Issuu on Google+


Richard Flanagan

SAVN Oversat af Claus Bratt Ă˜stergaard

TIDERNE SKIFTER

Tiderne_SAVN.indd 3

19/08/10 16.31


Savn er oversat fra engelsk efter „Wanting“ Copyright © Richard Flanagan, 2008 Dansk udgave: © Tiderne Skifter, 2010 Forlagsredaktion: Claus Clausen Sat med Minion hos An:Sats, Espergærde Tryk: Specialtrykkeriet, Viborg ISBN 978-87-7973-441-8

Til Kevin Perkins

TIDERNE SKIFTER · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter · www.tiderneskifter.dk

Tiderne_SAVN.indd 4

19/08/10 16.31


Ser I, mine herrer, fornuft er en udmĂŚrket ting, det kan der ikke herske tvivl om, men fornuft er blot fornuft, og den tilfredsstiller kun menneskets evne til fornuft. Der mangler stadig en manifestation af livet i dets helhed. Fjodor Dostojevskij

Det, der mangler, kan ikke tĂŚlles med. PrĂŚdikerens Bog I.15

Tiderne_SAVN.indd 5

19/08/10 16.31


Tiderne_SAVN.indd 6

19/08/10 16.31


1 Krigen var slut, som det undertiden sker med krige, hvilket kom bag på alle. En mand, som ingen havde meget til overs for, en temmelig opstyltet presbyter, tømrer og prædikant, havde, ubevæbnet og ledsaget af tamme sorte, gennemrejst øens vidstrakte landområde og var vendt tilbage med et blandet bundt vilde. Man kaldte dem vilde sorte, skønt de på ingen måde var vilde, snarere lurvede, forhutlede og i mange tilfælde tuberkuløse. De var, sagde han – og forbløffende lød det – alt, hvad der var tilbage af de længe frygtede Van Diemen-stammer, der i så mange år havde udkæmpet en nådesløs og skrækindjagende krig. De, der så dem, sagde, at det svært at tro, at en så lille og ussel flok havde trodset Imperiets magt så længe; at de var undsluppet en så ubarmhjertig udryddelse; at de havde medvirket til en sådan frygt og rædsel. Det var uvist, hvad prædikanten havde sagt til de sorte, eller hvad de sorte forestillede sig, han ville stille op med dem, men de forekom medgørlige om end noget bedrøvede, da den ene nedbrudte gruppe efter den anden gik om bord i en båd og lod sig fragte til en fjerntliggende ø et sted på den et hundrede mil lange strækning hav, der adskilte Van Diemens Land fra Det australske Fastland. Ved ankomsten tog prædikanten officiel titel af Protektor og tildelte sig selv en årsløn på 500 £ foruden en mindre garnison soldater samt en Kateket. Herefter 7

Tiderne_SAVN.indd 7

19/08/10 16.31


tog han fat på at føre sine sorte elever frem til den engelske civilisations stade. Han havde et vist held med sit forehavende, og selv om fremskridtene var beskedne, var det de gode resultater, han hæftede sig ved. Og var de måske ikke det hele værd? For at hans folk var bekendt med såvel Gud som Jesus fremgik klart af deres opvakte og ivrige svar på Kateketens spørgsmål og genlød i deres entusiastiske hymnesang. Deltog de måske ikke ivrigt i det ugentlige marked, hvor de byttede skind og muslingehalskæder for perler, tobak og deslige? Ordningen var på alle måder tilfredsstillende, hvis man så bort fra, at hans sorte brødre blev ved med at dø så godt som hver eneste dag. Nogle ting var dog oprigtigt talt desorienterende. Selv om han vænnede de sorte af med indfødt mad som bær og planter, skaldyr og vildt og erstattede denne kost med mel og sukker og te, var deres helbred ikke, hvad det før havde været. Og jo mere de blev vænnet fra deres skandaløse nøgenhed og blev vænnet til engelske tæpper og tungt engelsk tøj, jo mere hostede og spruttede og døde de. Og jo mere de døde, jo mere ønskede de at afføre sig deres engelske tøj, jo mere misbilligede de deres engelske mad, jo mere ønskede de at flytte ud af deres engelske huse, som de sagde var fulde af Djævlen. I stedet ville de genoptage jagtens glæder om dagen og et bål i det fri om aftenen. Året var 1839. Det første fotografi af et menneske blev taget, Abd al-Qadir erklærede jihad mod franskmændene, og Charles Dickens blev endnu en tand mere berømt takket være en roman ved navn Oliver Twist. Det var, tænkte Protektoren, da han lukkede Hovedbogen i efter endt læsning af endnu en obduktionserklæring og atter tog fat på sine forelæsningsnotater om pneumatik, ikke til at forstå. 8

Tiderne_SAVN.indd 8

19/08/10 16.31


2 Da John Foster hørte om barnets død fra en tjener, der så hurtigt han kunne var kommet hele vejen fra Charles Dickens’ hus, havde han ikke tøvet et øjeblik – for at tøve var et tegn på svaghed, og hans karakter tillod ikke svaghed. Med sit bulldog-fjæs, sin voluminøse torso og sin gåsevom forholdt Foster sig til Dickens som tyngdekraften til en ballonskipper. Skønt Dickens under private former ikke så sig for god til at karikere ham, var han umådelig tilfreds med sin uofficielle sekretær, som han fuldt og fast stolede på, hvad angik alle slags forretninger og gode råd. Og Foster, der var ualmindelig stolt af denne tillid, besluttede for sin del, at han ville vente, indtil Dickens havde talt. Til trods for Forsters gentagne synspunkt: at de seneste begivenheder havde fritaget Dickens fra nødvendigheden af at holde tale til Den almene Teaterfond, havde denne insisteret på at gøre det. Ja, Foster havde endda samme dag opsøgt Dickens på Devonshire Terrace for her endnu engang indtrængende at bede ham aflyse arrangementet. „Men jeg har lovet det,“ sagde Dickens, som Foster fandt i haven i færd med at lege med sit niende barn, babyen Dora. Han havde løftet hende op over hovedet og pustede på hende, mens hun sprællede med armene, på en gang hidsig og alvorsfuld som en trommeslager i et militærorkester. „Nej, nej, vi kan ikke sådan svigte!“ Foster gjorde en synkebevægelse, men sagde intet. Vi! Han vidste, at Dickens undertiden betragtede sig selv som skuespiller snarere end som forfatter. Det var noget pjat, men det var en del af ham. Dickens elskede teater. Han elskede alt, hvad der smagte af fiktion, hvor månen kunne hidkaldes 9

Tiderne_SAVN.indd 9

19/08/10 16.31


med et fingerknips. Foster vidste også, at Dickens følte en sær form for solidaritet over for medlemmerne af skuespillernes velgørenhedsinstitution, som han samme aften skulle tale til. Denne forkærlighed for det let anløbne fik det til at løbe skiftevis koldt og velbehageligt ned ad ryggen på Foster. „Hun ser sund og rask ud, synes De ikke?“ havde Dickens spurgt, idet han lod babyen glide ned på brystet. „Hun havde en smule feber her tidligere, havde du ikke også, Dora?“ Han kyssede hende på panden. „Det går bedre nu, tror jeg.“ Og hvor strålende gik det ikke med Dickens’ tale her blot et par timer senere, tænkte Foster. En stor menneskemængde var mødt frem, folk hang ved hans læber, for da han først var begyndt, var han så brillant som nogensinde. „I vor Teaterfond findes ordet eksklusiv ikke,“ meddelte Dickens den tætpakkede forsamling af skuespillere. „Enhver er med, enten han spiller Hamlet eller Benedikt, et genfærd, en bandit eller hele Kongens hær i egen person. Disse skuespillere kommer for at spille for os lige fra scener, der kan handle om sygdom, om lidelse, ja, om døden selv. Alligevel …“ Et tøvende, spredt bifald døde ud, stort set inden det var begyndt, måske fordi man betragtede det som usmageligt at gøre opmærksom på Dickens’ offentlige tilstedeværelse blot to uger efter hans fars død. En fejlslagen galdestensoperation havde efterladt den gamle mand i et blodigt søle, havde Dickens fortalt Forster. „Men hvor ofte sker det ikke,“ tilføjede han, „at vi begår vold mod vore følelser og skjuler vore hjerter i denne kamp for livet, så vi tappert kan varetage vores ansvar og gøre vores pligt.“ Bagefter trak Forster Dickens til side. „Jeg er bange for …“ begyndte Forster. „Kort sagt …“ til10

Tiderne_SAVN.indd 10

19/08/10 16.31


føjede han, der ellers altid brugte for mange ord, men nu gjorde sig klart, at der var et, han ikke gerne tog i sin mund. „Ja?“ sagde Dickens og stirrede over Forsters skulder på noget eller nogen, hvorefter han igen rettede sit blik mod ham, med et glimt i øjet. „Ja, kære Mammut?“ Den henkastede brug af Forsters kælenavn, denne foregivelse af at det hele ikke var andet end spøg og skæmt, skuespillerens glæde ved skuespillet – intet af dette gjorde sagen lettere for Forster. „Lille Dora …“ sagde Forster. Hans læber sitrede i forsøget på at afslutte sætningen. „Dora?“ „Jeg er …“ mumlede Forster, der gerne havde sagt mange ting, men i dette øjeblik var ude af stand til at sige blot en eneste. „Jeg er frygtelig ked af det, Charles,“ sagde han hurtigt, mens han beklagede hvert eneste af sine ord, for han ønskede inderligt, at han havde noget bedre at meddele. Han hævede hånden med den velkendt fejende bevægelse som for at understrege en pointe, han aldrig fik fremført, og lod så armen falde slapt ned langs den store krop, der føltes så oppustet og ubrugelig. „Hun fik et krampeanfald,“ sagde han til sidst. Dickens’ ansigt røbede ingen følelse, og Forster tænkte på, hvor storslået et menneske han var. „Hvornår?“ spurgte Dickens. „For tre timer siden,“ sagde Forster. „Umiddelbart efter at vi tog af sted.“ Det var i 1851. Verdensudstillingen i London fejrede fornuftens triumf i en glaspavillon, som forfatteren Douglas Jerrold latterliggjorde ved at omtale den som et krystalpalads; en roman, der handlede om at finde en sagnomspunden hvid 11

Tiderne_SAVN.indd 11

19/08/10 16.31


hval, blev udgivet i New York, men blev en fiasko; alt imens Lady Jane Franklin i den jern-grå havneby Stromness, Orkney, tog afsked med en ekspedition ind i det hvide udkendte, der, som det viste sig, skulle blive den anden af flere forgæves togter på jagt efter en fabel, der engang havde været hendes mand.

3 En lille pige, som var ved at sprænges, løb gennem wallabygræs så højt som hende selv. Ah, hun elskede fornemmelsen af bløde tråde af fint græs som en fjer af vandperler mod læggen og følelsen af jord under de nøgne fødder, våd og grødagtig om vinteren, tør og støvet om sommeren. Hun var syv år gammel, jorden var stadig ny og overdådig i sin gavmildhed, den løb stadig fra hendes fødder til hendes hoved og videre op i solen, og det var lige så muligt at fryde sig ved at løbe, som det var at blive grebet af rædsel over grunden til, at hun blev nødt til at løbe og ikke kunne standse. Hun havde hørt fortællinger om ånder, der kunne flyve, og hun spekulerede på, om hun, hvis hun løb bare en anelse hurtigere, også ville kunne flyve og nå sit mål hurtigere. Så kom hun i tanker om, at kun de døde flyver, og hun glemte alt om det. Hun løb forbi det sted, hvor de sorte boede, hun løb gennem kaglende høns og gøende hunde og forbi kapellet, og hun blev ved med at løbe op ad bakken til den mest betydningsfulde bygning i kolonien Wybalenna. Hun gik op ad tre trin, og slog med knyttet hånd på døren, som hun så mange gange havde set hvidefolk gøre det. Protektoren så op fra sine forelæsningsnotater i pneumatik og fik øje på en lille indfødt pige på vej ind i huset. Hun 12

Tiderne_SAVN.indd 12

19/08/10 16.31


Savn af Richard Flanagan