Issuu on Google+

90 mm

33 mm

141 mm

HÆVNENS GUDINDE

sara blædel, født 1964, er journalist, men debuterede i 2004 som forfatter med Grønt

KRIMI

I vrede over at få festen ødelagt forsøger den 12-årige Signe at løbe væk for at hente hjælp, men en af rødderne sætter efter hende, og da Louise når frem, er der sket en tragisk ulykke. Signe er løbet ud foran en bil, og senere samme nat dør hun af sine kvæstelser. For Signes mor forsvinder meningen med livet, da hun mister sit eneste barn. Men er hun ikke bare opfyldt af sorg, men også af ønsket om hævn? En nøje planlagt mordbrand giver pludselig sagen højeste prioritet hos politiet, sporene fører i flere retninger, og først efter et uventet tip fra veninden Camilla Lind bliver Louise klar over, at det ikke er alle, der fortæller hele sandheden. Den femte krimi om kriminalassistent Louise Rick fra Drabsafdelingen på  Københavns Politigård er en historie om meningsløs vold, økonomisk grådighed og den vigtige relation mellem forældre og børn.

  

støv, den første krimi i serien om Louise Rick fra Drabsafdelingen på Københavns Politigård. Allerede næste bind i serien, Kald mig Prinsesse,

HÆVNENS GUDINDE

klassefest er endt i vold, fordi en gruppe unge rødder er trængt ind for at få fat i sprut og værdier og har overfaldet en af de voksne meget brutalt.

slog for alvor Sara Blædels navn fast som en af Danmarks førende krimiforfattere, og efter de to følgende bøger i serien, bestsellerne Kun ét liv og Aldrig mere fri, blev hun af læserne kåret som årets yndlingsforfatter. Hævnens gudinde er femte selvstændige bind i serien om Louise Rick og er ligesom de tidligere bøger solgt til udgivelse i adskillige lande.

www.sarablaedel.dk Omslag: Rasmus Funder med illustration af Judita Kunis/Alamy

”Nogle krimier egner sig ganske enkelt til at blive filmatiseret. … Den slags er Sara Blædels bøger. Den sidste Blædel-bog var bedre end den forrige, og hendes nye er bedre end de fire første. Så for nu at sige det kort: Blædel bliver bedre og bedre.” Information

220mm

”Med den femte bog på fem år leverer Sara Blædel endnu en underholdende og letlæst krimi … Blædel fortæller med en klædelig sikkerhed og et overskud … Hun jonglerer behændigt tre-fire historier om vold, hævn, grådighed og bedrag og får dem elegant vævet sammen, uden at det bliver krampagtigt. … professionelle Blædel svæver adskillige stjerner højere end hæren af wannabes. Og formkurven er stadig stigende.” Ekstra Bladet

og meget kostbart glasikon – har været i den stenrige familie Sachs-Smiths eje i generationer, men altid som en velbevaret hemmelighed. Derfor kommer det som et chok, da det en dag pludselig er væk, og bedre bliver det ikke, da politiet kan meddele familien, at morens død nogle måneder tidligere ikke var selvmord, men nu efterforskes som en drabssag. Samtidig er Louise Rick fra drabsafdelingen på Københavns Politigård blevet involveret i en sag om en kvinde, der er meldt savnet under en rejse til Solkysten. En af politiets teorier er, at hun har ønsket at begynde et nyt liv, men da en kendt filminstruktør kort efter forsvinder sporløst i samme område, er Louise ikke længere i tvivl: De to kvinder er blevet bortført eller dræbt. Da sagen om Dødsenglen optrappes med en gidseltagning, bliver Louise inddraget, og mens det langsomt går op for hende, hvordan Sachs-Smithhistorien hænger sammen, finder hun samtidig et afgørende spor i forsvindingsISBN 978-87-7055-993-5

sagen. Til hendes overraskelse viser det sig, at de to sager er forbundet, og at sandheden om den ene afslører sandheden om den anden.

141 mm

SARA blædel

dødsenglen – et flere hundrede år gammelt

24,5 mm

90 mm

sara blædel er journalist og debuterede i 2004 som forfatter med Grønt støv, den første af en række bestsellere om kriminalassistent Louise Rick fra drabsafdelingen på Københavns Politigård.

SARA blædel

9 788770 559935

KRIMI

Allerede næste bind i serien, Kald mig Prinsesse, slog for alvor Sara Blædels navn fast som en af Danmarks førende krimiforfattere, og efterhånden som de følgende bøger er udkommet, er hun to gange af læserne blevet kåret som danskernes yndlingsforfatter. Dødsenglen er sjette selvstændige krimi om Louise Rick, og serien er solgt til udgivelse over hele verden, senest USA, og til filmatisering.

i en skov tæt på hvalsø finder en skovarbejder liget af en kvinde, men hvem er hun? Ifølge retsmedicinerne har hun ligget i skoven et døgns tid, og et stort ar over den ene side af ansigtet burde gøre det nemt at identificere hende. Men ingen har meldt hende savnet, og hun matcher heller ikke nogen på politiets liste over efterlyste personer. Efter fire dage er kriminalassistent Louise Rick - nu leder af Den Særlige Eftersøgningstjeneste - stadig på bar bund. Først da hun beslutter at offentliggøre et foto af kvinden, får hun et spor at gå efter: En ældre dame mener, at det må være Lisemette, som hun for mange år siden passede på en af Åndssvageforsorgens institutioner.

www.sarablaedel.dk

Når du har købt Dødsenglen, kan du downloade en gratis lydbog. Gå ind på www.sarablaedel.dk og skriv 29KL-m3D-f4EU, så sender vi dig en mail med et link, hvorfra du kan downloade Kun ét liv, Aldrig mere fri eller Hævnens gudinde. Du kan frit vælge mellem disse tre titler. Tilbuddet gælder til og med 31. december 2010.

”Dødsenglen er rygende varm uhygge, perverse mord, beregnende samvittighedsløse slyngler og neglebideri fra den grumme start til sidste sorte punktum.” MetroXpress ”Sara Blædel ved bare, hvordan men skriver en god krimi, ingen tvivl om det. Der er tale om gedigen underholdning fra start til slut, og plottet er perfekt skruet sammen. Jeg vil uden at tøve kalde Sara Blædel for én af Danmarks bedste krimiforfattere og venter spændt på at læse mere om kriminalassistent Louise Rick.” Litteratursiden

Men da Louise opsøger den nu nedlagte institution for at tjekke journalerne, venter der hende en overraskelse. For fortiden viser sig at have en uventet forbindelse til nutiden, og Louise får travlt med at optrevle, hvad der er sket, før det er for sent. Opklaringsarbejdet ripper op i gamle sår – også for Louise, der konfronteres med begivenheder, hun har gjort alt for at glemme.

Fås også som lydbog

9 788771 086379

DE GLEMTE PIGER

141 mm

MATTE FOIL

SARA BLÆDEL

SARA BLÆDEL med rockerrelationer, der er blevet skudt i sit eget hjem, bliver kriminalassistent Louise Rick ringet op af sin plejesøn, Jonas, som beder hende komme straks: En

141 mm

90 mm

90 mm

SARA BLÆDEL

midt i afhøringen af enken efter en ung mand

25 mm

Foto © Lars Bech/Das Büro

141 mm

141 mm

sara blædel er journalist og debuterede i 2004 som forfatter med Grønt støv, den første af en række bestsellere om kriminalassistent Louise Rick fra Drabsafdelingen på Københavns Politigård.

SARA BLÆDEL

DE GLEMTE PIGER KRIMI

Allerede næste bind i serien, Kald mig Prinsesse, slog for alvor Sara Blædels navn fast som en af Danmarks førende krimiforfattere, og efterhånden som de følgende bøger er udkommet, er hun tre gange af læserne blevet kåret som danskernes yndlingsforfatter. De glemte piger er syvende selvstændige krimi om Louise Rick, og serien er under udgivelse over hele verden, senest i USA, og også solgt til filmatisering. www.sarablaedel.dk facebook.com/Sara.Blaedel Twitter: @sarablaedel

Omslag: Rasmus Funder med illustration af ParentesiGrafica


sara blĂŚdel

de glemte piger krimi

People’sPress

PP_De glemte piger.indd 3

17/10/11 15.22


Borte kommer, Borte kommer, dundrede det for hendes ører, mens skovbundens grene og sten flænsede hendes fødder og skinneben op. Det susede i hovedet, og angsten fik hjertet til at trække sig sammen. Hun søgte mod det eneste lys, hun kunne få øje på. Som en åbning i mørket trak det hvide skær hende dybere ind i skoven. Forvirret og bange tumlede hun frem mellem træerne, mens hun hev efter vejret. Frygten for mørket sad som et fast greb om hendes hals. Sådan havde det været, siden hun som lille blev beordret til at slukke lyset og lægge sig til at sove. Ellers ville Borte komme og tage hende. Borte, Borte, Borte, rungede det taktfast, og hun nåede ikke at tage fra, da en gren svirpede ind over hendes kind. Hun stoppede op og holdt vejret, stod bomstille helt omsluttet af det dybe mørke fra de høje træer, der rejste sig omkring hende. Benene rystede af udmattelse. Skræmt ved lyden af sin egen gråd trådte hun fremad med langsomme skridt og blikket hægtet fast i lyset længere fremme. Det blændede hende, når hun stirrede direkte ind i det. Hun vidste ikke, hvordan det var gået til, at hun var blevet væk. Døren havde stået på klem, og de opdagede ikke, at hun stillede sig i døråbningen. Hun var blevet overmandet af glæde ved 7

PP_De glemte piger.indd 7

17/10/11 15.22


at mærke solen, som varmede og lokkede hende til sig, men nu var det mange timer siden, og det hele var i stedet blevet køligt og utrygt. Sulten havde på et tidspunkt fået hende til at opgive, og hun havde sat sig ned, vidste ikke, hvor længe hun havde siddet. Tusmørket var faldet på, mens forvirrende billedstumper snurrede i hendes hoved, og til sidst kunne hun ikke finde ro, så hun kom på benene igen. Hun var ikke vant til brudte rutiner, og det var ikke godt at være alene. Slet ikke for den, der var blevet tilbage. Hun satte tempoet op og kom tættere på det hvide lys. Det trak i hende som en uimodståelig kraft, hun lukkede smerten og lydene ude. Det var hun blevet god til. Men frygten havde hun aldrig lært at håndtere. Hun måtte nå ud af mørket, ellers kom Borte og tog hende. Hun var tæt på nu, skulle bare lidt længere frem og forbi de sidste træer. Hjerterytmen faldt til ro, da hun skimtede en sø oplyst af månens skær. Netop som hun skulle til at sætte farten ned, forsvandt jorden pludselig under hendes fødder.

PP_De glemte piger.indd 8

17/10/11 15.22


Fire dage. det var den tid, der var gået, siden liget af kvinden blev fundet i skoven, og det var endnu ikke lykkedes politiet at identificere hende. De havde stadig ikke det mindste spor at gå efter, og Louise Rick var frustreret, da hun mandag formiddag svingede ind og parkerede foran Retsmedicinsk Institut. Obduktionen var begyndt kl. 10, og den havde været lidt over, da Eftersøgningsafdelingens chef, Ragner Rønholt, kom ind på kontoret og bad hende køre hen og assistere kollegaen Eik Nordstrøm. Retsmedicinsk havde kort forinden meddelt, at man havde besluttet at opgradere obduktionen, så der også blev taget drabsprøver til dna. Det var Louises anden uge som faglig leder af Den Særlige Eftersøgningstjeneste, afdelingens nyoprettede enhed. 1600-1700 danskere blev årligt meldt savnet, mange dukkede op igen, og en del blev fundet døde, men ifølge Rigspolitiets vurdering lå der forbrydelser bag cirka fem af de uopklarede efterlysninger. Det var de sager, hendes afdeling var sat til at efterforske. Louise steg ud og låste bilen. Hun havde ikke forstået, hvorfor der var brug for hende til obduktionen, når Eik Nordstrøm allerede var der. Hun havde ikke mødt ham 9

PP_De glemte piger.indd 9

17/10/11 15.22


endnu, for han havde været på ferie de sidste fire uger og var den eneste i afdelingen, hun manglede at hilse på. Det var Louise, der fredag eftermiddag havde gennemgået listen over savnede personer og konstateret, at ingen af de efterlyste kvinder svarede til signalementet af hende, der var blevet fundet i skoven. Måske mente Rønholt bare, at hun derfor også burde være til stede, når afdøde blev undersøgt, tænkte hun, men det kunne også være, fordi hun kom fra Drabsafdelingen og havde mere erfaring med obduktioner end de nye kolleger. Det var faktisk rart at blive sat til noget, der virkede lidt hjemmevant, efter en uge på udebane. Louise havde helt glemt, hvor håbløst det føltes at begynde på et nyt job. Man kunne ikke huske folks navne og vidste ikke, hvor kopimaskinen var. Den første uge havde hun brugt på at sætte skik på „Rottehullet”. Fandens til navn, tænkte hun og håbede ikke, det blev hængende, for hun var allerede lidt træt af kollegernes kække kommentarer om de ubenyttede lokaler for enden af gangen. Dobbeltkontoret lå lige oven over køkkenet, og det havde stået tomt, siden Skadedyrsbekæmpelsen sidste forår havde fået bugt med en større invasion af rottefamilier. Men nu var rotterne ude, og ingen havde set dem siden, forsikrede hendes nye chef. Ragner Rønholt havde gjort, hvad han kunne, for at få den nye afdeling på plads. Der var indkøbt nye skrivebordsstole, friske opslagstavler og planter. Politiinspektøren havde selv en forkærlighed for orkideer, så han havde åbenbart ment, at der skulle noget grønt ind for at bringe liv i det ubrugte kontor, og det var selvfølgelig rart nok, havde Louise tænkt. Men det, der for alvor betød noget for hende, var, at hun kunne mærke hans engagement. Det var tydeligt, at Ragner Rønholt var meget opsat på at få sin nye underafdeling op at køre. De havde fået bevilliget et år til 10

PP_De glemte piger.indd 10

17/10/11 15.22


at bevise, at der var brug for den særlige specialenhed, og for Louise var der alt at vinde. Hun havde sagt farvel til Drabsafdelingen, så hvis det nye job ikke blev permanent, risikerede hun at havne som lokal efterforsker et tilfældigt sted i politikredsen. – Du bestemmer selv, hvem du vil have med, havde Rønholt flot sagt, da han præsenterede hende for ideen om at stå i spidsen for Eftersøgningstjenesten. Siden havde hun gjort sig mange overvejelser om, hvem der ville være egnet, og de, der var endt på hendes liste, var alle nogle, hun havde arbejdet sammen med før. Erfarne og kompetente. Den første var Søren Velin fra Rejseholdet. Han var vant til at arbejde i hele landet og havde gode kontakter på de lokale politistationer. Men han var glad for sit nuværende job, så Louise vidste ikke, hvor let han ville være at flytte, og spørgsmålet var også, om Rønholt ville matche hans nuværende løn. Så var der Sejr Gylling fra Bedrageriafdelingen. Han tænkte kreativt og ville være et fantastisk supplement, men albinoen tålte ikke stærkt dagslys, og hun var ikke sikker på, hun kunne holde ud at arbejde for evigt nedrullede gardiner. Men ingen tvivl om, at han ville være den bedste til at køre tjek i internationale systemer med savnede og efterlyste. Endelig var der Lars Jørgensen, hendes seneste makker i Drabsafdelingen. De kendte hinanden ud og ind, og hun var tryg ved at arbejde sammen med ham. Hun var heller ikke i tvivl om, at denne type arbejde ville passe rigtig godt til hans temperament og status som alenefar til to drenge fra Bolivia. Der var altså flere gode muligheder, Louise havde bare endnu ikke besluttet sig for, hvem af dem hun først skulle kaste snøren ud efter. 11

PP_De glemte piger.indd 11

17/10/11 15.22


* Uden for døren til obduktionssektionen fik hun øje på Åse fra Kriminalteknisk Center. Den spinkle kvinde sad på hug ved sin taske, men rejste sig smilende, da Louise nåede hen til hende. – Vi har taget et par billeder til jer, inden vi gik rigtigt i gang, sagde hun, da de havde hilst. – Bare af ansigtet, hvis I beslutter at bede offentligheden om hjælp til at identificere hende. – Ja, noget tyder på, at det godt kan gå hen og blive nødvendigt, medgav Louise, selvom den slags billeder altid skabte ravage. Nogle mente, det var for makabert at vise ansigter af afdøde på den måde. Kriminalteknikerens grønne blik var alvorligt, da hun nikkede ind mod obduktionsstuerne. – Kvinden derinde vil ikke være svær at genkende, hvis hun ellers har nogen pårørende, sagde hun. – Hele højre side af ansigtet er dækket af et stort ar, formentlig efter et brandsår, der fortsætter ned over skulderen, så hvis hun ikke allerede er efterlyst, er et billede nok jeres bedste chance for at finde frem til hendes identitet. Louise nikkede, men nåede ikke at svare, for i det samme kom Flemming Larsen gående sammen med to laboratorieteknikere. Den høje retsmediciner smilede stort, da han fik øje på Louise. – Hvad søren, så har vi alligevel ikke set det sidste til dig! udbrød han glad og omfavnede hende. – Jeg var ellers bange for, at det var mig, du forsøgte at slippe for, siden du pludselig fandt på at skifte afdeling. – Det troede du da ikke, gav hun igen og rystede smilende på hovedet. Louise havde kendt Flemming Larsen i de otte år, hun havde været i Drabsafdelingen. Hun havde været glad for 12

PP_De glemte piger.indd 12

17/10/11 15.22


sit job og egentlig regnet med, at hun skulle bæres ud, men nu hvor Willumsen ikke var der mere, og Michael Stig var udpeget som ny gruppeleder, havde hun uden yderligere betænkningstid slået til, da Rønholt kom med sit tilbud. – Er Eik Nordstrøm derinde? spurgte Louise og nikkede mod døren ind til obduktionsstuerne. – Eik hvem? spurgte Flemming og så forvirret på hende. – Eik Nordstrøm fra Eftersøgningsafdelingen. – Ham har jeg aldrig hørt om, sagde Flemming. – Men lad os gå ind. Vi er færdige med den udvendige del af obduktionen, så jeg kan lige give dig et resumé. Louise studsede over kollegaens fravær, mens hun holdt døren for Åse ind til slusen, hvor gummistøvler og kitler var linet op på rad og række. – Hvad ved vi om kvinden? spurgte hun, mens hun tog kittel og hårnet på. – Indtil videre ikke så meget ud over at det var en skovarbejder, der fandt hende torsdag formiddag ved Avnsø på Midtsjælland, fortalte Flemming og rakte hende et grønt mundbind. – Ifølge ligsynet er hun død onsdag eller natten til torsdag. – Politiet mener, at hun er faldet eller gledet ned ad en skrænt på flere meter og landet uheldigt, fortsatte han. – Fredag holdt de ligsyn i Holbæk, og sammen med embedslægen besluttede politiet deroppe, at der skulle foretages en obduktion. Og det, tilføjede han, – er selvfølgelig, fordi hun døde alene, men også fordi vi ikke har nogen anelse om, hvem kvinden er. Det var også derfor, jeg valgte at opgradere obduktionen, så vi får dna. Louise nikkede og var enig. Dna og tandkort var altid første skridt mod en identifikation. Det havde været rart, hvis ham Eik Nordstrøm var dukket op, så en af dem kunne 13

PP_De glemte piger.indd 13

17/10/11 15.22


følge op hos tandlægen med det samme, tænkte hun irriteret. – Jeg tør næsten sige med sikkerhed, at det ikke er en helt almindelig kvinde, vi har med at gøre, fortsatte Flemming og fortalte, at det både var tydeligt i forbindelse med det tøj, hun havde haft på, inden de gik i gang, og kroppens tilstand, som var blevet gennemgået under den udvendige del af obduktionen. – Eller det er i hvert fald ikke en kvinde, der har levet et helt almindeligt liv, rettede han sig selv. – Vi har kørt hendes fingeraftryk i systemet, men det gav ikke noget, indskød Åse. – Jeg tænker, at det måske kan være en udlænding. Flemming Larsen nikkede og medgav, at det bestemt var en mulighed. – Det står i hvert fald klart, at hun ikke har deltaget i nogen form for socialt liv de sidste mange år, præciserede han. – Du vil se, hvad jeg mener. Retsmedicineren gik forrest hen ad den hvide, flisebeklædte gang, hvor obduktionsbåse lå side om side til højre for dem. I alle indhak stod retsmedicinere bøjet over stålborde med afsjælede menneskekroppe, og Louise trak hurtigt blikket til sig, da hun ud af øjenkrogen så et spædbarn på et af dem. – Da vi scannede afdødes hoved, inden vi gik i gang med obduktionen, fremgik det tydeligt, at der var dybe furer i hendes hjerne, uddybede Flemming. – Hun havde ganske enkelt et stort hulrumssystem, så der har ikke været meget aktivitet derinde. – Mener du, at hun var udviklingshæmmet? spurgte Louise nysgerrigt. – Hun var i hvert fald ikke en ny Einstein. * 14

PP_De glemte piger.indd 14

17/10/11 15.22


For enden af gangen lå drabsstuen. Dette bagerste obduktionsrum var dobbelt så stort som de andre båse, så der var plads til politibetjente og kriminalteknikere, men det var indrettet på samme måde med stålbord, en bred vask og skarpe lamper. Louise kunne egentlig ikke sige, at kvinden, der lå midt i rummet, var usoigneret i den forstand, at hun var beskidt, men velplejet var hun i hvert fald ikke. Håret var langt og filtret, neglene var ikke klippet for nylig, men mest markant var et stort ar, som dækkede hendes ene kind og trak øjet lidt ned, så det gav hende et sørgmodigt udtryk. – Tandlægen var mildt sagt forbløffet, da han var færdig med sin undersøgelse, sagde Åse, mens hun fandt sit kamera frem. – Han fortalte, at det var yderst sjældent, han så et tandsæt, der var så forsømt. Kvindens tænder er ødelagt af karies, og de er meget skæve. Flemming nikkede. – Der har tilsyneladende aldrig været foretaget nogen form for tandregulering, og der er udtalt parodontose i overmunden, opremsede han. – Hun har allerede mistet flere af sine tænder. Louise havde taget en høj skammel, som hun rykkede tættere på, da Flemming gik i gang med den indvendige undersøgelse. Organerne var allerede skåret fri og lagt over i en stålbakke ved vasken. – Vi har at gøre med en fuldvoksen kvinde, men jeg har svært ved at vurdere, hvor gammel hun er, sagde han, mens han stod bøjet over liget. – Med hensyn til det markante ar føler jeg mig overbevist om, at det aldrig har været under behandling. Det er en voldsom skade af ældre dato. Der kan muligvis også være tale om en ætsning. Det sidste sagde han eftertænksomt, mens han tydeligvis overvejede. 15

PP_De glemte piger.indd 15

17/10/11 15.22


– Der er ikke foretaget en transplantation, og det må have gjort ondt som ind i helvede, da det skete. Louise nikkede. Det havde også været hendes første tanke. – Hun har desuden et gammelt ar ved navlen, det kan sagtens gå helt tilbage til barndommen, og på et tidspunkt har hun brækket en underarmsknogle i venstre arm, som ikke har været under behandling. Retsmedicineren og så op på dem, mens han drog den første konklusion. – Alt det her fortæller mig, at hun har været meget forsømt livet igennem og formentlig har levet temmelig isoleret. Louise betragtede kvindens fødder. De var mærket af, at hun havde gået rundt uden fodtøj. Temmelig langt endda, tænkte hun med blikket på de ødelagte fodsåler og sårene omkring anklerne. Flemming vendte igen blikket mod kvindens krop og fortsatte obduktionen i tavshed, indtil han lidt efter konstaterede, at afdøde ved styrtet fra skrænten havde brækket syv ribben i venstre side. – Der står 2, 5 liter blod i venstre lungehule, oplyste han uden at se op. – Og lungen er klappet sammen. Louise havde fundet diktafonen frem og lagt den hen, så den optog Flemmings gennemgang af den afdøde kvindes krop. Hele forløbet blev fotograferet af Åse, som samlede det materiale sammen, der skulle med ud til undersøgelse på Kriminalteknisk Center. Prøverne, Flemming tog undervejs, blev sendt videre til retsgenetikerne ovenpå. Da han til sidst havde skyllet de indre organer og gennemgået dem et efter et, rettede han sig op og sagde til Åse, at han var færdig. 16

PP_De glemte piger.indd 16

17/10/11 15.22


– Ud over de brækkede ribben og blodet i lungehulen er der ingen tegn på vold, konkluderede han og rullede sine tætsiddende handsker af. Retsmedicineren smed dem i skraldespanden, inden han fortsatte: – Mit umiddelbare bud er, at hun er død af sine indre blødninger. Et øjeblik stod han lidt fraværende og tænkte sig om, så tilføjede han: – En detalje, der måske kunne være interessant, er, at jeg føler mig ret overbevist om, at kvinden har haft samleje kort inden sin død. Louise så overrasket på ham. – Jeg mener, der er rester efter sæd i hendes skede og på begge inderlår, forklarede han, – men jeg er selvfølgelig nødt til at få det bekræftet, så jeg må lige afvente svaret på prøverne, inden jeg kan sige det med sikkerhed. Det kan godt tage en uges tid. Hun nikkede. Det kunne det meget nemt, når der ikke var noget, der tydede på, at der lå en forbrydelse bag dødsfaldet. Så rejste hun sig og gik igen hen og betragtede kvindens vansirede ansigt. – Hvis jeg har ret, kunne det jo betyde, at hun måske ikke har været så ensom endda, sagde Flemming, inden han gik hen og ringede ned til teknikerne for at give dem besked om, at han var færdig. – Men alligevel ensom nok til, at ingen har fundet anledning til at efterlyse hende, selvom hun har været død i snart en uge, sagde Louise. Hun ventede, mens Åse pakkede sit udstyr ned, og så sagde de farvel til Flemming, som var gået hen til computeren i hjørnet for at diktere alle detaljerne fra obduktionen til sin rapport: Kvindens vægt, organernes størrelse og de skader, der var konstateret. 17

PP_De glemte piger.indd 17

17/10/11 15.22


De forlod obduktionsstuen med et nik til de to retsmedicinske teknikere, der skulle sy liget sammen, inden det igen blev kørt tilbage til kølerummet i kÌlderen.

PP_De glemte piger.indd 18

17/10/11 15.22


– der var iKKe nogen Eik Nordstrøm, da jeg kom ud på Retsmedicinsk Institut, indledte Louise, da Ragner Rønholt tog telefonen. – Jeg ved ikke, hvordan I plejer at gøre, men det er fuldstændig spild af retsmedicinerens tid, at politiet ikke er med fra starten. Nu var han nødt til at gentage for mig, hvad der var kommet frem under hele den udvendige del af obduktionen. – Åh for pokker, brummede Rønholt. – Dukkede han ikke op? – I hvert fald ikke der, hvor vi andre var, svarede Louise og sagde, at hun kørte tilbage nu. – Vent et øjeblik, bad hendes chef. – Bliv lige derude, så ringer jeg til dig om et øjeblik. Da han havde lagt på, tog hun trappen ned i forhallen og stod lidt, mens hun ventede på hans opkald. Til sidst mistede hun tålmodigheden og gik ud for at skrå over vejen til tjenestebilen. Hun havde lige sat sig ind, da Rønholts navn blinkede i mobilens display. – Er du kørt? – Jeg skal til det, svarede hun og lod skinne igennem, at hun var lidt irriteret over, at han lod hende stå og blomstre. – Kunne du ikke gøre mig den tjeneste at samle Eik op 19

PP_De glemte piger.indd 19

17/10/11 15.22


hos Ulla ude i Sydhavnen, bad han. – Det lader til, han har lidt svært ved at komme i gang efter ferien. Louise sukkede og bad om adressen. Irriteret ignorerede hun Rønholts tak, mens hun tastede gadenavnet i Sydhavnen ind på gps’en. Nummer 67. Louise kunne ikke finde opgangen, kun 65 og 69. Imellem dem lå et nedslidt, lukket værtshus med et rustent gitter for døren. Hun var netop begyndt at gå tilbage mod bilen, da en ølvogn kørte ind til kantstenen og brægede med hornet. Louise vendte sig og betragtede chaufføren, der allerede var sprunget ud af førerhuset og i gang med at slå lastbilens brede bagsmæk ned. Hun ville have svoret på, at værtshuset med den afskallede Carlsberg-reklame på vinduet havde været tappet for liv i årevis, men nu kom en lavstammet, kraftig dame med kulsort hår frem i døren og sled for at åbne to hængelåse i det rustne gitter. – Undskyld, begyndte Louise, da damen havde fået dem af. – Ved du, om opgang 67 er inde i baggården? Damen fik bugseret gitteret inden for døren og trådte til side, da ølmændene begyndte at slæbe kasser ind. – Det her er nummer 67, svarede hun, mens der sivede en trist lugt af røg og ølsjatter ud bag hende. – Jeg skal hente Eik Nordstrøm hos Ulla. Kender du hende? Den midaldrende, sorthårede kvinde så et øjeblik på Louise, så nikkede hun ind i lokalet bag sig. – Jeg er Ulla. Hos Ulla er mit værtshus, og han er derinde. Der blev skiftet fadølsankre ud, mens Louise blev vist ned mod den bagerste del af lokalet, hvor to spillemaskiner 20

PP_De glemte piger.indd 20

17/10/11 15.22


hang på væggen. Flere steder klistrede gulvtæppet under hendes fødder, og der stod stadig fyldte askebægre rundt omkring. Ulla var i gang med at rydde op efter nattens udskænkning. Han lå på fire stole, der var skubbet sammen på række op mod væggen, nogen havde lagt et lille fleecetæppe over ham. Han snorkede let med åben mund, og fedtet, halvlangt hår dækkede panden og faldt ned over næsen. – Basse, der er bud efter dig, kaldte Ulla og lagde en hånd på den sorte læderjakke, mens hun begyndte at ruske i ham. Louise trådte et par skridt tilbage og forbandede Rønholt. – Bare glem det, sagde hun og skulle til at gå, da Ulla stoppede hende. – Giv ham to minutter, så er han klar. Louise blev stående og så, hvordan Ulla gik om bag bardisken og hentede et snapseglas og en flaske Gammel Dansk, som hun tog med tilbage og stillede på bordet, inden hun igen begyndte at ruske. Han gryntede højlydt, da han endelig med stort besvær kom op at sidde og tog imod det glas, Ulla rakte frem mod ham. Han lukkede øjnene og vippede nakken bagover, mens han slyngede den lille genstand i sig og hurtigt tog imod den næste. Så rettede han blikket ind og koncentrerede sig om at stille skarpt på Louise. – Hvem fanden er du? spurgte han med en stemme, der lød, som om den blev trukket ud af et gammelt jernrør. – Rønholt har bedt mig samle dig op, svarede hun. – Ferien er slut. – Han kan rende mig, brummede han og tændte en smøg fra en fladmast pakke, der lå på bordet. 21

PP_De glemte piger.indd 21

17/10/11 15.22


Louise stod et øjeblik og betragtede ham, inden hun vendte sig og gik. Udenfor på fortovet var ølmændene ved at lukke lastbilens bagsmæk, og Ulla begyndte at sætte gitteret på igen. – Vent! skurrede det inde fra værtshuset. Han kom tumlende ud på gaden og missede mod solen, mens han lod hænderne løbe gennem det halvlange hår. Et øjeblik så det ud, som om han ville få overbalance, men så begyndte han at følge efter hende hen mod bilen. – Kender vi to hinanden? spurgte han og smed smøgen ned i kantstenen. Louise rystede på hovedet og præsenterede sig. – Du skulle være mødt på Retsmedicinsk for tre timer siden, så jeg tog den for dig. Hun åbnede bildøren og fik bugseret ham ind på passagersædet. Hun var dårligt nået rundt om bilen for at sætte sig ind, før han havde lænet nakken tilbage og var faldet i søvn igen. Hele vejen tilbage til Eftersøgningsafdelingen lød en svag snorken, men Louise lukkede af og koncentrerede sig i stedet om den uidentificerede kvinde, der var blevet kørt tilbage i kælderen under Retsmedicinsk. Der havde været noget sårbart, næsten barnligt over den del af hendes ansigt, som ikke var vansiret af det store ar. Hun måtte have været køn engang. Spørgsmålet var bare, hvornår den gang havde været. Louise efterlod Eik Nordstrøm ude på parkeringspladsen. Han sad stadig med lukkede øjne, da hun smækkede bildøren efter sig. Så gik hun ned mod sit kontor med blikket boret ned i gangens gråmelerede linoleumsgulv for ikke at afsløre den vrede, der fik hende til at trække vejret i korte stød. 22

PP_De glemte piger.indd 22

17/10/11 15.22


Hun smed sin taske på gulvet og lukkede døren. Væggene var stadig nøgne, men Louise opdagede, at der var kommet en persienne op, mens hun havde været væk. Solen stod skarpt ind i lokalet, så hun gik hen og justerede persiennen lidt, inden hun satte sig ved skrivebordet og tændte sin computer. Hun fandt chartekket med cv’er og sine egne notater på de tre personer, hun mente ville være egnede til at løfte afdelingen sammen med hende, mens hun overvejede, om Henny Heilmann også kunne være et bud. Hendes tidligere gruppeleder, som efter politireformen var blevet placeret oppe i Radiotjenesten, havde en lang karriere bag sig i Drabsafdelingen. Hun var en af de mest erfarne efterforskere, Louise kendte, men måske orkede cirkushesten ikke at vende tilbage i manegen, tænkte hun og erkendte, at Heilmann var et wildcard. Enten blev hun super engageret og effektiv som i gamle dage, eller også ville hun blive svær at starte op igen. Det dunkede snarere end bankede på døren, og da den lidt efter sprang op, kom Eik Nordstrøm brasende ind med et par papkasser stablet oven på en kontorstol, som han skubbede foran sig med foden. – Nå! der er allerede en stol, konstaterede han og standsede op i døråbningen. – Hvad sker der? udbrød Louise og samlede hurtigt sine notater sammen, mens hun konstaterede, at han havde nået at få lidt vand i håret og strøget det tilbage. Hun gættede på, at han havde haft en ren T-shirt liggende og taget en hurtig skyller ude i omklædningsrummet. – Jeg flytter ind, sagde han og nikkede over mod den tomme plads på den anden side af vinduet. – Jeg har altid ønsket mig en kvindelig makker. Louise rejste sig forbløffet. 23

PP_De glemte piger.indd 23

17/10/11 15.22


– Nu skal vi to jo ikke arbejde direkte sammen, parerede hun hurtigt. – Den Særlige Eftersøgningstjeneste kører snarere parallelt med jer. – Ja, nikkede han samtykkende og læssede papkasserne af på skrivebordet. – Og den tjeneste bliver os to. Jeg har lige fået besked på at pakke mine ting og rykke ned til dig. – Så er der sket en misforståelse, afbrød Louise. – Hvem gav dig den besked? Han havde smidt sin læderjakke på gulvet og gik i gang med at pakke de to kasser ud. – Rønholt. Han har sat mig på sagen om kvinden ude fra skoven. Louise stirrede vantro på ham. – Jamen, du behøver vel ikke at sidde herinde for at arbejde på den sag, forsøgte hun. – Jo, for jeg skal arbejde sammen med dig, sagde han og hostede, som om hans lunger ikke helt havde taget hul på dagen. Hun stod stille et øjeblik, mens hans ord trængte ind. Så snuppede hun chartekket på skrivebordet og masede sig forbi, inden han begyndte at bakse den overflødige stol ud igen. – Er Rønholt derinde? spurgte hun, da hun stod over for chefens sekretær. Hanne Munk havde også været ansat i Drabsafdelingen for nogle år siden, men kun kortvarigt. Hendes store, røde hår, det spraglede tøj og hendes spirituelle tendenser havde ikke været noget for kriminalkommissær Willumsen, så det havde ikke taget ham mange måneder at skræmme hende væk. – Du kan ikke gå ind nu! indvendte hun. – Ragner sidder og forbereder et møde med rigspolitichefen. 24

PP_De glemte piger.indd 24

17/10/11 15.22


– Jeg er nødt til at tale med ham. Det tager to minutter, insisterede Louise og fortsatte gennem forkontoret. Hanne var henne foran døren, inden Louise nåede at løfte hånden til et bank. – Du kan ikke bare gå ind og forstyrre. Hun spærrede vejen og så vredt på Louise. – Og han når ikke mere resten af dagen. Men du er selvfølgelig velkommen til at booke et møde i løbet af ugen. – Hold nu op! rasede Louise. Hun blev stædigt stående helt oppe i ansigtet på Hanne og havde ikke i sinde at give sig. I det samme gik døren op, og Ragner Rønholt var lige ved at træde op i hælene på sin sekretær, der stadig stod og blokerede. – Halløjsa, sagde han og tog Hanne om skuldrene for at genvinde balancen, mens han smilede til Louise. – Godt, du fik rusket liv i Eik. Han er en fin fyr, når han lige får rystet ferien af sig. – Ja, og det skal vi lige tale om, svarede Louise hurtigt og smuttede forbi Hanne, mens hun trak Rønholt med tilbage til kontoret og lukkede døren efter dem. – Vi havde en klokkeklar aftale om, at jeg selv fandt den anden person, der skulle arbejde i den nye afdeling. Hun rakte sine papirer frem mod ham. – Her er en liste med navne på dem, jeg ser som kvalificerede. Da han tog chartekket, kom Louise i tanke om sine små notater, som ikke var tiltænkt andre, og tog papirerne ud af hans hænder igen. – Det har ikke et øjeblik været på tale, at du bare kunne læsse en drukkenbolt af på mig. – Der er sandelig heller ikke tale om at læsse nogen af, forsvarede Rønholt sig med en dyb rynke over panden. 25

PP_De glemte piger.indd 25

17/10/11 15.22


– Eik er den bedste, jeg har, og jeg er sikker på, at kombinationen af jer to kunne blive verdensklasse. Verdensklasse? Louise var målløs, både over ordvalget og over hvordan han ubesværet tørrede kollegaen af på hende. – Han lå og sov brandert ud på et værtshus. Da han var blevet rusket til live, slugte han to Gammel Dansk, inden han overhovedet kom på benene. Det er ikke verdensklasse! Du kan glemme det. Jeg vil have Lars Jørgensen over. Han kan sikkert flyttes ret hurtigt. Rønholt var gået om bag sit skrivebord. Nu så han på hende. – Du har ret i, at Eik slås med nogle dæmoner, der indimellem er stærkere end ham, men nogle gange kan folks svage sider vise sig også at være deres styrke, sagde han og tilføjede, at Lars Jørgensen bestemt var en mulighed. – Men giv lige Eik en chance. I første omgang foreslår jeg, at du og han finder frem til kvindens identitet, undersøger, om der er pårørende, som skal underrettes, og så får vi den sag lukket ned. Han så på sit ur og greb jakken på knagen. – Jeg er lidt sent på den. Der er bridge i aften, og jeg har ansvaret for ostebordet, så jeg når ikke tilbage efter mødet. Louise fulgte med ud, men stoppede op i døren. I forkontoret stod Eik Nordstrøm og hyggesludrede med Hanne, der nikkede og smilede til hvert ord, han sagde. – Skulle vi så se, om vi kan få sat et navn på vores ukendte kvinde? spurgte Louise. – Hvis du altså har tid? Hun skred ud gennem forkontoret og var godt klar over, at hun lød sur. Hun hørte også, at Eik hviskede noget i øret på Hanne, som fik hende til at fnise, inden han løsrev sig og indhentede Louise på gangen. 26

PP_De glemte piger.indd 26

17/10/11 15.22


– Skal du have en kop kaffe med? spurgte han og drejede af for at gå ud i køkkenet. – Ellers tak, jeg drikker te, sagde Louise og standsede overrasket op i døren ind til Rottehullet. Kontoret var forandret. Pludselig så det ud, som om der var flyttet nogen ind. Måske ikke lige hendes smag med de musikplakater i skifterammer, men det var beboet. – Det må jeg nok sige, udbrød hun. – Jeg kan godt losse det tilbage, hvis det generer dig, lød det bag hende, hvor Eik stod med en kop kaffe og to ostemadder, mens han betragtede hende. – Nej, det er fint, sagde hun hurtigt. Sandheden var, at hun gerne lod andre om at indrette. Det var rart nok, at der var ting omkring hende, men det interesserede hende ikke at gå og nusse med detaljerne. Hun gik over til skrivebordet og tog sin lille el-koger frem fra skabet og fandt et tebrev i tasken.

PP_De glemte piger.indd 27

17/10/11 15.22


90 mm

33 mm

141 mm

HÆVNENS GUDINDE

sara blædel, født 1964, er journalist, men debuterede i 2004 som forfatter med Grønt

KRIMI

I vrede over at få festen ødelagt forsøger den 12-årige Signe at løbe væk for at hente hjælp, men en af rødderne sætter efter hende, og da Louise når frem, er der sket en tragisk ulykke. Signe er løbet ud foran en bil, og senere samme nat dør hun af sine kvæstelser. For Signes mor forsvinder meningen med livet, da hun mister sit eneste barn. Men er hun ikke bare opfyldt af sorg, men også af ønsket om hævn? En nøje planlagt mordbrand giver pludselig sagen højeste prioritet hos politiet, sporene fører i flere retninger, og først efter et uventet tip fra veninden Camilla Lind bliver Louise klar over, at det ikke er alle, der fortæller hele sandheden. Den femte krimi om kriminalassistent Louise Rick fra Drabsafdelingen på  Københavns Politigård er en historie om meningsløs vold, økonomisk grådighed og den vigtige relation mellem forældre og børn.

  

støv, den første krimi i serien om Louise Rick fra Drabsafdelingen på Københavns Politigård. Allerede næste bind i serien, Kald mig Prinsesse,

HÆVNENS GUDINDE

klassefest er endt i vold, fordi en gruppe unge rødder er trængt ind for at få fat i sprut og værdier og har overfaldet en af de voksne meget brutalt.

slog for alvor Sara Blædels navn fast som en af Danmarks førende krimiforfattere, og efter de to følgende bøger i serien, bestsellerne Kun ét liv og Aldrig mere fri, blev hun af læserne kåret som årets yndlingsforfatter. Hævnens gudinde er femte selvstændige bind i serien om Louise Rick og er ligesom de tidligere bøger solgt til udgivelse i adskillige lande.

www.sarablaedel.dk Omslag: Rasmus Funder med illustration af Judita Kunis/Alamy

”Nogle krimier egner sig ganske enkelt til at blive filmatiseret. … Den slags er Sara Blædels bøger. Den sidste Blædel-bog var bedre end den forrige, og hendes nye er bedre end de fire første. Så for nu at sige det kort: Blædel bliver bedre og bedre.” Information

220mm

”Med den femte bog på fem år leverer Sara Blædel endnu en underholdende og letlæst krimi … Blædel fortæller med en klædelig sikkerhed og et overskud … Hun jonglerer behændigt tre-fire historier om vold, hævn, grådighed og bedrag og får dem elegant vævet sammen, uden at det bliver krampagtigt. … professionelle Blædel svæver adskillige stjerner højere end hæren af wannabes. Og formkurven er stadig stigende.” Ekstra Bladet

og meget kostbart glasikon – har været i den stenrige familie Sachs-Smiths eje i generationer, men altid som en velbevaret hemmelighed. Derfor kommer det som et chok, da det en dag pludselig er væk, og bedre bliver det ikke, da politiet kan meddele familien, at morens død nogle måneder tidligere ikke var selvmord, men nu efterforskes som en drabssag. Samtidig er Louise Rick fra drabsafdelingen på Københavns Politigård blevet involveret i en sag om en kvinde, der er meldt savnet under en rejse til Solkysten. En af politiets teorier er, at hun har ønsket at begynde et nyt liv, men da en kendt filminstruktør kort efter forsvinder sporløst i samme område, er Louise ikke længere i tvivl: De to kvinder er blevet bortført eller dræbt. Da sagen om Dødsenglen optrappes med en gidseltagning, bliver Louise inddraget, og mens det langsomt går op for hende, hvordan Sachs-Smithhistorien hænger sammen, finder hun samtidig et afgørende spor i forsvindingsISBN 978-87-7055-993-5

sagen. Til hendes overraskelse viser det sig, at de to sager er forbundet, og at sandheden om den ene afslører sandheden om den anden.

141 mm

SARA blædel

dødsenglen – et flere hundrede år gammelt

24,5 mm

90 mm

sara blædel er journalist og debuterede i 2004 som forfatter med Grønt støv, den første af en række bestsellere om kriminalassistent Louise Rick fra drabsafdelingen på Københavns Politigård.

SARA blædel

9 788770 559935

KRIMI

Allerede næste bind i serien, Kald mig Prinsesse, slog for alvor Sara Blædels navn fast som en af Danmarks førende krimiforfattere, og efterhånden som de følgende bøger er udkommet, er hun to gange af læserne blevet kåret som danskernes yndlingsforfatter. Dødsenglen er sjette selvstændige krimi om Louise Rick, og serien er solgt til udgivelse over hele verden, senest USA, og til filmatisering.

i en skov tæt på hvalsø finder en skovarbejder liget af en kvinde, men hvem er hun? Ifølge retsmedicinerne har hun ligget i skoven et døgns tid, og et stort ar over den ene side af ansigtet burde gøre det nemt at identificere hende. Men ingen har meldt hende savnet, og hun matcher heller ikke nogen på politiets liste over efterlyste personer. Efter fire dage er kriminalassistent Louise Rick - nu leder af Den Særlige Eftersøgningstjeneste - stadig på bar bund. Først da hun beslutter at offentliggøre et foto af kvinden, får hun et spor at gå efter: En ældre dame mener, at det må være Lisemette, som hun for mange år siden passede på en af Åndssvageforsorgens institutioner.

www.sarablaedel.dk

Når du har købt Dødsenglen, kan du downloade en gratis lydbog. Gå ind på www.sarablaedel.dk og skriv 29KL-m3D-f4EU, så sender vi dig en mail med et link, hvorfra du kan downloade Kun ét liv, Aldrig mere fri eller Hævnens gudinde. Du kan frit vælge mellem disse tre titler. Tilbuddet gælder til og med 31. december 2010.

”Dødsenglen er rygende varm uhygge, perverse mord, beregnende samvittighedsløse slyngler og neglebideri fra den grumme start til sidste sorte punktum.” MetroXpress ”Sara Blædel ved bare, hvordan men skriver en god krimi, ingen tvivl om det. Der er tale om gedigen underholdning fra start til slut, og plottet er perfekt skruet sammen. Jeg vil uden at tøve kalde Sara Blædel for én af Danmarks bedste krimiforfattere og venter spændt på at læse mere om kriminalassistent Louise Rick.” Litteratursiden

Men da Louise opsøger den nu nedlagte institution for at tjekke journalerne, venter der hende en overraskelse. For fortiden viser sig at have en uventet forbindelse til nutiden, og Louise får travlt med at optrevle, hvad der er sket, før det er for sent. Opklaringsarbejdet ripper op i gamle sår – også for Louise, der konfronteres med begivenheder, hun har gjort alt for at glemme.

Fås også som lydbog

9 788771 086379

DE GLEMTE PIGER

141 mm

MATTE FOIL

SARA BLÆDEL

SARA BLÆDEL med rockerrelationer, der er blevet skudt i sit eget hjem, bliver kriminalassistent Louise Rick ringet op af sin plejesøn, Jonas, som beder hende komme straks: En

141 mm

90 mm

90 mm

SARA BLÆDEL

midt i afhøringen af enken efter en ung mand

27 mm

Foto © Lars Bech/Das Büro

141 mm

141 mm

sara blædel er journalist og debuterede i 2004 som forfatter med Grønt støv, den første af en række bestsellere om kriminalassistent Louise Rick fra Drabsafdelingen på Københavns Politigård.

SARA BLÆDEL

DE GLEMTE PIGER KRIMI

Allerede næste bind i serien, Kald mig Prinsesse, slog for alvor Sara Blædels navn fast som en af Danmarks førende krimiforfattere, og efterhånden som de følgende bøger er udkommet, er hun tre gange af læserne blevet kåret som danskernes yndlingsforfatter. De glemte piger er syvende selvstændige krimi om Louise Rick, og serien er under udgivelse over hele verden, senest i USA, og også solgt til filmatisering. www.sarablaedel.dk facebook.com/Sara.Blaedel Twitter: @sarablaedel

Omslag: Rasmus Funder med illustration af ParentesiGrafica


De glemte piger af Sara Blædel