Issuu on Google+

Gertrud Tinning

Passagererne til 19.05 myldrede ind. Jeg måtte tilbage til billetlugen. I løbet af flere gange over, at jeg gav dem forkert

Ingeborg arbejder som billetdame på Helsingør

tilbage. Normalt ville jeg være blevet

Station, da hun en dag bliver opmærksom på to

frygtelig flov.

små børn, der sidder efterladt på en bænk i vente­

Da alle igen var gået, sad de der på at efterlade to små børn på en jern­

salen. Der er tilsyneladende ingen, som savner dem. Ingeborg bliver besat af tanken om at finde frem til børnenes familie og baggrund og bliver undervejs

banestation? Der var stille i ventesalen, så stille, at det larmede­inde i mit hoved. Jeg gik

i sin efterforskning involveret i både overraskende og meget dramatiske begivenheder.

210 mm

ud til dem igen. De sad det samme sted, som da jeg forlod dem, men der var vådt omkring drengen. Det dryppede ned på

En spændingsroman, men samtidig en historisk

gulvet, og der havde dannet sig en lille

detaljeret og psykologisk fortælling om en ung

sø. Han sad uroligt. Det samme gjorde

kvinde, som på sin egen måde gør op med kvinde­

pigen. Hun havde tabt sin ene sko på

rollen i tiden lige efter Anden Verdenskrig.

gulvet. Uddrag fra bogen



L i n d h a r dt o g R i n g h o f

100 mm

135 + 2 mm = 137 mm

  

s o m s må s o ldate r

endnu. Hvem i himlens navn kunne finde

Foto: Jacob Tesch

den næste halve time brokkede folk sig

Gertrud Tinning

Gertrud Tinning er højskole­lærer, har gået på Forfatterskolen for børne­ litteratur 2004-2005 og bidraget til ­antologier for børn. Dette er hendes første roman og hendes debut for ­voksne.

S pæ n d i n g s r o m a n • L i n d h a r dt o g R i n g h o f

22,3 mm

135 + 2 mm = 137 mm

100 mm


Som små soldater Copyright © Gertrud Tinning og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København 2013 Omslag: Bettina Kjærulff-Schmidt Omslagsillustration: Polfoto Bogen er sat med Minion hos Christensen Grafisk Trykt hos Livonia Print Printed in Latvia 2013 isbn 978-87-11-38398-8 1. udgave, 1. oplag Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont


Gertrud Tinning

Som sm책 soldater

L i n d ha r d t o g R i n g ho f


Kapitel 1 Der var stille, alle var gået. Undtagen børnene. De sad der endnu. Jeg lænede mig ud ad billetlugen. De kunne ikke være ret gamle, højst en to-tre år. Jeg havde dårligt lagt mærke til dem, men jeg var næsten sikker på, at de allerede var der, da jeg mødte klokken 15. Folk kom og gik igen, men de sad der bare, som to små glemte kufferter. Deres brune jakker faldt nærmest i et med bænken. Det var svært at se deres ansigter. De sad så stille. Jeg skænkede mig en kop te og kradsede lidt af en sukkerknald ned i den. Min mor havde givet mig dem, sidste gang jeg var hjemme. »Hvis du er påpasselig, kan de godt strække langt,« havde hun sagt. Det var så det, jeg var, påpasselig, selvom jeg elskede sød te. Klokken var 17.37. Jeg tændte den lille bordlampe. To, fire, seks, otte, ti, tolv ... tretten, pokkers, der manglede en maske. Jeg lagde strikketøjet fra mig. De havde ikke flyttet sig. 17.39. Jeg dykkede ned i tasken og fandt den gamle sweater, jeg var ved at trævle op. Det var herfra, garnet til den nye kom. Det havde været min mors, vinrød med brune striber. Den var slidt på ærmerne, og de brune striber var grimme. Men det røde garn kunne godt bruges igen. Jeg lavede to garnnøgler, et rødt og et brunt. Min mor ville strikke sokker af det brune. »Hillerød retur, frøken.« En herre med hullede skindhandsker lagde en pengeseddel på skranken. Jeg talte byttepenge og gav ham billetten. Der dryppede vand fra hans hat. 5


Bagefter var der tomt igen. Bortset fra børnene på bænken. 17.46. Gik uret på væggen ikke for langsomt? Jeg fiskede mit eget op af lommen. De to ure stemte overens. Jeg trak mit op og lagde det tilbage i lommen. Det var et herreur. Egentlig for stort til en pige, men meget pålideligt. Det havde været min onkels. En flue fløj op og satte sig på væggen. Den var søvnig, jeg daskede til den med en avis og fik den i første forsøg. »To retur til Rungsted, hvis De vil være så venlig.« »En enkelt til Snekkersten, tak.« Passagererne til 18.05 strømmede ind. Da toget var kørt, var der tomt igen. Der var noget forkert. Børn sidder ikke stille på den måde og så længe. Jeg rejste mig for at gå ud til dem, men det blev ikke til mere, i stedet satte jeg mig på taburetten igen. På en hylde over bordet stod min madkasse. Den var bulet, og det meste af malingen var skallet af. Jeg havde haft den siden fjerde klasse. Man kunne stadig skimte motivet med to børn, der spillede bold, på låget. Jeg havde altid godt kunnet lide de børn. Da jeg gik i skole, forestillede jeg mig, at de hed Poul og Lilly og var søskende. Men lige nu virkede det helt forkert, at de var så glade. Jeg tog låget af for at blive fri for at se på dem. Et stykke med leverpostej, et stykke med stegt flæsk, en æggemad. Jeg lænede mig frem i lugen. To små brune skikkelser på en bænk. Leverpostejmaden skar jeg over med en lineal. De vågnede, da jeg satte mig på hug foran dem. En pige og en dreng. Pigen tog hænderne op og holdt sig for øjnene. Det sitrede omkring munden på drengen. Det var ikke til at sige hvad, men der var noget usædvanligt ved dem. Et langt øjeblik stirrede vi bare på hinanden. Det var kønne børn med mørkt hår, ualmindelig blege som to fine porcelænsfigurer. Der stod en svag hengemt lugt omkring dem. 6


»Hvor er jeres mor?« Jeg rakte madderne frem mod dem, men de tog dem ikke. »Jeres far?« Måske forstod de ikke dansk? »Mutter?« De svarede stadig ikke. Måske var de døve? Jeg stak leverpostejmaden op til pigens mund. Hun tog en bid og tyggede. Drengen gjorde det samme, da jeg stak maden ind i munden på ham. De fik hurtigt spist op. »Vent lidt, jeg har mere.« Jeg skyndte mig tilbage til billetkontoret og hentede madkassen. De spiste det hele, men jeg måtte fodre dem. Jeg smed papiret i skraldespanden og hentede en kop vand. De ville heller ikke drikke selv. Jeg måtte holde koppen. Lidt af vandet løb ned over pigens hage og lavede en våd plet på hendes jakke. Jeg tørrede hende om munden med mit ærme. De så stadig forskræmte ud, men også forventningsfulde, som om de sagde: »Hvad skal vi nu?« Passagererne til 19.05 myldrede ind. Jeg måtte tilbage til billetlugen. I løbet af den næste halve time brokkede folk sig flere gange over, at jeg gav dem forkert tilbage. Normalt ville jeg være blevet frygtelig flov. Da alle igen var gået, sad de der endnu. Hvem i himlens navn kunne finde på at efterlade to små børn på en jernbanestation? Der var stille i ventesalen, så stille, at det larmede inde i mit hoved. Jeg gik ud til dem igen. De sad det samme sted, som da jeg forlod dem, men der var vådt omkring drengen. Det dryppede ned på gulvet, og der havde dannet sig en lille sø. Han sad uroligt. Det samme gjorde pigen. Hun havde tabt sin ene sko på gulvet. Jeg tog den op for at give hende den på. Det var en kameluldstøffel. Der var da noget galt, man sendte vel ikke børn af sted kun med tøfler. Drengen havde også hjemmesko på, de var ikke lavet af kameluld, men af sammensyede 7


klude, gule og røde. De var slidte. Jeg stod lidt og betragtede dem, så lænede jeg mig frem og strøg dem over håret. De trak sig tilbage og rykkede lidt tættere sammen. Jeg gik langsomt tilbage til billetkontoret og drejede centralen. »De ønsker?« »Helsingør Politi, tak.« Jeg holdt øje med børnene, mens jeg ventede. »Helsingør Politi, godaften.« »Godaften, jeg ringer fra jernbanestationen. Der sidder to børn i hallen, de har siddet der hele eftermiddagen.« »Jaså, og hvem taler jeg med?« »Undskyld, jeg hedder Ingeborg Hansen. Jeg arbejder i billetsalget.« »Jaså, Ingeborg Hansen. De skal se, der kommer nok nogen og henter de børn.« »Tror De?« »Ja, naturligvis. Der er sikkert bare tale om en forsinkelse.« »Men jeg synes nu alligevel ...« »De skal se, det ordner sig nok, frøken. Men De kan jo altid ringe igen, hvis det viser sig ikke at være tilfældet.« Han lagde røret på. Strikketøjet lå i en rodet klump på bordet. Havde jeg udtrykt mig forkert? Han havde ikke syntes, det var noget at tage på vej over. Det havde måske været overilet at ringe til politiet. Måske skulle jeg lade være med at blande mig, måske vedkom det slet ikke mig, at nogen havde efterladt deres børn. Min mors stemme klang i øret: »Vi holder os for os selv, Ingeborg. Det kommer man i sidste ende længst med.« »En voksen og to børn til Hovedbanegården.« Det gibbede i mig. Var børnenes mor endelig kommet? En dame med røde, oppustede kinder lagde penge på skranken. Jeg spejdede ud i hallen. De sad der endnu. To halvstore drenge i oliejakker skubbede til hinanden på vej op ad trapperne til perronen. 8


Mine håndflader var svedige, og jeg var tør i halsen. Hallen var fyldt med passagerer til 20.05. Folk spadserede lige forbi børnene uden at tage notits af dem eller den lille sø, drengen havde lavet. Jeg ville ringe til politiet igen senere. Da toget var kørt, drak jeg en kop vand, men følte mig stadig tør i halsen. Jeg satte mig på taburetten og sparkede skoene af. Det snurrede i benene, jeg var ikke vant til at gå med hæle. Jeg havde fået dem af en veninde, som ikke kunne passe dem. Det var et par nydelige sko af lyst ruskind og med lædersåler, der sagde på den helt rigtige måde, når man gik. Snurreriet havde forplantet sig til hele kroppen. Det var svært at tænke klart. Hvad skulle jeg gøre med drengen? Han sad i bogstaveligste forstand og sejlede i sin egen sø. Jeg kiggede rundt efter noget brugbart, men fandt ikke noget. Jeg var tom og træt. Så kom jeg i tanke om håndklædet på toilettet og klemte mig ned i skoene igen. En vabel var på vej på venstre hæl. På toilettet tog jeg håndklædet og nogle klude, der var stukket ind bag et vandrør. Han fandt sig lydigt i, at jeg tog bukserne af ham. Jeg bandt håndklædet om ham som en nederdel. Han lignede en lille, alvorlig herre, der lige var steget op af badet. Jeg satte ham på et tørt sted på bænken og løftede pigen hen ved siden af. De iagttog mig med frygtsomme øjne, men sagde ikke noget. Var de stumme? Jeg ville gerne være blevet hos dem, men der kom allerede passagerer til det næste tog. Pigen var faldet i søvn hen over drengen. Der var koldt i hallen. Jeg lagde dem forsigtigt ned på bænken. Der var intet at lægge under deres hoveder, men jeg stoppede min frakke rundt om dem og trak dem længere ind på bænken. Tilbage i billetlugen drejede jeg centralen. Der gik lang tid, før telefonen blev taget. »Helsingør Politi, godaften.« Stemmen lød fjern. »Mit navn er Ingeborg Hansen, jeg ringer fra billetsalget 9


på jernbanestationen. Der er blevet efterladt nogle børn her i hallen.« »Hvad mener De med efterladt?« »De har siddet her hele eftermiddagen, der er ikke dukket nogen op for at hente dem.« »Jaså.« Betjenten rømmede sig. »Jeg skal lukke om en halv time.« »Vi har lidt travlt, men jeg skal prøve at få en mand derned, frøken Hansen.« »Tak for venlig ...« Men han havde allerede lagt på. Der var dunkelt i hallen, de enorme lysekroner i loftet gav kun et slapt lys. Jeg havde aldrig lagt mærke til, at der oppe under loftet var en svalegang hele vejen rundt. Over svalegangen var der hvælvinger med noget krimskrams i mørke farver. Mit blik vandrede rundt i rummet. På trappen op til perronerne sad der på hver side en løve med et skjold. Gad vide, om de altid havde siddet der? Arkitekten måtte have været besat af skjold. De hang over dørene, hen langs væggene, alle vegne. For min skyld kunne man godt male nogle af dem over. Det var, som om jeg aldrig havde set stationen før. Måske var det ligesom dengang, jeg skulle flytte hjemmefra. Den sidste aften gik jeg rundt i huset og lagde mærke til alting. I et vindue hang en gipsengel, som jeg aldrig havde set før. En rigtig grimrian med et fjoget udtryk. Men jeg skulle jo ikke forlade stationen, jeg skulle vel for pokker på arbejde igen i morgen. Børnenes kroppe kunne skimtes på bænken. Synet fik det til at svie i min mave, som om jeg havde spist for meget løg. Hvem havde efterladt dem der? Ingen ved deres fulde fem kunne finde på at glemme et par børn. 20.53. Betjenten var ikke kommet endnu. Om syv minutter var det lukketid. Jeg var træt, men også rastløs og nervøs. Hvad skulle jeg stille op, hvis han ikke kom? 10


Jeg talte pengene og låste dem inde. Teen i termokanden var lunken. Jeg hældte den ud i toilettet og vaskede linealen i varmt vand. Der, hvor leverpostejen havde siddet, var der kommet en fedtplet. Bagefter pakkede jeg strikketøjet ned i tasken. Så var der ikke mere at lave. Jeg holdt øje med indgangsdørene. 20.59. Han var stadig ikke kommet. Jeg følte mig meget alene. Fluen sad klæbet til væggen. Jeg skrabede lidt på den med linealen. Den efterlod en lille plamage, men det var ikke den eneste. Hele væggen var et landskab af pletter og små revner. Når jeg lukkede øjnene næsten i, flød de sammen og blev til et landkort. Jeg blev stående med lukkede øjne. Betjenten ville komme ind ad døren, når jeg åbnede dem. 21.05. Han var ikke kommet. Jeg begyndte at tælle. På 100 ville han komme. Det virkede ikke. Jeg lagde hånden på røret. Jørgen, min forlovede, ville være hjemme nu. Telefonen stod i hans mors soveværelse, jeg kunne bede hende sende ham herned. Han ville helt sikkert komme. Jeg tog røret, men lagde det på igen. Da jeg havde slukket lampen og låst døren, gik jeg ud i hallen til børnene. Der var koldt, jeg frøs uden min frakke. De lå tæt sammen, nærmest oven i hinanden. I det svage lys var det svært at se, hvem der var hvem. De måtte være tvillinger, trækkene var så ens. Drengen havde sparket den ene sko af. Jeg tog den op. Det var sådan nogle morgensko, min mormor syede, da jeg var barn. Der sad jord under den, og den var fugtig. De måtte have haft meget travlt, da de skulle ud ad døren, siden de ikke havde nået at få rigtige sko på. 21.29. Jeg skulle have lukket for en halv time siden. Hvorfor kom betjenten ikke? Jeg spejdede ud ad glasruderne i døren. Der var mørkt og øde på stationspladsen. Det var ikke til at se, om det stadig regnede. Jeg satte mig på bænken ved siden af børnene. Lød der ikke fodtrin? Jeg spejdede ud igen. Der 11


var stadig øde. Kom lyden indefra? Jeg holdt vejret og lyttede, men hørte ikke andet end mit hjerte, der bankede. Jeg låste mig ind på billetkontoret og tændte lampen. Det hjalp. Nummeret til centralen drejede næsten sig selv. Det var en ny betjent. »Jeg kender desværre ikke noget til sagen.« »Det er ellers tredje gang, jeg ringer.« »Beklager meget, frøken, vi har nogle akutte sager. Jeg har desværre ikke nogen betjent, jeg kan sende ned. De finder sikkert på en løsning til i morgen.« »Jeg kan selv bringe dem op på ...« Politistationen, ville jeg have sagt, men gennem røret kunne jeg høre råb. Så forsvandt al lyd. Han havde ringet af. Jeg forstod det ikke. Han havde uden videre overladt problemet til mig. Var det ikke politiets pligt at hjælpe? Men der foregik åbenbart noget, der var vigtigere. Havde han tænkt sig, at jeg skulle overnatte med børnene på stationen? Det var udelukket. Der var iskoldt overalt. Jeg satte mig på taburetten. Det var, som om dagen aldrig ville få ende, men blev ved med at køre i ring.

Kapitel 2 Da jeg havde taget beslutningen, følte jeg mig bedre tilpas, men også urolig. Jeg var bestemt ved at rode mig ud i noget. Noget af den slags man holdt sig fra i vores familie. Jeg skrev en seddel med store bogstaver: De to børn med brune jakker, som ikke blev afhentet inden stationens lukketid, befinder sig hos Ingeborg Hansen. Nedenunder skrev jeg adressen og tegnede et lille kort. I en skuffe fandt jeg noget 12


brun klæbestrimmel. Da jeg klistrede sedlen op på en af de små glasruder i hovedindgangsdøren, rystede mine hænder. Alle kunne nu se, at der fandtes en Ingeborg Hansen, og hvor hun boede. Jeg ville være nødt til at vække dem for at få dem med hjem. Men hvad stillede jeg op med drengen? Han ville ikke kunne gå hele vejen hjem med kun et håndklæde omkring sig. Min taske stod på bænken, og jeg kom i tanke om min mors sweater. Kroppen var trævlet halvt op, men ærmerne og brystet var stadig tilbage. Jeg aede ham på kinden, men han vågnede ikke. Så satte jeg ham forsigtigt op. Han var helt slap, men åbnede øjnene. Så snart han fik øje på mig, rykkede han sig lidt væk. »Du skal ikke være bange, lille ven, Ingeborg vil bare give dig noget tørt tøj på, så vi kan komme hjem i seng,« sagde jeg med min sødeste stemme. Heldigvis var der ikke andre end børnene, der kunne høre mig. Jeg trak forsigtigt håndklædet af ham, stak et ben ned i hvert ærme på sweateren og satte den fast med hans seler. Nu lignede han en lille søvnig klovn. Pigen vågnede, da jeg aede hende på kinden. Hun klynkede. Jeg forsøgte at tage hende på skødet, men hun gjorde sig stiv. Et kort øjeblik var jeg tæt på at opgive det hele. Jeg var dødtræt, og hvordan i himlens navn skulle jeg få to halvsovende børn i sutsko med hjem? Hvis ikke det ligefrem stadig regnede, var gaderne i hvert fald våde. Jeg sad lidt på bænken og bare stirrede ud i luften. Så tog jeg mig sammen. Ligesom når man skal gå i vandet, før det egentlig er varmt nok. Jeg løftede pigen ned fra bænken. Hvis jeg tog tasken under armen, kunne jeg have et barn i hver hånd. Jeg måtte give slip på dem, mens jeg låste døren. Det regnede endnu, og blæsten var kold. Pigen klynkede højere nu. De fulgte med, men meget langsomt og med små bitte skridt, især drengen. Han kiggede hele tiden ned ad sig selv, han undrede sig vel over, hvad det 13


var for nogle underlige bukser, han havde på. Deres sutsko blev hurtigt gennemblødte. Jeg bar dem skiftevis, men det var besværligt, når jeg også havde tasken. Da vi var nået et stykke op ad Strandgade, orkede jeg det ikke længere. De var også tungere, end jeg havde regnet med, og min sko gnavede. Gaderne var tomme. Heldigvis. Hvad ville folk ikke have tænkt om mig? At jeg var en frygtelig ravnemor, der slæbte mine børn ud i regnen uden at klæde dem ordentligt på? Jeg boede kun et par gader fra stationen, men det tog os næsten en halv time at nå frem. Jeg nærmest skubbede dem op ad trapperne i opgangen. Vi skulle øverst op. Det var der, jeg boede. Der var indrettet klubværelser på hele etagen. Lyset nåede at gå ud flere gange, inden vi nåede op. Jeg låste døren op til mit værelse og tændte lampen. Så trak jeg børnene indenfor og lukkede døren. Der var halvkoldt, men der ville hurtigt blive varmt. Jeg fandt tændstikkerne og tændte for gasovnen. Børnene stod helt stille og iagttog mig. Jeg tog det våde tøj af dem og lagde det i en bunke på gulvet. De var gennemblødte og rystede af kulde. Jeg tørrede deres våde hår med et håndklæde og gav pigen min flonelsnatkjole på. Den var selvfølgelig alt for stor. Hun lignede en lille betuttet brud. I bunden af en skuffe fandt jeg en gammel uldundertrøje. Jeg havde selv strikket den i håndgerning. Den var krøbet noget i vask og passede drengen. »Nu er I fine.« Jeg trak min natpotte frem. »Skal I tisse?« De svarede ikke, men de kendte åbenbart godt en potte, for pigen satte sig med det samme og tissede. Bagefter lagde jeg dem under min dyne. De sagde stadig ingenting, men lå bare og kiggede på mig. Lidt efter sov de. Jeg lavede te og havregrød i det lille køkken, der hørte til klubværelserne. Så smed jeg mig i lænestolen ved siden af sengen og sparkede skoene af. De var våde, jeg måtte huske at stoppe dem ud med avispapir. Jeg 14


lagde mit hæklede uldtæppe over benene og lod det meste af en sukkerknald dumpe ned i teen. Jeg var sulten, men kunne alligevel ikke spise ret meget af grøden. Måske havde det været forkert af mig at sætte sedlen op med mit navn og adresse. Hvis en mand kom og forlangte børnene udleveret, hvordan kunne jeg så vide, at det ikke var en børnelokker? Lød der ikke skridt på trappen? Jeg holdt vejret og lyttede. Var det vinden, der fik huset til at knage? Forsigtigt åbnede jeg døren til opgangen. Der var bomstille bortset fra lyden af et vindue, der klaprede i vinden. Det måtte være det, jeg havde hørt. Jeg satte mig tilbage i lænestolen og betragtede børnene. De havde begge to kraftigt, brunt hår og fine ansigtstræk. Jeg havde ikke lagt mærke til, hvilken farve deres øjne havde, og nu havde de lukket dem. Det måtte være en meget desperat mor eller far, der ikke havde kunnet se anden udvej end at efterlade dem på en station. Men hvorfor var de ikke blevet afleveret på et børnehjem? Måske kom de fra et børnehjem? Jeg tog de brune jakker og undersøgte, om der skulle være et mærke eller navn fra et børnehjem. Der var ingenting. Jakkerne var lige så anonyme som børnene. Og de var våde. Jeg hængte dem på en stol foran ovnen. Den var stadig varm, selvom jeg havde slukket den igen. Sutskoene stillede jeg direkte på ovnen, men ombestemte mig og stillede dem på gulvet. Så kom jeg i tanke om tissebukserne. De lå i tasken pakket ind i en avis. Der var kun koldt vand i køkkenet. Jeg orkede ikke at varme noget og fordelte bare en klat sæbe på bukserne, gnubbede lidt og skyllede. Døren ud til opgangen stod på klem. Jeg for sammen, da lyset blev tændt, og gadedøren smækkede dernede. Jeg slukkede for vandet, så jeg bedre kunne høre. Trinene kom nærmere. Tænk, hvis det var ... Jeg slukkede lyset i køkkenet og holdt øje fra dørsprækken. Vinduet klaprede 15


stadigvæk et eller andet sted. Lyset slukkede på opgangen. Sådan var det altid, man kunne kun nå til anden sal, før lyset slukkede, og næste knap sad heroppe på tredje. En skikkelse dukkede op i mørket og gik direkte mod køkkenet. Jeg havde nær fået døren i hovedet, da den blev skubbet op, og lyset blev tændt. »Gud, Ingeborg, vil du tage livet af mig. Hvorfor står du her i mørket?« Det var Laila, min veninde, der boede i et af de andre klubværelser. »Det må du altså undskylde, jeg troede, det måske var en eller anden bøhmand.« »Lyder jeg som en bøhmand?« »Nej, selvfølgelig ikke, jeg er bare lidt nervøs, det har været sådan en mærkelig aften.« »Nå, hvad er der da sket?« Hun åbnede isskabet og fandt rugbrød og fedt frem. »Vil du have en skive med?« »Nej tak.« Jeg skyllede bukserne endnu engang og vred dem hurtigt op. »Hvis du kommer med ind på mit værelse, er der noget, jeg skal vise dig.« Laila knækkede fedtemadden over og rakte mig den ene halvdel. Jeg rystede på hovedet, og hun klappede de to halvdele sammen. De sov tungt. »Gud, Ingeborg, hvem er dog det?« hviskede hun og stillede fedtemadden i vindueskarmen. Jeg forklarede hende, hvad der var sket. Hun listede tættere på sengen. »Herregud, hvor er de dog kære. Tænk, at en mor kan få sig selv til at gå fra sådan et par størrelser. Men det er naturligvis bedre end at smide dem ud ad vinduet.« 16


»Smide dem ud ad vinduet? Hvordan kommer du dog på sådan noget?« »Læste du ikke om hende moderen, der kastede sit treårige barn ud fra fjerde sal.« »Nej.« »Det var lige her for nylig. Jeg kan ikke huske, hvor det var henne, måske et sted i Jylland. Faderen var skredet, og du ved ...« »Det er jo slet ikke sikkert, det er moderen, der har efterladt dem,« indvendte jeg. »Næ, det kan selvfølgelig også være faderen, når man tænker nærmere efter, er det nok snarere en far, der kunne finde på sådan noget. Men hvad vil du gøre, du kan da ikke have dem boende her?« »Nej, jeg afleverer dem på politistationen i morgen, hvis de ellers vil tage imod dem.« »Ja, det kunne lige passe. Hvis du får brug for hjælp, siger du bare til. Hvor vil du forresten selv sove, de optager jo hele sengen?« Jeg trak på skuldrene, faktisk havde jeg ikke tænkt på det. »Du kan sove inde hos mig, vi kan sagtens være to i min trækudseng.« »Det er sødt af dig, men jeg vil ikke lade dem ligge alene her. Jeg finder på noget.« Da hun var gået, hængte jeg de våde bukser ved siden af jakkerne. De dryppede og lavede en lille pyt på gulvet. Jeg havde tændt min sengelampe og var ved at finde noget nattøj, da der lød et rabalder nede i gården. Det var svært at skimte noget i mørket, men nogen bevægede sig dernede. Jeg låste døren. Det havde nok været dumt af mig at sætte sedlen op på stationen. Der gik lang tid uden en lyd. Jeg sad stiv som en frossen fisk på kanten af lænestolen. Endelig smækkede en dør et eller andet sted i ejendommen. 17


Det lykkedes mig at rykke børnene længere over mod væggen, uden at de vågnede. Jeg krøb ned under den varme dyne. Det gik lige, hvis jeg lå på siden, men dynen kunne ikke dække os alle tre. Jeg rakte armen ud og fik fat i mit hæklede tæppe. Det var ikke så varmt som med dynen, men meget bedre end at prøve at sove i lænestolen. Alligevel var det svært at falde i søvn. Jeg var ikke vant til at have børn i min seng. Pigen lå uroligt, og flere gange fik jeg hendes arm i ansigtet. Jeg lyttede hele tiden efter skridt på trappen, men det eneste, jeg hørte, var lyden af børnenes åndedræt. De lugtede svagt af fugtig kælder og en sæbe, jeg ikke kendte. Jeg vågnede med et sæt. En eller anden høj lyd havde vækket mig. Jeg troede ikke, jeg havde sovet ret længe, men da jeg så på uret, var klokken halv syv. Jeg havde næsten glemt børnene, men de lå der endnu. Der var halvmørkt i værelset. Gulvet knirkede, da jeg listede ud på toilettet. Fra vinduet kunne jeg se, hvad det var for en lyd, der havde vækket mig. En hund havde væltet en affaldsbøtte nede i gården. Den for rundt og guffede madaffald i sig. Lailas fedtemad stod stadig i vindueskarmen. Da jeg kom tilbage, vågnede pigen. Jeg tændte sengelampen. Hun havde blå øjne og mørke øjenvipper, små buttede kinder og en lille dukkemund. Hun var nok det yndigste barn, jeg nogensinde havde set. Jeg havde lyst til at trykke hende ind til mig, men jeg var bange for, at hun skulle blive forskrækket. I stedet tog jeg forsigtigt hendes hånd og strøg den. Den var blød og rund. Hun iagttog mig, men sagde ikke noget. Jeg gav hende et lille håndtryk. »Jeg hedder Ingeborg, hvad hedder du?« Hun svarede ikke. Jeg smilede og prøvede en gang til, men det eneste jeg opnåede var, at også drengen vågnede. Vi sad lidt og kiggede på hinanden uden at sige noget. Så trak jeg natpotten frem. De tissede begge to. Pigen krøb hurtigt op i sengen igen. Drengen 18


blev stående på gulvet. Jeg ville løfte ham op under den varme dyne, men han trak sig væk og krøb selv op. »Er I sultne?« Egentlig var det dumt at spørge, for jeg vidste efterhånden, at de ikke ville svare. »Nu bliver I bare her, så kommer Ingeborg med morgenmad«. Jeg lod døren til værelset stå åben, gik ud i tekøkkenet og satte havregrød over. Det var dejligt, at det var morgen. Min hylde i isskabet var et ynkeligt syn. Et lille stykke leverpostej, der var blevet mørkt i kanterne, og et par kogte kartofler. Jeg havde glemt, at jeg hverken havde mælk eller smør. På Lailas hylde lå der smør. Hun havde altid rigeligt hjemme fra forældrenes gård. Jeg skar en skive af og lagde på en tallerken. Mens jeg stod og ventede på, at grøden skulle koge, hørte jeg en pludrende lyd. Lyden kom inde fra værelset. Det lød ikke som dansk. Jeg tog gryden af for bedre at kunne høre. Var det overhovedet noget sprog? Børnene var i hvert fald ikke stumme. De tav, så snart jeg trådte ind i værelset. Jeg havde ikke noget spisebord, men brugte det lille sofabord, jeg havde stående mellem sengen og lænestolen. Jeg satte skålene med grøden og kradsede lidt sukker ned i hver. »Kan I ikke fortælle, hvad I hedder?« De kiggede på mig, men viste ingen tegn på, at de havde forstået, hvad jeg sagde. Jeg trak dem hen til bordet og gav dem hver en teske. De kiggede på skeen, men gjorde ikke mine til at ville bruge den. Jeg begyndte selv at spise, de sad stadig bare med skeen i hånden. Langsomt viste jeg, hvordan man stak skeen ned i skålen og derefter ind i munden. De fulgte mine bevægelser med øjnene. »Er I ikke sultne?« De svarede ikke. Jeg satte mig over på sengen og madede dem 19


på skift som små babyer. Måske var de ikke så gamle, som jeg havde regnet med. De åbnede pænt munden, hver gang skeen kom. Egentlig var det jo også ligegyldigt, hvor gamle de var. Det var jo ikke mine børn. Jeg måtte se at få dem afleveret. Et øjeblik ønskede jeg virkelig, at det var mine børn. Men det var vanvid. Jeg var ikke mere end 19 år, desuden fandtes der vel nogle forældre et eller andet sted. Nogen, der af en eller anden grund havde været nødt til at efterlade dem på stationen. Vi spiste et stykke tid i tavshed. Så rejste jeg mig og tændte radioen. Der var gudstjeneste. På en anden kanal spillede de et stykke klassisk musik. Jeg satte et stykke papir i klemme under knappen, ellers kunne den ikke fastholde kanalen. De spiste al grøden. Bagefter gik jeg ud på toilettet og lod dørene stå på klem. Jeg håbede, de ville begynde at pludre igen, men det gjorde de ikke. Jeg gav dem tøjet på. Det var helt ens. Undertøjet var lavet af lærred og virkede gammeldags. Bukserne var brune med knapper i siden og holdt oppe af grå seler. Trøjerne var strikket i noget groft, brun- og grånistret uldgarn. Jakkerne var lavet af det samme stof som bukserne. Sutskoene var kommet noget ud af facon, men var blevet tørre. Det hele så hjemmesyet ud og var alt andet end fikst. Det lignede nærmest uniformer fra en ukendt hær med meget små soldater. Alligevel så de noget så kære ud. Jeg ønskede sådan, at jeg kunne have taget et fotografi af dem. Da jeg havde givet dem tøjet på, fandt jeg min gamle kam med brede takker frem. Jeg redte dem forsigtigt. Deres hår var klippet på præcis samme måde og med samme længde. Det måtte være hjemmeklippet, sådan ville en frisør aldrig klippe. Håret lugtede som i mine forældres viktualiekælder. Men det var ikke snavset. De havde begge to nogle sjove ører, der spidsede til foroven. Præcis som alferne i en billedbog, jeg havde haft som barn. De stod helt stille, mens jeg redte dem. Bagefter fandt jeg mit håndspejl, så de kunne se sig selv. Pigen 20


stod længe og kiggede i spejlet, så kiggede hun på drengen og derefter igen på spejlet. Flere gange vendte hun det om. Havde hun mon aldrig set et spejl før? Mit hår er det, der på frisørsprog hedder mellemblond. Det vil sige, at det ikke rigtig er nogen farve. Desuden er det tyndt. Normalt brugte jeg valk for at få det til at fylde, men den morgen satte jeg det bare op med et par hårnåle, pudrede kinderne og tog lidt rødt på læberne. Jeg havde arvet en grøn, ulden spadseredragt fra en tante, der var blevet for kraftig. Den sad ikke særlig godt, da jeg overtog den, men Laila havde hjulpet mig med at sy den om. Skoene havde nu givet mig en grim vabel, så jeg tog mine travesko på, selvom de ikke var så pæne til dragten. Jeg bankede på hos Laila, men hun var allerede taget af sted for at åbne frisørsalonen, hvor hun arbejdede. Jeg ville gerne have vist hende børnene. De var åbenbart vant til trapper. Uden videre vendte de sig om og kravlede baglæns ned. Det tog lang tid, men det måtte være sådan, de havde lært det.

Kapitel 3 Regnen var hørt op. Det blæste og var næsten skyfrit. En tom bagerpose hvirvlede af sted som et sejl i vinden. Det er noget af det særlige ved Helsingør, at vinden får sådan en fart på gennem gaderne. Vi spadserede til politistationen. Det var en mærkelig, men dejlig fornemmelse at gå der med et barn i hver hånd. Folk ville jo tro, at det var mine. Jeg bad til, at ingen ville lægge for meget mærke til det underlige tøj og børnenes sutsko. »Vær så god at tage plads, til der bliver en betjent ledig.« 21


Der stod to metalstole op ad væggen. Jeg løftede drengen op på den ene stol og satte mig selv på den anden med pigen på skødet. Jeg havde tænkt, at det ville være enkelt. Men nu hvor vi var her, var jeg ikke mere så sikker. Der sad to betjente bag ved skranken. En ung og en ældre. Det var den unge, der havde bedt os tage plads. Den ældre havde tilsyneladende slet ikke lagt mærke til os. De var begge to optaget af at skrive på maskine. Den unge skrev hurtigt, den ældre langsomt. Han prustede hver gang, han slog på en tangent. Lydene fra skrivemaskinerne lavede et usynligt gitter, som betjentene havde lukket sig inde bag. På væggen hang et ur, ellers var der tomt. Jeg kneb øjnene næsten i, så det hele flød sammen, betjentene, skranken, telefonerne og uret. Det hjalp ikke, den klaprende lyd fra skrivemaskinerne hakkede stadigvæk i mit hoved. Vi ventede i 28 minutter. Jeg knugede pigen ind til mig og holdt drengen i hånden. Jeg ved ikke, om han brød sig om det, men han trak den hvert fald ikke tilbage. De sagde ingenting, men da pigen tabte den ene sutsko, samlede drengen den op og gav den til mig. Endelig rejste den unge betjent sig og lænede sig ud over skranken. »Hvorledes kan jeg hjælpe Dem, frøken?« Jeg rejste mig og gik hen til skranken med børnene. Jeg havde forberedt, hvad jeg ville sige, men nu var det, som om jeg havde sand i munden, så ordene faldt så kluntet. »Goddag, jeg er billetdame på Helsingør Station, jeg hedder Ingeborg Hansen. De to børn her sad på stationen hele dagen i går. Da jeg lukkede billetsalget klokken ni, var de endnu ikke hentet. Så tog jeg dem med hjem. De har sovet hos mig i nat.« »Jaså, men hvorfor ringede De ikke til stationen her?« Han havde vandige blå øjne og et lyst overskæg, der vippede, når han talte. 22


»Det gjorde jeg skam også, endda flere gange.« »Knudsen, kender De noget til denne her sag? Nogle børn der ikke blev afhentet på stationen i går?« Den unge betjent henvendte sig nu til den ældre. »Det er muligt, vi fik en opringning, men vi var underbemandet i går og desuden ...« Den ældre betjent hævede ikke blikket fra maskinen. »Nå ja, det er rigtigt, vi havde et par presserende sager og så branden oveni,« sagde den yngre betjent. »Men vi må vel hellere få skrevet en rapport.« Han fiskede en formular frem fra skuffen og satte den i maskinen. »Hvad var det, De hed? »Ingeborg Hansen.« »Adresse?« Jeg opgav min adresse. »Børnenes navn, adresse og fødselsdatoer?« »Jeg ved ingen af delene, jeg fandt dem jo på stationen.« »Men kan de ikke selv fortælle, hvad de hedder? Han skævede ned til børnene. »Hvad hedder I?« De reagerede ikke. »Kan de ikke tale?« Han kiggede på mig. »Jo, men jeg er ikke sikker på, at de forstår, hvad vi siger.« »De er måske udlændinge?« »Det har jeg også tænkt på.« Betjenten sad et øjeblik og kiggede ud i luften, som om han overvejede, hvad han skulle gøre, men skrev så videre i formularen. »Og De ved altså ikke, hvem forældrene er?« »Nej, det er jo derfor, jeg er kommet her.« Han nikkede fraværende. »Ja, naturligvis. Knudsen, har der været nogen efterlysninger?« Den ældre betjent kiggede stadig ikke op. 23


»Ingen efterlysninger,« svarede han. Den unge betjent skrev videre, så hev han formularen ud af maskinen og lagde den foran mig. »Så mangler jeg bare en underskrift.« Han pegede der, hvor jeg skulle skrive under. »Børnene vil blive afhentet her.« »Afhentet?« Betjenten sad allerede med røret i hånden. Han smilede vagt og pegede på stolene bag os. Vi skulle åbenbart sætte os igen. Jeg syntes, han talte en evighed. Men der gik faktisk kun fire et halvt minut. »Så er det i orden.« »Hvad er i orden?« spurgte jeg. Egentlig var det ikke særlig høfligt, men ordene fløj bare ud af munden på mig. »Børnene vil blive anbragt et sted.« »Ved De hvorhenne?« »Det er op til myndighederne, men jeg går ud fra, at det bliver et børnehjem her i nærheden, i hvert fald til at begynde med.« »Tror De, det er muligt, at jeg kan få adressen på børnehjemmet?« »Det skulle vel ikke være umuligt, prøv at ringe i morgen, eller kig forbi og spørg efter betjent N. Bergh. Det er mig.« Han smilede. Jeg ventede, så længe jeg kunne, sammen med børnene på politistationen. Men damen fra børneværnet var ikke kommet, da jeg blev nødt til at gå. Jeg gav dem hver et klem. De sagde ikke noget, men kiggede bare efter mig. Papiret med min adresse sad stadigvæk i ruden, da jeg åbnede døren til Helsingør Station. Jeg hev det af, krøllede det sammen og smed det i en skraldespand. Sørensen sad i lugen. Der lugtede stærkt af brændt have­ affald. Det var Sørensens tobak. Han nikkede, da han så mig. 24


»Sørensen, De kan vel ikke huske de to børn, der sad der på bænken i går?« Jeg pegede på det sted, hvor børnene havde siddet. »Nej, jeg husker ikke nogen bestemt, folk kommer og går.« Sørensen bakkede videre på sin pibe. Han spurgte ikke engang, hvorfor jeg havde spurgt. Jeg havde heller ikke lyst til at snakke om det. »Har der ellers været noget?« »Næ, der har ikke været noget,« svarede han. Han havde taget sin jakke på og stod med madkassen i hånden. Den var bulet og havde engang været ternet. »Vil De beholde Amt’sen?« spurgte han. »Ja tak.« Avisen lå pænt foldet sammen på bordet. »Jamen, så må De have det pænt.« »Ja tak, Sørensen.« Jeg så hans krumme ryg forsvinde op ad trapperne til perronen. Madkassen havde han under armen. Det mindede mig om, at jeg selv kunne se frem til en lang dag uden hverken madpakke eller termokande. Om eftermiddagen dukkede min mor op med en brun pakke med snor om. Hun ventede, til der var tomt ved billetlugen, før hun kom hen. »Kom dog indenfor, Mor.« »Nej, det skal du ikke tænke på, jeg skal jo med rutebilen til Tikøb.« Hun stak pakken ind til mig gennem billetlugen. »Det er ikke noget særligt, Familie Journalen og lidt undertøj.« »Tak, Mor, men der er jo næsten en halv time til rutebilen går, du kan da vente herinde.« »Jamen, jeg vil ikke forstyrre ... hvis nu der kommer passagerer.« »Du forstyrrer ikke.« Hun kiggede sig rundt og åbnede så døren. 25


»Hvad nu hvis stationsforstanderen ...?« »Han kommer aldrig herned. Sæt dig og hvil benene lidt. Jeg kan desværre ikke byde dig på te.« Hun knappede de øverste knapper i frakken op og satte sig på stolen, jeg havde trukket frem. Tørklædet beholdt hun på. »Har du været hos lægen med din gigt, siden du er i Helsingør?« Hun nikkede. »Hvad sagde han så?« »Åh du ved, det sædvanlige. Det er også det vejr, det er jo frygteligt, som det regner, og vi er endda kun i begyndelsen af september ...« Hun krammede håndtasken på skødet. Tasken var en del af min mor. Hun havde haft den, så længe jeg kunne huske. »Hvordan går det med håndklæderne? Har du fået repareret dem?« spurgte hun. »Jeg er begyndt, men det tager tid at sømme dem op, vi skal jo heller ikke giftes foreløbig.« »Nej, det siger du nok, men der er jo meget, der skal forberedes, du har jo hverken ordentligt sengetøj eller duge. Du kunne jo også godt tænke på at samle lidt tallerkner, et kaffestel skal du vel også have ... hvad siger Jørgen? Han kommer sikkert snart med en dato?« »Han synes, vi skal vente, til han er forfremmet.« »Det er fornuftigt af ham, men ved han ikke, hvornår det bliver?« »Jo, sikkert engang til foråret. Han skal først bestå den udvidede bogholdereksamen i slutningen af februar.« »Men så er det da heller ikke for tidligt at få startet på udstyret. Jeg mener, du skal jo også have en kjole, og hvor får man sådan en fra i disse tider? For slet ikke at tale om sko, der passer til. Du er nødt til at spare mærker op, Ingeborg.« »Jeg ved det godt, men det skal nok gå. Jørgens mor siger, hun godt kan undvære noget sengetøj, når Jørgen flytter.« 26


»Ja, det var jo heller ikke sådan ment.« »Desuden kender Laila en pige på salonen, som gerne vil sælge sin brudekjole. Hun er noget større end mig, men Laila mener godt, vi kan sy den ind.« »Hvad vil hun have for den?« »Det ved jeg ikke, men det bliver under alle omstændigheder billigere, end hvis jeg skulle købe en ny.« Mor rejste sig for at gå. Hælene på hendes sko var gået skæve. »Du kommer vel hjem til frokost på lørdag, jeg laver nok en kødrand, du må endelig sige til Jørgen, at han også er velkommen.« »Tak, men jeg kommer nok alene, Jørgen læser om lørdagen.« »Jeg troede, han læste om aftenen.« »Det gør han også, men det er jo en stor eksamen, han skal til, så det rækker ikke, han er nødt til at tage lørdagen med.« Idet hun gik ud gennem døren, lod hun en finger glide hen over skærmen på bordlampen. Den efterlod en stribe i støvet.

Kapitel 4 Næste eftermiddag stod jeg af rutebilen på Strandvejen ved Mikkelborg. Det havde ikke været svært at få adressen. Den unge betjent havde ikke været der, men han havde lagt en konvolut med mit navn på. Indeni lå adressen. Der stod også, at tvillingerne var blevet hentet en halv time efter, at jeg var gået. Børnehjemmet var en stor grå bygning, der lå ned mod vandet. Et metalhegn afskar haven fra stranden. Jeg gik langsomt ned ad havegangen. Den var fint anlagt med små hvide sten, der lå, hvor de skulle. Der var ingen børn at se, men en ældre mand gik og fejede blade sammen. Han kiggede efter 27


mig, men hilste ikke. I lyset så alle vinduerne ud som rækker af sorte øjne, der stirrede på mig. Hovedindgangen lå på den anden side af huset. Jeg måtte ringe på flere gange, før en ung pige med blå kittel og et tvært udtryk lukkede op. »Hvem skal De tale med?« vrissede hun. »Jeg er kommet for at besøge de to børn, der blev anbragt her i går.« »Har De en aftale med forstanderinden?« »Nej, men ...« »Jeg skal se, om hun kan træffes.« Hun viste mig indenfor i hallen og forsvandt op ad trappen. Jeg kiggede mig rundt, det var åbenbart ikke her, børnene hængte deres tøj. Rummet var helt tomt. Væggene og trappen var malet i den samme gråbrune farve. Der lugtede af en blanding af brun sæbe og kål. Jeg kunne høre børnestemmer bag en lukket dør. Lidt efter kom en ældre, kraftig kvinde til syne på trappen. Hendes ansigt havde lagt sig i folder, der alle sammen vendte nedad. Hun rakte mig en kold hånd. Hendes kjole lignede hendes ansigt, en masse lodrette folder i noget gråt stof. »De er måske pårørende?« »Ja, nej, mit navn er Ingeborg Hansen. Det var mig, der fandt børnene på Helsingør Station.« »Hvis De ikke er pårørende, hvorfor kommer De så her?« Der var en bebrejdende klang i hendes stemme. »Børnene overnattede hos mig i går nat, inden jeg fik lejlighed til at bringe dem til politiet.« »Hvorfor kontaktede De ikke bare politiet med det samme?« »Det gjorde jeg også, men man havde åbenbart ikke mandskab til at sende nogen ned på stationen, så jeg var nødt til at tage dem med hjem.« »Det lyder underligt, men det er også et par underlige børn.« Hun kiggede på mig, som om det var mig, der havde bedt dem om at være tavse. 28


»Jeg behøver ikke lang tid, jeg vil bare gerne lige have lov til at hilse på dem. Betjenten, der gav mig adressen, mente nok, det kunne lade sig gøre.« Det tog lidt tid, inden hun svarede. »Jeg er ellers ikke meget for, at folk sådan bare kommer rendende, men siden De nu er taget hele vejen herud ... Og i øvrigt er det ikke politiet, der bestemmer, hvem der kan komme på besøg her.« Hun åbnede døren ind til en slags dagligstue. Den grå farve var også nået herind. Kållugten var skarpere end ude i hallen. Der sad børn ved lave borde og tegnede eller legede med klodser. Den unge pige, der havde lukket mig ind, sad ved et lidt højere bord og strikkede. Hun sendte mig et surt blik. Tvillingerne sad ved et lille bord for sig selv. De havde ikke mere det brune tøj på. Pigen havde en rød kjole og grå gamachebukser på. Drengen en ternet skjorte og blå klapbukser. »Hvor er I fine,« sagde jeg. De kiggede på mig. Foran dem lå der papir og farvekridt, men de havde ikke tegnet noget. Det var svært at sige, om de kunne genkende mig, de kiggede op, da de så mig, men ikke mere end det. Jeg trak en stol hen til bordet og satte mig ved siden af dem. »Skal I ikke tegne?« Jeg pegede på farverne. Måske forstod de ikke, hvad jeg sagde, eller også vidste de ikke, hvad farvekridtet skulle bruges til. Jeg tegnede en mus med en lang hale. Drengen sad længe og stirrede på farvekridtet, som om musen var kommet ud af det. Jeg gav ham farvekridtet i hånden og førte den rundt i en cirkel. Vi satte øjne, næse og mund på. Det blev lidt klodset, men man kunne godt se, hvad det skulle forestille. Jeg holdt papiret op ved siden af mit eget ansigt. For første gang så jeg noget, der mindede om et smil på drengens ansigt. Jeg tegnede også et ansigt med pigens hånd. Da vi var færdige, blev 29


hun ved med at holde om min finger. Drengen lavede nogle forsigtige streger på papiret med en rød farve. »Er det en vej?« spurgte jeg. Han reagerede ikke, men lavede kruseduller oven i de røde streger med en gul farve. Den unge pige med den blå kittel iagttog os med en mut mine. Nogle børn i den anden ende af lokalet var kommet op at slås om nogle klodser. Hun rejste sig modvilligt op og gik over mod de kæmpende, men inden hun nåede hen til bordet, havde de sat sig pænt på stolene igen. Pigen holdt stadig om min finger. Det var svært at finde på noget at sige. Jeg tegnede et klodset får med min frie hånd. Jeg havde været i rummet i 34 minutter, da forstanderinden kom ind. Hun sagde noget til den unge pige og kom så hen mod os. »Der var kun tale om et kort besøg.« Pigen knugede min finger. Da jeg forsøgte at lirke mig løs, holdt hun endnu fastere. »Jeg er nødt til at gå, lille ven.« Hun begyndte at græde, da jeg trak mig løs. »Se nu, hvad De er skyld i. Når De ikke er pårørende, skader besøg mere, end de gavner.« Hun nærmest skubbede mig ud i hallen. Den surmulende havde ikke rejst sig. »De kan nok forstå, at det ikke er nogen god idé, at børnene knytter sig til Dem, De har vel ikke tænkt Dem at komme her hver ugedag, vel?« Hun kunne lige så godt have slået mig. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle svare, men stirrede bare på hendes rynkede ansigt. Det ene øjenlåg hang længere ned end det andet. Hagen var fuld af lange, mørke hår. Jeg tog mig sammen og knappede min frakke. »Vil De give mig besked, når der er fundet nogle pårørende?« Hun stirrede på mig, som om jeg havde sagt noget frækt. »Det kan jeg sandelig ikke love, jeg har mere end nok at se 30


til, og hvis jeg skulle ringe rundt til alle, som vil vide et eller andet ...« »Jeg kan selv ringe.« »De kan jo altid forsøge.« Hun forsvandt op ad trappen uden at sige farvel. Det blæste fra Øresund. Manden, der rev blade i haven, hilste stadig ikke. Jeg måtte vente 38 minutter, før rutebilen kom. Den var fyldt, så jeg måtte stå op. Da den grå bygning forsvandt mellem træerne, vidste jeg, at hvis jeg nogensinde skulle blive bedt om at beskrive djævlen, ville det ikke være svært.

Kapitel 5 »Jeg forstår det ikke helt, tog du dem bare sådan uden videre med hjem?« »Hvad skulle jeg ellers have gjort? Jeg kunne vel ikke efterlade dem på stationen.« »Nej, det er klart, men du kunne have ringet til mig.« »Ville du da have taget dem med hjem til din mor med tissebukser og det hele?« »Det var nok ikke gået, men ...« Vi skråede over gaden, og Jørgen tog mig under armen. »Hør nu her, Ingeborg, selvfølgelig kunne du ikke efterlade dem på stationen, men du kan vel forstå, at jeg bliver nervøs, når du roder dig ud i den slags.« »Jeg besøgte dem på børnehjemmet.« »Hvorfor i himlens navn gjorde du det?« »For at se hvordan de havde det.« »Jamen, det er jo ikke dine børn. Vi skal nok få de børn, vi skal have.« 31


»Det har ikke noget med det at gøre, Jørgen.« »Nej, jeg ved det godt, du ville bare hjælpe.« Han klemte min arm, men jeg lempede mig forsigtigt ud af hans tag. Gruset knasede under vores fødder, da vi gik ind i parken foran Marienlyst Slot. Jørgen kunne lide de lige gange og de stynede rækker af træer. Vi fandt vores sædvanlige bænk. Svage striber af lys og skygge dansede mellem træerne. Jørgen fiskede en klud op af tasken og tørrede bænken af, inden vi satte os. »Studenterbrød?« gættede jeg. Han rystede på hovedet. »Galopkringle?« »Heller ikke.« »Kanelsnegle?« Han trak en bagerpose op af tasken og åbnede den. »Linser, det var længe siden,« udbrød jeg. »Nå, det er vist ikke mere end et par uger siden, men jeg ved jo, du holder så meget af dem.« Jeg trak termokanden op af min taske og stillede to spejderkrus på bænken. Duften af kaffe blandede sig med lugten af våde blade og jord. Hver søndag drak vi kaffe og spiste kage. Hvis vejret var godt, cyklede vi til Hornbæk eller spadserede ned til bænken her ved Marienlyst. Sådan ville Jørgen gerne have det. »Kan vi ses i løbet af ugen?« spurgte jeg. »Jeg skal ud og ro på tirsdag, men ellers skulle det nok kunne lade sig gøre. Men det kommer selvfølgelig an på, hvor meget overarbejde Sivertsen læsser over på mig. Jeg tror, det er ved at gå op for ham, at jeg bliver forfremmet, når jeg har den eksamen i hus efter jul. Det er, som om han prøver at forhindre mig i at få læst.« »Men det er jo ikke ham, der er chefen, hvordan kan han bestemme, hvor meget overarbejde du skal have?« »Nej, men han har jo været på bryggeriet meget længere 32


end mig og føler vel, han har visse rettigheder, og chefen, han siger jo ikke noget, så ...« »Men Sivertsen er jo ikke engang bogholderuddannet.« »Nej, og det piner ham nok. Han kan godt skyde en hvid pil efter at blive forfremmet, selvom han har været ved bryggeriet i mere end 20 år.« En gammel mand gik forbi os med slæbende skridt. Bag ham kom en lille hund. Den stoppede ved bænken og begyndte at snuse. »Der kommer til at ske meget inden for faget bogholderi, nu når handlen for alvor tager fart.« Hunden snusede interesseret til Jørgens taske. Jeg satte tasken op på bænken. »Om nogle år vil Sivertsen ikke kunne være med længere.« Hunden løftede benet og tissede der, hvor tasken havde stået. Nogle skader var oppe at toppes i et træ. Jeg pakkede kopperne ned i tasken. På vejen hjem kom vi forbi en cykelhandler med en scooter udstillet i vinduet. En papfigur af en smilende kvinde med badedragt og hvepsetalje var placeret ved siden af den. I hånden havde hun en kande med kaffe, som hun holdt hen over scooteren. Jeg spekulerede over, hvad tanken var. »Det er en Vespa,« sagde Jørgen. »Man kan få dem med sidevogn. Vi kunne tage på ture, du ville fint kunne sidde i sidevognen med bagagen. Hvad siger du til Tisvilde eller måske Kullen?« »Kaffekanden?« sagde jeg. »Hvad, Vespa er skam et godt mærke.« Han lagde armen om mig, og vi gik i takt, indtil jeg med vilje lavede uorden i det. Det var egentlig på grund af en fuld mand, at jeg var blevet kæreste med Jørgen. Dengang var Laila og jeg begge frisørelever i en salon i Sudergade. En dag, vi var på vej hjem fra arbejde, kom en mand slingrende på fortovet. Idet han passerede os, tog han fat i Lailas arm. 33


»De har vel ikke en cigaret?« »Vi ryger ikke,« svarede jeg. Han drejede hovedet og så skulende på mig. »Det var ikke Dem, jeg spurgte.« »Giv slip på mig, De kan jo høre, hvad min veninde siger, vi ryger ikke,« sagde Laila og forsøgte at trække armen til sig. Fyren gav ikke slip, men holdt krampagtigt fast i Laila, mens han blev ved med at svaje frem og tilbage. »De er ærlig talt en dejlig pige.« »Tak,« sagde Laila. »Men nu skal De altså gå hjem og sove den ud.« I det samme skråede en ung mand over gaden og kom hen til os. Han tog et fast greb i fyren og skubbede ham væk, så han faldt ned på fortovet. »Forsvind! Kan De ikke se, at De forulemper de unge damer?« Fyren mumlede et eller andet og fik med besvær rejst sig op og gik. »Ih, hvor var det pænt af Dem,« sagde Laila til den unge mand. »De kender os jo ikke engang.« »Det manglede da bare,« svarede han.« Jeg mener da også, jeg har set Dem på nede på Danserestauranten, er det ikke sandt?« »Jo, det er rigtig nok, vi kommer der indimellem, jeg kan godt huske Dem,« sagde jeg. Han fulgtes med os et stykke, så skulle han dreje. »Han var flink,« sagde Laila, da han var ude af syne. »Hmm, men havde han behøvet at vælte ham fulderikken?« »Det var sikkert ikke meningen.« »Nej, det var det måske ikke.« Jeg havde en fornemmelse af, at det havde været meningen, men vi snakkede ikke mere om det. 34


Jørgen kom næsten hver lørdag på Danserestauranten. Jeg havde aldrig rigtig lagt mærke til ham før, men nu efter episoden med fulderikken begyndte han at byde os op, og jeg måtte indrømme, at han faktisk dansede godt, lidt stift og meget korrekt, men han holdt takten og førte godt. Bedre end nogen af de andre fyre, vi kendte. Efterhånden glemte jeg også hændelsen med den fulde mand. Jørgen var populær på dansegulvet. Øjnene sad lidt for tæt, men jeg kunne lide hans smil. Han havde en pæn krop, lange ben, brede skuldre og stærke overarme. Laila og jeg gættede på, hvad han mon lavede. Hun holdt på, at han arbejde på værftet, jeg, at han var noget på et kontor. Det med kontoret var mest, fordi han havde rene negle. På det tidspunkt havde jeg egentlig kig på en anden fyr. Jeg havde ikke talt ret meget med ham og kun danset med ham et par gange, men det var mest, fordi han ikke dansede ret meget. Han læste til landmåler og kom fra Hellebæk. Italieneren, blev han kaldt. Han havde mørkt hår og brune øjne. Som regel kom han sammen med nogle andre studenter. Nogle gange slog de sig ned ved det bord, hvor Laila og jeg sad. Italieneren var usædvanlig god til at fortælle historier. Alle mulige dagligdags hændelser blev til noget helt særligt i hans mund. Da jeg begyndte at lægge mærke til Jørgen, havde jeg ikke set Italieneren flere lørdage i træk. De andre studenter var der som sædvanlig. Men en aften, Laila og jeg var på vej hjem, så vi Italieneren komme ud fra et værtshus. Han havde armen rundt om en lille tyk, rødhåret pige. De så os ikke. Et stykke oppe ad gaden trak han hende ind i en port, hvor de stod og kyssede. Laila og jeg skyndte os bare hjem. Jørgen dansede med mange forskellige, men vendte ofte tilbage til Laila og mig og bød os op på skift. I starten var jeg sikker på, at han var mest interesseret i Laila. Sådan plejede det at 35


være. Hun havde lyst hår med fald, en flot figur og sådan et sødt smil. Selv var jeg tynd og flad, og mit hår var helt glat. Efterhånden fandt vi ud af, at der var flere af pigerne, der var ude efter ham. Han var anderledes end de andre fyre, måske mere gammeldags. Altid meget høflig og galant. Aldrig noget med at være for nærgående eller komme med frække forslag, når man dansede. Han var sådan en mand, man gerne ville giftes med. Han smilede altid, når han så mig, og lidt efter lidt begyndte jeg at drømme om, at det kunne blive os to. Der skete bare ikke noget. Han blev ved med at komme på Danserestauranten, lørdag efter lørdag bød han skiftevis Laila og mig op. »Måske er han slet ikke til damer?« sagde Laila. »Hvad mener du?« »På det forkerte hold, du ved.« »Hvorfor skulle han så komme her hver evig eneste lørdag og danse?« »Måske kan han bare godt lide at danse.« Jeg havde nærmest opgivet, da han endelig en aften spurgte, om han måtte følge mig hjem. Laila blinkede til mig, da vi gik. Men han fulgte mig bare hjem, sagde pænt godnat og gik selv hjem. Det gentog sig de følgende lørdage. Men så en aften i slutningen af maj foreslog han, at vi gik en tur på stranden. Det havde været en varm dag, og sandet føltes stadig lunt. Vi tog sko og strømper af og satte os ned i en af klitterne. Han tog sin jakke af og lagde den om mig. Jeg var så lykkelig, tænk, at det var mig, han havde valgt blandt alle pigerne. Han kyssede på en lidt stiv og kejtet måde. Det gjorde ikke noget, tværtimod, det var jo, fordi han mente det alvorligt. Jeg ringede til børnehjemmet, da der var gået en uge. Det var forstanderinden, der tog telefonen. Hun meddelte mig surt, at der intet nyt var om børnenes forældre. Jeg lagde røret på med en tom fornemmelse. Ingen havde meldt sig som pårørende. 36


Ugen efter ringede jeg igen. Jeg havde bestemt mig for at lægge på med det samme, hvis det var forstanderinden, der svarede. Det var det ikke. »Børnely, De taler med frøken Rasmussen.« Stemmen var skinger. »Mit navn er Ingeborg Hansen, det var mig, der fandt tvillingerne på Helsingør Station. Jeg ville bare spørge, om deres forældre er blevet fundet?« »Nej, der har ikke meldt sig nogen pårørende.« »Må jeg ringe igen?« »Det kan jeg ikke forhindre Dem i, men De skal ikke regne med, at der vil blive gjort yderligere ved sagen fra myndighedernes side. Desuden kan jeg meddele Dem, at politiet faktisk mener, at det er Dem, der har forkludret sagen.« »Hvad mener De?« »Jo, De handlede jo på egen hånd og tog børnene med hjem i stedet for at vente på politiet.« »Jeg ventede skam, men de kom ikke.« »Det kender jeg ikke noget til, jeg refererer kun, hvad politiet meddelte forstanderinden.« »Jeg forstår ikke, jeg hængte en seddel op på døren, hvor jeg skrev, at børnene var hos mig, så hvis der var kommet nogen efter dem ...« »Det kommer jo ikke mig ved, hvad de har gjort, men politiet tror, at der er tale om flygtningebørn, tyskere, De ved. En eller anden har afleveret dem i Helsingør, hvor en anden så har skullet samle dem op. Muligvis for at tage dem med til Sverige, det er vist en trafik, der er set før.« »Jamen ...« »Det var vist alt, frøken Hansen, farvel.« Efter samtalen kunne jeg ikke rejse mig fra stolen, men blev siddende og stirrede ind i væggen med fluepletterne. Min skyld. Det sved bare at tænke ordene. Min skyld. Det værste var, at det jo kunne være sandt. En eller anden 37


kunne være kommet med færgen fra Sverige i løbet af aftenen eller natten. En eller anden, der var blevet forsinket. Måske havde vedkommende ikke set min seddel i vinduet. Det havde været mørkt, og sedlen var ikke særlig stor. Eller måske havde personen ikke kunnet læse dansk. Hvis det nu var en tysker? Men hvorfor var vedkommende så ikke gået til politiet næste dag? Der var noget, der ikke stemte, krigen var jo trods alt overstået. Jeg svedte og fik kvalme. Men jeg kunne ikke brække mig, selvom jeg sad længe på toilettet. Min bluse havde store skjolder af sved under armene. Om natten drømte jeg, at jeg var på børnehjemmet, alt var gråt og tåget. Jeg kunne ikke finde børnene. Hver gang, jeg åbnede en dør, stod forstanderinden der. »De har vist ikke noget at gøre her.« »Jamen, børnene, hvor er de henne?« »Hvilke børn? Her er jo så mange.« Jeg blev ved med at løbe fra rum til rum, og til sidst fik jeg øje på dem. De flød rundt i nogle kæmpe glasbeholdere med sprit, der stod på et bord. Glasset var så tykt, at børnenes ansigter så underligt forvrængede ud, når man kiggede igennem det. Huden var blevet hvid, og ansigterne var oppustede. Øjnene stirrede bebrejdende på mig. Mundene bevægede sig. Jeg kunne ingenting høre, men jeg vidste, hvad de sagde. »Det er din skyld, det er din skyld ...« Da jeg vågnede, var der vådt på min pude. Jeg havde grædt i søvne. Selv i vågen tilstand var glasbeholderne med ansigterne svære at slippe af med. Jeg tændte lyset og satte mig op i sengen. Der var kun én ting at gøre. Finde tvillingernes forældre. Så ville alt blive som før.

38


Gertrud Tinning

Passagererne til 19.05 myldrede ind. Jeg måtte tilbage til billetlugen. I løbet af flere gange over, at jeg gav dem forkert

Ingeborg arbejder som billetdame på Helsingør

tilbage. Normalt ville jeg være blevet

Station, da hun en dag bliver opmærksom på to

frygtelig flov.

små børn, der sidder efterladt på en bænk i vente­

Da alle igen var gået, sad de der på at efterlade to små børn på en jern­

salen. Der er tilsyneladende ingen, som savner dem. Ingeborg bliver besat af tanken om at finde frem til børnenes familie og baggrund og bliver undervejs

banestation? Der var stille i ventesalen, så stille, at det larmede­inde i mit hoved. Jeg gik

i sin efterforskning involveret i både overraskende og meget dramatiske begivenheder.

210 mm

ud til dem igen. De sad det samme sted, som da jeg forlod dem, men der var vådt omkring drengen. Det dryppede ned på

En spændingsroman, men samtidig en historisk

gulvet, og der havde dannet sig en lille

detaljeret og psykologisk fortælling om en ung

sø. Han sad uroligt. Det samme gjorde

kvinde, som på sin egen måde gør op med kvinde­

pigen. Hun havde tabt sin ene sko på

rollen i tiden lige efter Anden Verdenskrig.

gulvet. Uddrag fra bogen



L i n d h a r dt o g R i n g h o f

100 mm

135 + 2 mm = 137 mm

  

s o m s må s o ldate r

endnu. Hvem i himlens navn kunne finde

Foto: Jacob Tesch

den næste halve time brokkede folk sig

Gertrud Tinning

Gertrud Tinning er højskole­lærer, har gået på Forfatterskolen for børne­ litteratur 2004-2005 og bidraget til ­antologier for børn. Dette er hendes første roman og hendes debut for ­voksne.

S pæ n d i n g s r o m a n • L i n d h a r dt o g R i n g h o f

22,3 mm

135 + 2 mm = 137 mm

100 mm


Som smaa soldater af Gertrud Tinning