Page 1


Erik Rasmussen

TILGIV MIG Historier fra livet uden for linjerne

Tilgiv mig.indd 3

22/08/11 09.21


Forord

s

I løbet af et år – fra marts 2009 til maj 2010 – skete en række skelsættende ting i mit liv. Først døde min far. Så forlod min kone mig. Og til sidst blev jeg fyret fra jobbet som cheftræner i superligaklubben AGF efter en temmelig uventet nedrykning. Når der på så kort tid sker så mange dramatiske ting i dit liv, er det efterfølgende nærliggende at reflektere over det liv, du har levet, og kikke indad. Det ligger lige for at gøre status over, hvordan du har levet dit liv, og hvordan du atter fandt fodfæste. Jeg har levet store del af mit liv i medvind. Utallige gange har jeg følt mig heldig og privilegeret. Ofte har jeg ligget i min seng om aftenen og følt mig som Jeppe i baronens seng. Jeg har måttet knibe mig i armen for at kunne tro på, at så megen lykke var tilgået mig. I en årrække havde jeg et højprofileret og uhyre vellønnet job som cheftræner i den danske Superliga. Et job, som tusindvis af fodboldtrænere vil give deres højre arm for at få. Men det er en position, der kun er ganske få forundt. Jeg var endda en af de mest succesrige af slagsen og blev i en periode af medierne fremhævet som mulig landstræner. Det ultimative inden for mit fag. Jeg havde en kone, som jeg elskede højt. Hun var intelligent, smuk og givende og et helt igennem fint menneske. Sammen havde vi to børn, som vi elskede over alt på jorden. Mit ægteskab var basen og omdrejningspunktet i mit liv. Det var hende, jeg ville dele 7

Tilgiv mig.indd 7

22/08/11 09.21


livet med. Hende, jeg skulle blive gammel sammen med. Hvor jeg har et rastløst og søgende sind, er hun indbegrebet af balance, ro og harmoni. Jeg elskede min far højt, selv om vi havde et uafklaret forhold. Som barn var han mit idol og rollemodel. Men som voksne var vi dybt forskellige, og jeg havde svært ved at nå ind til ham. Hans pludselige død af et hjerteslag efterlod et tomrum og en masse ubearbejdede følelser. Som cheftræner i den danske Superliga er du ekstremt profileret. Vi taler om Danmarks nationalsport, og som cheftræner bliver du voldsomt eksponeret i medierne. En del af din identitet bygges op omkring dit faglige virke. Så når du fejler så markant, som jeg gjorde i min sidste tid i AGF, og det ender med en fyring, er det umuligt ikke at blive ramt på stoltheden og selvtilliden. Det er i slipstrømmen af disse hændelser, denne bog er blevet til. Jeg har tænkt meget over, hvor meget jeg skulle delagtiggøre læserne i mit privatliv. Alt andet lige er bogen skrevet for at give alle fodboldinteresserede et bedre og mere nuanceret indblik i spillet. Jeg har gerne villet hjælpe dem ind bag de lukkede døre til trænerkontoret, bestyrelseslokalerne og omklædningsrummene. Steder, hvor medierne og tilhængerne kun kan gætte på, hvad der foregår. Og hvor gætterierne meget ofte ligger langt fra sandheden. Når jeg alligevel har valgt at gøre bogen så personlig, som tilfældet er, hænger det ikke sammen med, at jeg er ude på at praktisere krisebearbejdning af en række sørgelige hændelser i fuld offentlighed. Jeg gør det, fordi jeg ikke ville kunne skildre mine år i topfodbold troværdigt og dybdegående nok, hvis jeg ikke fortæller, hvor jeg selv var som menneske i de forskellige perioder. Der er to sider af samme mønt. Historien om min tid i AGF, hvor vi gik fra førstepladsen til nedrykning, er også historien om bruddet med min kone. Tingene skete samtidigt, og det ene forløb havde indflydelse på det andet. Derfor må begge historier fortælles. Bogen er primært en fodboldbog med historier, holdninger og anekdoter fra mit liv som cheftræner. Men jeg har valgt at supplere 8

Tilgiv mig.indd 8

22/08/11 09.21


med en række rejsebeskrivelser. Danmark er måske nok udgangspunktet for alle os danskeres liv. Men livet herhjemme udgør kun en brøkdel af det liv, der udspiller sig overalt på vores fantastiske planet, hvor fodbolden er det universelle sprog. Jeg har været så privilegeret at arbejde med mennesker fra en lang række kulturer. I seks år som superligatræner har jeg arbejdet med spillere fra 21 nationer og fire kontinenter. Især har jeg beskæftiget mig indgående med en række afrikanske spillere. For bedre at kunne forstå mine spillere og deres baggrund har jeg flere gange rejst i Afrika. Ture, der har gjort et uudsletteligt indtryk på mig. De enorme kontraster på det kontinent står i grel modsætning til den tryghed, vi danskere oplever. Det prøver jeg blandt andet at skildre for at øge forståelsen og tolerancen i forhold til de afrikanske fodboldspillere. Selv om verden via globaliseringen bliver stadig mindre, har afstanden mellem os mennesker måske aldrig været større. I Danmark slutter vi ofte kreds om os selv. Vi lukker grænserne og ruller persiennerne ned. Vi beskytter vores velstand og værner om danskheden. Det mener jeg er både farligt, dumt og snæver­ synet. Godt nok har vi på mange områder skabet et unikt, retfærdigt og velfungerende demokratisk samfund. Ikke desto mindre er der så ufattelig meget, vi kan lære af verden omkring os. Ikke mindst af en kaotisk, fattig og nødlidende verdensdel som Afrika, hvor pengene måske er små, men spontaniteten, familiesammenholdet og venligheden desto større. I forbindelse med min beskrivelse af fodboldmiljøet i Danmark vil der være mennesker, der føler sig uretfærdigt skildret. De vil hævde, at tingene foregik på en anden måde, og deres refleksioner vil være anderledes end mine. Jeg er bevidst om, at mine beskrivelser af især tiden i FC Midtjylland kan støde nogle. For eksempel sportsdirektør Jens Ørgaard, som jeg ikke just portrætterer som verdens mest troværdige mand. Også fodboldspilleren Simon Poulsen får en ublid medfart. Jeg har haft mine overvejelser omkring det. Hvilken ret har jeg – der jo 9

Tilgiv mig.indd 9

22/08/11 09.21


selv på alle mulige menneskelige parametre har fejlet – til at gå hårdt til andre? Jeg prædiker respekt. Men er det udtryk for respekt at gøre det i forhold til mennesker, man har arbejdet tæt sammen med? Når jeg alligevel vælger at gøre det, er det, fordi mit mål med bogen er at komme helt tæt på den professionelle fodbold. En del af det er at beskrive de overvejelser og tanker, jeg har haft i jobbet som cheftræner. Hvis jeg fejede alle negative og kontroversielle ting ind under gulvtæppet, ville det ikke give et retvisende billede af en verden, der ikke altid er sympatisk og smuk. Nogle vil – efterhånden som fortællingerne skrider frem, og mit eget bedrag står tydeligt – klandre mig for at være dobbeltmoralsk. Det kan jeg ikke argumentere imod. Jeg har afgjort ikke altid levet efter de værdier, jeg synes, man skal leve efter som menneske. Nogle vil mene, at jeg har opført mig ekstremt. Men hvem kan kaste den første sten? Det er nemmere at vide, hvad der er rigtigt og forkert, end det er at leve efter det. Så jo. Jeg har lavet umoralske og dumme ting i livet. Men jeg mener ikke, det skal være diskvalificerende i forhold til at have en holdning til det selvsamme liv. I øvrigt er det vel kun ved at erkende sine fejl, at man får dem bearbejdet og kommer videre i tilværelsen? Bogen er min subjektive sandhed. Andre vil have et andet billede af det, jeg beskriver. Jeg ved af bitter erfaring, at ens selvbillede ikke altid svarer til omverdenens billede af én. Samtidig med, at jeg går hårdt til mennesker, jeg har mødt og arbejdet sammen med, går jeg også tæt på mig selv. Jeg indrømmer, at jeg i perioder har fejlet eklatant. Som ægtemand. Som fodboldtræner. Som menneske i det hele taget. Det hjælper mig lidt i forhold til, at jeg kritiserer andre. Desuden holder jeg mig til det rent fodboldfaglige. Ingen behøver frygte snavset vasketøj fra privatlivet hængt ud til offentligt skue. En stor tak til min redaktør, Thomas Franch Rasmussen fra People’sPress, og journalisten Hans Krabbe for et godt og frugtbart samarbejde. Når man hovedsagelig har beskæftiget sig med fodbold, ligger det ikke til højrebenet at skrive en bog. Når den al10

Tilgiv mig.indd 10

22/08/11 09.21


ligevel har fået en form og et udtryk, som jeg er tilfreds med og kan stå inde for, skyldes det i høj grad input og hjælp fra dem. Jeg dedikerer bogen til mine fire børn, Sanna, Chaline, Sille og Mathias. Det var kærligheden til jer, der fik mig videre i livet, da jeg var tættest på at snuble. Det ansvar, man tager på sig, når man vælger at sætte børn i verden, betød for mit vedkommende, at jeg ikke kunne tillade mig at miste fodfæste, selv om livet i en periode gjorde forfærdelig ondt. Jeg vil takke jer for den hengivenhed og kærlighed, I viste i den periode. Min kærlighed til jer er evig. I fodbold siger man altid ‘god kamp’ til modstanderholdet, inden der fløjtes op. Også selv om man jo ikke mener det. Man håber ret beset ikke, at ens modstander får en god kamp. Du vil meget hellere tvære dem ud spillemæssigt. Men når jeg nu siger god fornøjelse med bogen, så mener jeg det rent faktisk.

Erik Rasmussen Herning, august 2011

Tilgiv mig.indd 11

22/08/11 09.21


Tilgiv mig.indd 12

22/08/11 09.21


F OR S P I L

EM I PORTUGAL 2004

Tilgiv mig.indd 13

22/08/11 09.21


Tilgiv mig.indd 14

22/08/11 09.21


Kaos på hotellet

s

Jeg er på vej til Portugal for at være medkommentator for TV2 under EM i fodbold 2004. Min første sæson som træner i FC Midtjylland er forbi. Den har været hård. Ikke mindst på grund af et vist problembarn: Mohamed Zidan. Der er aldrig ro omkring ham, og jeg er udmattet af at ‘feje op efter ham’. Sammen med et par kollegaer tjekker jeg tidligt ind i Kastrup Lufthavn for at flyve til Porto. Jeg går søvndrukken gennem lufthavnen og ud til gaten og griber lige Politiken i kiosken på vejen. Da jeg har sat mig for at læse lidt nyheder, hører jeg en velkendt stemme bag mig. “Erik, Erik, vi skal følges ad. Jeg skal også til Porto,” lyder Zidans stemme. Jeg vender mig om og ganske rigtigt. Det er ikke bare en ond drøm. Zidans smilende, drengede ansigt dukker op. Her havde jeg glædet mig til en Zidan-fri periode, hvor jeg kunne lade batterierne op og komme tilbage med overskud inden den nye sæson. “Hvor er det hyggeligt, at vi skal rejse sammen, Erik. Så kan vi rigtig få snakket sammen hele vejen til Portugal.”

s

15

Tilgiv mig.indd 15

22/08/11 09.21


Og snakket får vi. Eller rettere sagt: Zidan får. Han pludrer i én lang smøre om fodbold og om sine forventninger til karrieren. Om sin opvækst i Egypten og om sine rødder. Om at være et muslimsk drengebarn begavet med et ekstremt fodboldtalent. Om forkælelsen og privilegierne, der fulgte med dette. Om at det nok gør én lidt speciel at være så meget i centrum så tidligt. Det er både overraskende og hyggeligt at møde Zidan i helt andre omgivelser end normalt. Jeg oplever en ny side af ham. En intelligent og tænksom side. Mange omkring Zidan opfatter ham ikke som synderlig kvik, fordi han er så dårlig til at begå sig blandt andre. Men det er forkert. Zidan er godt orienteret, sin unge alder taget i betragtning. Han har sat sig ind i samfundsforholdene i Danmark, og han har Europa på plads, selv om han blot er 21 år og ikke just har prioriteret sin skolegang. Zidan skal til Portugal for at lave en promotionsvideo for Puma og skal bo i Porto ligesom os. Da vi mellemlander i Frankfurt, er Zidan et større tilløbsstykke. På hele flyveturen har han siddet med en bold i skødet. Da vi går fra den ene gate til den anden, begynder han at jonglere med bolden. Laver de vildeste ting. Lægger bolden død på panden. Lader den rulle ned ad nakken og videre ned ad ryggen. Griber den i knæhasen og sparker den op igen. Rene tryllerier. På et tidspunkt er der stimlet mange mennesker sammen rundt om ham. De står bare og måber. Og klapper. En af tilskuerne spørger mig på engelsk: “Do you know who that guy is? He’s fantastic. He must be playing for a big club somewhere.” Det er med stolthed i stemmen, jeg svarer. “Yes, yes, he is playing for FC Midtjylland.” Mine kollegaer fra TV2 og jeg skal bo i en mindre by cirka 20 km fra Porto. Det er et relativt højt hotel med 12 etager beliggende på et mindre, men meget atmosfærefyldt torv. Det er kun de øverste fem etager, der er hotel. De nederste syv bliver brugt til almindelige private boliger. 16

Tilgiv mig.indd 16

22/08/11 09.21


Jeg har inviteret min ældste datter, Sanna, og hendes kæreste ned til mig i den første uge. En god måde at kompensere på, når man har gjort sine børn til skilsmissebørn og her otte år senere stadig lider af samvittighedskvaler. Sanna har et lille problem med, at vi bor på 12. etage. Hun er bange for højder og for små lukkede rum. Hun har taget toget til Porto med kæresten på grund af flyskræk og tager trapperne op til 12. etage på grund af elevatorskræk. Som far, og som skyldig i skilsmissen, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det er arrene efter bruddet, der har gjort hende sådan. Samme aften skal vi ind på et stort torv i Porto, hvor der afholdes en EM-åbningsceremonifest. Thomas Kristensen, som jeg skal kommentere sammen med, jeg selv samt Sanna og hendes kæreste tager først ind for at spise en god middag. Vi sidder langs Duorofloden tæt på torvet og hygger os med mad og masser af rødvin. Bliver en lille smule snalrede, efterhånden som vi mærker alkoholens blide favntag. Pludselig eksploderer der et leben omkring os. Torvet er stuvende fuldt af mennesker og oppe på en til lejligheden opsat scene står en portugisisk udgave af Enrique Iglesias. Han vrider hofterne, har en silkehvid skjorte på, der er knappet op helt ned til maven, og har tømt en krukke gele i det sorte hår. En blid smørtenorstemme gør billedet af en sydlandsk ‘lover boy’ fuldkomment. Vi rejser os fra bordet og går ind i den bølgende menneskemængde foran scenen. Vi har svært ved at holde os samlede, og pludselig er jeg kommet væk fra de andre. Jeg står og kigger mig lidt forvirret rundt. Spejdende efter de andre. Den første, jeg får øje på, er Sannas kæreste. Han står og snakker med et par engelske fodboldfans. Det er tydeligt at se, at de er fra England, eftersom de er hooligan-karseklippede og står viklet ind i det engelske flag. Lidt til højre for mig og et stykke væk fra kæresten får jeg øje på Sanna. Hun står og danser tæt med en ung mørk fyr. Lidt for tæt. Jeg går over mod hende og finder ud af, at den unge mørke fyr er ... Zidan! Inden jeg er kommet helt hen til dem, begynder de at kramme 17

Tilgiv mig.indd 17

22/08/11 09.21


vold­somt. Jeg kigger nervøst over mod kæresten, men han står i sin egen lille fodboldverden fordybet i en samtale med de to englændere. Nu har jeg af naturlige årsager aldrig betragtet mig selv som dydens vogter. Men alligevel er jeg en lille smule rystet. Jeg kan ane konturerne af en mulig konflikt. Sannas adfærd er jo ikke just fremmende for parforholdsidyl. Og endnu mere skræmmende: Risikerer jeg nu at få Zidan som potentiel svigersøn? Det svimler en smule for mig, og det er ikke kun, fordi jeg har drukket rigeligt med rødvin. Jeg maser mig vej igennem menneskehavet og stiller mig ved siden af Sanna, der er i sin egen lille krammeverden med Zidan. Rømmer mig og prikker hende let på skulderen. “Øhhh, Sanna,” når jeg lige at sige, inden hun farer sammen, kigger på mig og siger: “Ups.” Zidan får lige pludselig travlt med at komme tilbage til sine nye venner fra Puma. Sanna og jeg står et øjeblik og kigger lidt på hinanden. Ved ikke rigtig, hvad vi skal sige. Jeg bryder tavsheden. “Det kan godt være, vi skal finde de andre og se at komme hjemad.” I taxaen sidder Sanna i midten mellem kæresten og Thomas. Jeg sidder på forsædet ved siden af chaufføren, men følger lidt med i bakspejlet. Morten er blevet godt stiv og sidder og småsover. Sanna sidder med den ene hånd på Thomas’ lår og sin mobiltelefon i den anden. Sms’er lystigt med en eller anden. Da vi lidt senere holder foran hotellet, går alle undtagen mig i baren. Jeg går op for at sove. Thomas og jeg skal trods alt kommentere vores første kamp under EM dagen efter, og jeg vil gerne være nogenlunde frisk. Det er første gang, jeg er med som kommentator ved en slutrunde, og jeg er spændt og en smule nervøs. Jeg falder hurtigt i søvn med billedet af Sanna og Zidan flimrende på nethinden.

18

Tilgiv mig.indd 18

22/08/11 09.21


Jeg har måske sovet en times tid, da jeg bliver vækket ved, at Sannas kæreste står ved min seng og prikker mig på skulderen. Jeg kan se, han er helt ude af den og har indestængte tårer i øjnene. “Jeg vil bare lige sige farvel, Erik. Tusind tak, fordi du ville have mig med herned.” Jeg gnider øjnene lidt og ser, at han står med sin kuffert i hånden. Jeg spørger ham overrasket, hvad der dog er sket. Hvorfor han vil af sted midt om natten. Er der sket noget mellem ham og Sanna? “Det må du spørge Sanna om, men jeg finder mig ikke i mere. Jeg bliver nødt til at tage hjem til Danmark nu.” Med disse ord hanker han op i kufferten og går ud af værelsesdøren. Jeg er lige pludselig lysvågen og hører samtidig gråd inde fra det andet værelse. Jeg skynder mig derind og ser Sanna ligge stortudende på sengen. “Han har forladt mig, far. Vil aldrig se mig igen. Hvad skal jeg dog gøre?” “Jamen, hvad er der sket, skat. Hvorfor vil han forlade dig midt om natten her i Portugal?” Sanna rækker mig sin telefon, stadig hulkende. “Han tjekkede min telefon, da jeg var faldet i søvn, og så de hér sms’er, jeg havde skrevet med Zidan.” Jeg tager hendes mobil og læser den første sms fra Zidan til Sanna. “Hi, baby. Skønt at være sammen med dig på torvet. Har lyst til dig. Håber vi kan ses en af de næste dage. Du er bare for lækker.”

Sannas svar tilbage: “I lige måde, skat. Har også lyst til dig. Kan næsten ikke vente med at se dig.”

Jeg rækker mobilen tilbage til Sanna. Behøver ikke at læse flere sms’er. Jeg er en smule rystet og kan godt forstå, at kæresten har taget flugten fra vores hotel. 19

Tilgiv mig.indd 19

22/08/11 09.21


Sanna river mig ud af mine tanker. “Jamen, far, vi må gøre noget. Jeg mente det jo ikke. Det må han da kunne forstå. Vi må finde ham.” Jeg kigger på min store datter og bliver blød om hjertet, da jeg ser hendes sorg. Tårerne kommer stadig væltende, som var de et vandfald. Jeg skynder mig at tage tøj på, og sammen løber vi ned ad trapperne (selv i denne tilspidsede situation vil Sanna ikke med elevatoren) for at køre rundt i byen og lede efter den bortløbne. Vi ligger og kører rundt i Aguas’ nattetomme gader og ser ikke skyggen af kæresten. Efter en times nyttesløs kørsel får Sanna en ide. “Han er nok nede på stationen. Skal vi ikke køre derned og se efter?” Det gør vi, og på afstand kan vi se ham sidde alene på en bænk, ventende på et tog, der sandsynligvis først kører om fire-fem timer. Sanna skynder sig ud af bilen, og jeg bliver siddende, spændt ventende på, hvor mange vi er i bilen, når vi skal tilbage til hotellet. Jeg ser dem gestikulere, slå ud med armene, og hører råb og gråd. Til sidst sidder de begge i bilen, og vi sætter kurs mod hotellet. Går igen op ad trapperne til 12. etage. Det unge par forsvinder ind på deres værelse, og jeg smider mig udmattet på sengen fuldt påklædt og falder i søvn med det samme. En time senere er den gal igen. Sanna rusker mig i skulderen. Stortudende. “Han er væk igen, far. Vi må finde ham.” Igen ud ad værelsesdøren. “Jeg tror, han er gået ind til en af kameramændene,” siger Sanna. “Han snakkede meget med ham i baren, da vi kom hjem til hotellet.” Problemet er bare, at Sanna ikke ved, hvilket værelsenummer omtalte kameramand bor på. “Han bor her på etagen. Vi må banke på alle dørene for at finde ham.” Min første indskydelse er at stoppe hende. Fortælle hende, at vi 20

Tilgiv mig.indd 20

22/08/11 09.21


ikke kan vække alle hotelgæster klokken tre om natten for at finde en halvfuld mand på 28 år. At denne kærlighedsfarce er gået for vidt. At hun må tage sig sammen og komme med mig ind at sove. Der er trods alt en EM-kamp, der skal kommenteres næste dag, og det ville være rart for mig og de øvrige TV2-folk at være bare en lille smule friske. Men da jeg ser desperationen i hendes øjne, opgiver jeg, og vi begynder at banke folk op. Værelse for værelse. Sanna starter i den ene ende af hotelgangen. Jeg i den anden. Folk kigger søvndrukkent på mig, når de kommer ud og åbner. Jeg føler mig lidt dum, når jeg siger, at jeg leder efter min datters kæreste, der er blevet væk. Nogle bliver mærkeligt nok lidt knotne. Til sidst finder jeg værelset med kameramanden, hvor kæresten skulle have søgt tilflugt. Kameramanden kommer ud og åbner, og en skarp dunst af opkast møder mig. Jeg forklarer ham mit ærinde. “Du må gerne tage ham med,” siger kameramanden lidt surt. “Han ligger og sover på sofaen.” Jeg får den unge mand på benene og følger ham tilbage på værelset. Derefter går jeg ud for at lede efter Sanna, der nu er forsvundet. Jeg lagde mærke til, at hun gik ind på Thomas Kristensens værelse, da vi var ude at stemme døre. Døren står halvt åben, da jeg kommer derhen, og jeg går lige ind. For at finde Sanna i færd med at blive trøstet af Thomas. “Så, så, Sanna,” hører jeg Thomas sige med sin velkendte, jyske stemme, “det skal nok gå alt sammen.” Jeg får bugseret Sanna tilbage på værelset og lukker hende ind til kæresten med ordene: “Og nu vil jeg ikke høre en lyd mere fra jer i nat.” Klokken er blevet fem, og jeg skal op klokken otte for at forberede mig til kommentatoropgaven. Et par dage senere kører jeg Sannas kæreste ind til togstationen i Porto. Sanna bliver tilbage hos mig. Forholdet er bristet. Det kunne ikke holde til Sannas svigt. 21

Tilgiv mig.indd 21

22/08/11 09.21


Da jeg kommer tilbage til hotellet, sætter Sanna og jeg os ned på en lille cafe på det solbeskinnede torv uden for hotellet. Vi sidder og kigger lidt på hinanden, og det er tydeligt, at hun stadig er rigtig ulykkelig. Hun begriber ikke, hvorfor hun gik så langt med flirten og sms’erne. Så langt, at det skulle koste forholdet til den kæreste, hun havde boet sammen med et års tid. Og så endda på det, der skulle have været en romantisk ferie. Grundlæggende har der jo nok været noget, der ikke helt fungerede i forholdet – en kærlighed, der allerede var begyndt at smuldre. “Jeg forstår det ikke, far. Jeg er jo slet ikke vild med Zidan. Jeg ved ikke, hvad der gik af mig. Det var ikke min mening. Jeg glemte bare tid og sted og blev grebet af nuet.” Jeg nikker forstående. Og lettet. Jeg har måske nok mistet en mulig svigersøn – og endda én, jeg rigtig godt kunne lide – men jeg har trods alt ikke fået Zidan ind i familien! Vi sidder lidt i tavshed, inden Sanna spagt spørger mig: “Er du sur på mig, far? Det må have været så pinligt i forhold til alle de andre på TV2.” Jeg kigger på hende og føler en overstrømmende kærlighed og varme. Uanset, hvad hun bedriver, og hvilke mærkelige ting hun laver, vil jeg altid elske hende betingelsesløst. Jeg gider ikke engang at løfte pegefingeren. Jeg siger blot til hende: “Selvfølgelig var det noget lort, Sanna. Det var en dum måde at såre én, du holder meget af, på. Det er en høj pris at betale for en flirt. Men jeg elsker dig ikke mindre eller er flov over dig af den grund. Overhovedet ikke. Jeg er bare glad for at være en del af dit liv. For at være der, når du kvajer dig.” Og det er min morale som far. Selvfølgelig vil vi gerne tage vores børn i hånden og fortælle dem, hvordan de skal agere i alle mulige situationer. Vil gerne have, at de kan lære af de fejl, vi har begået i vores liv, men sådan hænger det ikke sammen. Vores børn skal selv ud på planken at stå. Derud, hvor livet gør ondt. Vi kan ikke 22

Tilgiv mig.indd 22

22/08/11 09.21


beskytte dem imod livet. Vi kan ikke stå med løftede pegefingre, hver gang de fejler. Jo, det kan vi godt, men konsekvensen bliver, at vi ikke får lov at være en del af deres liv, når det gør ondt, og de er ulykkelige. At de finder andre mennesker at være fortrolige med og opbygger en distance. Min drøm og ambition er, at mine børn altid har lyst til at komme til mig og dele med mig, når de har ‘fucked op’. At jeg kan få lov til at være der og støtte dem i de svære perioder i deres liv. At de har tillid til, at jeg ikke vil fordømme dem, og at jeg altid vil vise dem betingelsesløs kærlighed. Men, men, men ... Havde hun valgt Zidan, og var han blevet min svigersøn, ved jeg ikke, om jeg havde kunnet holde den løftede pegefinger nede.

Tilgiv mig.indd 23

22/08/11 09.21


Tilgiv mig.indd 24

22/08/11 09.21


F ØR S T E DE L

HERNING – NIGERIA – USA

Tilgiv mig.indd 25

22/08/11 09.21


Tilgiv mig.indd 26

22/08/11 09.21


Erik, så du min bazooka?

s

Hamburg 2008. Mohamed Zidan vil vise mig noget. Jeg følger ham ned i boligkompleksets parkeringskælder. Adressen er hundedyr, den mondæne del af Hamburg, og Zidan er ikke husets eneste velhaver. Oppe i lejligheden, som faktisk er to penthouselejligheder oven på hinanden, som Zidan har købt og lagt sammen, er jeg lige blevet vist rundt i den vildeste luksusbolig med Bang & Olufsenanlæg i alle rum og et stort billardbord med et gigantisk ‘Z’ indgraveret. Resultatet af en drømmekontrakt med Hamburger SportsVerein til en årsindtægt på omkring 20 millioner kroner. Efter et mislykket ophold i Werder Bremen og en vellykket udlejeperiode hos FSV Mainz 05 har Zidan virkelig skudt papegøjen. Men det, jeg får at se i kælderen, slår alligevel benene væk under mig. Hans ikke mindre end fire biler står side om side. En klassisk engelsk Bentley, en snusfornuftig Mercedes og en lige så velover­ vejet VW. Alle smukke og dyre biler. Kronen på værket er imidlertid en nyindkøbt Lamborghini, indbegrebet af italiensk fuldblod. Zidan sætter sig stolt ind og starter motoren med et brøl, der får hele p-kælderen til at ryste. “I Egypten er det okay at vise, at man har succes, Erik. Hvorfor ikke glæde sig, når det går godt, og bruge nogle af de penge, man tjener?” Han fortæller, han købte bilen, efter at Egypten vandt African 27

Tilgiv mig.indd 27

22/08/11 09.21


Nations Cup i 2008. Præsidenten for fodboldforbundet kom ind i omklædningsrummet med en kuffert fyldt med penge. 1,2 millioner kroner til hver. “Da jeg kom hjem til Hamburg, gik jeg ind til Lamborghiniforhandleren og smed pengene på disken. Er den ikke fed?”

s

Det er sommer. Spillerne og trænerstaben i FC Midtjylland står på torvet i Herning og skal før sæsonen 2004-05 præsenteres som hold. Hele egnen er grebet af fodboldfeber. Fire måneder tidligere er det nye, flotte stadion ude ved Messecentret på Vardevej blevet indviet. Det skete lørdag den 27. marts 2004. Dommer Nicolai Vollquartz fløjtede op kl. 17.00, og derfor var der tale om en lyskamp, med alt hvad det indebærer af magi, duften af dug på græs og mørket ude bagved. Aftenkampe er bare mere intime. De ellevilde tilskuere troede ikke deres egne øjne, da vi smadrede AB med 6-0. En ustyrlig Zidan scorede fem af målene, tre inden for en god halv time, og det ene mere seværdigt end det andet. Efter masser af år med ét skridt frem og to tilbage tror folk i landsdelen pludselig på, at man kan drive det til noget med fodbolden i det midt- og vestjyske. Og med Anders Rasmussen i målet samt et forsvar med Rasmus Daugaard, legendariske Søren Skriver, det unge lokale håb Kristian Bak Nielsen og klubmanden Jesper Mikkelsen ser det fornuftigt ud. På midten ligger tyngden og erfaringen hos elegante Claus Madsen, rutinerede Michael Hansen og Thomas Frandsen side om side med unge Thomas Rathe, der i øvrigt scorede vores femte mål den aften. Helt fremme ligger Zidan sammen med Frank Kristensen, der allerede dengang var en erfaren rotte. AB med blandt andre Stephan Andersen i målet, Carsten Hemmingsen i forsvaret og Danny Olsen på kanten blev blæst hjem over bæltet. Min trænerkollega på den anden bænk, Henrik Jensen, var magtesløs. De 11.083, der var til stede, glemmer det aldrig. 28

Tilgiv mig.indd 28

22/08/11 09.21


Nu står vi så i en hestesko oppe på scenen. Vi bliver kaldt frem én efter én. De fleste af spillerne skal bare gå frem og vinke til de fremmødte fans. Der er vel en 400-500 af slagsen. De fleste er børn med deres medbragte forældre. Enkelte af os bliver stillet et par spørgsmål. Som Peter Skov-Jensen, vores målmand og anfører, for eksempel. Han er født og opvokset på vestkysten og er generelt en mand af få ord. Så han svarer kort og præcist ‘Jah, næh og måske’ til spørgsmålene. Der er ingen grund til at fråse med ordene. Et karaktertræk, som det ikke er første gang, jeg oplever på den egn. Som cheftræner bliver jeg også stillet et par spørgsmål. Jeg prøver at svare lidt mere uddybende end Peter Skov. Det føler jeg, at jeg er forpligtet til. Fælles for os alle er dog, at vi har det klart bedst, når vi atter kan trække os tilbage i hesteskoens beskyttende anonymitet. Zidan kaldes frem som sidste mand. Man fornemmer en forventningsfuld mumlen blandt børn og voksne på torvet. Hvor vi andre lidt smågenerte og nødtvunget træder frem, når vores navn råbes op, er det helt anderledes med Zidan. Han går friskt og selvbevidst frem over scenen med begge hænder højt hævet over hovedet. Laver V-tegnet for sejr med fingrene. Og jubelen er øredøvende. Det er ham, de mange FCM-tilhængere har længtes efter og ventet på. Den nye stjerne på heden. Og med al respekt for fortidens koryfæer i Ikast FS og Herning Fremad vel nok det første rigtige fodboldidol på de kanter nogensinde. FC Midtjyllands interviewer stiller Zidan et par spørgsmål. Zidan har haft en forrygende halvsæson og var den spiller i SAS Ligaen, der scorede flest mål i foråret. Intervieweren antyder, at en lang række udenlandske klubber er interesseret i Zidan og fisker efter hovedpersonens bekræftelse af, at det er rigtigt. Den lader ikke vente længe på sig. Zidan kikker ned på mængden. “Jeg havde en fantastisk halvsæson og var måske den bedste spiller i SAS Ligaen. Der er masser af interesserede klubber. Jeg har hørt, at klubber i både Tyskland, Spanien og Tyrkiet vil have mig.” Intervieweren spørger, hvor længe FCM mon får lov til at beholde Zidan. Atter kikker den lille egypter ud på folk. 29

Tilgiv mig.indd 29

22/08/11 09.21


“Jamen, hvis I elsker mig, Herning, så bliver jeg nok lidt endnu. Elsker I mig?” nærmest råber Zidan til mængden. Det gør den. Betingelsesløst. En øredøvende jubel bryder løs, og taktfaste råb på “Zidan, Zidan” fylder luften. Jeg holder øje med ansigtsudtrykkene hos de øvrige spillere. De giver ikke just udtryk for begejstring. Jeg ser nærmest rendyrket foragt i øjnene hos dem, der ikke nøjes med at reagere med forundring. Deres afstandtagen til Zidans personlige show er så kraftig, at havde de haft knive i hænderne, er jeg sikker på, de var endt dybt i ryggen på den lille fyr, der bare var glad, fordi nogle hyldede ham. I dag tænker jeg, at Zidan den eftermiddag på Torvet i Herning blot var forud for sin tid. Det var ikke noget, han tænkte over. Og han var i bund og grund bare sig selv. Men han leverede den vare, der i dag efterspørges kraftigere og kraftigere af både tv og tilhængere. Man kræver idoler med kant og udstråling. Fodboldstjerner er i dag individuelle mærkevarer, der skal iscenesætte sig selv. Karrieren er kort, og derfor skal der profiteres, mens tid er. Den dag kom det så bare til at stå i grel kontrast til den kontrollerede Peter Skov-Jensen og resten af den forsigtige, vestjyske FCM-trup. Og derfor kom Zidans performance til at stikke sådan ud. I dagens Bundesliga er den slags teater nærmest obligatorisk, og også herhjemme har grænserne flyttet sig i forhold til 2004. Men man må stadig helst ikke blive for stor i lille Danmark. En selvbevidst fyr som Nicklas Bendtner får sine drag over nakken af pressen, og han er vel den danske spiller, der i fremtoning kan minde mest om Zidan. Da jeg møder Mohamed Zidan første gang tilbage i slutningen af 90’erne, er jeg hyret af AB’s daværende sportsdirektør, Per Frimann, til at lave specialtræning for en række af klubbens største talenter. Mohamed er en tynd knægt på 16 år. Men hans øjne skinner med en glød, jeg aldrig tidligere har set. Allerede på det tidspunkt laver han de mest vanvittige tekniske detaljer med bolden. Man kan se, at han elsker den, og den elsker ham. Den er klistret til fødderne af 30

Tilgiv mig.indd 30

22/08/11 09.21


ham, hver gang han tager et træk med den. Uanset hvor højt tempoet er i detaljen. Ja, han er næsten i stand til at få den til at snakke. Frimann er ikke et sekund i tvivl om drengens potentiale. Han taler om Zidan med kærlighed i stemmen og slår fast, at han bliver fantastisk. Zidan er det største fodboldtalent, Frimann har set. Han ved, at knægten har problemer i forhold til nogle af holdkammeraterne. Men når han bliver rettet til, har Zidan i Frimanns øjne alle muligheder for at blive en superstjerne. Når en fyr som Per Frimann siger den slags, er det værd at lytte. Frimann var selv et af sin generations største talenter. Han kunne så meget med en bold, og alt skete i høj fart. En skæbnesvanger skade under det danske fodboldlandsholds afsluttende forberedelser op til VM i 1986 betød imidlertid, at Frimann aldrig fik den karriere, hans talent berettigede til. Jo, han kom igen efter tacklingen under den sidste træningskamp før slutrunden i Mexico. Men han nåede ikke sit højeste niveau igen, og derfor blev han aldrig sin tids tempospiller som Frank Arnesen før ham. Han sluttede allerede som 28-årig i 1990 med 17 landskampe på bagen. I de sidste par sæsoner var jeg klubkammerat med ham i Brøndby. Han var skadet i hele perioden, men genoptrænede pligtskyldigt for at give karrieren en sidste chance. Desværre forgæves. Alligevel var han altid positiv, smilende og glad. Fordi han havde et brændende fodboldhjerte, forblev han i fodboldverdenen efterfølgende. Og øje for talent har han afgjort, ham Per Frimann. Så jeg husker, hvad han siger om Zidan. Da jeg i vinteren 2003-04 bliver cheftræner i FC Midtjylland, møder jeg så atter Mohamed. Efter 12 mål i 51 kampe for AB skiftede han i 2003 København ud med Herning. Selv om der er gået fire år siden vores første møde på AB’s anlæg i Gladsaxe, er det synd at sige, at han er blevet mere afrettet. Det er tydeligt, at han stadig stikker ud og har umanerligt svært ved at forstå de sociale spilleregler, der følger, når man er en del af et hold. Allerede under min første træning i FCM fornemmer jeg, at de 31

Tilgiv mig.indd 31

22/08/11 09.21


øvrige spillere betragter Zidan som det sorte får i flokken. De kender ham jo. Jeg skal først til at danne mig et overblik. Efter mine første individuelle samtaler med spillerne i truppen står det endnu klarere for mig. Størstedelen af spillerne kan ganske enkelt ikke udstå ham. Deres antipati mod ham bunder i en usund cocktail af flere ting. Selvfølgelig er en væsentlig ingrediens god, gammeldags misundelse. De vil aldrig kunne lære det, han bare gør som den naturligste ting i verden. Desuden stjæler han i den grad billedet fra dem. Det er ham, medierne fokuserer på. Og det er ham, der er tilhængernes yndling. Men først og fremmest er han fundamental anderledes på det menneskelige plan. Han er så sindssygt egoistisk på en fodbold­ bane, at hans medspillere aldrig har og formentlig aldrig vil komme til at opleve noget lignende. På en meget udansk måde er han bare utrolig glad for at være i centrum. Arbejdsmiljøet i en fodboldklub kan være ret så nådesløst. Og i FC Midtjylland betyder den klare, rendyrkede modvilje mod Mohamed Zidan, at han er jaget vildt på træningsbanen. Både fysisk og verbalt. Normalt er det sådan i de fleste fodboldklubber, at de bedste spillere nyder en vis form for respekt. De er ikke nødvendigvis de sødeste fyre eller bedste kammerater. Men ene og alene i kraft af deres kunnen og betydning for holdet ligger de lunt i hierarkiet. Sådan er det ikke for Zidan i FCM. Ingen af de andre når ham til anklerne rent spillemæssigt, alligevel er han totalt fredløs. En fodboldmæssig outcast placeret i bunden af hierarkiet. Zidan kan man omkostningsfrit hælde skidtspanden ud over og på den måde hævde sig selv. Det gælder for spillerne. Og det gælder desværre også for mine assistenttrænere. En af mine første opgaver som cheftræner i FC Midtjylland er det uofficielle danske mesterskab i indendørs fodbold i Brøndby Hallen. Mohamed Zidan er suverænt vores bedste spiller. Ja, han er med afstand stævnets mest spektakulære aktør. Han scorer fem af de seks mål, vi laver, før vi bliver slået ud. Alligevel står den ene af 32

Tilgiv mig.indd 32

22/08/11 09.21


mine assistenter, Lasse Christensen, konstant og råber efter ham. Velvilligt akkompagneret af en række af spillerne. “Slip nu bolden, mand. Der er andre på holdet end dig.” Lyder nogle af de blidere tilråb, som Zidan må lægge øre til den dag. Da vi sidder i omklædningsrummet efter at være blevet slået ud, kommer det til et voldsomt skænderi. Det er Zidan mod de ø ­ vrige med undtagelse af Razak Pimpong. Den ghanesiske angriber er Zidans ven. Men selv om Pimpong er populær i truppen, er han heller ikke højt placeret i hierarkiet. De øvrige er rasende på egypteren. De mener, det er på grund af hans egoisme på banen, at vi nu er færdige i turneringen. De glemmer, at havde det ikke været for hans uforlignelige færdigheder og mange scoringer, havde vi været ude af turneringen langt tidligere. Jeg lægger mig imellem og beskytter Zidan. Det står klart for mig, at jeg allerede fra begyndelsen af mit virke som træner i klubben skal beskytte ham og demonstrere, at jeg på nogle områder har tænkt mig at acceptere, at han er en egoist uden sidestykke. Når man har med et så spektakulært talent som Zidan at gøre, må man nødvendigvis som træner være mere fleksibel. Og acceptere, at eneren stritter lidt ud. Her og nu i Brøndby Hallen kommer det dog bag på mig, at gnidningerne mellem Zidan og den øvrige trup er så udtalte. Og det kommer endnu mere bag på mig, at spillernes reaktion åbenbart også bliver forstærket fra trænersiden. Netop det er noget, jeg skal have på plads med det samme. Jeg skærer ud i pap for spillerne, at jeg ikke gider skænderier i omklædningsrummet efter en tabt kamp. Jeg ridser op for dem, at Zidan altså scorede fem ud af seks mål. Jeg konstaterer, at det er urimeligt, at de overfalder ham. Og jeg præciserer, at vi vinder sammen og taber sammen. Skal der uddeles individuel kritik efter en kamp, kommer den fra mig. Og kun fra mig. I den kommende tid har jeg Zidan inde til et hav af individuelle samtaler. Jeg prøver at få ham til at forstå, at han er en del af et hold. Samtidig ved jeg, at jeg skal være empatisk og støtte ham i forhold 33

Tilgiv mig.indd 33

22/08/11 09.21


til den øvrige spillertrup. Sideløbende har jeg også samtaler med en del af de spillere, jeg ved har vanskeligst ved at rumme ham og fungere sammen med ham. Jeg holder desuden møder med spillertruppen uden Zidan, hvor eneste punkt på dagsordenen er at skabe større forståelse og accept af ham. Og jeg inddrager samtidig de spillere, der er placeret højest i hierarkiet. Deres accept af Zidans personlighed er nemlig uhyre vigtig. Selvfølgelig kan det være svært at skabe forståelse i en spillertrup for en ener og superindividualist som Zidan. Mange af de ­øvrige spillere er jo også udrustet med betydelige egoer. Det ligger i den uddannelse, der gør dig til topfodboldspiller. Er du fra helt ung vant til at blive feteret og bekræftet af dine omgivelser, er det kun naturligt, at dit ego bliver stort. Zidans tro på sig selv er imidlertid af en anden verden i forhold til de øvriges. Men hans opvækst er også markant anderledes end den gængse danske med ordnede forhold bag ligusterhækkene i parcelhuskvarteret. Zidan blev født den 11. december 1981 som Mohamed Abdullah Zidan og voksede op i den egyptiske millionby Port Said, der ligger ved indsejlingen til Suez-kanalen. Allerede som otteårig begyndte han at spille fodbold i den traditionsrige klub Al-Masry Club, hvor han hurtigt beundredes for sit enorme talent. Det gav masser af status og bekræftelse. Egypten er meget forskellig fra Danmark på det område. Her dyrker man sine helte og slår dem ikke konstant i hovedet med janteloven. I Egypten er det helt i orden at tro, at man er noget. På vores møder og under mine samtaler med de andre spillere prøver jeg at skabe forståelse for, at det er den mentalitet, Zidan er rundet af. At det er det, han har med i rygsækken fra sin opvækst. Jeg bestræber mig på at give dem en fornemmelse af, hvordan vi er hver især, og hvor vidt forskellige baggrunde vi kommer fra. Spillerne lytter. De prøver at forstå det. Og nogle rykker sig endda mentalt. Dog ikke så langt, at de ligefrem kommer til at elske Zidan. Men dog så meget, at det bliver nemmere for dem at rumme ham uden for banen og fungere professionelt med ham på banen. 34

Tilgiv mig.indd 34

22/08/11 09.21

Tilgiv mig af Erik Rasmussen  

I Tilgiv mig fortæller den forhenværende cheftræner, Erik Rasmussen åbent om den svære tid i AGF og sin personlige nedtur, ligesom han fortæ...