Page 1

KNUD, DEN STORE er Hanne-Vibeke Holsts store og bevægende romanportræt af faderen, forfatteren Knud Holst, der udkom i 2013. Hvem var novelleforfatteren Knud Holst, og hvordan skrev han? Det kan man finde svar på i dette udvalg af 27 af hans bedste noveller fra årene 1961-95. Knud Holst er en af novellegenrens mestre i moderne dansk litteratur. Efter debutsamlingen Dyret (1963) fremstod han som en af tressergenerationens mest lovende modernistiske fortællere. Med tiden udviklede han en egen lokalt forankret realisme, men hans stjerne blegnede gradvis hos kritikerne. Dette udvalg af hans bedste noveller fra 60’erne til 90’erne forsøger at genoplive ham som den fine novellist, han var. SOLSTIK indeholder 24 noveller fra de syv samlinger, Holst nåede at udsende inden sin tidlige død i 1995. De er suppleret med tre efterladte noveller, der alle er skrevet kort før han døde og hermed for første gang bringes på tryk. Udvalget er redigeret og forsynet med en indledning af professor Hans Hertel, der har fulgt Knud Holsts forfatterskab siden starten i 60’erne.

Kn ud Ho lst So lstik

Af Hans Hertels indledning

Foto: Viggo Landau/POLFOTO

»Knud Holst sagde selv med besk ironi at han efterhånden var mest kendt som sin succesrige fhv. kones fraskilte mand – og derefter som sin successkrivende datters far, og det virker übersymbolsk at han op gennem 80’erne og 90’erne måtte opleve et læs af nedture: både tvangsauktioner af to huse, en misrøgtet og derfor fatal cancer og en brand, hvorfra venlige sjæle reddede manuskripter ud med forkullede kanter – de ligger nu på Det Kgl. Bibliotek i København. Men ud af den symbolske brandtomt – jeg mener Knud Holsts liv og forfatterskab som helhed – er der faktisk en hel del at redde. For eksempel mange digte og så dette binds 27 noveller. De viser ham som en af vores fineste novellister i perioden fra 1960’erne til 90’erne, original både som fortæller, psykolog og sprogkunstner, og mon ikke han igen vil få sin placering i litteraturhistorierne?«

Knu d Holst

So lsti k

Udvalgte noveller fra 60’erne til 90’erne Redigeret og indledt af Hans Hertel

KNUD HOLST (1936-95) debuterede som lyriker i 1962 med digtsamlingen Dementi og året efter som novellist med Dyret. I starten fremstod han som en af tidens modernistiske digtere og sære fortællere, men med tiden udviklede han både som lyriker og novellist en realisme med en helt egen tone. Han modtog som en af de første forfattere Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, og ud over dramatik og børnebøger m.m. nåede han at udsende i alt syv novellesamlinger og tretten digtsamlinger. HANS HERTEL (f. 1939) er litteraturhistoriker og -kritiker, 1980-2009 professor i nordisk litteratur ved Københavns Universitet. Han er forfatter til en lang række bøger om litteratur- og kulturhistorie – senest en stort anlagt biografi om Poul Henningsen. Hans Hertel har som udgiver og kritiker fulgt Knud Holsts forfatterskab siden starten i 60’erne.

9 788711 356807 www.lindhardtogringhof.dk

knud holst PLANO_hr.indd 1

L i n d h a rd t o g R i n gh o f

28/1/14 12:32 PM


Solstik © 2014 Boet efter Knud Holst og Lindhardt og Ringhof Forlag Udgivet efter overenskomst med Lars Ringhof Agency, København Omslagslayout: Dan Eggers med illustration af forfatteren (gengivet med venlig tilladelse af Løkken Billedsamling) Bogen er sat med Garamond hos LYMI DTP-Service Trykt hos Livonia Print ISBN 978-87-11-35680-7 1. udgave, 1. oplag 2014 Printed in Latvia 2014 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Udgivet med tilskud fra

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Solstik.indd 4

28/01/14 14.35


K N U D H OLST

solstik Udvalgte noveller og et digt 1961-1995

Redigeret og indledt af Hans Hertel

Lindhardt og Ringhof

Solstik.indd 3

28/01/14 14.35


Drengeliv

Solstik.indd 19

28/01/14 14.35


Nedstyrtningen Dengang var han en dreng, lige fyldt elleve. Men han huskede det, som havde han været mand. De store ting kommer tilbage og bedrager os. Han følte en smerte, når han nu huskede det. En smerte drengen ikke havde kendt. En mands smerte. Han var lige kommet fra skole. Dengang. Han havde det med at bruge lang tid til at gå fra skole i. Tid til at gi’ sig hen i vejret og dagen. Han blev foragtet en smule for det. Havde han været en pige, havde det været nemmere på en måde. Man ventede ikke af en dreng, at han gik sådan og drev. Han tog sommetider en time, og det hændte han fik skældud, når han endelig dukkede op. Det gjorde ham ikke noget. De lærte ham at bede om forladelse, det var let nok gjort. Han vænnede sig hurtigt til det, men det nåede ikke ind i ham. Det gjorde ham ingenting. Han drømte sig væk fra alt, der kunne gøre ham noget. Havde de slået ham, havde han vel grædt, som de ventede, men det ville ikke have gjort nogen forskel. Men de slog ham jo aldrig. De var overbærende mennesker. De håbede og satte ham i rette. Det var en meget varm dag lige inden sommerferien dengang. Det var døsende at gå så langsomt ad den hede asfaltvej, der var fuld af opsmeltede blærer. Støvet rejste sig ved den mindste anledning fra rabatterne og lagde sig på en. Man gik og blev tørstig af det. En overgang gik han ude i grøften. Det var friskere. Men det så tåbeligt ud, og til sidst holdt han op. Han gik i stå hist og her, fortabte sig søvnigt i fantasier. Satte sig lidt. Det hændte ret tit, han satte sig på vejen hjem. Der var dem, der drillede ham for det og udspredte rygtet om, at han sad der med bukserne om hælene. Den slags rygter 21

Solstik.indd 21

28/01/14 14.35


opstod nemt. Det pinte ham nok noget, men han lod ikke være med at sætte sig. Han gik og blev mat. Han sad der og flød over i andre verdener. Fremtidige verdener. Ting, der ville komme, og ting, der ville ske. For ham selv og for verden. Storslåede ting. Og forfærdelige ting. Til sidst Dommedag. Dommedag med basuner, vognrummel, himmelsyn. Og GUDS TRONE. Måske ville det ske snart. Om en dag eller en time. Man kunne sætte sig hen og vente, og pludselig ville det ske. Han prøvede at sidde og vente på det, men det var på en måde for udmattende. Så gik han lidt videre. Af og til mødte han folk, der sagde til ham, at han vist skulle skynde sig, de andre var kommet, for længe siden. Om ikke hans mor ventede ham. Han svarede aldrig disse mennesker. Han opfattede dem knap nok. Og hans mor ventede ham måske slet ikke. Sommetider var hun ikke hjemme. Så lå der en seddel om mad og skiftetøj. Og hvornår hun kom hjem. Eller sommetider om at skrælle kartofler. Sommetider var hun hjemme og ventede ham virkelig, som de sagde. Han bad om forladelse og satte sig stilfærdigt til at spise sukkermelmadderne. Så skete der ikke mere. Det var ikke noget, han behøvede at skynde sig for. Det hændte, at større drenge generede ham, fordi han gik og drev. De kom løbende på deres bare ben, der var grå og plettede af kokager og sår af træsko eller sten fra vejen. Eller de kom susende på deres rustne, skramlende cykler. De væltede ham om på ryggen i den støvede rabat. Det skete også, at de slog ham, for at få ham til at græde. Han gjorde ikke modstand, så varede det bare længere. Han lod dem gøre, hvad de ville, og græd til sidst. De grinede da og lod ham være. Havde han villet, kunne han nok ha’ ramt en sten efter dem, og måske ville de ha’ syntes om ham. Han ville ikke. Han ønskede heller ikke, at de skulle synes om ham. De interesserede ham ikke. Og det ville jo gå over engang. Måske kom Dommedag også. Så blev det værst for dem. Han advarede dem ikke og lod det blive ved det. Han var meget søvnig den dag. Der var ingen, der havde generet ham, det skete jo ikke hver dag. Ingen havde sagt til ham, at han skulle skynde sig. I en endeløs mat 22

Solstik.indd 22

28/01/14 14.35


døs gled han hjemad i rabatten, i grøften, i kanten af asfalten, hvor citronsommerfuglene flagrede som dansede de henover den hede sortbrune ørken for at varme fødderne. En kat gik med ham et stykke. Så forlod den ham af kedsomhed. Skoletasken var tung og varmede på ryggen, så han tog den af og slæbte den efter sig et stykke. Siden bar han den lidt over jorden. Sådan for folks skyld. Da han kom hjem, var der en seddel. Han skulle skrælle kartofler og sætte dem over. Og passe på tændstikkerne. Hilsen mor. Der var tid nok. Klokken var lidt over to. Han regnede ud, hvor mange timer, der var. Klokken fem skulle kartoflerne på. Han satte sig ud på trappestenen ud mod vejen. Der var en milevid udsigt derfra til marker og gårde og skove. Langt bag ved alt det, man kunne se, havde han boet, da han var lille. I et hus i Millerskoven. De havde boet godt der. Nu ville han jo ikke bo der. Men dengang. Det var mere spændende end nu. Bare, at han jo var så lille, dengang. Han sad og spiste æbler. De var grønne og ikke modne, tilmed sure, men det morede ham at prøve på at vænne sig til dem. Han blev jo syg af dem, vidste han. Måske blev han alligevel ikke, hvis bare han kunne li’ dem. Han prøvede. Det gik udmærket. Det værste var, at han havde taget dem. En af de store i skolen havde tabt dem ud af lommen. De brugte dem til kasteskyts. Han havde samlet dem op, uden nogen havde set det. Som en tyv, nærmest. Det var ikke helt godt, vidste han. Men det kunne da være værre. Om de nu havde været modne for eksempel. Det var de jo ikke. Men selvfølgelig, på en Dommedag. Man vidste jo nok, hvordan det ville gå med den slags. Måske ville han finde på noget inden. Noget godt. Måske. Varede det længe med Dommedag, var det ingen sag. Han skulle jo være missionær. Og rejse. Omvende de vilde et sted, hvor der var nogen. Hvad betød så sådan et par æbler? Ingenting. Han ville omvende de vildeste i verden, også deres høvding. Og deres medicinmand. Det var store ting mod et par æbler, der tilmed var sure. Han tænkte, at Dommedag nok ville vente så længe. Hvorfor skulle den ikke? For de vildes skyld. I det samme så han flyverne komme. De var lavt nede, men det var ikke noget nyt. De fløj altid temmelig lavt. De fløj godt. Havde 23

Solstik.indd 23

28/01/14 14.35


han ikke skullet være missionær, kunne han jo være blevet flyver. Men til den tid ville krigen være forbi. De sagde, den snart var ovre. De sagde, at tyskerne ville forsvinde. Måske ville der blive rigtig krig først, ligesom ude i verden. Man kunne jo ikke sådan regne med det, men hvorfor ikke? Han ville ikke ha’ noget imod krig. Men ikke for længe. Bare indtil tyskerne overgav sig og blev skudt. Måske kunne man finde på noget. Noget stort. Han fulgte maskinerne med øjnene. Der var tre. De fløj tæt sammen, drejede rundt, lå på ryggen, gik lodret i luften. Så pludselig nedad. Det morede ham altid at se på. Sommetider ønskede han, der ville ske noget. At nogen ville skyde på dem. At de ville ...! Pludselig var der kun een. Han så nøje efter. Måske havde der ikke været mere. Sollyset sved i øjnene. Det flimrede over markerne. Der var kun den ene. Han tyggede en gang på de sure æbler. Så så han noget stort og hvidt rejse sig højt over skovene længst ude, noget ligesom et mægtigt hvidt hus med skinnende rødt tag. Roligt tyggede han videre. Så rejste han sig. Dumpe drøn lød et sted langt væk. Huset blev lidt højere, en aflang firkant. Så sank det pludselig sammen og forsvandt. Han opdagede, at han stod og rystede af spænding. Dommedag! tænkte han. GUDS TRONE. Åndeløst stod han og ventede, at noget ville ske. Han så mod himlen. Det var eet flimmer af trykkende hede. Markerne tyngedes ned af varme. Ellers intet. Ingen tegn, ingen bevægelse. Han havde smidt æblerne fra sig. Maskinen kredsede rundt over stedet, hvor huset havde været. Igen og igen, som en flue. Så satte den af mod Ålborg. Han sad på trappestenen resten af eftermiddagen, men der skete ikke mere. Et par store lastvogne fulde af tyskere larmede forbi. Det skete ofte. En enkelt motorcykel. Han hilste, som de voksne gjorde, med hånden slapt op, en landmandshilsen. Han kendte soldaten på motorcyklen. Det var Heinrich. Han hilste ikke engang igen. Som så han ham ikke. Måske kørte han for hurtigt. Måske var det krigen, der kom. 24

Solstik.indd 24

28/01/14 14.35


Dommedag var det jo ikke. Han sad der stadig, da moderen pludselig kom cyklende. Hendes taske dinglede som et eller andet grimt og dødt i styret. Hun så hvast på ham. – Om forladelse, sagde han. Han havde glemt kartoflerne. Lidt efter kom faderen. Han så ren og ny ud. Han var på fabrikken. Blåkilde Mølle. Han rensede de selvdøde dyr der og fik bad hver aften, inden han kom hjem. Han havde selv været der et par gange. For at se det og for at blive vasket. Det var brusebad – og ret spændende. De selvdøde kadavere strålede i underligt vilde farver, men stank. Han glemte dem aldrig. I brusebadene var der en vrimmel af nøgne voksne mænd. De lignede figurer, som man så på musæet i Ålborg. Faderen var sulten, men glemte at brokke sig over, at maden ikke var færdig. Han fortalte, at der var sket en ulykke. To tyske skolemaskiner var stødt sammen ved Millerskoven, der hvor de boede før. Tæt ved huset. Der var mange døde. De var revet i stumper og stykker og blev samlet sammen i pressenninger, det man kunne finde af dem. 16 mand blev der sagt. Alle under tyve. Det rene plukfisk. – Tænk da på drengen! vrissede moderen. – Gå lidt ud, du, sagde faderen og skubbede fraværende til ham. Han blev stående. – Føreren af den ene, begyndte faderen ivrigt – føreren – – Ja, ja, sagde moderen. – Gå nu ud, dreng, et øjeblik! Hun trak ham hen mod døren. – Føreren – – Ja, nu spiser vi så, sagde hun og trak drengen hen til bordet. Faderen holdt fornærmet mund. De spiste i tavshed. – Jeg så det hele! sagde han pludselig. Han lagde ikke skeen fra sig. Det var bare et par flyvere. Ikke Dommedag. Ikke engang krigen. Han spiste videre, sirlig som en pige. – Så hvadfornoget? Faderen så fortørnet på ham. – Maski-ner-ne! sagde han langsomt. Han prikkede stift på en forhærdet flæskesvær. Omsider fik han hul på den. – Maskinerne, flyvemaskinerne, mener du? Han nikkede. Han havde mad i munden og havde gode manerer. 25

Solstik.indd 25

28/01/14 14.35


– Jamen, hvorfor har du ikke sagt det før, dreng? Han virrede rokkende med hovedet, tyggede af munden. – I spurgte mig jo ikke om det, sagde han så. – HVAD så du? HVORDAN så det ud? Faderen lød som holdt han forhør. Han kværnede kartoflerne rundt i munden, mens han talte. – Han så vel ingenting, sagde moderen. – Hvad skulle han kunne se. Herfra? – Jeg så et hus, sagde drengen. – Du så jo ingenting, siger jeg, snertede moderen. Hun brød sig ikke om den slags. Han var kun et barn. Hvad skulle de snage i det for. Den slags kunne tidsnok –, men det skete jo ikke, nej, det kunne jo ikke ske, det var jo forbi snart. Forbi, sagde man. – Et hus! Hvad er det for noget pjat? knurrede faderen ophidset. – Et stort hvidt hus. Og rødt. Lige over Millerskoven, sagde han og slikkede en dråbe sovs af læberne. – Det var ildskæret måske? Faderen vendte sig opstemt mod moderen. Hun sagde ingenting. – Det var ildskæret du så, det der – hus, som du siger, gentog han, denne gang til drengen. – Det ka’ godt være. Det var bare et hus. – Ikke andet? – En flyver. Den fløj til Ålborg. Og kredsede rundt. Først. – Den hentede hjælp, ja, triumferede faderen og så på moderen. – Og ellers ingenting? – Nogen drøn. Og et maskingevær. Drengen så ikke på dem. En flue kravlede rundt i loftet. Med et bums dumpede den ned. Snurrende lå den i vindueskarmen. – Maskingevær, passer det? Faderen så anspændt på drengen. Løj han? Men det kunne jo passe. – Og brandbilerne! sagde drengen. – Og ambulancen. De råbte. De skreg også. Fluen kom møjsommeligt på benene. Han rakte gaflen ud og væltede den igen. – Årr, du sidder jo og lyver, dreng! råbte faderen. – Du kan jo 26

Solstik.indd 26

28/01/14 14.35


ingenting høre helt herop, vel? Fra Millerskoven! Bevar mig vel. Skal du sidde der og lyve? – Om forladelse! – Gå udenfor med dig. Gå ud og væn dig af med at sidde og lyve! Stilfærdigt rejste han sig og gik over mod bryggersdøren. – Sæt dig og spis færdig! sagde moderen mat. Der kom et fnys fra faderen. Sådan skulle det barn altså opdrages! – Du skulle ha’ et par lussinger! sagde han krænket-hadefuldt. De spiste igen i tavshed. Fluen rejste sig overende og gik nogle vaklevorne skridt. Så rystede den vingerne og faldt død om. – Gift, sagde drengen. – Hold nu din bøtte og spis, kom det fra moderen. De spiste. – Vi kunne jo ta’ derned i morgen, måske, forsøgte faderen forsonligt. Vi kunne jo besøge Nielses. Niels var fodermesteren på gården. Gården, hvor de to maskiner var faldet ned. Drengen skævede til moderen. Hun mumlede et eller andet utydeligt. Næste dag var det søndag. Han gik og håbede, at faderen ville foreslå det igen. Han ville jo gerne se, hvad der var blevet af »huset«, hvordan det så ud, den slags, så man kunne vide det. Måske lå der nogen døde. Desuden slap han så for søndagsskolen. Det blev til, at de tog af sted. Han var lige ved at takke Gud for, at han slap for søndagsskolen, men tog sig i det i tide. Niels og Oda var hjemme, og de måtte sidde og drikke kaffe med dem en times tid. Det var udmattende. Han sad og smuldrede et stykke glædesløst sodakage i sin desserttallerken. Bagefter duppede han omhyggeligt smulerne op. Niels havde jo været ude i marken ved køerne, da det skete. Han havde meget at fortælle, men han var en forvirret og tåbelig mand, der ikke kunne få noget ud af, hvad han så. Han var kedelig, og han gentog hele tiden. Oda så med sine blege vattersotøjne ophidset på ham, mens han udbredte sig om »det her skrækkelige bás« og soldaten, der kom løbende og råbte »Kammerat« og siden døde i ambulancen. Omsider blev de færdige. Det var dræbende varmt i stuen, og han 27

Solstik.indd 27

28/01/14 14.35


havde sit ny tøj på. Også slips. Det krævedes der, når man besøgte nogen, og det var søndag. Han led inderligt. De gik i en klump, så man kunne se, de hørte sammen. Mændene forrest. Så drengen. Så konerne. Oda skvaldrende som hun plejede. Af koner, han kendte, var Oda en af de mest uudholdelige. De snakkede om ham. Moderen rettede på ham, men han reagerede ikke. Han gik med slæbende skridt, han sank sammen i skuldrene, han støvede med hælene. Så var de der. Det første man så, var en uhyre bunke mennesker. Folk fra egnen og helt fra Hjørring. Og selvfølgelig tyskerne. Han så efter, om Heinrich var der, men han fandt ham ikke. Han kunne jo lige ha’ hilst, om han var der. De gik i stå i kanten af marken. Gårdejeren stod sammen med et par tyskere med striber på ærmerne. Han sagde en masse, rystede på hovedet og så ud, som var han fornærmet på dem. Nix fersteen. Nix fersteen, sagde han ophidset og slog ud med hånden. Tyskerne så irriteret ud over området. Der var et eller andet, de ville ha’ ham til. De hilste på ham, da de så ham. De havde jo arbejdet for ham engang. Som daglejerfolk. Han nikkede surt. Havde ikke tid til andet. – De vil dæleme ha’ mig te’ å genne folk hjem! sagde han til Niels. – Men det ka’ de se’l ligge å rode med! De kunne jo skyde, tænkte drengen. De kunne jo bare skyde. Så fik han øje på nogle drenge, han kendte og gik hen til dem. De ledte efter ledninger, sagde de. Han gav sig straks til at hjælpe dem. Ledninger kunne man altid bruge. De var ikke til at få. Simpelthen. Drengene fortalte, at en mand havde stjålet en radiomodtager fra en af maskinerne. De vidste ikke, om tyskerne havde fanget ham. Han blev jo selvfølgelig skudt. En radiomodtager! Det var da klart. Nu først huskede han på, at han ville se, om der var nogen døde. Han spurgte drengene, om de havde set nogen. Nej, det havde de ikke, men de havde hørt om det. De havde samlet dem sammen i presenninger. Det meste af dem. – Vi kunne måske finde noget af en, sagde han sagligt. 28

Solstik.indd 28

28/01/14 14.35


– De var næsten helt brændt op, sagde en af drengene. – Vi kan måske nok finde et ben eller sådan, et sort et. Han så ud over marken. Det var ikke som han havde tænkt sig. Ikke så godt, på en måde. Vidste man ikke, det var flyvemaskiner, der var faldet ned her, var det svært at se. Det var bare et stort område dækket af ragelse. En losseplads. Der var ikke meget, der mindede om flyvemaskiner. Nogle forkullede klumper på størrelse med en ko eller sådan noget, bunker af blikstumper, lærredstrævler, kunstigt læder og nogle ledningsbundter, det var hvad der var blevet tilbage af hans »hus«. Maskinerne var revet i småstumper og helt udbrændt. Desuden var det meste af selve motorerne boret ned i jorden. Der stod vagtposter om selve stedet. Nogle sagde, der var bomber, men det passede ikke. Et stykke væk gravede et par meget unge soldater. De var tavse og havde cigaretten hængende i læberne. En befalingsmand stod og kiggede på dem. Der var sort af folk rundt om, søndagsklædte og i godt humør. Rart at se de grønne i arbejde. På den måde. Af og til prøvede korporalen at vifte folkemængden væk, men det nyttede ikke. Han havde prøvet at se bister ud og klappe sig på pistolhylstret. Folk hummede sig vel en smule, men kom igen. Så lod han dem passe sig selv. Han så træt ud. Og han var for tyk i den varme. Drengen skubbede sig frem mellem et par koner. De lugtede stramt af sved. Konesved var noget af det værste, han kendte, men det var en god plads, man kunne se noget. Så standsede de to gravende og så blege ned i hullet. Korporalen vippede en presenning, der lå for hans fødder ned til dem, og de bredte den ud. Så fløjtede korporalen i en trillefløjte, og et vagthold dukkede op. De stillede sig rundt om udgravningen og trængte publikum til side. Brummen og knurren mødte dem, men overfor deres militære, effektive holdning måtte man vige. Der var nu en vid åben ring omkring hullet, og presenningen blev fyldt. – Det var noget af kabinen, der faldt der, hørte han en mand ivrigt forklare. – Selve kabinen. Den borede sig ned der, lige der. Der var een i den endnu. Inden i kabinen! Det var Niels, fodermesteren. Soldaterne kom forbi med presenningen mellem sig. Det dryppe29

Solstik.indd 29

28/01/14 14.35


de en ubetydelighed. Folk slugte denne dryppen med alle sanser. De ville huske den til deres dages ende. De ville fortælle, hvordan det plaskede nedenunder. Ligefrem plaskede. Drengen drev rundt. Han havde et par stumper af det splintfri glas fra cockpittet. Noget sært, tykt, dødt noget. Gulligt og gennemrevet. Ikke skarpt. Han var rundt og så på det hele. Det var ensformigt. Han så efter maskingeværerne, men der var ikke noget at se. Tyskerne havde vel også taget den slags, hvis det ikke var gået til. Han traf sammen med drengene igen. De var helt indviklet i ledninger, nogen underlige stive, rødmalede nogen. De ville bruge dem til en telefon, man kunne lave. Hvis man bare havde ledninger nok. De sagde de havde fundet noget af en død. Han skulle bare komme, så skulle han få det at se. De gik hen mod et stort blikstykke, noget af vingerne. Det var krøllet og hvidnet henover malingen, men man så tydeligt de sorte spor af bogstaver og et kors. Det skuffede dem noget, det ikke var et hagekors. Det ville ligesom ha’ været bedre. En af dem vippede blikstykket op med tæerne. Der lå noget sort, gummiagtigt. Som en meget gammel trærod. De så interesseret på det. – Ja, det er rigtigt, sagde han. – Det er en støvle. En støvle med et ben i. – Helt brændt! – Ja, fuldstændig brændt! De pirkede til den med en pind. Den var mærkelig lille. Det måtte være af ilden. – Tror du, man mærker sådan noget? spurgte en af dem. – Selvfølgelig gør man det, sagde han. – Det er nok revet af først, foreslog de. – Nej, det er brændt af, sagde han. De studerede det et stykke tid. Så lod de blikstykket falde ned igen. De var tilfredse. Han fik en stump ledning for bekendtskabs skyld. Så skiltes de. Han så lidt på det hele engang til. Træerne et stykke væk var svedet helt nøgne i den ene side. Der havde hængt to i træerne, sagde man. 30

Solstik.indd 30

28/01/14 14.35


I faldskærme. De havde ikke foldet sig ud, faldskærmene. Så blev de nærmest spiddede. Nu var der ikke noget at se. Hans far gik og så efter ham. De skulle op til Nielses og spise til aften. Mat og uden begejstring gik han med. Oda lavede saftevand, når de kom. Rabarbersaftevand. Det var ikke til at skelne fra opvaskevand, hverken på farve eller smag. Måske var det heller ikke andet. Når man kendte Oda. I gangen hang fodermestertøjet. Han holdt vejret uden nogen opdagede det og gik forbi. Hele huset lugtede af surkål. Og saftevand. Han sad og tænkte på en støvle med et ben i. Dagen havde ikke været forgæves. Først siden, da han blev mand og kom hertil igen, følte han smerten ved det. Den havde været år undervejs. Han havde ikke kendt den. Dengang.

Solstik.indd 31

28/01/14 14.35


Hverdagsliv

Solstik.indd 157

28/01/14 14.35


En mands ret Han sidder og piller i tindingen, der hvor håret er ved at gå af. Klassen har regning. Den interesserer ham ikke. Han piller skæl af tindingen og tænker, at han er godt på vej til at spilde livet. Naturligvis, han kunne have sagt sig selv det, med hans forhold. Det er ikke første gang, han har den slags tanker. De er næsten en vane hos ham. Det regner dernede, og solen falder. I den gamle skolestue så man smalle støvbaner fra vinduerne på denne tid af dagen. Her i det nye store rum ser man ingenting. Andet end lys og regnende, bøjede hårtoppe. Regning er ellers hans kæphest, og han er ingen dårlig regnelærer. Han har dyrket faget for morskab uden for skoletiden og har haft aftenskoleregning. Tal er noget for ham. Han er forelsket i tal. De sætter ham udover hans forhold. Hans tåbelige forhold. Engang regnede han sine aftener væk, stykke efter stykke, sværere og sværere. Så var der ikke flere i den bog, han tilfældigvis havde fået fat i for år tilbage, og hvorfor få fat i en ny? Han var for længe siden holdt op med at foretage sig nye ting. Han havde indset, hvor lidt det nyttede ham. Han havde brugt den sidste ret, retten til at indse sin ruin. En dreng rejste sig dernede og kom op til katederet. Han var færdig og ville ses igennem. Det var rigtigt altsammen, som sædvanlig. Den dreng var en regnemaskine, der var noget i ham. Han var måske heldigere end en selv, skønt hvorfor skulle han være det? Man kan aldrig vide. Ikke vente sig noget. Drengen kunne regne, nuvel så lad ham. Andet er der ikke. Han sætter sit sirlige kryds med blæk i heftets nederste hjørne. Anerkendelsens kryds. Det ene af hans to tegn. Det sjældne. Det andet er et stift arrigt F, fordømmelsens bogstav. Ofte anvendt. Alt 159

Solstik.indd 159

28/01/14 14.35


for ofte. Han er en dygtig regnelærer, hvorfor fortie det overfor sig selv. Men børnene er ikke de bedste her. Det er et sted med tungnemme børn. Drengen er færdig og går ned på sin plads. Han har lov til at lave, hvad han vil nu, han regner videre. Her er en regnemaskine. Han husker sig selv som dreng. Jotak. Det var værd at huske! Han var enebarn, søn af en præst. Han husker svagt denne præst, noget højt mørkt i dunkle stuer, der var endeløse og havde store lysekroner, der aldrig var tændt. Han var heldig at slippe af med præsten inden sit femte år. Han husker begravelsen og sin første glæde ved tal ved den lejlighed. Han sad i kirken og lagde salmenumre sammen så langt han magtede det. Var det præsten, der havde lært ham at bruge tal, det var det vel. Nu blev han fejret i tal, mens han lå for alteret og stivnede hvidt ind i en evighed, han måske selv tvivlede på. Prisgivet et prædikenemne. Der lyder en snøften. Det er ikke i kirken, han husker ingen snøften derfra. Han er tilbage i klassen. De har primitive vaner i den klasse, snøfter og bruger trækpapiret i stedet for lommetørklæde, når de kan komme til det. Han er striks med dem og bliver kritiseret for det af folk, men han er nødt til det. Med de børn. Han er virkelig nødt til det. Det hænder han slår dem, og det hjælper altid noget. Han kommer til at sige til dem om at holde op med den snøften. Give dem et par ord med hjem om lommetørklæder og den slags. Man skal kræve orden i tingene, man behøver ikke at finde sig i alt. For langt tilbage, lige efter han var kommet, hændte det, man mødte op og beklagede sig om aftenen eller eftermiddagen. En enkelt gang kom en for at banke ham som tak for en eftersidning. Det er en ubehagelig ting at huske på, men den er illustrerende for forholdene, tænker han. Meget illustrerende. Han fik bankene, det var ikke til at undgå. Men han reddede brillerne og var i eet og alt koldsindig. Han slog ikke fra sig, var behersket og meldte manden til politiet. Der blev sag, og manden kom ind for at sidde en større bøde af. Folk gav lidt ondt af sig, men blev alligevel mere fornuftige. Det var hans ret at ty til politiet. Naturligvis. De måtte respektere det. Han har altid retten på sin side i den slags. Han passer på. De snøfter. Hold op, siger han. Hold så lige op der! 160

Solstik.indd 160

28/01/14 14.35


De holder op, skæver til hinanden og holder op. Han har magten over dem, men det glæder ham ikke. Det er hans pligt at have magt over dem, ikke andet. Det ville være en skandale, om han ikke havde, det er rigtigt. Men nu har han det altså. Det er i orden. De regner og er holdt op med at snøfte. Søn af en præst, ja. Man skulle ikke tro det. Han er ikke præstet, vil han vove at påstå. Han betragter sig selv som ateist. Bevidst ateist. Der er noget rent ved ordet. Det lyder som en talværdi. Men søn, det er han. Indtil vanviddet. Han er nu næsten halvtreds og stadig søn. Eneste søn. Fortabt søn, men ikke på den rigtige måde. Søn, søn, søn. Han prikker i katederkanten med et emblem, han altid går med. Af vane, af uvane næsten. Akademisk sangkor. Fra dengang. Ret beset har han måske ikke lov til at gå med det, ikke ret for en gangs skyld, men det kan ikke fornærme nogen. Det er ikke ment som et misbrug, men er bare blevet ved med at sidde i hans jakkeopslag, er vandret fra jakke til jakke gennem alle årene som en lille rest af den, han var dengang. Eller den, han kunne være blevet. Om ikke han havde haft sine forhold at kæmpe med. Sine forhold som søn. Han sang godt, da han var ung, og synger stadig pænt. Han var kirkesanger nogle år i begyndelsen han var her. Indtil de opdagede det med ateismen. Så fik de en gårdmand til det. Han synger sommetider om aftenen. Studentersangene. Hostrup, ja. Han husker især sangene af Hostrup. Det er indbegrebet af alt det, han kunne have været. Sange for friskheden, for drikkelaget, for det store. Han prikker og pirker med messingnålen, der er bøjet af brug i tweed­ reversen. Han kan endnu teksterne udenad. Han hører den lyse lyd af unge mandsstemmer, det er en prøve, men det er som den spontane ungdom, det er en tabt tid, der synger til ham i et lystigt brus: Nu er det stille; han har os forladt, solen, den gamle urostifter, og i den tavse, kølige nat vil vi skride til svare bedrifter. Borgeren snorker alt, men vi – vi gå på perlefiskeri. 161

Solstik.indd 161

28/01/14 14.35


Snøft, snøft. Det er galt igen dernede. Han er straks nærværende og er der med sine øjne, sine frygtede øjne, der gør dem rolige. Han ser sig om efter snøfteren. Det er i pigerækken, det overrasker ham ikke. Det er Jacobsens dumme pige. Det er det tit. Hun har altid virket ophidsende på ham, den Jacobsens. Han vægrer sig ved at tænke »hun« om hende. Det er en gris. Ucharmerende i alle måder. Pænt nok holdt hjemmefra, men alligevel et forstemmende syn. Det drypper fra hende året rundt. Eller hun har børnesår eller plaster over ansigtet. Det var også hende, der slæbte lus til skolen for et år siden. De sagde, det var andre, men han ved det. Det var hende. Man kunne have ventet sig det af hende før eller siden. Hold op, siger han til hende. Hold da op for pokker! Han har ret til at bruge skrappe udtryk. Han ved, de er nødvendige, han viger ikke tilbage for noget. Er den Jacobsens en so, er det klart, man siger det til hende en dag. Man nævner tingene ved navn, det er det hele. I en skole siger man det, der skal siges. Nålen har han sat fast i det ny kateder. Det er ikke pædagogisk, det er sandt nok. Der må ikke sættes mærker i det nye. Men en nål er bare en nål, og han skal nok sørge for, at drengene lader bordene være. Det vil være bedst for dem selv. Han føler sig tryg på det punkt. En nål er bare en nål. Et sølle minde for en halvgammel mand. Han er lige fyldt 48. Det er for sent med ham, ved han. Han når ikke af stedet. 48 er det samme som 50. Et halvt århundrede og mere end et halvt liv. Han begynder at lægge sig minder til. Det er lystigt. Perlefiskeri. »Glasset det er vor dykkerklokke«. Her er nok at dykke i. Det er tid for drengen, der kan regne, at gå op og ringe til middag. Han rejser sig lydløst og gør, hvad han skal. Det er nemt nu om stunder. Effektivt. Han ser drengen gå op til tavlen og sætte fingeren på den elektriske knap i venstre side. En gennemtrængende ringe­tone strømmer fra apparatet ude i gangen. Drengen trykker to gange. Han er nøje og født til at betjene knapper. Drengen går ned igen. De regnende hoveder går op og ned. Der pakkes sammen. Er nogen færdige foruden Thomas? – Nej, ingen er færdige uden Thomas, der har været færdig længe. Regnemaskinen 162

Solstik.indd 162

28/01/14 14.35


Thomas, der ene af alle er betroet at trykke på ringeknappen. Det er ikke noget nyt. De er dårlige regnere, de børn her fra egnen. Dårlige børn for at sige det rent ud. Forunderligt dårlige. De stiller pænt op ved deres pladser og får besked om at regne færdig hjemme. Så siger de farvel i kor. Thomas går hen og lukker døren op, og de kan gå. De har fri. Han står og ser dem passere forbi to og to, og den sidste lukker døren. Der er orden i det. Som det skal være. Inde ved siden af høres lidt tummel. Det er hos lærerinden. Hun er ikke ung eller ny, men dårlig. Bemærkelsesværdigt dårlig. Han er sommetider efter hende, men gider ikke, som årene går. Han kan være lige glad. Men det irriterer ham rent principielt. En dårlig lærerinde burde ikke være til. Hun skulle sættes til andre ting. Rent fagligt ved han ikke stort om hende, det kan være det samme rent fagligt. Det kræver ikke store kundskaber at lære salmevers og den slags fra sig. Lærerinden har al religion. Desuden skrivning, lidt dansk, lidt geografi, tegning. Simple ting altsammen, så simple som de skal være her på stedet. Hun holder ikke orden, det er der, det betyder noget. Betyder alt. Orden er det vigtigste, selvom det er en selvfølgelig ting. Især med de her børn. Han står lidt og lytter. Han gider ikke gå derind. Lærerindens stemme er grel, som et hæst blikhorn. Hun misbruger den. Selv taler han ikke mere end nødvendigt. Han er regnelærer, han tager sig af regning. Ikke unødig snak. Han trækker nålen op af katederet og sætter den fast i tweeden. Så går han. Med mappen under armen. Den samme mappe som for år tilbage. En gammel grim mappe, som han ikke skiller sig af med. Han har en ny og bedre stående hjemme omhyggeligt opbevaret i plastik. Han har fået den i julegave eller sådan noget. Han bryder sig ikke om den og bruger den ikke. Han går op mod huset, der ligger ved siden af skolen, nyt og luftigt som skolen selv. Noget andet end den gamle skolelejlighed med sine små kvadratiske stuer, sit blå køkken, sit grå træværk. Gruset knirker. Det er varmt, og han er lige fyldt 48. »Sej, mine gutter! Nu skal vi til bunds! Glasset det er vor dykkerklokke!« Han er ud for køkkenvinduet og nynner uden glæde. Det skram163

Solstik.indd 163

28/01/14 14.35


ler derinde. Nogen løfter på gryder. Lugt af melede kartofler slår ud gennem trækruden. En stemme når ham gennem glasset: – Du er sent på den, lille Asger – Er du ikke? Det er en gammel, syrlig stemme. Hans mors. Han svarer den ikke, nynner for sig selv. Nynner som en gamling. 48. 84. Er der nogen forskel? »Glasset det er vor dykkerklokke« – I entreen lægger han mappen fra sig på tre knager. Ser sig ikke i spejlet, men går lige ind i stuen, hvor der er dækket på voksdug. – Hvorfor er du altid så sent på den, min dreng? lyder stemmen gammelsyrligt fra køkkendøren. – Jeg er ikke sent på den, det ved du da, siger han uden at høre efter. Det er deres daglige ritual. – Du ved jo, jeg står og venter med maden. – Ja, mor. – Lov mig at komme til tiden, hører du. – Ja, ja, mor. – Du regner mig ikke mere, lyder det nu sørgeligt. En gryde skramler ru mod gasapparatet. Han svarer ikke. Det er hans ret ikke at svare. – Jeg siger, du regner mig ikke mere, Asger. Gryden skramler. Han tager avisen fra sofabordet og ser på lederen. Han har ingen interesser, der kan udtrykkes i en leder eller i en avis overhovedet. Han er 48. Han bor hos sin mor. Men det er hans ret at lade, som om han læser. Hun kommer ind, lille, lille og grå. Oprivende ynkelig. Selvynkende. Hun sætter et ildfast fad på en træbrik. Der står damp af kartoflerne. Han læser. – Undskyld, jeg vidste ikke, du læste, siger hun pibende. – Nå, siger han og læser. – Værsgo’! Han sætter sig hen, folder først avisen sammen og lægger den pænt fra sig, er en god dreng. 164

Solstik.indd 164

28/01/14 14.35


– Tak, siger han. Det er hornfisk i dag. Han siger ikke noget. Han spiser. I alle disse år har de fået fisk en gang om ugen, hornfisk en månedlig gang. Han har aldrig sagt noget om det, men spist løs. Man kan vænne sig til hornfisk. Ingen af dem kan li det, men de vænner sig til det. Det er nødvendigt med fisk, siger moderen, nødvendigt og godt med hornfisk. – Er du ked af noget, min dreng? spørger hun og virrer med sit grå hoved over bordet. Nej, siger han, det er han ikke. – Du skal bare sige det, hvis der er noget, bliver hun ved. Det er der ikke, siger han. Så spiser de et stykke tid. De spiser langsomt, som man skal for fordøjelsens skyld. De tygger sig sindigt gennem den grønne fisk. – Er det maden? siger hun pludselig med bekymrede ringe om øjnene. Han ryster på hovedet. Han fejler ikke noget. Altsammen det sædvanlige. – Jeg forstår dig godt. Du er ked af mig gamle spøgelse. Det er en naturlig ting. Du er ung. Hvad skal du med sådan en som mig? Hvad skal du med mig? Rejs, min dreng! Ud i verden. Bliv til noget, du har tiden for dig. Rejs du kun. Jeg vil ikke forhindre dig, ved du. Jeg finder nok på noget. Jeg er ikke sådan, ved du. Jeg forstår dig, Asger. – Ja, siger han fraværende og gumler videre i den trøstesløse fisk. – Mer sovs? siger hun med samme indtrængende ynkelighed, som kunne sovs gøre dem begge lykkelige resten af livet. Som var det sovs, de manglede. – Tak, siger han og øser op. En tyk melet strøm, ikke nogen madkunstners sovs. Kartoflerne vælter sig som klumpede flodheste i pløret. De er som skabt til det. Apatisk går gaflen ind i ryggen på dem, så de falder plumpt fra hinanden. Et irret ben har sat sig fast mellem hans fortænder, og han må trække det ud med fingrene. – Rejser du? spørger hun med sit virrende, mimrende ansigt tæt over voksdugen, der ikke er fri for at lugte af karklud. – Nej, siger han. Som sædvanlig. 165

Solstik.indd 165

28/01/14 14.35


Hun flytter lidt på en kartoffelstump, jager den nervøst rundt i tallerkenen. – Det er bare for min skyld, siger hun. – Du er så god af dig, det skal du ikke være, du ved – Hun kommer ikke længere. Hun kommer sjældent længere. Ret beset er hun aldrig kommet længere i alle de år. I et brat ryk gør hun her en ende på jagten med kartoffelstumpen, som hun hugger i sig som for at lukke over noget. Noget alt for stort. Alt for overvældende. Hun synker den i et knyst. Et knyst, det gælder om at udtyde for ham. Hun iler krumrygget ud efter frugtgrøden. Han ved, det er stikkelsbær. Altid stikkelsbær efter hornfisk. Liturgisk stikkelsbær. Mælkespanden er fra præstegården. Fra dengang. Han husker den ikke, men hun snakker om den af og til. Om den og andre ting, der også er derfra. Den engelske tekande, de böhmiske glas, der alle er intakte og fuldtallige, akkurat som de blev indkøbt på en rejse i fjerne tider, da hun var kvinde og rejste sammen med sin mand. Det franske porcelæn, standuret. Vitrinen, men også manglebrættet over døren, med den slet udskårne hest som håndtag. Alt dette og mere er fra præstegården. Det undrer ham, at det er det hele. Det er nok for ham, han ønsker sig ikke noget fra nogen præstegård. Fra nogen præst. Han er ateist. En ateist uden behov for minder. Andre end en nål og mappe. Men det forholder sig på en anden måde. De er minder om et oprør, der ikke blev til noget. Et liv, der ikke kom i gang. Hans. De sidder ved grøden, den er for sød. – Den er vel ikke for sød? klynker hun forventningsfuldt. – Nej, siger han og skuffer hende, – den er udmærket. – Du skal bare sige, hvis du synes, den er for sød, Asger, tigger hun. – Det er den ikke, siger han udeltagende. Det er hans ret at sige, hvad der passer ham. Han har et vist mål af ret, trods alt. En mand må have en vis ret. Med de forhold. Han er fri om eftermiddagen, fordi det er torsdag. De spiser færdig og hun rydder af bordet. Han hjælper hende ikke. Han holder fri. Hun har sommetider haft pige, men det går aldrig ret længe. De 166

Solstik.indd 166

28/01/14 14.35


rejser før tiden. Folk siger, ingen kan være i hus med hende, har han hørt. Det er rigtigt, ved han. Alligevel er han i hus med hende. På det 49. år. Hvorfor? Lad forholdene svare for sig selv, siger han. De forhold! Han lægger sig på divanen for at sove til middag, indtil de skal have kaffe. Han tager avisen med sig, som han har vænnet sig til det. Han har altid avisen i nærheden som et forsvarsvåben, noget at dykke ned i. Et tåbeligt og goldt lille perlefiskeri. Han tager jakken af og hænger den over en stoleryg. En uvane. Der bliver mærker i skuldrene, det ved man jo godt, men om lidt kommer hun og tager den og hænger den ud på en bøjle i entreen. Man har lov til at lade hende have den slags småting. Hun er lykkelig for det. Hun lægger en masse i det. Den gamle helhest, tænker han og bliver selv chokeret over sin vittighed. Helhest! Et genialt udtryk. Rammende! Rammende! Lykkeligt eller i det mindste tilfreds smilende falder han hen med avisen over sin begyndende gammelmandsmave. En fordomsfri flue sætter sig på hans fedtblege pande. Hun kigger ind fra køkkenet og ser efter, om han ligger godt. Stilfærdigt lister hun hen til ham, lægger tæppet til rette og vifter fluen til side. Så tager hun jakken med emblemet og hænger den ud. Hun ser på ham i et kort glimt. – Du rejser da ikke? mumler hun i gammel vane. – Du rejser da ikke? Så tøffer hun af med slabbende sutsko ud i sit køkken. Et tomt fuglebur anes gennem dørsprækken. Det er hans, fra længe siden, da han holdt fugle. Hun har passet på det, for hvis han skulle få lyst igen. Han sover. Fluen er igen klistret til pandehuden. Men han mærker den ikke. Han er langt tilbage i andre tider. Han står i Akademisk Sangkor og lytter til de andre. Han er til optagelsesprøve. Han er nervøs, men klarer sig. Nu bruser det omkring ham. Mandsstemmer, Høje Nord, friheds hjem. Brat af slaget rammet. Husker du i høst. Alt, alt mellem hinanden. Er det orgelbuldren nu; køligt, tøjduftende højtid et sted. Salmenumre, der lægges sammen til en svimlende talrække. Fremmede stemmer, blæst på kirkegården. Nogen, der klemmer hans hånd, hende, hans mor. Dengang han 167

Solstik.indd 167

28/01/14 14.35


havde en mor. Klaverklimpren, han øver sig, må øve sig hver dag på etuder og kanoner. Hans mor roser ham, han skal blive noget engang, siger hun, rejse ud, blive noget. Nej, det er ikke ham, der spiller, ikke ham, det er ikke Mozart eller Chopin, det er Mandalay, det er glas, der klirrer, ansigter, latter, Monica. Det er den aften med Monica. Fregnede, halvkedelige Monica, men dog Monica. Det er alligevel Mozart, det er ham selv der spiller. Nu øver han sig ikke mere, nu har han lært nok. Han spiller natmusikken for hende, for Monica, denne her frk. Jeppesen, som hans mor siger. Han spiller natmusikken, og hun er næsten køn. Det klimprer videre. Monica er der ikke mere, er der aldrig mere. Men moderen er der og taler til ham, han skal bare rejse, han behøver ikke at skylde hende noget. Hun har holdt ham til bogen, men det er hendes glæde, hun er ikke sådan. Han skal bare rejse. Med denne her frk. Jeppesen. Denne her ... butikspige. Det er hans liv, han skal leve det. Hvorfor gør han det ikke? Noget bestemmer for ham. Han rejser ikke. Nej, nu står han ved sengen, der ligger hun, moderen, ligger og vil dø. Han skal ikke tænke på hende. Bare rejse. Det er et færdselsuheld, det er næsten et selvmord. Men det betyder ikke noget. Det betyder ikke noget. Rejs, rejs, rejs! Det klimprer, klimprer. Plink, plink. Han står ved sengen og opdager, at han ikke vil savne hende. Det gør ham nervøs, han kan aldrig rejse. Denne her frk. Jeppesen, siger nogen i sengen, er hun den rette? Og dette med sangkoret? Nej, det er galt altsammen. Hun vil ikke se ham i alt det forkerte. Men hvis han virkelig mener, så ...! Hun ligger og dør ikke, hun ligger og kommer sig og bliver invalid. Han holder op på universitetet og bliver meldt ind på et seminarium. Bliver lærer, regnelærer, og bliver dygtig. Har sit martyrium. Sit naragtige martyrium. Han vågner ved et skarpt stik i næseroden. Det er fluen, og han vifter den slapt tilside med hånden. Han er ør i hovedet, fordømt. Nogen spiller stadig et sted, klimprende og halvdårligt. Heiden Röslein. Han sætter sig rasende op, rasende uden at vide hvorfor. Sofabordet er dækket med den hæklede dug og kopperne fra Vestindien. Kaffekanden står strunk som et slukket fyrtårn midt i arrangementet. Moderen sidder i den anden stue ved klaveret. Han ser på hende midt i sit raseri, ser den grå nakkeknold, der vipper op og 168

Solstik.indd 168

28/01/14 14.35


ned, de spidse skuldre, ryggen med sin skævhed efter uheldet den gang. Han burde have ondt af hende, men ved, at det har han ikke. Stædigt står han og siger til sig selv, at det har han ikke. Han har ingen pligt til at have det længere, retfærdiggør han sig. Han er træt af hende, man har ret til at blive træt. Hun rokker frem og tilbage og smånynner frem for sig de tyske ord, som var de noget helligt for hende. Måske er de. Han er træt. Til døden træt. Hun sværmer for det tyske ved han, giver sig ud for at være noget af en romantiker. Han ser en anden vej. Hun holder brat inde med spillet og opdager ham. Forskræmt siger hun: – Jeg vækkede dig vel ikke? Jeg har vel ikke forstyrret dig, min dreng, med det dumme spil! – Nej, siger han. Hun kravler ned fra klaverstolen og rokker frem ad gulvet. Hun er ældgammel i alt hun foretager sig. Et årtusind. Et årtusind af opofrelse. – Kaffen er færdig, lille Asger, siger hun og viser ham hen mod sofabordet. Hver dag i alle de år har de siddet ved sofabordet med deres kaffe og deres smuldrende småkager. Det er aldrig faldet ham ind, at det kunne være anderledes. Den hæklede dug eller en anden hæklet dug har hver dag været spredt ud der foran ham, så han kunne sidde og stirre sig til idiot i dens hulmønstre og snørklerier. Evindeligt dette: – Mer kaffe, Asger! Mer kaffe! Evindeligt disse oceaner af kaffe. Disse årtier. Men en dag har man ret til at holde op. En skønne dag har man ret til det. Han står underligt kold indeni og ser på det overlæssede bord, vasen med hvide hængende chrysanthemer, fotografiet af præsten på den anden ende, kopperne, kagefadet, kaffekanden ... Han vender sig om og går hen mod døren. Hun ser med rystende hænder efter ham. – Skal du ikke ha’ kaffe? – Nejtak, næsten råber han. – Jamen ... 169

Solstik.indd 169

28/01/14 14.35


– Jamen ... – Jeg går lidt, siger han så roligere. – Man har vel ret til at gå lidt? – Jomen ... Han er allerede ude, solen styrter imod ham som et springvand. Han drejer ud gennem lågen og vender sig ikke om. Hun kommer halvt snublende efter ham. – Asger, Asger dog ...! råber hun nær ved gråden. Han går raskere til. Indover markerne. Græshopperne skingrer for hans fødder. – Asger ...! Hun står hjælpeløs i døren, hun vifter med noget, et halstørklæde. Han drejer rundt om et hegn af hvidtjørn, han hører hende ikke mere. En duft af varmt græs strømmer om hans ansigt, solen bager, og han er lige fyldt 48.

Solstik.indd 170

28/01/14 14.35


Skyggeliv

Solstik.indd 269

28/01/14 14.35


Manden der kom og gik Der står pludselig en fremmed mand i døren. Det er en stiv og sort efterårsaften, hvor blæsthyl jager om hushjørner, og vinden klaprer med alt løst, hujer i tv-antenner, og fugtige småbyger kommer smaskende mod ruder og mure, små klamme dødskys eller kluntede kærtegn af efterårets små frysende engle. Det er såmænd ret hyggeligt, når man er inden døre, har et par lamper tændt, ild i økonomipejsen – her er det strandingsgods, bræddestumper, der oser, men det må man tage med. Her er ikke noget velduftende birkebrænde, og der er lidt stikkende røg i stuen. Alligevel er det rart nok at sidde og ruge her i hytten. Det er næsten kun en hytte, et ældre træsommerhus, jeg har lånt for at få fred til at skrive en bog. En bog om tabere. Tabere i Danmark. De usynlige, har jeg tænkt mig, den skal hedde. Det er gået helt godt en uge. Her er ingen telefon, kun tv, men et par gange går jeg op til det nu lukkede klithotel, hvor værten selv bor hele året, og får en sludder og en dram og låner hans »telekommunikation«, som han kalder det, og ringer hjem til Vivian. Hun har det godt nok, siger hun. Katten har fået ni killinger, hendes mor, der bor i den stadig mere frustrerede hovedstad, passer hund for en popstjerne, og hendes eneste problem er, at den kun vil gå på bagbenene. Ellers har hun det godt, Vivians mor, og har ringet og sagt, at hun har fået en ny »hyler« til sin håndtaske, så nu er hun ikke så ræd for bøller. Om de er rædde for hyleren, er en anden sag. Ellers såre godt. Men der står en fremmed mand i døren til træslottet her, våd og lidt uvirkelig. Her låser man ikke døre, så han har lukket sig selv ind. 271

Solstik.indd 271

28/01/14 14.35


Han har nok – måske – banket på, men blæsten herude er ret voldsom, så man hører ikke den slags småpuslen, selvom det skulle være en forhammer, der dundrede på. Efter hans store hænder at dømme kunne det godt have mindet om slag af et par kilo jern. De hænger fredsommeligt ned langs siderne af hans store firkantede krop. Han ser i det hele taget urokkelig ud. Hans tøj virker her i dunkelheden kun mørkt. Men man ser, det er et jakkesæt, han har ingen frakke på og ingenting på hovedet. Hans ansigt er bredt og tungt, vådt, fredeligt. – Godaften, siger han med dyb, lidt rusten stemme. – Undskyld, jeg kommer så sent. Jeg blev forsinket. Jeg har aldrig set ham før. – Kom ind, siger jeg. – Få varmen. Han bliver stående. – Der er jo langt herud, siger han og bevæger den ene hånd som en død fugl, tungt og undskyldende. – Men en aftale er en aftale. – Har vi en aftale? – Jeg fik et lift med en pæn mand, der kedede sig og ikke brød sig om at køre alene i mørke. Folk er så sensible. Men han skulle hjem til konen og hakkede mig af oppe på hovedvejen. Så må man jo gå. Jeg skulle have taget en frakke på, men jeg tror ikke, jeg har én mere. Nå, undskyld, jeg er lidt fugtig. Jeg må hellere få en gammel avis at sidde på. Det her kan jo ta’ sin tid. Jeg stirrede på ham. Han måtte være lettere vanvittig, stukket af fra en anstalt eller noget i den retning. Jeg kom i tanker om, at der faktisk lå sådan én herude omkring, en af de dér udflyttede institutioner for sindslidende, som åbenbart skulle blive raskere af at se på fredede ødemarker eller forblæste plantager eller måske bare skal stuves af vejen. Frisk luft og isolerede omgivelser. De bryder sig jo ikke om neurotikere for tæt ved bebyggelser. Kun rigtigt åndssvage kan integreres i parcelhusbyerne, og det kniber det endda med. Jeg savnede pludselig telefonen. Hvad mente han med, at det her kunne ta’ sin tid? Jeg fik ham ind i stuen og placeret i den briksagtige sofa. Den kunne holde til lidt af hvert. Det var vel nærmest en skibsbriks med trægelænder, sikkert dyrere end den så ud, men med robust betræk. Jeg fandt ikke nogen gammel avis til ham at sidde på. Han måtte vel 272

Solstik.indd 272

28/01/14 14.35


tørre med tiden. Briksen stod tæt ved brændeilden. Han snøftede og tørrede næsen med et gennemblødt lommetørklæde, som han vred op af en lomme. Det var altid noget, at han ikke bare brugte et ærme, selvom det kunne have været ligemeget. Han så ikke træt ud, men havde et klart blik, ikke feberblankt, men klart og alligevel – hvad kunne man få ud af det? Hans øjne var blågrå som et nyt bliktag, men klarere. Han sukkede en smule, som en, der skal til at tage hul på en større forhandling. En mand med et ærinde, der skal overstås. Han begyndte at dampe en smule. Man kunne ligefrem se det. Der stod en let dis omkring ham, hvad der gjorde ham endnu mere uvirkelig. Jeg spekulerede på, om værten på klithotellet skulle have nævnt et eller andet om én, der var stukket af. Man ved altid sådan noget herude. Han havde ikke sagt noget. Han havde måske ikke vidst noget. Utrygheden begyndte at snige sig ind i kroppen. Han var stor og ligesom for fredelig. Og havde altså tid nok, masser af tid. Jeg har før siddet med en halvgal mand en halv nat og snakket ham til ro, men ham kendte jeg. Han troede, han havde slået sin kone ihjel, men så galt var det ikke. Hvad med ham her? Med en vis bitterhed tænkte jeg: Hvorfor skal jeg belemres med skøre mennesker hele tiden? Det var en overdrivelse, men situationen var i sig selv overdreven. – Vil du ha’ en kop kaffe? sagde jeg og kunne mærke, min stemme lød anstrengt. – Tak, sagde han bare, mens han blev ved at se på mig, ikke hverken truende eller vanvittig, men nysgerrigt. Han sad og studerede mig. Der var kaffe nok på termokanden, så jeg behøvede ikke at lave nyt. Det var en lettelse. Jeg gik hen til vægskabet og fandt et keramikkrus. Han rakte hånden ud efter det fyldte krus, inden jeg kunne nå at sætte det på fyrretræsbordet. Han tog straks en stor mundfuld, tømte næsten kruset, så det ud til. Jeg havde glemt at spørge, om han brugte sukker. Det gjorde han så nok ikke. Jeg overvejede, om jeg skulle hælde et par snapse i ham. Jeg havde en reserveflaske i køkkenet til søvnløse nætter. Ellers holdt jeg igen herude. Arbejde er arbejde, og kromandens små drammer i skrivepauserne var rigeligt. 273

Solstik.indd 273

28/01/14 14.35


Udenfor hujede vinden videre. Den tog til. En vinduesskodde hamrede ude på vestgavlen. Måtte se på den i morgen. Jeg bestemte mig for det med snapsen. Men gik han så amok? Eller faldt han i søvn? Begge dele var problematisk. Jeg bedømte ham til at være omkring 50 år, enlig, fraskilt, ruineret, fallit, skizofren eller hvad nu. Hans medtagne jakkesæt havde været godt engang, så det ud til. Han havde et strikket uldslips på af en slags, man brugte for en halv snes år siden. I det hele taget en mand fra fortiden. Ordet slog mig: en mand fra fortiden. Skulle jeg kende ham? Nej. Han tog venligt imod skibsglasset med en dobbeltsnaps. Han rystede ikke på hånden. Han rystede ikke på nogen måde. – Det lunede, sagde han og havde tømt glasset i ét drag. – Tjah, det luner alt sammen. Sommetider luner det. Han nikkede mod ilden i ovnen. – Strandvaskere, sagde han. Og smilede skævt. Han var ubarberet. Jeg måtte af med ham. – Strandvaskere? – Nå, strandingsgods så. Det er vi alle sammen. Hvordan går det med bogen? Om de usynlige? Det krævede en snaps til. Han nikkede tak, lod den stå foran sig, så velvilligt og spørgende på mig. Nu var det mig, der prøvede på ikke at ryste. Der var ingen, absolut ingen, der kendte den titel. Og hvorfra vidste han, at jeg i det hele taget skrev på en bog? Selvfølgelig kunne han se skrivemaskinen og papirbunkerne, men det kunne jo være artikler eller alt muligt andet. Havde han i farten set et eller andet ark med ordet på? Det var umuligt. Titelsiden og de første kapitler lå i en skuffe. – Jeg tror ikke, jeg ved, hvad du mener, sagde jeg så roligt som en skipper på en kutter i havsnød. – Hvad er du ude på? Skal jeg hjælpe dig op på hotellet, hvis du vil overnatte? Jeg kender værten ... – Hvad er du bange for? sagde han stille. – Vi har det jo godt her. – Hvad fanden er det for en aftale, du fablede om? Vi kender overhovedet ikke hinanden. Hvad du går og snuser op, kan jeg ikke ta’ mig af. Jeg har travlt. Er du i knibe med noget, så sig frem. 274

Solstik.indd 274

28/01/14 14.35


– Det er dig, der er i knibe, sagde han og bed den nye snaps over. – Du er ved at blive usynlig. Derfor kom jeg. – Du er ikke rigtig klog, skulle jeg lige til at sige, men huskede mig selv på, at det må man ikke sige til folk i den tilstand. Jeg var ikke i tvivl længere. Manden var gal og stukket af fra »Lynggården« eller hvad den slags steder hedder for at camouflere, hvad det drejer sig om. Sindssygehospitaler har altid navne som haveforeninger. I stedet sagde jeg: – Hvordan usynlig? – Det smitter bare, sagde han. – Smitter? (Galskaben, tænkte jeg. Ja, den smitter sgu nok). – Vores aftale, ja, sagde han. – Du har glemt den. Ligesom du har glemt mig. Det er muligt, jeg døde for ti år siden. Det er muligt, jeg er en ægte strandvasker. Du tror, jeg er sindssyg og er sprunget fra en anstalt. Jamen, så prøv og snak beroligende til den gale mand, indføj noget om ham i din usynlige bog. Men du har jo haft held med dig eller hvad? Skrevet om alle mulige mennesker, du ikke gider møde, men synes du har forstand på. Er det ikke sådan, I er? Udhulere, snakkehoveder, skriblere ... Synd for jer. Og for menneskene, som det hedder. Gi’r du en snaps til? Det luner. – Aftalen? Jeg var direkte bange for ham nu. Jeg måtte have kendt ham, eller det var fup det hele. En af dem, der ser sig gal på folk, der er i avisen. Der er en snert af vrede i hans blik nu, men behersket – på den måde, der betyder uberegnelighed. Men vi havde stadig skrivebordet imellem os. Jeg satte flasken over til ham, så han selv kunne skænke. Han tog kun et halvt glas denne gang. Så sagde han: – Aftalen var, at jeg skulle komme og slå dig ihjel. Jeg sagde ingenting. Vinden hujede værre end nogensinde. – For ti år siden interviewede jeg dig til avisen. Vi brugte en nat som denne her bagefter, ret fugtigt. Dæmrer det? Du led af ærlighed dengang. Farligt. Det gjorde jeg også. Idiotisk. Du sagde, at hvis man ikke længere skrev af nødvendighed, men gjorde virkeligheden til stof, til et speciale, man bliver ekspert i, ja, så banalt var det, så fortjente man ikke at leve. Du tog et løfte af mig – Kom og slå mig ihjel, sagde du, – hvis jeg er begyndt at svindle om ti år. Er du det? – Interviewede mig? Du har sgu aldrig ... Jeg har aldrig set dig før ... råbte jeg og væltede mit glas. 275

Solstik.indd 275

28/01/14 14.35


– Nej, ikke som nu, mumlede han. – Jeg var allerede på vej ned dengang. Så døde jeg vist, mer’ eller mindre. Du husker nok navnet, når jeg går. Jeg tror ikke, jeg vil slå dig ihjel endnu. Hvorfra jeg kender titlen på de usynlige? Du må have nævnt den engang. Eller var der noget med, at jeg ville skrive den bog? Kan du have hugget det hele? Nå, skidt. Men jeg kom på dato og klokkeslæt. Skal jeg slå dig ihjel så? Eller ta’r vi en chance til? – Jeg synes, De skal skrubbe ad helvede til, sagde jeg. Jeg hørte, jeg kom til at sige »De«. Han grinede bare stilfærdigt. – Skriverka’l, sagde han. – Isolationsfange! Du sku’ ha’ været politiker. Nå, men nu kan du føje mig ind i dine anekdoter. Den sidste usynlige. Strandvaskeren. Manden fra fortiden. Bliv krimiforfatter ... Eller smid dit lort væk og gå ud og kig på virkeligheden, inden du gør det hele til fiktion ... Ét år til! – Gå så! Det er jo vanvittigt. – Tjah, sagde han og rejste sig. Jeg spændte i hele kroppen. Han smed det sidste af sin snaps ind i ovnen, så der stod en stikflamme ud. – Men måske vil du ikke ha’, jeg kommer igen? Måske er det ikke nødvendigt. Farvel. Og tak for skænken. Han gik, nu halvtør, ud i blæsten, der var ved at lægge sig. Døren lukkedes lydløst. Jeg kunne pludselig huske ham, en fordrukken journalist, der havde det med at bore i tingene, en fallent selv, en indbildt »afslører«. Jeg tog en hivert og kiggede på papirerne. »De usynlige«. Spøgelset havde ret. Jeg smed det hele i ovnen, magtesløs og uhyre alene. Forfra, måske. Ud i dybet. Fra klithotellet ringede jeg til »Lynggården« dagen efter. Om de havde en patient ved det og det navn. Nej. De så efter i arkiverne i løbet af dagen. Han havde været indlagt en måneds tid, journalist Carl Høyer. Han var fundet druknet i havstokken for knap 10 år siden. En usynlig mand. Det måtte altså have været en anden. Hvis der havde været nogen. – Du drikker sgu i smug, sagde kroværten, da jeg fortalte ham lidt om det. Jeg tog hjem.

Solstik.indd 276

28/01/14 14.35


KNUD, DEN STORE er Hanne-Vibeke Holsts store og bevægende romanportræt af faderen, forfatteren Knud Holst, der udkom i 2013. Hvem var novelleforfatteren Knud Holst, og hvordan skrev han? Det kan man finde svar på i dette udvalg af 27 af hans bedste noveller fra årene 1961-95. Knud Holst er en af novellegenrens mestre i moderne dansk litteratur. Efter debutsamlingen Dyret (1963) fremstod han som en af tressergenerationens mest lovende modernistiske fortællere. Med tiden udviklede han en egen lokalt forankret realisme, men hans stjerne blegnede gradvis hos kritikerne. Dette udvalg af hans bedste noveller fra 60’erne til 90’erne forsøger at genoplive ham som den fine novellist, han var. SOLSTIK indeholder 24 noveller fra de syv samlinger, Holst nåede at udsende inden sin tidlige død i 1995. De er suppleret med tre efterladte noveller, der alle er skrevet kort før han døde og hermed for første gang bringes på tryk. Udvalget er redigeret og forsynet med en indledning af professor Hans Hertel, der har fulgt Knud Holsts forfatterskab siden starten i 60’erne.

Kn ud Ho lst So lstik

Af Hans Hertels indledning

Foto: Viggo Landau/POLFOTO

»Knud Holst sagde selv med besk ironi at han efterhånden var mest kendt som sin succesrige fhv. kones fraskilte mand – og derefter som sin successkrivende datters far, og det virker übersymbolsk at han op gennem 80’erne og 90’erne måtte opleve et læs af nedture: både tvangsauktioner af to huse, en misrøgtet og derfor fatal cancer og en brand, hvorfra venlige sjæle reddede manuskripter ud med forkullede kanter – de ligger nu på Det Kgl. Bibliotek i København. Men ud af den symbolske brandtomt – jeg mener Knud Holsts liv og forfatterskab som helhed – er der faktisk en hel del at redde. For eksempel mange digte og så dette binds 27 noveller. De viser ham som en af vores fineste novellister i perioden fra 1960’erne til 90’erne, original både som fortæller, psykolog og sprogkunstner, og mon ikke han igen vil få sin placering i litteraturhistorierne?«

Knu d Holst

So lsti k

Udvalgte noveller fra 60’erne til 90’erne Redigeret og indledt af Hans Hertel

KNUD HOLST (1936-95) debuterede som lyriker i 1962 med digtsamlingen Dementi og året efter som novellist med Dyret. I starten fremstod han som en af tidens modernistiske digtere og sære fortællere, men med tiden udviklede han både som lyriker og novellist en realisme med en helt egen tone. Han modtog som en af de første forfattere Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, og ud over dramatik og børnebøger m.m. nåede han at udsende i alt syv novellesamlinger og tretten digtsamlinger. HANS HERTEL (f. 1939) er litteraturhistoriker og -kritiker, 1980-2009 professor i nordisk litteratur ved Københavns Universitet. Han er forfatter til en lang række bøger om litteratur- og kulturhistorie – senest en stort anlagt biografi om Poul Henningsen. Hans Hertel har som udgiver og kritiker fulgt Knud Holsts forfatterskab siden starten i 60’erne.

9 788711 356807 www.lindhardtogringhof.dk

knud holst PLANO_hr.indd 1

L i n d h a rd t o g R i n gh o f

28/1/14 12:32 PM

Solstik af knud holst  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you