Issuu on Google+


Bog Kajsa Ingemarsson:Layout 1

12/03/08

20:30

Side 2


Bog Kajsa Ingemarsson:Layout 1

12/03/08

20:30

Side 3

Kajsa Ingemarsson

SMÅ GULE

CITRONER Roman

P

E O P L E

S

P

R E S S


Bog Kajsa Ingemarsson:Layout 1

12/03/08

20:30

Side 4

Små gule citroner Oversat fra svensk af Kristina Hagen efter: Små citroner gula Copyright © 2006 by Kajsa Ingemarsson Published by agreement with Bonnier Group, Sweden Copyright © dansk udgave 2008 by People’sPress, København Omslag: Marlene/Imperiet Sats og tilrettelægning: John Ovesen/Baghus Bogen er sat med Garamond Produktion: CPI, Leck ISBN: 978-87-7108-361-3 3. udgave, 1. oplag Printed in Germany 2011

People’sPress · Ørstedshus · Vester Farimagsgade 41 · DK-1606 København V www.artpeople.dk


Bog Kajsa Ingemarsson:Layout 1

12/03/08

20:30

Side 5

D

første gang, hun blev taget på brysterne. Det var heller ikke første gang, at en mand åndede hende tungt i øret og pressede sit erigerede lem ind mod hende. Men det var første gang, at det var mod hendes vilje. Agnes stod med ryggen trykket op ad vinkælderens kolde, fugtige murstensvæg; den ru overflade havde allerede efterladt en hudafskrabning på hendes højre skulder. Hun hørte den grødede stemme, som hviskede hæst i hendes øre. Salope! Gérard gav slip på hendes ene bryst og begyndte at fumle med hendes tøj for at få hånden presset ind mellem hendes lår i stedet for. Agnes stod helt stille, som om den lille buttede franskmand, der stod og bandede over hendes knælange nederdel, havde paralyseret hende med sine klamme hænder og vulgære franske sprog. I begyndelsen havde hun selvfølgelig gjort modstand. Sagt nej og undskyld, forsøgt at benytte den lidt mere venlige taktik. Glide uden om, parere. Sørge for, at der var folk i nærheden. Men alene nede i vinkælderen var der intet at stille op. Gérard Cabrol var hendes chef, og han mente tilsyneladende, at han havde ret til at tage sig visse friheder i forhold til sit personale. Det var efterhånden længe siden, at hun var begyndt at affinde sig med de små klask i enden, og de sexistiske kommentarer om hendes udseende fik hende alderhøjst til træt at løfte øjenbrynet. Hun havde overbevist sig selv om, at man måtte finde sig i den slags; for det var nu engang den jargon, der var i restaurationsbranchen. Men den situation hun befandt sig i nu, var anderledes, helt anderledes. Det havde Agnes indset. ET VAR IKKE

5


Bog Kajsa Ingemarsson:Layout 1

12/03/08

20:30

Side 6

Gérard havde fået sin hånd ind under nederdelen, og han stønnede veltilfreds. Han vidste, at han var ved at være tæt på målet, og sejrrig satte han tempoet en anelse ned. Kaldte hende ma chérie og mademoiselle Edin og tog sig tid til hårdhændet at krænge hendes lår fra hinanden, inden han til sidst ville hive pikken frem og gøre hende “lykkelig” der op ad murstensvæggen. På trods af omstændighederne og den tilstand hun befandt sig i, blev hun pludselig grebet af en voldsom vrede. Ikke irriteret på den stille måde, eller forsigtigt afvisende, men afsindigt rasende. Alt det, hun i månedsvis stiltiende havde fundet sig i af forulempende kommentarer om hendes fysiske fremtræden og mangler, væltede med et op i hende. Hun løftede sine hænder, som indtil da havde hængt slapt ned langs siderne, og gav Gérard et kraftigt skub i brystet. Han bandede og var ved at falde, men fandt hurtigt balancen igen. Han kastede sig over hende og fnyste, så spyttet stod ud af munden på ham. Hvad fanden lavede hun?! Sådan en utaknemmelig luderso! Denne gang var Agnes parat; kroppen havde indtaget kampposition, alle musklerne var spændte. Hun hoppede ud til siden, og Gérard kastede sig direkte ind mod væggen. Hvis ikke situationen havde været så forfærdelig, ville hun være begyndt at grine, da han slog næsen ind på den nyoppudsede murstensvæg. Det var ikke længere nogen leg, ikke engang for Gérard. Han var rasende. Hele den lille tykke krop dirrede, og han var blevet rødlilla i ansigtet, undtagen på næsen, hvor hudafskrabningen lyste rødt. Han var ganske vist mindre end hende, men stensikkert også stærkere. Agnes tog et par skridt bagud i et forsøg på at komme væk fra hans svingende arme. Vinkælderen var ikke særlig stor, og kort efter stødte hun ind i en hylde med sirligt opstillede flasker. Inden hun havde fået udtænkt en flugtvej, var han nået hen til hende. Han kastede sig over hende og begyndte straks at hive og slide i hendes hvide bluse. Nogle knapper faldt af og trillede med en klirrende lyd hen over stengulvet. Bh’en kom til syne, men Gérard gav sig til ikke tid til at nyde synet. Han var målrettet nu, og denne gang gik det langt hurtigere med at få trukket

6


Bog Kajsa Ingemarsson:Layout 1

12/03/08

20:30

Side 7

hendes nederdel op over lårene. Han fumlede med gylpen, og mens hun forsøgte at slide sig fri af hans greb, udgød han alverdens forbandelser over hende på fransk. Han havde fanget hende mellem to hylder, og det var i princippet umuligt for hende at komme fri derfra, men hun greb alligevel chancen, da han var nødsaget til også at benytte den anden hånd for at få åbnet gylpen. Hun strakte armen ud og fik fat på den eneste genstand inden for rækkevidde. En vinflaske. Agnes løftede den over hans hoved og skulle netop til at slå til, da Gérard fik øje på flasken. Han standsede pludseligt op og skreg. “Arrête! Stop!” Det var lige før, stemmen knækkede. Han så meget forskrækket ud og forsøgte at gribe ud efter flasken, men han nåede ikke længere end til Agnes håndled. Forgæves viftede han med sine arme, så Rolex-uret på det højre håndled klirrede mod manchetknappen. “Hvis du ødelægger den, slår jeg dig ihjel!” “Slip mig!” skreg hun. Det var første gang, hun formåede at sige noget. Gérard bakkede hastigt væk fra hende. Han havde nået at lukke gylpen igen, konstaterede Agnes for sig selv, uden at sænke armen med flasken. Hun var overrasket over den effekt, hendes våben havde, som om hun havde hevet en uzi frem fra bh’en og nu stod og truede med at lave ham om til kødfars. Han trådte endnu et skridt bagud og sænkede stemmen, så den bare lød som en hadefuld rallen. “Kan du så stille den flaske tilbage. Nu! Det skal være lige nu! Det er min restaurant, og du skal gøre, som jeg siger! Sale putain, merde!” Agnes rettede på nederdelen med den frie hånd og forsøgte at trække blusen ned. Hun følte sig på ingen måde som den overtjener, hun havde været for kun ti minutter siden, da hun var på vej ned i kælderen for at hente en flaske Chablis og to Châteauneuf-du-Pape. Pludselig hørte de trin på trappen; det var sikkert Philippe, som var på vej ned for at høre, hvor vinen blev af. Gæsterne havde sikkert allerede brokket sig; de lignede sådan nogle, der ville klage. Unge slipsedrenge, der ville imponere deres betydeligt ældre gæster. Det var Agnes taknemlig for nu. Gérard skyndte sig at

7


Bog Kajsa Ingemarsson:Layout 1

12/03/08

20:30

Side 8

rette på blazeren, og skjorten, som var krøbet op i den ene side, stoppede han ned i bukserne igen. Han forsøgte at trække op i bukserne, men maven var i vejen. Da Phillipe kom ind i det lille rum, standsede han og kiggede på dem. Først på Agnes, som holdt krampagtigt fast om vinflasken, derefter på Gérard, som stadig var rødlilla i ansigtet, om end farven havde aftaget en smule. “Hvad foregår der?” spurgte han. “Hvorfor tager det så lang tid? Gæsterne har klaget.” Så fik han øje på flasken, som Agnes holdt ind til sig, som om den var en usikret håndgranat. Han gav sig til at fløjte. “Château Pétrus 1990 ... Det var sørens, er der virkelig nogen, der har bestilt den?” Gérard rømmede sig. “Nej, jeg viste bare flasken til Agnes og fortalte hende, hvor meget den er værd. Er det ikke rigtigt Agnes?” Han stirrede på hende. Agnes lavede en synkebevægelse; anede ikke hvad hun skulle sige. Hun havde ikke den fjerneste idé om, hvad det var for en type vin, hun havde fået fingrene i. For hende var det et våben, hun holdt i hånden og ikke en vin, der ville egne sig til braiseret kalvelever. Tøvende kiggede hun ned på den støvede flaske i sin favn og læste på etiketten. Château Pétrus stod der med røde, snørklede bogstaver. Årstallet var trykt i sort ovenover. Etiketten så antik ud; den kunne i princippet være helt tilbage fra 1890. Sidst, hun havde set flasken, var på den rundtur, hun fik i restauranten, da hun netop var blevet ansat på Le bateau bleu. Hun mindedes ikke, hvor meget vinen kostede, men det var et femcifret beløb, i størrelsesordenen hjemmebiograf eller en god brugt bil. Gérard havde budt på den på en auktion i London for et par år siden, og nu lå den bare og ventede på, at en tilstrækkelig rig vinelsker ville lægge noget af sin formue for at smage på dette formodede druehimmerrige. Agnes begyndte pludselig at ryste. Det skyldtes ikke bare, at hun netop havde indset, hvad det var, hun havde tænkt sig at slå Gérard i hovedet med, men nok nærmere, at vreden og rædslen stille og roligt var ved at slippe sit tag. Hendes knæ begyndte at dirre. Mærkeligt, hun troede ellers kun, at den slags forekom i

8


Bog Kajsa Ingemarsson:Layout 1

12/03/08

20:30

Side 9

tegnefilm. Håndfladerne var svedige, og hun stammede og talte usammenhængende, da hun forsøgte at svare Phillipe. “Jeg ville ... altså, lægge den tilbage, ... jeg mener ... hente vinen, ja altså ...” Langsomt rakte hun flasken op mod hylden, hvor hullet, den havde efterladt blandt de andre flasker, stod gabende tomt. Gérard og Phillipe fulgte hende med øjnene. Ingen af dem sagde noget. I det samme opdagede Agnes den store revne i blusen. Jo længere frem hun strakte armen, des mere af hendes bh kom til syne. Hvad ville Philippe dog ikke tro? At hun gjorde sig til over for Gérard? Med en hurtig bevægelse trak hun hånden til sig for at samle den ødelagte bluse om sig. Det var netop den bevægelse, der fik flasken til at glide ud af hendes glatte, svedige hånd. Flasken splintredes i tusinde stykker mod stengulvet. Hun hørte, hvordan Philippe nærmest snappede efter vejret, så hvordan Gérards ansigt på et hundrededels sekund gik fra at være rødlilla til at blive ligblegt. Kun næsen lyste stadig rød. Hvor længe der var stille dernede i den lille vinkælder, vidste hun ikke, men da Agnes omsider åbnede munden, føltes det, som om tavsheden havde varet en evighed. “Hovsa,” sagde hun langsomt og så udtryksløst hen på Gérard. “Tivoli står vist åben.”


Bog Kajsa Ingemarsson:Layout 1

A

12/03/08

20:30

Side 10

på sengen. Hun havde ikke engang orket at tage overtøjet af; havde bare sparket støvlerne af og var gået direkte ind i soveværelset. Nu lå hun på ryggen i den grå duffelcoat, med hænderne foldede på maven og stirrede op i loftet. Hun lagde mærke til, hvor beskidt lampen var. Der kom små sorte prikker til syne gennem det matgrønne glas; det var sandsynligvis fluer, som havde forvildet sig op i kuplen for så aldrig at have fundet ud igen. Det var egentlig ret sørgeligt, men også ulækkert. Klokken var ikke mere end halv ti. Hun plejede aldrig at være hjemme så tidligt; det var restaurationspersonalets evige dilemma. Arbejdstiderne. Aldrig en stille og rolig aften, altid på arbejde når andre mennesker slappede af derhjemme. Det var længe siden, hun havde fulgt med i en tv-serie. Men det blev der vel tid til nu, tænkte hun og sukkede dybt. Det havde ikke været nogen hjertelig afsked med Le bateau bleu. Da Gérard omsider havde genfundet talens brug, havde han med sammenbidte læber sagt til hende, at hun skulle forlade restauranten øjeblikkeligt, tout de suite! Han ville aldrig nogensinde se hende der igen. Faktum var, at han aldrig ville se hende igen nogen steder og det være sig med eller uden tøj på. Det sidste, han sagde, formåede Agnes ved hjælp af tre års skolefransk og lidt fantasi at oversætte til: “Din rigide fisse!” Kommentaren sårede hende ikke nævneværdigt; hun havde stået model til langt mere nedsættende bemærkninger i løbet af de seks måneder, hun havde været ansat på Le bateau bleu. Så det var ikke det, der var grunden til, at hun nu lå og studerede døde GNES SMED SIG

10


Bog Kajsa Ingemarsson:Layout 1

12/03/08

20:30

Side 11

fluer og tvivlede på, om hun nogensinde ville finde kræfterne til at rejse sig igen. Nej, det var hendes karriere, hun sørgede over. Hun havde været så glad for det job. Det var første gang, hun havde været ansat som overtjener. Og så til og med på den restaurant! For første gang havde hun endelig fået mulighed for at stige i graderne, lægge alle underbetalte servetricejobs bag sig, og rykke videre. På Stockholms, nej sandsynligvis hele Skandinaviens fineste franske restaurant. Bare det at blive indkaldt til samtale havde gjort hende lykkelig. Hun havde vedlagt et billede ved ansøgningen, som der stod i annoncen i Dagens Nyheter, at man skulle. Listet alle de jobs op, hun havde haft, lige fra Gullans køkken, som hun havde haft som fritidsjob, siden hun var seksten, til pizzariaer, grillbarer, frokostrestauranter, og inden for de senere år nogle af de mere dyre insteder. Den slags steder, som serverer vesterhavstorsk med glaserede rodfrugter og kylling med salviepesto og soltørrede tomater. Hvis man medregnede Gullans køkken, havde Agnes arbejdet som servitrice næsten hele sit liv. Hun havde da også selv ment, hun fortjente at få chancen for at vise sit værd som overtjener. Det overgik dog hendes vildeste fantasi, at muligheden skulle vise sig på selveste Le bateau bleu. I begyndelsen havde Gérard virket både rar og korrekt, men også lidt flirtende. Sådan som ældre gentlemen kan være det. Hun syntes, at der var noget charmerende over hans franske accent, men at han kunne være en tiltrækkende mand havde aldrig strejfet hende. Han var jo stort set jævnaldrende med hendes egen far. Hun trivedes med arbejdet, selvom en del af de kvindelige tjenere bagtalte hende. De var naturligvis misundelige over, at det var hende, der havde fået muligheden. Den slags blev bemærket; det var Agnes godt klar over. Derfor var det så meget vigtigere for hende at udføre sit arbejde så upåklageligt, at ingen kunne tvivle på hendes kompetencer. Gérard roste hende ofte, og Philippe, som var den af tjenerne, der havde arbejdet der længst, hjalp hende med det praktiske. Hun anstrengte sig virkelig, og efter nogle hårde uger syntes Agnes, at hun var ved at være hjemme i sit

11


Bog Kajsa Ingemarsson:Layout 1

12/03/08

20:30

Side 12

nye job. På let og elegant facon bød hun gæsterne velkommen, førte dem hen til deres bord og foreslog en drink før maden. Serverede dry martinis og tog imod bestillinger over telefonen. Hun havde styr på, hvilke af stamgæsterne man skulle huske at reservere bord til, også selvom de af og til først ringede fem minutter inden, de ankom. Det var hendes job at holde styr på det hele, og efter et indledende intermezzo med en kendt forretningsmand, der en fredag aften ringede og bestilte et bord til tolv med en halv times varsel, blev hun ferm til at rokere rundt i listerne for at maksimere antallet af gæster. Hun elskede det store luftige lokale med loftsmalerierne, de storslåede krystallysekroner og de mørke træpaneler, som gav rummet et fornemt præg. Men på trods af al den pomp og pragt var der alligevel en hyggelig atmosfære. De luvslidte orientalske tæpper på gulvet blødte det hele op og gav en behagelig akustik, og de hvide blondegardiner, som altid var trukket for, filtrerede lyset, så det faldt ind i sarte strøg. Det mindede Agnes om de gamle smukke tjekkiske restauranter, hun havde set i Prag. Et skib hang ned fra loftet; den blå båd, som havde givet restauranten sit navn. Ifølge historien havde den tilhørt en enke, som havde fået bygget en model af det skib, hendes mand var omkommet fra under en storm. Agnes vidste ikke, om det var en sand historie. Philippe havde på et tidspunkt sagt, at Gérard havde købt båden fra et nedlagt pizzaria i Paris. Men måske behøvede det ene ikke at udelukke det andet. Alle de kendte havde spist på Le Bateau bleu, lige fra Olof Palme til Robbie Williams. Det var uden at overdrive byens mest populære sted, og der var altid fuldt hus. Agnes forstod hvorfor. Kort tid efter at hun havde lært Tobias at kende, havde han inviteret hende derhen. Han havde villet fejre et eller andet, men hun kunne ikke komme i tanker om, hvad det var. Måske et nyt job. Hun kunne stadig huske, hvad hun fik at spise. Steak frites. Hun havde troet, Tobias lavede sjov med hende, da han insisterede på, at det var det, hun skulle bestille. Bøf med pommes frites ... Undskyld, men det havde hun altså smagt før, og der måtte være græn-

12


Bog Kajsa Ingemarsson:Layout 1

12/03/08

20:30

Side 13

ser for, hvor godt det kunne smage. Men Tobias havde ikke villet give sig, og det endte hun med at være glad for. Det var uden tvivl et af de bedste måltider, hun havde smagt i hele sit liv. Desuden var betjeningen upåklagelig; hun havde følt sig som en prinsesse. Tænk, at hun fik job på netop den restaurant. Og blev fyret derfra igen. Hun måtte være faldet i søvn, for da hun vågnede ved, at telefonen ringede, var klokken næsten halv et om natten. Hun var svedig og ør i hovedet og famlede efter telefonen ved siden af sengen. Hun nåede lige at få fat i røret, inden svareren slog til. Hendes “hallo?” lød ynkeligt. “Agnes, er du allerede hjemme? Jeg håbede eller ... jeg mener, troede, at det ville være telefonsvareren.” Der var en forfærdelig larm i baggrunden, og hun kunne kun lige akkurat opsnappe Tobias’ stemme gennem al støjen. “Hvorfor er du ikke på arbejde?” Agnes forsøgte at tage sig sammen. “Jeg har forsøgt at få fat i dig, jeg ved ikke hvor mange gange.” “Jeg har ikke haft mobilen tændt, vi har jo været ude og jamme.” Jamme. Han fik det til at lyde, som om han havde været på scenen med sit garageband, selvom han havde turneret med Christer Hammonds rockshow i over et år. “Var det noget vigtigt?” “Ja.” Agnes vidste ikke, hvor hun skulle begynde. Hun havde flere gange forsøgt at få fat på Tobias på vej hjem fra restauranten, og igen inden hun var faldet i søvn. Hun ville have, at han skulle komme og være hos hende. Nu. Holde om hende. Trøste hende. Sige, at alt ville blive godt igen, og at det klamme svin havde haft rigtig godt af, at hun havde smadret flasken. At hun faktisk burde have smadret den lige i hovedet på ham. Hun havde brug for Tobias. Han var den eneste, der kunne hanke op i hende. Hvis bare han holdt om hende, ville alt det ubehagelige forsvinde med det samme. Det vidste hun. Hans kærtegn ville fjerne Gérards klamme fingeraftryk fra hendes krop. Hans trøstende ord ville få hen-

13


Bog Kajsa Ingemarsson:Layout 1

12/03/08

20:30

Side 14

de overbevist om, at hun overhovedet ikke ville være nødt til at stege hamburgere på McDonald’s resten af livet. “Jeg ville ønske, at du var her,” fik hun til sidst fremstammet, mens tårerne brød frem. “Hvad?” brølede Tobias. “Du bliver nødt til at tale lidt højere! Der er en lille fest i gang her bagved.” “Hvornår kommer du hjem?” snøftede Agnes, så tydeligt hun kunne. Der blev stille i røret, hun hørte, hvordan folk skrålede i baggrunden. Nogen spillede guitar, nogen sang. “Tobias, kan du høre, hvad jeg siger?” råbte hun. “Ja, jeg kan godt høre dig, men det passer ikke så godt lige nu, vi tales ved senere ...” Agnes nåede knap nok at svare, inden Tobias havde sagt farvel og lagt røret på. Det var ikke altid lige let at blive klog på ham. Hvorfor ringede han for eksempel til hende midt om natten, når han ikke engang forventede, at hun ville være der til at svare? Hvorfor ringede han overhovedet, hvis ikke han gad at tale i telefon? Meget trøst var det ikke blevet til, men i det mindste havde hun da hørt hans stemme. Agnes skulle lige til at tage duffelcoaten af, da telefonen ringede igen. Denne gang lød hendes “hallo?” mindre bævende, da hun svarede. Stemmen i den anden ende var den samme, men støjen i baggrunden var aftaget. Tobias måtte have flyttet sig lidt væk fra festen. “Hej, det er mig igen.” “Hvad skete der?” Tobias tøvede, inden han svarede. Hun fik næsten indtryk af, at han tog mod til sig. “Det er måske ikke den bedste timing det her, men altså skat, jeg vil være ærlig over for dig.” Han tøvede igen. Agnes begyndte at blive nervøs, var han da ikke altid ærlig over for hende? “Jeg ved ikke helt, hvornår jeg kommer hjem, planerne er blevet ændret en del ...” “Hvilke planer?” Agnes bed tænderne sammen, og gav sig til at

14


Bog Kajsa Ingemarsson:Layout 1

12/03/08

20:30

Side 15

pille ved nogle godt kamuflerede pletter i den grå uld. Hun gad ikke at høre mere om ekstraforestillinger i Härnösand og dobbeltmatinéer i Sundvall. Det var ikke første gang, at turnéen skulle forlænges, og nye forestillinger indlægges. Agnes plejede at være forstående, hun undte ham karriere og fremgang, men i dag orkede hun det ikke. “Jeg vil have, at du kommer hjem, nu! Jeg har haft en forfærdelig dag, jeg ...” Hun begyndte at snøfte igen. “Vil du ikke lade være med at gøre det mere kompliceret, end det er i forvejen?” Han talte i et blødt toneleje. Hun vågnede lidt op, men mumlede stadig misfornøjet. “Den der skide turné er altid vigtigere end mig.” “Søde skat, det her handler ikke om turnéen.” Han holdt en pause. “Nå, hvad handler det så om?” “Jeg ... jeg har mødt en pige ...” Agnes holdt op med at snøfte. Og efter et par tavse sekunder fortsatte Tobias, dog lidt mere usikkert. “Det er en af korpigerne, Ida. Hende den blonde, hende med den piercede navle ...” Agnes havde mødt ensemblet nogle gange, hilst på korsangere, musikere, dansere og solister. Ja, hun havde til og med hilst på Christer Hammond himself, The King of Rock’n Show! Men hun kunne ikke komme i tanker om nogen piercet navle. Derimod huskede hun tydeligt et par vældig store bryster. Det virkede, som om Tobias havde læst hendes tanker. “Det kan for resten godt være, at du aldrig har set navlen, nu hvor jeg tænker over det, men hun har ret store ... Ja, kæmpe store jader, hvis du forstår, hvad jeg mener.” Han begyndte at grine, for ligesom at lette lidt på stemningen, men det hjalp ikke ligefrem, og Tobias blev hurtigt alvorlig igen. “Jeg ved godt, at det ikke er særlig fair af mig at gøre det her over telefonen, men jeg vil være ærlig over for dig Agnes. Du har altid været ærlig over for mig. Og det virker bare ikke rigtigt at have flere ting kørende på en gang, vel?” “Nej.” Agnes næsten hviskede. Hun vidste ikke rigtigt, om

15


Bog Kajsa Ingemarsson:Layout 1

12/03/08

20:30

Side 16

hun faktisk havde forstået ham. Havde Tobias netop slået op med hende? “Vi må tale mere om de praktiske ting, når jeg kommer hjem. Vi har jo stadigvæk tre uger tilbage, og så har vi pause fra turnéen. Så kan jeg måske kigge forbi og lige hente et par ting.” “Men ... hvor skal du så bo?” Agnes famlede efter noget konkret at holde sig til. Fakta. Tobias virkede lettet over spørgsmålet. Hun var ikke flippet ud, var ikke begyndt at skrige og råbe. Hun virkede faktisk, som om hun var okay. “Hos Ida, fik jeg ikke sagt det? Undskyld, men du ved, hvor bims i låget man bliver, når man er forelsket!” Han grinede igen. “Men du klarer dig, gør du ikke, søde? Det bliver jo ikke den store forskel. Jeg var jo næsten aldrig hjemme alligevel. Du kommer hurtigt videre. Du er stærk, Agnes!” Et svagt bip lød i røret. “Hovsa, nu er mit batteri vist ved at løbe tørt, det er nok bedst, vi slutter nu. Det er jo heller ikke helt billigt at ringe fra en mobil. Ring, hvis der er noget, ellers ringer jeg som sagt, når ...” Samtalen blev afbrudt. Det tog et stykke tid, før Agnes formåede at lægge røret fra sig. Hun frøs, selvom hun stadigvæk havde duffelcoaten på. Hun kunne se sit spejlbillede i vinduet. Ansigtet var blegt, og håret var filtret sammen i nakken. Gråden fik mascaraen til at løbe ned ad kinderne, og øjnene var røde og ophovnede. Langsomt tog hun overtøjet af og smed den på gulvet. Det var let at få den hvide arbejdsskjorte af. Det var kun de to nederste knapper, der var tilbage. Hun åbnede bh’en og tog også den af. Hun sænkede hovedet og strejfede sine bryster med blikket. Ingen havde nogensinde kaldt dem “kæmpe store jader”. Der var et lille blåt mærke på det venstre. En souvenir fra Gérard. Så tog hun den sorte nederdel af og strømpebukserne, krøb ned under det hvide sengetæppe og puttede sig under dynen. Hun lukkede øjnene og tænkte. Det havde været en dårlig dag. En meget dårlig dag.

16


Bog Kajsa Ingemarsson:Layout 1

12/03/08

20:30

Side 17

D

tid, før Agnes holdt op med at bebrejde sig selv for at have drukket for meget aftenen før. Det var forståeligt, for symptomerne var de samme, som havde hun været på reel druk: hovedpine, udtørret mund, ondt i kroppen, sorte huller i hukommelsen. Den skarpe sol ramte hende i ansigtet. Hun blinkede irriteret og søvnigt. Hun havde åbenbart glemt at rulle gardinet ned, inden hun gik i seng. Det var ellers ikke på grund af solen, at hun plejede at rulle det ned, men for at undgå, at naboerne skulle se lige ind i hendes soveværelse, der vendte ud mod gården. Hun lå lidt og så over på vinduerne på huset overfor. Solen glimtede mod glasset og gjorde det umuligt at se ind i nogen af lejlighederne. Det var sikkert lige omvendt for dem derovre. Fuldt udsyn. Hun følte sig ubehagelig til mode og satte sig op i sengen med dynen rullet stramt rundt om sig. Forsøgte at samle sig. Hun havde sovet dårligt, ujævnt, og i nogle få lykkelige minutter kunne hun ikke komme i tanker om hvorfor. Men nu kom det hele tilbage. Og da realiteterne for alvor var sevet ind, stønnede hun og sank kraftesløs tilbage i sengen. Nej, hun ville ikke vågne op til denne her dag. Hun kneb øjnene sammen og borede ansigtet ned i puden. Lidt efter blev det svært at trække vejret, og hun drejede ansigtet til siden. Stirrede på vækkeuret, som stille stod og tikkede på natbordet. Det var stadigvæk tidligt. Der var ingen grund til at stå op endnu. Der var ingen grund til at stå op overhovedet. Hun var ikke udhvilet; var sikkert vågnet op en gang hver halve time i ET TOG LIDT

17


Bog Kajsa Ingemarsson:Layout 1

12/03/08

20:30

Side 18

løbet af natten, så egentlig var det ikke så mærkeligt, at hun faldt i søvn igen. Agnes vågnede med et sæt, da posten røg ind gennem brevsprækken. Morgenen var blevet formiddag, og hendes vasketid havde nu været i gang i syvogtyve minutter. Måske var det ikke ligefrem jordens undergang at have mistet en vasketid. Det var jo sket før. Dog ikke særlig mange gange, hvis hun skulle være ærlig. Men netop nu føltes det, som om hendes liv afhang af nogle timers adgang til to Wascomat-maskiner og en tørretumbler, som var nogenlunde lige så effektiv som en polarbrise. Ganske vist havde hun netop mistet sit arbejde, sagt farvel til sin karriere, og som kronen på værket var hun også blevet dumpet af sit livs kærlighed til fordel for et par silikonebryster med tilhørende bimbo, men en eller anden ro og orden måtte der alligevel være i hendes liv. Hun kastede sig ud af sengen og fór forvildet rundt i lejligheden, uden at skænke naboerne en tanke, på jagt efter joggingbukserne og en T-shirt, samtidig med at hun forsøgte at få samlet alt vasketøjet. Det tog ikke mere end seks minutter, før hun var klar til at løbe ned i vaskekælderen med to fulde Ikea-poser og en pakke utæt Ajax, der dryssede vaskepulver i hele entréen. Hun opgav hurtigt elevatoren; den var for lille til, at hun ville kunne være der med poserne. I stedet kæmpede hun sig tre etager ned ad trapperne med dem. Da hun stod foran døren til vaskekælderen, opdagede hun, at hun havde glemt nøglen. Op igen. Hun begyndte at føle sig lidt svimmel. Hun havde ikke spist middag i går og heller ikke morgenmad endnu. Da hun var nået op til lejlighedens hoveddør igen, blev hun nødt til at standse op og vende hovedet ned mod jorden. Det sortnede for øjnene. Hun havde altid været lang, den højeste i klassen, tynd som en bønnestage og med et blodtryk så lavt som det hollandske fladland. I ottende klasse var hun kommet til at besvime under Luciaoptoget. Marie-Louise, som havde været Luciabrud, havde surmulet i flere uger efter, fordi Agnes havde stjå-

18


Bog Kajsa Ingemarsson:Layout 1

12/03/08

20:30

Side 19

let al opmærksomheden. Hun, som havde båret den elektriske lyskrone på sin blomsterengduftende hårpragt, havde fundet det utilgiveligt, at Agnes uden videre havde ødelagt det hele. Hun havde til og med, under nogle fornedrende omstændigheder, fået Agnes til at sige undskyld. Agnes syntes dog, at hun fik revanche den dag, hun fandt ud af, at Marie-Louise allerede var blevet mor til tre i en alder af toogtyve. Når alt kom til alt var det måske ikke så underligt, at hun havde værnet så meget om sin tid som skønhedsdronning, når nu man tog i betragtning, hvor kort den tid sikkert havde varet. Da Agnes til sidst havde fået kælderdøren op og helt svedig gav slip på sine poser, blev hun stående på tærskelen til vaskerummet. En fyr på hendes egen alder trykkede i samme øjeblik på en af maskinernes startknap. Den anden maskine var allerede i gang, og den klirrende lyd af metalknapper lød mod tromlens glasrude. Han så op på Agnes, smilede og sagde hej. Agnes smilede ikke igen. “Undskyld, men hvad har du gang i?” vrissede hun derimod. Fyren holdt op med at smile. “Ja, jeg vasker,” sagde han usikkert. “Ja, det kan jeg da godt se! Men hvorfor vasker du, når det er mig, der har vasketid nu?!” Den lille pakke med Ajax røg ud af den ene pose, med åbningen nedad. Der samledes en mindre høj af vaskepulver på gulvet. “Undskyld, men jeg troede, at tiden var ledig. På tavlen står der, at hvis den person med vasketid ikke er begyndt at vaske inden en halv time, så ...” Agnes afbrød. “Ja, jeg havde jo faktisk skrevet mig op. Du så vel mit navn på tavlen, gjorde du ikke? Og du kunne altså ikke forestille dig, at jeg måske bare var lidt forsinket? Har du stået med et stopur, eller hvad? Hvor mange minutter er der gået? Fire?” “Nej, der faktisk næsten gået et kvarter, men undskyld, jeg er meget ked af det, det var ikke min mening at tage nogens tid, jeg troede bare, at ...” “Men det gjorde du.” Agnes lød så bitter, hun kunne. Han be-

19


Smaa gule citroner af Kajsa Ingemarsson