Issuu on Google+


Af samme forfatter: Sanghunde Landet under verden Sultestrejken Danser Lad kun verden tumle sig

PP_Over Atlanten-P.indd 2

28/06/13 14.14


COLUM McCANN Over Atlanten ROMAN

På dansk ved Juliane Wammen

People’sPress

PP_Over Atlanten-P.indd 3

28/06/13 14.14


Over Atlanten er oversat fra engelsk efter TransAtlantic Copyright © 2013, Colum McCann All rights reserved Copyright denne udgave © People’sPress 2013 Omslag: Holly Macdonald med forsidefoto: Hulton Archive/Getty Images Bogen er sat med Baskerville hos An:Sats, Espergærde og trykt hos Bookwell 1. udgave, 1. oplag ISBN 978-87-7137-358-5 Printed in Finland 2013

Bogen er udgivet med oversættelsesstøtte fra Ireland Literature Exchange (oversættelsespuljen), Dublin, Irland. www.irelandliterature.com info@irelandliterature.com

www.artpeople.dk

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Ministeriet for Børn og Undervisning og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige tilladelse er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress • Ørstedhus • Vester Farimagsgade 41 • DK-1606 København V

PP_Over Atlanten-P.indd 4

28/06/13 14.14


Historien er aldrig stum. Uanset hvor meget de ejer den, ødelægger den og lyver om den, nægter menneskets historie at holde kæft. Trods døvhed og uvidenhed bliver den tid, der var, ved med at tikke inden i den tid, der er. – eduardo galeano

PP_Over Atlanten-P.indd 5

28/06/13 14.14


Denne roman er tilegnet Loretta Brennan Glucksman. Til Allison, og også til Isabella. Og selvfølgelig til Brendan Bourke.

Forfatteren takker John Simon Guggenheim Foundation for økonomisk støtte til at skrive og researche denne roman.

PP_Over Atlanten-P.indd 6

28/06/13 14.14


2012

H

uset lå helt ned til søen. hun kunne høre blæ-

sten og regnen piske over det vidtstrakte, åbne vand: Det slog mod træerne og borede sig ned i græsset. Hun begyndte at vågne tidligt om morgenen, endda før bør­ ne­ne. Det var et hus, som var værd at lytte til. Mærkelige lyde fra taget. I begyndelsen troede hun, det var rotter, der pilede over skiferpladerne, men hun opdagede snart, at det var måger, der fløj henover og lod østers falde ned på taget for at få skallerne til at åbne sig. Det skete mest om morgenen, somme tider ved skumringstid. Først ramte skallerne med et smæld, var så tavse et øjeblik, mens de sprang opad, så rullede de klirrende hen ad taget, inden de tumlede ned i det lange græs, der var plettet af hvidtekalk. Når en skal ramte præcist på spidsen, gik den op, men hvis den faldt sidelæns fra himlen, åbnede den sig ikke: Den lå tilbage som noget ueksploderet. 7

PP_Over Atlanten-P.indd 7

28/06/13 14.14


Mågerne dykkede elegant ned efter de åbne skaller. Efter at have stillet sulten kortvarigt baskede de endnu en gang ud mod vandet, i blågrå eskadriller. Snart begyndte værelserne at vågne, vinduer blev åbnet, skabe og døre, og blæsten fra søen fejede gennem huset.

PP_Over Atlanten-P.indd 8

28/06/13 14.14


Første bog

PP_Over Atlanten-P.indd 9

28/06/13 14.14


PP_Over Atlanten-P.indd 10

28/06/13 14.14


1919

skyggespil

D

et var et ombygget bombefly. en vickers vimy.

Lutter træ og lærred og ståltråd. Hun var bred og kluntet, men Alcock syntes alligevel, hun var en rap lille sag. Han gav hende altid et klap, når han klatrede ombord og lod sig glide ned i cockpittet ved siden af Brown. Én glidende bevægelse. Med hånden på gashåndtaget, fødderne på hammelen, følte han sig allerede flyvende. Det, han bedst kunne lide, var at stige op over skyerne og flyve i klart sollys. Han lænede sig ud over kanten og iagttog skyggespillet på det hvide under sig, hvordan det udvidede sig og trak sig sammen på skyernes overflade. Brown, navigatøren, var mere tilknappet – al den ståhej gjorde ham forlegen. Han sad fremadlænet i cockpittet, optaget af at opfatte de fingerpeg, maskinen gav ham. Han kunne aflæse blæstens form, men alligevel satte han sin lid til det, han faktisk kunne røre ved: kompasserne, kortene, libellen ved hans fødder.

11

PP_Over Atlanten-P.indd 11

28/06/13 14.14


det var på det tidspunkt i århundredet, hvor begrebet gentleman næsten var blevet en myte. Krigen havde rystet verden. Den ubærlige nyhed om seksten millioner døde rullede af avisernes store metalvalser. Europa var en smeltedigel af knogler. Alcock havde fløjet jagerfly. Små bomber dumpede fra flyets understel. En pludselig lethed i maskinen. Et spark opad i natten. Han lænede sig ud fra sit åbne cockpit og så paddehatten af røg stige op under sig. Hans fly rettede sig op og vendte næsen hjemad. I sådanne øjeblikke tørstede Alcock efter anonymitet. Han fløj i mørket, flyet var åbent mod stjernerne. Så dukkede en flyveplads op under ham med pigtråden oplyst som alteret i en fremmedartet kirke. Brown havde fløjet rekognosceringsmissioner. Han havde sans for flyvningens matematik. Han kunne forvandle en hvilken som helst himmel til en række tal. Selv nede på jorden fortsatte han med at regne og udtænke nye måder at lede sine fly hjem på.

begge mænd vidste præcis, hvad det ville sige at blive skudt ned. Tyrkerne havde opdaget Jack Alcock på et langdistancebombetogt over Suvlabugten og gennemhullede maskinen med maskingeværild, skød bagbords propel af. Han og hans to besætningsmedlemmer nødlandede på havet, svømmede i land. Nøgne blev de ført til et sted, hvor tyrkerne havde opstillet rækker af små træbure til deres krigsfanger. Udsat for vind og vejr. Ved siden af ham sad en waliser, som havde et kort over stjernebillederne, så Alcock øvede sine navigationsevner, mens han sad fanget under den sømbeslåede, tyrkiske nat: Bare ét blik på himlen, så kunne han se, præcis hvad klokken var. Men 12

PP_Over Atlanten-P.indd 12

28/06/13 14.14


Alcock ville allerhelst rode med motorer. Da han blev overflyttet til en interneringslejr i Kedos, byttede han sin Røde Korschokolade for en dynamo, vekslede sin shampoo til traktordele, byggede en række provisoriske ventilatorer af ståltrådsstumper, bambus, bolte, batterier. Teddy Brown var også endt som krigsfange, tvunget til at lande i Frankrig, mens han var på en fotorekognosceringsmission. En kugle smadrede hans ben. En anden flåede benzintanken op. På vej ned smed han kameraet ud, rev kortene i stykker, spredte stumperne. Han og hans pilot fik lempet deres B.E.2C ned på en mudret hvedemark, standsede motoren, rakte hænderne i vejret. Fjenden kom løbende ud af skoven for at slæbe dem væk fra vraget. Brown kunne lugte, at tanken lækkede benzin. En af tyskerne havde en tændt cigaret mellem læberne. Brown var kendt for at være reserveret. Med forlov, råbte han, men tyskeren blev ved at nærme sig med sin glødende cigaret. Nein, nein. En lille røgsky stod op fra tyskerens mund. Til sidst løftede Browns pilot armene og brølede: For fandenihelvede, stands! Tyskeren stoppede brat op, lagde hovedet bagover, stod stille, slugte den brændende cigaret, løb igen frem mod de to flyvere. Det fik Browns søn Buster til at le, da han hørte historien, lige inden også han drog i krig tyve år senere. Med forlov. Nein, nein. Som om en af tyskerens skjorteflapper stak ud, eller han ikke havde fået bundet sit snørebånd ordentligt.

brown blev hjemsendt inden våbenstilstanden og mistede sin hat højt til vejrs over Piccadilly Circus. Pigerne gik med rød læbestift. Deres kjolesømme steg næsten op til knæene. Han travede af sted langs Themsen, fulgte floden, indtil den krøb opad mod himlen. 13

PP_Over Atlanten-P.indd 13

28/06/13 14.14


Alcock nåede først tilbage til London i december. Han så mænd i sorte jakkesæt og bowlerhatte gå forsigtigt rundt mellem murbrokkerne. Han deltog i en fodboldkamp i en sidegade til Pimlico Road, hvor de sparkede rundt med en læderbold. Men han kunne allerede mærke, at han igen var i luften. Han tændte en cigaret og så røgen sno sig opad og forsvinde.

da alcock og Brown mødtes for første gang på Vickers-fabrikken i Brooklands i begyndelsen af 1919, kastede de et enkelt blik på hinanden og var straks klar over, at de begge havde brug for at viske tavlen ren. Udslette hukommelsen. Skabe et nyt øjeblik, råt, dynamisk, krigsløst. Det var, som om de ville tage deres ældre kroppe og stoppe deres yngre hjerter ind i dem. De ønskede ikke at huske de bomber, som var forsagere, eller styrtet eller brandene eller de fængselsceller, hvor de havde været indespærret, eller hvilke andre afgrunde de nu havde set i mørket. I stedet talte de om Vickers Vimy’en. En rap lille sag.

fra newfoundland blæste de fremherskende vinde østover, masede sig heftigt og hurtigt tværs over Atlanten. Knap tre tusind kilometer hav. Mændene kom med skib fra England, lejede værelser på Cochra­ne Hotel, ventede på, at Vimy’en skulle nå frem til havnen. Den ankom pakket ned i syvogfyrre store trækasser. Sent på foråret. Stadig frostbid i luften. Alcock og Brown hyrede et sjak til at få pakkasserne op fra havnen. De spændte kasserne på hestevogne, samlede flyet ude på flyvepladsen. Engen lå i udkanten af St. John’s, på en lav bakke, med et fladt stykke på tre hundrede meter, en sump i den ene ende 14

PP_Over Atlanten-P.indd 14

28/06/13 14.14


og en fyrreskov i den anden. Dage fyldt med svejsning, lodning, slibning, syning. Bomberummene blev erstattet af ekstra benzintanke. Det var det, der glædede Brown mest. De brugte bombeflyet på en helt ny måde: tog krigen ud af flyet, strippede maskinen for dens hang til blodbad. For at planere engen krympede de lunter på tændsatser, splintrede klippeblokke med dynamit, jævnede mure og hegn, fjernede tuer. Det var sommer, men luften havde stadig bid. Fugleflokke sejlede hen over himlen. Efter fjorten dage var pladsen klar. For de fleste mennesker var det bare et stykke jord, men for de to flyvere var det en fabelagtig aerodrom. De gik frem og tilbage på landingsbanens græs, iagttog vinden i træerne, holdt øje med tegn i vejret.

sværme af nysgerrige flokkedes for at se Vimy’en. Nogle af dem havde aldrig kørt i en bil, endsige set en flyvemaskine. På afstand så den ud, som om den var blevet formgivet efter en art guldsmed. Den var 42,7 fod lang, 15,25 fod høj, med et vingefang på 68 fod. Den vejede knap 6 ton, når de 3.950 liter benzin og 180 liter olie var fyldt på. Vingebelastning 11 pund pr. kvadratfod. Beklædningsstoffet havde tusindvis af individuelle sting. Bomberummene blev erstattet med nok brændstof til 30 timers flyvning. Den havde en maksimumhastighed på 89 knob, når man så bort fra vinden, en marchhastighed på 78 knob og en landingshastighed på 39 knob. Der var to vandkølede Rolls Royce Eagle VIII-motorer på hver 360 hestekræfter og 1.080 omdrejninger i minuttet, tolv cylindere i to rækker á seks styk, og hver motor drev en firebladet træpropel. Tilskuerne lod hænderne løbe langs skråstiverne, bankede på stålet, stak til vingernes stramme lærred med deres paraply15

PP_Over Atlanten-P.indd 15

28/06/13 14.14


er. Børn skrev deres navne med farvekridt på undersiden af skroget. Fotografer trak mørkt stof over deres apparater. Alcock stillede op til fotografering og skyggede med hånden for øjnene som en opdagelsesrejsende fra gamle dage. Tally-ho! råbte han, inden han sprang de tre meter ned i det våde græs.

i aviserne stod der, at alt var muligt nu. Verden var blevet lille. Folkeforbundet var under dannelse i Paris. W. E. B. Du Bois indkaldte til den panafrikanske konference med delegerede fra femten lande. Jazzplader kunne høres i Rom. Radioentusiaster brugte vakuumrør til at transmittere signaler hundredvis af kilometer. Inden så længe ville man måske kunne læse dagens udgave af San Francisco Examiner i Edinburgh eller Sydney eller Stockholm. I London havde lord Northcliffe fra Daily Mail udlovet 10.000 pund til de første, der landede på den ene eller den anden side af Atlanten. Mindst fire andre hold ville prøve. Hawker og Grieve var allerede styrtet i havet. Andre, som Brackley og Kerr, sad på flyvepladser langs kysten og ventede på, at vejret skulle slå om. Flyveturen skulle gøres på tooghalvfjerds timer. Nonstop. Rygterne ville vide, at en rigmand fra Texas ville forsøge, og en ungarsk prins, og, værst af alle, en tysker fra Luftstreitskräfte, som havde været specialist i langdistancebombetogter under krigen. Det forlød, at featureredaktøren på Daily Mail, en af lord Northcliffes underordnede, havde fået mavesår ved tanken om en mulig tysk sejr. – En tysker! En forbandet tysker! Gud fri mig vel! Han sendte journalister af sted for at finde ud af, om det 16

PP_Over Atlanten-P.indd 16

28/06/13 14.14


var muligt, at fjenden, selv efter nederlaget, kunne føre i kapløbet. På Fleet Street, nede ved ombrydningsbordet, hvor blysatsen blev lagt, gik han frem og tilbage og reviderede de eventuelle overskrifter igen og igen. Hans kone havde syet et Union Jack på indersiden af hans jakke, og det gned han på som en bedeklud. – Kom så, drenge, mumlede han for sig selv. – Et to et to. Så er det hjem, til go’e, gamle England.

hver morgen vågnede de to flyvere på Cochrane Hotel, spiste deres morgenmad, som bestod af grød, æg, bacon, ristet brød. Så kørte de gennem de stejle gader, ud ad Forest Road mod en græsmark, der var indpakket i is. Vinden blæste iskolde luftstrømme ind fra havet. De udstyrede deres flyvedragter med metaltråde, så de kunne lede varme fra et batteri, og de syede ekstra pels på indersiden af deres hjelme, deres handsker, deres støvler. Der gik en uge. To uger. Vejret holdt dem tilbage. Skyer. Uvejr. Vejrmeldinger. Hver morgen sørgede mændene for at være ordentligt barberet. Et ritual, de udførte i den fjerneste ende af flyvepladsen. De installerede et vaskefad af stål under et lærredstelt og brugte en lille gasbrænder til at varme vandet op. En hjulkapsel af stål blev brugt som spejl. De lagde barberblade i deres flyveudrustning, til når de landede: De ville være sikre på, at de, hvis de nåede til Irland, ville være friske, velbarberede, præsentable repræsentanter for Imperiet. I de stadig længere juniaftener strammede de slipsene, sad under Vimy’ens vingespidser og talte begejstret med de canadiske, amerikanske og britiske journalister, der samlede sig til flyveturen. 17

PP_Over Atlanten-P.indd 17

28/06/13 14.14


Alcock var seksogtyve år gammel. Fra Manchester. Han var slank, flot, modig, typen som så fremad, men stadig havde let til latter. Han havde kraftigt, rødt hår. Han var ungkarl, sagde, at han elskede kvinder, men foretrak motorer. Det bedste, han vidste, var at skille alle delene i en Rolls Royce ad og sætte den sammen igen. Han delte sine sandwich med journalisterne: Ofte havde brødet et tommelfingeraftryk af olie. Brown sad på trækasserne ved siden af Alcock. Han virkede allerede gammel som toogtrediveårig. Hans dårlige ben tvang ham til at gå med stok. Han var født i Skotland, men vokset op i nærheden af Manchester. Hans forældre var amerikanere, og han havde en svag amerikansk accent, som han dyrkede, så godt han kunne. Han betragtede sig selv som en mand med et ben på hver side af Atlanten. Han læste Aristofanes’ antikrigsdigte og indrømmede, at han intet ville have imod at være i luften konstant. Han var enspænder, men brød sig ikke om ensomhed. Nogle sagde, at han lignede en præst, men hans øjne lyste med en fjern blå farve, og han var for nylig blevet forlovet med en ung skønhed fra London. Han skrev kærestebreve til Kathleen, hvor der stod, at han ikke ville have noget imod at smide sin stok op mod stjernerne. – Du godeste, sagde Alcock, – skrev du virkelig det til hende? – Ja, det gjorde jeg. – Og hvad sagde hun så? – At jeg risikerede at miste stokken. – Ah! Hårdt angrebet. Ved pressemøderne tog Alcock føringen. Brown navigerede gennem tavsheden ved at fingerere med sin slipsenål. Han havde en lommelærke med brandy i inderlommen. En gang imellem vendte han sig bort, lindede på reverset og tog en slurk. Alcock drak også, men larmende, offentligt, lykkeligt. Han 18

PP_Over Atlanten-P.indd 18

28/06/13 14.14


lænede sig ind over baren på Cochrane Hotel og sang Rule, Bri­ ta­n­nia så falsk, at det var fyldt med affekteret humor. De lokale – mest fiskere, enkelte skovhuggere – hamrede i træ­bordene og sang sange om dem, de havde elsket og mistet på havet. Sangen fortsatte til langt ud på natten, længe efter at Alcock og Brown var gået i seng. Selv oppe på tredje sal kunne de høre sorgfulde rytmer gå over i bølger af latter og så, endnu senere, Maple Leaf Rag, hamret på et klaver. Oh go ’way man I can hypnotize dis nation I can shake de earth’s foundation with the Maple Leaf Rag

alcock og brown stod op ved solopgang, derefter ventede de på en skyfri himmel. Studerede vejret. Vandrede omkring på flyve­pladsen. Spillede gin-rommy. Ventede lidt mere. De skulle bruge en varm dag, en tydelig måne, en venligtsindet blæst. De regnede med at kunne klare flyveturen på under tyve timer. Fiasko in­ter­esserede dem ikke, men i al hemmelighed skrev Brown et testamente, efterlod alt, hvad han ejede, til Kathleen, lagde konvolutten i inderlommen på sin jakke. Alcock ulejligede sig ikke med at skrive testamente. Han huskede krigens rædsler, somme tider stadig forbløffet over at han overhovedet vågnede om morgenen. – Der er sgu ikke så meget mere, de kan udsætte mig for. Han gav Vimy’en et klask med håndfladen, kastede et blik på skyerne, som samlede sig langt ude mod vest. – Bortset fra mere pokkers regnvejr, selvfølgelig. 19

PP_Over Atlanten-P.indd 19

28/06/13 14.14


et blik ned fanger en række skorstene og hegn og kirketårne, blæsten kæmmer græsset til sølvskinnende bølger, floder der vælder ud over grøfter, to hvide heste løber vildt omkring på en mark, de lange bånd af asfalt går over i grusveje – skov, krat, kostalde, garverier, bådebyggere, fiskerhytter, torskefabrikker, fælled, vi svæver på et hav af adrenalin, og – Se! Teddy, dernede, en robåd på en å, og et tæppe på sandet, og en pige med spand og skovl, og kvinden der trækker lidt op i kjolen, og derovre, se den unge fyr i den røde trøje, der løber med æslet langs stranden, kom nu, sving rundt en gang til, glæd knægten med lidt skygge …

om aftenen den 12. juni flyver de endnu en prøvetur, denne gang om natten, så Brown kan afprøve sine Sumner-kort. Elleve tusind fod. Cockpittet er åbent mod himlen. Kulden er frygtelig. Mændene kryber sammen bag vindskærmen. Selv deres hårspidser begynder at fryse. Alcock prøver at mærke flyet, hendes vægt, hendes balance, hendes tyngdepunkt, mens Brown arbejder med sin matematik. Nede på jorden venter journalisterne på, at flyet skal vende tilbage. Flyvepladsen er markeret med stearinlys i brune papirposer, som danner en landingsbane. Da Vimy’en lander, blæser stearinlysene omkuld og brænder kortvarigt i græsset. Nogle af de lokale drenge kommer løbende med spande for at slukke flammerne. Flyverne kravler ned fra flyet til spredt bifald. Det forbavser dem, at en lokal journalist, Emily Ehrlich, er den mest alvorlige af dem alle. Hun stiller aldrig et eneste spørgsmål, men står der 20

PP_Over Atlanten-P.indd 20

28/06/13 14.14


bare i strikhue og handsker og skribler i sin notesbog. Lille og umoderne kraftig. I fyrrerne eller halvtredserne, måske. Hun går med voldsomme skridt hen over den mudrede landingsplads. Med en træstok. Hendes ankler er frygteligt opsvulmede. Hun ligner en kvinde, der burde arbejde i et konditori eller bag ­disken i en købmandsbutik ude på landet, men de ved, hun har en hvas pen. De har set hende på Cochrane Hotel, hvor hun i mange år har boet sammen med sin datter, Lottie. Den sytten­årige håndterer et kamera med overraskende lethed og stil, flirtende. I modsætning til sin mor er hun høj, tynd, livlig, nysgerrig. Hun har let til latter og hvisker til sin mor. Et sært par. Moderen forholder sig tavs; datteren tager billederne og stiller spørgsmålene. Det gør de andre journalister rasende, en ung pige på deres terri­torium, men hendes spørgsmål er skarpe, hurtige. Hvor stor vindmodstand kan lærredet på vingerne klare? Hvordan er det at se havet f­ orsvinde under sig? Har De en kæreste i London, mr. Alcock? Mor og datter holder af at skridte over markerne sammen, når dagen er omme, Emily op til hotelværelset, hvor hun sidder og skriver sine artikler, Lottie ned til tennisbanen, hvor hun spiller i timevis. Emilys navn står med store typer hen over torsdagens udgave af Evening Telegram, næsten altid ledsaget af et af datterens fotografier. En gang om ugen har hun frit slag til at dække lige, hvad hun har lyst til: fiskerikatastrofer, lokale stridsmål, politiske kommentarer, tømmerindustrien, suffragetterne, krigens ræd­ sler. Hun er berømt for sine sære sidespor. En gang, midt i en artikel om en lokal fagforening, brugte hun to hundrede ord på en opskrift på pund-til-pund-kage. En anden gang, midt i analysen af en af guvernøren for Newfoundlands taler, forvildede hun sig ud i den svære kunst at forhindre is i at smelte. Alcock og Brown er blevet advaret om at være på vagt, for 21

PP_Over Atlanten-P.indd 21

28/06/13 14.14


moderen og datteren har efter sigende en tendens til nostalgi og iltre, irske temperamenter. Men de kan godt lide dem begge, Emily og Lottie, den sære kant de giver folkemængden, moderens mærkelige hatte, hendes lange kjoler, hendes besynder­lige anfald af tavshed, datterens høje, hurtige skridt gennem byen med tennisketsjeren bankende mod lægge­ne. Desuden har Brown set Emilys reportager i Evening Telegram, og de er blandt de bedste, han har læst: I dag har himlen over Signal Hill taget fri. Hammerslag klinger over flyvepladsen som klare klokker. Hver aften går solen ned og minder mere og mere om månen.

de har planlagt at flyve fredag d. 13. Det er flyverens måde at snyde døden på: Vælg en skæbnedag, og byd den så trods. Kompasserne er blevet svunget, de transverse tabeller beregnet, radioen gjort klar, støddæmpergummiet viklet om akslerne, ribber­ne lakeret, lærredsdopen tørret, vandet i køleren renset. Alle nitterne og splitterne og stingene bliver kontrolleret og kontrolleret igen. Pumpe­reguleringshåndtagene. Magneterne. Batterierne, som skal opvarme deres flyvedragter. Deres sko er pudset. Termoflaskerne med varm te og bouillon bliver gjort klar. De omhyggeligt skårne sandwich bliver pakket ned. Lister bliver omhyggeligt afkrydset. Horlicks maltmælk. Fry’s chokoladebarrer. Fire stænger lakrids hver. En halvliter flaske med brandy til krisesituationer. De sætter kviste af hvid lyng fast indvendigt i deres pelsforede hjelme til at bringe dem held og placerer to tøjdyr – begge sorte katte – en i fordybningen bag vindskærmen, den anden spændt fast til en stræber bag cockpittet. Så driver skyerne nejende ind, regnen knæler over landet, og vejret sætter dem halvandet døgn tilbage.

22

PP_Over Atlanten-P.indd 22

28/06/13 14.14


på postkontoret i St. John’s hopper Lottie Ehrlich hen over et bur af skygger på gulvet, går hen til lugen med de tre tremmer, hvor postassistenten skubber den sorte celluloidskærm op for at se på hende. Hun lader den lukkede konvolut glide over disken. Hun køber et Cabot-frimærke til femten cent og siger til postassistenten, at hun også gerne vil have specialmærket til en dollar til en transatlantisk forsendelse. – Åh, siger han, – dem er der ikke flere af, unge dame, nej. De blev udsolgt for længe siden.

om aftenen sidder Brown ofte nedenunder i hotellets lobby og sender beskeder til Kathleen. Han er varsom med telegrafen, bevidst om at andre kan læse, hvad han har skrevet. Der er noget formelt over ham. Noget anspændt. Han går langsomt på trapperne for en mand i trediverne, spadserestokken slår hårdt mod gulvet. Tre glas brandy ruller igennem ham. Noget kommer i vejen for lyset og kaster skygge over gelæn­ de­ret, og han får øje på Lottie Ehrlich i det udsmykkede træspejl øverst på trappen. Den unge pige er et øjeblik spøgelsesagtig, hendes skikkelse dukker op i spejlet og bliver så klarere, højere, rødhåret. Hun har slåbrok på og natkjole og slippers. De bliver begge to lidt forskrækkede ved synet af den anden. – God aften, siger Brown med en let læspen. – Varm mælk, siger den unge pige. – Hvabehar? – Jeg er på vej ned for at hente varm mælk til min mor. Hun kan ikke sove. 23

PP_Over Atlanten-P.indd 23

28/06/13 14.14


Han nikker og letter på en imaginær hat, gør tegn til at ville gå forbi hende. – Hun sover aldrig. Hendes kinder er blussende røde, hun er lidt forlegen over at blive set på gangen i slåbrok, tænker han. Han letter igen på den ikkeeksisterende hat og skubber smerten ud gennem sit dårlige ben, går tre trin længere op, omtåget af brandyerne. Hun standser to trin under ham og siger, mere formelt end det er nødvendigt: – Mr. Brown? – Ja, unge dame? – Er De klar til kontinenternes forening? – Helt ærligt, siger Brown, – så ville jeg godt først have en ordentlig telefonforbindelse. Hun tager endnu et skridt til ned ad trappen, sætter hånden for munden, som om hun skal til at hoste. Det ene øje højere oppe end det andet, som om et meget genstridigt spørgsmål har sat sig fast i hovedet på hende for længe siden. – Mr. Brown. – Miss Ehrlich? – Ville det være til ulejlighed? Et hurtigt blik mod gulvet. Hun tier, som om hun lige har op­stil­let et antal vildfarne ord på tungespidsen, sære, små genstande som slet ikke bevæger sig, er umulige at få frem. Hun står stille, afvejer dem, tænker om de mon vil vælte. Brown forestiller sig, at hun, ligesom alle andre i St. John’s, gerne vil prøve at sidde i cockpittet, hvis der bliver endnu en prøvetur. Selvfølgelig helt umuligt, de kan ikke tage nogen med op, slet ikke en ung kvinde. De har ikke engang tilladt journalisterne at sidde i flyet, mens det står og venter på marken. Det er et ritual, en overtro, det er ikke noget, han vil kunne give lov til, han overvejer, hvordan 24

PP_Over Atlanten-P.indd 24

28/06/13 14.14


han skal fortælle hende det, han føler sig fanget nu, et offer for sine sene nattevandringer. – Ville det være til ulejlighed, siger hun, – hvis jeg gav Dem noget? – Selvfølgelig ikke. Hun springer op ad trappen og løber ned ad gangen mod sit værelse. Kroppens ungdom bevæger sig i den hvide slåbrok. Han kniber øjnene sammen, gnider sig i panden, venter. Måske en lykkeamulet af en slags? Et minde? En souvenir? Så fjollet, at have givet hende mulighed for overhovedet at sige noget. Skulle bare have sagt nej. Ladet det ligge. Være gået ind på sit værelse. Forsvundet. Hun dukker op for enden af gangen, bevæger sig skarpt og hurtigt. Hendes slåbrok afslører en trekant af hvid hud ved halsen. Han mærker et intenst og pludseligt stik af længsel efter at se Kathleen, og han er glad for den længsel, det vildfarne øjeblik, denne mærkelige, buede trappe, dette fjerntliggende hotel, de lidt for mange glas brandy. Han savner sin forlovede, så enkelt er det. Han ville gerne være hjemme. Lægge sig ind til hendes slanke krop, se hendes hår falde ned over hendes kraveben. Han holder lidt for stramt om gelænderet, mens Lottie nærmer sig. Et stykke papir i hendes venstre hånd. Han rækker sin egen frem. Et brev. Det er det hele. Et brev. Han ser hurtigt på det. Adresseret til en familie i Cork. På Brown Street af alle steder. – Min mor har skrevet det. – Virkelig? – Vil De lægge det i postsækken? – Slet ingen ulejlighed, siger han, vender sig endnu en gang på trappen, lader konvolutten glide ned i jakkens inderlomme.

25

PP_Over Atlanten-P.indd 25

28/06/13 14.14


næste morgen ser de Lottie komme ud fra hotellets køkken med det røde hår i uorden, slåbrokken lukket ved halsen, helt til. Hun bærer på en bakke med sandwich pakket ind i vokspapir fra slagteren. – Skinkesandwich, siger hun triumferende og sætter dem foran Brown. – Jeg har smurt dem netop til Dem. – Tak for det, unge dame. Hun går tværs over gulvet i restauranten, mens hun vinker over skulderen. – Det er journalistens datter? – Det er det. – Er de ikke lidt småtossede? siger Alcock, mens han tager sin flyverjakke på og ser ud ad vinduet på tågen.

en stærk blæst står ind vestfra i ujævne stød. De er allerede tolv timer forsinket, men nu er tiden inde – tågen er lettet, og de langsigtede vejrmeldinger er gode. Ingen skyer. Himlen ovenover synes malet på. Til at begynde med er vindstyrken høj, men vil sikkert lægge sig til omkring tyve knob. Senere vil der være en fin måne. De klatrer ombord til spredte hurraråb, spænder sik­ker­hedsselerne, kontrollerer instrumenterne endnu en gang. Et hurtigt honnør fra starteren. Kontakt! Alcock giver gas og sætter begge motorer på fuld kraft. Han giver signal til, at stopklodserne skal trækkes fri af hjulene. Mekanikeren læner sig ned, dukker ind under vingerne, stikker klodserne op i armhulerne, træder bagud, smider dem til side. Han strækker begge hænder i verjet. En hosten af røg fra motorerne. Propellerne snurrer. Vimy’en peger ind i stormen. Drejet svagt op mod blæsten. Opad. Af sted nu, af sted. Et pust af varm olie. Fart 26

PP_Over Atlanten-P.indd 26

28/06/13 14.14


og opdrift. Den ufattelige brølen. Træerne rejser sig truende i det fjerne. En afvandingsgrøft udfordrer i den fjerne ende. De siger ikke noget. Ikke Milde himmel. Ikke Kom så, gamle dreng. De rykker frem tomme for tomme, rumler ind i blæsten. Af sted, af sted. Flyets vægt ruller under dem. Bekymrende. Langsommere nu end nogen sinde. Op ad skråningen. Hun er tung i dag. Så meget benzin at bære på. Hundrede meter, hundrede og tyve, hundrede og halvfjerds. De bevæger sig for langsomt. Som gennem gele. Cockpittets trang­hed. Sved samler sig bag deres knæ. Motorerne slår hårdt. Vinge­spidserne giver sig. Græsset under dem svajer og bliver flået af. De bumper hen over jorden. To hundrede og halvtreds. Flyet løfter sig lidt og sukker igen, skurer hen over jorden. Gode Gud, Jackie, få hende op. Rækken af mørke fyrretræer står for enden af flyvepladsen, rejser sig truende, tættere, tættere, stadig tættere på. Hvor mange mænd mon er døde på den måde? Tag gassen af, Jackie. Sidelæns. Afbryd. Nu. Tre hundrede meter. Herre Jesus i himlen. Et vindstød løfter den venstre vinge, og de vipper let til højre. Og så mærker de det. En kold bølge af luft i maverne. Vi letter, Teddy, vi letter, se! En langsom stigen opad, en umådelig svag opløftelse af sjælen, og flyet er nogle få meter oppe i luften, næsen peger opad, vinden hvisler gennem stræberne. Hvor høje er de træer? Hvor mange mænd er døde? Hvor mange af os faldt? Brown forvandler træerne til mulige lyde i sit hoved. Slaget mod barken. Stænglernes sammenfiltring. Kvistenes knæk-knæk. Sammenstødet. Hæng på, hæng på. Halsen stadig sammensnøret af rædsel. De rejser sig lidt fra sæderne. Som om det kunne lette vægten af flyet under dem. Højere op, af sted. Himlen bag træerne er som et ocean. Løft den, Jackie, løft den for pokker, løft hende. Nu, træerne. Nu kommer de. Deres halstørklæder letter først, så hører de grenenes bifald under sig. 27

PP_Over Atlanten-P.indd 27

28/06/13 14.14


– det var tæt på! brøler Alcock over larmen.

de flyver direkte ind i vinden. Næsen hæver sig. Flyet sætter farten ned. En nervepirrende stigning op over trætoppene og de lave tage. Forsigtigt nu, så hun ikke staller. Lad hende blive ved med at stige. Højere oppe begynder de på en svag krængning. Roligt, kammerat. Få hende vendt. En statelig kurve, som er ren skønhed, ren balance, sin egen selvsikkerhed. De holder højden. Krænger mere nu. Indtil blæsten er bag dem, og næsen sænker sig, og de virkelig er på vej. De vinker ned til starteren, mekanikeren, meteorologerne, de få spredte tilskuere dernede. Ingen Emily Ehrlich fra Evening Telegram, ingen Lottie; mor og datter er allerede gået hjem, tidligt, færdige for i dag. De er gået glip af starten. Det var synd, tænker Brown. Han slår let mod jakkens inderlomme, hvor brevet stadig ligger. Alcock tørrer sveden af panden, vinker så til skyggen af dem selv på det sidste stykke landjord og styrer flyet på halv kraft ud over havet. En stribe af gylden strand. Både, der vipper på bølgerne i St. John’s havn. Legetøj i en lille drengs badekar. Alcock tager den primitive telefon og halvråber ind i den. – Hør, du gamle. – Ja? – Undskyld. – Undskyld for hvad? – Fik aldrig fortalt dig det. – Fortalt mig hvad? Alcock smiler skævt og kaster et blik ned på vandet. De har 28

PP_Over Atlanten-P.indd 28

28/06/13 14.14


fløjet i otte minutter, er tusind fod oppe med en medvind på omkring femogtredive knob. De krænger ud over Conception Bay. Vandet, et bevægeligt tæppe af gråt. Pletter af solskin og skærende lys. – Fik aldrig lært at svømme. Brown bliver kortvarigt overrumplet – tanken om at nødlande på havet, om at piske med arme og ben i vandet, flyde et øjeblik på en træstræber eller klamre sig til de rullende brændstofbeholdere. Men svømmede Alcock ikke i sikkerhed, da han blev skudt ned over Suvlabugten? For alle de år siden. Nej, ikke år. Kun måneder. Det forekommer Brown sært, meget sært, at en kugle for ikke så længe siden gennemborede hans lår, og nu, i dag, bærer han det fragment med sig over Atlanten, mod et ægteskab, en ny begyndelse. Sært, at han overhovedet er her, i denne højde, i dette endeløse grå, mens Rolls Royce-motorerne brøler i hans ører, holder ham svævende. Kan Alcock ikke svømme? Det kan ikke passe. Måske, tænker Brown, skulle jeg fortælle ham sandheden. Det er aldrig for sent. Han læner sig frem mod telefonens mundstykke, ombestemmer sig.

de stiger jævnt. Side om side i det åbne cockpit. Luften suser iskold om ørerne på dem. Brown slår en besked ind på morsenøg­len til kysten: Alt i orden og på vej. Telefonen er en række ledninger snoet om deres halse for at opfange talevibrationer. Til at lytte med har de høretelefoner stukket ind under de bløde hjelme. Tyve minutter inde i flyveturen rækker Alcock ind under hatten og flår de klodsede høretelefoner ud, smider dem ned i alt det blå. Pokkers generende, mimer han. 29

PP_Over Atlanten-P.indd 29

28/06/13 14.14


Brown svarer ved at vende tommelfingeren opad. En skam. Nu har de ingen kommunikationsmidler – kun nedgriflede sedler og gestikuleren, men de har for længst kortlagt hinandens bevægelser i deres hjerner: Hver trækning er en måde at tale på, stemmens fravær et nærvær af krop. Deres hjelme, handsker, jakker og knæstøvler er foret med pels. Under det har de Burberry-overalls på. I en hvilken som helst højde, på trods af den skrånende vindskærm, vil det være iskoldt. Som forberedelse har Alcock tilbragt tre aftener i et kølerum i St. John’s. En nat lagde han sig på en stabel indpakket kød og faldt ikke i søvn. Et par dage senere skrev Emily Ehrlich i Evening Telegram, at han stadig lugtede som friskskåret oksekød.

hun står sammen med sin datter i vinduet på anden sal med hænderne på trærammen. Først er de sikre på, at det må være en illusion, en fugl i forgrunden. Men så hører hun de fjerne knald fra motorerne, og de ved begge, at de er gået glip af øjeblik­ket – heller ikke noget fotografi – og alligevel er der en sær op­stemt­hed ved at se det på afstand, hvordan flyet forsvinder mod øst, sølvfarvet, ikke gråt, indrammet af hotelvinduets objektiv. Dette er menneskets sejr over krigen, udholdenhedens triumf over erindringen. Derude ligger den blå himmel skyfri og ubrudt. Emily holder af lyden af blækket, der stiger op i hendes fyldepen, lyden af dens hætte, der bliver skruet til. To mænd flyver uden stop over Atlanten for at ankomme med en postsæk, en lille, hvid lærredspose med 197 breve med et særligt frimærke, og hvis de klarer det, vil det være den første luftpost fra den Nye Verden til den Gamle. En helt ny tanke: Transatlantisk luftpost. Hun afprøver udtrykket, kradser det ned 30

PP_Over Atlanten-P.indd 30

28/06/13 14.14


på papiret, igen og igen, transatlantisk, trans atlas, transatlantisk. Afstanden endelig brudt.

drivende isbjerge under dem. Det oprørte, furede hav. De ved, at der ikke er nogen vej tilbage. Fra nu af er det hele matematik. At forvandle brændstoffet til tid og afstand. At sætte gashåndtaget til den optimale forbrænding. At kende vinklerne og kanterne og strækkene derimellem. Brown tørrer fugten af sine flyverbriller, rækker om i det lille rum af træ bag hovedet, tager sandwichene frem, pakker vokspapiret op. Han rækker en til Alcock, som holder den ene behandskede hånd på rattet. Det er en af mange ting, som får Alcock til at smile: Hvor utroligt det er at gumle på en skinkeog-smør-sandwich, som er smurt af en ung kvinde på et hotel i St. John’s mere en tusind fod nede. Sandwichen bliver kun bedre af, hvor langt de allerede er nået. Lyst brød, frisk skinke, lidt mild sennep blandet i smørret. Han rækker om efter termoflasken med varm te, skruer låget af, slipper en tynd stribe damp ud. Larmen ruller gennem deres kroppe. Til tider gør de den til musik – en rytme der dirigerer sig selv fra hoved til bryst til tæer – men så bliver de løftet ud af rytmen, og den bliver igen ren støj. De er udmærket klar over, at de kan blive døve på turen, og at brølet kan slå sig ned i dem for evigt og deres legemer komme til at bære rundt på den som menneskelige grammofoner, sådan at de, hvis de nogen sinde når over til den anden side, stadig, altid, på en eller anden måde vil høre den.

31

PP_Over Atlanten-P.indd 31

28/06/13 14.14


at holde sig til den lagte kurs er et spørgsmål om genialitet og magi. Brown må navigere med alle forhåndenværende midler. Baker-navigationsapparatet står på gulvet i cockpittet. Kurs- og afstandsmåleren er spændt fast til siden af skroget. Afdriftsmåleren er klemt ind under sædet sammen med en libelle til at måle krængning med. Sekstanten er spændt fast på instrumentbrættet. Der er tre kompasser, og de vil hver især lyse op i mørket. Sol, måne, skyer, stjerner. Hvis alt andet svigter, har han bestiknavigation. Brown lægger sig på knæ på sit sæde og kigger ud over kanten. Han vender og drejer sig, laver udregninger efter horisontlinjen, udsigten over havet og solens position. På en notesblok skriver han: Hold hende nærmere 120 end 140, og så snart han har rakt sedlen tværs over det lille cockpit, bevæger Alcock styregrejerne en anelse, trimmer flyet, holder det på trekvart kraft, opsat på ikke at presse motorerne for hårdt. Det minder så meget om at have med en hest at gøre, ­måden flyet ændrer sig på over en lang rejse, vægten, der ændrer sig med det afbrændte brændstof, motorernes galop, trækket i styre­ grejernes tøjler. For hver halve time bemærker Brown, at Vimy’en er en smule tungere i næsen, og han ser Alcock trække rattet bagud for at rette flyet op. Alcocks krop er i konstant kontakt med Vimy’en: Han kan ikke løfte hænderne fra styregrejerne, ikke så meget som et øjeblik. Han kan allerede mærke smerten i skuldrene og fingerspidserne: ikke engang nået en tredjedel af vejen og allerede nu har den sat sig i hver eneste fiber.

32

PP_Over Atlanten-P.indd 32

28/06/13 14.14


som barn tog Brown ind til galopbanen i Manchester for at se hestene. På hverdage, når jockeyerne trænede, løb Brown på indersiden af Salford-banen, rundt og rundt, gjorde cirklen større, jo ældre han blev, pressede omkredsen udad. Den sommer, han blev syv år, kom ponyekspressens ryttere på besøg fra Amerika og satte deres wild west-forestilling op ved Irwellfloden. Hans folk. Fra hans mors og fars land. Amerikanere. Brown ville gerne vide, præcis hvem han var. Cowboys stod ude på marken og svingede deres lassoer. Der var vilde heste, bisonokser, muldyr, æsler, cirkusponyer, nogle wapitihjorte. Han vandrede omkring i de store, malede kulisser med præriebrande, støvstorme, vindhekse, tornadoer. Men det mest forbløffende var indianerne, som spankulerede omkring i tesalonerne i Salford med deres overdådige hovedpynt. Brown fulgte efter dem for at få deres autografer. Charging Thunder var medlem af sortfodstammen. Hans kone, Josephine, var skarpt­skydende cowgirl og gik med elegante læderfrakker og seksløberhylstre. Sidst på sommeren fik deres datter Bessie difteri, og da hun blev udskrevet fra hospitalet, flyttede de til Thomas Street i Gorton og blev naboer til Browns tante og onkel. Hver søndag eftermiddag cyklede Brown ud til Gorton og forsøgte at stirre ind ad husets vindue i håb om at se skæret fra hovedpyntens mønter. Men Charging Thunder havde ladet sig klippe korthåret, og hans kone stod iført forklæde ved komfuret og lavede Yorkshire-pudding.

et par timer inde i turen hører Brown et svagt smæld. Han tager sine flyverbriller på, læner sig ud over skroget, ser den lille propel på radioens generator snurre virkningsløst rundt et øjeblik, knække og så falde af. Ingen radio længere. Ingen 33

PP_Over Atlanten-P.indd 33

28/06/13 14.14


kontakt med nogen. Snart vil der ikke længere være varme i deres elektriske dragter. Men ikke bare det. Ét smæld kan føre til flere. Et enkelt sted med metaltræthed kan få hele flyet til at falde fra hinanden. Brown kan lukke øjnene og se flyets skakbræt. Han kender manøvrerne ud og ind. Tusind små mulige træk. Han kan godt lide at se sig selv som bonden i midten, langsom, metodisk, fremadrykkende. Der er en form for angreb i roen, som han holder fast i. En time senere lyder der en klapren, som for Alcock minder om et Hotchkiss-maskingevær. Han ser over på Brown, men han har allerede fundet ud af det. Brown peger ud mod motoren til styrbord, hvor et stykke af udstødningsrøret er begyndt at revne og gå itu. Det gløder rødt, så hvidt, så næsten gennemsigtigt. En sværm af gnister står op fra motoren, da et stykke beskyttende metal knækker af. Det flyver opad et øjeblik, næsten hurtigere end selve flyet, og suser væk i deres slipstrøm. Det er ikke skæbnesvangert, men de ser begge to på det knæk­kede rør, og som for at svare dem bliver larmen fra motoren dobbelt så høj. De vil være nødt til at leve med det resten af turen, men Alcock ved, hvordan motorens brølen kan få en flyver til at falde i søvn, at rytmen kan få en mand til at døse hen, inden han rammer bølgerne. Det er hårdt arbejde – han kan mærke maskinen i sine muskler. Hvordan det rykker i hans krop. Sindets udmattelse. Hele tiden undgå skyerne. Hele tiden på udkig efter en synslinje. Forsøge at skabe en horisont. Hjernen der opfinder falske krængninger. Det indre øre der skaber ligevægt mellem drejningerne, indtil det eneste, man virkelig kan stole på, er drømmen om at nå frem.

34

PP_Over Atlanten-P.indd 34

28/06/13 14.14


da de når ind i lagene mellem skyerne, er der ingen panik. De trækker i de pelsforede hjelme, retter på flyverbrillerne, vikler tørklæderne for munden. Så begynder det. Rædslen for at alt skal gå i et. Udsigten til at flyve i blinde. Skyer over os. Skyer under os. De må navigere i rummet imellem. De stiger op for at undslippe, men der er stadig skyer. De dykker. Stadig skyer. En tæt vådhed. Kan ikke bare blæse dem væk. Jeg vil puste og pruste. Deres hjelme, ansigter og skuldre er gennemblødt af fugtigheden. Brown læner sig tilbage og venter på, at det skal klare op, så han kan lede flyet ordentligt. Han holder udkig efter et solglimt på vingen eller et strejf af blåt, så han kan finde en hori­ sontlinje, lave en hurtig udregning, tage solhøjden for at finde en længdegrad. Flyvemaskinen svinger fra side til side, slingrer i turbulensen. Det pludselige tab af højde. Det føles, som om deres sæder forsvinder under dem. De stiger op igen. Den uophørlige larm. Bumpet. Hjertet springer et slag over. Mens lyset bliver svagere, møder de endnu et hul i det øverste lag skyer. Den røde sol på vej ned. Under dem får Brown et kort glimt af havet. En kurve af skønhed i brøkdelen af et sekund. Han griber libellen fra gulvet. Vipper den, retter den op. En hurtig beregning. Vi er på omkring 140 knob, overordnet rette kurs, en anelse for meget syd og øst. Tyve minutter senere møder de endnu en stor skybanke. De stiger til et hul mellem lagene. Vi kommer ikke over skyerne inden solnedgang. Vi bør vente på mørket og stjernerne. Kan du komme over ved for eksempel 60 graders længde? Alcock nikker, krænger flyet, snor det langsomt gennem luften. Rød ild spytter gennem tågen. De kender begge til de puds, hjernen kan spille en, hvis man bliver fanget i skyerne. Man kan tro, at flyet ligger vandret 35

PP_Over Atlanten-P.indd 35

28/06/13 14.14


i luften, selv om det ligger på siden. Maskinen kan være vippet nedad mod sin undergang, og de flyver bare gladelig af sted, eller måske styrter de i vandet uden varsel. De må holde udkig efter ethvert glimt af måne eller stjerner eller horisontlinje. Den vejrmelding var ikke meget værd, grifler Brown, og han ser af Alcocks reaktion, den måde han blidt dæmper motorens kraft på, hvordan hans bevægelser bliver lidt mere forsigtige, at han også er bekymret. De slår kraverne op mod vejrets våde klask. Fugtperler glider op ad den åbne vindskærm. Batteriet i sædet mellem dem sender svage varmeimpulser gennem lednin­gerne i deres dragter, men kulden omkring dem er bidende. Brown lægger sig på knæ på sit sæde, læner sig ud over kanten for at se, om han kan få øje på et hul, men der er ikke noget. Ingen sigtbarhed. 6500 fod. Flyver udelukkende på bestik. Vi er nødt til at komme op gennem det øverste lag skyer. Varmen forsvinder også hurtigt!

knoglerne i deres ører kimer. Rabalderet sætter sig fast inde i deres hoveder. Deres sinds små, hvide rum. Brølet af larm fra den ene væg til den anden. Der er tidspunkter, hvor Brown føler, at motorerne prøver at bryde ud gennem hans øjne, en metalgenstand der er blevet til et vilddyr, umulig at slippe af med.

regnen kommer først. Så sneen. Udsigt til slud. Cockpittet er designet til at holde det meste vejr i skak, men hagl kan flå lærredsvingerne i stykker. De søger op til den blødere sne. Intet lys. Ingen lindring. De kryber sammen, mens uvejret buldrer omkring dem. Mere sne. 36

PP_Over Atlanten-P.indd 36

28/06/13 14.14


Hårdere nu. De søger nedad igen. Fnuggene stikker i kinderne og smelter ned ad halsen. Snart begynder det hvide at samles i driver om fødderne. Hvis de kunne komme op over det og kigge ned, ville de se et lille, åbent rum med to hjelmklædte skikkelser, der pisker gennem luften. Ja, mærkeligere endnu. Et rum der bevæger sig, i mørket, i den hylende blæst, to mænd, hvis overkroppe bliver hvidere og hvidere. Da Brown lader sin lommelygte lyse på kontrolpanelet bag sit hoved, ser han, at et lag sne er begyndt at lægge sig på udluftningsrørets manometer. Ikke godt. De har brug for manometret for at undgå problemer med karburatoren. Han har gjort det her før, vendt sig i cockpittet, rakt farligt langt op over sit eget hoved, men aldrig i den slags vejr. Men det skal gøres. Ni tusind fod over havet. Hvad er det for en galskab? Han kaster et blik på Alcock, mens de rider på et lille turbu­ lensbump. Bare hold hende vandret. Nytter ikke at fortælle ham det nu. Kan ikke svømme, gamle dreng. Ville næppe få et smil frem på hans læber. Brown retter på handskerne, trækker øreflapperne tæt til, hiver tørklædet helt op over munden. Han drejer sig i sædet. Det dunker i hans dårlige ben, når han bevæger sig. Højre knæ mod kanten af skroget. Så venstre knæ, det dårlige af dem. Han griber fat i stræberen og trækker sig op i et voldsomt sus af blæst. Kuldens kloroform. Luften skubber ham bagud. Sneens stikken i kinderne. Hans gennemblødte tøj klæber til hals, ryg, skuldre. En lysekrone af snot fra hans næse. Blodet trækker sig ud af kroppen, fingrene, hjernen. Opgiver de fem sanser. Forsigtigt nu. Han strækker sig op i den tærskende vind, men kan ikke helt nå. Hans flyverjakke er for uhåndterlig. Han lyner den op, mærker vindens sus mod brystkassen, strækker sig bagud, slår sneen af manometrets glasskive med spidsen af sin kniv. 37

PP_Over Atlanten-P.indd 37

28/06/13 14.14


Over atlanten