Issuu on Google+


Af samme forfatter Så sandt vi lever (Roman, 1989) Chop Suey (Roman, 1994) Velfærdets offerblod (Essay, 1995) Mathias Kraft (Roman, 1997) Venteværelse (Roman, 1999) Stormpassager (Roman, 2003) Ytringsfrihed (Essay, 2006)

3


Per Šmidl

SKURVOGN 537 CHRISTIANIA En roman

Til Bonnie Mandøe uden hvis insisteren denne bog ikke ville have været.

Fiction Works

4


SKURVOGN 537 CHRISTIANIA © 2011 Per Šmidl Sat med Palatino og trykt hos Toptryk Grafisk ApS ISBN 978-87-993912-5-7 Printed in Denmark 2011 Denne bog er trykt på Svanemærket papir. Omslag: Peter Jørgensen, VizArt Profilizing. Alle personer og handlinger i denne bog er fiktive og enhver lighed med nulevende eller afdøde personer er en tilfældighed. Alle rettigheder forbeholdes. Enhver form for kommerciel gengivelse eller udlån af denne bog eller dele af den uden skriftlig samtykke er forbudt ifølge dansk lov om ophavsret. Fiction Works Høstvej 4E - 288 Kgs. Lyngby Tlf. 60 19 14 25 www.fictionworks.dk

5


”Man vil ikke finde sig i mennesker, der ønsker at leve i et friere samfund.” Steen Eiler Rasmussen ”When you’re headed for the border Lord, you’re bound to cross the line.” Kris Kristofferson ”The life of these indians is nothing but a continuous religious experience. The spirit of wonder, the recognition of life as power, as a mysterious, ubiquitous, concentrated form of nonmaterial energy, of something loose about the world and contained in a more or less condensed degree by every living object – this is the credo of the Pit River indians.” Jaime de Angulo

FØRSTE DEL Jeg var syvogtyve år og havde allerede fået nok. Det siger vist det hele. Og det var rigtigt, når Melanie sagde, at det var absurd. Det var senere den dag, hvor jeg vågnede og så hende omstrålet af sollyset, der strømmede gennem den åbne dør i min skurvogn. Hold kæft hvor havde jeg bare fået nok. Og da forandringen endelig kom, var det lige før det var for sent. Men min skytsengel mente nok, at jeg skulle helt ned i lortet for at 6


blive klar til at flytte ud på Fristaden Christiania i den vogn, som blev klodset op ved foden af Københavns gamle voldanlæg og var et vedhæng til Skurvognslandsbyen i området Mælkebøtten. Skytsengle er fantastiske psykologer. De ved hvor vigtigt det er for deres protegé at ramme bunden – hårdt. Jeg skulle altså tværes helt ud for at være klar til det nye, som skurvognen var bestemt til at føre ind i mit blodkredsløb. Christiania dannede rammen. Rundt om mig genlød luften af hammerslagene fra folk, der som jeg var ved at genopbygge deres liv fra grunden med klunsede materialer. Lyden af legende børn i den danske sommers lange skumring. Det brogede liv som udspandt sig ved det cirkelformede ildsted i Skurvognslandsbyens midte. Det kaotiske fællesskab og fornemmelsen af at være blevet sluppet fri. Af at have del i noget som var større end en selv, - alt det der med friheden og ansvaret for de andre. Men hvis jeg sådan rigtigt for alvor skal give dig en idé om, hvordan det gik til, er jeg nødt til at gå tilbage til skilsmissen og perioden, der fulgte, hvor jeg gav den som zombie i andelsboligen ude på det yderste Østerbro, nærmere bestemt i kvarteret hvor chokoladefabrikken for enden af gaden fyldte ens næsebor med vammel kakaodunst fire og tyve timer i døgnet, og hvor beboerne sås slæbe deres røde og hvide indkøbsplasticposer fra det lokale supermarked. Dag ud og dag ind så det var til at blive sindssyg af at glo på. Alle fulgte meget omhyggeligt fortovenes knækkede flisebelægninger, mens de undgik hinandens blikke og prøvede at kigge lige frem for sig mellem etageejendommene i rød mursten, som tårnede sig op omkring dem og spærrede for deres udsyn. Min lillebror, der er et år og elleve måneder yngre end mig og var ved at være færdig med ingeniørstudiet, bekymrede sig for mig. Sådan helt ærligt. I en alder af femogtyve var han allerede blevet så skide moden og klog på livet, at han 7


ikke ville undlade at dele ud af sin viden om altings indretning og fornuften i at bære sig ad ligesom ham selv. Han var godt nok sej. Som om jeg ikke havde det skidt nok i forvejen! Det var så pløre let! Jeg skulle bare tage mig sammen og holde op med at jamre. Hvor svært kunne det være! Han fattede ikke en brik, sagde han. Det var da godt, sagde jeg, for så var der da i det mindste noget vi var enige om. På den anden side var der Martin, min ven på Christiania. Han så anderledes på det og gik mere konstruktivt til værks. Han rykkede. Først skaffede han en billet til Stones-koncerten i Brøndby-hallen og snart efter fulgte den skurvogn på fristaden, som Konkurs Benny ikke kunne bruge, fordi han var blevet bustet for at smugle hash. Det kommer jeg tilbage til. Lige her på det her sted vil jeg bare nøjes med at sige, at det var koncerten der markerede nulpunktet. Dybt at falde, højt at flyve… Jeg vil tro, at det var et kvarters tid eller deromkring, før koncerten begyndte. Jeg var gået ud på herretoilettet for at tisse og kunne ikke, fordi jeg som sædvanlig var så skide nervøs eller anspændt eller noget. Jeg stod bare og gloede edderspændt ned på min pik, da Martin kom ind og stillede sig op ved siden af mig. For ham var det ikke noget problem. Det var der for resten slet ikke noget der var. Han kunne, hvad han havde brug for at kunne og anede ikke hvad problemer var for noget. Han skrævede, stak hånden ind, hev slanten frem, pissede, slaskede dråberne af den, stoppede på plads igen og vendte sig imod mig: ”Hør hvad fanden foregår der? Hvorfor får du ikke nosset dig færdig?” Jeg rystede på hovedet: ”Jeg kan ikke,” sagde jeg. ”Når der er andre mennesker til stede, bliver jeg nervøs, og… så vil den ikke.” Martin så på mig, som om han ikke troede sine egne ører: ”Men så kom. Koncerten starter om et øjeblik.” 8


”Det ved jeg sgu da godt,” sagde jeg. ”Men det kan jeg heller ikke. Jeg skal pisse som ind i helvede. Gå bare i forvejen. Jeg har min billet. Jeg finder dig nok.” Det gjorde Martin, han skred, og ikke så snart var han ude af klappen, før jeg pissede som en elefant. Det er klart. Og jeg fandt ham også – cirka ti minutter inde i Billy Prestons opvarmning. Det var ligesom om Martin bare havde siddet og ventet på at jeg skulle komme, for da jeg satte mig, lænede han sig ind imod mig og sagde højt: ”Ved du hvad. Jeg ville sgu heller ikke kunne pisse, hvis jeg boede i sådan en røvsyg lejlighed som din. Jeg ville ikke engang kunne trække vejret. Det må jo være som at leve i sin egen ligkiste. Som sådan et slags perverst forskud på evigheden. Plim, plim. Én efter én bliver funktionerne lukket ned på en. Se engang på dig selv mand. Du er sgu da for god til at gå i frø allerede. Det er på tide du kommer ud til os på reservatet.” Det var langtfra første gang Martin foreslog mig at flytte ud på Christiania. Men måske var det første gang, jeg hørte efter: ”Hvordan?” råbte jeg. ”Hvordan! Hvordan! Vi finder sgu da på noget mand.” Martin skreg det ud i luften, så fyren på sædet foran ham vendte sig om og gloede på ham. ”Hvor der er en vilje, er der en vej.” Martin fortsatte bare med at skrige. ”Verstehen Sie?” Fyren verstehede ikke en skid. Han rystede bare på hovedet og opgav. Da Martin var færdig med at råbe tyske banaliteter, koncentrerede han sig om piben, som i det samme blev rakt ham af sidemanden. Guderne må vide, hvad der gik af mig. Jeg har aldrig været den store hashryger, men da det blev min tur, tog jeg et par hug, der var så store, at jeg fik en eller anden forgift9


ning, der sendte mig lige lukt tilbage på lokummet. Denne gang for at brække mig i en håndvask. Og det kunne jeg godt, skulle jeg hilse at sige. Endda på damelokummet. Det væltede ud af gabet på mig. Ud over det hele. Fuldkommen udvisket med sveden haglende af mig og tårer i øjnene og bræk og savl om munden hørte jeg med den sidste rest af hørelse, jeg havde i behold Billy Preston takke af. ”Så for satan,” tænkte jeg, ”nu er der pause!” I sekunderne der fulgte pustede tanken om pause sig op inden i mit hoved, mere og mere til den til sidst udåndede oppe under låget på mig – lidt ligesom sådan en kogeboble der brister med et suk i en gryde tyk grød. ”Ad, hvor er han altså ulækker!” Det var sådan de sagde, pigerne, når de kom masende ind for at tisse. ”Er der da slet ikke nogen, man kan tilkalde og få ham ud?” Hold kæft hvor var det hårdt at høre på. Åndssvage finker. Hvad fanden troede de egentlig. Troede de, at jeg stod der og brækkede mig for min fornøjelses skyld. Eller for at genere dem. De skulle sgu da bare være glade for, at jeg var betænksom nok til at brække mig i en vask og ikke lå og flød i mit eget bræk ude i foyeren. Hvis jeg havde gjort det, ville de have været i deres gode ret, for så var de måske gledet i det og havde fået bræk på deres pæne bluser og nederdele og hvad ved jeg. Som om jeg ikke hellere ville have været et andet sted. På herrelokummet for eksempel. Men hvad kunne jeg gøre. Ikke en skid. Jeg var tværet ud, udvisket, tømt og kvalm og ude af stand til at rokke med så meget som et øre. Sådan var det fat med mig. Men som sagt: før man kan flyve skal man først ned. Helt ned. Efterhånden forsvandt pigerne, og lige så stille og roligt fik jeg det så nogenlunde godt igen, at jeg kunne gå tilbage til salen. Og da Stones lidt efter gav den alt hvad den kunne trække på deres ”Satisfaction”, glemte jeg min elendighed og skrålede med af mine lungers fulde kraft: ”I can’t get no 10


sa-tis-fac-tion, but I try, and I try, and I tryyyyy!” Resten af koncerten var jeg helt oppe på mærkerne. Der var fuldt knald på, og jeg nød hvert sekund. Men bagefter skal jeg love for at flyveturen fik en brat ende. Da jeg vågnede næste formiddag, var jeg tilbage i den centralopvarmede kiste ude på Østerbro. Alt var som jeg havde forladt det – bare om muligt endnu værre. Alene med min eks’ ejendele der stod stablet op i et hjørne af stuen og ventede på at blive afhentet; alene med mit savn, min anspændthed, min rådvildhed og ikke mindst den voldsomme lede jeg følte ved snart sagt alt og alle. Selv om jeg allerede var så hul indeni som man kan blive, gnavede det stadig. Og stak… dybt. Syvogtyve år og allerede mæt af dage. Okay, jeg kastede måske ikke ligefrem op ligesom til Stones-koncerten. Men på en måde gjorde jeg alligevel. Og det var på den måde, at det var værre, fordi jeg ikke nogen forløsning følte som på dametoilettet. Dér havde jeg i det mindste pigernes forargelse. Hjemme hos mig selv havde jeg ingenting. Dér mærkede jeg hulheden helt ind i min inderste marv. Det eneste jeg længtes efter, var at en barmhjertig kæmpe skulle komme forbi, holde sig for næsen, samle mig op og smide mig i skraldespanden som en stinkende fisk. Noget i den stil og gerne nede i gården, hvor alle kunne se mine fødder stikke op. Måske kunne mit kadaver tjene til skræk og advarsel for andre. Og hvis ikke kunne det også være det samme. Det var mig flintrende ligegyldigt. Det var nogenlunde sådan det var fat med mig før jeg fik skurvognen. Glemt var de stolte tanker om frihed og heltedåd, som jeg engang havde tænkt, planerne, beslutningerne og forsættene. Glemt var hele lortet. Tom indeni tussede jeg rundt og gloede fortabt frem for mig på en gudsforladt adresse ude på Østerbro. Jeg tror, at hvis jeg på det tidspunkt udmærkede mig på nogen måde, var det kun på grund af de der dårlige nerver, jeg havde. Jeg mener, jeg 11


kunne jo hverken pisse på offentlige pissoirer eller sige noget højt i en forsamling. I hvert fald ikke uden at der sprang koldsved fra min pande, og jeg tabte tråden. Det sidste var dog ikke så slemt som det første, for man bliver trods alt ikke trængende af at holde sin kæft. I hvert fald ikke på samme om jeg så må sige presserende måde. Forskellen er snarere, at man er et sølle skrog, hvis man står ved pissekummen og ikke kan. Tier man derimod i en forsamling, og lægger man sit ansigt i de rigtige folder, kommer folks kronisk lave selvværd én til hjælp. Den hvisker dem i øret, at det nok er fordi man ikke gider spilde guldkorn på sådan en flok kvajpander som dem. Når jeg tænker nærmere over det, synes jeg faktisk det er utroligt. Jeg mener, at folk generelt er så pisse usikre på sig selv. Om de nu er gode og smukke og populære og kompetente nok og den slags. Om de nu udretter, tjener og bliver til nok. Det er noget jeg har lagt mærke til. De fleste, inklusive de mest indbildske, lider mere eller mindre af en mere eller mindre uerkendt mindreværdsfølelse. Lidelsen kan antage mange former, men uanset hvad er det den, som i det skjulte bestemmer hvad folk tænker på, forestiller sig, drømmer om og stræber efter hver dag. Det er også derfor man bare behøver spille psykopat, sige mindst muligt og lade som om, man ikke er til at skyde igennem. Så er den hjemme. Find folks usikkerhed, pirk til den og de kortslutter. Folk stoler ikke nok på deres egen intuition til at bevare roen og tænke sig om. De vil kysse dig i røven og smide deres penge efter dig hurtigere end du får talt til ti. De tror at de skal skynde sig og gøre noget for at blive set. Det er lige omvendt: Hvis de havde karakter ville de ikke have så travlt og så travlt med at være som alle andre. Det kan godt være, at ærlighed varer længst, men den som kommer hurtigst frem i en verden, hvor bondefangeri og manipulation regerer er nu engang ham, der formår at 12


kamuflere sin usikkerhed samtidig med, at han aggressivt forstår at udnytte de andres. Den slags er meget psykologisk og delikat. Jeg mener, det der med mindreværdet, der kommer til udtryk som indbildskhed og magtbegær for nu bare at nævne noget andet. Det viser bare, hvor forskruet tingene er – at det dér kompleks folk slæber rundt på og gør alt for at dække over ofte også er deres stærkeste drivmiddel. Det er ikke engang løgn. Hvis deres mindreværd for eksempel er tilsat en vis portion ærgerrighed kan den med fordel fortrænges ved hjælp af præstationer. Jo større kompleks des mere iøjnefaldende de præstationer, det kan blive til. Kompenseres skal der, og kompenseret bliver der. Et kæmpe mindreværdskompleks kan gøre en mand til statsminister. Men ikke til nogen Beethoven. For at skabe musik som den Beethoven komponerede kræves der kærlighed til livet og skabelsen. Der er forskel på kompensation og komposition. Men for nu at vende tilbage til det jeg kom fra. Selv står jeg og blomstrer i en vestibule. Om lidt skal forestillingen begynde, og jeg skal pisse som ind i helvede. Men bare tanken om et pissoir og det går i hårdknude for mig. Allerede efter de første skridt begynder det at stramme i mellemgulvet. Det føles lige som om, jeg er sådan en forpulet vatpose eller noget, og der bag ved mig står en ondskabsfuld stodder og trækker i trådene. Når jeg endelig kommer frem til herretoilettet, er jeg snøret så hårdt til at jeg ikke kan klemme så meget som en dråbe ud. Sådan var det hver gang. Det var forlængst blevet til noget, jeg regnede med på forhånd. Og hvad så hvis jeg ikke kunne pisse på offentlige pissoirer? De fleste lægger jo alligevel ikke mærke til en skid andet end det, de selv fra øjeblik til øjeblik er optaget af oppe i deres hoveder. I hvert fald ikke medmindre den, skiden altså, bliver stukket lige op i snotten på dem. Eller fordi det, de ser, er det, som de i forvejen var på udkig efter, forventede 13


at se og får deres løn for at holde øje med. Målet er at sætte den medfødte nysgerrighed ud af spillet, så den ikke forstyrrer den evige hvile. Midlet er at udvikle nogle kæmpe skyklapper til at dække for øjnene. Det er ret utroligt, synes jeg – de der tingester folk går rundt med. Mest af alt minder de om sådan et par omvendte spejlsolbriller. Den måde de er indrettet til kun undtagelsesvist at slippe andet end dem selv igennem. Tænk engang hvis de en dag faldt af! Hvad ville der ske? Det kan nok være de ville skynde sig at få dem på igen. Men jeg glemmer, hvad det var, jeg ville sige… På det tidspunkt jeg fortæller om var det lidt over et par ��r siden, at jeg var begyndt på et universitetsstudium. Jeg havde nemlig ladet mig bilde ind, at sådan noget var helt enormt vigtigt for ens fremtidige lykke. Størrelsen af ens lykke i livet var simpelthen proportional med størrelsen af ens uddannelse. Og omvendt. Og da jeg nu engang var begyndt og fulgte nogle kurser, hvor der også gik nogle andre unge, som det lod til at være vigtigt for og så videre, var det lykkedes at overbevise mig selv om, at det interesserede mig. Studiet altså. Det var lidt tricky. Det var lidt ligesom når de indsatte i fængslerne påstår, at de interesserer sig for at sætte hårnåle i papstykker. Eller hvad det nu ellers er de laver. Samtidig med at jeg gentog for mig selv, at det var smadderrelevant at læse op til eksamen i nogle vestafrikanske stammehøvdinge fra midten af 1800-tallet, oplevede jeg det som dødens pølse. Det meste af tiden sad jeg på min flade, og det jeg læste om i de tykke bøger skrevet af engelske professorer var uendeligt langt fra det liv, jeg mærkede presse sig på inden i mig, og som jeg skulle finde en måde at leve ud i Nordvesteuropa i det tyvende og enogtyvende århundrede. Ikke for det, Guldkystens historie kunne skam være god nok. Kong Prempeh af Ashanti var sikkert en fin fyr og alt sådan noget. For dem der kendte ham. Men hvad fanden jeg skulle med ham gik over min forstand. Som om 14


jeg ikke havde nok at gøre med at indrette mig i min egen tilværelse. Men jeg må vel have været bundnaiv og uselvstændig. Jeg mener, når jeg var i stand til at sluge alle de løgne, man serverede for mig. Hvad var det? En form for vanvid? Eller var jeg offer for en slags moderne psykose, som får mennesker til længe og hårdnakket at nægte at tage sig selv alvorligt; som får dem til ikke at ville kendes ved det, som de faktisk mærker på deres egen krop og sjæl – det som de selv tænker i den sidste stille stund, efter at de har slukket for natlampen og lagt hovedet på puden. Når de endelig efter en lang dag ligger der alene med sig selv i mørket. Jeg synes det er langt ude. Men jeg var vel bange for at blive hægtet af, hvis jeg standsede op og tænkte selv, også fordi jeg jo så ville blive tvunget til at se, hvordan tingene hang sammen i virkelighedens verden. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det. Det var ligesom om jeg uden at ane uråd havde nærmet mig et forbudt område. Rundt om mig blinkede advarselslamperne, og der var begyndt at dukke skilte op, hvor der stod sådan noget som: ”Stands!” ”Forbudt område!” Og… ”Ingen adgang for uvedkommende!” Og mig! Hvad gjorde jeg! Jo, jeg gjorde simpelthen bare, hvad jeg fik besked på. Jeg stoppede øjne og ører til. Jeg skulle ikke nyde noget af at fortsætte og se, for hvis jeg så, risikerede jeg at komme til at vide for meget. Så ville det måske ikke mere være muligt at vende tilbage, og jeg måtte fortsætte med at forvilde mig ind i nye områder, hvor jeg aldrig havde været før, og hvor det var ensomt og farligt at opholde sig. Dér hvor jeg så kom hen ville der måske slet ikke være nogen hold at gå på og kurser at tage. Dér ville jeg måske kun have et og det samme mål for mit liv og være mutters alene. Nej! Så hellere blive ved med at stresse i den kendte skure, blive ved med at komme hurtigst muligt fra det ene til det andet, få alle de ufatteligt mange helt enormt vigtige ting fra hånden og uafbrudt avancere til det næste 15


og det næste og det næste; så hellere blive ved med at bytte i dag ud med i morgen og hele tiden sætte sig nye mål. For jo tyndere den is man skøjter på er, des hurtigere er man som bekendt nødt til at piske hen over den for ikke at falde igennem. Altså piskede jeg af sted, det bedste jeg havde lært. Alt andet var bedre end at skuffe de forventninger, som en hel masse andre havde været så betænksomme at opfinde på mine vegne. Havde det ikke været for Martin, tror jeg aldrig jeg ville være standset op. Efter al sandsynlighed ville jeg være fortsat med at skøjte derudad og med at have kvalme og med at tage eksaminer og med at ansøge om jobs og med at forfølge mål, der ikke var mine egne. Hvem ved! Måske ville jeg stadig den dag i dag være travlt beskæftiget med at korsfæste mig selv på de falske formåls kors. Som den havde gjort det med så mange andre sådan ville frygten for at stå udenfor og for dagen i morgen også have straffet mig med hjul og stejle. Det blev ved, lige indtil jeg ved et lykketræf kastede mit stinkende maveindhold op på Brøndbyhallens dametoilet og nåede bunden i andelslejligheden på Østerbro. Hvad kan det have været, ti eller elleve dage efter Stoneskoncerten, at Martin ringede for at fortælle mig om skurvognen på Christiania – den som bare stod og ventede på at jeg skulle komme og flytte ind i den.

16


Skurvogn 537 Christiania af Per Smidl