Pigen med de ni parykker
04/02/10
10:54
Side 97
skjorte med glimmer ud af en stak tøj på gulvet. Jeg tager min telefon, sender en sms med overskriften ‘haster’ og går på jagt efter en jakke, der passer til min kjole. Jeg går op ad trappen til Rain – en ny natklub i det gamle kasino på Rembrandtplein – stadig lidt uvant, men samtidig også, som om jeg aldrig har været væk. Jeg har taget min fineste kjole på og Sues viltre, røde hår på hovedet. Mine vipper er nu pist væk, men mine uægte vipper er også længere og flottere. Og jeg kan godt lide, at der er lidt, der er uægte. Glitteret på min jakke danser i klubbens dæmpede belysning. Min brune hudfarve fra en flaske giver mig den nødvendige selvtillid til, at jeg kan træde ind i natklubben med mest mulig bar hud. Kun gåsehuden på mine arme afslører min nervøsitet, men der har jeg heller ingen hår mere, så ingen ser det. Belysningen på Rain er dæmpet og hyggelig. Det dæmpede skaber den afstand, som jeg er ude efter. Jeg vil ud i den ukendte nat, glemme alt og simpelt hen nyde livet som en pige uden historie. I min tallerken svømmer der en havtaske i en flødeagtig gul sauce. Ved mit bord sidder Arthur. Arthur er trendwatcher af profession, en af dem, der altid farer omkring og altid har gang i noget og aldrig slår sig til ro. Arthur vil gerne invitere mig ud til en middag med et godt glas vin og en god snak. Da Arthur har skænket den sidste sjat af flasken, og vores glas også er tømt, går vi over til mojitoer. Ifølge Arthurs ven, der slutter sig til os senere, skulle alle de glas vodka være i stand til at slå mine kræftceller ihjel, hvis kemoen ikke allerede har gjort det. Det må jeg foreslå min læge på et tidspunkt. “Du skal leve sundt, Sophie,” har Dr. L sagt til mig. 97