Issuu on Google+


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 2 SESS: 16 OUTPUT: Wed May 12 11:58:01 2010 /first/Forlaget_Republik/ODT2/923_Petit_Petit/Materie


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 3 SESS: 16 OUTPUT: Wed May 12 11:58:01 2010 /first/Forlaget_Republik/ODT2/923_Petit_Petit/Materie

Mette Sø

Petit Petit Roman

Forlaget Republik


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 4 SESS: 16 OUTPUT: Wed May 12 11:58:01 2010 /first/Forlaget_Republik/ODT2/923_Petit_Petit/Materie

Petit Petit © Mette Sø og Forlaget Republik 2010 Omslag og grafisk formgivning: Katrine Granholm Sats: BookPartnerMedia Trykt hos special-trykkeriet viborg a-s 2010 1. oplag ISBN 978-87-993347-4-2 www.republik.dk


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 5 SESS: 16 OUTPUT: Wed May 12 11:58:01 2010 /first/Forlaget_Republik/ODT2/923_Petit_Petit/Materie

Til hr. B


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 6 SESS: 16 OUTPUT: Wed May 12 11:58:01 2010 /first/Forlaget_Republik/ODT2/923_Petit_Petit/Materie


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 7 SESS: 16 OUTPUT: Wed May 12 11:58:01 2010 /first/Forlaget_Republik/ODT2/923_Petit_Petit/Materie


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 8 SESS: 16 OUTPUT: Wed May 12 11:58:01 2010 /first/Forlaget_Republik/ODT2/923_Petit_Petit/Materie


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 9 SESS: 16 OUTPUT: Wed May 12 11:58:01 2010 /first/Forlaget_Republik/ODT2/923_Petit_Petit/Materie

Jeg vil være verdens bedste cykelrytter. Jeg vil stå øverst på podiet. Og mens mine ben syrer og kramper, kysser jeg det tunge trofæ og hæver det mod himlen med strakte arme. Pressen flokkes om mig. Mikrofoner med tv-logoer, diktafoner og klikkende kameraer er presset op i ansigtet på mig. Jeg smiler. Mine øjne er store og blanke. På fransk, italiensk, spansk og engelsk spørger de alle sammen om det samme. – Qu’avez-vous éprouvé en posant les pieds sur le podium? – Come si `e sentita standa sul podio oggi? – ¿Co ´mo se sintio ´ hoy al estar ahı´, de pie en el podio? – How did it feel to stand on the podium today? Og jeg svarer dem. Smilende. På fransk, italiensk, spansk og engelsk. – J’aurais préféré être assise. – Avrei preferito stare seduta. – Habrı´a preferido estar sentada. – I would have preferred sitting. 9


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 10 SESS: 16 OUTPUT: Wed May 12 11:58:01 2010 /first/Forlaget_Republik/ODT2/923_Petit_Petit/Materie

Lige før sæsonstart var jeg til ryttersamtale på Sportsdirektørens kontor. Han sad tilbagevippet i sin brede læderstol. Jeg sad på det yderste af en træstol. Der var en boulevard af et røgfarvet glasbord imellem os. Længe kiggede han tavst på mig. Det vil sige, han kiggede i min retning, uden at jeg var helt sikker på, at han så på mig. Intet i hans fjæs afslørede, hvad der foregik inde bag de buskede øjenbryn. Jeg havde lyst til at lave spasseransigter eller klø mig under armene og råbe ”ap-ap-ap”. Hvis han nu havde glemt, at jeg var der. Han strøg sig under hagen. Igen og igen. Jeg kunne høre skægstubbe mod fingre. Måske beroligede den lyd ham? Måske fik den ham til at tænke bedre? Måske anede han slet ikke, at han gjorde det? Han plejede ikke at gøre det. Han plejede at hivenusse sig selv i øreflippen. Jeg satte mig godt til rette i stolen. Foldede hænderne oven på hovedet. Plejer var død. Et godt tegn. Jeg tog en dyb indånding og prøvede at finde fo10


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 11 SESS: 16 OUTPUT: Wed May 12 11:58:01 2010 /first/Forlaget_Republik/ODT2/923_Petit_Petit/Materie

kus i hans øjne og begyndte at messe ”a-van-cement ... a-van-ce-ment ...” inde i hovedet. I takt med skægstubbene. Sportsdirektøren rystede på hovedet og begyndte at bladre i en stabel mapper foran sig. På den øverste stod der Miss Starr. Den var gul. Alle de andre var blå. – Petit. Hmm ... Hvor er du henne? Jeg kan ikke finde dig, sagde han. – Jeg sidder her. – Ja, ja, men du må være her et eller andet sted. Han bladrede mapperne igennem igen. Kiggede i sine skrivebordskuffer. Så slog han ud med armene. – Jeg giver op. Han smilede til mig og foldede hænderne oven på mapperne. – Vi tager den fra hoften, som man siger. Hvad synes du, vi skal tale om? Fortæl mig, hvad min plan med dig skal være? Jeg smilede tilbage. Fjernede ikke blikket fra ham. – Du skal selvfølgelig gøre mig til holdkaptajn. Sportsdirektøren lænede sig ind over bordet. Læderstolen knagede. – Du er den frækkeste af dem alle ..., sagde han og stak sin pegefinger frem mod mig. Mine øjne hoppede væk fra hans. Jeg tvang dem tilbage. Rettede ryggen. – Jeg er den rette kaptajn. I sol og regn. Sportsdirektøren lagde hovedet lidt på skrå. Han

11


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 12 SESS: 16 OUTPUT: Wed May 12 11:58:01 2010 /first/Forlaget_Republik/ODT2/923_Petit_Petit/Materie

begyndte at grine. Han rystede på hovedet samtidigt. – Du er vores klovn, Petit. Det må jeg gi’ dig. Jeg tog mine øjne til mig. Kiggede ned i glasbordet og så mig selv sidde på cyklen med hvid teatersminke i ansigtet, en rød mund, der var gået over sine bredder og en rund tud holdt fast af en elastik. Hujende og gøglende heppede jeg på de andre, mens jeg kæmpede med at få styr på kæmpeskoene på pedalerne. – Og du er stærk som en løve. Frygtløs som en okse, sagde Sportsdirektøren. – Det er vist omvendt. – Hvad? – Ja, det plejer at være løven, der er den frygtløse, ikke oksen. Ikke fordi jeg tror, at okser er specielt bange. Sportsdirektøren så på mig. Nu var jeg ikke i tvivl om, at han så på mig. Hans panderynke trak sig længere sammen. – Hold nu op med pjatteriet og hør her, Petit. Nu siger jeg noget vigtigt: Det, som skal komme, det kommer. Det ved du godt. Du er der ikke endnu. – Det passer ikke. Jeg har været der længe. Det er ulideligt at vente mere. – Du må forstå, at det at lide er noget, man selv vælger. Smerten undgår du ikke, men lidelsen er dit eget valg. Og jeg mener ikke kun fysisk. Jeg mener også mentalt.

12


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 13 SESS: 16 OUTPUT: Wed May 12 11:58:01 2010 /first/Forlaget_Republik/ODT2/923_Petit_Petit/Materie

– Forstår Miss Starr også det? sagde jeg og tænkte på hendes grådlabilitet. – Det ved du bedre end alle andre, at hun gør. Sportsdirektøren faldt væk. Jeg kunne mærke, at hans hjerne begyndte at vandre ved tanken om Miss Starr og hendes talenter. Hagestrygeriet startede igen. Jeg sukkede og lænede mig tilbage i stolen. Stak hånden ind i ærmet og rørte ved den spar ti, der var spændt rundt om håndleddet. Lige siden mit første år som professionel har jeg samlet spillekort. Vildfarne, tabte, gemte eller glemte spillekort. Lige meget hvilken ny by jeg er i, dukker der på et tidspunkt et kort op for mine fødder. Jeg samler det op og skriver dato og lokalitet på. 4. juni Colorado Springs, 27. oktober Toscana, 3. januar Lanzarote. Spar ti havde jeg fundet i flyet samme morgen. Det lå i stolelommen foran mig. Der var tegnet en blå krusedulle oven på Air France-logoet på bagsiden. Det lignede sådan en få-kuglepennen-til-at-virkeigen-krusedulle og var tegnet så hårdt, at jeg kunne mærke aftrykket på billedsiden. Jeg brugte en evighed på at overveje, hvilken eksakt lokalitet jeg skulle skrive. Endte med at skrive 30. december Himlen og satte kortet fast om håndleddet med en elastik. I hvert fald ikke nogen skidt start på den samtale, der ventede mig. Det er ikke tilfældigt, at kortene dukker op, og jeg tror, det er dem, der finder mig. Jeg har været over13


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 14 SESS: 16 OUTPUT: Wed May 12 11:58:01 2010 /first/Forlaget_Republik/ODT2/923_Petit_Petit/Materie

alt i verden. Alle hoteller ligner hinanden. Alle startområder og målområder er ens. Men der er ikke to ens kort i min samling. Hverken værdi, kulør, design, dato eller lokalitet. Jeg er sikker på, at det er meningen, at jeg skal samle et helt sæt. Tooghalvtreds kort, tooghalvtreds unikke lokaliteter. Og så sker der noget. Så sker det. Jeg får lov til at vise, hvad jeg rigtig kan. Lige nu er det sådan, at udefra set mener de fleste, at jeg er talentfuld. Det er præcis det, de siger. Udefra set er hun talentfuld. Journalisterne, kommentatorerne, konkurrenterne, talentspejderne. Men – der er altid et men – så holder de en pause, og så kommer men’et: Hun er så utålmodig, at hun spænder ben for sig selv. Nu er det bare sådan, at jeg ikke kan se det udefra, og indefra set kan jeg helt ærligt ikke få øje på forskellen mellem ambitiøsitet og utålmodighed. Og hvornår har der nogensinde været noget galt med ambitiøsitet? Det, jeg mangler, er held. Det kræver lige så meget held som talent at komme op ad stigen. Og for nogen også en portion af det held, der kan købes: epo, amfetamin, testosteron, kunstigt hæmoglobin. Jeg sværger, havde jeg råd, så tøvede jeg ikke et øjeblik. Men at hente vand til Miss Starr og ligge foran hende på nedkørslerne giver mig ikke råd til at købe mit eget held. Det er ikke helt sandt, at jeg ikke ville tøve. For jeg 14


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 15 SESS: 16 OUTPUT: Wed May 12 11:58:01 2010 /first/Forlaget_Republik/ODT2/923_Petit_Petit/Materie

er lidt sippet med nogle ting. Engang fik jeg tilbudt amfetamin i en omklædningstrailer i Milano. Det skulle sniffes. To gule baner til fri afbenyttelse. Jeg sagde pænt nej tak. Nægtede at få noget gult op i min næse. Jeg er heller ikke meget for sprøjter. Eller for at sluge piller. Heldet ville komme til mig, hvis jeg ikke var så sippet. Hvis jeg havde masser af penge. Hvis der fandtes testosteronmodificerede pastaskruer. Hvis og hvis. Eller tænk, hvis man var så heldig, at Sportsdirektøren skulle få rigtigt øje på en. Nogle gange mistænker jeg ham for at lytte mere til stemmerne om mig end til mig. På våde, vintertræningsdage med lavt hængende himler kan den tanke krybe ned i mine lår og gøre dem tunge. På de dage kan jeg også blive ramt af en anden tanke: Selv om jeg cyklede i bar røv, ville han ikke se mig. Ikke rigtigt. Jeg rømmede mig. Sportsdirektøren vendte blikket mod mig igen. – Jeg har fået et par opringninger hen over vinteren ..., sagde jeg, selvom jeg ikke havde. Sportsdirektøren lænede sig tilbage og slog ud med armene. – Petit ... – Du ved, bare nogle forespørgsler, ikke deciderede tilbud, men ... du ved. Jeg skubbede hagen ud. Det havde jeg set ham gøre 15


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 16 SESS: 16 OUTPUT: Wed May 12 11:58:01 2010 /first/Forlaget_Republik/ODT2/923_Petit_Petit/Materie

over for Sponsorerne, når han ville have sin pointe igennem. Pondusfjæset kalder mig og Miss Starr det. – Petit, hvad er det, du siger? Vil du være konge i lorteland? Hvem gider være konge i lorteland? Du er på verdens bedste cykelhold. Det er til enhver tid bedre at være lort i kongeland. Det forstår du ikke nu, men det vil du en dag. Du er på den rigtige plads, Petit. Der er mange, der ville gøre meget for at være i din position. – Det er lige præcis min position i denne her sæson, jeg godt kunne tænke mig at snakke om. – Du er på den rigtige plads, Petit. For teamet. For Miss Starr. – Hvad med for mig? – Jeg er ikke en lukket mand. Jeg hører dig. Vi snakker efter årets Tour, okay? Min rygrad mistede pusten, og jeg sank sammen i stolen. – Det sagde du også sidste år. Helt ærligt ... Det er vigtigt for mig, at jeg kan se, at jeg kommer videre. Det er det, der motiverer mig. Det motiverer mig ikke at blive verdens bedste hjælperytter. – Efter Touren, Petit. Få Miss Starr over stregen i den gule trøje. Så taler vi om det. – Jeg vil opad. Det er min tur nu. Jeg er klar. – Det kan godt være, du synes, at du er klar nu, Petit. Men er holdet klar? Det handler ikke kun om dig. Det handler om holdet. Og husk – hvis man vil frem her i verden, må man ofre noget. Smerten

16


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 17 SESS: 16 OUTPUT: Wed May 12 11:58:01 2010 /first/Forlaget_Republik/ODT2/923_Petit_Petit/Materie

er uundgåelig, lidelsen er valgfri. Sådan er det. Fokus, Petit, fokus. Sportsdirektørens telefon brummede. Han holdt en afventende hånd op foran mig, mens han samlede telefonen op og drejede læderstolen om mod panoramavinduerne. – Pronto, lød det bag ryglænet. Jeg rejste mig langsomt og listede hen mod døren. Jeg behøvede egentlig ikke liste på det tykke tæppe, men jeg gjorde det alligevel. Jeg lukkede også døren stille bag mig. Ude på gangen lænede jeg mig op ad væggen. Sæsonen var ikke engang startet, og min krop var allerede sæsonslutstræt. Jeg trykkede hårdt i mine øjenkroge med pege- og tommelfingeren, mens jeg tog dybe indåndinger. Fokus, Petit, fokus.

17


Petit Petit