Page 1


Maria KjĂŚr-Madsen Sorgens dĂŚmoner


† Min kuffert står åben på stuebordet, mens jeg omhyggeligt gør den klar. Syv skjorter, syv par bukser, strømper og underbukser. Otte patroner. To habitjakker og et bælte. Et ekstra halstørklæde og mine skindhandsker. Passene, billetten og begge hotelbekræftelserne. Både den i mit eget navn og den anden. Det hele lagt sammen så det fylder mindst muligt. Jeg går en runde i lejligheden. Skridter den af. Alt er klinisk rent. Jeg har lukket værelserne af efterhånden, som jeg har ordnet dem. Den sidste uge har jeg levet i stuen. Nu er den også klar. Køleskabet er tømt og rengjort. Skabene er tomme. Mit liv er pakket sammen, men jeg medbringer kun det, jeg kan have i kufferten. Lejlighedens livløshed kan ikke længere skjules. I to år har jeg udtænkt min hævn, mens den larmende stilhed har åbnet døre i mit indre, jeg ikke anede, jeg havde. Om en uge er det slut. Den intense research og minutiøse planlægning står foran kulminationen. Alle mine notater er brændt. Jeg har fyldt mit hoved med de store linjer og den mindste detalje. Jeg ved, hvad jeg skal. Jeg finder riflen og lægger billedet af Anjas kiste øverst i kufferten, før jeg lukker den. Så forlader jeg lejligheden uden at se mig tilbage. †


Søndag Hun lå længe vågen og forsøgte at overbevise sig selv om, at det var hyggeligt. Hans lange smidige ben lå slynget rundt om hendes krop, og hun havde hans rødvinsånde i nakken. Hver gang han rørte sig i søvne, fornemmede hun, hvordan han trak hende tættere ind til sig og nærmest borede næsen ind i mellem hendes skulderblade. Hun slap sin sjæl løs og lod den hæve sig op over sengen, hvor den kiggede ned på dem. Et klaustrofobisk syn som hun hurtigt gjorde sig fri af, ligesom hun forsigtigt gjorde sig fri af hans arme. Han vågnede halvt og så søvndrukkent på hende. ”Hvad så, skat?” Hun undlod at kommentere det intime ’skat’, som bare bekræftede hende i, at hun skulle væk, og få sekunder efter sov han igen. Hun stod ud af sengen. På bare fødder fortsatte hun forbi køkkenet, som stadig lugtede af hans whiskysauce og de røde bøffer fra Engstrøm i gågaden. Han havde virkelig gjort sig umage. Luna stod et øjeblik og overvejede, om hun kunne blive. Kulden trak op igennem hendes bare tæer, og en del af hende længtes efter varmen under hans dyne, men den anden del tvang hende til, endnu engang, at flygte fra tosomheden. Hun listede ind i stuen og klædte sig hurtigt på. Det var i denne fase, hun helst ikke ville opdages, for i morgen ville det være lettere at forholde sig til hans reaktion. Før de sov, havde han hvisket, at han ville vække hende med friskkværnet kaffe og varme rundstykker fra Strandvejsbageren. På vej ned af trappen vidste hun, at hun ville komme til at stå til regnskab for dette forsvindingsnummer. Iben ville ryste undrende på hovedet, når hun hørte, at ikke engang den nyan-

4


satte Adonis kunne holde på hende hele natten. Hun lukkede sig selv ud på gaden og kastede et hurtigt blik op på lejlighedens vinduer for at sikre sig, at han ikke havde tændt lys. Der var mørkt. Hun sukkede lettet, trak frakken tættere om sig og skyndte sig ned af den oplyste gade. Nattens lette snefald spejlede gadebelysningen og gav byen ro. Forretningernes juleudstillinger var så småt begyndt at tage form, selvom stangtøjsforretningerne var ligeså opfindsomme i deres vinduesdekoration, som de var i deres kollektioner, og der var intet, som kunne fange hendes opmærksomhed og få hende til at stoppe op. Hun benyttede lejligheden til at lave sin ultrakorte gaveliste i hovedet og konkluderede, at der ikke var noget, hun ikke kunne købe på nettet, som hun plejede. Hun fortsatte hen over Torvet ned mod springvandet for enden af gågadesystemet. Ved Kvickly drejede hun til venstre op ad den lille smøge forbi Børsen. Hun satte tempoet ned. Sneen lå som et tæppe henover brostenene og gjorde det svært at se den ujævne overflade. Der var stadig gang i nattelivet, selvom klokken var over 4. Diskotekslarmen lød ud igennem døren, hver gang den blev åbnet. Hun kastede et blik på en ung pige, som kridhvid i hovedet sad på en trappesten lidt oppe ad smøgen, sikkert lige fyldt atten og på sin første legale druktur. Luna satte tempoet yderligere ned, men i det samme kom tre unge, letpåklædte piger med høje hæle slingrende hen imod hende. De styrede direkte hen til veninden og satte sig tungt. ”Nu har jeg ringet efter din far”, sagde en af dem trøstende, og Luna fortsatte forbi dem uden at stoppe. Hun gik ud mod Valdemarsgade. Her væk fra gågadens beskyttelse var sneen så småt begyndt at smelte, og i kørebanen lå den sjappet som brun sæbe. Hun holdt sig til fortovet og mindede sig selv om, at hun hurtigst muligt skulle have købt en ny imprenerings-spray. Det var så dumt, at hun ikke bare havde sagt ja tak, da ekspe-

5


dienten i Skotøjsmagasinet havde spurgt, om hun ville have en med, da hun købte sine nye støvler. Klart, klart at hun kunne spare en tier på at købe den i Fakta i stedet, men havde hun gjort det? Nope. Og nu kunne hun allerede for sit indre blik se, hvordan skjolderne ville ligge hen over skosnuderne næste dag. I det samme passerede hun Kvicklys varetilkørsel. Hun så sig automatisk om efter lastbiler. Der var ingen, så hun fortsatte med øjnene fæstnet på de røde støvler og det hvide snetæppe på fortovet. Måske hvis hun huskede at putte avispapir i dem, inden hun ramte sin egen seng. Den rare tanke om at komme ind til sig selv fik hende til at tænke på Janus, som nu lå alene. Det var jo ikke, fordi hun ikke gerne ville se ham igen … Hun stoppede brat op. Et eller andet sted i hendes underbevidsthed ringede alle hendes alarmklokker så højt, at hun følte sig svimmel. Hun vendte sig hurtigt for at se, om hun blev forfulgt, men der var intet tegn på liv. Tværtimod. Natten lå sitrende stille. Hun stivnede, mens hun forsøgte at opfatte verden omkring sig. Det var en teknik, hun ofte brugte, når hun skulle lave et interview. Ord gjorde det ikke alene. Hun blev stående et par minutter, men det eneste, hun med sikkerhed kunne fornemme, var, at kulden fandt alle tilgængelige huller i hendes påklædning og kravlede ind under huden. Modvilligt løsrev hun sig og fortsatte med en fornemmelse af, at hun havde overset noget vitalt. Hendes krop var urolig, og idet hun satte nøglen i døren ramte billedet hende i et glimt. Kulden kom ikke længere udefra. Hun lod støvler være støvler og løb hele vejen tilbage til Kvicklys varetilkørsel. Hivende efter vejret stoppede hun op på fortovet og kiggede ind i den lille gård, som virkede større her i den tomme nat. Sneen lå jomfrueligt hvidt over hele pladsen, og Luna trådte forsigtigt, som var det en sø med et tyndt lag is. Billedet var kommet i et flash, og hun vidste ikke, hvor hun

6


havde opsnappet det. Hun lod sig føre af intuitionen og bevægede sig som en kat hen langs med stensætningen, der afskærmede gården fra den ovenfor liggende oase af grønt midt i byen. Hjertet bankede i livet på hende. Hendes sanser var spændt til bristepunktet, og et kort øjeblik spekulerede hun på, om det bare var hendes fantasi. Sneen havde lagt sig som et tyndt lag over kvinden. Nok til at man ikke så hende, men ikke mere end at konturerne var tydelige. Men det var ikke kvinden, Luna havde registreret i farten. Det var den unaturligt røde plet i sneen ved siden af hende. ”Hallo!” hviskede Luna prøvende og fór sammen ved lyden af sin egen stemme. Kvinden lå et par meter oppe ad skrænten. Luna klatrede op på stensætningen og videre på knæ op igennem buskadset, så rejste hun sig instinktivt for at få overblik over situationen. Rådvildheden ramte hende som en flodbølge. Hun bøjede sig ned over kvinden for at iagttage hendes ansigt. Døden stirrede tilbage på hende, så Luna trådte et langt skridt baglæns, og var ved at rutsje ned ad skrænten. Hendes mave reagerede, og hun kunne atter smage Janus’ whiskysauce, mens blodet forlod hendes ansigt, og hun i et kort øjeblik kunne mærke, at hun svajede. I det samme hørte hun en større gruppe unge mennesker komme syngende ud fra Børsen. Kontrasten mellem liv og død var så skarp, at den skar igennem hendes usikkerhed, og det næste hun mærkede var, at ophidselsen bemægtigede sig hendes krop. Historien. For sit indre øre kunne hun høre Eriksen prædike, at hun skulle finde - ikke opfinde - sandheden. Hun skubbede ham væk, mens hun forsøgte at indprente sig så mange oplysninger som muligt uden at røre liget. Kvinden lå på maven, og det var ikke muligt at se, hvor blodet stammede fra. En indskydelse fik hende til at finde sin Nokia frem. Hun skubbede slidedelen op og fandt kameraet på genvejsknappen.

7


En fornemmelse af at vade ind over et andet menneskes intimtærskel med træskostøvler på skyllede ind over hende, da kameraet sagde den lille klik-lyd, som indikerede, at den tog et billede. Hun fik kvalme og lukkede telefonen. Oppe i smøgen kunne hun høre, hvordan de højstemte unge mennesker diskuterede, hvor de skulle fortsætte festen. Hun dukkede sig ubevidst, stirrende ud i det hvide mørke. Hvem fanden var det lige, man ringede til for at fortælle, at man havde fundet et lig? Hun trykkede 112 og satte telefonen op til øret. Fortsættes...

8

Sorgens daemoner af Marie Kjaer-Madsen  

Maria Kjær-Madsen Sorgens dæmoner Jeg finder riflen og lægger billedet af Anjas kiste øverst i kufferten, før jeg lukker den. † Min kuffert...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you