Issuu on Google+


Af samme forfatter: Håbefulde hjerte Når engle græder blod

PP_Resten er tavshed_P.indd 2

09/01/14 18.28


Jakob Knudsen

Resten er tavshed En Kristian Swane-krimi

People’sPress

PP_Resten er tavshed_P.indd 3

09/01/14 18.28


Resten er tavshed Copyright © Jakob Knudsen 2014 Copyright denne udgave © People’sPress 2014 Omslag: Rasmus Funder Illustrationer: © rusm og Lev Dolgachov Bogen er sat med Plantin hos An:Sats, Espergærde og trykt hos Bookwell ISBN 978-87-7137-855-9 1. udgave, 1. oplag Printed in Finland 2014

www.facebook.com/jakob.knudsen.77 www.artpeople.dk

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige tilladelse er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress • Ørstedhus • Vester Farimagsgade 41 • DK-1606 København V

PP_Resten er tavshed_P.indd 4

09/01/14 18.28


Prolog

PP_Resten er tavshed_P.indd 5

09/01/14 18.28


PP_Resten er tavshed_P.indd 6

09/01/14 18.28


K

lokken var kun halv syv, da Eva Schmidt på sin morgenløbetur så Kullens klippefremspring ligge badet i sollys på den anden side af sundet. Clockradioen havde vækket hende med klassisk musik ved sekstiden, og få minutter senere havde hun stået klar i løbetøjet. Den sunde vane var blevet grundlagt, samtidig med at hun for ti måneder siden havde fået ønskejobbet som historisk guide på Kronborg. I en alder af enogtredive havde hun endelig færdiggjort sit historiespeciale om danske slotte og herregårde fra Københavns Universitet, da et opslag fra jobdatabasen få dage efter var tikket ind på hendes iPhone. Hun var kommet til samtale, og allerede inden kystbanetoget havde nået Klampenborg Station, fik hun over mobilen besked om, at hun havde fået jobbet. Det havde næsten ikke været til at tro. Hun havde indstillet sig på en usikker fremtid som arbejdsløs akademiker, men stod nu med et job, der fuldstændig matchede hendes ønsker og ambitioner. En måned senere var hun sammen med en hjælpsom veninde kørt nordpå i en lånt kassevogn til en fremlejet lejlighed, der havde udsigt til hendes nye arbejdsplads. Havet var helt roligt, da Eva stak den ene fod i for at mærke temperaturen. Det var faktisk slet ikke koldt, selvom morgenluften stadig var skarp. Hun så sig omkring og konstaterede, at hun var alene. Hurtigt tog hun tøjet af og smed det ved siden 7

PP_Resten er tavshed_P.indd 7

09/01/14 18.28


af løbeskoene i strandkanten. Så gik hun langsomt ud i vandet. Følelsen var berusende. At stå en sommermorgen i Øresund og se op på det smukke renæssanceslot, mens solen steg op over kysten på sverigessiden. Efter svømmeturen støttede hun armene på to kampesten, der lå nogle meter ude i vandet, og lod kroppen skvulpe i de rolige dønninger. Sådan lå hun nogle minutter og mediterede, inden hun besluttede, at det var tid at svømme ind igen. Men da hun ville sætte venstre fod ned på sandbunden, ramte den noget. En skarp smerte i hælen fik det til at isne hele vejen op gennem kroppen, og blodet farvede vandet under hende rødt. Det gjorde afsindigt ondt i foden, og et øjeblik var hun bange for, at hun ville besvime alene i vandet. Hun tog sig sammen og forsøgte at sætte den anden fod på bunden for at få afsæt, men den sank bare dybere ned. Det var, som om hun trådte gennem et gitter af træ, der splintrede og rev op i huden på skinnebenet. Panisk stemte hun armene mod kampestenene og forsøgte at trække benet op, men da det lykkedes, sad noget fast om foden. Hun børstede hurtigt benet rent, mens hun kiggede ned i vandet. Det makabre vedhæng sank til bunds og kilede sig fast mellem stenene. Det måtte være resterne af et stort havdyr, for hun kunne skimte både kød og knogler. Et marsvin eller måske en sæl? Eva skærmede for morgensolen med den ene hånd og satte ansigtet helt ned til vandoverfladen. Nogle lange tjavser vuggede mellem tang og søgræs. Det måtte være … Hun ville skrige, men der kom ikke en lyd. I stedet kastede hun op, og hendes krop gav sig til at ryste helt ukontrolleret, mens hun forsøgte at trække vejret for ikke at besvime. Det medtagne menneskehoved lå med ansigtet opad, og der var huller i huden, så man kunne se dele af kraniet. Hun så sig febrilsk omkring, og da hun fik øje på et ældre 8

PP_Resten er tavshed_P.indd 8

09/01/14 18.28


ægtepar, begyndte hun at vinke til dem, mens hun kæmpede sig ind på land. Her ville hun rejse sig, men faldt om på grund af smerten i hælen. Hun så op på dem. – Der ligger et lig i vandet, sagde hun. – Jeg trådte på det … Hun gylpede noget saltvand op og så op mod Kronborg, der gled ud i et uskarpt billede. Da hun genvandt bevidstheden, lå hun i ambulancen.

PP_Resten er tavshed_P.indd 9

09/01/14 18.28


E

fterforskningsleder Kristian Swane fra Rigspolitiets drabs­ taskforce beundrede et øjeblik sin egen meget snævre parallelparkering, inden han begav sig over Børsbroen mod Slotsholmen. Tidligt om morgenen havde han fået en uventet opringning. Hans søster, Marie Louise, som han i mange år nærmest ikke havde haft kontakt med, havde ringet, allerede inden han var taget på arbejde. Derfor var han nu på vej mod Økonomi- og Indenrigsministeriet, hvor hun var afdelingsleder i den juridiske afdeling. Den eneste berøringsflade, de to havde, var søsterens datter. Emilie havde gennem hele sin opvækst været en lidt inde­ lukket og skrøbelig pige, men hun var blevet ved med at besøge Swane, selv efter at han og hendes mor holdt op med at tale med ­hinanden. Det havde vist sig, at de havde en stor fælles interesse i filosofien og litteraturen, og Swane nød de jævnlige besøg fra sin nu toogtyvårige niece. Så da søsteren havde sagt, at det drejede sig om Emilie, indvilligede han straks i at mødes. Vel fremme trådte han ind ad de dobbelte glasdøre og meldte sin ankomst til en smilende receptionist, der udstyrede ham med et lamineret gæstepas til at hæfte på brystlommen og bad ham vente. Der gik kun få minutter, så trådte en ung mand i et ulasteligt jakkesæt ud af elevatoren. 10

PP_Resten er tavshed_P.indd 10

09/01/14 18.28


– Kristian Swane? Swane nikkede. Han forestillede sig, at søsteren var frygtet af sine underordnede. Marie Louise havde taklet opvæksten i skyggen af deres meget dominerende far ved at ligne ham så meget som muligt. Efter et velafsluttet jurastudium var hun gået den direkte vej gennem ministeriets embedsværk, indtil hun endte i en lederstilling. Hun havde kun været gift med Emilies far i få år, inden hun smed ham ud og efterfølgende brugte sine forbindelser i Statsamtet til at besværliggøre hans adgang til datteren. Ifølge Emilie havde hendes mor ikke haft et egentlig forhold til en mand siden. – Så er vi her, sagde den unge mand og åbnede døren ind til et imponerende stort kontor, hvor søsteren sad bag et solidt designerskrivebord. Hun tog sine læsebriller af og så op. – Tak, Alexander, sagde hun til assistenten. – Det er så min bror, kriminalkommissær Swane. – Det er nu politiinspektør, sagde Swane. – Jeg blev udnævnt for nogle uger siden. Men efterforskningsleder i daglig tale. Det er lidt indviklet. Søsteren gjorde tegn til assistenten om at lukke døren udefra. – Jeg er bekendt med politireformen, Kristian. Jeg var bare ikke klar over, at du var blevet forfremmet. Swane rystede på hovedet og satte sig uopfordret ned. – Nej, hvor skulle du også vide det fra. – Emilie. I snakker jo sammen af og til. – Ja, sagde Swane tøvende, – men det er faktisk et stykke tid siden, så hun ved det heller ikke. Jeg har fået nogle sms’er, hvor hun blandt andet fortalte, at hun havde fået en ven. Jeg gik ud fra, det var grunden. Søsteren rejste sig og gik hen til en printer i hjørnet af kontoret. Hun var iført ensfarvet nederdel og kort jakke, og håret 11

PP_Resten er tavshed_P.indd 11

09/01/14 18.28


var sat op i en stram knold. Da hun vendte sig, fangede Swane hendes blik. Han sank en klump. Det var som at se ind i deres afdøde mors øjne. Portrætligheden mellem de to var lige så slående som forskelligheden i deres væsen. Søsteren lagde farveprintet foran Swane, der så et portræt af en mand, han havde set før. – Hvem er det nu, det er? spurgte han. – Mathias Laugesen. Swane pustede ud. – Nå ja. Klimaopportunisten. Søsteren nikkede. – Ja, men også den mand, Emilie har et forhold til. Swane rettede sig så brat op, at stolen gled baglæns på det glatte parketgulv. – Hvad? Jamen, han er da meget ældre end hende! Søsteren gik tilbage til sin side af skrivebordet. – Så vidt jeg har forstået, er du selv involveret med en kvinde, der er … – Ja, ja, fjorten år yngre end mig, men det er sgu da noget andet. Ina er syvogtredive og universitetslektor. Hun er ikke en eller anden lille pige, jeg har samlet op. Alligevel følte Swane sig ramt af sammenligningen, fordi den var kommet fra hans søster. – Han er kun tolv år ældre end Emilie, men lige nu er det fuldstændig ligegyldigt. Hun satte sig og skjulte ansigtet i hænderne. Swane vidste ikke, hvad han skulle gøre. En normal reaktion ville være at gå over og lægge en trøstende hånd på hendes skulder, men det gik bare ikke. Og hvad var hun ked af? – Marie Louise, sagde han stille. – Hold nu op, Kristian, sagde hun og så op. En tåre løb ned 12

PP_Resten er tavshed_P.indd 12

09/01/14 18.28


ad den ene kind. – Det har du aldrig kaldt mig. – Nej, det var kun Niels. – Er det virkelig så svært for dig at kalde ham far? sagde hun. – Som du ved, holdt jeg op med det, da jeg kom hjem fra kostskolen i England, sagde Swane og så udfordrende på hende. – Ikke mere, Kristian. Jeg orker det ikke, sagde søsteren og tørrede kinden med en kleenex. – Kald mig venligst Marie ligesom alle andre. Swane skammede sig pludselig. På et tidspunkt måtte man komme videre. – Hvorfor har du bedt mig om at komme … han tøvede, – Marie? – Emilie har ikke været hjemme i flere dage, og jeg kan ikke ringe hende op. Hun lænede sig tilbage i stolen, som om hun var lettet over at have fået det sagt. – Hvor mange dage? – Over en uge. Og hun bor jo stadig hos mig. Swane rejste sig og begyndte at gå rundt i rummet, som han havde for vane, når han tænkte sig om. – Har du prøvet at ringe til Laugesen? sagde han så. Han forstod stadig ikke, hvorfor han var her. – Ja, sagde hun og slog opgivende ud med armene. – Jeg kan ikke få fat på ham nogen steder. Hverken på universitetet eller hjemme. – Ved du, hvor han bor? spurgte Swane og tænkte så, at det var et overflødigt spørgsmål. Selvfølgelig vidste hans ekstremt strukturerede storesøster det. – Hvad tror du? sagde hun spidst. – Selvfølgelig. Men hvor bor han så? Har du været der? Hun rystede på hovedet. – Ikke endnu, men jeg tænkte, at du måske … 13

PP_Resten er tavshed_P.indd 13

09/01/14 18.28


– Selvfølgelig, sagde Swane bestemt. – Giv mig adressen. Søsteren rakte ud efter det printede portræt og noterede noget på bagsiden. Swane konstaterede, at den unge forsker boede i Snekkersten, og besluttede sig straks for at køre en formiddagstur op ad Strandvejen. Der var sandsynligvis ikke andet i vejen, end at Emilie havde undladt at svare på sin overbeskyttende mors opkald. Efter mange år som den stille pige var hun formentlig i gang med et forsinket forældreopgør. – Tager du derop i dag? spurgte søsteren. – Ja, nikkede Swane. – Med det samme. Jeg ringer til dig. – Har du mit nummer? Swane pegede på sin iPhone. – Gemte det, da du ringede i morges. Hun rystede på hovedet. – Det er mit arbejdsnummer. Du får lige mit private. Hun noterede nummeret på en gul post-it og rakte ham sedlen. – Det mest sandsynlige er, at hun bevidst undgår dig, sagde han og satte sig igen over for søsteren. – Hvorfor dog det? Det forekom umuligt at forklare hende, hvordan hun selv virkede på sine omgivelser. Marie var typen, der ikke lod folk vokse i sin skygge. Nærmest tværtimod. – Et forsinket oprør, nøjedes han med at sige. – Over for mig? sagde søsteren skingert. – Hvorfor det? – Det er bare en simpel psykologisk betragtning, sagde han tørt. – Var det ikke filosofi, du læste? Altså de få semestre det blev til. Swane sukkede. – Det ved du jo godt, Marie. 14

PP_Resten er tavshed_P.indd 14

09/01/14 18.28


– Men du endte som politimand, konstaterede hun. – En skam. Du havde ellers et godt hoved. Swane iagttog søsteren. Han huskede stadig hendes hånlige kommentarer, da han forlod filosofistudiet for at søge ind på Politiskolen. Men bag det hele havde man sporet en tydelig tilfredshed med, at hun nu alene skulle stå for at redde familiens akademiske ære. – Forklaringen i den slags sager er i nioghalvfems procent af alle tilfælde ganske banal, sagde han så. Søsteren nikkede. – Hvor ofte taler I sammen? sagde hun. Swane forstod pludselig, at Emilie ikke havde fortalt sin mor, hvor tæt deres forhold var. – Det svinger, undveg han. – Vi har fælles interesser, og hun har jo haft det lidt svært i skolen. Med veninder og den slags. – Du mener, at hun blev mobbet i årevis, fordi hun er … – Hvad? – Ja, hun er jo, som hun er. Ikke helt som de andre. Swane fornemmede straks de kvaler, søsteren havde, når der skulle tales om svagheder, der kunne føres tilbage til hende selv. – Der sidder et godt hoved på hendes skuldre, Marie. Det ved du vel? Hun nikkede. – Ja, hun har altid klaret sig fremragende i skolen. Men det er, som om hun mangler nogle sociale kompetencer. Vi var flere gange til psykolog, men jeg kunne ikke acceptere det, de sagde om hende. Swane stirrede direkte på søsteren, der pludselig virkede lille bag det enorme skrivebord. – Hvad sagde de? – Flere forskellige ting. For eksempel at hun havde Aspergers syndrom. Det er en form for autisme. 15

PP_Resten er tavshed_P.indd 15

09/01/14 18.28


– Det ved jeg godt, sagde Swane. – Har du aldrig overvejet, om der kunne være noget om det? – Det mener du måske? kom det som et pistolskud. Swane sukkede igen. – Det er min erfaring, at det kan være katastrofalt ikke at gøre noget ved et reelt problem. Og det første skridt er at anerkende, at det eksisterer. – Ja, men jeg anerkender altså ikke, at hun har Aspergers. – Du er jo hverken psykolog eller psykiater, Marie. – Man kan godt være lidt reserveret, uden at man er syg i hovedet. Han huskede det udmærket. Hendes massive benægtelse af det, hun ikke kunne kontrollere. Det var et ubehageligt gensyn. – Det er sgu da en underlig racistisk udtalelse, sagde han. – Jeg har mødt og kendt storslåede og intelligente mennesker med psykiatriske diagnoser. I øvrigt har vi alle en rem af huden. – Ja, hun har det i hvert fald ikke fra mig. Men hendes far var et skvat! – Jeg kunne faktisk godt lide Henrik, sagde Swane i overensstemmelse med sandheden. – Bliver du aldrig træt af at være så fordømmende? Søsteren rettede sig op i stolen og lignede pludselig igen en afdelingsleder. – Intet har åbenbart ændret sig, Kristian. Vi to er stadig ikke enige om ret mange ting. Jeg har ikke tid til at skrive et uenighedsreferat af vores samtale, så hvis du ikke vil hjælpe mig, må du gøre det for Emilies skyld. „Uenighedsreferat.“ Gad vide, om ministerielt ansatte også brugte kancellisprog i sengen, tænkte Swane. – Jeg har aldrig sagt, jeg ikke vil hjælpe … Hans mobil ringede. „Robert“ stod der på displayet. – Jeg er nødt til at tage den, sagde han. 16

PP_Resten er tavshed_P.indd 16

09/01/14 18.28


Søsteren nikkede og drejede sin kontorstol hundrede og firs grader. Sikkert for at give ham illusionen af at kunne tale uforstyrret. – Hej Robert. Er der sket noget? ��� Ja, hvor er du? – Det tager vi senere. Fortæl. – Helsingør, en kvinde har trådt på en strandvasker. – Er det ikke en rutinesag for Nordsjællands Politi? – Åbenbart ikke. De har i hvert fald ringet til os, sagde Robert. – Ved du mere? – Nej, Lindström og teknikerne er allerede på stedet. Jeg kører nu. Skal jeg hente dig et sted? – Nej, jeg kører selv. Jeg har et privat ærinde på hjemvejen. Vi ses deroppe, send lige adressen. Han lagde på, og søsteren drejede igen stolen og så på ham. – Arbejde? – Ja, og tilfældigvis i Helsingør. Jeg kører forbi Emilies ven bagefter. Da han forlod søsterens kontor, var det med blandede følelser og et løfte om at vende tilbage, så snart han vidste noget. Det var svært at vurdere, hvor bekymret han skulle være for sin niece. Men der skulle en del til, før Marie bad andre om hjælp. Noget han desværre kendte fra sig selv.

PP_Resten er tavshed_P.indd 17

09/01/14 18.28


A

llerede ved Svanemølleværket fortrød Swane, at han var kørt ad Strandvejen i stedet for Helsingørmotorvejen. Et omfattende vejarbejde havde gjort stedet til en trafikal flaskehals, men det var en gammel vane at vælge den vej, når han skulle nordpå. Den idylliske strækning gav ham tid til at tænke. Ina sagde, at han altid tog den æstetiske omvej som en ubevidst strategi. Det var sikkert rigtigt. Så længe man sad i en bil på vej et sted hen, var ensomheden og den medfølgende eftertænksomhed legal. Efter Hellerup opløstes bilkøen, og han kunne igen sætte farten op. Han kom til at tænke på en artikel, han havde læst sidste sommer, hvor en trafikforsker fortalte, at man ofte ikke vidste, hvorfor motorvejskøer opstod, og hvorfor de lige så pludseligt opløstes igen. Artiklens forfatter brugte den engelske sociolog Anthony Giddens til at forklare fænomenet. Giddens havde et teoretisk begreb, han kaldte for „strukturation“. Det var den proces, der skabte virkeligheden. Helt ubevidst indretter mennesket og dets omverden sig efter hinanden i en vedvarende vekselvirkning. Trafik var skoleeksemplet. Hver dag kørte millioner af bilister rundt i verden og reagerede instinktivt på hinandens små signaler: et smil, et opfordrende nik, en lodret finger. Det var uendelig svært at gøre rede for teoretisk, men noget alle gjorde med den største selvfølgelighed i praksis. 18

PP_Resten er tavshed_P.indd 18

09/01/14 18.28


Konklusionen i artiklen var, at hvis alle begyndte at køre lige stærkt på samme tid, ville fænomenet slet ikke eksistere. Men fordi man ikke kan se og tolke hinanden, bliver køen til en uforståelig organisme, der i stedet opløses ved en række tilfældigheder. Swane tænkte på mødet med søsteren. Deres forhold havde på mange måder været en tilsvarende uforståelig organisme. En bror og en søster, der ikke elskede hinanden. Selv deres fars død blev ikke det vendepunkt, der kunne få dem til at opgive den gensidige mistillid. Det havde i alt for mange år været det, der definerede deres forhold. Da han holdt for rødt i krydset ud for Kronborg, slog det ham, at han slet ikke havde skænket det, han var på vej til, en tanke. Formodentlig var det også bare en rutinesag. Strand­ vaskere var næsten uden undtagelse selvmordere eller udenlandske sømænd, der var faldet over bord i fuldskab. I øvrigt passede det ham fint, at der ikke var nogen presserende arbejdsopgaver lige nu. Han havde ferie til gode, og Ina og han havde talt om at tage af sted, når hun var færdig med de sidste eksaminationer. De havde endnu ikke besluttet, hvor de skulle rejse hen. Bare det var væk fra Danmark og sammen. Swane følte, at de havde behov for et sceneskift. Hans enogtrediveårige assistent Robert Svendsen mødte ham på halvvejen, da han gik fra parkeringspladsen. Kollegaen havde smidt jakken, og T-shirten afslørede et sæt mere end almindeligt brede skuldre. Roberts fysik havde flere gange reddet dem ud af farlige situationer, og han behøvede sjældent at ty til håndgribeligheder. De fleste kriminelle opgav simpelthen at gøre modstand, når de så den muskuløse og helt rolige politiassistent. – Nå, du fandt det? sagde Robert. – Hvor var du? – Åh, det var noget privat. 19

PP_Resten er tavshed_P.indd 19

09/01/14 18.28


Politiassistenten trak på skuldrene. – Okay. Men nu du er kommet, kan vi måske endelig få noget at vide. Åke vil ikke sige en skid til os andre. Swane smilede ved sig selv. Lindström var en notorisk snob, der helst kun talte med de overordnede. – Det er sikkert helt banalt, sagde Swane. – Jeg har faktisk aldrig haft en sag, hvor en strandvasker efterfølgende har vist sig at være et drabsoffer. Man gemmer ikke lig i havet. De har det med at finde i land af sig selv. To lokale betjente stod og så lidt tilovers ud et stykke fra det interimistiske telt, hvor Swane vidste, at retspatologen Åke Lindström allerede sad og gjorde sine foreløbige konklusioner om liget. Han gik hen og løftede presenningen væk fra teltindgangen. – Åke, kommer du herud? Lindström stak hovedet ud. – Endelig! – Ja, ja. Der var vejarbejde ved Svanemøllen, forsvarede Swane sig. – Kørte du ad Strandvejen! Det kan man da kalde ekspresudrykning. Patologen elskede sine små ironiske stikpiller. – Fortæl mig så det uundgåelige: sømand eller selvmorder? Swane smilede til Robert for at underbygge sin pointe fra før. I stedet for at svare pillede Lindström møjsommeligt sine latexhandsker af og smed dem i den medbragte container, inden han trykkede en klat alcogel ud i håndfladen og rensede sine hænder. – Det kunne jo være begge dele, sagde han så. – Har du tænkt på det, Kristian? Swane forsøgte ikke at lade sig irritere af svenskerens facon. 20

PP_Resten er tavshed_P.indd 20

09/01/14 18.28


Lindström var altid mere fremkommelig, når man spillede med på hans luner. – Du mener en sømand, der har begået selvmord. Har liget da en tatovering af en skonnert på brystet og en løkke om halsen? Lindström udstødte en kort, tør latter. – Næ, desværre ikke så enkelt, Kristian. Håber sgu ikke, du allerede har bestilt sommerferie. Swane så over på Robert, der pludselig lyttede meget opmærksomt. – Hvorfor det? Er der begrundet mistanke om … – Ål og maddiker, afbrød Lindström og så underfundigt over på Robert. – Nej tak, jeg har spist, svarede politiassistenten rapt og fik et bifaldende grin fra de to lokale betjente. – Satans! lød det til gengæld fra Swane. Der røg den ferie, tænkte han. Så vendte han sig mod Robert. – Ål kan man forvente i stort set alle strandvaskere, men maddiker indikerer, at liget har ligget på et tørt sted, inden det blev smidt i havet. – Og ikke bare i nogle timer, tilføjede Lindström. – Hvor længe? spurgte Robert, synligt tilfreds med at de måske alligevel stod med en drabssag. Retspatologen kneb øjnene sammen. – Jeg kan ikke være helt præcis på stående fod, men et sted mellem tre og fem døgn og efterfølgende tre-fire dage i havet. Jeg kan måske indsnævre det senere. Og det er i øvrigt en mand. – Så kan jeg næsten regne ud, at det var dig, der fik Nordsjællands Politi til at ringe, sagde Swane. – Ja, sagde Lindström. – I kunne lige så godt være med fra starten. I ville blive tilkaldt under alle omstændigheder. Retspatologen havde som sædvanlig ret. 21

PP_Resten er tavshed_P.indd 21

09/01/14 18.28


– Du kører bare hele møllen, Åke, sagde Swane. – Krydstjek dna med databasen og så videre … Lindström nikkede. – Jeg ringer. Swane og Robert gik op mod parkeringspladsen sammen med de to betjente. – Har du fået alle oplysninger fra vores lokale kolleger? spurgte Swane. – Ja, det mener jeg. De to betjente nikkede bekræftende. – Så kan I bare køre, sagde Swane til dem. – Jeg ringer til jeres chef og siger, at vi tager den herfra. De tekniske undersøgelser på findestedet fortsætter lidt endnu. Han pegede ud i vandet, hvor to mænd i dykkerdragter stadig var i gang med at undersøge havbunden. Kvinden, der havde været så uheldig at træde på strandvaskeren, skulle afhøres rent rutinemæssigt, så han valgte at sende Robert af sted, inden han ringede op til Nordsjællands Politi. Ord som „underbemanding“, „urimelige sparekrav“ og „afspadsering“ kom i en lind strøm fra chefpolitiinspektøren, der gladelig overlod sagen til Rigspolitiet, især nu hvor der var begrundet mistanke om drab. Liget kunne dårligt have smidt sig selv i vandet.

PP_Resten er tavshed_P.indd 22

09/01/14 18.28


D

a Swane ankom til adressen, hvor Mathias Laugesen ifølge Marie skulle bo, viste Antonievej 5a sig at være et sortmalet træanneks, der tilhørte et ældre, renoveret fiskerhus. Af gammel vane blev Swane siddende et øjeblik i bilen og observerede stedet på afstand. Villavejen var snæver, og det spredte fygesand gav den et sommerlandspræg. Ligesom i barndomsferiebyen, Skagen, når man gik rundt i Østerby mellem Vippefyret og Sønderstrand. Mærkeligt at disse snævre gader engang havde huset fattige fiskerfamilier. Nu om dage kunne det dårligt blive mere mondænt. Selv under finanskrisen handlede man stadig boliger langs Strandvejen til svimlende millionbeløb. Eftermiddagssolen bagte, da han steg ud af sin Saab 95, og da det ikke var et officielt politiærinde, smed han jakken på bagsædet og knappede øverste knap i skjorten op. Han gik op ad indkørslen til nummer 5 og fik øjeblikkelig et direkte kig ind i nummer 5a. Annekset var velholdt: Nymalet med småsprossede mahognivinduer, men det så umiddelbart tomt ud. „Mathias Laugesen“ stod der med sort på et diskret kobberskilt mellem vinduet og døren. Swane bankede på, men havde allerede på fornemmelsen, at der ikke var nogen i huset. Havde han været her i embeds medfør, ville han ikke have betænkt sig på at gå rundt om annekset og kigge ind, men det gik ikke nu. Man stod ofte i det 23

PP_Resten er tavshed_P.indd 23

09/01/14 18.28


dilemma som efterforsker. Man var så vant til at undersøge ting til bunds, at man glemte, hvornår arbejdet stoppede, og privatlivet begyndte. Da han havde banket på gentagne gange med tiltagende kraft, så han en ældre velklædt dame kigge ud ad døren i hovedhuset. – De ønsker? sagde hun stramt. Swane førte instinktivt hånden op til brystet for at tage sit skilt frem, men kom så i tanke om, at han havde lagt jakken i bilen, og at han i øvrigt ikke var her som politimand. – Jeg hedder Kristian Swane og er efterforsker ved Rigspolitiet. De ved vel ikke, hvor Mathias Laugesen befinder sig? – Har De et politiskilt? sagde hun blot. – Ja, ude i bilen, men jeg er her sådan set i privat ærinde. Jeg … – Jamen, er De her ikke, fordi jeg ringede i går? spurgte hun undrende. – Og nu vil jeg altså se Deres legitimation. – Ja selvfølgelig, nikkede Swane. – Jeg henter det lige i bilen. Han småløb ned ad indkørslen, mens han spekulerede på, hvorfor hun havde kontaktet politiet. Et øjeblik overvejede han at ringe til Nordsjællands Politi for at finde ud af, hvad anmeldelsen gik på, men kvinden ventede og var allerede skeptisk. Han tog jakken på for at give sig selv den pondus, han øjensynlig manglede. Da han kom tilbage, stod hun og ventede uden for huset. Hoveddøren var nu lukket, og hun havde et nøglebundt i hånden. Hun ville åbenbart sikre sig, at han ikke var ude på noget. Han tog sit politiskilt frem og anlagde en mere professionel mine. Kvinden nikkede og så endelig ud til at acceptere hans besøg. – Jeg er som sagt efterforskningsleder ved Rigspolitiet, fru …? 24

PP_Resten er tavshed_P.indd 24

09/01/14 18.28


Hun rakte hånden frem. – Elisa Brostrøm. Swane trykkede forsigtigt den spinkle hånd. – De har altså ringet til Nordsjællands Politi. Må jeg spørge hvorfor? – Sagde De ikke, at De var her i et privat ærinde? sagde hun. – Jo, men hvis der er noget, De behøver politiets hjælp til, kan De jo lige så godt sige det til mig, nu jeg er her. – De kan begynde med at fortælle mig, hvorfor De bankede på hos hr. Laugesen. Så skal jeg nok derefter fortælle Dem, hvorfor jeg ringede til politiet. Den ældre dame hørte åbenbart ikke til dem, der gav ved dørene. – Det er på grund af min niece, Emilie, forklarede han og så nøje efter, om oplysningen gjorde indtryk på damen. – Ja, hende kender jeg godt. Hun er en sød pige. Lidt stille, men … – De har altså set hende her? Hvornår var sidste gang? spurgte han. Kvinden så pludselig bekymret ud, og Swane kunne mærke, at han blev urolig. Hvor var Emilie, hvis hun ikke var her? – Samme dag som jeg så hr. Laugesen sidst. Det er otte dage siden, og det var derfor, jeg ringede til politiet. – Fordi …? – Hr. Laugesen er aldrig væk i længere tid uden at sige det på forhånd. Og han svarede ikke på sin mobiltelefon. Swane mærkede, at hans pulsslag lige var steget betragteligt. – Men nu har jeg hørt fra ham, sagde hun så. – Jeg burde måske have ringet og sagt det til politiet, men jeg har ikke nået det. – Hvornår talte De med ham? 25

PP_Resten er tavshed_P.indd 25

09/01/14 18.28


– Jeg har ikke talt med ham, men han har lagt en besked på min telefonsvarer. Swane pustede ud. Så var der nok alligevel en naturlig forklaring. – Hvad var beskeden? – Der havde været noget kludder med bankoverførslen, da han skulle betale husleje. Han meddelte bare, at det var i orden. – Men han sagde ikke noget om, hvor han var, eller hvorfor han har været væk? spurgte Swane. Elisa Brostrøm rystede på hovedet. Swane fik en ubændig trang til at kigge indenfor i det sortmalede anneks, men var i tvivl om, hvordan han skulle spørge Mathias Laugesens værtinde. Hun virkede ret stålsat i sin insisteren på, at tingene forløb regelret. – Fru Brostrøm, begyndte han. – Det er vel ikke sådan, at jeg kunne overtale Dem til at lukke mig ind? Han pegede på anneksdøren. – Jeg er lidt urolig for min niece. Hverken hendes mor eller nogen anden har hørt fra hende i over en uge. Jeg er en erfaren politimand og kunne måske finde noget, der vil hjælpe os på sporet af, hvor Laugesen og min niece befinder sig. Hun tænkte sig om et øjeblik. – Det er jo egentlig krænkelse af privatlivets fred. Min afdøde mand var advokat, så jeg kender godt de juridiske spilleregler. Det kan du godt bilde mig ind, tænkte Swane og blev stående uden at sige noget. Lige nu virkede det som den bedste reaktion for at få døren åbnet. – Men jeg kan selvfølgelig godt se, at det er uheldigt, hvis der er en naturlig forklaring, og politiet spilder tiden på at undersøge det. Swanes plan havde virket. Kvinden var i færd med at overtale sig selv. 26

PP_Resten er tavshed_P.indd 26

09/01/14 18.28


Elisa Brostrøm gik nølende over til anneksets dør og låste op. – De må love mig, at det ikke kan ses, at De har været her. Jeg vil ikke have, at hr. Laugesen opfatter det, som om jeg har misbrugt hans tillid. Swane nikkede ivrigt og trådte hurtigt ind i det lille kombinerede bryggers og forgang. Kvinden blev stædigt stående udenfor. – Fru Brostrøm, sagde Swane så venligt som muligt. – Jeg kigger mig lige om et par minutter, og så kommer jeg ind til Dem. Måske er der nogle spørgsmål. Hun sukkede modvilligt, men vendte alligevel om og begyndte at gå op mod sit eget hus. – De kan smække efter Dem, sagde hun i farten. Der var ryddeligt. Næsten for ryddeligt, når man tænkte på, at der boede en enlig mand. Da Swane så, hvor snorlige bøgerne stod i Montana-reolerne på væggen, tænkte han uvilkårligt på Emilie, der elskede faste strukturer. På sofabordet lå en enkelt bog: Kritik af den rene fornuft af Immanuel Kant. Han genkendte den straks. Det var hans eget lasede eksemplar, købt i Alhambravejs Antikvariat på Frederiksberg for snart tredive år siden. Han slog op på titelbladet. „Til Emilie fra Onkel Kristian“ Hvor var hun? Han lagde bogen på bordet og tog fat på en gennemgang af huset. Køkkenet var ryddet, men der kom en skarp lugt fra opvaskemaskinen. Han kiggede i den. Den var halvfuld, og madresterne på det beskidte service var helt indtørrede. Han åbnede terrassedøren for at få lidt frisk luft ind i huset, 27

PP_Resten er tavshed_P.indd 27

09/01/14 18.28


hvorefter han gik hen og åbnede køleskabet. En brøddej var hævet ud over margretheskålens kanter og havde spredt sig ned over hylderne og helt ned i grøntsagsskuffen. Swane blev igen urolig. Han genkendte de tydelige tegn. Mathias Laugesen havde forladt sin bopæl for otte dage siden med den tydelige hensigt at komme tilbage inden for et døgns tid. Sandsynligvis i selskab med Emilie. Han lukkede øjnene. Hvis der var sket noget … Han turde ikke tænke tanken til ende. Så samlede han sig og blev igen den erfarne efterforsker. Følelserne måtte holdes på afstand indtil videre. Annekset bestod ud over bryggerset og det store rektangulære køkkenalrum af et kombineret kontor og soveværelse. Her var sengen redt, og en overdimensioneret iMac stod og kørte med pauseskærmen aktiveret. Swane rørte ved musen, og skærmbaggrunden viste et billede af en gruppe jakkesætsuniformerede mænd foran en gigantisk gennemsigtig kuppel af en art. Montreal Biosphere Summit 2011 stod der på et banner over forsamlingen, hvor en slank, rødhåret mand, som Swane straks identificerede som Mathias Laugesen, skilte sig ud i mængden. Han var mere uformel i sin påklædning. Til venstre i billedet stod James Garrison, guvernør fra en af de nordøstlige stater i USA. Efter at have tabt det forrige primærvalg om at blive demokraternes præsidentkandidat var han blevet kendt som en af verdens førende og mest engagerede miljøforkæmpere. I menulinjen i bunden af skærmen så Swane, at et dokument var åbent. Han klikkede sig ind på det. „The Green House Lie – Lecture on the Faulty Research in and the Facts of Global Warming by Mathias Laugesen.“ På dokumentets sidehoved stod der: „G8 – Climate Conference in Helsingør, Denmark“ Emilies kæreste skulle åbenbart holde oplæg på den nært forestående klimakonference for G8-landene. Nogle gange 28

PP_Resten er tavshed_P.indd 28

09/01/14 18.28


kunne det godt betale sig at indtage de mest kontroversielle synspunkter i debatten. Om ikke andet blev man hevet ind som et cirkusnummer på konferencer og i diverse tv-programmer, så de seriøse forskere kunne have en at spille forarget overfor. En drivhuseffektskeptiker. Hvad ville Emilie med ham? Swane markerede hele teksten og kopierede den. Hurtigt gik han på nettet og lagde indholdet i sin dropbox. Så åbnede han Laugesens postkasse og sendte en tom besked til sin egen email. Ikke den officielle, men en anonym oprettet til den slags tilfælde. Nu havde han mandens mailadresse, hvis drabstaskforcens computergeni, Irene Bechmann, senere skulle hjælpe ham med at se nærmere på sagen. En stemme rømmede sig i døren ind til soveværelset, og Swane for sammen. Det var fru Brostrøm. Han havde ikke hørt hende komme. – Det der er vist ikke tilladt uden en kendelse, sagde hun spidst. – Jeg ser udelukkende efter ting, der kan medvirke til at opklare, hvor Laugesen og min niece befinder sig, sagde Swane så myndigt, det var ham muligt. Han forlod hurtigt computeren og bad værtinden følge med ind i køkkenalrummet. – De har ret, fru Brostrøm, begyndte han i et forsøg på at nedbryde hendes skepsis. – Det er mystisk. Der er noget, der tyder på, at Mathias Laugesen havde planlagt at komme hjem inden for en overskuelig fremtid. Hun nikkede ivrigt. – Kan De huske, om han havde en kuffert eller en taske med, da De så ham sidst? – Det havde han ikke, svarede hun. – Han tog af sted i shorts og sandaler, og Emilie havde en tynd sommerkjole på. De havde madkurv og badehåndklæder med, så jeg tænkte, at de var på 29

PP_Resten er tavshed_P.indd 29

09/01/14 18.28


vej til stranden. Det er jo derfor, jeg syntes, det var så mærkeligt, men da jeg så fik beskeden på min telefonsvarer, så … – Hvornår var det, han lagde den besked? – Jeg fik den tidligere i dag. Swane fik pludselig en bange anelse. Damen her tilhørte ikke ligefrem cybergenerationen. – Er det en mobilsvarer, vi taler om? Fru Brostrøm frigjorde en mobiltelefon af ældre dato fra et læderetui på siden af sin nederdel. – Her! sagde hun småfornærmet. – Jeg er ikke så gammel, at jeg ikke har sådan en. Swane valgte at tage det som en opfordring. Han greb mobilen ud af hænderne på værtinden, og før hun kunne nå at protestere, var han gået ind i sms-bakken. Der var blandt andet en ugegammel sms om et ubesvaret opkald fra Mathias Laugesens mobil samt en advisering om, at der var „ikke aflyttede beskeder“. Det var, som han havde frygtet: Fru Brostrøm havde hørt beskeden i dag og troet, den var en ny. Otte dage uden at nogen havde set eller hørt fra hverken Emilie eller Laugesen. Bekymrende, men ikke kritisk i politiets normale optik. For Swane forholdt det sig imidlertid anderledes. Det drejede sig om hans skrøbelige niece.

PP_Resten er tavshed_P.indd 30

09/01/14 18.28


Resten er tavshed