Page 1


Til Gates, som greb linen, da jeg kastede den.


Lili St. Crow

Sorte Engle P책 dansk ved Lea Carlsen Ejsing


Sorte Engle Lili St. Crow Oversat fra: Strange Angels På dansk ved Lea Carlsen Ejsing © 2009 Lili St. Crow © Dansk udgave 2011 by People’sPress Jr. Omslag: Rasmus Funder Grafisk tilrettelæggelse: LYMI ISBN: 987-87-710-8281-4 1. udgave, 1. oplag Printed in Denmark 2011

All rights reserved including the right of reproduction in whole or in part in any form. This edition published by arrangement with Razorbill, a division of Penguin Young Readers Group, a member of Penguin Group (USA) Inc.

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser. People’sPress Jr. Vester Farimagsgade 41 1606 København V www.artpeople.dk


A fronte praecipitium, a tergo lupi.


PROLOG

J

eg fortalte ikke far om bedstemors hvide ugle. Det burde jeg have gjort. Der er et sted mellem søvn og drømme, hvor ting – ikke helt drømme, ikke fuldt udfoldede forudanelser, men underlige små blandinger af begge dele – nogle gange kommer ind. Øjnene åbner sig, langsomt og drømmende, idet fornemmelsen af nogen, der kigger, stiger op gennem den vatagtige tåge af at være varm og træt. Det var der, jeg så den. Uglen pustede sig op på min vindueskarm, badet i månelys, så hver eneste lyse fjer stod tydelig og klar i det kolde lys. Jeg havde ikke gidet at trække de billige persienner ned eller hænge gardiner op. Hvorfor skulle jeg, når vi – min far og jeg – kun boede et par måneder i hver by? Jeg blinkede til den guløjede fugl. I stedet for den beroligende fornemmelse af, at Bedste tænker på mig – og spørg ikke, hvorfor jeg ved, at de døde tænker på de levende; jeg 7


har set for meget til ikke at vide det – følte jeg en skarp smerte, som glas, der splintredes inden i min hjerne. Uglens næb var sort, og dens fjer havde åndeagtige pletter, der lignede edderkoppespind, som skygger mod de snehvide dun. Den stirrede ind i mine søvnige øjne i det, der føltes som en evighed, mens den pustede sig lidt op, på samme måde som Bedste altid plejede at gøre, når hun mente, at nogen var ude efter mig. Ikke igen. Gå din vej. Den dukkede som regel kun op, når noget spændende eller virkelig slemt skulle ske. Far havde aldrig set den, eller det troede jeg i hvert fald ikke. Men han vidste det, når jeg havde, og det fik ham til at gribe et våben, indtil jeg kunne åbne munden og sige, om vi snart skulle møde en gammel ven – eller om vi pludselig sad i lort til halsen. Den nat, hvor Bedste døde, sad uglen i vinduet, mens hun tog sine sidste få overfladiske mundfulde luft, men jeg tror ikke, at sygeplejersken eller lægen så den. De ville have sagt noget. Men på det tidspunkt vidste jeg nok til i det mindste at holde min mund. Jeg sad bare der og holdt Bedste i hånden, indtil hun ebbede ud; derefter sad jeg ude i gangen, mens de ordnede hendes tomme krop og kørte væk med den. Jeg lukkede mig inde i mig selv, da lægen og socialrådgiveren forsøgte at tale med mig, og jeg gentog bare, at min far vidste det, at han var på vej – selvom jeg ikke anede præcis, hvor han var. Han havde været væk i omkring tre måneder, travlt beskæftiget med at befri verden for onde væsner, mens jeg så, hvordan det gik ned ad bakke for Bedste. 8


Selvfølgelig dukkede far op den morgen, hærget og ubarberet, med skulderen i forbinding og med blå mærker i ansigtet. Han havde alle id-kortene, underskrev alle papirerne og svarede på alle spørgsmålene. Alt endte okay, men nogle gange drømmer jeg om den nat og tænker på, om jeg igen vil blive efterladt i en lysstofrørsoplyst gang, der lugter af desinfektionsmiddel og kold smerte. Jeg kan ikke lide at tænke på det. Jeg pressede hovedet længere ned i puden og betragtede uglen, der rystede sig, og hver eneste fjer var kantet af et koldt månelys. Mine øjne gled i. Et varmt mørke opslugte mig, og da vækkeuret ringede om morgenen, strømmede et blegt vintersolskin ind gennem vinduet og tegnede en firkant på det brune tæppe. Jeg havde sparket dynen af og frøs ad helvede til. Far havde ikke skruet op for varmen. Det tog omkring tyve minutter under bruseren, før jeg følte mig i nærheden af vågen. Eller menneskelig. Men da jeg trampede ned ad trapperne, var jeg allerede pissesur, og det blev kun værre. Mine yndlingsjeans var ikke rene, og jeg havde en bums på størrelse med vulkanen Pinatubo i panden under mit garnagtige hår, der havde samme farve som opvaskevand. Jeg valgte en grå T-shirt og en rød hættetrøje, et par militærstøvler og ingen makeup. Ingen grund til at gå op i det, vel? Jeg ville ikke være her længe nok til, at nogen bemærkede det. Min taske bankede i gulvet. Opvasken fra i går aftes stod stadig stablet i vasken. Far sad ved spisebordet, han var bøjet over bakken, mens han lagde patroner i magasinet, så hver patron gav et lille klik. “Hej skat.” 9


Jeg gryntede, snuppede juicen og åbnede kartonen for at tage en lang kold slurk. Jeg tørrede min mund og bøvsede en lille melodi. “Meget elegant.” Hans blodskudte blå øjne veg ikke fra patronerne, og jeg vidste, hvad det betød. “Skal du ud i aften?” Det var, hvad jeg sagde. Hvad jeg mente, var: uden mig? Klik. Klik. Han lagde det fulde magasin til side og begyndte på det næste. Patronerne skinnede, fordi de var belagt med sølv. Han måtte have været oppe hele natten for at lave dem og lade dem. “Jeg er ikke hjemme til aftensmad. Bestil en pizza eller noget.” Det betød, at han skulle til et sted, der var mere-farligt, ikke bare ret-farligt. Og at han ikke havde brug for mig til at få ram på målet. Han måtte have fået en eller anden form for efterretning. Han havde været væk hver nat hele ugen, men dukkede altid op inden aftensmaden med en duft af cigaretter og fare. I andre byer havde han for det meste taget mig med sig; folk var enten ligeglade med en teenagepige, der drak en cola i baren, eller vi tog steder hen, hvor far var nogenlunde sikker på, at han kunne stoppe problemer med et iskoldt militærblik eller en hård bemærkning. Men i denne by havde han ikke taget mig med nogen steder hen. Så hvis han havde fået efterretning, var det hans egen. Hvordan? Måske på den gammeldags måde. Det kan han sikkert bedre lide. “Jeg kunne tage med.” “Dru.” Kun det ene ord, med en advarende stemme. Mors sølvmedaljon glimtede ved hans hals, hvor den blinkede i morgenlyset. 10


“Du får måske brug for mig. Jeg kan bære ammunitionen.” Og fortælle dig, når noget usynligt står i hjørnet og kigger på dig. Jeg kunne selv høre, at min stemme var skinger og stædig, og jeg bøvsede igen for at skjule det. Det var en god klangfuld bøvs, som næsten fik vinduet ud mod den rodede baghave med det faldefærdige gyngestativ til at klirre. Der stod en kasse med tallerkener foran skabet ved siden af komfuret; jeg undertrykte lysten til at sparke til den. Mors krukke til småkager – den, der var formet som en fed, leende sort og hvid ko – stod ved siden af vasken, da den altid var det første, der blev pakket ud i et nyt hus. Jeg lægger den altid i kassen med toiletpapir og shampoo til badeværelset, og det er altid den sidste, der skal ind, og den første, der skal ud. Jeg er blevet nogenlunde vant til at pakke og pakke ud, kan man sige. Og det er ikke sjovt at lede efter toiletpapir efter seksogtredive timers køretur. “Ikke denne gang, Dru.” Han kiggede dog op på mig, mens hans kortklippede børster skinnede blondt under lysstofrørets lys. “Jeg kommer sent hjem. Du skal ikke vente på mig.” Jeg skulle lige til at protestere, men hans mund havde forvandlet sig til en tynd, hård streg, og flasken på bordet advarede mig. Jim Beam. Den var næsten fuld i går aftes, da jeg gik i seng, og bundslatten af ravfarvet væske glødede varmere end hans hår. Fars hår var lysblondt, næsten hørgult, selv hans skægstubbe var brune og gyldne. Jeg har en udvasket version af mors krøller og en lidt bedre kopi af fars blå øjne. Resten af mig er vist en god blanding. Undtagen måske Bedstes næse, men det kan også 11


bare være, fordi hun forsøgte at trøste mig. Jeg er ikke den store gevinst. De fleste piger gennemlever en kejtet periode, men jeg begynder at tro, at min bliver livslang. Det er ikke noget, jeg tænker meget over. Det er bedre at være stærk end køn og håbløs. Jeg vil til enhver tid foretrække en almindelig pige med lidt hjerne frem for en cheerleader. Så jeg rakte bare ned og snuppede min skuldertaske, stroppen skrabede over mine fingerløse uldhandsker. De kradsede, men de var varme, og hvis man lader små ting forsvinde ind under opslaget ved kanten, kan det fandeme næsten ikke ses. “Okay.” “Du burde spise noget morgenmad.” Klik. Endnu en kugle gled ind i magasinet. Han vendte igen blikket mod dem, som om de var det mest vigtige i hele verden. Spise noget? Når han var på vej ud for at tage sig af dårlige nyheder alene? Var det en joke? Det vendte sig i min mave. “Jeg kommer for sent til bussen. Vil du have spejlæg?” Jeg ved ikke, hvorfor jeg tilbød det. Han kunne bedst lide dem, hvis de ikke var vendt, men hverken mor eller jeg kunne gøre det rigtigt. Jeg har ødelagt æggeblommer hele mit liv, selv når han har forsøgt at lære mig den rigtige måde at rokke forsigtigt med paletten på. Mor plejede at le søndag morgen og sige til ham, at røræg eller vendte spejlæg var, hvad han kunne få, og han ville stille sig bag hende og lægge armene om hende og nusse hendes lange, krøllede kastanjebrune hår. Jeg råbte altid: Adr! Ikke kysse! Og så lo de begge to. 12


Det var Før. For tusinde år siden. Da jeg var lille. Far rystede lidt på hovedet. “Nej tak, min pige. Har du penge?” Jeg fik øje på hans tegnebog på køkkenbordet og snuppede den. “Jeg tager tyve.” “Tag tyve ekstra, hvis det nu er.” Klik. Klik. “Hvordan går det i skolen?” Helt fint, far. Bare pisseperfekt. To uger i en ny by er nok til at få vildt mange venner. “Okay.” Jeg tog to tyvere ud af hans tegnebog og kørte som altid tommelfingeren over plasticlommen med mors billede. Der var et skinnende blankt område på plasticlommen lige ved siden af hendes store, strålende smil. Hendes kastanjebrune hår havde store krøller ligesom mit, men det var redt tilbage i en løs hestehale og lokker af lidt lysere hår faldt ned om hendes hjerteformede ansigt. Hun var smuk. I det billede kunne man se, hvorfor far faldt for hende. Man kunne næsten dufte hendes parfume. “Kun okay?” Klik. “Det er fint. Det er dumt. Alt er, som det plejer.” Jeg sparkede i linoleummet og lagde hans tegnebog tilbage. “Jeg smutter.” Klik. Han så ikke op. “Okay. Jeg elsker dig.” Han havde sin sweatshirt fra marinen på og de blå joggingbukser, som han altid trænede i, dem med et hul på knæet. Jeg stirrede på toppen af hans hoved, mens han gjorde et magasin færdig, lagde det til side og begyndte på det næste. Jeg kunne næsten mærke spidsen af hver patron, som gled på plads, i mine egne fingre. 13


Min hals var forvandlet til sten. “O.k. Helt klart. Farvel.” Bliv ikke dræbt. Jeg trampede ud af køkkenet og ned ad gangen, en af de stablede kasser skrabede mit skinneben. Jeg havde endnu ikke pakket stuen ud. Hvorfor skulle jeg? Jeg skulle bare pakke det hele ned igen om et par måneder. Jeg smækkede også hoveddøren og trak min hætte op, skubbede mit hår tilbage. Jeg havde ikke gidet gøre andet end at trække en kam gennem det. Mors krøller havde været løse, kønne lokker, men mine krusede. Luftfugtigheden i det her hul i Midtvesten havde kun gjort det værre, og den lå som et vådt tæppe af kulde, som straks forvandlede min ånde til en hvid sky og nev i mine øjenbryn og knæ. Vores lejede hus lå i en lang, lige række af ens huse, der alle døsede under et tyndt sollys, som havde kæmpet sig ned gennem gråvejret. Luften smagte af jern, og jeg gøs. Vi havde været i Florida, før vi kom her. Der var altid klistret, svedig, trykkende varme mod huden, som olie. Vi havde udslettet fire poltergejster i Pensacola og et genfærd af en kvinde, som selv far kunne se, i en lille afsides landsby nord for Miami, og der var en uhyggelig dame med vandmokkasinslanger og kobberhovedslanger i akvarier, som solgte far det sølv, som han skulle bruge til at ordne noget andet med. Der havde jeg ikke behøvet at gå i skole – vi havde så travlt med hele tiden at holde os i bevægelse, flyttede fra et hotel til et andet, så det, far skulle bruge sølvet til, ikke fik færten af os. Nu var vi i Dakota med sne op til knæene. Fedt nok. Vores have var den eneste med ukrudt og højt græs. Vi havde også et stakit, men malingen hang i flager og skallede 14


af, og dele af det manglede, som et hullet smil. Verandaen var stadigvæk solid, og huset var endnu mere solidt. Far nægtede at leje elendige bungalower. Han sagde, det var en dårlig måde at lade et barn vokse op på. Jeg gik væk med sænket hoved og hænderne i lommen. Jeg så aldrig far i live igen.


KAPITEL 1

M

iss Anderson?” Mrs. Bletchleys stemme kværnede mit navn. Jeg hvilede kinden mod min knyttede næve og stirrede ud ad vinduet på den kolde ødemark af en baseballbane, mens jeg ventede på, at klokkespillet skulle ringe. Foley High School troede ikke på gammeldags klokker. I stedet var det en lyd som en mobil, der ringede, som rungede ud i rummet, når det var på tide at løbe en runde i trædemøllen i et andet klasseværelse. Blyanten i min hånd hvilede mod det blanke papir, og jeg stirrede langsomt rundt. Den pludselige stilhed i rummet betød, at alle øjne var rettet mod mig. Det hadede jeg. Bletchley havde et rundt ansigt, hvidt hår og var lidt buttet. De andre lærere troede sikkert, at hun var en venlig og fredelig sjæl. Hun havde små mørkebrune øjne bag 16


stålindfattede briller og orangerød læbestift i et tyndt lag yderst på læberne. Hendes hænder pillede konstant ved en knap nederst på hendes tykke cardigan, når de altså ikke klappede med en lang lineal, som om det var et spanskrør. Hun skiftede mellem tre sweatre, en råhvid, en blå med strikkede roser og en galdegul med en lille krave. I dag var det den gule. Hun lignede en væsel, der gjorde sig klar til at stjæle den næste kylling. Børnene kaldte hende Mad Dog bag hendes ryg, og hun kunne lugte svaghed. Der findes to slags lærere – de bløde og de hårde. Bløde lærere vil måske virkelig gerne hjælpe, eller de er blevet nedbrudt. De er som regel nervøse og bange for børn, især high school-drenge. De hårde lærere er noget helt andet. De er som hajer. De er dæbermaskiner, der er designet til at æde, med en næse for blod i vandet. “Hørte vi efter, miss Anderson?” Man kunne slibe en kniv på Bletchleys stemme. En hvisken bølgede gennem rummet. Bletchley havde fundet sit offer for den næste halve time, og det var mig. Jeg elsker bare at være den nye pige. Jeg skulle ikke have så meget som åbnet munden. Hårde lærere er som børn, der mobber. Hvis man ikke reagerer, synes de ret hurtigt, at man er dum, og lader en være i fred. Den halvt asiatiske goth-dreng foran mig rykkede lidt uroligt på stolen. Han var høj og tynd, og han havde en moppe af bølget mørkt hår. Hans nakke blev synlig, da han bøjede sig i sædet. Han havde slået kraven op på den sorte 17


frakke, som han aldrig tog af, men foldede ned bagpå. Jeg stirrede på hans nakke under de mørke krøller. Åh, for helvede, man kunne lige så godt. “Fort Sumter,” sagde jeg. Stilhed. Bletchleys øjne blev smalle bag hendes stålindfattede briller, og jeg havde åbnet munden. Så jeg sprang i med begge ben. “De spurgte, hvor Den Amerikanske Borgerkrigs første skud blev affyret. Det var ved Fort Sumter. 12. april til 13. april 1861.” Jeg sagde ordene med en flad, monoton stemme, og klassens hvisken forvandlede sig til den særlige tavse latter, som en hård lærer hader mest. Hvem anede, at amerikansk historie på andet år kunne være så sjovt? Bletchley stirrede på mig et øjeblik. Jeg var stadig ikke en kendt størrelse, så det kunne være, at jeg faktisk slap af sted med det. Goth-drengen foran mig ormede sig igen i sædet, så det knagede. Læreren besluttede sig for at lade det gå ud over en anden, men sendte mig et blik, der lovede mig problemer senere. “Tak, miss Anderson.” Hendes pause trak ud, mens hun tænksom bankede i bordet med sin lineal. Hendes ankler var hævede ud over kanten på hendes spadseresko, selvom hun havde tykke mørke nylonstrømper på under en lang, slasket denimnederdel – det lignede den slags strømper, som de giver diabetikere. Bedste plejede at bruge dem, når hendes ankler gjorde ondt. Min hud blev kold, da jeg sank sammen i det hårde plasticsæde, og jeg turde ikke kigge ud ad vinduet igen. 18


Bletchley kunne sagtens finde på at vende tilbage til mig. Jeg havde ikke fortalt far om uglen i min vindueskarm. Var han stadig hjemme? Den urolige, sugende fornemmelse i min mave blev værre. Jeg stirrede på drengens nakke foran mig, men han rykkede på sig igen og trak i kanten af sin krave med nervøse fingre. Rør dig ikke, havde jeg lyst til at hviske. Hun leder efter sit næste offer. Hvis jeg havde været rigtigt til stede i klasseværelset i stedet for at bekymre mig om far, ville jeg måske have gjort noget såsom at smække ham en i baghovedet for at redde ham, eftersom jeg var hamrende ligeglad med at blive sendt på kontoret eller blive skrevet op til eftersidning eller noget andet. Øksen faldt. “Mr. Graves.” Bletchleys øjne lyste op. Drengen foran mig rykkede på stolen, og hans skuldre blev anspændte. Blod i vandet. Jeg forsøgte ikke at føle mig skyldig. “Jeg håber virkelig, at du tager notater. Eftersom miss Anderson har svaret på spørgsmålet om begyndelsen til Den Amerikanske Borgerkrig, kan du måske fortælle os om årsagerne?” Hendes øjenbryn fløj op, og hendes rovdyrblik mindede mig om vandmokkasinslangerne i akvarierne, der stirrede uden at blinke, før de åbnede munden og lavede deres skrækkelige hvæs. Dunkene af slanger, der ramte glasset, gav genlyd i mit hoved, og jeg kunne lugte blandingen af røde bønner og ris, kropslugt og røgelse. Vi var langt væk fra Florida. Indehaveren af den lille okkulte butik havde virkelig givet mig gåsehud, for hun havde 19


slørede øjne og en uklar substans, der hang efter hende – en sky af forstyrrelser, som almindelige mennesker ikke kunne se, men som de kunne mærke som en kold vind. Hun havde givet mig et langt vurderende blik, inden far havde knipset med fingrene og informeret hende om, at hun skulle tale med ham, hvis De vil være så venlig. Jeg skulle have fortalt ham om uglen. Den pludselige klarhed gjorde mig iskold, og mine fingre blev følelsesløse og prikkede af kulde. “Øh. Årsager til Den Amerikanske Borgerkrig. Øh ... “ Drengen foran mig snublede over ordene, og Bletchley havde ham. Hun brugte resten af timen på at stikke til ham, selvom han indimellem havde de rigtige svar – når hun lod ham få et ord indført. Men da klokkespillet lød ved slutningen af timen, var selv hans nakke rød. Jeg havde dårlig samvittighed, men jeg spildte ikke tiden med det. Gangene var det sædvanlige mylder af fodbolddrenge, der snappede som hajer, cheerleadere, der kvidrede, og resten af os, der bare forsøgte at komme igennem det. En gruppe af stenere hang ud ved et skab, og jeg er sikker på, at jeg så en brun papirspose skifte hænder. Jeg skævede bagud – nix, ingen lærere i syne. En pige fra billedkunst kiggede lige forbi mit forsigtige vink og susede væk, mens hendes rygsæk hang modløs fra den ene skulder. Jeg hader at være den nye pige. I cafeteriet var en brølende larm, og der lugtede af gulvvoks og fabriksmad. Jeg havde nogle småpenge til mønttelefonerne mellem cafeteriet og Dødsgangen, som førte ned til kontoret. Jeg kom mønterne i og ringede til num20


meret, som jeg havde skrevet i mit Yoda-hæfte. Det var det sidste i en række af lignende numre, der var kradset ned med blyant eller kuglepen. Telefonen havde været tilsluttet, da vi flyttede ind, og det var oprettet i den sidste lejers navn, så det var lettere bare at betale regningen i en tid. Jeg kunne vel for fanden ikke huske hvert eneste telefonnummer. Eller det var i hvert fald, hvad jeg sagde til far, når han brokkede sig over, at jeg skrev dem ned. Han sagde, at jeg skulle tale ordentligt, og holdt op med at plage mig med det. Husfred, dit navn er Anderson. Telefonrøret ringede tæt på mit øre. En gang. Tre gange. Fem. Han var ikke hjemme, eller måske trænede han, han tog den i hvert fald ikke. Jeg overvejede at pjække resten af dagen, men han ville blive rasende, og jeg ville få endnu et foredrag om værdien af god uddannelse. Hvis jeg vovede at påpege, at uddannelse ikke var alt, og at high school ikke kunne lære mig, hvordan jeg skulle uddrive det onde fra et rum eller nedlægge en zombie, ville jeg bare få et andet foredrag om, at det var meningen, jeg skulle være normal. Bare fordi han jagede væsner fra eventyrene, betød det ikke, at jeg havde ret til at pjække fra skole. Næ, nej. Selvom han var temmelig blind uden mig, eftersom det kun er den mødrene side af hans familie, som har fået den evne, som Bedste altid kaldte “fornemmelsen”. Sikke en fornemmelse. Jeg havde ikke fundet ud af, om det betød “skør” eller bare “uhyggelig”. Man kan sige, at juryen stadig voterer om den sag. Far virkede aldrig trist eller ulykkelig over, at han ikke 21


var med på hokuspokusvognen. Og dog, Bedste kunne aldrig klare ret meget af det, hun kaldte “surmuleri”, og jeg kunne ikke forestille mig, at hun var anderledes, da far var dreng. Underligt at forestille sig ham som ung og kejtet – men jeg har set billederne. Bedste var vild med billeder. Jeg lagde på efter femten ring og stod og stirrede på telefonen. Jeg bed i noget løs hud ved neglen. Det gjorde helvedes ondt, og der var en hudafskrabning på mine venstre knoer fra boksepuden. Andre piger har ikke fædre, som råber ad dem, at de skal arbejde sig gennem smerten, slå hårdere, kom helt ind og dræb den, dræb den, dræb den! Andre piger fyldte aldrig termoflasker med vievand eller rakte ammunition gennem et vindue, mens deres fædre holdt lynhurtige væsner som store mutantkakerlakker på afstand. Det var i Baton Rouge, og det var slemt. Jeg var nødt til at køre far på hospitalet og lyve om, hvordan der var røget en luns af hans lægmuskel. Nogle gange var det svært at sige, hvornår løgnene for den normale verden sluttede, og den fede løgn, der kaldte sig Den Virkelige Verden, begyndte. Der er så meget paramilitært, der hænger ud under kanten af Den Virkelige Verden, at machobrølene når vanvittige højder. Telefonen blev ved med at ringe. “Fuck det,” hviskede jeg under brølet, der rungede fra cafeteriet. Jeg fik ikke engang mine halvtreds cent tilbage; maskinen åd dem. Et øjeblik stod jeg bare der og kiggede på telefonen, som om den pludselig ville give mig en god ide. Der lugtede 22


af fugtig uld og våd beton herinde, formaldehyddampe fra tæppet og tusinde ungers udånding. For ikke at nævne svedige strømpefødder og mad, der var lirket ud under bagsmækken på biler med Ronald McDonald-klistermærker. Lugten af skole. Det er den samme næsten overalt i USA med kun få regionale forskelle i afdelingen for fodsved eller hundeæde. Larmen fra menneskemængden i cafeteriet gjorde ondt i mine ører og gav mig en hovedpine, der mindede om mors migræner. Jeg var sulten, men tanken om at gå derind og mase mig frem gennem køen, derefter finde et sted at sidde, hvor jeg ikke behøvede at se på nogen eller dele bord med et eller andet røvhul, virkede for besværlig. Hvis jeg tog hjem, og far var der, ville han holde et langt foredrag. Hvis jeg gik hjem, og han ikke var der, ville jeg bare vente og bekymre mig. Hvis jeg overlevede geometri og billedkunst i eftermiddag, ville jeg blive bankende vanvittig, selvom billedkunst generelt var en af de mere behagelige timer på dagen. Og glem det, jeg spildte ikke tiden med det, som de kalder “medborgerkundskab”. Jeg havde set flere rigtige medborgere på CNN om eftermiddagen. Hvis man altså definerer medborgere som “blærerøve med dyre frisurer”. Ingen af disse timer lærte en noget virkeligt. Jeg ville hellere med far på overvågning eller tage på det, han kaldte “efterretningsture”. Så tog vi rundt til okkulte butikker eller barer, der var steder, hvor folk, som kendte Den Virkelige Verden, den mørke verden, mødtes og hviskede mellem shotsene. 23


Som den tebutik i New York, hvor fars gamle ven August hænger ud, hvor man træder et trin op for at komme ind i barens halvmørke – og man igen skal et trin op for at komme ud. Eller baren i Seattle, hvor indehaveren har stødtænder, der vokser ud af hans underkæbe, og et bredt ansigt, dækket af vorter, så han ligner noget, der bor under en bro og æder geder. Eller den natklub i Pensacola, hvor alle de blinkende strobelys ligner skrigende ansigter, når de rammer gulvet. Og den landhandel ude på en bivej nær Port Arthur, hvor kvinden, der sidder i sin gyngestol på verandaen, har alt, hvad man har brug for, i en papirspose lige ved siden af sig, mens støvet lyner og glimter mod vinduet selv om natten. Der er sådanne steder overalt – hvor man kan købe ting, som ikke burde findes, eller som i egentlig forstand ikke findes. Hvis man er villig til at betale. Nogle gange med penge. De fleste gange med oplysninger. Andre gange i noget mindre håndgribeligt. Tjenester. Minder. Selv sjæle. Måske kunne jeg selv rekognoscere lidt og finde et godt sted til far, hvor han kunne koble sig på. Vandingsstederne for Den Virkelige Verden er skjult for den normale verden, men de fanger altid min opmærksomhed. Jeg tror, det er, fordi Bedste altid legede “hvad er der på bordet” med mig. Det er den leg, hvor man lukker øjnene og prøver at huske alt, hvad hun havde stillet frem til frokost eller aftensmad, henkogning eller quiltning. Det lød bedre end at finde sig i det lort, som alle andre på min alder skal finde sig i. Så jeg vendte mig om og gik den anden vej mod dørene, som ville føre ud mod fodbold- og 24

Sorte Engle af Lili St Crow  

Den virkelige verden kan være et skræmmende sted. Bare spørg den 16-årige, forældreløse Dru, en hård pige, der har overlevet sin del af mærk...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you