Page 1


2

Frank_Bøgh_Palle_Materie.indd 2

07/05/12 11.21


FRANK BØGH

PALLE SØRENSEN POLITIMORDER

  3

Frank_Bøgh_Palle_Materie.indd 3

07/05/12 11.21


6

Frank_Bøgh_Palle_Materie.indd 6

07/05/12 11.21


FORORD

Da jeg besluttede mig for at skrive historien om Palle Sørensen, gav det anledning til en række overvejelser af både personlig, moralsk og etisk karakter. For selv om Palle begik sine forbrydelser for 43 år siden, er mange mennesker stadig præget af deres oplevelser i 1965. Enten fordi de var vidner eller pårørende, eller fordi de var direkte involveret i sagen. Og så var der selvfølgelig hensynet til Palle Sørensen selv. Der er tale om en mand, som uden videre dræbte fire politibetjente, nærmest på grund af ingenting. En mand, der sluttede en nat med småtyverier af med et firedobbelt drab. Så godt som alle var dengang enige om at hade Palle Sørensen. Han blev med tiden et begreb, et ikon, selve indbegrebet af en iskold, hæmningsløs og professionel forbryder. Jeg blev selv ansat i politiet fire måneder efter drabene, og på det tidspunkt var Palle Sørensens forbrydelse et varmt samtaleemne, ikke mindst hos politiet. Der herskede blandt de fleste i korpset en generel og sammenbidt enighed om, at Palle Sørensen burde skydes 7

Frank_Bøgh_Palle_Materie.indd 7

07/05/12 11.21


ved først givne lejlighed. En noget ensidig og unuanceret holdning, der holdt sig år efter år. Palle Sørensen blev idømt lovens strengeste straf, fængsel på livstid. En gang for alle fik man uskadeliggjort manden, hvis handlinger fik hele samfundet til at ændre opfattelse af begrebet kriminalitet. Så gik årene, og da Palle Sørensen søgte om at blive benådet, begyndte hans navn igen at poppe op i medierne. Oftest bliver livstidsfanger benådet, når de har siddet omkring 14 år i fængsel, men ikke Palle Sørensen. Han blev tilsyneladende ved med at være så farlig, at han skulle blive siddende i fængsel. Det var de fleste enige om, selv om enkelte begyndte at tale Palle Sørensens sag og rejste spørgsmålet om, hvorfor denne mand åbenbart skulle behandles anderledes end alle andre livstidsfanger. Var det blot, fordi hans ofre havde været politifolk? Det var her, jeg begyndte at interessere mig for Palle Sørensen. Jeg vidste alt om de forbrydelser, han havde begået, men hvem var manden egentlig? Mine mange år i politikorpset havde lært mig, at selv de grusomste forbrydelser ikke er entydige og enkle at forklare, og at der i alle, selv de mest bizarre kriminal­ sager, eksisterer en mængde tilfældige omstændigheder, der siden viser sig at have spillet ind i de sekunder eller minutter, hvor forbrydelserne blev begået. Måske var det præcis her, det blev fascinerende for en gammel politimand, der efter 35 års arbejde i samfundets kloak har indset, at virkeligheden altid er anderledes, end man forestiller sig, langt mere tilfældig, nuanceret og kompliceret. Og måske også langt mere sønderrivende grusom i al sin stilfærdige uafvendelighed. Vi mennesker insisterer på at finde en mening i alt, hvad der sker. Der må og skal være en fornuftig forklaring, også på det rædselsfulde og grusomme. Men måske er sandheden den, at sådan en forklaring oftest 8

Frank_Bøgh_Palle_Materie.indd 8

07/05/12 11.21


slet ikke findes. Mange reagerer så ved selv at prøve at opfinde den. Mit ønske var at lære Palle Sørensen at kende. Jeg ville vide, hvad det var for en mand, der blev karakteriseret som en psykopatisk og farlig person, som først kunne løslades fra fængslet efter at have tilbragt over 45 år af sit voksne liv bag tremmer. Palle Sørensen accepterede, efter mange og lange samtaler, at fortælle om sit liv, med bemærkningen: “Jeg synes ellers selv, at jeg har været rigeligt i offentlighedens søgelys.” Jeg håber, at projektet er lykkedes. Under alle omstændigheder har mit arbejde med bogen gjort det klart for mig, at Palle Sørensen er en ganske almindelig mand, der ganske vist har begået en grusom forbrydelse, men som nu har afsonet sin straf, den hårdeste straf, der kan pålægges nogen. Han er et menneske på godt og ondt, som nu blot forsøger at leve sine sidste år i fred med sig selv og omverdenen. Denne bog skal bestemt ikke opfattes som en forsvarstale for Palle Sørensen. Alt er efter evne lagt ærligt og nøgternt frem og forhåbentlig på en måde, der giver læseren en chance for selv at bedømme, om retfærdigheden er sket fyldest. Jeg var selv ret tæt på at kunne have været et af ofrene i 1965 og mener, at jeg godt kan tillade mig at minde om de ord, som daværende justitsminister Frank Jensen udtalte, da han benådede Palle Sørensen: “Nok er nok.” Historien om Palle Sørensen kunne i sagens natur ikke skrives uden hans egen medvirken. Under vores talrige samtaler har han tålmodigt svaret på de hundredvis af spørgsmål, jeg har stillet. Hans tillid til mig har nærmest været grænseløs og uden forbehold. Det takker jeg ham for. 9

Frank_Bøgh_Palle_Materie.indd 9

07/05/12 11.21


Jeg vil også gerne udtrykke en stor tak til Palle Sørensens familie og til Lisbeth Vinding, Ove Kryger Rasmussen, Ole Pernø, Poul Erik Uhlig, Ole Hansen, Frank Jensen og de mange mennesker i politiet og Kriminalforsorgen og hos de sociale myndigheder, der har stillet deres viden til rådighed, men som ikke har ønsket deres navne nævnt. Endelig vil jeg takke mine to redaktører, Elisabet Svane og Kjeld Hybel. Tak for hjælpen.

10

Frank_Bøgh_Palle_Materie.indd 10

07/05/12 11.21


DET FØRSTE MØDE

Jeg stod og ventede på fortovet foran Café Fy & Bi. Klokken nærmede sig elleve, og det myldrede allerede med mennesker på Tingstedet i Valby, de fleste af dem var ældre mænd. Den skrå formiddagssol lagde et gyldent skær over Valby Langgade, som løber tværs gennem pladsen. På denne strækning er gaden smal og belagt med brosten, og den havde svært ved at rumme den til tider kaotiske trafik. Det lignede en ganske almindelig sommerdag. Efter et stykke tid fik jeg øje på en kraftig og forholdsvis høj mand lidt længere nede ad gaden. Han parkerede og låste sin Vespa Bravo knallert, der var sort og havde turkise hjul. Manden tog langsomt sin blå styrthjelm af, mens han kiggede sig søgende omkring. Uden at se ned lagde han hjelmen i en plastikpose fra Bilka, og så begyndte han at gå hen mod mig. Nu kunne jeg se, at han var en anelse duknakket. Han var iført cowboybukser og en beige vindjakke og gik søgende og lidt usikkert med Bilka-posen dinglende i venstre hånd. Han mindede om en hvilken som helst dansk pensio11

Frank_Bøgh_Palle_Materie.indd 11

07/05/12 11.21


nist, måske en af de lidt friskere, men selv om jeg på det tidspunkt kun havde set ham i avisen, oftest på 43 år gamle pressebilleder, var jeg ikke i tvivl. Jeg tog et skridt i retning af ham, rakte hånden frem og spurgte for en sikkerheds skyld: “Er du Palle Sørensen?” “Ja da,” svarede han. Han smilede venligt, tog min hånd og sagde: “Undskyld jeg kommer for sent, men du ved, jeg kommer hjemme fra min ældrebolig, og det kom fuldstændig bag på mig, at trafikken var så tæt her til formiddag.” Vi blev enige om at sætte os ved et af bordene uden for caféen. “Hvad vil du ha’, Palle?” “En Sprite, tak. Jeg drikker helst Sprite eller 7up.” Jeg gik ind til baren og bestilte, og kort efter serverede en ung kvinde drikkevarerne ved vores bord. Palle Sørensen hældte Sprite op i sit glas, tog en lille slurk og lænede sig lidt frem over cafébordet, mens han kiggede intenst og undersøgende på mig. “Hvad vil du gerne vide?” spurgte han. “Det hele,” svarede jeg og nippede til min cappuccino.

12

Frank_Bøgh_Palle_Materie.indd 12

07/05/12 11.21


OPTAKT TIL EN TRAGEDIE

Fredag den 17. september 1965 kom Palle Sørensen ud fra sin opgang på Italiensvej og satte sig ind i sin hvide Simca Versailles. Klokken var tæt på 22, og vinden havde først lige lagt sig efter en råkold og blæsende dag. Han startede bilen, kørte til højre ad Backersvej og videre ud til Sirgræsvej i Kastrup, hvor han skulle møde sin ven Norman Lee Bune. Et par dage i forvejen havde de to mænd aftalt at lave et par indbrud fredag aften, men de havde ikke talt om hvor. Det ville de finde ud af, når de mødtes. Palle Sørensen var, som så ofte før, bevæbnet. Hvorfor vidste han egentlig ikke. Inden han kørte hjemmefra, havde han taget sit skulderhylster på, som indeholdt en FN-pistol model P 35 med 14 skud i magasinet og en patron i kammeret. Han havde også en tysk P 38, som han lagde ind i bilens handskerum. Derudover medbragte han en Walther-pistol, kaliber 7,65. Alle våbnene havde fyldte magasiner. Normalt blev de kun brugt til at skyde til måls med, men Palle kunne godt lide den fornemmelse af sikkerhed, de ladte våben gav ham. Han var vild med våben – det vidste alle, der kendte ham. 13

Frank_Bøgh_Palle_Materie.indd 13

07/05/12 11.21


Da Palle kørte ind på Sirgræsvej, så han Norman Lee Bune gå og lufte sin hund langs fortovskanten. Palle havde regnet med, at Bune var klar til afgang og blev derfor lidt irriteret over at se ham der med hunden. Palle standsede bilen og vinkede afmålt. Det registrerede Bune, som nikkede og skyndte sig hjem med dyret. Bune boede i den sidste opgang i nogle gule husblokke. Efter et hurtigt farvel til sin kone var han nede på gaden igen og tog plads i Simcaen, hvorefter de kørte ind mod byen. Palle mente, at de skulle begynde med at bryde ind i en butik, og efter at have trillet lidt rundt og kigget, foreslog Palle at køre til Roskilde. En times tid senere cirklede de to mænd rundt i Roskilde bymidte. Bune anede ikke, hvor de skulle hen, og det gjorde Palle tilsyneladende heller ikke. De standsede ud for en bilforretning i byens sydlige udkant. Området var halvt beboelse, halvt industrikvarter. Der stod ‘Autoshop’ på facaden, som vendte ud mod Vindingevej, og Palle besluttede, at det var det rigtige sted. Han parkerede ud for en fabrik tæt ved butikken. Mændene steg ud af Simcaen og gik hen til forretningens hoveddør, som Palle dirkede op med sin låsepistol. Indenfor var der halvmørkt. De fandt døren ind til kontoret, hvor der stod et pengeskab. Palle så sig lidt omkring, åbnede et par skrivebordsskuffer og opdagede nøglen til pengeskabet i en af skufferne. Han låste pengeskabet op og fandt 425 kroner i kontanter. Pengene røg ned i lommen. På vej ud af forretningen fik Palle øje på et kompressorhorn og nogle plastikdunke med olie. Han lagde sagerne ned i en rød spand og tog det hele med sig. Sammenlagt havde Palle og Bune stjålet varer til en værdi af 164 kroner, ud over kontanterne. Ude på gaden sikrede tyvene sig, at Vindingevej fortsat lå øde hen. De gik hurtigt tilbage til bilen og kørte tilbage mod København. 14

Frank_Bøgh_Palle_Materie.indd 14

07/05/12 11.21


Nu var det egentlig meningen, at de skulle køre hjem til Bune og dele byttet, men de ændrede planen. Hvorfor ikke lave et par ekstra bræk på vejen? Palle kendte nogle butikker omkring Sundbyvester Plads, hvor han mente, der var noget at hente. Klokken lidt over to om natten parkerede Palle bilen ud for en møbelforretning på Amagerbrogade 238A. Gaden var mennesketom, så der var ingen grund til at gå bagom. De gik hen til indgangsdøren, hvor Palle forsøgte at åbne låsen med sin låsepistol. Det plejede han at kunne uden problemer, men denne gang måtte han opgive. Til sin store ærgrelse. I stedet forsøgte forbryderduoen sig i nabobutikken, Schous Sæbehus. Her lykkedes det Palle at dirke låsen op. Inde i forretningen hev de to mænd en mængde parfumer, dametasker og damestrømper ned fra hylder og op af skuffer. Samlet var der for 1.693 kroner. Desuden fjernede Palle 340 kroner fra kasseapparatet. De forlod forretningen, lukkede døren efter sig og gik hen til bilen, hvor de lagde tyvekosterne på bagsædet og satte sig ind. Bune kiggede på sit ur og konstaterede, at klokken var lige omkring tre. Han var træt og ville gerne hjem. “Vi tager lige kiosken på pladsen,” sagde Palle og pegede over mod Buskiosken, på Sundbyvester Plads. Bune nikkede, selv om han egentlig ikke orkede mere, og Palle kørte bilen ind på Sofienhøjvej og parkerede. De gik hen til kioskens bagdør, der lå ud til vejen. Der var ikke et menneske på gaden, så Palle Sørensen kunne med det samme begynde at skyde låsen op med sin låsepistol. På samme tid skete der noget tre andre steder i København. Noget, som i løbet af et par timer skulle udvikle sig til en katastrofe. Det første sted var Tårnby Politistation ved krydset Amager Landevej, Saltværksvej og Tårnbyvej. Stationen 15

Frank_Bøgh_Palle_Materie.indd 15

07/05/12 11.21


lignede nærmest en halvstor rødstensvilla. På nattjenesten mellem fredag den 17. og lørdag den 18. september var der fire politibetjente på arbejde sammen med overbetjent Axel Hansen og den vagthavende politiassistent Hans Petersen. Klokken tre kørte to af betjentene ud fra stationen i patruljevogn Ø 40, en lysegrøn Volvo 544, klar til to timers patrulje i politikredsen. De to politifolk i vognen var Henning Skov Hansen og hans makker Gert Søndergaard Harkjær. Det andet sted var Politigården i det indre København, hvor der på samme tid kørte en grøn Zephyr Six ud gennem porten. Den havde radiokaldesignalet 0 53 og havde fået Amager som sit køredistrikt. I vognen sad betjentene Aksel Dybdahl Andersen og hans makker, Elmer Gert Jeppesen. Det tredje sted var Station 4, en afdeling under Københavns Politi, der i dag ligger i Kastrup, men som dengang holdt til i en almindelig beboelsesejendom i gaden Under Elmene, en sidevej til Amager Boulevard. Også her var der vagtskifte klokken tre, hvor de unge politibetjente Gert Arboe og Ole Munk Jensen gik ud fra stationen og satte sig ind i patruljevogn 0 64, med Arboe bag rattet. Det var en gråblå Volvo 544, som holdt lige foran indgangen til stationen. Alle tre køretøjer meldte til radiotjenesten på Politigården, at de nu indledte deres patrulje. Radiotjenesten kvitterede, hvorefter der var stilhed på nettet. Det tegnede til at blive en af de nætter, hvor intet skete. Klokken var cirka tyve minutter over tre, da Palle og Bune var færdige inde i kiosken på Sundbyvester Plads. Palle havde taget 391 kroner fra kasseapparatet, og på en hylde fandt han desuden otte sæt spillekort, som han tog med. “Kom nu for helvede,” mumlede Bune, da de kom til16

Frank_Bøgh_Palle_Materie.indd 16

07/05/12 11.21


bage til bilen. Han var ved at blive nervøs og irriteret, turen havde varet for længe. Han ville hjem nu. Palle var også irriteret. Han stolede ikke længere på kammeraten, og under turen havde han besluttet, at det her var det sidste job, han nogen sinde ville lave sammen med Norman Lee Bune. Men Palle sagde ingenting. De kørte ud ad den tomme og bælgmørke Amager Landevej på vej mod Bunes lejlighed på Sirgræsvej. Ved krydset Saltværksvej og Amager Landevej var der rødt lys. Palle kørte helt ude i vejens højre side og havde tænkt sig at køre frem til krydset for at se, om der var tværgående trafik – ellers ville han køre over for rødt. Han ombestemte sig, fordi der i venstre vognbane holdt en mælkevogn, som også skulle svinge til venstre ad Saltværksvej. Palle lagde sig bag lastvognen og fulgte med rundt, da der blev grønt lys. Mælkevognen kørte langsomt, og først da den drejede til højre ad en af de første sideveje, kunne Palle sætte farten lidt op. Saltværksvej var også helt mennesketom. Men pludselig så de to mænd en bil, der i det fjerne kom kørende imod dem. Bune blev nervøs og sagde, at det var politiet, hvilket Palle afviste. Men da de kom tættere på, kunne han godt se, at det var en patruljevogn. Palle lod som ingenting, men Bune var så nervøs, at han hele tiden vendte og drejede sig for at se efter politibilen. Det var måske det, betjentene reagerede på. I hvert fald kunne Palle se i bakspejlet, at politivognen sænkede farten og vendte om, hvorefter den begyndte at køre efter Simcaen. “For helvede!” råbte Bune. “Bare tag det roligt,” sagde Palle. Han satte farten op og drejede til højre ad Æblerosevej, kørte ned til Sirgræsvej, drejede til højre og kørte efter få hundrede meter igen til højre, ad Therosevej. Han var 17

Frank_Bøgh_Palle_Materie.indd 17

07/05/12 11.21


knap drejet, før han drejede endnu en gang, nu til højre ad Hjertegræsvej og så tilbage til Æblerosevej. Palle forsøgte at ryste politibilen af. Tilbage på Sirgræsvej kørte han til Kastrupvej og til højre ud mod lufthavnen, og netop som de passerede lufthavnsterminalen, satte patruljevognen det blå blik og sirenen til. Palle trådte speederen i bund, drejede til venstre ad Amager Strandvej og kørte nordpå. Patruljevognen var omkring 50 meter bag dem. Og halede ind. Mændene i Simcaen gik mere og mere i panik. De vidste begge, hvad der ville ske, hvis de blev anholdt med tyvekoster i vognen. Palle ville komme i psykopatforvaring, mens Bune ville returnere til sikkerhedsforvaring. Den tanke var næsten ikke til at bære for Palle. Han hadede anstalten som pesten og frygtede at komme tilbage. Bune havde det på samme måde med sikringsanstalten. Samtidig vidste Bune, at han med sin kriminelle historie ville komme til at sidde inde i rigtig mange år, hvis han blev taget igen. Derfor sad han og mumlede for sig selv, at han ikke ville være med længere. Nærmest besværgende. Indimellem afbrød han sin mumlen og råbte: “Vi må gøre noget!” Men Palle kunne ingenting gøre. Han kørte og kørte, først panisk, efterhånden mere apatisk. Han begyndte at se hele situationen som en film med ham selv i hovedrollen. Det var, som om han så sig selv udefra. Det blå blinklys, lyden af sirenen, brølet fra motorerne. Han fornemmede pistolen i skulderhylstret. Hørte de løsrevne sætninger, han udvekslede med Bune. Men han kunne ikke sætte det sammen til en virkelighed. Det var som en film. Samtidig sad han og råbte højt for at få luft for panikken. Bune råbte også. De råbte for at overdøve hinanden. 18

Frank_Bøgh_Palle_Materie.indd 18

07/05/12 11.21


“Vi må skyde os fri, vi tager én hver,” skreg Bune. Palle svarede ikke, men rakte over og åbnede handskerummet, så Bune kunne tage den P 38, der lå derinde. “Vi tager én hver,” gentog Bune og greb den kraftige tyske militærpistol.

19

Frank_Bøgh_Palle_Materie.indd 19

07/05/12 11.21

Profile for bog.nu

Palle Sørensen - Politimorder  

Af Frank Bøgh. Palle og Bune gik mere og mere i panik. De vidste begge, hvad der ville ske, hvis de blev anholdt med tyvekoster i vognen. Pa...

Palle Sørensen - Politimorder  

Af Frank Bøgh. Palle og Bune gik mere og mere i panik. De vidste begge, hvad der ville ske, hvis de blev anholdt med tyvekoster i vognen. Pa...

Profile for bognu
Advertisement