Page 1

Lars Daneskov

LARS DANESKOV

Antons mor er ved at få rynker, og rynker er bare noget af det værste og farligste for damer overhovedet. Derfor må Anton lave en plan sammen med sin bedste ven Molly, så Mor for alt i verden ikke bliver gammel. Det kræver bare et par agurkebriller, en hat af blomkål, et egyptisk kakaobad, armen fra en statue hos cremekongen Flottenheimer og ikke mindst tørresnoren med alle lommetørklæderne hjemme fra verdens mest forkølede mand – inden alting ender helt galt … Læs mere om Anton og Molly i ’Tro, håb og gorgonzola’, der vandt BMF’s pris for årets børnebog 2013.

Tøselus og vinkeflæsk

Tøselus vinkeflæsk

Tøselus vinkeflæsk

ISBN 978-87-4001-512-6

Politikens Forlag

O_Toeselus.indd 1

07/05/14 13.14


Lars Daneskov

Tøselus og vinkeflæsk Illustreret af Pernille Lykkegård

M_Toeselus.indd 7

08/05/14 10.32


1 Det farlige hus Måske har du allerede hørt om Anton? Han var virkelig ikke særlig stor, og hans hår strittede en hel del. Til gengæld kunne han styre en kæmpestor cykel næsten uden at køre ind i nogen. Antons mor havde nemlig en butik, der hed Ostehuset, hvor hun solgte både gorgonzola og emmentaler og en hel masse andre oste, som Anton kunne lugte helt op på sit værelse. Selv når han lukkede døren. Nogle af dem lugtede næsten værre end dengang, Anton havde et marsvin, som boede i en kasse med hø på en avis, der var meget våd af tis. Men Anton ville gerne hjælpe Mor, så hver dag, når han kom hjem fra skole, kravlede han op på den store ostecykel og kørte rundt i byen og afleverede alle de oste, som folk ikke selv kunne hente i Mors ostebutik. Enten

9 M_Toeselus.indd 9

08/05/14 10.32


fordi de var for gamle og ikke kunne bære dem, eller også fordi de boede langt væk eller havde alt for travlt med at gå på arbejde. Så kørte Anton først ned i den lille skobutik til damen, der havde ringe på næsten alle fingrene og nogle meget spidse tæer i sandalerne. Bagefter kørte han hen til den skaldede mand med alle kattene, der altid lå og sov. Nogle gange skulle han også ud til huset med den uhyggelige nisse i haven, og en gang imellem endda helt op til familien med de beskidte børn, hvor dørklokken sad så højt, at han måtte stå på tæer for at nå. Heldigvis var Molly næsten altid med. Så sad hun foran i ladet på cyklen og læste højt, hvad Mor havde skrevet på alle pakkerne med ost. Molly var Antons bedste ven, og hun var dygtig til en hel masse ting, som Anton ikke var så god til. I skolen kunne hun huske både de store og små tabeller, når de havde hr. Godtmod i matematik, og hun vidste også, hvordan man sagde dav på engelsk, og at en elefant var gravid i to år. Alt sådan noget, som Anton ikke vidste så meget om. Måske var det, fordi hun havde sin egen computer på værelset. Eller også var det bare, fordi at piger husker bedre end små drenge på ostecykler. Hun var også bedre til at læse Mors bogstaver, end Anton var.

10 M_Toeselus.indd 10

08/05/14 10.32


”Så er der brie til Skodamen,” læste hun nede fra ladet. ”Brie til Skodamen!” råbte Anton tilbage, mens han trådte til i pedalerne. ”Så er der blåskimmel til hr. Frederiksen.” ”Næste stop: blåskimmel til hr. Frederiksen!” ”Og så bliver det grøn alpe til huset med nissen!” ”Grøn alpe til huset med nissen!” Anton og Molly grinede og råbte altid meget højt, når de cyklede ud med ost. En gang imellem piftede Molly endda, som om hun skulle kalde på en hund. Det var Anton heller ikke så god til. Han kunne godt finde ud af at sætte to fingre ind i munden, ligesom Molly gjorde, når hun piftede, men der kom aldrig nogen lyd, mest bare spyt. Nogle af de andre drenge i skolen drillede tit Anton med, at nu fik han snart tøselus. Det var sådan nogle, man fik, hvis man var for meget sammen med piger. Mor sagde, at det bare var noget, de sagde, fordi de var misundelige. Der fandtes slet ikke tøselus, sagde hun. Men Anton kiggede alligevel efter, når han kom hjem om aftenen. Han kunne ikke se nogen, men det var vigtigt lige at holde øje. På den måde kørte Anton og Molly af sted på ostecyklen også den her dag. Med høje stemmer og pift og grin, når de kørte over et bump på vejen, så det kildede i maven.

11 M_Toeselus.indd 11

08/05/14 10.32


De blev først stille, da de nærmede sig Det farlige hus. De var allerede holdt op med at råbe og begyndt at tale lavere. Nu begyndte Anton også at cykle langsommere, og til sidst holdt de næsten helt stille, mens de hviskede. Det farlige hus lå bag en høj hæk med nogle lange grene. Huset var rødt og ikke særlig stort, og lågen ind til haven knirkede altid med en pibende lyd. Det lød næsten ligesom et dyr, der var ked af det. Anton bremsede forsigtigt. ”Tror du, hun er derinde?” hviskede han. Molly rejste sig op på ladet for at kigge hen over hækken. ”Jeg kan ikke se hende,” hviskede hun. ”Men er han der?” ”Det tror jeg. Hans lommetørklæder er der i hvert fald.” Anton og Molly kiggede på hinanden. Sådan her var det, hver gang de nåede til Det farlige hus. Ingen af dem havde lyst til at gå forrest. Det farlige hus var det værste sted på hele osteturen. Inde i huset bag hækken boede verdens mest forkølede mand. Det var alle hans lommetørklæder, der hang på tørresnoren i haven. Som små hvide flag sat fast med tøjklemmer på lange rækker. Der var mange af dem, og tørresnoren var virkelig lang.

12 M_Toeselus.indd 12

08/05/14 10.32


Verdens mest forkølede mand pudsede temmelig meget næse. ”Shh,” sagde Molly pludselig og greb Anton i armen. ”Kan du høre ham?” Anton holdt vejret og lyttede uden at sige noget. Jo. Der var den. En høj lyd inde fra Det farlige hus. Et nys. Verdens mest forkølede mand var hjemme. Der var ikke noget at gøre. De kunne ikke bare vende om og køre hjem, men måtte ind og aflevere osten. Det værste var bare, at verdens mest forkølede mand aldrig var alene. Hvis han var hjemme, var hans kone det også, og hun var meget værre. Det var hende, der for alvor var den uhyggelige. Verdens mest forkølede mand boede nemlig i det lille røde hus bag den lange tørresnor med lommetørklæder sammen med Heksen. Der lød igen et nys fra huset. Aaaatju! Et kæmpenys. Så højt nyste han også nogle gange, når han kom ned i Ostehuset hos Mor for at bestille sine oste. Hele det gule hus rystede, hver gang han nyste, og man kunne høre ham langt nede ad hovedgaden. ”Kom,” sagde Molly. ”Vi gør det sammen, ligesom vi plejer.”

13 M_Toeselus.indd 13

08/05/14 10.32


Anton steg ned fra cyklen og tog den ost, Molly rakte frem mod ham. Det var den sidste på ladet. Så åbnede de havelågen helt forsigtigt. Alligevel peb den sin lange, skærende lyd. Anton kunne se, at nogen bevægede sig bag gardinerne oppe i huset. Det var Heksen, og hun havde allerede fået øje på dem. Heksen var en helt lille og tynd dame med et stort gråt hår, der nåede godt ned over skuldrene. Hendes hud lignede læder og så næsten ud som den pung, hvor Anton havde alle Mors ostepenge. Anton havde aldrig set nogen, der havde så mange rynker som hende. Hele hendes ansigt var streger og riller, og hendes pande var fuldstændig krøllet. I virkeligheden hed hun vist noget andet, men Anton og Molly kaldte hende aldrig andet end Heksen. De kunne ikke lide hende. Hun var den mest uhyggelige voksen, de kendte, og voksne kunne ellers være pænt uhyggelige, syntes Anton. Helt tæt gik de ved siden af hinanden hen mod Det farlige hus. Nu åbnede hun døren. ”Nå, så er det ostetid,” sagde Heksen. Hun prøvede vist at smile, men så stadig bare uhyggelig ud. Hendes grå hår stod til alle sider, og Anton kunne ikke lide det. Han prøvede at lade være med at kigge på hende. Inde fra Det farlige hus lød der igen et højt nys.

14 M_Toeselus.indd 14

08/05/14 10.32


M_Toeselus.indd 15

08/05/14 10.32


”Men så må jeg vel hellere finde nogle penge til jer … og en lille lakrids måske?” Anton skulle lige til at sige, at det med lakridsen kunne være lige meget, men han nåede det ikke. Heksen var allerede forsvundet ind i huset. Anton kunne lugte osten igennem papiret, selv om den var pakket godt ind. Heksen kunne bedst lide ost, der bed lidt, havde hun sagt engang. Anton havde ikke helt forstået, hvordan en ost kunne bide, men Mor sagde, at det bare betød, at det var en af de rigtig stærke. En af dem, som ikke var noget for børn. Aaatju! Nyset inde fra huset lød næsten som et brøl. Og nu kunne de også høre verdens mest forkølede mand pudse næse. ”Jeg har engang læst om en mand fra Kina, der hikkede i 27 år,” sagde Molly. ”Han holdt først op, da der var nogen, der gjorde ham rigtig forskrækket. Endelig var hikken væk. Hvorfor er der ikke nogen, der forskrækker verdens mest forkølede mand, så han holder op med det der?” ”Men han hikker jo ikke,” sagde Anton. ”Nej, men tænk alligevel, hvis verdens mest forkølede mand holdt op med at nyse og være forkølet, hvis han bare fik et ordentligt chok.”

16 M_Toeselus.indd 16

08/05/14 10.32


Molly nåede ikke at sige mere. I det samme kom Heksen tilbage. Hun var ved at finde penge frem fra en brun lædertaske. Den lignede næsten huden i hendes ansigt. Det var også i den taske, lakridserne var, vidste Anton. ”Her,” sagde Heksen og rakte Anton en pengeseddel. Han kunne ikke lade være med at kigge på hendes hånd. Den var lige så fuld af rynker som hendes ansigt. Helt tynd og med nogle spidse negle, der var lidt gule. Anton syntes, hun lugtede af gammel kjole og hår. Og så kom det. Heksen sagde det samme, hun sagde hver eneste gang, hun havde betalt for sin ost, der kunne bide: ”Og så skal I vel lige have en lille lakrids at cykle hjem på?” Anton kiggede på Molly, mens Heksen fandt en krøllet pose frem og holdt den frem mod dem. Anton prøvede at fiske et stykke lakrids op fra posen, men alle stykkerne hang sammen. Det var en meget gammel pose. Han endte med at få tre store lakridser og lignede en, der pludselig havde fået en grim tandpine eller proppet et par sokker ind i munden. Bagefter var det Mollys tur. ”Tak,” sagde hun. Men så snart de igen var ude på vejen ved ostecyklen,

17 M_Toeselus.indd 17

08/05/14 10.32


spyttede de begge to lakridserne ud i hånden og kastede dem ind i hækken. Man må aldrig spise slik, man har fået af en heks. Det havde Molly selv læst i et eventyr engang, sagde hun. Det sidste, de hørte på vej væk fra Heksen i Det farlige hus, var verdens mest forkølede mand, der nyste igen. Et enormt højt nys. Der ville snart komme et lommetørklæde mere ud at hænge på den lange tørresnor, lød det til. ”Så du hendes hænder?” spurgte Anton, da de var kommet langt nok væk. ”De lignede grene,” sagde Molly. ”Måske har hekse grene i stedet for fingre,” foreslog Anton. ”De har i hvert fald meget rillede hoveder og mindst tusind rynker.” ”Hun er meget, meget grim,” sagde Anton. ”Måske er hun slet ikke nogen rigtig heks,” sagde Molly. ”Måske er hun bare gammel.” ”Får alle damer så mange rynker, når de bliver gamle?” stønnede Anton. Han cyklede altid hurtigt, når de kørte væk fra Det farlige hus. Molly kiggede op nede fra ladet og kneb øjnene sammen, som om hun skulle tænke sig rigtig godt om. ”Det tror jeg,” sagde hun. ”Når damer bliver gamle

18 M_Toeselus.indd 18

08/05/14 10.32


nok, kommer de alle sammen til at se sådan ud. Gråt hår og rynker alle vegne. Det gør din mor sikkert også engang.” Anton blev stille. Ville Mor en dag komme til at se sådan ud? Som Heksen? Han prøvede at forestille sig Mor nede i ostebutikken med gråt heksehår og hænder, der lignede grene. Det var svært. Han kunne heller ikke forestille sig, at Mor nogensinde kunne få så mange rynker, at hun kom til at ligne en taske i ansigtet. Det ville passe virkelig dårligt til en dame, der solgte ost, syntes Anton. ”Tror du … Mor bliver en heks?” sagde han forsigtigt. Anton kunne mærke, at han pludselig frøs i nakken. ”Måske ikke en heks, men hun kan godt gå hen og få rigtig mange rynker, når hun bliver gammel. Sådan går det med damer. De bliver ældre med årene. Det har jeg læst.” ”Lige så mange rynker som … Heksen?” Molly trak på skuldrene. ”Sikkert. Man kan aldrig vide det.” Og så begyndte Molly ellers igen at tale om, at man burde give verdens mest forkølede mand en ordentlig forskrækkelse, så han kunne holde op med at nyse. Ligesom manden fra Kina, der havde hikket i 27 år. Men Anton hørte ikke efter. Han tænkte kun på én ting. Mor måtte ikke få lige så mange rynker som Heksen. Det måtte hun bare ikke.

19 M_Toeselus.indd 19

08/05/14 10.32

Toeselus og vinkeflaesk af lars daneskov  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you