Page 1


Lars Kjædegaard

SORTE SØ

Rosinante


– Det er ikke hver dag, man møder en rigtig kunstner. JETTE LOKK


1. Synet af den unge mand ude i solen på gårdspladsen havde fået det til at gibbe i ham. Han havde kigget fraværende ud gennem vinduet i arbejdsværelset uden at vente at se andet end den tomme plads med gruset, hækkene, der løb ned langs indkørslen, og de høje, oplyste ege i eftermiddagens sol. Manden havde stået ovre ved hækkene, overskrævs på sin mountainbike, som om han lige var kommet cyklende op til skovridergården. Helge havde siddet stille inde i sit arbejdsværelse, mens han ventede på, hvad den unge mand ville foretage sig derude. Kom han hen til døren, eller cyklede han bort? Men manden blev stående. Han gjorde hverken eller, men syntes at tøve med albuerne støttet på styret. Måske ville han bare se skovridergården. Det var ikke usædvanligt, at der kom folk herop for at kigge. De fleste blev overrasket over at se et så stort hus heroppe i skoven. Helge lagde sin bog fra sig på skrivebordet. Det var en antropologisk fagbog, som handlede om, hvordan København og andre byer var bygget på fortidens lossepladser. Han havde lige læst, at jorden under Amalienborg Slot i realiteten var en gigantisk kompostbunke fuld af sko, mønter og knogler. Han rejste sig og gik ud i hallen, og da han åbnede den tunge fordør, stod den unge mand stadig bøjet over sit cykelstyr femten meter borte. Han havde solen i ansigtet og lod først ikke til at opdage, at Helge havde åbnet døren.


Jens hørte fodtrin i gruset, før han kunne se manden, der kom ud af skyggen ovre ved huset, og han indså, at det var for sent at vende om og køre ned ad indkørslen. Manden der kom imod ham, var almindelig at se på. Man kunne ikke se, om han var skovrideren. Han så ud til at være omkring tres. Han havde sandfarvet hår, som var strøget til siden, og han bar en lyseblå skjorte og beigefarvede fløjlsbukser. Han smilede. – Kan jeg hjælpe med noget? Jens sagde, – Næh, jeg ... jeg cyklede bare forbi. Så så jeg indkørslen. Flot hus. Manden sagde, – Ja, her er dejligt. Jens sagde, – Jeg faldt i staver. Helge havde bemærket to ting ved den unge mand. Han havde for meget oppakning på sin mountainbike til bare at være ude for at motionere. Og han havde et trist, dybtliggende blik, som ikke passede til hans unge ansigt. Helge sagde, – Jeg falder også tit i staver. Det er skoven. Den unge mand nikkede og betragtede ham alvorligt. – Er du skovrideren? Han nikkede. – Ja. Jeg hedder Helge. – Jens, sagde den unge mand. De stod et øjeblik. Helge kunne mærke den unge mands forlegenhed, hans vanskelighed ved at finde på noget at sige og hans modvilje mod at stå her uden at kunne finde ord. Helge sagde, – Har du været i krig? Jens nikkede. – Javel, sagde han. – Kosovo, Irak og


Afghanistan. – Så du er veteran, sagde Helge. Manden tøvede. – Ja. – Hvor bor du? Jens havde trukket på skuldrene uden at se direkte på ham. Han gav et nik bagud mod skoven. – Her. – I skoven? – Jeg har været herude i nogle måneder. Det er fint nok om sommeren. – Hvor er du fra? – Skanderborg. Min mor bor derinde. Helge smilede og sagde, – Jesper Munch ovre i Søhøjlandscenteret fortalte mig, at han mente, vi havde en permanent gæst. Så du sover tit nede i Bivuak 9? Nede i Ådalen? Jens sendte ham et hurtigt, genert smil. – Det er mig. Det er vel okay? – Selvfølgelig er det okay, sagde Helge. Lidt efter tilføjede han, – Jeg forstår det godt. Jeg havde en onkel, som byggede jernbaner i Tyskland under krigen. Han ville også helst være alene, da han kom hjem.


2. I starten af halvtredserne, da Helge selv havde været lille, havde en ingeniør ved navn Holger Reimann taget initiativet til et projekt, han kaldte ‘Udnyttelse af Vandkraften i Søhøjlandet’. Helge havde ingeniør Reimanns originale forslag på sit kontor. Det var en tynd, maskinskrevet rapport med fine små blyantstegninger. Reimann havde været fremsynet og entusiastisk. Hans rapport forklarede, hvordan man ved hjælp af forholdsvis enkle foranstaltninger kunne etablere en forsøgsstation, som ville vise, om vandkraft var en energikilde, som det var værd at udnytte. Reimann havde dokumenteret, hvordan der i Søhøjlandet eksisterede et antal steder, hvor vandet i de højtliggende søer kunne inddæmmes og udnyttes ved hjælp af turbiner. Den unge ingeniørs forslag var inspirerende. Det korte af det lange var, at Holger Reimann havde foreslået, at man afprøvede hydroelektronikkens potentiale ved at opføre en dæmning og en turbinestation i den ene ende af Sorte Sø – som lå tre kilometer fra skovridergården. Det var lykkedes den ihærdige ingeniør at overbevise både lokale og statslige myndigheder om forsøgets værdi, og i 1953 havde man opført dæmningen for enden af Sorte Sø. Derved var der opstået en dyb dal neden for dæmningen – et sted, som hurtigt fik tilnavnet ‘Hullet’. Det var her, man havde opført Turbinehuset. Det var et højt murstenshus, som lå umiddelbart neden for dæmningen. Via en port i dæmningen kunne vandet fra Sorte Sø ledes gennem en ledning ned gennem turbinen og videre ned gennem


Hullet. Den hydroelektriske effekt opstod ved hjælp af vandets pres og faldet ned gennem turbineledningen. Når vandmasserne havde passeret turbinen, løb det ud gennem en muret port i Turbinehusets sokkel. Her blev vandet til en smal bæk, som fortsatte sit periodiske løb ned gennem skoven. Oven på selve turbinerummet havde man indrettet et kontor og en primitiv beboelse, hvor ingeniør Reimann havde boet i fem år, mens han dokumenterede effekten af sit projekt. Projektet havde ikke været nogen succes. Jo, selve forsøgsanlægget havde fungeret efter hensigten, men det stod hurtigt klart, at Søhøjlandet generelt ikke var vidstrakt nok til, at man kunne opføre lignende anlæg nok til at sikre en kommercielt rentabel produktion af elektricitet. I begyndelsen af tresserne havde Reimann fået en stilling i et hydroelektrisk firma i Amerika. Siden da havde Turbinehuset ikke været meget andet end et monument over en svunden tid. Der havde været planer om at indrette et lille museum i Reimanns tidligere kontor, men måske var stedet ikke helt interessant nok. Der kom ikke mange. Søhøjlandscenteret havde et billede og en lille forklaring i deres trykte guidebrochurer. Turbinehuset var en moderat turistattraktion. En af hans forstmænd var ansvarlig for, at dæmningen, porten og turbinen blev vedligeholdt, og at portene blev åbnet, når vandstanden i Sorte Sø gjorde en udtømning hensigtsmæssig. Det havde været et smukt forsøg, men i realiteten var der ikke kommet andet ud af det, end at Reimann havde


forsynet en del af søsystemet i højlandet med en hane, som kunne åbnes og lukkes. Af en eller anden grund var Turbinehuset ovre i Hullet i hans tanker den junieftermiddag, mens han stod på gårdspladsen og talte med den forhenværende soldat med øjnene, som syntes at tilhøre en anden, langt ældre mand. Helge havde svært ved at kapere tanken om, at en ung mand – eller yngre, Jens måtte være omkring 35 – havde resigneret i så høj grad, at en omflakkende, ensom tilværelse her oppe i skoven var den eneste fremtid, han kunne se. Helge kunne se ham for sig, utilpas og fortravlet, når han cyklede ned til byen for at købe varer eller helt ind til Skanderborg for at ordne pengesager. Men det gav mening. Han vidste, at der i årtier efter Vietnamkrigen havde levet tusindvis af lignende eneboere i Amerikas vældige ødemarker, utilpassede, traumatiserede og skamfulde veteraner. Nu sagde han til Jens, – Skal jeg forstå dig sådan, at du har tænkt dig at bo i skoven sådan ... på ubestemt tid? Jens så ned. – Jeg tænker ikke frem. Jeg tager én dag ad gangen. Helge nikkede. – Det bliver koldt til vinter. Den forhenværende soldat trak på skuldrene uden at se på ham. Helge sagde, – Måske er der et sted, du kan bo. Jens stod stadig overskrævs på sin mountainbike, lænet på styret. Han så op.


3. Det var et år siden. Helge huskede det som en god dag. Skoven var stor. Det var sket før, at han havde været i en position, hvor han kunne tilbyde nogen det, han tænkte på som ‘shelter’. Han rådede over et antal huse i området. Det var for det meste udmærkede murstenshuse, gammeldags og ensomme, og med indbyggede pligter. Man skulle kunne hugge brænde for at bo der. Man skulle helst kunne udbedre rørskader og have sans for vedligeholdelse. Og man skulle holde af skoven og ensomheden. Engang for år tilbage havde han ladet en gammel kammerat flytte ind i et lille skovløberhus på den anden side af åsen. Henning var gået ned med sit firma i Horsens, han var blevet skilt, konen var flyttet til Sjælland med børnene, og Henning havde mistet alt. Selv viljen til at leve havde han mistet. Han havde prøvet at tage livet af sig, og Helge havde truffet ham helt tilfældigt, da han havde været på besøg hos en syg slægtning på sygehuset i Horsens. Henning gik til ambulant behandling hos en psykiater. Han havde fortalt Helge hele historien, og Helge havde tilbudt ham skovløberhuset bag åsen for en periode. Det havde været en succes. Henning boede derovre endnu. Han var blevet det, Helges kone kaldte ‘en skovling’. En skovling var en blanding af en skovl og en skovbo. Det var et godt ord, for det beskrev præcis den type, som Henning tilhørte. Han var en skovl, fordi han ikke kunne begå sig i trædemøllen. Men han kunne godt begå sig i skoven, hvor der var ganske få mennesker at begå sig over for. Han havde taget


huset i besiddelse, han havde afsvoret alkohol og fået styr på sin fysik. Han havde kløvet brænde som en sindssyg og fået skovløberhuset til at ligne en guldalderidyl. I hvert fald udefra. Indvendigt var det stadig lidt anløbent. Henning skiftede hverken tøj eller sengetøj særlig tit, men det gjorde ikke noget. Han hørte radio. Han røg pibe. Han kørte nødtvungent ned til byen en gang imellem og fyldte den udtjente Renault med forsyninger fra SuperBrugsen, inden han skyndte sig tilbage op over åsen. Henning var prototypen på en skovling, men han var også prototypen på den person, som Helge havde mulighed for at hjælpe. Den dag på gårdspladsen for et år siden havde han set skovlingen i soldaten Jens. – Et sted, jeg kan bo? sagde Jens. Helge nikkede. – Hvis det er noget for dig. Hvis vi kan blive enige. Soldaten havde svinget benet over cykelstangen, som om han først i det øjeblik var stået af. Helge havde hentet jakken. Susanne var i København. Det var søndag. Han havde startet Landroveren og havde kørt Jens over til vejen, der passerede stien ind om Sorte Sø. Jens kunne ikke afgøre, om manden havde en bagtanke. Helge var boss her, så meget forstod han. Skovridergården lignede et mindre engelsk gods, og det lå i midten af skoven, mutters alene. Helge havde set ind i ham meget hurtigt. De fleste så en bums. Helge så præcis, hvad han var. Helge gik forrest ad en smal sti. Til venstre lå søen. Solen glimtede i overfladen, mens de gik i skyggen, og


Helge sagde, – Du kan se, her kommer dæmningen. Til højre faldt terrænet brat, og de gik ud på en brolignende mur. Helge sagde, – Dæmningen er faktisk lidt af et bygningsværk. Den er støbt i beton. Jens nikkede. Han kunne se, hvordan søen var dæmmet op, hvordan den før havde bredt sig ned i den skyggefulde, dybe dal, hvor der nu stod et rødpudset, højt hus, hvis tag næsten flugtede med vandspejlet i Sorte Sø. Midt på dæmningen standsede Helge. – Her er porthjulet, sagde han. – Se. Jens så skovrideren begynde at dreje på et stort, galvaniseret hjul. Han så takkerne på hjulaksen gribe ind i takkerne på to kraftige stolper, og et øjeblik efter hørte han en rumlende lyd, da vandet begyndte at løbe gennem porten. Han lænede sig ud over rækværket og så den kraftige rørledning, som forsvandt ind i soklen på det røde hus. – Smart, sagde han og så på skovrideren. – Lige ned i turbinen. Helge grinede og drejede hjulet den anden vej. – Nemlig. Skovrideren tog ham med ind i Turbinehuset. Turbinen stod nederst. Han så kampestensfundamentet, mærkede den fugtige, potente lugt og kulden, mens skovrideren kravlede op ad en stejl trætrappe og åbnede lemmen til etagen over turbinerummet. De lavloftede rum var støvede. De mindede ham lidt om billeder, han havde set af forladte militærinstallationer. Der stod endda en gammel, sort telefon på skrivebordet. Der var en jernseng med en


halmmadras. Helge sagde, – Der er også en lille ovn. Ingeniør Reimann satte elvarmeapparater op. Belysningen kører også over turbinen. Det fungerer stadig, men man er nødt til at have både brænde og petroleumslampe. Jens nikkede. – Man kan ikke oplagre elektricitet. Skovrideren sagde, – Det var et af problemerne. Som sagt, det hele fungerer fint, men anlægget her genererer simpelthen ikke nok elektricitet til, at det er rentabelt. Han sagde, – Og du siger, jeg kan bo her? – Ja, hvis du vil. – Hvad koster det? Skovrideren grinede. – Det koster ikke noget. – Men ... hvad skal jeg gøre til gengæld? – Det er let. Der følger nogle småopgaver med. Jeg har en fyr, Carsten Smith. Han holder øje med Turbinen og huset. Han har en liste med ting. Vedligeholdelse. Og så porten. – Porten? – Ja, du skal åbne porten alt efter vandstanden i søen. Det følger nogle tabeller, vi laver ud fra nedbørsmængden og vejret. Han nikkede langsomt. – Søen overbelaster dæmningen, hvis vandtrykket bliver for kraftigt. – Ja. Men det er såre enkelt. Det eneste er, at du ikke kan forlade stedet her sådan i længere tid uden at aftale med Carsten Smith. – Jeg skal ingen steder, sagde han.


Siden den dag havde Helge været på besøg nogle gange. Han havde set rigtigt. Jens var en skovling. Carsten Smith var henrykt og havde sendt René Olmer og Marianne Kaas ned til Turbinehuset for at tynde løvhanget over dæmningen, så soldaten kunne få lidt mere lys ned i hullet. Jens havde indrettet den lavloftede etage meget på samme måde, som Henning havde indrettet sig i huset på den anden side af åsen. Fremmede besøgende ville i løbet af fem sekunder kunne se, at der ikke boede kvinder her. Men der herskede ikke desto mindre en maskulin orden, som Helge godt kunne lide. Man kunne se, at Jens var soldat. Jernsengen var redt stramt og fast. I det daglige så han sjældent Jens Soldat. Jens cyklede og gik i skoven. Når Helge passerede ham på en af grusvejene, standsede de. Helge skød ruden i Landroveren til side og spurgte, om alt var i orden. Og Jens betragtede ham ud under sin våde hætte. – Ja, sagde han. – Det er fint. Somme tider kunne man se, at Jens løj. Somme tider var det ikke fint. Somme tider havde Jens mareridt i øjnene. Engang sagde Helge inde fra Landroveren, – Taler du med nogen? Jeg mener en psykolog eller noget? Jens sagde, – Hver anden måned. Den dag havde soldaten set specielt plaget ud, og Helge havde sagt, – Er der ikke noget medicin...? Jens rystede langsomt på hovedet. – Der er masser af medicin, men det virker ikke. Eller – det virker for godt. – For godt? – Det gør én til en zombie. De sidste piller, jeg fik, kappede forbindelsen til de ædlere dele. Det er


almindeligt. Bivirkning. Helge nikkede langsomt. – Det er voldsomt. – Det gider jeg ikke, sagde soldaten. Han snøftede i regnen og så bort. Helge sagde, – Du ved, hvor vi er. Det sagde han til skovlinger. Du ved, hvor vi er. Det var sjældent, skovlingerne kom op til huset. Det lå i sagens natur. Han kørte videre, mens han tænkte på soldatens dilemma. Han havde hørt om det. Psykofarmaka kunne virke som kemisk kastrering. Det kunne man kalde et dilemma. Hvis psykofarmaka fik depressionen til at lette, ville en stærk fyr som Jens så ikke netop begynde at tænke på kvinder? Og hvad nyttede det så, at forbindelsen til de ædlere dele var kappet? Mens han kørte hjem, tænkte han, at han måske selv ville have valgt som Jens. Han ville nok selv have foretrukket at være deprimeret med potensen i behold fremfor at være en zombie-eunuk. Let var det ikke, men han glædede sig over, at det stod i hans magt at give fredelige, mærkede folk som Henning Damsholt og Jens Soldat et fristed langt fra verdens rummel.


4. – Jeg så Soldaten, sagde Susanne. – Hold op, hvor den mand løber. Hvis han ikke løber, cykler han. Som om han havde fanden i hælene. Helge sagde, – Det tror han måske, han har. Hvor så du ham? Hun tog varer op af en papirpose på køkkenbordet. – Han drejede fra op ad vejen mod Brøle Sø. Helge nikkede. – Der har jeg også set ham. Lyset var tændt i det store køkken, selv om solen stadig skinnede udenfor. Hun satte sig ved bordet over for ham. Helge havde skænket to glas sherry. Klokken var fem. – Somme tider tænker jeg på, sagde hun, – hvad han laver dernede. Dag efter dag efter dag. Når han ikke løber. – Han læser, sagde Helge. – Sidst jeg var dernede, så jeg nogle bøger om den amerikanske borgerkrig. – Ja, men det er svært at forestille sig, ikke? At være alene altid. Han så på hende og smilede. – Jo. Hans rutiner var enkle. Det gjaldt om at blive træt. Han kunne godt lide rummene over turbinen. Det var som at bo på toppen af et lavt tårn. Han kunne godt lide at lukke lemmen i gulvet om aftenen, før han lagde sig på sengen, og han kunne godt lide det orange skær bag det sodede marieglas i lågen på den lille ovn. Når han lå i mørket, før han faldt i søvn, var det svage skær fra ovnen det sidste, han så. Somme tider forestillede han sig, at det var en


oplyst by, og at han selv sad i et fly. Andre gange tænkte han på en solopgang. Han sov bedre. Han stod tidligt op. Han vaskede sig i koldt vand. Derefter kravlede han ned ad stigen og gik ad stien op af Hullet. Han løb fem kilometer hver morgen, altid ad den samme rute. Han havde fundet en lille, frønnet bro oppe ved Brøle Sø. Der kom aldrig et menneske. Den første sommer, den dag han første gang havde passeret stedet, havde han været svedt og angst. Han havde følt den enorme ensomhed deroppe. Han havde dårligt kunnet være i sig selv, og før han vidste af det, havde han stået ude for enden af den lille bro. Han havde taget tøjet af i en fart og var sprunget fladt ud i søens sorte vand. Det var koldt, men det virkede. Han gispede og tvang sig til at svømme frem og tilbage. Kulden fortrængte angsten og gav plads til en næsten triumferende følelse. Den varede ved, mens han sad nøgen i solen yderst på broen og ventede på at blive tør. Tolv år. Han følte det, som om han var tolv år. Der var ikke noget, der gjorde ondt. Hans krop var afslappet. Han havde klædt sig på og var løbet tilbage i et behageligt tempo, og mens han kogte vand til kaffen på ovnen i den skyggefulde stue over turbinen, havde han lovet sig selv, at han ville gentage dette ritual, så længe han kunne holde vandets temperatur ud. Den vinter havde han næsten badet igennem – det var en mild vinter. I en kort periode havde der været tynd is på Brøle Sø, og selv om han havde haft lyst til at hugge hul på den for at kunne gennemføre sit ritual, havde han ladet være. Det var for


farligt. For svært at komme op og ned i den tynde is. Han var ikke bange for at dø, det var ikke derfor, han lod være. Men han ville ikke skabe problemer for Helge og hans folk. De skulle ikke finde ham stiv deroppe i sivene. Det ville være at svigte den tillid, som skovrideren havde vist ham. Han tænkte meget på Helge og Susanne Krag. Deres liv forekom ham perfekt. De var venlige mennesker, kultiverede og lette at tale med. De forstod uden at spørge. De var opmærksomme, men ikke nysgerrige. Han forestillede sig, hvordan Helge måske en dag ville spørge ham, om han ville påtage sig mere arbejde end bare de simple rutiner med slusen og turbinen. Han forestillede sig, hvordan han en dag ville køre med Carsten Smith eller Allan Jochumsen rundt i skoven i en af bilerne. Skoven var stor. Der foregik mere arbejde, end han havde troet, men det var svært at gennemskue, hvad de lavede. Han forestillede sig, at han gik langs en stor bunke slanke tømmerstokke ved en af vejene med en malerdåse og malede tal på enderne af stammerne. Det havde han set dem gøre. Det var koder af en art. Den slags arbejde kunne han godt udføre. Han havde været inde i skovridergården én gang. Helge havde lånt ham en lygte, som han skulle aflevere. Helge havde ikke været der, men Susanne havde bedt ham ind i køkkenet. Det havde været en mørk, regnfuld dag i efteråret. Han var våd. Hun havde bedt ham om at sætte sig ved radiatoren, mens hun lavede dem en kop kaffe. Der lugtede godt i skovridergården. Der lugtede af gran og bonevoks. Der var elegant på en tung, grøn-ogrødmalet måde. De havde pæne lamper. Han havde


forestillet sig, hvor fantastisk det måtte være at være Helge. Han kunne ikke forestille sig en smukkere kone end Susanne. Hun var nok femten år ældre end han selv, men hun var smukkere end nogen kvinde, han havde været tæt på. Hun havde slanke ben og en fyldig barm. Hendes hår var askeblondt med grå, stride hår i. Hun havde et solbrændt, venligt ansigt. Hun gik ikke med makeup. Hun forekom ham at være en intelligent, dannet og lidenskabelig kvinde med et godt humør. Han følte, at hun godt kunne lide ham. Han havde været her i et år. Han ville blive, så længe de ville have ham. Og han ville sige ja, hvis Helge tilbød ham noget mere. Måske ville han endda på en eller anden måde selv spørge. Han følte, at han var klar til det nu. Han havde aldrig været i bedre fysisk form. Han løb også om eftermiddagen. Der var uger, hvor han løb langt over hundrede kilometer. Han kunne cykle tredive kilometer i skovene uden at møde nogen. Og han kendte skoven ud og ind. Han var sikker på, at Helge selv ville komme ind på det inden længe. Helge ville ham det godt. Fysisk anstrengelse var hans vigtigste prioritet. Det var det eller pillerne, som han ikke ville have. I starten havde der været en periode, hvor han ikke kom meget ned fra sit loft. Han vidste, det var forkert. Han vidste, at han måtte trække sig selv op ved hårene. Og det var lykkedes. Nu havde han det godt om dagen. Men nætterne var stadig svære. Han faldt som regel hurtigt i søvn under sit tæppe. Det var også et ritual. Ovnen skulle have den rigtige temperatur, spjældet skulle stå rigtigt. Hans tøj skulle ligge klar. Der måtte ikke være rod. Hans bestik og tallerken skulle være vasket af. Det lille vindue i gavlmuren skulle stå åbent på en bestemt måde. Hasperne


skulle være spændt sammen med en elastik, så de ikke raslede, hvis det blæste. Han slukkede og lagde sig altid på samme måde. Han lå på højre side. Så kunne han kigge over på marieglasset. Desuden var det den bedste stilling for kroppen, fordi hjertet sad i venstre side og ikke blev tynget ned og presset, når man lå på højre. Hjertet opad. Han havde en ide om, at hvis han faldt i søvn i denne stilling, kunne han undgå at drømme. Det føltes, som om han skulle snige sig ind i søvnen. Men han drømte alligevel. Han var altid et sted, han ikke kendte. Drømmene var ikke voldsomme. Han drømte aldrig om eksplosioner. Han drømte om korridorer, venteværelser, tomme lokaler og åbne døre til rum, hvor nogen talte. Den underliggende stemning i drømmene var en følelse af, at han havde gjort noget forkert, og at hans fejl ville få alvorlige konsekvenser i løbet af kort tid. Han kunne drømme, at han sad bøjet over nogle papirer, som indeholdt oplysninger, han skulle afkode og handle ud fra. Hvis han ikke gjorde det, ville der ske noget forfærdeligt, ikke bare for ham selv, men for alle dem, han kendte. Det hang på ham. Han drømte om alt det udenom, men han drømte aldrig om det. Hvis han havde haft drømmene, vågnede han på et tidspunkt midt på natten og følte sig bange. I begyndelsen havde han kigget på sit ur, når det skete. Det var han holdt op med. Det betød ikke noget. Hans ur ringede klokken halv otte, og han stod altid op. Hvis drømmene vækkede ham, havde han et andet ritual. Han rejste sig, rystede tæppet og puden, rodede lidt op i gløderne og gik hen til


vinduet i sidemuren og pissede ned i Hullet. Han hørte strålen ramme skovbunden med en raslende lyd otte meter nede. Han stod et øjeblik i det åbne vindue og mærkede pulsen falde. Når han var blevet afkølet tilstrækkeligt, lagde han sig igen. Lige i det sekund, han lagde hovedet på puden, kunne han mærke drømmen. Når han lukkede øjnene, kunne han se det sted, han havde været i drømmen få minutter forinden. Det var som et ekko. Så åbnede han øjnene på klem og så ufokuseret og roligt over mod det orange skær. Det var en drøm, sagde han til sig selv. Den er væk nu. De fleste gange lykkedes det ham at falde i søvn igen, og for hver gang blev det lettere at tro på, at søvnen ville komme. Han var ved at hele. Den nat havde han ikke drømt. Han havde sovet godt. På et tidspunkt var han vågnet i nogle sekunder. Han kunne høre uglen på taget. Det gjorde ham ikke noget. Han havde lukket øjnene. Lidt efter havde uglen udstødt sit pibende skrig og var fløjet. Kort efter sov han igen. Han vågnede senere og mærkede hjertet galopere. Huset rystede. Det var stadig mørkt. Han havde fornemmelsen af dumpe, underjordiske drøn. Alting skælvede, og han hørte en uforståeligt kraftig, uvirkelig brølen omkring sig. Han kunne ikke afgøre, om den brølende lyd var inde i ham selv. Han lå med vidåbne øjne i nogle sekunder, før han satte sig op og svingede benene ned på gulvet. Men da var det for sent.


TAK

Tak til Anne Vibeke Mortensen for navneassistance.


Læseprøve fra Sorte Sø © Lars Kjædegaard og Rosinante/ROSINANTE&CO, København 2013 1. eBogsudgave, 2013 Omslag: Eyelab ePub-produktion: Christensen Grafisk ISBN 978-87-638-2892-5 Denne bog er beskyttet af lov om ophavsret. Kopiering til andet end personlig brug må kun ske efter aftale med forlag og forfatter. Rosinante er et forlag i ROSINANTE&CO Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk


Af samme forfatter Sidste år – ROMAN 1981 Ringelheim – ROMAN 1994 Et helvedes hus – THRILLER 1995 Hvor hunden ligger begravet – SPÆNDINGSROMAN 1996 Et slag på tasken – ROMAN 1997 Herren giver – SPÆNDINGSROMAN 1998 Som man råber – SPÆNDINGSROMAN 1999 Nekrolog – ROMAN 2001 Det store sus – THRILLER 2002 Noget fremmed – ROMAN 2004 Montebello – ROMAN 2005 Thelma – ROMAN 2006 Solsorten – SOLSORTEN 2007 Illinois – ROMAN 2009 Smukke Jan – KRIMINALROMAN 2011 Den sidste dommer – KRIMINALROMAN 2011 Den røde labyrint – KRIMINALROMAN 2012 Goyas hund – KRIMINALROMAN 2012 Som Grethe Lange: Hammermanden – KRIMINALROMAN 2000 Tømreren fra Tikøb – KRIMINALROMAN 2000


Det sorte hus – KRIMINALROMAN 2002 De knuste spejle – KRIMINALROMAN 2002

Sorte sø af Lars Kjædegaard  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you