Issuu on Google+

·

I denne bog fortæller Sigurd Barrett den nordiske mytologi for børn. Hvem var Odin og Thor? Hvor ender regnbuen, og hvorfor var guderne så bange for Fenrisulven og Midgårdsormen?

Hør Sigurd læse alle historierne op på den vedlagte mp3 fra verdens begyndelse til Ragnarok:

Aldersgruppe: 2-100 år

Sigurd Barrett er kendt som tv-vært, pianist, entertainer og forfatter. Han har skrevet mere end 30 børnebøger, og han har modtaget en lang række priser for sin evne til at formidle til børn.

· OM DE NORDiSKE GUDER

· OM DE NORDiSKE GUDER

Sådan blev verden til Asgård og Udgård Asernes og vanernes kamp Den store mur om Asgård Fenrisulven Da Loke væddede med dværgene Heimdals vandretur Sådan røvede Odin mjød fra Suttung Thors vilde tur til Udgårdsloke Da Thor mistede sin hammer Da Thor kæmpede mod Hrungner Thors rejse til Geirrød Færgemanden Frejs store kærlighed Tjaze bortfører Ydun Skade og Njord På fisketur med Thor Hymers øltønde Den drillesyge Loke Balders død Da Hermod tog til Hel Ragnarok

FORTÆLLER

FORTÆLLER

Kom med til Asgård, hvor guderne fester, æder og drikker efter deres kampe mod de vilde, ulækre og farlige jætter fra Udgård.

· HØR

SIGU RD

LÆSE

2 ALLER2 I ER

H ISTO AGTE PÅ VEDL

MP3

Illustreret af Stine Rosenberg


Sådan blev verden til Engang for længe, længe siden var der slet ingen verden. Der var kun ét kæmpestort hul, som hed Ginnungagab. På den ene side af hullet var der meget, meget koldt. Der var så koldt, at der var is over det hele. På den anden side af Ginnungagab var der til gengæld varmt – så varmt, at der brændte en kæmpestor, glohed og altopslugende ild. Det var ligesom en skøjtebane på den ene side og et vildt sankthansbål på den anden side.

15


Da gnisterne fra det varme sted mødtes med isen fra det kolde sted, så begyndte det at ryge. Røgen blev til små vanddråber, det var fuldstændig magisk! Vanddråberne blev levende, og tænk sig: Der kom to væsener ud af det! Det første hed Ymer. Altså ikke sådan noget Ymer, som man har i køleskabet – men et levende væsen. Han var jætte. Han var stor og stærk, havde kraftige, buskede øjenbryn og en ordentlig måtte af hår på brystet. Efter Ymer kom der et væsen mere, og det var minsandten en ko. Den fik et meget mærkeligt navn, nemlig Audhumbla. Måske havde det været nemmere at kalde den Maren eller Nora, men den hed altså Audhumbla. Koen begyndte at give mælk, som køer jo gør, og det blev til rigtig meget mælk, for det var en stor ko. Det blev til så meget mælk, at mælken løb i fire floder. ”Mmm! Sikke noget dejlig mælk!” tænkte Ymer, og så drak han en masse mælk fra floden. Man siger jo, at mælk er meget sundt, og det var den her mælk også. Den var så sund, at der skete noget helt vildt, da Ymer lagde sig til at sove. Lige da han sov allerbedst og drømte dejlige drømme om køer og mælk, begyndte huden under hans arme at røre på sig. Ymer snorkede lidt og bøvsede i søvne, men lige idet han vendte sig om for at sove på den anden side, begyndte der at vokse noget ud under hans arme. Det var to levende væsener! Under hans ene arm voksede der en jætte ud, og under hans anden arm voksede der minsandten også en jætte ud. Det var en han-jætte og en hun-jætte. De kiggede på hinanden og grinede lumsk. 16


”Hæ hæ hæ!” gnækkede de og så sig omkring. Sikke en sjov verden, de var kommet til! Her skulle de nok få lavet noget fis og ballade. Sådan kom de to første jætter til verden. Er det ikke vildt? Ymers to fødder kunne godt lide hinanden, så de fik et barn sammen. Normalt kan fødder jo ikke få børn, men det kunne Ymers fødder altså. De fik et lille, tykt og grimt barn. Og ved du, hvad det var? Det barn var verdens første trold. Troldene og jætterne fik hurtigt mange unger, så der til sidst var fuld af fæle, grimme jætter, som alle sammen lugtede af sved, snot og kloakvand. Imens Ymer sov, gik koen Audhumbla omkring og var blevet småsulten. Den sagde MUH for at prøve at vække Ymer, men han sov så tungt, at ikke engang en ko kunne vække ham. Så vendte Audhumbla sit store hoved og fik øje på en sten. ”Gad vide, om den kan spises?” tænkte Audhumbla og slikkede på stenen, der var fuld af salt. ”Dejligt salt,” tænkte Audhumbla og slikkede lidt mere på stenen. Den salte sten smagte så godt, at Audhumbla blev ved med at slikke på den i tre hele dage, og tænk engang: I løbet af de tre dage voksede der et væsen frem fra stenen, fordi Audhumbla blev ved med at slikke. Det lille væsen hed Bure, og han blev begyndelsen til alle guderne.

17


Bure fik nemlig en søn, som hed Bur, og da Bur blev voksen, fik han tre børn. Den ene af de tre børn var Odin, og Odin er en af de allervigtigste guder – for han blev gudernes konge. Alle de guder, som efterhånden var kommet til, gik omkring og skulede til Ymer. Han var stor, grim og doven, og han lavede ikke andet end at sidde og bøvse og slå lede prutter. En dag rottede de sig sammen mod Ymer, for han var jo en ond jætte. De overfaldt ham og slog ham ihjel, og så bar de ham ud midt i det tomme hul, Ginnungagab. I det samme de smed Ymer ned i det store hul, skete der noget højst besynderligt: Kødet fra Ymer bredte sig ud og blev til et stort og smukt landskab, blodet flød ud og blev til hav, knoglerne blev til kæmpestore bjerge, og hans hoved blev til den smukke himmel. ”Wow!” udbrød de og så rundt på det hele. Sikke en masse land, sikke en masse hav og sikke en flot himmel! De satte fire små dværge til at holde i hvert sit hjørne af himlen – nemlig Nordre og Søndre og Østre og Vestre. På den måde opstod de fire verdenshjørner, nord, syd, øst og vest. Henne fra det varme sted sprang der flere og flere gnister, og kan du gætte, hvad de blev til? De blev til alle stjernerne på himlen. Både solen og månen blev trukket af en hestevogn, troede man, for ellers kunne de jo ikke bevæge sig hen over himlen.

19


(Senere fandt man ud af, at det slet ikke er solen, der bevæger sig, men jorden, der drejer rundt. Men det vidste man ikke dengang, så derfor troede man altså, at solen og månen blev trukket hen over himlen af en hestevogn. Godt tænkt, ikke?) En af jætterne fik en datter, som hun kaldte Nat. Nat var mørk, og da hun blev voksen, fik hun en søn, der var ret lys. Ham kaldte hun Dag. På den måde blev dag og nat opfundet. De to skiftedes til at køre hen over himlen med hver deres hestevogn. Nats hest hed Rimfakse, og hvis du lægger mærke til det, er der tit dug på græsset om morgenen. Det er spyt fra hesten Rimfakse. Dag havde også en hest, som hed Skinfakse, og den var så smuk og lys, at den skinnede og bragte lys og glæde overalt på jorden. Til sidst gik Odin en tur langs stranden og kiggede på det hele. Han fik øje på to gamle træstammer, som var skyllet op på stranden. Han samlede dem op og gjorde dem med sin gudemagi til de første mennesker. De fik navnene Embla og Ask, og de fik lov til at bo i den nye verden rundt om Asgård, som kom til at hedde Midgård. Rundt om Asgård lå altså Midgård, og rundt om Midgård lå Jætternes Udgård. Ville man til Asgård, måtte man gå over en bro, og denne bro var regnbuen. Regnbuebroen fik navnet Bifrost, og guden Heimdal blev sat til at bevogte den. Odin tog Ymers øjenbryn og lavede et hegn over mod jætternes Udgård, for at menneskene kunne være i fred for de dumme jætter.

20


Midt i verden stod der et kæmpemæssigt træ, livets træ. Det havde et meget flot navn, Ask Yggdrasil. Det var lige så stort som hele verden. Nede i jorden havde træet tre kæmpestore rødder, og dem elskede slangen Nidhug at ligge og gnave i. Under hver af rødderne flød en kilde, og med tiden skulle den ene kilde vise sig at blive én, man kunne blive klog af at drikke af. Mimers brønd, kom den til at hedde. Under en anden rod løb en anden kilde, og ved denne kilde boede der tre norner. Det var tre kvinder, som tilsammen bestemte, hvordan alle menneskers liv skulle blive. Lykkeligt, ulykkeligt, kort eller langt. Øverst i træet sad der en ørn, og denne ørn kunne se alt, hvad der foregik, i alle verdener. Et egern løb hele tiden op og ned ad træstammen og bragte sladder fra slangen i jorden til ørnen i toppen. I træets grene sad der fire hjorte, som spiste af grenene, men heldigvis var træet meget stærkt. Der var også en ged, som spiste af træet. Den hed Heidrun, og i stedet for mælk så gav denne ged mjød til krigerne i Valhal. Mjød er en slags vin, og Valhal var det sted, hvor alle krigerne og guderne gav den gas. Men det skal du nok komme til at høre meget mere om. Se, sådan blev verden til. Nu var der styr på det hele. Og nu kunne alle eventyrene begynde.

21


Sigurd fortæller om de nordiske guder af sigurd barret