Issuu on Google+


Bog Pigen med majblomsterne FINAL:Layout 1

03/12/10

12:55

Side 2


Bog Pigen med majblomsterne FINAL:Layout 1

03/12/10

12:55

Side 3

K ARIN W AHLBERG

Pigen med majblomsterne Oversat af Ina Nielsen

PEOPLE’SPRESS


Bog Pigen med majblomsterne FINAL:Layout 1

03/12/10

12:55

Side 4

Pigen med majblomsterne Oversat fra svensk af Ina Nielsen © Karin Wahlberg 2004 © People’sPress 2011 Omslag: Rasmus Funder Grafisk tilrettelæggelse: John Ovesen /Baghus Bogen er sat med Caslon og trykt hos CPI, Leck ISBN 978-87-7108-186-2 4. udgave, 1. oplag Printed in Denmark 2011 www.artpeople.dk

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomsten mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige tilladelse er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress · Ørstedhus · Vester Farimagsgade 41 · DK-1606 København V


Bog Pigen med majblomsterne FINAL:Layout 1

03/12/10

12:55

Side 5

Prolog

HAN LAGDE TÆPPET om skuldrene på hende. Et tyndt gult bomuldstæppe af den slags, de har på hospitalerne. Hun registrerede hans omsorg, skuttede sig lidt. Som om han havde bredt sine vide vinger ud over hende. Hun trak tæppet tættere om sig og satte sig forsigtigt ned på stolen. Sad så helt stille og prøvede at fortrænge de afskyelige billeder, der dukkede op som små skarpe lyn i hovedet på hende. Umulige at standse. Men lidt efter lidt ville det vel blive bedre. Og hun måtte heller ikke glemme at nyde den ikke helt ubehagelige følelse af at have en, der sad og ventede på hende, kun hende. Værst var tanken om øjnene, der havde stirret hjælpeløst på hende. Og tanken om, at det kunne have været hende selv, der var blevet offer for volden. Mishandlet næsten til døde. Hvor mange gange kan man være rigtig heldig her i livet? For nylig, da hun cyklede hjem fra arbejde, var hun lige ved at blive påkørt ved Ringvägen af en bilist, der ikke havde set hende i tusmørket. Episoden dukkede op i hendes tanker nu, selvom den ikke havde det mindste at gøre med det frygtelige, der var sket i kælderen i hendes egen ejendom. Det havde bare været hendes lod at komme lige bagefter. Hvorfor netop hende? Måske en ren tilfældighed, sagde den flinke betjent. Kunne hun mon stole på det? Hendes første indskydelse havde været, at det var en galnings

5


Bog Pigen med majblomsterne FINAL:Layout 1

03/12/10

12:55

Side 6

værk, og hun blev selvfølgelig rædselsslagen. Der var jo så mange stofmisbrugere og syge eksistenser, der løb frit omkring, skjulte sig, lurede i mørket. Rædslen trængte hende ind i en blindgyde. Hun kunne ikke røre sig ud af stedet. Øjnene på betongulvet stirrede forfærdet op på hende. Blinkede ikke engang. Hun gøs igen ved tanken. Blodsprængte øjne, der stirrede anklagende på hende, som om det var hende, der hæmningsløst havde slået løs. Og hun, der var så frygtsom af sig. Blodig masse trængte ud fra baghovedet og løb ud på betongulvet. Tanken fik hende næsten til at kaste op selv nu, hvor hun befandt sig i tryghed på politistationen med en flink og opmærksom kriminalbetjent hos sig. Han havde sagt til hende, at hun skulle trække vejret roligt. Vente til det værste havde fortaget sig. Hun og han. Helt alene. Han var ikke begyndt at afhøre hende endnu. Hun skulle først have tid til at komme lidt til hægterne. Hun var nok klar lige straks. Så ville han lytte til hende. Hvert eneste ord, hun sagde, var vigtigt, det forstod hun, uden han havde behøvet at sige det. Gad vidst, hvor gammel han mon var? Måske et par år ældre end hun selv. Men han var sikkert gift. Eller boede sammen med nogen. Sådan var det altid. De bedste røg først. Det var da heller ikke, fordi han var vanvittig lækker, men han var helt fantastisk over for hende. Og han havde ingen ring på. Hvis han overhovedet havde sagt, hvad han hed, havde hun glemt det i forvirringen. Desuden var alting gået så stærkt. Hun havde nærmest kastet sig i armene på ham, som om hun instinktivt havde regnet med, at han ville redde hende. Han var ankommet i en patruljevogn samtidig med ambulancen, og pludselig myldrede det med mennesker i hele huset. Lidt senere havde han bedt en anden betjent om at tage hende med derfra. Selv var han kommet senere. En dump hovedpine begyndte at murre i baghovedet. Det var nok, fordi hun slappede en smule af. Det var for resten tem6


Bog Pigen med majblomsterne FINAL:Layout 1

03/12/10

12:55

Side 7

melig længe siden, hun havde spist noget, men hun var ikke sulten. Den rytmiske dunken i hovedet blandedes ubarmhjertigt med erindringen om de besværede og rallende åndedrag fra nabokonen på betongulvet, hendes hunger efter luft, hendes kamp mod kvælningsdøden, eller hvad det nu var, hun var ved at dø af. Hun gøs igen. Hun havde aldrig før set nogen, der var ved at dø. Det var hverken fredfyldt eller behageligt. Snarere tværtimod. Panik og angst. Egentlig frøs hun ikke længere, men hun rystede alligevel lidt. Mærkeligt, som man reagerer. Hun var som et blad i vinden. Hun rådede hverken over sin krop eller sin vilje. Der var en helt anden mekanisme inden i hende, der bestemte. Noget, som hun ikke kunne vide, hvad var, og det forstod den blege betjent selvfølgelig, selvom han ikke sagde så meget. Han havde prøvet det før. – Kaffe eller te? spurgte han. Hvad? tænkte hun. Hun ville hverken have det ene eller det andet. – Det ved jeg ikke, sagde hun sløvt. Tæppet varmede om skuldrene. Betjenten var egentlig både farveløs og tynd, næsten ranglet, mere en kontortype end en af lovens patruljerende vogtere. Det kunne hun godt se, selvom hun allerede havde bestemt sig for, at hun syntes om ham. Han havde slukket lyset i loftet, og det var kun skrivebordslampen, der lyste. En fredfyldt skumring omgav dem. Det var første gang, hun havde et ærinde på politistationen uden at skulle forny sit pas. Ærinde og ærinde. Hun havde ikke valgt det her. Hun så ned på sine sko. Med væmmelse, men også nysgerrigt, studerede hun dem for at se efter synlige tegn på, at hun havde trampet rundt i blod, men det var svært at se noget i mørket. Hun fik en metallisk smag i munden ved tanken om, at de sorte gummisåler sikkert var helt klæbrige. Hun følte sig uren og ville allerhelst sparke skoene af sig. Tage et par andre på. Smide dem her i skraldespanden. 7


Bog Pigen med majblomsterne FINAL:Layout 1

03/12/10

12:55

Side 8

– Det er godt at drikke noget varmt, når man er i choktilstand, fortsatte betjenten roligt. Hun nikkede. Han forsvandt og kom tilbage med et krus dampende varm te, som han stillede på skrivebordet foran hende. – Sukker? Han bøjede sig ind over hende, mens han lagde en hånd på det gule tæppe et eller andet sted mellem hendes skulderblade. Hun rystede på hovedet og så hastigt op i det farveløse ansigt. Han rettede sig op samtidig med, at han tog hånden væk, som havde berørt hende – håndfladen let mod ryggen – en beroligende berøring. Hverken for meget eller for tæt på. Hun blev let bange for alt det, der blev for meget. Følte sig fanget. Men det virkede, som om betjenten her forstod, at visse ting er forskellige fra menneske til menneske, at nogen synes om intimitet, mens andre slet ikke bryder sig om det, men måske alligevel længes efter lidt varme. Uden at de tør vise det. Der var ikke mange, der havde den evne. Hun blev siddende roligt på stolen og lod sig trække ind i hans koncentrerede tavshed i den uforstyrrelige tryghed i lokalet. Og på den forunderligste måde standsede tiden. Et kontor med skriveborde, computere og opslagstavle. Som en frizone. En telefon ringede i det fjerne. Stemmer hørtes ude fra korridoren. En eller anden lo på den mest upassende måde. Uden for vinduet lyden af en bil, der blev startet. Intet af dette kom hende ved. Hun begyndte at føle sig døsig. Øjenlågene blev tunge. – Astrid Hård. Var det sådan, du hed? Det gav et sæt i hende. Han havde sat sig ned ved skrivebordet. Hænderne hvilede tungt på bordfladen, og han betragtede hende roligt, ventede på hende. Hun nikkede. Dette navn. Kompakt og stumt. Som om det lige nu havde smittet af på hende selv. Hård. – Og du? – Peter, sagde han. Kriminalassistent Peter Berg. 8


Bog Pigen med majblomsterne FINAL:Layout 1

03/12/10

12:55

Side 9

Kapitel et Fredag den femte april PIGERNE VAR TI år, næsten elleve. De hed Viktoria og Lina og var bedste veninder. De stod i den isnende vind uden for Kvantums automatiske glasdøre og rystede af kulde. De havde stået der i næsten to timer efter skole med små æsker i lyseblåt pap hængende i snore om halsen. Ængsteligt trykkede de dem ind til sig, bange for at tabe indholdet. De solgte majblomster. I år var de røde. En mørk, næsten vinrød nuance på de øverste kronblade og en lysere rosa underst og så prikken i midten, der var hvid. Der sad nålen, som man skulle sætte papirblomsten fast i opslaget med. Men på de større blomster, der var beregnet til bilruden, var prikken i midten gul. Kransene var de flotteste, det var Viktoria og Lina enige om, men svære at sælge. Det var de dyreste. Lina havde solgt fire, en til hver af sine tanter. Viktoria, som ikke havde nogen stor familie, havde ikke solgt en eneste. Viktoria havde taget sin nye forårsjakke på. Den var i lysebrunt denim og selvfølgelig alt for tynd. Det var i begyndelsen af april, og vejret skiftede hurtigt. Rigtigt aprilsvejr, sagde mor. Sidste weekend var solen kommet, det blev pludselig varmt, og Viktoria havde smidt den gamle vinterjakke og var gået rundt uden andet end en trøje på. Det var på tide, at hun kom med mor i Hennes. Ikke så snart var hun kommet ind i forretningen, før hun styrede direkte hen mod alle jakkerne, der var så nye, at der stadig var skarpe folder i dem, efter at de havde været pakket ned i kar9


Bog Pigen med majblomsterne FINAL:Layout 1

03/12/10

12:55

Side 10

toner. Det var slet ikke nødvendigt for Viktoria at begynde at lede. Hun havde været der dagen før sammen med Lina og kigget og prøvet. De havde fået lov til at tage bussen ind til byen. Derfor kunne hun med det samme finde frem til den jakke, hun ville have og holdt den op foran sig, mens den stadig hang på bøjlen. I Viktorias øjne var jakken allerede hendes. Ganske vist havde den en farve, som mor måske ikke ville bryde sig om, alt for udflydende til sådan et lyst hår og blegt ansigt, ville hun sige. Men Viktoria ville have den. Hun ville bare have den! Så hun var allerede klar med alle de kneb, der skulle til for at overtale mor. Men mor nikkede bare med det samme. Viktoria blev faktisk helt skuffet. Det havde næsten været for nemt. Mors modstand var svag, for det meste bare et træt blik, og sådan plejede det slet ikke at være. Viktoria blev usikker. Det var nok separationen. Mor magtede ikke noget som helst. De fleste dage græd hun hele tiden. Fuldstændig færdig som menneske, sukkede hun i telefonen, når hun talte med Eva. Hun talte næsten hele tiden med Eva. Viktoria holdt sig inde på sit værelse. For det meste var hun tavs og forsigtig. Men hun hørte alt, hvad mor sagde, hun kunne jo ikke lukke ørerne. Selvfølgelig kunne hun have holdt hænderne for eller været gået ud, men det gjorde hun ikke. Hun lukkede heller ikke øjnene, og hun håbede bare en lillebitte smule på, at alt igen skulle ændre sig og, vupti, blive, som det altid havde været. Hun var nemlig hverken barnlig eller dum oven i hovedet, hun fyldte jo snart elleve og vidste godt, at det nok ikke var muligt. Men alligevel kunne hun ikke lade være med at håbe, at alting skulle blive som før, selvom det såmænd heller ikke altid havde været lige sjovt. En mor, der er helt færdig som menneske, hvad gør man ved det? Men så sagde mor også, at hun skulle nok være mand for at klare det her. Stemmen blev lidt underlig, når hun sagde det. Høj og skinger. Lige i øjeblikket lød mor næsten aldrig, som hun ple10


Bog Pigen med majblomsterne FINAL:Layout 1

03/12/10

12:55

Side 11

jede. Men Viktoria troede, at mor bildte sig selv ind, at hun var fuldstændig, som hun plejede at være over for hende. Og mor skulle nok blive sig selv igen. Klart! Det sagde hun også til Eva i telefonen. Flere gange sagde hun det, næsten som om hun var vred. Viktoria håbede, at det ikke ville tage alt for lang tid. Altså at mor blev sig selv igen. Hun vidste ikke, om der kunne gå et par dage eller uger eller, endnu værre, måneder. Længere frem kunne hun ikke tænke. Og der var heller ikke rigtig nogen at spørge. Lina ville bare kigge usikkert på hende og stille noget spiseligt foran hende, chips eller en pose slik eller noget andet til at drukne sorgerne i. Og andres mødre blandede man ikke ind i den slags ting. De ville bare se medlidende på hende og mene et eller andet. Hun vidste ikke med sikkerhed, hvad andres mødre ville mene, kun at det ville være det forkerte. Og det værste var, at mødrene ville sige deres mening højt og tale med hinanden og ynke hende, når hun ikke hørte det. Netop nu, mens hun stod her uden for Kvantum, tænkte hun nu ikke så meget på mor, der ikke var, som hun plejede at være og alt det andet. Først og fremmest frøs hun og savnede bare sin vinterjakke. Men eftersom det var hende selv, der havde taget den tynde jakke på, prøvede hun at glemme alt om den gamle, varme, men helt ærligt rigtig grimme og slidte vinterjakke. I det mindste så hun fin ud i den nye. Hun savnede i hvert fald ikke Gunnar, sådan som mor gjorde. Så meget havde hun da fundet ud af, skønt mor for det meste kaldte ham en sjover og en hel masse andre grimme ting. Selvom de måske var rigtige nok. Lidt tomt var der alligevel blevet, efter han var flyttet. Han havde jo også taget bilen med. Så de var ligesom ikke nogen rigtig familie længere, nu hvor hun ikke havde nogen til at køre sig, når der var brug for det. Sådan, som fædre gør. I hvert fald sådan, som Linas far gjorde. Han tog Forden og hentede alle ungerne. Det er derfor, de er så tykke, de unger, det er sundt for børn at røre 11


Bog Pigen med majblomsterne FINAL:Layout 1

03/12/10

12:55

Side 12

sig, sagde mor syrligt, da Viktoria fortalte hende det. Så det nyttede ikke noget at klage, i hvert fald ikke så længe der alligevel ikke var noget at gøre ved, at de ikke mere havde nogen bil. Den nye jakke var kort, og pludselig kom et isnende vindstød fejende, ramte hendes mave, hvirvlede rundt om den bare navle og langt ind under trøjen. Hun havde allerede stået lidt og spekuleret over, hvordan hun skulle bære sig ad med at overtale Lina til at flytte salget af majblomster til et andet sted, hvor der ikke var så koldt og blæsende. Eller måske endda tage hjem og så fortsætte dagen efter, skønt de måske risikerede, at nogle af deres klassekammerater fik solgt flere end dem. De havde begge to en hel del majblomster tilbage, selvom Kvantum ellers var et godt sted at stå. Naboerne havde de allerede været rundt hos, og deres klassekammerater havde de tilstødende kvarterer som deres salgssteder. Det havde været Linas ide, at de skulle cykle helt herud, og Viktoria vidste, at hun sikkert ikke ville give sig lige med det samme. De blåfrosne fingre holdt fast om den lille æske med blomster. Hun holdt en stor bilblomst op mod en ældre kvinde, der kom imod dem, mens hun trak en ternet indkøbsvogn efter sig. – Skulle det være en majblomst? sagde Viktoria med det tapreste smil, hun kunne opvise. Damen så fraværende på hende og fortsatte krumbøjet forbi pigerne, og Viktoria tænkte både opgivende og vredt, at der faktisk ikke var nogen som helst grund til at blive stående. Ingen tog sig af dem og deres majblomster. Det burde selv Lina kunne indse. Helt ærligt! Men netop da hun skulle til at lukke munden op for at overtale Lina, standsede den ældre dame op og gik omstændeligt et par skridt tilbage med vognen efter sig. – Jo, så lad mig da bare få en majblomst alligevel, sagde hun tøvende og kiggede med vandede og rare øjne ned i æsken. Men det skal nok bare være sådan en, fortsatte hun og pegede med en rystende finger på en af de billige. Det er trods alt snart forår, 12


Bog Pigen med majblomsterne FINAL:Layout 1

03/12/10

12:55

Side 13

selvom det kan være svært at tro på sådan en dag som i dag, sagde hun og blinkede til Viktoria. Det tog hende en evighed at finde pungen frem. Viktoria ventede. Den gamle dame havde hvidt hår og en lodden baskerhue, der sad på skrå. Viktoria hjalp hende med at sætte majblomsten fast på kraven. Imens iagttog damen Viktoria nøje. Hun blev lidt usikker. – Men søde småpiger, sagde damen, selvom de slet ikke var specielt små. I hvert fald ikke Lina. Er det ikke alt for koldt at stå her? Den gamle dame tog fat i Viktorias tynde jakke, og hun troede, at hun skulle dø. Det var virkelig pinligt det her. Som om hun blev taget i noget, hun ikke måtte. Men inden hun nåede at sige noget om, at hun overhovedet ikke frøs, var damen forsvundet bag de automatiske glasdøre. Yderligere en halv time gik. Måske mere, måske mindre. De isnende vindstød fortsatte, himlen var skiftet til gråviolet, og deres hænder var nærmest blå og livløse af kulde. For de kunne jo ikke have vanter på, når de skulle tælle penge op og give tilbage. Desuden havde de slet ikke vanter med. Så langt havde de ikke tænkt. Det var jo forår! De så ned i deres æsker. Der var fem bilblomster og fire kranse tilbage og nogle enkelte løse blomster, der lå og raslede frem og tilbage på bunden af Viktorias æske. De fleste var altså solgt. De penge, der ikke skulle gå til trængende børn, skulle lægges i en dåse og bruges til en rejse for hele klassen. Det skulle blive sjovt at rejse med klassen. Viktoria og Lina havde talt om det. Men de fleste af pengene skulle gå til trængende børn. De var lidt usikre med hensyn til, hvad det var for nogle børn, men det var alligevel godt, at pengene gik til dem. De trængende børn frøs måske altid og hele tiden. Pludselig begyndte det også at sne. Store fnug, der smeltede på parkeringspladsens asfalt. Trods det dårlige vejr var der mange mennesker på gaden, det var jo fredag eftermiddag, og alle skul13


Bog Pigen med majblomsterne FINAL:Layout 1

03/12/10

12:55

Side 14

le købe stort ind til weekenden, så de kunne virkelig ikke have anbragt sig noget bedre sted. – Vi kunne ikke have stået bedre, sagde Lina fornøjet, præcis som om hun havde læst Viktorias tanker, og så blev det jo endnu sværere at foreslå, at de skulle pakke sammen og gå. Men vinden blev koldere og koldere efterhånden, selvom haglbygerne, der netop havde erstattet snefnuggene, også holdt op. Et tyndt lag hårde hvide hagl dækkede parkeringspladsen og smeltede langsomt. Det var blevet sen eftermiddag, og alle dem, der var ude at købe ind, virkede pludselig fortravlede, som om de slet ikke havde tid til majblomster. – Skulle vi ikke tage hjem nu? mumlede Lina faktisk til sidst, selvom hun ikke havde en ny, tynd sommerjakke på, men den almindelige gamle, der strammede om hende, så hun lignede en udstoppet pølse. Men det havde Viktoria selvfølgelig ikke sagt til hende. Lina kunne jo gå hen og blive ked af det, og hun var så sød. Og lidt buttet. Faktisk temmelig tyk. Hvis man skulle være helt ærlig. – Jo, peb Viktoria. Vi smutter. Hun var så stivfrossen, at hun dårligt nok kunne komme op på cyklen, og fingrene var som istapper, der kunne knækkes af. Hun kunne dårligt holde på styret. Det kunne Lina heller ikke, sagde hun. Da de kom til trafiklyset efter Folkets Park, cyklede de i hver sin retning. Viktoria havde ganske vist kunnet følges med Lina et stykke vej længere, men så havde hun også haft lidt længere hjem. Lina kunne sikkert godt forstå, at hun ikke havde lyst til det, selvom de var bedste veninder. Ikke nu, hvor det var så råkoldt, og de begge to helst ville hjem så hurtigt som muligt. Viktoria trampede i pedalerne det bedste, hun havde lært. Mor ventede ikke på hende, og det var skønt. Hun kom ikke hjem fra arbejde før ved titiden om aftenen, så indtil da kunne Viktoria gøre præcis, hvad der passede hende. Mor vidste ikke 14


Bog Pigen med majblomsterne FINAL:Layout 1

03/12/10

12:55

Side 15

noget om, at Viktoria godt kunne lide at være alene hjemme, men fik frygtelig dårlig samvittighed over, at hun skulle klare sig så meget på egen hånd. Og Viktoria så, at mor havde så dårlig samvittighed, at hun næsten ikke vidste, hvad hun skulle stille op, og det nød Viktoria lidt. En lille smule i hvert fald. Det betød jo, at det ikke bare var Gunnar, der var den vigtigste i hele verden. Og derfor gjorde hun måske ikke så meget ud af at vise mor, at det slet ikke gjorde hende noget at sidde alene og tegne eller hænge foran fjernsynet eller computeren. Eller i telefonen. Og nu slap hun desuden for Gunnar, slap for at have ham til at sidde så tæt ved siden af i sofaen og klappe hende og alt det der, der var så svært at slippe fri for. Hun krummede sig sammen bag cykelstyret, gjorde luftmodstanden mindre, så det gik endnu stærkere. På højre side passerede hun et øde område med tomme tennisbaner bag et højt stakit af ståltråd og fortsatte derefter lige over den smalle vej, der førte over mod fodboldbanen. Hun kunne høre stemmer derindefra, så en masse parkerede biler og kunne skimte fodboldspillerne inde på banen. Og så i korte bukser! Men de styrtede rundt som vilde, så de frøs sikkert ikke, tænkte hun. Vejen hjem føltes uendelig. Sådan var det altid og især i dag, fordi de havde været så langt væk, Lina og hun. Låget på den lyseblå æske var lukket forsvarligt, så hverken majblomster eller penge kunne trille ud. Med venstre hånd trykkede hun æsken ind mod maven og holdt fast i cykelstyret med den højre. Det var selvfølgelig ikke så let, hun ville gerne have trampet endnu mere i pedalerne, men hun følte sig trods alt lidt usikker, fordi hun ikke havde begge hænder på styret. Faktisk kunne hun godt cykle uden at holde hænderne på styret overhovedet. Men nu, hvor hun havde travlt, og der var ret meget trafik, ikke som hjemme på gaden, måtte hun være ekstra forsigtig. Så lige pludselig skete der noget rigtig væmmeligt. Hun hørte en brølende lyd ved siden af sig. Hun nåede hverken at se noget 15


Bog Pigen med majblomsterne FINAL:Layout 1

03/12/10

12:55

Side 16

eller reagere. En stor sort motorcykel kom farende som et lyn fra en klar himmel og efterlod et vindstød så kraftigt midt i al støjen, at hun blev forskrækket og begyndte at slingre. Nu var hendes sidste time kommet, tænkte hun. Og da tanken fik lov til at slå rødder, blev hun endnu mere bange og bremsede panisk, så godt det nu lod sig gøre med kun en hånd på styret. Den anden hånd holdt fast om æsken, som var det sidste, hun havde tænkt sig at give slip på. Motorcyklen var allerede forsvundet i det fjerne, da Viktoria desperat prøvede at undgå kantstenen. Forhjulet slingrede voldsomt og kørte til sidst ubarmhjertigt mod kantstenen med en skarp, skurende lyd. Et hårdt stød for gennem kroppen på hende, æsken fløj ud af hånden, og styrtet var uundgåeligt. Hun kneb øjnene sammen, og i en brøkdel af et sekund nåede hun at tænke på alle majblomsterne og pengene, som hun skulle gøre regnskab for – hvordan skulle det gå med dem? Så mærkede hun en sviende smerte i maven, hun fik kvalme og var lige ved at kaste op, da cykelstyret borede sig ind i maven på hende. Hovedet blev kastet voldsomt tilbage, og cykelhjelmen knaldede ned i asfalten med en hul lyd. Smerten var frygtelig, som en eksplosion inden i hende. Alt begyndte at snurre rundt. Hjertet dunkede som trommehvirvler. Da hun lå som lammet der på gaden, slog en håbefuld tanke mærkeligt nok for et øjeblik ned i hende. Et lysstrejf som på altertavlen i kirken hvor de havde skoleafslutning. Hun var sikkert ikke dødens sikre bytte, det var ikke hendes tur endnu, for så ville hun jo slet ikke have mærket noget. Hverken slaget eller smerten. Et dødt menneske kan ikke mærke noget, sagde mor dengang, morfar døde, han så så mærkelig ud, som om han var lavet af voks, som han lå der på et hvidt lagen med munden som en sort streg. Men først var det måske meningen, at hun skulle pines og plages som alle børn, der var trafikofre, som var blevet lamme og 16


Bog Pigen med majblomsterne FINAL:Layout 1

03/12/10

12:55

Side 17

underlige i hovedet. Børn, hun havde set på fjernsynet eller læst om i bladene. Ubevægelig lå hun på den kolde, ru asfalt og følte sig som det mest ensomme barn i verden. Hvorfor var der ikke nogen, der kom og hjalp hende? En voksen. Eller en engel. Eller et barn som hun selv? Selv en lille unge ville være bedre end ingenting. Hvem som helst, bare der kom nogen! Hun rømmede sig, afprøvede stemmen for at se, om den kunne klare et skrig. Men der kom ikke så meget ud af hende. Og så havde hun desuden en modbydelig blodsmag i munden, og tungen var opsvulmet og dunkede. Hun harkede og spyttede, og noget varmt løb ud af mundvigen og ned ad hagen, hun fortrak ansigtet og rystede hovedet frem og tilbage for at slippe for ubehaget, mens gråden pressede sig på i halsen. Mor! Hvor er du? Tænk om hun lå her og var kommet så galt af sted, at hun skulle tilbringe resten af sit liv som handicappet. Ikke at være i stand til at gå, være lænket til en kørestol. Og der var ingen, der kunne hjælpe hende. Mor ville virkelig blive ked af det. Hun burde have været her hos hende og ikke arbejde med alle de gamle mennesker. Selv Gunnar havde været rar at have lige nu. Selv ham, for han ville have stoppet hende ind i bilen, sat varme på og kørt hende hjem. Handicappet! Tanken fik det til at svimle for hende, og angsten fik hende til at mærke efter med hænderne over hele kroppen. Cyklen lå hen over hende og klemte hende fast som i en rottefælde. Hun tog fat i stellet og rykkede og sled for at løfte den væk, men kunne ikke. Kræfterne, som ellers så småt var begyndt at vende tilbage, ebbede langsomt ud. Hun lod opgivende hovedet falde tilbage, kneb øjnene sammen og prøvede at glemme det hele. Den overskyede himmel, den ru vejbane, maven, der gjorde ondt, og knæet, der værkede. Og at hun var helt, helt alene. 17


Bog Pigen med majblomsterne FINAL:Layout 1

03/12/10

12:55

Side 18

Måske skulle hun få lov at opleve noget smukt? Dejlig musik, rare voksne og mange venner i et land, hvor solen altid skinnede og der var en swimmingpool og en pony, som var hendes helt alene. Det kan ikke være så slemt at dø? Der er jo hele tiden mennesker, der dør. Og alle ville have ondt af hende. Mor, Lina, klasselæreren og alle klassekammeraterne. Måske også Gunnar, men det var hun nu ligeglad med, for han var faktisk dum. Måske oven i købet hendes far, hvem han nu end var. Måske ville han stå der under en palme ved siden af swimmingpoolens blågrønne vand og omfavne hende og sige, at han havde længtes så forfærdeligt efter hende. Og han skulle være meget rarere end Gunnar. Som Linas far. Bare bedre. Alle ville have så forfærdeligt, forskrækkeligt ondt af hende. Hun begyndte at snøfte, da hun tænkte på, hvordan det ville blive. Til begravelsen ville der ikke være en eneste plads ledig i kirken, og i skolegården ville pedellen sætte flaget på halv stang, akkurat som dengang gymnastiklæreren forsvandt i en lavine i alperne. Det var meget sørgeligt dengang. Alle græd. Og nu ville det blive endnu sørgeligere. Hun hulkede og jamrede sig, græd i stride strømme. Netop som hun prøvede at tørre tårerne væk, mærkede hun, at noget tungt blev løftet af hende. Cyklen blev fjernet. Hun kom fri. En skygge faldt ned over hende, et ansigt på en voksen flimrede forbi, men Viktoria kunne ikke se, hvem det var. – Jamen, kære lille ven! En bekymret stemme svævede et eller andet sted over hendes hoved i himmerige, eller hvor det nu var, hun befandt sig. Men det lød mistænkeligt som en damestemme. – Hvordan er det dog gået til? spurgte damen, men ventede ikke på, at Viktoria skulle svare, og så klemte hun overalt på hendes krop, indtil hun til sidst prøvede at rejse hende op. Kan du bevæge dig?

18


Bog Pigen med majblomsterne FINAL:Layout 1

03/12/10

12:55

Side 19

Damen lød præcis som læreren i skolen lige inden hun fik et raserianfald og blev meget gal. – Prøv! formanede stemmen, og Viktoria løftede lydigt det højre ben så forsigtigt, hun kunne, selvom knæene føltes som gelé. De er da heller ikke rigtig kloge, de bilister, udbrød damen, mens hun betragtede Viktorias vaklende forsøg på at stå på benene. Ganske langsomt gik det op for Viktoria, at det måske alligevel ikke var en engel, der havde reddet hende. Det bliver meget mere besværligt med mor, tænkte hun for sig selv. Meget, meget mere besværligt. Hun bliver vanvittig, når hun hører, hvad der er sket. Mors bekymring vil overskygge alt andet, hun vil vandre frem og tilbage, og hun vil råbe og skælde ud i en uendelighed. Uf! tænkte Viktoria og kneb øjnene sammen. – Der er en engel, der har holdt hånden over dig, konstaterede damen med mildere stemme. Hendes øjne var næsten sorte med grønlige ringe omkring, som om hun var meget gammel, en ældgammel heks, meget ældre end skikkelsen og tøjet. Jeans og jakke. Men det var selvfølgelig slet ikke hekseøjne. Og desuden var Viktoria blevet alt for stor til at bekymre sig om trolderier og sådan noget barnligt pjat. Damen så sporene efter tårerne og gav sig til at gnide Viktorias kinder med faste tag, næsten som når man tørrer et køkkenbord af. Hånden var ru, men det føltes rart alligevel, og så bestemte Viktoria sig for, at damen var sød. Man skal ellers være forsigtig med fremmede, havde mor tudet hende ørerne fulde med. Hun var sikkert ikke meget ældre end mor, sådan nærmest midaldrende, selvom hun havde alle de farver omkring øjnene. I samme nu kom hun i tanke om majblomsterne. Hvad ville hendes klasselærer sige? Hun ville blive skældt ud, mens alle de andre børn i klassen hørte på det.

19


Bog Pigen med majblomsterne FINAL:Layout 1

03/12/10

12:55

Side 20

– Alle majblomsterne! jamrede hun. Damen havde allerede samlet den lyseblå æske op fra vejen og børstede den nu ren for snavs. Viktoria skulede tvært ned i den. Damen sagde, at Viktoria havde været heldig med æsken, der var ikke noget, der var gået i stykker. Men Viktoria så, at den så grim ud, var skrammet og snavset. Og så begyndte hun at fryse og ønskede igen, at mor var der, også selvom hun skulle skændes med hende. – Hvor bor du? spurgte damen. Viktoria fortalte, at hun boede Solvägen 34. Ved siden af det nye vandtårn. – Vi skulle måske tage og ringe hjem til dine forældre, så du kan blive hentet, sagde damen og så samtidigt på uret. Blive hentet, det ville ikke blive så let. Og damen havde sikkert travlt, tænkte Viktoria med en vis modvilje. Det havde de voksne altid. Eller det sagde de i hvert fald. Hun skulle måske prøve at cykle hjem. Det gjorde ganske vist ondt i hele kroppen, men hvad der skal gøres, skal gøres. Sådan sagde mor altid, når der var noget, Viktoria egentlig slet ikke havde lyst til at gøre. Eller når mor ikke havde råd. Tit var det penge, det handlede om. Skal man spise ulækker mad, så skal man det! Livet er minsandten ikke nogen dans på roser, det kan man lige så godt lære med det samme, sagde mor. Før i tiden fik børn aldrig andet end grød. Hvis de da overhovedet fik noget og ikke sultede, til de blev grå og svimle og måtte lægge sig til at dø alene i en dyb grøft. Og så skulle de gå flere kilometer i sneen på bare fødder for at komme i skole. Så var det sandelig noget helt andet med nutidens forkælede unger. Alt det der, tænkte hun bistert. – Har du nogen mobil? spurgte damen. Viktoria rystede på hovedet. Mor havde ikke villet købe en mobiltelefon til hende. Det kostede for meget at ringe, sagde hun. Nu ville mor minsandten få at føle, hvor dumt det var. Vik20


Bog Pigen med majblomsterne FINAL:Layout 1

03/12/10

12:55

Side 21

toria havde været tæt på at dø og havde ikke engang en mobil. Det havde alle andre. Ikke Lina selvfølgelig, men alligevel. De fleste i klassen. – Så må du følge med mig. Jeg har mit værksted lige her i nærheden. Så ringer vi derfra, sagde damen, rejste cyklen op og begyndte langsomt at trække den hen ad fortovet, mens Viktoria haltede af sted ved siden af hende. Der kom en skrabende lyd fra kædekassen. Det var ikke blevet mørkt endnu.


Bog Pigen med majblomsterne FINAL:Layout 1

03/12/10

12:55

Side 22

Kapitel to

KJELL E. JOHANSSON missede med øjnene i det ubarmhjertige lys fra den nøgne pære, han netop havde skruet i porcelænsfatningen i væggen over badeværelsespejlet. Den kuppelformede, mælkehvide glasskærm var gået itu og lå nu stoppet ned i en papirpose i entreen. Den var gledet ud af hænderne på ham, da han prøvede at skrue den i igen efter med et vist besvær at have tørret det støv, fedt og flueskidt af den, der havde nået at samle sig i årenes løb. Sekundet inden det tykke glas knustes i håndvasken, som heldigvis holdt, havde han udstødt et kort, men ubehersket brøl. Som en refleks havde han knebet øjnene sammen for i det mindste at redde dem fra glassplinter. Derefter havde han åbnet dem langsomt som for at vægre sig mod ødelæggelsen. Stumt havde han stået og gloet ned på gulvet, mens hans kæbemuskler arbejdede. Et øjebliks værk. Det var lykkedes ham at modstå impulsen til at dunke næven ind i væggen eller rykke bruseforhænget ned eller sparke til vasketøjskurven af hvid plastic, som han havde fået af sin mor. Mens alt dette skete, hørtes en fjern ringetone, som han i sit følelsesmæssige kaos først ikke rigtigt registrerede. Den kom fra dørklokken. Nu her bagefter spekulerede han over, hvem det kunne have været. Kjell E. Johansson havde altid været hidsig af sig, men sædvanligvis forsvandt hidsigheden lige så hurtigt, som den var kommet. Nu, da han var faldet lidt ned igen, konstaterede han, at


Bog Pigen med majblomsterne FINAL:Layout 1

03/12/10

12:55

Side 23

han som sædvanlig måtte lide for, at han var skabt utålmodig, at han manglede evnen til at beherske sig. Kort sagt til at tage den med ro. Havde han sat et enkelt minut af til at tørre glaskuplen efter med et viskestykke, var fingrene ikke gledet og ødelæggelsen ikke sket, og han ville være sluppet for at gå på jagt efter en ny glaskuppel. For ikke at sætte blodspor, hvor han gik og stod, havde han nu anbragt sammenlagt fire plastre på de nøgne fødder samt yderligere et plaster på højre tommelfinger. De mindre skrammer lod han være. Han var ret stolt af, at han overhovedet havde hæfteplaster i huset, og at han faktisk havde fundet det næsten med det samme i skabet i badeværelset. Han lod barberbladet glide ned over kinden. Pupillerne trak sig sammen i det grelle lys. Hold kæft, hvor er man blevet gammel, tænkte han. Hver eneste rynke, fold og slap, uelastisk overskudshud fremstod med en tydelighed, han ikke var forberedt på. Og ikke ville se. Billedet var skånselsløst. Navnlig øjenlågene, slog det ham. Og omkring mundvigene. Han stak ansigtet tættere hen til spejlet, indtil næsen rørte ved det kolde spejlglas. Porerne var blevet større, dybere og mørkere. De grånende skægstubbe, der voksede ud af den ru og efter det varme brusebad lettere rødflammede hud, var et nærmest grotesk syn på tæt hold. Som gennem et mikroskop. Han trådte et skridt tilbage, lettet over, at han trods alt stadig så meget godt ud på lidt længere afstand. Kjell E. Johansson havde blå øjne, som han havde gjort flittig brug af. Uskyldige blå øjne, der havde let til smil. Kvinder syntes om ham. De sprang, ofte uden nogen som helst betænkninger, direkte ind i hans robuste favn. Men nu hverken lo eller smilede han til sit spejlbillede. I stedet blottede han tænderne, granskede dem omhyggeligt og studsede over sin egen ånde – en fad lugt af rådden fisk. Som yderligere et tegn på forfald, på, at alderen omsider også havde indhentet ham. Han prøvede derfor at holde vejret, mens han gav 23


Pigen med majblomsterne af Karin Wahlberg