Issuu on Google+

90mm

144mm

”De dilemmaer, som Cook stiller sin hovedperson i, er rædselsvækkende og bliver ikke mindre forfærdelige, efterhånden som nutiden begynder at spejle brudstykker af fortiden. Men han gør det i en så blændende prosa og med så udsøgt gestaltning af karakterer og miljøer (...) at resultatet er helt enestående. ” GÖTEBORGS-POSTEN

221mm

NEW YORK DAILY NEWS

”Thomas Cook skriver som en såret engel, og Rødt efterår er et af hans mesterværker.” PETER STRAUB

144mm

90mm

THOMAS H. COOK

FOTO: RICHARD PERRY

”Thomas H. Cook er krimiforfatternes forfatter, han har været med i mange år, lovprist af sine proselytter, men aldrig fuldkommen omfavnet af det brede publikum. Hans seneste roman, der er indstillet til den amerikanske Edgar Award, må dog være nok til at få rettet op på dette vrangforhold. I en typisk amerikansk lilleby følger vi den gradvise og – efterhånden – totale opløsning af en tilsyneladende almindelig familie, da en otteårig pige forsvinder. Fortalt af en lokal forretningsdrivende, der i udgangspunktet er lykkeligt uvidende om, hvor usikker jorden er under hans fødder, udvikler Rødt efterår sig til en raffineret, men også smertefuld undergangsfortælling om den amerikanske drøm, der undermineres af simpel hverdagsondskab. Resultatet er lige så bitterligt ondt, som det er stærkt. Giver med garanti én dårlig smag i munden, men man kan ikke lade være med at læse videre.” THE GUARDIAN

THOMAS H. COOK

”Rødt efterår er både hjerteskærende og rammer lige i mellemgulvet.”

31,5mm

Vinder af THE MARTIN BECK AWARD i Sverige for bedste udenlandske krimi, uddelt af Svenska Deckarakademin ERIK MOORE lever et fredeligt liv med sin familie i en lille amerikansk by. Men en aften skal hans teenagesøn Keith babysitte den otteårige Amy Giordano hos en af naboerne. Morgenen efter er Amy forsvundet, og Eric er ikke sikker på, at hans søn er uskyldig.

THOMAS H. COOK (f. 1947), prisbelønnet amerikansk krimiforfatter, bosiddende i Cape Cod og New York. Debuterede i 1980 og har udgivet mere end 25 værker. Vandt USA’s største krimipris, The Edgar Allan Poe Award, for romanen Affæren i Chatham (1996), som nærværende roman, Rødt efterår, ligeledes var nomineret til.

Fanget i en sump af tvivl og løgne skal Eric finde ud af, hvad der er sket med Amy Giordano, inden hans egen – og lokalsamfundets – mistanke mod Keith bliver fuldbyrdet. RØDT EFTERÅR er en psykologisk krimi, der stikker kniven ind dér, hvor vi alle har ondt: I familiens hjerte. Begået af en af genrens store nulevende mestre, Thomas H. Cook. ”En af de bedste romaner, du kommer til at læse i år. Gribende, utrolig smukt skrevet, besættende, overraskende og ødelæggende.”

”Thomas H. Cook er krimiforfatternes forfatter.”

Rødt efterår er fra 2005 og nævnes af mange som Cooks bedste roman. Ud over The Edgar Award var den indstillet til de prestigefyldte priser The Duncan Lawrie Dagger og The Anthony Award og vandt The Barry Award samt The Martin Beck Award for bedste udenlandske krimi i Sverige.

THE GUARDIAN

”Rødt efterår er et mesterværk.” RICHARD MONTANARI

HARLAN COBEN

”Denne foruroligende udforskning af menneskets sande motiver (...) er skrækindjagende og kulminerer i en hæsblæsende og overrumplende finale.”

Thomas H. Cook er vidt og bredt regnet som en af suspense-genrens store nulevende mestre. I de senere år er han brudt igennem uden for USA. I Frankrig, Japan og England.

NEWSWEEK

Læs mere om Thomas H. Cook på Facebook og følg ham på Twitter (@thomashcook). OMSLAG: HARVEY MACAULAY / IMPERIET

KRIMI


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 2 SESS: 26 OUTPUT: Fri Jul 8 11:55:27 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1534_Rodt_efterar_minion_140x215/Materie

Af samme forfatter p책 dansk: Orkideerne (The Orchids), krimi 1984 Indviet jord (Sacrificial ground), krimi 1990 Dramaet i Chatham (The Chatham School affair), krimi 1997


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 3 SESS: 26 OUTPUT: Fri Jul 8 11:55:27 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1534_Rodt_efterar_minion_140x215/Materie

THOMAS H. COOK

R Ø D T E FT E RÅR krimi

Oversat fra amerikansk af John Jensen


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 9 SESS: 26 OUTPUT: Fri Jul 8 11:55:27 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1534_Rodt_efterar_minion_140x215/Materie

N

år man sætter sig ned og tænker på de tider, der var engang, dukker de altid op i form af en stribe indre snapshots. Du ser Meredith for dig, den dag I blev gift. I står uden for domhuset en solbeskinnet forårsdag. Hun bærer en hvid kjole og står ved siden af dig med sin hånd stukket ind under din arm. Der er sat en lille brystbuket fast på hendes kjole. I ser mere på hinanden end ind i kameraet. Selv har du strålende øjne, og luften omkring dig bruser af glæde. Så kommer glimtene af de små, korte ferier, før Keith blev født. I befinder jer på en tømmerflåde på Colorado-floden, oversprøjtet med skummende vand. Og dér står I minsandten og er næsten blændet af det glødende efterårsløv i New Hampshire. På udsigtsplatformen øverst oppe i Empire State Building leger I hårde negle foran kameraet, med skrævende ben og knyttede næver presset ind mod hofterne, som var I universets herrer. Du er selv fireogtyve, og hun er enogtyve, og som I står dér tæt sammen, strutter I af tro på fremtiden med selvsikre, næsten kæphøje miner. Og først og fremmest er I blottet for frygt. Kærligheden skal være som en uigennemtrængelig rustning, har I besluttet. Keith dukker op første gang, trygt slumrende på Merediths højre arm. Hun ligger i en hospitalsseng med ansigtet badet i sved og håret i vild uorden. Keiths lillebitte krop er svøbt ind i tæppe. Man ser det spæde ansigt i profil, og han stikker en diminutiv lyserød hånd frem og griber pr. instinkt ud efter noget, hans lukkede øjne ikke kan se – mors løseligt tildækkede bryst. Meredith ler over hans kluntede famlen, men det var tydeligt at se på hende, at hun også blev rørt 9


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 10 SESS: 26 OUTPUT: Fri Jul 8 11:55:27 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1534_Rodt_efterar_minion_140x215/Materie

over det og opfattede hans gestus som et tegn på høj intelligens og tidlig eventyrlyst, drengens indre trang til at gøre en forskel her i verden. Man mindede så spøgefuldt sin kone om, at hendes søn kun var nogle få minutter gammel. Ja, ja, naturligvis, svarede hun bare. Og her er han så, to år gammel; usikker på benene stavrer han hen mod den plysbjørn, som din bror, Warren, har foræret ham i julegave. Warren sidder i sofaen ved siden af Meredith. Han læner sig fremad, og hans store, kødfulde hænder er for evigt uskarpe, fordi han klappede, da billedet blev taget, klappede hårdt og hurtigt for at opildne Keith på hans vaklende færd hen mod bamsen. Hvor skal du prise dig lykkelig, brormand, siger han senere, da I tager afsked ved hoveddøren. Nyd alt det, du har. Og ja, du lader mig jævnligt forevige foran alt det, der er dit. Du står med Meredith og Keith, som er seks år nu og holder et baseballbat af plastic i hånden. I er fotograferet foran det lille hus på Cranberry Way, som I købte for et lån, I optog næsten uden at kunne stille sikkerhed. Meredith forudsagde, at lånet ikke ville blive bevilget, men da det så alligevel skete, lod I en flaske billig champagne springe og skålede på jeres nye status som husejere. Det er alt sammen fastholdt på et fotografi, hvor du og Meredith står med højt løftede glas, med Keith mellem jer. Han prøver at efterligne jeres glade gestus og knuger et glas æblejuice i sin fremstrakte hånd. Og så ...? Jo, man får efterhånden bygget en forretning op, køber et nyt og større hus i mere trygge omgivelser. I dette hus kommer og går ferier og højtider. Du skærer fyldte kalkuner ud og hænger julepynt på rigtige grantræer, indtil man på grund af brandfaren skifter dem ud med kunstige. På mange af fotografierne sidder du halvt begravet i gavepapir, og år for år lyses dit ansigt stadig kraftigere op af det voksende antal lys på lagkagen. Du køber en dyr ring til Meredith på jeres femtenårs bryllupsdag, og med Keith og Warren som vidner ægter du hende igen, denne gang ved en helt privat bryllupsceremoni. Den nat hvisker hun i sengens trygge mørke, at hun stadig elsker dig meget, meget højt, og du er tæt på at briste i gråd. 10


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 11 SESS: 26 OUTPUT: Fri Jul 8 11:55:27 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1534_Rodt_efterar_minion_140x215/Materie

Du køber din søn en solid og ikke særlig dyr cykel på hans tiårs fødselsdag og en avanceret tolvgears-model, da han fylder fjorten. Han er ikke udstyret med ret megen teknisk snilde, så du bruger en del tid på at vise ham, hvordan gearene fungerer. Efter et stykke tid, hvor den mest har stået ubrugt, spørger du, om han ville foretrække en mindre kompliceret cykel. Det svarer han ja til, men det har ikke noget med gearene at gøre, tilføjer han hurtigt. Han har det bare i al almindelighed bedst med, at tingene er enkle. Da Keith fremkommer med denne indrømmelse, antyder udtrykket i hans øjne, at der måske findes skjulte dybder i ham, en uventet kompleksitet. Du kommenterer det ikke ved den lejlighed, men senere hen begynder du jo at spekulere på, om din søn, ham, der engang lå så trygt på Merediths arm, nu er begyndt at gøre sig fri af den beskyttende kokon, man så omhyggeligt har spundet ham ind i. I så fald er det kun en god ting, og Meredith vil uden tvivl opfatte det på samme måde. Der går endnu et år. Keith er efterhånden blevet næsten lige så høj som sin far, og Meredith har aldrig strålet sådan, som hun gør nu. En følelse af dyb, inderlig tilfredshed griber én, og man indser, at det hverken er huset eller forretningen, der bibringer én denne følelse af at have nået sine mål her i tilværelsen. Det er familien, man kan takke for den ubesværede ligevægt, man har fået i sit liv, det rodfæstede velvære, som ens egen far aldrig opnåede, og som man på grund af særlige hændelser sidst på sommeren det år kan se tilbage på som selve højdepunktet, glansperioden, i sit liv. Grebet af denne lykkefølelse beslutter du at tage et billede. Du sætter trefoden op og kalder Keith og Meredith udenfor. Så anbringer du dig mellem dem med den ene arm over din søns skulder og den anden om din kone. Du har på forhånd indstillet kameraets udløser. Da du ser det røde advarselsblink, trækker du dem tættere ind til dig. Er I klar? siger du så til dem. Smil.


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 12 SESS: 26 OUTPUT: Fri Jul 8 11:55:27 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1534_Rodt_efterar_minion_140x215/Materie

ET

F

amiliefotos lyver altid. Tanken slog ned i mig, da jeg forlod mit hus den allersidste eftermiddag, så derfor tog jeg kun to med mig. Det første forestillede min familie fra dengang, jeg var en søn og ikke en far. På billedet står jeg sammen med mine forældre, foruden min storebror, Warren, og min lillesøster, Jenny. Jeg smiler lykkeligt, fordi jeg lige er blevet optaget på en fornem privatskole. Men i dag har jeg en fornemmelse af, at de andres smil var falske. Selv dengang må der have været sprækker i den uforstyrrede lykke, de fremviser; uhyrerne må have luret lige under overfladen. Hen mod slutningen af den sommer må min far for eksempel have vidst, at adskillige års fejlslagne investeringer, tilsat en ekstravagant livsstil, med sikkerhed havde indhentet ham, og at fallitten og dens medfølgende ydmygelser kun lå nogle få måneder ude i fremtiden. Jeg tvivler dog på, at han trods alt havde forudset det fulde omfang af sine senere års trøstesløshed på plejehjemmet, hvor han kunne sidde time efter time og stirre ud gennem blondegardinerne og sikkert mindes det storslåede hus, som vi alle havde boet i engang. Farvel til endnu et aktiv. Til trods for alt dette, eller måske netop på grund af det, stirrer min far ind i kameraet med et bredt bulderbassegrin. Måske håbede den gamle, at denne falske grimasse kunne beskytte ham mod horden af vrede kreditorer, der allerede var ved at forsamle sig til det afgørende angreb. Min mors smil er mere forsigtigt – svagt, tøvende, som en delvist gennemsigtig maske, hvorunder 12


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 13 SESS: 26 OUTPUT: Fri Jul 8 11:55:27 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1534_Rodt_efterar_minion_140x215/Materie

hendes rigtige ansigt titter frem, en smule sløret, men klart synligt. Det er et smil frembragt med en kraftanstrengelse. Hendes mundvige er løftet i vejret som to tunge håndvægte, og hvis jeg ikke havde været så selvoptaget dengang, ville jeg muligvis have bemærket det noget før, måske endda tidsnok til at stille hende det spørgsmål, der sidenhen dukkede så vedholdende op i min hjerne: Hvad foregår der inden i dig? Men jeg fik det aldrig stillet. Så den dag, hendes bil røg ud over Van Cortland-broen, anede jeg ikke, at hun måske havde tænkt på ganske andre ting, end hvad hun nu skulle lave til aftensmad, og hvornår hun skulle nå at lægge det rene sengetøj på, som hun havde efterladt nystrøget og sammenfoldet på vores senge samme eftermiddag. Min bror, Warren, står og hænger til venstre for mig. Han er kun femten, men hans hår begynder allerede at blive lidt tyndt; hans mave er fyldig og rund og hænger ud over livremmen. Selv i den alder ser han besynderligt nok ud til at have toppet. Han smiler selvfølgelig, og der er tilsyneladende heller ikke den ringeste grund til, at han skulle lade være. Men sidenhen har jeg grundet en del over, om ikke en indre frygt var begyndt at dukke op til overfladen hos ham allerede dengang, en tåget fornemmelse af, at han rummede noget mørkt og farligt i sit indre, som en dag ville vokse sig større og bære bitter frugt. Og endelig er der Jenny, så smuk og dejlig allerede som syvårig, at folk vendte sig om efter hende, når hun kom ind i et lokale. Henrivende, kaldte Warren hende altid. Han aede hendes hår eller nøjedes bare med at sende hende beundrende blikke. Hun er henrivende, sagde han så. Og det var hun virkelig. Men hun var også kvik og velbegavet. Hun kom hjem fra sin allerførste skoledag og spurgte mig undrende, hvorfor læreren hele tiden skulle gentage tingene. Jeg svarede, at det var, fordi nogle mennesker ikke var så hurtige i opfattelsen. Det stod hun et øjeblik og grundede over, som for at passe denne naturens ubalance ind i sit verdensbillede og beregne de menneskelige omkostninger ved 13


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 14 SESS: 26 OUTPUT: Fri Jul 8 11:55:27 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1534_Rodt_efterar_minion_140x215/Materie

den. “Hvor trist,” sagde hun omsider og vendte disse havblå øjne op mod mig. “Det er jo ikke deres egen skyld.” På fotografiet her er Jennys smil bredt og ubekymret. Men på samtlige de billeder, hun er med på efter denne dag, kan man tydeligt se den mørke sky nærme sig – en tiltagende vished om det uvæsen, der har slået rod i hendes fantastiske hjerne, i begyndelsen helt mikroskopisk, så på størrelse med et knappenålshoved, men hele tiden i vækst og langsomt i færd med at fratage hende først balanceevnen, siden talens brug og efterhånden alt andet end hendes skønhed, før det så til sidst tog hendes liv. Hun var den, jeg tænkte mest på, da jeg forlod mit hus denne sidste eftermiddag. Jeg ved egentlig ikke hvorfor. Måske skyldtes det en fornemmelse af, at hun muligvis kunne have set tingene klarere end mig. Jeg følte en voldsom trang til at gennemgå det hele med hende, så vi i fællesskab kunne følge den brændende lunte tilbage i tid og granske de eksplosioner, den havde udløst. Jeg ville så gerne gøre brug af hendes guddommelige visdom og spørge: Jenny, tror du, at det nødvendigvis måtte ende på denne måde, eller kunne skaden være undgået, og de døde reddet? Den aften, hvor det afsluttende dødsfald fandt sted, sagde han: “Jeg er tilbage inden nyhederne.” Jeg gik ud fra, han måtte have ment aftennyhederne, hvilket betød, at han ville være hjemme inden halv syv. Der lå ikke antydningen af noget ildevarslende i det, han sagde, ikke det mindste faretruende signal om, at selve hans personligheds inderste kerne var ved at krakelere. Når jeg ser tilbage på den dag, tænker jeg på min familie nummer to, den, hvor jeg er Merediths ægtemand og Keiths far, og jeg funderer over, hvad jeg kunne have sagt eller gjort for at standse den blodige tidevandsbølge, der skyllede ind over os. Så dukker det andet fotografi altid op for mit indre blik. Det forestiller en anden lille pige fra en anden familie, et skolefoto, der i al hast er blevet overført til en A4-plakat. Det lille pigeansigt smiler lykkeligt under de kolde, sorte bogstaver: SAVNET. 14


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 15 SESS: 26 OUTPUT: Fri Jul 8 11:55:27 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1534_Rodt_efterar_minion_140x215/Materie

Amy Giordano. Hun var Vince og Karen Giordanos eneste datter. Vince drev en beskeden grønthandel i udkanten af byen. Butikken hed Vincent’s Fresh Food, og Vincent klædte sig som en omvandrende reklame for sin forretning. Han gik altid rundt klædt i et par grønne flannelsbukser, grøn vest og grøn kasket, de to sidstnævnte forsynet med forretningens navn. Han var en lavstammet, muskuløs mand og mindede om en high school-bryder, der havde ladet stå til. Sidste gang jeg så ham – inden den aften Keith tog hen til hans hus – stod han ved min disk med en brun papirspose, der indeholdt seks ruller film. “Min brors familie har været på besøg en uge,” forklarede han, da han rakte mig posen, “og hans kone er helt vild med at tage billeder.” Jeg var indehaver af en lille fotoforretning i byens eneste, beskedne indkøbsarkade, og de ruller film, Vincent Giordano overlod til mig den eftermiddag, viste to familier; den ene stor med mindst fire børn i alderen omkring fire til tolv år, som uden tvivl tilhørte den besøgende bror og hans fotoglade kone. Den anden familie var lille, en sluttet kreds på tre – Vince, hans kone, Karen, og Amy, deres datter og eneste barn. På billederne viser de to familier sig frem i diverse situationer og positurer, som enhver, der fremkalder familiefotos i en lille kystby sidst på sommeren, kender udenad. De slanger sig i havestole eller sidder bænket ved udendørsborde, mens de spiser burgere og hotdogs. På nogle af dem ligger de ved stranden på farvestrålende badehåndklæder eller står på landgangsbroen foran en lejet fiskerbåd. De smiler og virker glade og udstråler på enhver måde, at de intet har at skjule. Jeg har siden regnet mig frem til, at Vincent må have afleveret sine seks ruller film en dag i løbet af den sidste uge i august, mindre end måned inden den skæbnesvangre fredag, hvor han og Karen gik ud for at spise. Kun de to, som han senere fortalte politiet. Kun de to ... uden Amy. Amy havde altid mindet mig om Jenny. Det var mere end bare 15


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 16 SESS: 26 OUTPUT: Fri Jul 8 11:55:27 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1534_Rodt_efterar_minion_140x215/Materie

hendes udseende, mere end det lange, bølgede hår jeg stødte på i familiefotografierne, mere end de mørkeblå øjne og den lysende hvide hud. Amy var helt bestemt smuk, sådan som Jenny havde været det. Men fotografierne afslørede også den samme form for intuitiv begavelse. Man kunne stirre ind i Amys øjne og fornemme, at hun – præcis som Jenny – så alt. Over for journalisterne beskrev kriminalassistent Peak hende senere som “intelligent og livlig”, men hun var mere end det. Hun havde Jennys måde at betragte genstande på i lang tid som for at udforske deres inderste struktur. Det var netop, hvad hun gjorde den sidste gang, jeg så hende i butikken. Karen var kommet med nogle nye ruller film denne septemberdag, og mens jeg ordnede papirarbejdet, gik Amy rundt og undersøgte alt, hvad hun fik øje på, de små digitalkameraer, jeg var begyndt at føre, foruden diverse zoomlinser og kameratasker. På et tidspunkt løftede hun et af kameraerne op og vendte og drejede det mellem sine små, hvide hænder. Det var et fascinerende optrin at følge dette smukke barn, mens hun stod tavs og helt opslugt af at udforske og afprøve. Jeg fik en fornemmelse af, at hun virkelig studerede kameraets mange tekniske finesser, dets knapper, skalaer og lukkemekanismer. De fleste børn plejer bare at knipse løs med et legesygt grin, men udtrykket i Amys ansigt mindede mig mere om en videnskabsmand, der ville sætte sig ind i apparatets materialer og mekanik. Hun ønskede ikke at tage billeder, hun ville trænge til bunds i, hvordan det hele fungerede. “Hun er noget helt specielt,” fortalte Karen Giordano journalisterne med ord, forældre ofte bruger om deres børn. Beskrivelsen er som regel overdrevet, eftersom et overvældende flertal af børn kun er specielle for de mennesker, der elsker dem. Men det er ligegyldigt her. Det, der betyder noget, er, at hun var Karen Giordanos datter. Og nu om dage, når jeg går hen ad hovedgaden, kigger jeg tit på ansigter, der set i fugleperspektiv ikke er til at skelne fra hinanden. Men nu ved jeg, at hvert af dem byder på en helt unik genkendelse for andre. Det kan være en mors ansigt eller en 16


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 17 SESS: 26 OUTPUT: Fri Jul 8 11:55:27 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1534_Rodt_efterar_minion_140x215/Materie

fars. Det er et ansigt, som tusind minder er ætset ind i, og derved adskiller det sig fra alle andre ansigter. Dette er hengivenhedens kerne, selve den egenskab, der gør os til mennesker. Hvis vi ikke besad den, ville vi svømme rundt i et uendeligt hav med glasagtige øjne, uden bevidsthed og hukommelse, kun på jagt efter det mest basale til livets opretholdelse. Vi ville være i stand til at svømme uden om skarpe sten og koraller og registrere smerten af tænder, der hugges i vores kød. Men vi ville ikke ane det mindste om hengivenhed og derfor være komplet uimodtagelige for Karen Giordanos dybe sjælekval, hendes følelsers enorme kraft, den ubodelige skade og det uigenkaldelige tab, hun havde lidt. Vi ville intet vide om den gru og vold, der – som vi alle senere fandt ud af – lå skjult i et tilsyneladende henkastet løfte om at være hjemme inden nyhederne.


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 18 SESS: 26 OUTPUT: Fri Jul 8 11:55:27 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1534_Rodt_efterar_minion_140x215/Materie

TO

D

et havde ikke regnet ret meget den sommer, så da jeg hørte en fjern rumlen af torden, kiggede jeg straks op, men kunne ikke få øje på noget mere truende end et par kompakte skyer, der strøg hen over himlen som forrevne, hvide penselstrøg midt i alt det blå. “Varmelyn,” sagde jeg. Meredith nikkede adspredt henne fra hængekøjen, hvor hun lå og læste i et blad. “For resten,” sagde hun, “jeg skal til møde i afdelingen i aften.” “På en fredag?” spurgte jeg. Hun sendte mig et skuldertræk. “Lige, hvad jeg selv tænkte. Men dr. Mays siger, at vi bliver nødt til at planlægge det kommende skoleår lidt grundigere. Forstå vores målsætninger til bunds og den slags.” De seneste otte år havde Meredith undervist i engelsk på vores lokale junior college. Det meste af tiden havde hun gjort tjeneste som ydmyg timelærer. Men pludselig havde et dødsfald banet vejen for en fast stilling, og siden da havde hun påtaget sig flere og flere administrative pligter og deltog i faglige seminarer i både Boston og New York. Hendes selvtillid og selvsikkerhed var vokset i takt med det øgede ansvar, og når jeg tænker på hende nu bagefter, forekommer det mig, at hun aldrig havde virket gladere end netop denne sene eftermiddag, afslappet og uden bekymringer, en kvinde, der havde fundet den helt rigtige balance mellem familieliv og karriere. “Jeg regner med at være hjemme igen ved ti-tiden,” sagde hun. 18


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 19 SESS: 26 OUTPUT: Fri Jul 8 11:55:27 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1534_Rodt_efterar_minion_140x215/Materie

Jeg stod henne ved den murstensgrill, jeg havde bygget fire somre tidligere, en unødigt massiv konstruktion, som jeg alligevel nød at vise frem, fordi jeg havde lagt al min kærlighed og håndværksmæssige kunnen i at bygge den. Den havde murstensbuer, murstenstrapper og små murstenshylder, og jeg elskede soliditeten i det hele, tanken om, at min grill ville kunne modstå selv det kraftigste uvejr. Jeg havde også nydt selve arbejdet med at lave den, følelsen af den fede, klæge mørtel mellem fingrene og de enkelte murstens tyngde. Der var intet halvfærdigt ved den grill, intet skrøbeligt eller sjusket, intet, der kunne brase sammen. Den var, som Meredith senere sagde til mig, simpelthen en metafor – ikke for tingenes reelle tilstand, men for, hvordan jeg gerne ville have, de skulle fremstå i andres øjne. Alting ved den grill var rette linjer og skabt af robuste, ubøjelige materialer, der kunne holde en evighed. Der var den samme målbevidste robusthed over vores hus, kan jeg se nu. Det var bygget af gammelt, næsten forstenet træ, råt tilhugget. Dagligstuens loft rejste sig i en vinkel på femogfyrre grader, understøttet af tykke bjælker, og henne for enden var der en pejs af grå kampesten. Grunden rundt om huset var også uden nogen form for tvivl anlagt af en person, der gik efter at være i fred og sikkerhed. Den omliggende, kæmpestore have var fyldt med træer og vildtvoksende buskads, som gjorde det umuligt at få øje på huset ude fra vejen. En indkørsel af jord og grus førte i en lang, doven bue hen mod husets forside og derfra op over en lille bakke for atter at ende ude ved hovedvejen. Når man drejede ind ad den indkørsel, forsvandt man omgående i en tæt, skovagtig bevoksning. Og bortset fra det lille hul mellem træerne ville ingen forbipasserende kunne ane, at der levede en familie inde bagved. Som Meredith engang bemærkede, boede vi på en øde ø midt inde i en skov. Jeg gjorde et par ekstra burgere klar, fordi Warren havde ringet tidligere og lydt træt efter en lang dag med at male huse. Jeg vidste, hvor inderligt han hadede at tilbringe fredag aften alene, så 19


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 20 SESS: 26 OUTPUT: Fri Jul 8 11:55:27 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1534_Rodt_efterar_minion_140x215/Materie

jeg havde inviteret ham over til en gang grillmad. De seneste uger var hans drikkeri taget til, og hans mange halvhjertede forsøg på at finde “den rette kvinde” var til gengæld dalet i både antal og intensitet. Året forinden var han faldet ned fra en stige, mens han var i gang med at reparere nogle rådne tagplader på det toetagers hus, hvor han boede til leje. I faldet havde han brækket hoften og var uarbejdsdygtig i næsten en måned. Der havde ikke været nogen til at se efter ham imens, hverken kone eller børn, så vi lod ham flytte ind på Keiths værelse, mens han restituerede sig, en periode, han mest brugte på at spille computerspil og se videoer, helst actionfilm. For som han selv udtrykte det med sit lille selvironiske smil: “Jeg har en masse, jeg gerne vil være fri for at tænke på.” Han ankom kort før klokken fem og bevægede sig i langsomt tempo hen ad den bugtede havesti, der førte ud til grillen. Rundt om ham i den nedgående sol skinnede træernes blade med så kraftige farver, at det så ud, som om han befandt sig midt i et funklende oliemaleri. Løvhanget var generelt imponerende flot, men især frydede jeg mig over den japanske ahorn, jeg havde plantet for enden af stien; dens graciøse grene var fyldt med røde blade og bredte sig ud til alle sider som arme, der længtes efter at lægge sig beskyttende om én. “Nå, og hvordan har kokken det så?” spurgte Warren og lod sig dumpe ned i en havestol et par meter fra Meredith. Meredith lagde bladet fra sig. “Kald ham sommerkok,” sagde hun henkastet. “Han løfter ikke en finger, når han ikke kan stå henne ved den grill.” Hun arbejdede sig op fra hængekøjen. “Jeg må hellere se at komme i tøjet,” sagde hun og traskede hen mod huset. “I tøjet til hvad?” spurgte Warren. “Et møde i afdelingen,” sagde jeg. Telefonen ringede inde i huset, og gennem vinduet kunne jeg se Keith skynde sig hen for at tage den. Hans bevægelser var betydeligt mere energiske end normalt, så jeg fik en fornemmelse af, 20


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 21 SESS: 26 OUTPUT: Fri Jul 8 11:55:27 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1534_Rodt_efterar_minion_140x215/Materie

at personen i den anden ende af røret måske kunne være den kæreste, han uden tvivl gik og længtes efter et opkald fra. Han førte en kort samtale, lagde røret fra sig og kom ud i døren. “Er det i orden, hvis jeg er babysitter i aften?” spurgte han. “Mrs. Giordano kan ikke få fat i den sædvanlige.” Jeg vidste, at Karen Giordano normalt brugte Beth Carpenter som babysitter, når hun og Vince skulle ud, men hun ringede af og til Keith op, hvis Beth måtte melde fra. Han havde allerede vikarieret for hende fire-fem gange og kom altid hjem inden elleve, som regel med en historie om, hvor sød og velopdragen Amy havde været. Han havde ligefrem givet hende et kælenavn, som han syntes passede godt til hende – Princess Perfect. “Fik du klaret lektierne?” spurgte jeg. “Bortset fra matematik,” sagde Keith. “Men det er jo fredag, far. Jeg har hele weekenden.” Han så spørgende på mig, da jeg missede stikordet. “Må jeg?” Jeg trak på skulderen. “Ja, okay.” Keith gik indenfor igen, og jeg kunne atter se ham stå og tale i telefon, en høj lemmedasker af en femtenårig dreng med langt og uglet, sortkrøllet hår og en hud så bleg og silkeblød, at den føltes næsten feminin at røre ved. “Det er en god knægt, du har dér, Eric,” sagde Warren. Han skævede hen mod grillen. “Det dufter godt.” Vi forsamledes rundt om havebordet nogle få minutter senere. Meredith var klædt i sit professionelle antræk, inklusive silketørklæde og sorte pumps med moderat høje hæle. Keith var i sin sædvanlige mundering, jeans og sweatshirt, plus de uundværlige tennissko, som han sjældent snørede. Jeg kan huske, at samtalen gik temmelig trægt den aften. Jeg nævnte noget om en rulle film, jeg havde fremkaldt om formiddagen, bestående af fireogtyve billeder af den samme guldfisk. Meredith fortalte, at hun var begyndt at sætte mere pris på Dylan Thomas, end hun gjorde før i tiden, især hans digt om en pige, der var brændt inde i London. “Han blev opfordret til at skrive et 21


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 22 SESS: 26 OUTPUT: Fri Jul 8 11:55:27 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1534_Rodt_efterar_minion_140x215/Materie

digt om denne konkrete lille pige,” sagde hun. “Men det nægtede han. I stedet skabte han noget universelt.” Warren sad mest og brokkede sig over, at hoften stadig plagede ham, og at han meget vel kunne risikere at skulle gennem en ny operation om et år eller to. Han havde hele sit liv været typen, der anglede efter medfølelse i en grad, så man næsten skulle tro, han voksede op som forældreløs og var på evig jagt efter en mors kærlige arme. Min far havde altid opfattet Warren som slap og initiativløs og kaldte ham “daglejeren” bag hans ryg. Han advarede min mor mod at pakke Warren ind i vat og bomuld, en af de få ordrer fra min far, hun havde viljestyrke nok til at ignorere. Hvad Keith angik, virkede han endnu mere tavs og tillukket end sædvanligt. Han sad med hovedet bøjet over sin tallerken, som om han var en smule flov over at se os i øjnene. Han havde altid været en genert dreng, kejtet og lidt tilbageholdende. Han kom let til skade og havde en tidligt udviklet modvilje mod fysisk kontakt af enhver art. Han undgik alle former for sport, men årsagen var ikke, at han hellere ville foretage sig andre ting, for eksempel lære at spille på et musikinstrument. Han havde ingen interesser, ingen hobby. Frem for alt signalerede han en form for indesluttethed, en lukken sig sammen om sig selv, en mangel på lyst til kontakt med andre. Meredith havde flere gange spurgt, om jeg syntes, Keith burde sendes til undersøgelse. Jeg var sådan set ikke imod hendes forslag, men omvendt havde jeg ingen anelse om, hvem der i givet fald skulle undersøge Keith. Og dybest set, forekom det mig, var spørgsmålet vel heller ikke så meget, om han dyrkede sport og havde venner, men om han var lykkelig eller ej. Jeg anede ikke, hvordan man skulle finde ud af lige netop dét, så jeg lod ham mere eller mindre være i fred. De første teenageår gjorde han næsten intet væsen af sig og sagde meget lidt i hverdagen, lige indtil denne sensommeraften, hvor han sad bøjet over tallerkenen, mens Meredith styrtede af sted til sit møde, Warren lå henslængt i hængekøjen, og jeg ryddede af bordet og rensede grillen. 22


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 23 SESS: 26 OUTPUT: Fri Jul 8 11:55:27 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1534_Rodt_efterar_minion_140x215/Materie

“Gider du at køre mig?” spurgte Keith, da han kom ud til os lidt senere, nu klædt på til den kølige aften med kakibukser, ulden skjorte og en blå parkacoat. “Du er vel nok en flot fyr,” sagde jeg. Han stønnede. “Meget morsomt.” “Nej, jeg mener det. Du er på vej til at blive en – ” Han løftede sin ene hånd for at stoppe mig. “Som sagt, gider du at køre mig derhen?” Før jeg kunne nå at svare, kæmpede Warren sig ud af hængekøjen. “Lad hellere din far blive færdig. Jeg skal nok køre dig.” Og så drog de af sted, min bror og min søn, i hælene på hinanden hen ad den flisebelagte sti i skumringen, den ene bred og lasket, den anden høj og tynd som et barberblad, der skar sig gennem aftenluften. Da de var væk, ryddede jeg det sidste op og gav grillens jernrist en ordentlig omgang med stålbørsten, inden jeg gik ind i huset. Meredith havde efterladt en bog på bordet, Dylan Thomas’ Samlede Digte. Jeg løftede den op, tog den med hen til min lænestol og tændte for svanehalslampen. Så åbnede jeg bogen og bladrede frem til det digt, hun havde talt om under middagen. Jeg havde lidt svært ved at trænge ind i det, men fandt det alligevel interessant, især den sorgfulde slutstrofe, der med digterens ord hævdede: Efter den første død findes der ikke flere. Jeg sad og slumrede i stolen, da telefonen ringede et par timer senere. Det var Keith. “Du behøver ikke at hente mig,” sagde han. “Jeg bliver inde i byen et stykke tid endnu. Jeg finder nogen at hænge ud med.” Jeg havde aldrig før oplevet, at Keith selv opsøgte andres selskab, men set i lyset af hans bekymrende indelukkethed tog jeg det som et opmuntrende tegn på normalitet, at han overhovedet følte denne trang. “Hvornår kommer du så hjem?” spurgte jeg. 23


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 24 SESS: 26 OUTPUT: Fri Jul 8 11:55:27 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1534_Rodt_efterar_minion_140x215/Materie

“Jeg ved det ikke,” svarede Keith. “Inden ... midnat. Okay?” “Godt,” sagde jeg. “Men så heller ikke senere. Du ved, din mor bliver så bekymret.” “Okay, far,” sagde Keith. Han lagde på, og jeg gik tilbage til min lænestol, men ikke til Dylan Thomas’ Samlede Digte. Jeg havde aldrig haft nogen særlig forfinet smag med hensyn til litteratur, selvom jeg indimellem vovede mig ud i en seriøs roman som afveksling for de ikke-fiktionsbøger, jeg normalt læste. Denne særlige aften var jeg i gang med et værk om en afrikansk stamme, der var blevet fordrevet fra et område, hvor de havde kunnet dyrke landbrug, til et sted, hvor de var henvist til at indsamle føde under den spredte vegetation, der voksede hist og her på den ellers så stenede og ugæstmilde jord. Efterhånden som deres leveforhold blev stadig mere desperate, gik deres oldgamle religiøse og sociale struktur i opløsning. Alt, hvad der engang havde virket så klippefast, alle deres vaner og personlige forhold – det hele. Den menneskelige natur er ikke nogen fast størrelse, hævdede bogen, der findes kun opfyldte og uopfyldte behov; vores dybeste rødder vokser i flyvesand. Jeg var netop blevet færdig med bogen, da Meredith kom hjem. Hun virkede forbavset over, at jeg ikke var gået i seng endnu. “Keith ringede,” fortalte jeg. “Han kommer senere hjem.” Meredith smed sin taske på sofaen og begyndte at tage skoene af. “Giordano og hans kone er åbenbart længe ude i aften.” “Nej, han er allerede taget af sted fra dem,” fortalte jeg hende. “Han sagde, at han ville finde nogen at hygge sig med inde i byen.” Hun lagde hovedet lidt på skrå. “En interessant udvikling, må jeg sige. I hvert fald, hvis det passer.” Hendes sidste kommentar forekom mig at være lige lovlig mistænksom. “Passer?” sagde jeg. “Hvorfor skulle det ikke passe?” Hun kom hen og gav mit ansigt en let berøring med et sært overbærende udtryk i øjnene. Så svarede hun, som om hun skulle forklare livets mysterier for en lille dreng: “Fordi folk lyver, Eric.” 24


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 25 SESS: 26 OUTPUT: Fri Jul 8 11:55:27 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1534_Rodt_efterar_minion_140x215/Materie

“Men hvorfor skulle han ellers blive inde i byen?” spurgte jeg. Hun trak på skulderen. “Måske køber han stoffer,” sagde hun spøgefuldt. “Eller han kan være vindueskigger.” Jeg lo, og det samme gjorde hun. Tanken om, at vores søn skulle stå og lure i mørket, mens han gloede ind ad folks vinduer, forekom os urkomisk. Det var en af mange ting, vi bare slet ikke kunne forestille os om vores søn. “Jeg gav ham besked på at være hjemme seneste ved midnat,” sagde jeg. Hun rakte hånden frem. “Kom, lad os gå op i seng,” sagde hun. Meredith lå ofte og vendte og drejede sig længe, inden hun til sidst slumrede ind, men ikke den aften. Hun faldt omgående i søvn, åbenbart totalt færdig efter en lang, udmarvende dag. Jeg lå lidt og betragtede hende, mens jeg frydede mig over hendes begavelse og ynde, og hvor glad hun var for vores fælles tilværelse. På det tidspunkt var mange af vores venner blevet skilt, og det stod ikke meget bedre til hos dem, der stadig holdt sammen; enten bed de ad hinanden, eller også behandlede de deres ægtefælle som luft. Den glæde, de engang havde oplevet sammen, lå tilsyneladende et godt stykke tilbage i fortiden. Meredith og jeg havde truffet hinanden i vores sidste college-år og kom sammen i omkring seks måneder, inden vi giftede os. Vi blev boende et stykke tid i Boston, hvor hun underviste på en lokal kommuneskole, mens jeg arbejdede i et firma, der fremstillede lægemidler. Vi hadede begge vore job, så nogle måneder efter Keiths ankomst havde vi taget springet og var flyttet til Wesley, hvor det lykkedes os at få et banklån og købe fotoforretningen. Meredith gik hjemme hos Keith de første syv år og sagde derefter ja til et deltidsjob som lærer på vores lokale junior college. Efterhånden som Keith voksede op, påtog hun sig stadig mere undervisning og havde ubesværet vrikket sig ud af sin gamle husmorrolle som et stykke afstødt hud. Forandringen havde gjort hende yngre og mere levende, forekom det mig, og jeg var ikke spor forbavset over at se et lille smil kruse hendes læber i søvne. 25


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 26 SESS: 26 OUTPUT: Fri Jul 8 11:55:27 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1534_Rodt_efterar_minion_140x215/Materie

Jeg lå netop og studerede dette smil, da jeg hørte lyden af en bil, der bremsede op i gruset nede for enden af indkørslen. Jeg satte mig op i sengen og stirrede ud ad vinduet. Bilen var allerede ved at bakke ud på vejen igen, lygternes to lange lyskegler fejede hen over den lave bevoksning med en glidende, spøgelsesagtig ynde. Få sekunder senere fik jeg øje på Keith, der kom traskende op ad den grusbelagte indkørsel, der buede hen mod vores hoveddør. Han gik i et langsomt tempo, med hovedet bøjet som værn mod den bidende blæst. Et øjeblik forsvandt han af syne. Så hørte jeg det metalliske klik fra hoveddørens lås og derpå lyden af hans fødder på vej op ad trappen, forbi vores soveværelse og videre hen ad den smalle gang til sit eget værelse. Han havde netop åbnet døren, da jeg trådte ud i korridoren. “Hej,” sagde jeg. Han vendte sig ikke om mod mig, men stod underligt stivnet med front mod sin egen. “Nå, hyggede du dig sammen med vennerne?” spurgte jeg henkastet Han nikkede, og noget af den lange, sammenfiltrede hårmanke faldt ned i panden som et skævt gardin. “Det var da godt,” sagde jeg. Da han langsomt vendte sig om mod mig, lagde jeg mærke til, at hans skjorte sad skævt forneden, som om han i al hast havde proppet den ind under livremmen. “Er det okay, at jeg går i seng nu?” spurgte han en smule afsnuppet, men ikke mere, end at han stadig lød som den typiske utålmodige teenager. “Ja,” sagde jeg. “Jeg ville bare være sikker på, at alt var i orden.” Jeg vendte tilbage til min seng, lysvågen nu og ramt af en uforklarlig uro, en fornemmelse af, at verden havde vendt sig mod mig i al stilhed og undermineret min mangeårige følelse af tryghed. Det var, som om jeg fornemmede en svag skælven i jorden under husets faste fundament.


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 27 SESS: 26 OUTPUT: Fri Jul 8 11:55:27 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1534_Rodt_efterar_minion_140x215/Materie

TRE

N

æste morgen var Meredith allerede oppe og i fuld gang med at lave morgenmad, da jeg kom ned i køkkenet. “Jamen, god morgen, sovetryne,” sagde hun henkastet. Luften var tyk af stegt, letsaltet bacon og nylavet kaffe, de dufte, der kendetegner en mand i et solidt ægteskab lige så usvigelig sikkert som billig aftershave på en dørsælger. “Sikke en energi fra morgenstunden,” sagde jeg. Meredith stak gaflen i en skive spruttende bacon og lagde den over på et stykke køkkenrulle, der skulle opsuge det værste fedt. “Jeg vågnede op og var skrupsulten. Vågner du aldrig op og er skrupsulten?” Af en eller anden grund fornemmede jeg en svag, anklagende undertone i hendes spørgsmål, som om min egen appetitløshed om morgenen var tegn på mere alvorlige mangler hos mig. Havde jeg heller ingen ambitioner? syntes hun at spørge. Eller lidenskaber? Manglede jeg simpelthen en dybereliggende sult? Hun fiskede baconskiven op fra køkkenrullen og tog en hurtig bid. “Mums.” Hun holdt resten op mellem to fingre og snappede småbidder af kødstykket med blottede tænder. Ulveagtigt. Jeg forventede halvt om halvt at høre hende knurre veltilfreds. Men var det virkelig sådan, hun havde opført sig? spekulerer jeg på nu. Var det i virkeligheden kun noget, jeg troede, jeg så? Og selvom det virkelig foregik på den måde, hvordan forholder man sig så til en sær forudanelse, en vag og uhåndgribelig fornemmelse af, at man i virkeligheden slet ikke kender den person, man 27


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 28 SESS: 26 OUTPUT: Fri Jul 8 11:55:27 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1534_Rodt_efterar_minion_140x215/Materie

ellers er så fortrolig med – at ens kendskab til hende i virkeligheden ikke er nået ned under overfladen? Jeg satte mig ned ved køkkenbordet, løftede avisen og kastede et blik på forsidens største overskrift, noget om borgmesterens forslag til næste års budget. “Keith kom sent hjem.” Jeg bladrede langsomt om på side to, nu på jagt efter den annonce, jeg havde indtelefoneret for tre dage siden. “Omkring midnat vil jeg skyde på.” Meredith greb kanden fra kaffemaskinen og skænkede et dampende krus op til os begge to. “Jeg hørte, at han lukkede sig ind,” tilføjede jeg. “Men du var gået ud som et lys.” Hun satte sig ned og nippede til kruset. Så kastede hun håret bagud med en overkæk hovedbevægelse, som en kvinde på en lummer natklub. “Smuk morgen,” sagde hun. Helt uventet begyndte hun at le. “Hvad er det, der er så morsomt?” “Åh, bare en dum vittighed, dr. Mays fortalte os til mødet.” “Og hvad gik den så ud på?” Hun vinkede afværgende med hånden. “Du vil slet ikke synes, den er sjov.” “Hvad får dig til at tro det?” “Den er bare fjollet, Eric. Du ville ikke bryde dig om den.” “Prøv mig.” Hun trak på skulderen. “Okay,” sagde hun. “Det var egentlig slet ikke nogen vittighed. Det var et citat. Fra Lenny Bruce.” Hun klukkede igen. “Han sagde engang, at forskellen på mænd og kvinder er, at når en kvinde ryger igennem en glasrude, rejser hun sig ikke op med det samme og tænker på sex.” “Sagde dr. Mays virkelig det?” spurgte jeg overrasket. “Dr. Mays med tweedjakken, de tykke brilleglas og den hvide merskumspibe?” Meredith tog en ny slurk af sin kaffe. “Den selvsamme.” Jeg foldede avisen og lagde den fra mig på bordet. “Det forbavser mig faktisk, at han overhovedet har hørt om Lenny Bruce.” 28


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 29 SESS: 26 OUTPUT: Fri Jul 8 11:55:27 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1534_Rodt_efterar_minion_140x215/Materie

Meredith snuppede et nyt stykke bacon fra tallerkenen og tog en lille bid. “Folk er nogle gange anderledes, end de virker på overfladen,” sagde hun. “Ikke mig.” Jeg bredte armene ud. “Jeg er nøjagtig, som jeg ser ud til at være.” Hun skulle lige til at svare, men tog sig i det. Efter en lille pause sagde hun: “Ja, det er du, Eric. Du er nøjagtig den, du ser ud til at være.” Igen følte jeg denne svage undertone af noget anklagende, at jeg var flad, endimensional, let gennemskuelig og dødkedelig. Jeg kom til at tænke på min far, denne mystiske mand, der jævnligt forsvandt på uforklarlig vis og dukkede lige så uventet op igen i familiens skød. Jeg huskede stadig synet af hans tomme stol ved middagsbordet, og min mors lige så tomme blik, når hun mod sin vilje kom til at skæve hen mod den. Jeg stak mine hænder i lommen. “Og det er vel en god ting, ikke sandt?” “Hvad er en god ting?” spurgte Meredith. “At jeg er den, jeg ser ud til at være,” svarede jeg. “For ellers var du måske bange for mig.” “Hvad skulle jeg være bange for?” “At jeg måske pludselig forvandlede mig til en helt anden. En morder eller noget. En af de fyre, der kommer hjem fra arbejde en dag og hakker hele sin familie i småstykker.” Meredith så med ét en smule ængstelig ud. “Sådan noget må du ikke sige, Eric.” Hendes øjne flakkede lidt, men så mødte hun atter mit blik, nu med et mørkere udtryk, som om der var vendt op og ned på balancen mellem os, fordi hun havde opdaget dyret i mig. “Jeg understreger bare min pointe,” meddelte jeg hende. “Hvis folk slet ikke var det, de gav sig ud for at være, kunne vi jo aldrig stole på hinanden, og hvis dét skete, ville alting jo gå i opløsning. Giver du mig ikke ret i det?” Hun grundede over mit spørgsmål og så ud til at nå frem til en konklusion, men hun lod ikke skinne igennem, hvad denne kon29


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 30 SESS: 26 OUTPUT: Fri Jul 8 11:55:27 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1534_Rodt_efterar_minion_140x215/Materie

klusion gik ud på. I stedet rejste hun sig, gik hen til køkkenvasken og stirrede ud ad vinduet, mens hendes blik gled fra havebordet hen mod grillen for til sidst at fæstne sig på foderbrættet, der hang ned fra en af granerne. “Vinteren er på vej,” sagde hun. “Jeg hader vinteren.” Det var ikke en holdning, hun nogensinde havde givet udtryk for før. “Hader du vinteren? Jeg troede ellers, at du elskede den årstid. Den buldrende ild i pejsen. Den indendørs hygge.” Hun drejede hovedet og så på mig. “Du har ret. Det er nok mere efteråret, jeg ikke kan fordrage.” “Hvorfor?” Hun vendte atter blikket mod vinduet. Hendes højre hånd løftede sig næsten som af egen vilje op mod halsen, hvor den fandt hvile. Den mindede mig om en hvid, forskræmt fugl. “Jeg ved det ikke,” sagde hun. “Måske er det bare alle de nedfaldne blade.” Der var ganske rigtigt allerede faldet nogle stykker af de omtalte blade, bemærkede jeg, da jeg gik hen ad stien mod min bil. Bladene var store og gule med små brune pletter, der virkede en smule uhyggelige og mindede mig om mikroskopiske kræftceller i bladhuden. Det var sikkert derfor, jeg kom til at tænke på Jenny, mens jeg fortsatte ned ad indkørslen den morgen. Jeg kunne ikke sætte mig ind i den iskolde frygt, der uden tvivl måtte være skyllet gennem mine forældre, da lægen første gang havde diagnosticeret den ondartede tumor. Måske havde de følt det som et sværd, der skar deres inderste håb over og lod det fosse ud på flisegulvet. Jenny, deres begavede barn, hende, de hængte alle deres forhåbninger op på, skulle snart dø. Der ville aldrig blive taget fotografier til familiealbummet af hende i skoleuniform, ingen første dag i gymnasiet, ingen overrækkelse af eksamensbeviset, intet bryllup, ingen billeder af Jenny på fødestuen. De tanker måtte være faret igennem deres hoveder i det øjeblik, var jeg sikker på. Den fremtid, de havde forventet for både Jenny og dem selv, var plud30


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 31 SESS: 26 OUTPUT: Fri Jul 8 11:55:27 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1534_Rodt_efterar_minion_140x215/Materie

selig imploderet og havde ikke efterladt sig andet end en sur, giftig røg. Jeg var nået hen til bilen og skulle lige til at stige ind, da jeg så Meredith åbne hoveddøren og vinke mig ivrigt tilbage til huset. “Hvad er der?” råbte jeg. Hun svarede ikke, men blev bare ved med at vinke energisk med begge arme. Jeg smækkede bildøren i og begav mig tilbage mod huset. “Det er Vince Giordano,” sagde hun og gjorde en hovedbevægelse mod telefonen ude i køkkenet. “Han vil tale med dig.” Jeg så spørgende på hende, inden jeg gik ud og greb røret. “Hej, Vince,” hilste jeg. “Eric,” sagde han hurtigt. “Jeg ville ikke gøre Meredith urolig, men jeg er nødt til at vide, om du ... om du har set Keith her til morgen.” “Nej, det har jeg ikke. Han sover som regel længe om lørdagen.” “Men er han i huset? Kom han hjem i går aftes?” “Ja, det gjorde han da.” “Ved du, hvad klokken var?” Jeg kunne pludselig mærke, at mit svar blev tillagt en uventet vægt. “Omkring midnat vil jeg tro.” Der opstod en kort tavshed i den anden ende af røret, inden det lød fra Vince: “Amy ... er forsvundet.” Jeg ventede på, at han skulle gøre sætningen færdig, fortælle mig, hvad det var, der var forsvundet for Amy – en ring, et ur, noget, som Keith kunne hjælpe hende med at finde. “Hun var ikke på sit værelse i morges,” tilføjede Vince. “Vi ventede på, at hun selv skulle vågne og stå op og komme ned til os, men det gjorde hun ikke. Så vi gik ovenpå for at se til hende ... og opdagede ... at hun var væk.” Sidenhen har jeg tænkt på, at Vinces ord den morgen var langt mere end blot ord, de lød snarere som et alarmsignal fra et tåge31


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 32 SESS: 26 OUTPUT: Fri Jul 8 11:55:27 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1534_Rodt_efterar_minion_140x215/Materie

horn i det fjerne. Samtidig blev luften mærkbart tungere omkring mig. “Vi har ledt overalt,” tilføjede Vince. “Vi har gennemsøgt huset fra kælder til kvist og været rundt i hele kvarteret. Men vi kan ikke finde hende nogen steder, og så var det, jeg tænkte, at det kunne jo være ... at Keith måske ...” “Jeg vækker ham med det samme,” sagde jeg hurtigt. “Og så ringer jeg tilbage.” “Tak,” sagde Vince stille. “Mange tak.” Jeg lagde på og sendte Meredith et sideblik. Hun læste udtrykket i mit ansigt og så med ét bekymret ud. “Det er Amy,” fortalte jeg hende. “De kan ikke finde hende. Hun var ikke på sit værelse i morges. De har ledt overalt, men indtil videre uden held.” “Åh nej,” hviskede Meredith. “Vi må tale med Keith.” Vi gik ovenpå sammen. Jeg bankede let på Keiths dør. Ingen reaktion. Jeg bankede igen, en smule hårdere denne gang. “Keith?” Der kom stadig ikke noget svar derindefra, så jeg prøvede håndtaget. Som sædvanlig var døren låst. Jeg bankede på igen, nu rigtig hårdt og buldrende. “Keith, stå så op! Det er vigtigt.” Jeg hørte en lavmælt stønnen og derpå lyden af Keiths bare fødder på vej hen mod døren. “Hvad er der?” gryntede han uden at åbne den. “Det drejer sig om Amy Giordano,” sagde jeg. “Hendes far har lige ringet. De kan ikke finde hende.” Døren blev åbnet på klem, og et forsovet øje stirrede ud mod mig gennem sprækken. Som en lille blå fisk, der dukker frem af akvariets mørke. “Kan de ikke finde hende?” spurgte Keith. “Det var jo det, jeg sagde.” Meredith stak ansigtet tættere hen mod sprækken i døren. “Se at få tøj på, og kom ned til os, Keith,” sagde hun. Hendes stemme lød bydende, som en irriteret skolelærers. “Og skynd dig.” 32


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 33 SESS: 26 OUTPUT: Fri Jul 8 11:55:27 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1534_Rodt_efterar_minion_140x215/Materie

Vi gik nedenunder igen og tog plads ved køkkenbordet, mens vi ventede på, at Keith kom ned til os. “Måske er hun bare gået sig en tur,” sagde jeg. Meredith sendte mig et bekymret blik. “Hvis der er sket noget med Amy, vil mistanken straks falde på Keith.” “Meredith, der er ingen grund til at – ” “Måske skulle vi ringe til Leo.” “Leo? Nej. Keith har ikke brug for en advokat.” “Næ, men – ” “Meredith, vi skal bare stille Keith nogle få enkle spørgsmål. Hvornår han så Amy sidste gang. Om hun så ud til at have det godt. Bagefter ringer jeg til Vince og fortæller ham, hvad Keith sagde.” Jeg så bestemt på hende. “Enig?” Hun nikkede sammenbidt. “Ja, fint.” Keith kom sjoskende ned ad trappen, stadig søvnig at se på. Han kløede sig i det uglede hår. “Hvad ... hvad var det, I sagde om Amy?” spurgte han og sank ned på en ledig stol ved køkkenbordet. “Hun er forsvundet,” sagde jeg til ham. Keith gned sine øjne med hænderne. “Det lyder helt skørt,” sagde han med et lille, affærdigende grynt. Meredith lænede sig fremad. “Det her er alvorligt, Keith,” sagde hun med rolig stemme. “Hvor befandt Amy sig, da du forlod Giordanos hus i går aftes?” “På sit værelse,” svarede Keith. Han var stadig en smule søvndrukken, men tilsyneladende ved at kvikke op. “Jeg læste en godnathistorie for hende, og bagefter gik jeg ind i dagligstuen og så fjernsyn.” “Hvad var klokken, da du læste den godnathistorie for hende?” “Omkring halv ni vil jeg gætte på.” “Hold op med at gætte, Keith,” bed Meredith ham af. “Vi skal ikke have gætterier om noget som helst her.” For første gang kunne man se på Keiths ansigt, at situationens 33


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 34 SESS: 26 OUTPUT: Fri Jul 8 11:55:27 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1534_Rodt_efterar_minion_140x215/Materie

alvor var ved at gå op for ham. “Er hun virkelig blevet væk?” spurgte han med en mine, som om det hele indtil nu havde været en slags joke. “Er det ikke dét, vi har siddet og fortalt dig, Keith?” spurgte Meredith. “Hør nu,” brød jeg ind. “Jeg vil gerne have, du tænker dig meget grundigt om, for jeg har lovet mr. Giordano at ringe tilbage og fortælle ham nøjagtig det, du fortæller os. Så gør, som din mor siger, Keith. Hold op med at gætte.” Han nikkede, og jeg kunne se, at det for alvor var trængt ind nu. “Okay, fint,” sagde han. “Godt,” begyndte jeg. “Du så ikke Amy mere den aften, vel? Ikke efter du havde læst den godnathistorie?” “Nej.” “Er du helt sikker?” “Ja,” svarede Keith med eftertryk. Hans blik gled over mod Meredith. “Jeg så hende ikke mere.” “Har du nogen anelse om, hvor hun kan være henne?” spurgte jeg. Keith så pludselig krænket ud. “Selvfølgelig har jeg ikke det.” Han så skiftevis på Meredith og mig. “Det passer altså,” råbte han. “Jeg så hende ikke mere.” “Lagde du mærke til andre ting?” spurgte jeg. “Hvad mener du?” “Noget usædvanligt af en eller anden art.” “Om hun opførte sig mærkeligt ... eller – ” “Ja, virkede hun underlig, ked af det, mærkelig? Havde hun lyst til at løbe hjemmefra? Var der nogen antydninger af den art?” “Nej.” “Okay, hvad så med andre ting,” sagde jeg. “Luskede der nogen rundt ved huset? En lurer eller den slags?” Keith rystede på hovedet. “Jeg så slet ikke noget, far.” Hans blik gled igen over mod Meredith, og for første gang sporede jeg ægte bekymring i det. “Er jeg i problemer?” 34


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 35 SESS: 26 OUTPUT: Fri Jul 8 11:55:27 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1534_Rodt_efterar_minion_140x215/Materie

Meredith lænede sig en smule tilbage i stolen, en positur, hun altid indtog, når hun ikke lige vidste, hvad hun skulle svare. Keith fastholdt hendes blik. “Vil politiet tale med mig?” Meredith trak på skulderen. “Det kommer vel an på ...” “På hvad for eksempel?” Meredith svarede ikke. Keith så appellerende på mig. “På hvad, far?” Jeg gav ham det eneste svar, jeg kunne. “Vel på, hvad der er sket med Amy.”


90mm

144mm

”De dilemmaer, som Cook stiller sin hovedperson i, er rædselsvækkende og bliver ikke mindre forfærdelige, efterhånden som nutiden begynder at spejle brudstykker af fortiden. Men han gør det i en så blændende prosa og med så udsøgt gestaltning af karakterer og miljøer (...) at resultatet er helt enestående. ” GÖTEBORGS-POSTEN

221mm

NEW YORK DAILY NEWS

”Thomas Cook skriver som en såret engel, og Rødt efterår er et af hans mesterværker.” PETER STRAUB

144mm

90mm

THOMAS H. COOK

FOTO: RICHARD PERRY

”Thomas H. Cook er krimiforfatternes forfatter, han har været med i mange år, lovprist af sine proselytter, men aldrig fuldkommen omfavnet af det brede publikum. Hans seneste roman, der er indstillet til den amerikanske Edgar Award, må dog være nok til at få rettet op på dette vrangforhold. I en typisk amerikansk lilleby følger vi den gradvise og – efterhånden – totale opløsning af en tilsyneladende almindelig familie, da en otteårig pige forsvinder. Fortalt af en lokal forretningsdrivende, der i udgangspunktet er lykkeligt uvidende om, hvor usikker jorden er under hans fødder, udvikler Rødt efterår sig til en raffineret, men også smertefuld undergangsfortælling om den amerikanske drøm, der undermineres af simpel hverdagsondskab. Resultatet er lige så bitterligt ondt, som det er stærkt. Giver med garanti én dårlig smag i munden, men man kan ikke lade være med at læse videre.” THE GUARDIAN

THOMAS H. COOK

”Rødt efterår er både hjerteskærende og rammer lige i mellemgulvet.”

31,5mm

Vinder af THE MARTIN BECK AWARD i Sverige for bedste udenlandske krimi, uddelt af Svenska Deckarakademin ERIK MOORE lever et fredeligt liv med sin familie i en lille amerikansk by. Men en aften skal hans teenagesøn Keith babysitte den otteårige Amy Giordano hos en af naboerne. Morgenen efter er Amy forsvundet, og Eric er ikke sikker på, at hans søn er uskyldig.

THOMAS H. COOK (f. 1947), prisbelønnet amerikansk krimiforfatter, bosiddende i Cape Cod og New York. Debuterede i 1980 og har udgivet mere end 25 værker. Vandt USA’s største krimipris, The Edgar Allan Poe Award, for romanen Affæren i Chatham (1996), som nærværende roman, Rødt efterår, ligeledes var nomineret til.

Fanget i en sump af tvivl og løgne skal Eric finde ud af, hvad der er sket med Amy Giordano, inden hans egen – og lokalsamfundets – mistanke mod Keith bliver fuldbyrdet. RØDT EFTERÅR er en psykologisk krimi, der stikker kniven ind dér, hvor vi alle har ondt: I familiens hjerte. Begået af en af genrens store nulevende mestre, Thomas H. Cook. ”En af de bedste romaner, du kommer til at læse i år. Gribende, utrolig smukt skrevet, besættende, overraskende og ødelæggende.”

”Thomas H. Cook er krimiforfatternes forfatter.”

Rødt efterår er fra 2005 og nævnes af mange som Cooks bedste roman. Ud over The Edgar Award var den indstillet til de prestigefyldte priser The Duncan Lawrie Dagger og The Anthony Award og vandt The Barry Award samt The Martin Beck Award for bedste udenlandske krimi i Sverige.

THE GUARDIAN

”Rødt efterår er et mesterværk.” RICHARD MONTANARI

HARLAN COBEN

”Denne foruroligende udforskning af menneskets sande motiver (...) er skrækindjagende og kulminerer i en hæsblæsende og overrumplende finale.”

Thomas H. Cook er vidt og bredt regnet som en af suspense-genrens store nulevende mestre. I de senere år er han brudt igennem uden for USA. I Frankrig, Japan og England.

NEWSWEEK

Læs mere om Thomas H. Cook på Facebook og følg ham på Twitter (@thomashcook). OMSLAG: HARVEY MACAULAY / IMPERIET

KRIMI


Rødt efterår af Thomas H. Cook