Page 1


Vinter i Paris og København

9

Solvitur ambulando Da Ulla Terkelsen kort før årtusindskiftet flyttede til London – for anden gang i sit liv – mødte hun en kvinde ved navn Angela Comer, irskkatolsk og ud af en søskendeflok på 11. Ni af Comer-børnene var blevet i Irland og omegn, mens to havde krydset Atlanterhavet og var endt i Chicago. Her havde de åbnet hver sin pub, den ene hed Irish Times og den anden Galway Bay. Hvad ellers? Familien var fra County Mayo i det vestlige Irland, et område, som i 1840’erne blev hårdt ramt af en fejlslagen kartoffelhøst, hvilket førte til, at hundredtusinder udvandrede – på flugt fra sult og død – og de, der blev tilbage, levede i årevis i ubegribelig fattigdom. Ulla Terkelsen og Angela Comer rendte ind i hinanden i nyhedsbureauet Associated Press’ bygning i Camden Town, London. Her arbejdede Angela Comer, og her havde TV 2 lejet et kontor. Ulla Terkelsen, der tidligt i sit liv forelskede sig hovedkulds i Irland – i selve den irske skæbne – følte sig hjemme i selskab med sin nye veninde. De spiste jævnligt frokost sammen. En dag introducerede Angela sin danske bekendt til et par venner med ordene: ”This is Ulla, she tells some good stories.” ”Dét bliver du bedømt på i de kredse,” fortæller Ulla Terkelsen. ”At du er i stand til at fortælle gode historier. Dét betyder noget, mens der ikke er den store interesse for samtaler i kategorien … ”åh, jeg er så forelsket, og nu har han ikke ringet i tre dage” … ”jeg synes, jeg er for tyk” … ”jeg kan ikke lide den og den inde på kontoret”. For hvad fortæller det andre? Ikke andet, end at du er selvoptaget og selvmedlidende. Angela sagde ikke, hvad hun sagde,

29_Ulla(tryk).indd 9

12/09/11 18:47:03


10

Vinter i Paris og København

fordi jeg skulle bygges op til noget, hun sagde det bare. Det er en af de største komplimenter, jeg har fået.” Det selvoptagede ligger Ulla Terkelsen fjernt, selvom der naturligvis følger en vis forfængelighed med, når man i hele sit voksne liv har optrådt på landsdækkende tv og kontinuerligt været i begivenhedernes centrum. Det selvmedlidende ligger hende endnu fjernere. Det har hun netop lært af folk som familien Comer, af katolikkerne, fortæller hun. At selvmedlidenhed er den værste af alle synder. Hvorfor? Fordi livet er en gave fra Gud, og det skal man glædes over. Hey ho, get up and go er et udtryk, Ulla Terkelsen ofte benytter, når hun uden at tænke over det skifter til det sprog, der i løbet af godt 45 års frivilligt eksil fra Danmark er blevet hendes andet modersmål. Kom videre! At flytte sig er i sig selv et svar på tilværelsens udfordringer. At være undervejs kunne være en passende overskrift for Ulla Terkelsens liv, selvom hun kontant har afvist ideen om at kalde denne bog netop det: Undervejs. ”Det lyder som et 1950’er-digt fra tidsskriftet Hvedekorn,” meddeler hun. Det er, skulle nogen være i tvivl, ikke ment positivt. Ulla Terkelsen mestrer den høfligt humoristiske uforskammethed til perfektion. Hun holder til gengæld meget af det latinske ordsprog ”Solvitur ambulando”. Det skal gås væk. Alt løser sig i bevægelsen. Ordene er den græske filosof Diogenes’. Han levede 400 år før Kristus og svarede i øvrigt konsekvent ”jeg er verdensborger”, når han blev bedt om at oplyse sin nationalitet. Diogenes mente desuden, at et menneske bedst kunne vise sin dyd i handling – frem for i tale. Det synspunkt deler han med Elvis Presley, der i sangen af samme navn så mindeligt bad om ”A Little Less Conversation (A Little More Action, Please)”. Den skæring kom på gaden i foråret 1968, det år, der har været et fikspunkt for mange i Ulla Terkelsens generation, og det år, der apropos Elvis’ tekst står som symbolet på en æra, hvor ideen om det selvreflekterende, den personlige udvikling og det at tale om følelser for alvor blev introduceret. Det udkrængende, pilleriet i egen navle, bryder Ulla Terkelsen sig

29_Ulla(tryk).indd 10

12/09/11 18:47:03


Vinter i Paris og København

11

ikke om. De to herrer, Elvis og Diogenes, er således på mange måder mænd efter hendes hoved. Ulla Terkelsen er i bevægelse, fordi verden omkring hende er det. At være journalist er noget, hun er, ikke noget, hun arbejder som. Et af fagets fyrtårne, som de siger i den slags forblommede skåltaler og fødselsdagsomtaler, hun dybest set afskyr. Siden 1960’erne har hun sendt historier hjem om alt fra krige og kongebryllupper til karikaturtegninger med base i skiftevis London, København, Washington D.C., Odense, Bruxelles, Berlin og Paris – og med rejser i et flertal af verdens lande. Hun var en af de første danske kvinder, der dækkede væbnede konflikter. ”Dansk pige i den irske kugleregn”, lød overskriften, da ugebladet Hjemmet i 1960’erne berettede om unge Ulla fra Aarhus, der orienterede danskerne om tilstandene i Belfast og omegn. Kugleregnen forlod hun aldrig helt. I de følgende årtier blev det til reportager fra krige og konflikter i, nævnt i flæng, Irak, Afghanistan, Kuwait og landene på Balkan, fra revolutioner og oprør i det østlige og centrale Europa, og senest fra opstande i en række lande i Nordafrika og Mellemøsten. For slet ikke at tale om alt det andet – fra tyske valg til VM i fodbold. Fællesnævneren, for en sådan er der naturligvis, er Ulla Terkelsens sjældent svigtende evne til at gøre ethvert sted og menneske til en relevant fortælling. Hun fremhæver en linje fra T.S. Eliots hovedværk The Wasteland fra 1922: ”Stirring dull roots with spring rain.” Det sker hele tiden, stadigvæk, siger hun. At rødderne pirres af forårsregnen. At der er en ny historie, en ny begivenhed, som hun bliver grebet af og ikke kan lade være med at synke ned i og formidle. En del af dette forord er således skrevet i Paris, en del i København, og resten blev nedfældet i ti kilometers højde, om bord på en Airbus A330-300 med kurs mod New York City. For pludselig var det der, hun blev ført hen af historien. Hun var på sit elskede Manhattan i sommeren 2011 for at dække sagen mod Dominique Strauss-Kahn. En begivenhed, som i hendes optik løfter sig op over det nyfigne og tabloide, i kraft af at den ikke kun handler om en kendt, rig

29_Ulla(tryk).indd 11

12/09/11 18:47:03


12

Vinter i Paris og København

socialist, en toppolitiker og tidligere chef for Den Internationale Valutafond, anklaget for voldtægtsforsøg, men også om mødet mellem den nye verden og den gamle, mellem en dekadent, intellektuel parisisk overklasse og en uuddannet enlig mor fra Guinea, der – som irerne fra County Mayo i 1800-tallet – rejste til Amerika, indvandrerlandet over dem alle, i håb om dér at kunne give sig selv og sin datter et bedre liv. Kort sagt: Det er en grundfortælling om den menneskelige tilstand. Om det drama, som virkeligheden byder på, når blot man evner at holde sanseapparatet vågent. At fortællingen om Dominique Strauss-Kahn siden hen løb i andre retninger, end de fleste havde forudset, i og med at stuepigen fra Guinea viste sig at have et problematisk forhold til sandheden, og anklagemyndigheden i New York City i sidste ende frafaldt alle sigtelser mod den magtfulde franskmand, ændrer ikke på, at der var – og er – tale om en vigtig fortælling. Tværtimod. For er der noget, som hører med til en velfortalt historie, er det de uventede drejninger, det overraskende twist. The plot thickens, som de siger, og er der én fejl, det er særlig dumt at begå, er det at tro, at man har regnet den ud. At man ved, hvad der venter henne om hjørnet. Gode historier er uforudsigelige og vildtvoksende. Spørg blot Kleopatra eller Ronald Reagan, spørg Lech Wał˛esa eller Winston Churchill. Nævnt i flæng. Det er omdrejningspunktet, ja den røde tråd, i Ulla Terkelsens liv og i denne bog: De gode historier. Hun kan en del. Og hun fortæller dem bedre end de fleste.

29_Ulla(tryk).indd 12

12/09/11 18:47:03


Vinter i Paris og København

13

Daggry i Gonder Jeg ligger i en seng på et lejet værelse i den etiopiske by Gonder, alene, med lagenet helt oppe over hovedet. Jeg bor i et gæstehus uden moskitonet. Gonders myg er støjende. De er helt klart ude efter mig. Jeg er allergisk over for myg, mine stik bliver uhyggeligt store, det tror jeg, myggene ved. Derfor er jeg gået i skjul under lagenet. Solen er ved at stå op udenfor. Ud over myggenes insisterende summen kan jeg høre lyde ude fra den tropiske by. De vilde hunde glammer flerstemmigt, hanerne galer unisont, de hjemløse er ved at vågne og er begyndt at tale sammen. Der bor mange mennesker på gaderne i Gonder. De ligger og sover i akavede stillinger, under vindueskarme, mellem affaldsspande, svøbt i aviser eller i bunker af pap under butikkernes halvtage. Når butikkerne åbner, flytter de sig. Jeg kan godt forstå, de hjemløse står tidligt op for at få kroppen bevæget efter en nat, tilbragt i umagelighed. Det må være en lettelse for dem, når det bliver lyst. Så ”flygter alle nattens skygger sorte”, som der står i første vers af B.S. Ingemanns Lysets engel går med glans. Den sang vi tit til morgensang i skolen, da jeg var barn. Hver gang jeg selv har haft en nat med ubehagelige tanker, tænker jeg på den verslinje, når jeg vågner. Morgensang i skolen var en lære for livet i, hvordan man jager sorte skygger på flugt. Der er gode råd i alle salmerne. Jeg kan høre, at de hjemløse i Gonder taler mere og mere muntert sammen, efterhånden som de får lagt nattemørket bag sig. Der begynder at komme lyde fra biler, fra store flokke af geder og får, der bliver ført gennem byen. Når geder og får går på asfalt, lyder det, som om de har højhælede sko på. Den lyd blev jeg også

29_Ulla(tryk).indd 13

12/09/11 18:47:03


14

Vinter i Paris og København

tit vækket af, da jeg boede i Afghanistan. Lysets engel har overtaget nu, byen er i gang, myggene tog ingen stik hjem inde på mit værelse. Jeg er på ferie i Etiopien med en veninde og hendes syv-årige søn. Om lidt skal vi have ristet brød og te på gæstehusets terrasse. Jeg kan også høre noget andet, tættere på. Min egen vejrtrækning under lagenet. Jeg har forsøgt at ligge på ryggen med hænderne foldet bag nakken og albuerne strittende op i luften. For at få lagenet til at hænge som en baldakin over mit ansigt, uden at få det hen over munden. For slet ikke at tale om ind i munden. Gæstehuset i Gonder er okay, absolut. Og gæstehuse er sjovere end internationale hoteller i den tredje verden, vel at mærke, når man ikke skal arbejde, men blot er på ferie. Og vel at mærke, når man selv skal betale. De er billigere end internationale hoteller. Men jeg har set renere steder på mine rejser i verden, så jeg vil ikke have lagenet ind i munden, mens jeg sover. Jeg opretholder også forestillingen om baldakinen, fordi jeg ville føle mig død, hvis min mund blev lukket med et etiopisk lagen. En glad død ganske vist. Jeg er gammel nu. Med et levet liv. Jeg kender ingen, hvis liv har været så eventyrligt som mit eget. Men alligevel. Jeg vil ikke dø lige i dag. Vi har ikke set hele Etiopien endnu. Og så i Gonder – at dø her. Jeg mener, hvem har nogensinde hørt om Gonder? Men især vil jeg ikke dø i dag, fordi jeg i nattens løb, da jeg sov under baldakinen, fik en fornemmelse af, at det bedste endnu er tilbage. Og hvad er det mon? Mens jeg ved dagens orangefarvede begyndelse lytter til Etiopiens glammende hunde, til de genopstandne hjemløse, til haner, der galer mere end tre gange til ære for forbipasserende geder og får iført klaprende stilethæle, og til mit eget åndedræt, der stadig er der, når jeg den store erkendelse. Jeg har fået mod til at stille mig selv livets og dødens allervigtigste spørgsmål: Burde jeg blive pensionist? Nu?

29_Ulla(tryk).indd 14

12/09/11 18:47:04


Vinter i Paris og København

15

Barndom, baggårde og banelegemer Der er byer i verden, som taler så tydeligt til en, som har så præcist og originalt et sprog, at man aldrig efterlades i tvivl. Sådan en by er Paris. De røde baldakiner over runde marmorerede caféborde. Tjenere med tilbagestrøget hår i hvide skjorter og sorte veste, som med effektiv nonchalance serverer stærk kaffe i små kopper. Mænd i fluorescerende grønne dragter, der spuler fortove og rendestene rene og med erfaringens letbenede elegance hopper af og på de langsomt kørende renovationsvogne. Lavthængende vintersol, som reflekteres i højglanssorte smedejernsgitre på franske altaner. Rygende, velklædte kvinder med smilende øjne og opadstræbende kindben. En kakofoni af dyttende biler, råbende børn, scootere i acceleration, klukkende duer og gademusikant-muzak. En gendarm med snoet overskæg, baret på sned og en baguette under armen. Man skulle tro, det var løgn. Paris er på mange måder essensen af civilisation, af menneskehedens stræben efter skønhed, men den er også vildtvoksende og kaotisk. Det er en by med selvtillid og en by med en historie. Alt det kan Ulla Terkelsen godt lide. Hun hører til. ”Il n’est bon bec que de Paris”, som den franske 1400-tals-digter François Villon har skrevet det om sin fødeby. Det kan oversættes til noget i retning af, at de bedste historiefortællere findes i Paris. Ulla Terkelsen har boet i den franske hovedstad siden august 2008. Denne lunefulde februardag tager hun imod i sin lejlighed

29_Ulla(tryk).indd 15

12/09/11 18:47:04


16

Vinter i Paris og København

i en hjørneejendom fra 1800-tallet i kvarteret Batignolles i det 17. arrondissement. Bygningens gennemarbejdede detaljer – de sirligt forarbejdede døre og gelændere i opgangen, altangitrenes udskæringer, det smalle mørkerøde tæppe, der løber op ad trappen og gør ens trin tyste – ville givetvis være blevet værdsat af tidligere generationer i Ulla Terkelsens familie. Af hendes far, farfar og oldefar eksempelvis, gode håndværkere fra Aarhus, med sans for kvalitet, ikke blot i deres fag, men også i kunsten og kulturen og ikke mindst i deres omgang med andre mennesker. Det er et passende sted at begynde – med begyndelsen og med alt det, Ulla Terkelsen fik med hjemmefra. I barndomshjemmet på hjørnet af Hallssti og Frederiks Allé i Aarhus, hvor Holger og Else Staalby, sådan hed de, boede med børnene Lene og Ulla.

M

ine forældre var usædvanlige, fordi de ud over at have deres rødder i et solidt borgerligt håndværksmestermiljø også holdt dagbladet Politiken. De blev gift 15. oktober 1935, og som det første efter brylluppet tegnede de abonnement på en kulturradikal københavneravis. Det var der ikke mange i Aarhus, der gjorde, ud over akademikere. Hverken min far eller mor var akademikere, de havde det, der hed en præliminæreksamen, som var lidt finere end en realeksamen. Men de var velorienterede. Vi havde klaver, et opretstående Hornung & Møller, PH-lamper fra 1930’erne og møbler, der var en blanding af ompolstrede arvestykker og Bauhaus. Stilen var et bevidst opgør med klunketidens voldsomme udsmykning og hang til redebyggeri. Jeg havde meget charmerende forældre. Man skal ikke undervurdere betydningen af charme, der er en fuldstændig udemokratisk egenskab, det er ikke noget, du kan købe i en butik eller låne til i banken, men den er vigtig. Folk kunne godt lide dem. De havde en spændende omgangskreds og var aldeles usnobbede, læsende, diskuterende og nysgerrige. Når forfatteren Tom Kristensen anmeldte en ny roman af Thomas Mann, styrtede de ned på

29_Ulla(tryk).indd 16

12/09/11 18:47:04


Vinter i Paris og København

17

biblioteket og spurgte, hvornår den var til udlån. Mine forældre var velfunderede i kunst og kultur, især i klassisk musik. Min mor spillede klaver og min far violin. Vi gik til samtlige forestillinger på Aarhus Teater, hvad enten de var gode eller ej. Teateret blev på et tidspunkt bygget om og fik nye stole. Vores familie havde doneret to af dem. Min far lavede maler- og skiltearbejdet på teateret og på Aarhus Universitet. Det sidste var han særligt stolt af, fordi universitetet, tegnet af arkitekt C.F. Møller, blev betragtet som et arkitektonisk nybrud. Folk kom fra hele verden for at se bygningerne. Vi boede med udsigt til banelegemet. Det ord har jeg altid holdt meget af. Alle vi børn legede på den skråning, der førte ned til skinnerne. Det måtte vi ikke, så det gjorde vi naturligvis. Der kom hele tiden tog forbi, på vej mod … alle mulige steder i den store, store verden. Fra vores lejlighed var der udsigt over sporene, der forsvandt ud i uendeligheden. Og så var der nogle flotte, mørkegule solnedgange. Der faldt et smukt lys ud over baneterrænet. Togene, der kørte væk, fyldte mig med en enestående længsel. Sporene, som forsvandt ud i verden, som blev ved, længere end øjet kunne følge dem. Det var en påmindelse om, at eventyret var muligt. Mine forældre gik til livet med en grundlæggende munterhed. De havde en livlig omgangskreds. Og en sjov familie, som tit kom på besøg. Jeg holdt meget af min onkel Harald, der var violinist og havde store krøller, buskede øjenbryn og strittende fortænder. Han havde et slogan, der lød ”ingen har det så godt som jeg”. Min fars og onkel Eriks værksted – Staalby Skilte – lå omme i gården i en fabriksbygning med plads til kontor, omgivet af andre virksomheder. Der var blandt andet en leverpostejfabrik, som indehavedes af Leverpostej-Jørgensen. Han var en overgang i fængsel, fordi han havde modtaget hælervarer. Leverpostej-Jørgensen havde en søn, der hed Alf, det navn grinte vi andre børn meget af. Alf var lille og gik til dansekonkurrencer med sin kæreste. De vandt altid. I den periode, hvor Leverpostej-Jørgensen sad i fængsel, kom der en anden mand, som vi kaldte Slagteren, og passede leverpostejproduktionen. Slagteren var tit fuld, der var en råben og

29_Ulla(tryk).indd 17

12/09/11 18:47:04


18

Vinter i Paris og København

en skrigen derinde. Han var ofte ved at blive kørt over af sporvogne, når han gik rundt på Frederiks Allé. Den eneste gang, jeg har set en sporvogn bremse hårdt, det er ellers ret vanskeligt for dem at gøre, var engang, da Slagteren gik ud lige foran Linje 2. Det hvinede, hylede og skreg i skinnerne. Der var også et øldepot for Thor Øl fra Randers. Det blev bestyret af en hr. Møldrup og fru Grethe Møldrup. De havde en søn, der hed Hans Henrik, og en medarbejder, som hed Jack, kaldet Jæk på aarhusiansk, som i praksis holdt hånd i hanke med depotet. Jæk havde en farlig hund, der hed Lady, eller Leddi på aarhusiansk. Den gøede altid ad en. Jæk leverede øl til værtshusene, og dengang var værtshuse noget helt andet, end de fleste af dem er i dag. Det var brutale steder. Der var nogle sociale miljøer, som slet ikke findes mere. Man har måske stadig en bodegakultur, men det var ganske anderledes dengang, der var slagsmål, og mænd kom for at drikke deres ugeløn op. I 1950’erne fik arbejdere udbetalt lønnen kontant i en konvolut hver torsdag. Leddi var altid med Jæk ude at levere øl. Hendes opgave var at skræmme de folk, der pønsede på at stjæle Jæks pung med dagens indtægter. I øldepotet, som lå inde i en gammel garage, kom fast en kreds af mænd og drak øl til, skal vi sige, indkøbspris. Det var en smugkro. Nogle af gæsterne var forholdsvis respektable, andre fremstod lidt mere suttede, men primært var de bare mænd, som gerne ville sidde og drikke i fred. Mange af dem var ganske velklædte. Dengang gik mænd med hat og i ordentligt tøj. Selv på en smugkro. Om foråret kom de i stråhatte og lyse lærredsjakker, mens de om vinteren gik i sorte frakker og bløde, mørke hatte. På hjørnet af Hallssti og Frederiks Allé lå en trævarehandel, der hed Lange Trævarer, som ligger der endnu og i dag hedder Trævarefabrikerne. Der blev solgt havemøbler og køjesenge. Når vejret var til det, stod alle de møbler, som var til salg, ude i gården, og der sad kvinderne altid. De var alle hjemmegående, der var ingen, der arbejdede ude, jo min tante Sigrid, onkel Eriks kone, var lærerinde på N. Kochs Private Realskole, hvor min søster og jeg gik, men

29_Ulla(tryk).indd 18

12/09/11 18:47:04


Vinter i Paris og København

19

ellers ikke. Når de var færdige med husarbejdet, sad de nede i gården og sludrede. Alt det med de undertrykte hjemmegående husmødre, my foot, de havde det simpelthen så godt og skægt. Der var små virksomheder og butikker overalt i kvarteret. Ostehandlere, mejerier, herreekviperingshandlere, grønthandlere, bagere, købmænd og slagter Hinge, hvis søn Ejnar jeg legede med. Hinge gik på jagt. Når han kom hjem med sit bytte, stod han altid og flåede dyrene og skar dem op i gården. Vi var bange for ham, han var en stor mand, der gik rundt med knive og kørte i en Citröen i samme farve som det blod, der flød omkring ham. Der var to slagtere, den anden hed Holdorff, og han var bedre til pålæg end slagter Hinge, der så til gengæld var bedre til det seriøse. Kalvetunge, eksempelvis. Så var der bager Petersen, som havde en spids næse og en butik med et flot hvidmalet glasloft med guldkanter af den slags, man ser i Wien. Og købmand Fusgaard, som en dag fik opkøbt sin butik af Spar, hvorefter han forlod alt og flyttede til Åbyhøj. Det var begyndelsen på enden for kvarterets små butikker. Min mor havde en ældre søster – 12 år ældre – der var gift med onkel Magnus. Han var smed hos statsbanerne i Aarhus. De var aktive socialdemokrater og stærkt optagede af brugsforeningsbevægelsen. Mine forældre havde ikke meget tilfælles med dem, men jeg husker, at de engang i 1950’erne sad hos os og sagde, at ti år senere ville al detailhandel i Danmark være død. ”Så har vi taget det hele,” brummede onkel Magnus. Socialdemokratiet mobiliserede i de år, og det at gå i Brugsen var det, man gjorde, hvis man var … rigtig. ”Det må man sandelig ikke håbe,” sagde min far. ”Der er da mange glimrende forretninger, som laver strålende ting,” tilføjede han. Underforstået: ”Skal I ikke snart hjem?” Jeg kan huske, at mine forældre fandt synspunktet usmageligt. De mente som udgangspunkt, at jo mere variation, jo mere opfindsomhed, der fik lov til at folde sig ud på egne vilkår, jo bedre. Selvfølgelig skal alle danskere ikke tvinges til at handle i Brugsen. Det ville være aldeles forrykt og forfærdeligt. Men det var desværre den vej, det gik, i Frederiksbjergs gader og hvor som helst. Selvom

29_Ulla(tryk).indd 19

12/09/11 18:47:04


20

Vinter i Paris og København

det ikke kun blev brugsforeningerne, men i høj grad også supermarkederne, der kom til at give de små butikker dødsstødet. Vi børn, og der var mange af os, levede en stor del af vores liv i baggårdene. Alt skete i gårdene. Vi foregreb blandt andet 1960’ernes eksperimenterende teater, hvor moderne scenografer arbejdede med ølkasser, når de skulle bygge kulisser til Shakespeareforestillinger, og hvad ved jeg. Det gjorde vi 15 år tidligere. Det var nogle flotte, grønne ølkasser fra Thor. Det stod med gotiske bogstaver. Scenen var et stativ til at hænge tøj og banke tæpper på. Det var det stativ, som kvinderne brugte under forårsrengøringen. Det var dengang, folk var tynde. Kvinderne i vores ejendom bar sexet tøj. De gik i kitler med pufærmer og havde langt hår, der var sat op og viklet ind i tørklæder. De så vidunderlige ud. Når de ikke var der, opførte vi film, vi havde hørt om, men ikke set. En af dem var Mød mig på Cassiopeia, som jeg instruerede. Hanne Jensen, hvis far sad i fængsel, og hvis mor var opsynsdame på et toilet i Aarhus Havn, var Johannes Meyer. Hendes søster var Poul Reichhardt, min kusine var Bodil Kjer, og en pige, som hed Karin, var Lily Broberg. Vi havde skaffet programmet, da den gik i Regina, den fineste biograf i Aarhus. Vi kendte alle navnene og kunne sangene udenad. De blev spillet i Radioens Ønskekoncert. ”Den allersidste dans før vi går hjem / Før solen og en ny dag bryder frem.” Vi opførte stykkerne for os selv og hinanden, ikke for vores forældre. Men de vidste, det foregik. Mange år senere, da det eksperimenterende og opsøgende teater pludselig gjorde sit indtog i Danmark, sagde min mor til min far, kan du huske, da børnene lavede teater med ølkasser nede i gården … Det var ikke, fordi mine forældre var hånlige over for det nye, de var som sagt grundlæggende nysgerrige mennesker, de gik i Odin Teateret og Vestergade 58. De var vilde med det, åbne, udadvendte og skægge. De syntes, det var sjovt at se de forestillinger, hvor skuespillerne kravlede rundt mellem publikummernes ben, mens en mand stod på scenen og malede et kålhoved lyserødt og skar det i stumper og stykker.

29_Ulla(tryk).indd 20

12/09/11 18:47:04


Vinter i Paris og København

21

Jeg husker samtlige familier fra min barndoms baggård. Der var historier om dem alle. Blandt andet om en kvinde i opgangen, fru Riberholt, som cyklede rundt i byen. Vores nabo, fru Lottrup, sagde om fru Riberholt, at hun var nødt til at cykle, hun kunne ikke gå, fordi hendes fødder lignede kugleposer! Senere talte min mor og fru Lottrup om, at fru Riberholt var en slags kentaur, altså fabeldyret fra den græske mytologi, som har et menneskes overkrop og en hests underkrop. Fru Riberholt var blot en sammensmeltning af menneske og cykel, mente de. Det var godt set, synes jeg. Jeg gik på privatskole, hvor jeg mødte en anden slags familier end dem, der boede i min baggård. Der var rige børn på skolen, som boede i villaer og havde tjenestepiger. Det var inden, parcelhuset holdt sit indtog i Danmark. En veninde, Inge Lise, boede på den fine Stadion Allé. Hun blev kørt i skole i bil, og familien havde ansat unge piger i forklæder, der serverede te, når jeg besøgte hende. Jeg tænkte tit på, hvor kedeligt hun måtte have det. De havde have og klatrestativ, men jeg længtes alligevel efter ølridderne, det kaldte vi dem på smugkroen, og efter fru Riberholt og fru Lottrup, de mange børn, de handlende og banelegemet. Der var plads til vidt forskellige mennesker i min barndom. Jeg voksede op i et miljø, der var antiautoritært, og jeg lærte, at alle mennesker er interessante. Der er noget godt i alle. Det var lektien.

29_Ulla(tryk).indd 21

12/09/11 18:47:04


22

Vinter i Paris og København

Fru Lottrup og krigen Den er helt gal. Ulla Terkelsen er ved at forberede en reportagerejse til Kairo. De unge egyptere skriver verdenshistorie. Hun skal også til frisøren. Og hun skal have hentet et tørklæde hos renseriet. Men først og fremmest, før hun kan gøre noget som helst andet, skal hun have løst et teknisk problem. Efter et nyligt besøg i Danmark har hun fået et forkert strømkabel med til sin bærbare computer, et kabel, der har et stik med jordforbindelse, altså har tre ben. Jordforbindelse er ikke noget, de interesserer sig synderligt for i Batignolles. Tværtimod. ”Paris loves anybody who can live anarchically and be delightful entertainment at the same time”, som den amerikanske forfatter Katherine Anne Porter skrev det i 1963. Her elsker de folk med et anarkistisk livssyn og en evne til at underholde begavet. Her er højt til loftet og et mere … afslappet forhold til tilværelsens teknikaliteter. Det tredje ben, jordforbindelsen, er et udpræget dansk fænomen. Det har som konsekvens, at Ulla Terkelsens computer lever på lånt tid. Det betyder også, at hun har vanskeligt ved at koncentrere sig om noget som helst andet, denne bog eksempelvis, før problemet er løst. Heldigvis bor hun i en storby. Ulla Terkelsens lejlighed ligger nær Gare Saint Lazare, en af Paris’ tre store banegårde. Banelegemet, der var det igen, breder sig ud godt 150 meter fra ejendommen som en åben port til verden. Og som i 1950’ernes centrale Aarhus dominerer de små handlende. Ja, der ligger en bager i Rue des Batignolles, og den er glimrende, hvis man skal have et par friske croissanter, men byens bedste marengs har konditoren i Rue Brochant. Det ved alle. Det må således også være

29_Ulla(tryk).indd 22

12/09/11 18:47:04


Vinter i Paris og København

23

muligt at finde en butik, der kan hjælpe med et nyt kabel til computeren, selvom den elektronikforretning, der ligger i samme ejendom, som Ulla Terkelsen bor i, ikke er meget bevendt. Ejeren er ”vanvittig flink”, siger hun. Desværre holder han kun butikken åben, når det passer ham, hvilket det gør, forstår man på hende, ”utrolig sjældent”. Det lykkedes at skaffe et brugbart kabel fra en forretning i kvarteret. Naturligvis gjorde det det. For når Ulla Terkelsen sætter sig noget for, så bliver det som regel sådan. Hun nåede også at få hentet sit tørklæde, bestilt en billet til den egyptiske revolution, første parket, og sat håret i en salon de beauté. Dem er der mange af i kvarteret – ”det er det, franskmændene laver, de spiser godt og går på skønhedssalon,” som hun siger det. Tak og lov for de geskæftige indehavere af kvarterets små butikker. Et folkefærd, som Ulla Terkelsen holder meget af, og som hun er vokset op med. Hendes egen far var en af slagsen, de fleste af børnene i baggårdene på Frederiks Allé kom fra lignende familier, it’s her kind of people.

D

e selvstændige erhvervsdri vende er også her i Paris antiautoritære, det ligger i det valg, de har truffet. Det er tiltrækkende. Der var i min mors og fars livssyn en undertone af, at det private erhvervsliv, de selvstændige og den variation, de skabte, på længere sigt var gavnligt for kvaliteten, demokratiet og retten til at ytre sig. En accept af mangfoldigheden. Sådan ville de slet ikke selv have udtrykt sig, endsige tænkt, de var ikke udpræget politiske. Men det var det, de ville synes, hvis man gik dem på klingen. Der var til gengæld alle mulige politiske holdninger repræsenteret i gården. Tydeligst husker jeg, at alle vidste, hvem der havde været nazister – eller sympatiseret med nazismen – under krigen, og hvem der ikke havde. ”De var på den gale side,” hviskede folk. Mine forældre havde to venner, Villumsen og Bertelsen, der var politimænd og modstandsfolk og senere begge kom højt på strå i den danske efterretningstjeneste. I Aarhus

29_Ulla(tryk).indd 23

12/09/11 18:47:04


24

Vinter i Paris og København

var der en kraftig modstandsbevægelse, blandt andet blev der udøvet en del sabotage mod tog på den såkaldte østjyske længdebane. Af og til kom Villumsen og Bertelsen eller andre modstandsfolk og sov hos os om natten, hvis de havde brug for det, vores hjem var en slags safe house. Det var lidt kompliceret, fordi vores nabo fru Lottrup – som var enke – var om ikke ligefrem nazist, jeg tror faktisk ikke, hun nærede sympati for ideologien, så i hvert fald ud af en oprindeligt velhavende tysk familie og derfor tyskvenlig. Hun boede sammen med sin datter, Bente, og sin søn, Lau. De havde ganske ofte besøg af tyske officerer. Fru Lottrup gik også til tyske selskaber på Aarhus Oliemølle, som under krigen blev ledet af en mand, der hed Juncker og kom fra en protysk overklassefamilie. Hun havde en smuk spisestue, hvor der hang et portræt af Goethe. Der var ikke mange på Frederiks Allé, der havde ham hængende, det angav niveauet, det var ikke en skovsø eller en hjort, men … Goethe! Min mor har siden hen fortalt meget om den tid. Hun var gravid med mig under krigen. Når man er gravid, skal man ofte tisse, og om natten var hun nødt til at skræve hen over mærkelige mænd, altså frihedskæmpere, der lå og sov på vores gulv, når hun skulle ud på toilettet. ”Mormor, fortæl om Anden Verdenskrig i Aarhus,” sagde min søn Nicholas altid til hende, når vi besøgte hende, da han var lille, ”ja,” sagde hun så, og fortalte. Det var ikke Slaget ved Arnhem, men det var oplevet liv, personligt liv. Hun fortalte også meget om, at vi fra vores lejlighed på fjerde sal skulle ned i kælderen under luftalarmer. Min mor tog min søster med sig, mens min far, der var husvært, tog sig af sine mange pligter, han skulle blandt andet sørge for, at alle kom med ned i sikkerhed. Hun fortalte også om engang, hvor der blev ferniseret på bagtrappen, fordi min fars virksomhed havde en masse ansatte, der trods mange tilbud ikke ville arbejde for tyskerne. Det sagde de nej til. Der var meget lidt økonomisk aktivitet i Aarhus under krigen, ingen skulle have noget lavet, men min far og hans bror kunne ikke lide at fyre folk, så de satte dem til at lave malerarbejde i et

29_Ulla(tryk).indd 24

12/09/11 18:47:04


Vinter i Paris og København

25

væk i familiens ejendomme i stedet. Dørene i vores opgang var til sidst så tykke af maling, at man næsten ikke kunne åbne og lukke dem, og det skete flere gange, at min mor sad mere eller mindre fast i klistret maling, når hun tog trappen ned fra fjerde sal med min søster og mig i hænderne. Min mor blev ved med at tale med fru Lottrup, fordi hun var en dannet og utrolig interessant kvinde, som også har påvirket mit liv. Der var selvfølgelig en periode, hvor de slet ikke havde noget med hinanden at gøre. Det kunne de ikke. Mine forældre var i 1930’erne med i det, der hed Frisindet Kulturkamp med Poul Henningsen som bannerfører. De var prosemitiske, beundrere af Georg Brandes og alt det der. Min mor og far var talende, levende og morsomme mennesker, der var totalt uideologiske og antinazistiske. Men da krigen var forbi, og de … du ved, de er altid derude … kom for at hente fru Lottrup og hendes datter Bente, greb min far ind som den hædersmand, han var. Han fik forhindret, at Bente og hendes mor blev taget med for at få klippet håret af og sat op på en bil og kørt rundt til spot og spe. Hvorfor skulle de dog også det? Hvad ville det hjælpe? Min far mente, at det var rædselsfuldt, at nogen kunne sympatisere med tyskerne, og vi havde selv lidt under, at familien Lottrup boede lige ved siden af, men at et tæskehold dukkede op ud af ingenting for at klare paragrafferne, det brød han sig bestemt ikke om. Fru Lottrup havde indflydelse på mit liv, fordi hun var kosmopolit. Hun kom med sine tyske forbindelser og valgte så forkert, da der skulle træffes en vigtig beslutning under krigen, men der var ingen hadefuldhed fra min families side, man undgik simpelthen bare temaet. Jeg syntes, hun var meget smuk og gik i flot tøj. Hun havde en søster, der inden krigen blev gift med en amerikaner. Søsteren boede i Japan, hvor hendes mand arbejdede for Max Factor, der er et jødisk selskab, hvilket styrker mig i min tro på, at fru Lottrup ikke var antisemit. Hun var aristokratisk, protysk, snarere end det andet. På det tidspunkt havde jeg måske været i Sverige, højst, jeg havde i hvert fald været i Malmø med min faster

29_Ulla(tryk).indd 25

12/09/11 18:47:04


26

Vinter i Paris og København

Valborg. Fru Lottrup var derimod sådan en, der fløj til Japan. Jeg var ved at falde om. At en, vi kendte, en kvinde fra vores opgang, fløj til Japan! Året efter var hun nede at besøge sin søn i Brasilien. Hvad siger du så? Man troede, det var løgn. Jeg gik tit op til hende, når jeg kom hjem fra skole, hun havde en hund, der hed Yuki. Det betyder sne på japansk. Den gik jeg tur med, fordi hun ikke selv orkede, og jeg elskede den hund. Når jeg hentede og afleverede den, fortalte hun om alt det, hun havde oplevet på sine rejser. Jeg sad i hendes stue som seksårig med åben mund og hørte om verden, den store verden, der lå derude, på den anden side. For enden af skinnerne. Da jeg efter Murens fald i 1989 rejste en del i det centrale og østlige Europa, var det igen baggårdene, der gjorde det hele interessant. Det var der, mit fokus og min fascination lå. Jeg fandt dem i Ukraine, helt nede i Odessa. Jeg var af sted i begyndelsen af 1990’erne for at lave nogle historier om de jødiske samfund på de kanter. Ukraine var meget jødisk, ja, er det vel stadigvæk, der var derfor især mange ukrainske jøder med tyske aner, som tog til Tyskland. Vi lavede et dokumentarprogram for TV 2 om alle de jøder østfra, der tog imod tilbuddet og flyttede til det land, som under Anden Verdenskrig havde prøvet at udrydde hele den jødiske befolkning i Europa. Programmet handlede især om, hvordan denne indvandring påvirkede Berlin. Der boede 180.000 jøder i Berlin i 1940. Fem år senere var der kun 1.200 tilbage, men før krigen var det jødiske samfund enormt indflydelsesrigt i den tyske hovedstad. Der var store jødiske kvarterer i byen. Vi fortalte om, hvad det betød for Berlin, at en stor gruppe jøder kom tilbage, og at der kom nye jødiske skoler og nye synagoger. Vi talte med de gamle jøder, der trods alt var i Berlin endnu, om, hvordan de så på tilflytterne fra Sverdlovsk, og hvor de nu kom fra. Det var interessant. Vi rejste også baglæns, tilbage til de områder i det tidligere sovjetiske imperium, hvor der var store jødiske befolkningsgrupper. Hvad mente de om dem, der tog af sted? Vi var blandt andet

29_Ulla(tryk).indd 26

12/09/11 18:47:04


Vinter i Paris og København

27

i Tjernovtsy, en ukrainsk by med små 300.000 indbyggere, der engang var den yderste gren af Det Østrig-ungarske Imperium. Den ligger i en provins, som hedder Bukovina, og er en gammel kulturby. Fantastisk. Og der er stadigvæk jødiske miljøer, som er taget ud af Spillemand på en tagryg, det, der på jiddisch hedder shtetl. Det betyder ”mindre by” med – underforstået – en stærk jødisk indflydelse. Men det bruges som metafor for den kultur og de traditioner, der fandtes hos østeuropæiske jøder i det 19. århundrede. Det er byområder, kvarterer, som ikke er renoveret siden 1914, da Første Verdenskrig begyndte. Og i 1918, da den sluttede, kollapsede Det Østrig-ungarske Rige, og mange af de provinser blev pludselig en del af Sovjetunionen. I de følgende to årtier var der ikke den store økonomiske udvikling eller vækst. Så kom Anden Verdenskrig, og da den var slut, var det stadig Sovjetunionen, der sad på magten. How lucky can you be? På de ture mødte vi fantastiske mennesker. De boede ofte i kvarterer og ejendomme, der mindede mig om det Aarhus, jeg voksede op i. Derovre kører tidsmaskinen virkelig baglæns. Sådan nogle områder findes ikke længere i Skandinavien, men i de ikkerenoverede byer i det østlige Europa er det muligt at gå ned ad gaden og falde over en udstillingsmontre i glas, hvori der er placeret et par damesko. Ved siden af glasmontren er der en port, som fører ind til forskellige gårde, og dér er så en skomagerforretning på tredje sal i fjerde baghus. Jeg elsker det. Jeg er vild med labyrintiske områder. At de ikke holder op, at der er ideer og muligheder hele vejen rundt, og det bliver ved og ved og ved. I Kraków i Polen kan du også, lige akkurat, finde det. Jeg er selvfølgelig tiltrukket af det, fordi det er det, jeg er vokset op i, men også fordi jeg trives bedst med mange udgange. Det gør mig tryg. Det er rævegrave. Du kan altid komme ud og væk. Det har været afgørende for mig i hele mit liv, at jeg var omgivet af mange udgange. Jeg er sikker på, at Charlie Chaplin har haft det på samme måde, det afslører sig eksempelvis i Diktatoren. Den er lavet i Hollywood, og han er selv født i London, men han har åbenbart vidst, hvordan

29_Ulla(tryk).indd 27

12/09/11 18:47:04


28

Vinter i Paris og København

der så ud i de byer. I filmen er der en række scener i korridorejendomme, hvor nazisterne jager jøderne rundt. Det er et godt sted at blive jaget, hvis det skal være. Det er labyrintisk, ja. Det er et godt udtryk. Alle de mennesker, der lever der, er også labyrinter. Når man bor i sådan et miljø, kender man ikke nødvendigvis alle naboerne, men man ved, at de findes, og man kender historierne. Man har hørt, at fru Riberholts fødder ligner kugleposer. Min barndoms gårdmiljøer genså jeg østpå. Jeg har også mødt dem i Indien og på Sri Lanka. Heldigvis findes de stadig. Jeg bliver uhyggelig til mode, hvis alting er strømlinet og gennemskueligt. Planlagt. Det fylder mig med rædsel. TV-Byen, den gamle i Søborg, var et sted, jeg frygtede. Når man skulle hjem efter arbejde i en taxa på en bon fra DR – sådan var forholdene i de år – stod man der ved en forladt motorvejsoverkørsel. Det var uhyrligt og skrækindjagende. Der fik jeg angstanfald. Men jeg kan snildt gå ind i en baggård i Tjernovtsy, glad og munter, selvom risikoen for at blive stukket ned alt andet lige nok er større der end i Gladsaxe og omegn. Jeg har aldrig været bange for de steder, hvor der var liv, heller ikke når det liv til tider var overvældende og voldsomt. Det tiltrækker mig. Og jeg har altid mødt utrolige mennesker derude i baggårdene, sidegaderne og gyderne. For mange år siden rejste jeg i nogle uger med min søn Nicholas i Mellemøsten. Vi boede på vandrerhjem og små hoteller. Og der sad vi en dag i Haifa, Israel, og talte med folk, der var meget ældre end mig. Jeg var vel i slutningen af 30’erne dengang, og de var i begyndelsen af 80’erne og fra New Zealand. Folk fra Australien og New Zealand tager ofte le grand tour. De ved, at det er dyrt og besværligt at rejse ud i verden, så der er tradition for, at familier udlejer deres hus i et år eller to for så at begive sig ud på den store jordomrejse. Når de endelig er af sted, kan de lige så godt få det hele med, synes ræsonnementet at være. Det er ikke et overklassefænomen på de kanter, postbude og politibetjente gør det også. Den slags rejsende mødte Nicholas og jeg på vores tur. Et pensioneret ægtepar, der havde

29_Ulla(tryk).indd 28

12/09/11 18:47:04


Vinter i Paris og København

29

sparet sammen til at rejse jorden rundt i fem år. De sejlede, kørte i bus, fløj. Måske kom de hjem engang, måske gjorde de ikke. Jeg kan huske, at jeg tænkte, det var fantastisk, at sådan ville jeg også leve, når jeg blev gammel. Hvis jeg en dag ikke skulle arbejde mere, ville jeg være sådan en, der pludselig hoppede om bord på en bus til Marokko. I dag er der millioner af mennesker, der gør den slags, de rygsækrejsende har ændret billedet. Der er kommet en vidunderlig generation af yngre mennesker, som alle har prøvet at blive væk i en jungle i Borneo. Jeg møder dem ofte i journalistikken, hvor de passer godt ind. I modsætning til gamle dage i DR, hvor der var mange særdeles ordentlige typer, der hele tiden stod og kiggede bekymret på deres ur og begyndte at tale om fagforeningsregler, når de skulle ud at rejse. Min livsform er med andre ord blevet tidens livsform. Derfor tror jeg ikke, det bliver vanskeligt for mig at trække mig tilbage til en mere anonym tilværelse, så længe jeg stadig kan være rejsende. Det kan jeg ikke slippe. Det at rejse. Alting forandrer sig, når man rejser, problemerne løser sig ved, at man flytter sig. Det er faktisk rigtigt. Dermed siger jeg ikke, at man lever uden sorg, blot fordi man kontinuerligt er på farten. Jeg har haft store sorger i mit liv, bestemt, men det at kunne gå ned på gaden i en ny, vibrerende by og købe en avis – det, at man fysisk flytter sig og oplever noget nyt, gør sorgen mere håndterbar, synes jeg. Det kan godt være, det er overfladisk. Men jeg tror faktisk, man kan dvæle, selvom man flytter sig. Jeg kan snildt finde ro og dybde på en lufthavnsbus eller i et tog. Folk dvæler under transport. Jeg tror egentlig ikke på, at stilstand gør en mere dybsindig. Jeg får altid mange ideer og tanker, mens jeg bevæger mig. Jeg har, i ordets bogstaveligste forstand, været på meget længe, og jeg møder ofte mennesker, som spørger, om ikke det snart er nok. De spørger ikke i uhøflig forstand, det er ikke sådan, at de udbryder ”skal det gamle apparat ikke snart køres væk i en trillebør?” Folk henvender sig snarere, fordi de ikke kan forstå, at jeg

29_Ulla(tryk).indd 29

12/09/11 18:47:04


30

Vinter i Paris og København

kan holde det ud. Det får mig da til at overveje, om livet som rejsende historiefortæller er et drug, en form for narkotikum, jeg anvender af skræk for at standse op. Jeg er nået frem til, at det handler om mere end det, om mere end blot at opretholde et konstant niveau af intense oplevelser, af nye kicks. Det stikker dybere end som så. Begivenhederne betyder selvfølgelig noget. Det er ikke små oplevelser, det er revolutioner, jeg står midt i, og bevares, jeg synes da, det er spændende at være med uden for en retssal i London, når stifteren af WikiLeaks, den blonde og muligvis moralsk dubiøse, men uanset hvad voldsomt interessante, Julian Assange træder frem i selskab med Tony Benn, Jemima Goldschmidt Kahn og Bianca Jagger. Når de alle sammen er der, overklassens eventyrere og de venstreorienterede, du ved, de gamle, selvgentagende typer fra min ungdom. Det er sjovt at se det der hold, som kaster sig over livet, hver gang det viser sig fra sin allermest farverige side. The happy band of brothers … and sisters … Det kan jeg forestille mig, at jeg vil savne. Men jeg tror ikke, jeg vil falde sammen, hvis jeg trak mig tilbage fra … arbejdsmarkedet, som man siger. Det at flytte sig handler ikke alene om at ville være nær den store begivenhed. At rejse er i sig selv interessant, uanset om jeg skal lave en historie eller ej. Jeg tror godt, jeg kunne være rejsende pensionist, om end jeg nok ville tale ørerne af folk i busser, biler, fly og tog. Men jeg ville også glæde mig til at høre de andre rejsendes historier.

29_Ulla(tryk).indd 30

12/09/11 18:47:04

Vi kan sove i flyvemaskinen af Ulla Terkelsen  

Vinter i Paris og København 9 10 Vinter i Paris og København Vinter i Paris og København 11 12 Vinter i Paris og København Vinter i Paris og...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you