Page 1

90 mm

158 mm

42 mm

læs også de tidligere bind i serien: 158 mm

41 mm

43 mm

158 mm

158 mm

41 mm

158 mm

90 mm

Solgt i 2 millioner eksemplarer

sendes ud for at beskytte en hemmelighed, som kan ændre historiens gang.

Ordenens hovedkvarter. På samme tid i Syrien udkæmpes et blodigt slag mellem mamlukkerne og mongolerne. Mamlukkerne sejrer, og deres hærfører Baybars, en tidligere slave, griber magten og gør sig selv til sultan. Kun for at indlede en skånselsløs krig mod de kristne.

ROBY N YOU NG

Korstogenes æra nærmer sig sin afslutning. En ung tempelridder

London 1260. Vennerne Will og Garin er i lære som tempelriddere i

ROBYN YOUNG

Mellem Will og Garin står den unge kvinde Elwen, der er niece til en højtstående tempelridder. Sammen inddrages de i jagten på Bogen om Gralen skrevet af Anima Templi – et hemmeligt broderskab in-

236 mm

den for selve tempelridderordenen, som prædiker forsoning mellem

robyn young, født 1975 i Oxford, er

uddannet forfatter og bor i dag i Brighton.

Hun har arbejdet som lærer, økonomisk rådgiver, folkesanger og arrangør af

de tre store religioner. Men Broderskabet har magtfulde fjender, der drømmer om at knuse ikke bare Broderskabet, men hele Tempelrid-

derordenen, og de vil gøre alt, hvad der står i deres magt for at få fat i den farlige bog.

udgivelse i 20 lande.

broderskabet er første del af Robyn

Youngs fængslende romantrilogi om det

sidste store korstog, om det kristne impe-

riums fald og muslimernes vej mod magten. Et storslået historisk drama fuld af

”den unge klerk spurtede gennem gyden. Hans fødder gled i slimede pytter af mudder og nattesøle, som dækkede jorden; hans næse var tilstoppet af stanken af menneskelig afføring og rådden mad. Han skred, kastede en hånd ud for at gribe fat i den skarpe flintmur, genvandt balancen og løb videre. Til venstre for sig, mellem bygningerne, så han et glimt af Seinens sorte vand. Himlen var begyndt at lysne, og Notre Dames tårne spejlede daggryets svage skær, men i labyrinten af gyder, som gik på kryds og tværs mellem husene, var det stadig nat. Klerkens hår klistrede af sved. Når han havde afleveret bogen, ville han være fri. Når klokkerne ringede til prim, ville han være på vej til Rouen og et nyt liv. Han stoppede op i åbningen ind til en gyde, mens han forsøgte at få vejret. En bevægelse fangede hans blik. En høj mand klædt i en grå kappe skridtede mod ham. Den unge klerk vendte sig og løb. Han zigzaggede mellem husene, men hans forfølger var stædig, og afstanden mellem dem blev mindre. Bymuren rejste sig længere fremme. Han strammede sit greb om bogen. Han ville blive straffet med døden eller fængsling, det var han sikker på, men uden bevis ville de måske ikke kunne fælde dom. Han lod bogen falde ned bag tønderne og løb videre. Han kunne altid vende tilbage og hente den, hvis det lykkedes ham at undslippe.”

roman

slag mellem mamlukkerne og mongolerne. Mamlukkerne sejrer, og drabelige slag, ondsindede intriger og lidenskabelig kærlighed.

Serien består af tre bind:

BRODERSKABET

KORSTOG

”Et hæsblæsende

historisk eventyr”

- financial times

deres hærfører Baybars, en tidligere slave, griberBRODERSKABET magten og gør sig REKVIEM

9 788771 080872

selv til sultan. Kun for at indlede en skånselsløs krig mod de kristne. Pressen skrev om BRODERSKABET

Acre 1274. Efter mange års blodig krig er det lykkedes det hemme-

ROBYN YOUNG

lige broderskab at opnå våbenhvile mellem kristne og muslimer i Det Hellige Land. Men den unge tempelridder Will Campbell frygter, at de er blevet forrådt.

Den engelske konge forbereder et nyt korstog, og i selve Acre lurer en endnu større fare. En skare vesterlandske handelsmænd, som har tjent gode penge på våben og slaver, udtænker en plan, som skal få hadet blandt Østens muslimer til at blusse op på ny. Og i Egypten konspirerer sultan Baybars’ søn mod sin egen far for at få ham til at angribe de kristne og uddrive dem fra Det Hellige Land en gang for

Mellem Will og Garin står den unge kvinde Elwen, der er niece til en slugerpåden råt, side for side – lige en højtstående tempelridder. Sammen inddrages ”Man de i jagten Bogen

alle.

mere. broderskab En sand pageturner.” ★★★★★ om Gralen skrevet af Anima Templi – et hemmeligt in- nordjyske stiftstidende den for selve tempelridderordenen, som prædiker forsoning mellem

Tempelridderne er trængt fra alle sider, og Will Campbell – der

de tre store religioner. Men Broderskabet har magtfulde fjender, der ”Stærkt underholdende drømmer om at knuse ikke bare Broderskabet, men hele Tempelrid- … hvis du bare

melige broderskab og sin pligt over for Elwen, kvinden han elsker,

236 mm

selv er splittet mellem sin ed til tempelridderne, sin rolle i det hem-

har snuset lidtattilfåIndiana derordenen, og de vil gøre alt, hvad der står i deres magt for fat i Jones og Dan Brown, bliver du ikke skuffet … hold op den farlige bog.

men aldrig vil kunne gifte sig med – sendes ud på en hemmelig

BRODER SKABET

- femina riums fald og muslimernes vej mod mag-

ten. Et storslået historisk drama fuld af

”Velskrevet og tempofyldt tempelridderdrabelige slag, ondsindede intriger og liroman til alle elskere af historiske evendenskabelig kærlighed. tyr.”

- dbc

9 788771 080872

korstog er andet bind af Robyn Youngs fængslende romantrilogi om det sidste store korstog.

roman

”Et hæsblæsende historisk eventyr” - financial times

KORSTOG

mission.

– det er en god historie, og den byder helt begyndelsen af på drama, plot og stor broderskabet er fra første del af Robyn

kærlighed, ogom bedst Youngs fængslende romantrilogi det af alt: Den er første i enkristne trilogi.”impesidste store korstog, bog om det

BRODERSKABET

ROBYN YOUNG

”den unge klerk spurtede gennem gyden. Hans fødder gled i slimede pytter af mudder og nattesøle, som dækkede jorden; hans næse var tilstoppet af stanken af menneskelig afføring og rådden mad. Han skred, kastede en hånd ud for at gribe fat i den skarpe flintmur, genvandt balancen og løb videre. Til venstre for sig, mellem bygningerne, så han et glimt af Seinens sorte vand. Himlen var begyndt at lysne, og Notre Dames tårne spejlede daggryets svage skær, men i labyrinten af gyder, som gik på kryds og tværs mellem husene, var det stadig nat. Klerkens hår klistrede af sved. Når han havde afleveret bogen, ville han være fri. Når klokkerne ringede til prim, ville han være på vej til Rouen og et nyt liv. Han stoppede op i åbningen ind til en gyde, mens han forsøgte at få vejret. En bevægelse fangede hans blik. En høj mand klædt i en grå kappe skridtede mod ham. Den unge klerk vendte sig og løb. Han zigzaggede mellem husene, men hans forfølger var stædig, og afstanden mellem dem blev mindre. Bymuren rejste sig længere fremme. Han strammede sit greb om bogen. Han ville blive straffet med døden eller fængsling, det var han sikker på, men uden bevis ville de måske ikke kunne fælde dom. Han lod bogen falde ned bag tønderne og løb videre. Han kunne altid vende tilbage og hente den, hvis det lykkedes ham at undslippe.”

9 788771 082326

90 mm

Året er 1295. Det kristne imperium i Det Hellige Land ligger i rui-

roman

KORSTOG

ner, og tempelridderen Will Campbell er tilbage i Paris. robyn young, født 1975, er forfatter og bor i dag i Oxford. Hun har arbejdet som lærer, økonomisk rådgiver, folkesanger og arrangør af musikfestivaler. Robyn Young debuterede med broderskabet, som blev den bedst sælgende debutroman i 2006. Serien er udkommet i 20 lande og er solgt i mere end 2 millioner eksemplarer verden over.

Tempelridderordenen har allieret sig med Wills gamle fjende, Kong Edward af England, og har afgivet løfte om at hjælpe kongen i kri-

Serien består af tre bind: BRODERSKABET, KORSTOG og REKVIEM

gen mod Skotland. Denne fjendtlige pagt mod Wills hjemland sætter hans tro og loyalitet på alvorlig prøve, samtidig med at forhol-

pressen skrev ”Et hæsblæsende historisk eventyr” – financial times ”Man sluger den råt, side for side – lige en mere. En sand pageturner.” ★★★★★

236 mm

– nordjyske stiftstidende ”Stærkt underholdende … hvis du bare har snuset lidt til Indiana Jones og Dan det er en god historie, og den byder helt fra begyndelsen af på drama, plot og stor kærlighed.” – femina

kærlighedsaffære. Forrådt af sine egne, og alt hvad han hidtil har troet på, står han over for sit livs sværeste valg. Skal han blive i ordenen og udkæmpe

90 mm

ROBYN YOUNG

roman

en krig, han ikke længere tror på, eller skal han bryde ud og kæmpe sin egen kamp for freden, om så det betyder at kæmpe på Skotlands side?

robyn young, født 1975, er forfatter og bor i dag i Oxford. Hun har arbejdet som

Slaget om Det Hellige Land er tabt. Tempelriddernes sidste store

lærer, økonomisk rådgiver, folkesanger og

slag er begyndt. Med REKVIEM afslutter Robyn Young sin romantrilogi om tempelridderen Will Campbell, som indledtes med BRODERSKABET og KORSTOG.

”Velskrevet og tempofyldt tempelridderroman til alle elskere af historiske eventyr.” – dbc ”Uimodståelig … fuld af levende karakterer, troløshed og svig.”

arrangør af musikfestivaler. Robyn Young

R EKVIEM

Brown bliver du ikke skuffet … hold op,

det til hans datter Rose forværres og driver hende ud i en farlig

ROBY N YOU NG

BRODER SKABET

musikfestivaler. Robyn Young debuterede med broderskabet, der omgående røg til

tops på bestsellerlisterne. Bogen er solgt til

ROBY N YOU NG

90 mm

sendes ud for at beskytte en hemmelighed, som kan ændre historiens gang.

Ordenens hovedkvarter. På samme tid i Syrien udkæmpes et blodigt

ROBY N YOU NG

Læs første bind i serien: Korstogenes æra nærmer sig sin afslutning. En ungogså tempelridder

London 1260. Vennerne Will og Garin er i lære som tempelriddere i

158 mm

90 mm

Solgt i 2 millioner eksemplarer

© sarah bird

90 mm

158 mm

158 mm

debuterede med BRODERSKABET, som blev den bedst sælgende debutroman i 2006. Serien er udkommet i 20 lande og er solgt i mere end 2 millioner eksemplarer verden over.

Serien består af tre bind: BRODERSKABET KORSTOG REKVIEM

– raymond khoury, forfatteren til den sidste tempelridder 9 788771 082340

REKVIEM


Bog Rekviem FINAL:Layout 1

29/08/11

11:58

Side 3

ROBYN YOUNG

Rekviem Oversat af Svend Ranild

People’sPress


Bog Rekviem FINAL:Layout 1

29/08/11

11:58

Side 17

1 Bordeaux, Kongeriget Frankrig 23. november 1295

ATHIEUS HÅNDFLADER VAR glatte af sved. Han holdt fastere om sit slagsværd, og for at finde beroligelse kiggede han til højre, hvor hans overordnede stod bøjet i kampstilling. Men mandens blik var rettet mod dobbeltdøren for enden af salen. Mens Mathieu iagttog den, piblede en olieglat streg af sved ned ad siden på hans ansigt. Det tordnende brag lød igen og fik døren til at skælve voldsomt, og det gav et sæt i de ni vagter som var opstillet i salen. I den delvise stilhed som fulgte, bruste deres åndedræt, skarpt og overfladisk. Nogle øjeblikke efter rystede endnu et brutalt stød træet. Denne gang fulgte der ikke nogen kortvarig pause. Døren splintredes og faldt fra hinanden så egestumper eksploderede ind i salen, slog mod vægtæpper og hoppede hen over fliserne. Der fulgte en vridende og flående lyd da rambukken med jernhovedet blev trukket tilbage fra ødelæggelsen og soldater strømmede ind gennem brechen. Mathieu mærkede et svimlende brus af frygt. Et øjeblik blev han lammet af den. Usammenhængende bønner og erklæringer skvadrede gennem hans hoved. Han var kun 19 år. Det var ikke dette han havde forestillet sig da hans far skaffede ham denne post. Gode Gud, lad mig blive skånet. Derpå, da han hørte sin overordnede råbe ordren til angreb og så sine kammerater styrte frem for at møde de angribende soldater, tvang han sig selv fremad. En soldat kom hen til ham, alt for hurtigt. Mathieu nåede lige at se et drageformet skjold med jernbukkel løfte sig i et glimt af blåt og højrødt svarende til den våbenskjorte manden bar, så svingede han sit slagsværd op for at parere hugget som var rettet mod hans hoved. Overalt omkring ham stødte de andre vagter sammen med deres angribere, et kaos

M

17


Bog Rekviem FINAL:Layout 1

29/08/11

11:58

Side 18

af klinger og kroppe. På den trange plads genlød stålets klirren skurrende sammen med de øredøvende smæld af sværd der ramte skjolde, og de pansrede støvlers klingren og trampen. I modsætning til soldaterne, som var klædt i lange ringbrynjer og runde jernhjelme, bar vagterne kun sømbeslåede, polstrede læderjakker og polstrede skinner til beskyttelse af deres torsoer og lår. Mathieu bed tænderne sammen da soldaten svingede til igen, og den vilde rystelse fra stødet slog næsten sværdet ud af hånden på ham. Han havde lyst til at vende sig om og løbe, men soldaten tvang ham baglæns, huggede og stak, og nu var han næsten henne ved væggen, og der var ikke noget sted at flygte hen. Han udstødte et frustreret råb da han forsøgte at skubbe soldaten væk og manden nægtede at give sig. Sved løb ned i hans øjne og blindede ham. Der var ikke plads til at bevæge sig. Han undveg et hurtigt stød rettet mod hans side, fejede et andet væk som kom mod hans bryst, og slog så klodset fra sig. Soldaten dukkede sig til venstre og undgik stødet. Rødt og blåt fyldte Mathieus synsfelt da soldatens skjold med jernbuklen hamrede op i hans ansigt. Han mærkede smerte skyde igennem sig. Blod strømmede ud af hans næse og mund, og han vaklede ind i væggen med et vildt sving af sværdet. Et øjeblik efter kom der en forfærdelig, stikkende fornemmelse højt oppe i siden på ham, fulgt af en kvalmende smerte. Soldatens klinge var trængt ind i det bløde kød under hans armhule, hvor der ikke var nogen læderpansring til at beskytte ham. Mathieu skreg da manden hamrede sin behandskede hånd mod sværdknappen og drev klingen i bund med et grynt af anstrengelse. Han mærkede sit slagsværd glide ud af fingrene. På den anden side af salen så han flere soldater presse sig gennem den ødelagte dobbeltdør for at komme de andre til hjælp. Men der var ikke særlig brug for dem; hans kammerater var i undertal og underlegne. Det hele var sket så hurtigt. Fra hovedbygningen havde de set vagterne ved porthuset blive hugget ned, og soldaterne var kommet, havde redet som rasende gennem området og havde knap nok givet dem tid til at stænge dørene. Sværdet i hans side blev trukket ud, og blodet vældede ud. Da Mathieu sank ned på gulvet, så han en af sine kammerater falde om, knække sammen over det sværd som var trængt ind i hans mave. De andre skyndte sig tilbage i en uregelmæssig linje hen til trappen som svingede op mod et galleri. Svagt hørte han råb

18


Bog Rekviem FINAL:Layout 1

29/08/11

11:58

Side 19

over sig, men før han kunne opfatte kilden til det, sank han sammen og smurte en rød stribe på væggen bag sig. Råbene blev højere og overdøvede støjen i forstuen da en mand kom ned. En efter en holdt soldaterne inde og lod de flygtende vagter trække sig tilbage. Manden blev ved at råbe da han løb ned ad de sidste trappetrin, på et knap nok sammenhængende fransk. Han svingede et sværd og bevægede sig forbi sine vagter og hen til soldaterne, som alle sammen nu var holdt op. Deres hurtige åndedræt lød fra deres hjelme. De holdt stand, og manden standsede op nogle meter fra dem og studerede deres våbenskjorter. Det var ikke nogen trøst at han genkendte uniformerne. “Hvad skal det her betyde?” Hans stemme rystede af såvel frygt som vrede, men han holdt sværdet roligt. “Hvor vover I at angribe min ejendom? Mine mænd!” Han slog ud med hånden i retning af sine faldne vagters lig og lod blikket hvile et øjeblik på Mathieus sammensunkne skikkelse, den yngste. “Hvem er jeres leder? Jeg kræver at tale med ham.” Der var tavshed. “Svar mig!” “I kan tale med mig, lord Pierre de Bourg.” En mand kom ind og så sig omkring da han trådte hen over den ødelagte dør. Han så ud til at være i begyndelsen af 30’erne og havde et langt ansigt, brune øjne og en gusten, falmet teint, som om han engang havde været meget mørkere men ikke havde set solen i lang tid. Hans hår var dækket af en hvid silkehue, og han bar en fodsid ridekappe som hang elegant fra hans smalle skuldre og fik ham til at virke både bredere og højere end han faktisk var. Kappen var ensfarvet men udsøgt syet, med en lille metalknap fastgjort på hver side af brystet gennem hvilke der sad en sølvkæde som holdt klædningsstykket på plads. “Hvem er I?” spurgte Pierre. Med blikket vendt mod stormanden tog manden sine silkehandsker af og blottede et par tynde hænder med blå årer. “Jeg hedder Guillaume de Nogaret.” Han talte i langue d’oïl, men Pierre fornemmede en blidere sydlig accent trænge igennem det grove nordlige tungemål. Soldaterne flyttede sig til side da Guillaume de Nogaret gik frem, men de beholdt deres sværd rettet mod Pierre, hvis vagter havde samlet sig beskyttende bag ham. Nogaret gjorde tegn til ham. “Sænk jeres våben.”

19


Bog Rekviem FINAL:Layout 1

29/08/11

11:58

Side 20

Pierre kæmpede for at genvinde sin autoritet men tabte over for Nogarets skræmmende ro. “Det vil jeg ikke gøre. I er brudt ind i mit hjem og har dræbt mine folk. Efter hvis ordre?” “Jeg er minister for kong Philippe. Det er efter hans ordre jeg er her.” Pierres blik flakkede hen på soldaterne i deres højrøde og blå våbenskjorter; den kongelige gardes farver. De var posteret i Bordeaux under anførelse af kongens bror, Charles de Valois. “Vi har fået oplyst,” fortsatte Nogaret, “at I har udspioneret vores styrker og rapporteret til englænderne i Bayonne.” “Latterligt! Hvor har I hørt det fra? Hvem er det der anklager mig?” “I skal sænke jeres våben,” gentog Nogaret, “eller mine mænd vil tvinge jer til at gøre det.” Der fulgte en lang pause før Pierre adlød. “Sig til jeres vagter at de skal lægge deres våben på gulvet og stille sig ved væggen igen.” Pierre vendte sig mod sine mænd med et stramt nik. Så snart de havde lagt deres sværd, fyldtes rummet af aktivitet da de kongelige soldater bevægede sig hen for at samle sværdene op og skubbe de kuede, forbitrede vagter op mod væggen. Mathieu og de andre døde blev slæbt ud til siden af forstuen og dumpet. “Hvor mange flere personer er der i huset?” spurgte Nogaret bryskt. “Kun min familie og vores tjenestefolk, men det I vil med mig, angår ikke dem.” “Gennemsøg rummene ovenpå,” sagde Nogaret og gjorde tegn til fem soldater. “Kom ned med alle dem I finder. Hvis nogen vægrer sig, så anvend den magt I skønner er nødvendig.” Pierre så forpint ud da de trampede op ad trappen. “Jeg beder jer, gør dem ikke ondt.” Han vendte sig mod Nogaret. “Min hustru og mine børn er deroppe!” “Kom herhen med ham,” sagde Nogaret til to af soldaterne. Han pegede hen ad en mørk gang som førte væk fra forstuen. “Fører den hen til køkkenet? Gør den?” gentog han skarpt da Pierre ikke svarede. Pierre nikkede stumt. Da han blev ført hen ad gangen, fulgte Nogaret efter og lod de tilbageværende soldater holde øje med vagterne. Køkkenet var meget stort, med et hovedrum delt af et bukkebord, hvorpå der stod to gryder fyldt med fintskårne grøntsager, og der lå en 20


Bog Rekviem FINAL:Layout 1

29/08/11

11:58

Side 21

bunke noprede gulerødder ved siden af en kniv. I arnen snoede damp sig op fra en stor kedel, et par fasaner dinglede på en krog, og deres bronzefarvede og turkise fjer fangede lyset fra en række høje vinduer. Stedet var varmt og duftede af urter. Nogarets blik faldt på gulerødderne. En af dem var halvt skåret ud lige ved kniven, og stumperne lå omkring den. “Hvor er kokkene?” “Ovenpå. Da alarmen lød, sendte jeg alle derop indtil jeg kunne finde ud af hvad der skete.” Pierre rettede et bittert blik mod Nogaret. “Men det gav I mig ikke tid til da I brød min dør ned og angreb mine mænd.” “Forrædere plejer ikke at blive advaret, og det var jeres mænd som nægtede at give adgang og tvang mig til at bryde ind i jeres hjem. Jeres mænd som kastede sig over mine inden de fik mulighed for at forklare sig.” “Jeg er ikke forræder,” svarede Pierre heftigt. “Det vil vi finde ud af.” Nogaret gik hen til bordet og tog kniven op. “Hold ham.” “Vent … åh, vent!” råbte Pierre da soldaterne greb ham. Nogaret undersøgte kniven. Den smalle klinge var plettet af saft fra grøntsagerne. “Vi ved at I har været i kontakt med engelske tropper i Bayonne og sendt dem oplysninger om vores styrker i Bordeaux. Vores antal. Forsvarsværker.” “Jeg ved ikke hvor I har fundet denne oplysning, men jeg forsikrer jer for at den er usand. Jeg har aldrig nogen sinde mødt nogen engelske soldater.” “Åh, lad være,” sagde Nogaret ironisk. “Det kan ikke passe. Da kong Edward boede i byen, må I have mødt mange.” “Det var ikke det jeg mente.” “I viste hyldest til Edward for jeres jorder da han besad hertugdømmet. I bidrog også med arbejdere der hjalp ham med at opføre sine nye byer.” Nogarets tonefald var hånligt. “Da han spredte sine små bosættelser ud over området som en hund der afmærker sit territorium.” “Nå, men som I siger, hvis Edward er min lensherre og jeg besidder mine jorder i hans navn, hvordan skulle jeg eller nogen anden adelsmand i hertugdømmet Guienne så kunne undgå at have kontakt med englænderne på et eller andet tidspunkt i fortiden?” “Edward var jeres lensherre,” replicerede Nogaret skarpt. “Det har han ikke været i mere end et år, ikke siden kong Philippe tog magten over her21


Bog Rekviem FINAL:Layout 1

29/08/11

11:58

Side 22

tugdømmet, og alligevel lader det til at jeres troskabsforhold, om de så blot er pligtmæssige eller frivillige, er som de tidligere var.” “Sådan er det ikke. Jeg er loyal over for min konge.” Pierre hævede hovedet højere. “Til trods for hvad han har gjort her.” “Hvad har han gjort her?” lød det fra Nogaret. “Jeg er ikke blind. Jeg ved at dette sker i hele regionen. Kongelige tropper strømmer stadig til fra nord og overtager byer og borge, men nu driver de også adelsmænd ud, beslaglægger deres ejendom, deres rigdom. Jeg har iagttaget det i de sidste måneder, og jeg har udholdt det med sammenbidte tænder, men udholdt det har jeg. Jeg har ikke haft kontakt med Edwards styrker, og det har jeg heller ikke i sinde at få.” “I har udholdt det?” Nogarets stemme var dæmpet. “I taler som drejede det sig om et barn der har gjort noget kedeligt som mishager jer, ikke om jeres konge. Herskeren over dette rige konfiskerer retmæssigt territorium tilhørende en udlænding hvis egne handlinger fortabte det til den franske krone, og I har udholdt det?” Nogarets brune øjne var hårde. “Kom herhen med ham.” Pierre strittede imod, men sammen halede soldaterne ham hen til bordet midt i køkkenet. “Læg hans hånd på bordet og tryk den ned.” Pierre kæmpede vildt da en af soldaterne greb om hans håndled. Den anden lagde hans hals i armlås og klemte til for at knuse hans evne til at gøre modstand. Ham der holdt om hans håndled, skubbede hans hånd fladt ned på bordet. Nogaret rakte kniven til denne soldat. “Jeg siger jer, Pierre de Bourg, I har endnu ikke udholdt noget som helst.” På gangen udenfor lød der støj. Nogaret vendte sig da han hørte en harmfuld stemme han ikke kendte. Døren gik op, og en mand trådte ind. Hans rødmende ansigt var fuldt af bekymring. Han var nogenlunde på Nogarets alder, lille og tynd, med en kroget næse og en nedadvendt mund som hang over en svag hage. En garder tøvede usikkert bag ham. Nogaret ignorerede soldatens undskyldning og studerede den indtrængende. Han bar en omfangsrig kappe med hætte, foret med brun pels, og under den en hvid linnedtunika som nåede ned til gulvet. Et par sandaler tittede ud fra klædningens folder. Han var gejstlig. Den indtrængende tvang blikket væk fra dolken som blev holdt over Pierre. “Jeg bønfalder jer, slip den mand fri!” 22


Bog Rekviem FINAL:Layout 1

29/08/11

11:58

Side 23

“Hvad vil I her?” spurgte Nogaret. “Hvem er I?” “Jeg er Bertrand de Got, biskop af Comminges.” Biskoppen kiggede tilbage på Pierre, som var holdt op med at gøre modstand og stirrede håbefuldt på ham. “I er langt væk fra jeres stift.” “Jeg har besøgt en af mine nevøer som er præst her i Bordeaux. Jeg befandt mig i hans kirke da jeg fik at vide at kongelige tropper var blevet sendt hertil for at anholde lord de Bourg.” “Hvad kommer det jer ved?” Bertrand tog en dyb indånding, hvilket gjorde hans stemme rolig. “Pierre er en gavmild velgører for min nevøs kirke og et højt respekteret medlem af dette sogn. Jeg kan ikke forestille mig hvad han har gjort for at fortjene en sådan behandling. Der er blevet sendt besked til ærkebiskoppen med underretning om forstyrrelsen,” tilføjede han sigende. Nogaret virkede uanfægtet. “Denne højt respekterede mand er forræder. Han og andre i denne region har rapporteret vores kongelige troppers bevægelser til englænderne, som vi ved planlægger flere angreb på vores stillinger i et forsøg på at vinde hertugdømmet tilbage.” “Det kan jeg ikke tro.” “Det vides at han har haft et tæt forhold til Edward af England. Det er ikke et særlig stort spring at formode at han kan ønske fortsat at støtte sin tidligere herre.” “Men de fleste standspersoner i dette område har haft med kong Edward at gøre,” indvendte Bertrand. “Jeg har selv mødt den engelske konge ved flere lejligheder under hans ophold i Gascoigne.” “Jeg har ikke behov for at forklare mig yderligere over for jer, biskop.” Nogaret fremhævede det sidste ord, og hans stemme viste for første gang noget der lignede ægte følelser. Han henvendte sig til soldaten bag Bertrand. “Følg ham udenfor. Sørg for at han fjernes fra ejendommen.” “Dette er oprørende.” Bertrand rettede et udfordrende blik mod Nogaret. “Ærkebispen vil ikke finde sig i dette, ikke i hans provins.” “Dette hus er blevet beslaglagt og er i kongen af Frankrigs besiddelse. Forsvind, eller jeg skal se til at I bliver straffet for at trænge ind på kongelig ejendom.” “Dette er ikke enden på sagen.” Bertrand de Got så på stormanden og rystede på hovedet. “Jeg er ked af det, Pierre. Jeg gjorde hvad jeg kunne.” 23


Bog Rekviem FINAL:Layout 1

29/08/11

11:58

Side 24

Med opspærrede øjne gjorde Pierre modstand mod soldaterne der holdt ham. “Gode Gud, Bertrand, hjælp mig!” Nogaret gik hen til Pierre. Hans mund sitrede. “Gud har ikke længere magten i disse lande.” “Bertrand!” råbte Pierre. Men bispen var på vej væk, tvunget af garderen, som smækkede døren og lukkede for synet af soldaten der løftede hånden og dæmpede Pierres skrig da kniven blev jaget ned. Da torturen var forbi, gik Nogaret tilbage til forstuen og lod den halvt bevidstløse Pierre blive tilbage sammen med en af soldaterne. Den anden fulgte med ham ud mens han tørrede hænderne i en køkkenklud. I forstuen var flere personer blevet samlet: tre mænd og fire piger, tjenestefolk at dømme efter deres påklædning, og en slank kvinde med blegt ansigt, klædt i en elegant kjole, som knugede to drenge ind til sig. Den ene af drengene trykkede sine knyttede hænder mod ansigtet og græd. Da Nogaret trådte ind, kiggede flere af vagterne op med ansigterne fyldt med magtesløs vrede. Kvinden stirrede stum og chokeret på den blodplettede soldat. En af tjenestefolkene, en ældre mand, ville træde frem men faldt så tilbage mod væggen da et sværd blev rettet mod ham. Nogaret bemærkede at en anden vagt var blevet lagt ved siden af de to som var dræbt i den indledende kamp, og en kongelig soldat så ud til at være blevet såret. Han gik hen til en af mændene, hvis våbenskjorte var kantet af gul brokade. “Hvad er der sket, kaptajn?” Kaptajnen førte ham hen til døren, ud af hørevidde for fangerne. “Da de hørte stormanden skrige, forsøgte de at angribe os. Det lykkedes en af dem at vriste et sværd fra en af mine mænd. Jeg håber at det forræderiske svin tilstod,” tilføjede han bistert. “Ikke endnu.” Kaptajnen rynkede panden. “Afhøringen lød meget grundig.” “Gjorde du hvad jeg bad om?” spurgte Nogaret og ignorerede bemærkningen. “Vognen er ved at blive lastet lige nu.” Kaptajnen gjorde en pause. “Men hvis han ikke har tilstået, bør vi så ikke vente på bekræftelse inden vi fortsætter? Det er muligt at han fortæller sandheden. Måske var vores oplysninger forkerte?” “Det var de ikke,” sagde Nogaret tonløst. “Disse mennesker skal kues

24


Bog Rekviem FINAL:Layout 1

29/08/11

11:58

Side 25

inden de kan svække os. For øjeblikket holder vi stand mod englænderne, men vi må ikke lade noget bringe det i fare. De tog Blaye og Bayonne fra os i begyndelsen af krigen. Med bedre oplysninger vil de kunne indtage mere territorium.” Kaptajnen nikkede. “Se til at stormanden og hans familie bringes til garnisonens fængsel. Deres skæbne vil blive afgjort i tidens fylde.” Nogaret lod kaptajnen bjæffe ordrer til sine mænd og gik ud i den strålende novembereftermiddag. Foran huset var der en hel del aktivitet omkring en større vogn. Væbnere holdt øje med hestene mens soldater trampede frem og tilbage fra en sidedør bærende på en mængde genstande: udsmykkede kandelabre, en bunke lange silkekjoler - den rødmende soldat som bar dem, blev hånet af sine kammerater – stabler af sølvservice, favnfulde af bøger, to sværd i prydede skeder, en krydderikasse af rosentræ. Nogaret gik hen til vognen med soldaterne omkring sig. Han kiggede ind på udvalget af møbler og tøj. Da han så noget ligge og glimte på bunden af vognen, rakte han ind og tog en halskæde med glasperler op. Han smed smykket ind igen med en skulen. Han håbede inderligt at når plyndringsgodset blev føjet til det der var taget fra andre familier, ville der være nok til at retfærdiggøre den tid han havde tilbragt her, især fordi beslaglæggelsen havde været hans ide. “Minister.” En soldat pegede hen på hovedporten. Nogaret kneb øjnene sammen i sollyset og så en rytter nærme sig. Hestens hove sparkede støvskyer op. Et øjeblik spekulerede han på om biskoppen havde besluttet at vende tilbage, men da rytteren kom nærmere, så Nogaret at han var klædt i en velkendt skarlagenrød og sort kappe. Det var et kongeligt sendebud. Han genkendte manden fra Paris. “Minister de Nogaret,” hilste rytteren stakåndet da han standsede. Han sad af, stak hånden ned i en støvstribet lædertaske og tog en skriftrulle op. “Bygarnisonen fortalte mig hvor jeg kunne finde jer.” Nogaret brød voksseglet og åbnede skriftrullen. Han lod blikket glide ned over budskabet. “Minister?” Kaptajnen havde hørt hovslagene og var kommet ud. Der lød et forpint skrig fra huset. Den unge kvinde blev slæbt gennem

25


Bog Rekviem FINAL:Layout 1

29/08/11

11:58

Side 26

den ødelagte dør af to af garderne. Hun skreg på sine børn. “Bliv færdige her.” Nogaret hævede stemmen over støjen. “Aflever vognen direkte til prins Charles. Han vil sørge for at skatten bringes til kong Philippe.” “Selvfølgelig.” Kaptajnen kiggede spørgende på sendebuddet. “Forlader I os, minister?” “Jeg skal tilbage til Paris.” Nogaret knipsede med fingrene ad væbneren som holdt hans hest. “Kongen har tilkaldt mig.”


Bog Rekviem FINAL:Layout 1

29/08/11

11:58

Side 27

2 Seinens bredder, Paris 19. december 1295

langs molen og skrabede mod stenene. Mænd greb rebene som blev kastet over til dem, trak dem gennem jernringe og strammede dem for at stabilisere fartøjet. Landgangen blev lagt med en raslen, og en skare mænd begyndte at gå fra borde. Deres ansigter var brune og vejrbidte. De hvide kapper de bar, var gennemblødte af tågen som klæbede til floden og dovent drev omkring masten på deres skib, hvor et broget banner hang slapt. Will Campbell gik hen til galejens ræling da mændene foran ham banede sig vej ned. Han lod blikket glide hen over området og mærkede den fugtige, iskolde luft fylde hans lunger. Bygningerne i bymidten strakte sig væk i et virvar af tage og spir. Rækkerne af kalkede træhuse, flere etager høje, var utydelige og uhåndgribelige i den tågede luft, afvekslende med de massive konturer af kirker og abbedier. Næsten lige fremme stod Hôtel de Ville, det administrative sæde for købmændenes profos, og hævede sig op over Place de la Grève. Den imponerende bygning stod midt i et væv af værksteder, torve og huse som bredte sig hen over byens højre bred: Paris’ centrum. Will fik øje på andre bygninger han genkendte, men enhver virkelig fornemmelse af byen blev udvisket af tågen og af tiden. Det var mange år siden han havde stået på disse bredder. Han kiggede tilbage på det skrutryggede omrids af Ile de la Cité, som rejste sig fra Seinen, indsvøbt i hvidt. Frankrigs hjerte. Han så et glimt af slottets tårne i den vestlige ende af øen, og hans kæbe strammedes. “Det ligner sig selv, ikke?” Simon kom hen og lagde sine tykke arme på rælingen. Hans skæg var

G

ALEJEN GLED TØVENDE

27


Bog Rekviem FINAL:Layout 1

29/08/11

11:58

Side 28

blevet kraftigere i løbet af rejsen, men hans brune hårmanke var begyndt at blive tyndere på toppen. Will, som var næsten en fod højere end den muskuløse staldkarl, lagde mærke til en skaldet plet på hans isse. “Robert og jeg forsøgte at huske hvor længe siden det var. Ifølge min beregning er det mere end 30 år.” “29.” Simon smilede sørgmodigt og blottede sin knækkede fortand. “Så har Robert slået mig.” “Hørte jeg mit navn?” De vendte sig. En høj ridder med grå øjne og et ansigt som stadig var drenget smukt til trods for de linjer som furede det, kom hen til dem. “Du vandt væddemålet,” sagde Simon til ham. “Det var jeg ikke i tvivl om.” Robert grinede. “Du vil ikke kunne tælle på en enarmet mands fingre.” Han klappede Simon på ryggen og kiggede så på Will, som var blevet tavs og stod og stirrede ud over byen. “Det er mærkeligt at være tilbage, ikke også?” Hans smil forsvandt. “Der er sket så meget.” “Du bør se til hestene, Simon,” sagde Will pludselig. Han gik hen til landgangen, hvor de sidste af ridderne gik fra borde og lod våbendragerne og besætningen blive tilbage. Robert udvekslede et blik med Simon og fulgte efter Will. “Stormesteren vil have os til at gå sammen med ham i fortroppen. Jeg tror han måske faktisk har glemt hvordan man kommer hen til Templet.” De gik ned ad landgangen, som buede og bøjedes. Will trådte ned på molens sten med et bump som på en eller anden måde føltes uigenkaldeligt. Han havde lyst til at vende sig om og gå tilbage, blive ved at sejle. Sammen gik de hen ad molen, over stinkende mudderbanker der var overstrøet med affald: ødelagte åleruser, en træsko, en død fugl med udbredte vinger. Bredderne blev hårdere da de nærmede sig enden af molen, brunt sand og stikkende græs, derefter mudret gade. Området myldrede af mænd og kvinder på vej til arbejde efter morgenmessen. En hestevogn slingrede forbi med to kvinder klædt i fine kjoler. Vognhjulene gled i mudderet. En gruppe snavsede børn løb efter den og råbte håbefuldt til kvinderne, som kiggede den anden vej med indstuderet ligegyldighed. Da børnene passerede, strømmede en flok svin ud af en gyde, fulgt af en svi-

28


Bog Rekviem FINAL:Layout 1

29/08/11

11:58

Side 29

nehyrde som med svirp af en stok styrede dem ned til flodbredden, i nærheden af en kaj hvor tømmer blev lastet på kærrer. Længere fremme havde ridderne samlet sig i en gruppe, og i spidsen for dem stod stormesteren. Jacques de Molay var en tyr af en mand i begyndelsen af 50’erne med stridt gråt hår som faldt i tykke bølger om skuldrene. Som alle tempelriddere havde han skæg, men i stedet for at holde det pænt klippet sådan som Will og Robert gjorde, var hans langt, næsten ned til brystet. Will havde engang hørt en ridder sige at inden stormesteren drog i kamp, flettede han det og trak det inden for skjorten. Jacques talte til en tempelembedsmand på et fransk som var bryskt og gutturalt. “Tal med profossen og find ud af hvor vi skal fortøje vores fartøj, og lad så våbendragerne følge efter med vores udstyr. Lad os håbe at min besked nåede præceptoriet og at de venter os.” “Ja, herre.” Embedsmanden ventede på at en vogn rullede forbi dem, og gik så hen til Hôtel de Ville. Jacques så Will og Robert nærme sig sammen med de sidste af ridderne og gjorde tegn til dem. “Kommandør Campbell, før an.” Will gjorde en pause for at orientere sig og førte så gruppen på 60 riddere hen mod Skt. Gervais-kirken, hvis knejsende tårn var væk i tågen. Nogle mennesker stirrede da ridderne marcherede i en kolonne hen ad den travle gade, men mange skyndte sig blot forbi, optaget af deres egne sager. I Paris, stedet hvor ordenens vigtigste base i Vesten lå, var tempelriddere et almindeligt syn, lige så meget en del af byens fællesskab som professorerne og de lærde fra Sorbonne på den venstre bred og de kongelige embedsmænd på Ile de la Cité. Lige før kirken drejede Will hen ad en smal sidegade som snoede sig gennem en labyrint af gyder og smalle trapper, hvor bindingsværkshuse trængtes på begge sider og bøjede sig mod hinanden. De øverste etager på nogle af bygningerne var så tæt på hinanden at beboerne kunne række ud og tage genboerne i hånden. Vasketøj, hængt på snore der krydsede hinanden, dryppede en støt regn ned på riddernes hoveder da de fandt vej ud til Rue de Temple. For Will var disse dystre gader smertefuldt velkendte. Rundt om hvert hjørne kom ekkoer af fortiden tilbage til ham, svagt i falmede skilte og afskallede skodder, tydeligere med tilsynekomsten af et kirkespir med flokke af gargoiler i et mellemrum mellem bygninger. Sammen med fortroligheden kom minderne. De hang

29


Bog Rekviem FINAL:Layout 1

29/08/11

11:58

Side 30

i luften som spøgelser, synlige i butiksdøre og forvitrede facader, i ansigterne på folk der skyndte sig forbi. Ting han havde holdt på afstand under den endeløse færd fra Cypern mens rejsens monotoni sløvede hans bevidsthed, overvældede ham nu. To slagtere stod og hang i en døråbning iført forklæder som var brune af blod. En bager sludrede livligt med en kvinde da han rakte hende to brød. Will stirrede på dem og spekulerede på om han kunne kende nogen efter al den tid. Foran ham skyndte en ung kvinde sig over gaden og gled i mudderet så hun tabte den kurv hun bar på. Da hun bøjede sig for at samle den op, slog hun sit hovedtøj tilbage og afslørede kobbergyldne krøller. Will standsede op. Hans øjne forblev rettet mod hende, også da hun rejste sig og han så hendes ansigt, også da han indså at han ikke kendte hende. Det gav et sæt i ham da han mærkede Roberts hånd på sin albue. “Hvad er der i vejen?” Will blev klar over at han var stoppet. “Ikke noget. Jeg glemte vejen.” Robert så på pigen da hun skyndte sig videre, derefter igen på Will, men han sagde ingenting, og de fortsatte i tavshed. Tågen var tyndere længere væk fra floden, og snart kunne de se bymuren rejse sig foran dem, opført af lysegule sten og flankeret af tårne. Et stykke væk, i nærheden af Tempelporten, havde en menneskemængde samlet sig. Da ridderne nærmede sig, kunne de høre nogen råbe. “Græd, mine børn! Græd for tabet af Guds rige på Jorden! Græd for Jerusalems fald og Babylons opstigning! Græd for de mænd hvis synder har ført os ind i denne mørkets tidsalder!” Will så en mand stå på trappen til en kirke. Med løftede arme henvendte han sig til mængden med hæs stemme som om han havde råbt i nogen tid. Han var ung, og hans kronragede isses skaldede plet lyste blegt på baggrund af hans mørke hår. Hans grå kutte var luvslidt, og der sad skorper af mudder på hans bare fødder. Han var franciskaner; en af tilhængerne af Skt. Frans af Assisi, der gik ud i verden som tiggermunke for at prædike evangeliet og var afhængige af at andre opfyldte deres jordiske behov. Will havde ikke set en i lang tid. “Græd for jeres konger og fyrster, dem der har byttet Den Hellige Stad med guld for at fylde deres lommer og klæde deres skøger på!” Nogle af tilskuerne gik uinteresseret videre, men flere gjorde holdt for 30


Bog Rekviem FINAL:Layout 1

29/08/11

11:58

Side 31

at lytte da den unge munk fortsatte sin lidenskabelige tale. Nogle gav endda udtryk for deres enighed. “Men græd mest af alt for ridderne, mine børn, hvis blodlyst kun vækkes når det passer til deres formål. Når den ikke gør, forlader disse krigere mødre og børn, gamle mænd og de blinde for kun med bøn at afbøde de vantros sværd!” Han slog ud med hånden i retning af Tempelporten. “De gjorde Guds by til et ligbål og forvandlede vores drømme til aske!” Råbene blev til ivrig jubel, og der lød lidt bifald. “Hvad er det her?” Jacques gik hen bag Will med en spørgende panderynke. Munken tog en indånding for at fortsætte men fik så øje på ridderne. Hans øjne lyste op, men han skulede. “Det er disse mænd!” Han pegede på ridderne. “Det er disse mænd hvis grådighed og ugudelighed forårsagede denne elendighed!” Menneskemængden vendte sig. Da tilskuerne så selskabet nærme sig, begyndte nogle af dem at spredes med blikket på riddernes hvide kapper, hver af dem prydet af et fliget rødt kors. Men andre stirrede med anklagen lysende i ansigterne. “Det er disse mænd som flygtede fra saracenerne for at redde deres egen rigdom og overlod kvinder og børn til voldtægt og nedslagtning!” “Ignorer ham, herre,” sagde en af Templets embedsmænd da Jacques trådte fremad. “Han ved ikke hvad han taler om.” “Så vil jeg rette ham,” knurrede Jacques og skubbede sig forbi. “Kom med mig,” sagde embedsmanden og gjorde bekymret tegn til Will og Robert. “Med al respekt, min herre,” sagde Robert hurtigt da manden skulle til at trække sit sværd af skeden. “Jeg tror ikke det er nødvendigt.” Alle ridderne var standset op nu. De bageste strakte hals og forsøgte at se hvad forstyrrelsen drejede sig om. “Disse mennesker er ubevæbnede,” fortsatte Robert da embedsmanden tøvede. “Vi vil kun skabe panik.” “Hvem er du?” spurgte Jacques og skridtede hen til munken. Folkemængden skiltes som vand foran ham. Han var en enorm skikkelse blandt dem med det store røde kors på ryggen fremhævet af en gylden kontur; en eksplosion af farver blandt deres triste grå og brune tøj. “Hvorfor præker du mod mine mænd?” “Jeg beretter om sandheden,” svarede munken trodsigt og gik ned ad 31


Bog Rekviem FINAL:Layout 1

29/08/11

11:58

Side 32

trappen for at konfrontere Jacques. Menneskemængden rørte spændt på sig i forventning om et drama. “Jeg kommer her hver dag og fortæller folk her fra byen om det de har brug for at vide.” “Og hvad er det?” “At i den sidste time svigtede I og jeres mænd Det Hellige Land.” Munken vendte sig mod sit publikum og hævede stemmen. “I to hundred år har det mægtige Tempel ikke blot taget imod kongers og fyrsters penge men også almisser fra gavmilde, gode mennesker som jer selv og hævdet at det beskyttede kristne pilgrimme i Østen. Men disse mænd overlod de selvsamme pilgrimme til at blive nedslagtet af saracenerne, optaget af at redde deres eget liv, deres egen rigdom.” Han kiggede tilbage på Jacques. “Templet gjorde måske en god indsats engang, måske tjente det engang kristenheden, men stolthed og grådighed og hovmod er jeres herrer nu. Jeres rigdom er hældt ned i behagelige boliger, fint tøj, kød og vin til jeres borde. Jeres fattigdomsløfter betyder ingenting, for selv hvis mænd tvinges til at give afkald på alt for at slutte sig til jeres orden, begynder de et liv i luksus.” Nogle af ridderne gjorde mine til at gå frem, med ansigter der var mørke af vrede. “Du spreder et ondskabsfuldt rygte,” sagde Jacques. “Ikke andet. Tusindvis af riddere fra denne orden har mistet livet i forsvaret af Det Hellige Land.” Da Will iagttog stormesteren tale til munken, så han pludselig et billede for sig. Han så sig selv stå på en forhøjning i en kirke ved siden af en anden stormester, som forsøgte at overbevise en stridbar menneskemængde om at gå med til at indgå fred med muslimerne. Indbyggerne i Acre havde ikke lyttet; havde kaldt manden forræder og derefter betalt prisen i den massakre som fulgte. “Vi havde lige så lidt håb om at holde saracenerne tilbage som om at forhindre tidevandet i at komme ind,” fortsatte Jacques og rettede sit stærke blik mod menneskemængden. “Da Acres mure blev gennembrudt, lod vi tusindvis af kristne søge tilflugt og transporterede så mange vi kunne, til Cypern og i sikkerhed.” Hans stemme blev grødet. “Vores sidste skib satte sejl kort før Templet faldt, med mere end hundred flygtninge og overlod mange af vores mænd til døden.” I tankerne så Will mamlukhæren strømme ind over Acres knuste mure. 32


Bog Rekviem FINAL:Layout 1

29/08/11

11:58

Side 33

Over den sydende menneskemængde var himlen sort af røg, og luften tyk af pile. Omkring ham skreg hans kammerater, hugget ned mellem murbrokkerne på gaden, der var oversået med lig, med kød og hår i brand når krukker med nafta eksploderede. Der var kaos og nedslagtning, og der var ildebrand. Will lukkede øjnene. Forfærdelig ildebrand. “Er dette hovmodige mænds handlinger? Kujoners handlinger?” Da ingen sagde noget, brølede Jacques til dem. “Er det?” Folk begyndte at fjerne sig, ude af stand til at udholde stormesterens stålblik. Jacques vendte sig mod munken. “Hvis jeg hører dine løgne blive sagt igen, lader jeg dig blive pisket gennem gaderne. Mine mænd har beskyttet de kristnes drøm i årtier, har kæmpet og er døde for Gud og for dig. Du skal vise dem den respekt de fortjener.” Han begyndte at gå væk, men munken var opildnet og fulgte efter ham, maste sig gennem trængslen, som var ved at opløses. “Hvis I havde gjort mere, ville Acre ikke være faldet. Mens saracenerne havde travlt med at samle en hær, sloges I indbyrdes. Det er velkendt at jeres fjendskab med johanniterridderne splittede og svækkede vores styrker.” Wills øjne åbnedes da munkens ubehagelige stemme skurrede i hans ører. Jacques var på vej væk, men franciskaneren fulgte efter uden at ænse riddernes bistre ansigter. “I bør stilles til ansvar for alle de døde børn, de myrdede kvinder. I skulle skamme jer! I lod dem blive uden beskyttelse da I burde have ofret livet for dem. I kalder jer Kristi stridsmænd? Jeg siger at Kristus vil fordømme jer!” På et øjeblik kastede Will sig over munken. Det eneste han kunne se, var mandens brede mund, et mørkt hul som åbnedes og lukkedes og udstødte den høje, skurrende stemme. Den eneste tanke han havde, var at gøre den tavs. “Var du der?” hylede han og greb fat i franciskanerens kutte. Bag ham råbte nogen, men han var døv for alt andet end munkens protestskrig. “Var du der?” Da der ikke kom noget sammenhængende svar, knyttede Will hånden og hamrede den ind i mandens ansigt. Den knasende fornemmelse og smerten i hans knoer var tilfredsstillende, ligesom blodet der sprøjtede ud af munkens mund da hans hoved blev banket til siden og en gul tand flåedes løs ved slaget. Will trak hånden tilbage for at slå en gang til men mærkede at han blev holdt fast. Nogen trak ham væk. En anden vristede hans fingre løs fra munkens kutte. 33


Bog Rekviem FINAL:Layout 1

29/08/11

11:58

Side 34

“Det er nok!” Jacques stemme bragede igennem Wills raseri. Han gav slip på munken, som vaklede baglæns og tog sig om sin blodige kæbe. Jacques stirrede vredt på ham. “Behersk dig, kommandør. Vi slås ikke på gaden som gemene bøller, ligegyldigt hvor meget vi provokeres.” “Undskyld, herre,” mumlede Will og trak vejret tungt. Han tørrede sig om munden og mærkede at hans skæg var vådt af spyt. “Du skal gøre bod for dette.” “Ja, herre.” Selskabet lod munken sidde på hug i mudderet og fortsatte i anspændt tavshed til Tempelporten, hvor byvagterne forhindrede alle andre i at gå ind eller ud da ridderne, som havde adgang, passerede igennem i en dyster hvid kolonne. Will lagde sin kvæstede hånd på knappen på sin falchion, ignorerede Roberts blikke og mærkede at det begyndte at dunke i knoerne. Han koncentrerede sig om ubehaget da de gik over voldgraven, ud på en vej som førte forbi storslåede palæer, et spedalskhedshospital og nogle kroer. Paris’ mure var bygget for mere end hundred år siden, men blot nogle årtier senere var byen vokset ud over sin ring af sten, og abbedier, huse og vingårde var skudt op og blevet til overbefolkede forstæder. Længere ude var landsbyer omgivet af kornmarker og skove. Bag de statelige tårne i det cluniacensiske priorat Saint-Martin-des-Champs rejste et endnu større sæt bygninger sig fra vintermarkernes brune flade, omgivet af en knejsende mur. Templets område hilste Will velkommen som en gammel ven, for længst forsvunden men ikke glemt. Siden han havde forladt Acre, havde han ikke opholdt sig i nogen by længe nok til at føle sig hjemme. Her på disse fugtige marker, så himmelvidt forskellige fra Palæstinas tørre sletter, blev han forbavset over den fornemmelse af hjemvenden som overvældede ham, filtreret gennem mindre velkomne erindringer. Han tænkte på de andre steder han havde boet, London og godset uden for Edinburgh, og for første gang i årevis mærkede han at han ønskede at se dem. Den højeste bygning inden for murene var det store borgtårn, hvis spir stod skarpt på baggrund af den hvide himmel og med et broget banner blafrende fra midterspiret. Omkring det trængtes en halv snes andre bygninger hvis tages forskellige højder og vinkler tegnede en forreven silhuet. Da ridderne nærmede sig porthuset, indtog de vagthavende våbendragere 34


Bog Rekviem FINAL:Layout 1

29/08/11

11:58

Side 35

retstilling. Med øjnene fulde af respektfuld forundring, rettet mod Jacques de Molays vældige skikkelse, skubbede de til porten, som knirkende åbnede sig ind til en gårdsplads i skyggen af vagthusets tårn. Da en våbendrager løb over gården for at meddele stormesterens ankomst, trådte Will ind, oplugt af minder. Han kendte dette sted så godt; hver eneste bygning, hvert eneste udhus. Han kendte den stramme lugt i stalden og den overvældende varme i køkkenet, som myldrede af tjenestefolk. Han kendte bagehusets beroligende, gærduftende varme, den vamle parfume fra æbler som gærede i magasinerne, og kapellets kulde ved daggry, når det var fuldt af 500 mænds bønner. Han kendte den strålende smerte ved at drikke vand direkte fra brønden, vidste hvordan dammene i nærheden af tjenestefolkenes kvarter kogte af fisk ved fodringstid, kendte den øredøvende hamren i våbenværkstedet og den frosne træningsplads’ knoglerystende hårdhed under en iskold eksercits i november. Han var kommet hertil som en retningsløs, stædig våbendrager på 13 år efter at have været vidne til mordet på sin riddermester. Det var her han havde begravet Owein, her han havde mødt Everard, her hvor så mange ting var begyndt. Han havde lyst til at styrte tilbage gennem tiden, tilbage gennem salene og gangene der genlød af lyden af drengelatter og løbende fødder. Han havde lyst til at finde den bekymrede dreng og sige til ham at han ikke skulle rejse, ikke følge Everards ordrer. Ikke rejse til Østen. For så ville han ikke stå her, en mand der var berøvet alt og gik som et spøgelse gennem sit eget liv med et spor af død og bedrag efter sig. Selskabet strømmede ind i gården, som var omgivet af de mest storslåede bygninger inden for murene: borgtårnet og skatkammeret, embedsmændenes kvarter, den store sal og kapitelhuset. Tjenere standsede op for at stirre da Jacques skridtede ind blandt mændene. Et sted begyndte en klokke at klingre. Nogle øjeblikke efter svingede dørene til embedsmændenes bygning op, og en skare mænd kom til syne. I spidsen for dem gik en lille, undersætsig mand med indfedtet hår som var strøget stramt tilbage fra hans ansigt og fremhævede en snudeagtig næse der stak frem over smalle læber omgivet af et stridt overskæg og hageskæg. Will blev hevet ud af sine tanker ved synet af sin gamle kammerats forvandling. Han havde sidst set Hugues de Pairaud for mere end 10 år siden, da de begge var sidst i 30’erne. Alderen havde siden sneget sig ind på ordenens visita35


Bog Rekviem FINAL:Layout 1

29/08/11

11:58

Side 36

tor og tegnet grå striber i hans sorte hår, løsnet huden på hans ansigt og formet musklerne på hans tunge skikkelse til en vom der pressede mod hans våbenskjorte. Hugues fangede Wills blik og sendte ham et reserveret nik, så rettede han opmærksomheden mod stormesteren. “Herre,” sagde han og bukkede. “Det er en ære.” Jacques nikkede utålmodigt. “I modtog mit brev?” “For to måneder siden. Vi har spændt afventet jeres nærværelse. Jeg sendte besked om jeres ankomst til vores præceptorier i hele kongeriget og til England.” “Det er godt at vide at nogen i det mindste er glade for at se os.” Da Hugues rynkede panden, fortalte Jacques ham om franciskaneren. “Vi kender godt denne urostifter. Vi har før forsøgt at få ham væk.” “Forsøgt? Han burde være blevet anholdt hvis han ikke efterkom din ordre. Der var engang da det var strafbart at fornærme os. Har tingene forandret sig så meget at en mand kan stå på et gadehjørne og bagtale os så alle kan høre det?” En af tempelembedsmændene ved siden af Hugues svarede. “Vi ønskede ikke at gøre hans prædikener troværdige ved at lave ståhej. Vi mente at hvis vi anholdt ham, kunne det få andre til at tro at hans ord rummede sandhed.” “Jeg kan forsikre jer, herre,” sagde Hugues da stormesteren kiggede på ham med smalle øjne, “at vi vil tage os af denne prædikant hvis I befaler det.” “Jeg er ikke bekymret over manden selv men den opmærksomhed han lod til at få. Bebrejder folk os virkelig tabet af Det Hellige Land?” “Kun et utilfredst mindretal,” sagde Hugues efter at have tænkt sig lidt om. “Og det er ikke kun os, mange andre er blevet bebrejdet: johanniterridderne, de teutonske riddere” – han lo affejende – “selv franciskanerne for ikke at bede kraftigt nok. Lige da nyheden om Acres fald nåede os, opstod der udbredt panik, skal I vide. Folk troede Gud havde svigtet os. Nogle konverterede endda til islam og flygtede til Granada, andre forsøgte at finde en grund til at denne katastrofe var overgået kristenheden og ledte efter de ansvarlige. Men denne atmosfære af bebrejdelse er mindsket. Hugues så ud som om han var færdig, men fortsatte så. “Der har været mere på-

36


Bog Rekviem FINAL:Layout 1

29/08/11

11:58

Side 37

trængende bekymringer i forbindelse med pave Coelestins abdikation, og naturligvis krigen.” Jacques tog en dyb indånding gennem næseborene. “Selvfølgelig. Du nævnte det i den sidste besked jeg modtog på Cypern, men det var vanskeligt at skaffe tilstrækkelige oplysninger da vi var rejst til Rom. Jeg vil byde en fuldstændig rapport velkommen.” “Helt sikkert, herre. Men skal vi ikke trække os tilbage til et mere komfortabelt sted? Jeg sætter tjenerne til at gøre jeres private kamre parat, men indtil de er det, kan vi benytte mit solar.” “Mine officerer vil gøre os selskab. Det vil gøre det unødvendigt for os at gentage os selv. Lad resten af mændene blive vist til deres logi.” Hugues nikkede til to af ridderne ved siden af sig, som førte gruppen af trætte mænd over gårdspladsen. Jacques gjorde tegn til de seks embedsmænd omkring sig. “Og dig, Campbell,” sagde han og så på Will. “Jeg skal bruge en kommandør der kan videregive oplysninger som er nødvendige for de andre.” Will lod Robert slutte sig til ridderne og Simon gå væk sammen med våbendragerne der trak på hestene som var rejst sammen med dem på skibet, og faldt ind bag embedsmændene. “Det var i sandhed et hårdt slag da vi fik nys om stormester Gaudins bortgang så kort tid efter valget af ham,” sagde Hugues, “og denne tragedie så hurtigt efter Guillaume de Beaujeus død i Acre. Men vi frydede os alle, herre,” tilføjede han hurtigt, “over jeres hurtige forfremmelse.” Jacques kiggede på ham. “Jeg skal være den første til at indrømme at mit valg til dette embede var en overraskelse, visitator de Pairaud. Jeg er militærleder, ikke diplomat sådan som nogle af mine nylige forgængere har været.” “Men I har afgjort været længere i ordenens tjeneste end de fleste. I blev, mener jeg, indviet af min onkel, Humbert, da han var mester af England?” “Ja, det blev jeg.” Da Jacques ikke uddybede det, skiftede Hugues emne. “Jeres rejse fra Italien forløb uden problemer?” “Ja. Vi sejlede fra Genua til Montpellier som anbefalet selv om jeg havde et stort ønske om at besøge vores præceptorium i Collioure.”

37


Bog Rekviem FINAL:Layout 1

29/08/11

11:58

Side 38

“Det var bedst at I tog den østlige rute. Siden de engelske styrker indtog Bayonne og Blaye, er de kongelige tropper posteret i Guienne under Charles de Valois blevet mere håndfaste. Der har været rapporter om tiltagende vold, især over for indbyggerne i og omkring Gascoigne. Det er rygtedes at kong Philippe har befalet beslaglæggelse af ejendom tilhørende alle adelsmænd med forbindelse til kongen af England, men da det meste af adelen hyldede lord Edward da han kontrollerede hertugdømmet, betyder det at næsten hver eneste jordbesidder syd for Garonnefloden bliver anholdt.” Jacques dukkede hovedet da Hugues viste ham ind ad døren til embedsmændenes bygning. “Jeg er bekendt med at hele denne situation begyndte med sænkningen af et par handelsskibe. Problemet kunne da være blevet løst?” “Det er desværre mere indviklet end det, herre,” svarede Hugues og førte an op ad en trappe af poleret træ til en gang oplyst af fakler. Riddere og sekretærer arbejdede heroppe, og de gik alle til side for at lade stormesteren og hans følge passere. Deres blikke hvilede på Jacques da han fejede forbi. Det var som om guldstingene der kantede det røde kors på hans kappe, lyste i fakkelskæret. “Det er mere end 30 år siden kong Louis underskrev Paristraktaten sammen med Henry III af England og lovede at afstå Guienne til ham og hans arvinger. Sydligt i hertugdømmet ligger Gascoigne, en af de mest velstående regioner i Frankrig. Vores konge bryder sig ikke om at dele magten, og at have en anden monark til at regere over en del af hans rige, især et så rigt område, har været et ubehageligt kors at bære. Edward er godt nok kun vasal, men han udøver en frygtindgydende magt. Kong Philippe har været uvillig til overhovedet at anerkende Paristraktaten og har anvendt enhver metode, juridisk og anden slags, for at forhindre Edward i at skaffe sig fuld kontrol.” Hugues skubbede en dobbeltdør op og trådte ind i et stort kammer. Et bord overdynget med skriftruller og kort stod i nærheden af vinduet med en højrygget stol bag sig. Templets banner hang over en kamin, men ud over skrivebordet og et enormt skab som var skubbet op mod den ene væg, var kammeret så godt som tomt. Jacques sendte et overfladisk blik hen over rummet, og tilsyneladende tilfreds med dets spartanske indretning vendte han sig igen mod Hugues. “Du taler som om krigen kun er Philippes værk, Pairaud, men jeg har hørt 38


Bog Rekviem FINAL:Layout 1

29/08/11

11:58

Side 39

at det var et engelsk fartøj som angreb franske købmænd og sænkede deres skibe.” Et irriteret glimt gled hen over Hugues’ ansigt ved Jacques’ direkte ord. “Ja, det var det, og som I siger, burde der være bødet for angrebet med de sædvanlige erstatninger. Philippe brugte det imidlertid som en undskyldning for at overtage kontrollen med hertugdømmet.” Will gik nærmere kaminen og lyttede anspændt da ét navn i deres samtale tiltrak sig al hans opmærksomhed. “I begyndelsen af sidste år,” fortsatte Hugues, “befalede Philippe kong Edward at komme til Paris for at stå til regnskab for angrebet. Edward sendte sin bror, som til sidst gik med til den midlertidige overgivelse af nogle byer og forslaget om at et lille antal franske tropper skulle posteres i Bordeaux. Som en fredsgestus tilbød Philippe Edward sin søsters hånd i ægteskab og lovede at fortsætte med at afstå hertugdømmet hvis Edward gik ind på disse vilkår. Det gjorde Edward, og byerne blev overgivet, men Philippes forslag om et lille antal tropper var umådeligt underdrevet. Han hældte en hær ind i Guienne, og da Edward protesterede, konfiskerede han hertugdømmet.” “Så Edward erklærede krig.” “Det var det eneste han kunne gøre for at genvinde sine franske territorier.” Jacques gik hen til vinduet. “Og hvordan går krigen?” spurgte en af embedsmændene Hugues i tavsheden. “De to sider er i en fastlåst stilling. Englænderne har generobret flere byer, men Bordeaux og de omgivende områder af Guienne er stadig på franske hænder. Der har ikke været megen bevægelse fra nogen af lejrene i nogen tid selv om kongelige troppers anholdelser af den lokale adel er en nylig udvikling.” Hugues så på Jacques, som stod og stirrede ud over præceptoriets mure, hvor tågestriber drev hen over markerne. Krageskrig dannede et skurrende kor i træerne udenfor. “Men dette er sager som kan diskuteres grundigere når I er udhvilet. Jeg er ivrig efter at høre jeres nyheder, herre. Var I i Rom ved indsættelsen af den nye pave?” Jacques vendte sig. “Jeg føler at pave Bonifacius vil være en standhaftig leder i denne urolige tid.”

39


Bog Rekviem FINAL:Layout 1

29/08/11

11:58

Side 40

“Og jeres mission for at vinde støtte til ordenen i Vesten? Er den gået godt?” Will fornemmede et vagtsomt tonefald i visitatorens stemme. “Der har været interesse for mine forslag. Jeg tror faktisk det er grunden til at de trettens råd valgte mig efter Gaudins død. Det er ikke diplomati vi har brug for nu. Det er styrke. For at kunne vende tilbage til Det Hellige Land og genvinde vores territorium fra mamlukkerne må vi samle vores anstrengelser om at skaffe militær og økonomisk støtte fra vores ledere her. Uden den støtte vil ethvert nyt korstog slå fejl. Vi må handle som én forenet bevægelse. Med dette formål bønfalder jeg kongerne i Vesten om at slutte sig til mig for at rejse mænd og våben så vores kamp kan fortsætte.” Jacques rankede sin massive skikkelse. “Så lad folket i disse riger se at Ridderne af Salomons Tempel hverken har mistet deres mod eller deres målbevidsthed. Jeg har i sinde at søge hjælp fra Philippe og Edward. Jeg formoder at et møde med begge kan arrangeres til trods for uroen?” Hugues’ ansigtsudtryk var ikke til at aflæse. Han gjorde en pause, tilsyneladende uvillig til at svare. “Tilfældigvis vil I kunne tale med Edward om kort tid.” “Kommer han her?” Wills hjerte bankede hurtigere i forventning om Hugues’ svar. “Nej, herre, men det lader til at han også har fået besked om jeres planlagte besøg i Paris, for i sidste måned blev der afleveret en kongelig indkaldelse som bad jer om, når I var ankommet, at rejse til England for at deltage i et møde i Templet i London.” “Et møde? Om hvad?” “Det ved vi ikke, herre. Meddelelsen sagde blot at en diskussion om et påtrængende emne var nødvendig, og at en repræsentant for paven og kong Edward selv ville deltage i mødet.” En af embedsmændene talte og spurgte om Hugues havde gjort sig nogen overvejelser over den usædvanlige indkaldelses natur. Optaget af samtalen bemærkede ingen at Wills hånd faldt ned langs siden og lukkede sig om knappen på hans falchion, med huden strammet over hans skrammede knoer.

40


Bog Rekviem FINAL:Layout 1

29/08/11

11:58

Side 41

3 Det jødiske kvarter, Paris 21. december 1295

ILL FANDT VEJ gennem de labyrintiske gyder i midten af byen til et

W

tætpakket kvarter tæt ved murene på byens østside. Det var tidlig morgen, og striben af himmel over gaden havde en forbløffende blå nuance. Med sin ånde fortættet foran sig mens han gik, gjorde han nu og da holdt for at studere det krøllede pergament og lod så blikket glide hen over bygningerne. Endelig, efter at være drejet forkert flere gange, fandt han stedet. Huset, som var malet orangebrunt, puttede sig mellem to boghandler. Da han nærmede sig, så han at døren stod på klem. Svage stemmer kunne høres indenfor. Will spekulerede på om han skulle banke på eller gå lige ind, da to mørkhårede børn, en dreng og en pige, kom løbende ud. Han trådte baglæns da de styrtede forbi. Pigen hujede sejrrigt da hun løftede en læderbold uden for drengens rækkevidde. Will råbte til dem. “Er det her rabbiens hus?” Pigen så på ham. “Ja. Du er for langsom!” hoverede hun og dansede væk da drengen greb efter bolden. Will overlod dem til deres leg og gik ind. Den varme farve husets ydre havde, fortsatte indenfor. Et mørkerødt gulvtæppe lå i forstuen, og farverige billedtæpper prydede væggene. Svage dufte af røgelse og krydderier hang i luften, og havde det ikke været for den bitre kulde udenfor og frostpudderet på hans støvler kunne han et øjeblik have været tilbage i Acre. Nogle åbninger førte ind til dunkle rum, men lys og stemmer kom ud ad en dør for enden af gangen. Indenfor, i et lille køkken, var tre mænd optaget af en livlig diskussion. Der var varmt i rummet da en ild med rigeligt brænde brølede i arnen. To 41


Bog Rekviem FINAL:Layout 1

29/08/11

11:58

Side 42

af mændene var svedige og røde i hovederne. De var så optagede af deres samtale at det varede nogle øjeblikke før en tredje skikkelse, siddende ved et bord i nærheden af ilden, bemærkede Will stå i døren. “Stille,” sagde han med en hviskende, gammel stemme, uhåndgribelig som røg men alligevel nok til at gøre de to yngre mænd tavse med det samme. Han rejste sig langsomt fra sin taburet. Hans hår var hvidt, og hans ansigt så brunt og rynket som en tørret figen. “William.” Et smil oplyste hans rindende øjne. “Rabbi Elias,” sagde en af mændene og så fra den gamle mand hen på Will, som han betragtede mistænksomt. “Denne sag er ikke afgjort.” “Det ville den være hvis du ville indrømme at du tager fejl,” replicerede den anden mand. “Det er nok, Isaac,” sagde Elias med eftertryk. “Kom tilbage i morgen når jeres temperament er kølet ned.” Han rynkede panden da et brag og et råb genlød i forstuen. “Og vær venlig at fjerne jeres børn inden de vælter hele mit hus.” Begge mænd bøjede modvilligt, men respektfuldt hovedet. Da de gik forbi, så Will at begge havde en hjulform udskåret i skrigrødt klæde hæftet til ryggen af sin tunika, det mærke som kong Louis IX havde forordnet at alle jøder skulle bære for at man kunne se forskel på dem og resten af befolkningen. “Der er altid noget at rette op på i verden, ikke også?” Elias gik hen til ham. “Jeg hørte at jeres nye stormester var på vej igennem kristenheden. Jeg håbede at du ville være sammen med ham.” Da de omfavnede hinanden, mærkede Will ikke meget andet end knogler under den gamle mands kåbe. “Du ser træt ud, Elias,” sagde han og slog over i arabisk. De messende ord føltes mærkelige men behagelige i hans mund, som en fødevare han engang havde holdt af men ikke havde smagt i lang tid. “Ikke træt, optaget. Nogle dage er dette sted mere fyldt end synagogen. Elias lo. “Jeg kan ikke klage. Da jeg forlod Cypern, ejede jeg ikke meget mere end det tøj jeg gik i. Jeg kom til denne by uden noget, så derfor er jeg glad for at betale mine venners og naboers gavmildhed tilbage på enhver måde jeg kan. Jeg lever et anstændigt liv og hjælper med at undervise de yngre mænd i synagogen. Men hvordan har du det?” Rynkerne i hans pande blev dybere. “Du virker bekymret.” 42


Bog Rekviem FINAL:Layout 1

29/08/11

11:58

Side 43

“Det er bare underligt at være tilbage.” Will tog den ensfarvede uldkappe af som han bar over sin våbenskjorte, og satte sig da Elias pegede på den tomme taburet. “Hvad med bogsalget?” “Jeg lukkede mig inde for længe i Acre, blev for magelig i min lille butik.” Elias gik tilbage til sin plads ved ilden. “Jeg tabte mine pligter af syne. Det er min opgave … nej, mit ønske, at være sammen med mit folk, undervise dem, se dem vokse op.” Han hævede et ironisk øjenbryn. “Mægle i deres uoverensstemmelser.” Han stirrede ud på gangen da han hørte hoveddøren blive lukket. “Jeg formoder at du ikke engang genkendte Isaac.” “Burde jeg det?” “Han var en af de mænd du reddede på havnen i Acre sammen med hans kone og datter; hende udenfor som terroriserer nabolaget.” Elias blev alvorlig. “Du reddede mange mennesker den dag, William. Det håber jeg du er klar over.” “Jeg kan ikke huske det. Ikke noget af det.” Elias rynkede panden da han kiggede væk. “Kan du ikke huske det? Kampen? Vores flugt?” “Nej,” sagde Will og tvang sig selv til at møde Elias’ blik. Det lød sandfærdigt da han sagde det. Han forstod ikke hvorfor Elias så på ham med det vantro udtryk. Det var noget han havde hørt andre mænd sige, mange andre. De talte, undrende, om at hele timer, endda hele dage under Acres belejring og den afsluttende kamp var væk fra deres hukommelse. Will misundte dem. I mere end fire år havde disse sidste dage været øverst i hans tanker. Han kunne huske hver eneste time, hvert eneste sekund med en klarhed som var rystende. Han stod på den forvitrede østmole i yderhavnen med det mørke, sultne hav piskende ved siden af sig. Bag ham stod byen i flammer. Hans sværd var i hans hånd, vådt og rødt. En krop væltede væk fra ham, ned i vandet, og blev opslugt. “William?” Will så op. Elias stod henne ved arnen, hvor en jerngryde hang. “Jeg spurgte om du ville have noget at drikke?” Will rystede åndsfraværende på hovedet. “Jeg kan ikke blive her. Jeg ville bare lade dig vide at jeg var i byen.” Elias hægtede gryden af med en klud om hanken og skænkede en dampende væske der lugtede af kanel og nelliker, op i en skål. “Har du tænkt dig at blive?” spurgte han og satte sig med en smertelig trækning. 43


Bog Rekviem FINAL:Layout 1

29/08/11

11:58

Side 44

“Det kommer an på stormesteren.” Elias puslede tankefuldt om sin drik. “Jeg formoder at siden jeres visitator tilhører Broderskabet, vil det ikke betyde noget hvor du er. Du vil have nogen til at tage sig af jeres interesser her i Vesten.” Da Will ikke sagde noget, lænede Elias sig frem. “Og hvad med den snak jeg har hørt om at jeres stormester forbereder sig på et nyt korstog?” “Det er derfor han er kommet: for at samle støtte.” “Hvad har du tænkt dig at gøre ved det?” “Gøre?” “Ja, William,” sagde Elias strengt, “som leder af Anima Templi, hvad vil du gøre for at bremse dette?” Han sukkede tungt. “Indrømmet, fordrivelse fra Acre ved mamlukkernes hænder var ikke det vi ønskede. Ingen af os der ønskede at årene med krig skulle ende, tragtede efter en så blodig, tragisk afslutning på to århundreders konflikt mellem Østen og Vesten. Men du kan ikke benægte at nu da de kristne styrker er blevet tvunget til at trække sig tilbage fra Det Hellige Land, har du en mulighed for at fortsætte Broderskabets arbejde uhindret. Føler du ikke at Anima Templi vil kunne etablere et meget stærkere forhold til muslimerne end de kunne have gjort da Vestens hære lå i lejr i Palæstina?” Elias’ øjne var intense. “Kan Broderskabet nu være i den bedste position til at tilvejebringe den forsoning mellem verdens tre store trosretninger de har håbet på? En fælles viden til at oplyse os, handel til at berige os, fred til at opfylde os? Everard lærte os at muslimer, kristne og jøder alle er børn af én Gud selv om vi giver Ham forskellige navne. Når vi skader vores brødre, skader vi os selv, sagde han altid.” Elias ventede ikke på et svar. “Jeg forestiller mig at støvet har lagt sig tilstrækkeligt til at en gesandt kan sendes til den mamlukiske sultan. I bør i det mindste indlede en dialog.” Han rystede på hovedet. “Selvfølgelig, hvis jeres stormester får det som han ønsker, bliver vi kastet direkte ud i krig. Du må forhindre at det sker.” “Templet alene har ikke mænd eller ressourcer til at indlede et effektivt felttog i Østen,” sagde Will tonløst, uberørt af Elias’ lidenskabelige ord. Hvor mange gange havde han hørt Everard sige disse ting? Nu forekom de at være en gammel mands tåbelige drømme, gået til grunde i brandene og kaoset ved Acres fald. Det var mere end hundred år siden Anima Templi var blevet skabt af en tidligere stormester i Templet, men selv om Broderskabet havde været medvirkende til at afværge mange konflikter i 44


Bog Rekviem FINAL:Layout 1

29/08/11

11:58

Side 45

løbet af den tid ved at arbejde bag troner og frontlinjer, var det aldrig lykkedes dem at standse den fortsatte kamp mellem kristne og muslimer. “At dømme efter det jeg har hørt, er lederne i Vesten alt for involverede i deres egne stridigheder til at give Jacques det han ønsker.” “Hvad er så dine planer for Anima Templi? Er du enig med mig – skal en udsending til Østen?” “Sandt at sige, Elias, har jeg ikke haft megen tid til at tænke over det.” Will lagde en knytnæve på bordet. “Jeg har haft andre ting i hovedet.” Han så et ansigt, roligt og koldt, med flintgrå øjne som hånede ham. I de sidste to dage, siden mødet i Templet, havde kong Edward fyldt alle hans tanker. Hans ansigt, hans navn, var mørke skyer som samledes inden i ham og skyggede for alt andet. Elias’ øjne blev smalle. “Jeg ville have troet at tid var det eneste du har haft. Men for meget af noget kan være dårligt, ikke sandt?” mumlede han, halvt til sig selv. “Hvad kan jeg gøre?” spurgte Will. “Mere end halvdelen af Broderskabet blev dræbt i Acre, og den halvdel af os der er tilbage, er blevet spredt i hele Vesten. Templet har haft tre stormestre i løbet af fire år, og de har trukket ordenen i forskellige retninger. Den nuværende er så opsat på et korstog at han har rejst på kryds og tværs i kristenheden for at finde nogen der vil hjælpe ham med at indlede et. Hvordan kan Anima Templi fortsætte på denne måde? Vi har ingen base i Østen, vi mistede al kontakt med muslimerne da Kalawun døde. Det er forbi.” “Hvis Templet eksisterer, så gør dets Sjæl det også. Hvor må Everard dog vride sig i sin grav ved at høre sin efterfølger tale på den måde! Hvordan kan arbejdet være forbi når Østen og Vesten stadig skuler til hinanden og venter på det rigtige øjeblik til at slå igen, hævne deres døde, udbrede deres budskaber om ødelæggelse og had?” Elias slog ud med hånden i retning af døren. “Fortæl mig hvordan det kan være forbi når mit eget folk skal bære det tegn som et brændemærke på ryggen? Hvis Anima Templi blev dannet for at tilvejebringe forsoning mellem vores trosretninger, hvorfor sker disse ting så stadig?” hans stemme blev roligere. “Det var en tung byrde Everard lagde på dig, og en som kun er vokset i løbet af årene siden hans død. Men det er vigtigt at du som leder af Broderskabet nu fortsætter det arbejde han og andre før ham indledte. Vore folk må finde nye måder at leve sammen på i denne omskiftelige verden. Fred mellem nationer er 45


Bog Rekviem FINAL:Layout 1

29/08/11

11:58

Side 46

lige så vigtig som fred mellem trosretninger, og det er noget vi har brug for her og nu da Frankrig og England er i krig, og Skotland står på spring til at deltage i konflikten.” Will så hurtigt op. “Skotland?” Elias nikkede. “En delegation fra Edinburgh har været i Paris og ført samtaler med kong Philippe. Det siges at de to riger vil slå sig sammen mod England. Dit arbejde er langt fra forbi. Jeg vil endda sige at det kun lige er begyndt.” Han lænede sig tilbage med en lang udånding og drak ud. “Men du er først lige kommet. Du skal falde til, selv finde ud af hvordan landet ligger. Det kan jeg hjælpe dig med. Alt hvad du ønsker, som altid, du behøver bare at spørge.” Elias så ud til at slappe af. “Og hvordan har Rose det?” Will kradsede i et mærke på bordet, optaget af nyheden om sit hjemlands indblanding i konflikten. Der var så meget han ikke forstod om det som var sket her. Han kendte kun til brudstykker; stumper af nyheder som sivede igennem til dem tilbage i Acre og modstridende og ufuldstændige oplysninger modtaget på vejen. Nu indså han hvor tåbeligt det var, men han havde forestillet sig at alt stort set ville være forblevet som det var, i hans fravær. Ude i Palæstinas og Syriens ørkener, rokket af krig og politiske rystelser, havde tanken om at han en dag kunne vende tilbage til fast jord, holdt ham stærk i årevis. Det var foruroligende at opdage at den alligevel ikke var så fast. Han blev klar over at Elias ventede på et svar. “Jeg har ikke set Rose endnu. Jeg havde tænkt mig at tage hen til hende når jeg havde besøgt dig.” “Så vil jeg ikke forhindre dig i den genforening.” Elias rejste sig op. Han rakte hånden frem. Da Will tog den, lagde Elias sin anden hånd fast på Wills. “Glem ikke de ting som er vigtige for dig, Will. Glem ikke hvem du er og hvad du er i stand til.”

Kongeslottet, Paris, 21. december 1295 Græsset i den kongelige park var sprødt af frost. Det knasede under Guillaume de Nogarets ridestøvler da han gik over plænerne, forbi frugttræer og klippede takshække. To mænd var i færd med at feje visne blade væk fra stierne. De holdt inde for at lade ham passere da han bevægede sig hen 46


Bog Rekviem FINAL:Layout 1

29/08/11

11:58

Side 47

mod en buet åbning i en høj mur. Han gik igennem og kom ind på en firkantet plads som udgjorde enden af slotskomplekset helt ude på spidsen af Ile de la Cité. Nogle bygninger kantede gården, men det meste af pladsen var opfyldt af en række træhytter, udformet så de lignede miniaturehuse, med malede skodder på forsiden af dem alle. Et hegn stod omkring dem og dannede et indelukke, og uden for hver hytte var en pind hvorpå en fugl sad. Dusinvis af små, skinnende øjne fulgte ham da han passerede langs rækken af dem. Der var duehøge og spurvehøge på bueformede siddepinde, dværgfalke, en lærkefalk og et par lannerfalke. Hytterne blev mere udsmykkede da han kom til jagtfalkene. Der var 12 i alt, siddende på træblokke polstret med lærred. En af dem, hvis plettede fjer strålende hvide i solskinnet, rørte pludselig på sig og strøg mod ham med sølvbjælderne på benene ringende vildt. Nogaret trådte baglæns. Hun trak i sin line med vingerne bankende i luften og satte sig så igen yndefuldt på sin plads og trykkede kløerne ned i lærredet. Da han gik videre, udstødte jagtfalken et skrig der lød som hånlatter. Nogaret gik hurtigere, med blikket rettet mod en gruppe mænd længere fremme. En ung mand med lysebrunt hår, som ragede højt op over de andre, vendte sig da han nærmede sig. På hans håndled, siddende på en læderhandske, var en vandrefalk med sine gråpudrede vinger foldet tilbage. Da Nogaret standsede og bukkede, rettedes to par øjne, det ene par sort og omgivet af guld over et stålskarpt næb, det andet isblåt, langt fra hinanden og dybtliggende i et bemærkelsesværdigt ansigt, mod ham. “Hvorfor har det taget dig så lang tid?” “Jeg undskylder, herre, vejene var besværlige på grund af sne.” Kong Philippe gjorde en pause som om han overvejede gyldigheden af undskyldningen. De andre mænd var blevet tavse. En af dem, klædt i den samme velsyede sorte kåbe som Nogaret selv bar under sin rejsekappe, betragtede ham hemmelighedsfuldt, med spids mund. Nogaret ignorerede det misbilligende blik fra Pierre Flote, kongens kansler og seglbevarer, og ventede. Efter et øjeblik smilede Philippe let, og spændingen opløstes. “Jomfru knækkede en fjer, men den er blevet repareret fint.” Han løftede næven, hvilket fik vandrefalken til at skrige og folde vingerne ud i forventning om at flyve. “Man kan næsten ikke se stedet hvor den nye fjer er sat ind. Kom 47


Bog Rekviem FINAL:Layout 1

29/08/11

11:58

Side 48

nu, Nogaret, du skal tættere på end det. Hun bider ikke. Gør hun, Flote?” Philippe lo, og kansleren stemte i. Nogaret forsøgte at lade være med at skule. Han havde stadig det ar på halsen hvor Jomfru havde jaget sit knivskarpe næb ind i hans kød. Philippe havde givet hende en godbid, tilfreds med hendes vildskab. “Sir Henri har overgået sig selv,” sagde kongen og så på manden ved siden af sig, som havde et bundt duefjer i sin hue. Sir Henri, falkonermesteren, smilede. “Vi vil lade hende flyve meget i denne uge, herre, give hende kræfterne tilbage.” “Jeg vil have hende parat til jagten efter jul,” sagde Philippe raskt og rakte fuglen til Henri, som øvet løftede hende over på sin handske og greb om benremmene. Philippe trak sin handske af, rakte den til en af væbnerne og gjorde tegn til Nogaret og Flote. “Kom, begge to, vi vil tale sammen i mine gemakker.” Kongen førte an ud af indhegningen og tilbage gennem parken. Stierne over plænerne var smalle, kun med plads til to ved siden af hinanden. Til Flotes synlige irritation manøvrerede Nogaret sig frem så han kunne gå sammen med Philippe. “Jeres bror sender sin hilsen fra Bordeaux, herre. Han vil om kort tid levere de midler vi hidtil har sikret os.” “Hvordan har vores plan virket?” spurgte Philippe. Hans langbenede skridt tvang Nogaret, som var nogle tommer lavere, til at gå hurtigere. “Hvor meget har vi skaffet os ved anholdelserne?” “Vi skønner at vi har nok til at beholde soldater i Guienne indtil sidst på foråret næste år.” Philippe standsede brat og vendte sig mod ham. “Er dét det hele?” “Meget af rigdommen i regionen er bundet til godserne selv: ejendomme, vingårde, bydistrikter. Penge fra disse faste aktiver vil selvfølgelig tage os længere tid at indsamle.” Philippe gik videre igen. “Jeg havde håbet på bedre nyheder fra dig, Nogaret. Jeg behøver mere end dette hvis jeg skal forjage den halstarrige gamle krage fra mit rige. Der har været betydelige problemer med bygningen af flåden. Skibsbyggerne beder om flere penge til at færdiggøre deres arbejde.” Da Nogaret skulle til at sige noget, løftede Philippe en hånd. “Nej, jeg må tænke.” Han skulede da han gik op ad trappen til de kongelige gemakker. Garderne øverst oppe skubbede dobbeltdøren op så han kunne komme ind. “Dette er ikke det jeg ønskede at høre.” 48


Bog Rekviem FINAL:Layout 1

29/08/11

11:58

Side 49

“Vi kan skære ned på andre områder, herre,” foreslog Flote og bevægede sig frem så han kunne gå ved Philippes venstre side da de marcherede hen ad en bred gang. “Tilbyder du din egen løn?” spurgte Philippe surt da han førte an op ad vindeltrappen der gik op til hans private solar. “Vi må overveje måder hvorpå vi igen kan fylde de kongelige pengekister, ikke hvordan vi kan begrænse, eller værre, skade det gode arbejde vi allerede har påbegyndt,” sagde Nogaret med et blik på Flote. “Ekspansionen kan ikke fortsætte uden tilstrækkelige midler, og uden ekspansion, uden en stærk udøvelse af kongemagt her i riget, vil vores herre blive lige så hæmmet af egenrådige vasaller, biskopper og fyrster som hans forgængere før ham.” Da de nåede hen til Philippes solar, trådte Nogaret frem for at åbne døren. Philippe nikkede da han gik ind i det solbeskinnede kammer. “Nogaret har ret. Ekspansion er af yderste vigtighed. Under min far mistede capetingernes dynasti sin styrke. For at genvinde den autoritet min farfar udøvede, må jeg blive ved med at anstrenge mig.” “Med al respekt, herre,” sagde Flote, “kong Louis opnåede ikke sin autoritet ved indtagelsen af bydistrikter og bispedømmer. Det var ved at føre korstog han vandt sit folks respekt.” Nogaret smilede indvendig da Philippe vendte sig og stirrede på den ældre minister. “Folk siger at advokater taler for meget. Vær forsigtig, Flote, så du ikke beviser at de har ret, ellers vil det ikke være din løn der bliver skåret i.” “Undskyld, herre. Det var ikke min mening at fornærme.” Philippe gik forbi et skrivebord, omhyggeligt prydet med pergamenter, fjerpenne og blækhuse hvoraf ingen så brugte ud, rystede sin vinterkappe af, kantet med hermelinskind der var blødt som skyer, og rakte den til Flote. Så satte han sig på en briks hvorfra der var udsigt over parken, og lagde sine lange ben over kors. “Jeg ønsker at diskutere spørgsmålet om Bordeaux yderligere, men jeg har fået nogle foruroligende oplysninger som kræver min øjeblikkelige opmærksomhed.” Philippes blå øjne rettedes mod Nogaret. “Templets stormester ankom til byen for to dage siden. Kort før dette opdagede vi at han var blevet anmodet om at deltage i et møde i præceptoriet i London med kong Edward og en repræsentant for pave Bonifacius, en mand som hedder Bertrand de Got.” 49


Bog Rekviem FINAL:Layout 1

29/08/11

11:58

Side 50

“Biskoppen?” “Kender du ham?” “På en vis måde. Jeg mødte ham i Bordeaux.” Nogaret fortalte kongen hvordan bispen havde blandet sig i en af anholdelserne. “Han ville kunne gøre tingene vanskelige for os, især hvis han skaffer sig ærkebispens støtte sådan som han har truet med.” “Bertrand bekymrer mig ikke. Jeg har før haft med ham at gøre. Det eneste som interesserer ham, er at fylde Kirkens embeder med medlemmer af sin familie. Manden er en grisk lille igle som har brugt det meste af det forgangne år siden sin udnævnelse på at forsøge at lirke sig ind i pavens yndest. Jeg tvivler på at han vil forårsage nogen reelle problemer, men hvis det bliver nødvendigt, vil et velplaceret bispedømme for en af hans nevøer holde ham føjelig. Nej, det er årsagen til dette møde som interesserer mig. Jeg er bange for at Edward vil forsøge at bruge tempelridderne imod mig.” Nogarets pande rynkedes. “Jeg kan ikke se hvordan. Edward kan ikke befale over dem. Templet er kun ansvarligt over for paven.” “Lige præcis,” sagde Philippe og rejste sig pludselig. “Hvilket afgjort må være grunden til at Bertrand de Got vil deltage som Bonifacius’ repræsentant? Mine styrker kan foreløbig holde stand imod englænderne, men imod Templets fulde styrke?” Han rystede bistert på hovedet. “Selv om de engelske tempelriddere skulle slutte sig til Edward, ville de franske ikke gøre det, heller ikke dem i de Maritime stater eller Tyskland eller Portugal. De er afhængige af konger og fyrster i hele Vesten for donationer og privilegier. Det vil de ikke ønske at bringe i fare.” “Jeg må være enig med Nogaret,” indskød Flote. “Hvilket formål har ridderne nu da korstogene er slut?” spurgte Philippe. “Hvad er de hvis ikke en hær som søger en krig? Som forenet styrke vil de kunne indtage Guienne i løbet af nogle uger.” “De er ikke nogen forenet styrke,” replicerede Flote. “Halvdelen af deres orden har slået lejr ude på Cypern, den anden halvdel er spredt i hele kristenheden. Siden Acres fald har de brugt det meste af deres energi på at styrke deres monopol på uldhandelen, og at dømme efter det vi ved, er Jacques de Molay kommet for at søge støtte til et korstog, ikke for at udkæmpe nogen andens krig.”

50


Bog Rekviem FINAL:Layout 1

29/08/11

11:58

Side 51

“Ikke desto mindre vil jeg gerne vide med sikkerhed at jeg ikke har noget at være bekymret for. Måske vil Templet ikke udkæmpe en krig for Edward, men han kan måske overtale dem til at støtte sig økonomisk. Jeg ved at han kæmper for at fastholde en stærk tilstedeværelse i Gascoigne, og oprøret i Wales må have været en tung byrde for ham.” “Og hvad hvis de støtter ham?” sagde Nogaret. “Så må jeg finde pengene til min flåde et andet sted. Det kan være jeg må fremlægge mine planer om en invasion af England.” Philippe vendte sig mod Nogaret. “Du skal rejse til London. Jeg vil se til at du rejser så hurtigt som muligt så du er der før Jacques de Molay. Du skal opdage formålet med mødet.” “Herre, en af vores sædvanlige kilder må da sikkert være bedre udstyret til en sådan opgave,” sagde Nogaret, fornærmet over tanken om at han, kongens advokat og tidligere professor ved et af de fineste universiteter i Frankrig, skulle snige sig omkring i London som en anden luskebuks. Han så på Flote og spekulerede på om det var ham der havde foreslået det. Men kansleren mødte ikke hans blik. “Nej,” sagde Philippe. “Jeg vil have de oplysninger hurtigt. Når du kommer frem, så tag direkte til kongeslottet i Westminster. Sig at du er der for at besøge min svigermor, at du har en vigtig besked fra hendes datter. Dette bør give dig mulighed for at undgå formaliteterne ved et officielt besøg selv om jeg tvivler på at nogen vil vide hvem du er og overhovedet få mistanke. Få hende til at finde ud af det hun kan.” “Da kong Edwards bror anfører englænderne i Bayonne, vil det være vanskeligt. Dronningemoderen ved måske ingenting.” “Hun er en kvinde ved et kongehof, Nogaret. Hendes ægtemand vil afgjort ikke være hendes eneste kilde til oplysninger.” Inden Nogaret kunne svare, blev der banket på døren. En sekretær trådte ind. “De skotske udsendinge er parate til at tage af sted, herre.” “Jeg kommer snart.” “Skotske udsendinge?” sagde Nogaret spørgende da sekretæren lukkede døren. “De ankom mens du var væk for at indgå en alliance mod Edward på grund af hans fortsatte indblanding i deres rige. For to måneder siden underskrev jeg en traktat hvor jeg indvilligede i at hjælpe dem.”

51


Bog Rekviem FINAL:Layout 1

29/08/11

11:58

Side 52

“Skotterne er en nation af barbarer,” sagde Nogaret hånligt. “Som stadig bor i lerhytter og bekriger hinanden over hvem der skal være høvding.” “Det er de muligvis, men de er fjender af Edward, og det gør dem til mine allierede. De vil holde ham travlt optaget ved grænsen om hans rige mens jeg fortsætter med at slå hans styrker tilbage her. Når hans hær er delt på denne måde, regner jeg med at han ikke vil kunne holde ud meget længere i Gascoigne. Edward vil næsten med sikkerhed have fået kendskab til alliancen nu, hvilket måske netop er grunden til at han har anmodet om dette møde med tempelridderne, og til at denne sag nu har forrang for din opgave i Bordeaux.” Philippe tog en dyb indånding. “Lad mig nu være alene, begge to. Jeg ønsker at skifte tøj før jeg tager afsked med vores barbariske venner.” Da ministrene var væk, gik Philippe hen til et legemsstort sølvspejl i den anden side af kammeret. Han tog guldkransen af hovedet og lagde den på bordet. Derefter løsnede han langsomt og omhyggeligt det sølvprydede bælte som holdt hans vinrøde kåbe fast om livet. Han trak kåbens folder op over sin muskuløse torso, tog den af og lagde den over armlænet på briksen. Samtidig holdt han blikket rettet mod spejlets strålende overflade og betragtede sig selv med kølig objektivitet som om han iagttog en anden. Under kåben bar Philippe en hårskjorte. Det tætsiddende klædningsstykke var fremstillet af groft gedehår og afgav en frastødende lugt som blev værre når han svedte. Han bemærkede at vævningen så lidt flad ud, og mindede sig selv om at sætte sin skrædder til at lave en ny. Han havde den på de fleste dage, og de stive hår havde det med at miste noget af deres skærende virkning med tiden, glattet af hans krops bevægelser og den konstante gnidning mod hans hud. Da han bandt lædersnorene op, løsnedes klædningsstykket og fjernedes fra hans bryst med en følelse af så voldsom lettelse at det krævede alle hans kræfter ikke at flå det af. Han løsnede resten af snorene, tog hårskjorten af og lagde den omhyggeligt ved siden af kåben. I spejlet undersøgte Philippe resultatet af dagens bodsøvelse. Hans hud var irriteret og feberagtigt rød. Da han vendte den ene side til, viste en ny stribe sig dér hvor han var blevet bidt af de lus der ofte levede i klædningsstykket. På hans ryg tegnede ar mønstre på hans hud. Nogle var gamle og kridhvide, andre var nyere med skorper dér hvor svøben havde tappet blod. Mærkerne efter selvafstraffelsen var farvestrålende i dagslyset, løb ned og forsvandt under hans hoser og strakte sig helt op til hans skulderblade. Dér 52


Bog Rekviem FINAL:Layout 1

29/08/11

11:58

Side 53

ophørte de. Fra halsen og op var Philippes hud lys og glat, hele vejen til hans uplettede ansigt. Kontrasten var forbløffende. Det var som om ansigtet og kroppen tilhørte to forskellige personer. Et øjeblik gav han sig selv lov til at stå med nøgent bryst i vinduet og lade den kolde luft bedøve hans kød. Hans blik strejfede hen over parken, hvor mænd gik og arbejdede. Det gav ham en følelse af tilfredshed at iagttage dem. Da Philippe besteg tronen som 17-årig, havde han været bekymret for at hofholdningens stab ikke ville adlyde ham lige så villigt som de havde adlydt hans far eller hans drabelige farfar, og selv om han havde været konge i 10 år, spekulerede han stadig på om de respekterede ham nok. Det var en af grundene til at han havde omgivet sig med ministre som Nogaret, mænd nærmere hans egen alder. Sammen med dem følte han sig overlegen. En bevægelse lige under ham fangede hans blik. En kvinde var på vej over gården, hen mod tjenestefolkenes port i slotsmuren. Hun gik hurtigt, med skørterne samlet i den ene hånd for at forhindre dem i at slæbe hen over jorden. Et eller andet ved måden hvorpå hun hele tiden så sig tilbage over skulderen, tiltrak hans opmærksomhed. Mens Philippe interesseret kiggede, smuttede kvinden gennem porten og forsvandt. Hun var væk et lille stykke tid, skjult af den høje ydermur, og kom så til syne på flodbredden bag den. Hun havde taget sin hue af, og hendes gulbrune hår hang løst om hendes skuldre. Philippe rynkede panden da han så en mand stå og vente på den smalle bred som skrånede stejlt ned til vandet. Manden nærmede sig tjenestepigen, og de omfavnede hinanden. Da hun trak sig væk og kiggede tilbage på slottet, studerede Philippes skarpe øjne hendes ansigtstræk. Han vendte sig væk fra vinduet og gemte dem i hovedet. Han ville tale med hofmarskallen og få kvinden bortvist for upassende opførsel. En tjener som lod hånt om reglerne, var en infektion som såede frø til ulydighed i hele hofholdningen. Det var noget hans far havde sagt til ham. Philippe havde ikke lagt meget af det hans far, en svag og retningsløs mand, havde sagt, på sinde, men dette råd havde siddet fast i hans hoved. Hofholdningen var en udvidelse af ham selv. Hvad hans stab gjorde, pegede tilbage på ham, og han ville ikke tillade nogen at plette sit ry. Han var Louis IX’s sønnesøn. Hans undersåtter skulle kun kende hans storhed. Philippe gik hen til briksen og samlede sin hårskjorte op. Han tog den på igen og ignorerede det stikkende ubehag da han strammede snorene.

53


Bog Rekviem FINAL:Layout 1

29/08/11

11:58

Side 54

Seinens bred, Paris, 21. december 1295 Der var gået over en time siden Will var gået over Grand Pont, ind på bredderne af Ile de la Cité, og han var begyndt at spekulere på om tjeneren havde afleveret hans besked. Slotsmurene rejste sig over ham, stejle og upåvirkelige. Dramatiske forandringer var foregået inden for dem. Der stod to nye tårne ved floden et lille stykke fra broen, som flankerede en imponerende port. Bag murene, sammen med de grå spir over de kongelige gemakker og de administrative bygninger han genkendte, var et tæt virvar af bygninger skudt op, og tagenes skarpe vinkler udskar mellemrummene mellem knejsende tårne, prydet af farverige flag. På den modsatte side af komplekset rejste det majestætiske Sainte-Chapelle sig. Kapellet, opført af Louis IX for at rumme en stump af Kristi tornekrone, gav skønhed til et sted som forekom Will at være mere imponerende og fæstningsagtigt end det nogen sinde havde været før. Han vendte sig og så en pige komme imod ham hen ad den mudrede bred. Will holdt vejret da hun kom nærmere og han indså sin fejltagelse, for hun var ikke længere pige men kvinde. Den hvide tunika hun havde på over en linnedkjole, var strammet om livet og fremhævede hendes højde og hendes slanke skikkelse. Hendes gyldne hår piskede omkring hende i brisen der kom fra vandet, og hun skubbede det tilbage med en hurtig, utålmodig bevægelse. Hendes ansigt var blegt og en smule magert med fremtrædende kindben som fremhævede en stærk hage. Synet af det ansigt gjorde ondt i ham; både i dets fremmedhed og velkendthed gjorde det ondt på et vitalt sted. “Rose.” Hun standsede, men han gik resten af vejen og trak hende ind til sig. Hendes hår var blødt og duftede af brænderøg. Det var to år siden han havde holdt om hende, men det føltes meget længere. “Jeg var begyndt at spekulere på om du kom.” “Jeg har pligter,” svarede hun og trak sig væk med et blik på slottet. Will tog en langsom indånding. Han burde ikke have forventet at hun kom styrtende for at møde ham; deres afsked med hinanden havde ikke været nem, og i løbet af den tid han havde tilbragt på rejse siden, havde han ikke haft mulighed for at kontakte hende. “Hvordan har du det?” Han

54


Bog Rekviem FINAL:Layout 1

29/08/11

11:58

Side 55

forsøgte at lyde munter men fortrød spørgsmålet med det samme. Det var så formelt, så åndløst. Rose trak heftigt på skuldrene. “For Andreas forsikrede mig at du ville få en god stilling her. I sit brev sagde han at han havde skrevet til dronningen og spurgt om der kunne findes noget passende til dig.” Will stirrede ned på den mudrede jord, ude af stand til at se på hendes strenge ansigt. “Han lovede mig at man ville tage sig af dig, at han havde indflydelse til at sikre det.” “Så må det vel være fint,” replicerede hun. Vinden løftede hendes hår, og hun skubbede det tilbage igen. Da hun gjorde det, så Will arrene på hendes hånd dér hvor hun var blevet brændt. Hendes hud var rød og rynket. Hun så ham kigge på den og lagde armene over kors. “Jeg vil gerne vide at du er lykkelig,” sagde Will, klar over hvor hjælpeløs han lød. Hun udstødte en skarp, hånlig lyd. “Så du ikke længere behøver at tænke på mig.” Hendes mørkeblå øjne var sorte af vrede. “Så du ikke behøver at føle dig skyldig over at have sendt mig væk.” Hendes ord sved i ham, fyldt med gift og sandhed. Han lagde hænderne på hendes skuldre. Hun var blevet høj. Hvor gammel var hun nu? 17 år? Nej, hun var fyldt 18 sidste måned. “Jeg ved godt at de sidste par år må have været vanskelige for dig, men …” “Vanskelige? Du har ingen anelse! Så snart vi ankom til Cypern, forlod du mig. Jeg så dig næsten ikke i månedsvis.” “Hvad kunne jeg ellers gøre?” sagde Will stille. “På skibet fra Acre antog folk bare at du var endnu en forældreløs som var reddet fra byen, men da vi nåede Cypern, havde jeg ikke andet valg end at forlade dig.” Han stirrede ud over Seinens grønne vand, som stille flød ved siden af dem. “Jeg ville være blevet udstødt hvis de andre havde fået kendskab til dig, hvis de vidste at jeg havde en datter. Det ved du godt.” Han så på hende. “Men jeg sørgede for at man tog sig af dig.” Hun fnyste igen. Wills ansigtsudtryk blev hårdere. “Jeg gjorde det så godt jeg kunne. Du havde et godt liv hos Elias.” “Ja! Og så tvang du mig til at komme til Paris!” “Elias havde fortalt mig at han havde tænkt sig at komme hertil, og

55


Bog Rekviem FINAL:Layout 1

29/08/11

11:58

Side 56

stormester de Molay begyndte at forberede sin rejse gennem kristenheden så snart han var blevet valgt. Jeg kunne ikke lade dig blive i Limassol når jeg vidste at vi alle sammen skulle rejse. Paris gav dig den bedste mulighed. Jeg vidste at Andreas ville kunne bruge sine kontakter til kongefamilien til at hjælpe dig med at få et rimeligt arbejde.” Will rystede på hovedet. “Andre børn som overlevede Acre, var ikke så heldige, Rose. De mistede begge deres forældre og blev tvunget til at tigge på gaderne. Eller det der er værre.” “Jeg ved hvordan de har det. Jeg mistede også mine forældre.” Will følte det som om hun lige havde slået ham. Han blev tavs og stirrede da hun vendte sig halvt væk, ude af stand til at møde hans blik, med kinder som blev røde. Han forsøgte at lade være med at sige det men kunne ikke lade være. “Hvad skal det betyde?” “Ikke noget,” mumlede Rose. “Jeg vil gerne vide hvad du mente med det.” Det ville han ikke. Men han stillede alligevel spørgsmålet igen. Rose vendte sig mod ham. “Det betyder at mine forældre døde i Acre. Begge to!” Et øjeblik så Will en anden kigge på sig ud ad de stormende havøjne og håne ham, og lige da havde han lyst til at slå hende. Muren inden i ham var revnet, hans hånd lukkedes til en knytnæve, og al hans smerte og magtesløshed strømmede ind i den. Han havde lyst til at skubbe den ind i hende, ind i kvinden foran ham, som ikke engang burde være kvinde, som var vokset op uden ham og blevet til sin mors udtrykte billede; hans smerte gjort håndfast, stående foran ham, som mindede ham om det store forræderi, de mørkeblå øjne der ikke var hans, ikke hendes mors, men en andens. Et navn han ikke engang kunne sige. Da Rose begyndte at gå væk, trådte Will et skridt frem og rakte frem som for at gribe fat i hende. Så tøvede han, og hans hånd faldt ned da afstanden mellem dem blev for stor. Han ventede, men hun kiggede sig ikke tilbage. Hun gik ind ad tjenestefolkenes indgang og forsvandt. Will løftede hovedet og stirrede op på himlen indtil sollyset blændede ham. Da han var kommet over Grand Pont og tilbage til Rue du Temple, var solpletterne i hans syn opløst, og den velkendte følelsesløshed indhyllede ham igen. Han nåede tilbage til præceptoriet og gik gennem riddernes kvarter, hvor Hugues og Robert fandt ham. 56


Bog Rekviem FINAL:Layout 1

29/08/11

11:58

Side 57

“Vi må tale sammen,” sagde visitatoren. Robert bemærkede den sammenlagte kappe under Wills arm med en spørgende panderynke. “Kom,” sagde Hugues uden at se Roberts ansigtsudtryk. Han førte an hen til embedsmændenes bygning og op til sit rum. “Vi har ikke lang tid. Det er snart non, og Jacques har arrangeret en særlig gudstjeneste for at tale til mændene.” Han lukkede døren da de var trådt ind. “I morges fik jeg besked fra vores broder i London. Så snart indkaldelsen til stormesteren kom, fik jeg Thomas til at forsøge at finde ud af formålet.” Hugues’ mund strammedes til en streg. “Det lader til at paven vil foreslå at slutte Templet og Hospitalet sammen. Planen er at sende begge ordener tilbage til Det Hellige Land som én forenet styrke på et korstog vi skal finansiere sammen.” Will rynkede panden, men han rystede på hovedet. “Det vil aldrig ske.” “Det kan du ikke vide,” sagde Robert en smule skarpt. Will så på ham og derefter tilbage på Hugues. “Ved Jacques det?” “Jeg fortalte ham det i morges. Jeg sagde at jeg havde fået det at vide af mesteren af England, hvilket er delvis sandt. Thomas opsnappede et brev fra kong Edward til mesteren som omtalte pavens hensigter. Det ser ud til at Edward blev bedt om at deltage som en indflydelsesrig mand der har tætte relationer til Templet. Formodentlig ønsker paven at han skal støtte planen.” “Hvad var Jacques’ reaktion?” “Jacques ønsker bestemt et korstog og er parat til at betale for det. Jeg er bange for at han vil være fuldkommen villig til at ruinere ordenen for at få et. Men han vil have enhver bevægelse mod øst udført på hans egne betingelser. Han vil ikke arbejde sammen med johanniterridderne, og det bebrejder jeg ham ikke. Fra et militært synspunkt ville det være en katastrofe. Enhver mulighed for harmoni mellem vores ordener forsvandt for mange år siden.” Will vidste at Hugues henviste til Templets angreb på johanniterriderne i Acre. Angrebet, som fulgte efter en stridighed mellem fjendtlige kongelige grupperinger, var sket for flere årtier siden, men hospitalsridderne havde aldrig tilgivet dem for det. Ved enhver uenighed lige siden mellem styrker fra Vesten i Det Hellige Land havde de og tempelridderne stået på hver sin side. Den eneste gang der havde været nogen forening, var ved 57


Bog Rekviem FINAL:Layout 1

29/08/11

11:58

Side 58

Acres fald, hvor de to stormestre red ud sammen for at konfrontere mamlukkernes horder. Men Will tvivlede på at nogen sådan begivenhed ville kunne forene dem igen på denne indviklede arena for vestlig politik, hvor frontlinjer ikke var tydelige og alliancer forekom at være bygget på sand. Alt for mange af johanniterridderne huskede historierne om brødre der tiggede om at lade de syge og døende komme ind bag Templets barrikader i Acre, og hvordan tempelridderne hånede deres bønner. Omvendt hævdede tempelridderne at de havde haft ret, og at johanniterriddernes uenighed med dem mindre skyldtes hævn og mere skyldtes et vedvarende forsøg på at underminere dem i håb om at vinde kontrol over Templets territorier og aktiver. Det var næppe, som Hugues sagde, noget grundlag for at slutte ordenerne sammen. “Men hvis pave Bonifacius befaler det?” spurgte Robert visitatoren. “Så får vi måske en kamp at udkæmpe selv om det at han kun sender en biskop som sin repræsentant, fortæller mig at det ikke er nogen særlig presserende sag for ham på dette tidspunkt. Måske ønsker han blot at vurdere vores reaktion på sådan et forslag? At dømme efter det du har fortalt mig, omtalte paven ikke noget om dette under jeres tid i Rom.” “Nej,” medgav Will, “men det er ikke overraskende. Valget af pave Bonifacius var ikke populært hos alle i Kardinalkollegiet, og da vi var der, var han travlt optaget af at formilde sine rivaler. Jacques var væk i månedsvis på besøg hos kongen i Napoli og vores præceptorier i Venedig og Genua, så ud over et par møder om foråret så vi dårlig nok hans hellighed overhovedet.” “Du sagde at indkaldelsen kom fra Edward,” sagde Robert. “Så vi kan kun antage at han støtter paven? Det er det vi har været bange for lige siden han begyndte at kræve penge af Everard. Den gamle mand var bange for at det kun ville være et spørgsmål om tid før kongen handlede efter sine ambitioner for Det Hellige Land, og nu da stormesteren er opsat på at vende tilbage …” Robert trak på skuldrene. “Men jeg kan ikke sige at jeg bebrejder ham det. Der er tidspunkter hvor jeg ville ønske vi kunne hævne det som blev gjort mod os i Acre, tidspunkter hvor jeg føler mig så fortæret af raseri at jeg ikke kan forestille mig hvordan jeg nogen sinde har anset nogen muslim for at være en broder.” Han så på dem. “Men korstogene er forbi, og til trods for det som er tabt, er det en god ting. Kong Edward for-

58


Bog Rekviem FINAL:Layout 1

29/08/11

11:58

Side 59

pligtede sig til Broderskabets sag. Han bør være enig med Broderskabet i at opfatte fjendtlighedernes ophør som en mulighed for fortsat fred mellem Østen og Vesten, ikke planlægge at sende os alle i krig igen, selv ikke på pavens bud.” Will var tavs. Hans kammerat havde ingen anelse om hvor langt Edward ville gå for at få hvad han ønskede. Edward kerede sig kun om fred når det passede ham. Han indgik alliancer og brød dem uden hensyn til hvem der kunne blive ødelagt af hans handlinger, og han gjorde det med en snuhed og en hensynsløshed som var rystende. “Du talte om dine bekymringer over Edward da du indførte mig i Broderskabet,” sagde Hugues. “Men Edward har ikke foretaget noget træk østpå i alle årene siden han underskrev en våbenhvile med muslimerne. Hvordan kan du være så sikker på at han modarbejder os? Hvis der havde været nogen tvivl i Everards hoved angående kongens hensigter, ville han aldrig have valgt ham til vores vogter. Sandt nok, jeg kendte ikke rigtig præsten, men én ting var tydelig i den tid jeg tilbragte sammen med vores brødre i Acre: Everard troede på Anima Templi over alt andet og ville ikke have gjort noget for at bringe det i fare.” “Everard begik en fejl,” sagde Will med lav stemme. “Vi blev næsten tilintetgjort på grund af tyveriet af Bogen om Gralen. Vi var ivrige efter at genvinde vores styrke, og han valgte den forkerte mand. Han fortrød det indtil sin dødsdag.” “Vi ved ikke hvorfor Edward vil deltage i mødet,” fortsatte Hugues. “Han havde forbindelse til Bertrand de Got i Gascoigne. Måske har han tænkt sig at være vores fortaler? Hvis nogen vil kunne snakke paven og biskoppen fra denne handling, er det ham.” Wills tonefald var stålhårdt. “Edward er ikke vores allierede. Han har forrådt os igen og igen.” “Hvordan?” spurgte Hugues indtrængende. “Ud over at fremsætte nogle anmodninger om midler som meget vel kan have været uskyldige appeller, hvad har han så gjort? Jeg har læst Everards skriverier, som du sendte til mig før Acres fald. Der var ingen omtale af nogen forræderier, kun Everards frygt, for det meste opstået på grund af dine egne mistanker, vil jeg tilføje, om at kongen ikke søgte fred da han indvilligede i at være vores vogter, men en kilde til indtægt for at finansiere en krig i Wales. Men selv

59


Bog Rekviem FINAL:Layout 1

29/08/11

11:58

Side 60

om det er rigtigt, var undertvingelsen af Wales et nødvendigt foretagende. Bare fordi en mand tror på fred, betyder det ikke at han kan fastholde den tro konfronteret med oprørere og krigsmagere.” “Og hans aggression mod Skotland?” spurgte Will. “Han har ønsket kontrol over riget i årevis, og nu da han har knust Wales, er der ikke noget som står i vejen for ham.” “Skotland var i kaos efter kong Alexanders død da alle stormændene kappedes om tronen. Edward tilbød at hjælpe dem.” “Ja, ved at forsøge at bortgifte sin femårige søn til Alexanders arving så England kunne tage kontrollen med kronen!” “Og hvis Jomfruen af Norge havde overlevet, så ville vores to riger nu være forenet i fred gennem den forbindelse.” Hugues rystede på hovedet ad Wills stridbare ansigtsudtryk. “Hvis skotterne ikke havde stolet på Edward, ville de ikke have ophøjet ham til deres overherre efter barnedronningens død. Han har stræbt efter at genoprette orden i deres rige lige siden, befæstet borge, posteret garnisoner i byer hvor spændingen mellem rivaliserende familier var størst. Hvordan betaler skotterne ham tilbage? De kunne have deltaget i drøftelser, forhandlet om deres uenigheder. I stedet underskrev de en traktat med hans fjende.” “Hvornår blev du egentlig englænder, Hugues?” spurgte Robert og kiggede fortørnet på sin ven. “Jeg forsøger bare at se det fra Edwards synsvinkel,” svarede Hugues roligt. “Og forstå hvorfra denne mistanke mod ham kommer. Vi er brødre, ikke?” Han slog ud med hænderne mod de to vrede mænd foran sig. “Vi er på samme side. Jeg ønsker bare at sikre mig at Templet bliver beskyttet ligegyldigt hvad der sker. Dette er en urolig tid. Vores stormester ønsker at iværksætte et korstog, og paven ønsker at slutte os sammen med vores rivaler. Begge disse muligheder vil kunne have en ødelæggende virkning på os. Jacques har tænkt sig at tage af sted til London efter jul. Vi tre skal være i selskab med ham. Det har jeg sørget for.” “Rejser vi?” sagde Will. “Ja, og jeg tror vi skal betragte Edward som vores ven i denne sag.” “Så er denne diskussion forbi,” sagde Will og gik hen til døren. Hugues stirrede efter ham. Raseriet overskyllede hans ansigt med et rødt brus. “Du skal standse, kommandør! Hvor vover du at vende ryggen til mig!” 60


Bog Rekviem FINAL:Layout 1

29/08/11

11:58

Side 61

Will vendte sig mod ham, og voldsomheden i hans øjne fik Hugues til at tie. “Vi diskuterede noget der vedrører Anima Templi. I tilfælde af at du har glemt det, er jeg dets overhoved. Hvis jeg siger at vores møde er slut, er det slut.” “Forbandet være ham,” mumlede Hugues da Will forlod rummet. Robert skulle til at sige noget, men visitatoren standsede ham. “Nej, Robert, du skal ikke undskylde på hans vegne. Hvis han taler sådan til mig igen, får jeg ham udstødt af ordenen.”

Rekviem af Robyn Young  

Året er 1295. Det kristne imperium i Det Hellige Land ligger i ruiner, og tempelridderen Will Campbell er tilbage i Paris. Tempelridderorde...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you