Page 1


Udgivet med støtte fra: Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse Johanne og Ejnar Flach-Bundegaards Fond Oberst H. Parkovs Mindefond


Vejen hjem SØNDERJYSKE SKÆBNER 1864-1920 Knud J.V. Jespersen

Gads Forlag


Indhold

FORORD

5

INDLEDNING Sønderjylland og danmarkshistorien

10

Optakten til krigen i 1864 – et politisk overblik Krigen 1864 – et militært overblik Under tysk styre 1864-1920

28

44

Ordenskapitlet og levnedsbeskrivelserne I

20

59

EN VETERAN FRA 1. SLESVIGSKE KRIG 1848-51 Husmand Søren Chr. Rasmussen, Bolderslev

71

II VETERANER FRA 2. SLESVIGSKE KRIG 1864 Snedker Lars Peter Gregersen, Kerteminde Gårdejer Anders Jensen, Vedtofte

74

87

Laboratoriemedhjælper Carl Jespersen, København Gårdejer Christen Sørensen, Haarby

92

Danselærer Franz Petersen, Sønderborg Landarbejder Hans Hansen, Rinkenæs

90

93 96

Underkorporal Jacob Peter Jacobsen, Høgslund Aldersrentenyder Jens Wilhelmsen, Jyllinge Gårdejer Jes Andersen Møller, Hjerndrup

99

103 105

INDHOLD

7


Møller Ludvig Hansen Schmidt, Agerskov

109

Aftægtsmand Nis Peter Hansen, Kliplev Murer Rasmus Hansen, Kliplev

111

113

Tømrer Rasmus Hansen, Rønde

115

Gårdejer Simon Mikkelsen Thyssen, Gånsager Grosserer Carl Julius Boeck, København

119

122

Manufakturhandler Valdemar August Christian Hjort, København Boelsmand Hans Petersen Bjørnskov, Gøttrup

137

Skomagermester Johan Peter Nielsen, Stevning Snedker Julius Heinrich Sabinsky, København Daglejer Christian Rasmussen, Haderslev Sadelmager Emilius Petersen, Gråsten

141 145

150

152

Landmand Hans Brodersen, Løgumkloster

157

Snedker Hans Frederik Kaatmann, Dybbøl

159

Skovarbejder Hans Christian Johansen, Gødstrup Gårdejer Jens Peter Andersen, Virring

166

Husmand Johann Hansen Jahnsen, Dybbøl Husmand Johannes Nielsen, Rugbjerg

169

174

Gårdejer Morten Larsen, Store Magleby Gårdejer Niels Jeppesen, Skovsgårde

176

178

Landbrugsmedhjælper Niels Sørensen, Tved Lærer Jep Asmussen, Augustenborg

183

187

Gårdejer Lars Peter Hansen, Knardrup

190

Tømrer Frantz Anton Tagemose, København Husmand Peter Petersen, Kettinge

193

195

Vognmand Niels Jacob Oluf Nielsen, København Jørgen Brendholdt Pedersen

163

199

201

Landmand Peter Andresen Block, Vinum

206

Snedkermester Johan Ludvig Pryse, Haderslev

209

Kro- og gårdejer Søren Clausen Sørensen, Ammitsbøl III ET KRITISK INDLÆG OM KRIGSFØRELSEN Lotterikollektør Harald Baggesen, Aarhus

8

VEJEN HJEM

217

212

133


IV UNDER PRØJSISK STYRE 1864-1920 Redaktør Peter Andersen Skovrøy, Tønder

236

Bankdirektør Rasmus Peter Rossen, Tønder

243

Overretssagfører Peter Paulsen, København

246

Postmester Thomas Sørensen Tholl, Silkeborg Sognepræst Johan Rejmer Zerlang, Gram

252

258

Pastor Lauritz Andreas Troensegaard-Hansen, Gråsten Frimenighedspræst Niels Anton Jensen, Bovlund

263

Frimenighedspræst Nis Petersen Lycke, Rødding

270

Rektor Jens Michael Hertz, Sønderborg

273

Efterskoleforstander Knud Hansen Pedersen, Skibelund Børnehjemsforstander Chresten Madsen Jensen, Erlev Møller Hans Lorenzen, Gråsten

292

Gårdejer Jes Hansen-Schmidt, Vojensgård Gårdejer Jens Petersen Jensen, Lovrup

Gårdejer Carsten Gregersen, Frøslev Gårdejer Jens Kassøe Pors, Kolding Gårdejer Peter Jensen Struer, Jordrup NYTTIG LITTERATUR

319

295

298

Gårdejer Nis Peter Boysen, Tørning Mølle Proprietær Kresten Knudsen, Visby

261

304 309 313 317

301

277 288


SØNDERJYLLAND OG DANMARKSHISTORIEN

“Allerførst takker jeg Deres Majestæt for min udnævnelse til Dannebrogsmand.” Således indleder den firsårige danselærer i Sønderborg Franz Petersen den korte levnedsbeskrivelse, han i 1921 indsender til Ordenskapitlet. Baggrunden er, at den danske konge efter Genforeningen i 1920 endelig har fået mulighed for at dekorere de endnu overlevende danske veteraner fra 1864, som efter krigen er endt under tysk herredømme, og andre, som har gjort en særlig indsats for eller i den tabte landsdel, der nu er vendt “hjem”. I det følgende er samlet 60 af disse mænds selvbiografiske beretninger indsendt til Ordenskapitlet, sådan som det kræves til gengæld for at få tildelt en orden. Franz Petersen husker godt krigen, hvor han var underofficer: “ … jeg blev indkaldt til 21. infanteriregiment. Vi blev straks dirigeret til Holsten, og da forbundstropperne afløste os, gik vi til Dannevirke, hvor vi sloges med østrigerne en hel eftermiddag. Så kom tilbagetoget til Sønderborg, hvorfra vi efter et par dages forløb blev indskibet til Fredericia. Efter bombardementet og adskillige fægtninger og skærmydsler sejlede vi til Hals i Jylland. Imidlertid kom freden, og vi slesvigere blev så hjemsendt.” Men selv om hovedpunkterne i krigens gang endnu står ham klart, er det også tydeligt, at livet siden har budt på både lyse og mørkere stunder, som er værd at mindes, nu hvor det nærmer sig sin afslutning. For Franz Petersen som for mange af de andre er kone og børn – både dem, der overlevede, og de døde – vigtige at få med i historien: “Vi har haft seks børn, de to døde, og

10

VEJEN HJEM


de fire andre er godt forsørgede … 1913 holdt vi guldbryllup – og om to år diamantbryllup. Min kone er et halvt år ældre end mig og svagelig.” I de mellemliggende 56 år har nogle af ordensmodtagerne konstant stået midt i nationalitetskampen. For andre har det primært handlet om at skaffe sig udkommet, men praktisk taget ingen er gået helt ram forbi under årene med fremmed styre, ikke mindst gælder det årene under 1. Verdenskrig. Mange familiers yngre mænd indkaldes, dræbes eller lemlæstes. For Franz Petersen skaber Verdenskrigen andre problemer: “1914 blev det os forbudt at give danseundervisning, 1918 blev forbuddet ophævet. I de fire år tjente jeg ikke en øre, og min kone og jeg blev understøttet af vore børn, der er gift i Danmark …” Et forbud som lyn fra en klar himmel og uden nærmere forklaring, hvorfra og hvorfor? Og alle børnene er i Danmark! Hvordan og hvorfor … hvilke – måske dramatiske –historier ligger der bag de knappe ord? Franz Petersen føler selv, at der er langt mere at sige: “Alt dette er nu gamle erindringer, og jeg kunne fortælle meget mere.” Men han er vel for gammel og træt og uvant med at skrive til at magte at få mere ned på papir. Læst sammen med de øvrige 59 erindringsskitser får vi dog efterhånden en række mulige svar, brikkerne til en skitse af en helt særlig landsdels og befolkningsgruppes historie.

TO IKONBILLEDER To billeder fra den nyere danmarkshistorie, begge med relation til Sønderjylland, er den dag i dag en umistelig del af den nationale ikonografi. Det ene er Niels Simonsens maleri af en scene fra tilbagetoget fra Dannevirke natten mellem den 5. og 6. februar 1864, og det andet er billedet af Christian den 10. på den hvide hest, da han gennem den flagsmykkede æresport ved den gamle grænsestation Frederikshøj nær Christiansfeld red ind i det genvundne Sønderjylland den 10. juli 1920 og tog den lille blomsterpige op til sig på hesten. De to billeder markerer afgørende skæbnestunder både i landsdelens og hele nationens nyere historie – skæbnestunder, der endnu i dag står som milepæle i danskernes kollektive erindring. Umiddelbart efter 1864-krigens afslutning malede bataljemaleren Niels Simonsen (1807-85) billedet af en gruppe trætte danske soldater, der i snefog

SØNDERJYLLAND OG DANMARKSHISTORIEN

11


I nederlagsåret malede Niels Simonsen (1807-85) det billede, som i folkelig bevidsthed blev selve indbegrebet af Krigen 1864. Det forestiller en gruppe danske soldater, der i isnende kulde strider sig nordpå fra Dannevirke mod Dybbøl medførende en tung kanon. Billedets grå-hvide farvesætning formidler en dyster stemning; men dette


står i kontrast til soldaternes ansigtsudtryk og attituder, der udstråler beslutsomhed og overlevelsesvilje. Billedet rummede dermed trods alt en tiltrængt opmuntring til et Danmark, som i årene efter katastrofen vaklede mellem undergangsangst og genrejsningshåb. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg. Foto Lennart Larsen.


Danmark, i skikkelse af Kong Christian den 10., tager den røvede datter i sin favn kort efter at have passeret grænsen til det genvundne land på den legendariske hvide hest den 10. juli 1920. Den niårige blomsterpige, som på denne måde kom til at symbolisere Sønderjyllands hjemvenden, var et lille vajsenhusbarn, født Johanne Martine Klippert. I 1915 blev hun adopteret af pastor Braren, Åstrup, senere Højer. Billedet viser det øjeblik, hvor hun løftes op på Kongens hest af sin plejemoder. Der knytter sig i øvrigt den pudsighed til denne historie, at det var børnehjemsforstander Chresten Madsen Jensen, Erlev Børnehjem, der i 1915 formidlede den lille Johannes optagelse i det sønderjyske præstehjem. Hans levnedsbeskrivelse er aftrykt nedenfor s. 288 f. Kort- og Billedafdelingen, Det Kongelige Bibliotek.

og isnende kulde strider sig nordpå fra Dannevirke til Dybbøl trækkende med en tung kanon, som de har medbragt fra den rømmede Dannevirkestilling. Maleriet gengiver med fotografisk nøjagtighed soldaternes næsten overmenneskelige anstrengelser og lidelser under retræten og afspejler tillige med sin grå-hvide farvesætning den tunge nederlagsstemning, der prægede tilbagetoget. Da dette blev kendt i den danske offentlighed, bredte nederlagsstemningen sig til hele den danske befolkning, og Niels Simonsens maleri, som senere fik plads i det nyindrettede nationalhistoriske museum på Frederiksborg Slot, blev derved selve sindbilledet på det militære nederlag i 1864. Det nederlag, som førte til tabet af Hertugdømmerne og medførte Danmarks definitive degradering til en småstat. I den offentlige bevidsthed kom maleriet til både at symbolisere den fejlslagne eventyrpolitik, der førte frem til den mili-

14

VEJEN HJEM


tære katastrofe, og optakten til de prøvelser, der ventede de omkring 200.000 dansksindede sønderjyder, som de følgende 56 år måtte leve under tysk styre. Niels Simonsens dystre skildring af tilbagetoget i 1864 indfanger denne tunge skæbnestund i Danmarks historie. Den fotografiske gengivelse af situationen den 10. juli 1920, hvor Kong Christian den 10. straks efter at have passeret æresporten tager den lille hvidklædte blomsterpige, Johanne Braren, op til sig på hesten, afspejler med tilsvarende ikonisk præcision også en skæbnestund i Danmarks historie, men denne gang en glædelig én af slagsen, nemlig genforeningen af Nordslesvig, eller Sønderjylland, med Kongeriget. Det var præcis denne situation, som digteren Henrik Pontoppidan poetisk beskrev, da han i 1918, kort efter at våbenstilstanden og Tysklands nederlag var en kendsgerning, digtede: Det lyder som et eventyr, et sagn fra gamle dage: en røvet datter, dybt begrædt, er kommet frelst tilbage! Den lille pige, som løftes op i kongens favn, blev i dette øjeblik selve billedet på det længe begrædte Sønderjylland, som nu omsider var kommet frelst tilbage til sit rette ophav, kongeriget Danmark. Scenen blev dermed selve symbolet på den lykkelige genforening og dermed også på afslutningen af sønderjydernes trængsler under fremmedherredømmet. I kraft af sin præcise symbolik brændte dette billede sig ind på nethinden hos generationer af danske som udtryk for, at den historie, som begyndte med katastrofen i 1864, trods alt endte godt – eller i det mindste med en vis oprejsning. Den historie – eller, måske rettere, de historier – der fortælles gennem de 60 personlige beretninger i det følgende, udspiller sig i tid mellem de to yderpunkter repræsenteret af disse to billeder. Men inden de kommer til orde, skal den historiske ramme, som de udfolder sig inden for, ridses op, ligesom baggrunden for beretningernes eksistens skal skitseres.

SØNDERJYLLAND OG DANMARKSHISTORIEN

15


KONGERIGET OG SØNDERJYLLAND Sønderjylland – og i videre forstand hertugdømmerne Slesvig og Holsten – har altid spillet en vigtig rolle i det danske kongeriges historie. De to hertugdømmer dannede så at sige bro mellem Kongeriget og kontinentet – på godt og på ondt. Ad denne vej kom nyt europæisk tankegods som pietisme og oplysningsfilosofi til Danmark i 1700-tallet, og nye, forbedrede driftsmetoder inden for landbruget slog først rod i Hertugdømmerne, hvorfra de blev inspirationskilde til den dybtgående omlægning af det tilbagestående danske landbrug, som sammenfattes under betegnelsen De Store Landboreformer, i slutningen af 1700-tallet. Ad denne vej vandrede gennem århundreder Danmarks vigtigste eksportvare, studene, hvert år til deres endelige bestemmelsessteder i Nordtyskland og Holland ad den gamle hærvej eller oksevej, der snoede sig ned gennem hele Den Jyske Halvø. Og ad denne vej drog den danske hær i ældre tid ud, når kongens interesser i Nordtyskland skulle varetages. Omvendt var Hertugdømmerne også indfaldsporten til fjendtlige invasioner i Danmark op gennem historien såsom Wallensteins besættelse af Jylland 1627-29, den svenske general Torstenssons lynangreb på Danmark i 1643 og Karl den 10. Gustavs invasion i 1657. Området mellem Elben og Kongeåen – med Ejderen som skillelinje mellem de to hertugdømmer – fungerede i alle disse situationer, fredelige som krigeriske, som forbindelsesled, og dets indbyggere sad i den forstand i første parket til mange af de situationer, som historisk set har formet det moderne Danmark. Men hvad var Sønderjylland så egentlig for en størrelse? På Saxos tid, i sidste del af 1100-tallet, skelnede man ikke mellem Sønder- og Nørrejylland; men i 1200-tallet blev den sydlige del af Den Jyske Halvø skilt ud som et særligt hertugdømme vekselvis benævnt Sønderjylland eller Slesvig efter hertugens residens. I løbet af 1400-tallet blev Slesvig det officielle navn på hertugdømmet mellem Kongeåen og Ejderen, mens betegnelsen Sønderjylland trængtes i baggrunden. Navnet Sønderjylland fik dog en politisk betonet renæssance, da den danske nationale bevægelse fik vind i sejlene fra 1830’erne; men hovedparten af Hertugdømmets indbyggere fastholdt dog frem til 1864 betegnelsen Slesvig for på denne måde at markere landsdelens særstatus i forhold til Kongeriget. Først med den mere hårdhændede fortyskningspolitik fra 1880’erne fik beteg-

16

VEJEN HJEM


Slesvig/Sønderjylland med markering af de vigtigste af de omtalte lokaliteter. Kortet viser hertugdømmet Slesvig, som det så ud indtil 1864. Grænsedragningen 1864-1920 er tegnet ind med blåt. Ved fredsslutningen i 1864 blev de kongerigske enklaver i vest en del af Slesvig, mens området omkring Ribe, de otte sogne syd for Skanderborg samt Ærø kom til Danmark. Kortet er tegnet af Per Jørgensen.

nelsen Sønderjylland for alvor et politisk indhold blandt landsdelens dansksindede, som ved at bruge den markerede deres tilhørsforhold til Danmark. Og da det prøjsiske styre i 1895 direkte forbød brugen af betegnelsen Sønderjyl-

SØNDERJYLLAND OG DANMARKSHISTORIEN

17


land, blev navnet for alvor populært blandt de dansksindede som markering af deres modstand mod de prøjsiske magthavere og fortyskningspolitikken. Ved brugen af betegnelsen Sønderjylland samlede de i ét begreb håbet om engang at vende tilbage til Danmark – et håb, der for de nordlige deles vedkommende gik i opfyldelse ved afstemningen den 10. februar 1920, men glippede for den sydlige dels vedkommende ved den tilsvarende afstemning den 14. marts samme år. Da det således kun var en del af det gamle sønderjyske hertugdømme Slesvig, der blev genforenet med Danmark, konstruerede de danske myndigheder i 1920 navnet “De sønderjyske Landsdele” som den nye betegnelse for det Nordslesvig, der nu var blevet dansk. Det lidt kunstige udtryk slog dog aldrig rigtig an hos lokalbefolkningen, som i højere og højere grad gik over til at bruge betegnelsen Sønderjylland for det genforenede område, mens Slesvig blev det officielle navn på den tyske del syd for 1920-grænsen. Den navnemæssige konsekvens af denne udvikling blev draget i forbindelse med amts- og kommunalreformen i 1970, hvor det nye storamt nord for grænsen fik navnet Sønderjyllands Amt. Ved den seneste lokalforvaltningsreform blev det en del af den langt større Region Syddanmark, som foruden hele det sydlige Jylland også omfatter Fyn med omliggende øer. Dermed må den forvaltningsmæssige integration af området siges at være fuldbragt, selv om den geografiske betegnelse Sønderjylland – nu uden tidligere tiders nationalpolitiske undertoner – fortsat ofte benyttes mand og mand imellem. Skiftende tiders brug af ordet Sønderjylland afspejler således i kort begreb områdets omtumlede historie. Fra oprindeligt at være en politisk neutral betegnelse for hele Hertugdømmet blev den i nationalismens tidsalder fra dansk side et nationalpolitisk kampråb til støtte for ejderdanskheden. I tiden under tysk styre blev den et kodeord for de dansksindede, hvormed de udtrykte deres håb om genforening med Danmark og deres modstand mod fortyskningen. Efter Genforeningen mistede betegnelsen sin politiske værdiladning, og betydningen indskrænkedes samtidig geografisk til kun at omfatte det genforenede område. I dag, hvor dette er en fuldt integreret del af Danmark, eksisterer Sønderjylland næppe i officielt sprogbrug, selv om betegnelsen af praktiske og traditionelle grunde fortsat lever i folkemunde. Ordet Sønderjyllands historik illustrerer med andre ord tydeligt, hvor nøje en forbindelse der altid har været mellem dette område og Danmarks

18

VEJEN HJEM


samlede historie. Det er næppe overdrevet historisk set ligefrem at tale om et skæbnefællesskab. Uden indblik i sønderjydernes historie bliver forståelsen af Danmarks historie ufuldstændig. Dette gælder i særdeleshed den katastrofale krig i 1864 med alle dens følgevirkninger lokalt i Sønderjylland og for Danmark som helhed.


ORDENSKAPITLET OG LEVNEDSBESKRIVELSERNE

ORDENSVÆSENET De nedenfor aftrykte levnedsbeskrivelser havde næppe set dagens lys, hvis Dannebrogordenen ikke var blevet gennemgribende reformeret i 1808. Som en af sine første handlinger efter at have besteget tronen bestemte Frederik den 6., at den gamle eksklusive Dannebrogorden fra 1671 skulle ændres til en bredt anvendelig fortjenstorden, der i modsætning til tidligere kunne tildeles fortjente borgere uafhængigt af rang og stand. Forbilledet for nyordningen var den franske Æreslegion, som Napoleon Bonaparte havde indstiftet i 1802 som fortjenstorden til franske borgere, der civilt eller militært havde ydet en særlig indsats for fædrelandet. For at sikre ordenen bred anvendelighed var Æreslegionen opdelt i fire klasser af stigende fornemhed, nemlig ridder, officer, kommandør og storofficer. Dertil føjedes i 1805 en femte klasse, storkors. Tanken var, at dekorerede som udgangspunkt startede i ridderklassen, hvorfra de så ved fortsat fortjenstfuld indsats kunne avancere til de højere klasser. Den samfundsmæssige baggrund for nyordningen i 1808 var den hastige fremvækst omkring 1800 af en stadig mere artikuleret borgerlig middelklasse, som krævede sin indsats for staten og fædrelandet anerkendt efter fortjeneste og med stigende styrke rettede skarp kritik imod adelens privilegier og et forældet kongeligt ordensvæsen, hvor ordenstildeling i princippet var forbeholdt en ganske snæver rangelite af adelige og fornemme fyrstetjenere. Desuden spillede det også ind, at Danmark-Norge på dette tidspunkt befandt sig midt i en opslidende krig, der stillede helt ekstraordinære krav til civilbefolkningen

ORDENSKAPITLET OG LEVNEDSBESKRIVELSERNE

59


Dannebrogsmændenes Hæderstegn eller Sølvkorset var en særdeles populær udmærkelse. Fra ordenens indstiftelse i 1808 til dens forandring i 1952 til Dannebrogordenens Hæderstegn blev den tildelt omkring 20.650 danskere, deraf mange veteraner fra krigene. Selve ordenstegnet er et uemaljeret sølvkors med kroner mellem korsarmene under regentens kronede monogram. Langt hovedparten af forfatterne til selvbiografierne i denne bog var Dannebrogsmænd. På flere af de heri gengivne portrætter bærer modtageren desuden Christian den 9.s Erindringsmedalje for Deltagelse i Krigen 1864, der er en cirkelrund medalje med kongens ansigtsportræt i profil. Den blev indstiftet i 1875 efter indstilling fra krigsminister C.A.F. Thomsen. Ordenskapitlet. Foto Hans Ørslev.

og de væbnede styrker. Begge forhold understregede behovet for at kunne belønne borgere, som gjorde en særlig indsats såvel i krigs- som i fredstid. Den reformerede Dannebrogorden, hvis statut blev offentliggjort den 28. juni 1808, var et forsøg på at imødekomme dette behov. Med forbillede i Æreslegionen opdeltes Dannebrogordenen i tre klasser, nemlig en ridderklasse, en kommandørklasse og en storkorsklasse, hvortil kom en særlig fornem klasse, storkommandørklassen. Sidstnævnte var forbeholdt personer, som i forvejen var Ridder af Elefanten. Samtidig knyttedes til ordenen et særligt fortjensttegn, Dannebrogsmændenes Hæderstegn også kaldet Sølvkorset. Det lå uden for ordenens klasser og kunne tildeles personer uden for rangklasserne, som i en snævrere kreds havde gjort sig særlig fortjente – typisk sognefogeder, redningsfolk, militære underbefalingsmænd og menige – eller det kunne tildeles som en særlig ekstra udmærkelse til personer, som allerede havde modtaget en orden. Tanken var med denne reorganiserede orden at kunne “belønne sande Fortienester, hos hvem de end findes”, som det hed i retningslinjerne for

60

VEJEN HJEM


ordenen, hvis særlige sigte mod den nye middelstand yderligere understregedes med en bestemmelse om, at den skulle gives som et ydre tegn “paa erkiendt Borgerværd”. Dannebrogordenen skulle ikke længere være et privilegium for de højeste rangklasser. Nyordningen af 1808 er stadig grundlaget for Dannebrogordenens anvendelse, dog med nogle mindre justeringer hen ad vejen. Kommandørklassen blev således i 1864 opdelt i to grader, kommandør af første og anden grad. Det samme skete i 1952 med ridderklassen, der opdeltes i ridder af første grad og ridder. Samtidig ændrede Dannebrogsmændenes Hæderstegn (Sølvkorset) betegnelse til Dannebrogordenens Hæderstegn. Det skulle derefter kunne anvendes i særlige tilfælde og kun tildeles personer, som i forvejen var dekoreret med Dannebrogordenen. De personer, som hidtil havde modtaget Dannebrogsmændenes Hæderstegn, skulle for fremtiden dekoreres med ridderordenens laveste grad. Endelig bestemtes det i 1951, at også kvinder kunne dekoreres med Dannebrogordenen. Til administration af det således stærkt udvidede ordensvæsen oprettedes i forbindelse med 1808-reformen De Kongelige Ridderordeners Kapitel – i daglig tale Ordenskapitlet – med tilhørende sekretariat. Dertil knyttedes også et embede som De kongelige ordeners historiograf, hvis opgave det var at skrive og vedligeholde ordenernes historie og indsamle biografiske oplysninger om de dekorerede som grundlag for de nekrologer over de i årets løb afdøde riddere, som skulle oplæses ved de årlige ridderfester. Dem forudså man afholdt på Rosenborg eller i Frederiksborg Slotskirke. Det sidste blev nu en kort fornøjelse. Den første ridderfest fandt sted i 1809 og den sidste i 1813. Efter statsbankerotten i 1813 og tabet af Norge i 1814 var det ikke mere tiden til slig festivitas, og de er aldrig blevet genoptaget siden. Derimod bestod embedet som ordenshistoriograf, og han fortsatte ufortrødent med at indsamle biografiske oplysninger om ridderne. Denne indsamling antog hurtigt den form, at nyudnævnte riddere blev bedt om at indsende en skriftlig selvbiografi, som derefter blev arkiveret i Ordenskapitlet. På denne måde opstod den enestående personalhistoriske samling, som opbevares i Ordenskapitlets arkiv og i dag omfatter omkring 40.000 danske selvbiografier. Den nuværende samling, hvori de 60, der her er aftrykt, indgår, omfatter udelukkende selvbiografier afleveret efter 1884. Der skete nemlig det yderst beklagelige, at hele den ældre samling fra 1808 til 1884 gik tabt i forbindelse

ORDENSKAPITLET OG LEVNEDSBESKRIVELSERNE

61


med Christiansborgs brand sidstnævnte år. Uheldigvis havde Ordenskapitlet da til huse på selve slottet, og alle de ældre levnedsbeskrivelser blev i lighed med slottet flammernes bytte. Da tykke protokoller i modsætning til løse papirer er vanskeligt brandbart materiale, lykkedes det til alt held at redde hele serien af ridderprotokoller fra 1808 og fremefter, hvori navnene på alle dekorerede er optegnet, ofte sammen med en begrundelse for tildelingen, dato for dekoration og nødtørftige personlige data. Takket være disse protokoller har vi bevaret et overblik over, hvem der blev dekoreret fra 1808 og fremefter og ofte også hvorfor, selv om selve levnedsbeskrivelserne afleveret op til 1884 desværre definitivt er gået tabt. Men uanset dette repræsenterer den nuværende samling alligevel en uvurderlig kulturhistorisk skat dækkende et stykke danmarkshistorie, der rækker langt tilbage i 1800-tallet, hvilket også illustreres af de her gengivne beretninger, hvoraf flere rummer levende erindringer, der rækker helt tilbage til Treårskrigen 1848-51. Administrationen af levnedsbeskrivelserne – derunder deres indhentning, opbevaring og senere anvendelse i historisk forskning – påhviler den kongelige ordenshistoriograf. Med henblik på at sikre, at ordensmodtagerne kunne skrive så frit og åbent som muligt om vigtige tildragelser i deres liv og om de afgørende hændelser, der havde formet deres livsbane, traf han fra begyndelsen den afgørelse, at biografierne som udgangspunkt skulle opbevares utilgængeligt i Ordenskapitlet i 50 år efter forfatterens død, medmindre denne selv havde truffet anden bestemmelse. Denne regel, der nogenlunde svarer til Arkivlovens generelle regler for adgang til personfølsomme arkivalier, er stadig gældende. Dog er det muligt at få tidligere adgang i forbindelse med seriøs historisk forskning, hvis der foreligger en skriftlig tilladelse fra de nærmeste efterladte. De her gengivne beretninger er alle så gamle, at de ikke mere er omfattet af 50-års-reglen. Hovedparten af de her gengivne levnedsbeskrivelser hidrører fra Dannebrogsmænd, dvs. modtagere af Dannebrogsmændenes Hæderstegn, Sølvkorset. Under De Slesvigske Krige 1848-51 og 1864 fandt Sølvkorset tillige anvendelse som et særligt tapperhedstegn til menige og underbefalingsmænd, som havde udmærket sig særskilt i kampene. Fortjente officerer modtog oftest et ridderkors for deres indsats. Under og efter 1. Slesvigske Krig 1848-51 uddeltes der således omkring 2.000 dekorationer for tapperhed. Deraf var 325 ridderkors og omkring 1.640 Sølvkors. Under og lige efter 2. Slesvigske Krig 1864

62

VEJEN HJEM


uddeltes der omkring 750 dekorationer for udvist tapperhed under kampene. Deraf var de 320 ridderkors til officersgruppen, mens de resterende 430 var Sølvkors til menige og underbefalingsmænd. Det svarede til, at næsten 24 procent af de 1.330 deltagende officerer modtog et ridderkors, mens blot 0,6 procent af det menige mandskab og underbefalingsmandsgruppen på omkring 71.000 mand modtog et Sølvkors. Dertil kom dog senere tildelinger ved særlige lejligheder som jubilæer og veteranstævner. Og ikke mindst efter Genforeningen i 1920 blev der gjort en stor indsats for at opspore og dekorere veteraner både nord og syd for den gamle Kongeågrænse, som trods tapper indsats ikke tidligere var blevet dekoreret. Det var ikke et øjeblik for tidligt, idet de fleste endnu levende veteraner på dette tidspunkt typisk havde rundet de 80 år. Ikke desto mindre lykkedes det i løbet af 1920’erne at opspore et betragteligt antal og tildele dem ikke færre end 2.000 Sølvkors, hvilket i sidste øjeblik rettede lidt op på den oprindelige skævhed i tildelingen af ridderkors og Sølvkors. De veteranberetninger, der gengives nedenfor, er alle produkter af denne sene tildelingsrunde, hvilket både fremgår af selve beretningerne og de ledsagende fotos, der stort set alle viser mænd, som har nået oldingealderen.

LEVNEDSBERETNINGERNE Læseren kunne med føje spørge, hvorfor der ikke til denne udgivelse er valgt veteranberetninger, der tidsmæssigt lå noget tættere på krigsbegivenhederne i 1864, og som derfor med noget større nøjagtighed kan formodes at afspejle de faktiske forløb. Det er der to gode grunde til, hvoraf den ene – slotsbranden i 1884, der fortærede hele Ordenskapitlets samling af levnedsbeskrivelser – allerede er nævnt. Den anden – og nok så afgørende i denne sammenhæng – er, at modtagerne af Dannebrogsmændenes Hæderstegn (Sølvkorset) langt op i tiden ikke blev bedt om at indsende en levnedsbeskrivelse til Ordenskapitlet. Det hang blandt andet sammen med, at man – med mere end et anstrøg af åndshovmod – simpelthen ikke tiltroede de almindelige mennesker, som var de normale modtagere af dette udmærkelsestegn, evnen til at formulere en personlig beretning på skrift. Først efter en indtrængende indstilling fra den daværende ordenshistoriograf, kulturhistorikeren professor Troels Troels-Lund, som også var forfat-

ORDENSKAPITLET OG LEVNEDSBESKRIVELSERNE

63


Originalversionen af laboratoriemedhjælper Carl Jespersens korte levnedsbeskrivelse, der aftrykkes nedenfor s. 90, hvor der også ses et foto af ham. Ordenskapitlet udbad sig fra omkring 1900 også et fotografi af de dekorerede, hvilket langt de fleste efterkom. Kapitlets arkiv indeholder derfor en af landets mest omfattende og velbevarede samlinger af portrætfotos.


ter til et stort kulturhistorisk flerbindsværk om dagligliv i Norden i det 16. århundrede, besluttede Kong Christian den 9. i 1904, at også Dannebrogsmændene for eftertiden skulle opfordres til at indsende en levnedsbeskrivelse til Ordenskapitlet. Dog havde Ordenskapitlet fortsat ikke større tiltro til deres evne til at lave skriftlige udfærdigelser, end at de som den eneste kategori fra Kapitlet fik tilsendt et linjeret, dobbelt folioark, hvor der øverst på første side var fortrykt ordet “Dannebrogsmand”. Ideen var naturligvis, at det fornemme papir skulle sende et signal til den formodet ikke særlig skriftkloge Dannebrogsmand om, at han havde pligt til at aflevere sin levnedsbeskrivelse, samt give ham en idé om det forventede omfang af beretningen. Langt den overvejende del af Dannebrogsmændene efterkom pligtskyldigt opfordringen og afleverede ofte læseværdige og interessante beskrivelser af livet, som det levedes af ganske almindelige pligtopfyldende hverdagsdanskere. Autoritetstro som de fleste var, vovede dog kun de færreste at skrive mere, end der kunne stå på det tilsendte papir. Dette er forklaringen på, at levnedsbeskrivelserne fra Dannebrogsmændene typisk fylder fire håndskrevne sider, af og til lidt mindre, men yderst sjældent mere. Dette nærmest forudbestemte format afspejler sig også i de her aftrykte veteranberetninger, hvoraf kun ganske enkelte overskrider normen på de fire håndskrevne sider. De afslører også store forskelle i sprogbeherskelse og formuleringsevne; men generelt afspejler de en betydelig fortælleglæde, hvilket understreger betimeligheden i den beslutning, som Kongen traf i 1904 om også at lade deres erindringer indgå i Ordenskapitlets samling. Genforeningen i 1920 udløste et stort behov for at vise officiel anerkendelse til en række af de mænd, som i den tyske tid havde stillet sig i spidsen for kampen for danskheden i Sønderjylland eller på anden vis øvet en fortjenstfuld gerning i tilknytning til regionen. Denne anerkendelse fandt undertiden udtryk ved tildeling af et ridderkors, hvilket almindeligvis resulterede i en kortere eller længere levnedsbeskrivelse til Ordenskapitlet. Den sidste del af det her aftrykte udvalg af levnedsbeskrivelser er repræsentative eksempler på sådanne beretninger fra pressefolk, præster, skolefolk, gårdejere og andre, som fra forskellige vinkler kaster lys over nationalitetskampens vilkår og dermed giver et ofte livsnært indblik i den daglige virkelighed, som mange dansksindede levede i under det tyske styre. De tegner også for fleres vedkommende et stemningsbillede af tiden omkring afstemningen og Genforeningen.

ORDENSKAPITLET OG LEVNEDSBESKRIVELSERNE

65


Desværre var det trods alt ikke alle, der efterkom opfordringen til at indsende et portræt sammen med levnedsbeskrivelsen. Til de sidstnævnte hører den dansksindede redaktør Peter Andersen Skovrøy i Tønder, der her er fotograferet på et tidspunkt, inden han i 1920 blev Ridder af Dannebrog. Hans levnedsbeskrivelse ses nedenfor s. 236 f. Kort- og Billedafdelingen, Det Kongelige Bibliotek.

Det har naturligvis været et afgørende kriterium ved udvælgelsen af de levnedsbeskrivelser, der her gengives, at de drejer sig om sider af Sønderjyllands skæbne, fra landsdelen gik tabt under den ulykkelige krig i 1864, til Genforeningen fandt sted i 1920. De omkring 40 veteranberetninger fortæller gennem den enkelte beretters individuelle oplevelser om krigens skæve gang, som den oplevedes fra geleddet eller i skyttegraven, og tegner tilsammen et billede af den temmelig kaotiske krigsførelse, der førte til nederlaget. De øvrige omkring 20 beretninger formidler gennem personlige oplevelser et indtryk af vilkårene i landsdelen under det tyske styre. Tilsammen beskriver de aftrykte beretninger landsdelens skæbne 1864-1920 fra en uvant og jordnær vinkel. Det har imidlertid også været et væsentligt hensyn ved udvælgelsen at give forskellige eksempler på de typer af selvbiografier, der findes i Ordenskapitlets rige samling, lige fra den ordknappe og fåmælte, som overlader det til læserens fantasi at afkode, hvilken ofte grum virkelighed der skjuler sig bag den nærmest stikordsagtige tekst, til den mere ordrige og oplysende, der i velformede sætninger stolt, men aldrig falsk beretter om en stor personlig indsats under ofte vanskelige vilkår. Denne spændvidde i selvbiografiernes form er i sig selv et vidnesbyrd om den betydelige sociale spredning blandt de

66

VEJEN HJEM


dekorerede og et udtryk for, at ordensvæsenet faktisk ramte den brede målgruppe, som ordensreformen i 1808 sigtede imod. Ser man kildekritisk på sagen, er det klart, at de gengivne beretninger kan lade en del tilbage at ønske. Veteranberetningerne er typisk affattet med en tidsafstand på omkring 60 år til den begivenhed – Krigen 1864 – der skildres. Det åbner i sig selv mulighed for mange fejlhuskninger og fortrængninger. Selv om mange utvivlsomt i forbindelse med affattelsen af deres beretning har konsulteret ældre optegnelser, breve og dagbøger, er der i bund og grund tale om sene og subjektive beskrivelser med begrænset kildeværdi i forhold til selve krigen. Det samme gælder, om end i mindre grad, den sidste gruppe beretninger fra sønderjyder under tysk styre. Her er tidsafstanden trods alt ikke så stor; men til gengæld kan der måske netop i forbindelse med udarbejdelse af en selvbiografi til den danske konges ordenskapitel tænkes at være en tendens – bevidst eller ubevidst – til at overbetone det danske og beskrive forholdene lidt for sort-hvide, således at de mere gråmelerede nuancer i dagligdagen trænges i baggrunden. Der er imidlertid ingen grund til at betvivle, at ophavsmændene til samtlige beretninger af et ærligt hjerte har bestræbt sig på at beskrive deres oplevelser og hele levnedsløb så retvisende og fyldestgørende, som det har været dem muligt. Læser man beretningerne som kilder til ophavsmændenes karakter

Den troskabsed, som landmand Peter Andresen Block i Vinum, i lighed med andre ordensmodtagere, underskrev og returnerede til Ordenskapitlet i forbindelse med dekoreringen.

ORDENSKAPITLET OG LEVNEDSBESKRIVELSERNE

67


og personlighed – og i den henseende er der jo tale om særdeles pålideligt kildemateriale – tegner der sig ved gennemlæsning af de 60 selvbiografier billedet af en samling stærke og retlinede karakterer, som gennem et langt og ofte nøjsomt liv trods tab og personlige sorger gjorde alt det, der forventedes af dem – og ofte mere til – uden at kny. Uden at kræve eller forvente meget gjorde de deres pligt, når der blev kaldt. De repræsenterer dermed på det smukkeste de egenskaber, som trods alle tilbageslag bar Danmark gennem krisen efter nederlaget i 1864 og sikrede, at det danske Sønderjylland kunne overleve 56 år under fremmed styre. De gengivne tekster har været genstand for en nænsom redigering. Alle teksterne er blevet normaliseret til moderne retskrivning. Desuden er åbenlyse stavefejl blevet rettet, og manglende punktummer og kommaer er blevet indføjet. Desuden er der blevet foretaget afsnitsopdelinger i teksterne, hvor det skønnedes naturligt og befordrende for læseligheden. Det er imidlertid alt sammen sket i respekt for den oprindelige selvbiografis form og sprogtone, som stadig præger teksten og dermed afspejler forfatterens personlighed og karakter. Hver beretning er forsynet med en kort manchet, hvori forfatteren præsenteres, og hans særlige indsats i sammenhængen anføres. Desuden er teksterne, hvor det skønnes nødvendigt, forsynet med forklarende noter om specifikke forhold, som supplerer den almindelige forståelsesramme, som de indledende kapitler har til formål at tilvejebringe. Med disse forbehold fortæller beretningerne deres egen bevægende, lavmælte og autentiske historie om en afgørende periode ikke blot i Sønderjyllands, men hele Danmarks historie. De fortæller i egentligste forstand den menige sønderjydes og danskers historie fra 1864 til 1920.


Husmand Johann Hansen Jahnsen (1841-1931), Dybbøl Dannebrogsmand den 8. juni 1921. Johann Hansen Jahnsen blev indkaldt som rekrut ved krigens begyndelse og deltog som menig ved hærens 1. division i forsvaret af Dybbøl og senere af Als. Ved krigens afslutning gjorde han bevogtningstjeneste på Fyn. JEG ER FØDT den 28. oktober 1841 i Dybbøl på det selv samme lille landsted, som jeg endnu bor på, og som min fader også fik i arv efter sine forældre. Min fader, Hans Hansen Jahnsen, som var gift med min moder, Ingeborg Nicolaisen, der også var fra Dybbøl, døde, da han var 45 år gammel, og min moder sad da i ni år som enke med ejendommen i små kår, til jeg overtog den. I mine skoleår besøgte jeg Dybbøl Skole under lærerne Petersen og degnen Moulin, der senere, da han ikke ville aflægge eden til tyskerne, flyttede til et embede ved Middelfart på Fyn. Konfirmeret er jeg blevet i Dybbøl Kirke af pastor Karstensen, der senere blev provst i Broager. Efter min konfirmation kom jeg i tjeneste hos vor nabo, gårdejer Jens Jensen, hvor jeg var i tre år. Derefter kom jeg i tjeneste hos gårdejer Jørgen Jørgensen Markussen i Dybbøl, hvor jeg var i to år. Derefter var jeg et år hjemme hos min moder og hjalp hende og gik lidt ud for dagløn ved siden af. Den 2. februar 1864 blev jeg så indkaldt til soldat og kom til København til uddannelse ved 2. rekrutbataljon og blev indkvarteret i borgerkvarteret, Højbro Plads nr. 7. Vi var til eksercits på Christiansborg Slot i ridehuset om formiddagen, og om eftermiddagen på gamle rebslagerbane og for resten på Nørre Fælled. Efter endt rekrutuddannelse blev vi afsendt til stillingen ved Dybbøl og kom til Sønderborg den 15. marts 1864, hvor jeg blev tildelt til 18. regiment, 1. bataljon, 2. kompagni. Min bataljonschef var major Lundby, og min kompagnichef var løjtnant Andersen. Den 17. marts, da Dybbøl blev taget af tyskerne, var vi endnu ikke inddelt, men lå i Sønderborg. Men nu fik vi vor part af forsvaret af Dybbølstillingen. Seks dage ad gangen blev vi kommanderet til skanserne, og så fik vi tre dages hvil på Als, som dog ikke var fuldkomne hviledage, da deri var indbefattet marchen hen og tilbage, og vi ofte blev alarmeret om dagen og natten. Værre og mere besværligt blev det hver gang, vi atter indtog vor stilling i

VETERANER FRA 2. SLESVIGSKE KRIG 1864

169


skanserne, da de jo blev mere og mere sammenskudt af tyskerne, og disse jo også med deres løbegrave kom nærmere og nærmere, så det til sidst næsten var umuligt at opholde sig i skanserne, og reserverne lå bag skanserne og i barakker og brohovedet. En lille morsom begivenhed havde vi en morgen mellem skanse 6 og 8: Det var en dejlig stille morgen, og alt var endnu roligt. Vi havde et par gamle stillingsmænd, Fjeldby og Olsen (Olsen var sjællænder, kulsvier), som altid, når der var noget, kom med den bemærkning, at det var ikke noget imod 1848, da gik det meget værre til. Omtalte morgen skulle Olsen koge vor mad, som han ikke var meget for og derfor var gnaven. Jeg kløvede brænde og gik ham til hånde og kom da til at bemærke, at det var ualmindeligt roligt. Ja, sagde Olsen, tyskerne er nok ikke vågne endnu. Men det varede ikke ret længe, før tyskerne blev vågne, og så gik skydningen løs, og det tog til og blev værre og kom nærmere og nærmere, og til sidst kom de også ovre fra Broager Land. Nå, hvad siger du ellers nu, spurgte jeg ham. Ja, nu går det jo nogenlunde, sagde han og pustede til ilden under gryden; men i det samme kom der en granat og slog ned i kogehullet, vi smed os alle ned, til den var kreperet, da kom Olsen krybende op af graven fuld af jord og aske og gned sig i øjnene og sagde så: “Det var lige godt det stiveste!” Den 17. april blev 18. regiment, som til da var på forpost i skanserne, afløst af 2. og 22. regiment, og vi kom i reservestilling i brohovedet. Den 18. april under stormen på skanserne lå vi i brohovedet og blev kommanderet op i løbegravene foran brohovedet, men blev, da tyskerne havde taget skanserne, kommanderet tilbage; dog kommanderede major Lundby os atter tilbage i stillingen igen for at dække retræten af højre fløj, som endnu ikke var kommet over på Als. Vi var omtrent de sidste, som kom over den gamle bro, før den blev sænket af pionererne. Vi kom så over til Sønderborg og blev opstillet bag kirkebatteriet. Om natten mellem 18. og 19. april blev vi kommanderet til at grave løbegrave på Nørrebro. Her blev vi beskudt af tyskerne fra Sundevedsiden, og vi skød også på dem og ind i husene derovre. Op på dagen kom en fjendtlig officer over til os, og der blev et par timers våbenhvile, hvor vore faldne officerer blev overført i både fra valpladsen. Jeg så dem, og det var et sørgeligt syn at se dem. Nogle var halvt afklædte og mishandlet af tyskerne, ja, nogle havde fingre afskåret, formodentlig for at få ringene. Her lå vi nu og var hver dag i forpoststilling ud efter Kær og på strand-

170

VEJEN HJEM


vagt indtil den 10. maj, hvor der da blev våbenhvile. I den tid lå vi i kvarter i Asserballe på Als. Der blev de gamle forstærkningsmænd permitteret og hjemsendt, og vi havde hver dag øvelser og felttjeneste. Et par dage før våbenhvilens udløb kom vi i barakkerne ved Vollerup og kom igen på forpost og strandvagt ved Kær. Da tyskerne begyndte med den heftige skydning af granater for at dække overgangen, rykkede vi frem efter Rønhave og blev så opstillet i kæde delingsvis. Men nu da tyskerne var ovre, begyndte de en heftig geværild og gik fremad. Og vi måtte, eftersom der kom flere og flere, trække os tilbage, heftigt forfulgt af dem. Her blev mange af os taget til fange, og jeg var også nær faldet dem i hænderne, men kom dog, da jeg gjorde mit yderste for ikke at blive taget, tilbage og fandt omsider mit kompagni ved Kær, skønt jeg næsten var omringet, da der ikke alene var tyskere bag, men også foran os. Herfra gik det så tilbage til Høruphav, hvor vi skulle have været indskibet; men da vi kom dertil, var skibene afgået. Vi kom da til Kegnæs, og kom i kæde der. Hen imod aften kom vi så om bord i et transportskib og blev sejlet til Faaborg. Og næste dag kom vi så i kvarter i Brahetrolleborg Sogn i tre dage, til vi blev samlet og kom lidt i orden. Derfra kom vi så tilbage til Faaborg og gjorde strandvagt der, hvorefter vi marcherede efter Assens og lå også der og omkring Assens og gjorde også her strandvagt. Da så endelig freden var sluttet, kom vi til København, hvor jeg så blev, til jeg blev hjempermitteret den 8. august. Jeg kom så hjem og hjalp min moder med bedriften, til jeg overtog ejendommen i 1867. I september 1867 blev jeg indkaldt af tyskerne til tjeneste og lå i syv uger i Rendsborg. I 1869 måtte jeg igen til øvelse i seks uger i Sønderborg. I 1870 blev jeg igen indkaldt og kom til Hamborg, hvor jeg lå i tre uger og skulle have været indrulleret i linjetropperne, men blev på grund af reklamation36 permitteret. I 1869 giftede jeg mig med Margrethe Møller fra Skodsbøl, som endnu er i live og efter hendes alder såvel som jeg rask og rørig. I hende har jeg fundet en tro og dygtig hustru, som troligt har delt godt og ondt gennem livet med mig. Vore formueforhold var just ikke så glimrende, da ejendommen var temmelig belastet, da min moder ikke kunne leje til alting. Min moder fik så et slagtilfælde og lå i 13 år hjælpeløs til sengs, og min kone har i alle disse år ved 36 Der menes dermed formentlig påberåbelse af dansk statsborgerskab, hvilket medførte fritagelse for tysk militærtjeneste.

172

VEJEN HJEM


siden af sin gerning plejet hende med kærlig omhu, som om det havde været hendes egen moder. Børn har vi ingen haft af, og jeg og min kone har nu virket på vor ejendom i alle disse år og levet efter omstændighederne lykkeligt sammen. I 1918 solgte vi ejendommen til min nabo, Jørgen Jakobsen. Dog har vi huset og haven til vor rådighed, så længe vi lever. En forstyrrende hændelse i vort daglige liv indtraf dog i 1889. Der var mundtligt valg til Landdagen, og jeg var som de andre mødt til afstemningen. Ved sådanne afstemningsdage var sindene jo altid lidt i oprør, og efter afstemningen var tyskerne jo altid krigeriske. Efter afstemningen sad jeg alene ved et bord, og ved et andet sad en del tysksindede og sang. Da kom en forstmand fra Broager ind og satte sig hos tyskerne, han var jo også en rigtig tysker, og han udbragte så en skål for den tyske kejser, og der blev råbt hurra derfor. Jeg deltog ikke i dette og ville ikke råbe hurra for kejseren, men sagde, at jeg brød mig ikke om ham. Forstmanden meldte mig derfor. Jeg kom for Landsretten og blev dømt til to måneders forvaringsarrest, men blev så nedsat til fire ugers fængsel, som jeg måtte afsone i Flensborg. Jeg har altså ikke noget at længes efter fra tyskerne og er inderlig glad over, at vi igen er kommet tilbage til vort kære Danmark og har set vor kære Konge og Dronning, som jeg beder Gud bevare os. Johann H. Jahnsen

VETERANER FRA 2. SLESVIGSKE KRIG 1864

173


Vejen hjem af Knud J V Jespersen  
Advertisement