Page 1

128 mm

80 mm

17,2 mm

128 mm

80 mm

ISBN 978-87-996350-0-9

9 788799 635009

poligak-omslag-rettet.indd 2

17/09/13 18.06


Til Ida og Lucia


Frederik Hjorth & Asmus Leth Olsen

POLIGAK Hvordan politikerne prøver at snøre dig – og hvorfor du næsten altid snyder dig selv

www.poligak.dk


Frederik Hjorth & Asmus Leth Olsen »Poligak. Hvordan politikerne prøver at snøre dig – og hvorfor du næsten altid snyder dig selv« 1. udgave, 1. oplag ©2013 Poligak I/S www.poligak.dk Twitter: @poligak Facebook: fb.com/poligakbog Omslag og forsideillustration: HVASS & HANNIBAL Trykt hos ScandinavianBook, Århus Sat med EB Garamond af Georg Duffner ISBN 978-87-996350-0-9 EAN 9788799635009 Mekanisk, elektronisk, fotografisk eller anden gengivelse af eller kopiering fra denne bog eller dele heraf er ifølge gældende dansk lov om ophavsret ikke tilladt uden forlagets skriftlige samtykke eller efter aftale med CopyDan.


Indholdsfortegnelse 1 Indledning

9

Hvorfor præsidenten taber, når hajerne spiser af strandgæsterne – og andre historier om, hvornår vælgere straffer og belønner politikere for tilfældigheder: Det havde jeg godt regnet ud . . . Katastrofe først, så penge . . . Svært at slå blitzen fra . . . Græsted-engelsk midt i klimakrisen . . . Costis Mitsotakis glemmer ikke tallene 5-8-2-6-8 . . . Hvad er »poligak«?

2 Hvad du ved, har du ondt af Hvordan det kan være, at skatterne er så skæve som priser i supermarkedet – og andre historier om, hvordan politikerne lister penge ud af dine lommer: En hård dag for kongen . . . Kort og kontanter . . . Send regningen i sommerhus . . . Hold ud til rådhusklokkerne, mormor! . . . Hr. Nilsson vil beholde mer for sig selv . . . Omsen og momsen.

29


3 Høj, flot og mørk

49

Hvorfor et babyfjæs er godt på anklagebænken, men ikke på valgplakaten – og andre historier om udseendets betydning i politik: Portræt af magten . . . Høj på succes . . . 5-årige schweiziske børn er gode politiske iagttagere . . . Indianere elsker skinnende hår . . . Alle, der ligner mig, har ret!

4 Hvad synes du selv?

69

Hvordan pruttelugt påvirker vores opfattelse af homoseksuelle – og andre historier om, hvordan livets små tilfældigheder påvirker vores politiske holdninger: Frost i roerne . . . Sportsvogn i november . . . Den kuglepen gør mig tørstig . . . Regnvejrspatrioter 1. maj . . . Memento mori i stemmeboksen.

5 Der kommer en god løsning i morgen Hvorfor kommunerne brugte flere penge end forventet i 1985, 1989, 1993, 1997, 2001, 2005, 2009 – og andre historier om betydningen af tid og timing i politik: Debatindlæg med god timing . . . Kærestekontrakt til forhandling . . . Først det dårlige, så det gode . . . Tiden læger alle sår . . . En græsk tragedie . . . Henrettelser med vælgertække.

91


6 Ind med modermælken

111

Hvorfor der blev googlet så meget porno i Chicago på præsidentvalgnatten den 4. november 2008? – og andre historier om, hvordan politik sætter sig igennem i vores kropppe: Woody Allens hjernesatire . . . Konservative bangebukse . . . Svedige håndflader . . . Gravid og fremmedfjendsk . . . Den politiske menstruationscyklus.

7 Store ord og fedt flæsk

131

Hvorfor det var en god forretning at holde med Hitler – og andre historier om, hvordan bytteforholdene er mellem private penge, offentlige udgifter og politisk magt: LAG-kage til kroketklubben . . . Omfartsvej til hjemstavnen . . . Fadøl for kaserner . . . Mange bække små . . . Australsk babybonus . . . Den marginale svensker.

8 Er det en abe? Hvorfor danskere har det fint med mørke ansigter, men rigtig svært med tørklæder – og andre politiske historier om »os« og »dem«: Er det i virkeligheden en abe? . . . Dødsstraf til abefjæs . . . Dovne Latoya, flittige Laurie . . . Negerrecession . . . Hvem må være schweizer? . . . Malerhjerne i gruppelegen.

151


9 Ueffen og uvidende om det

175

Hvad der skete, da schweizerfranc tog opmærksomheden fra nye bænke i Sorø – og andre historier om, at politikerne ikke har guddommelig viden om verdens gang: Den lokale folketingsmand på børsen . . . Kaktus-spurveuglens sidste fløjt . . . Alle gode gange tredobbelt drab . . . 1., 2., 3. eller 3., 2., 1.? . . . Det værste ved at være dum er ikke at være dum . . . Anders Fogh og ekspertspillet.

Tak

195

Referencer

197


1 Indledning Den mand, der svømmer mod strømmen, kender dens styrke. – Woodrow Wilson

L

ørdag den 1. juli 1916 stråler solen over staten New Jersey ved den amerikanske østkyst. Det er på alle måder et fantastisk strandvejr. Det er intet under, at folk valfarter fra indlandet og ud til kysterne. Det gælder også familien Vansant. Til daglig holder familien til i storbyen Philadelphia, hvor faren Eugene Vasant arbejder som læge. Selvom familien er velhavende og rask, er den ikke uden bekymringer. Eugene er især bekymret for, om hans eneste søn, 25-årige Charles Epting Vansant, vil blive indkaldt til hæren, hvis Amerika vælger at engagere sig i Verdenskrigen. Men krigen i Europa er langt væk, da familien sent lørdag eftermiddag ankommer til strandbyen Beach Haven. De indlogerer sig på strandhotellet Engleside. Hotellet og stranden myldrer af liv. Inden aftensmaden beslutter Charles sig for at snuppe en hurtig dukkert sammen med familiens hund. Engleside Hotel ligger lige ud til stranden, så de to kan spadsere direkte ud i bølgerne. Charles, som er 9


POLIGAK en trænet svømmer, begiver sig på en lang svømmetur. Inde fra stranden kan familien følge med i Charles og hundens leg i vandet. Eugene har svært ved at skjule sin stolthed over sønnen. Charles er netop ved at etablere sig i livet som en voksen, selvstændig mand. Han er uddannet fra eliteuniversitetet Penn, har fået eget hus i West Philadelphia, og der er bryllupsplaner med kæresten. Det er Charles’ sidste sommer med familien, inden han bliver en rigtig mand med sin egen familie. Charles og hunden svømmer videre. Charles svømmer hele tiden lidt i forvejen, mens hunden forsøger at følge med. Hver gang Charles fornemmer, at den nærmer sig, sætter han farten op igen. Sådan bølger deres leg i vandet frem og tilbage. Sammen passerer de alle de andre svømmere, indtil de har vandet for sig selv. Men de er ikke helt alene. Pludselig stopper hunden op, vender rundt og svømmer tilbage mod kysten. Har Charles vundet legen? Charles råber hunden an. Så let skal den ikke give op. Men den er fast besluttet på at komme tilbage til kysten. Den har sanset noget, Charles ikke har. Til sidst vender også Charles rundt. Med ét dukker en mørk finne op bag ham. Sekunder efter spreder blodet sig i vandet omkring ham. En haj har bidt sig fast i hans venstre underben. Charles skriger. På land står familien og mange andre strandgæster i chok. En trænet svømmer hopper i vandet for at hente Charles i land. Men hajen giver først slip, da den støder mod sandbunden tæt ved land. En styrtblødende Charles bliver trukket op på stranden. Folk iler til og får ham båret op på Engleside. Alle er ude af sig selv. Eugene prøver med alle 10


Indledning sine kræfter at redde sin søn. Men det er for sent. Kvart i syv samme aften forbløder Charles Epting Vansant fra en åben lårpulsåre midt på hotelbestyrerens bord. Angrebet ryster statens beboere, men sommeren 1916 bliver værre endnu. De næste 14 dage bliver fem personer angrebet af hajer langs kysten. Ud over Charles og den 13-årige dreng Lester Stillwell dræber hajerne to andre feriegæster. Lokalbefolkningen er rædselsslagen. Faktisk er hele USA rædselsslagen. På den modsatte kyst skriver San Francisco Chronicle med fede typer på forsiden af avisen den 14. juli: Østkysten indleder krig mod glubsk menneskeæder. Samme efterår er præsident Thomas Woodrow Wilson på genvalg. Demokraten Wilson er oppe imod den republikanske højesteretsdommer Charles Evans Hughes, der agiterer for, at USA skal træde ind i Verdenskrigen. Wilson fører kampagne på et budskab om fred. Med sit valgslogan om, at »han holdt os ude af krigen«, prøver Wilson at appellere til de amerikanske vælgeres ængstelighed ved at sætte amerikanske drenges liv på spil på Europas slagmarker. Drenge som Charles Epting Vansant. Lige netop i New Jersey burde Wilsons vinderchancer under alle omstændigheder være gode. Vælgerne i New Jersey kender Wilson særdeles godt: Før sin indtræden i politik var Wilson professor og præsident på statens stolthed, prestigeuniversitetet Princeton. Derefter var han i to år en populær guvernør for staten. Ved præsidentvalget i 1912 vandt Wilson staten sikkert med et forspring på syv procentpoint ned til den nærmeste efterfølger, Theodore Roosevelt. Alt taler for, at New Jersey genvælger Woodrow 11


POLIGAK Wilson i 1916. Wilson bruger da også en god del af sommeren 1916 i kystbyen Asbury Park, hvor hovedkontoret for hans genvalgskampagne er placeret. Det er bare en times kørsel nord for hotellet Engleside. Men i New Jerseys kystbyer er begejstringen for Wilson denne sommer til at overse. Nogen må have ansvaret for de forblødende kroppe i badetøj på statens strande. Den lokale turisme lider under hajangrebene, da mange amerikanere vælger at aflyse deres strandferie i New Jersey. Mod alle forventninger taber Wilson sin hjemstat New Jersey ved valget den 7. november 1916. Forskerne Christopher Achen og Larry Bartels har undersøgt nærmere, hvordan hajangrebene påvirkede Wilsons nederlag i hjemstaten. I Beach Haven, hvor Charles Vansant blev angrebet, mister Wilson 11 procentpoint i forhold til det forudgående valg. I Spring Lake, hvor Lester Stillwell omkom, taber Wilson ni procentpoint. Vælgernes dom i New Jerseys kystbyer står i kontrast til resten af USA, hvor Woodrow Wilson bliver genvalgt – blandt andet hjulpet af sit valgsprog om at holde amerikanerne ude af krigen. Ganske kort efter må de amerikanske vælgere – som mange andre sidenhen – sande, at der er én virkelighed før et valg og en anden efter. To måneder efter valget sender Wilson nemlig USA ind i Verdenskrigen. Det er tydeligt, at vælgerne i New Jersey straffer Wilson for sommerens hajangreb, da de går til valgurnerne i november 1916. Præsident Wilson har nok vidst, at hajerne i Beach Haven og Spring Lake kunne koste ham stemmer. Kort efter angrebene arrangerer han et regeringsmøde for at finde ud af, hvordan regeringen kan stoppe hajangrebene. Men på mødet må repræsentanten for det amerikanske 12


Indledning fiskeriministerium, der er blevet betroet opgaven at finde måder at forebygge nye hajangreb, overbringe præsidenten en brutal, men enkel sandhed: Hajangreb er stort set umulige at forebygge. Det eneste, fiskeriministeriet kan foreslå, er symbolske manøvrer som at dræbe nogle tilfældige hajer eller sætte advarselsskilte op på de allerede angrebne strande. Wilsons embedsmænd kunne til gengæld også have fortalt ham, at hajangreb er uhyre sjældne. Indtil juli 1916 havde der aldrig været registreret et eneste hajangreb i hele New Jersey. Man skulle helt frem til 1960, førend staten blev ramt igen. Og der var reelt mange andre ting, vælgere i New Jersey burde bekymre sig om. Samme år som hajerne hærgede, dræbte lungebetændelse omkring 109.000 amerikanere. For den gennemsnitlige amerikaner var risikoen for at dø af lungebetændelse omkring 40.000 gange større end for at blive spist af en haj. Alligevel var det hajerne, vælgerne stillede Wilson til regnskab for. SSS Hvorfor straffer vælgerne politikerne for noget, som politikerne reelt ikke kan gøre for? »Bagklogskab« er en oplagt forklaring. Vi kender det fra daglig tale, men det er faktisk også dokumenteret i forskningen. Som psykisk mekanisme beskriver bagklogskab, at mennesker tilskriver begivenheder større sandsynlighed, efter de er sket, end de gjorde, før begivenheden indtraf. Bagklogskab er en forvrænget efterrationalisering af verdens gang. Bagklogskab ændrer ved, hvordan vi husker 13


POLIGAK vores viden om verden før begivenheden. Selvom begivenheden kan være meget svær at forudsige, forvrænges vores hukommelse, så den nu fremstår som forventelig og derfor også afværgelig. Et af de første psykologiske eksperimenter, der klart demonstrerede bagklogskab som en mekanisme i politik, undersøgte folks opfattelse af forskellige mulige udfald af præsident Richard Nixons besøg i Beijing i 1972. Nixons besøg var første gang, en amerikansk præsident satte fod på kinesisk jord, og få havde forudset, at det første besøg ville ske under den kolde krig og et kommunistisk kinesisk styre. Før Nixons besøg blev en række personer spurgt, hvor sandsynligt de mente forskellige udfald af mødet med kineserne ville være. Ville Kina og USA blive enige om at etablere et fælles rumprogram? Ville Nixon erklære besøget for en succes? Ville Mao Zedong overhovedet mødes med Nixon? Efter besøget blev de samme personer bedt om at genkalde deres forudsigelse fra før mødet. Resultaterne viste, at for udfald, der rent faktisk var sket, huskede personerne nu, at de i sin tid havde tillagt dem langt større sandsynlighed end de faktisk havde. I bagklogskabens klare lys mente de fleste altså, at de havde været langt mere sikre på, hvordan Nixons besøg ville gå. Verdens gang gør på den måde menneskers hukommelse selektiv og slører vores meget ringe evne til faktisk at forudsige begivenheder. Med bagklogskaben som mental målestok ser mange fejlslagne eller forsømte politiske beslutninger dumme ud. Når skaden er sket, bygger vi hurtigt, men ubevidst en historie op om, at den kunne være 14


Indledning forudset og forhindret. Resultatet af vores naturlige tilbøjelighed til bagklogskab er, at mange vælgere ræsonnerer ligesom dem, trængte fodboldhold frustreret kalder »mandagstrænere« – efter fadæsen er det indlysende, at strategien var en fejl: Hvorfor satte træneren ikke en ekstra mand ind i forsvaret? Hvorfor beskyttede præsidenten os ikke mod hajerne? Vælgernes systematiske bagklogskab betyder altså, at politikere ofte bliver straffet for begivenheder, de reelt hverken kunne forudse eller forhindre. Men bagklogskaben har også en anden, besynderlig effekt: Vælgere belønner politikere for at sætte ind mod katastrofer, men kun for det, de gør, efter katastrofen har fundet sted. Det kunne de amerikanske forskere Andrew Healy og Neil Malhotra konstatere, da de undersøgte sammenhængen mellem økonomisk katastrofehjælp og vælgernes opbakning til den siddende præsident. Healy og Malhotra analyserede vælgere og politikeres adfærd før og efter, lokalområder rammes af naturfænomener som tornadoer, orkaner og oversvømmelser. Healy og Malhotras analyse viste, at det kan betale sig for politikere at bruge penge på genopretning i områder, efter de er blevet ramt af en naturkatastrofe. Baseret på tyve års data viste det sig, at politikere får flere stemmer, når de bruger penge på oprydning efter en naturkatastrofe. Sammenhængen indikerer, at præsidenten skal bruge cirka 27.000 dollar på oprydning, altså omkring 160.000 kroner, for hver enkelt ekstra stemme ved det efterfølgende valg. Det er altså ikke nogen garanti for valgsucces – men sammenhængen er der. Det mærkelige er, at vælgerne ikke belønner politikere 15


POLIGAK for at bruge penge på forebyggelse af katastrofer. Healy og Malhotra kunne påvise, at der ikke er nogen sammenhæng mellem, hvor mange penge politikere bruger på forebyggende foranstaltninger som floddiger eller brandbælter, og hvor mange stemmer de får til næste valg. Vælgerne ignorerer altså forebyggende foranstaltninger, selvom det for naturkatastrofer som så mange andre ting gælder, at det er langt bedre at forebygge end at vente, til skaden er sket. Healy og Malhotra regnede sig frem til, at en dollar brugt på forebyggelse i gennemsnit forhindrer omkring 15 dollars skade, når orkanen eller oversvømmelsen rammer. Vælgere, der bekymrer sig om katastrofers skadevirkninger, burde altså flokkes om politikere, der investerer i forebyggelse. Det gør de bare ikke. Det samlede resultat er nogle meget sære tilskyndelser for politikere, der gerne vil genvælges. Inden valget kan de bruge penge på at forebygge katastrofer. Det vil efter alt at dømme være en god investering: På sigt vil det forhindre både tab af menneskeliv og materiel skade i meget større omfang, end de kostede i første omgang. Men politikerne skal ikke regne med anerkendelse fra vælgerne. I politisk forstand er det bedre at vente, til vælgerne faktisk er blevet ramt af en katastrofe, og så under stor fanfare strø penge ud over murbrokkerne. Det er langt mindre effektivt – men meget mere populært. Orkanen Sandy, der den 29. oktober 2012 hamrede mod den amerikanske østkyst med en vindstyrke på op mod 185 kilometer i timen, demonstrerede den paradoksale måde, naturkatastrofer tit former politiske begivenheder

16


Indledning på. I ugerne forinden havde delstaten New Jerseys republikanske guvernør Chris Christie harceleret mod præsident Obama, som mange af hans partifæller håbede på at afsætte ved præsidentvalget bare en uge senere. Til et stort vælgermøde i Virginia begejstrede Christie en forsamling hujende partifæller ved at opfordre de amerikanske vælgere til at »give Obama den flybillet hjem til Chicago, han har fortjent.« Alt det ændrede sig, da Sandy ramte New Jerseys kyst. Den 29. oktober 2012 ødelagde Sandy elforsyningen for 2,5 millioner husholdninger i New Jersey og kostede 37 af statens borgere livet. Guvernør Christie vendte pludselig på en tallerken. Billeder af Christie og præsidenten, der iklædt vindjakke og alvorlige ansigtsfolder inspicerer ødelagte, fattige kvarterer, fyldte de amerikanske tv-skærme. På et pressemøde om oprydningen efter Sandy udtalte guvernør Christie, at han »ikke kan takke præsidenten nok for hans personlige omtanke og medfølelse for vores stat og dens folk.« På det tidspunkt var der bare én uge til præsidentvalget. Guvernør Christie kan umuligt have været uopmærksom på, at talen var uvurderlig politisk reklame for den siddende præsident, han bare en uge forinden havde gjort sit bedste for at latterliggøre. Hvad kan forklare Chris Christies kovending en uge inden valget? Hvorfor stod Christie, der havde harceleret mod præsidenten lige siden han trådte til, pludselig klistret op ad ham som en nyforelsket teenager? Et godt fingerpeg kan findes ved at kigge omtrent et år frem i kalenderen fra den dramatiske oktobernat. Da Sandy nærmede sig New Jersey, vidste guvernør Christie samtidig, at han selv skulle på genvalg den 5. november 17


POLIGAK 2013. Og det ville have set ualmindelig dårligt ud, hvis tvskærmene et år inden guvernørvalget havde vist billeder af landets præsident, der alvorsfuldt vandrer rundt i orkanens efterdønninger uden spor af guvernøren. Chris Christie ville gerne have forhindret præsidentens genvalg. Men når det kom til stykket, var det trods alt vigtigst for ham at sikre sit eget. Som Sandy mindede både guvernøren, præsidenten og tusinder af rasende republikanere om, kan naturkatastrofer splitte politiske alliancer, alle ellers tager for givet. De sætter ét hensyn over alle andre for politikere, der gerne vil genvælges: at tage hånd om katastrofens skadevirkninger på en så synlig måde som muligt. SSS Woodrow Wilson taber New Jersey, da hajerne spiser af badegæsterne. Et århundrede senere bringer en orkan politiske modstandere sammen. Læst hver for sig virker historierne gakkede. De lyder som afvigere, der ikke fortæller os noget centralt om, hvordan politik typisk fungerer. Vores budskab er det modsatte. For at få et dækkende billede af politik skal vi have blik for alt det gakkede, vi normalt betragter som undtagelser fra reglen. I denne bog sætter vi parentes om alle de situationer, vi kender så godt allerede: forhandlingslokalet, koalitionsdannelser på valgnatten, den daglige meningsmåling, den politisk-strategiske analyse. De får allerede rigeligt med opmærksomhed. De er også vigtige nok. Men 99 procent af politik bliver til uden for de højspændte situationer, du normalt oplever politik gennem. Politik sker hele tiden. Rigtig meget politik er der også, når du ikke hører efter, holder øje, læser din 18

Poligak af frederik hjorth  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you