Issuu on Google+


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 2 SESS: 22 OUTPUT: Mon Sep 19 14:48:38 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1628_Vintermord_125x192/Materie


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 3 SESS: 22 OUTPUT: Mon Sep 19 14:48:38 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1628_Vintermord_125x192/Materie

VINTERMORD Oversat fra svensk af Kamilla Jørgensen


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 4 SESS: 22 OUTPUT: Mon Sep 19 14:48:38 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1628_Vintermord_125x192/Materie

Vintermord Oversat fra svensk af Kamilla Jørgensen Copyright © respektive forfattere. Published by agreement with Grand Agency, Alfabeta Bokförlag, Bonnier Group Agency, Nordin Agency, Leonhardt & Høier Literary Agency Copyright denne udgave © People’sPress 2011 Omslag: Rasmus Funder Sats: BookPartnerMedia Bogen er sat med The Antiqua B5 ISBN: 978-87-7108-585-3 1. udgave, 1. oplag Printed in 2011 Kopiering af denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress c Ørstedhus c Vester Farimagsgade 41 c DK-1606 København V www.artpeople.dk


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 5 SESS: 22 OUTPUT: Mon Sep 19 14:48:38 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1628_Vintermord_125x192/Materie

Ærindet

7

håkan nesser

Manden som ikke var der

21

katarina mazetti

Equinox

35

john ajvide lindqvist

Mumien flyver

70

arne dahl

Sent skal synderen vågne katarina wennstam

Det røde

119

inger frimansson

Irmas faste lår

142

maria ernestam

En rigtig dårlig dag

162

camilla läckberg

Da sneen faldt

177

åke edwardson

Manden med huen henning mankell

191

96


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 6 SESS: 22 OUTPUT: Mon Sep 19 14:48:38 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1628_Vintermord_125x192/Materie


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 7 SESS: 22 OUTPUT: Mon Sep 19 14:48:38 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1628_Vintermord_125x192/Materie

Ærindet håkan nesser

Jeg var taget tidligt af sted. En gråtung decembermorgen med tåge, der tilsyneladende aldrig lettede over den hvide hede. På kroen i Moines spiste jeg en slatten skaldyrssalat til frokost, og det lykkedes mig at spilde dressing på bukserne. Forsøgte at gnide pletten væk med en serviet vædet i sodavand, men resultatet var ikke helt igennem tilfredsstillende. Måske burde jeg havde taget noget andet tøj på end begravelsesjakkesættet, men noget sagde mig, at det når alt kom til alt, var det passende til dette ærinde. Jeg har altid forstået at lytte til min indre stemme, og for øvrigt er min garderobe med årene kommet til at fremstå stadig mere trist. Oppe i bjergene klarede vejret op, besynderligt nok, og da jeg om eftermiddagen parkerede på torvet i K-, brød solen frem og fik rådhuset til at funkle. Jeg fik mig en øl og en sandwich på jernbanecaféen, købte en avis og sad der et stykke tid, mens jeg forsøgte at forestille mig, hvordan aftenen ville forme sig. Spekulerede over nogle forskellige varianter, den ene mere bekymrende og tung end den anden ... Eller måske var det omvendt. Måske forsøgte jeg i virke7


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 8 SESS: 22 OUTPUT: Mon Sep 19 14:48:38 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1628_Vintermord_125x192/Materie

ligheden at holde tankerne væk fra det hele. Bare lade tingene ske, uden frygt eller forventninger. Her i bakspejlet er det selvfølgelig umuligt at sige præcis hvordan det var. Umuligt og næppe af større interesse. Knap en time senere havde jeg fået omhyggelige instrukser om den videre færd af den lyshårede servitrice på hendes charmerende Süssdialekt, og jeg begav mig ud på den sidste etape: en smal og snoet vej, som klatrede direkte op i bjergene. Det ene hårnålesving afløste det andet: Jeg mødte ikke et eneste køretøj, så ikke et eneste menneske eller hus, før den dystre bygning pludselig tårnede sig op foran mig. Tæt, sneklædt granskov og stejle klipper der omgav den på alle sider. De sorte jernlåger i stenmuren stod åben, og jeg kørte helt op til indgangen. Steg ud ad bilen og strakte mig. En hvidklædt sygeplejerske trådte ud på trappen. Der lå en stribet kat på det nederste trin. Hun skubbede den til side med foden og bød mig velkommen. “Hr. Adler?” “Ja.” “Værsgo.” Hun holdt døren for mig og registrerede mig over kanten af et par tonede halvbriller. Vi drejede til højre og trådte ind på kontoret, et højt, smalt rum med tunge damaskgardiner for vinduerne og væggene dækket af reoler. Hun satte sig bag et massivt skrivebord og gjorde tegn til mig om at tage plads på en af stolene overfor. “Mit navn er søster Meijskens. Jeg er klinikforstander. De er kommet for at besøge deres far?” Jeg nikkede. 8


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 9 SESS: 22 OUTPUT: Mon Sep 19 14:48:38 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1628_Vintermord_125x192/Materie

“Desværre har jeg lidt travlt for øjeblikket. Der er sket en mindre ulykke på en af afdelingerne, som jeg er nødt til at tage mig af ... Nu skal jeg vise dem hen til besøgsrummet, så må De vente der, indtil det er tid.” “Jeg håber ikke, det er til for meget besvær. I så fald ...” “Slet ikke. Hvis jeg har forstået det rigtigt, har De ikke besøgt deres far før?” “Nej, det er korrekt.” “Må jeg have lov at påpege, at hr. Adlers tilstand er ... temmelig skrøbelig. Han synker let ned i depression og tvangstanker i forbindelse med sindsoprivelse. Han har været hos os i femogtyve år, så jeg tror, at jeg ved, hvad jeg taler om.” “Jeg forstår.” “Man tager let fejl af hans rolige og beherskede opførsel ... han bærer ikke følelserne uden på tøjet, om man så må sige. Nå ja, De har sikkert selv spekuleret over disse ting.” Jeg nikkede. “Ja ja.” Hun rejste sig. “Hvis De vil være så venlig at følge med mig nu, så følger jeg Dem hen til besøgsrummet. Doktor Weiss kommer så hurtigt som muligt.” Gennem en bagdør i kontoret kom vi via en svagt skrånende gang ned til et stort lokale i kælderplan. Hun forlod mig, og jeg tog plads ved et rundt bord fyldt med aviser og bøger, karaffel og glas, askebæger med tændstikholdere. Jeg rodede i lommerne og fiskede en cigaret op. 9


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 10 SESS: 22 OUTPUT: Mon Sep 19 14:48:38 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1628_Vintermord_125x192/Materie

En mand i hvid kittel nærmede sig. “Doktor Weiss?” Vi gav hinanden hånden, og han slog sig ned på den anden side af bordet. “Undskyld at De måtte vente. Der var en lille historie på en af afdelingerne.” “Ja, det hørte jeg.” “De er her altså for at besøge deres far ...?” “Ja, jeg håber, at De har læst mit brev, så De er lidt informeret om omstændighederne.” “Ja, selvfølgelig.” Han smilede og klappede på inderlommen som for at vise, at han havde det hele meget præsent. Jeg betragtede ham nogle sekunder; en temmelig statelig mand i tresserne med grånet, tykt hår og et velplejet skæg. Et distingveret ansigt med skarp næse og et tillidsvækkende blik bag metalindfattede briller. “Værsgo,” sagde han, stadig smilende. “De har vist en del på hjerte?” Jeg tændte cigaretten og gik i gang. “Jeg undskylder, at jeg kommer her og tager doktorens tid, men sagen er den, at jeg må bede nogen om råd i denne sag ...” “Jeg forstår. Tag Dem bare den tid, De behøver.” “Naturligvis er det mig selv, der må afgøre, hvordan jeg skal handle, men det ville føles betydeligt lettere, hvis jeg først fik lov at udtrykke mine tanker over for en, der kender ham en smule ...” Han nikkede. Fandt en pibe frem fra jakkelommen og begyndte at stoppe den. 10


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 11 SESS: 22 OUTPUT: Mon Sep 19 14:48:38 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1628_Vintermord_125x192/Materie

“Situationen er jo helt ny for mig,” fortsatte jeg. “For bare to uger siden kendte jeg ikke til min fars eksistens eller ... omstændighederne omkring min fødsel. Blot to timer før sin død kaldte min mor på mig og fortalte alt. Ja, det skrev jeg jo i brevet ... Hun led af Klimkes syndrom, har været bundet til sengen det seneste år, og da hun så mærkede, at det lakkede mod enden ...” “... besluttede hun sig for at lette sin samvittighed?” afsluttede doktoren og fik ild på piben. “Ja, noget i den retning. Undskyld, måske er de allerede sat ind i forholdene? Han har måske allerede fortalt dem det?” Doktor Weiss rystede på hovedet. “Slet ikke. Går med det indeni, ligesom alt andet. Vil De være sød at komme til sagen nu, jeg er lutter øren.” Jeg nikkede og fortsatte. “Jeg er altså født i Linden ude ved kysten. Enebarn og faderløs. Mor giftede sig aldrig igen, boede frem til sin død i det samme hus bag skolen i Willby ... mit barndomshjem. Far og mor giftede sig to år før jeg blev født. Linden var min fars hjemby; han havde en stilling som inspektør ved jernbanen. Det indebar åbenbart en del rejser; oftest to- eller tredagesærinder, hvor han var nødt til at overnatte andre steder. Ja, sådan har jeg i hvert fald forstået det. Under alle omstændigheder havde min far en tre år yngre bror, en lidt karakterløs person, som levede fra hånden til munden, så at sige ... men med et påfaldende elegant ydre og ikke uden kvindetække. Undskyld hvis jeg lyder en smule antikveret, men jeg citerer en person, som kendte ham; jeg har forsket 11


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 12 SESS: 22 OUTPUT: Mon Sep 19 14:48:38 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1628_Vintermord_125x192/Materie

en del, selv om det har været nogle travle dage ... han hed i hvert fald Bernard, broderen, og boede stadig hjemme hos forældrene. Faderen var i militæret og sikkert ikke specielt begejstret over den yngre søns livsførelse. “Det De nu fortæller, har De altså fået at vide for ganske nylig?” afbrød doktor Weiss mig. “Ja. Jeg har vidst det i tolv dage. Under hele min opvækst – hele mit liv – har jeg været overbevist om, at min far døde som søofficer i forbindelse med en ulykke uden for Portugals kyst, nogle måneder inden, at jeg kom til verden.” Doktor Weiss lagde piben fra sig på bordet. “Men?” “I virkeligheden har han altid siddet her. Efter syv år i Statsfængslet i Würgau flyttedes han hertil på grund af sin uhelbredelige sindssygdom ... melankoli og kronisk depression, hvis jeg har forstået det ret.” “Noget i den retning.” Jeg tøvede et øjeblik, men doktorens øjne var ubevægelige. “Hvad der i virkeligheden skete, inden jeg blev født, var, at min far myrdede sin bror i et anfald af jalousi.” Doktor Weiss strøg sig over sit korte skæg. Ude på gårdspladsen lød den knasende lyd af en bil i gruset. Jeg hældte lidt vand op fra karaflen og lagde mærke til min hånd rystede. “Myrdede?” “Ja. Han havde åbenbart mistanke om, at Bernard og min mor havde et forhold. De skulle have benyttet sig af chancen, mens han var væk på sine forretningsrejser. Det 12


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 13 SESS: 22 OUTPUT: Mon Sep 19 14:48:38 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1628_Vintermord_125x192/Materie

var naturligvis en frygtelig mistanke ... og en frygtelig forbrydelse.” Doktor Weiss så et øjeblik tvivlende ud. “Hvordan bar han sig ad?” spurgte han. “Han kvalte ham.” “Er De sikker?” “Ja. Står der intet om det i hans journaler?” Han rystede på hovedet. “Vi vil ikke altid vide alting. Måske står det et sted, selv har jeg kun arbejdet her i ti år.” Jeg nikkede. Rømmede mig og fortsatte. “I hvert fald fortalte min mor, at hun en oktobernat, et par måneder før jeg blev født, vågnede og fandt min fars seng tom. Hun hørte spektakel fra underetagen, og straks efter dukkede han op i soveværelset. ‘Nu er han død,’ sagde han. ‘Nu har jeg kvalt ham med mine egne hænder.’ Så gik han ud på toilettet og vaskede sig omhyggeligt ... Mor turde ikke gøre noget, men næste morgen blev Bernard ganske rigtig fundet myrdet i forældrenes hjem. Min far blev arresteret nogle timer senere og indrømmede straks det hele.” Jeg holdt en pause. Tændte en cigaret og betragtede dressingpletten på mine bukser. Doktor Weiss lænede sig tilbage på stolen og stak hænderne i lommerne på sin hvide kittel. “En forfærdelig historie,” konstaterede han. Jeg nikkede. “Det var sikkert rigtigt af Deres mor at tilbageholde sandheden for Dem ... det vil sige så længe som muligt.” Jeg tænkte mig om. 13


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 14 SESS: 22 OUTPUT: Mon Sep 19 14:48:38 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1628_Vintermord_125x192/Materie

“Måske,” sagde jeg. “Men hun må jo have vidst, at hun alligevel måtte fortælle det til sidst.” Doktor Weiss så op i loftet. “Var det nødvendigt?” sagde han. Jeg svarede ikke straks. Betragtede ham en smule forbløffet. “Min mor har levet med disse hændelser hele sit liv, doktor,” sagde jeg. “Jeg er blevet tredive år, og hun tog sig aldrig en anden mand.” “Nok så forståeligt,” sagde doktoren og smilede kort. Jeg slukkede cigaretten. “Ved De, om hun besøgte ham?” spurgte han. “To gange. Begge gange det første år i fængslet. Han nægtede at tage imod hende. Han var overbevist om, at hun havde haft en affære med broderen, og ikke bare det ... også at hendes søn, det vil sige mig, var frugten af forbindelsen.” “At De ikke skulle være hans eget?” “Ja. Han ikke bare nægtede at se hende, han returnerede også hendes breve ... uåbnede og ulæste. Hun har vist også skrevet et par gange hertil?” Doktoren nikkede. “Med det samme resultat?” “Ja. Han svarede aldrig.” Et sted længere inde i det store hus lød ophidsede stemmer og lyden af rytmiske dunk. Doktor Weiss tog brillerne af, åndede på dem og begyndte at tørre dem af i en flig af kitlen. “Og deres ... moralske dilemma?” sagde han. 14


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 15 SESS: 22 OUTPUT: Mon Sep 19 14:48:38 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1628_Vintermord_125x192/Materie

Jeg satte mig til rette. Lænede mig frem og støttede albuerne på bordet. “Min mors sidste ønske,” sagde jeg, “var at jeg skulle opsøge min far og forklare ham, at alle hans mistanker var og er grundløse. Overbevise ham om, at der aldrig foregik noget fordækt mellem hende og Bernard. De sås som familiemedlemmer et par gange, mens min far var væk, fordi hun følte sig ensom og havde brug for selskab. Relationen med svigerforældrene var ikke den bedste, og Bernard var næsten det eneste menneske, hun kendte og kunne vende sig til. Han var sød og rar, og han lyttede til hende ... mere var det altså ikke.” Jeg afbrød mig selv og fandt endnu en cigaret frem. Askebægeret på bordet var ved at være overfyldt, og jeg mærkede, at jeg begyndte at længes efter frisk luft. Dog var der jo indtil videre kun tale om præludier; måske kunne jeg nå et smut ud, før det var tid til den virkelige konfrontation? Doktoren sagde ingenting. Nussede videre med sine briller. Jeg fortsatte: “Jeg lovede hende altså ... på hendes dødsleje ... at jeg ville forklare min far det her. Få ham til at forstå at hans kone aldrig havde svigtet ham, og at jeg var hans søn. Det var hendes sidste, udtrykkelige ønske. To timer senere var hun død. Doktoren satte brillerne på plads og blinkede nogle gange. “Det glæder mig,” sagde han efter et øjeblik. “Jeg forstår, at det må være forvirrende for Dem, men De er jo uden tvivl kommet her i et meget prisværdigt ærinde. En god sags tjeneste ...” 15


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 16 SESS: 22 OUTPUT: Mon Sep 19 14:48:38 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1628_Vintermord_125x192/Materie

Han smilede igen. “... De er kommet for at besøge deres far, som De ikke vidste, at De havde. Han får lov at se sin søn, som han ikke troede, var hans. Jeg må sige, at jeg ikke rigtigt kan se, hvad problemet er?” “Der er en hage ved det,” sagde jeg. “Virkelig?” Han kørte fingrene gennem det tykke hår og så spørgende på mig. “Min mor var klar i hovedet helt frem til dødsøjeblikket,” forklarede jeg. “Jeg ved ikke, om De er bekendt med Klimkes syndrom?” “En smule.” “Lige før det var tid, kaldte hun på mig endnu en gang. Gennede sygeplejersken ud og bad mig lytte igen ...” Doktoren hostede. “... hun tog min hånd og klemte den hårdt, så hårdt at jeg havde svært ved at tro, at hun snart skulle dø, og så sagde hun: ‘Du holder, hvad du har lovet, ikke?’ ‘Jo, naturligvis,’ svarede jeg. ‘Du opsøger ham og siger, at du er hans søn, og at jeg aldrig har haft andre end ham?’ ‘Ja, det har jeg jo lovet,’ sagde jeg. ‘Det vil redde hans liv, forstår du. Både det som har været, og det som er tilbage. Forstår du det, min søn?’ Jeg nikkede og strøg hende over hånden. Der blev en lille pause, mens hun samlede kræfter en sidste gang. Så sagde hun: ‘Alligevel vil jeg gerne have, at du skal vide, at han havde helt ret. Det var Bernard, som var din far.’ Så lukkede hun øjnene, slap min hånd, og ti minutter senere var hun død.” 16


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 17 SESS: 22 OUTPUT: Mon Sep 19 14:48:38 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1628_Vintermord_125x192/Materie

Doktoren så pludselig bleg ud. Han sank en klump og rodede i lommerne efter pibe og tobak. “Forstår De det nu?” Han nikkede. Igen var vi tavse. Jeg trak vejret dybt ind nogle gange og betragtede de blege akvareller på væggen bag hans ryg. Et par temmelig dårlige gademotiver uden hverken farver eller konturer. En telefon ringede i et nærliggende rum. Doktoren skød stolen tilbage og rejste sig. Stillede sig hen ved vinduet og så ud i mørket. Jeg ventede. “De vil altså vide, hvordan de skal gribe det an?” sagde han til sidst. “Ja. Hvis De bare kunne give mig et råd ...” “Om De skal holde, hvad De har lovet Deres mor ... hvad De har lovet på hendes dødsleje. Eller om De skal fortælle sandheden?” “Ja.” Han syntes at tøve nogle sekunder. Så vendte han sig om mod mig og fortsatte med bestemt stemme: “De skal gøre præcist, hvad Deres mor bad Dem om. Måske vil det redde hans liv, netop som hun sagde. I hvert fald kan jeg garantere Dem for, at sandheden ville ødelægge det. Formentlig er det kun dette lille håb, der har holdt ham oppe alle disse år; jeg kender ham temmelig godt, og jeg tror, at jeg kan sige dette med største sikkerhed. Han ville ikke kunne bære det ...” “Men ...” “Deres mor har levet med sandheden i over tredive år. Nu er det Deres tur. De skal vide, at sandheden er en tung byrde, og ikke noget man bare afhænder!” 17


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 18 SESS: 22 OUTPUT: Mon Sep 19 14:48:38 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1628_Vintermord_125x192/Materie

Han rakte hånden frem og smilede sit hastige smil. “De må undskylde mig, men pligten kalder, hr. Adler. Tak for en interessant samtale. Måske ses vi en anden gang.” Da han havde forladt lokalet, gik jeg hen til vinduet og forsøgte at se ud, men det var kun genspejlinger af rummet og mit eget ansigt, som mødte mig. Mørket udenfor virkede kompakt og ubevægeligt; jeg så på uret, samtalen havde taget over en time. Jeg følte mig både lettet og en smule omtumlet efter mødet med doktor Weiss. Måske også en anelse forvirret over, hvor let han havde taget mit dilemma ... alligevel forstod jeg, at jeg naturligvis måtte følge hans råd. Var faktisk en smule flov over, at jeg ikke havde været i stand til at afgøre spørgsmålet på egen hånd ... men de seneste uger havde også været fulde af bekymringer og gøremål. Jeg slog mig ned ved bordet igen. Bladrede distræt i nogle aviser og mærkede en ny uro før mødet med min far ... som alligevel ikke var min far, men min fars morder. Jeg havde jo vidst det hele tiden, selvfølgelig, havde kæmpet med de samme absurde betingelser i flere dage og nætter nu, men det var alligevel, som om diskussionen med doktor Weiss havde gjort alting tydeligere. Konkretiseret hele situationen på en eller anden måde, og det var vel netop det, som havde været hensigten ... en neutral og fornuftig dommer, der kunne se på problemet med friske øjne ... Det bankede på døren, og pludselig mærkede jeg pulsen dunke i tindingerne. Søster Meijskens trådte ind i rummet. “Er De her stadig?” spurgte hun forbavset. Jeg rejste mig. “Ja ...” 18


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 19 SESS: 22 OUTPUT: Mon Sep 19 14:48:38 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1628_Vintermord_125x192/Materie

“Men hvorfor?” “Jeg ... venter naturligvis på min far.” “Undskyld?” “Hr. Adler ... jeg venter på at komme til at tale med ham.” “Men De har jo lige talt med hr. Adler. Jeg mødte ham på vej væk ... jeg beklager, at doktor Weiss ikke havde tid til at komme.” “Jeg ...” Men der kom ikke flere ord. Der lød igen skrig og skrål et sted længere inde i bygningen. Et kort øjeblik så det ud som om søster Meijskens svajede; min perception af hendes hvide, kraftige skikkelse bredte sig pludselig ud som en klat stegefedt på en alt for varm stegepande, og så begyndte hele rummet at gynge. Jeg lukkede øjnene og lænede mig ind over bordpladen. Da jeg kom ud på gårdspladsen, var sneen begyndt at falde. Et voldsomt snefald, som uden tvivl ville blive ved at følge mig et godt stykke ind i natten. Jeg steg ind i bilen, tændte forlygterne i mørket og kørte forsigtigt ud ad lågen. Jeg kastede ingen blikke i bakspejlet, så mig ikke tilbage. Og jeg havde ingen fornemmelse af, at man iagttog min afrejse.

ORIGINAL TITEL: FÖRRÄTTNINGEN HÅKAN NESSER (f. 1950) debuterede som krimiforfatter i 1993

med Det grovmaskede net, som indleder en romanserie om kriminalkommissær van Veeteren. Den ti bind lange serie blev afsluttet i 2003 med Sagen G. Nesser har desuden skrevet barndomsskildringer som Kim Novak badede aldrig ved

19


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 20 SESS: 22 OUTPUT: Mon Sep 19 14:48:38 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1628_Vintermord_125x192/Materie

Genesaret (1998, dansk udgave 2001), der blev filmatiseret i 2005. I 2006 indledte han en serie om kriminalkommissær Gunnar Barbarotti; med Menneske uden hund (2006, dansk udgave 2007), og i 2011 udkom fjerde del i serien, De ensomme. Nesser har vundet en række priser for sine bøger, og har en stor læserskare verden over.



Vintermord - Ærindet