Issuu on Google+


FORORD I sit essay „Om eventyrhistorier“ (1947) omtalte min far de bøger han læste som barn, og sagde i den forbindelse: Jeg havde meget lidt lyst til at lede efter begravede skatte eller slås med pirater, og Skatteøen lod mig kold. Indianere var bedre – der var buer og pile (jeg havde og har et aldeles utilfredsstillet ønske om at være god til at skyde med bue), og mærkelige sprog og glimt af en ældre måde at leve på, og frem for alt skove i den slags historier. Men Merlins og Arthurs land var endnu bedre, og allerbedst var det navnløse Norden med Sigurd af Vølsungarslægten og fyrsten over alle drager. Den slags lande var overordentlig attraktive.

At den gamle oldnordiske poesi, der kendes som Ældre Edda eller Poetisk Edda, forblev en dyb, om end underliggende strøm i hans senere livsværk, er uden tvivl bekendt. Det er i alle tilfælde velkendt, at han hentede dværgenes navne i Hobbitten fra det første digt i Eddaen, Vøluspá eller ‘Vølvens spådom’ – hvorom han i et let sardonisk, men ikke ukarakteristisk tonefald skrev til en ven i december 1937: Jeg er ikke selv særlig tilfreds med Hobbitten, og foretrækker min egen mytologi (som kun strejfes) med dens konsekvente nomenklatur … frem

9

Sagnet-Sigurd-Gudrun.indd 9

20/10/10 11.39


sagnet om sigurd og gudrun for dette ros af dværge med Edda-agtige navne fra Vøluspá, hjemmegjorte hobbitter og gollummer (opfundet i en ledig stund) og oldengelske runer.

Men det er i hvert fald ikke velkendt, ja snarere knap nok kendt overhovedet (selv om det kan udledes af eksisterende udgivelser), at han skrev to nært forbundne digte af et omfang på mere end fem hundrede strofer, som behandlede Vølsunge- og Nivlung- (eller Nibelung-)sagnene, hvor han brugte moderne engelsk i det oldnordiske metrum, digte som hidtil aldrig har været udgivet, eller citeret en eneste linje fra. Disse digte har titlerne Völsungakviða en nýja, Det Nye Vølsungekvad, og Guðrúnarkviða en nýja, Det Nye Gudrunskvad. Min fars kundskaber begrænsede sig på ingen måde til ‘oldengelsk’, men udstrakte sig til en omfattende ekspertise i digtene i Ældre Edda og det oldnordiske sprog (et begreb som i almindelig tale stort set svarer til oldislandsk, da langt størstedelen af den bevarede oldnordiske litteratur er på islandsk). Faktisk var han i mange år efter at være blevet professor i oldengelsk ved Oxford i 1925 også professor i oldnordisk, selv om ingen sådan titel eksisterede; han holdt forelæsninger og seminarer om oldnordisk sprog og litteratur hvert år fra 1926 til i hvert fald 1939. Men trods sin indsigt i området, som var anerkendt i Island, skrev han aldrig med henblik på udgivelse noget om et specifikt oldnordisk emne – undtagen måske de ‘Nye Kvad’. I så henseende er der, så vidt jeg ved, intet bevis hverken for eller imod, medmindre eksistensen af en professionel renskrift, af ukendt dato og uden anden interesse, antyder det. Men der er bevaret mange sider noter og udkast til hans forelæsninger, om end de fleste af disse blev skrevet meget hurtigt og ofte mindst er på grænsen til ulæselighed. De ‘Nye Kvad’ udsprang af denne forskning og hører til på den tid. Jeg er tilbøjelig til at datere dem i slutningen snarere end i begyndelsen af hans tid i Oxford før Anden Verdenskrig, måske tidligt i 1930’erne, men det er ikke meget mere end en fornemmelse uden yderligere belæg. De 10

Sagnet-Sigurd-Gudrun.indd 10

20/10/10 11.39


forord to digte, som jeg tror har været nært forbundne på den tid hvor de blev til, udgør et meget betydeligt værk, og det virker sandsynligt, som et rent gæt, da der ikke er nogen som helst beviser at underbygge det med, at min far har vendt sig mod de oldnordiske digte som et nyt poetisk projekt efter at han opgav Leithianskvadet (sagnet om Beren og Lúthien) i slutningen af 1931 (The Lays of Beleriand, s. 304). Disse digte står i et komplekst forhold til deres gamle kilder og er på ingen måde oversættelser. Kilderne selv, som er af varierende karakter, opviser dunkelheder, selvmodsigelser og gåder, og eksistensen af disse problemer lå bag min fars åbenlyse hensigt med at skrive de ‘Nye Kvad’. Han omtalte dem (så vidt jeg ved) stort set aldrig. For mit eget vedkommende kan jeg ikke huske nogen samtale med ham om emnet før kort inden hans død, hvor han omtalte dem for mig og uden held forsøgte at finde dem. Men han omtalte kort værket i to breve til W.H. Auden. I det fra 29. marts 1967 (The Letters of J.R.R. Tolkien, udgivet af Humphrey Carpenter, nr. 295), takkede han Auden for at have sendt ham sin oversættelse af Vøluspá og skrev, at han til gengæld håbede at kunne sende ham ‘hvis jeg kan få fat i det (jeg håber ikke det er gået tabt), noget, som jeg lavede for mange år siden, da jeg forsøgte at lære mig kunsten at skrive alliterativ poesi; et forsøg på at forene kvadene om Vølsungerne i den Ældre Edda, skrevet på den gamle ottelinjers fornyrðislag-strofe’ (det er det navn, som man har givet den oldnordiske alliterative versform, der benyttes i flertallet af Eddaens digte, det ‘Gamle Fortællemetrum’. Og året efter, den 29. januar 1968, skrev han: ‘Jeg tror, at jeg et sted har liggende et langt, uudgivet digt ved navn Völsungakviða en nýja, skrevet i fornyrðislag ottelinjers-strofer på engelsk; et forsøg på et organisere det materiale i Eddaen, som handler som Sigurd og Gunnar.’ At ‘forene’, at ‘organisere’ materialet fra kvadene i den Ældre Edda – sådan udtrykte han sig godt fyrre år senere. Blot at kalde Völsungakviða en nýja, hans digt, for en fortælling, er grundlæggende en ordning og en 11

Sagnet-Sigurd-Gudrun.indd 11

20/10/10 11.39


sagnet om sigurd og gudrun klarificering, en fremhævelse af en gennemskuelig plan eller struktur. Men man bør altid have disse hans ord i tankerne: ‘De mennesker, som skrev hvert enkelt digt [i Eddaen] – ikke de indsamlere, som senere kopierede og koncentrerede dem – skrev dem som distinkt individuelle ting som skulle høres isoleret, med kun det generelle kendskab til historien i tankerne’. Det kan hævdes, som det forekommer mig at være tilfældet, at han fremlagde sin fortolkning af kilderne på en måde, som kan opleves uafhængigt af tvivlsspørgsmål og debatter i forbindelse med Edda- og Nibelung-forskningen. De ‘Nye Kvad’ selv, gennemarbejdede digte, som i udtryk og metrum er modelleret tæt på kvadene i Eddaen, er derfor vigtigst, og de præsenteres her som almindelige tekster uden nogen form for redaktionel indgriben; alt andet i bogen er sekundært. At der alligevel skal være så meget andet i bogen kræver en del forklaring. Man kan mene, at der bør gives en vis gennemgang af min fars markante behandling af sagnet. At levere en tilbundsgående gennemgang af de meget omdiskuterede problemer, som han forsøgte at løse, ville alt for let føre til, at de ‘Nye Kvad’ efter firs år ville blive præsenteret for første gang med en svær videnskabelig diskussion tyngende om halsen. Det ville være utænkeligt. Men det forekommer mig, at offentliggørelsen af hans digte giver lejlighed til at høre forfatteren selv, igennem det medium som udgøres af de noter, han forberedte til sine forelæsninger, hvor han talte (viste det sig) på karakteristisk vis om netop de elementer af tvivl og vanskeligheder, som optræder i de gamle fortællinger. Det skal også siges, at hans digte ikke altid er lette at følge, og det skyldes i særdeleshed karakteren af de gamle digte, som han byggede på. I en af sine forelæsninger sagde han: ‘På oldengelsk tilstræbte man bredde, fylde, refleksion og elegisk virkning. Oldnordisk poesi stræber efter at gribe en situation, at slå et slag som vil blive husket, at belyse et øjeblik i et lyn­ glimt – og går i retning af koncentration, af vægtig fortætning af sprogets sansning og form …’ Dette ‘at gribe en situation’, at ‘belyse et øjeblik’, 12

Sagnet-Sigurd-Gudrun.indd 12

20/10/10 11.39


forord uden en klar udfoldelse af en rækkefølge af begivenheder eller andet med betydning for dette ‘øjeblik’, vil vise sig at være noget, som er udtalt karakteristisk for de ‘Nye Kvad’; og i den forbindelse kan man have behov for en vis vejledning ud over de korte prosaindledninger, som han tilføjede nogle af kapitlerne i Völsungakviða en nýja. Efter mange overvejelser har jeg derfor efter hvert digt suppleret med en kommentar, i den hensigt at tydeliggøre henvisninger og passager, som kan forekomme uigennemskuelige, og også for at fremhæve markante afvigelser, som min far foretog fra de oldnordiske kilder eller mellem varianter af fortællingerne, i hvilke tilfælde jeg, hvor det har været muligt, har antydet hans synspunkter gennem henvisninger til hvad han sagde i sine forelæsninger. Det skal understreges, at intet i disse noter antyder, at han selv havde skrevet, eller agtede at skrive, digte om emnet; på den anden side kan man, som det kunne forventes, ofte bemærke sammenfald mellem de synspunkter han udtrykker i sine forelæsningsnotater, og i den måde hvorpå han behandler de oldnordiske kilder i sine digte. Som en generel introduktion til den Ældre Edda i denne bog har jeg citeret udførligt fra en mere gennemarbejdet forelæsning med denne titel, og derefter har jeg suppleret med korte bemærkninger om digtenes tekst, verseformen og et par andre emner. Sidst i bogen har jeg givet en kort gennemgang af sagnets oprindelse og citeret fra nogle af min fars andre beslægtede digte. Ved således at gøre stor brug af min fars noter og udkast til diskussioner om det ‘Oldnordiske spørgsmål’, samt Vølsungernes og Nivlungernes tragedie, så hastigt nedskrevne og ufærdige som de nu er, har jeg forsøgt at gøre denne bog som helhed til så meget hans arbejde, som det var mig muligt. I sagens natur bør den ikke bedømmes ud fra kriterier, som er baseret på nutidige forskningsresultater. Den tilstræber snarere at præsentere og dokumentere hans opfattelse, i sin tid, af en litteratur, som han satte meget højt. I kommentarerne henviser jeg til de to digte som ‘Vølsungekvadet’ 13

Sagnet-Sigurd-Gudrun.indd 13

20/10/10 11.39


sagnet om sigurd og gudrun (Völsungakviða) og ‘Gudrunskvadet’ (Guðrúnarkviða). Men i bogens titel, Sagnet om Sigurd og Gudrun, har jeg også inddraget den undertitel, som min far gav Völsungakviða på manuskriptets titelblad, Sigurðarkviða en mesta, ‘Det Lange Sigurdskvad’, jf. s. 222. Hvert kapitel i denne bog indledes med en tegning af Bill Sanderson. De er direkte baseret på de træskæringer, som pryder de brede dørstolper i 1100-tals kirken i Hylestad i det sydlige Norge, og som nu er bevaret i Oldsaksamlingen på Oslo Universitet. Scenerierne afbilder i fortløbende lodrette serier på hver side af døråbningen historien om Sigurds berømteste dåd, som i Vølsungekvadet bliver fortalt i kapitel V, Regin: drabet på dragen Fafner, som gav ham navnet Fafnersbane. Udskæringerne begynder med, at sværdene smedes af smeden Regin og derefter afprøves. Så følger drabet på Fafner, Sigurd som med sin finger smager dens blod, hvad der gør ham i stand til at forstå fuglenes sprog (strofe 41 i kvadet); drabet på Regin (strofe 45) og Sigurds hest Grane, berømt fra sagnet, ætling af Slejpner, den mytiske hest som Odin red – han ses her belæsset med dragens skat, om end denne kunstner ikke har afbildet ham med lige så mægtig en byrde som i Vølsungesagaen og i kvadet (strofe 48). Udskæringernes forløb ender med en anden scene: Gunnar som spiller harpe i Atles ormegård (Gudrunskvadet, strofe 135); i denne version spiller han med fødderne, da hans hænder er bundet (se s. 309).

Det vil fremgå, at der i denne bog ikke er nogen henvisning til de operaer af Richard Wagner, som kendes under fællestitlen Der Ring des Nibelungen eller Ringen. Wagner trak i sit værk hovedsagelig på oldnordisk litteratur. Hans hovedkilder, som han kendte i oversættelse, var kvadene i den Poetiske Edda og Vølsungesagaen, ligesom de var min fars. Wagner brugte ikke det store 14

Sagnet-Sigurd-Gudrun.indd 14

20/10/10 11.39


forord episke digt Das Nibelungenlied, som blev skrevet på middelhøjtysk omkring begyndelsen af 1200-tallet, som kilde i nær samme grad som de oldnordiske værker, om end dette er overfladisk sløret ved hans brug af tyske navneformer (Siegfried, Siegmund, Gunther, Hagen, Brünnhilde). Men Wagners behandling af de oldnordiske udgaver af sagnet var ikke så meget en ‘fortolkning’ af den gamle litteratur som det var en ny og banebrydende tilgang, hvor elementer af den nordiske begrebsverden blev anbragt i nye sammenhænge, hvor han ud fra sin egen smag og sine egne kunstneriske idéer forandrede og fornyede dem i stor skala. Derfor skal librettoen til Der Ring des Nibelungen, selv om den bestemt er bygget på de gamle fundamenter, ikke så meget ses som en fortsættelse eller udvikling af det langtidsholdbare heltesagn, men som et nyt og selvstændigt kunstværk, hvis ånd og hensigt Völsungakviða en nýja og Guðrúnarkviða en nýja kun har lidt til fælles med.

Sagnet-Sigurd-Gudrun.indd 15

20/10/10 11.39


Sagnet om Sigurd og Gudrun af Tolkien