Page 1

WHITE MAN handler om en forbrydelse og om

kærligheden før og efter.

SARA JOHNSEN

Thomas og Cathrine tager med deres etårige datter på ferie til en ø i Caribien. De håber på at finde roen sammen. Men lidt efter lidt opløses feriestemningen i en ond række af hændelser, som ingen kontrollerer.

Fra den norske modtagelse af romanen:

SARA JOHN JOHNSEN

Johnsen beviser, at det er muligt at skabe sitrende god litteratur, som både handler om de helt nære og de virkelig store forhold i den verden, vi lever i. En tæt og dirrende spændingsroman, som igen og igen overrasker sin læser. Sara Johnsen (f. 1970 i Oslo) er uddannet filminstruktør og har lavet flere prisbelønnede film og kortfilm, bl.a. Hormoner og andre demoner, Houdinis hund og Vinterkyss, som var Norges Oscar-kandidat i 2005. Johnsen debuterede som forfatter med de kritikerroste fortællinger Han vet om noe hun kan prøve (2004). White Man (2008) er Sara Johnsens første bog på dansk.

Johnsen skaber uhygge og trækker næsten umærkeligt paralleller mellem de forskellige historier. Hun suger læseren med sig ind i en tragt af modsætninger. WHITE MAN er en engageret og effektiv fortælling, som ikke moraliserer. NKR

Sara Johnsen maler historien eminent frem med lange, foruroligende strøg mod en brutal hændelse, som bliver romanens centrum. En intenst engagerende læseoplevelse. Morgenbladet

Dagsavisen

WHITE MAN er original, modig, vidt-

favnende og skræmmende i sin afsløring af kræfter, som vanskeligt lader sig beherske ... En sprængfarlig roman. Hamar Arbeiderblad

ISBN 978-87-7955-635-5

KLIM

ROMAN • KLIM


SARA JOHNSEN

P책 dansk ved Ida Jessen

KLIM


Copyright © dansk udgave – Klim, 2009 Copyright © Gyldendal Norsk Forlag AS, 2008 White Man er oversat af Ida Jessen efter den norske udgave White Man Omslag: Joyce Grosswiler, baseret på foto af Cheryl Casey Skrift: Palatino, Klim Tryk: Narayana Press, Gylling Indbinding: Damms Bogbinderi ISBN 978-87-7955-635-5 1. udgave, 1. oplag, Århus 2009 Forlaget Klim Ny Tjørnegade 19 DK-8200 Århus N Tlf: (+45)86103700 Fax: (+45)86103045

Denne oversættelse har fået støtte fra Kulturkontakt Nord

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Til Cora Alexa og Rebekka


INDHOLD Prolog

I. DEL THOMAS OG CATHRINE

Rejsen Noget ubehageligt der skete på stranden Middag på Merth Forbrydelsen Afhøring Løsningen

II. DEL JOSEPH OG SUSAN

White Man Haverne Susan Dwight får et brev Os Forbudt genkendelse

III. DEL DET DU ØNSKER DIG. DET DU HAR BRUG FOR

Onde spørgsmål Hjemme Den sidste dag

EPILOGER

Breve Sch, sch, sch Rejsen


Prolog

Hun ventede på ham i et forværelse. De havde mødt hinanden en gang før, tre år tidligere, hjemme hos hende. Der hang to gammeldags ventilatorer under det høje loft, og den smalle mahognibænk var skruet ind i væggen. Huset, som nu var præsidentens kontor, havde tilhørt den engelske ambassade, og bag den store have lå havet. Hun prøvede at trække vejret i takt med lyden af bølgerne, der slog ind mod stranden. Bænkens mørke underside spejlede sig i det nyvaskede marmorgulv, og pludselig syntes hun, at det så ud, som om noget smøg sig ind under hendes ben. Det måtte være indbildning. Der var ingen slanger på øen. Hun havde lyst til at rejse sig, men gjorde det ikke. De havde bedt hende om at tage plads. Da hun omsider blev vist ind, stod han ved vinduet med ryggen til. ”Se på mig,” sagde hun, ”jeg er ikke noget monster. Se på mine sko.”




Hun havde de bløde Nike Air-sko på, de passede ikke til den gule kjole, men det var underordnet. ”Jeg købte dem engang for længe siden, i din forretning.” Han vendte sig om og så på hende. Ansigtet havde det samme udtryk som på billederne i avisen, bekymret og koncentreret. Han var en pæn mand, præsidenten, han så yngre ud end sin kone, måske mindre fordomsfuld. De kørte ind i landet. Han sad foran sammen med chaufføren. Udenfor voksede der en tæt skov af løvtræer, sukkerrør, bambus og blomster. Hun sagde ingenting, rømmede sig blot et par gange og tjekkede, at mobilen stod på lydløs. Kirkegården lå i et område, som slaverne før i tiden havde brugt som begravelsesplads. Ved indgangsporten var der rejst en statue af en mand og en kvinde, der stod med armene om et barn. Alle tre havde lagt nakkerne bagover og så op i himlen. Chaufføren standsede og åbnede døren for hende. Kirken var en uanselig bygning uden klokketårn. På væggen over døren var der malet en mørkhudet engel. Den rakte armene ud, og med den ene hånd bød den velkommen. Præsidenten åbnede vinduet og pegede. ”Det er i fjerde række, nede i venstre hjørne,” sagde han og så ikke på hende, mens han talte. ”Du har vel ikke tænkt dig at slå mig ihjel, hr. præsident?” Hun blev pludselig bange for, at de ville skyde hende her og lade hende blive liggende mellem gravene. ”Myrderiet er det jer, der står for,” sagde han og rullede vinduet op.




I. DEL

THOMAS OG CATHRINE


1

REJSEN

”Vi har hver vores måde,” plejer Cathrine at sige, når de taler om det, der er sket. Det hun mener er, at de har hver deres måde at bearbejde det på. Thomas skriver lister: Jeg var ikke længere den bedste arkitekt på kontoret. Talte ikke om far. C dominerende? Finde ud af hvorfor jeg tog med ud at sejle, verdens fejeste mand. Ich? Det er hans måde at lede efter en mening på, at huske hvem han var og tænke over, om han eller omgivelserne har forandret sig. Af en eller anden grund giver det ham en følelse af kontrol. Cathrine skriver ikke lister. Hun deler ikke hans behov for at lave en historie, en slags logisk årsagssammenhæng. Heller ikke hans tro på, at hvis man kan sige, hvornår det begyndte, så kan man finde ud af, hvornår det vil slutte. For hende er det, der er sket, noget de ikke er herre over, det er

11


en grusom tilfældighed, et uheldigt møde. Mindet vil blegne med tiden, men erfaringen er en del af deres liv og vil altid være det. Det er det ord hun bruger, erfaring. Han synes, det er sært og har sagt det til hende, men hun bliver ved med at bruge det, som om det er med til at understrege, hvad hun mener. Tilfældige erfaringer former livet og giver det en ny retning. Sådan er det for alle mennesker. Jordskælv, oversvømmelser, sygdomme, drab, voldtægt, det er noget man må leve med, det hører aldrig op. ”Hvis du kan finde en mening i det, kan du godt skride,” råber Cathrine engang under et skænderi. De deler begge to livet ind i et før og et efter det, der skete. Indtil da havde de delt livet ind i før og efter Adam. ”Det var før Adam?” kunne Cathrine sige og smile, for Thomas havde forandret sig meget, efter at sønnen var blevet født, han holdt op med at snakke om at han ville stå op noget før og gå noget senere i seng, eller barbere alt håret af, når noget gik skævt på arbejde. Adam havde givet Thomas en ro, som intet kunne rokke ved, ikke engang Cathrines ugentlige krav om, at han skulle tegne et hus til dem. Til at begynde med tænkte Thomas, at det hele startede den dag, han sad på kontoret og læste den interne mail, der dukkede op på skærmen. Den lød nogenlunde sådan her: Vi kan ikke leje huset, fordi svigerfar er blevet syg, er der andre der vil have det i stedet? Sven. I det vedhæftede dokument var der en annonce med tekst og billeder. Huset lå ved havet, og selv om det var barsk at bade lige nedenfor, lå verdens bedste strand kun et par kilometer derfra. Der fulgte hushjælp og have­mand med. Han klikkede sig igennem en serie billeder af hvide, øde strande og palmer og blåt, glitrende hav. Det var en unik mulighed, skrev udlejeren. En ny regering åbnede for masse-

12


turisme. Snart ville de store hoteller stå færdige, og den lille ø, som ejeren kaldte en usleben diamant, ville miste sit originale og eksklusive præg. Thomas havde kigget ud på den grå himmel og følt, at han for første gang i lang tid ville have noget. En ferie sammen med børnene. Dage der kunne bruges til at snakke ordentlig med Adam eller lege med Maria, inden hun igen skulle pakkes ind i uld og afleveres i vuggestuen. Sol og varme. Ikke efter måneder med planlægning, men som konsekvens af et valg, taget af ham alene. Han bestemte sig for at ringe til Cathrine, selv om hun sikkert var midt i undervisningen. Cathrine var på vej fra det ene klasseværelse til det andet, han kunne høre, at det ringede ind. Hun sagde ja, hun sagde altid ja. Adam sagde nej, han ville blive hjemme og synge koncerter med sit kor. Thomas sagde, at enten tog de af sted alle sammen, eller også blev de hjemme, men han afbestilte ikke, for han troede, at Adam ville give efter. Cathrine sagde, at Adam var tretten år og stor nok til selv at bestemme, de skulle kun være væk i fjorten dage, og de kunne ikke lade Adam afgøre, hvad de skulle. Thomas havde taget det op med hans lærer til forældre­ konsultationen inden juleferien. ”Han er jo meget selvstændig,” sagde hun og så kun på Adam. ”Men kan han få fri nogle dage i januar, hvis han nu skulle skifte mening?” spurgte Thomas. ”Det gør jeg ikke,” sagde Adam og smilede. Lærer­inden lo. ”Hvad nu hvis du fortryder?” sagde Thomas. ”Hvis du fortryder, får du fri,” sagde lærerinden og blinkede, ”men det ville jeg ikke løbe an på.” De havde talt om musik og matematik, Adams fremgang i fagene og det, han syntes var svært. Thomas havde været

13


overrasket over, hvor direkte og konfronterende sønnen var. Hvor åbent lærerinden og Adam talte sammen, indforstået og ekskluderende. ”Næsten som om de havde en hemmelighed sammen,” sagde Thomas, da han fortalte Cathrine om samtalen senere på aftenen. Hun slukkede sengelampen, og han kunne kun ane hendes profil i mørket. Samtalen havde fundet sted i Adams klasseværelse. Thomas sad ved et bord, hvor nogen havde tegnet Homer Simpsons ansigt. Han havde set sig rundt og tænkt, at her sad hans søn hver dag, time efter time. ”Det er måske det, der er hemmeligheden,” sagde Cathrine og lagde sig i hans arm. ”Bordene, madpapiret, tavlen og de andre elever, alt det han ser, som vi ikke kender til.” Da Thomas rejste sig for at gå, rakte lærerinden ham hånden. ”Adam har fortalt, at hans farfar er død, og at det var meget hårdt.” På vejen hjem var de kørt forbi kirkegården. På afstand lignede graven et brunt ar i den tørre plæne. Stenen skulle på til foråret, og i mellemtiden havde bedemanden sørget for et hvidt trækors med faderens navn. Et tyndt lag rim havde lagt sig over bogstaverne og gjorde dem utydelige. Adam bøjede sig ned og gned rimen af. To sorte krager fløj i kryds mellem de høje graner, og Thomas fortrød, at han ikke havde taget lange underbukser på. ”Det er en god tanke, at jorden ligesom skal have os tilbage,” sagde Adam, da de gik tilbage til bilen, ned ad stien mellem gravene. ”Hvorfor det?” spurgte han og tænkte på faderens døde krop, der lå i kisten. ”Fordi vi på en måde bare låner hinanden, og det vi låner,

14


skal vi passe godt på,” sagde Adam og tog hans hånd. Adams hånd var varm, og Thomas følte sig bedre tilpas. ”Tag med,” sagde han og så på sønnen, ”tag med på den ferie for min skyld. Det gør mig godt at have dig i nærheden. Dit gode hoved.” Adam så op på ham med det spørgende blik som han plejede at bruge, når han ville vise, at han syntes Thomas opførte sig idiotisk, og rystede bestemt på hovedet. Thomas slap sønnens hånd og forstærkede sine skridt. Han tænkte, at sønnens manglende evne til at gøre noget for hans skyld var et tegn på egoisme og ufølsomhed. Det gjorde ham vred. Da han bagefter kom i tanker om denne samtale, skrev han: Adam var kommet i puberteten, og det var svært for mig. Aftenen inden de tog af sted, skulle Adam synge. Thomas havde sat Cathrine af foran kirken, kørt rundt i snefoget og vidst, at han ville komme for sent. Efter tre runder fik han øje på en ledig plads. Han var i færd med at bakke ind, da en anden bil kørte ind foran ham. En mand på hans egen alder steg ud og låste døren. Thomas bremsede op parallelt med bilen, rullede vinduet ned og råbte ham an. Et højt og amerikansk ”Hey!”. Manden standsede med et ryk og vendte sig om. Over skulderen havde han en hvid pels. Hans øjne var røde og blodskudte, og på hovedet havde han en hue af samme hvide pels. Thomas stod ud af bilen. ”Er du blind?” Manden tog et par skridt baglæns, så vendte han sig om og løb. Pelsen stod efter ham i luften, han lignede et dyr. En hare på flugt ind i skoven. ”Det var min plads!” råbte Thomas og sparkede til mandens bil. Det var ikke noget hårdt spark, men alarmen gik i gang. I

15


en fart sprang han ind i sin egen bil og genoptog sin jagt efter en plads. Han havde fået våde sokker, og et tyndt lag sne havde lagt sig som et låg over hans hår, da han kom ind i kirken. Han rystede på hovedet og krummede de kolde tæer i skoene. Så fik han øje på Adam, lidt gemt bag en dreng der var for høj til at stå på forreste række. Adam stak hagen frem og sang med lukkede øjne. Hans mund åbnede sig i et O, som mindede Thomas om en fisk, der gisper efter luft. Synet af sønnen gjorde ham både rørt og lattermild. Cathrine havde lagt sin frakke på bænken for at holde en plads til ham. Hendes arm strakte sig i et V fra kroppen og over frakken. Han forestillede sig, hvordan hun hviskede til sidemanden: ”Undskyld, men her er optaget.” Han gik ind foran de andre og satte sig ved siden af hende. Rakte hende sin hånd og lod hende varme den. Et øjeblik spekulerede han på, hvad de ville få at spise, de skulle spise hos Clements, som også passede Maria. Cathrine lagde hovedet på hans skulder, og han tog en indånding og forsøgte at lytte til sangen. ”Er han ikke noget helt særligt,” hviskede Cathrine, og han nikkede. Bagefter, da de sad i bilen, han med en krøllet parkeringsbøde i lommen, så han på Adam i bakspejlet. Sønnen sad tilbagelænet og kiggede lidt fjernt ud af ruden. Det sneede stadig. ”Fortryder du, at du ikke tager med?” ”Nej,” sagde Adam. Adam skulle bo hos Clements, som havde en datter, Tori, der var nøjagtig lige så gammel som ham og desuden hans bedste veninde. De fik fisk. Anna Clements havde dækket bord i stuen, og Peter, hendes mand, stod for maden. Tori lukkede op med

16


Maria på armen. Tori sagde ikke hej, hun himlede bare med øjnene og mumlede, at maden ikke var færdig. Thomas prøvede at regne ud, hvor lang tid middagen ville tage, han tænkte på kufferten der skulle hentes ned fra loftet og skjorterne, der stadig lå våde i vaskemaskinen. Toilettasken skulle fyldes med Nexium mod mavekatar, Imovane mod søvnløshed, et termometer hvis Maria blev syg, hovedpinetabletter, solfaktor og plaster. ”Var der ikke engang en sang om den ø?” Peter viftede med sin kniv. ”Jeg sover med høvdingens datter, mit skib er gået ned og min skat er begravet i sand, hun giver mig kokosmælk ...” Hans stemme var overraskende sensuel. ”Der er ikke ret mange af den slags damer tilbage,” sagde Cathrine. De havde været på nettet og læst, at den indfødte befolkning var gået til grunde, da øen blev kolonialiseret af englænderne sidst i sekstenhundredetallet. Der blev anlagt store sukkerplantager og skibet slaver over fra Afrika. ”Hvis du var så uheldig at være næstældste søn af en godsejer i England, kunne du få en plantage med slaver dernede som kompensation for at arven gik til storebror.” Cathrine smilede til Peter, for han og hans søster var midt i en bitter arvestrid om familiens sommerhus i Tønsberg. Thomas vidste, at det var et ømt punkt, og prøvede at dreje samtalen over på noget andet. ”Der har været politiske omvæltninger dernede, som åbner for mere turisme, vi prøver ligesom at opleve lidt af det gamle, mens det stadig kan nås.” ”Opleve noget ægte og uberørt?” afbrød Peter ironisk, og til Thomas’ overraskelse havde vennen alligevel alle­rede fået tårer i øjnene.

‫ﯽ‬

17


Turen var lang og ubehagelig. Hver gang der var turbulens, kom der en finsk stewardesse og prikkede til ham med en negl og bad ham om at tage Maria ud af sengen og over på skødet. Hun forklarede, at det var mere forsvarligt at have Maria fastspændt i hans sele, hvis flyet kom ind i uroligt luftrum. Maria græd og flyet rystede, Cathrine fortalte en historie om et fly, hvor loftet var gået løs og var røget af. Alle passagererne overlevede, fordi de havde siddet fastspændt, men den stakkels stewardesse, der gik rundt og serverede gin og tonic, var røget ud sammen med rullevognen og det hele. Den historie fik ham til at le. Da flyet landede, og de i kø gik ned ad de stejle trapper, lagde han mærke til nogle af deres medpassagerer. De var i dyrt tøj og havde dyre tasker og lignede ikke almindelige charterturister. Flyet larmede, selv om det stod stille, og vind fuld af benzinstank blæste ind i hovedet på ham. Nede på jorden kørte der en lille bil med blinkende gule lygter. Et øjeblik følte han sig svimmel og utilpas, men så trak han vejret dybt ind og bar Maria sikkert ned ad alle trappetrinnene. De skulle gå fra flyet og hen til terminalen. Natten var varm og fugtig, og det føltes uvant at indånde den fremmede luft. Lufthavnen mindede om en stor lagerbygning, og der lugtede af sved og bonet gulv. Han satte sig på en af de slidte stole langs væggen, mens Cathrine gik ud på toilettet for at vaske sig. Maria smilede til ham, og han tog et lag tøj af hende. ”Så er vi her.” Han kyssede hendes klamme halsgrube. Da de omsider stod i den lange kø for non residents med hver sin blå kuffert, virkede det, som om lufthavns­personalet arbejdede i slowmotion. Køen for de fast­boende forsvandt hurtigt, og han kunne ikke forstå, hvorfor de ikke kunne dele den kø, han selv stod i, i to, så det kunne gå lidt stærkere. Da det endelig blev deres tur, viste det sig, at han havde glemt at udfylde landingskortet. Han blev bedt om at træde til side og

18


vente. Cathrine gik igennem med Maria. Hun råbte, at hun ville finde en taxi imens. En mand i grå uniform bad ham om at følge med ind på et lille kontor. Der måtte han besvare spørgsmål om, hvad han arbejdede med, og hvorfor han ville besøge landet. Thomas prøvede at sige, at han havde tænkt sig at stå på ski, det var ment som en spøg, men den alvorlige, sorte mand syntes ikke, det var sjovt. ”Hvad er hensigten med Deres besøg?” gentog manden, han svedte i panden og talte et hurtigt engelsk med en accent, der slugte konsonanterne. Thomas trak på skuldrene. Manden så længe på ham, og så skrev han noget på papiret. Thomas lagde mærke til, hvor barnlig hans skrift var, store, runde bogstaver. Bagefter kunne han ikke forstå, hvorfor han ikke bare havde sagt, at han skulle på ferie. Da han slap igennem og kom ud, så han Cathrine sammen med en mand i en gul skjorte. Roligt gik han hen til dem. Manden tændte en cigaret. ”Der er ikke børnesæder i taxierne her.” Cathrine pegede på en bil, der stod parkeret på fortovet. ”Skal I med eller skal I ikke med?” sagde manden i skjorten. De satte sig ind. Thomas gav chaufføren sedlen med adressen. De kørte hurtigt, og han holdt Maria tæt ind til sig. Udenfor kunne han se konturerne af små, firkantede huse, høje træstammer og nogle steder grupper af mennesker, der kom gående på vejen eller stod rundt om bål i vejkanten. I radioen blev der spillet en sang med det samme refræn igen og igen. En mørk stemme sang: ”What you gonna do with the ball?” En lys stemme svarede: “I am gonna put the ball in the goal.”

19


På et tidspunkt dyttede chaufføren og bremsede hårdt op, der var noget foran dem på vejen, en hund eller en ged. Cathrine lagde hovedet på hans skulder, hun var måske for træt til at blive bange. Maria faldt i søvn og blev slap i kroppen. Efter tyve minutter på en bumpet vej kom de til en smal asfalteret vej med gadelygter og villaer på begge sider. Taxien standsede foran en låge. Chaufføren stod ikke ud for at hjælpe dem med bagagen, og prisen han forlangte, var 50 dollars, mere end det dobbelte af, hvad Thomas havde regnet med. Chaufføren tog imod pengene uden at sige tak og kørte sin vej. De blev stående lidt i mørket og så de røde lygter forsvinde. Bag lågen kunne han skimte huset. Hushjælpen havde lagt nøglen under en sten til venstre for trappen, og koden til låsen på portlågen var fire-fire-to. Kontakten til trappelyset skulle være til venstre lige inden for entre­døren. Alt det havde han repeteret for sig selv flere gange. Cathrine gik fra rum til rum og kom med begejstrede udråb. Soveværelset var stort og dejligt med en opredt seng. Thomas slog rejsesengen op til Maria, og Cathrine lagde hende ned i den. Hun sov så tungt som hun kun gjorde, når hun var fuldstændig udkørt. ”Er du glad?” hviskede Cathrine til Thomas, da de lå ved siden af hinanden i den store seng. ”Jeg er glad,” hviskede han tilbage, men han vidste ikke, om det var sandt. Mere end noget andet var han træt og ville sove. Fra det vældige mørke uden for vinduerne hørte han havet, som kom bærende med bølge efter bølge. Han var den første, der vågnede. En tid lå han og lyttede til blæseren, som de havde stillet ved fodenden, fuglene i haven og Cathrines åndedræt. Alle lyde var som pakket ind i den store lyd fra havet udenfor. Forsigtigt stod han op.

20


Ude i køkkenet satte han vand over. I et af skabene stod der Nescafé. Han gik gennem stuen, åbnede skydedørene ud mod havet og blev stående og så ud. Langt ude, hvor havet og himlen mødtes, kunne han skimte konturerne af et stort skib, længere inde et par hvide sejl. Resten var nuancer af blåt, der dirrende gled over i hinanden. Solen var nået et stykke op på himlen, og han mærkede, hvor skønt det var at være helt nøgen. Så hørte han noget, som han genkendte som lyden af rindende vand. Først tænkte han, at han havde glemt at lukke for vandet ude i køkkenet, men på vej derud gik det op for ham, at lyden måtte komme nede fra haven. Kunne gartneren allerede være kommet? Han gik hen til vinduet i stuen og kiggede ud. I bunden af haven, mellem to palmer, var der bygget en åben brusekabine. En af dem man bruger, når man vil skylle sand og saltvand af. Den havde tre vægge og var beklædt med små, grønne fliser på både ydersiden og indersiden. Ved den ene væg stod der en busk med hvide blomster, som han ikke kendte navnet på. En gren nåede helt op til to bambusstokke, der holdt et kæmpestort bruserhoved. Under bruseren stod der en pige. Hun havde lagt noget, der måtte være en skoletaske og en skoleuniform på en bænk. Under bænken, ved siden af et par badesko – den slags man bruger for ikke at skære fødderne, når man går på koraller – stod der to sorte, flade tøjsko. Han lænede sig frem for bedre at se hende. Hun var lille og tynd, med bryster der pegede opad. Et øjeblik tænkte han, at han burde gå sin vej, at det var forkert at kigge på en pige der åbenbart troede, at der ikke var nogen hjemme og så det her som en mulighed for at få sig et brusebad, men så greb hun en sæbe der var bundet fast til bruseren, bøjede knæene lidt og lod vandet løbe så det først ramte sæben, så hendes hår, så ansigtet, brysterne og lårene.

21


Et øjeblik lagde hun hovedet bagover og stak en lyserød tunge ud mellem de mørke læber. Synet af tungen sendte en iling ned gennem hans lår. Så vendte hun ryggen til ham. Hun stod og gned sæben mellem hænderne, trådte et skridt væk fra vandet og sæbede sig ind over hele kroppen. Den sorte hud glinsede af hvidt sæbeskum. Hun havde ikke noget håndklæde med. Hun trådte ud af kabinen og hoppede et par gange op og ned. Det så ud, som om hun havde fået vand i det ene øre, for hun rystede på hovedet med det sorte hår til den ene side og åbnede og lukkede munden. Så bøjede hun sig over tasken og tog en tube creme op. Hurtigt og med selvfølgelige bevægelser smurte hun sine ben ind, armene, maven, halsen og til sidst ansigtet. Vandet til kaffen kogte ude i køkkenet. Han listede sig hen til kogepladen og tog vandet af. Hældte vand i koppen, bestemte sig for at lade hende være i fred, men så kunne han alligevel ikke lade være. Hun havde fået både nederdel og sko på nu, hun knappede blusen og satte sig på hug, lukkede sin taske og rejste sig op med den på skulderen. Et øjeblik blev hun stående ubevægelig, så løftede hun hovedet og så direkte op mod det sted, hvor han stod. Hurtigt trådte han et par skridt baglæns ind i stuen. Solen ramte ruden, så han mente ikke, hun kunne få øje på ham. Alligevel fik han hjertebanken. Han stod stille og trak vejret, til han hørte lyden af en låge, der blev åbnet. Hurtigt gik han hen til køkkendøren og kiggede ud. Derfra kunne man se lågen og lidt af vejen udenfor. Hun lukkede forsigtigt lågen i og løb. En ung pige, måske seksten år, i en blå skoleuniform. Før i tiden kunne denne oplevelse være blevet begyndelsen på en af de ophidsende og banale historier, som Cathrine og han plejede at hviske til hinanden, mens de elskede. Fantasier

22


der fik ham til at sige de mest vulgære ord i hendes øre. Bag­ efter lo de og skammede sig. Det var længe siden, de holdt op med det efter at Adam var blevet født. Han vidste ikke rigtig hvorfor, de blev trætte af det, begge to, måske fordi de kendte hinanden for godt, eller fordi alvoren i det at blive forældre forvandlede det som var ophidsende til at blive komisk. At få et barn havde desuden gjort Cathrine mere usikker, og nogle gange var han bange for at såre hende, bange for at hun skulle tro, at han ville have noget andet. Thomas tog kaffen med ud på terrassen og satte sig i en plasticstol. Han spredte benene og rørte ved indersiden af sit lår med fingerspidserne. Lukkede øjnene og forestillede sig pigen i bruseren, mens han lænede sig tilbage mod den varme stoleryg. Hvis han var heldig, sov Maria. Han satte kaffen fra sig på bordet og rejste sig. Cathrine lå på ryggen. Hun var lige vågnet. Thomas stillede sig i døråbningen, så hun kunne se ham i fuld figur. ”Jeg har tænkt på en ting,” hviskede hun. Han løftede pegefingeren op til munden som tegn til, at hun skulle være stille. De lå stadig i sengen, da de hørte nogen låse sig ind i køkkenet. ”Det er sikkert bare hushjælpen,” hviskede han, men Cathrine syntes, de skulle stå op. Tage tøj på og købe ind. Spise morgenmad. Hushjælpen hed Wilma, hendes hår var samlet i en knude i nakken, og om halsen havde hun en kæde med et kors i. Hendes læber var tæt sammenpressede, ikke engang da Maria så på hende med sit skælmeblik og smilede, smilede hun igen. Hendes håndtryk var varmt og slapt, Thomas fik på fornemmelsen, at hun ikke brød sig om at røre ved ham.

23


”Det er måske ikke så mærkeligt,” sagde Cathrine, da de senere sad ude på terrassen og drak te. Han havde prøvet den lille røde Golf og var kørt ned til købmanden. ”Der kommer jo sikkert hele tiden nye turister.” Han havde klaget over, at alle dem han havde mødt i forretningen var sure. Butikken var et supermarked med et stort udvalg af vaskepulver, dårlige grøntsager og læssevis af frossent kød. De var næsten en time om at bestemme sig for, om de skulle tage madpakke med eller ej. Han var sikker på, at der lå et sted, hvor de kunne spise i nærheden af stranden, hun var altid bange for at blive sulten og for at ting skulle være lukket. ”Så kører vi bare hjem og spiser,” sagde han og kyssede hende i nakken. Der var ikke noget barnesæde i Golfen, så han kørte meget langsomt. Cathrine sad omme bagi med Maria på skødet. Villaerne var enorme, omgivet af pigtrådshegn og høje låger. ”Det er sikkert ferieboliger for rige amerikanere og eng­ lændere,” svarede han, da hun spurgte, hvem der mon ejede den slags. For at komme ned til stranden, skulle de ud på en større vej. Det føltes uvant at køre i den forkerte side af vejen. En varebil dyttede og susede forbi. Thomas blinkede ind til siden og standsede for at tage solbriller på. Nu kunne de se havet på den anden side, bag en række høje palmer med kokosnødder. ”Det er længe siden jeg har set så meget himmel,” sagde Cathrine og pegede for at vise Maria de røde blomster, der voksede i vejkanten. Et stort firben krøb op på en sten som lyste hvidt i det stærke solskin. ”Jeg synes, de er smukke,” lo Cathrine, da Thomas foreslog at de skulle holde sig i bilen resten af turen.

24


Solen stod højt på himlen nu, og de var bange for at Maria skulle blive skoldet. Bag stranden, der strakte sig flere hundrede meter i en bugt, voksede der høje træer i en skyggefuld lund. ”Vi får garanteret sol nok,” sagde Cathrine, og de blev enige om at sætte sig i skyggen. Stranden var ikke så øde som på billederne i annoncen. Sorte mænd joggede forbi i det gule sand, åbenbart for at få motion, og måske også for at blive set. Thomas så ned ad sin egen krop. Der voksede hår overalt, og de lyseblå badebukser begyndte at sidde stramt. Det var længe siden, han havde dyrket motion. ”Synes du, de ser godt ud?” spurgte han Cathrine. Cathrine støttede sig på albuerne og så på en gruppe mænd, der spillede fodbold lidt bag dem. De havde stillet to affaldstønder op som mål. Uden at ville det fik han sangen fra taxien på hjernen. ”What you gonna do with the ball.” “Der er noget over deres fysik,” sagde hun, og han mærkede et stik af jalousi. ”De er utroligt smukke.” Hun strøg ham over armen. ”Men det føles også meget fremmed, synes du ikke?” spurgte hun. Han tænkte på pigen i bruseren. Et øjeblik spekulerede han på, om han skulle fortælle om hende, men nu syntes han, det var lidt for sent. ”Jo,” sagde han bare, for det var sandt. De spiste frokost på en café der lå for enden af bugten. Små borde med hvide duge var anbragt på en platform under et gennemsigtigt tag. Oversiden af taget var dekoreret med strandskaller, og Maria lagde nakken tilbage og kiggede derop. Hun kunne lide lysspillet som solen lavede mellem skallerne. De ville begge to have hvidvin, og de blev enige om, at

25


Thomas godt kunne drikke et glas, selv om han skulle køre. Thomas bestilte tunfisk og Cathrine kylling. ”Vi kan jo smage hos hinanden, ikke?” sagde Cathrine og skar ansigt, for Thomas’ mad smagte altid bedst, men hun ville alligevel ikke lade ham bestille for sig. Lugten af fisk og hav blandede sig med lugtene fra køkkenet. En lang mole strakte sig ud i havet, og det var tydeligt, at det var her fiskerbådene kom ind med deres fangst. Hvide plastickasser stod stablet oven på hin­anden på stranden sammen med gamle garn og orange bøjer. ”Ved du hvad jeg lå og tænkte på i morges, før du kom ind?” Cathrine rakte ud efter sit glas. Det er mærkeligt, at det var i går, vi kom, tænkte han. Det virkede allerede så længe siden. Hun tog en slurk. ”Noget Adam sagde. At vi, vi låner kun hinanden. At jeg låner dig og Adam og Maria.” ”Af hvem?” Han smilede, for det var typisk Cathrine at kaste sig over teorier, der kunne hjælpe hende med at dyrke de nære relationer. På den rigtige måde, som hun plejede at sige. ”Af Gud, eller af jorden, det er lige meget hvem det er.” Hun kyssede Marias lille, buttede hånd. ”Det har jeg glædet mig til at fortælle dig, det virkede så klogt da Adam sagde det, og jeg blev så stolt af min søn, der fik mig til at tænke noget nyt.” Thomas nikkede. ”Han sagde noget lignende til mig, men jeg hørte vist ikke rigtigt efter.” Han sagde det om ikke at høre efter, fordi Cathrine og Adam altid anklagede ham for ikke at lytte og ville have, at han i det mindste skulle indrømme, at det var sådan det var. For at understrege sin selvpålagte velvillighed, smilede han et nyt hurtigt smil og sagde: ”Fortsæt.” ”Jo, hvis jeg nu bare låner dig, så ser du pludselig lidt anderledes ud. Du er mere fremmed, men også mere hellig, som en helhed, noget jeg bliver nødt til at respektere på en anden måde.”

26


Han så på hende, hun havde ladet Maria tage solbrillerne og tygge på dem, hendes øjne var røde, måske skyldtes det badet eller det stærke sollys. ”Så er det ikke længere en selvfølgelighed, vores forhold, forstår du hvad jeg mener?” ”Måske,” sagde han. Senere på aftenen havde han tænkt, at han ville have at deres forhold skulle være en selvfølgelighed, og at det var det, der gjorde det unikt og værdifuldt, men da han kom i tanker om det, var Cathrine allerede gået i seng. Tjeneren kom med regningen. Han var en tynd, ung mand i hvide bukser og rød skjorte. En helt anden type end mændene på stranden i bermudashorts og rastahår. Han smilede, og Thomas gav ham ekstra drikkepenge. ”Wow, det første smil,” sagde han til Cathrine. ”Det ser ud som om den offentlige tandpleje fungerer her,” sagde hun. De havde været i Rom året før og lagt mærke til, at alle tjenerne havde rådne tænder der. ”Det kan være, at sorte har stærkere tænder,” sagde han. ”De har måske bare ikke råd til søde sager,” sagde Ca­ thrine. ”Øen lever vel af at producere sukker?” Han rakte ud efter Maria for at sætte hende i barnevognen. Mens de gik op mod bilen, tænkte Thomas på Adam, og på hvor bange han havde været for at gå til tandlægen. Thomas havde måttet holde hans arme, mens tandlægen borede. Bagefter havde tandlægen givet Adam en lille hvid plastic­ svane, som Adam smed ud af bilen, da de kørte hjem. ”Kan du huske, hvor gal Adam plejede at blive hos tandlægen?” sagde han. ”Ikke kun der,” sagde hun. ”Det er mærkeligt, nu har jeg så svært ved det, når han bliver gal, men da han var lille, syntes jeg det var godt.”

27


”Adam er da aldrig gal længere?” Cathrine så forbavset på Thomas. ”På mig er han,” sagde Thomas. Cathrine sagde ingenting, men han vidste, at hun syntes han var forkert på den, og at hvis der var nogen hjemme der af og til blev vred, så var det Thomas og ikke Adam. De bestemte sig til at udforske den lille by, der lå bag stranden, og så måske tage en sidste dukkert, inden de kørte hjem. Det viste sig, at der lå et supermarked på den anden side af vejen. Cathrine fandt mange af sine yndlingsvarer: havrekiks, Twinings te, vakuumpakket mozzarella og gin, tonic og lime til at lave drinks af. Foran supermarkedet lå der en stor parkeringsplads. Sammen med en tobaksforretning, tre souvenirbutikker med fuldstændig ens udvalg og en skoforretning dannede de en slags hestesko rundt om pladsen. Nedenfor, ud mod vejen mellem byen og stranden, lå der to benzintanke, et par restauranter, en minibank, og et stort gråt murstenshus som han gættede på var en fiskeauktion. Hjemme i huset var der rent og pænt overalt. Solen var på vej ned, og Cathrine lavede en drink til dem. De bar barnesengen ud til Maria, så hun kunne sidde i den og lege lidt. ”Jeg laver pasta til os,” sagde Cathrine. Han havde lyst til at ringe til Adam, men derhjemme var klokken kun to, og Adam var stadig i skole. De spiste og lod opvasken stå. Cathrine puttede ­Maria, og han satte sig til at læse i en af de fem romaner han havde med. Allerede nu havde han en følelse af, at det var for få. Da Cathrine kom ud, havde han lige tændt den udendørs lampe. Hun havde været i brusebad og vasket sit hår. I hånden havde hun en fugtighedscreme.

28


”Gider du?” Hun satte sig på en stol foran ham. Selv i dette lys kunne han se, at hun var blevet rød. ”Gør det ondt?” spurgte han og smurte så forsigtigt han kunne. Cremen var kold i hans hånd. ”Lidt.” Hun strakte armene bagover og lod skulderbladene mødes. ”Vi bliver nok nødt til at være forsigtige.” ”I morgen tager vi ind til byen,” sagde han. ”Ved du, hvad jeg synes der er mærkeligt at tænke på?” sagde hun. ”Nej,” sagde han. ”Det er mærkeligt, at det er lykkedes de hvide at bilde de sorte ind, at hvid hud er det pæneste. Jeg mener, når det er så indlysende at det ikke passer.” ”Ja, det er mærkeligt,” sagde han. ”De kan jo se, at vi soler os og prøver at blive brune?” ”Ja,” sagde han og mærkede hvor varm hendes hud var under hans håndflade og cremen. ”Jeg tænkte på noget, mens jeg puttede Maria, vil du høre?” ”Ja,” sagde han, til trods for at han havde lyst til at sige nej. Ikke fordi hendes tanker var kedelige, men de kunne være plagsomme at forholde sig til og fratage ham muligheden for selv at formulere sætninger i tankerne. ”Jo, du ved hvor svært jeg synes det er, det med far. At han er blevet gammel og svag, men så er det jo alligevel ham, der bestemmer. At jeg ikke ved, hvor hans magt begynder og slutter, og at jeg bare må affinde mig med, at det er sådan, og at det gør mig rasende.” Han smurte hendes ryg færdig og stillede cremen på bordet. Hun drejede hovedet og så på ham. ”Sådan tror jeg, det er for de indfødte her, at før var det de hvide der bestemte og sad med al magten, som en slags far, og nu kommer vi og minder dem om det, og de bliver ligesom

29


nødt til at adlyde, for vi har pengene, men samtidig er det irriterende.” Hun vendte igen hovedet ud mod havet. ”Wilma, hushjælpen, hun er som en vranten teenager, hun gider ikke engang svare eller se mig i øjnene.” Pludselig fik han det indfald, at det i virkeligheden var ham, hun talte om. ”Men jeg ved ikke om det har noget med hudfarve at gøre,” sagde han, for han ville ikke være undvigende og trodsig. ”Det kan jo være generthed eller en slags respekt, fordi vi giver dem arbejde.” ”Det er ikke respekt.” Hun lagde fødderne op på hans stol og åbnede hans bog med tæerne. ”Er den god?” ”Det ved jeg ikke endnu, skal jeg også tage dine ben?” ”Nej,” sagde hun og rejste sig. Han satte sig på sin stol og tog igen bogen, hun blev stående. ”Gik det godt med Maria?” spurgte han. Hun nikkede, stod øjensynlig og lyttede til det vældige brus fra havet. ”Jeg tror egentlig gerne, jeg vil i seng,” sagde hun. ”Skal vi ringe til Adam først?” ”Du kan bare ringe, og hils fra mig,” sagde hun. Han nikkede. Hun blev stående. Han vidste, at hun ikke ville gå med det samme. Der eksisterede den slags øjeblikke imellem dem, noget der opstod, en slags forventning. Somme tider blev hun meget såret uden at han rigtig vidste hvorfor. Det kunne endda ske, at hun begyndte at græde. ”Tror du vi får en god ferie?” ”Ja,” sagde han. ”Det tror jeg.” ”Tror du vi kommer til at kede os?” ”Det gør ikke noget at kede sig lidt, jeg glæder mig til at

30


læse og bade.” Han smilede til hende. Hun mente ikke man kunne kede sig sammen med en, man elskede. ”Det var dig, der ville af sted.” ”Jeg tror, vi får det dejligt.” Han lænede sig tilbage og strøg hende over knæhaserne. Hun smilede, lukkede øjnene og formede munden til et O, så lo hun lidt ad sig selv. ”Adam er noget for sig selv,” sagde hun. ”Meget selvhøjtidelig, når han synger.” ”Kom, så ringer vi,” sagde han og rejste sig for at finde telefonen. Der var en trådløs telefon i huset som de kunne bruge, ejeren ville sende en regning bagefter. Han tog den med ud på terrassen. Den ringede langt og hult, så lød der en stemme, Adams lyse hallo. Han rakte røret til Cathrine. ”Adam!” råbte hun, ”her sidder vi i shorts og ser ud over havet.” Vi hører havet, tænkte han, vi kan ikke se det. ”Maria har det godt, hun sover!” Thomas tog Cathrine om livet, og hun lænede sig tilbage, op ad ham. ”Vil du sige hej til far?” Han blev siddende oppe i et stykke tid efter at hun var gået i seng, og drak en gin og tonic og læste et kapitel i sin bog. De sov begge to, da han kom ind i soveværelset. Han klædte sig af og gik forsigtigt i seng. Hans fodsåler var ømme fordi han havde gået barfodet, og hans hud var varm af solen. Han fortrød, at han ikke havde taget en flaske vand med ind. Så prøvede han at huske Adams stemme i telefonen. ”Jeg elsker min søn,” tænkte han og lod ordene rinde gennem sit hoved som en slags aftenbøn. Det satte ham i stand til at falde i søvn til lyden fra havet.

31

White Man af Sara Johnsen  

SARA JOHNSENSARAJOHN ROMAN • KLIMROMAN•KLIMROMAN•KLIM På dansk ved Ida Jessen KLIM Forlaget Klim Ny Tjørnegade 19 DK-8200 Århus N Tlf: (+45)...