Page 1

Pierre-Book.indd

1

17-02-2003, 13:58


Af Herman Melville er tidligere udkommet på dansk: Typee – En Skizze af Livet paa Sydhavsøerne, 1852 oversat efter Typee: A Peep at Polynesian Life (1846)

Moby Dick, 1942 oversat (og forkortet) af Peter Freuchen efter Moby-Dick; or, The Whale (1851) Moby-Dick eller Hvalen, 1955 oversat af Mogens Boisen Moby-Dick er siden udsendt i flere bearbejdede og forkortede udgaver for børn og unge

Kopisten Bartleby, 1954 (i Jens Kruuse og Ole Storm (red.): Halvtreds mesterfortællinger) oversat af Niels Haislund efter Bartleby, the Scrivener; A Story of Wall-Street (1853) Skriveren Bartleby – en historie om Wall Street, 1962 oversat af Anders Saustrup Skriveren Bartleby, 2000 oversat af Henrik G. Poulsen

Encantadas – de fortryllede øer, 1964 oversat af Lis Thorbjørnsen efter The Encantadas; or, Enchanted Isles (1854)

Manden med lynaflederen, 1956 (i Mogens Knudsen og Orla Lundbo (red.): Humor fra Amerika) oversat af Bjørn Poulsen efter The Lightning-Rod Man (1854)

Benito Cereno, 1956 (Skibet og døden, 1978) oversat af Helga Vang Lauridsen efter Benito Cereno (1855)

Billy Budd – fortopsgast, 1952 oversat af Ole Storm efter Billy Budd; Foretopman (posthumt, 1924)

Pierre-Book.indd

2

17-02-2003, 13:58


Herman Melville

Pierre

eller Flertydighederne

oversat af Flemming Chr. Nielsen forord af Ib Michael

Forlaget Bindslev

Pierre-Book.indd

3

17-02-2003, 13:58


Pierre eller Flertydighederne er oversat fra amerikansk efter Pierre; or, The Ambiguities Š 2003 Forlaget Bindslev Omslag: Imperiet / Harvey Macaulay Bogen er sat med ITC Garamond Book og trykt hos Narayana Press, Odder Printed in Denmark 2003 ISBN 87-91299-03-9 Forlaget Bindslev Forlagsgruppen Bindslev ApS www.forlagetbindslev.dk

Pierre-Book.indd

4

17-02-2003, 13:58


Indhold Sjælens Tahiti Af Ib Michael

Pierre-Book.indd

9

Skygger på en mur Af Flemming Chr. Nielsen

23

Kapitel 1 Pierre træder netop ud af sin barndom

41

Kapitel 2 Kærlighed, fryd og alarm

60

Kapitel 3 Forudanelsen og dens opfyldelse

83

Kapitel 4 Tilbageblik

107

Kapitel 5 Bange anelser og forberedelser

126

Kapitel 6 Isabel og første del af Isabels historie

149

Kapitel 7 Tiden mellem Pierres to møder med Isabel

168

Kapitel 8 Andet møde og anden del af Isabels historie. Pierres første reaktion

183

5

17-02-2003, 13:58


Pierre-Book.indd

Kapitel 9 Mere lys og lysets mørke. Mere mørke og mørkets lys

205

Kapitel 10 Pierres uhørte endelige beslutning

212

Kapitel 11 Han går over Rubicon

222

Kapitel 12 Isabel, Mrs. Glendinning, portrættet og Lucy

229

Kapitel 13 De forlader Saddle Meadows

243

Kapitel 14

246

Kapitel 15 Fætrene

258

Kapitel 16 Første nat efter deres ankomst til byen

271

Kapitel 17 Litteraturens Unge Amerika

287

Kapitel 18 Mere om Pierre som ung forfatter

300

Kapitel 19 Apostelkirken

307

Kapitel 20 Charlie Millthorpe

317

6

17-02-2003, 13:58


Pierre-Book.indd

Kapitel 21 Pierre forsøger på umoden vis at skrive en moden bog.

324

Kapitel 22 Blomster-forhænget fjernet fra en tropisk forfatter og nogle bemærkninger om den transcendentale frottérbørste-filosofi

337

Kapitel 23 Et brev til Pierre. Isabel. Lucys staffeli og kufferter ankommer til Apostlene

348

Kapitel 24 Lucy hos Apostlene

364

Kapitel 25 Lucy, Isabel og Pierre. Pierre arbejder på sin bog. Enkelados

372

Kapitel 26 En spadseretur, en fremmeds portræt og en sejlads. Afslutningen

391

Noter

407

7

17-02-2003, 13:58


Pierre-Book.indd

8

17-02-2003, 13:58


Sjælens Tahiti Af Ib Michael

I Moby-Dick skrev Melville at der i menneskets sjæl findes et ølignende Tahiti, fyldt med fred og glæde, men omgivet til alle sider af det ubevidstes rædsler. Jeg mener udsagnet er den vigtigste nøgle til hans personlighed og hans forfatterskab. Låser man op med den, begynder skeletterne snart at danse ud. Melville havde stirret ned i dette vandspejl, og jeg tror ikke han nogensinde blev færdig med at dulme sin rædsel over det han havde set. Hans raison d’être var ikke baseret på en såkaldt rationel oplevelse af virkeligheden, men dækkede over en fundamental uro. Hvilken som helst palmeviftende stillehavsidyl var dømt til at briste for i næste øjeblik at vise, hvad der skjulte sig under overfladen: Se på de anelser, som havet rummer; se hvordan de mest grusomme skabninger glider frem under vandets flade, for det meste usynligt og svigefuldt skjult under den azurblå farves yndigste skær. Se også på den djævelske stråleglans og skønhed hos mange af dets mest ubarmhjertige arter, hos de så raffineret smykkede hajer. Se igen på havets universelle kannibalisme; se på alle de skabninger, der jagter hinanden i en evig krig, som har stået på siden verdens begyndelse. Han var tidens fortællende sømand der var debuteret som romanforfatter med en dundersucces, Typee: A Peep at Polynesian Life. At bogen blev oversat til dansk midt i 1800-tallet taler for sig selv, den tidligere hvalfanger ankom til litteraturen med intet mindre end en verdensomspændende bestseller. Den blev fulgt op af Omoo som gjorde den store lykke for ham at befæste det ry, han allerede havde opnået. Det er i sig selv en fantastisk ting når man har opnået bestsellerstatus næsten før man er begyndt. Men så kom Mardi og rev idyllen i stykker første gang. Det var en metafysisk beretning, hvor han igen opløste rejsens realiteter, og den såede den første kim af usikkerhed med hensyn til om forfatteren til dette tåge-værk overhovedet var ved sine fulde fem. Hvilket han både med Redburn og White-Jacket prompte gik ud og viste at han var – hans produktivitet i disse tidlige år er uovertruffen, han øser af et overskud 9

Pierre-Book.indd

9

17-02-2003, 13:58


der kun står i forhold til bunden af den depression, han oplever indimellem den skrivende mani. Et mønster er dannet, i forfatteren såvel som i den modtagende offentlighed, hvor man hungrer efter flere succes’er, men også straffer ubarmhjertigt hvis de ikke indfries. I indledningen til det her foreliggende værk – forrygende og gennemmusikalsk oversat – fortæller Flemming Chr. Nielsen hele den spændende og tragiske historie om Melvilles karriere og udgivelser frem til det tidspunkt, hvor han helt holdt op med at udgive, og omsider blev tolder blandt de farisæere, som havde rystet bandbullen mod hans værk og offentligt betvivlet hans forstand såvel som hans moralske habitus. Tilbage til det indledende citat fra Moby-Dick. Det fortsætter: Ja, se på alt det; og vend dig så mod den grønne, blide og føjelige jord, se på dem begge, se på havet og jorden, og finder du da ikke en sælsom lighed med noget i dit eget indre? Det var præcis hvad han gjorde med romanen Pierre, som fulgte hurtigt efter Moby-Dick. Ikke alene fandt han en lighed med sig selv i romanfiguren, som var en ung og håbefuld forfatter, men han vendte sig også mod »den grønne, blide og føjelige jord«. Sømanden gik i land. Se bare åbningen – citeret fra den foreliggende udgave: På landet forekommer de sælsomme sommermorgener, hvor den, som kun er gæst fra byen, skal gå tidligt ud på markerne og lade sig gribe af den grønne og gyldne verdens drømmeagtige væsen. Ikke en blomst rører sig; træernes bladhang glemmer at bølge; græsset selv synes ophørt med at gro. Og som om Naturen pludselig er sig sit dybe mysterium bevidst og ikke finder anden tilflugt end tavshed, synker den ind i denne vidunderlige, ubeskrivelige hvile. Hen imod slutningen af denne lange romansymfoni klinger temaet ud i et nyt crescendo. Da er psykens hav for længst, af romanens nærmest sindssyge handling, blevet pisket op til uro igen: Jeg har siddet så længe i jordens saddel, at det er blevet trættende; jeg må nu for en stund hoppe over i den anden saddel. Det forekommer mig, at der bestandigt skulle være to gangere, som den dristige kunne ride på, – Jorden og Havet; og ligesom cirkusartister skulle vi aldrig 10

Pierre-Book.indd

10

17-02-2003, 13:58


stige ned, men kun finde ro og hvile ved at springe fra den ene ganger til den anden, mens de side om side hvirvler om solen. Jeg har redet så længe på Jordens ganger, at det svimler for mig! Jeg citerer for at indkredse dilemmaet i Melvilles sjæl. Det er jo et menneskeligt vilkår, men måske de færreste er udstyret med modet til at se det i øjnene: i den sidste ende handler det om tidens ophør og dødens dominans. Menneskesjælen længes efter at lukke øjnene for rædslerne i det hav, der omgiver den til alle sider.Vi vil så nødig forstyrres i vores idyl og alle vore sysler. Vi prøver at holde sprækken lukket ud til universet. Det er for stort, for dybt, for omfattende. Det svimler for os. Og hvis ikke man syr sprækken til, så brister den og det vælter ind over os, små og store ulykker, sygdom, død og katastrofe. Forfatteren selv er den første til at advare mod at forlade sjælens Tahiti, Gud bevare dig, skriver han, fra nogensinde at drage ud fra denne ø med dit skib for du kommer aldrig tilbage. Det var bare for sent. Han havde gjort det selv og der var ingen vej tilbage. Finder du ikke en sælsom lighed med noget i dit eget indre? spørger han. Denne lighed viste sig i Moby-Dick som jagten på den hvide hval; i Pierre jagter han et andet og større monster, nemlig uhyret fra det ubevidste. Det flertydige er medtaget i titlen, og der fokuseres på selve universets eller virkelighedens flertydigheder. Fortællingen begynder i idyl, den dvæler i et arcadia som synes hentet ind fra omgivelserne omkring Melvilles elskede landsted, Arrowhead i Pittsfield. I Pierre kaldet Saddle Meadows, som spiller med en lignende kombination af bogstaver uden dog at blive til et anagram. Den er sværmerisk i tidens stil, lyrisk overstrømmende og fuld af udbrud, oh dittenog-datten. Sømanden skulle lige have demonstreret sin klassiske dannelse og gik i vandet flere steder, men altid med bravour. Noget lignende kunne vel siges om H. C.Andersens romaner uden at det af den grund vil være spor fornærmende for andre end ophavsmanden selv, og man må gå ud fra at de begge er hinsides den værste forfængelighed nu. Man genkender tidsånden fra 1800-tallet, det er en form for selvophidsende prosa. Andersen er allerede nævnt. Der er i tiden en rørstrømskhed som er uovertruffen. Man kunne nævne J. P. Jacobsens naturbeskrivelser, for nu at blive i det mere hjemlige, og også Kierkegaard lader sig gerne rive med af strømmende ord. Egentlig er det først Knut Hamsun der sætter ind med et korrektiv til den form for prosa. Men Melville skriver op imod den højvelbårne, amerikanske roman 11

Pierre-Book.indd

11

17-02-2003, 13:58


som er i sin vorden: forgængeren James Fenimore Cooper, hans samtidige Henry David Thoreau – og vennen Nathaniel Hawthorne med hvem han førte lange natlige samtaler på Arrowheads veranda, hvor de sad og dømte levende og døde, drøftede ondt og godt i denne verden og spejlede det dæmoniske i det guddommelige. Melville er galningen iblandt dem, den virkelige original, naturtalentet, men også langt den dårligst skolede – måske hænger det sammen. Han er i højere grad tvunget til at tænke forfra med alt, og har heller ikke modtaget den samme prægning. Han er blevet dannet af en anden skole. Først fik han – efter faderens død – ansvaret for familien som trettenårig. Siden stak han til søs. Erfaringen er halet hjem med hampereb og de barske realiteter har han fået i øjnene med saltvandssprøjt. Det fungerer umådelig flot i Moby-Dick, aldrig før er havet sanset i et sådant sprog. Hav er simpelthen vildere end skov og marker som indbyder til en anden naturromantik. I Pierre hænder det mere end én gang at han går galt i byen efter metaforer. Han er stilistisk upålidelig og kan finde på hvad som helst. Han skifter genre når det passer ham. Han følger ingen regler og skaber sin egen stil. Af samme grund er han den eneste virkelige fornyer. Hvad der er sagt om den ene bog, gælder ikke uden videre om den næste, kritikken af det enkelte værk kan naturligvis ikke tage højde for helheden. I veranda-fortællingerne (The Piazza Tales) er han lige så stram og disciplineret som han er udskejende i Pierre. Men de er selvfølgelig også skrevet noget senere – til magasiner i et sidste fortvivlet forsøg på at beholde Arrowhead og få økonomien til at hænge sammen. Med Skriveren Bartleby tog Melville et afgørende skridt ind i det århundrede, hvor tæppet gik for det absurde teater og Kafka skulle sætte den eksistentielle dagsorden for generationer af skrivende. Den skabende mani mellem Moby-Dick og Pierre forekommer ubrudt. De hænger på den samme tråd, og det virker som om hans indre vulkan er gået i udbrud for at dække øen med glødende lava. Der er tale om komplementære romaner, hans havhest og hans jordhest. Begge i den samme hvirvel rundt om solen. Indimellem bliver der knap nok tid til at beklage sig, det skulle da lige være i et brev til én af vennerne: Men jeg ved ikke – en bog i ens hjerne er måske bedre end én, der er indbundet i kalveskind. Den er under alle omstændigheder sikrere for kritikken. Og at få en bog ud af hjernen kan bedst sammenlignes med den følsomme og delikate opgave det er at få et gammelt maleri 12

Pierre-Book.indd

12

17-02-2003, 13:58


af et træpanel – man må skrabe hele hjernen af for at redde det – & selv da er det ikke sikkert maleriet er umagen værd … Som sædvanlig er Melville mere profetisk end han aner selv. På det tidspunkt vidste han ikke at kritikken skulle sanke glødende kul på hans hoved når hans kommende roman udkom. I Pierre bevæger han sig for alvor ud på overdrevet. Det moralske. At dømme ud fra samtidens reaktioner har det vakt lige så megen opsigt, som hvis man i dag forsøgte at markedsføre en inkarneret pædofil romanfigur – og samtidig forlangte han skulle være læserens helt. For den mere tilknappede samtid var incest det tabu, som blev brudt, men det havde samme chokeffekt. Bogens Pierre er nitten år og sværmer for romanens engel, den lyse og blåøjede Lucy Tartan som bestemt ikke er nogen Lucifer-datter, men tværtimod enhver ung mands – og svigermors – drøm. Blid og god og føjelig og mindst lige så usandsynlig, som kvinder nu engang skal være for at falde i mændenes smag. Moderens udvalgte. Hun tilbringer somrene i de samme landlige omgivelser som Pierre, og hun er selve inkarnationen af den sommerforelskelse, vi aldrig glemmer, men bevarer som evig ungdom i vores erindring. Hun har aldrig været af kød og blod, så hvorfor skulle hun være det her? Endnu spiller pastoralen fra den naturlyriske indledning. Første gang bliver mine grænser brudt, da han tiltaler sin mor, Mary Glendinning, og kalder hende »søster« – og hun svarer ham med »bror«. På en måde virker det mere intimt befamlende end hvis de havde spillet elsker og elskerinde. Mor Mary er enke. Pierres far har været død i mange år – det samme gælder for virkelighedens Herman M. Det er altså en leg de har sammen med kærligheden, det incestuøse, og flirten med moderen varsler det kommende drama. Skæbnen ringer for alvor dramaet ind med mørkere toner, da den hidtil ukendte Isabel Banford, som en flamenco-danserinde, gør sin entré på scenen. Det er ved en sy-sammenkomst blandt egnens damer at lynet første gang slår ned og stramajen revner. En kvinde udstøder et skrig da Pierre Glendinning bliver introduceret. Man får et glimt af en olivenfarvet kind, lidt senere hæver de sænkede øjenlåg sig »og i et kort øjeblik møder hendes overnaturlige blik frimodigt Pierres.« Kort efter modtager han et brev. Et af den slags breve, som ændrer alt. I brevet påstår Isabel at være en fortrængt halvsøster, frugten af en illegitim forbindelse faderen havde i levende live, men hemmeligholdt for 13

Pierre-Book.indd

13

17-02-2003, 13:58


familien. Jeg skal ikke røbe mere, men i det skrig hun udstøder, da Pierre træder ind i stuen med syende damer varsles paradisets undergang første gang, og efter brevet synker sjælens Tahiti i havet og monstrene stiger op fra dybet. Det udvikler sig til et melodrama uden lige, det er som i en grandios opera: glem alt om handlingen, lyt til musikken! For det er jo fantastisk gjort, den uro som herfra breder sig ud over romanens før så idylliske sider. Historien dæmoniseres og skeletterne begynder omsider at danse ud af skabene. Intet er ham helligt, og da han i fiktionen gifter sig med sin mulige halvsøster, så står den bornerte amerikanske offentlighed af – det gør nutidens læser måske også! Det er ét af den romantiske litteraturs helt store double binds, et nærmest shakespearesk greb. For at redde den stakkels Isabel fra fattigdommen gifter han sig med hende, for at beskytte hendes ære holder han det skjult for sin elskede mor samt for Lucy Tartan, den i virkeligheden elskede og begærede kvinde. Vi ved det, men hverken moderen eller Lucy (to sider af den samme sag?) ved det. Sindssyge, sorg, brudte venskaber og død følger deraf. Kun én ting ville have været værre: fire hundrede siders fortsat idyl på Saddle Meadows med fuglesang foroven og den forlovedes søde kvidren under løvhanget! Når det kommer dertil er Melville en romanforfatter af kød og blod, og en rigtig romanforfatters veje er uransagelige. Den fortsatte handling byder på salige gys og sjælsrystende oplevelser. Den forfatter der ikke sparer sig selv, sparer heller ikke sin læser. Den gængse måde at forholde sig til galskab på er den besværgende, hvor man må udbryde: »Manden er bindegal!« Dermed prøver man at tage i ed, at man ikke har en rem af huden selv. Samme fobi man kan iagttage hos mænd, der er nødt til at tage stærk afstand fra bøsser. Set på den baggrund var samtidens reaktion rimelig nok, vi kan ikke ha’ det! Når jeg udnævner handlingen i Pierre til at være sindssyg, er det fordi jeg mener det af et godt hjerte. At forsvare den mod sindssygen er ikke at have forstået hvad det hele går ud på. Andre ville kalde romanen monstrøs. Men det er også lettere på denne afstand at indse at netop derfor bliver bogen så grænseoverskridende. Et projekt i min samtid som har gjort et lignende indtryk på mig er Lars von Triers film Idioterne. Jeg er optaget af denne roman på samme måde som jeg er optaget af Lars von Triers film, og jeg kunne også medtage Dancer in the Dark. Der er noget grænseoverskridende hysterisk i den form for melo14

Pierre-Book.indd

14

17-02-2003, 13:58


drama, som jeg skal forlige mig med. Personen Pierre er til tider tåkrummende ulidelig, romanfiguren har mindelser om en anden af verdenslitteraturens berømte idioter, nemlig Dostojevskijs Fyrst Mysjkin, hvis omgang med det gode fører lige ud i dets modsætning og ender i sindssyge.

Man må, som læser, holde sig for øje at det ikke er et pålideligt spejl for forfatterens person, men ofte en fortællende maske der holdes op foran spejlet. Et pænt langt stykke inde i romanen viser Pierre sig at være forfatter selv. Hvis Melville havde været den forfatter han skildrer i romanen, så havde han ved gud fortjent al kritikken! Og på den anden side: hvis de pågældende kapitler i Pierre skulle læses som et udtryk for den kritik han fik for Moby-Dick, så har han forstået sit eget projekt dårligt. Nogle har tolket disse kapitler som forfatterens fald, hvor han begår den dødssynd at kommentere kritikken. Jeg tror det ikke. Han ironiserer over sin samtid, men jeg mener ikke han gør det for at retfærdiggøre sig selv.Tværtimod gør han grin med Pierre som forfatter. Et enkelt udødeligt værk har han bag sig, en kærlighedssonet betitlet Den Tropiske Sommer. Tilbuddet fra et agtværdigt forlag om at udgive hans samlede værker sætter det i relief, formuleringer som »en kendt forfatter til to indholdsfortegnelser og et heltedigt« understreger hans pointe. Han skriver ovenikøbet at Pierre drømmer om at få et rigtigt fuldskæg – som det der pryder alle samtidige portrætter af forfatteren. Romanfiguren Pierre er anæmisk, ’smal’, fornem og nærmest urørlig fordi hans produktion er så begrænset og intet afslører om sin ophavsmand. Han er snarere et modbillede. Romanforfatteren Melville er en stor og buldrende sømand, som dårligt nok er blevet færdig med den ene mursten før han langer den næste over skrivebordet. Han holdning er klar: »Og vid, at mens mangen en tuberkuløs kostforagter ikke har ydet verden andet end litterær tarmluft …« Eller den kommer til udtryk i dialoger som: »Denne forfatter,« sagde én, – med et uregerligt udbrud af beundringsværdig ildhu – »er helt igennem karakteriseret ved Fuldkommen Smagfuldhed …« og lidt senere hedder det at »tarvelighed og råhed ligger ham lige fjernt.« Denne forfatter er med andre ord salonfähig, jeg tror ingen lades i tvivl om hvad Melville selv mener om smagfuldhed i litteraturen. Hvis han endelig titter frem i spejlet og afslører et træk eller to af sin egen fysiognomi skulle det være i følgende udbrud: »Er han virkelig den 15

Pierre-Book.indd

15

17-02-2003, 13:58


lykkelige knægt, der engang sang for alverden om Den Tropiske Sommer?« Ungdommens hurtige succes allerede forvandlet til eftertankens smerte. Han er først i trediverne og nærmer sig korsfæstelsesalderen, da Pierre udkommer. Det begyndte ellers så godt, men det er aldrig godt at begynde med populariteten. Melville anstiller følgende betragtning over litteraturens unge Amerika: Blandt de indbyrdes modstridende fortælleformer kan det se ud til, at der findes to praktisk anvendelige typer, hvorunder alt andet må indordne sig. Ifølge den ene form skal alle samtidige omstændigheder, kendsgerninger og begivenheder optegnes som samtidige; ifølge den anden skal de kun nedskrives, som det dikteres af fortællingen, efterhånden som den udfolder sig, thi forhold, der er forbundne i tid, kan i sig selv være højst irrelevante. Jeg vælger ingen af disse former; jeg tager ikke hensyn til nogen af dem; de kan begge på hver deres facon være udmærkede; men jeg skriver præcis, som det passer mig. Læg mærke til hans opgør med den tids krav om den store forkromede samtidsroman, der er realistisk i sin form og forholder sig til døgnets begivenheder – intet nyt under solen! Det næste forhold han undsiger i sin poetik er kronologien. Implicit: kronologien som dræber af den gode historie. Han gør ingen af delene, det munder ud i en fanfare af en programerklæring: jeg skriver præcis, som det passer mig! Samtider er brolagt med genikårne forfattere som ingen har hørt noget til siden. Melville turde noget som ingen andre turde; han var hverken dækket ind moralsk eller af nogen tidsånd. Han var med moderne ord ikke politisk korrekt, og han er det næppe heller i dag. For at blive et geni i sin samtid skulle han have trukket sig tilbage til sit Tahiti, som Rimbaud skulle han have forladt værket i utide – eller han skulle have sørget for at dø fra det i tide. Melville skriver ind i fremtiden og hans værker genopdages. Jeg glemmer aldrig det brus i nakken jeg fik da jeg, en måned efter Ground Zero, åbnede Moby-Dick. Jeg slog tilfældigt op på en passage hen imod slutningen af første kapitel, hvor Ismael tænker sig selv kilet ind mellem døgnets overskrifter: »Hård kamp under præsidentvalget i De Forenede Stater«, læste jeg – og jeg måtte knibe mig i armen, det kunne umuligt handle om hverken Gore eller Bush, for det var skrevet for 150 år siden! Jeg sprang videre til den næste fiktive avisoverskrift i bogen, det var den 16

Pierre-Book.indd

16

17-02-2003, 13:58


om hovedpersonen: »En vis Ismael drager på hvalfangerfærd«. Den tredje overskrift sprang op som trold af æske: »Blodig krig i Afghanistan« … Den var lige begyndt! Hvad bliver det næste? Man behøver ikke at være en specielt opmærksom avislæser for at kende svaret. Melville er en visionær forfatter, han respekterer ingen regler – ikke engang dem han selv stiller op. Hvorfor nøjes med en samtidsroman når man har hele tiden og rummet at boltre sig i?

To gange i mit liv har jeg krydset Melvilles spor i det fysiske rum. Første gang havde jeg ø-kuller og var ved at blive ædt af sandfluer, også kaldet no-no’er. Det var for mange år siden på Nuku Hiva i Marquesas-gruppen. Jeg kom lige fra Gauguins grav på naboøen Hiva Oa, hvor han – udover sin skat af malerier – ikke efterlod sig andet end et testamente i form af en dagbog kaldet Før og Efter, der for længe siden burde have fortrængt den litterært forfalskede Noa Noa, som stadig læses. Dagbogen er en hudløst ærlig beretning om malerens sidste år på sydhavsøerne, hvor enhver idyl er revnet og han er alene tilbage med sin absinth, sin opiumsflaske og sine væskende syfilis-sår. På Nuku Hiva gik jeg i land. Som altid ventede man på skib. Cementkajen var fyldt op af sække med uafhentet copra. Den afskallede kokos væltede ud, harskede til i solen og trak fluerne til, hver af dem på størrelse med en nåleprik. I håb om at slippe for no-no’erne søgte jeg ind i den dal, hvor Melville som ganske ung sømand havde fundet sin sydhavskæreste – og i tilgift stoffet til Typee. Hvad der er sandt og hvad der er fiktion i den historie er der ikke længere nogen verdens grund til at interessere sig for, med tiden bliver kun fortællingen tilbage. Dalen virkede forladt – uden spor af det lyse og glade liv han havde skildret. Det eneste spor af den tids mennesker var en stensætning med en tykmavet, polynesisk havgud. Han stod med hænderne foldet over vommen og stirrede indædt på den sværm af sandfluer, jeg havde trukket med ind i dalen. Det triste ved den historie var egentlig følelsen af forladthed. Kannibaler eller ej så savnede man først og fremmest noget liv. I årene efter Melvilles besøg blev øerne fuldstændig affolket, slavehandel, sygdom og massakrer på de indfødte – her på øen udført af et amerikansk marineskib, en orlogsfregat af den type Melville havde udleveret i White-Jacket. De vilde levner en hårtot eller en tatovering, vi levner ikke noget som helst. I et omvendt tidsperspektiv forstod jeg pludselig Melvilles fortvivlelse efter han var vendt tilbage til civilisationen. 17

Pierre-Book.indd

17

17-02-2003, 13:58


Anden gang jeg krydsede hans spor var lige efter den 11. September, der vil gå over i historien som datoen uden årstal. Det røg endnu fra brandtomten i New York, ikke langt fra det sted hvor Melville tilbragte sine mange sidste år i glemsel. Jeg så for mig det triste havnekontor, hvor han kradsede ind til dagen og vejen, bestemte mig for at besøge ham på Arrowhead i stedet. Landejendommen, hvor han tilbragte nogle af sine lykkeligste år som skrivende. Den lå i Pittsfield, Massachusetts. Jeg fandt stationen, satte mig ind i toget og duvede i en kupé op langs Hudson-floden med en bærbar over knæet, hvor jeg nedhamrede mine indtryk – endnu rygende – fra Ground Zero. På sædet overfor sad en statelig hvidhåret dame, og da jeg nyste, så hun op fra sin bog og sagde: »Bless you!«. Det føltes saligt længe efter, og jeg stammede, artig som en dreng, min tak til damen. Hun begravede sig atter i bogen. Folk der læser, læser sig langt ind i tidløse himle hvad enten verden går under eller ej. Forsiden var et gammelt kinesisk eller japansk træsnit. Under en parasol lænede en kimonoklædt skikkelse sig ud over et rækværk. Mere kunne jeg ikke se; mere havde jeg heller ikke brug for at vide. Bøger er bærbare haver, siger en arabisk digter. Da jeg timer senere nåede frem og blev vist rundt på Arrowhead af en rund lille dame, som vistnok var i slægt med forfatteren, var min første reaktion – som forventet – skuffelse. Forfattere skal man finde i deres værker, hverken i deres skuffer, havde jeg nær sagt, eller i deres blækhuse, penneknive eller snustobakdåser. Damen viste mig hans skrivestue som lå på andensalen med et vindue der vendte ud mod bjergene. Skrivebordet var måske fra samme tid, men har næppe nogensinde været hans. Tænk på alle de gange det er blevet handlet og alle de flyttelæs, der er gået gennem Arrowhead siden Melville boede her. Ifølge opstillingen sad han, så han kunne kigge ud ad vinduet. Det troede jeg på – det ville jeg selv have gjort.Ahorntræerne brændte i gult og rødt. Pludselig slog det mig at udsigten var det eneste ægte, skovene flammede i efterårsfarver, flammede og falmede, og i det samme spredtes skydækket over Mount Greylock, fremvældende eftermiddagslys brød igennem. I næste øjeblik gik himmel og jord fra hinanden og »purpurmajestæten«, som Pierre er dediceret til, kom til syne. Som skrivende kender man det godt, man skal have et eller andet fiksérbillede for øjnene, noget man kan forvandle til hvad som helst, mens man sidder dér og dagdrømmer i tyste ord. Melville kaldte sin udsigt for et amfiteater. Mount Greylock kunne sagtens blive til Den Hvide 18

Pierre-Book.indd

18

17-02-2003, 13:58


Hval når den skød sin pukkel op i skyerne; der måtte være en grund til den dybtfølte tilegnelse i begyndelsen af romanen, der fulgte lige i hælene på Moby-Dick. Pludselig blev han levende for mig og det museumsagtige ved stuerne tonede bort. Damen viste mig et kort han havde tegnet til børnene med blæk, en skattejagt der førte rundt i de nære omgivelser – brønden, kornsiloen, laden – med poster og det hele, måske i anledning af en børnefødselsdag. Kortet var indrammet af kærlige bemærkninger og små drillende hilsener. Far skrev ikke bare med blæk, han tegnede også til børnene. I soveværelset viste damen mig sengen alle ungerne sov i, lige ved siden af hr. og fru Melville. Sengebunden bestod af lædersnører der kunne strammes. Det var ved den lejlighed det gik op for mig hvorfor man siger »Sleep tight!« i Amerika – når sengebunden var strammet op, så sov man godt! Hjemligheden emmede med ét frem fra de støvede rammer. Tabet af Arrowhead har været tilsvarende tungt at bære. Lidt senere sad jeg i en flugtstol på den veranda, som gav titel til hans Piazza Tales. Forfattere er sjældent litterære arkæologer selv, og jeg ville hellere dvæle i hans udsigt lidt endnu end have forevist den blikæske, hvori han gemte manuskriptet til Billy Budd. Foran mig bredte markerne sig, længere ude lå skovene, og bag skovene sang bjergene. En tynd film af cikader hvilede over det hele. Der var andre træhuse som Arrowhead langs vejene, farme med røde lader og sølvfarvede kornsiloer. En kile af canadagæs kom trækkende ind over himlen. Jeg havde en fornemmelse af at hvis jeg blev siddende her, kom den gamle dame fra toget gående om lidt – med en kurv fuld af grønne tomater og ledsaget af en stor neger i smækbukser. Jeg ville nikke til hende og hun ville ryste på hovedet ad den unge forfatter, der havde overtaget Doc Brewsters gård og troede han kunne få bedriften til at køre, mens han brugte al tiden på at skrive de tovligste bøger, som ingen på egnen orkede at læse … Vejs ende. Mount Greylock havde trukket sig ind i disen igen.

Han blev født Herman Melvill uden e. Og da han døde var den tidligere så berømte forfatter til gengæld så glemt, at han blev kaldt Henry i nekrologen. Således kan man sige at navnemystikken fulgte ham fra vugge til grav. Manden med verdenslitteraturens mest spektakulære åbningstræk, Kald mig Ismael. Enhver der skriver eller læser de ord kan mærke magien. Ismael, ungdommens alter ego, den forældreløse sømand lige før 19

Pierre-Book.indd

19

17-02-2003, 13:58


han tager ud på sit livs langfart. Hvor han skal møde kannibaler og tatoverede sydhavsbeboere, og undervejs slå sig ned på sin egen ønskeø. Måske han aldrig skulle have forladt den igen, Nuku Hiva, måske skulle han have ladet den australske hvalfanger sejle sidere. For næste stop var Tahiti … »No man is an island« – Melville var! Og dog … jeg hæfter mig ved et besynderligt sammenfald i tid, en synkronicitet. De var tre der tog skridtet langt ind i nyt århundrede; tre som dyrkede det eksotiske fra hver sin kant. Deres kunst blomstrede efter døden: Melville dør 1891 – samme år hvor Gauguin rejser til Tahiti første gang – Rimbaud dør i Marseille 1891. Et gammelt århundrede høster sine genier inden et nyt kommer til. Nu hviler den faderløse blandt sine fædre, »blandt konger og rådmænd« som det så smukt hedder om Bartleby, skriveren. Bibelcitatets skjulte betydning, den udeladte helhed som stammer fra Jobs Bog, er et klageråb fra et menneske som hellere ville have været ufødt. Man kunne have ønsket ham et lykkeligere liv med færre depressioner – mindre alkohol, færre selvmord og færre ulykker i familien. Men det er en anden historie, og han ville næppe have skrevet den selv. Han fik berømmelsen i den gale rækkefølge, først i ungdommens overmål, dernæst skandalen fordi han ikke fulgte succes’en op, siden glemselen og tekster udgivet for egen regning – og så den fulde genrejsning med Billy Budd mere end tredive år efter sin død. Én ting er at finde modet til at skrive om angsten der strømmer under ethvert Tahiti; en ganske anden er det at finde modet til at leve med den. Det konkrete er at det handler om vores kollektive angst, det endnu mere konkrete: hans angst. Den eksistentielle angst udmærker sig ved ikke at have noget ophav, så også i den forstand er Melville det forældreløses forfatter. Vi raser når idyllen bryder sammen, og vi reagerer først og fremmest ikke rationelt. Men det er ikke sandheden vi vil have, det er feel-good stories eller den iscenesatte virkelighed. Sådan var det over alt efter den 11. September, tv- og filmbranchen tonede rent flag, mens internationale forlæggere trak – og fortsat trækker – følehornene til sig, dropper det usikre og koncentrerer sig om de hjemlige bestsellere. Melvilles dilemma er evigt aktuelt. Det er ikke sandheden om os selv vi vil have. Vi vil se syndebukke, og rykker tættere sammen på vort luksushotel der flyder som en undergangstruet ø midt i verdens overvældende fattigdom. Der er en grund til Ground Zero. 20

Pierre-Book.indd

20

17-02-2003, 13:58


Melville var ikke bare gal, han var andet og mere – og dertil ukendt for sig selv. Det er den gamle sandhed om værket, der er større end manden. Selvfølgelig havde han sine ideosynkrasier, aggressioner og fikse idéer. Og naturligvis kom det hele til udtryk. Melville satte alt på et kort. Eller som Martin A. så smukt skrev i sit forord til Moby-Dick: han skænkede hele sin formue bort, og den blev bare større af det, mens han selv endte ludfattig og fremmed for »sit fuldskabte værk«. Han er én af de sjældne forfattere som ikke opstiller regulerende mekanismer mellem sig selv og teksten. Og han blev ved indtil der kom røg ud af ørerne, som der skal gøre på en rigtig digter. Ingen bliver klogere af at få tricket forklaret. Vi har fået en ny stor Melville-udgave. Det var på tide.

Pierre-Book.indd

21

17-02-2003, 13:58


Pierre-Book.indd

22

17-02-2003, 13:58


Skygger på en mur Af Flemming Chr. Nielsen

En dag i 1886 fik Herman Melville besøg af den danske maler Peter Toft. Både forfatteren og maleren havde i deres ungdom været hvalfangere og kendt hinanden, men Toft ville ikke snakke om hvalfangst. Han ville høre om Melvilles romaner. – Jeg har glemt dem, sagde Melville. Peter Toft vurderede, at Melville måtte have en ringe mening om sine bøger. De to forhenværende hvalfangere mødtes ikke siden, men i Melvilles korrespondance optræder Toft et par gange som trofast postbud. Da han havde opgivet hvalfangsten, blev han guldgraver og illustrator i Californien, men bortset fra nogle tegninger og akvareller i museet på Koldinghus er han i dag lige så glemt som den artikel om Melville, han engang skrev i New York Times. Mens Peter Toft gravede efter guld i Californien, blev Herman Melville berømt som sømanden, der havde boet blandt kannibaler. Siden kendt som forfatteren til Moby-Dick og derefter berygtet som manden, der havde skrevet romanen Pierre. Da han døde i 1891, kunne næsten ingen huske ham. I New York Times’ nekrolog blev han kaldt Henry Melville.

Herman Melvill blev født i New York den 1. august 1819. Hans far var spendabel silke- og klædekræmmer med speciale i importeret manufaktur, men han gik fallit og døde i 1832. I mangel af mere indbringende alternativer føjede hans enke et aristokratisk e til Melvill-navnet, og Herman, der var den tredjeældste blandt otte søskende, blev som 13-årig anbragt som kontorist i en bank. Jobbet fik han, fordi hans morfar havde grundlagt banken, og fordi hans onkel var bestyrelsesmedlem. Efter to udsigtsløse år forlod han sin stol bag skranken og gav sig til at undervise og skrive føljetoner, og i sommeren 1839 tog han hyre som skibsdreng og sejlede til Liverpool. Hjemme igen ernærede han sig som landarbejder og vagabond, og i 1841 ræsonnerede han som Ismael ti år efter i romanen Moby-Dick, at »jeg havde få eller ingen penge i min pung og ingen særlige interesser på landjorden og fik derfor den idé at sejle lidt 23

Pierre-Book.indd

23

17-02-2003, 13:58


omkring og se den del af verden, der er vand.« Et par besætningsmedlemmer var stukket af fra hvalfangeren Acushnet, og som afløser for dem sejlede Herman Melville en iskold januarmorgen 1841 ud på et hav, der var ukendt for New Englands stræbsomme og puritanske middelklasse, og som fik Liverpool-rejsen halvandet år tidligere til at ligne en sommerferie. At påmønstre en hvalfanger var at opsøge en drøm om frihed med risiko for at ende i et fængsel med seksuel ydmygelse, snavs, rotter og en lejlighedsvis sindssyg kaptajn, der kun lagde til i havnebyer, hvor han kunne være sikker på, at de lokale ville indfange deserterede sømænd og mod kontant betaling returnere dem i mørbanket stand. Efter et års sejlads ankrede Acushnet op ved Marquesas-øen Nuku Hiva, og sammen med en skibskammerat deserterede Melville. De flygtede til øens indre og slog sig ned hos Typee-stammen. Melville blev kæreste med pigen Fayaway, og i Polynesien anede han for første gang den konflikt, der blev grundlæggende i hans forfatterskab: at »civiliserede« normer og den sociale adfærd, de giver anledning til, ikke er skænket af Gud, men er en tilfældig og usikker konstruktion, og at amerikansk barbari og kristen grusomhed kan være mere afskyelig end såkaldt primitive ritualer. I Polynesien var imperialister og missionærer i gang med at destruere en ikke-kristen kultur. Livsudfoldelse blev undertrykt og »primitiviteten« udsat for »kulturen«s kvælergreb. Melville tilbragte en måned i »Den lykkelige Dal« på Nuku Hiva. Så forlod han øen med en australsk hvalfanger, hvis halve mandskab var rømmet. Han nåede til Tahiti og var indviklet i et mytteri og derfor fængslet i et par uger, inden han via Honolulu og som sømand på én af marinens fregatter vendte hjem fra næsten fire år i Stillehavet som sit Yale og sit Harvard. Og de fjorten måneder på fregatten United States radikaliserede hans foreløbig tavse civilisationskritik, for mellem officerer og mandskab på United States var standsforskellen som mellem livet i Himlen og det i Helvede. På de fjorten måneder nåede Melville at overvære 163 afstraffelser med den nihalede kat – hvor anledningen hver gang var en ubetydelig forseelse. Enten havde delinkventen været forsømmelig med en pudseklud eller rapkæftet svaret en officer igen.

I februar 1846 udkom både i England og USA Herman Melvilles første roman Typee: A Peep at Polynesian Life. Den amerikanske udgave (og den danske oversættelse fra 1852) var med diskrete udeladelser, så den 24

Pierre-Book.indd

24

17-02-2003, 13:58


erotiske dristighed ikke skulle vække anstød, og fortællingen om sømanden Tommo, der i sit romantiske fangenskab hos kannibaler havde været nær ved at blive ædt, blev en mediebegivenhed og en international salgssucces. Bogen var fantasifuld og halvt løgnagtig, for Melville var forfatter og ikke reporter, men de litterære dommere ignorerede fuldkommen de sprækker af politisk kritik, der også er viklet ind i romanen. Den endnu ukendte journalist Walt Whitman kaldte den »en sælsom, yndefuld bog, som man drømmende sidder og læser en sommerdag«, men bag Typee’s poetiske og mytiske fiktion virkede den som skrevet af en polynesisk missionær, der prædikede sit alternative budskab i London og New York og dér antydede, at han havde børn, som løb nøgne omkring i solen på de polynesiske strande. I foråret 1847 fulgte med samme succes fortsættelsen Omoo: A Narrative of Adventures in the South Seas. Samme år i august giftede den litterære superhelt sig med den tre år yngre Elizabeth Shaw, der var datter af højesteretsdommer Lemuel Shaw, Massachusetts. »Et ejendommeligt valg efter hans flirt med sydhavsskønheder« kommenterede forfatteren Henry Wadsworth Longfellows kønne kone. New-York Daily Tribune bragte en notits, hvori det hed, at en forsmået Fayaway forberedte et sagsanlæg mod Herman Typee Omoo Melville for brudt ægteskabsløfte, og for at undgå et skandalebryllup med kirken fyldt op af Melvilles kvindelige beundrere måtte vielsen forlægges til dommer Shaws private hjem. Den forhenværende hvalfanger fra udkigstønden var som 28-årig blevet fornufts-ægtemand og succesforfatter, bosat på Fourth Avenue i New York City, og bag facaden var der ingen eksotiske nætter. Herman og Lizzie delte hus med den gamle Mrs. Melville, med fire ugifte søstre og med Hermans bror Allan og hans kone. At være berømt som sømanden, der havde boet hos kannibaler og ligget med deres kvinder, var som at se sig sammenlignet med én af Cirkus Barnums zoologiske kuriositeter, og det var heller ikke Melvilles lidenskab at skrive fantastiske rejsebøger om sine erotiske oplevelser hos »de vilde«. Han var optaget af metafysiske spekulationer, platoniske dialoger og allegorier, og fra frivagter på Stillehavet kendte han Shakespeare og Dante, Det gamle Testamente og Homer. Resultatet af Melvilles første ambitiøse forsøg på at udforske de fundamentale problemer i menneskelivet blev den melankolske og dybsindigt symbolske Mardi: and a Voyage Thither, som i foråret 1849 udkom i England og USA. De desorienterede anmeldere, der havde ventet et muntert gensyn med kannibaler og sydhavspiger, kaldte romanen om en pilgrimsrejse til et 25

Pierre-Book.indd

25

17-02-2003, 13:58


oceanisk fantasirige for »tåget«. Læserne flygtede væk fra det mørke, der efter de første kapitler indhyller bogen. Det varede syv år, inden oplaget på tre tusind eksemplarer var solgt, og Melville kom i gæld til sine forlæggere. De tryglede ham om at skrive underholdning og spændingsromaner og lade andre om metafysik. Han gjorde et par vellykkede forsøg med Redburn: His First Voyage fra 1849 og med White-Jacket; or, the World in a Man-Of-War året efter. Og han hævdede, at han skrev sine »ammestuehistorier« for at skaffe sig penge til tobak.Alligevel rejste han selv til London med manuskriptet til den sidste og benyttede lejligheden til at være turist i Frankrig og Tyskland. Men hans vigtigste ærinde var at skaffe sig et forskud på WhiteJacket og forhandle en gunstig kontrakt. Såkaldte normalkontrakter eksisterede ikke. Sædvanligvis fandt forlag og forfatter frem til en procentvis fordeling af et eventuelt overskud. Eller forfatteren bekostede selv satsen og solgte den til det forlag, som bød højest. Bag den underholdende roman-form lurede den radikale samfundskritik. Skønt den velhavende Wellingborough Redburn, som er fortæller og hovedperson i Redburn, oplever homofil prostitution i den kannibalistiske vestlige kultur, går tilværelsens seksuelle og økonomiske underverden slet ikke op for ham. Ligesom Melville ti år forinden er han sejlet til Liverpool, og både London og Liverpool er moderne udgaver af Sodoma og Gomorra, men Redburn sanser kun vagt de komplekse forhold, han erfarer. White-Jackets oplevelser på »verdens-fregatten« Neversink (!) er bygget over Melvilles fjorten måneder på fregatten United States. Totalitarisme og terror udøves på grundlag af »tilfældige love«, og demokrati består af dekreter, men selv om White-Jacket blev kaldt »en fantastisk karikatur«, var den medvirkende til, at Senatet forbød fysisk afstraffelse i marinen. De to bøger, der var skrevet i ét udmattende stræk på fire måneder, skaffede Melville så rimelige indtægter, at han suppleret med et lån fra sin svigerfar fik råd til at købe gården Arrowhead uden for Pittsfield i Massachusetts og dér agere landmand, mens de lokale rystede på hovedet over »knægten, der havde købt Doc Brewsters gamle gård«. Men vigtigere var det, at på Arrowhead fik sømanden den horisont omkring sig, han havde brug for, og han fik ro og fred til at færdiggøre Moby-Dick. Den udkom i efteråret 1851 som hans sjette roman på fem år, og ingen af dem var kortromaner, men nu var det, som om katastroferne havde stået på lur og pludselig marcherede frem. 26

Pierre-Book.indd

26

17-02-2003, 13:58


Melville kunne ikke indfri sine lån og pantebreve, og han skyldte penge til sine forlæggere, der havde satset på nye knaldromaner, men modtog Moby-Dick; or, The Whale. Den engelske udgave kom en måned før den amerikanske, og forlæggeren havde ikke kun forkortet titlen til The Whale og fjernet blasfemiske ord, men værst af alt: den berømte epilog om Ismaels redning fra Pequods forlis var ved et uheld skåret væk. Forfatteren havde blottet sig for latterliggørelse, fordi han havde skrevet en »umulig« historie, hvis fortæller »drukner sammen med resten af besætningen.« Den skandale nåede de amerikanske aviser, inden bogen udkom i New York, og da komikken var fattelig for enhver, genoptrykte boulevardpressen de mest hoverende engelske anmeldelser og lukkede øjnene for, at der var masser af engelske kritikere, som roste Melvilles »prosadigt« og skrev, at »ingen bog er mere ærefuld for amerikansk litteratur«, men den omtale så Melville ikke, for de aviser krydsede aldrig Atlanten.

Før Moby-Dick udkom, var Melville i gang med sin næste roman Pierre; or, The Ambiguities (Pierre eller Flertydighederne). Og med den forlod han det eksotiske Polynesien, marinens fregatter og jagten på hvide hvaler og gik endegyldigt i land for at skildre en ung amerikansk aristokrat. Til forfatteren Nathaniel Hawthorne, der også boede i Pittsfield, og til hvem Moby-Dick var dedikeret »i beundring for hans geni«, skrev Melville, at han havde opdaget, at hvalen ikke er det største dyr: – Jeg har hørt om Kraken. Bogen om den amerikanske aristokrat skulle være større og trænge længere ind i universets flertydigheder end Moby-Dick. Den skulle overgå, hvad Melville hidtil havde skrevet og være en menneskesjælens encyklopædi og en amerikansk Hamlet og færdes i de samme dybder som Kraken, det norske havuhyre, som Melville kan have læst om i den danske teolog Erik Pontoppidans bog Norges Naturlige Historie. Måske har hvalfanger Peter Toft fra Kolding været budbringer om Kraken, eller Melville er selv stødt på biskop Pontoppidans bog, som udkom på engelsk i 1755, eller han har læst Alfred Tennysons lille digt The Kraken fra 1830. Omkring nytår 1852 havde Melville afsluttet Pierre. Han var så ødelagt og psykisk uligevægtig af whisky og spekulationer, at familien nærede frygt for hans fysiske og hans åndelige helbred, men han besluttede 27

Pierre-Book.indd

27

17-02-2003, 13:58


at rejse til New York med manuskriptet og dér skaffe sig mere at vide om, hvordan Moby-Dick var modtaget og solgt. Nu var det succes eller fiasko. Livet i vold. Knald eller fald. For at holde kreditorerne på afstand og endelig sætte ham i stand til at forsørge sin familie skulle Pierre sælge langt bedre end Moby-Dick. Fuldt og fast måtte han tro på, at kritikere og læsere ville begejstres for hans bog om en rig ung amerikaner, der blev indviklet i et afsindigt trekantsdrama, men det var falske forhåbninger, for Pierre handlede om incest og andre afvigende seksuelle roller. Den var et kabinet af knuste spejle og sammenbrudte tekster, og den demonstrerede – i det mindste som en filosofisk tese – kristendommens umulighed i et materialistisk vestligt samfund. De manuskriptark, Herman Melville sad med på den otte timer lange togrejse fra Pittsfield til New York, var en bombe under amerikansk selvforståelse. Han havde altså desperat brug for opmuntrende nyheder i New York, og ganske vist var der amerikanske anmeldere, som havde rost Moby-Dick, men han opdagede, at lige så mange havde fordømt den som blasfemisk: »Sørgeligt at se et så rigt talent anvendt til at håne religionen og karikere Bibelens hellige ord.« Og: »Dommens Dag vil holde Melville ansvarlig for ikke at have anvendt sine evner bedre.« Det var forargelsens niveau og det ringest tænkelige udgangspunkt for en ny roman i et Amerika, hvor læsernes og pressens litterære målestok var moral og underholdningsværdi, og hvor resten gik hen over hovedet på de fleste. Og anklagen om gudsbespottelse var særligt pinagtig for Melvilles egen familie: hans svigerfar var i 1838 den sidste amerikanske dommer, der fik en mand fængslet for blasfemi! Forlaget Harper & Brothers kastede et skeptisk blik i manuskriptet til Pierre. De havde håbet på endnu en sydhavsroman som Typee eller Omoo. Eller på en bog om Melvilles rejse til England, Frankrig og Tyskland, for bladene havde jo for tre år siden skrevet, at Typees forfatter var i Europa for at samle stof til nye bøger. Forlaget fik i stedet et tilbud om perverteret kærlighed kombineret med et angreb på kirke og kristendom. Det er uopklaret, hvorfor de ikke sagde nej tak, for Harper & Brothers var kendt som respektable kirkegængere, der udgav kristelige bøger og var nådeløse i økonomiske anliggender. Nu havde Moby-Dick allerede skadet deres rygte, og Hvalens salgstal var nedslående i forhold til, hvordan Redburn og White-Jacket solgte i de første uger. De tilbød Melville en kontrakt, som de vel i hemmelighed bønfaldt om, at han ville afvise. I stedet for de sædvanlige 50 pct. af et overskud skulle han have 20 pct. Da manden i den røde sømandsskjorte ikke gik sin vej med 28

Pierre-Book.indd

28

17-02-2003, 13:58


manuskriptet, føjede Harper & Brothers stilfærdigt til, at han jo også selv skulle betale og udsende anmeldereksemplarer. Melville accepterede. Bogens omfang blev beregnet til 360 sider. Da han var tilbage på sin gård i Pittsfield, greb han igen efter whiskyflasken og merskumspiben og gav sig til at udvide Pierre med ekstra kapitler. Som spidse, satiriske nåle blev de stukket ind i romanens sidste tredjedel, og den voksede i omfang, så den endelige roman blev på 504 sider. Det er ukendt, hvad Harper & Brothers mon tænkte, da de den 20. februar 1852 modtog den ny version af manuskriptet, hvori de kunne se sig omtalt som forlaget Staal, Flint & Asbest. Men de holdt ord og udgav bogen i juli 1852. Oplaget var på 2.310 eksemplarer i violet lærredsbind, og da 39 år var gået, og bindet var falmet og Melville død, og en brand havde fortæret 494 eksemplarer, kunne Harper & Brothers stadig levere af oplaget.

At referere en handling i Pierre er at begive sig ind i et minefelt, for hele tiden overlapper roller og relationer hinanden. Søstre og mødre, elskere og ægtefæller er lige så flertydige begreber som godt og ondt, sandhed og løgn. Historien indledes traditionelt nok og ligner et ekko af en gotisk gyser eller en kærlighedsroman i tidens stil, men snart afslører den sig som et hologram med dybe spejlinger. Den unge Pierre Glendinning bor sammen med sin mor på et idyllisk gods i det solbeskinnede amerikanske Arkadien, og han elsker sin dårende henrivende kæreste Lucy Tartan, der tilbringer sin ferie hos en tante i landsbyen. Pierre husker tillige sin afdøde far som en ædel guddom, og da slægten Glendinning har fostret de ypperste helte i Amerikas militære historie, er sceneriet med de blånende bakker omkring godset som et landskab i Paradis. Det er skildret med en satire, der næsten umærkeligt veksler mellem dragende ømhed og skræmmende modvilje. En strålende fremtid er beredt for den unge Pierre Glendinning, hvis eneste længsel er en søster, for »hvor må det være glorværdigt at indlade sig i dødelig strid på vegne af en dejlig søster,« men at det alt sammen er et grelt falskneri, opdager han, da en gådefuld pige pludselig besætter alle hans tanker. Kort efter sender hun ham et brev, hvori hun erklærer, at hun er hans halvsøster, og bønfalder ham om, at de mødes. Isabel Banford hedder den mørkhårede og alt for tidligt fødte hippiepige, der har en magisk guitar som sin mor og hævder, at hun deler 29

Pierre-Book.indd

29

17-02-2003, 13:58


far med Pierre. Hendes eksistens korrumperer enhver idyl. Pierre mødes i hemmelighed med Isabel, og da han er ung og meget idealistisk, fatter han den plan at frelse hende fra den fattigdom, hun lever i. Men at få kendskab til sandheden om Isabel vil være et chok for hans mor, og for ikke at udsætte hende for den smerte opfinder Pierre den udvej, at han har giftet sig med Isabel. Han ved, at konsekvenserne af hans beslutning også vil bringe Lucy ud i katastrofer, og at hans stolte mor vil vrage og forstøde ham, men kristendommens bud om kærlighed tvinger den idealistiske Pierre til at tage vare på den ulykkelige Isabel og forkaste de traditionelle, sociale normer. Melville vil altså undersøge, om »vor unge Pierre« kan leve som et kristent menneske i et samfund, hvor religion er reduceret til dogmer og vaner, og hvor kristendom – med Søren Kierkegaards samtidige ord – slet ikke er til. Kierkegaard har næppe læst Typee, der udkom på dansk i hans levetid (og forelå på engelsk præcis samme dag som Kierkegaards Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift blev udsendt på dansk), og hvis han har, er det usandsynligt, at han i sømanden har opdaget en åndsfælle. Men i Pierre angriber Melville ligesom Kierkegaard hykleriet, den kristelige forlorenhed og de falske sandhedsvidner. Uden at kende til filosoffen i København kredser han på samme tid om Kristus som forbillede og om Kristi liv som et eksempel til personlig efterfølgelse, og næsten som i en pantomimisk samtale med Kierkegaard ser han dilemmaet mellem martyriet og borgerligheden, men i modsætning til Kierkegaards abstraktioner foretager han også det praktiske eksperiment at gøre sin (anti)helt til et sandhedsvidne, der på evangelisk vis og i skarp kontrast til pastor Falsgrave og hans »smukke lille marmorkirke« virkelig træffer den beslutning at forsage rigdom, ære og berømmelse og for enhver pris leve i Kristi efterfølgelse. Men ubevidst for Pierre selv bliver alle hans ædle motiver flertydige, for »sandheden er flygtig, og uoprigtigheden og hykleriet lurer i selv de største og renfærdigste tanker.« Er hans næstekærlighed i forhold til sin halvsøster kun en erotisk besættelse? Er hun i det hele taget hans søster, og kender han overhovedet de kræfter, som styrer ham? Eller er hans idealisme et slør, der lægges hen over flertydigheden? Både den kristne og den kødelige kærlighed er flertydig, og vor unge kristne idealist er lige så parat til at have seksuelt samkvem med sin søster, som han er til at forkaste de højere magter, hvis de ikke velsigner hans liv i en stor sags tjeneste. I selskab med en forført tjenestepige og den mystiske Isabel forlader 30

Pierre-Book.indd

30

17-02-2003, 13:58


det kierkegaardske sandhedsvidne landsbyen Saddle Meadows og slår sig ned hos en flok filosofiske grøntsagskommunister, der holder til i den gamle og nedlagte Apostelkirke midt i byen (New York). Her – som i et datidigt Christiania – vil han leve af sit forfatterskab, og i sin umodenhed går han i gang med at skrive en moden og dybsindig roman. Forsøget mislykkes, og midt i misèren erfarer Pierre, at hans mor er død. Siden ankommer hans eks-kæreste Lucy til Apostelkirken, og Melvilles roman vil slet ikke føje sig ind i det klassiske mønster om den fortabte søn, der rejser bort og efter prøvelser og modning vender hjem til sin intakte barndom. Det bizarre trekantsdrama om Kristi efterfølgelse slutter i mord og selvmord. Altså en udviklingsroman vendt på hovedet og skrevet i et sprog, der snart er hentet i det 17. århundredes metafysiske poesi og snart er knyttet af tykke, uhåndterlige reb eller vævet i den smukkeste prosa. Dertil fuld af faktuelle fejl og forglemmelser (som den detektiviske læser let vil konstatere) og med en nøje tilrettelagt disposition, der på halvvejen smadres og fører historiens rester i utilsigtede retninger, for »jeg skriver præcis, som det passer mig.« Vi skal for eksempel to tredjedele hen i romanen, før Melville bringer den overraskende oplysning, at Pierre er en feteret forfatter. Og de to ironiske kapitler, som den oplysning giver anledning til, har ingen umiddelbar sammenhæng med resten af romanen. Pludselig virker det, som om Melville skriver om sin egen litterære karriere fra de lyse, bedårende Sydhavsromaner a la Lucy Tartan til den tungsindigt anatomiske MobyDick a la Isabel Banford. Det er Melville selv, der som Pierres mislykkede dobbeltgænger sætter sig ved et skrivebord i New Yorks slumkvarter og skriver om sin helt Pierre og om sin roman Pierre, mens Pierre som en forlegen skygge sidder ved samme bord og skriver om sin egen forfatterhelt Vivia. Besat af sin jalousi mod Lucy toner Pierres formodede halvsøster, der var årsag til heltens dramatiske opgør med de amerikansk-kristelige normer, mere og mere ud af bogen, og om det er Pierre eller forfatteren Melville, som undervejs er blevet sindssyg eller er gået på stoffer, har intenst optaget de litterater, der ikke har kastet bogen fra sig i ærgrelse over, at mens Rosette-stenens hieroglyffer lod sig tolke, så forblev romanen Pierre fuld af endeløse anelser. Men selv hvis bogen forkastes, vender den tilbage som en besættelse, for Melville optræder i forhold til sin berømte samtidige Nathaniel Hawthorne omtrent som Sigmund Freud i sammenligning med den moralistisk strenge Calvin. Romanen er ikke et opbyggeligt Hawthorne-drama 31

Pierre-Book.indd

31

17-02-2003, 13:58


som The Scarlet Letter (Det flammende Bogstav), der handler om utroskab, men den er en dybdepsykologisk udforskning af de seksuelle motiver, der destruerer al vished og gør kærlighedens motiver flertydige og idealisme til en variant af dårskab, og Melvilles arkæologiske ekspedition til de psykiske lag graver langt ned i underbevidstheden. Isabel, Lucy Tartan og Pierres mor er ikke personer, der færdes omkring ham og påvirker ham udefra. De er skikkelser, der som »en flagsmykket hær af tilhyllet blændværk« vokser frem af hans eget indre, og Melville må have vidst, at han havde skrevet en på det tidspunkt og i det samfund umulig og enestående bog. Eller rettere må han have vidst, at han havde skrevet to bøger, der var flettet uløseligt ind i hinanden. Både det første manuskript, han nytårsdag 1852 havde med sig på togrejsen fra Pittsfield til New York, og det udvidede manuskript, hvor de bitre nåle var stukket ind som tilføjede kapitler. Den amerikanske litteraturforsker Hershel Parker har argumenteret for, at det manuskript, som Melville efter nytåret 1852 præsenterede for Harper & Brothers, kan rekonstrueres, hvis alt, hvad der handler om Pierre som forfatter, udelades. Hershel Parkers roman-kirurgiske forsøg udkom i 1995 som den såkaldte Kraken-udgave af Pierre. I den er kapitel 17, 18 og 22 helt udeladt. Desuden den første fjerdedel af kapitel 21, godt og vel sidste halvdel af kapitel 25 og enkelte afsnit i andre kapitler, der relaterer til Pierre som forfatter. Det skaber en mere konsistent udvikling i fortællingen, men nedtoner også bogens gennemtrængende flertydighed. I Kraken-udgaven er Pierres Enkelados-vision forsvundet sammen med den præ-hamsunske beskrivelse af hans sult og hans kvaler som forfatter, men Plotinos Plinlimmons teologiske pamflet ’Angående kronometre og horologier’ er bevaret, og måske er den amputerede Pierre med Hershel Parkers ord »den bedste psykologiske roman, der hidtil var skrevet på engelsk«. Den uforkortede Pierre fortjener samme karakteristik. Den er et missing link mellem det 19. århundredes store fortællinger og den moderne roman.

Men den samtidige presse var uden skånsel. Der kom et par snese anmeldelser af romanen, og de var som en ildstorm, der fik selv de værste anmeldelser af Mardi og Moby-Dick til at tage sig ud som en behagelig brise. Så længe djævelskab og blasfemi var underkastet fralandsvinden og henlagt til fjerne have og eksotiske øer, kunne meget accepteres, men at Melville 32

Pierre-Book.indd

32

17-02-2003, 13:58


nu sendte sine bomber ind i læsernes eget Amerika – som Kierkegaard sendte sine ind i København – forårsagede et sandt helvede. Pierre ødelagte sin forfatters omdømme. Han havde forbrudt sig mod en stiltiende overenskomst mellem en forfatter og hans læsere, nemlig den, at hvad der end foregik på papiret, måtte samfundets kristne værdier ikke anfægtes. En forfatter kunne stille kritiske spørgsmål og bringe kristendommen i konflikt med andre forhold, men når handlingen og plottet var gennemspillet, skulle Guds kærlighed og godhed stå uanfægtet. Samme år som Pierre udkom for eksempel Onkel Toms Hytte af Harriet Beecher Stowe. Den blev en omgående succes med 300.000 solgte eksemplarer det første år, for skønt denne verden rummer slaveri og mord, er de ulykkelige hos Harriet Beecher Stowe sikre på frelsen i den kommende verden. For Herman Melville er sjælens veje derimod uransagelige og universet en gåde. Alt opløses i anelser og flertydigheder. Der er ingen vished for, at dyden får sin belønning og lasten sin straf. Literary World skrev om Pierre, at »hvis historien overhovedet udtrykker en moral, synes det at være den umoralske, at dyden ikke kan praktiseres. Et snu og dæmonisk genfærd af en forestilling glor os lige op i ansigtet og spotter os med denne uhyggelige løgn. Det ville glæde os igen at møde Mr. Melville i solide sømænds sunde selskab.« Boston Post meddelte, at »denne møgbunke er næsten endeløs – møg i tankegangen, i udførelsen, i dialogen og holdningen. Hvis man køber bogen, snyder man sig selv, og vi gad nok se den, der har kunnet klare at læse hele bogen. Det må antages, at den snarere stammer fra en galeanstalt end fra et stilfærdigt refugium.« New York Herald mente, at sproget i romanen måtte hidrøre fra »en mave, der er kommet i uorden på grund af halvstegte svinekoteletter.« Albion foretrak Kaptajn Marryats roman Peter Simple fra 1834 »frem for en skibsladning af Peter den Flertydige.« Southern Literary Messenger var af den mening, at »skønt vi har ringe tanker om bogen som et kunstværk, synes vi endnu mindre om dens moralske tendens.« Athenæum kaldte den »en prærie på tryk – og uden savannens blomster og friskhed«. New York Day Book oplyste under overskriften »Herman Melville gået fra forstanden«, at »hans venner har sørget for, at han er kommet i behandling, og vi håber, han holdes på afstand af pen og blæk.« Graham’s Magazine advarede sine læsere mod »den ulideligt usunde ånd, der gennemsyrer hele bogen. Selv den mest velvillige læser må protestere mod en så udfordrende forvrængning af talent og et sådant spild af kræfter.« American Whig Review bragte en ni 33

Pierre-Book.indd

33

17-02-2003, 13:58


sider lang afhandling, hvori anmelderen understregede, at han (anmelderen) havde »stor erfaring med litteratur og uden tøven ville fastslå, at siden Minervapressen har vi aldrig mødt en så opsvulmet, prætentiøs og unyttig bog som Pierre.« Minervapressen var et engelsk forlag, som i 1700-tallet udgav, hvad der svarer til vor tids kioskromaner, og efter den sammenligning konkluderede American Whig Review, at »for en kritiker er det altid ubehageligt at skulle formulere den påstand, at han intet kan finde, som er værd at rose i en bog, men i tilfældet Pierre føler vi os tvunget til at supplere påstanden med den konklusion, at her må alt mødes med fordømmelse.« Lantern anbefalede »vor ven Herman enten at lægge pennen fra sig eller vælge sig andre emner.« Southern Quarterly Review konstaterede, at »ingen kunne have forudsagt, at så kloge bøger som Typee og Omoo skulle efterfølges af sådant et misk-mask som Pierre, men man ved aldrig, hvornår vanviddet bryder frem og hos hvem. Det må befrygtes, at Herman Melville er blevet rent ud forrykt. Desto hurtigere denne forfatter bringes i forvaring desto bedre.« De positive anmeldelser var få, kortfattede og trykt i publikationer, som de litterært interesserede aldrig læste. New York Home Journal: »Fortællingen er ikke kunstnerisk anlagt, men den er psykologisk tankevækkende. Den er raffineret, metafysisk, ofte dybsindig, og den rummer passager af forbløffende intensitet.« Og tilsvarende i Spirit of the Times: »En af de mest stimulerende og interessante bøger, der nogen sinde er udkommet.« Desuden et par anmeldere, som åbent erkendte, at de ikke gad læse bogen, men alligevel ville gøre opmærksom på dens eksistens. Skønt det kritiske niveau befandt sig et sted mellem den letkøbte vits og godt-det-ikke-er-mig-der-er-tosset, var det en nedslående høst, som Melvilles familie så vidt muligt undgik at tale med ham om. Den prøvede i stedet at holde ham væk fra skrivebordet og få ham ud til markarbejdet på Doc Brewsters gård, men han gik omgående i gang med romanen The Isle of the Cross, som Harper & Brothers pure afviste at udgive. På et tidspunkt brændte Melville formentlig manuskriptet - livet igennem og med ubegribelig monotoni brændte og destruerede han optegnelser, kladder, roman-manuskripter, egne og andres breve.

Men han agtede ikke at kuldsejle som forfatter, som han var kuldsejlet som landmand, og han gav sig til at skrive noveller til de litterære magasiner, der betalte gode honorarer, fordi deres oplag var stort. Desuden en magasin-føljeton i ni afsnit, der i 1855 udkom i bogform som Israel 34

Pierre-Book.indd

34

17-02-2003, 13:58


Potter: His Fifty Years of Exile. Den delvist autentiske historie om en forarmet amerikaner, der må tilbringe et halvt århundrede i eksil i London, fordi USA ikke kan leve op til sine idealer om menneskeværd for den jævne mand, solgte udmærket. Den blev godt modtaget, men anmelderne benyttede den alt for fristende lejlighed til at repetere deres væmmelse ved Pierre. Året efter udkom under titlen The Piazza Tales and Other Prose Pieces et udvalg af Herman Melvilles magasin-noveller. Heri blandt andet Encantadas – de fortryllede øer med skrøner, myter og drama fra Galapagos-øerne foruden den allegoriske og gyser-spændende Benito Cereno om et mytteri på et slaveskib, den anekdotiske Manden med lynaflederen om dem, der driver en blomstrende handel med menneskers frygt, og først og fremmest Skriveren Bartleby om den anonyme funktionær, der akut nægter at fungere, så novellen på ganske få sider koncentrerer og forstener alle tilværelsens flertydigheder. Bartleby er et menneske uden bindinger, og arbejdet er hans eneste forbindelse til livet, men pludselig begynder Bartleby at nære afsky for den amerikanske middelklasses Gud: Begrebet Arbejde (og milliardærforfatteren Stephen King har skarpsindigt påpeget, at hvis Skriveren Bartleby havde været hundrede sider længere, ville den og ikke Mark Twains Huckleberry Finn fra 1884 være blevet den første moderne, amerikanske roman). I 1857 udkommer Melvilles tiende bog, og efter så mange litterære omvæltninger og spekulationer, så megen metafysik, dramatik og latterliggørelse må man formode, han efterhånden er blevet en ældre mand, men da han udsender sit tiende og sidste prosaværk The ConfidenceMan: His Masquerade er han endnu ikke fyldt 38. I romanen om en amerikansk bondefanger er alt igen flertydigt og forvirrende, for er der én eller mange bondefangere? Hvem kan man stole på? Er Gud én af de forklædninger, Satan påtager sig? Og hvordan aflæser man en karakter i »de gøglebilleder, der farer hen over en bogside, som var de skygger over en mur?« Det er Melvilles overvejelser i The Confidence-Man: His Masquerade. Er også romanforfatteren en bondefanger, og fører alle skribentens anstrengelser, når han vil gengive livet og virkeligheden, kun til endnu en maskerade og et karneval af skygger på en bogside?

Af solide kendsgerninger om Melvilles senere år er der ikke mange. Da The Confidence-Man udkom, var han på en syv måneder lang rejse til 35

Pierre-Book.indd

35

17-02-2003, 13:58


Europa, Ægypten og Palæstina. I 1863 fik han omsider solgt Doc Brewsters gamle gård uden for Pittsfield, Massachusetts, og familien flyttede ind i et hus på 104 East Twenty-sixth Street i New York. I 1866 fik han en stilling som toldinspektør. Året efter begik hans ældste søn Malcolm selvmord under omstændigheder, der aldrig blev opklaret. På fotografier efter den tid kan man se, at Herman Melville er en ældet og nedbrudt mand, men ifølge mange af sine biografer havde han også en stoisk og afklaret holdning til tilværelsen (i kontrast til biograferne, der ihærdigt diskuterer, om Melville var bøsse eller bifil). I 1886 døde hans næstældste søn som vagabond i Sacramento, Californien. Den trofaste Lizzie var flere gange tæt på at lade sig skille, men midt i alle omskiftelser vedbliver Herman Melville at være så uhåndgribelig som en skygge, der farer hen over en mur. Forfatterkolleger omgikkes han ikke, men han skrev en række digtsamlinger: Battle-Pieces and Aspects of the War i 1866, Clarel (der omfatter 18.000 linier) i 1876, John Marr and Other Sailors i 1888 og andre samlinger, der ligesom John Marr blev udsendt som privattryk i oplag på 25 (!) eksemplarer. De bedste af digtene er som udkast til den senere Ezra Pounds Cantos. Melville havde stadig en lille gruppe læsere, imellem dem en dreng, der hed Jack London, og som i 1886 »sad i mange, lange timer og drømte over Typee.« Ellers gik den litterære verden ud fra, at forfatteren til Typee og Omoo for længe siden måtte være død. Hans bøger var fra uskyldens år før Den amerikanske Borgerkrig 1861-65, men frem til udgangen af 1886 arbejdede Herman Melville som toldinspektør i New York. Han døde den 28. september 1891.

I hundredåret for Herman Melvilles fødsel skiftede den litterære vindretning. Han blev genopdaget og romanerne genudgivet, nytolket og læst. Siden er udkommet kommentarbind og masser af digre biografier, og i dag er Melvilles position i amerikansk litteratur grundfæstet. Medvirkende til Melville-renæssancen var, at der i hans gemmer lå et roman-manuskript, som han havde arbejdet på i de sidste fem år af sit liv (det eneste manuskript, der undgik hans behov for destruktion). I de år havde han revideret, forkortet, udvidet, omskrevet og aldrig afsluttet Billy Budd; Sailor (An Inside Narrative), og den udkom første gang i 1924 under titlen Billy Budd; Foretopman og siden i forskellige indbyrdes afvigende versioner – én af dem på dansk under titlen Billy Budd – fortopsgast. 36

Pierre-Book.indd

36

17-02-2003, 13:58


Den ydre fortælling er baseret på en autentisk hændelse, hvori Melvilles fætter som dommer i en standret var indblandet, men i Billy Budd er den faktuelle historie om et mytteri strammet til en beretning om sømanden Billy, der med sin knytnæve forsvarer sig mod en grundløs anklage. Stikkeren falder død om. Billy Budd dødsdømmes og hænges. Som på »verdens-fregatten« Neversink trekvart århundrede tidligere er skibet igen en totalitær stat, hvor civiliseret kannibalisme skjules under nationale sikkerhedshensyn, og hvor George Orwells nysprog fra 1984 allerede er et dæmonisk og veludviklet politisk våben. Men først og fremmest har genopdagelsen af Herman Melville ført til en nyvurdering af Pierre som et fortrængt og forsvundet mesterværk, der blev mast under samtidens moralisme og uforstand. Pierre er ikke kun den roman, der tidsmæssigt ligger tættest på Moby-Dick, men også den, der konkurrerer med Hvalen om at være Melvilles ypperste. Den udsendes hermed for første gang på dansk.Tidligere er den udkommet på tysk, fransk og spansk, og i 1999 blev den filmatiseret af Leos Carax under titlen Pola X – efter forbogstaverne i den franske oversættelse: Pierre ou Les ambiguïtés – og henlagt til Frankrig med Isabel som en flygtning fra krigene på Balkan.

Pierre-Book.indd

37

17-02-2003, 13:58


Pierre-Book.indd

38

17-02-2003, 13:58


Til Hans Majestæt Greylock I gamle dage var forfattere stolte over det privilegium at måtte tilegne deres værker til Majestæten. En virkelig ædel sædvane, som vi fra Berkshire bør genoplive, for hvad enten vi vil det eller ej, er hans Majestæt over alt omkring os her i Berkshire, siddende som på en storslået Wienerkongres af majestætiske bjergtoppe og evigt anråbende os om vor hyldest. Men da det majestætiske bjerg Greylock – min nærmeste suveræne herre og konge – nu i umindelige tider har været den store bibringer af Berkshire-morgenens tidligste stråler, ved jeg ikke, hvordan hans Kejserlige Purpurmajestæt (kongefødt: Porphyrogenitus) vil modtage min egen fattige, ensomme stråle. Ikke desto mindre, eftersom jeg har ahorntræerne og bøgene som mine trofaste naboer i det amfiteater, hvorover hans centrale majestæt præsiderer, og dér har modtaget hans mest gavmilde og rundhåndede frugter, er det kun passende, at jeg ydmygt knæler og overbringer min taknemmelighed, hvadenten hans Purpurmajestæt Greylock velvilligt bøjer sit grånende hoved eller ej. Pittsfield, Mass.1

Pierre-Book.indd

39

17-02-2003, 13:58


Pierre-Book.indd

40

17-02-2003, 13:58


Kapitel 1 Pierre træder netop ud af sin barndom

På landet forekommer de sælsomme sommermorgener, hvor den, som kun er gæst fra byen, skal gå tidligt ud på markerne og lade sig gribe af den grønne og gyldne verdens drømmeagtige væsen. Ikke en blomst rører sig; træernes bladhang glemmer at bølge; græsset selv synes ophørt med at gro. Og som om Naturen pludselig er sig sit dybe mysterium bevidst og ikke finder anden tilflugt end tavshed, synker den ind i denne vidunderlige, ubeskrivelige hvile. Sådan var den morgen i juni, da Pierre kom fra sine forfædres gamle hjem med de høje gavlmure bag træernes løv. Han var fysisk udhvilet og åndelig oplagt efter søvnen, og muntert spadserede han ind på landsbyens lange, brede gade. Mens han gik under elmetræerne, styrede han halvt ubevidst sine skridt mod et hus, som tittede frem i det fjerne. Det grønklædte skær lå over alt, og igennem skæret trængte kun synet af de brogede kreaturer, der drømmende vandrede ud til deres græsgange. De blev ikke drevet afsted, men fulgt af de rødmossede vogterdrenge med blege fødder. Da Pierre bevæget og fortryllet af skønheden i denne stilhed nærmede sig huset og løftede sit blik, standsede han brat og kiggede op på et højtsiddende, åbent vindue. Hvorfor nu den korte, lidenskabelige pause? Hvorfor de flammende kinder og øjne? I vindueskarmen ligger en snehvid, skinnende pude, og en busk, der slynger sig over muren, har blidt ladet en varm og karmoisinrød blomst hvile på puden. Vist må du opsøge den pude, du duftende blomst, tænkte Pierre. For ikke en time siden må hendes kind have hvilet der. »Lucy!« »Pierre!« Som hjerte banker mod hjerte genlød deres stemmer, og i morgenens klare stilhed stod de to et øjeblik tavse, men med et brændende blik forbundet til hinanden i uendelig forundring og kærlighed. »Ja, det er bare Pierre,« lo den unge mand omsider; »du glemmer at ønske mig godmorgen.« »Det ville være for beskedent. Godmorgen, godaften, gode dage, uger, måneder og år til dig, Pierre; – dejlige Pierre! – Pierre!« I sandhed, tænkte den unge mand med et blik, der stadig rummede 41

Pierre-Book.indd

41

17-02-2003, 13:58


tavs og usigelig kærlighed; i sandhed, himlene åbner sig, og denne anråbende engel skuer herned. – »Jeg ville gengælde dine mangefold godmorgen, Lucy, hvis ikke det forudsatte, at du havde gennemlevet en nat, og du tilhører ved Gud den uendelige dag!« »Skam dig nu, Pierre. Hvorfor skal I unge mænd altid sværge, når I er forelskede?« »Fordi kærligheden i os er profan, mens den indtil døden rækker mod himlen i dig!« »Du fantaserer igen, Pierre. Altid overlister du mig. Sig mig, hvorfor har I unge mænd så sød en evne til at gøre vores ubetydelighed til jeres trofæer?« »Jeg ved ikke hvorfor, men det har vi altid gjort.« Og ved at ryste busken ved vinduet fjernede han blomsten fra puden og fæstnede den iøjnefaldende på sit bryst. – »Jeg må gå nu. Lucy. Se! under din fane marcherer jeg.« »Bravissimo! oh, du min eneste rekrut!«

2. Pierre var eneste søn af en velhavende og hovmodig enke, der udadtil frembød et enestående eksempel på, at høj status, godt helbred og stor rigdom virker konserverende og forskønnende, når de er kombineret med den smukke forestilling om en dannelse, som ikke fordærves af utrøstelig sorg og ikke tynges af smudsige bekymringer. I hendes modne alder klyngede rosen sig stadig på mirakuløs vis til hendes kind. Smidigheden havde endnu ikke fuldstændig forladt hendes talje. Ej heller var glatheden forsvundet fra hendes pande eller klarheden fra hendes øje. Når hun altså var optændt og bestrålet af balsalens lys, kunne Mrs. Glendinning stadig fordunkle langt yngre dejligheder, og hvis hun havde valgt at opmuntre sine forblindede bejlere, ville hun være forfulgt af en række unge mænd, der ikke var meget ældre end hendes egen søn Pierre. Men det så ud til, at en ærbødig og hengiven søn var elsker nok for denne enkeblomst, og desuden kunne Pierre være hemmeligt irriteret og undertiden endda skinsygt ude af sig selv over den alt for glødende beundring fra de smukke unge mænd, som nu og da blev fanget i utilsigtede snarer og syntes at nære forrykte håb om at kunne gifte sig med det uopnåelige væsen. Mere end én gang havde Pierre åbenlyst og med 42

Pierre-Book.indd

42

17-02-2003, 13:58


et spøgefuldt nag svoret, at den mand – gråskægget eller glathaget – som vovede at foreslå ægteskab med hans mor, den mand ville ved en uigenkaldelig, hemmelig kraft omgående forsvinde fra jordens overflade. Pierres romantiske og sønlige kærlighed blev fuldt ud gengældt af enkens triumferende og moderlige stolthed. I sin søns skarptskårne træk og i hans ædle mine så hun på sælsom vis sin egen ynde oversat til det modsatte køn. Der var en slående lighed imellem dem, og da moderen var upåvirket af de forbidragende år og syntes at stå stille i sin skønhed, var det, som om Pierre mødte hende på halvvejen og i kraft af en storartet fremmelighed i skikkelse og ansigt næsten rykkede sig selv hen til det modne punkt i tiden, hvor hans ophøjede mor så længe havde befundet sig. Den munterhed, som var skabt af deres uformørkede kærlighed, og den besynderlige frihed, som fuldkommen tillid og gensidig forståelse i lang tid havde frembragt imellem dem, havde vænnet dem til at kalde hinanden for bror og søster. De gjorde det både offentligt og privat, og når de opholdt sig blandt fremmede, blev deres tiltaleform aldrig mistænkt for at være en spøg, for den uvisnelige Mrs. Glendinning understøttede helt og fuldt det ungdommelige foregivende. Ligefremt og muntert for både mor og søn blev det til en del af den strøm, som formede deres fælles tilværelse. Endnu havde den smukke flod ikke ført sine bølger over mod de afsides og farefulde klipper, hvor den fra da af var bestemt til for evigt at være delt i to adskilte strømme. Én af vor tids fremragende engelske forfattere, der opregner sin hjemegns fordele, nævner som den vigtigste, at han først blev opmærksom på det særlige lys, der hviler over landskabet.2 Således også for Pierres vedkommende. Det var hans ypperlige skæbne, at han var født og opvokset på landet. Han var omgivet af et sceneri, hvis usædvanlige skønhed var det fuldendte udgangspunkt for et sart og poetisk sind. Og samtidig var de populære navne i hans smukkeste erindringer kendt for deres stolte patriotiske og familiemæssige tilknytning til slægten Glendinnings historie. På de enge, som bredte sig bag godsets skyggefulde gårdside og ned mod den bugtede flod, var der i den tidlige kolonitid udkæmpet et slag med indianere, og mens Pierres oldefar på fædrene side var livsfarligt såret og uden hest sad på sin saddel i græsset, var han til sidste åndedrag blevet ved med at tilskynde sine mænd til kamp. Deraf navnet Saddle Meadows, der både omfattede godset og landsbyen. Langt hinsides disse egne og for Pierre en dagsvandring væk rejste sig de historiske højder, hvor hans bedstefar igennem adskillige måneder under Uafhængighedskrigen havde forsvaret et primitivt, men palisadebefæstet 43

Pierre-Book.indd

43

17-02-2003, 13:58


og umådelig betydningsfuldt fort imod de hyppige og samlede angreb fra indianere, Toryer3 og regulære tropper. Fra netop det fort var den belevne, men blodtørstige halvblodsindianer Brandt4 flygtet, men han overlevede, og i de fredelige tider, som fulgte på den hadefulde krig, havde han været til middag med general Glendinning.Alle disse erindringer fra Saddle Meadows fyldte Pierre med stolthed. Glendinning-skøderne, der så længe havde bekræftet familiens ret til dens ejendom, var signeret af tre indianske konger. Som de oprindelige ejere havde de afgivet disse ædle skove og sletter, og således ophøjet i sin indelukkede ungdom kunne Pierre skue tilbage på sin slægts baggrund, og lidet anede han den modnere og dybere indre udvikling, der for evigt skulle berøve disse forhold deres fulde glans i hans sjæl. Men Pierres opvækst ville have været uforstandigt indsnævret, hvis hans ungdom uden afbrydelser var henlevet i de landlige egne. Meget tidligt begyndte han at ledsage sin far og sin mor – og siden sin mor alene – på deres årlige besøg i byen. Naturligt indpasset i et stort og forfinet selskab formede Pierre i høj grad sig selv i livets mere luftige ynder, men uden at svække den kraft, der stammede fra en militærslægt og var næret af landlivets høje, klare luft. Mens Pierre blev så gavmildt udviklet i skikkelse og adfærd, savnede han heller ikke noget i stadig bedre og finere kultur. Han havde tilbragt lange sommeraftener i de dybe nicher i sin fars kræsent udvalgte og sømmelige bibliotek, hvor de spenserianske nymfer5 tidligt ledte ham ind i labyrinter af altforvirrende skønhed. Med en yndefuld glød i sin fremtoning og et fantasifuldt sværmeri i sit hjerte kunne Pierre således svæve frem mod sin modenhed og være ubekymret om den tid med ubarmhjertig indsigt, hvor hele den sarte varme forekom ham kølig, og han kastede sig ud i mere flammende lidenskaber. Den glans og kærlighed, der i så rigt mål sørgede for den unge Pierres opdragelse, havde heller ikke forsømt hans kultur på det væsentligste af alle områder. Det havde været hans fars leveregel, at al dannelse var forgæves, og at alle forsøg på at optræde med dannelse var meningsløse og absurde, hvis ikke religionens oprindelige mildhed og gyldne barmhjertighed var blevet så grundigt indarbejdet i hele karakterens sammensætning, at den, som kaldte sig dannet, også gerne påtog sig den kristnes fromme, men kongelige adfærd. I en alder af seksten år modtog Pierre sammen med sin mor det Hellige Sakramente. Det er nytteløst og måske endnu vanskeligere at efterspore de nøjagtige bevæggrunde, der var anledning til Pierres ungdommelige løfte. 44

Pierre-Book.indd

44

17-02-2003, 13:58


Nok er det og sige, at han havde arvet sine forfædres talrige andre ædle kvaliteter, og ligesom han var arving til deres skove og gårde, syntes han i kraft af den samme umærkeligt glidende proces at have overtaget deres ydmyge hyldest til den ærværdige tro, som den første Glendinning havde ført med sig over havet fra skyggen af en engelsk domkirke. Således var dannelsens polerede stål hos Pierre omgivet af religionens silkeskærf, og hans oldefars soldaterskæbne havde lært ham, at i den sidste bitre prøvelse ville det ædle skærf udstyre dets ejermand med Stråleglansens ligklæde. Hvad der livet igennem var båret for Nådens skyld skulle i døden holde mennesket uskadt. Mens han altså helt og holdent var opmærksom på skønheden og poesien i sin fars tro, forudså Pierre ikke, at denne verden har en dybere hemmelighed end skønhed, og at Livet rummer byrder, som er tungere end døden. For Pierre havde den illustrerede bogrulle over hans hidtidige liv virket så fuldkomment, at der for ham kun var én lakune i det sødmefyldte manuskript. En søster var udeladt af teksten. Han sørgede over, at så yndig en stemning som kærlighed til en søster var ham nægtet, for den opdigtede titel, han så rundhåndet tildelte sin mor, kunne alligevel ikke erstatte en rigtig søster. Den følelse var ganske naturlig, men selv Pierre indså på det tidspunkt ikke helt dens årsag og mening. En blid søster er utvivlsomt den næstbedste gave til en mand, og hun er den første gave, han modtager, thi hustruen kommer siden. Den, som er uden søster, er ungkarl før tiden, for meget af det, som udgør en hustrus yndigheder, findes allerede i søsteren. »Åh, havde min far bare haft en datter!« udbrød Pierre. »Én jeg kunne elske og beskytte og om nødvendigt kæmpe for. Hvor må det være glorværdigt at indlade sig i dødelig strid på vegne af en dejlig søster. Himlen give, at jeg havde en søster!« Før han blev henrykket i den forelskedes endnu sødere bånd, påkaldte Pierre altså ofte himlen om en søster. Men dengang vidste han ikke, at hvis der er noget, en mand bønfalder om, så er det om opfyldelsen af sin ungdoms mest hengivne bønner. Måske havde Pierres sælsomme længsel efter en søster en del af sin forklaring i den endnu mere sælsomme følelse af ensomhed, han undertiden oplevede, ikke blot som sin families ensomme overhoved, men som den eneste mand, der bar slægtsnavnet Glendinning. Efterhånden havde en mægtig og mangfoldig slægt kun overlevet i kvindelinien, så Pierre var omgivet af talrige mandlige og kvindelige slægtninge, men han var aldrig ledsaget af en mandlig Glendinning. Kun i spejlet åbenbarede 45

Pierre-Book.indd

45

17-02-2003, 13:58

Pierre af Herman Melville  

Manden med lynaflederen, 1956 (i Mogens Knudsen og Orla Lundbo (red.): Humor fra Amerika) oversat af Bjørn Poulsen efter The Lightning-Rod M...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you