Issuu on Google+


Ulrich Horst Petersen

Sidste 책r 72 stykker

TIDERNE SKIFTER


SIDSTE ÅR 72 STYKKER Copyright © 2012 Ulrich Horst Petersen/ Tiderne Skifter Forlagsredaktion: Claus Clausen Sat med Baskerville hos An:Sats, Espergærde og trykt hos Akaprint A/S, Tilst ISBN 798-87-7973-545-3 Printed in Denmark 2012

Tiderne Skifter Forlag – Læderstræde 5, 1. sal 1201 København K Tlf: 33 18 63 90 – Fax: 33 18 63 91 www. tiderneskifter.dk


Jul

Vi havde ingen ønsker. Alligevel lå pakke ved pakke under træet som hvert år før, lige siden jeg ved ikke hvornår, jo, engang i 1960’erne, da der pludselig lå så mange, at ingen havde set noget lignende før. Nu kunne alle ønsker opfyldes, sådan har det været siden. Vi gjorde os umage, vi skrev sedler. De blev længere og længere, da vi kom ind i december. Tanken om at der slet ikke skulle ligge noget under træet, var ikke til at bære. Altså lå pakke ved pakke som hvert år før. „Jubii! Det var lige, hvad jeg ønskede mig,“ lød det rundt omkring, men det var børn. De kan ønske sig alt muligt, som om de ikke kan undvære noget af det, skønt de har næsten lige så meget som de voksne. Dog hændte det, at en voksen pakkede en gave op og ved det overraskende syn med ét forstod, at det var lige netop det, hun eller han havde ønsket sig. 5


sidste år Således kan vi få at vide, at der er noget, vi ikke kan undvære, skønt vi ikke ønsker os det eller ikke ved, at vi ønsker os det.

6


Velkommen igen

Da jeg var barn, skulle jeg sove til middag juleaftensdag, fordi jeg skulle være længe oppe. Jeg lå i mine forældres seng og ventede og ventede på at falde i søvn, men det blev mit første møde med søvnløsheden og digtekunsten. Det højtideligt-stem­ ningsfulde ved situationen, at jeg og kun jeg lå dér i det store soveværelse i den store seng og ikke i min egen lille seng i børneværelset, forplantede sig overbevisende til mig, blev til en forestilling om, at jeg lå et fremmed sted uden for verden og dog i den, alene, men dog vis på, at jeg ville blive fundet igen, og skønt jeg hørte det pusle nedenunder, hvor mine forældres forberedelser skred frem i køkkenet og dagligstuen, kom samtidig af sig selv ordene „høje himmelsale“, „klingrende frost“ og „vel mødt på kirkesti“, og de dannede eller farvede og tonede denne separatverden, løftede den op, så den svævede, og jeg svævede i den. 7


sidste år Af denne selektive og fragmentariske ordskat rejste sig den letteste, eneste tyngdeløse og absolut gennemsigtige salbygning, jeg nogensinde har ligget i. Jeg lå virkelig i høje himmelsale, muttersalene, men uden frygt og bæven, måske fordi salmens natursymbolik så selvfølgeligt forbandt det høje billede af mysteriets genkomst, ikke i Betlehem, men et sted i Danmark, hvor „trods klingrende frost godt år I spå for fugl og sæd i dvale!“ med krigsvinteren udenfor (det må have været i 1942 eller –43) og med tanken om vores egen sti, der for enden af vejen fortroligt gik ud over markerne ned til kirken i det fjerne, og som nu ganske rigtigt var dækket af sne. Det var en blanding af fortrolighed og fremmedhed, hvori ord, der var fremmedartede – „himmelsale“! – om ikke selv skabte det, de nævnte, så hensatte mig i denne anden verden, så at jeg på én gang blev en del af den og den af mig, i en stemning af inderligt festlig forventning, af en blid, salig løftelse, der vel i salmen ikke kommer skønnere til udtryk end dér, hvor den fejrer sig selv, besynger sin egen kraft, så højt og så jævnt: 8


Velkommen igen

„o, synger for dem, som lærker slå, som hørt de har ej længe!“ Min mor må have spillet og sunget salmen for mig. Weyses toner og i hvert fald nogle af Grundtvigs ord har prentet sig i mig, men det har jeg ingen erindring om, kun om dette første, søvnløse, ensom­ me møde med en mægtig side af digtekunsten.

9


Søvnløs i Danmark

I månelyset ser jeg pludselig det lille hus overfor ligge i ruiner, sønderskudt. Halvdelen af taget mangler, men eftersom det er helt stille, og jeg har gået søvnløs rundt i lejligheden et stykke tid, forstår jeg det ikke. Et bombardement kan dog ikke foregå i dødsstilhed, det er ruinerne bagefter, der er dødstille. Så forstår jeg: Sneen har lagt sig hen over hver ende af det sorte skifertag, men er føget af mellemstykket, og kontrasten, der fremhæves af månelyset, bevirker, at det ser ud, som om mellemstykket ikke er der. Det vil sige: Sådan ser det ud for mig, men det forstår jeg heller ikke. Jeg har ikke set mange sønderskudte huse i mit liv. Rønne i 1947 og Lübeck, Hamburg og Hannover i 1952, det er det hele. Begge steder var jeg tilskuer, bombardementerne fandt sted før min tid, eller rettere sagt: på steder, hvor jeg ikke var, da de fandt sted, fordi jeg var i live andetsteds. Siden har jeg set masser af sønderskudte huse, hele byer, på film, men ingen af dem dødstille. 10


Nytår

Køreplaner er kunstige, de er kulturelle, det er kalenderen ikke eller ikke kun. Den er et eksempel på, hvor svært det er at sige, hvad der er kulturelt, og hvad der er naturligt. Det er menneskeværk, at der kører tog hid og did på de og de tidspunkter. At de ikke kører, eller ikke kører til tiden, er imod køreplanen, men ikke unaturligt. Jernbanefolk synes ganske vist besjælet af en vis fatalisme. Når man med køreplanen i hånden påpeger, at toget slet ikke kom eller kommer alt for sent, trækker de ofte på skulderen og ser beklagende ud, men synes gennemgående at have vænnet sig til, at sådan er det, igennem så mange år, at man spørger sig selv, om de overhovedet ville kunne holde ud at arbejde ved banerne, hvis de tog køreplanerne lige så alvorligt som de rejsende. Visse professioner har åbenbart en fejl, de vil tillivs, samtidig med at deres eksistens er betinget af fejlens eksistens. Politiet ville ikke være der uden forbrydere, fængselsbetjente 11


sidste år uden fanger, læger uden patienter osv. Det kan være det, der forklarer denne professionelle, vanemæssige fatalisme, for en fejl er en fejl, noget forkert, og det er ikke behageligt at tænke på, at ens professionelle eksistens er betinget af noget forkert, og svaret på det er fatalisme. Fejlen er ganske vist forkert og burde ikke være der, men den er der nu engang, den er „noget, der sker“, det må man vænne sig til, hvis man vil have den profession. En advokat, der mener, at det er forkert at føre processer, gør ingen stor karriere, lige så lidt som en læge, der ikke vil behandle patienterne, før de er raske. Således har jernbanefolkene forsinkelserne. Hø­ je­re oppe i jernbanehierarkiet regner man med, at køreplanen er opfyldt, hvis der ikke er mere end en mindre procent forsinkelser, f.eks. 10% eller 5%. Dette er meningsløst i forhold til køreplanens idé, men et eksempel på at fatalisme giver sig forskelligt udtryk på forskellige sociale niveauer. Således hed det på et tidspunkt fra højere sted om S-togene, at køreplanen i weekenden ændredes løbende – formentlig i forhold til forsinkelserne. Banemanden på perronen vil ikke og vil heller ikke stå sig ved at henvise den jamrende rejsende til en så overordnet statistisk betragtningsmåde. Hans ansvar er de 12


Nytår

enkelte tog og måske de rejsendes velbefindende, men direktøren er ansvarlig for det hele og kan derfor se bort fra alle de enkelte dele og samtlige rejsende og teoretisk begrunde sin fatalisme med statistiske betragtninger. Den overordnede fatalisme er abstrakt og ligner en lovmæssighed, og med den i hånden kan direktøren ikke gøre for det, måske slet ikke gøre noget, fordi det er „noget, der sker“. Forsinkelser er uundgåelige, men ikke naturlige, man må vænne sig til dem. Kalenderens problem er ikke forsinkelser, men at den ikke passer helt nøjagtigt, fordi himmellegemerne lige siden tidernes morgen har gjort, hvad der passede dem og ikke, hvad mennesker troede, de gjorde, da de begyndte at indrette det næste års fremtid efter dem. Jernbaner kan virke uflyttelige, men det skyldes træghed og magtfuldkommenhed, himmellegemer er uflyttelige, skønt de roterer om hinanden og sig selv. Således indretter vi det næste års dage, døgn og måneder efter sol og måne, og hvor de befinder sig, for at vi selv kan se på minuttet, hvor vi befinder os næste år og næste år og næste år, og så er det skudår, fordi månederne og dagene og døgnene ikke helt passer til, hvor himmellegemerne nu er henne. 13


sidste år Hvorfor begyndte vi på det i det hele taget? Hvorfor måtte vi partout vide, hvordan næste år ville se ud? Hvorfor kunne vi ikke bare lade tiden gå af sig selv, som den altid havde gjort, men måtte inddele den i år og underinddele året så omstændeligt, som om det allerede var kommet og utvivlsomt ville komme igen? Kalenderen er et af de første eksempler på, at viden er magt og på, at magt har brug for viden for at fastholde og forøge sin magt. Alle kalendere til og med den gregorianske, som vi nu anser for den rigtige, er forbundet med forskellige magtcentre, bystater og stater, og den meget omtalte globalisering må siges at være begyndt længe, før man begyndte at tale om den, i 1500-tallets Europa, da denne kalender blev introduceret for siden at underlægge sig fremtiden over hele jorden. Med den blev år og dag efterhånden de samme på hele kloden, hele kloden fik én og samme forudseelige fremtid og kunne hvert nytår regne med, at den kom og så sådan ud. Der måtte altså være opstået et behov for, at magthaverne kunne regne med en bestemt fremtid, dage, måneder og år, som om de ikke bare kom af sig selv, men fordi de var der, og det var helt afgørende, for at de var der, at de kunne sige sikrere end andre, hvor 14


Nytår

de var næste år og næste år, som om de kommende år var deres. Dermed blev det muligt og meget lettere ikke blot at se, hvornår man gjorde klogt i at så og høste, men at indgå kontrakter, sige fra hvornår de gjaldt og dermed regne ud, hvad prisen var for at indgå de kontrakter. Tid er penge, fordi man må give penge ud for at tjene penge og følgelig må vide, hvor længe man har dem stående ude, før de begynder at tjene sig ind. Men penge er også tid, et krav på betaling i fremtiden i nutiden. Man kunne begynde en krig, slutte en fred på samme tidspunkt, og engang vil man kunne sige nøjagtigt, hvornår en verdensregering blev indsat, og fra hvornår dens love og andre forordninger begyndte at virke. Kalenderen er forud for sin tid. Men også bagud. Hovedproblemet i den gregorianske kalender var at bestemme nøjagtigt år for år, hvornår påsken faldt, hvilket var af stor betydning dengang og årsag til, at det var en pave, der stod fadder til den. Sagen var imidlertid, at tidsangivelserne i de kristne evangelier er så ubestemte, for at sige det mildt, at man endte i det kaos, vi har nu, hvor påsken aldrig falder på samme tidspunkt år efter år, hvilket hverken er praktisk eller meningsfuldt. Vor frelser levede nok i tiden og døde på et bestemt 15


sidste år tidspunkt, men ikke særlig præcist, ifølge kalenderen. Således fører den os tilbage til det, der engang var vor alles lidelseshistorie, i hvert fald i Vesteuropa, men også endnu længere tilbage, til før vor tidsregning, hvilket er ejendommeligt, når nu det hele begyndte med frelseren og hans historie. Ikke blot har vi måneder, der er opkaldt efter Julius Cæsar og Cæsar Augustus, men ugedage, der skylder hedenske guder deres navne – Freja, Thor og Odin – skønt de ikke engang kan siges at have levet i tiden. Så vi har det hele med, rub og stub, et historisk og forhistorisk rullende pulterkammer eller flyttelæs, fra da det begyndte og før da, da ingen vidste, at det nogensinde skulle begynde på et bestemt tidspunkt. Vi fører det med os ind i fremtiden, år for år, troligt, som om det er med os endnu og altid vil være det, uden at vi behøver at gøre andet end skifte den gamle kalender ud med en ny. Nu skriver vi så 2011.

16


Sidste aar af Ulrich Horst Petersen