Issuu on Google+

110mm

Ny roman af Donna Tartt – forfatter til bestsellerne Den hemmelige historie og Den lille ven.

”Enestående og ventetiden værd.” – Kirkus Reviews

”En fængslende roman med en lige så fængslende helt.” – The Bookseller

56mm

155mm

110mm

”Stillidsen er en sjældenhed, som indfinder sig, måske, fem-seks gange i løbet af et årti, en flot litterær roman, der rører både hjerte og tanker.” – Stephen King, New York Times Book Review

Theo Decker er 13 år, da han på mirakuløs vis overlever en eksplosion på et kunstmuseum i New York, mens hans elskede mor omkommer. Ved ulykken kommer han i besiddelse af et 231mm

”Tartts skarpe, udfordrende, fængslende og eksplosive roman undersøger eksistensens hemmeligheder og besvær, skønhed og besættelse og de løfter, som kunsten kan give.”

155mm

værdifuldt kunstværk fra 1600-tallet – et fascinerende billede af en lille fugl, Stillidsen. Han bærer det eftertragtede maleri med sig igennem sin ungdom, og efterhånden trækkes han ind i kunstens kriminelle og dødsensfarlige underverden.

– Booklist

Stillidsen er en gribende fortælling om en ung mands dannelse og en uforglemmelig odyssé gennem Amerika. Et fængslende

Donna Tartt (1963) er født i Greenwood,

drama om tab og overlevelse, kærlighed, identitet og skæbne.

Mississippi. Hun debuterede i 1992 med Den hemmelige historie, der blev en enorm international succes. Ti år senere udkom Den

”… storslået dickensk roman, der væver Tartts mange bemærkelsesværdige talenter som romanforfatter sammen til en bragende flot og symfonisk helhed, og som minder os læsere om den store fryd og fordybelse, der er forbundet med at læse.” – The New York Times

lille ven. Donna Tartt er også essayist og kritiker.

ISBN 978-87-1135-453-7

9 788711 354537

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

Omslag: Mikkel Henssel efter originalomslag af Little, Brown and Company, USA Omslagsbillede: Carel Fabritius, Stillidsen, (1654, olie på lærred), © The Bridgeman Art Library Limited Forfatterfoto: Beowulf Sheehan


Stillidsen er oversat fra amerikansk efter The Goldfinch Copyright © 2013 by Tay, Ltd. All rights reserved Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København Bogen er sat med Adobe Garamond Pro hos LYMI DTP-Service og trykt hos Livonia Print Omslag: Mikkel Henssel Originalomslag: Little, Brown and Company, USA ISBN 978-87-1135-453-7 1. udgave, 1. oplag Printed in Latvia 2014

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Uddrag fra sangen “Ach, śpij kochanie” på side 298-299 Copyright © Ludwik Starski and Henryk Wars, 1938 Reproduced by kind permission of Allan Starski.

Oversættelsen er støttet af Statens Kunstfond

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S – et selskab i Egmont

Stillidsen.indd 4

30/01/14 20.17


d o n n a tart t

Stillidsen Pü dansk ved Annelise Schønnemann

Lindhardt og Ringhof

Stillidsen.indd 3

30/01/14 20.17


1. kapitel

Dreng med et dødningehoved

Stillidsen.indd 9

30/01/14 20.17


i Mens jeg endnu var i Amsterdam, drømte jeg om min mor for første gang i årevis. Jeg havde været lukket inde på mit hotel i over en uge, var bange for at ringe til nogen eller gå ud; og mit hjerte hamrede vildt i brystet på mig ved selv de mest uskyldige lyde: elevatorklokke, minibarvognens klirren, selv kirkeklokkerne der slog timeslag, De Westertoren, Krijtberg, en mørk kant om klangen, indvirket med dommedagsfornemmelse som i et eventyr. Om dagen sad jeg i fodenden af sengen og anstrengte mig for at finde ud af hvad man sagde i de hollandske nyheder (hvilket var håbløst, for jeg kunne ikke et ord hollandsk), og når jeg opgav det, sad jeg ved vinduet og kiggede ud på kanalen med min kameluldsfrakke på over tøjet – for jeg var kommet af sted i en fart fra New York, og det tøj jeg havde haft med, var ikke varmt nok, ikke engang inden døre. Udenfor herskede der aktivitet og munterhed. Det var jul, lysene glim­ tede på kanalbroerne om natten; rødkindede damen en heren med halstørklædet flagrende i den iskolde blæst, skramlede hen ad brostenene med jule­træer surret bag på cyklen. Om eftermiddagen spillede et amatørorkester julesange der hang metallisk og skrøbeligt i vinterluften. Kaotiske room service-bakker; alt for mange cigaretter; lunken vodka fra den toldfri. I løbet af de rastløse, indelukkede dage kom jeg til at kende hver tomme af værelset, som en fange kommer til at kende sin celle. Det var første gang jeg var i Amsterdam; jeg havde næsten ikke set noget af byen, og alligevel indgav selve værelset, med dets råkolde, trækfyldte, solskrubbede skønhed, mig en stærk fornemmelse af Nordeuropa, en miniaturemodel af Holland: hvidkalket og protestantisk soberhed iblandet vaskeægte luksus sejlet hertil i handelsskibe fra Østen. Jeg brugte urimelig megen tid på at granske et par småbitte guldindrammede oliemalerier der hang over skrivebordet, det ene forestillede bønder der løb 11

Stillidsen.indd 11

30/01/14 20.17


på skøjter på en tiliset dam ved en kirke, det andet sejlbåde der kastedes frem og tilbage på et oprørt vinterhav: dekorative kopier, ikke noget særligt, selv om jeg studerede dem som om de i kode havde en nøgle til de gamle flamske mestres hemmelige hjerte. Udenfor slog slud mod ruderne og dryssede ned over kanalen; og skønt brokaden var flot og gulvtæppet blødt, havde vinterlyset alligevel et iskoldt anstrøg af 1943, afsavn og nøjsomhed, tynd te uden sukker og sulten i seng. Tidligt hver morgen, mens der stadig var mørkt udenfor, før de ­øvrige hotelfolk kom på arbejde og vestibulen begyndte at blive fyldt, gik jeg nedenunder efter aviserne. Hotelpersonalet bevægede sig rundt med dæmpede stemmer og sagte skridt, og deres blik gled køligt hen over mig som om de ikke helt så mig, den amerikanske mand i værelse 27 der aldrig kom ned i løbet af dagen; og jeg prøvede at berolige mig selv med at hotellets natportier (mørkt tøj, karseklippet, hornbriller) sikkert ville gå ret langt for at forhindre ballade eller undgå postyr. The Herald Tribune bragte ingen nyheder der havde med min vanske­ lige situation at gøre, men historien var med i alle de hollandske aviser, tætte blokke af trykte ord på et fremmed sprog der hang, pinefuldt, lige uden for rækkevidde af min forståelse. Onopgeloste moord. Onbekende. Jeg gik ovenpå og gik i seng igen (fuldt påklædt, fordi værelset var så koldt) og bredte aviserne ud på sengetæppet: fotografier af politibiler, afspærringstape omkring gerningsstedet, selv billedteksterne var det umuligt at tyde, og skønt det ikke så ud til at man havde mit navn, var der ingen mulighed for at få at vide om man havde en beskrivelse af mig eller tilbageholdt oplysninger fra offentligheden. Værelset. Radiatoren. Een Amerikaan meet een strafblad. Kanalens olivengrønne vand. Fordi jeg frøs og var syg og det meste af tiden ikke anede hvad jeg skulle lave (jeg havde ikke taget en bog med, heller ikke varmt tøj), blev jeg i sengen det meste af dagen. Natten faldt åbenbart på midt på eftermiddagen. Tit flød jeg – midt i de spredte avisers knitren – ind og ud af søvnen, og mine drømme var for det meste plumret til af den samme vage ængstelse som blødte igennem ind i de timer hvor jeg var vågen: retssager, bagage der gik op på landingsbanen med mit tøj spredt ud over det hele, og endeløse lufthavnsgange hvor jeg løb for at nå fly som jeg vidste jeg aldrig ville nå. 12

Stillidsen.indd 12

30/01/14 20.17


Takket være feberen havde jeg en masse underlige og særdeles livagtige drømme, svedeture hvor jeg kastede mig rundt og knap nok vidste om det var nat eller dag, men i den sidste og værste af disse nætter drømte jeg om min mor: en hurtig, mystisk drøm der mere føltes som en hjemsøgelse. Jeg befandt mig i Hobies butik – eller mere præcist, på et hjemsøgt drømmested der havde karakter af en overfladisk udgave af butikken – da hun pludselig kom frem bag ved mig så jeg kunne se hende genspejlet i et spejl bag mig. Ved synet af hende blev jeg lammet af lykke; det var hende, ned til den mindste detalje, selve mønsteret af fregner, hun smilede til mig, smukkere og alligevel ikke ældre, sort hår og et sjovt opadvendt træk ved munden, ikke en drøm, men en tilstedeværelse der fyldte hele værelset; en kraft der var helt hendes egen, en levende anderledeshed. Og hvor meget jeg end ønskede at gøre det, vidste jeg at jeg ikke kunne vende mig om, at det at se direkte på hende ville gøre vold på lovene i hendes verden og min; hun var kommet til mig på den eneste måde hun kunne, og vores øjne mødtes i spejlet et langt, stille øjeblik; men netop da det så ud som om hun skulle til at sige noget – med noget der virkede som en let blanding af munterhed, hengivenhed, irritation – gled en tågedamp ind mellem os, og jeg vågnede.

ii Det hele ville være gået bedre hvis hun havde levet. Men hun døde da jeg var barn; og selv om alt det der er sket mig siden, i den grad er min egen fejl, var det alligevel sådan at da jeg mistede hende, tabte jeg enhver mærkepæl af syne som kunne have ført mig til et lykkeligere sted, til en mere befolket eller åndsbeslægtet tilværelse. Hendes død var skillelinjen: Før og Efter. Og selv om det er en trist ting at indrømme så mange år senere, har jeg endnu aldrig mødt nogen der fik mig til at føle mig så elsket som hun gjorde det. Alt blev levende i selskab med hende; hun spredte et fortryllet, teateragtigt lys omkring sig, så at det at se noget med hendes øjne, var at se det med klarere farver end de sædvanlige – jeg kan huske hvordan jeg få uger før hun døde, spiste med hende sent på en italiensk restaurant nede i Greenwich Village, og hvordan hun pludselig greb fat i mit ærme over den pludselige, næsten smertelige dejlighed ved en fødselsdagskage med tændte lys der i proces13

Stillidsen.indd 13

30/01/14 20.17


sion blev båret ind fra køkkenet, en svag kreds af lys der bølgede hen over det mørke loft, og så kagen der blev sat ned for at lyse midt i familien og lyksaliggjorde en gammel dames ansigt, smil hele vej­en rundt, tjenere der trådte tilbage med hænderne på ryggen – bare en almindelig fødseldagsmiddag man kunne opleve hvor som helst på en billig restaurant i byen, og jeg er sikker på jeg ikke ville have husket det hvis hun ikke var død så hurtigt efter det, men jeg tænkte på det igen og igen efter hendes død, og jeg vil sikkert tænke på det hele livet: denne kreds af levende lys, et tableau af den daglige, banale lykke som gik tabt da jeg mistede hende. Hun var også smuk. Det er næsten mindre væsentligt nu; men smuk var hun. Da hun som ung kom til New York fra Kansas, arbejdede hun deltids som model, selv om hun var for usikker foran kameraet til at være særlig god til det; hvad det end var hun havde, kunne det ikke overføres til film. Og dog var hun helt sig selv: en sjældenhed. Jeg kan ikke huske jeg nogen sinde har set andre der lignede hende. Hun var sorthåret med lys hud der blev fregnet om sommeren, porcelænsblå øjne med en masse lys i; og i de skrånende kindben var der en så excentrisk blanding af noget etnisk og et keltisk tusmørke at folk somme tider gættede på at hun var islandsk; i virkeligheden var hun halvt irsk, halvt cherokee, fra en by i Kansas nær grænsen til Oklahoma, og hun kunne godt lide at få mig til at le ved at kalde sig selv en bondeknold, selv om hun var lige så skinnende og nervøs og flot som en væddeløbshest. Dette eksotiske præg træder desværre lidt for skarpt og hårdt frem på fotografier – fregnerne dækket med makeup, håret redt tilbage i en hestehale i nakkegruben ligesom en adelsmand i Fortællingen om Genji – og det der slet ikke trænger igennem, er hendes varme, hendes muntre, uforudsigelige karakter, som er det jeg elskede mest hos hende. Af den stilhed der strømmer fra hende på billeder, er det tydeligt hvor stor mistillid hun nærede til kameraet; hun udsender noget vagtsomt, tigeragtigt som hos en der stålsætter sig mod et angreb. Men sådan var hun ikke i livet. Hun bevægede sig med betagende hurtighed, hendes bevægelser var pludselige og lette, hun sad altid på kanten af stolen som en lang, elegant marskfugl der var lige ved at blive opskræmt og flyve væk. Jeg elskede den sandelstræsparfume hun gik med, grov og uventet, og jeg elskede den måde hendes stivede skjorte knitrede på når hun bøjede sig hurtigt ned for at kysse mig på panden. 14

Stillidsen.indd 14

30/01/14 20.17


Og hendes latter bevirkede at man fik lyst til at smide det man var ved at lave og følge efter hende ned ad gaden. Hvor hun end gik, så mændene på hende ud ad øjenkrogen, og somme tider kunne de se på hende på en måde der generede mig lidt. Det var min skyld hun døde. Andre mennesker har altid været lidt for hurtige til at forsikre mig om at det var det ikke; og ja, kun et barn, hvem kunne have vidst, frygtelig ulykke, skrækkeligt uheld, kunne være sket for hvem som helst, det er alt sammen fuldkommen rigtigt, og jeg tror ikke et ord af det. Det skete i New York den 10. april for fjorten år siden. (Selv min hånd vægrer sig ved datoen; jeg måtte trykke for at skrive den ned, bare for at få pennen til at flytte sig hen over papiret. Det plejede at være en fuldkommen almindelig dag, men nu rager den op af kalenderen som et rustent søm). Hvis dagen var gået som planlagt, ville den være forsvundet op i him­ len ubemærket, opslugt uden spor sammen med resten af mit år i ottende klasse. Hvad ville jeg kunne huske om den nu? Kun lidt eller ingenting. Men selvfølgelig er den formiddags struktur tydeligere end nutiden, helt ned til den gennemblødte, våde fornemmelse i luften. Det havde regnet om natten, et frygteligt uvejr, forretninger var blevet oversvømmet og et par undergrundsstationer lukket; og vi to stod på det svuppende tæppe uden for bygningen, mens hendes yndlingsportner, Goldie, der tilbad hende, gik baglæns ned ad 57th Street og fløjtede efter en taxi med en arm i vejret. Biler susede forbi i kaskader af snavset skumsprøjt; regnopsvulmede skyer kastedes frem og tilbage over skyskraberne, blæste fra hinanden og flyttede sig så man så pletter af klar, blå himmel, og nedenfor, på gaden, under udstødningsgassen, føltes blæsten fugtig og blød som forår. “Åh, han er optaget, frue,” råbte Goldie over brølet fra gaden og trådte til side da en taxi kom plaskende rundt om hjørnet og slukkede sit skilt. Han var den mindste af portnerne: en bleg, tynd, livlig lille fyr, lyshudet puerto ricaner, en tidligere fjervægtsbokser. Selv om han var opsvumlet i ansigtet fordi han drak (somme tider mødte han op på nattevagt og lugtede af J&B), var han stadig senestærk og muskuløs og hurtig – lavede altid sjov, fik sig altid en rygepause nede på hjørnet, flyttede vægten fra den ene fod til den anden, pustede i sine hvidbehandskede hænder når 15

Stillidsen.indd 15

30/01/14 20.17


det var koldt og fortalte vittigheder på spansk så de andre portnere var ved at flække af grin. “Har De meget travlt her til morgen?” spurgte han min mor. På hans navneskilt stod der BURT. D., men alle kaldte ham Goldie på grund af hans guldtand og fordi hans efternavn, de Oro, betød “guld” på spansk. “Nej, vi har masser af tid, det er i orden.” Men hun så udmattet ud, og hendes hænder rystede da hun igen bandt sit tørklæde der smældede og flagrede i blæsten. Goldie må også have bemærket det, for han skottede over til mig (der var bakket undvigende op mod cementplantekassen foran bygningen og kiggede alle andre vegne hen end på hende) med et let misbilligende udtryk. “Du tager ikke toget?” sagde han til mig. “Åh, vi har nogle ærinder,” sagde min mor, uden at lyde særlig overbevisende da hun blev klar over at jeg ikke vidste hvad jeg skulle sige. Normalt lagde jeg ikke specielt mærke til hendes tøj, men det hun havde på den morgen (hvid trenchcoat, tyndt, lyserødt tørklæde, sorte og hvide tofarvede hyttesko) er så fast indprentet i min hukommelse at det er svært nu at huske hende på nogen anden måde. Jeg var tretten år. Jeg hader at huske på hvor kejtede vi var over for hinanden denne sidste morgen, så unaturlige at selv portneren lagde mærke til det; på et hvilket som helst andet tidspunkt ville vi have snakket hyggeligt nok, men den morgen havde vi ikke meget at sige til hinanden, fordi jeg var blevet midlertidigt bortvist fra skolen. De havde ringet til hende på kontoret dagen før; hun var kommet hjem, tavs og rasende; og det frygtelige var at jeg ikke engang vidste hvad jeg var blevet bortvist for, selv om jeg var femoghalvfjerds procent sikker på at mr. Beeman (på vej fra sit kontor til lærerværelset) havde kigget ud ad vinduet fra afsatsen på anden sal på lige nøjagtigt det forkerte tidspunkt og havde set mig stå og ryge på skolens område. (Eller rettere, havde set mig stå sammen med Tom Cable, mens han røg, hvad der på min skole gjorde det til praktisk taget den samme forseelse). Min mors forældre – som jeg elskede at høre historier om, og som uretfærdigt var afgået ved døden før jeg fik chance for at lære dem at kende – havde været nogle elskværdige hestetrænere der rejste rundt i Vesten og levede af at opdrætte Morgan-heste: cocktail16

Stillidsen.indd 16

30/01/14 20.17


drikkende, canastaspillende livlige mennesker der tog til Kentucky-derbyet hvert år og havde cigaretter i sølvskrin placeret rundt om i huset. Så en dag da min bedstemor kom ind fra staldene, faldt hun sammen og begyndte at kaste blod op; og i resten af min mors teenageår havde der været iltflasker på verandaen og permanent nedrullede gardiner i sove­ værelset. Men – som jeg frygtede, og ikke uden grund – Toms cigaret var kun toppen af isbjerget. Jeg havde haft vrøvl i skolen et stykke tid. Det var alt sammen begyndt, eller snarere snebolden var begyndt at rulle, da min far var stukket af og havde forladt min mor og mig nogle måneder tidligere; vi havde aldrig brudt os særlig meget om ham, og min mor og jeg var generelt meget gladere uden ham, men andre mennesker virkede chokerede og ulykkelige over den bratte måde han havde forladt os på (uden penge, børnebidrag eller ny adresse), og lærerne på min skole på Upper West Side havde haft så ondt af mig, været så ivrige efter at vise mig forståelse og give mig støtte, at de havde givet mig – en elev med et legat – alle mulige særlige fordele og senere deadlines og en chance til og endnu én: de havde givet mig mere og mere snor, indtil det var lykkedes mig at sænke mig ned i et meget dybt hul. Så vi to – min mor og jeg – var blevet kaldt til samtale på skolen. Mødet var ikke før halvtolv, men da min mor var blevet tvunget til at tage fri om formiddagen, var vi på vej til West Side tidligt – for at spise morgenmad (og en alvorlig snak, gik jeg ud fra), og også så hun kunne købe en fødselsdagsgave til en kollega. Hun havde været oppe til halvtre om natten, med et anspændt udtryk i skæret fra computeren, og havde skrevet e-mails og prøvet a gøre rent bord, fordi hun ikke kom på kontoret den følgende formiddag. “Jeg ved ikke med Dem,” sagde Goldie til min mor, ret heftigt, “men jeg siger så er det nok med alt det forår og våde vejr. Regn, regn –” Han gøs og trak kraven tættere sammen og kiggede op på himlen. “Jeg tror man regner med at det klarer op i eftermiddag.” “Ja, det ved jeg godt, men jeg er klar til sommer.” Han gned sig i hænderne. “Folk tager ud af byen, de hader den, brokker sig over varmen, men mig – jeg er en tropefugl. Jo varmere, des bedre. Hit med den!” Han klappede og bakkede ned ad gaden på hælene. “Og – skal jeg sige hvad jeg elsker mest, det er sådan som der bliver stille her når juli er der – byg17

Stillidsen.indd 17

30/01/14 20.17


ning helt tom og søvnig, alle væk, ikke?” Han knipsede med fingrene, en bil susede forbi. “Det er min ferie.” “Men brænder De ikke op herude?” Det var noget min køligt afvisende far havde hadet hos hende – den tilbøjelighed hun havde til at komme i snak med servitricer, portnere, de gamle astmatiske gutter i renseriet. “Jeg mener, om vinteren kan man i det mindste tage en ekstra frakke på –” “Hør lige, står De ved døren om vinteren? Jeg kan godt fortælle Dem at det bliver koldt. Det er lige meget hvor mange frakker og huer man tager på. Man står der, i januar, februar, og vinden blæser ind fra floden? Brrr.” Mens jeg gnavede på min tommelfingernegl, stirrede jeg ophidset på de taxier der fløj forbi Goldies løftede arm. Jeg vidste det ville blive en ulidelig ventetid indtil konferencen klokken halvtolv; og jeg havde svært ved at stå stille og ikke buse ud med belastende spørgsmål. Jeg havde ingen anelse om hvad de kunne overrumple min mor og mig med når de først havde fået os ind på kontoret; selve ordet “konference” antydede noget om en forsamling af myndighedspersoner, af beskyldninger og intimideringer, en mulig bortvisning. Hvis jeg mistede mit legat, ville det være en katastrofe; vi var helt flade efter at min far var rejst; vi havde knap nok penge til huslejen. Frem for alt: Jeg var ude at mig selv af nervøsitet for at mr. Beeman på en eller anden måde havde fundet ud af at Tom Cable og jeg var brudt ind i tomme feriehuse når jeg var ude og besøge ham i The Hamptons. Jeg siger “brudt ind”, selv om vi ikke havde brudt nogen låse op eller ødelagt noget (Toms mor var ejendomsmægler; vi lukkede os ind med ekstranøgler taget fra hendes nøglebræt på kontoret). Hovedsagelig havde vi snuset i skabe og rodet i toiletbordsskuffer, men vi havde også taget nogle ting: øl i et køleskab, nogle Xbox spil og en dvd (Jet Li, Danny the Dog) og penge, cirka 92 dollars i alt: krøllede femmere og tiere fra et syltetøjsglas i køkkenet, bunker af mønter i vaskerummene. Hver gang jeg tænkte på det, fik jeg kvalme. Det var flere måneder siden jeg havde været ude hos Tom, men selv om jeg prøvede at sige til mig selv at mr. Beeman umuligt kunne vide noget om at vi gik ind i de huse – hvordan skulle han kunne det? fór og fløj min fantasi af sted i panikslagen zigzag. Jeg var fast besluttet på ikke at sladre om Tom (også 18

Stillidsen.indd 18

30/01/14 20.17


selv om jeg ikke var så sikker på at han ikke havde sladret om mig), men så sad jeg kønt i det. Hvordan kunne jeg have været så dum? At bryde ind var en forbrydelse; det kom man i fængsel for. I timevis lå jeg forpint vågen natten før, kastede mig frem og tilbage og så regnen slå mod ruden med ujævne stød, mens jeg spekulerede over hvad jeg skulle sige hvis man konfronterede mig med det. Men hvordan skulle jeg kunne forsvare mig når jeg ikke engang vidste hvad de vidste? Goldie sukkede dybt, tog hånden ned og gik baglæns på hælene hen til min mor. “Utroligt,” sagde han til hende med det ene udmattede øje vendt mod gaden. “Vi blev oversvømmet nede i Soho, det har De hørt om, ikke? og Carlos sagde at de havde fået nogle gader afspærret ovre ved FN-bygningen.” Dystert betragtede jeg mængden af folk på vej til arbejde strømme ud af bussen der gik tværs gennem byen, så glædesløse som en hvepsesværm. Vi ville måske have været heldigere hvis vi var gået et par gader længere hen, men min mor og jeg kendte Goldie godt nok til at vide at han ville blive fornærmet hvis vi selv begav os på vej. Men netop da – så pludseligt at det gav et sæt i os alle tre – gled en taxi med skiltet tændt tværs over kørebanen hen til os, mens den sendte en fane af kloaklugtende vand i vejret. “Pas på!” sagde Goldie og sprang til side da taxien pløjede sig frem og standsede – og så bemærkede han at min mor ikke havde nogen paraply. “Vent,” sagde han og var på vej ind i forhallen til den samling af mistede og glemte paraplyer som han opbevarede i en messingdunk ved pejsen og uddelte på regnvejrsdage. “Nej,” råbte min mor og stak hånden ned i tasken efter sin lille bol­sje­ stribede, sammenklappelige paraply, “pyt med det, Goldie, alt i orden –” Goldie sprang tilbage til kantstenen og lukkede taxidøren efter hende. Så lænede han sig ned og bankede på vinduet. “Hav en velsignet dag,” sagde han.

iii Jeg kan godt lide at betragte mig selv som hurtigt opfattende (noget der sikkert gælder alle), og når jeg nedfælder alt dette, er det fristende at indtegne en skygge der kommer glidende ind foroven. Men jeg var døv 19

Stillidsen.indd 19

30/01/14 20.17


og blind for fremtiden; min eneste, lammende, bekymring var mødet på skolen. Da jeg ringede til Tom for at fortælle ham at jeg var blevet midlertidigt bortvist (jeg hviskede det i fastnettelefonen; hun havde taget min mobil), virkede han ikke særlig overrasket over at høre det. “Hør her,” havde han afbrudt mig, “lad nu være med at være dum, Theo, der er ingen der aner noget, du skal bare holde kæft;” og før jeg kunne få et ord mere frem, sagde han: “Jeg bliver nødt til at løbe,” og afbrød forbindelsen. I taxien prøvede jeg at åbne et vindue for at få lidt luft: uden held. Der lugtede som om nogen havde skiftet snavsede bleer på bagsædet eller måske ligefrem havde skidt der og så prøvet at skjule det med noget kokos-luftfrisker der lugtede af solcreme. Sæderne var fedtede og lappet sammen med gaffatape, og støddæmperne var næsten kaput. Hver gang vi ramte et bump, klaprede mine tænder, og det gjorde det religiøse skrammel der dinglede fra bakspejlet også: medaljoner, et buet minia­ ture­sværd der dansede i en plastickæde, og en turbanklædt, skægget guru der betragtede bagsædet med gennemborende øjne med hånden hævet til velsignelse. Langs Park Avenue stod rækker af røde tulipaner ret da vi ræsede forbi. Bollywood-pop – skruet ned til en lav, næsten underbevidst jamren – snoede sig i en spiral og gnistrede hypnotisk, lige på tærsklen af min hørevidde. Træerne var lige ved at få blade. Bybude fra D’Agostino og Gridstedes skubbede vogne læsset med købmandsvarer; hærgede, højhælede forretningskvinder styrtede hen ad fortovet slæbende på modstræbende børnehavebørn; en uniformeret arbejder fejede affald op fra rendestenen i en fejebakke med skaft; advokater og børsmæglere rakte håndfladen frem og rynkede panden, mens de så op på himlen. Mens vi skumplede hen ad Park Avenue (min mor så elendig ud og greb fat i armlænet for at holde sig oppe), kiggede jeg ud ad vinduet på de mavesure hverdagsansigter (bekymret udseende, regnfrakkeklædte mennesker der trængtes ved fodgængerovergangene i bistre flokke, folk der drak kaffe af papkrus og talte i mobiltelefon og skottede fordækt fra side til side) og prøvede af al magt ikke at tænke på den ubehagelige skæbne der måske snart ville ramme mig: noget af det ville muligvis betyde børnedomstol eller fængsel. Taxien svingede brat og pludseligt ind på 86th Street. Min mor gled 20

Stillidsen.indd 20

30/01/14 20.17


ind i mig og greb mig i armen; og jeg kunne se hun var klam og bleg som en torsk. “Er du køresyg?” sagde jeg og glemte et øjeblik mine egne problemer. Hun så elendig ud med et stift udtryk jeg kendte alt for godt: Hendes læber var sammenpressede, panden skinnede, og øjnene var glasagtige og store. Hun begyndte at sige noget så tog hun hånden op for munden da bilen krængede for at standse ved rødt lys og kastede os hårdt tilbage i sædet. “Hold ud,” sagde jeg til hende og lænede mig så frem og bankede på det fedtede plexiglas så det gav et overrasket sæt i chaufføren (en sikh med turban). “Hør,” kaldte jeg gennem gitteret, “det er fint her; vi står af her, ok?” Sikhen – der blev genspejlet i det guirlandeprydede spejl – kiggede vedholdende på mig. “Vil du standse her? “ “Ja, tak.” “Men det er ikke den adresse du sagde.” “Det ved jeg godt. Men det her er udmærket,” sagde jeg og kiggede om på min mor – udtværet mascara, slap, rodende i tasken efter sin pung. “Er hun ok?” sagde chaufføren tvivlende. “Ja, ja, hun har det godt. Vi bliver bare nødt til at stå ud, tak.” Med skælvende hænder fik min mor fisket nogle krøllede, fugtige dollarsedler frem og skubbede dem gennem gitteret. Da sikhen lod hånden glide igennem og tog dem (resigneret, mens han så bort), steg jeg ud og holdt døren åben for hende. Min mor vaklede lidt, trådte op på kantstenen, og jeg tog hendes arm. “Er du ok?” sagde jeg frygtsomt til hende da taxien kørte væk. Vi befandt os på den øverste del af Fifth Avenue, ved de store huse der vender ud mod parken. Hun tog en dyb indånding, så tørrede hun sig over panden og klemte min arm. “Puha,” sagde hun og viftede sig i ansigtet med hånden. Hendes pande skinnede og øjnene var stadig lidt ufokuserede; hun mindede lidt om en forpjusket havfugl der er blæst ud af kurs. “Undskyld, jeg er stadig lidt groggy. Gudskelov vi er ude af den taxi. Det skal nok gå, jeg trænger bare til lidt luft.” Folk strømmede rundt om os på det vindblæste hjørne: skolepiger i uniform, leende og løbende omkring os; barnepiger der skubbede kunst21

Stillidsen.indd 21

30/01/14 20.17


færdige barnevogne med småbørn siddende parvis eller tre ved siden af hinanden. En hærget far der lignede en advokat, strøg forbi os slæbende sin lille søn efter sig med et greb om hans håndled. “Nej, Braden,” hørte jeg ham sige til drengen der småløb ved siden af ham, “sådan skal du ikke tænke, det er vigtigere at have et job du kan lide –” Vi trådte til side for at undgå den spand sæbevand en vicevært tømte ud på fortovet foran sin bygning. “Sig mig,” sagde min mor – med fingerspidserne mod tindingen – “var det kun mig, eller var den taxi utrolig –” “Ækel? Hawaii Tropic og babybæ?” “Helt ærligt –” hun viftede i luften foran sit ansigt – “det ville have været ok hvis det ikke havde været for den uregelmæssige kørsel. Jeg havde det udmærket, og så ramte det mig bare.” “Hvorfor spørger du ikke bare om du må sidde på forsædet?” “Du lyder fuldstændig som din far.” Jeg så væk, forlegen – for jeg havde også hørt det, en antydning af hans irriterende, bedrevidende tonefald. “Lad os gå over til Madison og finde et sted du kan sidde,” sagde jeg. Jeg var ved at dø af sult, og der var en simpel diner derovre jeg godt kunne lide. Men hun rystede kun på hovedet, næsten med en gysen, en synlig bølge af kvalme. “Luft.” Hun strøg noget udtværet mascara væk under øjnene. “Det er rart med frisk luft.” “Selvfølgelig,” sagde jeg, lidt for hurtigt, ivrig efter at være imødekommende. “Hvad som helst.” Jeg gjorde mig store anstrengelser for at være imødekommende, men min mor – urolig og forvirret – havde opfattet mit tonefald; hun så nøje på mig og prøvede at finde ud af hvad jeg tænkte. (Det var en anden dårlig vane vi havde tillagt os, takket være de år vi havde levet sammen med min far: at prøve at læse hinandens tanker.) “Hvad?” sagde hun. “Er der et sted du gerne vil hen?” “Øh, nej, egentlig ikke,” sagde jeg, trådte et skridt tilbage og så mig bestyrtet om; selv om jeg var sulten, syntes jeg ikke jeg kunne tillade mig at kræve noget. “Jeg skal nok blive ok. Bare giv mig et øjeblik.” “Måske –” glippende med øjnene og ophidset, hvad ønskede hun, hvad ville glæde hende? – “hvad med at vi går ind og sætter os i parken?” 22

Stillidsen.indd 22

30/01/14 20.17


Til min lettelse nikkede hun. “Godt,” sagde hun med det jeg kaldte hendes Mary Poppins-stemme, “men kun til jeg får vejret igen,” og vi be­gyndte at gå ned mod fodgængerovergangen ved 79th Street: forbi kunstfærdigt klippede planter i potter i barokstil, massive døre pyntet med jernbeslag. Lyset var blegnet til industrigråt, og blæsten var så kraftig som dampen fra en tekedel. På den anden side af gaden ved parken var kunstnere ved at opstille deres boder, rulle deres lærreder ud, hænge akvarelreproduktioner op af St. Patrick’s katedralen og Brooklyn Bridge. Vi gik tavse af sted. Mine tanker svirrede hastigt rundt om mine egne problemer (havde Toms forældre fået en opringning? Hvorfor havde jeg ikke tænkt på at spørge ham?) og også om hvad jeg ville bestille til morgenmad så snart jeg kunne få hende hen på dineren. (Western omelet med hjemmelavede fritter, en skive bacon; hun ville tage det hun altid tog, ristet rugbrød med pocheret æg og en kop sort kaffe), og jeg lagde knap nok mærke til hvor vi gik, da jeg blev klar over at hun lige havde sagt noget. Hun kiggede ikke på mig, men ud over parken; og hendes udtryk fik mig til at tænke på en berømt fransk film jeg ikke kendte titlen på, hvor urolige mennesker gik ned ad vindomsuste gader og talte meget, men faktisk ikke lod til at tale med hinanden. “Hvad sagde du?” spurgte jeg efter en kort, forvirret pause og gik hurtigere for at indhente hende. “Tidsel hvad for noget?” Hun så overrumplet ud, som om hun havde glemt jeg var der. Den hvide frakke – der blafrede i vinden – forstærkede det langbenede ibis-agtige ved hende, som om hun skulle til at folde vingerne ud og sejle væk over parken. “Tidsel – og hvad så?” “Åh.” Hendes ansigt blev tomt, og så rystede hun brat på hovedet på sin raske, barnlige måde. “Nej, jeg sagde tidslomme.” Selv om det var noget mærkeligt noget at sige, vidste jeg hvad hun mente, eller troede jeg vidste det – den lille stump manglende sammenhæng, de tabte sekunder på fortovet som en kortvarig afbrydelse, eller som nogle scener klippet ud af en film. “Nej, nej, søde ven, bare kvarteret.” Hun purrede op i mit hår og fik mig til at smile skævt og lidt genert: søde ven var mit navn som lille, jeg brød mig ikke mere om det end om at få purret op i håret, men selv om jeg følte mig forlegen, var jeg glad for at se hende i bedre humør. “Det 23

Stillidsen.indd 23

30/01/14 20.17


sker altid heroppe. Hver gang jeg er heroppe, er det som om jeg er atten igen og lige er stået af bussen.” “Her?” sagde jeg tvivlende, mens jeg lod hende holde mig i hånden, noget jeg normalt ikke ville have gjort. “Det er mærkeligt.” Jeg vidste alt om min mors første dage på Manhattan, et godt stykke væk fra Fifth Avenue – på Avenue B, i en atelierlejlighed over en bar hvor bumserne sov på dørtrinnet og værtshusslagsmål bredte sig ud på gaden, og en skør, gammel dame ved navn Mo holdt ti-tolv ulovlige katte i en afspærret trappeskakt på øverste etage. Hun trak på skuldrene. “Ja, men heroppe er det stadigvæk som den første dag jeg så det. Tidstunnel. På Lower East Side – ja, du ved hvordan der er dernede, altid noget nyt, men for mig er det mere denne her Rip Van Winkle-fornemmelse, altid længere og længere bort. Nogle dage vågnede jeg, og det var som om de var kommet og havde flyttet om på butiksfacaderne om natten. Gamle restauranter var lukket, en smart ny bar der hvor renseriet plejede at ligge –” Jeg bevarede en ærbødig tavshed. Tidens gang havde optaget hende meget på det seneste, måske fordi hendes fødselsdag nærmede sig. Jeg er for gammel til det her, havde hun sagt nogle dage forinden, mens vi styrtede rundt i lejligheden og ledte under sofapuderne og rodede i lommerne på frakker og jakker efter tilstrækkeligt med mønter til at betale budet fra takeawayen. Hun stak hænderne i frakkelommerne. “Heroppe er der mere stabilt,” sagde hun. Selv om stemmen var lys, kunne jeg se tågen i hendes øjne; det var tydeligt at hun ikke havde sovet godt, takket være mig. “Upper Park er et af de få steder hvor man stadig kan fornemme hvordan byen så ud i 1890’erne. Også Gramercy Park, og noget af Greenwich Village. Men da jeg kom til New York, troede jeg at kvarteret her var Edith Wharton og Franny og Zooey og Holly på én gang. “Franny og Zooey var West Side.” “Ja, men det var jeg for dum til at vide. Alt hvad jeg kan sige, er at det var ret forskelligt fra Lower East, hjemløse fyre der tændte bål i skraldespande. I weekenden var der magisk heroppe – at gå rundt på museet – lunte rundt i Central Park på egen hånd –” “Lunte?” Så meget af det hun sagde, var eksotisk i mine ører, og lunte 24

Stillidsen.indd 24

30/01/14 20.17


lød som et eller andet hesteudtryk fra hendes barndom: måske en doven galop, en eller anden hestegangart mellem kort galop og trav. “Åh, du ved, bare sådan løbe eller daske rundt som jeg gør. Ingen penge, hul i sokkerne, leve af havregrød. Tro det eller ej, men jeg plejede at gå herop nogle weekender. Sparede til togrejsen tilbage. Det var dengang man stadig havde poletter i stedet for kort. Og selv om det er meningen man skal betale for at komme ind på museet? Den “foreslåede donation”? Jeg må vist have været meget frækkere dengang, eller måske havde man bare ondt af mig, fordi – Åh, nej,” sagde hun i et andet tonefald, standsede helt op, så jeg gik nogle skridt forbi hende uden at bemærke det. “Hvad?” Vendte om. “Hvad er der?” “Mærkede noget.” Hun holdt den flade hånd frem og kiggede på himlen. “Gjorde du også?” Og lige da hun sagde det, var det som om lyset gik ud. Himlen blev hurtigt mørk, mørkere for hvert sekund; blæsten fik parkens træer til at rasle, og de nye blade på træerne sås tydeligt, sarte og gule, mod de sorte skyer. “Gud, er det ikke typisk,” sagde min mor. “Om lidt styrter det ned.” Hun lænede sig ud og kiggede op og ned ad gaden: Ingen taxier. Jeg greb hendes hånd igen. “Kom,” sagde jeg, “vi er nok heldigere på den anden side.” Utålmodigt ventede vi på at der skulle blive grønt. Papirstumper hvirvlede rundt i luften og trimlede ned ad gaden. “Hov, der er en taxi,” sagde jeg da jeg kiggede op ad Fifth Avenue; og lige da jeg sagde det, løb en forretningsmand hen til kantstenen med hånden løftet, og skiltet blev slukket. På den anden side af gaden skyndte kunstnerne sig at dække deres malerier til med plastic. Gadesælgeren var ved at lukke skodderne på sin morgenmadsvogn. Vi skyndte os over, og lige netop som vi var kommet over på den anden side, plaskede en tyk regndråbe ned på min kind. Sporadiske brune cirkler – langt fra hinanden, på størrelse med ticentstykker – begyndte at springe op fra fortovet. “Åh, pokkers også!” udbrød min mor. Hun fumlede i tasken efter sin paraply – der knap nok var tilstrækkelig til én person og da slet ikke til to. 25

Stillidsen.indd 25

30/01/14 20.17


Og så øsede det ned, kold, fejende regn blæste sidelæns ind, brede vindstød boltrede sig i trætoppene og fik markiserne på den anden side af gaden til at blafre. Min mor masede med at få den lille uregerlige paraply slået op, uden synderligt held. Folk på gaden og i parken holdt aviser og mapper over hovedet, mens de pilede op ad trappen til museets søjlegang der var det eneste sted i gaden hvor man kunne komme i læ for regnen. Og der var noget festligt og muntert ved os to da vi skyndte os op ad trappen under den spinkle bolsjestribede paraply, hurtigt hurtigt hurtigt, fuldstændig som om vi var ved at undslippe fra noget forfærdeligt i stedet for at løbe lige ind i det.

iv Tre vigtige ting var sket for min mor efter at hun var kommet til New York med bussen fra Kansas, venneløs og praktisk taget pengeløs. Den første var da en agent fra et modelbureau ved navn Davy Jo Pickering havde fået øje på hende da hun serverede i en kaffebar i Greenwich Village: en underernæret teenager i Doc Martens og genbrugstøj, med en fletning ned ad ryggen der var så lang at hun kunne sidde på den. Da hun kom med hans kaffe, havde han tilbudt hende syv hundrede og derpå et tusind dollars for at afløse en pige der ikke var kommet på arbejde, for at få taget de billeder til et katalog der skulle tages på den anden side af gaden. Han udpegede optagevognen og udstyret der var ved at blive stillet op i Sheridan Square park; han havde optalt sedlerne, lagt dem frem på bordet. “Giv mig ti minutter,” havde hun sagt; hun havde serveret resten af morgenmadsbestillingerne, så havde hun hængt sit forklæde op og var gået. “Jeg var kun postordremodel,” gjorde hun sig altid umage for at fortælle folk – hvormed hun mente at hun aldrig havde været i modeblade eller haute couture, kun i reklametryksager for kædeforretninger, billigt fritidstøj til små skønhedsdronninger i Missouri og Montana. Somme tider var det sjovt, sagde hun, men for det meste var det det ikke: badedragter i januar, rystende af influenza; tweed og uldne sweatre i sommervarmen hvor hun var ved at få hedeslag blandt falsk efterårsløv, mens en studievifte blæste varm luft og en fyr fra makeupafdelingen pilede ind mellem optagelserne for at pudre sveden af hendes ansigt. 26

Stillidsen.indd 26

30/01/14 20.17


Men i løbet af de år hvor hun bare stod og lod som om hun var på college – stift poserende to eller tre sammen i et fingeret campus-miljø med bøger knuget ind til brystet – lykkedes det hende at spare så mange penge sammen at hun kunne komme på college i virkeligheden: kunsthistorie på universitetet i New York. Hun havde aldrig set et væsentligt maleri i virkeligheden, før hun var atten og flyttede til New York, og hun hungrede efter at indhente det forsømte – “ren fryd, himmelsk,” havde hun sagt, begravet i kunstbøger eller i færd med at studere de samme gamle diapositiver (Manet, Vuillard), indtil hendes øjne begyndte at sløres. (“Det er skørt,” havde hun sagt, “men jeg ville være helt tilfreds med at sidde og kigge på de samme seks-syv malerier resten af livet. Jeg kan ikke forestille mig nogen bedre måde at blive sindssyg på.”) College var den anden vigtige ting der var sket for hende i New York – for hende var det sikkert den vigtigste. Og hvis det ikke havde været for den tredje ting (at møde min far og gifte sig med ham – ikke så heldigt som de første to), ville hun sikkert have taget sin magistergrad og være fortsat med en ph.d. Hver gang hun havde nogle timer til rådighed, satte hun altid kursen mod Frick samlingen eller Museum of Modern Art eller Metropolitan Museum, og det var derfor jeg, da vi stod i museets dryppende søjlegang og kiggede ud på den disede Fifth Avenue og regndråberne der hoppede hvidt på gaden, ikke blev forbavset da hun rystede paraplyen og sagde: “Måske skulle vi gå ind og snuse lidt rundt indtil det holder op.” “Øh –” Det jeg havde lyst til, var morgenmad. “Selvfølgelig.” Hun kiggede på sit ur. “Det kan vi lige så godt. Vi kan ikke få en taxi midt i alt det her.” Hun havde ret. Men jeg var alligevel sulten. Hvornår skal vi spise? tænkte jeg gnavent, mens jeg fulgte efter hende op ad trappen. Mig bekendt ville hun blive så gal i hovedet efter mødet at hun slet ikke ville tage mig med ud til frokost, og jeg ville blive nødt til at tage hjem og spise en myslibar eller sådan noget. Alligevel føltes museet altid som en fridag; og da vi først var indenfor, med den glade larm fra turister alle vegne, følte jeg mig ejendommeligt afsondret fra det som dagen ellers ville rumme. I den store sal var der støj, og der lugtede surt af vådt overtøj. En gennemblødt gruppe af ældre asiater susede forbi efter en knitrende stewardesse-agtig guide; sjuskede 27

Stillidsen.indd 27

30/01/14 20.17


pigespejdere trykkede sig hviskende sammen nær garderoben; ved siden af informationsskranken stod en række kadetter fra et militærakademi i grå messeuniformer, uden kasketter og med hænderne foldet på ryggen. For mig – en dreng fra byen, altid begrænset af lejlighedens vægge – var museet hovedsagelig interessant på grund af dets umiddelbare størrelse, et palads hvor rummene fortsatte evigt og blev mere og mere forladte jo længere ind man gik. Nogle af de oversete soveværelser og med reb afspærrede opholdsstuer langt inde i afdelingen for europæisk indretningsarkitektur var ligesom hensunket i en dyb fortryllelse, som om ingen havde sat deres fod der i mange hundrede år. Lige siden jeg var begyndt at tage toget alene, havde jeg elsket at gå rundt her alene og strejfe om indtil jeg for vild, vandre længere og længere ind i labyrinten af udstillingssale, indtil jeg somme tider kunne befinde mig i glemte sale med rustninger og porcelæn som jeg aldrig havde set før (og af og til heller aldrig kunne finde igen). Mens jeg stod bag ved min mor i billetkøen, lagde jeg hovedet tilbage og stirrede stift op i den hvælvede loftskuppel to etager ovenover: hvis jeg stirrede stift nok, kunne jeg somme tider få det til at føles som om jeg svævede rundt deroppe som en fjer, et nummer fra min tidlige barndom der blegnede efterhånden som jeg blev ældre. Imens masede min mor med sin pung – hun var forpustet og havde rød næse af vores løbetur gennem regnen. “Måske kigger jeg lige ind i gavebutikken når vi er færdige,” sagde hun. “Jeg er sikker på at det sidste Mathilde ønsker sig, er en kunstbog, men det bliver svært for hende at beklage sig særligt over det uden at lyde dum.” “Kors,” sagde jeg. “Gaven er til Mathilde?” Mathilde var artdirectoren i det reklamebureau hvor min mor arbejdede; hun var datter af en stor erhvervsmand der importerede franske stoffer, var yngre end min mor og notorisk irritabel, tilbøjelig til at få hidsighedsanfald hvis bilservicen eller cateringen ikke var som de skulle være. “Ja.” Uden et ord bød hun mig et stykke tyggegummi som jeg tog imod, og smed så pakken ned i tasken igen. “Jeg mener, det er det der betyder noget for Mathilde, den velvalgte gave bør ikke koste en masse penge, det handler kun om den fuldendte, prisbillige brevpresser fra loppemarkedet. Hvad der sikkert ville være fantastisk hvis der var nogen af os der havde tid til at tage ind til byen og gennemstøve loppemarkedet. 28

Stillidsen.indd 28

30/01/14 20.17


Sidste år da det var Prus tur –? Der gik panik i hende, så hun løb ind til Saks i frokostpausen og endte med at bruge halvtreds dollars af sine egne penge oven i det de gav hende, til solbriller, Tom Ford tror jeg, og Mathilde skulle alligevel absolut lade en bemærkning falde om amerikanere og forbrugskulturen. Pru er ikke engang amerikaner, hun er australier.” “Har du diskuteret det med Sergio?” sagde jeg. Sergio – der sjældent ses på kontoret, om end tit i sladderspalterne med folk som Donatella Versace – var den mangemillionær som ejede min mors firma; at “diskutere ting med Sergio” svarede til at spørge: “Hvad ville Jesus gøre?” “Sergios idé om en kunstbog er Helmut Newton eller måske den coffeetable-bog som Madonna lavede for nogen tid siden.” Jeg skulle til at spørge hvem Helmut Newton var, men fik så en bedre idé. “Hvorfor giver du hende ikke et Metrokort?” Min mor rullede med øjnene. “Det burde jeg virkelig gøre.” Der havde fornylig været panik på arbejdet da Mathildes bil blev forsinket i trafikken, og hun strandede i Williamsburg i en smykkekunstners atelier. “Sådan – anonymt. Læg et på hendes skrivebord, et gammelt et uden penge på. Bare for at se hvad hun ville gøre.” “Jeg kan godt fortælle dig hvad hun ville gøre,” sagde min mor, idet hun lod sit medlemskort glide gennem billetlugen. “Fyre sin sekretær og sikkert også halvdelen af dem i produktionsafdelingen.” Min mors reklamebureau specialiserede sig i tilbehør til kvinder. Hele dagen lang overvågede hun, under Mathildes ophidsede og en anelse ondskabsfulde blik, optagelser hvor krystaløreringe glitrede på driver af falsk feriesne, og krokodilletasker – uden opsyn, på bagsæderne af forladte limousiner – glødede i koronaer af himmelsk lys. Hun var god til det hun lavede; hun foretrak at arbejde bag kameraet frem for foran det; og jeg vidste hun syntes det var skønt at se sine værker i undergrunden og på billboards på Times Square. Men trods al den glans og herlighed på jobbet (champagnebrunch, gaveposer fra Bergdorf ’s) var arbejdstiden lang, og inderst inde var der noget hult ved det, som gjorde hende ked af det – det vidste jeg. Det hun helst ville, var at vende tilbage til fakultetet igen, selv om vi naturligvis begge vidste at der ikke var stor chance for det, nu da min far havde forladt os. “Okay,” sagde hun, vendte sig om fra lugen og rakte mig min billet, “hjælp mig med at holde øje med tiden, ikke? Det er en kæmpeudstilling” 29

Stillidsen.indd 29

30/01/14 20.17


– (hun pegede på en plakat, PORTRÆTKUNST OG NATURES MORTES: GULDALDERMESTERVÆRKER FRA NORDEUROPA) – “vi kan ikke se det hele denne gang, men der er et par ting ...” Hendes stemme svævede bort, mens jeg fulgte i hælene på hende op ad den Store Trappe – splittet mellem den forsigtige trang til at holde mig tæt på hende og lysten til at luske et par skridt bagefter og prøve at lade som om jeg ikke var sammen med hende. “Jeg kan ikke fordrage at styrte sådan igennem det,” sagde hun nu, da jeg indhentede hende øverst på trappen, “men det er jo også sådan en udstilling hvor man bliver nødt til at komme to-tre gange. Der er Dr. Nicolaes Tulps anatomilektion, og det bliver vi nødt til at se, men det jeg egentlig helst vil se, er et lillebitte, sjældent arbejde af en maler der var Vermeers lærer. Den største gamle mester du aldrig har hørt om. Frans Hals’ malerier er også det helt store. Du kender Hals, ikke? Den muntre svirebror? Og det med forstanderne for fattighusene?” “Jo,” sagde jeg tøvende. Af de malerier hun havde nævnet, var Dr. Nicolaes Tulps anatomilektion det eneste jeg kendte. En detalje fra det sås på plakaten for udstillingen: blegt kød, mange nuancer af sort, alkoholisk udseende tilskuere med blodskudte øjne og røde næser. “Brochurekunst,” sagde min mor. “Her, drej til venstre.” Ovenpå føltes det iskoldt med mit hår stadig vådt af regnen. “Nej, nej, denne vej,” sagde min mor og greb mig i ærmet. Det var svært at finde udstillingen, og da vi gik gennem de travle gallerier (snoede os ind og ud gennem mængden, drejede til højre, drejede til venstre, gik tilbage igen gennem labyrinter af forvirrende skiltning og oversigter), dukkede store, dystre reproduktioner af Dr. Nicolaes Tulps anatomilektion op med uregelmæssige mellemrum og i uventede situationer, ondsindede vej­ visere, det samme gamle lig med den flåede arm, røde pile nedenunder: operationsstue, denne vej. Jeg var ikke særlig begejstret ved udsigten til en masse billeder af hollændere i sort tøj, og da vi skubbede os gennem glasdørene – fra ekkofyldte sale ind i tæppebelagt tysthed – troede jeg først vi var gået ind i den forkerte sal. Væggene glødede med en varm, mat dis af yppighed, en fælles mættet patina af ælde: men så spredtes det alt sammen i klarhed og farve og rent nordisk lys, portrætter, interieurer, nature morter, nogle var ganske små, andre majestætiske: damer med ægtemænd, damer med 30

Stillidsen.indd 30

30/01/14 20.17


skødehunde, ensomme skønheder i broderede fine kjoler og portrætter af prægtige købmænd iført ædelsten og pelsværk. Hærgede festborde der flød med skrællede æbler og valnøddeskaller; draperede gobeliner og sølvtøj; trompe-l’oeil-malerier med kravlende insekter og stribede blomster. Og jo dybere vi gik ind, jo mærkeligere og smukkere blev billederne. Skrællede citroner, hvor skallen var blevet lidt hårdere der hvor kniven havde snittet, det grønlige skær af en plet mug. Lyset der faldt på randen af et halvtømt vinglas. “Jeg kan også lide dette her,” hviskede min mor da hun kom hen ved siden af mig ved en ret lille og særlig uforglemmelig nature morte: en hvid sommerfugl mod en mørk baggrund, svævende over en rød frugt. Baggrunden – en dyb, sort chokoladefarve – havde en kompliceret varme over sig der fik en til at tænke på overfyldte lagerrum og historie, tidens gang. “De hollandske malere vidste virkelig hvordan man skulle bearbejde denne grænse – hvor modenhed glider over i råddenskab. Frugten er fuldendt, men den vil ikke holde, den er lige ved at blive dårlig. Og se især her,” sagde hun og rakte hånden ind over min skulder for at tegne i luften med fingeren, “dette parti – sommerfuglen.” Den bageste vinge var så pulveragtig og sart at det så ud som om farven ville gå af hvis hun rørte ved den. “Hvor smukt han udformer det. Stilhed med en skælven af bevægelse.” “Hvor lang tid tog det ham at male det?” Min mor, der havde stået lidt for tæt på, trådte tilbage for at betragte maleriet – uden at ænse den tyggegummityggende museumsbetjent hvis opmærksomhed hun havde tiltrukket sig, og som nu stod og stirrede på hendes ryg. “Tja, hollænderne opfandt mikroskopet,” sagde hun. “De var juvelerer, linseslibere. De vil have det hele så detaljeret som muligt. Hver gang man ser fluer eller insekter på en nature morte – et visnet kronblad, en sort plet på et æble – giver maleren én en hemmelig meddelelse. Han fortæller at levende ting ikke varer – det er alt sammen midlertidigt. Døden i livet. Det er derfor man kalder det nature morte. Måske ser man den ikke i begyndelsen med al den skønhed og blomstring, den lille plet råddenskab. Men hvis du ser nøje efter – så er den der.” Jeg lænede mig ned for at læse beskrivelsen, trykt med diskrete bog­ 31

Stillidsen.indd 31

30/01/14 20.17


staver på væggen, der oplyste mig om at maleren – Adriaen Coorte, fødsels- og dødsdag usikre – havde været ukendt i sin egen tid, og at hans værker ikke var blevet anerkendt før i 1950’erne. “Hov,” sagde jeg, “mor, har du set det her?” Men hun var allerede gået videre. Rummene var kølige og tyste, med forsænkede lofter og uden den store sals paladsagtige larmen og ekko. Selv om udstillingen var nogenlunde velbesøgt, var der alligevel en stemning ved den som af stille vandløb der bugter sig sindigt af sted, en vis hermetisk tætlukket ro: lange sukke og overdrevne udåndinger som i et lokale fuldt af studerende der er til eksamen. Jeg fulgte i hælene på min mor, mens hun zigzaggede fra portræt til portræt, fra blomster til spilleborde til frugt, meget hurtigere end hun normalt gik gennem en udstilling – hun ignorerede en hel del af malerierne (vores fjerde sølvdrikkekrus eller døde fasan) og drejede brat om mod andre uden at tøve. (“Se nu Hals. Han er somme tider så banal med alle de drikkebrødre og tjenestepiger, men når han er på, er han på. Ikke noget med pertentlighed og præcision, han arbejder vådt-på-vådt, klask, klask, det er alt sammen så hurtigt. Ansigterne og hænderne – gengivet virkelig raffineret, han ved at det er det blikket tiltrækkes af, men se på tøjet – så løst – næsten skitseret. Se hvor åben og moderne hans penselføring er!”) Vi stod en tid foran et Hals-portræt af en dreng med et dødningehoved. (“Du må ikke blive gal, Theo, men hvem synes du han ligner? Én” – hun trak mig i håret i nakken – “der kunne trænge til at blive klippet?” – og også to store Hals-portrætter af officersbanketter, som hun fortalte mig var meget, meget berømte og havde haft en enorm indflydelse på Rembrandt. (“Van Gogh elskede også Hals. Et sted skriver han om Hals, og der står: Frans Hals har ikke mindre end niogtyve nuancer af sort! Eller var det syvogtyve?”) Jeg fulgte efter hende med en slags fortumlet fornemmelse af den tid der var gået, henrykt over hvor optaget hun var, hvordan hun lod til at have glemt at minutterne fløj af sted. Det virkede som om vores halve time næsten var gået; men jeg ville stadig gerne forsinke og distrahere hende i det barnagtige håb at tiden ville løbe fra os, og vi ikke ville nå det møde. “Men nu Rembrandt,” sagde min mor. “Alle siger altid at hans malerier handler om fornuft og oplysning, den gryende videnskabelige forskning, alt sådan noget, men jeg synes det er uhyggeligt så høflige og formelle 32

Stillidsen.indd 32

30/01/14 20.17


de er, mens de maser rundt om dissektionsbordet som en buffet ved et cocktailselskab. Selv om – kan du se de to forvirrede fyre i baggrunden der? De kigger ikke på liget – de kigger på os. Dig og mig. Som om de kan se vi står her foran dem – to mennesker fra fremtiden. Forbløffede. ‘Hvad laver I her’? Meget naturalistisk. De har alt for travlt med liget. Men så –” hun tegnede liget i luften med sin finger – “kroppen er overhovedet ikke malet på nogen naturalistisk måde, hvis du kigger på den. Den udsender et mærkeligt skær, kan du se? Næsten en obduktion af en Alien. Se hvordan det oplyser ansigterne på de mænd der kigger ned på liget. Ligesom om det skinner med sin egen lyskilde? Han maler det med denne radioaktive beskaffenhed, fordi han vil henlede vores blik på det – få det til at springe ud mod os. Og her –” hun pegede på den flåede hånd – “se hvordan han henleder opmærksomheden på den ved at male den så stor, helt ude af proportioner med resten af kroppen? Han har endda vendt den om så tommelfingeren sidder på den forkerte side, kan du se det? Jamen, det gjorde han ikke ved en fejltagelse. Huden er taget af hånden – vi ser det straks, noget meget forkert – men ved at vende tommelfingeren får han det til at virke endnu mere forkert, man opfatter det underbevidst, selv om man ikke kan sætte fingeren på det, noget der virkelig ikke er i orden, ikke er rigtigt. Meget dygtigt trick.” Vi stod bag en gruppe asiatiske turister, så mange hoveder at jeg dårligt nok kunne se billedet, men jeg var nu også ret ligeglad, for jeg havde set pigen. Hun havde også set mig. Vi havde kigget lidt på hinanden, mens vi gik gennem salene. Jeg var ikke engang sikker på hvad der var så interessant ved hende, for hun var yngre end jeg og så lidt mærkelig ud – slet ikke som de piger jeg plejede at falde for, kølige, alvorlige skønheder der så sig hånligt om på gangen og gik ud med store drenge. Pigen her havde knaldrødt hår; hun havde raske bevægelser, ansigtet var skarpskårent og skælmsk og ejendommeligt, og øjnene havde en sær farve, de var gyldne som en brun honningbi. Og selv om hun var helt tynd og kejtet, og på en måde næsten grim, var der alligevel også noget over hende der fik det til at kilde i maven. Hun gik og svingede frem og tilbage med et ramponeret fløjtehylster – en pige fra byen? På vej til en spilletime? Måske ikke, tænkte jeg, mens jeg gik rundt bag om hende og fulgte efter min mor ind i den næste sal; hendes tøj var lidt for uinteressant og forstadsagtigt; hun var sikkert turist. Men hun bevægede sig med en større selvsikkerhed 33

Stillidsen.indd 33

30/01/14 20.17


end de fleste af de piger jeg kendte; og det snedige, fattede blik hun lod glide over mig da hun strøg forbi, gjorde mig vanvittig. Jeg gik i hælene på min mor, men lagde kun delvis mærke til hvad hun sagde, da hun standsede så brat foran et maleri at jeg næsten busede ind i hende. “Åh, undskyld –!” sagde hun, uden at se på mig og trådte et skridt tilbage for at gøre plads. Hendes ansigt så ud som om nogen havde tændt lys i det. “Det er det billede jeg talte om,” sagde hun. “Er det ikke fantastisk?” Jeg lænede hovedet i retning af min mor, med en holdning som hos en der lytter opmærksomt, mens mine øjne flakkede tilbage til pigen. Hun gik sammen med en sjov, gammel, hvidhåret type som jeg på grund af det skarpskårne ansigt gættede på var i familie med hende, måske hendes bedstefar: hanefjedsmønstret frakke, lange, smalle snøresko der skinnede som glas. Hans øjne var tætsiddende og næsen spids og fugleagtig; han haltede – faktisk havde hele kroppen slagside, den ene skulder sad højere end den anden; og hvis han havde været mere sammenfalden, kunne man have sagt at han var pukkelrygget. Men der var alligevel noget elegant over ham. Og man kunne tydeligt se at han tilbad pigen, så muntert og selskabeligt som han haltede af sted ved siden af hende, meget forsigtig med hvor han satte fødderne og med hovedet bøjet ned mod hende. “Det er nærmest det første billede jeg nogen sinde rigtigt har elsket,” sagde min mor nu. “Tænk engang, det var i en bog jeg plejede at låne på biblioteket da jeg var barn. Jeg plejede at sidde på gulvet ved sengen og stirre på det i timevis, fuldkommen fascineret – den lille fyr! Og jeg mener, det er utroligt hvor meget man kan lære om et maleri ved at bruge megen tid på at betragte en reproduktion, endda en reproduktion der ikke er særlig god. Jeg begyndte med at elske fuglen sådan som man ville elske et kæledyr eller sådan noget, og endte med at elske den måde den var malet på.” Hun lo. “Dr. Nicolaes Tulps anatomilektion var faktisk i den samme bog, men det billede var jeg ved at dø af skræk over. Jeg plejede at smække bogen i når jeg ved en fejltagelse havde slået op på den side.” Pigen og den gamle mand var kommet hen ved siden af os. Genert lænede jeg mig frem og kiggede på maleriet. Det var et lille billede, det 34

Stillidsen.indd 34

30/01/14 20.17


mindste på udstillingen, og det enkleste: en gul stillids imod en enkel, bleg baggrund, lænket til en pind ved dens kvisttynde ankel. “Han var Rembrandts elev, Vermeers lærer,” sagde min mor. “Og dette ene lille maleri er faktisk det manglende mellemled mellem de to – dette klare, rene dagslys, man kan se hvor Vermeer fik sit karakteristiske lys fra. Selvfølgelig vidste jeg ikke noget om den slags eller interesserede mig for det da jeg var barn, den historiske betydning. Men den er der.” Jeg trådte et skridt tilbage for bedre at kunne se det. Det var en ligefrem og prosaisk lille skabning, der var intet sentimentalt ved den; og der var noget ved den nette, kompakte måde den puttede sig i sin egen krop på – dens kvikhed, dens årvågne, vagtsomme udtryk – der fik mig til at tænke på billeder jeg havde set af min mor da hun var lille: en mørkhættet finke med rolige øjne. “Det var en berømt tragedie i hollandsk historie,” sagde min mor. “En meget stor del af byen blev ødelagt.” “Hvad?” “Katastrofen i Delft. Der dræbte Fabritius. Hørte du læreren deromme som fortalte børnene om det?” Det gjorde jeg. Der havde været tre grufulde landskabsbilleder af en maler ved navn Egbert van der Poel, forskellige partier af det samme ulmende område: nedbrændte, ødelagte huse, en vindmølle med lasede vinger, krager der kredsede rundt på en røgfyldt himmel. En dame der så officiel ud, havde højlydt forklaret en gruppe mellemskoleunger at en krudtfabrik eksploderede i Delft i 1600-tallet, ­at maleren var blevet så hjemsøgt og besat af sin bys ødelæggelse at han havde malet det igen og igen. “Nå, men Egbert var nabo til Fabritius, han mistede stort set forstanden efter krudteksplosionen, sådan synes jeg i hvert fald det virker, men Fabritius blev dræbt, og hans atelier blev ødelagt. Sammen med næsten alle hans malerier, bortset fra det her.” Hun lod til at vente på at jeg skulle sige noget, men da jeg ikke gjorde det, fortsatte hun: “Han var en af de største malere i sin egen tid, i en af malerkunstens største perioder. Meget, meget berømt i sin samtid. Men det er trist, for måske er det kun fem-seks af hans malerier der har overlevet, af alle hans værker. Resten gik tabt – alt hvad han nogen sinde har lavet.” Pigen og hendes bedstefar stod stilfærdigt ude til siden og lyttede til 35

Stillidsen.indd 35

30/01/14 20.17


min mor der talte, hvilket var lidt pinligt. Jeg kiggede væk og så kiggede jeg – ude af stand til at modstå det – tilbage igen. De stod meget tæt på, så tæt at jeg kunne have rakt hånden ud og rørt ved dem. Hun daskede den gamle mand på ærmet, trak og halede ham i armen for at hviske ham noget i øret. “I hvert fald, hvis du spørger mig,” sagde min mor nu, “er dette her det mest usædvanlige billede på hele udstillingen. Fabritius gør noget klart som han opdagede helt alene, som ingen maler i verden vidste før ham – ikke engang Rembrandt.” Meget sagte – så sagte at jeg næsten ikke kunne høre det – hørte jeg pigen hviske: “Blev den nødt til at leve hele livet sådan der?” Jeg havde stået og tænkt på det samme; den lænkede fod, kæden var forfærdelig; bedstefaderen mumlede et svar, men min mor (der overhovedet ikke lod til at være klar over at de var der, selv om de stod så tæt på) trådte et skridt tilbage og sagde: “Det er sådan et gådefuldt billede, så enkelt. Virkelig sart – opfordrer en til at gå tættere på, ikke? Alle de døde fasaner deromme, og så denne lille levende skabning.” Jeg vovede endnu et stjålent blik i retning af pigen. Hun stod på ét ben med hoften skubbet ud til siden. Så vendte hun sig – ganske pludseligt – og så mig ind i øjnene; mit hjerte sprang et slag over i min forvirring, og jeg så væk. Hvad hed hun? Hvorfor var hun ikke i skole? Jeg havde prøvet at tyde det nedkradsede navn på fløjtehylsteret, men selv da jeg lænede mig så langt frem som jeg turde uden at det blev for påfaldende, kunne jeg alligevel ikke læse de flotte, spidse tusstreger, mere tegnede end skrevne, ligesom noget der var blevet sprayet på et tog i undergrundsbanen. Efternavnet var kort, kun fire-fem bogstaver; det første lignede et R, eller var det P? “Folk dør jo,” sagde min mor. “Men det er så fortvivlende og unødvendigt sådan som vi mister ting. Af ren skødesløshed. Brande, krige. Parthenon brugt som ammunitionslager. Det som det lykkes os at redde af historien, er vel et mirakel.” Bedstefaderen var gledet nogle få malerier væk; men hun, pigen, nølede og var nogle skridt bagefter, og hun blev ved med at skotte tilbage til min mor og mig. Smuk hud: mælkehvide arme som udskåret marmor. Hun så afgjort sporty ud, men for bleg til at være tennisspiller; måske 36

Stillidsen.indd 36

30/01/14 20.17


var hun balletdanser eller gymnast, eller måske endda en udspringer der øvede sig sent i skyggefulde, indendørsbassiner, ekkoer og lysbrydninger, mørke fliser. Sprang med buet bryst og strakte tåspidser ned på bunden af bassinet, et tyst pow, skinnende sort badedragt, bobler der skummede og strømmede fra hendes lille, spændte skikkelse. Hvorfor blev jeg så besat af mennesker på den måde? Var det normalt at få en binding til fremmede på denne specielt levende, febrilske måde? Det troede jeg ikke. Det var umuligt at forestille sig at en tilfældigt forbipasserende på gaden ville fatte helt så stor en interesse for mig. Og dog var det hovedårsagen til at jeg var gået ind i de huse med Tom: Jeg var fascineret af fremmede, ville vide hvilken mad de spiste og hvilke tallerkener de spiste af, hvilke film de så og hvilken musik de lyttede til, jeg ville kigge under deres senge og i deres hemmelige skuffer og natborde og i deres frakkelommer. Tit så jeg folk på gaden der virkede interessante, og jeg tænkte rastløst på dem i dagevis, forestillede mig deres tilværelse, digtede historier om dem i toget eller i bussen gennem byen. Der var gået år, og jeg var stadig ikke holdt op med at tænke på de mørkhårede børn i katolsk skoleuniform – bror og søster – som jeg havde set på Grand Central, mens de bogstavelig talt prøvede at hale deres far ud ad døren til en lurvet bar med et greb i hans jakkeærmer. Jeg havde heller ikke glemt den skrøbelige, sigøjneragtige pige i en kørestol foran Carlyle Hotel, der sad og talte forpustet på italiensk til en dunet hund som hun havde på skødet, mens en snedig type med solbriller (far? bodyguard?) stod bag kørestolen og åbenbart var i færd med at afslutte en forretningsaftale i telefonen. I årevis havde jeg grublet over disse fremmede mennesker og spekuleret over hvem de var og hvordan deres tilværelse var, og jeg vidste jeg ville tage hjem og spekulere over denne pige og hendes bedstefar på samme måde. Den gamle mand havde penge; det kunne man se på hans tøj. Hvorfor var det kun de to? Hvor var de fra? Måske hørte de til i en stor, kompliceret New York-familie – musikfolk, akademikere, en af de kunstneriske West Side-familier man så nær Columbia eller ved matinéer i Lincoln Center. Eller måske var han – selv om han var en hyggelig, kultiveret gammel skabning – slet ikke hendes bedstefar. Måske var han musiklærer, og hun var det fløjtespillende vidunderbarn han havde opdaget i en eller anden lille by og havde taget med hen for at spille i Carnegie Hall – 37

Stillidsen.indd 37

30/01/14 20.17


“Theo?” sagde min mor pludselig. “Hørte du hvad jeg sagde?” Hendes stemme fik mig tilbage til virkeligheden. Vi befandt os i udstillingens sidste rum. Derefter kom museumsbutikken – postkort, kasseapparat, skinnende stabler af kunstbøger – og min mor havde desværre ikke mistet følingen med tiden. “Vi burde se om det stadig regner,” sagde hun. “Vi har stadig lidt tid –” (hun så på sit ur og kiggede forbi mig på Ud-skiltet) – “men jeg må vist hellere gå nedenunder hvis jeg skal prøve at få fat på noget til Mathilde.” Jeg lagde mærke til at pigen iagttog min mor da hun talte – hendes øjne gled nysgerrigt over min mors glatte, sorte hestehale, den hvide silkeagtige trenchcoat strammet ind i livet – og det betog mig at se hende et øjeblik som pigen så hende, som en fremmed. Kunne hun se hvordan min mors næse havde en lillebitte bule øverst, hvor hun havde brækket den ved at falde ned fra et træ som barn? Eller hvordan de sorte ringe om de lyseblå regnbuehinder i min mors øjne forlenede hende med noget lettere utæmmet, indtrykket af et jagende væsen med et stærkt blik alene på en slette? “Ved du hvad –” min mor kiggede sig tilbage over skulderen – “hvis du ikke har noget imod det, kunne jeg lige løbe tilbage og kaste et hurtigt blik på Dr. Nicolaes Tulps anatomilektion før vi går. Jeg fik ikke set det tæt på, og jeg er bange for at jeg ikke når at komme tilbage hertil før de tager det ned.” Hun begyndte at gå væk, hendes sko klaprede travlt – og så kiggede hun tilbage som for at sige: Kommer du? Det var så uventet at jeg i en brøkdel af et sekund ikke vidste hvad jeg skulle sige. “Øh,” sagde jeg og fattede mig, “vi mødes i butikken.” “Okay,” sagde hun. “Køb nogle postkort til mig, ikke? Jeg er tilbage om et sekund.” Og af sted skyndte hun sig, før jeg fik mulighed for at sige et ord. Med bankende hjerte og ude af stand til at tro på mit held, så jeg hende gå hurtigt væk fra mig i den hvide silketrenchcoat. Her var den, min chance for at tale med pigen; men hvad kan jeg sige til hende, tænkte jeg rasende, hvad kan jeg sige? Jeg stak hænderne i lommerne, trak vejret et par gange for at fatte mig, og – med ophidselsen sydende klart i maven – vendte jeg mig om for at stå ansigt til ansigt med hende. Men til min bestyrtelse var hun væk. Det vil sige, væk var hun nu ikke; 38

Stillidsen.indd 38

30/01/14 20.17


derhenne var hendes røde hår hvor hun (tilsyneladende) modstræbende bevægede sig tværs gennem lokalet. Hendes bedstefar havde stukket sin arm ind under hendes og var –med en begejstret hvisken – ved at bugsere hende væk for at kigge på et billede på den modsatte væg. Jeg kunne have slået ham ihjel. Nervøst skævede jeg til den tomme døråbning. Så borede jeg hænderne dybere ned i lommerne og – med blussende ansigt – gik, så man tydeligt kunne bemærke det, tværs gennem salen. Uret tikkede; min mor ville være tilbage hvad øjeblik det skulle være; og selv om jeg vidste at jeg ikke ville turde komme brasende og rent faktisk sige noget, kunne jeg i det mindste få et sidste godt glimt af hende. For ikke så længe siden var jeg blevet længe oppe sammen med min mor for at se Citizen Kane, og jeg var meget betaget af tanken om at man flygtigt kunne lægge mærke til en fortryllende fremmed og huske hende resten af livet. En dag ville jeg måske også være som den gamle mand i filmen, læne mig tilbage i stolen med et fjernt udtryk i øjnene og sige: “Det var jo for tres år siden, og jeg så aldrig den rødhårede pige igen, men ved De hvad? Der er ikke gået en måned i al den tid hvor jeg ikke har tænkt på hende.” Jeg var mere end halvvejs gennem salen da der skete noget mærkeligt. En museumsvagt løb gennem den åbne dør til museumsbutikken på den anden side. Han havde noget i armene. Pigen så det også. Hendes gyldenbrune øjne mødte mine: et forskrækket, spørgende udtryk. Pludselig fløj en anden vagtmand ud af museumsbutikken. Hans arme var løftede, og han skreg. Hoveder løftedes. Nogen bag mig sagde mærkelig tonløst: Åh! I næste øjeblik blev rummet rystet af en kolossal, øredøvende eksplosion. Den gamle mand snublede sidelæns – hans ansigtsudtryk var tomt. Hans udstrakte arm – krogede fingre spredt – er det sidste jeg kan huske. I næsten nøjagtigt det samme øjeblik kom der et sort glimt, med brokker og splinter fejende og hvirvlende rundt om mig, og et brøl af varm blæst der bragede ind i mig og kastede mig tværs gennem rummet. Og det var det sidste jeg opfattede i et stykke tid.

39

Stillidsen.indd 39

30/01/14 20.17


110mm

Ny roman af Donna Tartt – forfatter til bestsellerne Den hemmelige historie og Den lille ven.

”Enestående og ventetiden værd.” – Kirkus Reviews

”En fængslende roman med en lige så fængslende helt.” – The Bookseller

56mm

155mm

110mm

”Stillidsen er en sjældenhed, som indfinder sig, måske, fem-seks gange i løbet af et årti, en flot litterær roman, der rører både hjerte og tanker.” – Stephen King, New York Times Book Review

Theo Decker er 13 år, da han på mirakuløs vis overlever en eksplosion på et kunstmuseum i New York, mens hans elskede mor omkommer. Ved ulykken kommer han i besiddelse af et 231mm

”Tartts skarpe, udfordrende, fængslende og eksplosive roman undersøger eksistensens hemmeligheder og besvær, skønhed og besættelse og de løfter, som kunsten kan give.”

155mm

værdifuldt kunstværk fra 1600-tallet – et fascinerende billede af en lille fugl, Stillidsen. Han bærer det eftertragtede maleri med sig igennem sin ungdom, og efterhånden trækkes han ind i kunstens kriminelle og dødsensfarlige underverden.

– Booklist

Stillidsen er en gribende fortælling om en ung mands dannelse og en uforglemmelig odyssé gennem Amerika. Et fængslende

Donna Tartt (1963) er født i Greenwood,

drama om tab og overlevelse, kærlighed, identitet og skæbne.

Mississippi. Hun debuterede i 1992 med Den hemmelige historie, der blev en enorm international succes. Ti år senere udkom Den

”… storslået dickensk roman, der væver Tartts mange bemærkelsesværdige talenter som romanforfatter sammen til en bragende flot og symfonisk helhed, og som minder os læsere om den store fryd og fordybelse, der er forbundet med at læse.” – The New York Times

lille ven. Donna Tartt er også essayist og kritiker.

ISBN 978-87-1135-453-7

9 788711 354537

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

Omslag: Mikkel Henssel efter originalomslag af Little, Brown and Company, USA Omslagsbillede: Carel Fabritius, Stillidsen, (1654, olie på lærred), © The Bridgeman Art Library Limited Forfatterfoto: Beowulf Sheehan


Stilidsen af donna tartt