Page 1


Lars Kjædegaard

DØDEN I HARKABERG

Rosinante


‘Det er længe siden, Lotte forlod os’ BENT ADELSON


1. 350 kilometer syd for Stockholm begyndte bilen at lugte underligt, og Thor Belling bandede. Han havde tilbragt den første af tre hårdt tiltrængte og sjældne ferieuger på et hotel i Stockholm. Nu var han på vej hjem ad den lange motorvej. Han havde ingen forstand på biler og gav altid hurtigt op, når hans køretøj gjorde knuder. Det var lummert. Han var stadig flere hundrede kilometer fra sit hjem. Lugten fra den varme bil var sur på en måde, som fik ham til at tænke på røg og syre. Han mærkede irritationen og irritationen over irritationen. Batteriet? Strømfordeleren? Det var lige meget – der var noget galt med hans bil, og han måtte køre væk fra motorvejen hurtigst muligt. Han kørte fem kilometer. Himlen var grå, men solen hang stadig ret forude bag skydækket og gjorde det nødvendigt at have solbriller på. Det var sommerligt hovedpinevejr. Han så skiltet, blinkede og sagtnede farten op ad afkørslen. Fem minutter senere slukkede han motoren. Han holdt på parkeringspladsen ved en af de store rastepladser langs E4. Han rullede vinduet ned. Han kunne høre lyden af motorvejen nede mellem træerne, den hvislende lyd af videre, videre, videre. Hans eget videre var afbrudt. Den stille, varme bil virkede død, og han havde følelsen af at befinde sig på en øde ø.


Han tog sin mobil frem og betragtede den. Han havde et indkodet nummer, som hed ‘vejhjælp’, som han med en blanding af fortrængning og optimisme aldrig havde forventet at få brug for. Han tastede nummeret og ventede. Fem minutter senere steg han ud og strakte sig. Nødopkaldet havde været en uventet succes. En central havde dirigeret ham videre til nærmeste værksted, som lå et sted i nærheden, som hed Harkaberg. I løbet af mindre end et minut havde han talt med en svensk mekaniker. Han kunne høre, at manden var mekaniker. Hans stemme rungede lidt, og i baggrunden havde nogen travlt med en hammer mod metal. Hvor han var? Fagersta Rasteplas. Hvad der var galt? Bilen lugtede underligt. Og røg lidt. Okay, de ville komme og kigge på den i løbet af en time. Mekanikeren sagde, – Måske kan vi fikse den derude, måske skal vi have den med. Fint. Han forklarede, hvor bilen holdt, gav manden registreringsnummeret og sagde, – Jeg sidder i cafeteriet. – Jeg ringer, når vi er fremme. Han følte sig lettet. Tingene fungerede. Det kunne være værre. Han så sig omkring. Svenske rastepladser, var generelt bedre end danske. Det slog ham, at rastepladser næsten overalt hvor han havde været i verden, generelt var bedre end danske rastepladser. Her var en stor tank, en stor parkeringsplads med et


vaskeanlæg for lastbiler, en cafeteriabygning, noget, der lignede en bygning med brusebade for svedige campister – og et rødt lysskilt, som pegede i retning af et ‘MOTEL’. Du kan bo her, til du dør, tænkte han forbløffet. Eller i hvert fald til de har fikset bilen. Pludselig forekom motornedbruddet ham at være det eneste virkelig interessante, han havde oplevet på sin bilferie. Han låste bilen og gik over mod det store cafeteria. Han så parret komme ind, mens han spiste pytipanna. Der var mange mennesker. Han så tilfældigt op og hæftede sig med det samme ved de to, selv om der ikke var nogen særlig grund til det. De var almindelige nok at se på. Han betragtede dem og så kvinden pege mod bordene. Hun virkede som den, der bestemte, hvad der skulle ske, og han genkendte sig selv i mandens lidt fortabte, passive måde at stå på, som om det at spise på et motorvejscafeteria var en kompliceret og uoverskuelig manøvre. Hvor mange gange havde han ikke selv stået sådan, mens Anita Hvid fortalte ham, hvad han skulle gøre, og hentede mad ved en lang disk, mens han fandt et bord og satte sig? Kvinden stillede sig i kø. Han kunne se hende studere farvefotografierne af maden over disken, mens hun skød sin plasticbakke frem i køen. Manden fandt et bord og satte sig. Han sad på en slags bænk med ryggen til køen. Han var et sted i begyndelsen af halvtredserne, havde brunt hår, stålbriller og et venligt udtryk. Han bar en grå T-shirt ud over et par blå


cowboybukser, som var rullet et par gange op forneden. Han havde bare fødder i terrængående, moderne sandaler af den type, som Thor aldrig selv ville gå med. Hans fødder var solbrændte. Han lagde en rød og blå baseballkasket på bordet. Han kørte en hånd gennem håret og lænede sig tilbage. Han sad omkring fem meter fra Thor. Thor rettede sin opmærksomhed mod sin mad, og da han igen løftede blikket, var konen ankommet til bordet med en fyldt bakke, som hun bar med en foroverbøjet, nødstedt mine, som om hun hvert øjeblik kunne tabe den. Manden stod halvt op og løftede tallerkener og glas over på bordet. Thor betragtede kvinden. Hun var noget yngre end manden. Måske først i fyrrerne. Hun havde sorte piratshorts, sandaler og en tynd fleecetrøje på. Hendes hår var brunt og – usædvanligt for en kvinde i hendes alder – flettet i to gammeldags fletninger. Der var noget gammeldags skolepige over hendes frisure. Han bemærkede, at hendes røv var usædvanligt pæn. Hun satte sig, og Thor hørte hende sige på dansk, – Jeg tog bare biksen. Og manden sagde, – Pytipanna. Hun sagde, – Det er det, jeg siger. Biksen. Thor så igen ned på sin egen pytipanna. Danskere. Han så dem spise, mens han med mellemrum betragtede dem diskret og mærkede en irrationel modvilje imod at løbe på landsmænd i udlandet. Danskere på vej til deres ødegård. Eller på vej hjem. Synet af de to og ideen om, hvem og hvad de var, satte hans tanker i gang, og som altid førte selv overfladiske iagttagelser af fremmede mennesker hurtigt til


indskydelser, som kunne vise sig at være mere eller mindre præcise. Det betød ikke noget her – han kunne give sine tanker frit løb. Han opdagede, at han – uden nogensinde at have spekuleret nærmere over det eller kendt nogen – havde forudfattede meninger om danskere, som havde ødegård i Sverige. Danskere af en speciel slags. Tilhørende et specielt segment, som var kendetegnet ved en speciel form for eksklusivitet. En demonstrativ forkærlighed for naturen og ensomhed. En modvilje imod turisme, popmusik, poolbarer og busser fulde af folk, som glade og bevidstløse tog det første det bedste fly til Costa del Hvadsomhelst. Ødegårdsejere – fantaserede han – var ofte mennesker, som brugte ordet ‘turistet’ som et nedsættende adjektiv om mennesker, som de mente fratog steder deres autentiske præg ved deres blotte turisttilstedeværelse. Turisterne er de andre. Vi er respektfulde rejsende, nysgerrige, ude for at blive klogere på verdens indretning og derfor i højere grad i stand til at værdsætte et steds originale kvaliteter. Alt dette var fordomme. Hvis Anita havde været her, og han havde delagtiggjort hende i dem, ville hun have kaldt ham snæversynet og negativ. Samtidig kunne hun godt lide det, fordi hans bevidst fordomsfulde og kategoriske signalement af vildfremmede mennesker gav hende lejlighed til selv at virke fordomsfri og venligere end ham. Og han havde lagt mærke til, at hans fordomme kun var fordomme i det omfang, de var i modstrid med hendes egne.


Han savnede Anita. Hvis hun havde været her, havde han haft nogen at dele sin fritløbende klassificering af ødegårdseliten med. Han havde også haft nogen at dele værelse på motellet med. Han hentede en kop kaffe. Han havde god tid. Mens han tog kaffen og en kanelbulla, kunne han et øjeblik studere kvindens ansigt. Hun lænede sig lidt frem mod manden. Hun smilede vantro. Hendes gaffel hang i luften. Det var et ivrigt, lidt sarkastisk smil. Det havde mere liv og engagement end de udtryksløse miner, man ofte så hos midaldrende par et sted som dette, de rutineprægede, småirriterede bemærkninger, som kom af årtiers telepatiske sammenfiltringer og kedsomhed. Han tænkte på hendes røv i de sorte shorts nu, hvor han kunne se hendes ansigt. Hendes udfordrende, engagerede smil til den lidt ældre mand over for hende fik ham til at tænke, at hun ikke alene var den af de to, der havde bukserne på, men også, at der under bukserne og skolepigefletningerne måske var en kvinde, som besad en form for sandal-kinkyness, som han aldrig havde tænkt nærmere over eksisterede. Hun kunne være en frigjort, naturlig og spejderagtig pige, god til telt-sex. Alt dette gik gennem hans hjerne, mens han skænkede kaffe fra en hane i en blank cylinder og betalte. Han passerede med vilje tæt forbi parret, da han gik tilbage til sit bord. Han kastede et kort blik på manden. Mandens udtryk var nøgternt, bevidst nøgternt. Udtrykket stemte overens med hendes smil fra før. Hun havde uden tvivl sagt noget intimt til ham, noget, som han i kraft af sin alder fandt upassende i et cafeteria, men som


ikke desto mindre tiltalte ham, fordi det omfattede ham selv. Thor satte sig og nippede til kaffen. Han kunne se, at kvinden talte nu, men han kunne ikke høre, hvad hun sagde. Manden betragtede hende, og nøgternheden i hans ansigt dækkede nu over et tilbageholdt smil. Parret udstrålede en lavmælt seksuel energi, som virkede desto stærkere, fordi den var stilfærdig og privat. Hans stærke indtryk af seksualiteten imellem de to modsagde hans fordomme om elitære ødegårdsejere, som ikke omfattede seksualitet overhovedet. Det irriterede ham ikke, tværtimod. Hans fordomme var til for at blive gjort til skamme. Hvis Anita havde været her, ville han have indviet hende i sine tanker – hun kunne specielt godt lide, når han gisnede om fremmede menneskers seksuelle tilbøjeligheder, hvilket derfor faldt ham let – og hun ville selv have kigget stjålent på parret. Thor ville lavmælt sige noget om, at hun sad derovre og krudtede ham op med, hvordan de havde gjort det i saunaen nede ved søen ved deres lille torp, og Anita ville have sagt, at han havde en snusket fantasi. At han manglede ‘filter’. Hun ville med omhu have fundet et bevidst kedeligt alternativ – at konen bare prøvede at lokke manden med i IKEA, for eksempel – for at lægge afstand til hans egen fantasi. Hun ville aldrig erklære sig enig, men han kunne altid se på hende, når hans fordomme morede hende. Han var sikker i sin fordomsfuldhed, og Anita var her ikke. Det var alt sammen akademisk, hypotetisk og evindelig ligegyldigt, men han følte sig ikke desto mindre sikker på, at der mellem de to landsmænd ved det andet


bord eksisterede en livlig seksualitet, og at den i dette øjeblik var genstand for samtalen mellem dem, mens de spiste deres pytipanna. Hans mobil ringede, netop som kvinden med fletningerne og spejderpigenumsen rejste sig. – Belling, sagde han. – Ja, hej, sagde mekanikeren. – Jeg holder ude ved din bil. – Jeg kommer nu. Han så kvinden gøre mine til at forlade cafeteriet med sin lærredstaske over skulderen, mens manden samlede servicet sammen på plasticbakken og pligtskyldigt så sig om efter stativet, hvor han kunne stille den. En selvafrydder. Thor rejste sig. Stil bakken over, havde hun sagt. Jeg skal lige tisse. Så ses vi ude ved bilen. Han lod sit eget service stå. Han var af princip ikke selvafrydder. Han gik ud gennem cafeteriets foyer og ud på pladsen. Ved hans bil holdt en gul kranvogn. En høj mand med ølmave og overalls smilede ham i møde. Thor gav ham hånden. – Jeg hedder Åke, sagde mekanikeren. – Skal vi kigge på maskinen? – Pænt af dig at komme så hurtigt. Mekanikeren smilede. – Ingen problem. Thor satte sig ind og udløste kølerhjelmens lås. – Start motoren, kaldte Åke derudefra, da han havde sat støttestangen fast. Han startede, mens han håbede, at der stadig var noget


galt. Han ville ligne en klovn, hvis motoren ikke længere udsendte den sure damp. Hvilket den så med usvigelig sikkerhed ville begynde at gøre igen, så snart Åke havde fået et grundhonorar for sin ulejlighed og havde sendt den dumme dansker videre. – Giv den lidt gas, råbte Åke. Han gav gas. Et øjeblik efter råbte mekanikeren, – Ja, ja, ja, sluk den bare. Han drejede nøglen om og steg ud. Åke havde et venligt, tungt ansigt. Han så ud til at være først i fyrrerne. Thor så spørgende på ham. – Det er en pakning, sagde Åke. – Vi er nødt til at tage den ind. Du kommer ikke til København i dag. Ikke i den, i hvert fald. Thor nikkede. – Er det toppakningen? Åke trak på skuldrene. – Måske. Kan hænde. – Hvor ... hvor langt væk ligger værkstedet? – Det er i Harkaberg. Femten kilometer. – Okay. Jeg tager lige min taske. – Der er motel her, sagde Åke. Han nikkede. – Jeg overnatter. Mekanikeren gav ham et kort nik. – Ring i morgen. Jeg skal nok kigge på den tidligt. Jeg kan give dig besked omkring klokken elleve. – Det er fint. Han hjalp svenskeren med at få bilen op på fejebladet. Åke fastgjorde en wire med en krog under hans kofanger og satte spillet bag førerkabinen i gang.


– Tak for hjælpen, sagde Thor. – Det var dejligt, du kunne komme så hurtigt. – Til tjeneste, sagde Åke og skoddede sin cigaret med foden på asfalten. – Der er ledige værelser på motellet. – Glimrende. Den korpulente mekaniker svang sig adræt ind i sin kranvogn og sendte ham et smil. – Der er altid ledige værelser på motellet. – Det går bra, grinede Thor. Han så den gule kranvogn forsvinde. Det var lummert. Solen lurede ikke længere bag skyerne, som nu var nærmest blysorte, og kranvognens baglygter virkede meget røde i det trykkende eftermiddagsmørke. Han havde en kvart flaske whisky og en roman af John le Carré i tasken. Det var okay. Han orienterede sig mod motellet, som lå i en lav bygning inde mellem træerne, da han fik øje på den danske mand, som havde diskuteret, om det hed biks eller pytipanna, med fruen. Han stod underligt umotiveret midt på parkeringspladsen og stirrede på sin mobiltelefon. En tungt læsset stationcar bakkede ud. Manden stod i vejen og ænsede den ikke. Føreren gav et blidt dyt, og danskeren trådte fraværende til siden uden at slippe mobilen med øjnene. Der var noget ved mandens måde at stå på, som fik Thor til at tiltale ham, da han alligevel passerede. – Er der noget galt? sagde han. Manden så kort op. Han virkede fortabt. – Det er min kone, sagde han. – Jeg kan ikke finde hende.


– Jeg så jer før, da I spiste. – Jeg forstår det ikke, sagde manden, nærmest henvendt til mobiltelefonen. – Vi skulle mødes ude ved bilen. Hun skulle bare lige på toilettet. Hvor fanden er hun blevet af? – Og hun tager ikke sin mobil? Manden så på ham rigtigt for første gang. – Nej. Ude vestpå, langt borte, tordnede det svagt. – Jeg hedder Thor. Skal jeg hjælpe dig med at lede? Hun er her vel et sted. Manden rakte hånden frem. – Johnny, sagde han. – Det ... det er pænt af dig. Men det er sikkert o.k. Måske er hun gået over på tanken. Johnny vendte sig og kiggede i retning af den store benzintank, og Thor kunne mærke, hvordan manden ledte efter en grund til, at hans kone skulle være gået derover. Thor sagde, – Hvor holder I? Johnny vendte sig og pegede på en bronzefarvet stationcar, en Volvo. – Der. Men hun er her ikke. – Er I på ferie? Johnny så på ham. – Nej. Vi bor her. Inde ved Harkaberg. – Min bil er lige blevet transporteret til Harkaberg. Jeg er på vej til København fra Stockholm. Johnnys udtryk var tankefuldt, let passivt. – Du må undskylde, men jeg er lidt ude af den. Jeg forstår ikke, hvor hun kan være blevet af. Thor sagde, – Kommer I her af og til? – Ja ... ja, vi tanker op. Det havde vi lige gjort. Somme tider går vi ind og spiser. Lotte kører herop og vasker


bilen af og til. Køber lidt ind. Der er butikker ... – Okay, sagde Thor. – Jeg er tvunget til at sove på motellet derovre i nat. Jeg har ikke travlt. Hvad om jeg går over med min taske? Så kan vi lede efter hende. Johnny nikkede, som om det først langsomt var ved at gå op for ham, at det næste blev at lede. – Ja, sagde han. – Tak. De fandt ikke Lotte. De ledte hver for sig og mødtes på den ​mystiske overdækkede bro, som nogen havde bygget over motorvejen som en særlig attraktion ved rastepladsen, og som rummede både et pizzeria, en stor fyld-selv-posen-slikbutik og af uransagelige årsager en oplyst, professionelt udseende lille salon, hvor asiatiske kvinder tilbød mani- og pedicure til de rejsende. Men Lotte sad ikke i de flødefarvede stole og fik ordnet negle. Thor betragtede Johnny, som gik rask gennem gangbroens dystre tunnel. Træk snuden til dig, Belling, hørte han Anita sige. Lotte er ikke dit problem. Træk dig høfligt. Du har gjort dit. Gå over på motellet, og glem Johnny og Lotte. Du er på ferie. Men han kunne ikke. Han følte med Johnny. Han følte mere med Johnny, end Johnny kunne vide. Thor kendte til forsvundne personer. Han kendte uvisheden hos dem, som manglede én. Det værste er uvisheden, sagde man. Det var en mangelfuld kliché. Hvor tit havde han ikke siddet med mennesker, som ikke alene måtte tåle uvisheden, men også dens søskende – frygten, det spinkle håb, gråden og den pludselige, magtesløse hidsighed?


Men han havde aldrig set en så frisk forsvinding. Der var gået mindre end en time, siden han havde fantaseret med udgangspunkt i Lottes fletninger og sortklædte røv i cafeteriet. Nu var hun væk, og jo mere de ledte, desto mindre fandt de hende. Og han tænkte de ord, han ville sige til Anita. Jeg kan da ikke bare overlade Johnny til sig selv. Manden er ude af sig selv, og det bliver kun værre, hvis hun ikke dukker op meget snart. Det ved jeg. Han kunne se manden gå fra rådvild til let desperat. De vendte tilbage til parkeringspladsen. Klokken var kun halv fem, men det virkede som aften. Han tænkte fremad. De stod tæt ved stedet, hvor Johnny havde stået med sin mobil. Johnny sagde, – Hvad fanden gør jeg? Thor sagde, – Prøv hendes mobil igen. Johnny prøvede. Uden held. Det rumlede ude i vest. Snart ville det regne tunge, lune dråber. Thor sagde, – Hør, Johnny. Jeg synes, vi skal finde nogen, som har ansvaret for stedet her. De må have overvågningskameraer. Vi har jo ledt. Johnny betragtede ham. Derefter så han sig omkring. – Der må være et kontor, sagde han. De fandt kontoret, hvor en ung mand i en gul T-shirt opmærksomt lyttede til Johnnys forklaring. Den unge mand sagde, – Vist har vi CCTV. Johnny beskrev indgående, hvor og hvornår han sidst havde set Lotte. Hvordan hun så ud. Hvor de havde ledt. Lottes tavse mobil. Hans forklaring gjorde stemningen


alvorligere, tænkte Thor. Den unge mand nikkede samarbejdsvilligt og sagde, – Jeg ringer til politiet. Det er procedure. Den hvide patruljevogn rullede ind på pladsen tyve minutter senere, to uniformerede betjente steg ud, og den unge mand i den gule T-shirt gengav Johnnys forklaring og sagde, – Vi ar​rangerer et gennemsyn af vores CCTVoptagelser på tidspunktet. Jeg har bedt vores sikkerhedsansvarlige om at kigge på det nu. Den ene betjent nikkede og sagde til Johnny, – Hvad hedder din kone? – Lotte Gottfredsen. Jeg hedder Johnny Bentzen. Vi bor i Harkaberg. Betjenten nikkede. – Har du et billede af din kone? Johnny tog sin tegnebog op af baglommen og fremdrog et lille, slidt billede af Lotte. Betjenten betragtede det og sagde, – Okay. Jeg tager et billede af det. Det forholder sig sådan, at vi ikke kan efterlyse din kone, før der er gået et døgn. Vi hører til politistationen i Harkaberg. Hvis kameraerne her ikke giver os noget, kan du komme ind på stationen i morgen og indgive en officiel anmeldelse. Johnny nikkede uden at sige noget. Betjenten lagde det lille foto af Lotte på patruljebilens køler og tog fire billeder med sin iPhone. Thor så ham tjekke dem. Betjenten sagde, – Er det tænkeligt, at din kone af en eller anden grund har bestemt sig for at gå hjem til Harkaberg? Johnny Bentzen sagde, – Hvorfor skulle hun gøre det? Uden at sige en lyd til mig?


– Det ved jeg ikke. Havde I haft en uoverensstemmelse? Johnny rystede på hovedet. – Nej. Slet ikke. Vi havde tanket op og spist. Lotte skulle på toilettet. Vi skulle mødes ude ved bilen. Betjenten nikkede. – Okay. Nej, men selve den omstændighed, at I bor lokalt, er jo en god ting. Thor kunne se, at Johnny ikke forstod hvorfor. Men han nikkede. Betjenten tilføjede, – Det er sikkert en naturlig misforståelse. Johnny gav et kort nik. En mindre besindig mand ville have anfægtet politimandens beroligende ord, og Thor tænkte, at Johnny både var besindig og høflig. En mand, der nærede tiltro til, at folk gjorde deres arbejde. En mand i sorte bukser og hvid skjorte med korte ærmer kom over pladsen imod dem. Den unge mand i den gule T-shirt sagde, – Ivar Petersson, vores sikkerhedschef. Petersson sagde, – Vi har en dame med fletninger, som går ind på dametoilettet klokken 15.23. Sorte piratshorts. Klokken 15.27 kommer hun ud igen og forlader cafeteriabygningen. Her på pladsen har vi tre kameraer. Men ingen af dem har opfanget kvinden, da hun kom ud. Kameraet tættest på bygningen ville normalt have opfanget hende, men på det tidspunkt holdt en hvid turistbus i vejen. Den var brudt sammen. De har først lige fået den startet. Og hun dukker ikke op på de to andre kameraer. Derfor må vi antage, at kvinden måske er steget ind i en bil tæt på indgangen. Hvis hun har forladt pladsen på anden vis, kan vi ikke sige hvordan. Betjenten sagde, – Men det er vel muligt? Petersson trak på skuldrene. – Javist. Langs muren ...


vores CCTV-dækning er ikke perfekt. Der opstod en pause. De indlysende manøvrer var gennemført uden noget resultat. De havde nået punktet, hvor ingen kunne finde på mere at foretage sig. Johnny Bentzen sagde, – Jamen, så må vi vel bare vente. Politiet kørte, den unge mand og sikkerhedschefen fik Johnnys adresse og mobilnummer og lovede at ringe, hvis nogen skulle komme frem med oplysninger. Så gik de. Johnny sagde, – Hvad fanden skal jeg gøre? – Du kan ikke rigtig gøre mere. Køre hjem og vente. Johnny pustede ud og rystede langsomt på hovedet. – Jeg forstår det ikke. – Jeg skal forhåbentlig hente min bil på værkstedet i Harkaberg i morgen middag. Hvis du vil, kan vi mødes hos politiet derinde. Hvis din kone ikke er dukket op, mener jeg. Jeg mener – jeg er jo en slags vidne. Jeg så din kone. Johnny betragtede ham. – Du skal have tak for din moralske opbakning. Det var en stor hjælp. – Johnny, sagde han, – jeg er selv politimand. I København. Det er det mindste, jeg kan gøre. Det er ikke noget problem. Men jeg kan sige dig, at de svenske kolleger – og de to gutter der – har gjort præcis det, de skulle. Der er ikke rigtig mere at gøre. Du kan prøve din kones mobil igen. I aften. Måske ringer hun selv. Johnny sagde, – Hvad er der galt med din bil? – Det er en pakning, tror de. Jeg håber, det ikke er toppakningen.


Johnny nikkede. Så sagde han, – Du er velkommen til at køre med ud til os. Vi har et gæsteanneks. Hvis Lotte ikke er dukket op i morgen, skal jeg alligevel ind til politiet i Harkaberg. Så kan jeg smide dig af ved værkstedet. Han kunne næsten se Anita ryste opgivende på hovedet. Nu sidder du i saksen, Belling. Dit fjols. Men han tænkte anderledes. Ville du selv have lyst til at være alene, hvis du var i Johnnys situation? Nej. Men det er ikke dit problem. Det siger jeg heller ikke. Så hvad siger du? Jeg siger, at Johnny er en landsmand i knibe. Jeg siger, at jeg ikke bryder mig om at lade ham i stikken. Han befinder sig i en ubehagelig situation, som hurtigt kan blive meget, meget værre. Værre, end Johnny har fantasi til at forestille sig. Så meget ved jeg. Okay, humane Belling. Så hjælp din landsmand. Så han sagde, – Okay. Det er fint. Jeg vil hellere overnatte i jeres anneks end på motellet her. Han kunne se lettelsen i Johnnys ansigt. Han hentede sin taske, og lidt efter rullede de ud fra rastepladsen i Johnny Bentzens ny bronzefarvede, ærkesvenske Volvo.


2. Clarissa Spetsas smøg sine tynde latexhandsker af, smed dem i en pedalspand, satte sig på sin sædvanlige stol ved det lille bord og tændte en cerut, mens hun lænede sig mod flisevæggen. Clarissas cerutter hed ‘Café Creme’ og lå i en lille, rødbrun metalæske. Anita havde aldrig forstået, hvorfor cerutfabrikanten havde kaldt dem ‘Café Creme’. Det var som at kalde en caffe latte en ‘snadde’. What? Patologens cerutter stod i stærk modsætning til Clarissa Spetsas’ person. Clarissa var et sted midt i fyrrerne. Hun var altid solbrændt, og hendes hår var karamelfarvet på en næsten uvirkelig måde. Hun var feminin i en grad, som kunne gøre Anita misundelig. Clarissa gjorde noget ud af sin kvindelighed, måske lidt vel meget. Men Anita vidste, at det skyldtes hendes arbejde. Clarissa tilbragte sine dage i kælderen under instituttet, i fliseklædte lokaler, bøjet over kadavere i alle stadier af lemlæstelse og nedbrydning. Man kunne dårligt bebrejde hende, at hun nød at gøre noget ud af sit eget endnu levende legeme, pudre det, lakere det, brune det og farve dets hår i toner, som ledte tanken hen på sydlandske prostituerede. Cerutterne havde deres egen mission. I Clarissas fliseklædte kælderrum var ingen lugt fremmed – Anita vidste det. Døden lugtede forskelligt. Altid grimt. Somme tider som noget andet, det kunne


være fordærvet slagteriaffald, rådden fisk eller lort. Eller en blanding. En gang havde hun set Belling vende sig og ørle i en vask, mens Clarissa uden at se op fra det oplyste lig sagde, – Ja, det er lidt af en rejecocktail. Cerutterne lugtede også grimt, men det var pointen. Når Clarissa fyrede op på en, fortrængte det lugten af det, de kort forinden havde været nødt til at kigge på. I dag havde det været en lille pige. Det nøgne legeme fyldte ikke meget på det blanke stålbord, og Anita havde haft svært ved at koncentrere sig om Clarissas udførlige gennemgang af skaderne på den nøgne barnekrop. Nu sad de i det lille kontor, hvor de havde siddet mange gange, Clarissa med sin tobaksrøgelse, Anita med en snurrende kvalme, som først ville klinge af ud på aftenen. Hun sagde, – Hvorfor er jeg her, Clarissa? Clarissa pustede røg ud i en hurtig søjle. – Der er noget galt. – Ja, det er jeg med på. Det kan nærmest ikke blive galere. En pige på to år. Slynget op mod en forrude i en løs autostol. Clarissa så på hende med sine grønne øjne. – Den lille Johanne var allerede død, da hendes far kørte galt, Anita. Anita betragtede patologen, som tog et sidste sug på sin ‘Café Creme’, inden hun skoddede den i en lille rund foliebakke, som kunne have indeholdt en cremelinse. – Pigen var død inden ulykken? – Jep. Måske et par timer. Anita virrede med hovedet. – Tag det fra toppen. Clarissa Spetsas hev sin uskønne lyseblå hætte af, så de karamelfarvede krøller faldt ned over hendes skuldre som


trætte slanger. Så tog hun mappen på det lille bord. – Rapporten angiver, at Johannes far, Niels Egholm Brandstrup, 26 år, angivelig kørte en tur for at få den lille til at sove. Den angiver også, at autostolens remme ikke viste tegn på brud. Den kan med andre ord tænkes slet ikke at have været spændt fast. Faren kolliderer med en fart på cirka 70 kilometer i timen med en mur på et hjørne. Herved slynges barnet – som var fastgjort i autosædet – gennem kabinen og rammer forruden, mens faren knalder hovedet i rattet og brækker nogle ribben, da hans sele fikserer. – Ingen airbags? Clarissa rystede på hovedet. – Nej. Bilen er en lille potte fra 97. – Okay. – Det er så det ene. Det andet er, at skaderne på Johanne selvfølgelig er omfattende, som du har set. Hun ville være død af dem. Det er der ingen tvivl om. Kranieskader, brud på rygsøjlen ... men – problemet er, at der er flere slags skader. Nogle af dem – de mest voldsomme – er opstået ved ulykken. Andre er af ældre dato. Blå mærker på overarmene, to brud på fingre og nogle mindre læsioner i hovedbunden, som er konsistente med, at nogen har trukket totter af hår ud. Til det kommer, at pigen ikke har blødt nævneværdigt, og at rigor-målingerne slet ikke stemmer overens med tidspunktet for ulykken. Anita nikkede. Clarissa sagde, – Måske vil du gisne? Anita gisnede. – Johanne er blevet mishandlet gennem længere tid. Rusket, slået, hevet i håret. En dag går det rigtig galt. Johanne dør. Faren – som måske er


mishandleren – går i panik og anbringer den lille i den løse autostol og kører ind i den mur for at få barnets død til at se ud som resultatet af ulykken. Er det det, du vil have mig til at sige? Clarissa trak på skuldrene. – Jeg gav dig mine oplysninger. – Han udsatte sig selv for fare. Stor fare. – Måske var han ligeglad. Måske ønskede en del af ham at dø. Hvilket man vel ikke kan fortænke ham i, hvis jeg har ret. Anita nikkede. – Hvor er faren? – På Frederikssund Hospital. – Ved vi noget om moren? – Ikke meget. Clarissa kiggede i rapporten. – Ina Maria Brandstrup, 23 år. Afhørt, stærkt chokeret. Var på arbejde. Faren er arbejdsløs, gik hjemme med den lille. Familien bor i Frederikssund. – Så din konklusion er, at det er drab. Clarissa lukkede folderen og smed den på bordet. – Ja. Hun har været død i hvert fald i to timer, inden faren ramte muren. Grov vold med døden til følge? Og et efterfølgende forsøg på at skjule dødsårsagen. Det kommer til at stå i min rapport. Anita rejste sig og tog rapporten. – Okay. Jeg kører til Frederikssund. Clarissa sagde, – God tur.


3. Regnen kom, da de nåede huset. De var kørt igennem Harkaberg uden at tale meget. Byen lå i skoven. Det var ikke nogen stor by, pastelfarvede boliger, en uforholdsmæssig stor kirke, en hovedgade med en ICAhandel og nogle bedagede tøjbutikker, velordnet og lettere kedeligt. Og dog. Han havde en svaghed for den slags byer. I Danmark var mindre byer ofte nøgne, flade og åbenlyst kedelige, som om de bestræbte sig på at være det. Her befandt man sig i skoven, og de røde træbygninger, som omkransede den lille by, gav stedet et præg af en forlægning eller en lejr af en slags, som gav ham en rar, tryg følelse af isolation, overdimensionerede transformatorstationer, naturlige ressourcer i overflod og en mere fortrøstningsfuld og hårdfør mentalitet. Det hele skyldtes naturen. Her bestemte naturen en del mere end hjemme. Den blev også respekteret mere, og Thor bildte sig ind, at han kunne mærke denne respekt, selv her i bilen, når han kiggede ud. De nåede gennem byen og kørte langs en sø. På skråningen lå røde og gule træhuse på store naturgrunde. Ingen hække og hegn. Bådebroer, skure, hvidmalede verandaer med smukt udskåret hvid filigran over dørene. Brevkasser af amerikansk tilsnit ved vejen – sorte, buede metalbeholdere på deres standere, med et lille rødt metalflag, som postbuddet kunne slå op, når der var post. De mindede Thor om Anders And, som havde sådan en


postkasse. Johnny sagtnede farten og drejede ind. For enden af indkørslen så Thor huset. Det var et rødt træhus i to etager, hvide vinduer, svagt skrånende tag. En køn trækasse, som havde set sådan ud de sidste hundrede år. – Så er vi her, sagde Johnny. – Annekset ligger omme bagved. Thor fulgte manden ind i huset. Johnny råbte, – Lotte? Lotte? Men der var ingen hjemme. Thor satte sin taske i entreen. – Hvor længe har I boet her? sagde han. – Fem år, sagde Johnny. – Hun er her ikke. Johnny stod i stuen. Udenfor begyndte det at regne for alvor. Thor så, hvordan Johnny i et kort øjeblik gav slip på sig selv og lod hovedet falde ned mod brystet i en resigneret, trist bevægelse. Så strammede han sig op. – Jeg laver noget kaffe. De stod i køkkenet, mens vandet kogte. Thor kunne se ind i stuen. Ombygningen fra ødegård til permanent beboelse havde ikke været drastisk. Møblerne var mere moderne og komfortable, der var lidt mere elektronik, lidt mere magelighed og flere småting, end man ville forvente at finde i et sommerhus. Reoler, et skrivebord. En stejl trappe til førstesalen. Et hjem. Et nyt hjem i gamle omgivelser. Johnny sagde, – Og du er politimand? – Det har jeg været, siden jeg var ung. – Hvilken slags politimand? Du ligner ikke en strømer. – Det er heller ikke meningen. Jeg er efterforsker ved


kriminalpolitiet. Normalt sagde han ‘drabsefterforsker’. Johnny nikkede let. – Det var sgu da lidt af et sammentræf. Det var godt, du var der. Jeg ... jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Det ved jeg stadig ikke. – Du kan fortælle mig lidt om jer selv. Johnny hældte kaffe i filteret. Han virkede hjemmevant i et køkken. – Lotte er min anden kone. Vi blev gift for seks år siden. Min første kone, Birthe, døde af en hjerneblødning. Hun blev kun 52. Det var et chok. Vi har to børn. De bor i København. Tom er 33, Pia er 31. Jeg havde mit eget firma, da Birthe døde. Jeg importerede rengøringsmidler, hospitalsudstyr – alt fra salt​opløsning til miljøgodkendte sæber. Den slags. Da Birthe døde ... ja, jeg begyndte at bruge mere og mere tid på kontoret, men det var jo ... ja, hvad siger man? Kompensation? Det dulmer. At begrave sig i arbejdet. Så mødte jeg Lotte, og det var ... det var uventet. Jeg var slet ikke klar til det. Jeg havde overhovedet ikke tænkt i de baner. Men det var ligesom en ny chance. Det føltes, som om mit liv måske ikke var forbi alligevel. Vi forelskede os, Lotte blev skilt, og vi blev gift. Han hældte langsomt vand på filteret. – Det kunne ligesom ikke være andet. Kærlighed. Det var Lotte, der opfordrede mig til at sælge firmaet. Det havde jeg overhovedet ikke tænkt på. Det var det eneste, jeg havde på det tidspunkt. Og jeg havde selv bygget det op ... men okay, det føltes på en eller anden måde enormt frigørende. Bare tanken. Der er mange selvstændige, som er gift med deres forretning. Men Lotte ... ja, der var bare pludselig så mange andre muligheder for mig. Tanken om


at indkassere fortjenesten og flytte herop gav mening. – Det forstår jeg. Johnny nikkede. Thor kunne se, hvordan realiteten med korte mellemrum ramte ham. Alting var som normalt, hans kone var bare væk. Johnny sagde, – Hvor fanden er hun? De sad ved bordet i køkkenet. Johnny sagde, – Som politimand – hvad siger din erfaring dig? Det var et naturligt spørgsmål, og han havde, siden de forlod rastepladsen, arbejdet i tankerne på et svar. Han sagde, – Det er meget sjældent, at forsvundne personer ikke dukker op efter kort tid. Johnny havde taget sine stålbriller af og gned sine øjne. Hans ansigt var rødligt af solen. Uden brillerne virkede det både robust og sårbart. Han tog brillerne på, mens han sagde, – Du skal ikke være diplomatisk, Thor. Jeg er utrolig taknemmelig for, at du overhovedet gider at involvere dig. De fleste ville være gået væk fra det. Men nu du er her, og med din erfaring – du kan lige så godt fortælle mig, hvad du tænker. Thor nikkede. – Okay. Jeg kiggede faktisk på jer i cafeteriet. Så jeg har et lille indtryk af din kone. Og jeg har ingen grund til at tro, at der var en konflikt imellem jer, som kunne få hende til at ... ja, at gå sin vej. I vrede. – Nej, vi var gode venner. Lotte har aldrig gjort den slags. Det er jo noget af det bedste. Det er meget direkte imellem os. Ingen hemmeligheder, sig, hvad du mener. Det er derfor – For første gang bed realiteten hårdt i Johnny Bentzen,


og en pludselig impuls af frygt fik ham til at trække vejret ind. Han fik kontrol over sig selv. – Du kan lige så godt sige det. Som fagmand. Du har set det her før, ikke? – Jo. – Og? Thor trak selv vejret ind. – Okay. Hvis din kone ikke dukker op i løbet af aftenen eller natten, og du tager ind og melder hende forsvundet, vil mine svenske kolleger forsøge at finde vidner på rastepladsen. Hvilket er sin sag, fordi folk kommer og går. Overvågningskameraerne gav ikke noget. Men de vil kigge på optagelserne igen. Så de vil begynde at tænke i retning af, at din kone enten er blevet overmandet eller overtalt af nogen til at sætte sig ind i en bil, som har transporteret hende et andet sted hen. Johnny nikkede. – Selvfølgelig. – Efterlysningen vil muligvis give resultat. Nogen har set din kone et sted. Sammen med nogen, alene ... Hvis ikke, vil de lokale politimyndigheder sandsynligvis sætte en eftersøgning i gang i området omkring rastepladsen. Din kone kan have fået et ildebefindende og på en eller anden måde have bevæget sig til et sted i nærheden. – Som i efterlysningerne, når de siger, at en eller anden muligvis flakker om i hjælpeløs tilstand? – Ja. – Men hvad tror du? – Jeg tror ikke noget, Johnny. Jeg er altid meget forsigtig med at tro noget som helst. Lige nu kan du ikke gøre andet end at vente. Jeg ved godt, at der kører alt muligt i hovedet på dig.


– Jeg elsker hende, sagde Johnny. – Selvfølgelig. Jeg føler med dig. – Hvad er det værste? Jeg mener – hvad er det værst tænkelige scenario? Er det ikke det, man siger? Det værst tænkelige scenario? – Det er for tidligt, Johnny. Alt for tidligt. – Jeg ved det godt. Men det værst tænkelige scenario er, at Lotte er blevet overmandet af nogle forbrydere, som har tvunget hende ind i en bil og er kørt af sted med hende. Det værst tænkelige er, at de har voldtaget hende og slået hende ihjel. Så hun bliver fundet et eller andet sted langs motorvejen. Johnny Bentzen havde ret. Men Thor sagde, – Hvis jeg var dig, ville jeg gemme den slags tanker lige nu. – Men du har selv tænkt det, ikke? Thor rystede på hovedet. – Det fungerer ikke på den måde. Ikke for mig. Jeg tager hele tiden udgangspunkt i det, jeg ved. Kendsgerningerne. Lige nu ved vi ikke andet, end at din kone gik ud af det cafeteria og forsvandt. Det kan der være mange, mange grunde til. Det kan hænge sammen på mange måder, Johnny. Måske ringer hun om ti minutter. Måske bliver hun sat af af en bil nede på vejen klokken ti i aften. – Og måske, sagde Johnny, – ser jeg hende aldrig igen. Johnny Bentzen spejlede æg. Det blev mørkt, rigtig nattemørkt, som det kun blev langt fra de store byer. Thor skænkede små, forsigtige glas op til dem fra den flaske, han havde forestillet sig, at han skulle have drukket, mens han læste John le Carré. Klokken ti var Johnny Bentzen en


lille smule beruset. Han viste ham over i annekset. Det var en nyere gæstehytte med tørv på taget. – Det er mest til børnene, sagde Johnny i mørket. – Selv om de ikke kommer så tit. Der var et soveværelse, et lille badeværelse og et tekøkken. Thor sagde, – Se, om du kan få sovet lidt. I morgen kører vi ind til politiet. Hvis din kone ikke allerede er kommet hjem. Johnny Bentzen var hverken dum, blød eller fantast. Thor så ham som en intelligent, handlekraftig mand, og desuden tiltalende. Johnny stod i døren. Han sagde, – Endnu en gang tak, Thor. Thor havde lyst til at lægge en hånd på mandens skulder, men han nøjedes med at sige, – Det skal nok gå, Johnny. Lidt efter åbnede han vinduet i soveværelset. Han var træt. Stockholm virkede fjern, et lidt ligegyldigt ferieintermezzo, gennemspillet af en mand, som i virkeligheden ikke brød sig om den slags, men gjorde det en sjælden gang, fordi hans kolleger sagde, at han var gift med sit job og trængte til at slappe af. Han opdagede, at han slappede af nu. Tingene var, som de skulle være. Johnny Bentzen havde muligvis ret. Der var en vis sandsynlighed for, at Lotte med fletningerne og den pæne røv var død nu. En ikke helt lille sandsynlighed. Den voksede, som timerne gik. Han kunne se lysene ovre i huset. Det var et idyllisk, hyggeligt syn. Det gule lys fra vinduerne i huset, hvor Johnny Bentzen havde fundet lykken og et nyt liv sammen med Lotte.


Han forstod Johnny. Lotte havde ved første øjekast slået ham som det, Anita forbød ham at kalde en ‘klidmoster’ eller en ‘Fjällrävsmatrone’, men han vidste, at det var en forkert iagttagelse. Lotte havde pustet til gløderne af enkemanden Johnnys hendøende bål. Thor stod ved sit indtryk af seksuel energi og kærlighed mellem de to. Intet havde modsagt det. Han så Johnny passere køkkenvinduet derovre. Johnny ville ikke gå i seng i nat. Han ville prøve hendes mobil igen og igen, mens han gik op og ned ad gulvet. Thor ville have gjort det samme, hvis Anita var forsvundet. Du er ikke ham, sagde han til sig selv. Så klædte han sig af og gik i seng. Her skulle Johnnys børn bo, når de kom på besøg. Noget ved rummet fik ham til at tænke på, om de nogensinde havde været her. Han vågnede kort på et tidspunkt og kunne høre regnen falde hårdt. Naturen susede i mørket. Han drømte, at han var dreng, og at han var på sommerlejr. Lederen af fritidsaktiviteterne i lejren var Henrik Sass Larsen. Thor græd og græd og græd. Det næste i drømmen var, at han blev tvunget med i noget dans i fællesbarakken, og Henrik Sass Larsen råbte ærgerligt, – Dans nu, Belling, dans, for satan! Thor skreg, – Jeg danser for helvede så hurtigt, jeg kan! Han kom op til overfladen, registrerede, at han havde drømt, og ønskede, at han havde flere sovepiller. Han faldt hen igen, og da han vågnede, så han en plet af uroligt sollys på gulvets fyrreplanker. Det tog ham nogle sekunder at komme i tanker om, hvor han var. Han så på uret. Klokken var halv otte. Han svingede benene ud over sengekanten, strakte sig og forberedte sig på en ny dag.


4. Niels Egholm Brandstrup lå på enestue på Frederikssund Hospital med gardinerne rullet ned. Kun en smal solstribe forneden afslørede, at det var en dejlig dag i Frederikssund og omegn. Det var ikke en dejlig dag indenfor i det skyggefulde rum. Den unge far lå tilbagelænet på sengen med en tynd, hvid arm over panden, da hun kom ind. Hun satte sig på stolen ved siden af sengen. Den unge mand lod til at døse. Hans profil var spids, næsten barnlig. Han sank med en klikkende strubelyd, fjernede langsomt armen fra panden og drejede hovedet imod hende. Hans grå øjne blinkede et par gange. – Dav, Niels, sagde hun. – Hvordan har du det? Han rømmede sig. – Ad helvede til. – Det kan jeg godt forstå. Men jeg er nødt til at tale med dig. – Om hvad? Hvem er du? – Jeg hedder Anita Hvid. Jeg arbejder i kriminalpolitiet i København. De grå øjne blinkede igen. – Hvad vil du tale med mig om? – Om det, der skete. – Jeg har allerede forklaret strømerne om det. Niels’ stemme var hæs. – Det ved jeg godt. Men det her er noget andet.


Hun så et glimt af frygt i øjnene. – Hvad for noget andet? – Det er sådan, Niels, at din datter nu er blevet kigget på af retslægen. Det gør man altid, når der sker sådan en ulykke. Øjnene hang på hende. – Og jeg er nødt til at sige til dig, at der er nogle ting, som ikke rigtig stemmer. Niels sagde ikke noget, men hun kunne se på øjnene, at han var med. Mere end det. Hun kunne se, at han vidste, hvad der kom. Han sank igen. Hun kunne se hans adamsæble bevæge sig. – Jeg kan fortælle dig præcis, hvad det er, der ikke stemmer, Niels. Eller du kan fortælle mig det. Du ved det godt, ikke? Den unge far vendte ansigtet op mod loftet for at undgå hendes blik. Adamsæblet bevægede sig igen. Den blege arm langs kroppen bevægede sig lidt op og ned. Det var en desperat og frustreret lille bevægelse. – Fuck, hviskede Niels Brandstrup op mod loftet. – Fortæl mig det, Niels. Det er det bedste. Både for dig og for mig. Jeg ved, det gør ondt i dig. – Du ved ikke en skid, hviskede han. – Jo, det gør jeg desværre. Jeg ved, at Johanne allerede var død, da du satte hende ind i bilen. Han lukkede øjnene. Hun ventede. Lidt efter sagde han, – Hun skreg. Jeg kunne ikke få


hende til at holde op. Hun skreg bare. – Ja. Og du gik alene hjemme med hende. – Hun ... jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. – Nej. Han græd nu, ikke voldsomt, måske tænkte han slet ikke over det. Han var som en væskefyldt vable, som nogen havde prikket et lille hul i. Og så tog han sig i det. Han strammede sig an. Hun sagde, – Niels, du kan lige så godt sige det. Det her er ikke noget, der går væk. Det ved du godt. – Hvad fanden vil du? sagde han op mod loftet. – Jeg er kommet for at arrestere dig. Når du har fået det lidt bedre, vil du blive fremstillet i grundlovsforhør, og derefter vil du blive sigtet for vold med døden til følge. Øjnene lukkedes, adamsæblet hoppede. – Lægen, som har kigget på Johanne, har fortalt mig, at hun havde flere skader, som ikke var opstået, da du kørte galt. Hun havde blå mærker, brud på to fingre. De brud var helet af sig selv, men hendes fingre havde været brækket. Der var også andre ting. Og så kunne lægen altså se, at Johanne allerede havde været død nogen tid, da du kørte med hende. Den hvide underarm slog svagt og rytmisk ned i madrassen. Hun lænede sig tilbage. – Du må forstå, at jeg ikke er her for at dømme dig. Det er der andre, der vil gøre. Jeg er her for at finde ud af, hvad der skete. Jeg vil tro, at du har haft det rigtig svært derhjemme med Johanne. Jeg tror ikke, at du gjorde det med vilje. Jeg tror, at du bare gjorde det. At det bare var sådan. Du kan gøre det nemmere for


dig selv og Johannes mor ved at fortælle mig det hele. Hvis du ikke vil fortælle det, og hvis du fastholder, at Johanne var i live, da du kørte af sted i bilen, skal det hele gennemgås i retten. Det er op til dig. – Hvem ... hvem er der? – Hvem er hvor? – I retten? – Ja, i sådan en sag er der dig, din forsvarer, politiets anklager og dommeren. Og fordi vi vil rejse sigtelse imod dig for vold med døden til følge, vil der også være et nævningeting. Altså nogle helt almindelige borgere, som skal overvære retssagen og tage stilling til, hvad der skete. Niels vendte blikket imod hende. – Og hvis jeg fortæller dig det ... skal jeg så ikke i retten? – Jo, men så er det en helt anden sag. Det, man kalder en til​ståelsessag. Det vil sige, at der ikke er nogen, der skal tage stilling til, om du er skyldig eller ej. Hvis du tilstår og afgiver fuld forklaring, går det hele meget hurtigere. – Men jeg kommer ind? Hun nikkede. – Ja, du kommer ind. – Hvor længe? – Det ved jeg ikke. Men det vil være en formildende omstændighed, hvis du tilstår og samarbejder. Siger det, som det er. Den unge mand græd ikke længere. Han vendte atter blikket mod loftet. Anita ventede igen. Så sagde han, – Det betyder ikke noget nu. – Hvad betyder ikke noget nu?


– Hvad der sker. Med mig. – Du er ung, Niels. Selvfølgelig betyder det noget. Det betyder også noget for Johannes mor. – Hun vil ikke se mig. Hun har ikke været her. – Nej. Efter en tid sagde han, – Jeg vidste, hun var død. – Ja. – Jeg ... jeg troede ... jeg håbede, at jeg selv ville ryge med. Men du havde sikkerhedssele på, tænkte hun. Men hun sagde, – Ja. Det kan jeg tænke mig. – Jeg ville ikke. Jeg ville ikke have, at ... det skulle være sådan. – Nej. De grå øjne mødte hendes blik. Han var en ufærdig person, gammel nok til at have blå, tatoverede tegn på sin hvide hud, men ikke gammel nok til at være far. – Skal du optage det? sagde han. Anita nikkede. – Hvis du gerne vil afgive forklaring nu, kan vi optage det. Så er den del af det overstået. – Og så skal jeg ikke i retten? – Jo, men ikke med så mange mennesker. For så har du jo tilstået. Så er det kun et spørgsmål om at udmåle din straf. Han rettede igen blikket mod loftet, og hun kunne se ham foretage et lille nik, som var så stålsat, som Niels nu formåede. – Så lad os få det overstået, sagde han. Han lå klar, tænkte hun, som en dødsdømt, som havde resigneret over


for bødlens nål. Hun tog sin digitale optager frem og lagde den på det høje sengebord. Så rejste hun sig. – To sekunder, Niels. Hun stak hovedet ud på gangen og nikkede til den kvindelige betjent fra det lokale politi. Anita holdt døren for hende og lukkede den, da betjenten havde stillet sig op ad væggen lige indenfor på stuen. Hun tog plads, tændte optageren og sagde, – Afhøring af Niels Egholm Brandstrup, Frederikssund Hospital, onsdag den 8. juli 2014. Til stede er VKI Anita Hvid og PA Bente Rasmussen, Frederikssund Station. En halv time senere stod hun på gangen med Bente Rasmussen. Den lokale betjent var en let overvægtig kvinde omkring 30. Anita sagde, – Okay. Det var det. – Det svin, sagde betjenten. Anita betragtede hende. – Han har tilstået, PA Rasmussen. Skal vi ikke lade det være godt med det? – Han skulle hænges op i nosserne, hvis du spørger mig. – Ja, men det gør jeg ikke. Der er ingen, der spørger dig. Du har ret til at have din egen mening om ham, men det er retten, der bestemmer, hvad der skal ske med ham. Er vi enige om det? PA Rasmussen lagde hovedet lidt tilbage og løftede øjenbrynene. Hun svarede ikke. Anita sagde, – Godt. Vi gør vores arbejde, ikke? – Jo.


– Og dit arbejde er nu at etablere overvågning og senere overflytning til arresten. Det er dit ansvar, at Niels Brandstrup ikke får mulighed for at tage livet af sig. – Det skulle ikke genere mig, mumlede politiassistenten. Anita lagde hovedet lidt på skrå. – Har vi et problem her, PA Rasmussen? Skal jeg forstå dig sådan, at du ikke ser dig i stand til at etablere overvågning af en arrestant, som jeg anser for selvmordstruet? – Nej. – Nej, det håber jeg heller ikke. Men du skal sige det nu. Hvis du ikke kan udføre min ordre, er jeg nødt til at tage det op med din supervisor, så han kan sætte kompetent mandskab på opgaven. – Det er ikke nødvendigt, vicekriminalinspektør Hvid. Anita nikkede. – Godt. Brandstrup skal bevogtes, så længe han er på hospitalet. Og det betyder, at der skal være nogen på stuen hele tiden. Hele tiden. Når lægerne skønner, at han kan overføres, er det op til den pågældende arrest at anbringe ham under betryggende forhold. Er vi enige? PA Rasmussen nikkede. – Ja. – Fint. Så siger jeg tak for denne gang. Hun sad i bilen. Det var varmt. Hun fandt nummeret på kvinden i forvaltningen i rapporten og tastede på sin mobil. En stemme sagde, – Ingrid Bruun. – Ja hej, Ingrid, du taler med Anita Hvid fra Drabsafdelingen. Ingrid Bruun sagde, – Det er om Johanne Brandstrup,


kan jeg tænke mig. – Nemlig. Niels har lige afgivet forklaring, og jeg har brug for at tale med ... Ina Maria. Den lilles mor. Jeg tænkte på, om du har mulighed for at møde mig derude nu om lidt. – Hos Ina Maria? – Ja. Nu jeg er i Frederikssund. – Hvis hun er hjemme. Men det er hun nok. Hun er i hvert fald sygemeldt. – Det er op til dig. Men jeg tænkte, at Ina Maria måske gerne vil have sin sagsbehandler med. Hun kunne høre socialarbejderen komme op i gear. – Ja, men det ... ja, det er okay. Jeg kan være derude om ... et kvarter? – Fint, sagde Anita. – Så ses vi. Hun tastede adressen ind på GPS’en. Hun var tilfreds. Det var en af de dage, hvor det kørte i et tempo, hun godt kunne lide.


Læseprøve fra Døden i Harkaberg © Lars Kjædegaard og ROSINANTE&CO, København 2015 1. eBogsudgave, 2015 Omslag: Lonnie Hamborg/Imperiet ePub-produktion: Christensen Grafisk ISBN 978-87-638-3751-4 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer. Rosinante er et forlag i ROSINANTE&CO Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K rosinante-co.dk


Af samme forfatter Sidste år – ROMAN 1981 Ringelheim – ROMAN 1994 Et helvedes hus – THRILLER 1995 Hvor hunden ligger begravet – SPÆNDINGSROMAN 1996 Et slag på tasken – ROMAN 1997 Herren giver – SPÆNDINGSROMAN 1998 Som man råber – SPÆNDINGSROMAN 1999 Nekrolog – ROMAN 2001 Det store sus – THRILLER 2002 Israel Falk – ROMAN 2003 Noget fremmed – ROMAN 2004 Montebello – ROMAN 2005 Thelma – ROMAN 2006 Solsorten – ROMAN 2007 Illinois– ROMAN 2009 Smukke Jan – KRIMINALROMAN 2011 Den sidste dommer – KRIMINALROMAN 2011 Den røde labyrint – KRIMINALROMAN 2012 Goyas hund – KRIMINALROMAN 2012 Sorte sø – KRIMINALROMAN 2013 Blomstermanden – KRIMINALROMAN 2014 Som Grethe Lange: Hammermanden – KRIMINALROMAN 2000 Tømreren fra Tikøb – KRIMINALROMAN 2000


Det sorte hus – KRIMINALROMAN 2002 De knuste spejle – KRIMINALROMAN 2002

Døden i Harkaberg af Lars Kjædegaard  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you