Issuu on Google+

125 m m

7, 6 0

125 m m

zoom on Anja Hitz

„Jeg kender INGEN andre, der ikke har kontakt med deres far. Hvad har han gjort dig?“

Anja Hitz

Jeg tager fat i mors arm. Hun reagerer, som om hun får stød. Jeg trækker hånden til mig, mens en rød bølge af vrede skyller igennem mig. „JEG HADER DIG,“ råber jeg. „Det er DIG, der ikke vil ha‘ det.“ Mor ser på mig med triste øjne. Jeg er sikker på, at de er triste, fordi hun ikke bare får sin vilje.

210 m m

Som hun plejer. Triste, fordi hun mærker, at jeg snart har kræfter nok til at bestemme det hele selv. P er vred på sin mor. Vred over at være flyttet, vred over at skulle lege glad, ny familie, og vred over ikke at måtte se sin far. Men P har en plan ...

Forum

Zoom on_Skrid mor_omslag_FINAL.indd 1

19/02/14 12.50


2


ANJA HITZ

Skrid, mor

forum

3


Skrid, mor © Anja Hitz og Forum/rosinante¤co, København 2014 1. udgave, 1. oplag, 2014 Omslag: Alette Bertelsen/aletteb.dk Sat med Palatino hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-3287-8 Printed in Latvia 2014

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer. Lix 19 (ml 7,9 + lo 11,6)

Arbejdet er støttet med midler fra Copydan tildelt af Autorkontoen i Dansk Forfatterforening.

Forum er et forlag i rosinante¤co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | 1019 København K www.rosinante-co.dk

4


Indhold

P 9 Fake 10 Alle andre

13

P for ...

16

Snelag 19 Hundrede millioner

22

På rejse

24

Bogen 31 Mønter 36 Det gamle

39

Hegn 49 Vattæppe i hjernen

53

Billeder og ord

57

ID 61 Tværs over landet

68

Svæver 71 Godnat, P

73

Drømmerejsen 75 Blue 79 Hej notesbog

81

5


6


* Mor siger: Smil til verden, og den smiler til dig. Jeg siger: Skrid!

7


8


P

Hun kan smile alt det, hun vil. Jeg gør det bare ikke. Hun kan fuppe enhver med sine smil. Så de tror, at alt er okay. Det er det bare ikke. Jeg er 14 år og hedder P. Kun P. Hun har døbt mig noget andet, selvfølgelig, men det hedder jeg ikke mere. Det er en beslutning, jeg har taget, og sådan er det.

9


Fake

»Nille-skat, der er mad!« Hun kan råbe lige så tosset, hun vil. Jeg har sagt, at jeg ikke reagerer på det navn. Ingen af hendes navne. Mange gange har jeg sagt det. Fatter hun ingenting? »Nille-musse, det er nu, det er varmt.« Varmt ... Så er det altså ikke raw-food i dag. Eller råkost. Men måske stenaldermad? Eller low carb high fat? Loud fart high crap kalder jeg det. Det er kun mors kæreste Müller, der griner, når jeg siger noget sjovt. To korte bank med knoer på min dør. Müller stikker hovedet ind med Jenny på armen. Jenny er også hans barn. Det er jeg ikke. »Kommer du, P?« »Nu du spø’r så pænt, så ja,« siger jeg. Jeg flytter den bærbare fra mine lår. Rejser mig fra sengen og tøffer efter Müller og Jenny ud i køkkenet. 10


»Kød i karry,« smiler mor og slår ud med armen. Det dufter rigtigt. Det ser næsten også rigtigt ud. »Mmm, så er vi klar til Thailand,« smiler Müller og klapper mor bagi. »Skal det forestille ris?« spørger jeg og kigger på det lyse fnuller i lerskålen. »Ja, netop,« siger mor. »Men i virkeligheden er det ... hvad?« »Blomkål,« siger hun med ryggen til. Jeg sukker og skæver til stenalder-kogebogen, der ligger slået op på køkkenbordet. »De havde jo ikke ris dengang, vel,« siger hun og smækker bogen sammen. »Man må gøre tingene ordentligt. Gennemføre.« Det sidste siger hun med sit bredeste smil. Det pisser mig af, at hun smiler, når det er så tydeligt, at det er fake. »Jeg er ikke sulten.« Jeg drejer om på hælen og går tilbage mod mit værelse. Jeg har en banan i tasken og en pose chips i tøjskabet. Så klarer jeg mig. »Nille!« Det lyder, som om hun sukker. Men så rømmer hun sig og går videre i en helt ny tone. 11


»Jeg vil gerne ha’ du spiser sammen med os. Vi skal have snakket om rejsen. Hvad vi skal have pakket og sådan.« Jeg har fundet på noget nyt. Fordi hun holder fast i at kalde mig Nille – eller Pernille, som hun kan finde på ude i byen – så kalder jeg hende M. Aldrig mere mor. Jeg ved slet ikke, hvornår jeg har sagt mor til hende sidst. Jeg lader døren til mit værelse stå åben og begynder at synge på melodien til Lille Peter Edderkop: M du er så fake, så fake M du er så fake. M du er fake, fake M du er så fake. FAKE, FAKE, FAKE, FAKE M du er så fake M du er så fak’e-lake M du er så fake. Jeg hører, at hun skramler med sit bestik og sine lerskåle. Jeg hører, at Müller beroliger hende. Ingen af dem kommer ind til mig. De snakker blødt til Jenny. Og til hinanden om rejsen. Jeg finder posen med chips i skabet, propper munden og knaser, så højt jeg kan. 12


Alle andre

Jeg beslutter mig på vej hjem fra skole. I dag siger jeg det! Jeg ved, at mor er tidligt hjemme med Jenny om tirsdagen. Da jeg træder ind, kan jeg høre deres lyde fra badeværelset. Jenny pludrer og plasker. Jeg standser ved den åbne dør til badeværelset. »Jamen, hej skat,« siger mor overrasket. »Jeg vil være hos far juleaften,« siger jeg fast. Mors blik stivner. Hele hendes krop går i stå et øjeblik. »Vi er jo ude at rejse i julen.« Mor hiver Jenny op af badevandet. Lægger hende på pusle-pladsen. Hun frotterer Jenny med ryggen til mig. »Alle andre skilsmisse-børn er hos deres mor den ene jul og hos deres far den næste. ALLE andre!« »Det er anderledes for dig,« siger hun med et suk. »Din far bor langt væk.« »Hvorfor rejser vi så ikke derhen, hvor han 13


er? Hvorfor skal vi til fucking Asien, når han er i Dubai?« Jenny begynder at græde. Mor tager hende op til sig, vugger hende. Så vender hun sig mod mig. Hendes blik er sort, men hendes stemme er rolig. »Fars kontrakt slutter om halvandet år. Så kan I se hinanden. Indtil da må du nøjes med brevene.« »Jeg kender INGEN andre, der ikke har kontakt med deres far. Hvad har han gjort dig?« Jeg tager fat i hendes arm. Hun reagerer, som om hun får stød. Jeg trækker hånden til mig, mens en rød bølge af vrede skyller igennem mig. »JEG HADER DIG,« råber jeg. »Det er DIG, der ikke vil ha’ det.« Jenny græder højere og højere. Mor ser på mig med triste øjne. Jeg er sikker på, at de er triste, fordi hun ikke bare får sin vilje. Som hun plejer. Triste, fordi hun mærker, at jeg snart har kræfter nok til at bestemme det hele selv. Alt det, hun plejer at bestemme. »Du vil forstå det en dag,« siger hun med blanke øjne. »Som om DU har noget at tude over,« skriger 14


jeg til hende. Sü højt, at mine egne türer bliver presset helt tilbage i baghovedet. Jeg skal fandeme ikke tude foran hende.

15


P for ...

Jeg har aldrig fået fars adresse. Mor har taget brevene fra ham ud af kuverterne hver gang. Så stor en kontrol-freak er hun. I flere dage har jeg gennemsøgt min mors ting. Hun må da have et eller andet på ham. En adresse. Et telefonnummer. Jeg fandt noget, der ligner en dagbog. Og læste i den. Typisk hende. Åh, jeg føler ... ih, jeg arbejder med mig selv. Totalt navle-pillende. Man er vel ikke yoga-lærer for ingenting. Da jeg var lille, var jeg stolt over, at min mor kunne nå sin navle med storetåen. Og sin næse. Det var der ingen andre mødre, der kunne. Nu er det bare typisk hende. Og klamt. Det redder sgu da ikke verden. Det kan ikke bruges til en skid. Det kan stå på hendes gravsten, kan det. Her hviler M Hun ku’ pille næse med storetåen

16


Jeg skriver det i min notesbog. Det får sin egen side. Jeg tegner en gravsten om ordene og sætter et kors på toppen af den. Hvis hun er rigtig tarvelig en dag, så viser jeg det til hende. På siden overfor skriver jeg:     for Mega-kontrol-freak (jeps) Mad-fascist (også det) Minus-morsom (nemlig) Magt-liderlig (yes) Monster-navlepiller (adr)

M

Jeg bladrer og skriver et stort P øverst.     for Protest (yes) Pissegal (nemlig) Prrrr (ridning har hun også ødelagt) Pappas pige

P

17


»Arghhh.« Jeg kaster notesbogen gennem luften. Siderne blafrer som de ufærdige vinger på en lille fugleunge. PUF, du er ude af reden. Nu er det DIN opgave at holde dig i luften. K NALD! Bogen rammer kanten af mit skrivebord og falder til gulvet. Smak. Slået ud. Færdig. Tavs. Det er sådan, hun har gjort med ham. Kastet ham ud af vores liv. Mit liv. Og selvom han kommer kravlende tilbage ved hjælp af sine sidste kræfter, så spærrer hun vejen for ham. Vi flyttede endda. Fra den ene ende af landet til den anden. Så hun kunne bestemme det hele. Smak. Slået ud. Færdig. Tavs. Det var det, hun gjorde mod ham. Verdens største uretfærdighed. Det er derfor, han er flyttet til udlandet. Hvad skulle han blive her for?

18


Snelag

Jeg er på vej hjem fra skole. Et fint snelag har gjort hele verden hvid. To piger fra parallelklassen cykler forbi mig i ridetøj. Bukser og støvler. Hjelmene ligger i deres cykelkurve. De siger ikke hej til mig, og jeg siger heller ikke noget til dem. Et minde rammer mig. Vi er på en skovsti dækket af sne. Far på Sultan, og jeg på Bella. Kulden i næsen. Gode, varme Bella under mig. Hun tripper rundt, synes sne er noget mærkeligt noget. Far og jeg kommer til at grine af det. Det er far, der har lært mig alt, hvad jeg ved om at ride. Jeg har bare ikke gjort det, siden vi flyttede. Først sagde mor, at der ikke var nogen rideskoler her. Selvfølgelig var der det. Så sagde hun, at der ikke var plads til mig. At jeg skulle skrives op og stå på venteliste. Der er aldrig blevet plads til mig. Endnu en løgn. Hun kan ikke holde ud, at far og jeg havde 19


noget sammen. At hun slet ikke var en del af det. Far var lærer på rideskolen. Alle ville have timer hos ham. Måske underviser han en eller anden olie-sheik i ridning nu. Han skriver aldrig noget om, hvad han arbejder med i Dubai. Mor siger, det er noget med køb og salg. Som straf for alle hendes løgne går jeg hjem og finder hendes dagbog frem. »Kære dagbog« ... bla bla bla ... Hun er begyndt at gå hos en psykolog, der hedder noget så mærkeligt som Trisse. »Trisse tænker ... Trisse siger ...« På tide, tænker jeg. Så har hun selv fattet, at hun har brug for hjælp. Der står også noget om mig. »Nille er min store smerte i alt det her. Mit smertens-barn. Hvis bare jeg kunne spole filmen tilbage.« Hendes store smerte!!! Spole filmen tilbage ... til hvad? Til før hun fik mig? Så hun kunne undgå det? Undgå al den smerte ... Jeg smækker bogen sammen og slænger den hen ad gulvet. I hate you too. Så hører jeg hoveddøren gå. Jeg kravler hen og får fingre i bogen. Lægger den tilbage i skabet, præcis som den lå. Forlader soveværelset. 20


Jeg kan høre, at Müller hjælper Jenny af med overtøjet ude i entreen. Han brummer. Hun klukker. Jenny er et kærligheds-barn. Ikke et smertens-barn.

21


Hundrede millioner

Når hun ikke vil give mig hans adresse, så skaffer jeg den selv. Jeg har en plan. Jeg tager tilbage til Nordsjælland. Tilbage til den by vi boede i sammen med far. Der vil jeg finde min fasters hus. Hende har vi heller ikke kontakt med mere. Men hun vil helt sikkert give mig fars adresse og telefonnummer. Det hele afhænger af, om hun stadig bor det gamle sted. Det skal hun gøre. Det er mit næste træk. Jeg dør, hvis det ikke lykkes. Det er nødvendigt at være hurtig. Jeg skal af sted, inden de tvinger mig til Thailand i stedet for. Penge er mit største problem. Jeg spurgte på stationen. To skift. Et i Århus og et i København. Det kan jeg godt finde ud af. 247 kroner for en barnebillet – pr. vej. Jeg har 78 kroner selv. Müller går aldrig med kontanter, så jeg er nødt 22


til at låne 200 fra mors skuffe. Hun skylder mig dem på en måde. Hun skylder mig hundrede millioner. Det er en krone for hvert sekund, hun har holdt min far væk fra mig. Jeg regnede det ud forleden. Lidt over tre år er lig med hundrede millioner sekunder. Er det for meget forlangt? Det synes jeg ikke. Folk får erstatning for alt muligt. Müller fik erstatning, fordi han fik noget tungt ned over foden på sit arbejde. Det knuste en knogle i hans fod. Han humper stadig lidt, og måske kommer han til det resten af livet. De kalder det erstatning for tabt førlighed. »De fik min førlighed, jeg fik en stor pose penge,« siger han. Han vil bruge noget af posen med penge på den rejse til Thailand. De har planer om, at vi skal være der hele julen og nytåret med. Det er deres drømmerejse. Jeg vil være et andet sted. Hos far. Det er min drømmerejse. Den rejse vil jeg på i stedet for. Som erstatning for tabt far-tid.

23


Skrid mor af anja hitz