Page 1


Pep Guardiola.indd 2

12/07/13 15.16


Guillem Balague

Pep Guardiola

Oversat fra engelsk af Henrik Eigaard

 

Pep Guardiola.indd 3

12/07/13 15.16


Pep Guardiola Oversat fra engelsk af Henrik Eigaard efter: Pep Guardiola. Another way of winning. The Biography First published by the Orion Publishing Group, London Copyright © 2012 Guillem Balague Copyright dansk udgave © 2013 People’sPress, København Omslag: Simon Lilholt/Imperiet Forsidefoto: All Over Press/Getty Images Sats og tilrettelægning: LYMI Tryk: Nørhaven, Viborg Bogen er sat med Minion ISBN 978-87-7137-256-4 1. udgave, 1. oplag Printed in Denmark 2013 Kap. IV oversat af John Jensen Im memoriam Henrik Eigaard (1963-2013)

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Ministeriet for børn og undervisning og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress · Ørstedhus · Vester Farimagsgade 41 · DK-1606 København V Forfatterbooking: www.artpeople.dk

Pep Guardiola.indd 4

12/07/13 15.16


Til min bror Gustavo (culé), min søster Yolanda (nyomvendt culé), Luis Miguel García (som aldrig vil blive culé) og Brent Wilks (som konstant minder os om, at fodbold ikke handler om liv og død)

Pep Guardiola.indd 5

12/07/13 15.16


Indhold

Forord Af sir Alex Ferguson 9 Rom, 27. maj 2009, Champions League-finale Prolog 15 I. Exit FC Barcelona 23 Hvorfor, hvorfor, hvorfor? Beslutningen 40

13

25

II. Peps rejse: fra Santpedor til Camp Nou 45 Det centrale torv i landsbyen Santpedor • En dreng hopper i en køjeseng på La Masía • Et træningspas på Camp Nou • En af sir Bobby Robsons første træninger • Luciano Moggi sætter sig for at spise frokost omgivet af livvagter • Brescias træningsanlæg • En lejlighed i det nordvestlige Mexico • UEFA Club Football Awards • En strand i Pescara • Camp Nou. Presserummet • Forreste sæde på et fly med kurs mod Kina III. Træneren 115 Begyndelserne 117 Den forbløffende 2-6-kamp på Santiago Bernabéu 147 Seks titler i ét kalenderår 160 Champions League-finalerne mod Manchester United 179 Pep og hans spillere 205 Pep Guardiola vs. José Mourinho 242 Afskeden. Men før den, endnu en finale 279

Pep Guardiola.indd 7

12/07/13 15.16


IV. Intro FC Bayern 305 Langt hjemmefra, München Sepp Guardiola 326

307

Appendix: Guardiola for begyndere La Masía 337 Statistik 342

335

Tak 347

Pep Guardiola.indd 8

12/07/13 15.16


Pep Guardiola.indd 22

12/07/13 15.16


I

Exit FC Barcelona

Pep Guardiola.indd 23

12/07/13 15.16


Pep Guardiola.indd 24

12/07/13 15.16


hvorfor, hvorfor, hvorfor?

I

november 2011, umiddelbart før det sidste træningspas inden   afrejsen til Milano til en gruppekamp i Champions League, bad   Pep, som var i gang med sit fjerde år som træner for førsteholdet, spillerne om at danne rundkreds. Han gik i gang med at fortælle den hemmelighed, som han, Tito Vilanova og lægerne havde haft for truppen, men han kunne ikke formulere det, han ville sige. Øjeblikkets alvor fik ham til at tabe mælet. Han var ængstelig og dårligt til mode. Hans stemme rystede, så lægerne tog over og forklarede situationens alvor for spillerne, mens Pep blev ved med at kigge ned i jorden og drikke fra sin evige flaske med vand. Den medicinske stab forklarede, at den assisterende manager, Tito Vilanova, Peps højre hånd og nære ven, skulle gennemgå en akut operation for at få fjernet en svulst fra sin ørespytkirtel – den største af spytkirtlerne – og at han derfor ikke ville kunne rejse med dem til Italien. To timer senere forlod Barcelonas spillere byen i en tilstand af chok. Pep virkede fraværende og indesluttet, og han gik for sig selv i dybe tanker. Mandskabet endte med at besejre Milan 3-2 på San Siro og placere sig på førstepladsen i gruppen efter en spændende kamp, hvor ingen af holdene koncentrerede sig om at forsvare, og tilskuerne blev forkælet med en konstant afvekslende forestilling med masser af chancer. Men trods resultatet forblev Pep nedtrykt. Livet er, som man siger, det, der sker, mens man har travlt med at lægge andre planer. Det er også det, som slår én i ansigtet og får én til at falde omkuld, bedst som man tror, man er uovervindelig; når man 25

Pep Guardiola.indd 25

12/07/13 15.16


pep guardiola

glemmer, at det at falde også er en del af livet. Guardiola, som grublede endnu dybere over alting, efter at hans ven blev syg, havde i den foregående sæson gennemgået en lignende proces, da Eric Abidal fik konstateret en svulst i leveren. Den franske venstre back kom sig tilstrækkeligt til at kunne indtage en mindre rolle i returkampen i Champions League-semifinalen mod Real Madrid i det, Pep senere beskrev som den “mest bevægende aften” på Camp Nou. Abidal kom ind i det 90. minut, da stillingen var 1-1, og Barcelona var på nippet til endnu en Champions League-finale efter at have besejret Madrid i den første kamp. Publikum gav ham stående ovationer, og det var lidt af en sjældenhed. Cataloniere er nemlig som englændere: De trives bedst i flok og viser helst deres følelser, når en bølge af kollektiv sindsbevægelse giver dem lejlighed til at udtrykke det, de ellers instinktivt undertrykker. Nogle uger senere gav Puyol, uden at Pep eller andre i truppen vidste det, Abidal anførerbindet, så det blev ham, som fik overrakt den europæiske pokal af Platini. Næsten et år senere meddelte lægerne den franske venstre back, at behandlingen var slået fejl, og at det var nødvendigt med en transplantation. Abidal og Vilanovas helbredsproblemer efterlod Guardiola rystet og ramt. Det var en uforudset, ukontrollabel situation for én, som foretrækker at være på forkant med udviklingen og gerne vil være klar med et beredskab, når uventede ting opstår. Men i disse tilfælde var han hjælpeløs. Der var ikke noget, han kunne gøre. Hvad værre var: Livet stod på spil for mennesker, han følte sig ansvarlig for. Efter sejren i Milano skulle Barcelona videre til Madrid for at møde et middelmådigt Getafe-mandskab. Kampen endte med et nederlag, så hverken Guardiola eller holdet, som ellers dominerede opgøret, men ikke magtede at slå til foran modstanderens mål, kunne dedikere en sejr til Tito Vilanova, som var ved at komme sig efter have fået svulsten fjernet i en vellykket operation. Barcelona tabte opgøret 1-0 på et koldt, halvtomt stadion, en af den slags kampe, som blev sværere og sværere at sætte sig op til for spillere og træner. Pep var irriteret over at have mistet tre point og over, at deres sæson alt for tidligt var ved at løbe af sporet. Real Madrid, som havde besejret lokalrivalerne Atlético Madrid 4-1 på udebane, var nu fem point foran og virkede ikke til at stoppe, sultne som de var efter succes og til at gøre en ende på Guardiolas æra. 26

Pep Guardiola.indd 26

12/07/13 15.16


hvorfor, hvorfor, hvorfor?

La Liga var ikke Peps eneste grund til at være i dårligt humør, og hans opførsel efter kampen bekymrede flere af spillerne. På flyveturen tilbage til Barcelona, tidligt om morgenen søndag den 27. november 2011, virkede Pep mere indadvendt og formørket end tidligere. Det kunne ikke kun være nederlaget, som gik ham på. Der var en ledig plads ved siden af ham i flyet, ud mod midtergangen, men ingen havde lyst til at sætte sig der. Det var dér, Tito Vilanova skulle have siddet. Skal man pege på et lavpunkt i Guardiolas tid som træner, var det dette. Andoni Zubizarreta havde på nærmeste hold set, hvor meget Titos sygdom påvirkede Pep – han havde bemærket det på rejserne til Milano og Madrid og i den måde, træneren opførte sig på ved træningerne før og efter disse kampe. Det var, som om han var punkteret og drænet for energi. Han virkede tyndere og ludende og forekom pludselig mere ældet og grå. Zubi ville ønske, at han dengang havde vidst, hvad han skulle sige til Pep for at trøste og støtte ham. Det ville måske ikke have ændret noget, men han fortryder det stadigvæk. Nu klarede Tito skærene i første omgang, men den uge bekræftede Peps anelser – han kunne ikke klare mere. Ikke mere ansvar, ikke mere søgen efter løsningsmodeller, ikke flere kriser og endeløse timer med arbejde og forberedelse væk fra familien. Det bekræftede en nagende tvivl, som havde siddet i ham siden oktober, da han umiddelbart efter Champions League-kampen mod Bate Borisov fortalte Zubi og præsident Sandro Rosell, at han ikke følte sig stærk nok til at fortsætte i endnu en sæson; at hans svar ville blive nej, hvis han blev bedt om at forny sin kontrakt. Det var ikke en endelig beslutning, men han gjorde sin stilling klar. Klubbens reaktion var øjeblikkelig: Han kunne få den tid, han behøvede, der var ingen grund til hast. Zubi, en livslang ven og kollega, kender Peps personlighed og vidste, at det var bedst ikke at lægge pres på ham. Sportsdirektøren håbede, at Peps udmelding kunne skyldes, at han følte sig træt og trist. Han havde tidligere oplevet Guardiola tage sådanne følelsesmæssige rutsjeture, dengang de var holdkammerater. På den anden side kunne Zubizarreta også huske engang, han havde været ude at spise med Pep i dennes første sæson med førstehol27

Pep Guardiola.indd 27

12/07/13 15.16


pep guardiola

det. Det var et møde mellem venner. Zubi arbejdede ikke i klubben på det tidspunkt, og Pep var stadig meget optaget af det arbejde, han lavede med holdet, og den måde, det blev modtaget på. Hans entusiasme var smittende. Men alligevel understregede han over for Zubizarreta, at hans stilling i Barcelona havde en udløbsdato. Det var en forsvarsmekanisme fra Peps side, for han vidste lige så godt som alle andre, at klubben typisk æder sine trænere med hud og hår og derefter spytter dem ud. Pep holdt fast i, at han på et eller andet tidspunkt ville miste spillernes tillid, hvorefter hans anvisninger ikke længere ville have samme vægt, og at det i længden ville være umuligt at kontrollere hele miljøet (medierne, præsidentens fjender i og omkring klubben, tidligere trænere og spillere). En af Peps venner, Charly Rexach – tidligere spiller og assistenttræner for Johan Cruyff og et stort klubikon – sagde altid, at en Barcelona-træner kun bruger 30 procent af sine kræfter på holdet. De resterende 70 procent bruger han på alt det andet, som er en del af pakken i så betydningsfuld en institution. Det havde Pep allerede fornemmet, dengang han var spiller, men så snart han blev træner, mærkede han øjeblikkeligt det konstante pres – og at Charlys udregning havde været korrekt. Johan Cruyff, som jævnligt spiste lange middage med Guardiola, forstod det også og havde allerede advaret Pep om, at det andet år ville blive hårdere end det første, og det tredje hårdere end det andet. Og hvis han kunne gøre sin egen tid med el dream team om, ville han have forladt klubben to år tidligere, end han gjorde. “Bliv ikke længere end nødvendigt,” sagde Cruyff til Pep. Så Zubizarreta vidste, det ville blive vanskeligt at få ham til at blive, men han ville alligevel gøre forsøget. Indimellem prøvede han at presse Pep for at finde en løsning, men Guardiolas svar på Zubis spørgsmål var altid de samme: “Du ved udmærket, hvor svært det er for mig”, og “Ja-ja, vi finder nok ud af noget.” Ved starten på 2011-12-sæsonen – efter at have vundet både mesterskabet og Champions League – holdt Guardiola et spillermøde, hvor han sagde: “I skal vide, at historien ikke slutter her. I må fortsætte med at vinde.” Og holdet fortsatte med at vinde sølvtøj: den spanske Super Cup, den europæiske Super Cup og VM for klubhold i december. 28

Pep Guardiola.indd 28

12/07/13 15.16


hvorfor, hvorfor, hvorfor?

Barcelona opererede med en lille trup, og David Villas skade og Abidals fravær betød, at der ikke var meget at skyde med. De brugte samtidig meget energi på pokalturneringen og Super Cup’en (begge steder slog de Real Madrid), og det kostede i La Liga. Barcelonas tilhængere støttede Pep, eftersom de alle var besatte af tanken om at bremse deres evige rivals genopblomstring. Puljekampen mod Milan i Champions League i september var et vendepunkt og et varsel for resten af sæsonen. Italienerne udlignede til 2-2 i de sidste minutter af kampen på Camp Nou – scoringen var en konsekvens af dårlig opdækning ved et hjørnespark – og Guardiola nåede til den konklusion, at holdet havde mistet noget af dets skarphed og ikke længere var så optaget af de små detaljer, som tidligere havde gjort det enestående. Nederlaget blev fulgt op af nogle temmelig dårlige resultater på udebane i La Liga, deriblandt 0-1-nederlaget til Getafe i november. Af og til spurgte Pep sig selv, om spillerne mon forstod ham lige så godt, som de havde gjort for år tilbage, og han overvejede grundene til, at det 3-4-3-system, han havde brugt i indeværende sæson, ikke virkede efter hensigten. Han tog chancer med sin startopstilling, som om han vidste, at der ikke ville komme en femte sæson. Han fornemmede, at det blev stadig sværere at styre sine spillere. Nogle ville få svært ved at forblive i fodboldverdenen, hvis de ikke hurtigt lagde stilen om. Dani Alves, som var blevet skilt fra sin kone i løbet af sommeren og kom for sent tilbage fra juleferie, fik midt i sæsonen en uge fri til lige at puste lidt ud. Det er ikke sket før i spansk fodbold i fuld offentlighed. Desuden oplevede backen et par gange, at han blev skældt ud foran de andre spillere, fordi han ikke fulgte taktikken, og det var et greb, Pep ellers sjældent anvendte. “Forsvarer ... først og fremmest er du forsvarer,” lød beskeden til Alves efter en kamp, hvor han gik mere med i angrebet, end han burde have gjort. Brasilianeren var imidlertid ikke tilfreds, da han blev sat ud på bænken. Det var han ikke ene om. Det kom bag på Pep at blive mødt med sure miner under kampene. Når han roste spillere som Puyol og Keita for deres attitude i forhold til at sidde på bænken, sendte han mellem linjerne en besked til de spillere, som var vrede over at blive skiftet ud. “Jeg er sikker på, at de har kaldt mig alt muligt, men alligevel har de hele tiden støttet holdet,” fremhævede han. 29

Pep Guardiola.indd 29

12/07/13 15.16


pep guardiola

Logisk nok voksede problemer af denne type sig større i løbet af sæsonen, sådan er det i alle omklædningsrum. Men enhver konflikt, selv den mindste og mest banale, betød, at der blev gnavet i de bånd, som Pep så møjsommeligt havde knyttet med sin trup. Indimellem var der også højdepunkter. Barcelona eliminerede Real Madrid i pokalturneringens kvartfinale, og Guardiola så ud til at have fundet tilbage til den gamle Pep fra de foregående sæsoner: energisk, udfordrende, utrættelig. Holdet var stadig med i kampen om alle trofæer, og bestyrelsen formodede, at succesen kunne få ham til at fortsætte, selvom hans tavshed om fremtiden var ved at blive et kritikpunkt hos enkelte bestyrelsesmedlemmer, som kaldte ham for “Dalai Lama” eller “Mystikeren.” På en måde var klubben låst, så længe Guardiola ikke havde truffet sin beslutning. Helt tilbage i november havde sportsdirektøren foreslået, at Tito Vilanova skulle efterfølge Pep – på en måde en logisk plan B, men også en taktik, som skulle få Pep til at se sit farvel for sig, og måske få ham til at ændre standpunkt. Klubben håbede i det stille, at Peps fødselsdag i januar kunne blive vendepunktet. To år tidligere, da han fyldte 39, havde Pep og hans kæreste Cris været til koncert med det catalonske band Manel. Hans også dengang manglende forlængelse af kontrakten var blevet noget, alle talte om, og bandet og de øvrige koncertgæster ændrede teksten i en sang, så de kunne ønske ham tillykke og kræve hans underskrift. Næste dag offentliggjorde Pep, at han blev i endnu et år. Da Pep den 18. januar 2012 fyldte 41, var Tito Vilanova vendt tilbage til holdet, Barcelona havde smadret Santos i finalen ved VM for klubhold i Tokyo, og klubben mente, at betingelserne var til stede for at Pep kunne skifte mening. Men bekræftelsen lod vente på sig. I de følgende måneder, helt frem til den 25. april 2012, da han slog fast, at hans beslutning var endelig, forsøgte både sportsdirektøren og præsident Sandro Rosell diskret at drøfte sagen med ham, også ved private selskaber. “Nå, hvordan går det?” spurgte Sandro ham ved et arrangement i februar, mens de stod omringet af catalonske politikere, og det var næppe det bedste tidspunkt at rejse spørgsmålet. “Det skal vi ikke tale om nu, hr. præsident,” lød Peps ligefremme svar. 30

Pep Guardiola.indd 30

12/07/13 15.16


hvorfor, hvorfor, hvorfor?

Rosell havde vundet præsidentvalget i juni 2010, efter at forgængeren Joan Laporta havde siddet tiden ud. Nogle måneder forinden havde Pep sagt ja til at blive i endnu en sæson, men han ønskede, at den nye mand på toppen skulle bekræfte aftalens indhold. To uger efter, at Rosell var blevet valgt, var kontrakten imidlertid stadig hverken underskrevet, forhandlet eller i det hele taget op. I mellemtiden var Dmitri Tjigrinski, som de sæsonen forinden havde købt for 25 millioner euro, blevet solgt tilbage til Sjaktar Donetsk for 15 millioner. Det var Guardiola ikke tilfreds med. Han ville ikke af med sin midterforsvarer, men han fik at vide, at klubben manglede penge til lønninger, hvilket var en anden måde at sige, at Laporta havde efterladt klubben i dårlig økonomisk forfatning. Reaktionerne på den økonomiske ballade kom hurtigt. Johan Cruyff, Peps mentor, returnerede den medalje, han som ærespræsident var blevet overrakt af Laporta – en meget sigende handling, som svarede til en krigserklæring mellem de to præsidenter. Handsken var kastet. Og Guardiola stod lige i midten af striden. Det var ikke ligefrem begyndelsen til et langvarigt venskab. I bestyrelseslogen havde der været masser af ballade, siden Rosell kom til: falske beskyldninger mod Barcelona om brug af doping var blevet fremsat på en landsdækkende radiokanal; Champions League-semifinalerne mod Real Madrid med alt hvad de indebar; det uafklarede spørgsmål om trænerens fremtid. Men den nye præsident foretrak i modsætning til den snakkesalige Laporta at holde lav profil, blandt andet fordi han ikke følte sig tilpas i rollen. Rosell havde en følelse af, han var bundet på hænder og fødder, fordi klubben havde placeret personen Guardiola på en piedestal, og at Rosell derfor var nødt til at følge trænerens linje i spørgsmål, som han normalt ville have erklæret sig uenig i, hvis han havde haft større autoritet. Det gjaldt blandt andet det store antal af assistenter, som Pep havde ansat, og de deraf afledte omkostninger, men først og fremmest købet af Cesc Fàbregas. Da Rosell, der ikke var til sinds at afslutte fejden med sin forgænger, anlagde en civil retssag mod Laporta for dårlig økonomisk forvaltning af klubben, som kunne have afstedkommet en fastfrysning af Laportas besiddelser og aktiver, mødtes Pep med den tidligere præsident over en middag. Han oplevede, hvordan hans ven, som 31

Pep Guardiola.indd 31

12/07/13 15.16


pep guardiola

havde givet ham hans første trænerjob, sad og græd åbenlyst. Laporta risikerede at miste alt, og hans tilværelse var ved at falde fra hinanden. Nogle dage senere sagde Guardiola på et pressemøde, at han var ked af det på Laportas vegne. Det var, mente Rosell-lejren, en “højest overraskende udmelding.” Situationen faldt til ro, og retssagen blev droppet, men intet bliver glemt på Camp Nou! Derfor var det heller ikke underligt, at Guardiola aldrig fik samme respekt for Rosell, som han havde haft for Laporta. Men en præsident skal ikke nødvendigvis elske én. Da Rosell i London, efter at have fået overrakt prisen for Årets Hold i Verden, blev stillet spørgsmålet, “Hvad vil der ske, hvis Pep forlader klubben efter sæsonen?” svarede han: “Der var liv i klubben før hans tid, og det vil der også være efter hans tid.” Nej, han skal ikke nødvendigvis elske én, men det ville have været gavnligt for klubben, hvis det ikke havde været så åbenlyst, at de to overhovedet ikke var på bølgelængde. “Lav en liste over de ting, du kunne tænke dig at gøre i næste sæson. Måske stemmer det, du skriver ned, overens med det, du har lyst til.” Zubizarreta blev ved med at prøve at overtale Pep. Han søgte efter en måde at få Guardiola til at reflektere over den beslutning, som han tilsyneladende var ved at tage. Pep grinede: “Det er ikke det rigtige tidspunkt,” gentog han. Den lette pression havde ikke nogen virkning, og så var det næsten bedre slet ikke at omtale sagen. Zubi skiftede taktik, og emnet blev derefter sjældent berørt i samtaler mellem præsidenten, sportsdirektøren og træneren. Det ville være op til træneren at meddele sin beslutning, når han var klar. Ligesom Zubizarreta, følte spillerne, at de kendte Guardiola ganske godt. Fyren, som jokede med dem og havde et nærvær, som fik dem til at rette sig op og høre efter. En træner, hvis optagethed af selv den mindste detalje gjorde dem bedre, og som forstod at videregive spillets hemmeligheder. Men der var også mange ting, de ikke forstod ved deres boss. De oplevede en kompleks mand med meget om ørerne, som altid grundede over tingene, nogle gang virkelig dybt. Han ville meget gerne tilbringe mere tid med sin kone og sine børn, 32

Pep Guardiola.indd 32

12/07/13 15.16


hvorfor, hvorfor, hvorfor?

men det lod sig ikke gøre, fordi han brugte hovedparten af sin tid på at vinde kampe. Det var det, han levede for, men nogle gange tænkte selv spillerne: Går han ikke for vidt? For Pep er overdrivelse præcis det, han har brug for, hvis han skal ramme de glimt af indsigt, hvor han pludselig kan se, hvordan den næste kamp vil forløbe, og hvordan den kan vindes; øjeblikket, som “giver mit fag mening,” som han selv udtrykker det. På trods af, at han havde 24 assistenter, var hans arbejdsdag længere end de flestes, og selvom klubben stillede en hær af eksperter til rådighed, som kunne analysere kampene, kunne han aldrig få sig selv til at slippe kontrollen med den del af jobbet. “Det mest fantastiske er at planlægge, hvad der skal ske i hver eneste kamp,” har Guardiola forklaret. “Hvilke spillere er til disposition, hvilke værktøjer kan jeg anvende, hvordan er modstanderen ... Jeg forestiller mig de situatio­ner, som kan opstå. Jeg forsøger altid at give spillerne den tryghed, som ligger i at vide, hvad der venter. Så har de lettere ved at gøre det rigtige.” Han føler sig mest i live, når han går fra opgave til opgave, fra deadline til deadline, fuldstændig fordybet i et eller flere projekter, og han er helt afhængig af den adrenalinrus, det giver. På én og samme tid tilfredsstilles og fortæres han af den måde at arbejde på, men der er ikke andre muligheder, og det stemmer overens med det løfte, han gav tilhængerne: “Jeg lover jer, at vi vil arbejde hårdt. Jeg tør ikke sige, at vi vinder, men vi vil i hvert fald gøre vores bedste. Spænd jeres sikkerhedsbælter, det bliver en sjov tur,” som han sagde ved præsentationen af truppen i sommeren 2008. Den arbejdsmoral, som hans forældre havde indpodet i ham, er i høj grad en del af den catalonske folkesjæl: At komme igennem livet ved hjælp af flid, omhu og et ærligt stykke arbejde. I det catalonske parlament sagde han i sin takketale, dengang han modtog den højest mulige udmærkelse for sin indsats for catalonske værdier i idræt: “Hvis vi står tidligt op, meget tidligt, og kommer ud af starthullerne, så er vi – tro mig – et land, som ikke kan holdes tilbage.” Pep har det med at sætte barren meget højt, og han plages altid af fornemmelsen af aldrig for alvor at være god nok. Måske ligner han én, der er stærk nok til at bære både en klub og en nation på sine skuldre, men han er meget følsom over for holdets reaktionsmønstre og vil nødigt skuffe tilhængernes forventninger. Eller sine egne. 33

Pep Guardiola.indd 33

12/07/13 15.16


pep guardiola

Han tilstod engang over for en nær ven: “Jeg kan udtænke de mest fantastiske løsninger på problemer, men nogle gange kommer spillerne i løbet af kampen på noget endnu bedre, som jeg overhovedet ikke havde overvejet. For mig er det et lille nederlag, for det betyder, at jeg ikke har tænkt mig godt nok om.” Træneren – og alle omkring ham – forsøger gennem træning og analyser af modstanderen at reducere risikoen for at blive overrasket i hver eneste kamp. Alle trænere ved før en kamp, hvordan den skal spilles, men i sidste ende er det hele op til spillerne, for en kamp kan ikke fjernstyres, og desuden rummer den utallige variationsmuligheder ude på banen. Hvordan kan man ellers forklare Iniestas mål på Stamford Bridge i 2009, da Barcelona ellers så ud til at have tabt kampen? For Pep er dét det forunderlige ved fodbold. Men samtidig også det frustrererende: At forsøge at gøre noget, som er så uforudsigeligt, forudsigeligt. Uanset hvor hårdt, han arbejder, er det en kamp, han er dømt til at tabe. “Guardiola elsker fodbold,” skrev hans ven, filminstruktøren David Trueba, engang. “Og han elsker at vinde, for det er dét, fodbold handler om – især hvis man gør det med stil. Han kommer med et system, og det eneste, han beder om, er, at man stoler på ham. Hvis han en dag fornemmer, at en spiller ikke gider, er ligeglad eller er skeptisk, selv efter en helt almindelig gang træning, bliver han ked af det og demoraliseret. Så er han er klar til at smide det hele.” “Det skal man imidlertid ikke lade sig narre af,” fortsætter Trueba. “Han er en fagmand, som er besat af detaljer, fordi han ved, at de kan afgøre kampe. Han har stor respekt for den klub, han arbejder for, og han gør en dyd ud af blot at være en del af det store maskineri, at arbejde for sin hyre og ikke at bede om så meget som en kop kaffe uden at betale for den. Han har intet ønske om at blive anset for at være en åndelig leder eller en guru. Han vil bare betragtes som en træner. En god træner. Alle de andre ting, både de gode og de dårlige, er byrder, som pålægges ham af et samfund, som leder efter forbilleder. Måske er folk trætte af fupmagere, snyltere, skurke – mennesker, som fremviser deres selviske opportunisme i medierne, i erhvervslivet eller i politik. Han er en del af dette samfund. Men han er en af de værdige repræsentanter for det, fordi han ganske enkelt bare forsøger at gøre sit arbejde så godt som muligt og som offentlig person prøver at få 34

Pep Guardiola.indd 34

12/07/13 15.16


hvorfor, hvorfor, hvorfor?

den sunde fornuft til at herske med samme stille værdighed. Som en god murer, der lægger sine sten, uden at nogen kigger eller klapper.” “En træner bliver aldrig færdig med sit arbejde,” har man ofte hørt Pep sige. Men en morgen, efter en af de aftener, hvor Pep (“en fodboldtosse”, enfermo de fútbol, som han kærligt er blevet kaldt af nogle af sine stjernespillere) var blevet på træningsanlægget for at gennemgå de videoer, som allerede var blevet dissekeret og analyseret af hans kolleger, så trænerstaben ham vandre rundt på banerne med et trist udtryk i ansigtet. Den entusiastiske Pep, de havde mødt dagen før, var nu blevet afløst af en stille Pep, hvis ord sagde noget helt andet end de indsunkne øjne. “Hvad er der galt?” spurgte en af hans kolleger. “I går skulle jeg have set min datter danse ballet, men det kunne jeg ikke.” “Hvorfor ikke?” spurgte hans ven overrasket. “Fordi jeg gennemså videoer med dem, vi skal møde næste gang.” “Hver dag regner jeg med, at det er i morgen, jeg stopper,” sagde Guardiola offentligt efter to år i jobbet. “Når man står i spidsen for noget, skal man altid huske på, at man har mulighed for at sige stop. Jeg arbejder bedst, hvis jeg ved, at jeg selv er herre over min fremtid. At være bundet til en kontrakt i lang tid piner mig. Det kan få én til at miste sin lidenskab. Det er derfor, jeg laver etårige aftaler. Hvis jeg kunne, ville jeg bare lave halvårlige ... Jeg har altid ment, at det afgørende er at finde ud af, hvad man i virkeligheden har lyst til, og det er noget af det sværeste overhovedet i vore dage. At finde ud af det er det, det hele handler om.” Men den dybere mening tabte han af syne i den sidste sæson. Han nød ikke engang de store europæiske aftener, for han var så plaget af bekymringer og usikkerhed. Skal jeg fortsætte? Er det bedst for Barcelona, hvis jeg bliver, eller har spillerne brug for andre virkemidler, hvis de skal holdes på tæerne? Hvordan kan jeg blive ved med at give Leo Messi det, han har brug for? Og Iniesta og Cesc og Alves? Kan jeg virkelig køre videre i en måned mere, et år mere? Hvordan bliver unge trænere gamle, hvis de har haft succes i så ung en alder? Ville det ikke være bedre med luftforandring? Roman Abramovitj havde i nogle år kendt til Guardiolas overvejel35

Pep Guardiola.indd 35

12/07/13 15.16


pep guardiola

ser og forsøgte at udnytte situationen. Han jagtede stædigt Pep i to år inden stoppet i Barcelona og prøvede ved mange lejligheder at overbevise ham om, at han skulle overtage tøjlerne på Stamford Bridge. Efter Ancelottis farvel til Chelsea i sommeren 2011 var klubejeren ved at få ram på sit bytte. André Villas-Boas var kun fjerdevalg til at afløse italieneren; før ham stod Guus Hiddink, José Mourinho og Pep, som i februar det år havde forlænget sin kontrakt med yderligere et år. I juni inviterede Abramovitj via en mellemmand Pep til i en helikopter at blive fløjet til et møde på sin yacht i Monaco. “Lad være med at fortælle mig den slags. Jeg vil ikke møde Roman, for så fordrejer han bare hovedet på mig,” lød det venlige svar fra Pep. Men Abramovitj vendte tilbage i Peps sidste måneder i Barcelona. To gange tilbød han Rafa Benítez en aftale på tre måneder, så han kunne køre sæsonen færdig efter fyringen af André Villas-Boas. Chelsea-ejeren troede, han derefter kunne overtale Pep til at droppe sit sabbatår og tage til Stamford Bridge umiddelbart efter at have forladt Barcelona. Chelsea-ejerens sidste tilbud, inden Pep Guardiola med udgangen af 2011/12-sæsonen forsvandt ud af syne for offentligheden, gik ud på, at han ville udnævne en midlertidig manager, som kun skulle være i klubben i én sæson, så døren derefter var åben for Pep, der kunne begynde at bygge en trup til 2013/14-sæsonen, når han ellers var klar til det. Chelsea var den første klub, som for alvor forsøgte at lokke ham. AC Milan og Inter skulle følge efter. En episode tidligere på sæsonen skulle få stor indflydelse på stemningen i spillertruppen i den resterende del af turneringen. Pep satte Messi på bænken til kampen mod Real Sociedad i San Sebastián, fordi han vurderede, at spilleren ville være træt efter at have spillet landskamp for Argentina. Det blev Leo så eddikesur over, at han næsten ikke rørte sig af stedet i de få minutter, han var på banen, og den følgende dag kom han slet ikke til træning. Siden den dag blev Messi aldrig sat på bænken igen. Der var god grund til at overveje Messis rolle. Pep havde skabt et mandskab, som havde den lille, rekordsættende argentiner som omdrejningspunkt, og der var en bunke af angribere (Ibrahimović, Eto’o, Bojan – selv David Villa var blevet sendt ud på fløjen, selvom 36

Pep Guardiola.indd 36

12/07/13 15.16


hvorfor, hvorfor, hvorfor?

han i sin tid var blevet lovet, at han skulle være Barças nummer 9), som var kommet og gået uden at have været i stand til at tilpasse sig den spillestil, som fordrede, at man underlagde sig Messi. Da holdet begyndte at klare sig dårligere, især på udebane, blev argentineren overdraget mere ansvar, og Pep udtog holdet, efter hvem der bedst kunne støtte ham. Messis forrang begrænsede imidlertid de andre spilleres ansvar og gjorde især de yngre spillere skrækslagne. Messi endte med at lave tilsammen 73 mål i alle turneringer i 2011/12-sæsonen. Til sammenligning nåede de næstmest scorende, Cesc og Alexis, 15 hver. Pep havde skabt et målmonster, men kollektivet led under det – og han vidste, at han var ansvarlig for det. Som Johan Cruyff udtrykte det: “Guardiola har skullet styre en masse egoer i omklædningsrummet. Derfor er det ikke overraskende, at han har mistet energien.” Pep Guardiola ringede til en af verdens førende managere for at stille ham et spørgsmål: Hvis balancen er ødelagt, hvad gør du så? Stopper du selv, eller skifter du spillere ud? Han fik det svar, han sikkert ikke havde ønsket: Du skifter spillere ud. Sådan havde sir Alex Ferguson altid gjort, men United-manageren er heller ikke typen, der nogensinde har følt, han stod i taknemmelighedsgæld til sine spillere. Det er Guardiola. Han giver forfærdelig meget af sig selv i sit trænerarbejde. For meget, faktisk. At ty til sovepiller for at falde i søvn og eller gå ture for at finde en eller anden form for følelsesmæssig ligevægt var ikke unormalt for Pep. “Uanset hvad jeg har præsteret tidligere, så hjælper det mig ikke nu. Hvis tilhængerne er begyndt at tvivle, er de i deres gode ret,” sagde han på et af sæsonens vanskeligste tidspunkter. Holdet var 13 point efter Real Madrid. Placeringen var stadig god, men ikke som i de foregående tre sæsoner. Holdet var begyndt at miste skarphed, og Pep følte, at han var skyld i det. Efter 3-2-nederlaget til Osasuna i Pamplona i februar sagde han: “Vi har begået for mange fejl. Jeg formåede ikke at forhindre fejlene, før de opstod. Jeg fejlede. Jeg gjorde ikke mit arbejde godt nok.” Men faktisk havde Pep et sidste es i ærmet. Ligesom Johan C ­ ruyff begyndte han at bruge omvendt psykologi ved offentligt at underspille og sige, at Barcelona “ikke vinder ligaen.” Det havde den ønskede virkning. Spillerne, som var begyndt at frygte, at deres træner over37

Pep Guardiola.indd 37

12/07/13 15.16


pep guardiola

vejede at forlade dem, ville bevise over for ham, at de stadig kunne, at de stadig var sultne. Barcelona halede ind på Madrid og nåede op på kun at være fire point bagud, men de var kommet for sent i gang. Nederlaget til Madrid på Camp Nou i maj betød, at titlen gik til Mourinho og arvefjenderne. Pep brokkede sig over dommerne på forskellige pressemøder i de sidste måneder af sæsonen, og det lignede ham ikke. Det var et forsøg på at finde undskyldninger, men afslørede blot, at Pep var ved at miste fokus. Efter en tid med uhørt succes (13 titler i sine første tre år med førsteholdet) følger der uundgåeligt en nedgangsperiode. Hvis man vinder hele tiden, mister man sulten. Pep prøvede at hindre den uundgåelige cyklus ved at arbejde endnu hårdere og bringe endnu større ofre. Selv det at passe på sig selv røg ned ad prioriteringslisten, og helbredsproblemer blev ignoreret så længe som overhovedet muligt, som for eksempel de rygsmerter, som i marts gjorde ham ukampdygtig i nogle dage. Spillermøderne indeholdt stadig grundige studier af modstanderne og blev gennemført med samme entusiasme og karisma som altid – men udførelsen haltede. Peps store tiltro til nye spillere fra ungdomsakademiet La Masia var iøjnefaldende. Han forventede åbenbart, at Tello (som begyndte på fløjen mod Real Madrid på Camp Nou i det, som skulle blive en nøglesejr for Mourinhos hold) og Cuenca (i startopstilingen i returkampen mod Chelsea i semifinalen i Champions League i 2012), var i stand til at gøre det bedre end Cesc, Alexis eller Pedro, som blev valgt fra. Kunne Barcelona tillade sig at lade så gode spillere sidde på bænken? Var Pep så tæt på truppen, at han ikke kunne se skoven for bare træer? Det var sådanne små, men betydningsfulde beslutninger, som spillede ind på sæsonens forløb, og at Guardiola i afgørende kampe erstattede erfarne landsholdsspillere med folk, som næsten var debutanter, fik mange til at løfte øjenbrynene. Det havde åbenlyst negativ indflydelse på selvtilliden hos de unge, som blev udtaget, men også på de erfarne spillere, som blev droppet. José Mourinho betragtede det hele fra Madrid med et skævt smil. Pep vil til enhver tid benægte det, men påvirkningen fra Mourinho 38

Pep Guardiola.indd 38

12/07/13 15.16


hvorfor, hvorfor, hvorfor?

og dennes forsøg på at destabilisere tingene spillede en rolle. Da han dagen inden sin sidste Clásico blev bedt om at fortælle, hvad han huskede fra de tidligere opgør, svarede Pep med lav stemme: “Jeg har ingen gode minder, hverken om sejrene eller nederlagene. Der har været for mange omstændigheder, som ikke havde noget med selve spillet at gøre, som har gjort en masse ting uforståelige for mig.” Virkelig? Han kunne ikke engang huske 2-6-udslettelsen på Bernabéu? Eller 5-0-resultatet i Mourinhos første Clásico, som af mange blev beskrevet som den bedste præstation nogen sinde? Trykket var enormt, ikke bare fra Mourinho, men også fra sportspressen i Madrid, som gik så vidt som til at fornærme Pep og antyde, at Barcelonas præstationer var blevet opnået ved brug af doping. For en følsom sjæl som Pep var den slags rigeligt til at viske selv de kæreste minder bort. Da sæsonen nærmede sig sin afslutning, blev hans beslutning definitiv – han ville forlade den klub, som takket være hans lederskab var blevet en af de mest beundrede på jordkloden. Da han traf den endelige beslutning, bestemte han sig for ikke at dele den med nogen, ikke engang sine forældre. Han skulle bare finde den rigtige måde at fortælle det på til klubben. Og til spillerne. Og til tilhængerne. Men hvordan? Hvis de bare vandt Champions League, ville alt blive meget nemmere.

Pep Guardiola.indd 39

12/07/13 15.16

Pep Guardiola  

Af Guillem Balague. Hvorfor stoppede Josep Guardiola som træner i FC Barcelona? Og hvorfor valgte han FC Bayern München som sin nye klub? D...

Advertisement