Issuu on Google+

Bog No og mig FINAL:Layout 1

15/07/10

14:53

Side 1


Bog No og mig FINAL:Layout 1

15/07/10

14:53

Side 2


Bog No og mig FINAL:Layout 1

15/07/10

14:53

Side 3

Delphine de Vigan

No og mig Oversat af Birgit Schlifer

People’sPress


Bog No og mig FINAL:Layout 1

15/07/10

14:53

Side 4

No og mig Oversat fra fransk af Birgit Schlifer Originalens titel: No et moi Copyright © Éditions Jean-Claude Lattès, 2007 Copyright denne udgave © People’sPress 2010 Omslag: Imperiet.dk Foto: Sally Mundy/Trevillion Images Grafisk tilrettelæggelse: John Ovesen/Baghus Bogen er sat med Berling og trykt hos Narayana, Gylling ISBN: 978-87-7108-077-3 1. oplag, 1. udgave Printed in Denmark 2010

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress · Ørstedshus · Vester Farimagsgade 41 · DK-1606 København V www.artpeople.dk


Bog No og mig FINAL:Layout 1

15/07/10

14:53

Side 5

Til Iona og Arthur


Bog No og mig FINAL:Layout 1

15/07/10

14:53

Side 6

– Jeg fortalte jer jeg så på havet jeg lå skjult mellem klipperne og jeg så på havet. J.M.G. LE CLÉZIO, Lullaby


Bog No og mig FINAL:Layout 1

15/07/10

14:53

“M

Side 7

BERTIGNAC, JEG ser ikke Deres navn på listen over dem, der skal holde foredrag.” Fra den anden ende af klassen ser monsieur Marin på mig med løftede bryn og hænderne hvilende på katedret. Jeg havde glemt hans radarblik. Havde håbet på lidt betænkningstid, men nu er jeg bare på den. Femogtyve par øjne er vendt mod mig og afventer spændt mit svar. Hjernen taget på fersk gerning. Axelle Vernoux og Léa Germain fniser stille med hånden for munden, mens en halv snes armbånd klirrer skadefro om deres håndled. Gid jeg kunne synke ned i et hundrede kilometer dybt hul, helt ned til litosfæren. Jeg hader at holde foredrag, jeg hader at stå der og tale foran hele klassen, jorden slår revner under mine fødder, men intet ryster, intet styrter i grus, gid jeg kunne besvime, blive ramt af lynet og falde død om på stedet og ligge dér som et lille lig med mine Converse strittende ud til begge sider og armene over kors, så kunne monsieur Marin skrive på sin sorte tavle: Her hviler Lou Bertignac, bedste elev i klassen, asocial og stum. “... Jeg skulle lige til at skrive mig på.” “Udmærket. Hvad er Deres emne?” ADEMOISELLE

7


Bog No og mig FINAL:Layout 1

15/07/10

14:53

Side 8

“De hjemløse.” “Det lyder lidt vagt. Kan De ikke præcisere det lidt nærmere?” Lucas smiler til mig. Hans øjne er kæmpestore, jeg kunne drukne mig i dem og forsvinde, eller lade stilheden opsluge Marin og hele klassen med ham, jeg kunne tage min Eastpack-rygsæk og gå uden et ord, som Lucas plejer at gøre, jeg kunne undskylde og indrømme, at jeg er helt blank, det var bare noget, jeg sagde, jeg må tænke lidt mere over det, og når timen så er slut, kunne jeg gå op til Marin og forklare, at jeg altså ikke kan, at et foredrag foran hele klassen er mere, end hvad jeg kan klare, jeg beklager, jeg kan skaffe en lægeerklæring, hvor der står, at jeg er patologisk ude af stand til at holde foredrag af nogen art, med stempel og det hele, og så kunne jeg få lov til at slippe. Men Lucas kigger på mig, og jeg kan godt se, at han forventer, jeg klarer mig, han holder med mig, han tænker, at en pige som mig, hun kan ikke gøre sig til grin foran tredive klassekammerater, han knytter næven, det er lige før, han løfter armen som en fodboldfan, der hepper på sit hold, men pludselig bliver stilheden trykkende som i en kirke. “Jeg vil fortælle om en ung, hjemløs kvinde, hendes liv, øhm ... altså hendes historie. Jeg mener ... hvordan hun er endt på gaden og sådan.” Der er uro i rækkerne, hvisken. “Udmærket. Det er et godt emne. Hvert år bliver der flere og flere hjemløse kvinder, og de bliver yngre og yngre. Hvilket kildemateriale har De tænkt Dem at benytte, mademoiselle Bertignac?” 8


Bog No og mig FINAL:Layout 1

15/07/10

14:53

Side 9

Jeg har intet at miste. Eller så meget, at det ikke kan tælles på en hånd, heller ikke to, så uendeligt meget. “Et ... øh, vidnesbyrd. Jeg vil interviewe en ung, hjemløs kvinde. Jeg mødte hende i går, og hun har sagt ja.” Forventningsfuld tavshed. Marin noterer mit navn og emnet for mit foredrag ned på sit lyserøde papir: Jeg sætter Dem på til den 10. december, så har De god tid til at undersøge emnet, han minder os om reglerne, det må ikke vare over en time, der skal være en socio-økonomisk synsvinkel med eksempler, hans stemme bliver fjern, Lucas’ næve løsnes, jeg har gennemsigtige vinger, jeg flyver op over bordene, jeg lukker øjnene, jeg er et lillebitte støvgran, en usynlig partikel, jeg er let som et suk. Det ringer ud. Marin giver os lov til at gå, jeg pakker sammen, tager min jakke på, og så kalder han på mig. “Mademoiselle Bertignac, kan vi veksle et par ord?” Der røg det frikvarter. Det nummer har han lavet med mig før, et par ord er for ham lig med tusind. De andre er længe om at komme ud af døren, de vil gerne høre, hvad det går ud på. Imens stirrer jeg ned på mine fødder, mit snørebånd er som sædvanlig gået op. Hvordan kan det være, at jeg med en IQ på 160 ikke formår at binde mine egne snørebånd? “Vær nu lidt forsigtig med det interview, ikke? Sørg for ikke at rode Dem ud i noget, måske skulle De få Deres mor eller far til at gå med.” “Bare rolig. Jeg har styr på det.”

9


Bog No og mig FINAL:Layout 1

15/07/10

14:53

Side 10

Mor har ikke været uden for en dør i årevis, og far græder i smug ude på toilettet. Det skulle jeg have svaret. Så ville monsieur Marin have strøget mit navn fra listen for altid.


Bog No og mig FINAL:Layout 1

15/07/10

14:53

G

Side 11

ARE D’AUSTERLITZ. DER går jeg tit hen tirsdag eller tors-

dag, når vi har tidligt fri fra skole. Jeg kommer for at se på togene, der kører ud fra stationen, det er på grund af følelserne, jeg elsker at se folk vise følelser, derfor går jeg heller aldrig glip af en fodboldkamp i fjernsynet, jeg elsker, når de omfavner hinanden efter målene, når de styrter af sted med armene i vejret og kaster sig om halsen på hinanden, lidt ligesom Hvem vil være millionær, det er så fedt at se, når pigerne svarer rigtigt, de slår hænderne for munden, kaster hovedet tilbage og hviner, med tårer i øjnene. På banegårde er det anderledes, der kan man læse følelserne i folks blikke, i deres fagter og måden at bevæge sig på, man ser kærester, der skilles, bedstemødre, der rejser hjem, damer i lange frakker, som forlader mænd med opslåede kraver, eller omvendt, jeg iagttager disse mennesker, der skal rejse, guderne må vide hvorhen, hvorfor, eller hvor længe de skal være væk, de vinker diskret farvel gennem ruden eller råber, så højt de kan, selv om det ikke kan høres. Når man er så heldig at overvære en ægte afskedsscene, altså én, hvor man virkelig kan mærke, at der vil gå lang tid, før folk skal ses igen, eller at det bare vil føles sådan (hvilket kom11


Bog No og mig FINAL:Layout 1

15/07/10

14:53

Side 12

mer ud på ét), så er stemningen virkelig spændt, det er, som om luften bliver tykkere, som om de var helt alene i verden. Det er det samme med ankomne tog, jeg stiller mig op for enden af perronen og iagttager folk, der står og venter spændt og utålmodigt, med søgende blikke, så lyser de pludselig op i et smil, løfter armen og vinker, inden de går hen og omfavner hinanden, det er det, jeg allerbedst kan lide, de overstrømmende følelsesudbrud. Så det var derfor, jeg befandt mig på Gare d’Austerlitz. Jeg stod og ventede på regionaltoget fra Clermont-Ferrand 16.44, det er mit yndlingstog, fordi der er alle mulige passagerer med, unge, gamle, velklædte, tykke, tynde, folk med mærkeligt tøj og sådan. Efter lidt tid mærkede jeg, at nogen prikkede mig på skulderen, det varede lidt, for jeg var dybt koncentreret, og når jeg har det sådan, kunne en mammutokse trampe mig over tæerne, uden jeg bemærkede det. Jeg vendte mig om. “Du har vel ikke en smøg?” Hun var klædt i beskidte militærbukser, en gammel jakke med huller på albuerne og et Benettontørklæde som det, mor gemmer bagerst i skabet som et minde fra sin ungdom. “Næ, desværre, jeg ryger ikke. Men jeg har noget tyggegummi med mintsmag.” Hun skar ansigt men rakte alligevel hånden frem, jeg gav hende pakken, og hun proppede den ned i sin taske. “Hej, jeg hedder No. Hvad hedder du?” “No?” “Ja.” “Jeg hedder Lou ... Lou Bertignac.” (Det plejer at gøre

12


Bog No og mig FINAL:Layout 1

15/07/10

14:53

Side 13

et vist indtryk, folk tror nemlig, jeg er i familie med ham sangeren, eller måske ligefrem er hans datter, og en gang i folkeskolen lod jeg, som om det passede, men så blev det rigtig pinligt, da de ville have mig til at fortælle om ham og skaffe autografer og sådan, så måtte jeg indrømme, at det var løgn.) Det så ikke ud til at gøre indtryk på hende. Jeg tænkte, at det nok ikke var hendes musiksmag. Hun gik over til en mand, der stod og læste avis nogle meter fra os. Han rullede med øjnene og sukkede, men bankede så en cigaret frem fra pakken, hun snuppede den uden at se på ham og kom tilbage igen. “Jeg har set dig her før flere gange. Hvad laver du egentlig?” “Ser på mennesker.” “Okay. Og der er ingen mennesker, der hvor du bor?” “Jo. Men det er ikke det samme.” “Hvor gammel er du?” “Tretten.” “Du har vel ikke et par euro, jeg har ikke spist siden i går.” Jeg rodede i min bukselomme, fandt en håndfuld mønter og gav hende dem alle sammen uden at tælle. Det gjorde hun, inden hun lukkede hånden om dem. “Hvad klasse går du i?” “1.g.” “Det passer da ikke med din alder, vel?” “Tja ... nej. Jeg er to år forud.” “Hvordan kan det være?”

13


Bog No og mig FINAL:Layout 1

15/07/10

14:53

Side 14

“Jeg har sprunget et par klasser over.” “Det har jeg fattet, men hvordan går det til, Lou, at du har sprunget to klasser over?” Jeg syntes, hun talte på sådan en mærkelig måde, jeg spekulerede på, om hun gjorde grin med mig, men hun så både meget alvorlig og irriteret ud på én gang. “Det ved jeg ikke. Jeg lærte at læse, da jeg gik i børnehave, så jeg startede i anden klasse, og bagefter sprang jeg også fjerde klasse over. Jeg kedede mig så meget, at jeg sad og snoede mit hår om fingrene og hev så hårdt i det hele dagen, at der kom en skaldet plet efter nogle uger. Efter tre skaldede pletter fik jeg lov til at skifte klasse.” Jeg ville også godt have spurgt hende om noget, men jeg var alt for genert, hun røg sin cigaret og målte mig med blikket oppefra og ned, som om hun ledte efter noget, jeg kunne give hende. Tavsheden havde sænket sig (imellem os, for højttalerens metalliske stemme kværnede uafbrudt oven over os), så jeg syntes, jeg blev nødt til at tilføje, at nu gik det bedre. “Med hvad, håret eller kedsomheden?” “Tja ... begge dele.” Hun lo. Så opdagede jeg, at hun manglede en tand, og jeg behøvede ikke engang tænke efter et kvart sekund for at vide, hvad det var for en: en præmolar. Hele mit liv har jeg følt mig udenfor, lige meget hvor jeg var, uden for billedet, uden for samtalen, uden for sammenhængen, som om jeg var alene om at opfange nogle lyde eller ord, som andre ikke kunne høre, og til gengæld var døv for de ord, de åbenbart hørte, som om jeg var uden 14


Bog No og mig FINAL:Layout 1

15/07/10

14:53

Side 15

for rammen, på den anden side af en kæmpestor, usynlig glasrude. Men i går var jeg virkelig sammen med hende, man kunne sikkert have slået en cirkel omkring os, en cirkel, som jeg ikke var udelukket fra, en cirkel, som omsluttede os og et kort øjeblik beskyttede os imod omverdenen. Men jeg kunne ikke blive længere, far ventede mig hjem, jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle sige farvel, om jeg skulle sige madame eller mademoiselle, eller om jeg bare kunne sige No, nu hvor jeg kendte hendes fornavn. Jeg løste problemet ved bare at sige hej, jeg tænkte, at hun sikkert ikke var typen, der gik op i etikettespørgsmål og alt sådan noget, som man må tage hensyn til i sociale sammenhænge. Jeg vendte mig om for at vinke til hende, hun stod bare der og så mig gå, det gjorde mig rigtig ked af det, for man behøvede bare at se, hvor tomt hendes blik var, for at forstå, at hun ikke havde nogen, der ventede hende, intet hjem, ingen computer og måske ingen steder at gå hen. Ved aftensmaden spurgte jeg mor, hvordan det kunne gå til, at helt unge piger blev hjemløse, og hun svarede med et suk, at sådan var livet: uretfærdigt. For en gangs skyld lod jeg mig nøje med det, selv om jeg for længst har fundet ud af, at de første svar tit blot er undvigemanøvrer. Jeg så hende for mig, den blege hud, øjnene, der virkede enorme i det magre ansigt, farven på hendes hår, det lyserøde tørklæde, og gemt under de tre lag jakker forestillede jeg mig en hemmelighed, en hemmelighed, der borede sig ind i hendes hjerte som en torn, en hemmelighed, hun 15


Bog No og mig FINAL:Layout 1

15/07/10

14:53

Side 16

aldrig havde fortalt til nogen. Jeg fik lyst til at se hende igen. Være sammen med hende. Jeg lå i min seng og ærgrede mig over, at jeg ikke havde spurgt, hvor gammel hun var, det irriterede mig. Hun så så ung ud. Samtidig virkede det, som om hun virkelig vidste noget om livet, eller snarere som om hun vidste noget om livet, som var skræmmende.


Bog No og mig FINAL:Layout 1

15/07/10

14:53

L

Side 17

på sin plads på bagerste række. Ovre fra min plads kan jeg se hans profil, hans flabede ansigtsudtryk. Jeg kan se hans åbentstående skjorte, hans posede jeans, hans bare fødder i gummiskoene. Han sidder tilbagelænet på stolen med armene over kors som en tilskuer, der er havnet her ved et tilfælde, på grund af en eller anden administrativ misforståelse. Hans taske ser slunken ud for foden af hans bord. Jeg skæver til ham i smug og husker ham fra første skoledag. Jeg kendte ikke et øje, og jeg var bange. Jeg havde sat mig nede bagi, monsieur Marin delte blanketter ud, Lucas vendte sig mod mig og smilede. Blanketterne var grønne. Farven skifter hvert år, men rubrikkerne er altid de samme: efternavn, fornavn, forældres stilling og så en hel masse, som også skal udfyldes, men som er fuldstændig ligegyldigt. Da Lucas ikke havde nogen kuglepen, lånte jeg ham én, jeg rakte den over mod ham tværs over mellemgangen. “Monsieur Muller, De starter skoleåret i fin stil, kan jeg se. Glemte De penalhuset på stranden?” Lucas svarede ikke. Han skævede over til mig, og jeg blev helt nervøs på hans vegne. Men Marin gav sig til at dele skoUCAS SATTE SIG

17


Bog No og mig FINAL:Layout 1

15/07/10

14:53

Side 18

leskemaer ud. Jeg var nået til rubrikken “søskende” og skrev nul med bogstaver. At udtrykke en manglende mængde med et tal er ikke nogen selvfølgelighed. Det har jeg læst i mit videnskabelige leksikon. Fraværet af et objekt eller et subjekt udtrykkes bedst med sætningen “der er ingen” (eller “ikke længere nogen”). Tallene forbliver abstrakte, og nullet fortæller intet om savn eller sorg. Jeg løftede blikket igen og opdagede, at Lucas sad og kiggede på mig, fordi jeg er venstrehåndet og må dreje håndleddet, når jeg skriver, og det undrer altid folk; så meget besvær bare for at holde på en kuglepen. Han så på mig, som om han undrede sig over, hvordan sådan en lille stump som mig, kunne være havnet der. Marin råbte os op og begyndte så sin første time. I den opmærksomme stilhed tænkte jeg, at Lucas Muller sikkert var en af den slags mennesker, der ikke var bange for noget her i livet. Han blev ved med at sidde og vippe på sin stol uden at tage noter. I dag kender jeg alle mine klassekammeraters efternavne, fornavne, vaner og uvaner, deres venskaber og fjendskaber, Léa Germains latter og Axelles hvisken i timen, Lucas’ alenlange ben, der rager ud i mellemgangen, Lucilles raslende penalhus, Corinnes lange fletning, Gauthiers briller. På klassebilledet, der blev taget nogle dage efter første skoledag, sidder jeg nede foran, hvor man anbringer de mindste. Oven over mig, helt oppe bagved, står Lucas og ser sur ud. Hvis man antager, at man kun fik lov at slå en enkelt ret linje mellem to punkter, så vil jeg en dag slå denne linje fra ham til mig, eller fra mig til ham. 18


Bog No og mig FINAL:Layout 1

15/07/10

14:53

N

Side 19

jorden med ryggen op ad en stolpe, foran sig har hun stillet en tom tunfiskdåse, hvor der er smidt et par mønter i. Jeg tjekker ikke togtiderne, som jeg plejer, men styrer lige hen mod perronen, hvor hun passede mig op i går, jeg nærmer mig med faste skridt, og pludselig er jeg bange for, hun måske har glemt mig. “Hej.” “Ser man det, Lou Bertignac.” Hun sagde det i sådan et hovent tonefald, som man bruger i sketcher og reklamefilm for at vise, at folk er lidt snobbede. Jeg var lige ved at vende om og gå min vej, men jeg havde øvet mig så meget hjemmefra og havde ikke lyst til at give op. “Jeg tænkte, om vi kunne gå hen og drikke en kop varm chokolade ... eller noget ... Hvis du har lyst. Jeg giver.” Hun springer op med et sæt, griber sin taske, mumler, at hun ikke kan efterlade alle sine ting der, peger med hagen mod en lille kuffert med hjul og to propfyldte plasticposer. Jeg griber poserne og overlader kufferten til hende, jeg hører et tak bag mig, hendes stemme lyder mindre selvsikker nu end første gang. Jeg er stolt over at have gjort det, stolt over O SIDDER PÅ

19


Bog No og mig FINAL:Layout 1

15/07/10

14:53

Side 20

at have taget initiativet, og dog er jeg hunderæd ved tanken om at skulle sidde alene sammen med hende. Henne ved billetlugerne kommer vi forbi en mand i en lang, mørk frakke, han nikker til hende, jeg vender mig om og ser hende nikke diskret tilbage, som forklaring siger hun bare, at det vrimler med strissere på banegårdene. Jeg tør ikke spørge om noget, jeg ser mig søgende om efter flere strissere, men jeg kan ikke få øje på nogen, man skal sikkert være i træning for at genkende dem. Da jeg skal til at gå ind i cafeen ved informationstavlen, lægger hun hånden på min skulder. Her må hun ikke komme, hun har karantæne. Hun vil hellere finde et sted uden for stationen. Vi går forbi aviskiosken, og hun smutter hen for at hilse på damen, som står der. Jeg iagttager hende på afstand, hun har en kæmpe barm, røde læber og ildrødt hår, hun stikker No en Bounty og en pakke småkager, og No slutter sig til mig igen. Vi skrår over boulevarden og går ind på et af de her brasserier med store glasvinduer, som ligner hinanden alle sammen, jeg når lige at læse navnet på markisen. Inde på Relais d’Auvergne lugter der af pølse og kål, jeg søger i min indre database for at finde ud af, hvilken kulinarisk specialitet denne duft stammer fra: brunkål med flæsk og pølser, kåldolmer, rosenkål, hvidkål, rødkål, for kål er godt, og kål er sundt, og derfor spiser vi det året rundt, det er typisk mig, altid skal jeg køre ud af et sidespor og miste overblikket, det er så irriterende, men jeg kan ikke lade være. Vi sætter os ned, No gemmer hænderne under bordet. Jeg bestiller en cola, hun tager en vodka. Tjeneren tøver nogle sekunder, det er lige før, han spørger, hvor gammel hun er, men hun besvarer hans blik med en ubehøvlet stir20


Bog No og mig FINAL:Layout 1

15/07/10

14:53

Side 21

ren, der siger det kan du lige vove på, dit skide røvhul, det er jeg sikker på, det står som med flammeskrift over hendes hoved, så får han øje på hendes lasede jakke, den hun har uden på de andre, og eftersom den er beskidt, siger han okay og går sin vej. Jeg kan tit se, hvad der sker oppe i hovedet på folk, det er lidt ligesom at lege skattejagt, som at følge en tråd, man lader glide mellem fingrene, en skrøbelig tråd, der fører til sandheden om Verden, en sandhed, der aldrig vil blive afsløret. En dag sagde far, at det skræmte ham, at man ikke skulle gøre sådan, at det var bedst at sænke blikket og bevare sin barnlige uskyld. Men jeg kan ikke lukke øjnene, de er vidåbne, og sommetider må jeg holde hænderne for øjnene for at slippe for at se. Tjeneren vender tilbage, han stiller et par glas foran os, No griber sit med en utålmodig bevægelse. Så opdager jeg hendes sorte hænder, nedbidte negle og skrammerne på hendes håndled. Jeg får helt ondt i maven. Vi drikker i tavshed, jeg forsøger at finde på noget at sige, men uden held, jeg kigger på hende, hun ser så træt ud, ikke bare på grund af de sorte rande under øjnene, det filtrede hår samlet med en gammel hårelastik eller det slidte tøj, der dukker et ord op i hovedet på mig, ødelagt, jeg får helt ondt ved tanken, jeg husker ikke, hun så sådan ud den første gang, måske lagde jeg bare ikke mærke til det, men jeg har en fornemmelse af, at hun har forandret sig i løbet af de sidste dage, at hun er blevet blegere eller mere beskidt, og at hendes blik er sværere at fange. Det er hende, der først siger noget. “Bor du her i kvarteret?” 21


No og mig af Delphine de Vigan