Issuu on Google+


Af samme forfatter De fantastiske fire, Gyldendal 2005 Tid til forvandling, Gyldendal 2008 Det, Svend mener, er …, Gyldendal 2009 Den røde tråd, Lindhardt og Ringhof 2011

2


Hans Mortensen

SF

magtens pris

  LINDHARDT RINGHOF OG

3


SF – Magtens pris © 2011, 2014 Hans Mortensen Redaktion: Anne Mette Palm Denne udgave © People’sPress 2014 Omslag: Rasmus Funder Grafisk tilrettelæggelse og sats: Christensen Grafisk Trykt: Nørhaven, Viborg ISBN 978-87-7159-050-0 2. udgave, 1. oplag 2014 Printed in Denmark 2014

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

People’sPress · Ørstedhus · Vester Farimagsgade 41 · DK-1606 København V www.artpeople.dk

4


INDHOLD Den ulykkelige kærlighed . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 1. Afsked med Moskva . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11 Kommunistisk blomstringstid 13 • Den hemmelige tale 15 • Situationens generalstab 21 • Det jugoslaviske opgør 27 • I galgen 33

2. Et nyt parti fødes . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 39 »De indtrængende henstillinger« 41 • Larsens mistænksomhed 47 • En bladløs kniv uden skaft 51

3. I den kolde krigs ingenmandsland . . . . . . . . . . . 57 PET og CIA kigger med 58 • En fælles fjende 62 • Agent Vart 65 • Gert »Zevs« Petersen 68 • So viel haben wir doch 70 • CeauŞescu og kammerat Kim 73

4. Katalysatorpartiet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 77 Sammenlægning? 80 • En fejlslagen spekulant 82

5. Gennembrud og indre brydninger . . . . . . . . . . . 87 Valgkamp med gipsben 88 • Strid om målet 93 • Socialisme på medbragt horn 98 • Den første splittelse 101

6. Under åget . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 106 Fordoblet 108 • Nederlagets mænd 112 • Det røde kabinet 117 • Under lov eller åg? 120 • Oprør uden modkandidat 122 • Rød front 127 • Kamp om alt 130 • Der ligger et skidehus 135 • Det endelige opgør 139

7. Parti i vildrede . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 146 Foråret i Prag 147 • Ømann tager over 150 • Arbejderflertal igen 153 • Jordskredsvalg 159

5


8. Det godes fjende . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 161 Den nye venstrefløj 163 • Ømann under pres 168

9. Gulerodsspisende, hjemmefødende barfodsgængere 174 Tættest på VS og Kina 176 • Tilbagegang og kamp om a-kraft 182

10. Larsenisternes oprør . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 186 Tvungen skoling og avishold 189 • Ud med Ømann og Lange 191 • Frihedsbrevet 196 • Bundrekord 199

11. Genrejst . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 205 Arbejderråd og vækstkritik 208 • Det endelige revolutionære magtopgør 212 • Nej til ØD igen 214 • De forsvundne EF-penge 217 • Kvindeflertal 220

12. I hængekøjen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 224 Sovjets ærinde 228 • Grønne sejre og udlændingelov 234 • Ansvar og afmagt 237 • Rød eller rødgrøn 240 • Socialisme i opbrud 245

13. Rorgænger fra borde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 251 Under pres 254 • Nederlaget 257

14. Røde Holger eller grønne Steen? . . . . . . . . . . . . 262 Kommissærernes mand 264 • Opgør og samling 269

15. Holger siger nej og ja til Unionen . . . . . . . . . . . . 273 Ja til EF – nej til union 277 • Holger og konen 279 • På Nyrups kontor 282

16. Inden for og uden for indflydelse . . . . . . . . . . . . 287 Regering eller ej? 290 • EU igen, igen 293

17. Holgers sidste kamp . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 300 Den umulige udlændingedebat 303 • Familien på Arnesvej 306 • Det sidste opgør 309

18. Sig goddag til Villy ... . . . . . . . . . . . . . . . . . . 315 Indre kulturrevolution 319 • Tre dogmer 324

19. Magtens alliance . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 329 Fra Pol Pot til 24-års regel 331 • 50 år og stærkere end nogensinde 336 • Modgangen melder sig 340 • Det sidste slag 346

6


20. Regeringspartiet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 350 Sejrherrerne på Frederiksberg Allé 350 • I det sorte tårn 353 • Mögers magt 357

21. Nedturen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 362 Leverpostej eller socialisme? 362 • Exit Villy 366 • Fodfolkets hævn 368 • Nyt hold, gamle problemer 371 • En god handel og et dårligt valg 377 • Bruddet med Holger 380 • Slutspil 383 • I Petersens ånd 388

Litteratur og kilder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 393 Navneregister . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 395

7


8


Den ulykkelige kærlighed

Det er sjældent, forudsigelser om historiens slutning viser sig at holde stik. Da Den røde tråd – SF og vejen til magten udkom i 2011, var Socialistisk Folkeparti for første gang i sin godt 50-årige historie indtrådt i en regering. Det syntes at være målet og dermed endestationen på en rejse, der begyndte i 1958, da Aksel Larsen forlod Danmarks Kommunistiske Parti for at danne et nyt venstrefløjsparti, som skulle være uafhængigt af Moskvas ordrer. Som det vil være de fleste bekendt, blev regeringsdeltagelsen på ingen måde en afrunding; tværtimod blev den begyndelsen på en af de mest tumultariske perioder i partiets historie. Siden sin indtræden i regeringen har SF skiftet formand to gange, og af de ni SF’ere, der nåede at blive ministre, er de fire ikke længere medlemmer af partiet. Partiet, der for få år siden red på en bølge af succes, har været faretruende nær spærregrænsen. Det dramatiske forløb har gjort en opdatering af SF’s historie påtrængende. Men for at forstå de seneste begivenheder, er det nødvendigt at kende hele partiets historie. Derfor er hovedparten af bogen en genudgivelse af den tidligere udgave fra 2011. Enkelte kapitler – især om forløbet fra 2005 og frem – er lettere redigeret, og dertil kommer nye kapitler om perioden fra valget i 2011 og frem. 9


Når den historiske del er bevaret, er det, fordi de seneste begivenheder følger et mønster, der synes at gå igen i hele SF’s historie. Det handler om en livslang ulykkelig kærlighed til den politiske magt. Aksel Larsen og alle hans efterfølgere på formandsposten har haft det erklærede mål at få del i magten. Deres fælles problem har imidlertid været, at partiet har set ud til at trives bedst uden. Det dobbeltbundede forhold til magten er om noget den røde tråd i SF’s historie. Hver gang man har nærmet sig målet for sin stræben, er det endt i splid, ballade og truende udslettelse. Længere perioder i det, som poetiske sjæle i medierne har døbt hængekøjen, har til gengæld givet medvind blandt vælgerne. I sine nu 55 år har SF gennemgået flere store forvandlinger, men netop dette grundvilkår – den ulykkelige kærlighed til magten – synes at være intakt. Det er den korte version af SF’s historie. Den længere begynder i november 1958. Hans Mortensen, marts 2014

10


1

Afsked med Moskva

Den 15. november 1958 blev Aksel Larsen smidt ud af Danmarks Kommunistiske Parti, hvis leder han havde været siden 1932. Et par uger forinden var han formelt blevet afsat som formand, og kort før eksklusionen var han blevet opsøgt af sin afløser på posten, der havde afkrævet ham en troskabserklæring, han ikke ville give. Han havde i sin periode som leder fået det lille marginaliserede parti ud af en række ødelæggende fraktionskampe, og han havde bragt det i Folketinget. Partiets indflydelse var dog stadig minimal – ikke mindst fordi det med betydelig rette blev anset for en filial af det sovjetiske kommunistparti. De seneste par år havde Aksel Larsen kæmpet for at frigøre sit parti fra Moskvas tunge indflydelse, efter at en række internationale begivenheder havde givet ham alvorlige anfægtelser og fået ham til at miste troen på moderkirken. Samtidig var han klar over, at kommunisterne aldrig ville få indflydelse i Danmark, så længe partiet lydigt traskede i fodsporene fra den russiske bjørn. Men Larsen havde tabt sin kamp. I stedet for at følge hans selvstændige vej, havde DKP valgt at fortsætte den Moskva-tro kurs. Partiets centralkomite havde efter kongressen afsat Larsen og valgt fagforeningsformand Knud Jespersen som afløser. 11


Det var netop ham, der nu opsøgte Larsen sammen med partiets fremtrædende folketingsmedlem, den tidligere spaniensfrivillige og koncentrationslejrfange Villy Fuglsang. De to forlangte, at Aksel Larsen gav en garanti for, at han ville være loyal over for de beslutninger, der var truffet på den netop afholdte partikongres og det efterfølgende centralkomitemøde. I realiteten bad de ham sværge troskab over for den nye ledelse og dermed over for Sovjetunionen. Det nægtede Larsen. I stedet fremviste han en større stak breve fra mennesker, der opfordrede ham til at stifte et nyt parti, hvilket de to udsendte topkommunister opfattede som en afvisning, og senere samme dag besluttede partiets ledelse at ekskludere dets mangeårige formand. På det tidspunkt havde Aksel Larsen langtfra afklaret med sig selv, om han havde lysten og kræfterne til at stå i spidsen for et nyt parti. Men i baggrunden havde forberedelser til det, der siden skulle blive Socialistisk Folkeparti, længe været i gang, og reelt havde Larsen ikke noget valg. Den proces, han havde sat i gang, lod sig ikke stoppe. Ønsket om et dansk parti, der stod til venstre for Socialdemokratiet, men som samtidig ikke var underlagt fremmed kommando, var så massivt, at hans trods sin relativt høje alder måtte i gang igen. Det var i høj grad begivenhederne efter den sovjetiske invasion i Ungarn i 1956, der kulminerede med Aksel Larsens eksklusion fra DKP og dermed dannelsen af SF, men Ungarn var langtfra den eneste årsag. Længe forinden havde der været brydninger i DKP om omfanget af troskaben over for Moskva. Fronterne havde ikke været entydige, og heller ikke Aksel Larsens placering havde været stringent. Langt hen ad vejen afspejlede brudfladerne i det danske parti de spændinger, der efter anden verdenskrig og med begyndelsen af den kolde krig var ved at opstå i den internationale kommunistiske bevægelse.

12


Kommunistisk blomstringstid Aksel Larsen var i 1920 efter nogen tøven brudt ud af Socialdemokratiet og havde tilsluttet sig Danmarks Venstresocialistiske Parti, der siden blev til Danmarks Kommunistiske Parti. Bruddet var en funktion af det opbrud, der fandt sted i hele den europæiske arbejderbevægelse i kølvandet på første verdenskrig og den russiske revolution. Bevægelsen delte sig i en revolutionær kommunistisk, der var inspireret af Lenin og Trotskij i Sovjet, og en reformistisk socialdemokratisk, der søgte en demokratisk forvandling af samfundet skridt for skridt. Men det var ikke nogen folkebevægelse, Larsen tilsluttede sig. Ved sit første valg til Folketinget i 1920 fik partiet 5.160 stemmer. Og Aksel Larsen huskede senere i sin bog Aksel Larsen ser tilbage: »I de første ti år af partiets tilværelse havde det to hovedbeskæftigelser: Angreb på Socialdemokraterne – og indre kævl for ikke at sige slagsmål.« Larsen blev dog snart fortrolig med disse indre stridigheder, og i 1932 var han med til at afsætte partiets formand Thøger Thøgersen og indsætte sig selv i stedet. Det skete med Moskvas støtte, selv om man der så med en vis skepsis på Aksel Larsen – han havde været mistænkt for at flirte med trotskismen, hvilket efter Stalins magtovertagelse i Sovjet var noget nær det samme som at forskrive sig til djævlen – hvis ikke værre. Larsen havde imidlertid allerede vist sig som en blændende agitator i den københavnske arbejdsløshedsbevægelse, der var ganske omfattende under 1930’ernes økonomiske krise. Og ved partiets første valg under hans lederskab brød det igennem parlamentarisk med to mandater, Aksel Larsen og Arne Munch-Peter­ sen. Et egentligt folkeligt gennembrud fik det danske kommunistparti dog først efter sin indsats i modstandsbevægelsen under den tyske besættelse af Danmark fra 1940-45. Aksel Larsens egen rolle i denne kamp var ikke uproblematisk, og den skulle siden volde 13


ham betydelige vanskeligheder, da protokoller fra hans forhør hos Gestapo dukkede op i offentligheden. Først i Nationaltidende i 1946 og siden i flere omgange – sidste gang da et medlem af DKP, Tage Revsgaard Andersen, offentliggjorde dem i sine erindringer i 1981. Protokollerne skulle angiveligt dokumentere, at Larsen havde været mere end nødvendigt meddelsom uden at have været udsat for tortur. Den fremtrædende kommunistiske modstandsmand Børge Houmann skrev dog siden i sine erindringer, at Aksel Larsen nok havde begået enkelte fejl, men ikke alvorlige brud på de gældende regler for tavshed. Den første tid efter besættelsen var hvedebrødsdage for de danske kommunister. De blev fejret på blomstersmykkede tribuner, og det officielle Danmark måtte lytte til partiet, der ikke alene havde bragt betydelige ofre i modstandskampen, men også var allierede med Sovjetunionen, hvis hær og befolkning havde ydet et afgørende bidrag til at nedkæmpe nazismen i Europa. Partiet havde 50.000 medlemmer; dets blad Land og Folk var den tredjestørste avis i Danmark. Man regnede så meget med kommunisterne, at den socialdemokratiske ledelse blev presset til forhandlinger om en sammenlægning af de to partier – men det var modvilligt. Social­demokraterne havde den grundlæggende holdning, som også siden blev bevaret, at ville man enhed i arbejderbevægelsen, var der én vej – at nedlægge sit parti og melde sig i Socialdemokratiet. Forhandlingerne brød planmæssigt sammen. Derfor stillede kommunisterne op som selvstændigt parti ved valget i 1945, hvor det fik 18 mandater. Men gemt i denne succes lå også venstrefløjens evige paradoks – 18 mandater var lige netop det antal, Socialdemokratiet mistede, og statsminister Buhl trådte tilbage til fordel for Venstres Knud Kristensen. Siden sænkede den kolde krigs jerntæppe sig i Europa, og det kommunistiske parti placerede sig mentalt på den modsatte side af tæppet i forhold til resten af Danmark. Men det var ikke alene 14


Europa, der var i færd med at blive delt. Også i den internationale kommunistiske bevægelse var der opbrud af en styrke, der betød, at dønningerne også ramte Danmark og i sidste ende førte til en splittelse af de danske kommunister. De første tegn på sprækker viste sig allerede i 1947, da den sovjetiske videnskabsmand Trofim Lysenko lancerede et opgør med Mendels arvelighedslære, der indtil da havde været grundlaget i al genetisk videnskab. Ifølge Lysenko kunne visse erhvervede egenskaber nedarves, hvilket var i diametral modsætning til Mendels lære. Lysenkos teori blev imidlertid kanoniseret af centralkomiteen i det sovjetiske kommunistparti som et udtryk for sand marxistisk videnskab. Denne holdning delte det ledende lag i det danske parti, hvor chefideologen Gelius Lund introducerede Lysenko i en artikel i Land og Folk. En række af partiets intellektuelle med professor Mogens Fog i spidsen var imidlertid betænkelige ved på den måde at lade politiske organer afgøre videnskabelige spørgsmål. De mente, at Lysenkos teorier måtte være genstand for almindelige videnskabelige undersøgelser. Fog, der var tilknyttet DKP uden at være medlem, sendte et indlæg om spørgsmålet til Land og Folk, som nægtede at optage det. Han fremførte derfor sit andragende i partiets centralkomite. Historikeren Kurt Jacobsen skriver i sin biografi om Aksel Larsen, at partiformanden forsøgte at glide af på substansen i spørgsmålet, men argumenterede for, at man burde offentliggøre Fogs indvendinger. Den hårde kerne i partiet stod imidlertid fast og afviste Fogs indlæg. Larsen og ikke mindst Fog havde tabt den første forpostfægtning om partiets lydighed over for Moskva. Men mere skulle komme.

Den hemmelige tale I en række af de østeuropæiske lande blev der med forskellig styrke protesteret mod Sovjets tiltagende magt over de lokale re15


geringer, og en enkelt af de kommunistiske stater – Jugoslavien, hvor den stærke partisanleder Tito regerede – brød direkte med Moskva. Det gav dønninger, som også pressede det danske parti, og hen ad vejen skulle netop det jugoslaviske spørgsmål blive centralt i DKP’s splittelse og dannelsen af SF. Titos brud med Moskva indledte massive forfølgelser af afvigere i de europæiske kommunistpartier. Jagten på titoistiske agenter bragte mindelser om de Moskvaprocesser, der i 1930’erne havde kostet millioner af mennesker – herunder Aksel Larsens folketingskollega, Arne Munch-Petersen – livet. I første omgang var det danske parti helt og fuldt på Moskvas side. Aksel Larsen rejste tilmed til Norge for at hjælpe til med bekæmpelsen af en påstået titoistisk fraktion, og med Larsens hjælp fik det norske parti ekskluderet den tidligere leder Peder Furubotn, der var mistænkt for titoisme. Furubotn havde længe agiteret for en vesteuropæisk kommunisme, der var mindre afhængig af Moskva – altså det samme som Larsen senere skulle gøre til sin sag – men ikke mindst på grund af gammelt personligt nag støttede Larsen ved denne lejlighed Furubotns fjender. At man også i Danmark var på vagt over for afvigere, fik blandt andre Land og Folk-redaktør Kai Moltke at føle. Da Furubotn blev smidt ud af det norske kommunistparti, flyttede hans nærmeste medarbejder Arvid Hansen til København, hvor han indlogerede sig hos Moltke. Her mødte Hansen også et par andre danske kommunister, hvilket kom partiledelsen for øre, og tre medlemmer måtte siden forklare sig for partiets kontrolkommission, hvor Moltke fik »en skarp irettesættelse«. Moltke var i forvejen en belastet person i det kommunistiske miljø. Da nogle hundrede ledende kommunister under besættelsen var interneret i Horserødlejren, allierede Moltke sig med en gruppe, der var udstødt af fællesskabet, fordi de imod partiets ordrer havde deltaget – eller var mistænkte for at have deltaget – i sabotagen af nogle spanske trawlere på et værft i Frederikshavn 16


20. kongres i det sovjetiske kommunistparti indledte opgøret med Stalins terror, men såede også en begyndende tvivl i den danske partiformand Aksel Larsen, der her taler til kongressen. Han endte med at bryde med kommunismen og stifte SF. Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv

før besættelsen. Moltke havde i de helt unge år en kort periode været tæt på Aksel Larsen, men siden var temperaturen i forholdet mellem dem faldet til adskillige kuldegrader. Trods de små sprækker var der dog stadig relativt fodslag i Danmarks Kommunistiske Parti. Men østenvinden skulle snart rejse sig til en storm, der flåede det midt over. Den 14. februar 1956 sad Aksel Larsen og Ib Nørlund i Andreassalen i Kreml som de danske gæster ved det sovjetiske kommunistpartis 20. kongres. Kongressen indledtes med to minutters stilhed for de partiledere, der var døde siden sidste kongres. En af dem, der blev nævnt, var Josef Stalin. Men det var også al den ære, der blev gjort ud af manden, der tidligere var blevet fejret som en levende gud. 17


Kongressen var imødeset med stor spænding. Hvordan ville magtforholdene i Moskva tegne sig efter mange år med Stalins brutale undertrykkelse? Det ville ikke blive det samme, vidste man, blandt andet fordi Stalins berygtede højrehånd Berija i forvejen var blevet dømt og henrettet og en række af Stalins ofre rehabiliterede. Nikita Khrusjtjov holdt centralkomiteens beretning, der varede hen ved seks timer. Stalin-tidens forbrydelser fik plads i beretningen, men de blev tillagt den henrettede Berija og ikke Stalin. Talen huskede Aksel Larsen i sine erindringer siden på denne måde: »Hovedindtrykket af den var, at nu blev der gjort op med Stalin-tidens indenrigs- og udenrigspolitik såvel som med Stalintidens metoder, selv om man skulle lytte godt efter for at opfatte ligefrem sensationelle »knaldperler«.« Nogle perler var der dog. Khrusjtjov anlagde en mere forsonlig linje over for Vesten og talte om fredelig sameksistens. Også i forhold til socialdemokraterne var tonen ny og forsonlig, og det var måske det mest interessante fra Larsens synspunkt. Gennem hans kommunisttid havde vindene utallige gange skiftet i det spørgsmål. Nogle gange var socialdemokraterne hovedfjenden – socialfascister hed de ligefrem i en periode – andre gange var de mulige deltagere i en arbejderklassens enhedsfront. DKP havde loyalt fulgt ordrerne, uanset hvordan de lød. Selv om de to danske kommunister endnu havde til gode at høre det værste, var Larsen rystet. At realiteterne under Stalins diktatur svarede mere til antikommunisternes end til hans egen version af fortællingen, såede en tvivl, der skulle vokse de kommende år. Samtidig gav de efterfølgende begivenheder den første indikation på, at Larsen tabte fodfæste i sit parti. »Vi i det danske kommunistiske parti, der gennem årene havde forsvaret Sovjetunionen mod anklager, måtte nu erkende, at de, der havde talt om diktatur og terror, havde haft mest ret (…) vi kunne ikke mere bygge på tillid, vi måtte bestandig være på vagt 18


og kritisk vurdere, om udviklingen nu kom til at gå mod socialisme med demokrati og retssikkerhed – om udrensningen blev ført til bunds og til tops,« skrev han siden i bogen Aksel Larsen ser tilbage. Hjemkommet fra Moskva skulle de to danske gæster Aksel Larsen og Ib Nørlund aflægge beretning for partikammeraterne ved et møde i K.B. Hallen i København, og de to udlægninger blev et studie i den partisplid, der var under opsejling. Larsen skrev siden i sine erindringer: »Vi var to danskere, der havde været til kongres og skulle aflægge beretning om den. Men man kunne næsten tro, at vi havde været til to forskellige kongresser. Den ene af os lagde vægten på at berette om de store socialistiske landvindingers, den atomdrevne isbryders og de store ny kraftværkers kongres. Den anden berettede om en kongres, der var slutstenen på en lang og uhyggelig periode i Sovjetunionens historie, hvor socialismen var bragt nær sin undergang, men hvor der nu var mulighed for at genrejse den.« At de nye tider ikke havde nået det danske parti, fik Larsen hurtigt dokumenteret, da partibladet optrykte Ib Nørlunds beretning om landvindingerne og den atomdrevne isbryder, men undlod at bringe partiformandens tale, der tilmed ikke engang tog højde for det chok, der i løbet af få dage skulle ramme kommunisterne. Den 17. marts fortalte et tysk pressetelegram, at Khrusjtjov efter partikongressens afslutning havde talt på et lukket møde for fremtrædende partifunktionærer. I denne »hemmelige tale« havde den nye partileder gjort op med Stalin i et helt andet toneleje end under den officielle del. Khrusjtjov havde talt om »mistænksomhedens og terrorens regime« og havde blandt andet fortalt, at tre fjerdedele af de delegerede på partikongressen i 1934 siden var blevet henrettet. Da telegrammet nåede Land og Folks redaktion, var Aksel Larsen den eneste fra ledelsen på redaktionen. I Kurt Jacobsens Larsenbiografi refereres avisens medarbejdere for, at han reagerede med 19


voldsom vrede over, at han ikke havde hørt om talen i Moskva. Larsen besluttede, at partiavisen skulle trykke et referat af telegrammet ukommenteret, da man ikke kunne få en bekræftelse fra Moskva. Det skete under overskriften: »Bonn rygter om tale af Khrusjtjov om Stalin« på avisens side 5. »Det næste, jeg gjorde, var at købe en billet til Moskva og rejse over for at få den samtale med Khrusjtjov, som nu var mere nødvendig end nogensinde,« skriver Larsen i sine erindringer. Kommunisterne havde selvsagt svært ved at finde egne ben efter årtiers ukritisk hyldest af Stalin. Land og Folk var længe yderst sparsom med afsløringerne fra »den hemmelige tale«. Mange i partiet – herunder avisens medarbejdere – mente, at man ikke skulle deltage i den borgerlige presses tilsværtning af Stalin. Larsen var uenig. Afsløringerne skulle bruges til, at også danske kommunister lærte at tænke selv og ikke bare godtog alt fra moderkirken i Moskva. I en tale til centralkomiteen fire dage efter Bonn-telegrammet sagde han blandt andet: »Mon det ikke var sådan for os alle (sådan er det i hvert fald for mig, og taler jeg ikke for andre så taler jeg for mig selv!) – at hvis der var perioder eller begivenheder i de svundne år, der kunne få os til at overveje, om nu også Sovjetunionens og SUKP’s politik var helt rigtig, så stillede vi spørgsmålet og måtte stille os spørgsmålet: Kommer vi til at skade Sovjetunionen, kommer vi til at gå vore fjenders ærinde (…) Vi har pligt til at anlægge en selvstændig vurdering, og hvis denne siger os, at der måske i vigtige spørgsmål er gjort noget, som ikke stemmer med marxismen-leninismen, har vi pligt til at tilkendegive dette – på den ene eller anden måde.« Aksel Larsen understregede i sin beretning, at partiet havde pligt til – også i praksis – at efterleve princippet om, at medlemmerne valgte og kontrollerede ledelsen. Men han viste også, at han ikke på en nat var blevet fuldblodsdemokrat. Det kommunistiske arvegods tyngede og skulle siden vise sig i et vist omfang at følge med over i SF. I februar 1956 lød det således: 20


»Men det skal ikke tolkes derhen, at demokratiet skal udvikles til en absurditet, at partiet skal ophøre med at være et centralistisk parti og forvandles til en diskussionsklub. Partiet skal være en viljens enhed.« Der var dog ikke bred tilslutning til Larsens linje. Flere af centralkomiteens medlemmer – herunder den senere formand Jørgen Jensen – ville holde debatten i egne rækker. Og den erklæring, man fik udsendt, var på ingen måde noget studie i åbenhed og selvkritik. Partiets holdning, som blandt andet kom til udtryk i Land og Folk, var i grove træk, at der nok var begået fejl under Stalin, men det måtte ikke forlede til at slette hans fortjenester af historien, og når man nu tog fat på fejlene, var det i sig selv et udtryk for, at kommunister mestrede selvkritik.

Situationens generalstab Trods lunkenheden i forhold til Stalin-kritikken stod kommunisterne over for lysere tider – om end de blev yderst kortvarige. Samme aften som telegrammet om den hemmelige tale tikkede ind, brød overenskomstforhandlingerne på det hjemlige arbejdsmarked sammen. Siden lykkedes det De Samvirkende Fagforbund og Dansk Arbejdsgiverforening at blive enige, men mæglingsforslaget blev nedstemt ved en urafstemning. Den socialdemokratiske mindretalsregering fik nu flertal i Folketinget for at ophøje mæglingsforslaget til lov. Det skete med alle stemmer mod ni – kommunisternes otte medlemmer var imod. Indgrebet udløste massive protester. Titusinder af mennesker samledes den 13. april på Christiansborg Slotsplads. Aksel Larsen talte og opfordrede til nu at følge de kritiske fagforeningsmænd og tillidsfolk, som han udnævnte til »situationens generalstab«. Protesterne gav ny vind til kommunisterne, der oplevede stigende tilslutning i meningsmålinger efter konstant at have tabt 21


Aksel Larsen blandt aktionerende arbejdere under storstrejkerne i 1956, der blev de danske kommunisters sidste stjernestund. Få måneder senere invaderede deres sovjetiske venner Ungarn, hvilket berøvede DKP al opbakning og splittede partiet i to dele. Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv

vælgere siden højdepunktet ved valget i 45. I løbet af sommeren øgede partiet sin andel af tillidsfolk i den københavnske fagbevægelse med 40 procent. Men igen kom loyaliteten over for Moskva til at koste kommunisterne de gevinster, de havde hentet på den indenrigspolitiske arena. I slutningen af juni udviklede en lønkamp i den polske by Poznan­sig til store demonstrationer, hvor folket råbte på frihed og krævede den sovjetiske besættelse bragt til ophør. Oprøret blev slået ned, men førte til en midlertidig lempelse af undertrykkelsen i Polen, hvor den uafhængighedsorienterede kommunist Gomulka­overtog ledelsen af partiet. I oktober arrangerede studenter i den ungarske hovedstad Budapest en demonstration, der skulle udtrykke solidaritet med polakkernes kamp for frihed. Demonstrationen samlede hundred22


tusinder af mennesker og udviklede sig til krav om ungarsk uafhængighed og demokrati. Det hele endte med voldsomme kampe mellem demonstranter og det hemmelige politi. I løbet af de næste dage var der tilstande, der mindede om borgerkrig. Regeringen fik hjælp af sovjetiske soldater, men de var i første omgang for få til at slå oprøret ned. Den kommunistiske regering indsatte derfor den moderate Imre Nagy som præsident i den tro, at han bedre kunne dæmpe gemytterne. Nagy fik skabt en våbenhvile – reelt ved at efterkomme de fleste af oprørernes krav og dele magten med dem, og det satte gang i en udvikling, som var uden for Moskvas kontrol. Den 1. november meddelte Nagy, at Ungarn ville udtræde af Warszawapagten og erklære sig neutralt. Han bad om stormagternes hjælp til at forsvare landet. Men støtten kom aldrig, og fire dage senere rykkede massive sovjetiske styrker ind i landet. Klokken fem om morgenen den 4. november talte Nagy i radioen: »Dette er Imre Nagy, præsident for Den ungarske Folkerepubliks ministerråd. Ved daggry angreb sovjetiske tropper vores hovedstad med den åbenbare hensigt at styrte den lovlige ungarske demokratiske regering. Vore tropper kæmper. Regeringen er på sin post.« Få dage senere var ungarerne nedkæmpet, og Nagy måtte søge tilflugt i den jugoslaviske ambassade i Budapest. For de danske kommunister var invasionen en katastrofe. Partiet kom under voldsomt pres, og der var demonstrationer og rudeknusninger ved hovedkvarteret i Dronningens Tværgade i Køben­ havn. DKP havde ganske vist taget afstand fra den første sovjetiske indgriben med en udtalelse fra forretningsudvalget, hvor det blandt andet hed, at »ethvert folk må have ret til og mulighed for at ved egne kræfter og i fred at bestemme den samfundsorden, som det vil leve under«. Men i løbet af få dage skiftede man kurs, og retorikken ændre23


des gradvis. Mindre end to uger senere skrev man i en ny udtalelse: »Det er vor overbevisning, at Sovjetunionen kun har grebet ind i Ungarn for at forhindre fascistiske kræfter i at skabe et nyt Spanien i Europas hjerte.« Der var dog langtfra fodslag. Flere kommunistiske fagforeninger var uenige, og selv i centralkomiteen var der en opposition, der blandt andet bestod af skoleinspektør Inger Merete Nordentoft, de københavnske mureres formand Carlo Hermansen, formanden for smedene i Odense, Svend Hansen, og formanden for arbejdsmændene i Kolding, Kaj Ibsen. I medlemmernes rækker var utilfredsheden udbredt. Den 6. november 1956 bragte dagbladet Information således et opråb fra 36 kommunistiske intellektuelle, hvor der blandt andet stod: »Det er smerteligt at se de socialistiske fremskridt forspildes, men hovedansvaret for det bærer de kommunistiske partier. Det er umuligt og i strid med socialismens principper at søge socialismen gennemført ved fremmed våbenmagt. Som danske socialister må vi derfor protestere.« Det er næppe en tilfældighed, at det netop var de intellektuelle og fagforeningsfolkene, der stod for den første kritik af Sovjetlinjen. Fagforeningsfolkene kunne se, hvordan vundne positioner smuldrede takket være udenrigspolitiske begivenheder, de ingen indflydelse havde på. Mange af intellektuelle kommunister oplevede også, efterhånden som den kolde krig blev intensiveret, et stigende pres fra deres ikke kommunistiske omgivelser. I 1930’erne havde grupper fra kulturradikale kredse åbenlyst flirtet med kommunismen – mange havde tilsluttet sig partiet, mens andre lå i periferien omkring det. Men allerede inden Ungarn var mange af dem i drift væk fra det parti, der havde valgt den sovjetiske side. Et forvarsel om opbruddet fik man – i hvert fald set i bakspejlet – i en kronik, som den norske forfatter Sigurd Hoel skrev i Politiken i maj 1955. 24


Her analyserede han kulturradikalismens fortid og dens fremtidsmuligheder, og kronikken blev en erkendelse af, at de kulturradikale havde været på forkert galej. »Fremtiden blev spået i Marx og kaffegrums (…) Der foregik en del forvekslinger. En del gamle kostelige værdier blev realiseret til spotpris og befinder sig nu Gud ved hvor. Patenterede flyvende tæpper fandt samtidig god afsætning. Misforstå mig ikke alt for stærkt; I dette myldrende liv fandtes der mængder af god offervilje og begejstring. På den anden side lader det sig ikke skjule, at her blev resultatet af lange tiders slidsomt arbejde omsat lidt for hurtigt, lidt for letsindigt. Her blev begået fejl, som modstanderne kunne drage fordel af (…) disse årsager har blandt andet medført en meget væsentlig virkning: Den gamle optimisme er afgået ved døden,« skrev Hoel. Dette indre opgør blandt de kulturradikale rakte også ind i DKP’s egne rækker, hvor det især ramte de intellektuelle. Dette personificeres i høj grad i professor Mogens Fog, der allerede i 1920’erne havde tilsluttet sig det kommunistiske parti sammen med vennerne Arne Munch-Petersen og Otto Melchior. De to venner var siden omkommet – Munch-Petersen i Stalins udryddelsessystem, Melchior i Hitlers. Fog blev fremtrædende leder i modstandsbevægelsen, men var – fortrinsvis af taktiske hensyn – ikke længere medlem af DKP. Han var dog så tæt på partiet, at han efter besættelsen indtrådte i dets folketingsgruppe. Denne delvis uafhængige status gav ham et vist frirum i partiet, men som man kan se blandt andet af sagen om arvelighedsforskeren Lysenko, var det ikke noget stort rum, og af offentligheden blev Fog da også anset for at være rendyrket kommunist, hvilket betød, at han kom under massivt pres efter den sovjetiske invasion i Ungarn. I sin biografi om Fog beskriver historikeren Morten Møller, hvordan personlige venner en efter en lagde afstand til profes25


soren – heriblandt forfatterne H.C. Branner og Kjeld Abell. Også pressen gik hårdt til Fog og afkrævede ham svar, som han ikke kunne give, fordi han i mellemtiden var blevet tvivler, hvilket fremgår af et brev til H.C. Branner, som er citeret i Morten Møllers biografi. »Jeg har – af grunde som af og til forekommer mig dunkle i deres oprindelige indre opståen – tilsluttet mig kommunismen, da jeg var omkring de 20. Jeg har aldrig været uden kritik, men dog hidtil i det væsentlige været en partisan indadtil og udadtil. Disse sidste uger har ført til, at jeg for første gang åbenlyst er kommet i modsætning med den bevægelse og de personer, som jeg har stået nær så længe, uden at skæve til, hvem der kunne udnytte det. Det har også ført til, at jeg både indadtil og udadtil har erklæret, at jeg må omvurdere mit syn på det, jeg hidtil har stået for. Og det er alvor, men ikke særlig let, rent ud: i vor alder, i mit spindelvævsnet (…) De kan dynge det ene rationelle argument for det op efter det andet, det flytter mig ikke, for jeg er blevet dybt etisk krænket.« Men Fogs tvivl havde ingen klangbund hos det kommunistiske partis stålsatte garde. I partibladet Land og Folk skrev Hans Kirk, der sammen med Hans Scherfig holdt den stalinistiske fane højt: »(…) der findes jo unægtelig forpinte og forkrøblede intellektuelle, som man kan tiltro en del. Deres lærere i gymnasierne har ikke alle sammen opfundet de dybe tallerkner, deres professorer er ikke sjældent endnu mere tåbelige.« De kritiske røster havde det vanskeligere i bladet, og når udtalelsen fra de 36 intellektuelle kommunister blev bragt i Information, var det, fordi Land og Folk havde nægtet at optage den. Partiets ledelse reagerede yderligere ved straks at ekskludere de to, der havde udleveret den til Information, cand. polit.erne Lars Andersen og Knud Erik Svendsen. Men at der var optræk til alvorlige brud bekræftedes, da den kommunistiske studenterorganisation Clarté efter eksklusionen valgte Knud Erik Svendsen som formand. Også partiets formand var i bevægelse og ønskede at skrive et 26


indlæg i Land og Folk, hvor han nuancerede synspunkterne omkring Ungarn, men det nægtede forretningsudvalget ham mulighed for. Han måtte til tre møder og to gange ændre sit manuskript, før han fik det optaget. I det følgebrev – ifølge ham selv et ultimatum – han sendte til forretningsudvalget med sit sidste udkast, skrev han blandt andet: »Jeg vil kun kunne finde én grund til ikke at gå imod det andet sovjetiske indgreb og til ikke at kræve øjeblikkelig tilbagetrækning af de sovjetiske tropper: at en undladelse af indgreb kunne (ville?) medføre storkrig, måske verdenskrig. Men så burde Sovjetregeringen have sagt dette. (…) Det har kostet mig alvorlige overvejelser og indre kamp at nå til denne formulering af min mening men – bortset fra, at jeg af hensyn til partiet mener at måtte sige den – jeg kan ikke forene det med min overbevisning og samvittighed at tie længere.«

Det jugoslaviske opgør Men hvorfor forlod Aksel Larsen ikke som mange andre kommunister sit parti, som majoriserede ham, selv om han var dets formand, og som stod for en linje, han følte tiltagende ubehag ved? Omkostningerne ved at blive var enorme, og Larsen havde på få uger sat al sin hårdt tilkæmpede folkelighed over styr. I sin bog Valget fra 1964 beskriver han sine overvejelser således: »Hvis jeg netop i novemberdagene 1956 havde brudt med partikommunismen (Moskvakommunismen om man vil!) så ville man i den galskabens stemning der gik over landet have hyldet mig, feteret mig, jeg ville være blevet overrost og berømmet af alle dem, hvis politiske synspunkter var mig så inderligt imod. Bortset fra hvilke interesser jeg derved, med eller mod min vilje kunne komme til at tjene, så kunne jeg ikke vide, hvilken indvirkning en sådan behandling ville få på mig selv. Vi er mennesker, vi føres. Risikoen for at jeg ville komme til at forlade mit socialistiske stå27


sted og også subjektivt havne i den modsatte lejr – sandsynligvis i en materielt meget betrygget tilværelse – ville være til stede, ville måske endda være stor.« Trods disse overvejelser var Aksel Larsen og med ham en stor gruppe kommunister i drift væk fra Moskvas førergreb. Men han var også ved at blive isoleret i ledelsen af det parti, han var formand for. Afdelinger og distrikter, der kontaktede partikontoret for at få formanden ud som taler, fik at vide, at han var optaget, men fik de fat på Larsen selv, havde han som regel tid. Da partiet i januar 1957 holdt ekstraordinær kongres, foreslog Aksel Larsen, at Mogens Fog, der under Ungarnskrisen var blevet tiltagende kritisk over for DKP, blev inviteret med. Det afviste flertallet i ledelsen, men Larsen rejste spørgsmålet på selve kongressen og fik det vedtaget, og Aksel Larsen ville videre. Han gik nu i åben kamp mod partiets hårde kerne og foreslog, at kongressen skulle vedtage en erklæring, der havde tydelig adresse til begivenhederne i Ungarn: »Vi tager afstand fra enhver form for aggression. Vi er tilhængere af ethvert folks nationale frihed, uafhængighed og selvbestemmelsesret. Et lands politik såvel som dets styreform skal bestemmes af landets egen befolkning og må ikke påtvinges det udefra, lige så lidt som ændringer i et lands samfundsform må forhindres ved aggression eller indblanding udefra.« Erklæringen blev vedtaget med ledelsens støtte, men først da Larsen havde truet med en kampafstemning. Han blev også genvalgt som formand. Men den centralkomite, der blev valgt, havde massivt flertal af traditionalister, og det skulle komme til at bestemme de efterfølgende begivenheder. Et par måneder efter kongressen holdt Mogens Fog en tale i studenterorganisationen Clarté, hvor han krævede: »En dybtgående revision af de kommunistiske bevægelsers teori og praksis.« Alene at bruge ordet revision var stærkt kontroversielt, eftersom netop 28


»revisionisme« og »revisionister« var blevet det nye skældsord i den fejde, der var under opsejling mellem kommunister i Moskva og Jugoslavien – en fejde, der skulle udløse det endelige brud i Danmark. Larsen, der i store træk var enig med Fog, skrev et indlæg i partiets tidsskrift Tiden, hvor han anbefalede at bruge ordet »ajourføring« – men ellers var hans kritik mild – faktisk erklærede han sig næsten enig med Fog i modsætning til det angreb på professoren, der siden kom fra Ib Nørlund. Kort herefter forsvandt Aksel Larsen og en af hans nære støtter, de københavnske typografers formand, Willy Brauer fra Tidens redaktion. Herfra var der stridigheder om stort set alt. For eksempel da Aksel Larsen støttede et krav om at opfordre Sovjetunionen til ensidigt at standse atomprøvesprængninger og blev nedstemt. Tanken om det ensidige sovjetiske atomprøvestop blev rejst på et DKP-møde i København i foråret og fik som nævnt Larsens sympati. Han skrev en artikel, hvor han argumenterede for sit synspunkt, men flertallet i ledelsen besluttede, at den ikke skulle offentliggøres. Under en delegationsrejse til Moskva senere på året forsøgte Larsen at overbevise de sovjetiske værter om sine holdninger – men forgæves. Heller ikke hans tanker om, at DKP skulle gå ind for en total afrustning af Danmark, mødte sympati. DKP argumenterede for nedrustning, men en total afrustning var ikke på tale, mente flertallet i ledelsen og Moskva. Et hvert land havde ret til at forsvare sig, argumenterede russerne. Men den afgørende strid kom til at handle om noget andet – nemlig Jugoslavien. De danske kommunister havde besluttet, at Aksel Larsen og den nordjyske fagforeningsformand Knud Jespersen skulle deltage som gæster i det jugoslaviske kommunistpartis kongres i april 1958. Men inden de kom af sted, blev det nye partiprogram, som jugoslaverne stod foran at vedtage, undsagt af Moskva. Det var »uleninistisk, umarxistisk og revisionistisk«, 29


lød dommen, og herefter meldte de kommunistiske partier ét for ét afbud til kongressen. Aksel Larsen, der ikke var enig i kritikken, holdt fast i, at DKP skulle med; han så i det jugoslaviske programudkast meget af sin egen holdning genspejlet. For eksempel tog man med klar adresse til det sovjetiske parti afstand fra, at et enkelt parti skulle have en ledende rolle blandt verdens kommunister, og man sidestillede de to parter i den kolde krig som to modstående militærblokke i stedet for at fremstille det som en kamp mellem kapitalisme og socialisme. Undtagelsesvis fik Larsen medhold i ledelsen, der dog mente, at det ville være for groft over for Moskva at sende partiformanden. Larsen blev derfor afløst af modstandsveteranen Børge Houmann, der langt hen ad vejen var på formandens linje. Deltagelsen blev dog ganske tumultarisk. For den hårde kerne i DKP var det direkte pinligt, at kun det danske og norske parti sad på gæstepladserne, mens alle andre havde sendt afbud. Flere ledende medlemmer krævede delegationen kaldt hjem. Helt pinligt var det, at den jugoslaviske vicepræsident Edvard Kardelj i sin tale, hvor han skosede de udeblevne kommunistpartier, roste danskere og nordmænd. Knud Jespersen sagde siden, at ved den lejlighed »løb det mig koldt ned ad ryggen«. Efterfølgende havde partiets ledelse store vanskeligheder med at drage en konklusion omkring bedømmelsen af den jugoslaviske kongres. Det endte efter ophidsede skænderier med et lunkent kompromis, men det var ikke længere muligt at skjule, at DKP var revnet. Striden foregik på alle niveauer. I løbet af sommeren 1958 blev det meddelt, at den tidligere ungarske leder Imre Nagy var blevet dømt til døden og henrettet. Han var ellers blevet lovet frit lejde, da han forlod den jugoslaviske ambassade i Budapest, hvor han havde søgt tilflugt. I Land og Folk forsvarede Ib Nørlund henrettelsen med blandt andet følgende: 30


»Selv om en mand får frit lejde i en tyverisag, bliver han straffet, hvis det samtidig opklares, at han har begået et mord.« Aksel Larsen reagerede med en erklæring, som han imidlertid ikke kunne få bragt i partibladet: »Jeg havde ikke troet det muligt, at et medlem af Danmarks Kommunistiske Parti kunne være i besiddelse af en sådan kynisme (…) sammenligningen med det uhyrlige spring fra tyveri til mord behøver ingen kommentarer – men en alvorlig protest.« Reelt var Larsen færdig med sit parti, selv om han udadtil benægtede dette. Han besluttede sig for at tage en afgørende strid, og derfor forfattede han et »memorandum« om situationen i partiet. I sin erindringsbog Bagbord om husker Holger Vivike, der dengang med titlen rejsesekretær havde til opgave at holde øje med de sydjyske DKP-afdelinger: »I sommeren 1958 blev partiets rejsesekretærer kaldt ind til particentralen i Dr. Tværgade. Vi mødte frem og erfarede, at årsagen til indkaldelsen var, at partiformanden Aksel Larsen havde forfattet et memorandum. ‘Det er noget pis,’ sagde partisekretæren Poul Thomsen. Dette memorandum skulle centralkomiteens medlemmer have i hænderne, men indholdet blev anset for at være af så farlig en karakter, at det ikke kunne betros til postvæsnet. Vi skulle personlig bringe det rundt i landet og passe godt på det, så uvedkommende ikke kom det nær. Husker jeg ikke fejl, fik vi sågar besked på at sidde på det i toget. Mit eget eksemplar kom dog frem fra varmen, mens jeg rejste til Jylland. Og jeg syntes ikke, det var noget ‘pis’.« I sit skrift redegjorde Aksel Larsen grundigt for de uenigheder, der eksisterede i partiet, og han forklarede, hvorfor han havde valgt sine standpunkter. »Vi ved alle, at som det er gået i længere tid, kan det ikke blive ved med at gå. Begivenhederne har også medført, at menings-forskellighederne og modsætningerne ikke kan ties ihjel, men at kun derved, at de åbent underkastes en tilbundsgående drøftelse, kan 31


partiet nå til den rigtige politik (…) et hamskifte er nødvendigt. Det kan være en øjeblikkelig smertefuld og i mange henseender vanskelig proces, men det skal til. Det gennemføres ikke uden at vi drøfter tingene til bunds, uden at de divergerende opfattelser kommer klart frem og brydes som en betingelse for, at vor bevægelses vitale spørgsmål afklares, ikke blot i centralkomiteen, men i hele partiet,« skrev han blandt andet. Og Larsen skulle få sin åbne diskussion. Da Holger Vivike med de tophemmelige partidokumenter under armen steg af toget på banegården i Aarhus, købte han dagens udgave af avisen SocialDemokraten. »Jeg spærrede øjnene op, for her kunne jeg læse Aksels memorandum. Og nu brød fanden løs! Hvem var ansvarlig for, at de ‘farlige’ tanker allerede var i offentlighedens eje? Centralkomiteen blev indkaldt til et møde, for at mysteriet kunne løses,« skriver han i sine erindringer. Men mysteriet blev ikke løst. Tværtimod begyndte dagbladet Information at bringe afsløringer fra de allerinderste kommunistiske cirkler. Partiet var i panik – hvem lækkede? Der blev nedsat en intern undersøgelseskommission bestående af advokaterne Carl Madsen og Christian Vilhelm Hagens, der afhørte et utal af partiets medlemmer. Men Information var stadig med på første parket. For eksempel lå journalist Leif Blædel på lur med en telelinse, da Aksel Larsen var til afhøring på Hagens’ kontor i Vester Voldgade i København. Det er siden kommet frem, at der i begyndelsen ikke var nogen intern læk – bortset fra udleveringen af Larsens memorandum, og her peger pilen på forfatteren selv eller hans nærmeste. Men de afgørende oplysninger kom fra helt anden side, nemlig fra den private efterretningsorganisation »Firmaet«, der arbejdede tæt sammen med de officielle tjenester, og gennem længere tid havde aflyttet en lejlighed i Vester Søgade i København, hvor DKP’s næstformand Alfred Jensen boede sammen med sin hu32


stru Ragnhild Andersen, der også var medlem af partiets ledelse og folketingsmedlem. Oplysningerne fra aflytningen gik videre til Informations Knud Bidstrup, der i flere omgange kunne bringe giftige afsløringer fra kommunisternes inderkreds, og da han først havde hul, kom mere til. Bidstrup har siden sagt, at partitoppen var »utæt som et flyndergarn«.

I galgen Selv om det ikke lykkedes at skaffe nogen form for dokumentation, var den hårde kerne ikke i tvivl om, at muldvarpen var enten Larsen selv eller en af hans nærmeste. Og nu taltes der åbent om en opsplitning af DKP. I Frit Danmark fra oktober 1958 skrev Mogens Fog, der var tæt på Larsen: »Et kompromis vil ikke være muligt og endnu mindre ønskværdigt. Man kan ikke være blind for, at en spaltning af partiet kan blive konsekvensen.« Dette stod yderligere klart forud for Folketingets åbningsdebat den 22. oktober. Her krævede forretningsudvalget, at partiformanden skulle fremlægge et manuskript til sin tale til godkendelse, men det nægtede Aksel Larsen, der aldrig talte efter manuskript. Derefter besluttede centralkomiteen at afsætte ham som ordfører og erstattede ham med Villy Fuglsang. Partiformanden blev opfordret til at blive væk fra debatten, og reelt var Aksel Larsen færdig som formand to uger før partiets kongres. Sådan opfattede han det også selv. I erindringerne skriver han: »Jeg tror ikke, jeg var egentlig deprimeret over disse beslutninger. Men jeg så for mig to ørkesløse uger: Afgørelsen var jo truffet, kongressen ville kun blive en langtrukken og trættende formalitet. Så gik jeg mandag aften den 20. i Aveny-teatret og så en strålende opførelse af Bert Brechts »laser og pjalter« med Osvald Helmuth i hovedrollen. 33


Aksel Larsen hÌnges symbolsk af Osvald Helmuth i en teatergalge. Kommunisterne havde allerede givet ham dødsstødet som formand, men forargedes alligevel over billedet, der siden blev en central del af undskyldningen for at smide Larsen ud af partiet. Sigv. Holmer/Polfoto


Jeg hilste på ham i en mellemakt, og han foreslog mig at vi efter forestillingen skulle fotograferes sammen på scenen. Galgen Mac Heath skulle være hængt i, var endnu ikke rigget af. Dér var ideen! Jeg kunne ikke i ord eller skrift offentligt meddele, at jeg allerede var hængt som partiformand, men jeg kunne demonstrere det her. Det gjorde jeg så med Osvald som for tilfældet bøddel.« Billedet med den hængte Larsen havnede på forsiden af B.T., men i den kommunistiske partitop havde man svært ved at få øje på morskaben – også blandt Larsens støtter var der nogle, der mente, at han var gået over stregen. Forretningsudvalget reagerede med følgende resolution: »Foreholdt det personligt og politisk uværdige og uansvarlige i en sådan optræden har partiets formand undskyldt sig med, at det hele var »en spøg«. FU tager afstand fra formandens optræden. FU har enstemmigt – idet Aksel Larsen dog undlod at stemme – besluttet at give Aksel Larsen orlov fra alle partimæssige funktioner indtil CK-mødet den 30. oktober, aftenen før kongressen.« Selv om Aksel Larsens støtter kæmpede for at vinde flertal på kongressen, var kampen reelt tabt. DKP centralistiske styreform betød, at flertallet i ledelsen havde betydelig indflydelse på, hvem der blev valgt som delegerede. For at være på den sikre side blev partiformanden afvist som taler på medlemsmøder i blandt andet Aarhus, Odense og Aalborg, og endelig var det afgørende, at mange af hans støtter allerede havde meldt sig ud. Enkelte steder – for eksempel i det sydjyske, hvor Holger Vivike var rejse­ sekretær – blev der dog valgt Larsen-støtter; det samme skete i en række københavnske distrikter. Alligevel var afgørelsen klar, da kongressen indledtes den 31. oktober 1958. Beretningen, som partiets formand plejede at aflægge, stod partisekretær Poul Thomsen for. Larsen var selv tildelt 15 minutters taletid, og et forslag om at give ham mere blev stemt ned allerede ved åbningen. Det var også her, man besluttede 35


at udelukke en anden af oppositionens fremtrædende folk, Kai Moltke, der var indstillet til eksklusion. Baggrunden for dette var, at Moltke forud for kongressen havde været på rekreationsophold i Sovjet. Mens han var af sted, blev der i hans navn indsendt ansøgning om at forlænge opholdet med en måned, hvilket betød, at den altid oppositionelle Moltke ikke ville kunne deltage i partikongressen. Moltke erklærede, at han ikke havde søgt yderligere orlov, og antog, at man bevidst havde forsøgt at holde ham væk fra kongressen. Han forlangte Ib Nørlund, der var ansvarlig for de internationale spørgsmål, suspenderet, men i stedet suspenderedes Moltke selv og blev indstillet til eksklusion for at have »fremsat en række grove beskyldninger mod ledende kammerater«. Kongressen gik, som flertallet havde koreograferet. Aksel Larsen holdt sin tale, der i det store hele var et referat af hans memorandum. Kongresudvalget indstillede ganske vist, at Aksel Larsen skulle vælges til den nye centralkomite, men han frabad sig at blive valgt. Også typografformand Willy Brauer, der blev foreslået fra salen, sagde nej tak. Kongressens dirigent Knud Jespersen, der længe forinden var udset til at afløse Aksel Larsen som formand, sluttede med at ordene: »Efter det, der er gået forud, kan vi højtideligt fra kongressen erklære, at vi aldrig mere vil tillade, at kommunistisk parti kommer i en lignende situation. (…) Vi ved at vore fjender er dansk arbejderklasses fjender, og vore venner er dansk arbejderklasse.« Et par uger senere var man dog blevet klar over, at den afsatte formand ikke havde i sinde at overgive sig frivilligt, og det var anledningen til, at man forud for centralkomiteens møde midt i november afkrævede ham den troskabserklæring, som han nægtede at afgive, hvorefter han blev indstillet til eksklusion. I indstillingen fra forretningsudvalget tager man igen fat på billedet med Osvald Helmuth og galgen. Larsen havde i det mindste leveret en bekvem undskyldning til sine fjender: 36


»... herefter fandt Aksel Larsen det passende at gennemføre en uværdig demonstration mod sit parti ved at lade sig »hænge« på Aveny-teatrets scene. Forretningsudvalget besluttede derfor at suspendere ham som formand indtil kongressen. Aksel Larsen har om dette optrin over for centralkomiteen (30. oktober) erklæret: »Jeg anså det for en ramsaltet spøg, men jeg syntes det ikke gjorde noget om offentligheden på den måde fik at vide, hvordan stillingen faktisk var, at nu var der ikke tale om at kongressen skulle træffe beslutning om, hvad der skulle ske med mig, for beslutningen var reelt truffet, hængningen havde fundet sted,« hedder det blandt andet i den indstilling, der ligger i det officielle referat fra mødet, der endte med at vedtage en erklæring under overskriften: »AKSEL LARSEN HAR VENDT SIG MOD DANMARKS KOMMUNISTISKE PARTI«. »Centralkomiteen har 15. november 1958 eenstemmigt besluttet at ekskludere Aksel Larsen af Danmarks Kommunistiske Parti. Centralkomiteen opfordrer Aksel Larsen til at nedlægge sit mandat i Folketinget. Dette mandat tilkommer Danmarks Kommunistiske Parti, ikke nogen enkeltperson. Det tilkommer partiets titusinder af vælgere, dets trofaste venner i den danske arbejderklasse og den øvrige befolkning og dets medlemsskare der har skabt det kommunistiske parti, opretholdt det og båret dets politik frem (…) Vi opfordrer alle tilhængere af socialismen til at samle sig omkring det kommunistiske parti og vende sig mod alle forsøg på at danne nye »socialistiske« partier. Arbejderbevægelsens berømmelige løsen: ARBEJDERE I ALLE LANDE, FOREN JER! Skal være vort samlingsmærke!« På samme møde behandlede man eksklusionen af en række andre medlemmer herunder Holger Vivike og B&W-tillidsmand Bjarne 37


Jensen, hvis forbrydelse angiveligt var, at han havde været dirigent på et partimøde på Amager, hvor den allerede ekskluderede Kai Moltke talte. Tilsyneladende var der enighed, men mødereferatet afslører dog, at enkelte mente, at man fór for hårdt frem – blandt andet centralkomiteens medlem Alvilda Larsen, der ganske vist ikke protesterede mod eksklusionen, men alligevel mente, at Larsens mest aktive modstandere, Ib Nørlund og Alfred Jensen, ikke burde genvælges til partiets forretningsudvalg. »I er gode kammerater, men I vil ikke lytte til andre,« argumenterede hun – forgæves. Den hårde kerne havde vundet partikampen, men kunne måske med rette have konkluderet som kong Pyrrhus af Epirus efter sin sejr over romerne, hvor han mistede det meste af sin hær: »Sådan en sejr til og jeg er fortabt.«

38


SF magtens pris