Page 1

oman GRATISRLÆSEPRØVE

Ayad Akhtar

Eksplosiv debutroman om tro, tavshed og det at høre til i et USA før 9/11

Tavshedens smerte Politikens Forlag


Kære læser,

Da jeg voksede op i Midtvesten, var jeg altid opmærksom på, at mine klassekammerater og venner – og senere mine kolleger – ikke rigtigt vidste, hvad de skulle mene om Islam. Det var ikke uvidenhed; det var velbegavede mennesker. De havde bare ingen erfaringer med Islam. Jeg ville skrive en bog, som kunne give amerikanske læsere et indblik i, hvordan det var at vokse op som muslim i Amerika. At videreformidle troens skønhed, dens enkelhed og dens livlige spiritualitet. Alt dette ville jeg udtrykke gennem en amerikansk miljøbeskrivelse, i et amerikansk sprog. Men med Islams skønhed følger også – som med så mange andre religioner – bekymrende traditioner og tendenser. Det var helt tydeligt for mig, at jeg ikke ville kunne skrive en fyldestgørende roman om emnet uden også at skulle blotte nogle af disse mere smertefulde aspekter ved min egen opvækst i et muslimsk Amerika. Min store lyst til at skrive sådan en bog – en som åbnede et vindue til Islams komplekse og farverige virkelighed i dette land – udmøntede sig ikke i noget, før jeg indså, at en anden historie, som jeg havde villet fortælle i en stor del af mit liv, kunne være mit middel til dette: Mina Alis fortælling, en bemærkelsesværdig pakistansk kvinde, som kommer til Amerika og spreder lys og glæde i Shah-familien, som hun bor hos. Her møder hun sit livs kærlighed, Nathan Wolfsohn, en jødisk læge. Resten kan du selv læse om. At skrive denne bog er den sværeste og mest frydefulde ting, jeg nogensinde har gjort. Jeg er dybt taknemlig for den række af begivenheder, som har ført til, at du nu holder bogen i dine hænder. Jeg håber, du vil få glæde af den. De bedste hilsener Ayad Akhtar.


Prolog: 1990

Banens trægulv glødede med et gyldent, honningbrunt skær i be-

lysningen ovenfra. Ude i siderne af banen stod spillerne sammen med deres trænere, og oppe på stolerækkerne var vi samlet, de mange højrøstede tilskuere, der var ivrige efter, at timeouten skulle være forbi. Jeg kan huske det hele med en klarhed, der markerer situationen som det vendepunkt, den skulle blive. Længere nede fik jeg øje på sælgeren, der nærmede sig. En kraftig mand, der var tyk om livet, med en mørkebrun hestehale, der hang ned fra den sorte og orange kasket – vores skoles farver. “Brats og wieners!” råbte han. “Brats og wieners!” Jeg nikkede og rakte en hånd op. Han gengældte mit nik og standsede tre rækker nede for at betjene en anden kunde først. Jeg spurgte mine venner, om de ville have noget. Øl og bratwurst, sagde de begge to. “Jeg tror ikke, at han har øl,” svarede jeg. Ude på banen indtog spillerne igen deres pladser til det sidste minut af halvlegen. Tilskuerne rejste sig op. Nedenfor gav sælgeren tilbage og løftede så metalboksen op til taljen og gik op ad trappen og stillede sig ud for vores række. 1 1


TAVSHEDENS SMERTE

“Har du øl?” spurgte den ene af mine venner. “Nej, kun brats og wieners.” “Så to bratwurst og en beef dog,” sagde jeg. Med et nik skød han låget på boksen til side og stak hånden ned i den. Jeg viftede mine venners sedler væk og tog min pung frem. Sælgeren rakte mig tre pakker, der var bløde og varme at røre ved. “Beef dogen er øverst. Det bliver ni i alt.” Jeg rakte de to brats videre og betalte. Bifaldet brød løs, da vores hold drønede op ad banen mod kurven. Jeg fjernede papiret og opdagede, at jeg ikke stod med en oksekødspølse, men en fedtmarmoreret, brun og hvid pølse af svinekød. “Er der en af jer, der har fået beef dogen?” råbte jeg gennem larmen til mine venner. De rystede begge to på hovedet. De stod også med en bratwurst. Jeg vendte mig om for at kalde på sælgeren, men tog mig i det. Var der nogen grund til, at jeg ikke skulle spise den? Overhovedet ikke, tænkte jeg. Vi nærmede os igen kurven, da der blev dømt fejl. Da fløjten skingrede, var brølet øredøvende. Jeg førte pølsen op til munden, lukkede øjnene og tog en bid. Mit hjerte hamrede, mens jeg tyggede. Min mund blev fyldt med en dejlig røget, ret skarp smag, der virkede højst usædvanlig (måske i endnu højere grad, fordi den så længe havde været forbudt). Jeg følte mig på én gang modig og latterlig. Og da jeg sank mundfulden, faldt der en sælsom ro over mig. Jeg kiggede op på loftet. Det var der endnu. Det var ikke ved at brase sammen. Efter kampen gik jeg alene gennem campus; gangstiens lamper lyste i disen som hvide blomster på en livsalig novemberaften. Den fugtige luft hvirvlede og blæste. Jeg følte mig levende, mens jeg bevægede mig. Fri og løs i lemmerne. Ja, overstadig. Hjemme på kollegiet stod jeg foran badeværelsesspejlet. Mine skuldre så anderledes ud. Ikke sammensunkne, men åbne. Ubebyr2 2


PROLOG: 1990

dede. Mine øjne afsøgte mit blik, og dér så jeg, hvad jeg følte: noget roligt, stærkt, stille. Jeg følte det, som om jeg var hel. * Jeg sov godt den nat, trygt og roligt som et barn i sin mors arme. Da jeg omsider hørte vækkeuret, var klokken kvart over ni. Værelset var badet i sollys. Det var en torsdag, hvilket betød, at jeg om femten minutter skulle til professor Edelsteins timer i Oversigt over islamisk historie. Da jeg trak mine jeans på, blev jeg overrasket over den prikkende fornemmelse af ny denim mod huden. Den foregående aftens lille under var åbenbart stadig virksomt. Udenfor var det endnu en varm og blæsende dag, der var unormal for årstiden. Efter at have hentet en kop te i Studenterkantinen skyndte jeg mig hen til Schirmer Hall med Koranen under armen. Jeg spildte, mens jeg løb. Jeg brød mig ikke om at komme for sent til Edelsteins timer. Jeg var nødt til at være sikker på, at jeg kunne finde en plads nede bagved – tæt ved vinduet, han lod stå på klem – hvor jeg kunne sidde i fred og blive ør i hovedet og overveje tingene, når den lille, men charmerende Edelstein hver uge leverede knusende slag mod det, der var tilbage af min barnetro. Der var dog også noget andet, der fik mig til at sidde bagerst i lokalet. Det var dér, hvor Rachel sad. Professor Edelstein så veloplagt og formel ud i en variation over sin sædvanlige pastelfarvede påklædning: en ulastelig nystrøget, lysviolet oxfordskjorte, afsluttet og fæstnet om halsen med en lyserød butterfly, og et par seler, der matchede med de nypudsede, rødbrune hyttesko. Han hilste på mig med et smil, da jeg trådte ind. “Hej, Hayat.” “Goddag, professor.” Jeg siksakkede mig vej mellem bordene hen til den krog, hvor jeg plejede at sidde, og hvor dejlige Rachel allerede sad og gumlede på en cookie. 3 3


TAVSHEDENS SMERTE

“Hej.” “Hej med dig.” “Hvordan var kampen?” “God.” Hun nikkede, og et lille, koket smil krusede hendes læber, mens hun kiggede på mig. Det var den slags blikke – hendes klare, blå øjne strålede – der havde fået mig til at vove at invitere hende med til kampen aftenen før. Hele semesteret havde jeg haft lyst til at invitere hende ud på en date. Men da jeg endelig fik taget mod til mig, sagde hun, at hun blev nødt til at læse. “Vil du have noget?” spurgte hun. “Det er havregryn og rosiner.” “Ja tak.” Hun brækkede et stykke af og rakte mig det. “Har du læst til i dag?” spurgte hun. “Det behøvede jeg ikke.” “Hvorfor ikke?” “Jeg kender de kapitler, han ville have os til at læse … jeg kan dem udenad.” “Kan du det?” Rachels øjne blev store af forbavselse. “Jeg lærte den slags, da jeg voksede op,” forklarede jeg. “Det er som en hel teaterproduktion, som nogle muslimske børn skal igennem. Man lærer Koranen udenad. Det kaldes at blive en hafiz.” “Er det rigtigt?” Hun var imponeret. Jeg trak på skuldrene. “Jeg kan ikke huske ret meget af det længere. Men jeg kan tilfældigvis huske de kapitler, han gav os for til i dag …” Oppe ved katederet gik Edelstein i gang. “Jeg håber, at I alle sammen har læst det, I skulle,” begyndte han. “Det er ikke stof, som vi skal nærmere ind på i dag, men det er helt bestemt vigtigt. Jeg vil gerne have jer til at fortsætte. Koranen kan være tung at komme igennem, så jo mere af den vi når i det her semester, desto bedre.” Han holdt en pause og lagde papirerne til rette foran sig. Rachel tilbød mig resten af havegrynscookien. “Vil du have det sidste?” hviskede hun. “Helt klart,” sagde jeg og tog den. 4 4


PROLOG: 1990

“I dag vil jeg gerne introducere jer til noget af det arbejde, som et par af mine tyske kolleger er i færd med at udføre. Jeg kunne ikke give jer nogen tekster om deres arbejde, for det er i høj grad noget, der foregår lige nu. Arbejdet er på forkant med forskningen i islam …” Edelstein holdt igen en pause og fik øjenkontakt med de muslimskfødte studerende på holdet – vi var tre af slagsen – og tilføjede forsigtigt: “… og det, jeg vil fortælle, vil måske komme som et chok for nogle af jer.” Så begyndte han at forelæse om Sanaa-skrifterne. I 1972, under restaureringen af en gammel moske i byen Sanaa i Yemen, fandt nogle arbejdere, der var ved at reparere det oprindelige tag, et gemmested i loftsbjælkerne, hvor der lå en bunke pergamenter og beskadigede bøger. Det var en slags gravsted af den type, som muslimer – for hvem det er forbudt at brænde Koranen – benytter for på en ærbødig måde at kassere slidte eller beskadigede eksemplarer af den hellige bog. Arbejderne lagde skrifterne ned i nogle kartoffelsække, og de var så gemt væk, indtil en af Edelsteins nære venner – en kollega – blev bedt om at kaste et blik på dokumenterne syv år senere. Han opdagede noget enestående. Pergamenterne stammede helt tilbage fra islams første to århundreder; de var fragmenter af de ældste koraner, der har eksisteret. Det chokerende var, fortalte Edelstein os, at de rummede afvigelser og forskelle i forhold til den standard-koran, som muslimer har gjort brug af i mere end et tusind år. Edelstein hævdede kort sagt, at hans tyske kollega var på nippet til at påvise, at den grundlæggende muslimske tro på Koranen som det direkte, uforanderlige og evige budskab fra Gud var en fiktion. Muslimer ville ikke blive skånet for den skæbne, der er overgået kristne og jøder i de sidste tre hundrede års tekstforskning. Koranen ville i lighed med Bibelen vise sig at være det historiske dokument, som almindelig sund fornuft sagde, at den nødvendigvis måtte være. Oppe på første række afbrød en af de studerende – Ahmad, en muslim – Edelsteins foredrag. Han rakte vredt hånden op. Edelstein holdt inde. “Ja, Ahmad?” 5 5


TAVSHEDENS SMERTE

“Hvorfor har din ven ikke publiceret sine resultater endnu?” sagde Ahmad skarpt. Edelstein kiggede på Ahmad i et par sekunder, før han svarede. Og da han gjorde det, var det i et forsonligt tonefald. “Min kollega er bekymret for, om det fortsat vil være muligt at få adgang til skrifterne, hvis de gør myndighederne i Yemen bekendt med resultaterne. De er i gang med at forberede en række artikler, men de vil sikre sig, at de har tid nok til at gennemgå alle de 14.000 sider omhyggeligt i tilfælde af, at de ikke får lov til at se dokumenterne igen.” Nu var Ahmads stemme bitter og anklagende. “Og præcis hvorfor skulle de ikke få lov til at se dem igen?” Der blev helt stille. Stemningen i lokalet var spændt. “Der er ingen grund til at tage på vej, Ahmad. Vi kan vel tale om det her som fagfolk …” “Som fagfolk? Hvad er det for nogle fagfolk, der fremsætter påstande uden at kunne dokumentere resultaterne?” “Jeg er godt klar over, at det er kontroversielt, men der er ingen grund til …” Ahmad afbrød ham. “Det er ikke kontroversielt, pro-fess-or,” sagde han vrængende. “Det er oprørende.” Ahmad rejste sig med bøgerne i hænderne. “Oprørende og krænkende!” råbte han. Han kiggede på Sahar – den sædvanligvis ordknappe malaysiske pige til venstre for ham, som sad med bøjet hoved og tegnede kruseduller på sin blok – og derefter på mig nede bagved, før han stormede ud ad døren. “Er der andre, der har lyst til at gå?” spurgte Edelstein, tydeligvis berørt. Efter en kort pause samlede Sahar sine ting sammen og forlod stille lokalet. “Så er der dig tilbage, Hayat.” “Det er ikke noget problem, professor. Jeg er en vaskeægte mutazilit.” Edelsteins ansigt lyste op i et smil. “Pris dig lykkelig for det.” * 6 6


PROLOG: 1990

Da jeg efter timen stod og strakte mig, var jeg igen overrasket over, at jeg følte mig så levende. Vågen og kvik, også i lemmerne. “Hvor skal du hen?” spurgte Rachel. “Hen i kantinen.” “Skal vi følges? Jeg skal hen på biblioteket.” “Ja, fint,” sagde jeg. Da vi kom udenfor og gik under de fældende lindetræer, der stod langs stien hen til biblioteket, sagde Rachel, at hun var forbavset over, at Ahmad og Sahar var udvandret. “Det skal du ikke være,” sagde jeg. “At sige mindre end det er nok til at blive slået ihjel i visse kredse.” Hun måbede. “Tag nu Rushdie,” sagde jeg. Fatwaen havde på det tidspunkt kun varet i et år; det var en begivenhed, som alle havde i frisk erindring. Rachel rystede på hovedet. “Jeg forstår ikke, hvad det går ud på … Hvad mente du med det, du sagde til Edelstein?” “Om at jeg var mutazilit?” “Ja.” “Det er en muslimsk trosretning, der ikke mener, at Koranen er Guds evige ord. Men jeg sagde det for sjov. Jeg er ikke mutazilit. De holdt op med at eksistere for tusind år siden.” Hun nikkede. Vi gik lidt uden at sige noget. Så spurgte hun: “Hvad syntes du om forelæsningen? Hvad følte du?” “Hvad er der at føle? Fakta er fakta. Det er bedst at kende sandheden.” “Helt klart …” sagde hun og kiggede på mig. “Men det betyder ikke, at man ikke kan føle noget omkring det, vel?” Hun stillede spørgsmålet blidt. Der var ømhed i det. “Helt ærligt? Det får mig til at føle mig fri.” Hun nikkede. Så gik vi igen lidt uden at sige noget. “Må jeg stille dig et personligt spørgsmål?” spurgte jeg. “Det afhænger af …” “Af hvad?” “Hvad du vil vide.” 7 7


TAVSHEDENS SMERTE

“Skulle du virkelig læse i aftes, eller var det bare noget, du sagde?” Rachel lo. De adskilte læber gjorde hendes små tænder synlige. Hun var virkelig sød. “Jeg skal til en eksamen i organisk kemi i morgen. Det har jeg fortalt dig. Det er derfor, jeg skal hen på biblioteket nu.” Hun stoppede op og lagde en hånd på min arm. “Men jeg lover, at jeg går med dig ind og ser den næste kamp … Okay?” Mit hjerte svulmede. “Okay,” sagde jeg med et host. Da vi nåede hen til bibliotekets trappe, havde jeg lyst til at fortælle hende, hvad jeg havde oplevet aftenen før. “Må jeg stille dig et personligt spørgsmål mere?” “Fyr løs.” “Tror du på Gud?” Et øjeblik virkede Rachel forbløffet. Så trak hun på skuldrene. “Nej. I hvert fald ikke på den der ham oppe i himlen-måde.” “Siden hvornår?” “Sådan har det vel altid været. Min mor var ateist, så jeg tror ikke, at jeg nogensinde tog det alvorligt. Min far tvang os somme tider til at gå med hen i templet … til rosh hashanah og den slags … men min mor bestilte ikke andet på turen derhen og hjem end at brokke sig.” “Du ved altså ikke, hvordan det er at miste troen?” “Nej, ikke rigtigt.” Jeg nikkede. “Det er befriende. Utrolig befriende. Det er det mest befriende, jeg har oplevet … Du spurgte, hvordan jeg har det med forelæsningen. Når jeg hører Edelstein tale om Koranen som en bog, som en bog ligesom alle andre bøger, får jeg lyst til at gå ud og fejre det.” “Det lyder godt,” sagde hun og smilede igen. “Hvis du venter til i morgen, kan vi fejre det sammen …” “Den er jeg med på.” Rachel blev stående på trinnet over mig længe nok til, at tanken meldte sig. Og jeg anfægtede den ikke. Jeg lænede mig frem og berørte hendes læber med mine. Hendes mund pressede sig mod min. Jeg mærkede hendes hånd mod min nakke, og spidsen af hendes tunge strejfede min tunge. 8 8


PROLOG: 1990

Pludselig trak hun sig væk. Hun vendte sig om og løb op ad trappen. Så standsede hun ved døren og sendte mig et hurtigt blik. “Ønsk mig held og lykke med eksamen,” sagde hun. “Held og lykke.” Da hun var forsvundet, blev jeg stående helt fortumlet og havde svært ved at tro, at jeg kunne være så heldig. * Samme aften – efter en dag med undervisning og en aften med bordtennis i Foreningen – sad jeg i sengen og forsøgte at læse, men tænkte kun på Rachel … da telefonen ringede. Det var mor. “Behta, hun er gået bort.” Jeg sagde ikke noget. Jeg vidste selvfølgelig, hvem hun talte om. En måned forinden var hun og jeg taget til Kansas City for at besøge Mina – ikke blot min mors bedste veninde, men også den person, der måske havde haft den største indflydelse på mit liv – da hun lå på hospitalet. Indvendigt var hun ædt op af cancer. “Hørte du, hvad jeg sagde, Hayat?” sagde mor. “Det er måske det bedste. Er det ikke? Så har hun ikke ondt længere.” “Men hun er død, Hayat,” sagde mor. “Hun er død …” Jeg lyttede stille, mens hun græd. Og derefter trøstede jeg hende. Min mor spurgte mig ikke, hvad jeg følte i forbindelse med Minas død, og det var godt det samme. Jeg ville sikkert ikke have fortalt hende, hvad jeg virkelig følte. Selv den tilståelse, jeg aflagde til Mina, da hun lå på det, der skulle vise sig at være hendes dødsleje, havde ikke været nok til at mindske den skyldfølelse, jeg havde båret rundt på, siden jeg var tolv. Når jeg ikke ville fortælle min mor om det, så var det, fordi jeg ikke kun var ked af, at Mina var død – jeg var også ked af det på egne vegne. Nu hvor hun var død, hvordan skulle jeg så kunne rette op på den skade, jeg havde forvoldt? 9 9


TAVSHEDENS SMERTE

* Den følgende aften sad Rachel og jeg ved siden af hinanden ved disken i pizzeriaet: vores middag før en film. Jeg fortalte hende ikke om Mina, men hun kunne fornemme, at der var noget i vejen. Hun spurgte, om alt var i orden. Jeg sagde, at det var det. Hun insisterede. “Er du sikker, Hayat?” spurgte hun. Hun kiggede på mig med en ømhed, jeg ikke kunne fatte. “Jeg troede, at du havde lyst til at feste,” sagde hun med et smil. “Efter at vi skiltes i går, fik jeg noget at vide, der ikke var så rart.” “Hvad?” “Min tante er død. Hun var … som en mor for mig.” “Åh nej. Det gør mig ondt at høre.” Pludselig var jeg tør i halsen. Jeg var på nippet til at græde. “Undskyld,” sagde jeg og vendte hovedet bort. Jeg mærkede hendes hånd på min arm og hørte hende sige: “Du behøver ikke at snakke om det …” Jeg nikkede. * Filmen var en komedie. Det adspredte mig. Hen mod slutningen lænede Rachel sig ind mod mig, og vi holdt hinanden i hånden. Bagefter inviterede hun mig med hjem på sit værelse, hvor hun tændte stearinlys og sang en sang for mig, hun selv havde skrevet. Og hun spillede guitar til. Det var noget vemodigt og længselsfuldt om ulykkelig kærlighed. Hun kiggede ned på sine hænder, mens hun spillede og sang. Blot tre dage før havde jeg ikke troet, at jeg ville være så heldig. Alligevel kunne jeg ikke skubbe tanken om Mina fra mig. Da Rachel var færdig med at synge, kiggede hun på mig. “Det var flot,” sagde jeg. “Du tænker stadig på din tante, ikke?” “Er det så tydeligt?” 10 10


PROLOG: 1990

Hun trak på skuldrene og smilede. “Det er helt i orden,” sagde hun og stillede guitaren fra sig. “Min bedstemor betød meget for mig. Jeg var igennem en masse, da hun døde.” “Men det er ikke kun det, at hun er død … problemet er, at jeg havde noget med det at gøre.” Det gik først op for mig, at jeg sagde det, da jeg var næsten færdig med sætningen. Rachel kiggede forvirret på mig. Hun fik folder i panden, mellem øjnene. “Hvad skete der?” spurgte hun. “Du kender mig ikke ret godt … selvfølgelig gør du ikke det. Det er bare … Jeg tror ikke, at du rigtig er klar over, hvordan jeg voksede op.” “Jeg er ikke med, Hayat.” “Du er jøde, ikke?” “Jo. Og hvad så?” “Måske vil du ikke synes særlig godt om mig, hvis jeg fortæller dig, hvad der skete …” Hun skiftede stilling og rettede ryggen. Hun kiggede bort. Du kender hende næsten ikke, tænkte jeg. Hvad er det, du prøver at bevise? “Måske skulle jeg hellere gå,” sagde jeg. Hun svarede ikke. Jeg rørte mig ikke. For jeg havde ikke lyst til at gå. Jeg havde lyst til at blive. Jeg havde lyst til at fortælle hende det. I nogle lange sekunder sad vi uden at sige noget. Så tog Rachel min hånd. “Fortæl mig det,” sagde hun.

11


FĂ˜RSTE BOG:

Det tabte paradis

12


1

Mina

Længe før jeg lærte Mina at kende, kendte jeg hendes historie.

Det var en fortælling, som mor fortalte mange gange. Om hvordan hendes bedste veninde, der var så talentfuld og smuk – noget af et geni i mors øjne – var blevet bremset den ene gang efter den anden, hvordan hendes udvikling var blevet spoleret af familiens snæversyn og smålighed, hvordan hendes vilje var blevet stækket af en kultur, der ikke gav plads til en kvinde. Jeg hørte om de klasser, Mina sprang over, og om de fag, hvor hun var den dygtigste elev, men alligevel havde hun altid skuffet og ærgret sine forældre, der var mere interesseret i at få hende gift end i hendes karakterbøger. Jeg hørte om alle de drenge, der var forelskede i hende, og om hvordan hun – da hun var tolv – også selv blev forelsket med det resultat, at hendes far stak hende én på skrinet, så hun brækkede næsen, da han fandt et brev fra hendes kæreste gemt i hendes matematikbog. Jeg hørte om hendes nervesammenbrud, hendes problemer med mad og selvfølgelig om den samling digte, som hendes mor brændte i kaminen en aften under et højrøstet skænderi om, hvorvidt Mina skulle have lov til at gå på college for at blive forfatter. Måske skyldtes det, at jeg havde hørt det hele så ofte uden at kende kvinden, men i lang tid var Mina Ali og hendes rige evner og mange 15 13


TAVSHEDENS SMERTE

prøvelser en lige så fast ingrediens i mit liv som lugten af karry i vores hus: noget, der altid var der, men som jeg ikke tog notits af. Men så en sommeraften, da jeg var otte år, så jeg et billede af hende. Da mor foldede Minas sidste brev fra Pakistan ud, faldt et farvefotografi på størrelse med en hånd ud. “Det er din tante Mina, kurban,” sagde mor, da jeg tog det op. “Se, hvor smuk hun er.” Ja, det var hun. På billedet sås en overordentlig smuk kvinde, der sad på en kurvestol foran en baggrund af grønne blade og orange blomster. Det meste af hendes kulsorte hår var dækket af et rosa tørklæde, og både håret og tørklædet indrammede et fængslende ansigt: høje kindben – diskret fremhævet med en anelse rødt – mandelformede øjne og en lille, spids næse oven over to fyldige læber. Hendes ansigtstræk udgjorde en perfekt harmoni, der gav løfte om noget beskyttende, noget blidt og ømt, men ikke kun det. For der var en intensitet i øjnene, der modsagde dette fingerpeg i retning af moderlig omsorg, eller som i det mindste komplicerede billedet: øjnene var sorte og fyldt med et skarpt lys, som om hendes syn længe var blevet skærpet på en slibesten af en navnløs indre smerte. Og selvom hun smilede, var smilet mere forborgent end vindende, og i lighed med øjnene vidnede det om noget gådefuldt og dunkelt, noget, man gerne ville vide noget om. Mor satte fotografiet op på køleskabsdøren, hvor det blev holdt fast af en af de regnbueformede magneter, som også fæstnede mit skolefrokost-menukort. (Det var det menukort, som mor konsulterede hver aften for at se, om der blev serveret svinekød næste dag – for så skulle jeg have en madpakke med – og som jeg selv konsulterede hver morgen i håb om, at lasagne med oksekød – min livret! – var en af dagens retter). Så i to år gik der knap nok en dag, hvor jeg ikke i det mindste kastede et hurtigt blik på billedet af Mina. Og det skete ret ofte, at jeg – når jeg skulle drikke mit glas morgenmælk, eller når jeg guffede ostestænger i mig efter skoletid – sad i lang tid og stirrede på billedet, sådan som jeg somme tider sad om sommeren og stirrede 16 14


MINA

på vandoverfladen i søen i Worth Park: jeg anstrengte mig for at få et glimt af det, der var skjult i dybden. * Det var et usædvanligt fotografi, og det havde – som jeg fik at vide af Mina selv et par år senere – en tilsvarende usædvanlig historie. Minas forældre, der stolede på, at deres datters skønhed kunne tiltrække et godt parti, fik fat i en modefotograf til at tage nogle billeder af deres datter, og det var netop dette fotografi, der fandt vej – via en Kirsten Giftekniv – til Hamed Suhail, som var søn af en velhavende familie i Karachi og tilmed enebarn. Hamed forelskede sig øjeblikkelig i Mina, da han så det. Halvanden uge senere dukkede familien Suhail op i familien Alis hjem, og da mødet var forbi, havde de to fædre med et håndtryk beseglet deres børns forlovelse. Mor hævder, at Mina ikke nærede uvilje mod Hamed, og at Mina altid sagde, at hun godt kunne være blevet lykkelig sammen med Hamed, hvis det ikke havde været for hans mor – Irshad. Efter brylluppet flyttede Mina sydpå til Karachi for at bo hos sin svigerfamilie, og problemerne mellem svigermor og svigerdatter begyndte allerede den første aften. Irshad kom ind på Minas værelse med en kæde med store, granatæblefarvede sten i hånden. Den røde halskæde var et familiestykke, som – forklarede Irshad – var gået i arv fra mor til datter i fem generationer. Irshad havde ingen datter, så hun havde altid forestillet sig, at hun en dag skulle give dette familiesmykke til sin søns hustru. “Prøv at tage det på,” sagde Irshad varmt. Det gjorde Mina. Mens de begge stod foran spejlet, kunne Mina ikke undgå at lægge mærke til det sølvblanke skær i Irshads smalle øjne, og hun så misundelsen. “Det skulle du da ikke, ammi,” sagde Mina og tog halskæden af. “Hvad skulle jeg ikke?” 17 15


TAVSHEDENS SMERTE

“Det ved jeg ikke … Den er så smuk … Er du sikker på, at du vil give mig den?” “Jeg har ikke givet dig den endnu,” svarede Irshad studst. “Jeg ville bare se, hvordan det så ud.” Mina var knust over Irshads pludselig humørskift og rakte halskæden tilbage til sin svigermor. Irshad tog den, og uden at sige et ord forlod hun værelset. Sådan begyndte Irshads fjendskab. Først var der de spydige bemærkninger, der blev fremsat lavmælt eller henkastet: om hvor selvrådig “den nye pige” var, at hun sad og spiste med overkroppen bøjet ind over tallerkenen ligesom en tjener, og at hun – med Irshads udtryk – lignede en “mus”. Snart blev der foretaget ændringer i de daglige rutiner, som skulle gøre Minas liv mere besværligt. Tjenere blev sendt op for at gøre rent på Minas værelse, mens hun stadig lå og sov; den mad, som Mina bedst kunne lide, blev strøget fra familiens repertoire af retter; og der var en strøm af ondskabsfulde bemærkninger, som nu ikke længere blev fremsat sotto voce. Mina reagerede ved at gøre alt for at formilde sin svigermor og stille hende tilfreds. Men det forøgede kun Irshads mistanke og mistro. For da Mina forsøgte at behage Irshad med underdanighed, fornemmede den ældre kvinde kursændringen og opfattede den som udtryk for snuhed. Nu satte Irshad rygter i omløb om sin svigerdatters “flakkende øjne” og “tyvagtige hænder”. Hun sagde til sin søn, at han skulle holde Mina væk fra det mandlige personale, og hun sagde til sit personale, at de skulle sørge for at låse deres værdigenstande inde. (Hverken Hamed eller hans far, der begge to var hunderædde for Irshad, gjorde noget for at bilægge konflikten, der blev stadig mere tilspidset). Og da glæden ved de verbale overgreb blev mindre, tyede Irshad til de fysiske. Nu stak hun Mina en lussing, når Mina lod sit tøj ligge udenfor, eller hvis hun talte i utide, når de havde gæster. En enkelt gang, da Irshad opfattede en bemærkning fra Mina om maden som fornærmende – den var ikke så krydret, som den plejede at være – tog hun fat i sin

18 16


MINA

svigerdatters hår og slæbte hende væk fra middagsbordet og ud på gangen. Efter fjorten måneder med dette mareridt blev Mina gravid. For at slippe væk fra mishandlingen og gennemleve graviditetsperioden i fred og ro vendte hun hjem til sin familie i Punjab. Dér fødte Mina, tre uger for tidligt og uden sin mand – der ikke ville komme af frygt for at udsætte sig for sin mors vrede – en lille dreng. Og mens hun lå i hospitalssengen og var udmattet efter mange timers veer, kom en mand i en lang frakke til syne i døren, umiddelbart efter at hendes mor var gået ud for at hente en kop te i cafeteriet. Han trådte ind og spurgte, om hun var Amina Suhail født Ali. “Ja, det er jeg,” svarede Mina. Manden kom hen til sengen. Han havde en konvolut i hånden. “Deres mand har ladet sig skille fra Dem. I konvolutten findes de papirer, der gør skilsmissen officiel. Han har selv skrevet – De vil kunne genkende håndskriften – at han vil skilles fra Dem, han vil skilles fra Dem, og han vil skilles fra Dem. Som De ved, mrs. Suhail … jeg mener miss Ali … så er det præcis, hvad loven kræver.” Han lagde forsigtigt konvolutten på hendes mave. “De har lige født Hameds Suhails søn. Han har valgt navnet Imran til drengen. Imran skal være hos Dem, indtil han er syv år gammel, og fra det tidspunkt har mr. Hamed Suhail ret til fuld og ubestridt forældremyndighed.” Advokaten trådte et skridt baglæns, men han var ikke færdig. Mina kiggede vantro på ham. “Alt det, jeg har sagt til Dem, er i overensstemmelse med loven, sådan som den lyder dags dato, den 15. juni 1976, i landet Pakistan. De er ifølge loven berettiget til at anlægge en forældremyndighedssag, men jeg vil råde Dem til at indse, mrs. Suhail … jeg mener miss Ali … at en eventuel retssag vil være nyttesløs for Dem og blot koste Deres familie midler, som den ikke har.” Så drejede advokaten om på hælen og forlod stuen. Mina græd både dag og nat i de uger, der fulgte, og badede sit nyfødte barns ansigt i bitre tårer. Hun var knust over Hameds brutalitet

19 17


TAVSHEDENS SMERTE

– og rædselsslagen for, at han en dag skulle gøre alvor af truslen om at tage hendes søn fra hende – men når hun så ind i sit barns øjne og pludrede med ham, så brugte hun alligevel det navn, som hendes mand – nu eksmand – havde valgt uden at spørge hende. Hun kaldte ham Imran. * I vinteren 1981 hørte jeg første gang, at mor ville have Mina til at komme til Amerika. Jeg var ti år. Gidslerne i Iran var lige kommet hjem, og i tv-nyhederne så man amerikanske flag brænde. Det var en lørdag eftermiddag, og vi drak te. Mine forældre sad over for hinanden ved bordet i køkkenet og nippede tavst til teen i kopperne. Jeg sad i den anden ende med ryggen til det glas mælk, som mor havde stillet foran mig. Jeg iagttog en halv snes fluer, der svirrede rundt og bankede mod vinduet, der vendte ud mod haven. “Kurban? Det kan være, at din tante Mina kommer og bor hos os,” sagde min mor til sidst. “Kurban?” Jeg vendte mig om. “Hvornår?” spurgte jeg. “Jo før, des bedre. Hendes familie driver hende til vanvid derhjemme. Og drengen skal ud af landet. Ellers tager hans far ham. Ja, sandheden er, at de begge to har brug for at komme ud.” Mor gjorde en pause og kiggede over på min far. Han sad og kiggede i et blad om lystfiskeri – tabt for omverdenen. “Åh, alle de fluer! Hvor kommer de dog fra?” udbrød mor pludselig. “Og det vrimler med dem oppe på loftet. Guderne må vide, hvordan de er kommet derop.” Far kiggede irriteret op fra bladet. “Du siger det, som om vi ikke har hørt det, som om det er første gang, du siger det. Og det er ikke første gang. Jeg skal nok tage mig af det.” “Det var ikke dig, jeg talte til, Naveed.” “Hvem talte du så til?” spurgte far skarpt. “For den eneste anden her er drengen, og jeg ved ikke, hvad han har med det at gøre.” 20 18


MINA

Mor kiggede på ham med et udtryksløst ansigt. Far gengældte blikket med kulde i de grågrønne øjne. Så begravede han sig igen i sit lystfiskerblad. Mor rejste sig fra bordet og gik hen til køleskabet. “Det bliver ikke let, kurban. Selv hvis vi kan få det arrangeret, er det ikke til at vide, om hendes forældre vil lade hende tage af sted. Nogle gange tænker jeg på, om de bare vil beholde hende i huset, så de har én at plage livet af. Ved du, hvad hendes far gjorde? Han solgte hendes bøger. Kan du forestille dig det? Mina uden sine bøger!” Mor kiggede på far og derefter på mig – forventningsfuldt. Jeg vidste, at hun ville have mig til at sige noget, men jeg vidste ikke, hvad det skulle være. “Hvorfor solgte han hendes bøger?” spurgte jeg. “Fordi han tror, at bøger er grunden til, at de blev skilt. Fordi bøgerne har gjort hende rapkæftet … Ja, det har han altid sagt om hendes intelligens. ‘Det eneste, der kommer ud af det, er, at hun bliver rapkæftet …’” Mor kastede endnu et blik på far. Han skiftede bare stilling og bladrede i sit blad. Mor sukkede, da hun tog en kande ud af køleskabet. “Hayat, hendes intelligens har været hendes livs forbandelse. Når en muslimsk kvinde er for klog, betaler hun prisen for det. Og hun betaler ikke med penge, behta, men ved at blive misbrugt.” Mor holdt en pause og ventede på, at far skulle reagere. Det gjorde han ikke. “Ved du, hvad Freud sagde, behta? Den store, geniale mand?” Jeg vidste ikke andet om Freud, end at mor somme tider yndede at fortælle mig, hvad han sagde. “Han sagde, at tavshed dræber. Hvis man ikke taler om tingene, så bliver man totalt forskruet indvendig.” Hun kastede igen et stjålent blik på far. Nu kiggede han op, men det var ikke på grund af noget, hun havde sagt. Han lagde nakken tilbage og drak resten af sin te. Mor smækkede køleskabsdøren i bag ham. Far satte kruset fra sig og bladrede igen. “Jeg fortæller dig det, fordi du i dag er min behta, men en dag bliver du en mand. Og den slags skal man vide …” 21 19


TAVSHEDENS SMERTE

Jeg kiggede på vinduet. Udenfor gik en purpurrød sol ned bag totter af blåviolette skyer, der hang lavt over horisonten som klumper af candyfloss. Fluerne fløj stadig mod glasset – forgæves. “De er så irriterende. Hvor kommer de fra?” brokkede mor sig, mens hun skænkede op. Der opstod igen tavshed. Indtil jeg hørte fars stemme bag mig. “Her.” Jeg vendte mig om. Han havde rullet sit blad sammen og rakte det frem mod mig. “Slå dem ihjel, så vi kan få det overstået.” “Tving ham ikke til det,” sagde mor i et underligt bedende tonefald. “Du kan selv gøre det, Naveed.” Far var ikke til at rokke. Han holdt stadig bladet frem mod mig. Jeg tog det og gik hen til vinduet. Jeg tog sigte og klaskede rullen mod ruden. Glasset dirrede. En flue faldt. De andre summede hektisk. Jeg brugte en halv snes slag på at gøre det af med dem alle. Da jeg var færdig, kiggede jeg ned på fluerne, der lå døde på linoleumsgulvet. “Godt klaret,” sagde far og tog bladet igen. Han rev omslaget af, krøllede det sammen og proppede det ned i sit tomme tekrus. Så gik han. Mor hældte resten af vandet i sit glas ud i køkkenvasken og gik hen for enden af køkkenbordet. “Næste gang gør du ikke, hvad han siger,” hvæsede hun til mig. “Du gør, hvad jeg siger.” * Mine forældres ægteskab var vanskeligt næsten lige fra starten. De mødte hinanden og forelskede sig i Lahore, mens de begge to gik på universitetet. Mor studerede psykologi, og far læste medicin. De blev gift, og far – der var blandt de dygtigste på sin årgang – fik tilbudt en stilling i forbindelse med et udvekslingsprogram, som gav ham mulighed for at komme til Wisconsin og uddanne sig til neurolog. Mor kvittede studierne for at rejse med ham – hun har altid fortrudt, at hun ikke ventede og færdiggjorde sit studium – og endte meget 22 20


MINA

langt hjemmefra i en forstad til Milwaukee kun et stenkast fra landbrugsområder, hvor landskabet var fladt som en pandekage og dækket af sne i månedsvis. Det var et sted, hun ikke forstod. Og hun boede sammen med en mand, der begyndte at være hende utro næsten lige fra det øjeblik, de satte foden på amerikansk jord. Kort sagt: Da jeg var ti år gammel, havde hun været til rotterne i flere år. En uges tid efter episoden med fluerne vågnede jeg midt om natten og var usikker på, om jeg drømte. Mit værelse var oplyst af et flakkende orange lys. Udenfor var der folk, der råbte. Det virkede, som om larmen fra en motor fik luften til at dirre. Jeg stod ud af sengen og gik hen til vinduet. Gennem et slør af hvirvlende snefnug så jeg et kaotisk syn: en bil, der stod i flammer, og et lille stykke væk to kraftige lyskegler, som sortklædte skikkelser bevægede sig gennem. Der gik et øjeblik, før jeg blev klar over, at det var lyset fra en brandbil. Brandmændene stod foran ilden og baksede med en hvid slange. Pludselig lød der en spruttende lyd, og den hvide slange svulmede op, og så strømmede der uregerligt, mælkehvidt skum ud af den. Jeg var stadig ikke sikker på, om det var en drøm. “Gå i seng igen,” lød det bag mig. Jeg vendte mig om og så mor stå henne i døren med øjne, der – lidt ligesom bilen udenfor – flammede. “En af din fars hvide tøjter har sat ild til hans Mercedes.” Hun kom hen og stillede sig ved siden af mig, og sammen stod vi og kiggede på, at brandfolkene fik bugt med flammerne. Det tog ikke ret lang tid. Næsten med det samme var ilden slukket, og fra vraget af bilen, der var sjaskvådt og uden vinduer, steg en lille smule røg op. Mor så på mig med øjne, der stadig skinnede, selvom der nu var mørkt i værelset. “Det er derfor, jeg altid siger til dig, behta, at du ikke må ende med at finde en hvid kvinde.” Hun førte mig hen til sengen, puttede mig og gav mig et kys. Da hun var gået, stod jeg op og gik hen til vinduet igen. Jeg fik øje på fars høje, foroverbøjede skikkelse, der gik gennem den faldende sne. Han førte brandmændene ind i huset. Jeg krøb i seng igen og faldt i søvn til lyden af mandestemmer, der nåede op til mig ad trappegangen. 23 21


TAVSHEDENS SMERTE

Hele natten drømte jeg om ild. Næste morgen, da jeg kom ned for at spise morgenmad, var far der ikke. “Hvor er far?” spurgte jeg. “På arbejde,” svarede min mor. “Han blev nødt til at tage min bil,” tilføjede hun med et tilfredst smil, da hun satte to tallerkener med paratha og spejlæg på bordet. “Paratha?” sagde jeg. Hun lavede som regel kun paratha i weekenden. “Spis, min skat. Jeg ved, at det er din livret.” Mor satte sig over for mig, rev et stykke af det ghee-bagte brød af, som jeg holdt så meget af, og brugte det til at prikke hul på blommen. “Endnu en af hans hvide prostituerede var blevet dødtræt af hans løfter,” begyndte min mor. “Guderne må vide, hvad han havde lovet hende her. Han drikker sig fuld og lader munden løbe og kan sikkert ikke huske et ord af, hvad han siger.” Med paratha-stykket tog hun noget af den flydende blomme op, puttede det i munden og begyndte at tygge. “Det er jo derfor, at vi ikke drikker, kurban. Det gør dig svag. Det gør dig dum.” Gulligt orange klatter satte sig i hendes mundvige, mens hun tyggede og talte. “Giver du en muslimsk mand noget at drikke, så løber han straks efter hvide kvinder som en forrykt nar!” Jeg havde hørt om fars elskerinder siden den aften, hvor mor slæbte mig med rundt i Milwaukees gader – som femårig – for at lede efter far. Til sidst fandt vi ham i en lejlighed, der tilhørte en kvinde, han arbejdede sammen med på hospitalet. Jeg ventede nedenfor i opgangen, mens hun og far råbte og skreg ad hinanden på afsatsen ovenpå. Mens jeg var barn, skånede mor mig ikke for ret mange detaljer om sine problemer med far. Og som tiårig kendte jeg allerede mig selv godt nok til at vide, at hvis jeg lyttede for opmærksomt til det, hun sagde, så bragte det mit blod i kog. Jeg sad og dukkede mig i håb om, at hun ville miste interessen, men det var der ikke stor sandsynlighed for. Denne morgen var hun virkelig oppe at køre. Selv hendes udseende var anderledes. Det var 24 22


MINA

som regel temmelig usoigneret; hendes ansigt var i stigende grad forpint og magert på grund af bitterhed, og det tynde, brune hår var ofte uredt til langt ud på eftermiddagen, som om hun lige var stået ud af sengen. Men nu så hun anderledes ud. Hun havde været i bad og klædt sig pænt på, som om hun havde tænkt sig at forlade huset. “Men nu har han chancen for at gøre det rigtige,” sagde hun og brækkede endnu et stykke paratha af. “Han får mulighed for at hjælpe et menneske, der er i nød. Din tante Mina har brug for nogen, der kan hjælpe hende og drengen. Jeg ligger søvnløs om natten og tænker på, hvad hun må gå igennem. Drengen er allerede fire år. De er nødt til at tænke på her og nu, hvordan de skal komme ud. Ellers er det for sent.” Hun tog en bid og rystede på hovedet. “Man ydmyger ikke sin kone og sit barn, så alle kan se det, uden at det får konsekvenser. Han er ikke sikker på dit, og han er ikke sikker på dat. Men nu har han ikke noget valg. Hun kommer, og det kan han ikke forhindre. Efter det, der skete i aftes, står han i gæld til mig.” “Mor, jeg kommer for sent til bussen.” Hun kiggede på uret. “Der er tid endnu. Fem minutter. Spis din morgenmad.” “Jeg er ikke sulten. Jeg skal pakke min taske. Mit hjemmearbejde.” “Drik din juice.” Jeg rejste mig fra bordet og bællede resten af appelsinjuicen i mig. Før jeg kunne nå at smutte, rakte mor armene frem og tog om mig. “Meri-jaan, husk nu, at nøglen til at få et lykkeligt liv er respekt. Respekt for sig selv og respekt for andre. Det lærte jeg af min far, behta, som du ikke har kendt … Han var en klog mand. Man kan næsten sige, at han ikke var en rigtig muslimsk mand. Han lignede mere en jøde.” “Jeg er nødt til at få min taske med, mor,” jamrede jeg. “Ja, okay.” Hun sukkede. Jeg kyssede hende på kinden og løb op på mit værelse for at pakke min skoletaske.

23


2

En indre stemme

Mor havde ret. Efter episoden med fars bil havde hun ikke svært

ved at få ham til at gå med til sin plan om at få Mina til Milwaukee. Nu var det kun Minas forældre, der skulle overtales. Mor brugte mange timer på at tale i telefon med Rafiq og Rabia Ali, hvor hun forsikrede dem om, at der ville blive sørget godt for deres datter. Hun ville have et sted at bo lige så længe, hun havde brug for det, mens hun skabte sig et nyt liv, og mor lovede at tage sig af Imran, hendes søn, som var han hendes eget barn. Men det viste sig, at de forsikringer, som Minas middelklasseforældre i virkeligheden var ude efter, havde mere at gøre med deres datters ære end med hendes boligsituation. For selv vestligt orienterede muslimer som ægteparret Ali – Minas mor var inkarneret Elvis-fan, og hendes far var en ivrig forbruger af Marlboro-cigaretter og Zane Grey-romaner – betragtede ikke primært Amerika som et land med overflod og muligheder, men som et syndens land, hvor sjæle blev fordærvet af netop den frihed, som i så høj grad tryllebandt folks fantasi verden over. For folk som Minas forældre var der ikke noget tydeligere billede på det åndelige fordærv i Amerika end den amerikanske kvinde, der er ivrig efter at smide tøjet for øjnene af fremmede, og som – opildnet af friheden – dyrker 26 24


EN INDRE STEMME

sit begær efter nydelse og profit. At deres datter skulle blive sådan var det eneste, som ægteparret Ali ville forhindre for enhver pris. Eller næsten for enhver pris, som far udtrykte det en aften ved middagsbordet. “Det er jo dobbeltmoral,” sagde mor, mens far og jeg guffede kylling karahi i os. “Rafiq vil gerne have, at hans sønner kommer hertil, men ikke hans datter. Det gør ikke noget, hvis de føjter rundt med hvide kvinder, men Gud forbyde, at hun bliver grebet i at kigge på en hvid mand.” “Hans sønner?” sagde far. “Det er den eneste grund til, at han overhovedet vil overveje det. Hvis hun kommer, så kan hun hjælpe sine yngre brødre.” Far smilede skævt. “Så Rafiq forsøger altså at regne ud, om de kontanter, som hans sønner kommer til at tjene til ham, når de kommer til Amerika, er den pris værd, at deres datter bliver forvandlet til en luder …” Jeg vidste ikke, hvad ordet betød, men før jeg nåede at spørge, brød mor ind. “Synes du, at det er sjovt? At bruge sådan et ord, når din søn er til stede?” Far kiggede på mig. “Jo før han finder ud af, hvordan verden virkelig fungerer, desto bedre.” Mor vendte sig om mod mig. “Hold dig for ørerne,” sagde hun. “Hvad?” “Hold dig for ørerne, sagde jeg.” “Mor …” “Gør det, Hayat.” Modstræbende tørrede jeg mine karry-indsmurte hænder og gjorde, som hun sagde, men det forhindrede mig ikke i at høre, hvad hun dernæst sagde til ham. “Hvis du bruger det sprog én gang til, når han hører det, så får jeg dig smidt ud af huset. Smidt ud! Er det forstået?” Far ventede lidt, før han svarede. “Lover du mig det?” sagde han. Hans ansigt var udtryksløst. Så kiggede han bort med et skuldertræk og spiste videre. 27 25


TAVSHEDENS SMERTE

* Uanset hvad ræsonnementet var, så endte det med, at Minas forældre indvilgede i at sende hende over til os. Det blev vi klar over en eftermiddag, hvor det bankede på døren. Jeg gik ud og åbnede. Udenfor stod der en midaldrende, bønnestagetynd mand med blå øjne og et blåviolet modermærke hen over næsen og højre kind. I den ene hånd holdt han et clipboard og i den anden en papirtynd konvolut. “Shah?” “Ja.” “Telegram,” sagde han og rakte mig konvolutten. “Hvad er det?” “Et brev med kabel. Vil du skrive under dér?” Han gav mig clipboardet, og jeg skrev mit navn. “Hvad er det for et navn? Shah? Er du iraner?” “Pakistaner.” Han brummede. Det virkede, som om han var i tvivl om, hvad jeg sagde. Så kiggede han på mig med hovedet på skrå – mistænksom. “Hader I også amerikanerne?” spurgte han. “Nej.” Han blev ved med at stirre, men omsider nikkede han. “Okay,” sagde han, åbenbart stillet tilfreds. Han drejede rundt på hælen og gik hen mod den gulbrune varevogn, der stod og snurrede i vores indkørsel. Inde ved bordet i køkkenet flåede min mor konvolutten op. “Minas telegram!” sagde hun glædestrålende. “Hvad er det, mor?” “Det er, når man sender en besked ved hjælp af et telegrafkabel. Fra et kontor til et andet. Fra den ene side af kloden til den anden, behta. Da jeg var barn, brugte vi telegrammer, når vi skulle sende en besked til udlandet. Nu er det jo selvfølgelig lettere at ringe. Men et telegram er stadig hundrede gange billigere end at ringe fra Pakistan.” Hun begyndte at læse. “Hun har købt en billet.” 28 26


EN INDRE STEMME

“Hvad står der?” “Kommer til Amerika. Stop. Ankomst Chicago 13. maj. Stop. British Airways.” Hun rakte mig det spindelvævstynde stykke papir. Det hele var skrevet med store bogstaver, også ordet ‘stop’. “Hvorfor står der stop?” “Det koster mere at sætte tegn,” sagde mor og tog telegrammet igen. Så kiggede hun på mig med store øjne, der signalerede, at hun lige havde fået en ide. “Lad os sende et telegram til hende!” “Hvor?” “Western Union.” Og så forlod vi huset. Mor og jeg tog hen i indkøbscenteret, hvor vi stod ved skranken og udfyldte blanketten for at sende et telegram. Hvis beskeden var på ti ord eller mindre, ville det kun koste seks dollars. Hvert ord ud over det kostede halvfjerds cents. Jeg kunne ikke se, hvordan mor skulle kunne nå op på ti ord, når hun bare ville sige, at hun havde fået Minas telegram. “Telegram modtaget. Stop. Meget spændt. Stop. Inshallah.” Mor kiggede på mig. “Nå, hvad synes du?” Det lød fint nok. Mens mor betalte ved lugen, fik jeg øje på telegrafbuddet med pletten i ansigtet ude bagved, hvor han gik rundt. Så kom han ud fra baglokalet, og vores øjne mødtes. Han nikkede. Jeg nikkede også til ham. * Mina kom i maj, sådan som hun havde lovet. På vej ud til lufthavnen for at hente hende sad vi fast i trafikken, så vi først nåede frem, lige da flyet skulle lande. Mor var ude af sig selv. Far standsede bilen, og mor flåede mig ud fra bagsædet. Vi løb ind og hen til flyselskabets skranke for at forhøre os om flyet, mens far parkerede bilen. Da billetdamen sagde, at flyet allerede var landet, udstødte mor et hyl. Vi skyndte os 29 27


TAVSHEDENS SMERTE

gennem ankomsthallen og ud til Minas gate. To stewardesser stod ved gateskranken, og mor gik hen for at spørge dem. I det samme lagde jeg mærke til en iøjnefaldende kvinde, der stod og kiggede ud ad vinduet i en anden gatelounge lidt længere fremme. Hun var ikke ret stor og stod med et stort, sovende barn, hvis arme hang og dinglede ned langs siderne på hende som enderne på et sjal. Da mor kom hen til mig, pegede jeg. “Er det hende?” spurgte jeg. “Miinaa!” råbte mor jublende glad. Da Mina vendte sig om, blev jeg overrasket. Hun var lige så smuk, som fotografiet havde stillet i udsigt, men der var også andet ved hende: en sikkerhed, en særlig udstråling. Da hun smilede, var jeg solgt. “Bhaj, du fik mig til at tro, at jeg var havnet i den forkerte by!” Mor lo, og pludselig stod tårerne hende i øjnene. Hun lagde armene på Minas skuldre og så hende dybt ind i øjnene. Det selvsikre smil om Minas læber skælvede, da hun også fik tårer i øjnene. De to kvinder omfavnede hinanden, smeltede sammen. Minas søn, der befandt sig imellem dem, vågnede og klynkede. Snøftende trak mor sig væk. Hun tog drengen ud af armene på Mina. “Davs med dig, min skat,” sagde hun og kiggede nysgerrigt på Imrans ansigt. “Velkommen til Amerika.” Imran lagde sit hoved på mors skulder og faldt i søvn igen. Mina tørrede øjnene og smilede. “Han kan godt lide dig, bhaj.” “Det kan alle.” “Slå lige lidt koldt vand i blodet!” De lo. Mina vendte sig om mod mig og sagde: “Nå, så det er Hayat. Hvor er han dog køn. Ligesom en filmstjerne.” Mor rullede med øjnene. “Og lige så forkælet …” “Du kommer til at knuse nogle hjerter, behta.” Hun kiggede direkte på mig. Og jeg følte igen den der overraskelse. Der var noget intenst og levende ved hendes blik, som billedet kun havde antydet. Hun var blændende.

30 28


EN INDRE STEMME

“Hvad er der, behta?” spurgte hun drilsk. Nu strøg hun mig over håret. “Har du tabt mælet?” Jeg smilede fjoget og nikkede. Ja, jeg var målløs. * I haven foran huset stod der tre store, knudrede træer, gamle og smukke. De stod på række, og de to yderste træer lænede sig ind mod det midterste træ, så toppene flød sammen – ligesom tre gamle kvinder, sagde mor altid, der mødes for at udveksle hemmeligheder. Mor havde fået at vide, at de var blevet plantet for tæt ved huset, og at taget risikerede at blive beskadiget af nedfaldende grene i tilfælde af en stærk storm, så hun var blevet rådet til at få dem fældet. Men mor holdt for meget af de træer. Hun og Mina stoppede op ved en af stammerne, mens far bar Minas tasker ind i huset. Jeg havde også en taske i hånden, men jeg standsede for at få bedre fat i hanken. Mina stod og holdt Imran – der lod, som om han sov, men faktisk udspionerede mig med det ene øje – mens hun kiggede op på grenene. “Hvideg,” sagde hun. “Noget i den retning,” sagde min mor. “Elm eller eg eller sådan noget.” “Det er egetræer, bhaj. Hvidege. Det kan man se på bladene.” Mina pegede. “De har den der blegrøde farve om foråret. Vi havde sådan et træ midt i skolegården på Station School. Kan du huske det?” Mor skød hagen en anelse frem, og hendes blik blev sløret. “Kan du ikke huske, at de havde blegrøde blade?” spurgte Mina. Mor nikkede og begyndte at gå videre. “Jeg mente nok, der var en grund til, at jeg ikke ville af med dem.” Mina rørte ved stammen. “Det må være hundrede år gammelt.” “Det sagde ham træmanden også.” Henne fra fordøren råbte far: “Det grønne værelse, ikke?” “Jo, Naveed,” svarede mor. Hun vendte sig om mod Mina, da han

31 29


TAVSHEDENS SMERTE

var gået ind. “Hvor mange gange har jeg ikke sagt til ham, hvor du skal være? Og så spørger han mig igen. Der er for øvrigt kun det ene værelse.” Mina lo. Mor kiggede på mig. “Kom nu, kurban. Bær tasken op i det grønne værelse for din tante.” “Okay, mor.” Jeg slæbte tasken hen ad havegangen og ind i entreen. Så gik jeg op ad trappen til det første værelse, man kom til oppe på gangen ovenpå, som vi kaldte det “grønne værelse” på grund af det lysegrønne tæppe. Vi kunne lige så godt have kaldt det “tegnefilmværelset”, for væggene var dekoreret med fire overføringsbilleder i menneskestørrelse af tegnefilmfigurer – Fedtmule, Daffy And, Snurre Snup og Snehvide – som havde været der, da vi købte huset. I flere uger før Mina kom, talte mor om at få tæppet skiftet ud og væggene malet for at dække figurerne. Far sagde, at han nok skulle ordne det, men fik det ikke gjort. Da Mina lagde sine ting på sengen, kom mor med undskyldninger. “Jeg ville have fået lagt et nyt tæppe. Naveed lovede mig det.” “Men hvorfor det?” “Den farve! Får du ikke hovedpine af den?” “Nej, det er fint. Det skal du ikke have besvær med.” “Det er ikke noget besvær. Nu hvor du er her, kan vi gøre det sammen. Du kan vælge farven. Og så får vi de fjollede tegnefilmfigurer malet over …” Mina kiggede på mig. Jeg stod henne ved klædeskabet med hendes ting. “Hvad synes du, behta?” Jeg havde faktisk altid syntes godt om tæppets farve og også om figurerne. De var et livligt indslag i vores ellers gennemført dystre boligindretning. Men jeg fik ikke mulighed for at svare. Mor brød ind og svarede. “Det betyder ikke noget, hvad han synes. Det betyder kun noget, hvad du synes.” I det samme kom Imran, Minas fireårige dreng, luntende ind ude 32 30


EN INDRE STEMME

fra toilettet. Af en eller anden grund havde han våde fødder, så hans slæbende skridt afsatte en stribe af mørke spor i det skriggrønne tæppe. Han kiggede op, og hans øjne blev store. Pludselig smilede han over hele hovedet. Han gik hen til væggen, rakte armene frem og trykkede sig ind mod Daffy. Mor og Mina vekslede blikke. “Vi kunne også lade det være, som det er,” sagde Mina. Mor nikkede. “Ja, det ville måske være det bedste.” * Mina og Imran havde jetlag. Om eftermiddagen gik de i seng og sov så næsten uafbrudt i to dage. Først midt på ugen spiste vi vores første måltid sammen. Da jeg kom hjem fra skole den dag, var huset fuld af lugten af lammekoteletter lavet på Lahore-manér, hjemmebagte naan-brød og bhindi bhuna. Mens jeg sad ved bordet i køkkenet og læste lektier, kiggede jeg på, at Mina og mor lavede mad resten af eftermiddagen, mens de snakkede løs på punjabi – som jeg forstod, men ikke talte – og lo og spøgte. Mor var utrolig glad. Og så var der Mina. Lyslevende gik hun rundt lige henne ved det køleskab, hvor jeg i næsten to år havde kigget på fotografiet af hende. Der var virkelig noget mirakuløst ved det hele. Selv far blev om aftenen gjort blød om hjertet af det fine festmåltid. Mod slutningen af måltidet lænede han sig tilbage i stolen med et blidt, mæt udtryk i øjnene. Han hævede sit glas med lassi og kiggede på Mina og hendes søn. “Det er rart at have jer her,” sagde han. Mina gengældte hans blik med det underfundige, lokkende smil i ansigtet, jeg kunne genkende fra fotografiet. “Tak, Naveed,” sagde hun. “Du er en meget generøs mand.” Far krympede sig. “Sludder og vrøvl,” sagde han. “Det er i øvrigt ikke mig, du skal takke. Det er Muneer. Hun ville have bukket begge ender sammen på mig, hvis jeg ikke var gået med til det. Men jeg må sige, at jeg er glad for, jeg gjorde det.” 33 31


TAVSHEDENS SMERTE

“Så nu ved vi altså det,” spøgte mor. “Vejen til dit hjerte går gennem maven.” Han sendte hende et skælmsk smil. “Blandt andre ting,” sagde han. Mor rødmede og kiggede bort. Mina kiggede også bort – over på sin søn. “Sig tak til tante Muneer og onkel Naveed.” “Tak, tante. Tak, onkel,” mumlede Imran. “Det var så lidt,” sagde mor. Far kiggede på drengen med et kærligt blik. “Selv tak, kurban,” sagde han. Jeg kiggede på far – forvirret. At høre ham bruge det ord om Imran gav et stik i hjertet. “Hvad?” spurgte han. “Kurban?” sagde jeg. “Det er det, du kalder mig.” “Hvad betyder det?” spurgte Imran. “Det er det mest betydningsfulde, vi har at give,” sagde Mina og så på mig med et smil. “Vores hjertes offer.” Hun strøg mit pandehår væk fra øjnene. “Du er også min kurban,” sagde hun ømt.

© POLITIKENS FORLAG 2011 OMSLAG: SISTERBRANDT EFTER ORIGINALT FORLÆG OMSLAGSFOTO: MARC YANKUS TRYK: CHRISTENSEN GRAFISK

32


Ayad Akhtar Foto: Nina Subin

Tavshedens smerte Ayad Akhtar er født i Milwaukee, USA, af pakistanske forældre. Han er uddannet fra Brown University i teatervidenskab og har yderligere en filminstruktøruddannelse fra Columbia University. Han har skrevet talrige prisvindende filmmanuskripter. ’Tavshedens smerte’ er hans første roman.

10-ÅRIGE HAYAT SHAH er fascineret af Mina, længe før han møder hende. Hans mors smukke og gudfrygtige veninde er en sand legende i Shah-familien, og da det viser sig, at Mina kommer til USA for at bo hos Shah-familien, bliver Hayat henrykt. Hayats far er dog knapt så begejstret; han valgte netop at rejse fra Pakistan, væk fra den fundamentalistiske verden. Hvad ingen kunne gætte sig til, er, at da Mina indvier Hayat i Koranens skønhed og styrke, bliver Hayat som forvandlet. Mina har i det hele taget en magisk indflydelse på familien Shah. Fra at være en trist familie fuld af stridigheder bliver den en glad og lykkelig familie. Men da Mina finder sin egen lykke et overraskende sted, bliver Hayats lille glød af misundelse til et flammende bål opildnet af det omkringliggende samfunds antisemitisme. Og Hayat handler – med helt katastrofale følger for de mennesker, han elsker. Tavshedens smerte er en opsigtsvækkende og eksplosiv debutroman om en amerikansk/muslimsk familie som slås med tro og det at høre til i et USA før 9/11. Romanen er velskrevet, lettilgængelig og særdeles vedkommende læsning for mænd og kvinder, som interesserer sig for det samfund, vi lever i i dag. Den fortæller rørende og indsigtsfuldt, hvor svært det kan være for både børn og voksne at have et ben i hver kultur, den muslimske og den vestlige, og hvor stort et behov mennesket har for at høre til.

ISBN 978-87-400-0444-1

ekstrabladetsforlag.dk

ISBN 978-87-400-0444-1

ekstrabladetsforlag.dk

9 788740 004441

ekstrabladetsforlag.dk

POLITIKENSFORLAG.DK

ekstrabladetsforlag.dk

ekstrabladetsforlag.dk


Tavshedens smerte af Ayad Akhar  

Eksplosiv debutroman Roman om tro, tavshed og det at høre til i et USA før 9/11 Politikens Forlag Roman GRATIS LÆSEPRØVE Roman GRATIS LÆSEPR...

Advertisement
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you