Issuu on Google+


1

Tokyo, sommer 1990 Nogle gange bliver man nødt til at gøre sig virkelig umage. Selv når man er træt og sulten og befinder sig et helt fremmed sted. Det var situationen for mig i Tokyo den sommer, hvor jeg stod foran professor Shi Chongmings dør og rystede af nervøsitet. Jeg havde strøget hen over mit hår for at få det til at ligge så pænt som muligt, og jeg havde brugt lang tid på at glatte min gamle nederdel fra Kirkens Korshær, børste støvet af og stryge rejsekrøllerne ud med håndfladerne. Jeg sparkede den ramponerede rejsetaske, jeg havde haft med i flyveren, om bag mig, så det ikke ville blive det første, han så, for det var meget vigtigt at se helt normal ud. Jeg måtte tælle til femogtyve og tage nogle meget dybe og meget omhyggelige indåndinger, før jeg havde samlet tilstrækkeligt mod til at sige noget. »Hallo?« sagde jeg prøvende med ansigtet ind til døren. »Er De der?« Jeg ventede et øjeblik og lyttede koncentreret. Jeg kunne høre det pusle svagt, men ingen kom hen for at åbne døren. Jeg ventede lidt endnu, mens hjertet hamrede stadig højere i mine ører, og bankede så på. »Kan De høre mig?« Døren gik op, og jeg trådte forbavset et skridt baglæns. Shi Chongming stod i døråbningen og så streng og formel ud. Han kiggede tavst på mig med armene ned langs siden, som om han ventede på at blive inspiceret. Han var utrolig spinkel, som en dukke, og omkring hans fine, trekantede ansigt hang skulderlangt hår, fuldstændig hvidt, som om han havde et snesjal om skuldrene. Jeg stod målløs med munden lidt åben. — 13 —

Tokyo.materie.indd 13

01-05-2006 16:04:26


Han lagde håndfladerne fladt mod lårene og bukkede for mig. »God eftermiddag,« sagde han blødt og næsten helt uden accent på engelsk. »Jeg er professor Shi Chongming. Hvem er De?« »Jeg er – Jeg er –« Jeg gjorde en synkebevægelse. »Jeg er studerende. Sådan en slags.« Jeg trak fumlende op i mit cardiganærme og stak min hånd frem mod ham. Jeg håbede, han ikke lagde mærke til de nedbidte negle. »Fra London Universitet.« Han studerede mig eftertænksomt, betragtede mit hvide ansigt, livløse hår, cardiganen og den store, uformelige rejsetaske. Det gør alle, første gang de møder mig, og sandheden er, at uanset hvor meget man forstiller sig, vænner man sig aldrig rigtig til at blive stirret på. »Jeg har haft brug for at møde Dem i næsten halvdelen af mit liv,« sagde jeg. »Jeg har ventet på dette i ni år, syv måneder og atten dage.« »Ni år, syv måneder og atten dage?« Han hævede muntert et øjenbryn. »Så længe? I så fald må De hellere komme ind.« Jeg er ikke så god til at fornemme, hvad andre mennesker tænker, men jeg ved dog, at man kan se tragedie, ægte tragedie ligge lige på den anden side af et menneskes blik. Man kan næsten altid se, hvor personen har været, hvis man ser godt nok efter. Det havde taget mig virkelig lang tid at finde frem til Shi Chongming. Han var i halvfjerdserne, og jeg var forbløffet over, at han på trods af sin alder og på trods af, hvad han måtte føle over for japanerne, befandt sig som gæsteprofessor her på Todai, det største universitet i Japan. Fra hans kontor var der udsigt over universitetets søjleprydede kollegium, hvor mørke træer stod samlet rundt om det snørklede tegltag, hvor den eneste lyd var kragers skrig, mens de hoppede rundt mellem de stedsegrønne egetræer. Der var varmt og åndeløst i rummet, hvor tre elektriske vifter snurrede frem og tilbage og rørte rundt i den støvede luft. Jeg sneg mig ind fuld af ærefrygt over, at jeg langt om længe virkelig var der.

— 14 —

Tokyo.materie.indd 14

01-05-2006 16:04:26


Shi Chongming flyttede en stak papirer fra en stol. »Sid ned, sid ned. Jeg laver te.« Jeg satte mig tungt med de kraftige sko presset ind mod hinanden og tasken på skødet knuget ind til maven. Shi Chongming haltede rundt, fyldte en elkedel ved vasken uden at ænse vandet, der strintede ud og satte mørke pletter på hans mandarinlignende tunika. Vifterne løftede lidt op i papirbunkerne og de slidte, gamle bogbind, der stod stablet i reolerne, som gik fra gulv til loft. Så snart jeg trådte ind, havde jeg i et hjørne af rummet fået øje på en fremviser. En støvet 16 mm filmfremviser, som lige akkurat kunne ses i et hjørne mellem tårne af papirer. Jeg havde mest lyst til at stirre på den, men vidste, at jeg ikke måtte. Jeg bed mig i læben og fæstnede blikket på Shi Chongming. Han var i gang med en lang monolog om sin forskning. »De færreste har en fornemmelse af, hvornår kinesisk medicin kom til Japan, men man kan gå så langt tilbage som til Tang-æraen og finde beviser på dens tilstedeværelse her. Vidste De det?« Han skænkede mig en kop te og rodede en kiks i indpakning frem et sted fra. »Præsten Jian Zhen prædikede det, lige her, i det ottende århundrede. Nu findes der kampo butikker alle vegne. Så snart man bevæger sig uden for universitetsområdet, ser man dem. Fascinerende, ikke?« Jeg blinkede med øjnene. »Jeg troede, De var lingvist.« »Lingvist? Nej, nej. Engang, måske, men alt har ændret sig. Vil De vide, hvad jeg er? Det skal jeg fortælle Dem ... Hvis De tager et mikroskop og omhyggeligt studerer det felt, hvor bioteknikeren og sociologen mødes ...« Han smilede, så jeg fik et glimt af hans lange, gule tænder. »Der finder De mig, Shi Chongming, en meget lille mand med en storslået titel. Universitetet mener, at jeg er noget af en gevinst. Hvad jeg er interesseret i at vide er, hvor meget af dette ...« Han slog fejende ud med en hånd mod bøgerne, farveplancher af mumificerede dyr, en tavle med overskriften Entomologi i Hunan »... hvor meget af dette, Jian Zhen havde med, og hvor meget der blev bragt tilbage af de japanske tropper i 1945. For eksempel, lad mig nu se ...« Han lod en hånd løbe hen over velkendte tekster, trak en — 15 —

Tokyo.materie.indd 15

01-05-2006 16:04:26


støvet, gammel bog ud og lagde den foran mig, åbnede den på et forvirrende diagram over en bjørn, der var dissekeret, så man kunne se dens indre organer, der var gengivet i bogtrykkerens blege nuancer af lyserød og myntegrøn. »For eksempel den asiatiske sorte bjørn. Var det efter Stillehavskrigen, de besluttede at bruge galdeblæren fra deres Karuizawa bjørn mod maveonde?« Han støttede hænderne på bordet og kiggede på mig. »Det er vel grunden til Deres besøg, ikke sandt? Den sorte bjørn er en af mine interesser. Det er den, som får de fleste til at opsøge mig. Er De konservator?« »Nej,« svarede jeg overrasket over, så fast min stemme var. »Faktisk ikke. Nej, det er ikke mit ærinde. Jeg har aldrig hørt om – øh – Karuizawa bjørnen.« Og så kunne jeg ikke lade være. Jeg vendte hovedet og kiggede på filmfremviseren i hjørnet. »Jeg ...« Jeg tvang blikket tilbage på Shi Chongming. »Jeg mener, det er ikke kinesisk medicin, jeg er kommet for at tale med Dem om.« »Ikke?« Han flyttede brillerne ned på næsen og betragtede mig meget nysgerrigt. »Ikke det?« »Nej.« Jeg rystede nøje på hovedet. »Nej. Slet ikke.« »I så fald ...« Han tøvede. »I så fald er De kommet på grund af ...?« »På grund af Nanking.« Han satte sig ved bordet med rynket pande. »Undskyld, hvem var det, De sagde, De var?« »Jeg studerer på London Universitet. Det gjorde jeg i hvert fald. Men ikke kinesisk medicin. Jeg studerede grusomheder begået i krig.« »Stop.« Han holdt en hånd op. »De er kommet til den forkerte. Jeg er ikke af interesse for Dem.« Han begyndte at rejse sig fra skrivebordet, men jeg lynede hurtigt min rejsetaske op og tog det lidt sølle bundt noter med elastikbånd omkring frem, tabte nervøst et par sider, samlede dem op og lagde rodebunken på skrivebordet mellem os. »Jeg har tilbragt halvdelen af mit liv på at forske i krigen i Kina.« Jeg tog elastikbåndet af og bredte noterne ud. Der var sider med oversættelser i min spinkle håndskrift, fotokopier af — 16 —

Tokyo.materie.indd 16

01-05-2006 16:04:26


vidneudsagn hentet i biblioteksbøger, tegninger jeg havde lavet for bedre at kunne forestille mig, hvad der var foregået. »Især Nanking. Se,« jeg holdt en krøllet side i vejret fyldt med bittesmå tegn, »det her handler om invasionen. Det er et stamtræ over den japanske kommandovej, alt sammen skrevet på japansk, ikke? Det lavede jeg, da jeg var seksten. Jeg kan skrive lidt japansk og kinesisk.« Shi Chongming kiggede på i tavshed, mens han langsomt sank ned i stolen igen med et underligt udtryk i ansigtet. Mine skitser og diagrammer er ikke særlig gode, men jeg er blevet ligeglad med, om folk griner ad dem – hver enkelt betyder noget vigtigt for mig, hver enkelt hjælper mig til at ordne mine tanker, hver enkelt minder mig om, at jeg for hver dag kommer sandheden nærmere om noget, der foregik i Nanking i 1937. »Og dette ...« jeg foldede en skitse ud og holdt den i vejret. Det var et stykke A3-papir, og i årenes løb var der kommet gennemsigtige streger i det der, hvor det var blevet foldet sammen »... dette skal forestille byen ved invasionens slutning. Jeg var en hel måned om at lave det. Det der er en bunke lig. Kan De se?« Jeg kiggede ivrigt hen på ham. »Hvis De ser godt efter, kan De se, at jeg har tegnet det helt nøjagtigt. De kan kontrollere det nu, hvis De vil. Der er nøjagtig tre hundrede tusinde lig på billedet, og –« Shi Chongming rejste sig abrupt og gik rundt om skrivebordet. Han låste døren og gik over til vinduet med udsigt over det søjleprydede kollegium og rullede persiennerne ned. Han hældede svagt mod venstre, når han gik, og hans hår var så tyndt, at bagsiden af hovedet så næsten skaldet ud, huden var rynket, som om der ikke var noget kranium, og man kunne se hjernens folder og furer. »Er De klar over, hvor følsomt det er her i landet at nævne Nanking?« Han kom tilbage, satte sig ved skrivebordet med gigtplaget varsomhed, lænede sig frem mod mig og talte med en dæmpet hvisken. »Er De klar over, hvor magtfuld højrefløjen er i Japan? Er De klar over, at folk er blevet overfaldet for at tale om det? Amerikanerne –« han rettede en skælvende finger mod mig, som om jeg var den nærmeste repræsentant for Amerika, »– amerikanerne, MacArthur, — 17 —

Tokyo.materie.indd 17

01-05-2006 16:04:26


sørgede for, at højrefløjen er de frygtmagere, de er i dag. Det er helt enkelt – vi taler ikke om det.« Jeg sænkede min stemme til en hvisken. »Men jeg er kommet hele den lange vej for at tale med Dem.« »Så må De vende om og rejse hjem,« svarede han. »Det er min fortid, De taler om. Jeg er ikke kommet hertil, til Japan af alle steder, for at diskutere fortidens fejltagelser.« »De forstår ikke. De bliver nødt til at hjælpe mig.« »Nødt til?« »Det drejer sig om en bestemt ting, japanerne gjorde. Jeg kender til de fleste af grusomhederne – dræbekonkurrencerne, voldtægterne. Men jeg er interesseret i noget helt specifikt, noget De var vidne til. Ingen tror på, at det rent faktisk fandt sted, de tror alle sammen, at det er noget, jeg finder på.« Shi Chongming satte sig frem på stolen og stirrede direkte på mig. Når jeg fortæller folk, hvad det er, jeg forsøger at finde ud af, plejer de at sende mig et bekymret, medlidende blik, et blik der siger: »Det må De have opdigtet. Og hvorfor? Hvordan kan De finde på noget så grufuldt?« Men dette blik var anderledes. Det var hårdt og vredt. Da han talte, var stemmen blevet lavmælt og bitter: »Hvad var det, De sagde?« »Der er et vidnesbyrd om det. Jeg læste det for mange år siden, men jeg har ikke været i stand til at finde den pågældende bog igen, og alle siger, at det også bare er noget, jeg har fundet på, at bogen i virkeligheden aldrig har eksisteret. Men det er helt i orden, for der findes tilsyneladende også en film, der er optaget i Nanking i 1937. Det fandt jeg ud af for et halvt år siden. Og den kender De alt til.« »Mage til vås. Der er ikke nogen film.« »Men – men Deres navn blev nævnt i et fagtidsskrift. Det gjorde det, det er rigtigt, jeg så det selv. Der stod, at De havde været i Nanking. Der stod, at De havde været vidne til massakren, at De havde været vidne til den form for tortur. Der stod, at dengang De var på Jiangsu Universitet i 1957, gik der rygter om, at De havde en filmoptagelse af det. Og det er grunden til, at jeg er kommet. Jeg bliver nødt til at høre ... jeg bliver nødt til at høre, hvad soldaterne gjorde. Bare en enkelt detalje i det — 18 —

Tokyo.materie.indd 18

01-05-2006 16:04:26


de gjorde, så jeg ved, at det ikke er noget, jeg har fundet på. Jeg må vide, om de, dengang de tog kvinderne og –« »Vil De så være venlig!« Shi Chongming slog hænderne ned i bordet og rejste sig. »Har De slet ingen medfølelse? Det her er ikke nogen kaffeeklatsch!« Han tog en stok fra stoleryggen og haltede gennem rummet, låste døren op og løftede sit navneskilt af krogene. »Kan De se det her?« spurgte han og skubbede døren i med stokken. Han holdt navneskiltet op og prikkede på det for at understrege sine ord. »Professor i Sociologi. Sociologi. Mit område er kinesisk medicin. Jeg bliver ikke længere forbundet med Nanking. Der er ingen film. Det er slut. Så, altså ... jeg har meget travlt, og –« »Hjælp mig.« Jeg greb om skrivebordets kant, mens blodet skyllede op i ansigtet. »Hjælp mig. Der er en film. Det er der. Det stod i tidsskriftet, jeg så det. Det bliver ikke vist på Magees film, men det gør det på Deres. Det er den eneste film i hele verden, og –« »Ssssh,« sagde han og viftede med stokken over mod mig. »Hold nu op.« Hans tænder var lange og misfarvede som gamle fossiler fundet i Gobi – poleret gule med risskaller og gedekød. »Jeg har al mulig respekt for Dem. Jeg har respekt for Dem og Deres enestående institut. Helt enestående. Men lad mig udtrykke det helt enkelt: Der findes ikke nogen film.« Når man er optaget af at ville bevise, at man ikke er tosset, er folk som Shi Chongming ikke til nogen stor hjælp. Når man læser noget sort på hvidt og i næste øjeblik får at vide, at det er noget, man har bildt sig ind – ja, så hører det til den slags, der kan gøre en lige så tosset, som de alle sammen siger, man er. Det var den samme historie om igen, helt nøjagtigt det samme der var sket med mine forældre og hospitalet, dengang jeg var tretten. Alle sagde, at torturen bare var noget, jeg forestillede mig, en del af min sindssyge – at den slags forfærdelige grusomhed aldrig kunne have fundet sted. At de japanske soldater nok var barbariske og hensynsløse, men at de aldrig kunne have fundet på den slags, noget så unævneligt at selv læger og sygeplejersker, som mente, de havde set alt i deres tid, dæm— 19 —

Tokyo.materie.indd 19

01-05-2006 16:04:26


pede stemmerne, når de talte om det. »Jeg er sikker på, du tror på, du har læst det. Jeg er sikker på, det er meget virkeligt for dig.« »Det er rigtigt,« havde jeg sagt med skamfuldt brændende ansigt, mens jeg kiggede ned i gulvet. »Jeg har læst det. I en bog.« Det stod i en bog med orange omslag, og der var et fotografi af lig, der lå hobet op i Meitan Havn. Den var fyldt med beretninger om, hvad der var sket i Nanking. Jeg havde aldrig hørt om Nanking, før jeg læste den. »Jeg fandt den hjemme hos mine forældre.« En af sygeplejerskerne, som ikke kunne fordrage mig, plejede at komme hen til min seng, når lyset var blevet slukket, og hun regnede med, at ingen hørte hende. Jeg lå stiv og ubevægelig og lod, som om jeg sov, men hun satte sig på hug ved siden af min seng alligevel og hviskede med ildelugtende og varm ånde ind i mit øre. »Jeg kan godt sige dig en ting,« mumlede hun aften efter aften, når blomsterskyggerne fra gardinerne hang ubevægelige på hospitalsstuens loft. »Du har den mest sygelige fantasi, jeg nogensinde har oplevet i mine ti år i det her lortejob. Du er virkelig sindssyg. Ikke bare sindssyg, også ond.« Men det er ikke noget, jeg har fundet på ... Jeg var bange for mine forældre, især min mor, men da ingen på hospitalet ville tro på, at bogen fandtes, da jeg begyndte at blive bekymret for, at de måske havde ret, at jeg havde bildt mig det ind, at jeg var skør, tog jeg mod til mig og skrev hjem og bad dem om at lede i bunkerne af billigbøger efter en bog med orange omslag og titlen – den var jeg næsten sikker på – Massakren i Nanking. Jeg fik svar næsten med det samme: »Jeg er sikker på, du tror, den bog eksisterer, men jeg kan forsikre dig for, at du ikke har læst den slags bras i mit hus.« Min mor havde altid været helt sikker på, at hun havde styr på, hvad jeg vidste og tænkte. Hun turde ikke forlade sig på, at en skole ikke fyldte mit hoved med de forkerte ting, så i flere år blev jeg undervist hjemme. Men hvis man vil påtage sig sådan et ansvar, hvis man (af en eller anden personlig, for— 20 —

Tokyo.materie.indd 20

01-05-2006 16:04:27


kvaklet grund) er så bange for, at ens børn skal lære om livet, at man gennemgår hver eneste bog, der finder vej til huset, kritisk, og undertiden river anstødelige sider ud af en roman, så er en ting helt sikkert: Man bliver nødt til at være grundig. I hvert fald lidt grundigere end min mor var. Hun opdagede ikke den slaphed, der sneg sig ind i hendes hjem, kom ind ad de overgroede vinduer og luskede sig forbi de fugtige stakke med billigbøger. På en eller anden måde opdagede hun ikke bogen om Nanking. »Vi har søgt højt og lavt for om overhovedet muligt at hjælpe dig, vores eneste barn, men jeg beklager at måtte sige, at i dette tilfælde tager du fejl. Det har vi skrevet til din Ansvarshavende Overlæge og meddelt ham.« Jeg kan huske, at jeg tabte brevet på gulvet, da en grufuld tanke slog mig. Hvad nu, hvis de har ret, tænkte jeg. Hvad nu, hvis bogen ikke fandtes? Hvad nu, hvis det hele var noget, jeg havde bildt mig ind? Det ville være det værste, der nogensinde kunne ske, tænkte jeg, mens en dump smerte begyndte at dunke i maven. Undertiden må man gå langt for at bevise noget. Også selv om det viser sig, at man kun får det bevist over for sig selv. Da jeg langt om længe blev udskrevet fra hospitalet, vidste jeg nøjagtig, hvad jeg måtte gøre. På hospitalet tog jeg alle mine eksamener gennem undervisningsafdelingen (jeg fik 11 i de fleste af dem, hvilket overraskede alle – de reagerede alle sammen, som om de troede, der var lighedstegn mellem uvidenhed og dumhed), og ude i den virkelige verden fandtes der stipendier for folk som mig, så jeg kunne søge ind på universitetet. Det krævede, at jeg skulle igennem alt det, jeg fandt svært – telefonere og køre med bus. Jeg havde studeret kinesisk og japansk på egen hånd i biblioteksbøger, og kort efter kom jeg ind på asiatisk studium på London Universitet. Pludselig virkede jeg – i hvert fald udadtil – næsten normal: Jeg boede på lejet værelse, havde deltidsjob som reklameuddeler, togkort med studierabat og en tutor, som samlede på Yoruba skulpturer og præ-Rafaelitiske postkort. (»Jeg har en svaghed for — 21 —

Tokyo.materie.indd 21

01-05-2006 16:04:27


blege kvinder,« sagde han engang, mens han tankefuldt studerede mig. Så tilføjede han lavmælt: »Så længe de ikke er skøre, selvfølgelig.«) Men mens de andre studerende så frem til at få deres eksamen og måske læse videre, tænkte jeg på Nanking. Hvis jeg nogensinde skulle få fred i livet, måtte jeg vide, om jeg huskede detaljerne i den orange bog korrekt. Jeg tilbragte timevis på biblioteket med at blade gennem bøger og tidsskrifter, forsøgte at finde et eksemplar af den orange bog eller i det mindste en anden offentliggørelse af samme vidneudsagn. Der var udgivet en bog med titlen Rædslen i Nanking i 1980, men den var udgået fra forlaget. Ingen af bibliotekerne lå inde med et eksemplar, ikke engang Kongresbiblioteket, og i øvrigt var jeg ikke engang sikker på, at det var den samme bog. Men det var ligegyldigt, for jeg havde fundet noget andet. Til min forbløffelse opdagede jeg, at der eksisterede en filmoptagelse af massakren. Der var faktisk to filmoptagelser. Den første var den af pastor Magee. Magee havde været missionær i Kina i 1930’erne, og hans film var blevet smuglet ud af en kollega, som var så rædselsslagen over det, han havde set, at han fik den syet ind i foret på sin kameluldsfrakke på vej til Shanghai. Filmen lå glemt i frakken i en varm kælder i Sydcalifornien i adskillige år, gik i opløsning, klistrede sammen og blev forvredet, indtil den blev genopdaget og foræret til Kongresbibliotekets filmsamling. Jeg havde set videokopien på London Universitetsbibliotek. Jeg havde set den igen og igen, studeret den nøje, billede for billede. Den viste rædslen i Nanking – den viste ting, jeg ikke brød mig om at tænke på selv ikke i dagslys – men den viste ikke den form for tortur, jeg havde læst om for så mange år siden. Den anden filmoptagelse, eller rettere omtalen af den, var Shi Chongmings. I samme øjeblik jeg hørte om den, glemte jeg alt andet. Det var under mit andet år på universitetet. En formiddag om foråret, da Russell Square vrimlede med turister og påskeliljer, sad jeg bøjet over et obskurt tidsskrift bag stablerne med humaniorabegreber ved et dæmpet belyst bord på biblioteket. — 22 —

Tokyo.materie.indd 22

01-05-2006 16:04:27


Mit hjerte hamrede – endelig havde jeg fundet en reference til torturen. Det var en indirekte henvisning, vag faktisk, uden afgørende detaljer, men følgende sætning fik mig til at stivne på stolen: »Sikkert er det, at der i Jiangsu sidst i 1950’erne blev omtalt eksistensen af en 16 mm filmoptagelse af denne tortur. I modsætning til Magees film er den til dato aldrig kommet for dagens lys uden for Kina.« Jeg tog fat i tidsskriftet og holdt arkitektlampen helt ned over siden. Jeg kunne næsten ikke tro, hvad jeg havde læst. Det var utroligt at forestille sig, at der var en visuel optagelse af det – tænk bare! De kunne påstå, jeg var sindssyg, de kunne påstå, jeg var uvidende, men ingen kunne påstå, at det var noget, jeg bildte mig ind – ikke hvis det fandtes i sort og hvidt. »Filmoptagelsen mentes at have tilhørt en Shi Chongming, en ung forskningsassistent fra Jiangsu Universitet, som havde været i Nanking på tidspunktet for den store massakre i 1937 ...« Jeg læste afsnittet igen og igen. Jeg blev grebet af en hidtil ukendt følelse, en følelse der havde vokset sig tæt og solid gennem flere års omgang med vantro hospitalsansatte. Det var først, da den studerende ved nabobordet sukkede utålmodigt, at det gik op for mig, at jeg havde rejst mig og stod og knyttede og slappede hænderne og mumlede for mig selv. Hårene på mine arme havde rejst sig. Den er endnu ikke kommet for dagens lys uden for Kina ... Jeg skulle have stjålet tidsskriftet. Hvis jeg virkelig havde lært min lektie på hospitalet, havde jeg stukket tidsskriftet ind under min cardigan og havde forladt biblioteket med det. Så ville jeg have haft noget at vise Shi Chongming, et bevis på at det ikke var noget, en sygelig fantasi havde fundet på. Så ville han ikke have kunnet benægte det og fået mig til endnu en gang at betvivle min forstand.

— 23 —

Tokyo.materie.indd 23

01-05-2006 16:04:27


Tokyo af Mo Hayder 9788770530040