Issuu on Google+


Andre bøger af samme forfatter: De mindste – godt begyndt i daginstitution og dagpleje (med Rikke Sværke Madsen og Rie Haslund, 2009) Skæld mindre ud (2007) Det dobbelte Barn – Klassiske tekster om barnets leg, indre liv og ydre verden (med Hugo Hørlyck Karlsen, 2006) Skældud (2002) Børn og institutioner (2001) Andre Måder (i serien Grænser eller ej? med Kim Rasmussen og Søren Smidt, 1998) Op Lille Hans – om skolestart og læsning (1998) Om børn og deres virkelighed – før og nu (1995) Voksnes syn på børn og opdragelse (i serien Grænser eller ej? med Ole Varming, 1994)  Er opdragelse nødvendig (1993)

Tiderne_Sigsgaard-NEJ-P.indd 2

01/03/14 13.20


Erik Sigsgaard

Om børn og unges

NEJ Farvel til lydighedskulturen

TIDERNE SKIFTER

Tiderne_Sigsgaard-NEJ-P.indd 3

01/03/14 13.20


Om børn og unges NEJ Copyright © 2014 Erik Sigsgaard Forlagsredaktion: Claus Clausen Sat med Minion hos An:Sats, Espergærde Tryk: ISBN 978-87-7973-627-6

Udgivet med støtte fra Statens Kunstråd

TIDERNE SKIFTER · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf. 33 18 63 90 · Fax 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter.dk · www.tiderneskifter.dk

Tiderne_Sigsgaard-NEJ-P.indd 4

01/03/14 13.20


INDHOLD

INDLEDNING  7 DE VOKSNES NEJ  13 Autoritær opdragelse 13 • Voksenmagt 19 • Voksnes nej for børnene 20 NEJ’ET OG INSTITUTIONALISERINGEN  28 Når læreren mobber eller skælder ud 33 • Institutionaliseringen strammes 34 • Institutionaliseringen og den sociale praksis 36 • Hvad siger de institutionaliserede børn og deres voksne? 38 • Vente på tur 42 • Det institutionaliserede menneske 44 NEJ’ET OG POLITIKKEN  47 Lydighed og straf 47 • Modstrømmen 49 • Amerikansk ideologi og pædagogik tager over 53 • Det sete afhænger af øjnene, der ser 53 • En historisk ekskursion 60 ADHD  63 Udbredelsen 64 • Behandlingen 65 • Kritikken 65 • Ondets rod 66 BØRNS REAKTION PÅ DE VOKSNES NEJ  70 Da børnene samlede underskrifter 70 • Emil fra Lønneberg og sammenstødet med skolen 72 • Børnehaven kender mig ikke 74 HVORDAN UDTRYKKER BØRN DERES NEJ  76 Drengen der ikke kunne synke 76 • Det indgribende nej 78 • Et lille barn, der slet ikke er født endnu 79 • Det omskrevne nej 80 • At gå hjemmefra 80 • Når børn bliver afvis 82 • Det elektroniske nej 84 • Summa summarum 88 HVORFOR SIGER BØRN NEJ?  90 De frydefulde nej’er 90 • Selvregulering 91 • Selvreguleringen og et nyt syn på pædagogikken 92 • Det selvregulerende spædbarn 94

Tiderne_Sigsgaard-NEJ-P.indd 5

01/03/14 13.20


HVAD SIGER BØRN NEJ TIL  101 Den nødvendige tvang 102 • Når børn siger nej til de voksnes nej 102 • Når voksne siger nej til at sige nej 112 • Siger du nej, bestemmer vi, at du skal ekskluderes 113 • Når børn siger nej til de voknes skal 114 • Lerets farve 116 AT SIGE NEJ TIL SIG SELV  117 „Det vigtigste er børnehave, skole, arbejde og eksamen“ 117 AT TAGE BØRNS NEJ ALVORLIGT  119 At fortryde og sige undskyld 121 • At give børn flugtmulighed 123 • Flugtvejen 125 • At hjælpe børn ind igen 126 EN SKOLE, DER PASSER TIL DAGENS BØRN OG UNGE  128 At hjælpe 129 • Ro i klassen 130 • Kroppen i klassen 132 • Selvevaluering 133 • Når mine børn siger nej 134 • Skældud 136 • Bag lukkede døre – at være lærer i dag 137 • Inklusion – og eksklusion 137 • At arbejde kritisk 138 AT TAGE BØRN OG UNGE ALVORLIGT – I GYMNASIET  141 Hvorfor kan børn og unge blive skoletrætte 141 • Undervisning eller læring 142 • Ansvar 142 • Rammer for arbejdet i klassen 143 • Skældud 144 • Når eleverne siger nej 145 • Kollegerne 147 • Og dog er der håb 148 UNGES SKOLEERINDRINGER  149 Hvad kan ligge bag volden? 150 • Fysisk vold 151 • Verbal vold 152 • Eksklusion 153 • Lærermobning 154 • Elevernes nej 154 FOREBYGGELSE  160 At tage børnenes perspektiv 160 • Trøst til den, der slår 161 • Pigen, der ikke ville skiftes 162 • Skattejagten 163 • At respektere børn 164 • En pølsehistorie 165 • Tiden er børnenes tid 167 AT SE KRITISK PÅ SIG SELV  169 Når madglæden trues 169 • Når de voksne godt må, mens børnene ikke må 170 • Nogle voksenråd 171 VORES FANTASTISKE BØRN  173 NOTER  176 LITTERATURLISTE  182

Tiderne_Sigsgaard-NEJ-P.indd 6

01/03/14 13.20


INDLEDNING

Hvilken vidde eller farve den andens verden får, er jeg med til at bestemme med min holdning til ham. Jeg er med til at gøre den vid eller snæver, lys eller mørk, mangfoldig eller kedelig – og ikke mindst er jeg med til at gøre den truende eller tryg. K.E. Løgstrup

Forestil dig, at dit barn eller din tidligere elev siger nej til at deltage i mobning på arbejdspladsen, har styrke til at afvise seksuel chikane, tør sige nej, også når alle andre siger ja. De fleste forældre, pædagoger, lærere eller trænere ville blive glade for det. Nej’et til at følge flokken, fordi de er de fleste, modet til at afvise seksuelle overgreb, nej’et til at udelukke eller skade og forfølge dem, der opleves som anderledes, alt det er da også centralt i opbygningen af åbne fællesskaber og demokratiske samfund. Man kunne derfor forestille sig, at man i opdragelse og uddannelse satte alt ind på at støtte børn i at sige nej. Men tværtimod kræver man oftest af børnene, at de lydigt skal sige ja til voksenverdenens præmisser og krav. Og hvis de siger nej, risikerer de eksklusion eller sanktioner. Eller at blive betegnet som børn „med udfordringer“. Dette tilsyneladende misforhold mellem det, voksenverdenen gør ved børnene, og det, den ønsker af dem, når de vokser op, er temaet for denne bog. Men hvad er det, børn og unge siger nej til? Når de bliver pludselig afbrudt i deres intense optagethed, siger de nej. Når voksne skælder ud, bebrejder eller kræver, siger 7

Tiderne_Sigsgaard-NEJ-P.indd 7

01/03/14 13.20


de nej. Når de bliver sat til noget, de ikke vil eller tør, sætter de sig til modværge og siger nej. Det er alt sammen krænkelser af barnets og den unges vilje, integritet og selvbestemmelse. Men er der også nej’er, der stikker endnu dybere? Siger nogle børn ligefrem nej til den barndom, de bliver tilbudt? Den institutionaliserede barndom. Og hvad var det egentlig, der var så særegent ved den ikke-institutionaliserede barndom? Forfatteren Tage Skou-Hansen skriver: „Dengang myldrede det med voksne, børn og dyr alle vegne. Køer og heste og grise og høns … Og der var områder, som ikke blev dyrket. Engdrag og krat og stumper af skov. I dag var der tomt. Man så ikke nogen. Hverken mennesker eller dyr. Hverdagslivet var væk. Det hele var blevet bart og ensartet … Der er ingen skygger mer … Ingen steder man kan gemme sig eller gå på opdagelse.“1 Børnelivet i storbyen er levende beskrevet af tegneren Ib Spang Olsen i hans erindringsbog. Der var store ubebyggede arealer her og der og vandhuller og voksne, der var i gang med deres – for børn at se på eller måske hjælpe til med. I min barndom kom vi alle i Kræn Jonasens skov, ikke meget større end et frimærke for en voksen at se, men for børnene et kosteligt fristed. Her kom de voksne aldrig. Man skulle forcere både grøft og hegn for at komme ind i skoven. Jeg var der 60 år efter. Ingen nedtrådte stier. Ingen spor af de levende. Men ejendommene lå der rundt omkring, og der boede både voksne og børn i dem. Tilfældet ville, at jeg et par dage efter var i Klaksvig med en færøsk bekendt. Vi kom forbi en øde strand midt i byen. „Dér legede børnene for 25 år siden,“ sagde hun. „Var det ikke farligt?“ „Se den bænk,“ sagde hun, „der sad de gamle mænd, og de så efter børnene.“ I dag var både de gamle mænd og børnene institutionaliserede. Det samme dér som her. By og land tømt for det brogede liv. Tømt for børn, for gamle, for dyr, for arbejdende mennesker. Livet er gået indenfor og har lukket døren. Og det er gået hurtigt. End8

Tiderne_Sigsgaard-NEJ-P.indd 8

01/03/14 13.20


nu i 1950’erne og 1960’erne kunne man se flokke af børn i landskabet. Alt dette hører man sjældent om, for „sådan er det jo bare“, og „man kan ikke skrue udviklingen tilbage“. At færdes frit uden overvågning, at se på voksne, der er i gang, at hjælpe til, og at gøre egne erfaringer. Mon alt det kan tages fra børn, uden at de reagerer, kæmper imod og siger nej? Det er utænkeligt. Ethvert sundt og rask menneske, ung som gammel, vil kæmpe imod, hvis det berøves sin frihed. Det enkleste svar er altså: Børn siger nej, fordi de har mistet deres hverdagsliv og deres mulighed for at færdes frit. Men dette svar og denne forståelse findes ikke i den offentlige debat og den pædagogiske diskurs. Hvis et barn stritter imod, siger nej, slår fra sig eller slynger skældsord mod læreren eller pædagogen, så siger man ikke: „Det er da klart, han/hun er jo blevet anbragt her uden at have ønsket det, kan ikke bevæge sig frit omkring, ikke arbejde med, ikke lege løs.“ I stedet rettes det kritiske søgelys mod barnet: Han er grænsesøgende, hun vil aldrig med, han slår. Man forsøger at opdrage disse onder væk med formaninger, restriktioner, „konsekvenser“, time-out, skældud og bebrejdelser. Forældrene forventes at „bakke op“ om institutionens pædagogik. De må helst ikke mildne luften for barnet, lade det sidde selv og tage en mad, når det er sultent, eller lade det lege frit. Det er at modarbejde institutionen/skolen. Også forældrene skal tvinge barnet ind under faste rammer; på den måde støtter de skolens/institutionens pædagogik. Men det går jo galt, mest på de mest institutionaliserede af institutionerne. Stadig flere må have psykologisk eller psykiatrisk behandling, der bliver stillet diagnoser og udskrevet ritalin til børn fra 4-5 årsalderen. Barnet føler sig forkert, fordi det bliver set som forkert; over 20 % forlader institutionssystemet i en socialt hjælpeløs tilstand, idet de ikke kan læse og skrive. 9

Tiderne_Sigsgaard-NEJ-P.indd 9

01/03/14 13.20


Og det sker, fordi barnets nej ikke forstås. Når barnet skriger i afmagt: „I er dumme, skøre, jeg hader jer!“ så ser det for voksenverdenen ud, som om det er barnet, der er noget i vejen med. Men undersøgelserne, diagnoserne og genopdragelsesprogrammerne hjælper ikke rigtigt. Og det kunne jo være, fordi børnenes vanskeligheder kun er symptomer på grundlæggende brist og mangler i deres opvækstvilkår. Sagt ganske enkelt – og dog så svært at forstå: Et vanskeligt barn er et barn, der har det vanskeligt. Vi lever samtidig i en tid, hvor barnets grundlæggende rettigheder er stadfæstet i FN’s børnekonvention, hvor det i de fleste lande er forbudt at slå og fængsle børn, og hvor børns arbejde ikke må udnyttes. I stadig flere familier, institutioner, skoler og ikke mindst på fritidsområdet har børnene og deres meninger også langt bedre plads i dag end tidligere. Børn skal ikke længere tie, når de voksne taler, må gerne sige imod, og deres lyst og vilje skal respekteres. Læs om det sidst i bogen, hvor to lærere – Bolette, lærer i folkeskolen, og Hanne, lærer i det tekniske gymnasium – fortæller om det, der forhåbentlig kan blive byggestenene til fremtidens skole. På samme tid har medierne bragt børnene tættere på hinanden globalt og lokalt og har givet dem nye „fristeder“. Udviklingerne er altså ikke entydige, de er forvirrende og svære at blive klog på, og flertydigheden lader sig ikke fange med traditionelle metoder. Der er opbrud, og tiden er inde til at prøve at forstå, hvad det egentlig er, børnene siger til os. Tydeligst taler de, når de vover at sige nej. Så fortæller de os noget om, hvad de gerne vil og ikke vil, og hvordan verden ser ud med deres øjne. Derfor er det børnene, der taler mest i denne bog, med hinanden og med deres voksne. „Historierne“, der fortælles, er materiale, som jeg har indsamlet 10

Tiderne_Sigsgaard-NEJ-P.indd 10

01/03/14 13.20


– de fleste gennem godt tyve år i forbindelse med forskningsprojekter om institutionalisering, om menneskesyn og om barn-voksenrelationer,2 en del over de seneste år gennem arbejdet med denne bog. Historierne, de refleksioner, de muliggør, og den forståelse, der kan skitseres, danner grundlag for en viden, udsprunget af „engaged, responsive understanding“. Dette står i modsætning til viden, opnået gennem „undersøgelser“ af børn med vægt på testning og fact-finding. Hvor det ofte er „objektive“ tal og målinger, der produceres og fremlægges, er denne bog mere optaget af kritisk forståelse og sammenhæng. Man kan indrette en verden for børnene, altså for fremtiden, uden at lytte til børnene eller gå i dialog med dem. Tiden har vist, at det fuldt ud er muligt, men som vi skal se, er omkostningerne betydelige. For nu at sige det forsigtigt. Måske kan man sige, at systematisk døvhed over for børnenes nej er en trussel på niveau med blindheden over for ressourcemisbrug, økonomisk misregimente og klimaforandringerne. Der venter store, ja, næsten uoverkommelige opgaver på vores børn – hvis vi, dagens voksne, nu ikke skulle få stoppet de klimaforandringer, der allerede accelererer. Lydighedskulturen og dens opdragelse med grænser, skældud, konsekvens og ja-hat dur ikke mere. Morgendagens børn har ikke brug for at få viljen knækket og følelserne beskåret. Tværtimod har de brug for at vide og føle, hvad de vil og ikke vil, og for mod og styrke til både at bryde ned og bygge op. Er det for stærkt sagt? I det følgende skal vi se nærmere på det. Ikke mindst skal børnene komme til orde, ikke når de er søde, velopdragne og gør, hvad der bliver sagt, men når de argumenterer, hvisker, græder eller vrænger deres nej imod os, for da giver de os mulighed for at forstå bedre og for at se mere nuanceret og kritisk på den verden, vi har ansvaret for, at de skal vokse op i. 11

Tiderne_Sigsgaard-NEJ-P.indd 11

01/03/14 13.20


Over hundrede børn, unge, forældre, pædagoger, lærere og andre har bidraget til bogen, og jeg er dem stor tak skyldig. Blandt dem skal nævnes Rikke Sværke Madsen, Karin Pharés, Tine Prahm, Søren Smidt, Marcus Samuelsson, Lene Sigsgaard, Anne Sigsgaard, Asbjørn Horst Sigsgaard, Julie Lynge Hall, Anne Grete Holtoug, Ulla Liberg, Søren Pedersen, Christian Andersen, Fie Hørby, Jørgen Frederiksen, Ulla-Stina Nilsson, de to lærere, der i bogens sidste kapitler giver os et indblik i en pædagogisk praksis, der peger mod fremtiden, og ikke mindst min daglige kritiker og inspirator, Marianne Sigsgaard. Derudover tak til Professionshøjskolen UCC for husly, venlighed og kollegialt samvær. Og til min forlægger Claus Clausen for kritiske spørgsmål, gode forslag og god vilje.

Tiderne_Sigsgaard-NEJ-P.indd 12

01/03/14 13.20


Om børn og unges nej af erik sigsgaard