Page 1

JOHAN THEORIN SVENSK BESTSELLER

S PÆ N D I N G S R O MAN

POLITI KE NS FORLAG

GRATIS LÆSEPRØVE


3

H

allo?” Overlægen har fået forbindelse, han læner sig ind over bor-

det. “Patrik Högsmed, ja ... Og jeg skal tale med nogen hos jer, der har arbejdet sammen med Jan Hauger. Ja, netop, H-A-U-G-E-R. Han var vikar hos jer for otte-ni år siden.” For otte-ni år siden. Jan sænker hovedet, da han hører de ord. Så er det en af institutionerne i Nordbro, lægen har ringet til. Enten Solsikken eller Lossen. Jan havde forladt sin barndomsby derefter. “Var det før din tid, Julia? Okay, men er der nogen der, som arbejdede, da ... Godt, så stil mig om til lederen. Jeg venter.” Der bliver stille i lokalet igen, så stille, at Jan kan høre en dør blive lukket et sted ude på gangen. Nina. Jan kommer pludselig i tanker om, at lederen af Lossen hed Nina Gundotter. Besynderligt navn. Han har ikke tænkt på Nina i mange år – han har stoppet alle minderne fra Lossen i en flaske og gravet den ned. Det hvide ur tikker på væggen, den er kvart over to nu. “Hallo?” Overlægen har fået svar igen, og Jan borer fingrene ned i lårene. Han holder vejret og hører Högsmed præsentere sig og forklare sit ærinde en gang til, før han bliver tavs og lytter. “Du kan altså godt huske Jan Hauger? Glimrende ... Hvad kan du fortælle?” Tavshed, overlægen kaster et kort blik på Jan og lytter videre. 27

2

Sankt psyko.indd 27

19/02/12 17.48

Sankt psy


02/12 17.48

“Tak,” siger han efter et halvt minuts tid, “så ved jeg det. Ja, jeg skal nok hilse ham. Tak ... mange tak skal du have.” Han lægger røret på og læner sig tilbage. “Flere rosende ord.” Han nikker til Jan. “Det var Lena Zetterberg fra Solsikken i Nordbro, og hun havde kun godt at sige om dig. Jan Hauger var positiv, ansvarsbevidst, vellidt af både forældre og børn ... Topkarakter.” Jan begynder at smile igen. “Jeg kan godt huske Lena,” siger han. “Vi kom godt ud af det med hinanden.” “Godt så.” Overlægen rejser sig og tager et chartek op fra skrivebordet. “Så lad os gå hen i vores egen fine børnehave ... Du har vel bemærket, at vi bruger ordet børnehave, Jan?” “Ja.” Lægen holder døren for Jan. “Betegnelsen institution giver visse uheldige associationer, som vi ikke finder tidssvarende,” siger han og tilføjer: “Og det er selvfølgelig det samme med psykiatriske termer – med tiden bliver de mindre salonfæhige. Ord som hysteriker, galning og psykopat ... De er ikke acceptable længere. Vi taler ikke engang om syge eller raske personer på Patricia, vi taler kun om fungerende eller ikkefungerende personer.” Han ser på Jan. “For hvem af os er altid rask?” Det er et vanskeligt spørgsmål, og Jan svarer ikke. “Og hvad kan vi egentlig vide om hinanden?” fortsætter lægen. “Hvis nu du mødte en mand her på gangen, Jan – ville du så vide, om han var ond eller god?” “Næh ... men jeg ville da gå ud fra, at han ville mig det godt.” “Glimrende,” siger lægen. “Tillid til andre er mest et spørgsmål om, hvor godt man hviler i sig selv.” Jan nikker og følger efter Högsmed gennem sygehuset. Lægen er klar med magnetkortet igen. “Det her er faktisk den hurtigste vej til børnehaven,” siger Högsmed, da han låser døren op. “Man kan også gå gennem sygehuskælderen, men den vej er snirklet og ikke særlig rar. Så vi går ud gennem porten igen.” 28

3

Sankt psyko.indd 28

19/02/12 17.48


De går ud fra sygehuset, samme vej som de kom. Idet de passerer vagtburet, kaster Jan et blik hen mod det tykke sikkerhedsglas og spørger lavmælt: “Men nogle af patienterne her er vel farlige?” “Farlige?” “Ja, voldelige?” Högsmed sukker, som om han tænker på noget kedeligt. “Joh, men mest farlige for sig selv. Fra tid til anden voldelige over for andre,” siger han. “Der er selvfølgelig personer indlagt her på afdelingen, som har destruktive drivkræfter, antisociale kvinder og mænd, der har gjort det, man kunne kalde dårlige ting ...” “Og dem kan I kurere?” spørger Jan. “Kurere er et stort ord,” siger Högsmed og kigger på ståldøren foran sig. “Vi terapeuter skal ikke begive os ind i den samme mørke skov, som patienterne er faret vild i, vi skal blive ude i lyset og forsøge at lokke patienten ud til os ...” Han bliver tavs og fortsætter så: “Vi kan se mønstre hos voldsforbrydere, og én fællesnævner er diverse barndomstraumer. De har ofte haft et meget dårligt forhold til forældrene, ofte med diverse krænkelser og mangel på kontakt.” Han åbner yderporten og ser på Jan. “Og det er derfor, vi har det her projekt, Lysningen. Formålet med vores lille børnehave er at bevare de følelsesmæssige bånd mellem barnet og den indlagte forælder.” “Og den anden forælder er indforstået med de her besøg?” “Hvis de selv er raske. Og i live,” siger lægen lavmælt og gnider sig rundt om øjnene. “Sådan er det ikke altid ... Det er sjældent socialt stabile familier, vi har at gøre med.” Jan spørger ikke yderligere. Til sidst kommer de ud i solskinnet igen. Overlægen blinker plaget op mod dagslyset. “Efter dig, Jan.” De går hen mod betonmuren. Det var ikke faldet Jan ind, men luften udenfor føles så ren på denne efterårsdag. Tør og frisk. Porten i muren glider op, og Jan træder ud. Ud i friheden. Det føles faktisk sådan, da han kommer ud på vejen, selvom han na29

4

Sankt psyko.indd 29

19/02/12 17.48

Sankt psy


02/12 17.48

turligvis kunne have forladt sygehuset, når han ville. Ingen vagter ville have holdt ham tilbage. Stålporten går i igen bag dem. “Denne vej,” siger Högsmed. Jan følger efter langs stenmuren og sydpå i retning mod udkanten af byen. Han funderer over, hvad husejerne mon synes om sygehuset. Högsmed kaster også et blik over mod rækkehuskvarteret, som om han kan høre Jans tanker. “Vores naboer,” siger han. “Før var byen naturligvis ikke lige så udbygget som nu – da lå sygehuset mere isoleret herude. Men vi har aldrig haft nogen problemer med protester eller navnelister, den slags, som andre psykiatriske afdelinger udsættes for. Jeg tror, familierne derovre ved, at det, vi beskæftiger os med, er sikkert ... at alles tryghed er vores fremmeste prioritet.” “Er nogen flygtet?” Jan kan godt se, at det er et provokerende spørgsmål. Men Högsmed løfter pegefingeren i et ettal. “Én patient, i min tid her,” siger han. “Det var en ung mand, en seksualforbryder, som havde held med at bygge en vakkelvorn stige af nedfaldne grene i et hjørne af parken. Så klatrede han ganske enkelt over hegnet og forsvandt.” Högsmed ser over mod rækkehusene igen og fortsætter: “Politiet pågreb ham i en park samme aften, men da havde han allerede fået kontakt med en lille pige. De sad åbenbart på en parkbænk og spiste is.” Lægen kigger op mod det strømførende hegn oven på muren og tilføjer: “Efterfølgende blev sikkerheden skærpet yderligere, men jeg er ikke sikker på, der ville være sket noget slemt ... Somme tider opsøger personer på flugt bare børn for at få tryghed. De er små og bange indeni.” Jan siger ikke noget, han går bare med ud på vejen foran muren. Han har gættet rigtigt: De er på vej hen mod træbygningen nord for sygehuset. Lysningen. Betonmuren drejer af foran den i en bue hen over græsmarken og forsvinder bag sygehuset. Rundt om børnehaven er der kun et 30

5

Sankt psyko.indd 30

19/02/12 17.48


lavt stakit. Inde bag det kan Jan se flere gynger, et rødt legehus og en sandkasse, men ingen børn. De er nok indenfor. “Hvor mange børn er der nu?” spørger han. “En tolv-fjorten stykker,” siger Högsmed. “Tre børn bor der døgnet rundt for tiden, af forskellige årsager. Seks eller syv kommer her i dagtimerne. Og så har vi yderligere nogle stykker, der kommer lidt mere sporadisk.” Han åbner sin mappe og tager et stykke papir frem. “Og i øvrigt,” fortsætter han, “har vi nogle regler her på stedet, hvad angår børnene ... Du kan lige så godt læse dem med det samme.” Jan tager imod papiret. Han standser op ud for lågen ind til børnehaven og begynder at læse: PERSONALEREGLEMENT 1) Børnene i Lysningen og patienterne på Sankt Patricias psykiatriske sikringsafdeling skal holdes adskilte. Dette gælder DØGNET RUNDT, med undtagelse af individuelle besøg hos børnenes forældre. 2) Børnehavens personale har IKKE adgang til sygehusets plejeafdelinger. Kun sygehusets administrative lokaler må besøges af børnehavens personale. 3) Børnehavens personale har ansvaret for at ledsage børnene gennem slusen mellem Lysningen og sygehusets besøgsafdeling. Børnene må IKKE gå alene. 4) Personalet må under INGEN omstændigheder drøfte besøget på sygehuset med børnene eller stille spørgsmål om børnenes forældre. Sådanne samtaler forestås udelukkende af læger og børnepsykologer. 5) Personalet har i lighed med sygehusets ansatte total TAVSHEDSPLIGT, hvad angår alt, der vedrører Sankt Patricias psykiatriske sikringsafdeling.

Nederst er der en stiplet linje, og da Jan kigger op, ser han, at Högsmed rækker en kuglepen frem. Han tager imod den og skriver sit navn på linjen. 31

6

Sankt psyko.indd 31

19/02/12 17.48

Sankt psy


02/12 17.48

“Godt,” siger Högsmed. “Jeg ville som sagt vise dig det allerede nu ... Alle børnehaver har jo forskellige regler. Det er du formentlig vant til, ikke sandt?” “Absolut.” Men Jan er nu aldrig stødt på nogen af de her regler før. Og ordren fra sygehusledelsen er utvetydig: Hold tæt om Sankt Psyko. Det er ikke noget problem. Jan har altid været god til at holde på hemmeligheder.

7

Sankt psyko.indd 32

19/02/12 17.48


LOSSEN Jan var begyndt på institutionens stue Lossen som tyveårig, samme varme sommer som Alice Rami udgav sit debutalbum – de to begivenheder hang sammen for ham. Han havde købt hendes album, da han fik øje på det i et udstillingsvindue, taget det med hjem og spillet det om og om igen. Rami og August var albummets titel. August var ikke en person, men hendes band, der bestod af to fyre på bas og trommer. De var afbildet sammen med Rami, to fyre med sort strithår på hver sin side af hendes englehvide lokker. Jan så på billedet og spekulerede på, om en af dem mon var hendes kæreste. Dagen efter købte han en billig bærbar cd-afspiller for at kunne lytte til Rami, når han gik på arbejde i børnehaven. Den korteste vej var gennem en tæt granskov; han vandrede af sted på stierne og lyttede til hendes hviskende stemme: Mord er altid selvmord; jeg dræber både dig og mig Had kan kaldes kærlighed så ved jeg, hvor jeg har dig. Liv kan være død og stærk kan være svag, når lam blot følger flokken dag for dag Andre tekster handlede om magt, mørke, medicin og måneskygger. Jan lyttede og lyttede den sommer, indtil han kunne sangene 33

8

Sankt psyko.indd 33

19/02/12 17.48

Sankt psy


02/12 17.48

udenad: Han følte, at Rami sang til ham. Hvorfor ikke? Hun havde oven i købet en sang på pladen, hvor navnet “Jan” indgik. Midt i august begyndte flere nye børn på børnehavens forskellige stuer. Et af dem var noget særligt: en dreng med lyse lokker. Jan stod ved indgangen til Lossen, da drengen kom gående. Egentlig så han drengens mor først; Jan syntes, han kunne genkende hende. En kendis eller en gammel bekendt? Måske var det bare, fordi moderen så ældre ud. Femogtredive-fyrre år – en forholdsvis høj alder for en, der havde et barn i børnehave. Så fik Jan øje på drengen – lille og tynd som en pind, men med store, blå øjne. Fem-seks år gammel. Han havde gyldenblondt hår, nøjagtig som Jan selv havde haft det i den alder, og var iført en tætsiddende rød jakke. Han kom gående hånd i hånd med sin mor hen mod børnehaven – men de gik forbi Jans stue, Lossen, og hen mod døren ind til Bjørnen. De var et umage par, syntes han; moderen var høj og slank og iført en lysebrun læderjakke med pelskrave, mens hendes søn var så lille, at han nærmest ikke engang nåede hende til knæene. Han måtte trippe fremad med korte, hurtige skridt for at holde trit med moderens lange skridt. Drengens overtøj så tyndt ud i efterårskulden. Han burde have noget nyt. Jan havde åbnet døren ind til Lossen, på vej ind i varmen med en seks-syv børn foran sig, men standsede op, da moderen og drengen kom gående, og så på dem. Drengen kiggede bare ned i jorden, men moderen sendte Jan et hastigt blik og et upersonligt nik. Han var en fremmed for hende, en navnløs pædagogmedhjælper. Jan nikkede tilbage og blev stående i døren længe nok til at se hende og drengen gå op ad bakken og åbne døren ind til Bjørnen. Uden på døren hang en mørkebrun bjørn udskåret af en masonitplade, og på den dør, Jan havde åbnet for børnene, var der en gul los. To kødædere fra skoven. Lige siden Jan var startet i børnehaven i sommer, havde han syntes, at navnene føltes forkerte – losser og bjørne var jo ikke rare dyr, de var rovdyr. 34

9

Sankt psyko.indd 34

19/02/12 17.48


Drengen og moderen var forsvundet. Jan kunne ikke blive stående her i døren, han skulle arbejde. Han gik ind til børnene på sin egen stue, men kunne ikke glemme det korte møde. Stuerne havde fælles fortegnelser over børnene på computerne, og før Jan gik hjem i selskab med Ramis musik, listede han sig ind i administrationen for at finde ud af, hvad den nye dreng inde på Bjørnen hed. Han fandt straks navnet: William Halevi, søn af Roland og Emma Halevi. Jan så længe på de tre navne. Der var også en privatadresse, men den behøvede han ikke at kende lige nu. Det var nok at vide, at lille William ville være inde på nabostuen hele efteråret, kun en dør væk.

10

Sankt psyko.indd 35

19/02/12 17.48

Sankt psy


02/12 17.48

4 “

K

affe, Jan?” siger Marie-Louise. “Ja tak.” “Lidt mælk?” “Nej tak.” Marie-Louise er leder af Lysningen. Hun er mellem halvtreds og tres år, med lysegråt krøllet hår og dybe smilerynker rundt om øjnene – og hun smiler meget og virker, som om hun gerne vil have alle mennesker til at trives omkring sig, både store og små. Og Jan trives faktisk. Han ved ikke, hvordan han havde forventet, at børnehaven ville være, når han kom derind, men herinde mærker man intet til betonmuren, der glider forbi blot fyrre-halvtreds meter væk. Efter Patricias kolde gange og Högsmeds hvide kontor er Jan havnet i en regnbuefarvet verden, hvor bølgende børnetegninger fylder væggene, hvor gule og grønne barnestøvler står på rad og række i gangen, og store kasser inde på stuen er fyldt med tøjdyr og billedbøger. Luften er lidt varm og tung her, som i alle lokaler, hvor børn lige har leget. Jan har været i mange lyse og rene børnehaver gennem årene, men Lysningen giver ham en rolig fornemmelse i kroppen, så snart han træder ind. Der er harmoni her i det lille hus – der føles hyggeligt. Lige nu er der meget stille, for børnene sover til middag inde i puderummet. Det er derfor, hele personalet kan være samlet. Marie-Louise har tre yngre kolleger ved bordet. To af dem er kvinder. Lilian med mørkerødt opsat hår er omkring de femogtre36

11

Sankt psyko.indd 36

19/02/12 17.48


dive. Hun har et sørgmodigt strejf i øjnene, som hun gør en brav indsats for at skjule – Lilian taler meget, bevæger sig nervøst og griner lidt for højt. Kollegaen Hanna med glat lyst hår er måske ti år yngre og iført en hvid bluse og lyserøde jeans. Smukke blå øjne, men hun sidder mest tavs. Lilian og Hanna ligner ikke hinanden, men de har en fælles interesse. Midt i kaffepausen går de ud for at ryge på vejen uden for Lysningens stakit, og de ser meget fortrolige ud gennem vinduet. Lilian hvisker noget, og Hanna nikker. Da Marie-Louise kigger ud på de to, der står og ryger, får hun en lille rynke mellem øjenbrynene. Så kommer de tilbage, og hun smiler igen. Marie-Louise smiler ekstra tit til den fjerde medarbejder i institutionen: Andreas. Han ryger ikke, bruger bare snus, og minder med sine brede skuldre mere om en bygningsarbejder end en børnepædagog. Andreas føles tryg; intet bekymrer øjensynlig ham. Overlæge Högsmed sidder også med ved spisebordet. Han lagde ud med at præsentere Jan og kaldte ham “den mandlige ansøger” – hvilket afslørede, at mindst én anden person var under overvejelse til jobbet – og derefter lod Högsmed personalet tale. Men hvad skal de tale om? Jan har jo lige læst personalereglementet og har ikke tænkt sig at forbryde sig mod det, ikke i dag. Så han kan ikke spørge til Sankt Patricias sygehus, han kan ikke tale om børnene. Han prøver at finde et samtaleemne. “Hvem var Sankt Patricia?” spørger han til sidst. Lægen ser på ham. “En helgen naturligvis.” “Men hvad gjorde hun? Og hvornår levede hun? Ved I det?” Han får kun tavshed og hovedrysten til svar. “Vi gør ikke så meget i helgener her,” siger Högsmed og smiler bistert. Der bliver stille igen, så Jan spørger Marie-Louise om arbejdstiderne. “Lysningen er bemandet døgnet rundt for tiden,” svarer hun. “Vi har tre børn, der for øjeblikket ikke er i familiepleje, så de bor 37

12

Sankt psyko.indd 37

19/02/12 17.48

Sankt psy


02/12 17.48

her også om natten.” Hun gør en pause. “Ville det være et problem for dig, Jan, at have eneansvaret her om natten?” “Slet ikke.” Noget banker forsigtigt på køkkenvinduet ved siden af Jan, og da han drejer hovedet, ser han, at det er begyndt at regne. Inden længe trommer hårde dråber mod ruden. Bag den kan han ane stenmuren, og sygehuset. Han kigger over mod sikringsafdelingen, indtil Lilian spørger: “Har du familie, Jan?” Det spørgsmål er nyt. Er Lilian familiemenneske? Han trækker per refleks på smilebåndet til hende. “Ja ... en lillebror, der læser til læge i London, og en mor oppe i Nordbro. Men ingen kone ... og ingen børn selv.” “Måske en kæreste?” siger Lilian hurtigt. Jan åbner langsomt munden, men Marie-Louise læner sig frem med et lidt bekymret ansigtsudtryk og siger lavmælt: “Den slags er privat, Lilian.” Jan ser, at hverken Lilian eller Hanna har ringe på venstre hånd. Han ryster hurtigt på hovedet. Nej. Det kan enten betyde, at han er single, eller at han ikke har lyst til at svare. “Hvad laver du så i fritiden, Jan?” Det er doktor Högsmed, der har spurgt. “Lidt af hvert,” siger han. “Jeg er musikinteresseret, jeg spiller lidt trommer ... og så tegner jeg.” “Hvad tegner du?” Jan tøver, da han skal svare – det her begynder også at føles personligt. “Jeg er i gang med en tegneserie ... et gammelt drømmeprojekt.” “Aha ... For en avis, eller hvad?” “Nej, den er ikke færdig – langtfra faktisk.” “Du må endelig vise børnene den,” siger Marie-Louise. “Vi læser meget for dem.” Jan nikker, men han tvivler på, at børnehavebørnene vil læse tegneserien om Den Sky. Der er for meget had i den. 38

13

Sankt psyko.indd 38

19/02/12 17.48


Pludselig lyder der et dæmpet råb fra puderummet. MarieLouise stivner, Andreas drejer hovedet. “Det lød som Matilda,” siger han lavmælt. “Ja,” siger Marie-Louise. “Matilda drømmer meget.” “Det er hendes fantasi,” siger Lilian. “Matilda fantaserer hele tiden.” Det er det eneste, Jan hører dem sige om nogen af børnene, og derefter bliver der stille rundt om bordet. Alle venter øjensynlig på flere råb fra puderummet, men der kommer ingen. Högsmed gnider sig i øjnene og kigger på uret. “Nå, Jan, det kan også være, du vil til at hjemad?” “Ja ... det er nok ved at være tid nu.” Han forstår hentydningen – overlægen vil have ham ud. Han vil høre, hvad børnehavens fire medarbejdere synes om den mandlige ansøger. “Jeg lader høre fra mig, Jan ... jeg har jo dit nummer.” Jan siger farvel med et imødekommende smil og faste håndtryk til alle. Udenfor er efterårsregnen drevet over. Der er ikke et øje at se ved sygehusets mur, da han går ud gennem Lysningens låge. Men Sankt Patricia selv ser næsten levende ud – regnen har gjort facaden mørkere, og sygehuset ligner en stor stenkolos, der tårner sig op over børnehaven. Jan standser ved muren og kigger ind mod sygehuset. Mod alle vinduerne. Han venter på, at nogen skal komme til syne derovre – et hoved, der bevæger sig bag tremmerne, eller en hånd, der bliver lagt mod glasruden. Men intet sker, og til sidst bliver han lidt urolig for, at en vagt skal få øje på ham og tro, at det er en galning, der står der og stirrer. Så begynder han at gå igen, med et sidste blik hen mod den lille børnehave. Sankt Patricias store mur er uhyggelig fascinerende, men han er nødt til at holde op med at tænke på den. Han må koncentrere sig om Lysningen, det lille hus med de sovende børn. Børnehaver er som oaser af fred og tryghed. Han vil virkelig gerne have jobbet der, selvom hans nerver sta39

14

Sankt psyko.indd 39

19/02/12 17.48

Sankt psy


02/12 17.48

dig er på højkant efter Högsmeds granskning. Efter hattetesten. Og endnu værre: efter opringningen til hans gamle arbejdsplads. Men det, der var sket i Lossen, ville ikke ske i Lysningen. Han havde været ung dengang, en tyveårig pædagogmedhjælper. Og helt ude af balance.

15

Sankt psyko.indd 40

19/02/12 17.48

Sankt Psyko af Johan Theorin  

GRATIS LÆSEPRØVE SVENSK BESTSELLER SPÆNDINGSROMAN POLITIKENS FORLAGPOLITIKENSFORLAGPOLITIKENSFORLAG 27 2 “ 28 3 29 4 30 5 31 6 “Godt,” siger...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you