Page 1

125mm

m

PRETTIES SCOTT WESTERFELD TRYKT I OVER 2 MIO. EKSEMPLARER SOLGT TIL 26 LANDE

Hvad sker der, når det perfekte ikke er godt nok?

HAR LIGGET MERE END 50 UGER PÅ NEW YORK TIMES’ BESTSELLER-LISTE


Pretties Scott Westerfeld Oversat fra engelsk af Astrid Heise-Fjeldgren


Første del

Tornerose Remember that the most beautiful things in the world are the most useless. - John Ruskin, The Stones of Venice, I


KRIMINEL Om eftermiddagen var det sværeste altid at komme i tøjet. I invitationen fra Palæ Valentino stod der ’halvformelt’, og det var det med halv, der gav problemer. På samme måde som en aften uden en fest gav ’halv’ alt for mange muligheder. Det var slemt nok for fyre, for hvem det kunne betyde jakke og slips (om end slipset kunne udelades ved bestemte typer kraver) eller helt i hvidt og skjorteærmer (men kun på sommereftermiddage) eller enhver form for lang frakke, vest, habit, kilt eller en virkelig skøn sweater. Men for piger eksploderede definitionen ganske enkelt som så mange andre definitioner i New Pretty Town. Tally foretrak næsten formelle fester med smoking eller kjole og hvidt. Tøjet var ikke så behageligt, og festerne blev først sjove, når alle var godt fulde, men i det mindste behøvede man ikke at tænke sig om, når man valgte tøj. “Halvformel, halvformel,” sagde hun, mens hun lod blikket glide rundt i sit kæmpe klædeskab, hvor tøjet dinglede på bøjlerne, mens stativet snurrede hakkende rundt i et forsøg på at holde trit med Tallys tilfældige klik med øjenmusen. Jo, halv var i den grad et skodord. “Er det overhovedet et ord?” spurgte Tally ud i luften. “Halv?” Det føltes sært i munden, der var tør som vat efter i går. “Kun det halve af en hel,” svarede værelset, der sikkert selv syntes, det var kløgtigt. “Netop,” mumlede Tally. Hun lod sig dumpe ned på sin seng igen og stirrede op i loftet, mens hun mærkede, hvordan værelset truede med at snurre rundt. Det virkede ikke rimeligt, at man var nødt til at hidse sig op over et halvt ord. “Få dem væk,” sagde hun. Værelset misforstod hende og lod døren til klædeskabet glide i. Tally orkede ikke at forklare, at hun havde ment tømmermændene, der bredte sig i hendes hoved som en overvægtig kat, tvær og udsmattet og ikke til at slippe af med. Aftenen før var hun og Peris taget ud at skøjte med nogle af de 6


andre Krim’er for at prøve den nye skøjtebane, der svævede over Nefertiti Stadion. Et lag is blev holdt svævende af et net af løftere, og som var tyndt nok til, at man kunne se igennem det. Gennemsigtigheden blev bevaret af en stor flok Zamboni-ismaskiner, der gled rundt mellem skøjteløberne som nervøse vandinsekter. På stadion under dem eksploderede fyrværkeri, hvilket fik isen til at gløde som en skizofren glasmosaik, der skiftede farve hvert øjeblik. Alle på isbanen skulle være iført bungy-jakker, i tilfælde af at nogen gik igennem isen. Det var der selvfølgelig aldrig nogen, der gjorde, men tanken om, at verden hvert øjeblik kunne forsvinde under hende med et brat krasj, fik Tally til at drikke rigeligt med champagne. Zane, der var Krim’ernes leder, kedede sig efterhånden og hældte en hel flaske ud over isen. Han sagde, at alkohol frøs ved lavere temperaturer end vand, så måske ville det få nogen til at styrte ned til fyrværkeriet. Men han havde ikke spildt nok champagne til at redde Tallys hoved her i dag. Værelset kom med den særlige lyd, der betød, at en af de andre Krim’er ville i kontakt med hende. “Hey.” “Hey, Tally.” “Shay-la!” Tally kæmpede sig op på den ene albue. “Jeg har brug for hjælp!” “Festen? Jeg ved det.” “Hvad mener de overhovedet med halvformel?” Shay grinede. “Tally-wa, du er totalt bagud. Har du ikke fået den pling? “Hvilken en?” “Den, der blev sendt rundt for flere timer siden.” Tally kastede et blik på sin interfacering, der stadig lå på sengebordet. Hun havde den aldrig på om natten, en gammel vane fra tiden som Grim, hvor hun sneg sig ud i tide og utide. Der lå den og pulserede blidt, muted, så hun kunne sove. “Åh, men jeg er først lige vågnet.” 7


“Okay, men glem det der halv-noget. De har lavet det om til en udklædningsfest. Vi skal finde på kostumer!” Tally så, hvad klokken var – lidt i fem om eftermiddagen. “Hvad? Til om tre timer?” “Ja, jeg ved det. Jeg knokler også som en gal her. Det er for meget. Må jeg komme ned til dig?” “Ja, endelig.” “Om fem?” “Klart. Men husk morgenmad.” Tally afbrød samtalen og lod hovedet falde ned på puden igen. Sengen snurrede rundt som et svævebræt, dagen var først lige begyndt, og hun var allerede helt smadret. Hun tog sin interfacering på og lyttede vredt til pling’en, hvor hun fik at vide, at ingen ville blive lukket ind i aften uden et virkelig enestående kostume. Tre timer til at finde på noget ordentligt, og alle andre havde allerede et kolossalt forspring. Nogle gange syntes Tally, at livet havde været meget mere ligetil, dengang hun var virkelig kriminel. Shay havde morgenmaden med på slæb: hummer-omeletter, ristet brød, rösti, majsfritter, vindruer, chokolademuffins og bloody mary’er – en hel del mere, end en pakke kalorierensere kunne fjerne igen. Den overbebyrdede bakke hang og dirrede i luften med skælvende løftere som en rolling, der ankom til skolen på sin allerførste dag. “Øh, Shay? Skal vi være klædt ud som spærreballoner eller hvad?” Shay fnisede. “Nej, men du lød ikke ligefrem, som om du var i fin form. Og i aften skal du jo være for lækker. Alle Krim’erne vil stemme dig ind.” “Skønt.” Tally sukkede og lettede bakken for et glas bloody mary. Første mundfuld fremkaldte en panderynken. “Ikke salt nok.” “Pyt,” sagde Shay og skrabede kaviarpynten af en omelet og rørte det i. “Adr, fisk – hvor klamt.” 8


“Kaviar passer da til alt.” Shay tog en skefuld mere og stak den i munden og lukkede øjnene, mens hun gumlede de små fiskeæg i sig. Hun drejede på sin ring for at få noget musik. Tally sank og drak noget mere bloody; det fik da i det mindste værelset til at stå stille igen. Og duften fra de friske chokolademuffins var heller ikke dårlig. Bagefter ville hun tage lidt rösti. Og så omeletten; måske ville hun endda give kaviaren en chance. Det var først og fremmest ved morgenmaden, Tally følte, at hun havde noget at indhente efter sin tid i ødemarken. Et ordentligt ædegilde først på dagen fik hende til at føle sig i kontrol, som om en hvirvelvind af det ypperste fra byen kunne udviske flere måneder på sammenkogte retter og SpagBol. Musikken var ny og fik hendes hjerte til at slå hurtigere. “Tak, Shay-la. Du reddede bare mit liv.” “Helt i orden, Tally-wa.” “Men hvor var du egentlig henne i går?” Shay smilede, som om hun havde været ude i noget snavs. “Hvad nu? Ny fyr?” Shay rystede på hovedet. Hun plirrede med øjenvipperne. “Du oppede da ikke igen, gjorde du?” spurgte Tally, og Shay fnisede. “Det gjorde du. Det må man ellers højst en gang om ugen. Er det ikke lidt lamt?” “Det er okay, Tally-wa. Bare lidt lokalt.” “Hvor?” Shays ansigt virkede ikke anderledes. Var hun blevet opereret et sted under sin pyjamas? “Se godt efter.” Shay plirrede med de lange øjenvipper igen. Tally lænede sig frem og stirrede ind i de perfekt kobbergrønne øjne, der var store og havde pletter af glitterstøv, og hendes hjerte slog endnu hurtigere. Selv om hun havde været i New Pretty Town en hel måned, fandt Tally stadig de andre Smukkes øjne ærefrygtindgydende. De var så enorme, indbydende og intenst lysende af interesse. Shays overdådige pupiller mumlede nærmest: Jeg lytter til dig. Du virker fascinerende. De indskrænkede verden, så den kun handlede om Tally, 9


helt alene i skæret af Shays opmærksomhed. Det føltes endnu mere underligt i forhold til Shay, som Tally jo havde kendt, dengang de var Grimme, inden operationen havde fået hende til at se sådan ud. “Tættere endnu.” Tally beroligede sig selv med en dyb indånding. Nu snurrede værelset rundt igen, men på en dejlig måde. Hun gjorde tegn til, at vinduerne skulle lade lidt mere lys slippe ind, og i sollyset så hun de nye tilføjelser. “Åh, det ser for vildt ud.” I ring om hver af Shays pupiller, mere strålende end al den implanterede glimmer, sad tolv mikroskopiske rubiner og glødede blødt og rødt mod de grønne iriser. “Fantastisk, ikk’?” “Mmm. Men vent lige … er dem forneden til venstre anderledes?” Tally kneb øjnene sammen. Det virkede, som om en af ædelstenene i hvert øje blinkede som et lillebitte hvidt stearinlys i de kobberfarvede dyb. “Klokken er fem!” sagde Shay. “Er du med?” Det varede et par sekunder, før Tally kom i tanke om, hvordan man så, hvad klokken var på det store klokketårn i byens centrum. “Øh … men det er da syv. Skal det ikke være forneden til højre for at være fem?” Shay snøftede. “De går mod uret, tumpe. Ellers ville det da være dødssygt.” Latteren boblede frem i Tally. “Okay så. Du har ædelsten i øjnene? Og de viser, hvad klokken er – omvendt? Er det ikke bare en smule overdrevet, Shay?” Tally fortrød øjeblikkelig sin bemærkning. Shays ansigtsudtryk var blevet sørgmodigt, og det strålende udtryk fra før var som blæst bort. Hun så ud til at være på nippet til at græde, selv om hendes øjne ikke var opsvulmede, og næsen ikke rød. Det var altid følsomt, når man oppede, næsten som at få en ny frisure. “Du hader dem,” kom det lavmælt anklagende fra Shay. “Nej, jeg gør ej. Jeg sagde det jo: Det ser for vildt ud!” “Seriøst?” 10


“Seriøst. Og det er for sejt, at de går mod uret.” Shays smil vendte tilbage, og Tally sukkede af lettelse. Hun var da også utrolig. Tænk at begå sådan en fejltagelse, som ellers kun helt nye Smukke begik, og hendes operation lå over en måned tilbage. Hvorfor sagde hun stadig de skodting? Hvis hun kom til at sige sådan noget i aften, ville en af Krim’erne måske stemme imod hende. Der skulle bare et enkelt veto til, så var man udelukket. Og så ville hun være helt alene, næsten ligesom dengang hun stak af. Shay afbrød hendes tanker: “Vi kunne måske komme klædt ud som klokketårne i aften, til ære for mine nye øjne.” Tally grinede og vidste, at den platte joke betød, at hun var tilgivet. Hun og Shay havde trods alt været igennem en hel del sammen. “Har du snakket med Peris og Fausto?” Shay nikkede. “De sagde, at vi skulle være klædt ud som noget kriminelt. De har allerede en idé, men den er hemmelig.” “Arj, hvor skod. Som om de var et par slemme drenge. Som Grimme gjorde de jo aldrig andet end at snige sig ud om natten og smuttede højst over floden et par gange. De nåede ikke engang frem til the Smoke.” Sangen sluttede netop da, og Tallys sidste ord faldt i den pludselige stilhed. Hun forsøgte at finde på noget at sige, men samtalen var som en jordbil, der var kørt fast i mudder og skulle trækkes fri. Det føltes som en evighed, inden næste sang gik i gang. Da den gjorde det, følte hun sig helt lettet og sagde: “Krim-kostumer er da let nok, Shay-la. Vi er de værste kriminelle i byen.” I to timer prøvede Shay og Tally at finde på noget. De fik hullet i væggen til at spytte kostumer ud og prøvede dem. De tænkte på skurke, men vidste ikke, hvordan sådan nogle så ud, og i alle de gamle film på vægskærmen virkede skurkene ikke det mindste krim, de virkede bare totalt kiksede. Pirater var klart bedre, men Shay havde ikke lyst til at tage en klap for hverken det ene eller det andet af sine nye øjne. Jægere var også en mulighed, men hullet i væggen havde et problem med geværer, selv med falske. Tally tænkte på berømte diktatorer fra 11


historietimerne, men de fleste af dem viste sig at være mænd og ikke ligefrem med på moden. “Vi kunne være Rustne!” sagde Shay. “I skolen var det altid dem, der var de onde.” “Men lignede de ikke stort set os? Altså bortset fra, at de var Grimme …” “Jo, men vi kunne fælde nogle træer og brænde olie af eller sådan.” Tally grinede. “Vi leder efter et kostume, Shay-la, ikke en livsstil.” Shay slog ud med armene og pludrede løs i et forsøg på at være opfindsom. “Vi kunne ryge tobak? Eller køre biler?” Men hullet i væggen ville hverken give dem cigaretter eller biler. Det var nu alligevel skægt at hænge ud med Shay og prøve ting og fnise og smide kostumerne tilbage i genbrugeren. Tally elskede at se sig selv i nyt tøj, selv de mest fjollede outfit. Inderst inde huskede hun stadig, hvor smerteligt det engang havde været at se sig i spejlet, med alt for tætsiddende øjne, den flade næse og hår, der krusede konstant. Nu var det, som om der stod en vildt Smuk person over for Tally og fulgte enhver af hendes bevægelser – en med et perfekt afbalanceret ansigt, strålende hud på trods af tømmermændene og en krop med Smukke proportioner og tonede muskler. En, hvis sølvskinnende øjne passede til alt, hvad hun havde på. Men en, der havde en skodsmag i kostumer. Efter to timer lagde de sig ned på sengen, der snurrede rundt og rundt igen. “Det stinker sgu alt sammen, Shay-la.” “Hvorfor stinker det alt sammen?” “De stemmer mig da aldrig ind, hvis jeg kun kan finde på totalt skodagtige kostumer.” Shay greb hendes hånd. “Rolig nu, Tally-wa. Du er allerede berømt. Der er ikke noget at være nervøs for.” “Det kan du sagtens sige.” Selv om de var født samme dag, var Shay

12


blevet Smuk flere uger før Tally. Hun havde været fuldgyldigt medlem hos Krim’erne i næsten en måned nu. “Det bliver ikke noget problem,” sagde Shay. “En, der har hængt ud hos Særlige Omstændigheder, er selvskrevet til at blive Krim.” Da Shay sagde det, mærkede Tally en følelse slå ned i sig som en pling, men en, der gjorde ondt. “Alligevel. Hvorfor er jeg ikke fantastisk allerede?” “Det er også Peris og Faustos skyld, fordi de ikke ville ud med, hvad de skal have på.” “Vi venter da bare, til de kommer. Og så aber vi efter.” “Det har de ærligt fortjent,” nikkede Shay. “Vil du ha’ en drink?” “Ja, det vil jeg vist.” Det snurrede lidt for meget rundt til, at hun kunne gå nogen steder, så Shay bad morgenmadsbakken smutte ud og få fat i noget champagne. Da Peris og Fausto trådte ind, var der ild i dem. Det var egentlig bare blus, de havde viklet ind i håret og sat fast i tøjet, der fik sikkerhedsflammerne til at flakke overalt på dem. Fausto kunne ikke holde op med at grine, fordi det kildede sådan. De var begge to iført bungyjakker – deres kostume gik ud på, at de var sprunget ud fra taget på en brændende bygning. “Fantastisk!” sagde Shay. “Hvor vildt,” sagde Tally. “Men hvad Krim er der ved det?” “Kan du ikke huske det?” spurgte Peris. “Da du brasede ind til en fest i sommer og kom væk ved at stjæle en bungy-jakke og hoppe ud fra taget. Det er alle tiders bedste Grimme-trick!” “Jo … men hvorfor er der ild i jer?” spurgte Tally. “Jeg mener, det er da ikke Krim, hvis bygningen virkelig brænder.” Shay sendte Tally et blik som for at sige, at hun var ved at rode sig ud i noget skod igen. “Vi kunne da ikke komme kun i bungy-jakker,” sagde Fausto. “Det er meget mere tjekket, når der er ild i os.”

13


“Mmm,” sagde Peris, men Tally fornemmede, at han forstod, hvad hun mente, og var blevet ked af det. Gid hun ikke havde nævnt det. Dumme Tally. Kostumerne var fantastiske. De slukkede for blussene for at gemme dem til festen, og Shay beordrede hullet i væggen at lave to jakker mere. “Hey, I aber efter!” brokkede Fausto sig, men det betød ikke noget, for hullet ville alligevel ikke lave bungy-kostumer, hvis nu nogen glemte, at jakkerne ikke var ægte, og sprang ud fra noget og splattede. Den kunne heller ikke lave en ægte jakke. Hvis man ville have noget indviklet eller varigt, skulle man bede Rekvisitioner om det. Og Rekvisitioner ville ikke sende en jakke op, når der ikke var ild i noget. Shay snøftede forarget. “Arj, hvor er det her palæ bare skod i dag.” “Men hvor har I fået jeres fra?” spurgte Tally. “De er ægte.” Peris smilede og pillede ved sin jakke. “Vi stjal dem oppe på taget.” “Jamen, så er de jo Krim,” sagde Tally og sprang op fra sengen for at give ham et knus. Med Peris i sine arme føltes det ikke længere, som om festen ville stinke, eller som om nogen ville stemme imod hende. Hans store brune øjne strålede mod hendes, og han løftede hende op og holdt hende tæt ind til sig. Dengang de var Grimme, havde hun altid følt sig så tæt på ham, mens de lavede tricks og blev ældre sammen. Det var dejligt at føle det samme igen. Tally havde været fortabt i ødemarken i alle de måneder og havde aldrig drømt om andet end at komme tilbage og være sammen med Peris, pæn i New Pretty Town. Det var totalt åndssvagt at være ked af det i dag eller i det hele taget. Det var sikkert bare al den champagne. “Bedste venner for altid,” hviskede hun til ham. “Hey, hvad er det her for noget?” kom det fra Shay. Hun rodede rundt i bunden af Tallys klædeskab for at finde på noget. Hun holdt en uformelig ulden klump frem. “Åh, den,” sagde Tally og lod armene synke væk fra Peris. “Det er 14


min sweater fra the Smoke, kan du ikke huske den?” Sweateren så underlig ud, slet ikke som hun huskede den. Den var snusket, og man kunne se, hvor menneskehænder havde strikket de forskellige dele sammen. Folk i the Smoke havde ikke huller i væggen – de var nødt til selv at lave tingene. Og folk var, det så man tydeligt, ikke specielt gode til at lave ting. “Har du ikke smidt den til genbrug?” “Nej. Den er vist lavet af noget mærkeligt. Noget, hullet ikke kan bruge.” Shay holdt sweateren op til næsen og snusede ind. “Wauw. Den lugter stadig af the Smoke. Bål og den der sammenkogte ret, vi spiste hele tiden. Kan du huske det?” Peris og Fausto kom over for at lugte til den. De havde aldrig været uden for byen, bortset fra skoleudflugterne til Rustens Ruiner. Og de var da slet ikke nået så langt som til the Smoke, hvor alle var nødt til at arbejde dagen lang og lave ting og dyrke (eller endda dræbe) deres egen mad, og hvor alle blev ved med at være Grimme også efter deres sekstenårsfødselsdag. Grimme til døden faktisk. Men the Smoke fandtes selvfølgelig ikke længere, takket være Tally og Særlige Omstændigheder. “Hey, nu ved jeg det, Tally!” sagde Shay. “Lad os klæde os ud som folk fra the Smoke i aften!” “Det ville være totalt kriminelt!” sagde Fausto med et beundrende blik. De så alle tre på Tally, begejstrede over ideen. Selv om hun mærkede endnu en ækel og plingagtig følelse slå ned i sig, vidste hun, at det ville være en dræber at protestere. Og hvis hun var iført et opfindsomt kostume som en ægte sweater fra the Smoke, var det udelukket, at nogen ville stemme imod hende. Tally Youngblood var jo den fødte Krim.

15


PARTY De skulle til party i Palæ Valentino, den ældste bygning i New Pretty Town. Den bredte sig langs floden og var kun få etager høj, men på taget var der et transmissionstårn, som kunne ses fra det meste af øen. De indvendige vægge var af ægte sten, så værelserne kunne ikke tale, men palæet havde til gengæld en lang tradition for at holde fantastiske parties. Ventelisten for at blive Valentino-beboer var mindst uendelig. Peris, Fausto, Shay og Tally gik gennem fornøjelseshaverne, hvor det allerede vrimlede med folk, der var på vej til fest. Tally så en engel med Smukke fjervinger, der måtte være blevet bestilt for flere måneder siden, hvilket ligesom var totalt snyd, og der var også en flok af de Smukke iført fede-dragter og masker, der gav dem tre dobbelthager. En nærmest nøgen gruppe fra Party-kliken lod, som om de var folk fra før de Rustnes tid, de lavede bål og slog på tromme til deres eget lille satellitparty, sådan som den klike havde for vane. Peris og Fausto gik og diskuterede, hvornår de skulle sætte ild til sig selv igen. De ville gerne gøre en opsigtsvækkende entré, men samtidig skulle de andre Krim’er også gerne se dem for fuldt blus. Da de nærmede sig palæets støj og glitter, fik Tally nerverne på højkant. Kostumerne i the Smoke-stil så ikke ud af noget særligt. Tally havde sin gamle sweater på, Shays var en kopi, og de havde posede bukser, rygsække og sko, der virkede hjemmelavede. Shay havde beskrevet dem for hullet i væggen, fordi hun huskede en, der havde gået med sådan nogle sko i the Smoke. For at virke ægte uvaskede havde de gnedet snavs i deres tøj og ansigter, hvilket havde virket skummende på turen til palæet, men nu bare føltes snavset. I døren stod to Valentinoer udklædt som vagter og sikrede sig, at ingen kom ind uden at være klædt ud. I første omgang standsede de Fausto og Peris, men da de to satte ild til sig selv, grinede vagterne og

16


vinkede dem videre. Tally og Shay blev bare lukket ind med et skuldertræk. ”Vent, til de andre Krim’er ser os,” sagde Shay. ”De fatter det.” Alle fire skubbede sig igennem menneskemængden og det totale virvar af kostumer. Tally så snemænd, soldater, konsolspilfigurer og en hel Smukke-Komite af videnskabsfolk med ansigtsgrafer. Overalt var der historiske figurer i skørt tøj fra alle mulige steder i verden, hvilket mindede Tally om, hvor forskellige folk havde set ud, dengang der var alt for mange mennesker. En hel del af de lidt ældre nySmukke var klædt ud i moderne kostumer: læger, vagter, byggefolk eller politikere – hvad de nu håbede på at blive, når de havde fået den næste operation og var blevet mellem-Smukke. En flok brandmænd forsøgte grinende at slukke Peris og Faustos flammer, men opnåede kun at irritere dem. ”Hvor er de?” spurgte Shay hele tiden, men stenvæggene gav ikke noget svar. ”Hvor er det lamt. Hvordan kan folk bo sådan et sted?” ”De går vist rundt med håndholdte telefoner hele tiden,” sagde Fausto. ”Vi skulle have rekvireret en.” I Palæ Valentino var problemet, at man ikke bare kunne få fat i folk ved at spørge – værelserne var gamle og stumme, så det var ligesom at være udenfor. Mens de gik, lod Tally en hånd glide over væggen og nød de ældgamle stens kølighed. Et øjeblik blev hun mindet om ting fra ødemarken, rå, tavse og uforanderlige. Hun var egentlig ikke ved at dø efter at finde de andre Krim’er; de ville bare stirre på hende alle sammen og overveje, hvordan de skulle stemme. De travede gennem trængslen på gangene og spejdede ind i værelser fyldt med gammeldags astronauter og eventyrere. Tally talte fem Kleopatraer og to, der var Lillian Russell. Der var endda nogle få Rudolph Valentinoer; palæet var nemlig opkaldt efter en naturligt Smuk person fra de Rustnes tid. Andre kliker havde valgt kostumer efter samme tema – en flok fra

17


Sports-kliken med hockeystave sejlede slingrende rundt på svæveskøjter, Twisterne var syge hundehvalpe med store hvide plastichalskraver. Og Sværmen var selvfølgelig overalt, de pludrede løs med hinanden i deres interfaceringe. I Sværmen havde alle fået indopereret hudtenner, så de kunne ringe til hinanden overalt, selv mellem Palæ Valentinos stumme vægge. De andre kliker drillede altid Sværmerne, som var bange for at gå nogen steder, medmindre de var i flok. De havde alle sammen klædt sig ud som husfluer med store insektøjne, hvilket i det mindste gav mening. Ingen andre Krim’er var til at få øje på i tumulten af kostumer, og Tally overvejede efterhånden, om de bare havde droppet festen for at slippe for at stemme hende ind. De paranoide tanker forgiftede hende, og hun fik hele tiden glimt af en, der lurede i skyggerne, halvt gemt i mængden, men hele tiden i hælene på hende. Hver gang hun vendte sig om, forsvandt det grå silkekostume af syne. Tally kunne ikke afgøre, om det var en pige eller en dreng. Skikkelsen var maskeret, på én gang skræmmende og Smuk med grusomme ulveøjne, der glimtede i festens dæmpede og flakkende lys. Plastikansigtet ramte et ømt punkt i Tally, et smerteligt minde, som tog form efter et øjeblik. Det gik op for hende, hvad vedkommende skulle forestille: en agent fra Særlige Omstændigheder. Tally lænede sig ind mod en af de kølige stenvægge og huskede det grå silketøj, som de Særlige gik med, og de grusomt Smukke ansigter, de fik. Synet gjorde hende helt svimmel, hvilket var den typiske reaktion, når hun tænkte på sin tid i ødemarken. Det gav ikke mening, at nogen i New Pretty Town skulle vælge det kostume. Bortset fra hende og Shay var der vel ingen, der nogensinde havde set en Særlig. For de fleste var Særlige Omstændigheder blot en del af byens rygtestrøm, de fik skylden, når der skete noget mærkeligt. De Særlige sørgede for at holde sig i skjul. Deres job var at beskytte byen mod trusler udefra, sådan som soldater og spioner 18


havde gjort det på de Rustnes tid, og kun totalt kriminelle som Tally Youngblood mødte dem ansigt til ansigt. Men det var nu lykkedes en eller anden at lave et virkelig vellignende kostume. Han eller hun måtte på et eller andet tidspunkt have set en af de Særlige. Men hvorfor forfulgte skikkelsen hende? Hver gang Tally vendte sig om, så hun den bevæge sig med samme forfærdelige, yndefulde rovdyrsbevægelser, som dengang hun blev forfulgt gennem the Smoke på den grufulde dag, da de kom for at hente hende tilbage til byen. Hun rystede på hovedet. Når hun tænkte tilbage på den tid, dukkede der altid skodminder op, som ikke passede sammen. De Særlige havde da ikke forfulgt Tally, hvorfor skulle de? De havde reddet hende og ført hende hjem, efter at hun havde forladt byen for at finde Shay. Det svimlede altid for hende ved tanken om de Særlige, men det var kun, fordi deres ansigter var designet, så de fik folk til at flippe ud, på samme måde som man fik det dejligt af at se på de almindeligt Smukke. Måske forfulgte skikkelsen hende slet ikke; måske var en hel klike klædt ud i samme dragt spredt rundt i palæet, så hun fik følelsen af, at en af dem lurede på hende. Den tanke var langt mindre angstoptimerende. Hun indhentede de andre og jokede med dem, mens de ledte efter resten af Krim’erne. Tally blev dog ved med at holde et vågent øje med skikkelsen i skyggerne og blev stille og roligt overbevist om, at det ikke var en klike. Der var altid præcis en person, som ikke snakkede med nogen, men bare lurede koncentreret. Og den måde skikkelsen bevægede sig på, så yndefuldt … Tally bad sig selv om at slappe af. Der var ingen grund til, at Særlige Omstændigheder skulle være efter hende. Og det gav jo heller ikke mening, at en Særlig skulle dukke op til en udklædningsfest klædt ud som Særlig. Hun fremtvang lidt latter. Det var sikkert bare drilleri fra en af de 19


andre Krim’er, der havde hørt Shays og Tallys historier hundredvis af gange og vidste alt om Særlige Omstændigheder. Hvis det var tilfældet, ville det være totalt skod at opføre sig hjernelamt foran alle de andre. Det bedste var nok helt at ignorere den falske Særlige. Tally så ned over sit eget kostume og overvejede, om tøjet fra the Smoke var med til at få hende til at flippe ud. Shay havde ret: Lugten af den gamle håndlavede sweater mindede om dengang, de var uden for byen, dengang de knoklede røven ud af bukserne og om aftenen varmede sig ved et bål. Mindede om de aldrende Grimmes ansigter, der af og til stadig fik hende til at vågne med et skrig. Tiden i the Smoke havde i den grad gjort noget ved Tallys hoved. Ingen andre nævnte skikkelsen med et ord. Var de alle sammen med på at drille hende? Fausto gik bare og ærgrede sig over, at hans blus måske ville være brændt ud, inden de havde nået at møde nogen af de andre Krim’er. ”Lad os tjekke, om de er i et af tårnene,” sagde han. ”Ja, fra en rigtig bygning kan vi i det mindste ringe til dem,” medgav Peris. Shay snøftede og satte kurs mod den nærmeste dør. ”Hvad som helst, der skaffer mig ud fra denne her skodagtige stendynge.” Festen var under alle omstændigheder ved at brede sig og fortsætte uden for de ældgamle stenvægge. Shay førte dem over mod et tilfældigt festtårn, tværs gennem en flok Hårtoppe iført bikube-parykker med hver deres sværm af humlebier, som i virkeligheden var sort- og gulmalede mikroløftere, der kørte i svævemønstre omkring hovederne på dem. ”Men den brummende lyd er helt forkert,” sagde Fausto, selv om han, så vidt Tally kunne se, var ret imponeret over kostumerne. Ilden i hans hår spruttede på sidste blus, og folks blikke var sådan: øh hvad? Fra festtårnets indgang ringede Peris til Zane, der sagde, at Krim’erne alle sammen var ovenpå. ”Godt gættet, Shay.” De masede sig alle fire ind i elevatoren sammen med en kirurg, 20


en trilobit og to fulde hockeyspillere, der kæmpede for at holde sig oprejst på deres svæveskøjter. ”Se nu ikke så nervøs ud, Tally-wa,” sagde Shay og gav hendes skulder et klem. ”Du bliver da helt sikkert stemt ind. Zane kan godt lide dig.” Tally fremtvang et smil og overvejede, om det nu også passede. Zane udspurgte hende altid om hendes tid som Grim, men sådan var han over for alle, han sugede Krim’ernes historier til sig med sine guldplettede øjne. Syntes han virkelig, der var noget særligt ved Tally Youngblood? Det var der helt åbenlyst nogen, som gjorde – da elevatordøren gled i, fik Tally et glimt af grå silke, der yndefuldt gled gennem mængden.

21

Pretties af Scott Westerfeld  

Hvad sker der, når det perfekte ikke er godt nok? Hvad sker der, når det perfekte ikke er godt nok? TRYKT I OVER 2 MIO. EKSEMPLARER SOLGT TI...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you