Issuu on Google+


Kim Fupz Aakeson og Niels Bo Bojesen

VITELLO gør en god gerning

Gyldendal


Drengen de kaldte Vitello boede nu engang i det rækkehus ved den ringvej med den far der ikke var der, og den mor der var der. Han boede tæt på sine irriterende venner, Max og Hasse. Og på møgungen William. Og på den hemmelige kæreste, Kamma. Der var også en papfar i nabolaget, han hed Gregers. Han var der nogle gange og nogle gange ikke. I dag ikke. I dag var der sådan set kun møgungen William. I mærkeligt tøj med mærker på og fjollet kasket. »Hvad laver du?« spurgte Vitello der ellers var i gang med at ramme fru Wiedemanns flagstang med nogle sten. »Spejder,« sagde William. »Man får sådan en uniform her, man binder knuder på ting, og engang får jeg en kniv.« »Hm,« sagde Vitello og syntes det med kniven lød sejt. »Og vi siger sjove ting, tjikkerlikker, tjikkerlikker.« »Fedt nok,« sagde Vitello. »Tjikkerdikker.« »Jeg har ikke tid til at snakke, jeg skal gøre gode gerninger,« sagde William. »Hvordan gode gerninger?« spurgte Vitello.


»En god gerning er at gøre noget godt,« sagde William. »Helst flere gange om dagen, mindst tre gange.« »Jeg hjælper dig,« sagde Vitello og tænkte at han måske også ville få en kniv. »Jeg er vildt god til spejder.« »Du har ikke nogen uniform?«


Men Vitello havde en kasket der stod UFO på, og han havde også en skjorte af en art. Han satte klistermærker på den, og så var den faktisk ret spejderagtig. »Vi er totalt seje spejdere,« mente Vitello. »Så skal vi gøre gode gerninger,« sagde William. »Vi går ned til centeret,« foreslog Vitello. »Der er altid gang i noget.«


De to seje spejdere nåede kun til parkeringspladsen. Der holdt den flotteste sportsvogn, skrigende gul. »Wouv,« sagde William. »Bipperlipper,« sagde Vitello. »Det der er verdens flotteste sportsvogn.« »Der er en fugl der har skidt på køleren,« sagde William. »Det er en sag for de seje spejdere,« sagde Vitello. »Vi vasker den af, det er den fedeste gode gerning.« »Vi har ikke noget at vaske med?« Det lod de seje spejdere sig ikke slå ud af, de fandt noget papir i en af skraldespandene og spyttede på det. Begge to. Og så vaskede de ellers på fugleklatten. »Den bliver større?« sagde William om fugleklatten. »Det har du ikke forstand på,« sagde Vitello. »Spyt noget mere, pikkerdikker, pikkerdikker.«



Vitello goer en god gerning af kim fupz aakeson