Issuu on Google+


Morten D端rr

En lort med tusind ben Illustreret af Anders Breum

Forlaget Plot


Denne bog har lix 22.


Zombien møder Frankenstein

Ved du, hvor kedeligt det er at være den tolvte mand? Ham, der aldrig kommer med på fodboldholdet. Ham, der altid er reserve og aldrig kommer i kamp. Ham, som altid er til overs. Tro mig, det er røvkedeligt. Det ved jeg nemlig alt om. For jeg var engang den tolvte mand. Og det var alt sammen Thors skyld. Thor, som saboterede mine fodboldstøvler. Thor, som stjal min plads på holdet. Thor, som fik mig til at ligne et fjols over for Felicia. Men så fik jeg nok. En dag fandt jeg ud af, at sådan behøvede det ikke være. Thor skulle ikke holde mig nede længere, nu skulle det være slut. Og så lagde jeg en plan. En plan, der involverede to møtrikker, en skålfuld ekstra stærk chilisovs samt en håndfuld sprællevende tusindben. Ja … okay, jeg kan godt høre, det lyder lidt


forvirrende, når jeg bare slynger det ud på den måde. Jeg må hellere fortælle det rigtigt. Fra begyndelsen. For denne her historie handler ikke kun om Thor og mig. Den handler lige så meget om Asger. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så var planen om at få Thor ned med nakken nok mest Asgers idé.

Det er Asger og mig, som er bedste venner. Vi bliver kaldt Zombien og Frankenstein. Eller det blev vi. Det er heldigvis slut nu. Jeg så Asger første gang, da han startede som ny i klassen efter sommerferien. I starten var jeg ikke specielt imponeret af ham. For det første ser Asger lidt nørdet ud med sit gammeldags tøj og sådan. Desuden kom han humpende ind i klassen. Den er nemlig helt gal med hans ben. Asger har gummiben. Faktisk er han spastiker, men kun lidt, så det er kun benene, han har svært ved at styre. Han siger selv, at han lider af ”cerebral parese”. Det betyder bare, at han ikke kan bevæge sig ordentligt. Derfor må Asger nærmest slæbe sine ben af sted. Hvert skridt er en kamp, og han svajer fra side til side med overkroppen, når han går, nærmest som om han kæmper sig igennem et stormvejr.


Han var endnu ikke kommet, da det ringede ind. Faktisk vidste vi ikke engang, at der ville komme en ny elev i klassen. Vores lærer, Birthe Bulldozer, var i fuld gang med at nedstirre alle, der så lidt for glade ud. Bulldozeren er vores strengeste lærer. Hun tromler alle tilløb til fis og ballade. Sådan stod hun og spejdede ud over klassen for at sikre sig, at alle var kommet, og at alle var ”undervisningsparate”. Det er sådan et ord, hun elsker. Pludselig gik døren op, og der stod Asger. I et par sekunder bevægede han sig ikke. Så tog han mod til sig og begyndte at vakle gennem lokalet på sine gummiben.


Hans blik var stift rettet mod gulvet. Så stillede han sig op midt i klassen uden at sige noget. Han kiggede forsigtigt op på os andre, og pludselig blev der helt stille. Man kunne bare mærke, at alle tænkte det samme. Hvem er han? Hvad er det for en spasser? Sådan stod Asger og så lidt fortabt ud, indtil Birthe Bulldozer tog ordet: ”Ja, lad os sige pænt goddag til en ny kammerat.” Hun pegede på Asger og fortsatte: ”Asger, har du lyst til at sige lidt om dig selv?” Der blev stille et stykke tid. Asger stirrede igen ned i gulvet. Så sagde han med lav stemme. ”Øh … nej tak. Ikke lige nu.” Birthe Bulldozer så skuffet ud et øjeblik. Så smilede hun igen og sagde noget om, at det var da ”helt okay”. Så bad hun Asger sætte sig ved klassens eneste ledige plads. Pladsen ved siden af mig. ”Du kan sidde ved siden af Emil.” Sådan blev jeg sidekammerat med Asger. Han satte sig uden at se på mig. Jeg skævede til ham og tænkte, at han nok ikke kun haltede på benene. Men at det sikkert også haltede oppe i hovedet på ham. Jeg mener, han lignede ikke en, som var alt for kvik. Men allerede få minutter senere stod det klart, at jeg havde taget fejl.


Birthe Bulldozer inddelte os i hold. Og så skulle vi have staveturnering. Jeg kom på hold med Asger og Felicia, hvilket var temmelig katastrofalt. For det første mente jeg jo, at Asger måtte være komplet uduelig. For det andet var jeg selv helt elendig til at stave. Og for det tredje blev min hjerne bare totalt lam, når jeg var tæt på Felicia. Hun rykkede hen til vores bord og satte sig lige over for mig! Felicia har de smukkeste brune øjne, man kan forestille sig. Når jeg kigger ind i de øjne, kan jeg ikke engang huske, hvordan jeg skal stave til mit eget navn.

Så udpegede Bulldozeren resten af holdene. Min ærkefjende, Thor, kom på hold med Adam og Jonas. De to er nogle af de bedste til stavning. De er umulige at slå. Mit hold ville


stensikkert tabe. Men så gik turneringen i gang, og Asger gik i aktion! Bulldozeren kiggede ud i klassen for at få ro. Så sagde hun: ”Det første ord er ’pauker’, som i ’Peter spillede pauker i et stort orkester’.” Jeg skulle lige til at spørge: ”Hvad er pauker?” Men det nåede jeg ikke, for Asger råbte: ”P-A-U-K-E-R!” Bulldozeren nikkede og satte en streg på tavlen under hold A. Vores første point. Og sådan fortsatte det. Asger kunne stave til det hele, og han kunne gøre det lynende hurtigt: Schweiz, souffle, canadier, privilegeret og vandniveau. Asger altså … han kan stave til ord, jeg ikke engang har hørt om. Og han kan gøre det uden at klø sig i nakken. Sådan vandt vi konkurrencen. Men det vigtigste var, at vi vandt over Thor.

I frikvarteret kom Thor over til vores bord. ”Hva’ så, Asger, har du gummiben eller hvad?” Thor stirrede hånligt på Asger. Asger kiggede ned i bordet. Så sagde han bare:


”Ja.” Thor kiggede irriteret på Asger. Men så vendte han sin opmærksomhed mod mig. ”Der var du heldig, hva’ Frankenstein? Det var da godt, at Gummiben kunne stave for dig, ikke?” Thor har kaldt mig ”Frankenstein” siden i vinters, hvor jeg gik med en hue, som gjorde mit hoved helt firkantet. Nu var Thor for alvor ved at gejle sig selv op. Han råbte ud i klassen: ”Hey, er der nogen, som vil høre en ny Frankenstein-vits?” Thor ventede lige et par sekunder, så han var sikker på, at alle hørte efter. Så råbte han: ”Alle børnene kunne stave til ’stop’. Undtagen Emil, han blev kørt over af en bil.” Den syntes de andre var supersjov. Også selv om den var ældgammel. Men pludselig rømmede Asger sig. Med sin lavmælte, pibende stemme spurgte han: ”Er der nogen, som vil høre en Thor-vits?” ”Du skal ikke spille smart, Gummiben!” snerrede Thor. Men Asger ignorerede ham og fortsatte: ”Alle børnene kom i gymnasiet. Undtagen Thor, han kunne ikke stave de lange ord.” Denne gang var der ingen, som grinede. Man sviner


ikke Thor til. Ikke, hvis man vil overleve. Og Thor blev rasende. ”Du … din … du skal ikke spille smart,” gentog han. Så rejste han sig. ”Tjek lige det her ud. Nu er jeg Asger. Zombie-Asger.” Thor rejste sig op og gik rundt i klassen med gummiben. Han var ret god til at efterligne Asger, må jeg indrømme. Thor slæbte benene af sted, og han hev i overkroppen, nøjagtig som Asger gør. De fleste i klassen syntes endda, at det var skægt. Thor stoppede og pegede på Asger: ”Han skal da hedde Zombien. Helt klart. Det er da dét, han skal!”

Sådan gik det første gang, Asger kom ind i vores klasse. Og allerede samme eftermiddag fulgtes vi ad på vej hjem. ”Hvorfor provokerede du egentlig Thor?” spurgte jeg. ”Hvis hærene er lige stærke, kan man med fordel tilbyde kamp … det siger Sun Tzu.” ”Hvem?” Asger så opgivende på mig. ”Sun Tzu … ham, der har skrevet Krigskunsten. Har du ikke læst den?”


Jeg blev rød i hovedet. Jeg anede ikke, hvad Asger vrøvlede om. ”Sun Tzu var en kinesisk general, som levede for mere end 2000 år siden,” fortalte Asger. ”Han skrev en bog om, hvordan man skal vinde over sin fjende uden selv at blive skadet.” ”Og Thor er fjenden?” Asger nikkede. ”Og jeg som troede, han først og fremmest bare var en idiot!” ”Det ene udelukker ikke det andet,” sagde Asger. Vi grinede. Så sagde jeg: ”Og ham der Sun et-eller-andet siger altså, at man skal gå i krig med fjenden, hvis man er lige så stærk som ham?” ”Nej, det bedste er selvfølgelig at være stærkere end fjenden, før man angriber. Sun Tzu siger, at har man fem gange så mange soldater som fjenden, skal man angribe ham. Men er man blot jævnbyrdig med fjenden, skal man kun gå til angreb, hvis man har en rigtig god plan.” Jeg stirrede måbende på Asger. Tog han pis på mig? Vi var halvvejs fra mit hus, da Asger pludselig pegede ned mod en rød villa på en sidevej. ”Nå, men … jeg bor her. Vi ses i morgen!”


Jeg stoppede Asger, før han vendte sig for at gå. ”Asger, lige et godt råd. Du er ny i klassen, ikke? Så lad være med at provokere Thor. Du så, hvordan han er. Har han først set sig ond på dig, bliver det værst for dig selv.” Asger smilede bare. ”Tak for dit råd. Men som jeg sagde før: Er hærene lige stærke, kan man med fordel tilbyde kamp.” Nu blev jeg irriteret. Jeg sagde: ”Og du tror altså, at du er lige så stærk som Thor? Dig med dine gummiben!” Det var ikke særligt pænt sagt, men Asger smilede bare. ”Bare rolig. Jeg ved godt, at jeg ikke kan tæske ham, hvis det er det, du mener. Men sammen kan vi godt gå i krig mod ham. Og vi kan også vinde, det er jeg sikker på.” ”Sammen? Du mener os to mod Thor?” ”Ja, selvfølgelig,” smilede Asger. ”Dig og mig.” ”Det kan du godt glemme!” Jeg vendte mig om og gik. Jeg skulle ikke nyde noget. At provokere Thor ville gøre det hele endnu værre, og jeg ville bare have lov at være i fred. Det skulle Asger ikke lave om på.


Helt til grin

Desværre fik jeg ikke lov til at være i fred. Langt fra. Allerede dagen efter opdagede jeg, at Thor havde bestemt sig for, at Asger og jeg på en eller anden måde hang sammen. Da han kom ind i klasselokalet den morgen, råbte han: ”Der har vi jo Frankenstein og Zombien!” I stedet for kun at gøre nar af mig havde han pludselig to at drille. Og han elskede det. Det fik jeg at mærke allerede senere på dagen. Det skete på det værst tænkelige tidspunkt. Jeg havde i mindst hundrede år planlagt at spørge Felicia, om hun ville med i biografen. Jeg havde gået og ventet på den perfekte film. En film, som Felicia ville elske. En film, hun ikke kunne sige nej til. Men i virkeligheden var jeg jo nok bange for, at det var mig, hun ville sige nej til! At vente på den perfekte film var bare en undskyldning for at trække tiden ud, fordi jeg var nervøs for at


spørge hende. Men nu skulle det være. Og filmen? Den måtte hun bestemme! I det sidste frikvarter gik jeg over til hendes bord. ”Hej Felicia …” Felicia kiggede op. Hun skubbede sit rødbrune hår væk fra ansigtet og så på mig med sine to hypnotiserende øjne. Nu måtte jeg tage mig sammen. Jeg udbrød: ”Vil du med i biografen?” Felicia så lidt overrasket ud. Hun skulle til at svare mig, men pludselig mærkede jeg en hånd på min skulder. ”Biografen! Det lyder hyggeligt,” sagde Thor. Han smilede ondskabsfuldt. ”Husk at finde en dansk film. For hvis det er en film med undertekster, så fatter Emil ikke en brik. Emil har jo læse-vanskeligheder.” Det sidste ord blev sagt langsomt og overtydeligt, som om jeg havde svært ved at forstå det. Felicia kiggede hårdt på Thor. Men han fortsatte. Nu råbte han højt: ”Hallo, er der nogen, som vil høre en rankenstein-vits!” Og så kom den: ”Alle børnene elskede at læse. Undtagen Emil, han var debil!” Jeg kunne mærke mit ansigt blive flammende rødt. Felicia kiggede ned i bordet.


Thor grinede af sin egen vits. Jeg gad ikke stå der og ligne et fjols over for Felicia, så jeg luskede tilbage til min egen plads. Straks efter kom Gorilla-Gert ind i klasseværelset. Det var tid til dagens sidste time.

Jeg undgik at se på Felicia, da det ringede ud. Jeg følte mig helt til grin. Jeg trak tiden ud og lod, som om jeg havde travlt med at skrive færdig i min matematikbog. Langsomt pakkede jeg sammen og ventede, til alle var gået. Så rejste jeg mig og gik ud ad døren. Jeg var kun lige kommet uden for skolegården, da jeg hørte en råbe: ”Emil! Skal vi følges ad?” Det var Asger, og han havde ventet på mig.


Jeg nikkede bare til ham og sagde: ”Det kan vi da godt … hvis du synes.” Vi slentrede hen ad vejen i tavshed. Pludselig sagde Asger: ”Nå, har du tænkt over det?” ”Det med Thor og Sun Tzu?” ”Ja, nemlig. Vi kan sagtens få Thor ned med nakken, hvis vi slår os sammen.” Asger lød meget sikker i sin sag. ”I går sagde du, at man først skal angribe fjenden, når man har en god plan.” ”Ja, ja,” sagde Asger ivrigt. ”Men har vi det? Har vi en plan?” ”Det får vi! Vent og se.”


Fjendens svage punkt

Næste morgen var Thor i gang igen. Han råbte: ”Er der nogen, som vil høre en zombievits?” Og alle stirrede forventningsfuldt på Thor. ”Alle børnene gik med aviser. Undtagen Asger, han var strandvasker.” Vild jubel. Selv Asger trak på smilebåndet. Han mumlede: ”Den var da i det mindste original.” Sådan fortsatte det i ugevis. Alle børnene var sunde fra fødslen. Undtagen Asger, hans mor drak af de forkerte flasker. Alle børnene var gode til regning. Undtagen Emil, han var senil. Og så videre og så videre og mere af den slags. Ofte fulgte Asger med hjem til mig, fordi begge hans forældre arbejdede til sent om


eftermiddagen. Så hang vi ud på mit værelse, og vi talte meget om Thor. Asger ville nemlig vide alt om ham. ”Sun Tzu siger: ’Kend din fjende og kend dig selv. Så vil du vinde hundrede slag.’ Hvis vi skal overvinde Thor, må vi kende hans svagheder.” Problemet var, at jeg egentlig ikke vidste særligt meget om Thor. Jeg havde aldrig været hjemme hos ham. Bortset fra de par gange, han havde holdt fødselsdag for hele klassen. ”Så du ved intet om ham? Går han ikke på dit fodboldhold?” Jeg havde tit fortalt Asger om mit fodboldhold og mine problemer med at få spilletid, når vi var til stævner. Der var fire hold i vores klub, og mit hold var fjerdeholdet. Altså det dårligste hold. Og jeg var tolvte mand på fjerdeholdet. På en måde kan du sige, at jeg var den dårligste i hele klubben. Reserve på taberholdet. Man kan ikke synke lavere. Men jeg havde fået at vide, at en af spillerne fra mit hold snart rykkede op på tredjeholdet. Så blev der en plads ledig på mit eget hold. Og den plads ville være min! Så var det slut med at sidde på bænken. Hvem ved, måske ville jeg endda blive målscorer? ”Thor går ikke til fodbold,” sagde jeg. ”Han


ville gerne. Men hans mor har meldt ham til kor i stedet for. Og hans korsang ligger samme dag, som vi træner fodbold.” ”Kor?” gentog Asger. For første gang så han overrasket ud over noget, jeg havde fortalt ham om Thor.

Næste dag var Thor efter os hele dagen. Han kaldte os ikke kun navne. Han var også begyndt at skubbe til Asger. Bare lidt. Bare for at se, hvor meget der skulle til for at få Asger til at miste balancen. Men som sædvanlig lod Asger sig ikke provokere. Men så i frikvarteret inden sidste time udbrød Asger: ”Og så er vi nået til dagens Thor-vits. Er I klar?” Som sædvanlig var der ingen, der sagde noget. De var bange for at gøre Thor sur. Men man kunne se, at alle lyttede efter alligevel. ”Alle drengene gik til fodbold. Undtagen Thor. Han gik til pigekor.” Denne gang var der faktisk nogen, som grinede. Men ikke Thor, selvfølgelig. Han var rasende. Men Asger havde været smart. Han havde fyret sin vits af, lige før timen skulle begynde. Og da først Birthe Bulldozer viste sig


i døråbningen, turde Thor ikke gøre noget. På vej hjem fra skole var Asger meget tilfreds. ”Vi ramte vist et svagt punkt hos Thor.


En lort med tusind ben af Morten Dürr