfor skal Albert altid gøre sådan noget? Jeg har for travlt til

det her!" Hun rejste sig.

Så gik vi gennem den blå dør ind i en gang. Vi kom hen til en celle med en masse tremmer. Der var ikke andet i den end en briks, og der sad en person på briksen. Men der var ret mørkt, så jeg kunne ikke se, om det var farfar. Jeg kneb mine øjne sammen. Jo, det var ham! Det var hans hvide fuldskæg, cowboybukser og blå T-shirt. Vi blev lukket ind i cellen.

"Albert? Er du der?" Mor gik hen og lagde sig på knæ foran ham. Vi andre blev ved døren.

Men farfar så bare tomt ud i luften, som om han havde ædt et ton piller! Han holdt om en kæmpe, gul edderkop. En edderkopbamse. Han var vist gal! Politimanden i det brune tøj tændte lyset i loftet. Det skar i mine øjne. Han gik lidt væk fra os.

"Kom nu, Albert." Mor trak i farfars arm.

"Jeg ved, at du kan høre, hvad jeg siger."

Farfar rørte sig stadig ikke. Så med ét

bøjede han sig frem og gav hende et kys lige på munden. Hun fægtede med arme og ben og faldt baglæns ned på numsen.

Hun hev efter vejret.

"Åh, det gjorde godt!" Han lagde sin kæmpeedderkop på sengen og rejste sig.

Hans skæg stod ud til alle sider. Han så ud som et fugleskræmsel – et fugleskræmsel med flotte, lyseblå øjne. "Sig mig, er det ikke knægten og de to småpiger? Har dine dyr det godt?"

Pi sagde noget, man ikke kunne høre.

Hun tog min hånd og maste den. Hun

skulle altid lige vænne sig til farfar.

Han kom hen til os. Han gav mig et dunk i ryggen og uglede hende i håret. Han stank langt væk af øl og hvidløg. "Ak, ja.

Og der troede man, at hele verden havde glemt én som en anden 'Greven af Monte Cristo'." Han slog sine arme om Gritt, der stod på den anden side af mig. "Har du mon en kæreste, min pige? Hedder han Monte Cristo?"

Hun var rød i sit hoved, men kunne ikke lade være med at smile. "Næ, han hedder Ebbe. Slip mig så, farfar."

Han slap hende.

Mor rejste sig. "Du skulle købe noget tyggegummi, Albert. Du har dårlig ånde."

"Jeg vil sgu hellere have en porter med en sjat fløde i. Skal du have et kys mere?"

Mor trådte et skridt bagud. "Jeg håber, du har en god forklaring på det her."

"Den filur!" Han pegede på politimanden, der stadig stod lidt væk. "Skide tysker."

"Vi er på Mallorca , farfar," sagde Gritt med sin mest voksne stemme. "Her bor

dem fra Spanien. Det kan du nok forstå."

"Han kan få et lag bank. Det minder mig om, at jeg har købt en gave." Han flåede den gule edderkop op og smed den til Pi. Hun væltede. Så tung var den.

"Hvor havde du de stjålne penge fra, farfar?" Jeg orkede ikke at høre på ham.

"Det kunne du lide at vide, knægt. Sig mig, hvorfor er jeres far hvid i fjæset? Han faldt vel ikke ud af flyet?"

På gaden satte farfar sig på en bænk. Pi lagde edderkoppen ved siden af ham og

løb med Gritt hen til en isvogn. De havde fået penge af mor. Hun og far var stadig inde hos politimanden. Isvognen stod 20 meter væk. Den havde en rød parasol og var hægtet på en motorcykel.

Jeg satte mig ved siden af farfar. "Hvad skete der?"

Han trak på sine skuldre og ledte i en pose, som politimanden havde givet ham på vej ud. Han fandt en flaske. 'Whisky' stod der på den. Han drak nogle slurke og kom med en kæmpe bøvs. "For dælen. Man får varmen."

Jeg sagde ikke noget. Jeg syntes pludselig, at han så gammel ud – gammel og træt. Og også ret gal. Og han kunne godt trænge til et bad. Han stank! Han gav mig sin flaske. "Jeg kunne ikke vide, at de penge kom fra et bankkup. Jeg fandt bare den kuffert, og den var fuld af store sedler. Nå ja, så brugte jeg nogle af dem."

Jeg drak en lille smule whisky. Jeg kom til at hoste og spildte på min T-shirt. Det var stærkt.

"Du skal ikke tænke så meget, knægt. Man bliver ør i sit hoved. Fatter du det?"

Han så stift på flasken i min hånd.

"Gemmer du vores whisky?"

Jeg gav ham hans flaske, og han var næsten ved at tabe den. Så travlt havde han med at få en tår. Han drak og drak og lagde den tomme flaske på bænken. "Pyha! Jeg var skam ikke sådan, da din farmor levede.

Hun kunne godt holde styr på mig." Han kom med et snøft og fik blanke øjne. Jeg nikkede og så hurtigt ud på vejen.

Han måtte helst ikke give sig til at græde.

Farmor havde været død i to år, og det var han stadig ked af. Det var derfor, han talte om hende. Måske skulle jeg sige det med de møgbrøker. At jeg syntes, han var rigtig god at tale med. Meget bedre end mor, selv om hun var psykolog. Og end far – han sad altid foran sin computer.

Jeg satte mit ansigt op mod solen. Den var brandvarm. Det hele skulle nok gå! Så lød der et brøl fra en motor, og da jeg så op, var is-vognen på vej lige imod os.

Kamp med en sølvkniv

"Pas på!" Jeg gav farfar et puf. Vi faldt ned på vejen. Isvognen skred halvt rundt og

ramte bænken med et brag. To mænd

sprang af motorcyklen og kom hen og greb farfar i armen. Jeg gispede. Det var de to mænd med solbriller! De var ikke i jakkesæt mere, men ihvide bukser og

T-shirts med en masse farver.

"For satan," råbte farfar. "Skal I køre os ned? Sådan et par tyske hunde."

Men de to blev bare ved med at hale i ham. Han kom op at stå. Så gav farfar den ene et puf. Han faldt ned ved siden af mig.

"Giv os vores penge," hviskede den anden, ham med de gule tænder. Hviske.

Farfar tog ham i kraven. Han løftede

ham, så han hang og sparkede med benene i luften. "Nu skal du sgu få en varm endefuld."

Hviske svarede ikke. Han prøvede bare at losse farfar over benet. Han ramte ham på låret, og farfar tabte ham med et brøl. Han tog sig til benet. "For pokker da. Feje dyr!"

Hviske trak den røde parasol fri af isvognen. Han slog den sammen med et smæld og holdt den over farfars hoved. "Sidste chance," hviskede han. "Giv os vores penge og kufferten."

Men så var Pi og Gritt der også, og Pi fór frem og bed ham i hånden. Han tabte parasollen. Pi sagde muh som en ko, og så sang hun som de folk i bussen fra lufthavnen. Hun havde tændt for sin mp3. Det var den, der kom med alle de lyde.

Kære, lille Pi! Hviske kom med et råb og tabte sin parasol. Gritt krøb op på hans ryg

og hylede: "Skal du sparke? Ved du, hvor ondt det gør!"

"Lad farfar være." Pi bed ham igen i hånden.

Han hævede den, og hun fulgte med op. Hun blev rystet som en lille hund. Hun faldt, og Gritt røg også af. Jeg kom på benene og fik fat i parasollen. Men så stod den anden mand der også, og han havde sin kniv! Jeg holdt vejret.

De to mænd stod på hver side af farfar og mig. Den ene holdt sin kniv. Den var lang og lyste som sølv.

"Skide tysker!" Farfars stemme dirrede. Så gav jeg ham med sølvkniven et gok i hovedet med min parasol, og Gritt gav ham et spark på knæet. Han tabte kniven, og den ramte vejen med et smæld.

"Du er jo helt vild, mand," skreg Gritt. "Du rører ikke Malte."

Manden bøjede sig ned for at tage sin kniv. Men før han nåede så langt, fik farfar fat om hans hoved. Han klemte det under den ene arm. "Lugt til osten, bavian."

Manden baskede med sine arme for at komme fri. Det forstod jeg godt, for Farfar stank – og ikke kun af ost! Så fik Hviske fat i kniven. Farfar slap sin mand, og han faldt med et støn på gaden. Farfar humpede hen til bænken. Han hev den gule kæmpeedderkop op i favnen og vendte sig.

Kniven jog ind i maven på den med en pfuf-lyd! Hviske trak kniven ud og gloede på farfar. De gule tænder lyste, og han smed kniven fra hånd til hånd.

"Giv os de penge!" hviskede han. Farfar veg til side. Han var rød i sine kinder. Han smed edderkoppen i hovedet på ham. Hviske faldt og tabte kniven. Da han ledte efter den på vejen, løb jeg hen og

satte min hæl på hans hånd. Jeg gav ham

også et gok i nakken med min parasol.

Han hviskede: "Det skulle du ikke have gjort, dreng."

Jeg gyste og fik fat i kniven. Den så ud til at være af sølv!

"Tru ham med den!" Gritt kom hen til mig. "Ellers rejser han sig."

Jeg så på hende – og på Hviske, der var ved at rejse sig. Men jeg turde ikke gøre noget med den kniv!

Men så flåede Gritt parasollen fra mig og satte enden af den i nakken på ham. Hun

maste ham helt ned. "Lig stille, ellers slår jeg dig altså!"

Jeg tøvede. Så så jeg på farfar. Han satte sig

på ryggen af den anden mand og trak

mandens trøje ned over hans arme, så han

ikke kunne røre dem. Så hev farfar sin egen

T-shirt af og bandt den rundt om mandens hoved over hans næse. Så han måtte trække vejret gennem den. Hold op, hvor måtte det stinke! Manden lød, som om han var ved at kaste op.

"Giv mig dit bælte, farfar."

"Hvad siger du, knægt? Så taber jeg mine bukser."

"Bare giv mig det."

Han rejste sig og tog det af. Han måtte hive godt op i sine bukser for ikke at tabe dem. Jeg lagde mig på knæ ved siden af Hviske. Gritt holdt stadig sin parasol i nakken på ham. Jeg smed kniven ud på gaden.

"Vi må binde ham, Gritt."

"Kom med dine arme!" Hun gav ham et dunk med sin parasol, og Pi kom hen og satte sig på hans hoved. Han lagde begge arme på ryggen. Jeg vred dem sammen og

snoede farfars bælte stramt rundt om hans hænder. Han hvislede.

Så rejste jeg mig. "Nu venter vi på politimanden og mor og far."

"Det tør jeg ikke." Pi rejste sig. Hun rystede.

Der kom et brøl fra isvognen. Farfar sad på motorcyklen med den gule edderkop.

Han gassede op. "Er der nogen, der vil have en tur?" råbte han.

Pi pilede hen og krøb op på vognen. Hun

så ned i en boks. "Ah. Der er jordbæris i."

Gritt løb også derhen. Hun satte sin parasol på plads på vognen og gled op bag farfar. "Kom nu, Malte."

"Jeg synes, vi skal vente på far og mor."

"Vi kører, knægt. Og æder is. Her er lidt at solde for, møghunde." Farfar stak

hånden ind i maven på edderkoppen – dér hvor kniven havde ramt for lidt siden. Han

trak noget frem.

Jeg kom med et gisp. For det var et bundt pengesedler! Farfar smed dem op i luften. Vinden greb dem og førte dem til alle sider. Han rodede igen i edderkoppen, fik fat i et nyt bundt og kylede det op i luften. "Så har I til en billet hjem til Tyskland."

De to mænd prøvede at få fat i nogle af de penge, der ramte gaden, med deres munde.

Det så ret dumt ud. Så gav de sig til at rulle fra side til side for at fange de pengesedler, som fløj rundt i luften – også med deres munde. Det så mindst lige så dumt ud. Så fik Hviske sin arm fri.

Jeg skyndte mig hen og satte mig bag

Gritt. Mit hjerte hamrede. "Kør, for fanden!"

Men med ét stod de begge to op, og den ene trak Pi ned fra isvognen. De løb hen ad gaden med hende over skulderen. Hun

skreg. De drejede ned ad en lille sidegade –og var væk.

Millioner på Mallorca

Jeg smed mig i den brune sofa. Jeg var i farfars stue i det lille hus, han havde lejet. Der var helt rent og ryddet op, og der stod

en masse blomster på bordet. Det var sært, for han havde jo slet ikke været her. Måske var det dem, der havde boet her før ham.

Måske havde de købt blomster, fordi de vidste, han var gal!

Jeg fik en klump i halsen. Hvordan kom man videre, når alt var noget møg?

Stakkels, lille Pi! Sad hun i en mørk kælder med bind for øjnene og græd og var bange?

Hvad skulle vi sige til far og mor? Vi havde

skyndt os efter de to mænd ned ad den lille

sidegade. Men de havde været væk, helt

væk! Og Gritt og farfar ville ikke køre

tilbage efter mor og far og politimanden.

Det kunne vi ikke, sagde Gritt, ikke uden

Pi. Og farfar kom med et nik og sagde, at han i hvert fald måtte have en kold porter

først. Han var tør i halsen af at banke løs på den tysker.

Men Gritt ville have ringet til mor og far, så de ikke blev for bange. Men der var

ingen strøm på farfars mobil, og han havde

ikke en normal telefon. Så det blev droppet.

Gritt kom ind i stuen med en bolle med ost.

Hun tog en bid. "Mm, farfar. De boller er altså rigtig gode. Hvem har bagt dem?"

Der kom intet svar. Man kunne høre hans

wc skylle. Så stod han i døren bag hende.

Han havde været i bad og havde en hvid

skjorte på og en lyserød snor i sine

cowboybukser i stedet for bæltet.

"Har du taget rent tøj på, farfar?" sagde

Gritt. "Jeg troede ikke, du havde din kuffert."

"Der var lidt i skabet." Han så ned i gulvet. "Men nu skal vi vist have en porter. Kom, min pige."

De gik ud i hans køkken, og der blev igen stille i stuen. Jeg følte mig endnu mere trist.

Hvordan kunne Gritt spise, når Pi var væk?

Hvad hvis hun var kommet til skade? Eller måske var hun død? Måske var hun blevet

myrdet med sølvkniven! Jeg fik ondt i maven. Og farfar, den klovn! Al hans snak om portere og tyskere. Mor havde ret – han var ikke til at holde ud! Jeg rejste mig og

gik hen til den gule edderkop. Den lå i en stol på den anden side af bordet. Jeg tog

den op. Den var mere tung, end jeg havde regnet med.

"Er du gal, knægt?" Farfar stod igen i

døren. Han gik hen og tog den fra mig.

"Skal du røve fra din gamle farfar?"

"Jeg ville bare holde din edderkop. Øh, den er ret blød."

"Vil du have noget blødt, så tag et par sokker." Han satte sig i sofaen med edderkoppen og sin øl. Gritt kom ind og satte sig ved siden af ham. Hun havde et kæmpe glas med jordbæris med fra isvognen. Hun talte ellers altid om, at hun var for fed.

Jeg gled ned i stolen. "Hvorfor er de mænd efter dig? Har du taget deres penge?"

"Sig det nu, farfar." Gritt havde munden fuld af is. "Malte har det ret hårdt, ikke? Pi er væk. På en måde er det jo din skyld."

Han så såret på hende. "Skulle jeg have givet dem flere penge, min pige? Der er

højest et par millioner i den bamse."

Jeg kom med et suk. "De to fulgte efter os helt fra Danmark, farfar. De ville have din kuffert, som var fuld af skumgummi. Og de har en sølvkniv. Sig, hvad der er sket, for fanden."

"Så, Malte. Farfar er gammel."

Farfar så endnu mere såret ud. Han drak hele sin øl og så frem for sig. "Ser I, unger: For to dage siden kom jeg til Mallorca for at møde ... nå ja, for at holde lidt ferie. I

lufthavnen gik jeg hen til bagagebåndet og fandt min kuffert. Eller jeg troede, det var min kuffert. Den så godt nok nyere ud, men så dirkede jeg den op ude på et wc. Og den var fuld af penge."

"Så det var en andens kuffert." Jeg snøftede. "Og du brugte en dirk for at få den åbnet."

"Jeg troede, at låsen bandt, knægt. Så er

det godt at have et bøjet søm i lommen."

Farfar så ikke på mig. "Jeg kom i tanker om de to mænd i jakkesæt. De havde set så sært på den kuffert ved bagagebåndet, og de havde selv haft en magen til. Det må jo så have været min. Men de turde ikke tage deres fra mig. Der var nok for mange folk."

Farfar tænkte, at der måtte være noget galt med de to. De havde så mange penge, og de fulgte også efter ham rundt i lufthavnen. Det gør man kun, hvis man er en skide tysker eller en røver. Men så så farfar en kæmpe edderkopbamse i en butik. Han købte den og gik ud på wc igen. Han tømte skumgummi ud af bamsen og fyldte penge i den i stedet. Alt skumgummi røg over i kufferten. Og på lufthavnens posthus sendte han kufferten hjem til Danmark. Sådan ville han slippe af med de

to mænd. De ville jo nok følge efter deres penge.

"Du fik to bankrøvere til at komme hjem til os." Jeg så vredt på ham. "Er du gal, farfar?"

"Lad nu farfar tale ud, Malte"

"Men de havde en kniv. Vi kunne være blevet slået ihjel."

Farfar kom med et fnys. "Ak ja. Fantasi har du nok af, min dreng."

"Men hvorfra vidste de, hvor vi bor?"

"Jeg lod min kvittering flyde på posthuset, så de kunne finde den. Jeres navn og adresse stod på den."

"Men før de to var rejst, købte du whisky for nogle af deres millioner," sagde Gritt.

"Så kom politiet ud i lufthavnen, fordi de var stjålne. Og så røg du i fængsel. Og de to mænd så det. Derfor kunne de sige det til os. Uh, det har været slemt for dig, farfar."

Hun strøg ham over håret.

Han så på hende med blanke øjne og kom med et snork. Jeg fik lyst til at tage fat i hans næse og dreje den hårdt rundt. Men før jeg kunne nå at sige noget, lød der et klik fra døren. En dame kom ind. Hun

havde sort hår og var i en rød kjole. Hun

var meget, meget smuk! Jeg holdt vejret.

Damen så på os, og vi så på hende. Hun havde en kurv i hånden med frugt og brød.

Hun sagde noget på spansk til farfar. Så gav hun sin hånd et kys og pustede på den. Hun sendte farfar et luftkys! Hun gik ud i hans køkken. Gritt lavede nogle ord med sin mund. 'Hvem er det?' sagde hun uden lyd.

Farfar var med ét helt rød i sit hoved. "Øh

ja, ser I: En mand må jo holde sig sund og

rask. Og Vanja er god til at bage boller og

til at gøre rent. Hun er sur over, at jeg kommer så sent. Jeg skulle have været her for et par dage siden." Han sagde Vanja, så det lød spansk.

Jeg rømmede mig. "Er hun din kok, farfar?"

"Tja ... jo, en kok. Det kan man vel godt kalde hende." Han sendte mig et blegt smil.

"Hun steger skam en god fisk. Nå ja, så sover hun her, når jeg er på Mallorca."

"Sover her?" Så var det derfor, han havde en lyserød snor – fra en badekåbe. Og derfor der var blomster og rent tøj i hans skab. "I har været sammen før. Har du sagt det til mor og far?"

"Hold da op, Malte." Gritt spiste mere is.

"Jeg syntes altså, det er okay, at gamle sover sammen."

"Mor bliver tosset, Gritt."

"Gamle har lov til at kysse. "

sig brat. Han var rød som en tomat. Vanja råbte noget ude fra hans køkken. Det lød som dyb, smuk musik.

"Næ, nu tror, jeg vi holder!" Farfar rejste

Pizza og en lang strand

Vanja lavede pizza med ost og skinke til os.

Hun spurgte farfar, om hun også skulle stege en fisk. Men Gritt og jeg havde mest

lyst til pizza. Så satte vi farfars mobil til en stikkontakt, så den kunne lade op. Jeg

tænkte på at ringe til mor og far, men jeg orkede det ikke. Gritt og jeg gik ud til isvognen, som stod på vejen foran huset. Der lugtede af salt og tang fra havet. Så gik hun ind igen og kom ud med en serviet og en kuglepen. Hun satte sig og gav sig til at skrive på servietten. Hun skrev og skrev. Det var dødssygt at glo på, så jeg så ud over havet. Det var blå-grønt. Det ville være rart at komme ud at svømme – hvis

altså ikke det hele var sådan noget møg!

Gritt holdt op med at skrive.

"Jeg har lavet et digt til Ebbe," sagde hun hæst. "Jeg savner ham. Det er fordi, farfar er så glad for Vanja. Så kommer jeg til at tænke på ham."

"Det er da godt." Jeg gav hende et puf med min sko.

"Hvor er du dum. Jeg savner ham rigtig meget. Er du slet ikke glad for nogen?"

"Hvad mener du?"

"Elsker du ikke en pige? Fra din klasse?"

Jeg følte mig varm i mit ansigt. Det havde

jeg ikke tænkt over, ikke på den måde.

Hun så ud i luften. "Du er altså sær, Malte. Måske fordi du er en dreng."

Jeg sagde ikke noget. Jeg gav hende bare et puf mere med min fod. Jeg havde engang kysset en pige fra min klasse, for længe siden. Men det var ikke noget. Jeg

havde spyttet en hel masse bagefter!

Jeg krøb ind under vognen. Og jeg så også i isboksen efter spor – et navn eller en by! Et eller andet, som kunne sige os, hvor Hviske og hans ven holdt til, så vi kunne lede efter Pi der. Men der var intet!

Gritt rejste sig og rev parasollen fri af vognen. Hun slog den ud med et smæld.

"Der står noget på den. Kan du se det?"

Jeg læste højt: "Long Beach!" Den lange strand.

"Måske ligger den tæt på." Hun gik ind for at spørge Vanja. Hun tog sin serviet med. Jeg satte mig på dørtrinet. Solen var ikke så skarp mere.

Farfar kom ud med en porter. Hans skjorte var åben, så man kunne se hans tykke, hvide mave. "Livet er dejligt, knægt." Han satte sig ved siden af mig.

"Især når man har en kvinde som Vanja."

Jeg nikkede.

"Hendes eks-mand er en klovn. Han ville ikke betale hende penge, selv om de er skilt. Men så gav hun ham et lag tæsk. Hun kan lidt karate. Ak ja." Farfar så ud over vandet. Han drak af øllen. "Da jeg var ung, kunne jeg feste hele natten. Nu kan jeg knap klare den til klokken to."

Jeg så ned i jorden. Hvorfor sagde han sådan noget til mig?

Han trak vejret hæst. "Jeg mødte Vanja på internettet for et halvt år siden. Hun sendte et billede af sig selv i badetøj! Så måtte jeg sgu en tur til Mallorca. Det har jeg så været fire gange." Han drak mere øl og kom med et host. "Folk som Vanja holder liv i mig. Fatter du det? Det er ikke rart at blive gak. Det er svært at kende en selv. Nå, pyt med det. Du er en god dreng."

Så sagde han, at han havde hørt, at jeg

havde det svært med brøker. Det skulle jeg

ikke være ked af. Alle folk havde det svært med noget – og ikke bare med noget, men med meget. Sådan var livet, og det blev man kun klog af. Der var håb forude, hvis

brøker var det værste, man vidste. Så var der nemlig kun en vej, og det var fremad!

Men hvis det ikke føltes sådan,så kunne han vel nok hjælpe mig. Selv om han ikke

kunne huske, hvad en brøk var.

"Jeg ville skam nødig være knægt igen.

Men 40 år, det kunne jeg godt tænke mig. Med en god kvinde som Vanja under armen."

Den gule speedbåd

"Vil du gerne se din lillesøster igen?"

hviskede stemmen.

Gritt var bange. Hun knugede farfars mobil. Jeg lyttede med. Farfar og Vanja sad i sofaen bag os.

Hviske trak vejret dybt. "Vil du gerne se din søster igen?"

"Øh, ja," sagde Gritt.

"Og du vil gerne have, at der ikke sker hende noget – noget der gør ondt."

Gritt hev efter vejret. Hun var lige ved at græde.

"Så kom til Long Beach. Læg vores penge i den grønne skraldespand midt på stranden." Manden lo med en hvislen som en slange. Så afbrød han.

Vanja rejste sig og gav Gritt et knus. Hun sagde en masse på spansk. Det lød næsten som sang. Jeg tog farfars mobil og slukkede den. Jeg gad ikke tale med flere lige nu, slet ikke mor! Jeg smed den hen til farfar, og han stak den i baglommen. Jeg sagde, at han skulle skynde sig at putte alle de penge over i en plasticpose. Og starte sin motorcykel.

Så kørte vi til stranden. Den var varm, og der var mindst tusind folk. Man kunne høre kluk fra vandet. Langt ude lå et par motorbåde og nogle sejlskibe. Farfar satte sin motorcykel bag en klit. Gritt gik foran farfar og mig. Hun var i shorts, en gul hat og solbriller.

Hun sparkede til sandet. "Jeg håber altså, at de giver Pi nok at drikke. Det er dødvarmt." Hun vendte sig.

"De passer godt på hende, Gritt. Vi har jo deres penge," sagde jeg.

"Ellers ved jeg ikke, hvad jeg gør!" "Der vanker nok røvfuld." Farfar var stadig i cowboybukser. Det måtte være hulens varmt. Min T-shirt klæbede. Farfar tog en slurk af en flaske, han havde med. Whisky.

Gritt gjorde holdt og gav et nik. "Dér er den skraldespand."

Og der var en grøn spand cirka halvtres meter fremme. Den hang på en pæl.

"Giv dem de penge, farfar. Så vi kan få vores Pi."

"Er du nu sikker, min pige?" Farfar så ned på den sorte pose i sin hånd.

"Fis af!"

Så gav han sig til at gå. Han talte med sig selv. Gritt og jeg gemte os bag en klit, og jeg holdt øje med farfar. Han nåede hen til skraldespanden og stod lidt med posen i

hånden, som om han ikke havde lyst til at slippe den. Han rodede også lidt nede i sækken og i sine lommer. Så maste han posen ned i spanden og gik videre. Han sprang om bag en klit.

"Hvad gør han, Malte?"

"Han gemmer sig."

Vi lå lidt. Efter et minut kom de to mænd. De var stadig i hvide bukser, T-shirts med en masse farver og solbriller. De gik hen til den grønne spand, trak posen op og gik ned til vandet. De kom forbi nogle vandcykler hen til en gul speedbåd. Den gyngede, mens de krøb om bord.

"Hurtigt. Vi må efter dem, Malte."

"Så får vi ikke Pi."

"Hvad hvis de slet ikke slipper hende løs?"

Jeg sagde ikke noget. Mit hoved var helt tomt. Det var præcis det, jeg selv var bange

for – tænk, hvis hun slet ikke kom hjem!

Selv om de havde fået deres penge! Der lød en rumlen fra speedbåden, og den gled ud mellem de, der badede. Hvad skulle vi gøre? Jeg rejste mig. Så så jeg, at farfar kom frem fra sin klit. Han løb hen til et skur tæt ved vandet. Der stod en mand. Farfar stak ham noget i hånden. Det så ud som pengesedler! Han gik hen til en vandcykel og vinkede.

Vi skyndte os derhen. Gritt og jeg trak

cyklen ud i vandet. Mine sko blev helt våde, og jeg pustede. Vi kom op. Farfar og jeg fik et sæde hver, og Gritt satte sig i midten med et ben på hver side af roret.

Hun så efter de to mænd. "Sejl nu, før de når væk."

Vi cyklede efter speedbåden. Den var kun tyve meter borte, men var ret hurtig. Farfar og jeg trådte til i vores pedaler.

"Pyha. Vi når det aldrig, Gritt."

"Pas på, nu ser de på os." Hun lagde nakken tilbage, som om hun solede sig.

Men farfar, den klovn, rejste sig. Han var nær ved at tabe sin mobil ud ad baglommen. Jeg hev ham ned igen. De to mænd så os til alt held ikke. De havde igen travlt med at sejle. Der var ingen kahyt på deres båd, så man kunne se, at Pi ikke var med. Hvor var hun? Stakkels, lille Pi. De to sejlede lige mod en kæmpe klippe, som stak i vejret som et bjerg. De gled rundt om den. Jeg trådte endnu mere til.

"Kom så." Gritt gav min skulder et dask. "Ih altså, de slipper væk." "Vil du selv cykle?"

Farfar trådte og trådte, så hans pande blev blank af sved. Han roede også med den ene hånd. Det hjalp ikke så meget. Vi kom rundt om klippen, og jeg fik et chok.

For der var bare endnu flere klipper, og de blev ved så langt, man kunne se – som en hel bjergkæde. Og speedbåden var væk.

"Det er bare for meget!" Gritt så rundt. "De var her lige før. Ikke, Malte?"

"De er fløjet til Mars." Farfar så dyster ud.

"Sidst jeg mødte folk fra Mars, var det nær gået galt. Sikke damer." Han drak af sin flaske.

Jeg kom med et suk. Jeg havde lyst til at give ham et skub, så han røg ud over kanten og sank fire kilometer ned under vandet. Så kunne vi slippe for al hans ævl.

Måske var Hviske og hans makker sejlet

længere ud? Jeg så ud over havet, men der var kun en tankbåd langt borte.

Så pegede Gritt. "Dér, Malte. Hvad laver

du? Drej!" Hun trak i roret. Vi drejede

skarpt til venstre og jog i fuld fart lige imod

klipperne.

"Pas på!" Jeg prøvede at bremse. Men farfar trådte bare løs, og han var dødstærk.

Så fik jeg øje på hullet. Det var ikke meget større end vores vandcykel og så ud som en kæmpe, sort mund – en mund, der ville æde os om præcis et sekund.

Befri Pi

Hulen var mørk og klam og stank af rådden tang. Jeg holdt mig for næsen. Vandet kom med kluk. Lyden var skarp, fordi der var klipper til alle sider.

"Måske skal vi vende om," sagde jeg.

"Hold op. Pi er nok herinde." Gritt bøjede sit hoved, for der var lavt til loftet Farfar og jeg gjorde det samme.Vi cyklede videre, og det blev helt mørkt. Så kunne jeg høre en lyd. Den var ganske lav, men ikke til at tage

fejl af: Det var en brummen fra en motor.

Speedbåden! Vi sejlede dybere ind i mørket.

Vi kom ind i en anden hule. Jeg kunne stadig intet se, men jeg kunne høre, at den var meget stor. Kluk-lyden var ikke så høj

mere.

"Vær lige stille." Jeg tog farfar i armen.

Vi holdt vejret og lyttede. Motoren var væk! Jeg kunne skimte et grønt lys tyve meter borte. Det kom fra et hul i klippen.

Vi cyklede derhen, gled gennem hullet og kom ind i en ny, kæmpe hule. Den var så stor, at man ikke kunne se loftet. Og lyset var ikke kun grønt, men rødt, gult og blåt. Det gav glimt og ændrede hele tiden farve.

"Det er en drypstenshule." Farfar gav mig et dunk i ryggen. "Øboerne har været så flinke at sætte lamper op."

Jeg så rundt. Jeg havde ikke været i sådan en hule før. Den så ret vild ud. Nogle af stenene lignede trolde, og andre så ud som skibe. Et sted stod en skål med en masse

dej, der var ved at vælte ud over kanten.

Sådan så det ud.

"Hvorfor er der farvet lys?" spurgte Gritt.

"Det er synd for de drypsten."

Jeg trak på skuldrene. "Det er nok for turister. Hov, nu er de to mænd der."

Vi lyttede. Og der var stemmer. De kom fra en mørk gang til venstre. Vi sejlede ind i gangen, og den blev bredere. Den blev til en ny stor hule. Så lå den gule speedbåd lige til venstre for os. Den var bundet til en klippe, og dens røde og grønne lamper var tændt. Men de to mænd var der til alt held ikke. Vi lagde til tyve meter fra den.

"Skynd jer. Vi må gemme os." Jeg rejste mig og sprang ned på klippen. Men så blev jeg badet i et orange lys. Jeg gispede.

Lyset kom fra en fakkel ved siden af speedbåden. Så blev endnu en fakkel tændt og så endnu én. De to mænd stod og talte dæmpet sammen. De havde ikke set mig. Gritt og farfar kom også i land. Jeg trak dem med om bag en stor sten og så op over den.

"Er det dem?" sagde Gritt lavt. "Vil de tænde bål?"

Jeg sagde ikke noget. Jeg turde ikke. Farfar rodede med sin flaske whisky. Han lå på den anden side af Gritt. Han tog en slurk og bøvsede. Men de to mænd hørte

ikke noget. Pyh! Hviske gik hen til en stor kasse og stak sin hånd ned i den. Så stod

han med noget langt og tykt i hånden. Jeg

kneb mine øjne sammen. Det kunne ikke passe! Det så ud som en ... spegepølse!

"Hvad satan! Skal de nu til at æde natmad," sagde farfar.

"Sh!" Gritt gav ham et klap på hånden. De to mænd gik hen til en bylt, der lå på jorden. De bøjede sig over den. Jeg kneb igen mine øjne sammen. Jeg gyste. For det var Pi! Hviske holdt hendes hoved, og den anden gav hende vand fra en flaske. Hendes hænder var nemlig bundet på maven. Var det posen med penge, der lå ved siden af hende?

"Vi må redde hende." Gritt kneb mig hårdt i armen.

"Hvordan?"

"Vi sender et tæskehold." Farfar tog nok en slurk whisky og holdt flasken op, som om han ville kaste den.

"Nej, farfar! Jeg tror, de går nu," sagde jeg.

Og det var sandt: De to mænd holdt op med at give Pi vand. De lod hende ligge og gik hen til deres speedbåd. "Vent, til de er gået. Så kan vi redde Pi og ringe efter politiet på farfars mobil."

"Men hvad med mine penge, dreng?" Farfar holdt stadig sin flaske klar. "Jeg har ikke nok sedler i mine lommer."

"Dem finder politiet."

"Ikke tale om. Den bandit får mig i fængsel.''

Jeg tøvede. Måske havde han ret. Hvis de slap væk med deres penge, kunne vi jo ikke bevise, at han var uskyldig. Så ville politiet stadig tro, at det var ham, der havde røvet den bank. Og så ville han nok komme i fængsel.

"Jeg er altså ked af det, farfar." Gritt satte sig op på hug. "Men Pi er mest vigtig, ikke? Hun er bange."

"Han kommer i fængsel, Gritt." "Vi skal have fat i Pi. Nu!"

Der lød et brøl fra speedbåden. De to mænd var krøbet op i båden og havde tændt motoren. Jeg gyste igen. Vi måtte finde på noget hurtigt. Så kom ham med sølvkniven ned igen. Han løb hen til posen ved siden af Pi. Det var vist posen med pengene. Farfar sagde noget til sig selv. Det lød som en hel masse bandeord. Så tog han sin ene sko og sok af. Han maste snuden af sokken ned i flasken og vendte den, så sokken blev våd af whisky.

"Jeg må have et stykke med pølse," sagde han tørt.

"Nej, vent!" Jeg ville tage hans arm, men det var for sent. Han kylede sin sko, og med et smæld ramte den en klippe bag manden med posen. Han fór sammen og så derhen. Men så vendte han sig og så lige på

os. Eller på farfar – han var nemlig den eneste, der var dum nok til at stå op! Farfar løb hen til en fakkel. Han stak sin whiskyflaske med sokken ind i flammen. Der lød et sus, og der gik ild i sokken. Han kastede sin whiskyflaske, og den ramte med et brag lige ved siden af den sorte pose. En kæmpe stikflamme stod mindst to meter op i luften og ud til siden. Det var hans whisky, der brændte. Der gik også ild i posen. Manden råbte, og Hviske kom ned fra speedbåden. De tog deres trøjer af og gav sig til at slå løs på den for at slukke ilden. Så gav de den nogle spark. De ville vist have den ned til vandet. Gritt og jeg listede hen til Pi. De to mænd lagde ikke mærke til os. De havde for travlt.

"Hej, Pi," sagde jeg. Jeg ville gerne sige en hel masse, men jeg kunne ikke finde på noget.

"Pi, lille skat. Nu er vi her." Gritt var tæt på at tude. Hun trak hende op at stå.

Pi så på os med et blegt smil. Hun dirrede og var ved at falde.

"Hendes hænder er bundet. Gør noget, Malte!"

Men jeg nåede ikke at gøre noget som helst, for Hviske kom lige imod mig, og hans gule tænder lyste. Han greb min arm og vred den om på ryggen. Jeg skreg.

"Din lille lort," hviskede han og prøvede at spænde ben for mig.

Men farfar fik fat i en af de store spegepølser, som han svang over Hviskes hoved. "Slip knægten. Eller du får ondt i håret."

"Hold kæft."

Farfar gav ham et gok. Hviske slap mig og sank i knæ. Jeg løb hen og gav den store kasse et puf. Den væltede, og en masse

pølser røg hen over klipperne ned mod vandet. De rullede ind mellem benene på manden ved siden af speedbåden, og han sprang og sprang for at undgå at falde. Det så næsten ud som en dans.

"Kom!" Jeg tog i rebet om Pi's hænder. "Vi hugger båden."

Vi gav båden et skub. Den rørte sig ikke.

"Hvad med farfar?" sagde Pi. Hendes stemme var hæs, fordi hun ikke havde talt med nogen i lang tid. "Kan han godt klare de dumme mænd?"

Jeg vendte mig. Og jeg gispede. For farfar stod med en fakkel i hånden og med posen med penge. Der var ikke ild i den mere. De to mænd stod lige over for ham, klar til angreb.

Farfar slog ud efter den ene med faklen:

"Skal du have grillet sværen?"

Men Hviske så bare på ham. Et ondt smil

bredte sig i hans ansigt, og i næste nu så jeg hvorfor – der var gået ild i farfars skæg!

Farfar slap faklen med et hyl. Han røg forbi

os ned i vandet og der lød en hosten, som om han var ved at drukne. De to mænd var lige efter. Ham med sølvkniven prøvede at slå ham med en spegepølse. Jeg gav et hop op på ryggen af Hviske.

"Hold så op!" skreg jeg.

Men han rystede mig bare af som en flue. Jeg faldt og slog mit knæ. Det gjorde

dødondt. Og da jeg så ud gennem alle mine tårer, blev jeg slap. For Gritt stod og græd, fordi den ene mand holdt sin sølvkniv lige under hendes hage – og Pi lå på maven, mens Hviske havde en fod på hendes ryg.

Han så koldt på mig. "Lig helt stille, dreng!"

Fanget under jorden

"Det skulle I aldrig have gjort." Hviske sad på hug ved siden af mig med en fakkel. Hans solbriller så ud som onde, sorte øjne.

Jeg lå på ryggen. Begge mine hænder var bundet på maven. Ved siden af lå Pi og Gritt – og farfar var på den anden side af mig.

"I skulle ikke have taget vores penge," hviskede han. "Savner du din mor, dreng?"

Jeg sagde ikke noget. Jeg gav bare hans sko en spytklat.

"Hvad satan?" Han sprang op, og faklen susede. "Pas på. Ellers går der måske ild dig – som i din farfar."

Jeg holdt vejret. Jeg anede ikke, hvorfor jeg havde gjort det. Jeg kunne bare ikke

lade være. Jeg havde også lyst til at stikke ham en, fordi de havde ladet Pi ligge i den mørke hule. Farfar mumlede noget, jeg ikke kunne høre.

"Vi har travlt. Sov godt. Vi henter jer i morgen. Måske!" Hviske gik hen til sin makker ved speedbåden. De steg op i den og lo. Deres latter lød hul og ond mellem stenene. Så var de væk, og der blev rigtig mørkt i hulen.

Pi og Gritt talte lavt sammen. Og lidt efter kom farfar med et snork. Hvordan kunne han sove? Frøs han ikke? Var han slet ikke bange? Jeg havde stadig ondt i mit knæ og i min mave. Tænk, hvis vi aldrig blev

fundet! Vi vidste jo ikke, om de kom igen.

Eller om de ville sige til nogen, at vi lå her.

Pi sagde, at de to mænd var onde. Hun

havde været meget bange, da de løb væk

med hende. Den ene mand havde sagt, at hun kunne få lov til at gå selv – men kun hvis hun lod være med at skrige. Det lovede hun. Og så tog de en taxa til en havn og sejlede ud i deres speedbåd, ud til den mørke drypstenshule. Der ringede de til farfar fra deres mobil og sagde, at vi skulle

komme med deres penge.

"Hvor kendte de farfars nummer fra?"

spurgte jeg.

"Fra internettet. Hans navn og adresse stod på den kvittering, som han lod ligge på posthuset – da han sendte deres kuffert hjem til os."

Jeg prøvede at røre mig for tiende gang!

Det sved i mine hænder. Rebet sad stramt.

"Hvad laver du?" Gritt talte lige ind i mit øre.

"Jeg prøver at redde os fra det møg, som

farfar har fået os ud i."

"Så, så, Malte. Farfar er gammel. Han kan ikke gøre for det. Tænk på, hvordan det må være at have mistet den, man elsker."

Jeg sagde ikke noget. Jeg gad ikke høre på hendes bavl – slet ikke om farmor.

"Han har Vanja," sagde jeg surt. "Hun kan lære ham karate."

"Tænk, hvis du aldrig skulle se mig mere. Eller Pi. Ville du så ikke være ked af det?"

Hun kom med et snøft. "Jeg ville være ked af det, hvis jeg ikke skulle se Ebbe mere."

"Nå."

"Ebbe er smaddergod til at ride. Meget bedre end mig."

"Surt."

"Jeg er altså ligeglad."

"Gu er du ej, Gritt. Det er noget møg ikke at være god."

"Er det de brøker igen? Er det derfor, du

er sur?"

Jeg sagde ikke noget. Gid jeg havde haft hånden fri, så jeg kunne nive hende. Hun gav mig et kys på kinden. "Tag det ikke så tungt, Malte. Du er altså fin nok." Så talte hun videre med Pi, og jeg lå lidt og gloede. Jeg prøvede igen at rykke min hånd løs, men det var umuligt. Rebet sad for stramt. Jeg fik en idé og gav farfar et spark på låret. Han kom med et højt snork.

"Din mobil, farfar! Er den stadig i din baglomme?"

"Keder du dig, dreng? Kan en gammel mand ikke få lidt fred."

"Sig nu bare, hvor den er."

"I baglommen." Han kom med nogle

grynt. Han prøvede at rulle om på siden. Han pustede. Så var han vist klar. Jeg stak mit hoved helt hen til hans lomme. Jeg

kunne stadig intet se, så jeg var nær ved at få noget spidst i øjet. Antennen på hans mobil! Jeg fik fat i den med mine tænder.

"Hvad laver du, Malte?" sagde Pi. "Du har ikke slået dig, vel?"

Jeg hev mobilen op af hans lomme. Den røg ned på klippen, og jeg lagde mig på

maven og gav den et puf med min hage. Den kom til at ligge godt. Så prøvede jeg at ramme en tast med min næse. Jeg ramte

ved siden af. Jeg prøvede igen. Der kom lys

i den! Nu gjaldt det om at være hurtig, før lyset gik ud. Jeg bad Gritt om nummeret til mors mobil. Så tastede jeg '2' med næsen.

Så '0'. Og så '7'. Det var slet ikke så svært.

Men så ramte jeg ved siden af. Lort!

Jeg prøvede igen. Og igen. Og så

manglede der kun ét tal: '8'! Og så et tryk

på knappen til opkald. Jeg ventede. Og

pustede.

'Er der nogen? Hallo." Mors stemme var tyk, som om hun havde sovet. Eller grædt. Jeg fik en klump i halsen og kunne ikke få et ord frem. Gritt lagde sit hoved hen til mig. Hun hørte med.

"Hallo?" gentog mor. "Sig så noget! Jeg ved, det er dig, Malte."

"Øh, hej."

'Hvor er I? Har I det godt? Har farfar taget sine piller?"

Jeg sagde ikke noget.

"Nu siger du, hvor I er, Malte. Så vi kan komme og hente jer. Far er urolig."

"Vi ligger i en drypstenshule." Mit hjerte hamrede.

"Hvad gør I? Hold op med det pjat."

"Altså, mor, slap lige af, ikke," sagde

Gritt. "Vi har det godt. Malte laver bare sjov."

"Nej, jeg gør ej."

"Politiet tror, at farfar er flygtet," sagde mor. "De har udlovet en dusør."

"Hvad?" Jeg svedte.

"Han kommer i fængsel i mange år. I skal komme hjem nu."

Det kunne ikke passe. Det måtte bare ikke være sandt! Så ville han jo komme i fængsel. Vi skulle have fat i de penge. Og i de to mænd. Stakkels farfar! Gritt gav mobilen et puf med sit hoved. Jeg kunne

næsten ikke nå den, men jeg fik fat i den med min mund.

Jeg trak vejret dybt. "Okay, mor. Nu ved I, at vi har det godt. Sig til politiet, at farfar er hjemme i morgen. Der er noget, vi må ordne først." Jeg gav mobilen et tryk med næsen. Den gik ud, og der var stille i hulen – og mørkt som i en grav. Jeg følte mig slap som en piftet badebold. Det hele rodede

rundt i mit hoved. Vi måtte have fat i de to mænd, ellers var farfar færdig! Jeg var lige ved at græde.

"Du er sej, Malte." Gritt var igen meget tæt på mit øre. "Så sej!"

Flugt i natten

Jeg skulle aldrig have ringet til mor! Jeg

havde bare fået ondt i min mave af det. Det hele var min skyld – sådan føltes det. Fordi

vi havde gjort dem bange. Men nu vidste de, at vi var i live. Og måske kunne mor tale med politiet, så de tog den lidt med ro. Tænk, hvis de skød efter farfar, når de så os! Jeg faldt i søvn og drømte om uhyrer. Og om brøker. Jeg slog mine øjne op med et sæt. Men der var intet, kun mørke. Jeg følte mig dødtrist. Så var der noget, der peb. Jeg lyttede. Var det en mus? En rotte?

"Av, der ligger noget glas," sagde Pi. "Er du vågen, Malte?"

Jeg ville sætte mig op, men det var svært, for mine hænder var stadig bundet. Så kom

jeg op at stå. Jeg trådte over Gritt, som snorkede. Jeg satte mig mellem hende og Pi.

"Det er lige her, Malte."

Jeg følte på jorden. Det var vist en flaskebund, og den var skarp.

"Måske er det fra farfars flaske," sagde Pi. Jeg sagde ikke noget. Jeg prøvede at få fat i skåret, men skar min pegefinger. Jeg trak hånden til mig. Så prøvede jeg igen – og skar mig en gang mere. Tredje gang fik jeg fat i det.

"Kom med dine hænder, Pi."

Hendes fingre rørte min arm ligesom en lille fugl.

"Kan du holde dem lige der, Pi?" "Det tror jeg godt. Du må ikke skære mig, vel?" Jeg

holdt glasskåret hen til rebet om hendes hænder. Jeg gav mig til at file. Jeg filede og

skar. Og så måtte jeg have en pause. Jeg

filede igen. Og skar mig igen. "Av."

Gritt rørte på sig. Men hun sagde ikke noget.

Så kom Pi med et hvin. "Jeg er fri, Malte."

Hun flyttede sig. Jeg tabte flaskebunden med et klir. Hun fik fat i den, og så var det hendes tur til at file på mit reb! Og hun var god til det – hun skar mig slet ikke. Vi vækkede Gritt og farfar og skar dem fri.

"Ih, altså Pi, hvor er det godt at se dig ... altså mærke dig." Gritt gav hende et knus og en hel masse kys. Farfar klappede hende vist på håret. Jeg kunne ikke se dem, fordi det var så mørkt.

Jeg gav hende et dask over nakken. "Der blev vi sgu nervøse, Pi."

Hun sagde ikke noget. Hun kom bare med en piben. "Jeg ... jeg har været så bange." Så græd hun. Jeg snøftede også og

sagde heller ikke noget. Jeg kunne ikke, så

ville jeg også komme til at tude. Gritt tog min hånd og lagde den oven på Pi's. Det føltes rart.

"For satan da, hvor mine ben gør ondt."

Farfars stemme var hæs. Han var også rørt. Så slog han sine arme om Pi. Han tog hende op og vuggede hende. Jeg kunne mærke det, for hendes fødder ramte min arm. Og han sang også – helt, helt lavt. Det lød smukt.

Vi gik hen til vandet. Vandcyklen var der endnu. Vi satte os på den, og Gritt tog imod Pi. Farfar blev væk i mørket. Han puslede med noget. Så var han der igen og stak noget hen foran min næse, noget der stank.

"Er der nogen, som skal have en mundfuld?" Han bed i spegepølsen. Så spyttede han. "For dælen, hvor er den tør.

Og hul."

Jeg tog pølsen. Den var kold som is. Jeg følte på den, stak en finger ind i den ene ende. Den var hul!

"Der skal gemmes noget i de pølser," sagde Pi.

"Måske er det deres penge?" sagde Gritt.

"Så burde de have taget dem med." Jeg sukkede. "Og gemt deres penge med det samme."

"Hviske vil købe guld for deres penge," sagde Pi. "Guldet skal gemmes i de pølser. Det siger de på min mp3. "

"Hvad mener du, Pi?" sagde jeg.

"Jeg lod min mp3 køre, da Hviske og ham med sølvkniven løb væk med mig." Hun tændte den, og den kom med nogle skrat.

Så kunne man høre de to mænd. De talte sammen om gamle, spanske guldmønter, som var blevet hugget fra nogle museer.

Mønterne var åbenbart mange penge værd.

Og næste dag skulle de møde en person

klokken 11. Han hed Pedro. De skulle

mødes et sted, der hed ... Dødens Arena.

Vi gav os til at cykle. Vandet kom med kluk

og plask fra alle sider. Farfar og jeg trådte, og Gritt sad i midten og holdt om Pi. Vi

frøs, så vi klaprede tænder. Men snart var

vi ude. Det var nat og månen og et par tusind stjerner lyste langt over os.

"Ah, hvor er her smukt." Gritt gabte.

"Ja." Pi's øjne var hvide i mørket. "Tak, fordi I reddede mig."

Gritt gav hende et kram. "Vi har sådan savnet dig, lille skat."

Farfar sagde noget, man ikke kunne høre.

Så gav han sig igen til at synge.

En taske guld

Der var tusind folk på pladsen. Og der var en masse boder med lamper, fuglebure, T-shirts og gamle fotos – og med is og slik.

De voksne gik rundt og talte sammen. Andre råbte. Foran et lille teater sad mindst

tyve børn. Et par papegøjer gik frem og tilbage på scenen. Den ene kørte en trillebør med næbet, og den anden lagde nogle ringe ned over en pind. Folk lo og

klappede.

"Hvor er de?" Gritt vendte sig og så på os. Hun pegede ned i Vanjas kort. "Dødens Arena skulle ligge her."

Vi havde hentet kortet hos farfar. Og vi havde spist og sovet lidt. Farfar havde

skrevet en seddel til Vanja: Hun skulle ikke

lave frokost til os, for vi skulle hente en masse guld i Dødens Arena. Han havde skiftet bukser. Men den lyserøde snor var der stadig – den fra Vanjas badekåbe.

"Gad vide, hvordan Pedro ser ud." Farfar tørrede sig over panden. Han havde barberet det skæg af, der ikke var brændt. Det så sært ud. "Pyha. Man trænger til en kold øl."

Vi gik hen til en bod. Farfar købte en øl, og vi fik en vaffelis hver. Vi satte os ved et bord tyve meter fra papegøje-scenen. Pi og Gritt sad over for farfar og mig. Jeg så på mit ur. Klokken var kun halv ti. Der var god tid.

"Vi kan lige så godt få lidt styr på det hele," sagde jeg.

"Jeg har altså ikke styr på en skid!" Gritt så stadig i kortet.

"Nej, men vi må prøve." Jeg sukkede.

"Altså: To mænd røver en bank hjemme i Danmark. De får fat i et par millioner, så de bliver kendte i hele Europa. Efter kuppet venter de et halvt år, indtil politiet har noget andet at gå op i. Så rejser de til Mallorca, fordi de vil købe stjålne, spanske guldmønter."

"Men farfar tog deres kuffert." Pi rodsede med sin mp3. Der var kommet lidt is på den.

"Hvad skal de med guldpenge?" spurgte Gritt. "Altså, jeg ved godt, at guld er dyrt, ikke."

"De mønter er nok flere hundrede år gamle, Gritt. Så de vil sælge dem i Danmark og Tyskland. Og måske også i Kina – så kan de tjene flere millioner."

Hun kom med et støn. "Folk tænker ikke på andet end penge. Det er til at brække sig over."

"Hvad mon Dødens Arena er?" sagde Pi. "Det lyder ikke så rart."

Farfar sagde, at Dødens Arena var et sted, hvor man kunne se tyrefægtning.

"Tyren dør altid. Det har jeg læst." Pi snøftede.

Farfar kløede sig i håret. "Ja, det gør den vel nok."

"Det vil jeg ikke have."

"Nej, og det gider vi slet ikke tale om." Gritt så surt på farfar. Hun lagde sin arm om Pi. "Har du set de papegøjer, skat?" Vi så hen mod scenen.

"Der!" Pi pegede. "Det er dem. Er det ikke, Malte?"

Det var de to mænd. De stod lige til højre for scenen og var atter i sorte jakkesæt og solbriller. Det måtte være varmt. Men de ville nok gerne være pænt klædt til deres

guldhandel. Jeg rejste mig og trak Pi og

Gritt med hen bag nogle damer. De talte meget højt på engelsk og lagde ikke mærke

til os. Farfar blev ved bordet. Han så lidt ør ud. Gritt gik hen og hev ham med.

Jeg holdt øje med de to mænd. Hviske havde en kuffert i hånden. Den var brun og

magen til den, farfar havde sendt hjem til os. Så det var nok farfars gamle kuffert –den, som de havde fået i lufthavnen. De havde ikke den sorte sæk mere. Deres

penge var vel i den kuffert!

"Kan du se ham, de skal mødes med?"

Gritt lagde sin hånd på min skulder. Farfar og Pi var lige bag hende. "Ham Pedro!"

"Næ."

Og det var sandt. De to mænd stod bare

og så sig omkring. Ham med sølvkniven gik hen til en bod og købte to is. De spiste

løs. Men så så Hviske på sit ur. Han sagde

noget til den anden, og de smed isene på jorden og begyndte at gå. Vi skyndte os efter. De nåede en hvid mur. Den var mindst tre meter høj og meget bred. Der stod en masse træer på begge sider. Man kunne ikke se, hvor muren endte. Men der var en sort dør i muren. De to mænd

åbnede døren og gik ind.

"De flygter!" Jeg fór derhen. De andre var lige efter. Der var et skilt på døren. Der stod noget på engelsk. Gritt oversatte det:

'Dødens Arena. Kun adgang for personale'

"Hvad gør vi?" Jeg pustede.

"Går ind!" sagde Gritt.

Jeg åbnede døren. Den gav en klagen fra sig, som om et klamt monster boede derinde. Nu stod vi i en lang, grå gang. Der

var lysstofrør i loftet, og de summede. De to mænd var ikke at se.

"Hvor pokker er de?" Gritt var lige bag mig. Hun havde Pi i hånden.

"Uha!" Farfar gled forbi os. Han gjorde holdt foran en plakat på væggen. "Der er søreme én, som hedder Pedro."

Vi gik hen til ham. På plakaten var der en mand i noget flot, hvidt tøj. Han var brun og havde et stort, sort overskæg. Og han holdt en rød kappe lige foran en tyr.

"Pedro er tyrefægter." Gritt slap Pi. "Tror I, det er ham, de skal møde?"

Men før vi fik svaret, lød der et brag fra den anden ende af gangen. Og stemmer!

Jeg trak farfar med ind ad en dør til højre. Gritt og Pi var lige efter. Jeg lukkede den på klem og så ud. Først var der ikke nogen. Men så kom de to mænd, og de var ikke

alene mere – ham fra plakaten var med dem. Pedro! Han var stadig i hvidt tøj og med sort overskæg. Og han havde en masse guldringe på sine fingre.

"Har I mine penge?" sagde han på engelsk. De sagde noget, jeg ikke kunne høre. De gjorde holdt et par meter fra vores dør. Jeg lukkede den. Mit hjerte slog vildt.

"Er det dem? Kan du se Pedro?" Gritt var lige ved siden af mig.

Jeg gav et nik. Men jeg turde ikke sige noget. Jeg åbnede døren en anelse. Pedro var ved at lyne en rød taske op. Den så ret tung ud.

"Giv mig mine penge. Så er alle de guldmønter jeres."

Hviske og ham med kniven så ned i hans taske.

Jeg gav døren et lille puf og vendte mig. Og det gav et sæt i mig, for rummet var

fuld af spejle – og på et bord lå en masse

tøj: kjoler, bukser, jakkesæt. Og en paryk og mindst to sorte overskæg. Det var et kostumerum!

Pi havde taget en hat på med en kæmpe, grøn fjer. Ved siden af hende var farfar i en sær klovnetrøje med røde og hvide striber.

Han havde en kårde i hånden. Den så ud som mandens sølvkniv. Farfars var bare længere. Han følte på spidsen.

"Uha. Den bider."

"I kan ikke bare tage det tøj!" Jeg pegede på en flot, lilla kappe, som Gritt var ved at tage på. Hun stod bag de andre. Men hun så bare på mig med et fjernt blik. Hun drejede rundt. Kappen gav et smæld i luften.

"Er den ikke utrolig smuk!" Så tog hun en sort hat fra et bord. Hun kom hen og satte den på mit hoved. "Nej, hvor ser du flot ud.

Du er jo en rigtig ridder, Malle-mand."

Jeg trak vejret dybt. Jeg følte mig varm i mine kinder. Men jeg fik ikke sagt noget, for pludselig var Pedro og de to mænd der også.

Tis og peber

De stod i døren og gloede. Gloede og

gloede. Og jeg tabte min hat. Og råbte. Jeg

råbte, som jeg aldrig havde råbt før: "Løb!"

Så fór jeg hen og rev den røde taske fra Pedro. Imens fik farfar fat i kufferten med penge. Han trak den væk fra Hviske.

Hviske viste sine gule tænder som en ond panter.

"Hvad satan!" hvislede han. Og den anden mand greb ned efter sin kniv. Men

farfar gav ham med sølvkniven et dunk på hagen med sin kuffert. Han sank i knæ. Og

så stak farfar Pedro i låret med sin kårde.

Vi løb forbi dem ud ad døren og ned for enden af gangen. Videre ud ad en ny dør.

Vi løb hen ad en anden gang og til venstre ind ad endnu en dør. Den låste jeg. Vi stod i et kæmpe rum. Det så ud som et køkken –der var et stort bord med en masse gryder og pander. Og brød og frugt. Men der var ingen folk.

"Vi kan ikke komme ud, Malte. Der er kun én dør, ud til gangen." Gritt så rundt. Hun var lige ved at græde. Pi skyndte sig hen og så ud ad et vindue til venstre. Hun

vendte sig:

"D-der er for langt ned. Vi kan ikke komme ud."

"Jeg har reb med. Så vi kan klatre." Farfar slog på sine bukser og på den lyserøde snor.

Hvad skulle vi gøre? Jeg måtte finde på noget. Jeg lyttede: Det var deres stemmer. De kom ude fra gangen. Og der lød også en

masse brag, som om de var ved at smadre alting.

Så talte Hviske helt tæt på døren. Han lød som en slange: "Unger, kom så frem. I kan ikke slippe væk."

Den anden mand lo. Og Pedro sagde en masse på spansk. Han lød gal. Gritt og jeg gik hen til døren. Min puls dunkede. De var lige udenfor! Men de tog ikke i døren.

Vidste de ikke, hvor vi var?

"Kom så ud, unger," hviskede manden.

"Giv os vores penge. Ellers vil I fortryde det."

Jeg vendte mig mod de andre.

Pi og farfar stod ved det store bord. Farfar havde sin kuffert og kården, og Pi havde sin mp3 og fjerhatten på. Og en pose med noget sort pulver.

"Lad dem komme," sagde farfar mørkt.

"De får os ikke i live."

Jeg sank en klump. Der blev taget i døren. Hårdt. Gritt og jeg trådte bagud. Jeg tabte den røde taske, og guldmønterne raslede.

"Kom så ud," hviskede manden. "De er derinde." Han gav sig igen til at hale i døren. Den knagede.

Jeg så rundt. Så fik jeg en idé. "Giv mig din snor, farfar!"

"Hvad mener du? Du kan ikke kravle ud ad det vindue. Du brækker din arm."

"Giv mig den. Nu!"

Farfar satte kufferten og bandt knuden op. Han trak den lyserøde snor fri og smed den hen til mig.

Jeg greb den. "Her. Tag fat i den ende, Gritt. Og stil dig på den anden side af døren. Når jeg siger til, hiver du."

Vi sprang hen på hver side af døren, og hun havde fat i enden af rebet. Vi satte os på hug og lagde det på gulvet. Manden

trak igen i døren. Den peb.

"Lås op, farfar," sagde jeg.

"Det er ikke så godt. Forstår du ..."

"Lås så op!"

Farfar gik nølende derhen. Han var nær ved at snuble over den røde taske.

Mændene halede i døren, og farfar låste op.

Der lød et hyl og et brag, og i næste sekund lå de alle tre i en stor bunke.

"Nu får I sgu høvl," mumlede farfar. Og jeg kom med et gisp, for han havde tabt

sine bukser – de hang helt nede om hans knæ. Og han havde ingen underbukser på!

Så gav han sig til at tisse ned i den røde taske.

De tre mænd råbte både på dansk og

spansk. De kom også med en masse lyde og slog med arme og ben for at komme op.

Så fór de ind ad døren.

"Træk!" hylede jeg. Og Gritt trak i snoren.

De faldt over den og røg ned på maven.

Pedro ramte med sit hoved lige ned i den røde taske med tisset. Han stønnede, og da han kom op igen, spyttede han to guldmønter ud.

Så kylede Pi posen med det sorte pulver.

Den ramte gulvet mellem dem med et klask, og en kæmpe, sort sky stod op i luften. Den blev større og større. Pi nyste.

Hun var nær ved at tabe sin fjerhat. Og de

tre mænd nyste også. Det måtte være peber!

"Flygt!" Jeg fik fat i den røde taske. Og

Gritt tog kufferten – og Pi farfars snor. Vi

løb ud og gennem gangen igen. Og vi

nåede en dør og var helt ude. Himlen var

blå, og der sad tusind folk rundt om os. De

råbte og skreg. Jeg så på dem og måbede.

Det så næsten ud som et sted, hvor man

kunne se fodbold. Så det var nok ... Dødens

Arena!

Dødens Arena

Folk blev ved med at råbe og skrige. Og de skreg endnu mere, da farfar slog med sin kårde i luften. Han var lige ved at tabe sine

bukser igen. Og de skreg igen, da Gritt nejede i sin lilla kappe.

"Olé!" skreg de. "Olé, olé!"

"Gud, Malte," sagde hun. "Jeg tror, de tror, jeg er tyrefægter."

Jeg sagde ikke noget. Jeg så bare på et par ryttere, der var på vej imod os. De råbte og

vinkede. Men så stod Pedro og de to mænd i døren, og jeg skyndte mig ud mod midten af Dødens Arena med den røde taske. Jeg

drejede mit hoved og så efter dem. De fulgte ikke efter. De blev bare ved døren og

gloede. Men Pi og Gritt fægtede med

armene. De råbte også en hel masse, men jeg kunne ikke høre hvad.

Så hørte jeg noget. Lyden af noget tungt i støvet. Fødder! Der var også nogle prust. Jeg vendte mig og blev kold af skræk.

Tyren så lige på mig. Den var kæmpestor og sort som kul. Og den havde fråde om munden. Den stod højest ti meter borte. Så

gik den et par skridt nærmere, kom med flere prust.

"Så, så. Jeg gør dig ikke noget." Det føltes dumt at tale til den. Men jeg anede ikke, hvad jeg ellers skulle gøre. Jeg trådte et skrid bagud. Det gav et ryk i tyren. Den fnyste og bøjede sit hoved. Hornene pegede lige mod min mave.

Jeg bed mig i læben. Der var mindst 50 meter ud til siden. Jeg ville aldrig kunne nå

væk. Så gjorde jeg noget. Jeg tænkte ikke,

jeg gjorde det bare – jeg holdt den røde taske frem mod tyren ligesom en tyrefægters røde klud. Tyren stod helt stille. Den så på mig og på tasken. Jeg viftede med den. Den lagde sit hoved på skrå og fnyste. Så løb den lige imod den røde taske, og jeg holdt den så langt væk, jeg kunne.

Den jog ind i tasken, og jeg faldt til siden. For fanden, hvor gjorde det ondt! Jeg kom op igen og så efter tyren. Den stod lidt væk og slog med sit hoved. Tasken sad fast på det ene horn. Jeg gik et par skridt bagud. Tyren brølede og slog endnu mere med sit hoved. Den løb rundt og rundt i cirkler, mens den knurrede og brølede. Så vendte den sig og gik lige imod mig. Jeg blev kold af skræk.

"Så, så," sagde jeg hæst. Men jeg kunne ikke røre mig. Det var, som om mine

fødder var limet til jorden. Tyren kom nærmere. Nærmere og nærmere. Den skrabede med sine forben, så støvet stod op.

Men så var farfar der pludselig også. Han sad på en hest med kurs lige mod tyren. Hans hvide numse vippede op og ned, for han havde tabt sine bukser helt.

Farfar stak tyren med sin kårde. Den brølede og løb igen rundt om sig selv. Så stødte den ind i hesten. Hesten kom med et vrinsk og rejste sig på bagben. Farfar røg af med et hyl, og nu sad han på tyren med sin kårde.

"For pokker," råbte han og fægtede med den. "Stå stille, dit uhyre."

Men tyren virrede med sit hoved. Den røde taske gled af hornet og faldt ned i støvet. Guldmønterne fløj til alle sider. Og

så løb tyren af sted, og den løb rigtig stærkt. "Hjælp!" Farfar holdt om dens hals. Han var nær ved at tabe sin kårde. "Stop så, din bavian. Skal du smage min sabel?"

Tyren ramte et stort plankeværk foran tilskuerne. Det gav et brag, og farfar fløj gennem luften over plankeværket. Han ramte den første række sæder.

Folk råbte og skreg. "Ole! Olé, olé!"

Så fik jeg fat i den røde taske. Der var stadig ret meget guld i. Tyren vendte sig og så lige på mig. Dens øjne var onde som en varulvs eller et andet monster. Den slog i jorden med sine forben, og støvet føg til alle sider. Der blev helt tåget.

Jeg fik ondt i halsen. Hvad skulle jeg gøre?

Men nu kom Pi. Hun havde sin fjerhat på og farfars lyserøde snor – og sin mp3. Hun

satte sig på hug ved siden af mig.

"Kom, lille ven," sagde hun blidt. Og tyren så ud til at være lidt mere rolig. Den brølede i hvert fald ikke, og den holdt op med at sparke i støvet. Den gloede bare på hende.

"Du skal ikke være bange. Jeg gør dig ikke noget."

Tyren bøjede sit hoved. Den fnyste. Men den gik ikke til angreb. Jeg trådte et par skridt bagud. Jeg ville tage hendes hånd. Vi

måtte væk herfra, mens tyren var forvirret. Men Pi ville ikke have min hånd. Hun holdt bare øje med tyren og rodede med sin mp3.

"Han er bange for folk," sagde hun lavt.

"Fordi de plejer at være dumme ved ham."

Der kom en lyd fra hendes mp3. Det lød som en stor ged. Tyrens ører stod lige op i

luften. Den hørte efter! Så var der en ko,

der brølede. Og tyren hørte igen efter. Den rettede sig op og stod og så frem for sig. Dens ører blafrede, som om der var en flue.

Pi talte igen: "Nu skal du lægge dig ned. Der sker ikke mere. Læg dig. Læg dig så."

Jeg holdt vejret. Tyren lagde sig på alle fire – og så helt ned på siden. Den lignede en stor, sort hund. Så lød Gritts stemme. Hun skreg. Og da jeg så til højre, stod hun med farfars kuffert over sit hoved. Hviske trak hende i håret, mens Pedro stod ved siden af og råbte. Og den tredje mand lå og holdt i hendes fod. Han havde tabt sin sølvkniv.

Vild kamp

Jeg sprang derhen. "Slip hende!" Jeg slog

Hviske over hånden med den røde taske. Men han kom bare med et ondt smil.

"Skrid, dreng," hviskede han. "Jeg taler med din søster." Han trak hende igen i

håret. Hun skreg og tabte den lilla kappe.

Pedro tog fat i min skulder. Han klemte

hårdt. Det gjorde dødondt. Så jog han sin næve ind i min mave, og jeg faldt på knæ.

Jeg kunne slet ikke få vejret. Jeg så op på ham gennem tårer. Men Pedro lo bare. Og

Hviske satte foden mod mit bryst og gav mig et puf. Jeg røg helt ned på ryggen. Jeg

hev stadig efter vejret. Og jeg kunne ikke holde fast, da Pedro rev den røde taske fra

mig.

Jeg vendte mig om på maven og prøvede at komme op. Hvad skulle jeg gøre? Jeg fik øje på Pi. Hun sad med ryggen til og aede tyren. Farfar var på vej hen til hende med bar numse og sin kårde. Han havde ikke set mig. Jeg fik en idé.

"Pi!" råbte jeg. Hun vendte sig. "Hæng din mp3 på tyren."

Hun så på mig. Så satte hun sin mp3 over dens ene horn og skruede op. Man kunne høre en masse folk, der lo og klappede. Det var dem fra flyet – da vi fløj til Mallorca. Tyren virrede med sit hoved. Den rejste sig og slog igen med sit hoved for at få mp3'en af. Pi skyndte sig væk. Samtidig kom jeg på benene og fik fat i sølvkniven. Pedro stod et par meter borte med ryggen til og med den røde taske.

Jeg tog fat i tasken og rev til. Men han slap den ikke. Han vendte sig, og så stod vi

der og hev og sled, som om vi trak tov. Jeg tabte sølvkniven. Jeg så hen på tyren. Den virrede igen med sit hoved for at få Pi's mp3 af. Imens så den stift på den røde taske. Den fnyste og fik en masse fråde om munden. Pedro råbte og skreg. Så gav han mig et los på benet. Det gjorde ondt, men jeg slap ikke tasken. Jeg trak bare op og ned i den, så den viftede som et tørklæde!

Imens gav Pi's mp3 sig til at spille en sang med en masse violin. Og det blev for meget for tyren, som løb lige imod os.

Jeg slap tasken og smed mig til siden.

Tyren ramte Pedro. Han fløj mindst to meter op i luften og tabte tasken. Tusind guldmønter røg ned over os. Men pludselig var det Hviske, som fløj gennem luften.

Han faldt på ryggen lige ved siden af mig.

For Vanja var der også i sin røde kjole. Hun så vildt godt ud. Og hun havde lavet karate

på ham! Hun måtte have set farfars seddel, siden hun vidste, hvor vi var. Gritt gav ham med sølvkniven et gok med sin kuffert. Den gik op, og en masse pengesedler fløj ud. Han blev helt væk, så mange sedler var der. Hun satte sig på hans ryg og gav sig til at putte penge ind under hans jakke. Og også i hans mund. Hun var rigtig gal.

"Du er bare for meget," skreg hun. "Du tænker kun på penge!"

Og farfar kom hen og satte sig på hans hoved med bar numse. Manden gav sig til at hoste. "Lig stille," råbte farfar. "Eller jeg lukker luften ud."

Vanja sagde en hel masse til Pedro, som lå lidt væk og peb. Han var nok bange for, at tyren skulle komme igen. Men den var

ikke at se. Han krøb efter sølvkniven. Og jeg fór hen og trådte på hans hånd. Jeg trådte hårdt. Han hylede op. Så tog jeg kniven og den røde taske. Og Vanja maste ham ned på maven og vred hans arme om på ryggen.

Det fik Hviske til at rejse sig, og Pi gav et hop op på ryggen af ham. Hun havde stadig sin fjerhat på. Hun snoede noget rundt om halsen på ham. Farfars snor! Og den kom til at sidde ret stramt, for Hviske tog sig til halsen med begge hænder.

"Stå stille!" Pi trak hårdt i snoren. Hviske røg ned på knæ. Han tog sig stadig til halsen. Jeg blev kold som is. Tænk, hvis hun kvalte ham!

"Slip ham, Pi!" råbte jeg. "Han dør."

Men hun blev ved med at holde fast. Hviske lagde sig helt ned.

"Du må altså ikke klemme så hårdt, skat."

Gritt rejste sig. Hun gik hen og satte sig på hug ved siden af dem. Hun aede Pi på håret. "Kom, slip ham nu."

Pi så på hende med et tomt blik, som om hun tænkte på noget helt andet. Eller slet ikke tænkte. Så slap hun ham. Hviske kom med en masse gisp og fik snoren løs.

"De ... de gjorde mig bange," sagde Pi med tynd stemme. "Jeg lå så længe i den hule." Så gav hun sig til at græde. Gritt strøg hende over håret. Og jeg fik ondt i min mave. Hvordan kunne nogen finde på at lade en lille pige ligge alene i en mørk hule!

En masse folk kom hen til os. Nogle fik fat i tyren. Den røg ind i en bås, og der kom lås på døren. Og de tog også Pi's mp3. Andre greb fat i de to mænd. Og i kufferten. Og i

Pedro, som råbte og skreg. Han havde ikke

overskæg mere, for det var faldet af. Det var falsk! Farfar fandt skægget og tog det på. Han så flot ud med det og med kården – som en tyrefægter. En million hænder tog fat i os og løftede os op.

"Olé!" råbte folk. De skreg, hele vejen rundt i Dødens Arena. "Olé! Olé, Olé!" Pi, Gritt, farfar og jeg blev båret rundt i arenaen.Vi kom ned at stå og bukkede. Og farfar viste dem nogle guldmønter fra tasken, som jeg stadig havde. Folk skreg endnu mere. De kastede også med blomster. Pi fik en hel buket, og Gritt satte en rose i håret. Og hun fik den lilla kappe på igen.

"Ser rosen fin ud, Malte?" Hun var rød i sit hoved som en tomat. Jeg smilede til hende. Jeg havde lyst til at give hende et knus. Men så gled jeg ned på knæ. Jorden dirrede under mig, og der lød en ringen for

mine ører. Da jeg så op, havde farfar fået sine bukser på og havde Vanja i hånden. Han talte i sin mobil. Den rakte han ned til

mig:

"Det er din mor, dreng. Sig, at vi har fundet guldet. Og de stjålne penge."

Slut med brøker

Natten er mørk, mørk som en sort panter.

Eller en vampyr. Eller et andet uhyre, der kun venter på at hoppe ind gennem mit vindue.

Jeg sidder i mit værelse ved min computer. Og jeg skriver. Skriver og skriver. Jeg må have det hele med, før jeg glemmer noget. Jeg har lånt Gritts dagbog. Der står en masse om det, der skete. Det er snart en måned siden. Gritt er stadig kæreste med Ebbe. Og Pi har det bedre.

Hun taler tit om den drypstenshule – om at hun var bange. Men hun har ikke mareridt mere.

Farfar har det også godt. Han kom ikke i fængsel. Politiet fik jo fat i de rigtige

bankrøvere. Og de fik også en guldtyv –Pedro! Han havde hugget de guldmønter

på nogle museer i Spanien, og de mønter var flere hundrede år gamle og mange penge værd! Politiet fandt også pølserne i hulen, dem som guldet skulle have været gemt i. Farfar er glad for, at han ikke kom

på hospitalet. Mor siger, at han næsten er rask Men hun fatter ikke, at han tog de penge i lufthavnen – og heller ikke, at han tog sine bukser af i Dødens Arena. Men hun er stolt af, at vi reddede Pi. Hun synes nu, at vi skulle være gået til politiet. Hun synes også, at det er godt, at farfar har mødt Vanja. De sender mails til hinanden. Og hun kommer vist og bor hos ham til jul. Men mig går det ikke så meget bedre med. Jeg er ikke blevet spor god til brøker, jeg har vist bare svært ved det! Jeg skal have tid. Fred og ro. Og det kom jeg til at

sige til farfar for et par dage siden, og så ville han med i skole.

Foran porten mødte vi Palle, min matematiklærer. Og farfar tog fat i hans skulder. Han sagde, at der var et par ting, de to måtte tale om. Farfar går stadig med Pedros overskæg og med kården. Han så fæl ud, som en sørøver:

"Ser du, Malte dér har jo lidt svært ved brøker."

Palle var bleg. Og da farfar holdt kården lige foran hans næse, kom han med et nik. Han er nu flink nok.

"Og Malte kan ikke døje at komme til tavlen," sagde farfar. "Det er jo ikke så rart at blive til grin."

Palle så stift på kården. "Han skal nok øve sig," peb han. "Han må lave sine lektier."

"Men måske kunne du give ham lidt ro.

Til han finder helt ud af de brøker."

"Lidt ro?"

"Jeps." Farfar så venligt på ham med sine lyseblå øjne. "Så kan det nemlig være, du får en håndfuld penge."

Jeg kom med et suk. "Hold nu op, farfar."

Men han trak bare et kæmpe bundt pengesedler op af lommen. Og jeg kom med et gisp. For jeg havde en anelse om, hvor de penge kom fra. "Hvornår har du taget dem, farfar?"

"De må have sat sig fast under mine negle. Jeg skulle jo smide et par millioner i en skraldespand. Og det gad jeg ikke."

Så havde han taget dem på Den lange strand, da vi var der for at give de penge i bytte for Pi. Tænk, hvis de to mænd havde set det!

Farfar stak sine penge ned i Palles skjortelomme. "Sådan. Og husk: Aldrig

mere op til tavlen. Malte skal nok selv få lært de brøker."

Palle så surt på os. "Det kan jeg ikke gå med til." Han tav. Farfar havde også puttet et stort bundt penge i hans hånd.

"Og jeg tror, at knægten og jeg holder et par dage fri. Vi skal have en kold øl."

Så trak han mig med. Palle stod og gloede. Og hans mund blev nok ved med at stå åben i ret lang tid. Solen lyste over os. Den lyste som et kæmpe, gult øje.

Har du læst eller hørt alle Vild-bøgerne?

Lån Vild-bøgerne gratis som e-bøger og lydbøger: www.ereolen.dk