Issuu on Google+


Prolog

5

1

5

1

5

1

5

7

1

engang i foråret 1993 kørte min ekskone, Anki, og jeg til det nordlige Italien for at besøge en af de store legender i italiensk og svensk fodbold Nils ‘Nisse’ Liedholm. Efter en lang, succesfuld karriere, både som spiller og træner, havde Liedholm modstræbende trukket sig tilbage til den vingård, han ejede sammen med sin kone uden for den lille by Cuccaro Monferrato. Vejen dertil førte os gennem en skov. Det lignede ikke et vinområde. Måske var det meget passende, at Liedholms vingård virkede lidt malplaceret. Han var jo egentlig ikke vindyrker. Liedholms liv drejede sig om fodbold ligesom mit. 10 år tidligere havde jeg overtaget posten som Romas træner efter Liedholm, da han vendte tilbage til Milan. Som spiller kunne jeg ikke måle mig med Liedholm. Han havde vundet fire scudettos, italienske mesterskaber i løbet af sine 12 år med Milan. Da jeg var bedst, spillede jeg i Karlskoga i 2. division. Jeg løb meget og havde en rimelig højrefod. Som træner havde jeg ikke vundet nogen scudetto endnu. Liedholm havde vundet to. Men jeg repræsenterede den nye generation. Jeg var 26 år yngre end Liedholm og trænede et ungt og spændende hold, Sampdoria, med stjernespillere som for eksempel Roberto Mancini.


Da vi ankom til ‘Villa Boemia’, som Liedholms vingård hed, tog Nisse og hans kone, Nina, der var grevinde, imod os i indkørslen. De havde købt Villa Boemia 20 år forinden. Liedholm havde investeret hele sin formue i at renovere vingården, og den var fantastisk smuk. Sammen med deres søn, Carlo, og dennes kone prøvesmagte vi forskellige vine. Efter frokosten satte vi os ud i haven og snakkede om fodbold. Liedholm fortalte sine gamle historier. Vidste jeg, at han i løbet af sine to første år i Milan aldrig havde lavet en fejlaflevering? Han påstod, at da det endelig skete, rejste tilskuerne på San Siro sig op og gav ham stående ovationer. Både Carlo og jeg havde hørt historierne før. Men det forhindrede ikke Liedholm i at fortælle dem igen. Jeg havde ikke noget imod det. Men Liedholm snakkede og snakkede, og indimellem kunne han ikke helt få det til at hænge sammen. Det var ligesom, når Anki og jeg havde set ham blive interviewet på TV. Her glemte han navnene på spillerne og blandede italiensk og svensk sammen. Jo længere tid vi sad og snakkede i haven, jo mere følelsesladet blev Liedholm. Han ville tilbage til fodbolden. „Tror du ikke, der er nogen, der vil have mig?“ spurgte han mig. „Jeg kan tage et juniorhold.“ Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Skulle Nisse Liedholm, legenden, træne et juniorhold? Jeg kunne ikke bære at sige til ham, at det var forbi. Til sidst sagde Carlo: „Basta, papà.“ Carlo mente det ikke ondt. Men ordene stak mig i hjertet. Der skulle gå mange år, før jeg rigtig forstod hvorfor.


1.

Jeg bliver berømt

5

1

5

1

5

1

5

9

1

jeg blev født al i hemmelighed. Min far Sven turde nemlig ikke fortælle sin far Sven eller mor Ester, at jeg var kommet til verden. At en fyr på 18 havde gjort en tre år ældre pige fra den anden side af søen Fryken gravid, var nok ikke noget, man så med milde øjne på blandt bønderne i det nordlige Värmland dengang. Så far sagde ingenting om mig. Da de ringede til ham og sagde, at jeg var på vej nu, sneg han sig ud i vintermørket uden et ord til sine forældre eller brødre. Turen i naboen Anderssons taxa kostede fem kroner, og en halv time senere ankom han til min mormors hus i Sunne. Det var der, jeg blev født sent om natten eller tidligt om morgenen den 5. februar 1948. Fødslen gik godt, og da solen steg op igen, var jeg allerede flere timer gammel. Far kunne tage af sted på arbejde, som han plejede. Fars familie havde en fin gård med en hel del jord til i Stöpafors, eller Stöpa, som vi kaldte byen. Far var konduktør hos et busselskab, der var ejet af Robert Jönsson, min farmors bror. Far og hans bror Karl-Erik passede de lokale ture. Det var på en sådan tur, at far havde mødt min mor, Ulla. Hun arbejdede i manufakturhandlen i Torsby og tog bussen frem og tilbage på arbejde hver


dag. Hvordan far fik hende gjort interesseret i ham, ved jeg ikke, men noget må han have gjort rigtigt, for kort efter var min mor gravid. Var fars familie relativt velstillede, var det sikkert ikke lige så let for min mormor at opfostre fire børn. Morfar havde nemlig en dag forladt hende for aldrig mere at komme hjem igen. Siden den dag, han forsvandt fra hjemmet, blev hans navn aldrig mere nævnt. Det var først mange år senere, at jeg fik at vide, at han også hed Sven. Min mor og hendes søskende hed til at begynde med Svensson efter morfar. Da morfar Sven forsvandt, skiftede børnene navn til Thudén, min mormors pigenavn. Alle bortset fra mor. Hun beholdt navnet Svensson, indtil hun giftede sig. Men mor var ingen Svensson. Hun var dygtig i skolen, og hendes lærere ville, at hun skulle læse videre. Men det måtte hun ikke for sin mor; efter sjette klasse skulle hun som den næstældste i søskendeflokken minsandten ud at arbejde og klare sig selv. Resten af livet var mor bitter over, at hun i modsætning til sine yngre søskende aldrig fik chancen for at få en uddannelse. At hun blev gravid, gjorde det ikke bedre. To uger efter min fødsel flyttede vi ind på et lille værelse i Torsby. Der boede vi så, mor og jeg, uden strøm og vand og med toilet på gangen. Jeg måtte sove i slagbænken, men det var ikke så skidt, som det lyder, for den stod ved siden af det store brændekomfur, som der altid var tændt op i. Ovenpå boede min halvfætter og hans familie, og nedenunder boede Maja, en syerske, som jeg hjalp med at sy ved at trykke fodpedalerne til hendes Singer-symaskine ned med hænderne. Far siger, at han fortalte sine forældre om mig, efter jeg blev født. Men han endte med at blive boende i Stöpafors i to år, før han flyttede ind sammen med os på værelset i Torsby. Mine forældre giftede sig også. Så kunne mor komme med hjem til Stöpa. Jeg tror, at det tog et stykke tid, før hun blev accepteret af farmor og 10


farfar. I begyndelsen holdt hun sig mest til køkkenet, når hun var der. Kort efter skulle far ind som soldat i Villingsberg. Jeg husker helt tydeligt, da han satte mig på mors seng og sagde farvel. Far mener ikke, at jeg selv kan huske det, men at jeg måske senere har set det på et foto, men det kan jeg rent faktisk. Hans uniform var grå og ru, sådan lidt filtagtig. Så var mor og jeg igen alene, og det kan ikke have været let for hende. Men mor var hårdhudet. Hun ofrede alt for mig, og der måtte intet komme imellem os. En dag skulle hendes søn saftsuseme vise verden, det hun aldrig selv fik chancen for at vise. Jeg var noget særligt. Jeg skulle være hendes revanche i livet. Da far blev hjemsendt og kom tilbage, flyttede vi ind i en lejlighed med et værelse og et køkken på Östmarksvägen i Torsby. Far gik fra at være konduktør til at blive chauffør. Fars morbror Gottfried Jönsson kørte også bus. Sommetider lod Gottfried mig sidde på hans skød, mens han kørte den 35 kilometer lange tur fra Torsby til Sunne. At en fireårig knægt styrede bussen lod ikke til at gøre passagerne nervøse. Men mor derimod bekymrede sig for alting. I Värmland siger vi, at „det skal nok gå alt sammen … og gør det ikke det, så skidt med det“. Selvom mor var värmlænding ind i sjælen, er der nok aldrig nogen, der har beskrevet hende som sorgløs. Mor troede på Gud. Hjemme bad vi bordbøn, og hun sagde Fadervor for mig hver aften. Først og fremmest handlede vores tro om, hvordan man opførte sig. Man skulle respektere alle mennesker, være høflig og hilse. Tog man en kage, før de voksne havde fået deres kaffe og kage, ja så faldt der brænde ned. Mormor Edla var sød, men hun var også streng. Det har hun nok været nødt til at være som enlig mor med fire børn. Mor lignede sin egen mor på det område. Det var hende, der bestemte i hjemmet. Far var absolut ikke den religiøse type. Da han var lille, plejede 11


præsten i byen at komme hjem til familien i Stöpa for at overhøre de unge i katekismen. Det gik ikke så godt, for min far kunne aldrig lære noget udenad. Skolearbejdet sagde ham ikke noget. I modsætning til mor var han bare glad, da han til sidst kunne gå ud af sjette klasse og aldrig mere behøvede at sætte sin fod i skolen. Der lærte man jo ikke en snus, mente han. Da jeg selv begyndte i skolen, var jeg vel at mærke tvunget til at passe den eksemplarisk. Mor ville ikke have accepteret andet. Jeg var en rolig og seriøs elev, der gjorde, hvad jeg fik besked på og fik beståede karakterer. Meget andet er der ikke at sige om mine første skoleår. Skolearbejdet interesserede hverken mig eller de fleste af de andre drenge på vores egn. For os drejede alt sig kun om sport, sport og atter sport. „Næste til at hoppe: Sven-Göran ‘Tobak for en skilling’ Eriksson!“ råbte speakeren. Jeg var otte, måske ni år gammel og befandt mig i Grums til min første skihopkonkurrence. Hele vinteren havde jeg trænet med skiklubben SK Bore hjemme på 25-metersbakken i Torsby. Jeg måtte låne ski, store træplader, som var så tunge, at jeg kun kunne bære en ad gangen op ad de stejle trapper til hoptårnet. Den første gang jeg skulle hoppe, var jeg bange, det må jeg indrømme. Jeg husker, hvordan Agne Tjust holdt fast i mig, da jeg sad deroppe med skiene på. Må jeg give slip, spurgte han. Nej, svarede jeg. Men han slap mig selvfølgelig alligevel. Der var ikke andet at gøre end at kaste sig ud i det. Det gik godt med mit allerførste hop, og jeg må også have overlevet hoppet i Grums, for herefter stod den på skihop for alle pengene i hele vinterhalvåret. Anders ‘Pewe’ Persson, der var to år ældre end mig, arrangerede taxature til konkurrencer, og vi tog til træning i Sysslebäck, hvor de havde en stor 70-meterbakke. Pewe var en af Sveriges bedste juniorskihoppere. Men den første gang min far kom for at se mig hoppe, styrtede Pewe og fik hjernerystelse. 12


5

1

5

1

5

1

5

13

1

Skihop var ikke nogen ufarlig aktivitet. Det krævede ikke bare mod, men også styrke og teknik. Man skal kunne komme fremad med kroppen i springet. Engang styrtede jeg og slog halebenet så slemt, at jeg ikke kunne sidde ned i en hel uge. Men det var ingenting i sammenligning med den dreng, der styrtede til træning i Sysslebäck. Han hed Ingemar, men alle kaldte ham ‘Kullbleck’. Spørg mig ikke hvorfor. Føret var fint den dag, så det gik hurtigt, da knægten fløj af sted. Han nåede aldrig at få sig rettet ordentligt op. Da han landede, slog han hagen mod knæet og bed sig i tungen. Pewe fór ned for at se, hvordan det stod til. Den stakkels dreng havde ondt, og det var ikke så mærkeligt, for han havde bidt det halve af tungen af. Men Pewe tog det roligt. Luk munden, sagde han, og så tog han knægten på sygehuset. Når vi ikke hoppede skihop, spillede vi ishockey eller løb på ski. Når vinteren endelig gav op, og det blev forår, kom boldene frem. I skolen spillede vi fodbold i hvert eneste frikvarter. Det var Torsten Kjellgren og mig mod alle de andre. Vi vandt alligevel. Det naturlige mødested efter skoletid var Björnevi IP, byens fodboldbane, som ligger samme sted den dag i dag. Så snart sneen smeltede, og nogle gange endda før, blev banen invaderet af drengehold i alle aldre. Piger spillede ikke meget fodbold dengang. Om sommeren blev det også til en hel del atletik. Vi konkurrerede i løb, stangspring, højdespring og længdespring. Jeg var rimelig god inden for alle disciplinerne. Det blev også til meget fodbold hjemme på Östmarksvägen, selvom haven skrånede frygteligt, og bolden tit trillede ud på gaden. Der boede flere familier i ejendommen, og i en af lejlighederne boede en gammel dame, Klara Norlén. Hendes søn Göte var på alder med min far og arbejdede ved vejvæsenet. Han var tidligere fodboldspiller på Torsbys førstehold og spillede altid med os børn. Men han spillede også i orkester, og når han kom hjem fra arbejde, var han nødt til først at øve på klarinetten. Det var en


pine for os drenge at sidde der på trappen en halv time og vente på, at Göte skulle blive færdig med at øve, så vi kunne begynde at spille fodbold. Endelig kunne vi gå i gang. En af os var målmand og en anden forsvarer. Jeg var oftest centerforward, og Göte slog indlæggene, som jeg skulle nikke i mål. Der var bare det problem, at målet stod ved siden af et lille skur, hvor Götes mor opbevarede mælk og ost. Man havde jo ikke køleskab dengang. Sommetider knaldede bolden så hårdt ind mod skuret, at en af mælkeflaskerne røg på gulvet og gik i stykker. Så forsvandt Göte ind i brændeskuret, før hans mor kom løbende ud og råbte til os, at hun havde sagt tusind gange, at vi skulle finde et andet sted at spille. Klara var lille og hurtig i sine bevægelser. Hun drak kaffe uafbrudt, og det skete nok også, at den blev spædet op med et skvæt whisky fra flasken, som hun havde stående ved siden af komfuret. Hun plejede at sende mig af sted til kiosken for at købe cigaretter af mærket Florida. To skulle hun have, ikke to pakker, men to cigaretter. Så fik jeg lov til at købe karameller for de småpenge, der blev tilovers. Men Klara havde lægeskræk, noget som hendes søn godt kunne lide at stikke til. Göte var god til at efterligne andres stemmer, og en gang ringede han til sin mor og udgav sig for at være Dr. Gillgren. Han havde hørt, at fru Norlén havde købt ærtesuppe, og nu ville han meddele, at den havde vist sig at være dårlig, så nu blev hun nødt til at få en sprøjte mod madforgiftning. Klara blev kridhvid i ansigtet. Det var Göte, der gav mig bogen Guld och gröna planer, Gunnar Nordahls selvbiografi. Nordahl blev Sveriges første professionelle fodboldspiller, da AC Milan købte ham i 1949. Han endte som en af de bedste målskytter i den italienske Serie A gennem tiderne. Jeg lå vågen om natten og læste om hans bedrifter på San Siro. Italien forekom længere væk end månen. Nordahl var dog ikke med på det svenske landshold, der vandt 14


sølv ved VM i 1958. Det blev jo afholdt i Sverige, og alle fulgte med via radio eller TV. Vi havde ikke fjernsyn på det tidspunkt, men jeg må have været hjemme hos nogen, der havde, for jeg husker, at jeg så en kamp på en uskarp TV-skærm. De sendte også kampreportager før forestillingerne i biografen. På det svenske hold var Kurt ‘Kurre’ Hamrin vores favorit. Han var stockholmer, men havde familie i Värmland og kom på besøg der om sommeren. Af alle VM-spillere blev Pelé vores favorit. At præstere det, han gjorde ved VM som 17-årig, var fuldstændig eventyrligt. Efter VM ville alle være Pelé. En aften lå jeg i slagbænken, da der pludselig løb en rotte hen over mit tæppe. Så besluttede mor, at vi skulle flytte. Far ville købe en bil, men mor insisterede på, at vi skulle bygge hus, og så blev det sådan. De købte en grund på Åsgatan i Torsby, og efter at mor havde fået byggetilladelsen i stand, begyndte byggeriet af et hus med fire værelser og et køkken. Jeg var 11 år gammel, da vi flyttede ind i påsken 1959. Det kom til at koste 68.000 kr. Mine forældre fik ikke et normalt huslån, der dækkede det hele, men var derimod tvunget til at tage et dyrt toplån. Vi var flyttet fra en etværelses med køkken til et hus med fire værelser, så vi manglede selvfølgelig møbler, men det var der heller ikke penge til. Mor var nødt til at lave rigtig meget grød og pandekager, for det var billigt. Jeg var jo ikke den eneste, der skulle forsørges. Tre år tidligere havde jeg fået en lillebror, Lars-Erik. Lasse, som han blev kaldt, var ofte syg som barn. Han havde astma. Hvis jeg skal være ærlig, spillede han ikke så stor en rolle i mit liv, han var jo så mange år yngre end mig. Vi dyrkede aldrig sport sammen. Da jeg selv var lille, havde jeg en barnepige, der passede mig, når mine forældre var på arbejde, men for at spare penge brugte de mig som barnepige til Lasse. Det var ikke ligefrem noget prestigejob. Men det var Lasses fortjeneste, at jeg kom til at blive kaldt 15


‘Svennis’. Da han var lille, kunne han ikke sige Sven-Göran, så han sagde ‘Tinhønen���. Det kunne jeg ikke lide. „Du skal ikke kalde mig Tinhønen,“ sagde jeg. „O.k. Tennis,“ sagde han så. „Du skal heller ikke kalde mig Tennis,“ sagde jeg. „Sig i det mindste Svennis.“ Det var sådan, jeg fik navnet ‘Svennis’. Mor havde i flere år arbejdet i byens kiosk. Hun blev kendt som ‘Ulla i kiosken’ og havde ry for at være barsk. Far var begyndt at køre lastbil, men han tjente nok ikke de store penge. Mine forældre var dog dygtige til at klare sig for små midler. Et par gange om måneden kørte de over grænsen til Norge for at købe billigt smør og mælk. Selv spekulerede jeg aldrig over, hvordan vi havde det økonomisk. Jeg husker, at jeg brændende ønskede mig et par sorte lærredssko med lynlås på oversiden, som alle skulle have dengang, men at mine forældre ikke havde råd til dem. Til sidst fik jeg et par alligevel, til min fødselsdag, og så var jeg lykkelig. Til OL i Rom i 1960 lejede far vores første TV. Da han efter to måneder valgte at købe det, tilbød butiksejeren at sætte prisen ned svarende til det, far havde nået at betale i leje. I Torsby hjalp man hinanden. Jeg følte mig aldrig fattig og var heller ikke bevidst om, hvordan andre havde det økonomisk. Da jeg blev teenager, fik jeg et sommerjob som bagerlærling på ‘Nya Konditoriet’. Konditoren hed Sven-Åke Olsson, men alle kaldte ham ‘Åsen’, eftersom han boede på en ås. Han var samtidig træner for Torsbys førstehold i både fodbold og ishockey. Arbejdsdagen på konditoriet begyndte klokken fire om morgenen, og i de følgende timer bagte vi tvebakker og peberkager og snakkede fodbold. Sommetider tegnede Åsen fodboldtaktikken op i melet på bordet. I begyndelsen var det ikke så avancerede sager, men efterhånden blev de der samtaler mere og mere intense. 16


Efter frokost var vi færdige, og jeg kunne tage til Björnevi for at spille fodbold. Jeg markerede mig nok mest ved at være lille, tynd og aggressiv. Jeg løb meget på midtbanen. Hvad jeg manglede i styrke og teknik, blev opvejet af en enorm energi. Når vi spillede kamp, kom far altid og så på. Jeg var stædig og kunne ikke fordrage at tabe. Mit værste minde fra tiden på drengeholdene var dengang, jeg blev udvalgt til at skyde straffespark i finalen i ‘Lilla-VM’, den store värmlandske turnering. Vi var nået helt til regionsfinalen efter flere gode kampe, og finalen blev en hård og jævnbyrdig match. Efter både ordinær og forlænget spilletid stod det stadig uafgjort, og det hele skulle afgøres på straffespark. Dengang valgte man én spiller til at skyde alle fem straffespark. Det blev mig. Jeg satte de fire første ind – alle i samme side. Fyren fra modstandernes hold satte også sine ind. Så var det, at jeg af en eller anden mærkværdig grund valgte den anden side til det sidste straffespark. Jeg tog tilløb og skød. Bolden var rimelig godt placeret, men målmanden havde taget chancen og kastet sig til den rigtige side. Han vippede bolden ud på stolpen. Da den anden fyr scorede på sit femte straffespark, havde Torsby tabt. Og det var min skyld. Jeg græd og var sikker på, at jeg aldrig skulle lide et mere hjerteskærende nederlag. I hvert fald ikke på grund af straffespark. Torsbys førstehold lå dengang i 4. division. Fodboldinteressen var stor i byen, og hjemmekampene lokkede tusindvis af tilskuere til Björnevi. Dagen før hver kamp slog Åsen holdopstillingen op på en opslagstavle, der hang over for den kiosk, hvor min mor arbejdede. Jeg undrede mig tit over, hvorfor Åsen valgte at informere spillerne om udtagelsen på den måde, men måske var det for at opmuntre fodboldsnakken i byen. I så fald var det vellykket. Borgerne fra Torsby stimlede sammen foran opslagstavlen før kamp17


dagen, og hvis der var en uventet udtagelse, udløste det straks diskussion. Jeg cyklede tit derhen for at tjekke holdopstillingen. En dag ville mit navn være med. Den dag kom tidligere end forventet. Jeg var 16 år, da det en aften ringede på døren på Åsgaten. Det var Åsen. Han ville fortælle mig og mine forældre, at jeg var blevet udtaget til at spille kamp for førsteholdet dagen efter. Nåh, sagde jeg, som om det var den naturligste sag i verden. Men jeg blev nervøs og havde svært ved at sove den nat, og om morgenen var jeg nødt til at cykle ned til opslagstavlen for at forsikre mig om, at mit navn virkelig var med. Det var det. Jeg husker faktisk ikke, hvordan min debutkamp som seniorspiller gik, og heller ikke engang, hvem vi spillede imod. Der skal nok have været dem, der spekulerede på, om Åsen havde mistet forstanden, når han lod en fyr, der stadig gik i realskolen, indgå i startopstillingen. Men jeg må have gjort det godt nok, for herefter fik jeg lov til at spille mere eller mindre regelmæssigt. Jeg var den yngste på holdet. En af profilerne var Kent ‘Kisen’ Olsson, vores midterforsvarer som også var en meget dygtig hockeyspiller og endte med at spille for Färjestad. Holdlederen hed Sune Larsen. Han skiftede aldrig til træningstøj, men gik i galocher året rundt. Sune mente ikke, man skulle gå på toilettet før en kamp, for man løb meget bedre, hvis man var tissetrængende. Vi havde selvfølgelig ingen læge eller massør, men Åsen kunne ikke tage sådan noget pjat som feber eller andre skavanker alvorligt. „Hvis du derimod vågner om morgenen uden rejsning, så er der noget galt med dig,“ plejede han at sige. Vi havde et godt hold, men problemet var, at halvdelen af spillerne missede træning i løbet af arbejdsugen. Efter realskolen begyndte jeg på et etårigt kontorkursus i Torsby og fik herefter job på den sociale forsikringskasse i byen, så jeg blev boende. Men mange af de andre spillere havde fået arbejde andre steder i Värm18


land. Lars Hjerpe studerede i Uppsala og kom normalt kun hjem til kamp. For Arne West var det lige omvendt. Han kunne have endt med at spille i Allsvenskan, så god var han, men han var ikke i stand til at undvære Torsby. Vi var ikke altid så velorganiserede i kampens hede. Jeg husker et lokalopgør mod Sunne, hvor det stod uafgjort med blot et par minutter tilbage. Pludselig opstod der tumult i vores eget straffesparksfelt, og vi kunne ikke få bolden væk. Kisen skulle rydde op og hamrede til læderet, så hårdt han kunne, men ramte den skævt. Skuddet gik som en projektil og tog stolpen. „Hvad helvede laver du?“ skreg målmanden Kjell Andersson. „Hold kæft!“ skreg Kisen tilbage. „Det er vel bedre end at sparke den til hjørne.“ Kampen endte uafgjort. Da jeg var 18 år, købte min mor et mørkeblåt jakkesæt og en hvid skjorte til mig. Der gik ikke lang tid, før der kom en anledning til at tage det på. Efter et par år i 4. division havde vi nemlig haft en kanonsæson og skulle spille oprykningskamp til 3. division ude mod Kristineham. Vi vandt kampen. I bussen hjem kom de våde varer frem. Da vi nærmede os Karlstad, bestemte Sune og Åsen, at vi skulle gøre holdt og spise sejrsmiddag på stadshotellet. Jeg havde aldrig før været på noget stadshotel. Vi fik mad, øl og snaps, inden turen gik videre nordpå. Sprutten blev ved med at flyde i bussen til Torsby, og da vi ankom, ved jeg ikke, hvor mange spillere, der selv var i stand til at stige af. Jeg tror nok, at jeg klarede det. Men aftenen var langt fra forbi. Fra Torsby skulle vi videre til dans i Ekshärad. Der fik vi mere at drikke, og da det var tid at tage hjem, var jeg helt færdig. Holdkammeraterne må have lagt mig ind i en eller anden bil, og ikke blot sørget for, at jeg blev kørt hjem, men også for at jeg blev hjulpet ind på mit værelse i Åsgatan. Det 19


første, min mor så, da hun kom ind på værelset næste morgen, var mit nye jakkesæt, som lå i en bunke på gulvet med bræk på sig. Mor talte ikke til mig i en hel uge. Sådan var livet i Torsby. Men på det her tidspunkt var jeg for alvor begyndt at drømme mig væk. Før jeg begyndte i den sociale forsikringskasse, havde jeg haft et sommerferiejob hos Börje Jubell og Åke Olsson, der havde et firma, der isolerede rør. Sommetider havde vi en opgave i Dalarna og var væk i flere dage. Så kunne Börje og jeg sidde i bilen og fantasere om verden og om varmere himmelstrøg. Börje sagde, at han ville sælge firmaet og starte et taxabådsfirma i Caribien. Hvis jeg havde lyst, måtte jeg gerne komme med. Alle vennerne, der var flyttet fra Torsby efter skolen, kom hjem til jul. Om eftermiddagen juledag mødtes vi alle sammen, fyre og piger, hjemme i en eller anden lejlighed og drak gløgg. Eller der var rettere lidt gløgg i vodkaen. Vi spillede kort, og ud på de små timer begyndte vi at tale om, hvad vi gerne ville være. Jeg var nok lidt beruset, da det blev min tur. „Jeg bliver berømt,“ sagde jeg. De andre grinede og spurgte, hvad i helvede jeg skulle blive berømt for. „Det har jeg ikke besluttet endnu,“ svarede jeg. Det var egentlig slet ikke min stil at stikke snuden frem på den måde, sådan at være blæret. Det her var Värmland. Her skal man ikke tro, at man er noget.


Svennis af sven goran eriksson