Page 1


Kir st e n H a m m a nn

S e p책 mi g R oma n

Gyldendal


Se på mig © Kirsten Hammann og Gyldendal, 2011 1. udgave, 3. oplag Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet med Bamse, venligst udlånt af Andreas Schack Hammann. Bogen er sat med Adobe Garamond og trykt hos Narayana Press, Gylling Printed in Denmark 2011 ISBN 978‑87‑02‑11412‑6 www.gyldendal.dk

Tak til Statens Kunstfond og Kunstrådets Litteraturudvalg


– Det er Julie … – Er der noget galt? – Casper er flyttet. Han tager til Indien. Han siger, han er nødt til at tænke det hele igennem. – Hvad! Hvornår er det sket? – Lige nu. Han er lige gået. – Det er et meget mærkeligt tidspunkt at rejse på. Har han fortrudt, at I skal giftes? – Han siger, at det skal være på den rigtige måde. Han kan ikke sige ja, før han er helt sikker … – Åh, din stakkel, du er jo helt opløst. Jeg kommer ind til dig. Julie går grædende gennem stuen, frem og tilbage, som om hun er fuld og har svært ved at gå lige. Så holder hun en pause for at sætte en cd på, så naboerne ikke kan høre hende. Der er nogle gode sange på Burt Bacharachs Best. Hun vælger One Less Bell to answer og Make It Easy on Yourself og programmerer afspilleren, så det kun bliver de to igen og igen. – I should be happy, but all I do is cry ..! Hun står midt på stuegulvet og synger op til højtalerne, så højt hun kan, mens hun græder. – I spend each day the way I start out: Crying my heart out! 5


Åh, hvor er det forfærdeligt. Hun holder hænderne for an‑ sigtet. Vugger sig selv. Han kan ikke gå fra hende. Han elsker hende. Han vil giftes og have børn. Han har altid sagt, at han vil være sammen med hende resten af livet. – Make it easy on yourself … cause breaking up … is so… very hard to doooo … Der kommer en sms. Åh, det er ham, det er ham! Hun er med ét fuldstændig klar, men det er bare Nina, der skriver, hun er der om ti minutter. Hun går ud på badeværelset og vasker sit ansigt og pudser næse. Han skal også have lov til at tænke sig om. Når man elsker nogen, skal man give dem frihed. Det ville være dumt, hvis de allerede talte sammen i aften. Hun åbner en flaske rødvin og går ind og sætter noget George Michael på og skruer ned for lyden. Dørtelefonen ringer. Det er Nina. Da de mødes i hoveddøren, og Julie skal sige hej, begynder hun at græde igen. – Åh, Julie, siger Nina og tager om hende. – Det er så forfærdeligt … – Ja, det er fuldstændig uforståeligt. De kommer ind i stuen, og Julie hælder vin i glassene. – Hvordan kan han bare rejse? Jeg forstår det ikke. – Hvad er der sket? Har I været oppe og skændes? – Nej, vi sad og spiste, og han var bare lidt stille, og så bag‑ efter sagde han, at han rejser til Indien i overmorgen. – Bare sådan? – Jeg kom til at grine, fordi jeg troede, det var for sjov, men det var det ikke. Han sagde, han havde brug for en tænkepause, og det var noget, han måtte gøre alene, og at han var ked af det. – Så har han bestilt en rejse uden at sige noget til dig? – Ja, og han har fået seks måneders orlov fra sit arbejde. 6


– Seks måneder!? – Ja, og han er blevet vaccineret og alt muligt. Hans familie ved det og hans venner, og jeg er bare den eneste, der har gået rundt uden at vide noget. – Puha. – Så spurgte jeg, om det var, fordi han ville væk fra mig, men det var det ikke, sagde han. Han elsker mig, men hvis vi skal giftes og have børn, skal det være på den rigtige måde. Det sagde han hele tiden, at det skal være på den rigtige måde, og at han vil være 100 % sikker. – Det troede jeg, han var, da han friede til dig. – Det troede jeg også! De drikker. – Du må godt ryge, siger Julie. – Nej, jeg stiller mig hen til vinduet senere. De taler om, at man selvfølgelig skal se det fra hans side også, og hvis han har det behov, må man respektere det. Julie kan ikke lave Casper om, og hvis hun vil have ham, må hun også tage hele ham – inklusive en rejse til Indien. Han kommer og pakker sine ting i morgen, mens hun er på arbejde. – Men jeg kan ikke bo her alene, siger Julie. – Det har jeg overhovedet ikke råd til. – Nej, men det må han jo hjælpe med. Han kan jo ikke bare rejse og lade være med at betale sin del af huslejen. – Det sagde jeg også, men det kan han ikke. Nu får han jo ikke løn i et halvt år. – Det er han nødt til. – Han foreslog, at vi byttede til en mindre, men det gør jeg simpelthen ikke. Vi har kun boet her et halvt år. Jeg flytter ikke igen. Ikke før vi har fundet et hus. – Så må du få en lejer. 7


– Nej, jeg vil ikke bo med nogen, jeg ikke kender. – Hvad så? – Det ved jeg ikke. Jeg ved det ikke! – Hvad er det, den koster? – 12.000. – Nej, det kan man jo ikke betale selv. Det er håbløst. Fra det ene øjeblik til det andet har Julie mistet sin forlovede og sit hjem og alt det, hun troede, de skulle til at bygge op sammen. Lige pludselig efter aftensmaden. Bang. Hvad er det, hun har gjort galt? – Det er ikke sikkert, det har noget med dig at gøre, siger Nina. – Det kan være noget i ham selv. Hun går ind i spisestuen for at ryge ud ad vinduet. Julie følger efter hende og sætter sig ved bordet. Hun drejer ringen på sin finger og siger, at han ikke har hævet forlovelsen. – Men han har ikke været særlig sød, siger Nina. – Han var virkelig ked af det. – Det er svært at gennemskue, hvad det her går ud på, siger Nina. – Han har planlagt en rejse uden at fortælle dig noget, og han tager af sted og lader dig stå med lejligheden og alle proble‑ merne. Er det en mand for dig? – Han har altid været meget kærlig og betænksom. – Ja, det ved jeg godt, men han har jo også været forelsket. De fleste mennesker er fantastiske, når de er forelskede. – Det er ikke kun dét! Jeg kan da også se, hvordan han er over for sine venner og familie. Han er én, man kan stole på. – Jeg synes også, han er en fantastisk mand, men jeg bliver meget vred, når han bare skrider fra min bedste veninde på den måde. – Han kommer tilbage igen. – Har han sagt det? 8


– Han sagde, at når han valgte mig, skulle det være på den rigtige måde. – Hvad er det for en måde? – Jamen, det er, at han vil være 100 % sikker. – Er det så en tænkepause? Hvad er det, han skal finde ud af i Indien uden dig? I har været sammen i to år. Han kender dig. – Måske kender han ikke sig selv, det sagde han noget om. Nina skodder cigaretten og lukker vinduet. Hun fryser. – Kom, vi går ind igen. Julie hælder mere vin i deres glas. – Tror du, han elsker dig? spørger Nina. – Ja. – Men har han sagt det? – Ikke direkte, men jeg kan jo godt mærke det … – Det ville være godt at sige dagen før, man rejser til Indien i et halvt år og lader sin kæreste blive alene tilbage … Jeg er så bange for, at du kommer til at håbe for meget. Så skal du gå et halvt år og vente på ham uden at vide, hvor han står. – Han sagde, at vi skulle mødes igen. – Og være kærester? – Jamen, det må det jo være … Han har friet til mig. Han vil have børn med mig. – Åh Julie, måske ikke mere. – Jo! Han sagde, han ville komme til at savne mig. Han vil maile til mig dernedefra. Han er jo ikke gået fra mig. – Spurgte du ham direkte? Er I stadig sammen? – Ja, han kyssede mig og blev ved med at knuge mig ind til sig. Så er der vel egentlig ikke noget problem. Julies kæreste skal bare ud og rejse, inden han skal hjem og giftes og have børn. Sidste runde i byen. Han rejser ud som ungkarl og kommer hjem 9


som en voksen mand, klar til ægteskab og familieliv. Han har et uhyre, der står mellem hans liv med en kvinde og et liv i frihed. Nu drager han af sted til Indien med brynje og løftet sværd, og hans prinsesse kan ikke komme med og overvære kampen. Den skal han kæmpe alene.

Når Sune er på arbejde på tankstationen, siger han til sig selv: Jeg er forfatter! Jeg har udgivet to bøger. Når han er hjemme, tænker han: Jeg er bare en taber på 35 år, der sælger benzin og franske hotdogs. Hans mor og far er kede af, at han aldrig har fået en uddannelse, alle deres venner har børn, der klarer sig godt og bor i hus eller ejerlejligheder, og hans søster har både mand og børn og et godt job. Det skulle man tro kunne tilfredsstille dem, men de kan simpelthen ikke forstå, at sådan et begavet menneske ikke udnytter sine evner og muligheder, og han skal vel også have en familie? De synes, det er flot, han har fået udgivet to bøger, men det er jo ikke noget, man kan leve af, og hvis han vil skrive, kunne han i det mindste tage en uddannelse imens, så han havde noget at falde tilbage på. Han blev anmeldt ret godt både i Politiken og Information og nogle lokale dagblade, men hans første bog solgte kun 450 eksemplarer, og den næste er oppe på 1000. Han vil selvfølgelig gerne sælge mere, men der er altså også mange af de store forfattere, der er startet på den måde, også dem, der virkelig er bestsellere nu, og noveller sælger bare ikke særlig godt. Det er ligesom digtsamlinger, og faktisk er 1000 meget, siger de inde på forlaget, men det ville være allerbedst, hvis han kunne skrive en roman. Men hvordan skal han kunne skrive en roman, når han står på tanken fem dage om ugen? Han har prøvet i to år nu, men det bliver kort det hele. Han bliver afbrudt. Han kan jo ikke leve 10


sig ind i det, når han hele tiden skal forholde sig til slik og aviser og benzin. Han har prøvet at lave en hovedperson, der står på en tankstation om dagen og skriver om natten, men det er for tæt på, og det bliver aldrig til mere end et par sider, så er den historie ikke længere. Nogle gange kan han skrive om en kunde med en mærkelig opførsel, som ham, der sagde undskyld hele tiden, mellem hver sætning, det blev der en ret god tekst ud af, som er i Den stribede hund, hans seneste bog. Men det hjælper ikke, når han gerne vil skrive en roman. Det er lykkedes for Lars Salomonsen. De er venner helt tilbage fra folkeskolen, og Sune bliver altid i dårligt humør, når han besøger ham og hans kone. De spørger lige, hvordan det går med hans skriverier, og så taler de om Lars resten af tiden. – Den er kommet i bogklubben, siger Lars. – Den bliver månedens bog i maj. Det er så fedt. „Den“ er Lars’ seneste roman, Bokser. Den har solgt næsten 40.000, og den er også blevet oversat til tysk og svensk. – Hold da op, tillykke, siger Sune. – Så kommer du jo til at sælge 40.000 mere. – Ja, måske, siger Lars. – Eller mere. Bogklubben har næsten 200.000 medlemmer. – Mange af dem har jo nok allerede købt den, siger Anne Sofie. – Nå ja, siger han. – Og han er blevet inviteret til en litteraturfestival i Frankrig, siger Anne Sofie. – Nå. Skal den så oversættes til fransk? – Ja, cirka ti sider, og så vil de tilbyde den til nogle forlag dernede. Anne Sofie kysser ham og smiler. 11


– Gustav og jeg tager med ham derned, og så lejer vi en bil og kører videre til et hus i bjergene, som min venindes familie har. Ja, selvfølgelig gør de det. De er en meget lykkelig lille familie. Gustav på tre og en ny på vej inde i Anne Sofies mave. På to bøger er Lars’ liv ændret fuldstændigt, selvfølgelig også fordi han mødte Anne Sofie, men det er bøgerne og hans succes, der har sat skub i det meste. De bor i en stor lejlighed på Østerbro, han har et kæmpe kontor og masser af penge. Det er ikke kun bogsalget, der har gjort det, så er 40.000 jo heller ikke mere, men Lars er kommet på det treårige fra Kunstfonden, og han holder næsten ti foredrag om måneden til 7000 kr. pr. stk. Alle vil bare møde det nye, store talent. Og Anne Sofie er AD’er på et reklamebureau og tjener kassen, når hun ikke lige er på barsel eller tager orlov eller en periode på deltid. De er så vilde med hende, at hun får lov til hvad som helst. – Har du set Weekendavisen, hvor Bokser bliver fremhævet som bedste roman i 2008? – Jeg har ikke fået den læst endnu. – Vi har klippet den ud, siger Anne Sofie og går ind for at finde den. For fem år siden var de næsten ens. De var pædagogmedhjælpere, sad ved kassen i Netto, var bartendere, solgte avisabonnemen‑ ter – og skrev. De skrev og skrev, men det gik ikke særlig godt for nogen af dem. De kunne være heldige at få en tekst i et tidsskrift, men hver gang de sendte ind til et forlag, fik de deres manuskript tilbage med et standardafslag, til nød en opfordring til at prøve igen senere. Men så endelig var der bid for Sune, og han debuterede som den første af dem, godt nok på et meget lille forlag, men han var jublende glad og stolt. Nu var Sune rigtig 12


forfatter og indkasserede sin succes, som syntes helt overvældende dengang. Han blev interviewet til Dansklærerforeningens blad og Politiken, godt nok sammen med fem andre, der var debuteret inden for de sidste par år, men det var fint. Man lagde virkelig mærke til ham, sagde hans redaktør, og han var fuld af selvtillid og begyndte på en ny bog. Og så debuterede Lars. På Gyldendal! Det gik ikke bare godt, det gik fantastisk. Først et par gode anmeldelser, så nogle inter‑ views, og pludselig var alle interesserede i ham. Inden for et par måneder havde han solgt 4000 af sin novellesamling og havde været i fjernsynet og alt muligt. Han og Anne Sofie blev gift og fik Gustav og boede i en lille bitte lejlighed. Sune forstår ikke, hvordan Lars kunne gøre det, men allerede to år efter lå Bokser der, 400 siders samtidsroman. Anmelderne gik helt amok, han fik debutantpriser og det treårige og blev skrevet om alle steder. Og så solgte han næsten 40.000 bøger på et år. Han og Anne Sofie købte en ejerlejlighed og en bil, og nu mangler de kun at finde det rigtige sommerhus. De ved bare ikke, om de gider Danmark, eller om de skal finde noget i Frankrig eller Italien. Så kunne Lars jo tage derned og skrive i fred. Åh … – Nordisk Film har givet et tilbud på Bokser. – Hvad! – Og så vil de have Søren Reinholdt til at instruere. – Hvor er du heldig. Det vil jo blive et kæmpehit. – Ja, han er supergod. – Det går godt nok godt for dig. Anne Sofie kommer tilbage med udklippet. Hun siger, han skal sætte sig ned og læse det og tysser på Lars, når han begynder at tale. – Ja, det er flot, siger Sune. – Ja, det er virkelig overvældende. 13


– For øvrigt, siger Anne Sofie, – så tænkte vi, om du kan passe Gustav på fredag. Han er jo helt vild med dig, og nu er han så stor. Gustav er måske vild med Sune, men det er ikke gensidigt, og det må være, fordi Sune aldrig har interesseret sig synderligt for ham. Børn bliver tit helt syge efter folk, der kun siger hej og ikke kunne drømme om at samle en sut op fra gulvet. – Desværre, det tror jeg ikke, jeg kan. – Skal du på arbejde? spørger Lars. – Det er først fra kl. 19. Vi skal til middag hos Jens Bach Petersen. – Er du også blevet venner med ham? – Vi har bare mødt hinanden til nogle oplæsninger, og så holder han en stor middag på fredag. – Han er da meget ældre end dig. – Han er fantastisk. Har du læst Kvinden der ville være god? Den er indstillet til Nordisk Råd. Den er helt utrolig. – Hvornår får du fri på fredag? spørger Anne Sofie. – Jeg må lige hjem og se i min kalender, men jeg tror altså ikke jeg kan. – Vi har nemlig prøvet alle andre, og mine forældre skal til Prag, og vi vil vildt gerne til den middag. – Jeg kigger på det. – Kan du ringe i aften …? Sikke et skuespil, han kunne lige så godt sige nej med det samme i stedet for at give dem håb til i aften. Gu vil han da ej passe deres søn, mens de er til stor kunstnermiddag hos Jens Bach Petersen! Sune skal bruge sin fredag aften på at skrive.

14


Skal hun melde sig syg på arbejde og være hjemme, når Casper kommer, eller skal hun være cool og lade ham rejse uden at sige mere? Så kan han gå her alene og pakke sit liv ned og tænke over, hvor dumt det er. Men hvordan kan hun arbejde, mens han går rundt herhjemme for sidste gang i et halvt år? Hun må stoppe ham. Hun må følge efter ham. I det mindste bare til lufthavnen og sige rigtig farvel. Hun ender med at cykle på arbejde. De har meget travlt, efter at sommerkataloget er kommet ud, hun kan sælge 15 rejser på en dag, sådan er det altid i januar og februar, folk kimer dem ned for at bestille sommerferie sydpå. De vil på charter eller flycamping, i lejlighed eller på hotel, de vil alle sammen have strand og hav‑ udsigt, og familierne vil have børnepool og bo i stueplan, helst med have foran. Sun Travel kan tilbyde det hele, også de mere eksotiske rejser, „i eventyrernes fodspor“, som de kalder det. Det hjælper at have travlt, men i frokostpausen får hun det dårligt igen. Hun sidder sammen med Pernille og Lene og kan ikke lade være med at fortælle, hvad der er sket, og så kommer hun til at græde. De er hendes bedste veninder næst efter Nina. De bliver rasende på Casper og siger, det ikke er en mand for hende, men Julie siger, det kun er et halvt år, og at det er bedre, han tager en tænkepause end gifter sig med hende uden at være sikker. Tårerne triller ned ad hendes kinder, og Pernille og Lene synes bare, det er så uretfærdigt og synd for hende. Hun har virkelig ikke fortjent at skulle igennem sådan en omgang, nu hvor hun havde fundet manden i sit liv og endda er forlovet. Nu skal hun tage hjem og græde ud og slappe af, men Julie vil ikke risikere, at Casper er hjemme for at pakke og skal se hende på den måde. – Men du kan ikke tale med kunderne, sådan som du har det, siger Pernille. 15


– Hun kan bare lukke telefonen og køre fakturaer, siger Lene. – Ja, det er en god idé, siger Pernille. Alligevel går hun allerede kl. 15. Måske er han der stadig. Måske sidder han og venter på hende og vil sige, han har fortrudt. I hvert fald må de finde ud af, hvad de gør med lejligheden. Det er kun hende, der står på lejekontrakten, for han var ikke hjemme, da de skulle skrive under. Han stolede på hende. Det var dengang, han stadig var normal, dvs. vildt forelsket i hende. Hun låser sig ind. Hun kan ikke forestille sig, at han ikke har lagt et brev. Der er ingenting i entreen eller i stuen, men på køkkenbordet sidder en gul post‑it‑seddel: „Søde skat, pas på dig selv. Vi ses. C.“ Åh nej, så har han gjort det! Hun går gennem rummene og leder efter spor. Alt ser normalt ud. Først da hun åbner skabet i soveværelset, kan hun se, at hans kuffert mangler, men ikke særlig meget tøj. Hun går tilbage til entreen, hans overtøj hænger der stadig. Badeværelset, okay, dér mangler det hele så: barbergrej, creme, tandbørste, deodorant, shampoo. Hun trøster sig med, at det kun er feriebagage. Han har ikke pakket til en flytning, det er helt tydeligt. Han er taget på ferie og regner med at komme hjem igen. Ellers ville han jo have ta‑ get alle sine ting med. Alt tøjet, bøger, stereoanlæg, malerier, de møbler, som er hans. Hun sender en sms til Nina, som svarer, at hun skal komme over til dem i aften, hun skal ikke være alene. Det vil Julie tænke over. „Søde skat, pas på dig selv. Vi ses. C.“ Hun tager sedlen op til munden og kysser den. Hun har lyst til at mase den rundt i sit ansigt, men så ville den gå i stykker, og hun vil gemme den, til han er tilbage igen. Hun har bunker af sedler fra ham, mails, 16


gaver, breve, smykker og vigtigst af alt: ringen. Han lå på knæ, da han friede, og han var lige så han dirrede, da hun sagde ja. Det var i hendes gamle lejlighed. Det var en fredag aften for snart et år siden. D. 3. februar 2008. Hun sætter sedlen fast på et stykke papir og lægger det ind på sengebordet, ved hans side. Hun vil sove på hans plads fra nu af. Hun bliver hjemme om aftenen, og det går udmærket. Hun ser fjernsyn og sms’er med Nina. Hver gang det bipper, håber hun, det er fra Casper. „Nu tør jeg snart ikke sende flere,“ skriver Nina, som godt kan gætte, hvordan det virker. Men Julie siger, hun skal, det gør ikke noget. Pernille fra arbejdet sender også én: „Jeg håber du hænger nogenlunde sammen. Tænker på dig!“ Hun går tidligt i seng. Hun ligger og læser, til hendes øjne begynder at svie, og hun lægger bladet fra sig. Lige da hun er ved at synke ned i søvnen, går det op for hende, hvad der er sket. Det rammer som en pæl gennem hende: Casper er væk! Hun er alene. Hun har mistet den chance, hun havde i livet, den mand, som hun overgav sig 100 % til og ville stifte familie og leve resten af livet med. Det er for hårdt. Hun kan faktisk ikke klare det. Hun er nødt til at holde fast i, at han kommer tilbage. Hun vil være den alttilgivende, tålmodige kvinde, mor, hustru, ven, altid åben for ham. Hun har intet valg. Og han er jo ikke gået fra hende. Han er taget væk for at få klarhed. Nu må hun bare gennemleve det og ikke bebrejde ham noget. Hvad betyder det, at hun må tage slæbet med lejligheden og usikkerheden i et halvt år? Når de ser tilbage på det her om 25 år, vil de smile ad det og vide, det var det her, som for alvor knyttede dem sammen. Uadskillelige efter endt kamp. Stærke af modstand. 17


Hun græder ikke. Hun står op og tager et glas rødvin og tænder for fjernsynet igen. Det skal nok gå alt sammen.

Sune er holdt op med at gå til oplæsninger. Hvad enten de er gode eller dårlige, sidder han kun og tænker på, at han spilder sin tid. Hvis noget rammer ham, en virkelig god tekst, er det, som om der går ild i ham, og han må hjem og skrive, mens det stadig brænder. Det bliver som regel ikke særlig vellykket. Det er lidt ligesom, når han er fuld og tænker geniale tanker, så står der noget sludder på pc’en dagen efter. Det, som ser så let ud oppe i hovedet, i tankernes forgreninger af historier og personer, bliver slået fladt og kedeligt med tasterne. Hvis han bare kunne få ro. Et år uden at skulle arbejde. El‑ ler bare et halvt. Så ville han skrive en roman. Han har hørt om San Cataldo, et kloster i Syditalien, hvor forfattere tager ned og arbejder i en måned, helt gratis og med tre måltider om da‑ gen, men Lars siger, man skal være kendt for at komme derned, det er vist ret snobbet, og selv om han fik sådan et ophold, så skulle huslejen alligevel betales herhjemme. Han bor alt for dyrt, men han nægter at flytte ud i en eller anden ghetto i Nordvest. Han bor på Østerbro, og det er også gået fint alle årene, indtil andelsforeningen gennemrenoverede huset og lagde nyt tag, så steg boligafgiften til det dobbelte. Siden da har Sune været nødt til at arbejde fuldtids. Ikke noget med at rejse eller nøjes med tilkaldevagter i en børnehave. Han går heller ikke særlig tit til koncerter. Han gider ikke se folk stå og skabe sig og vise, hvor dygtige de er, og hvor langt de er nået. Gode nok til at fylde Lille Vega. Gode nok til at udgive et album, der sælger 20.000. Han tror, det kommer igen, når han selv har prøvet at få succes. Så bliver det okay at nyde andres. Han 18


læser stadig bøger, men kun udenlandske, så han slipper for at sammenligne sig med dem. I virkeligheden er der heller ikke no‑ gen i Danmark, der skriver rigtig godt. Jo, Johannes V. Jensen og J.P. Jacobsen og H.C. Andersen. De fleste døde læser han stadig. Det er Sunes tur nu. Han har skrevet, siden han var 20. Nu er han 35. Virginia Woolf har sagt, at ingen prosaforfatter bør debutere, før han eller hun er fyldt 35. Før da har man ikke til‑ strækkeligt med levet liv bag sig. Det er det eneste, han tænker på: Jeg vil skrive en roman og have succes. Han ved godt, at det ikke er succesen, han skal gå efter, men selve bogen. Skrive den ypperste bog i verden og så bagefter håbe, at den vil blive revet ned fra hylderne og udløse enorme honorarer, hæderspri‑ ser, Kunstfondens treårige stipendium, foredrag, interviews, salg af filmrettighederne. Man kan ikke beslutte sig for at skrive en bestseller, i hvert fald ikke, hvis den samtidig skal have litterær kvalitet. På den anden side er der ingen regler uden undtagelser. Og Sune Boisen er på føreksplosions‑stadiet. Han kan ikke være i sit eget liv mere. Han vil skrive en bog, som bliver læst. Hvis bare han kunne få et år, så ville han godt kunne gøre det. Han taler med Nikolaj om det. Nikolaj er systemudvikler i Danske Bank, men han er ikke nogen nørd, han læser både bøger og går på museer. Han synes, Sune skal tage sig selv og sin kunst mere alvorligt og sige sit job op. – Det kan jeg jo ikke, siger Sune. – Du har kun det ene liv. Du er forfatter, mand! – Jamen, det kan jeg jo ikke leve af. – Det finder du jo aldrig ud af, hvis du ikke giver det en chance. – Jeg har ikke råd til at sige op. – Du har ikke råd til at lade være. Du ødelægger dig selv på den tankstation. 19


– Så er jeg nødt til at flytte. – Så flyt. – Jeg får sgu da ikke noget billigere. – Noget småt. – Nej, Nikolaj, det findes ikke. – Du skulle høre dig selv. Du har været sur i flere år, eller i hvert fald siden Lars fik al den succes. – Det har ikke noget med ham at gøre. – Nå, men du er helt vildt negativ, og du gør ikke noget ved det. – Jo, jeg gør. – Jeg gider ikke tale mere om det, siger Nikolaj. – Vi skal også til og af sted, siger han og skubber sit glas væk. De går i Grand for at se en ny film, der hedder Blindness. Den er god nok til, at Sune hellere vil hjem. Han vil skrive lige så godt, som de laver film. Han vil skabe et stort værk, men i morgen skal han sælge benzin og høre hver anden kunde brokke sig over, hvor dyr den er blevet. Han skal sælge langtidsopvarmede pølser og pizzastykker, pornoblade, cigaretter og slik, poletter til vaskehallen, sprinklervæske, tamponer og shampoo, folk skulle vide, hvordan der ser ud i baglokalet på sådan en tank, hvor ro‑ det og tilfældigt og beskidt det hele er, hvor få fra personalet der vasker hænder, når de har været på toilettet, og hvor meget møg, der bliver fejet ind under skabe og reoler. Og alle de sælgere, der kommer med varer. De sidder og drikker med chefen og ryger og taler om ungpigepatter og sorte penge. Sune skal møde den slags mennesker hver dag. Det er en slags forurening. Han kan ikke holde sin kunstneriske sans klar og åben i det miljø. Efter filmen går de bare hjem. Sune vil skrive, men det er svært, når han kun har et par timer, inden han skal i seng. Det ville være meget lettere at lave film, så man kunne få skuespillerne 20


til at fylde rummet mellem replikkerne. Så behøvede man ikke skrive, hvordan deres humør var, og hvordan de så ud, for det kunne man bare se på dem. Han har lyst til at tude. Han ved jo godt, det ikke er lettere at lave film. Han vil skrive en roman, men han er spærret inde af arbejde og faste udgifter og tør ikke rive sig løs. Ingen forhindrer ham i det, og der er også flere af hans venner, der har kaldt ham tryghedsnarkoman, men det er alle jo et eller andet sted. Det er jo også let nok at skide på fast arbejde, hvis man hedder Lars Salomonsen og får det hele for‑ ærende. Sune skal møde kl. 8. Han er et træt og sort insekt, der spjætter i det klistrede edderkoppespind. Han har næsten ikke flere kræfter tilbage og må hvile sig før hver bevægelse. Det gør ham så glad at tænke sådan, at han falder til ro og i søvn. Sikke et billede. Det vil han skrive noget om i morgen. „Fanget og træt …“

Julies mor ringer. De taler om julen, det var så hyggeligt, og fik Casper byttet bogen? Det ved Julie faktisk ikke, men hun siger bare ja. – Steen og jeg kommer til København i påsken, så skal I med os i teatret eller på Louisiana, og vi skal ud og spise. Nu vil jeg prøve den der Umami. Har I været derinde? – Det var mig, der fortalte dig om den først. – Var det? Den er god, ikke? – Jo. – Fik du noget af det kød, hvor køerne er blevet masseret og har fået øl og chokolade? – Det er bare en skrøne, mor. – Nej, Birgit og Jørgen var der med Jørgens firma, og der spiste de det. 21


– Okay, men det passer ikke. – Det ville være dejligt, hvis du ville bestille bord, det er lige i nærheden af jer. – Altså, jeg ringer jo bare derind. – Jamen, når vi nærmer os, og det skal jo også være en dag, hvor både du og Casper kan. Julies mor bor i Aalborg med sin kæreste, Steen, og deres stør‑ ste interesse er storbyferier. Forlængede weekender i København, London, Rom, Paris, Stockholm, bare der er finkultur og gode restauranter, er det egentlig lige meget hvor. Altså bare indtil Julie vil levere nogle børnebørn, så skal hendes mor nok holde sig til. Alle hendes veninder har fået, og hun glæder sig, til hun selv skal være mormor. – Nå, men har I det godt? spørger hun. – Ja tak, siger Julie. – Du lyder lidt træt. – Sommerkataloget er lige kommet, så vi har ret travlt. – Nå ja, det er da rigtigt. Så må du få Casper til at forkæle dig lidt. – Det gør han også. – Det er godt, men jeg smutter igen. Jeg skal til pilates. Du hilser ham, ikke? – Jo. – Og jeg skal selvfølgelig hilse fra Steen. Endelig kan hun lægge røret på og begynde at græde. Om aftenen giver hun sig selv lov til at hente pizza og pomfritter. Dertil et enkelt glas rødvin. Hun spiser foran fjernsynet, det gør hun altid, når hun er alene hjemme. Hun får det bedre af ma‑ den og vinen. Nu må hun lægge en plan og få skåret de her seks måneder op i overskuelige bidder, så de ikke ligger foran hende 22


som et helvede af ventetid. Hun må sørge for at være god ved sig selv og lave nogle af de ting, hun ellers aldrig når, fordi hun hellere vil være sammen med Casper. Hun kan ikke lige komme på noget … Det er vist bare noget, hun har læst i et dameblad, at man skal fokusere på sit eget liv og ikke glemme sit eget, bare fordi man får en kæreste. Men hun synes ikke, der er noget, hun forsømmer, når hun er sammen med Casper. Virkelig ikke. Lørdag morgen står hun op kl. 8. Hun kan ikke sove mere. Dagen forude er uoverskuelig lang, og den vil blive afløst af en søndag, som er endnu længere. Hun græder ned i sin syltetøjsmad og kan ikke få tygget det, hun allerede har i munden, færdig. Hun ved ikke, hvad hun skal gøre af sig selv. Hun går ud og vasker sit stadig grædende ansigt, laver grimasser foran spejlet, hulker ind i håndklæderne. Endelig er hun færdig og kan få lagt noget makeup. Hun ser forfærdelig ud, hævede øjenlåg, rød om næsen, bulne læber. En time senere indtager hun Magasin. Tiden flyver af sted. Hun glemmer at tisse og spise og tænke. Hun går rundt i da‑ meafdelingen og laver sig om til et andet menneske. En kvinde med denne nye Sand‑kjole, denne bluse fra Karen Millen, disse bukser, en kjole mere, flere bluser, hun ser fuldstændig anderledes ud, end hun plejer. Hun kan ikke huske, at det altid ender med, at hvert eneste stykke tøj vil miste sin nyhedsværdi og glans om ganske få dage eller uger. Hun er bare ophidset over sin fangst. Det virker resten af dagen, for så skal hun jo hjem og pakke det hele ud og prøve det og klippe mærker af. Hun kigger for‑ elsket på bunken af nyt tøj. Det er næsten som at have fået en kosmetisk operation, ny overflade, åh, det er så spændende. Som belønning for veludført arbejde går hun i Irma og køber oksebøffer og bearnaise og Baroloen, som hun og Casper drik‑ 23


ker, når det skal være fint. Hun laver deres yndlingssalat med rucola og mango og spiser den til forret. Hun tænker, at hun vil spare på Sand‑kjolen, så den er ny, når han kommer hjem. Så skal de ind på den sushirestarant, hvor maden kører rundt på et transportbånd, så man kan tage, hvad man vil, og får talt sine tomme tallerkener senere. Det har de villet i lang tid, men ikke fået gjort. Hun går med omhu uden om film, de har set sammen, for det vil hun bare blive ked af. Working girl med Melanie Griffith er langt før hans tid og ikke én, hun umiddelbart ville bede ham se med hende. Men hun elsker den og har ikke set den i mange år. Hun har den på vhs og spiser bøf m. bearnaise, mens hun ser den. Drikker rødvin. Sætter videomaskinen på pause, når hun skal ud og fylde op eller stille i opvaskemaskinen. Efter maden læner hun sig tilbage i sofaen med en pose Dronningemandler og ser resten af filmen i et stræk. Til sidst ser hun fjernsyn. Allerede kl. 22.30 er hun træt og går i seng. Det klarede hun da meget godt. Første dag i den første weekend uden Casper. Søndag regner det heldigvis, så hun ikke behøver at gå ud. Under en tudetur ringer hun til Nina. Nina siger, det er et dårligt tegn, at Casper er smuttet på den måde, og at han fuldstændig har svigtet hende med hensyn til lejligheden. Hun siger, at man ikke behandler sin kæreste på den måde, hvis det ikke er, fordi man gerne vil sende et signal. Julie bliver vred og siger, at han har det dårligt og gør det for hendes skyld. Han tager væk for at komme 100 % tilbage, og bare fordi René er så ekstremt romantisk, be‑ høver alle mænd ikke være lige sådan. Nina ved godt, at René er mere opmærksom end de fleste, og det ender med, at hun giver Julie ret i, at Casper har sin egen måde at håndtere en krise på. Sådan er gode veninder. 24


Julie har bestilt møde med sin rådgiver i banken. Det starter med kaffe og småsnak. Lone, som hun hedder, kender også Casper, men hun spørger ikke, hvad han skal lave i Indien uden Julie. Så siger Julie det selv. Casper har drømt om den rejse hele sit liv, og det er vigtigt for ham at gøre det, inden de bliver gift og får børn. Lone kigger på tallene og siger, at de kan give en kas‑ sekredit på 10.000. – Det er slet ikke nok, siger Julie. – Vi skal betale 12.000 hver måned, og jeg kan højst lægge 6.000. – Jeg kan ikke tilbyde dig mere, siger Lone. – Hvad så med et lån? – Du skal ikke tage et forbrugslån til at betale husleje med, og slet ikke midt i en finanskrise. Det går ikke. Har I ikke talt om, hvordan I skal klare de faste udgifter, mens han er væk …? – Jo, men der skete lidt for meget på én gang. Hun ved ikke, hvor meget hun skal sige om det, men det er jo også vigtigt, at Lone forstår, det ikke er for sjov. – Okay, for at sige det ligeud, så er det gået lidt galt mellem os, men det skal nok blive godt igen. Desværre er Lone helt uinteresseret i deres personlige forhold. – Det bedste ville være, hvis du siger lejligheden op og finder noget billigere. Du kan ikke sidde i sådan en dyr lejlighed alene. – Jamen, det er slet ikke sikkert, han er væk alle seks måneder, måske bliver det kun to eller fire, jeg er bare nødt til at have et sikkerhedsnet. – Det er alt for risikabelt, og I stifter en helt unødvendig gæld. – Jeg kan ikke begynde at flytte nu. Vi er simpelthen så glade for den lejlighed. – Gå hjem, og tænk over det. Skal jeg lave den kassekredit til dig? – Ja, meget gerne! 25


Julie bider negle. Først én, forsigtigt, bare lige et hjørne. Og lidt af huden ved neglebåndene. Det er så dejligt, selv om hun kom‑ mer til at ærgre sig bagefter. Gid hun havde masser af negle, hun kunne bide over og rive af og sidde og tygge på. Gid hun havde masser af bussemænd at grave ud, halvt våde, halvt tørre og gerne lange, så hun kunne mærke dem give slip langt oppe i næsen. Gid hun havde sår i hovedbunden, hun kunne kradse af, og masser af løse hudflager på fødderne. Men der er altid kun en enkelt eller to af hver, og hvis man alligevel prøver at søge videre, ender det med næseblod eller lidt åbent kød under neglen, som gør ondt. Skorper og negle er så dejlige. Hun tager en enkelt negl mere. Rationerer, prøver at styre sig selv, men inden dagen er omme, har hun bidt dem alle sammen ned. Casper kommer jo heller ikke hjem foreløbig. Det er lidt ligesom at være begyndt at ryge igen, men hun skal nok holde op i god tid, inden han er tilbage. Hun er så grim og bleg og ulykkelig. Mens Casper dasker rundt på en strand i Goa og ser på brune piger med strutbryster og mandelformede øjne, går hun her i København med snavset sne og fedtet hud. Han plejer at sige, hun er den smukkeste kvinde i hele verden, og på gode dage har hun troet på ham. Måske otte dage i alt på en måned synes hun faktisk selv, hun er smuk, men resten af tiden er hun utilfreds. Hun kan ikke sige præcis, hvad der er galt, men det er, som om hun ikke er lavet færdig. Hendes læber er ikke blevet kødfulde og buede nok, kinderne er for flade, øjnene mangler at åbne sig nogle få mil‑ limeter, hun har ingen farver, men alligevel er hun ikke bleg nok til at kunne kaldes hvid som Snehvide. Det hjælper, når hun står og spejler sig sammen med en mand. De to ansigter sammen i spejlet, så er hun fin og ren og feminin, men alene i verden og sammenlignet med andre kvinder er hun stadig den ufærdige og klumpede, og nu endda med forstadier til rynker. Hun fylder 26


snart 40, om fem år, og hun har stadig ikke fået børn. Hun er rædselsslagen for ikke at nå det. Hun ved, det bliver svært for hende at blive gravid, og hvis Casper ikke kommer tilbage, så skal hun starte helt forfra … Så har hun spildt næsten tre år på ham, og inden hun når at møde en ny og blive sikker på, at han er den rigtige, er det måske for sent. Hun begynder at græde ved tanken. Alting går galt for hende. Og hvad nu med lejligheden? Skal hun få fat i Casper og kræve, at de tager et lån sammen? Det er bare den helt forkerte måde at få kontakt igen. Når de mødes, skal det ikke handle om penge, men om kærlighed, og hun vil ikke presse ham til noget. Eller skal hun tage en masse overarbejde? Prøve lykken på trav‑ banen? Hun har hørt, at det er stedet, man skal spille, fordi der er meget større chancer end ved Lotto og Tips. Det strejfer hende endda, at hun kunne blive prostitueret. En pæn luder, der har et par kunder om ugen og passer sit arbejde ved siden af. Det kunne nok betale Caspers del af huslejen. Hun vender tilbage til den mest oplagte løsning: at leje et værelse ud. Hun hader tanken om at skulle dele køkken og bad med et fremmed menneske, men hun kommer ikke uden om, at det er det letteste.

Mads fra tanken er død. Han blev kørt ned lørdag nat på vej hjem fra byen. Han og en ven havde lige sagt farvel og var cyklet i hver sin retning nede fra Kongens Nytorv, og så skete det på Gothersgade lige efter Andy’s Bar. Bilen var banket ind i ham bagfra og kørt videre. Nu tænker alle selvfølgelig, at det kunne være undgået, hvis de havde stået og snakket to minutter længere eller kortere. Man kan høre om det i radioavisen hver time, fordi politiet efterlyser en mørkeblå bil, som nogle vidner så køre over for rødt oppe ved Kongens Have. Sune er virkelig chokeret, han 27


har aldrig før kendt nogen på sin egen alder eller yngre, der er død. Mads var kun 23 år, skidesød fyr, han læste historie på uni‑ versitetet og havde weekend‑ og aftenvagter på tanken. Politiet siger, han døde på stedet, men hvordan kan man egentlig være sikker på det? Måske hvis han er fuldstændig smadret, eller ho‑ vedet blev revet af, puha, Sune ser det for sig, hvordan kroppen er blevet slynget hen ad gaden, blod og hjernemasse ud over det hele. Stakkels hans forældre! Og hans kæreste og alle hans venner. Sune selv er jo lidt i yderkredsen som kollega, men de har alligevel kendt hinanden et års tid og haft det sjovt. Og han var en af de eneste, man kunne tale lidt begavet med også. Der er bisættelse på mandag, og de fleste fra arbejde tager med. Det sætter jo tingene i perspektiv. Livet kan stoppe fra det ene øjeblik til det andet. Uanset hvor gammel man er. Alle kan få en tagsten i hovedet i morgen. Sune er bange for at dø. Han er også bange for at få bank eller blive stukket ned, når han går i byen. Og for at blive ramt af en spritbilist, der kører op på fortovet. Men på den anden side lever han ikke. Han sover og arbejder og betaler husleje og venter for rødt, selv om der ingen biler kom‑ mer. Han melder sig aldrig syg, fordi han har tømmermænd eller bare vil have en fridag. Han er pligtopfyldende og ærlig, alle de steder, han har arbejdet, har cheferne været glade for ham. Han er til at stole på. Argh! Han har lyst til at ruske sig selv, stikke fingrene i hal‑ sen, slå hovedet ind i væggen. Det skal ud! Han har det i sig. En katedral af sprog og fortælling, følelser, drama. Men han mangler tid. Luft. Ro. Lars har inviteret til herreaften ude i byen. De bliver syv, og de skal selv betale for maden og vinen, det er bare Lars, der har taget initiativet og valgt restauranten. Det er typisk ham at være stor 28


i slaget uden i virkeligheden at give noget væk. Han starter dog med at bestille to flasker cava som velkomstdrink. – Hvor er det fedt at se jer alle sammen, siger han. – Vi skal også lige skåle på, at Bokser bliver månedens bog i Gyldendals Bogklub. – Til lykke, råber de andre. Så skåler de og taler om Lars’ succes, indtil tjeneren kommer og spørger, om de har bestemt sig for noget. Sune har mødt de fleste før eller læst interviews med dem i avisen eller set et teaterstykke, de har instrueret. Lars kender nærmest ingen almindelige mennesker mere, kun kunstnere eller mediefolk. De ved godt, at Sune også er forfatter, men de har altid glemt, hvad hans bøger hedder, og har „desværre ikke fået dem læst“. Han sidder mellem en dramatiker og en forfatter. De to har voldsomt meget at tale om, noget sladder fra en filmproduktion, hvor en af deres fælles venner er raget uklar med instruktøren. Over for ham sidder endnu en skønlitterær forfatter og en tea‑ terinstruktør, og så er der en skuespiller, og Lars, selvfølgelig. De er jo bare almindelige mennesker, men Sune synes alligevel, det er vildt med så mange kendte om samme bord. Der må være mange, der lægger mærke til selskabet. De taler også højt. De er sindssygt sjove alle sammen. Sune kan også få dem til at grine, men det er mest, når han kommer med en kommentar til en af deres historier. Han har ikke selv noget spændende at fortælle. De slynger om sig med fornavne på skuespillere og forfattere, og det kan være svært at gætte, hvem det er. Alle forfatterne udgiver på Gyldendal, så de kender også mange af de samme derindefra. Sunes bøger er kommet på et forlag, der er så lille, at han ikke siger navnet, medmindre han bliver spurgt direkte. Næste gang vil han sende sit manuskript ind til Gyldendal, selv om det er lidt 29


strengt over for Hans‑Erik, som er hans forlægger. Han prøvede selvfølgelig Gyldendal med sin første bog og fik afslag. Men det gjorde Lars også, da han sendte ind første gang. Og Villy Sørensen ville de heller ikke have. Man hører mange navne, som de har afvist og bitterligt har fortrudt bagefter. De tager nogle taxaer ud til Karrierebar på Vesterbro. Den lig‑ ger i Kødbyen, og det er første gang, Sune er der. Fedt sted. Stort rum med nogle kæmpe lamper af Olafur Eliasson, og det er også en billedkunstner, der har startet det. Selskabet går i opløsning, fordi de møder alle mulige. Sune begynder at blive træt, men Lars slår ham på skulderen og siger, han skal med op til baren og have nogle cosmopolitans. Så bliver det pludselig sjovt igen. De står i en lille gruppe og diskuterer, om en kunstner må gøre sig selv dårligere for at tjene penge, eller hvorfor fanden Bjørn Nørgaard ellers begyndte at væve tæpper til Dronning Margrethe. Man kan ikke starte med at slagte en hest og bagefter lave tegneserier til kongehuset. Senere taler Sune med en pige, der hedder Iben. Hun er ret lækker, og de bliver ved med at holde øje med hinanden, efter at hun er gået tilbage til sine venner. Pludselig står Søren Hylberg ved siden af ham. Det er en af Danmarks største anmeldere. Han kan ikke få kontakt med bartenderen og beder Sune om at bestille en stor fadøl. – Får du anmeldt nogle bøger for tiden? spørger Sune. Han er ved at være fuld. – Jeg gør ikke andet, siger Søren Hylberg. – Altså når jeg ikke står her og drikker øl. Ha, ha. – Du skriver skide godt. – Det gør jeg! Jeg har også øvet mig i 40 år. Og hvem er du, om jeg må spørge? – Sune Boisen, jeg har udgivet to novellesamlinger. Men det 30


er altså ikke nogen, du har anmeldt. – Nå, du er Sune Boisen. Det var sgu nogle fine bøger, de to. Den stribede hund, og hvad var det den anden hed … – Ude i distriktet. – Det er rigtigt. Er du på vej med en ny? – Jeg prøver at skrive en roman, men … – Det skal du gøre. Det var det første, jeg tænkte efter Den stribede hund, den mand skal skrive en roman. Du foldede dig ikke rigtig ud. Solgte den noget? – Ikke så meget. Men det er også, fordi jeg har fuldtidsar‑ bejde, og jeg får aldrig rigtig arbejdsro. Søren Hylberg tager imod sin øl og siger, de skal have en mere. – Du vil godt have én, ikke? spørger han. – Jo. Jo tak. – Du skal jo søge Kunstfonden. – Det gør jeg også. – Og de giver dig ikke noget? – Nej, i hvert fald ikke indtil videre. – Det er en skandale. Du skriver sgu bedre end halvdelen af dem, de har sat på det treårige. – Tak. – Det var ikke for at sige noget pænt. Du har bare talentet. Jeg vil sige dig, at det, du gjorde i Den stribede hund, fik mig til at tænke på Leif Panduro, når han var bedst. Du er jo sjov! – Det er jeg virkelig glad for, at du siger. – Hvad er det for et arbejde, du har? – Jamen, jeg står bare på en tankstation ude i Valby. Altså det gode er jo, at jeg ikke skal bruge min hjerne på det, det er bare dummearbejde … – Du, Sune Boisen, du står ikke og fortæller mig, at du bru‑ ger 40 timer om ugen på en tankstation og resten af tiden på at 31


komme frem og tilbage fra Valby! Kan du så komme hjem og skrive! Du er klasser over mange af dine jævnaldrende. Du er også bedre end ham der, siger han og peger på Lars. – Hvad? – Der er ikke flere bøger i ham. Han har skrevet to bøger, der er ens, og hans tredje bog bliver sikkert lige så dårlig. – Han har solgt helt vildt godt og fået priser og alt muligt. – Ja, og det bliver han sikkert ved med. Men skrive kan han ikke. – Det kan jo ikke passe … – Du kan skrive. Du mangler bare at forstå, det er alvor det her. Hvor gammel er du? – 35. – Du er ikke bange af dig, hva’? – Hvad mener du? – Du spilder din tid. Du tror, du er 20 år og har livet foran dig, men du er allerede halvvejs. Hvor mange mænd bliver over 75? Jeg regner i hvert fald med at dø om et par år. Hvis du vil blive rigtig god, skal du skrive hele tiden, udgive, knokle. Det tager mange år. Han tømmer sit glas. – Du er sent på den, min ven, siger han. Sune er rystet. Han er så glad, at han næsten ikke kan mærke frygten for, at han allerede har spildt sine bedste år. Søren Hylberg siger, han skriver bedre end Lars Salomonsen og minder om Leif Panduro. – Skal vi ikke snart have en drink? spørger Iben og smiler til ham. – Hej, er du dér. Jo, vi skal. Jeg har godt nok lige fået en øl. – Så køber vi en til den smukke dame også, siger Søren Hyl‑ berg. 32


Hun vil hellere have en margarita. Det vil Sune egentlig også, det er ikke så godt at blande øl oven i drinksene. Han prøver at få samtalen i gang med Søren Hylberg igen, men det er svært, når de også skal have Iben med. Han får dem præsenteret for hinanden, og det viser sig, at hun går på Kunstakademiet, og at Søren Hylberg kender hendes professor, og så kommer det til at handle om ham. Men det er okay. Iben har stukket sin hånd op under hans T‑shirt og stryger ham over ryggen. Sune bunder sin øl og går tilbage til cosmopolitans. Pludselig er Lars der og griner højt med Søren Hylberg og to andre, og to af Ibens veninder hænger ind over hende og Sune og siger, de ser meget smukke ud sammen. De griner alle sammen og snakker og råber på kryds og tværs, alt går på en måde op i en højere enhed. Sune Boisen er lykkelig, og han har lyst til at kneppe Iben. Han er allerede helt hård. Han begynder at kysse hende og slikke hendes hals. Han siger, at hun vover på at gå hjem uden ham. Hun griner. Næste formiddag er han måske stadig fuld. Han kan i hvert fald ikke mærke de tømmermænd, han burde have. Iben har sort søvn i øjenkrogene og dårlig ånde. Hendes hænder er svedige. De boller igen, men han har ikke lyst til at blive. – Desværre, men jeg er nødt til at tage på arbejde. – Du skal da have noget morgenmad. – Jeg tager noget kaffe på arbejde. – Hvad med et bad? – Jeg smutter lige hjem først, jeg skal også have noget nyt tøj på. Hun svarer ikke. – Jeg kunne ellers godt ligge her og kysse på dig, siger han og napper i hendes brystvorter med læberne. 33


Han stikker fingrene op i hendes kusse, og hun vrider sig mod ham. – Kan du ikke få en anden til at tage din vagt? spørger hun. – Nej, ikke med så kort varsel. Han rejser sig og tager tøj på. – Det var skidehyggeligt, siger han. – Ja, siger Iben. Nu venter hun kun på, at han skal spørge om hendes telefon‑ nummer. – Så må du have en rigtig god lørdag, siger han. – Heldige asen, du kan bare ligge og se fjernsyn og drikke cola, mens jeg må ud og knokle. – Nej, jeg står også op nu. De kysser hinanden ude ved hoveddøren. – Ha’ det godt, råber hun ned ad trappen efter ham. Så er han endelig ude. Han køber en pizza og halvanden liter cola med hjem. Så tager han et brusebad og går i seng. Men han kan ikke falde i søvn med det samme. Han er fuldstændig speedet indeni. Fuld af kræfter, lykkelig og uovervindelig.

Julie prøver at forklare en kunde, at man ikke kan bestille en bestemt lejlighed i komplekset i Skopelos. Lejlighederne bliver først fordelt, når gæsterne ankommer, men hun vil gerne skrive en note om, at kunden ønsker havudsigt. – Jeg vil helst have den lejlighed på billedet, hvor man kan se både bjergene og havet. Kan du ikke bare skrive, at det er det bil‑ lede på side 51 i kataloget? Vi er jo nogle af de første, der bestiller. – Nej, det kan desværre ikke lade sig gøre. Hotellet har jo også aftaler med andre rejsebureauer. 34


– Jamen, må de vælge før os? – Der er ikke nogen, der selv kan vælge. – I sælger en vare, og der er et billede af den, og så vil jeg bare gerne sikre mig, at det er præcis den vare, jeg får. – Vi kan jo ikke give alle den lejlighed, de ser i kataloget. – Er der andre, der har spurgt? Ja, cirka hver anden time dagen lang, dag ud og dag ind. Folk vil på charterferie for 5000 kr. om ugen, og så tror de, de kan få det som på et femstjernet hotel og bo midt i naturen uden andre turister af deres egen slags i nærheden. – Jeg skal gøre, hvad jeg kan, siger hun og lover at sende en bekræftelse på reservationen. I frokostpausen går hun og Pernille på café. Der er masser at vælge imellem i den del af byen, og det er rart at komme ud af huset. De bestiller sandwich og danskvand. Pernille synes, Julie klarer det så flot. Hvis det var hende, der var blevet forladt af Anders, ville hun være helt ødelagt. – Casper er ikke gået fra mig. – Nej, men det er alligevel hårdt, at han bare tager ud og rejse. – Jeg tror, han gør det for at beskytte mig og vores forhold. – Du er virkelig sej, siger Pernille. – Jeg elsker ham bare, siger Julie. – Og jeg vil gerne vise, at jeg kan rumme hele ham og ikke kun det, der er rart for mig selv. – Har du hørt fra ham? – Ja, han sendte en sms i forgårs. – Nej, hvor dejligt, Julie! Og det har du slet ikke sagt noget om. Julie smiler hemmelighedsfuldt. – I skal nok finde ud af det, siger Pernille. – Åh, hvor er det godt. Hvad skrev han? 35


– Ikke så meget, siger hun. – Det er jo meningen, det skal være en pause, det her. Vi skal ikke til at ringe og skrive sammen. Men han savner mig. De spiser. Julie er lidt forskrækket over, at hun har siddet og løjet sin gode veninde lige op i ansigtet, men inderst inde ved hun, at han savner hende. Åh, hvor var han ked af det den aften. Hendes egen kære, dumme Casper. Hun bliver pludselig bange for, at han kan finde på at begå selvmord derovre. Han er jo helt ude at skide. Hun skulle have stoppet ham. Hun vil ringe til hans bror. Hvad nu, hvis de slet ikke ved noget? Casper sagde, han havde fortalt dem om rejsen, men så er det bare mærkeligt, hun ikke har hørt fra hverken Rasmus eller moren. Hun er trods alt i familie med dem, næsten. – Sara er blevet gravid, siger Pernille. – Vidste du det? – Ja, det sagde hun. – Jeg synes godt nok, det er tidligt, når de kun har kendt hinanden fire måneder. – Ja, det er sindssygt. Og så er der sladder og forargelse nok til resten af frokost‑ pausen. Misundelsen holder Julie for sig selv. Hver måned håber Julie, at hun er gravid. Casper har altid in‑ sisteret på at bruge kondom, men man hører jo om nogle, der bliver gravide alligevel. Hun bliver ked af det, når hun får men‑ struation, de bedste dage er dem op til, hvor hun går og venter. Hendes bryster er spændte, og hun har en kildrende fornemmelse af kvalme. Hun forestiller sig, hvordan det befrugtede æg har sat sig fast i livmoderslimhinden og er begyndt at vokse. Hun er fuld af energi og lykkelig, men siger ikke noget til nogen, det skal være hendes egen søde hemmelighed, indtil hun kan tage en test og fortælle det til Casper. Han vil gerne have børn, men 36


vil vente, til de er blevet gift og er klar til at flytte i hus. Hans børn skal ikke vokse op inde i byen. Julie synes, det er lige meget, mens de er små. Fra at være i strålende humør og fuld af drømme, er det hele slut igen med et knips. Hun tørrer sig efter at have tisset, og der er blod på papiret. Det er næsten ikke til at bære. Hun skal blive ved med at være en ufærdig kvinde, bare et hunkøn, der går på arbejde og lever uden nogen egentlig grund. Det er det samme hver måned. Det sidste halve år har hun ikke gjort noget for at skjule det for Casper. „Jeg vidste godt, jeg ikke kunne være gravid,“ siger hun, „men jeg håbede sådan.“ Statistisk set ville det være noget nær en umulighed, eftersom kondomet aldrig er sprunget, men på disse menstruationens første dage har Julie været ulykkelig nok til at spille den halvtossede kvinde, der sørger over tabet af sine endnu u‑undfangne børn. Med disse optrin skal Casper forstå, det er alvor med hende. Hun er styret af drift til at formere sig, hun har ikke et liv som moderne, selvstændig kvinde, men en sygdom, og kun Casper og hans sæd kan kurere hende. Men det er en balancegang. Hun må ikke være så ked af det, at han tror, der rent faktisk har været en mulighed, hvilket der kun kan være, hvis hun har prøvet at snyde ham. For det har hun ikke. Hun har hørt om kvinder, der i kampens hede kører en negl ind på kondomet, så det springer. Der er også nogle, der prikker hul med en nål, mens det stadig ligger i pakken. Det lille hul skulle gøre kondomet svagt, så det går i stykker, og hvis ikke, så kan der i det mindste trænge lidt sædceller ud gennem åbningen. Men det kan også ske uden snyd overhovedet. Charlotte fra arbejde påstår, at to af deres børn er lavet med kondom på. Hun siger, det ligger til familien. Hendes mor skulle bare lugte til hendes fars underbukser, så blev hun gravid. Eller lægge dem til 37


vask, Julie kan ikke huske detaljerne, men det havde i hvert fald ikke hjulpet dem at bruge kondom. Senere gik Charlotte over til spiral, og så fik de deres tredje barn. Nina siger, at nu skriver de den annonce. Værelse udlejes. – Nej, siger Julie. – Jo, siger Nina. – Det skal være arbejdsværelset, ikke? – Der kan ikke bo nogen. – Skal det være en mand eller en kvinde? – Det ved jeg ikke. – En ikke‑ryger i hvert fald. Nina er allerede gået ind på Den Blå Avis. Hun sidder og læser annoncer for at se, hvordan priserne er de forskellige steder. Det ser ikke godt ud. Det er kun, fordi Julie bor i Indre By, at hun overhovedet kan få noget for et værelse. De er i lav kurs. – Det dyreste er 4.200 for 15 m2 på Christianshavn ned til kanalen. Så får du højst 2.000 for jeres. – Det var det, jeg sagde. – Så lejer du to værelser ud, både arbejdsværelset og spise‑ stuen. – Det kan man da ikke! – Du blænder døren, siger hun og peger derhen. Der er en bred glasdør imellem, og den står altid åben. I spisestuen er der en fransk altan og i dagligstuen en karnap. De to stuer tilsammen er lejlighedens kerne, der er højt til loftet, og lyset vælter ind. – Det smadrer hele lejligheden. – Ja, men det er bedre end at flytte. Så har lejeren de to første værelser, og du har stuen og soveværelset. – Og hvad så med badeværelset? Så skal jeg dele det med ham? 38


– Ja, eller hende. Og så må I finde ud af, hvem der kan bruge køkkenet hvornår. Man kan også dele køleskabet op, så nogle af hylderne er dine, og nogle er hans. – Det er der ikke plads til. Og jeg kan slet ikke klare at have sådan et menneske til at gå rundt. – Du laver nogle regler. Der er altså mange, der har lejere, uden det er noget problem. – Hvad så, hvis han larmer eller hele tiden vil snakke? – Regler, siger jeg jo. Og det er jo ikke meningen, I skal bo sammen. Han er din lejer. I behøver ikke blive venner. Tårerne stiger op i Julies øjne. – Så, så, siger Nina. – Jeg kan slet ikke overskue det, piver Julie. – Hvordan kan Casper bare lade mig være helt alene om det hele? Han kan ikke være det bekendt. – Vi hjælper dig, siger Nina. – René kan sætte nogle gipspla‑ der foran dørene, og så tager vi en dag, hvor vi tømmer rummene. – Jamen, hvor skal det være, det hele? Alle Caspers ting på kontoret og vores møbler og reoler. Det kan ikke være i ét rum. – Du kan godt undvære spisebordet, og der kan være meget mere herinde. Og alt det, der ikke er plads til, sætter vi ned i kælderen. – Så skal jeg spise ude i køkkenet. Der er så mørkt. – Det er kun en periode. – Indtil Casper kommer tilbage. Nina nikker. Hun klikker rundt mellem forskellige annoncer. – Hvor stor er spisestuen? – Ca. 20 m2, tror jeg. – Det er perfekt. Så kan lejeren bruge det lille mod gården som soveværelse og det store som opholdsrum. Det kan du godt tage 5000 for. 39


– Ja. – Så skal du oprettes som bruger. Skal jeg gøre det for dig? – Ja tak. København K: 2 værelser, i alt 30 m2, fremlejes i 6 mdr. til rolig ikke‑ryger pr. 1. februar 2009, depositum kr. 10.000. Stor, lys stue med fransk altan + lille soveværelse. Adgang til køkken og badeværelse med vaskemaskine. Husleje 5.000,‑ inkl. el, vand, varme, forsikring, kabel‑tv, internetadgang. Tæt ved Kongens Have og Statens Museum for Kunst. Om aftenen onanerer Julie, selv om hun ikke har lyst. Hun har hørt en sexolog sige, at man kan se på en kvinde, om hun har haft orgasme inden for det sidste døgn, og Julie vil gerne holde sin seksuelle udstråling ved lige. Det er noget med et spil i øj‑ nene eller måden, man bevæger sig på. Og det er vigtigt, at hun bevarer gløden og holder sig stram, til Casper er hjemme igen. Hun vil tænke frække tanker og se porno og sørge for at få or‑ gasme mindst én gang hver dag. Det vil øge hendes chancer for at få Casper tilbage, hvis han kan mærke, hun stadig er varm og har frække ord på tungen og fantasier på hjernen. Han skal ikke komme hjem til en lillemor i sutsko. Hun har taget sin bærbare med ind i sengen og fundet en film med to kvinder, der slikker hinandens bryster. Det er nærmest umuligt at finde nogle scener med mænd, der gider koncentrere sig om den del af kroppen, og da hun kommer, dirigerer hun følelsen opad mod hovedet og lader den strømme ud i ansigts‑ musklerne, så hun smiler og ser salig ud. Det er en form for skønhedsbehandling. Hun sender nydelsen op i sit ansigt, så den kan holde trækkene unge og sødmefyldte, attraktive for mænd og misundelsesværdige for kvinder, der kan aflæse den slags. 40

Se paa mig af Kirsten Hammann  

Kirsten Hammann Roman Gyldendal www.gyldendal.dk Tak til Statens Kunstfond og Kunstrådets Litteraturudvalg 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you