Issuu on Google+

1938 -1945

Ikke langt fra den dansk-tyske grænse lå der i årene 1938 til 1945 en af det nazistiske terrorregimes koncentrationslejre: Neuengamme. Et sted, som stadig vækker uhyggelige minder hos mange danskere, for det var til Neuengamme, at en stor del af de omkring 6000 danskere, der blev ført til nazistiske lejre, blev deporteret under besættelsen. Ubeskrivelige rædsler fandt sted her. Sult, tortur og mord hørte til dagens orden. Dette er historien om stedet og menneskene, de mange ofre og dem, som imod alle odds overlevede.

NEUENGAMME KONCENTRATIONSLEJREN

1938 -1945

KONCENTRATIONSLEJREN

NEUENGAMME KONCENTRATIONSLEJREN

NEUENGAMME

PETER LANGWITHZ SMITH

1938 -1945

PETER LANGWITHZ SMITH


Indhold

Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

1. Neuengamme grundlægges . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

7 9

2. SS i Neuengamme . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17 3. Tyske fanger i Neuengamme . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 41 4. Ankomst og indslusning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 59 5. Indkvartering og hierarki . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 91

6. Dagligdagen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 115 7. Arbejde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 143 8. Mishandling, straf og mord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 179 9. Henrettelser og massemord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 199 10. Sult . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 227 11. Sygdom . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 247 12. Modstand og flugt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 283 13. Udekommandoerne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 299 14. Deportation: Fra Danmark til Neuengamme . . . . . . . . . . . . . . 331 15. Lejrene i Husum og Ladelund . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 369 16. De hvide busser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 399 17. Skandinavernes sidste uger i Neuengamme . . . . . . . . . . . . . . 433 18. Rømning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 459 19. Neuengamme efter krigen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 495 20. Retsopgøret . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 511

Noter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 545 Litteratur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 599 Register . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 605


KAPITEL 1

Neuengamme grundlægges SS køber et nedlagt teglværk Den 12. december 1938 ankom 100 fanger fra Sachsenhausen til et lille nedlagt teglværk i landsbyen Neuengamme, der lå i det fugtige, flade og forblæste, landbrugsområde Vierlande cirka 30 kilometer sydøst for Hamborg. Dette udekommando under Sachsenhausen blev starten på koncentrationslejren Neuengamme, der som så mange andre lejre i Nazityskland skulle være et led i SS’ omfattende strategi med henblik på at blive storleverandør af mursten og granit til Hitlers mangfoldige byggeplaner. Byfornyelserne ville kræve enorme mængder. Til at styre den samlede produktion oprettede SS i foråret 1938 selskabet DESt, der udadtil blev ejet af to ret anonyme herrer, Salpeter og Mummenthey, men reelt blev styret af SS-Gruppenführer Oswald Pohl, forvaltningschef i SS.1 Selskabet blev efterhånden næsten enerådende inden for forsyningen af byggematerialer til staten, og ambitionsnivauet var højt. Således planlagde SS, og opførte under grusomt misbrug af koncentrationslejrfangers arbejdskraft, verdens største og mest moderne teglværk ved Sachsenhausen. Det var uden sidestykke lejrens værste arbejdsplads, og den kostede hundredvis af fanger livet. Værket blev en total fiasko


Haveområde ved det gamle teglværk, som SS købte i 1938. (SS-foto, 1940. ANg).

10

for SS, fordi dets teknik var komplet uforenelig med den type ler, som fandtes i området. Resultatet var, at værket måtte bygges om, med enorme økonomiske tab for SS til følge. Produktionen af byggematerialer var vigtig for SS. Produktionen krævede ikke højtspecialiseret arbejdskraft, hvorfor man så lejrenes grå fangemasse som en gruppe, der uden større vanskelighed kunne sættes ind, og som man desuden kunne tjene gode penge på. Indtil april 1940 havde SS uden nogen former for afgifter kunnet komme hele fortjenesten ved slavearbejdet i egne lommer. Først fra april 1940 skulle der betales en afgift til staten på 30 pfennig pr. fange pr. dag, mens private virksomheder skulle betale mellem 3 og 5 mark pr. dag for de fanger, de beskæftigede.2 Desuden så SS

Neuengamme

en chance for at blive en vigtig medspiller i Hitlers prestige-projekter, hvorved man kunne styrke sin egen position i parti og stat. Byggeplanerne for Hamborg var som så mange andre nazistiske byggeprojekter gigantiske og kunne næppe gennemføres uden brug af billig arbejdskraft og sikre leverancer af byggemateriale. Byen, der skulle være Tysklands port mod verden og nazismens internationale visitkort, skulle efter planerne forsynes med en hængebro med en spændvidde på 700 meter. Den skulle overgå alle hidtil kendte broer og havde Hitlers helt særlige bevågenhed – det var ham, som endegyldigt fastlagde dens placering. Broen skulle have en bredde på 47 meter og føres hen over Elben i en højde af 80 meter og ville dermed blive den bredeste bro i verden.3 Man planlagde desuden at bygge et hus til partiet, som skulle have den anseelige højde af 250 meter. Hertil kom en såkaldt Volkshalle, som skulle kunne rumme 50.000 personer, et hotel til KdF, Kraft durch Freude, med 1000 dobbeltværelser, og der skulle anlægges en paradeplads til 85.000. Ligeledes skulle store dele af den højre bred af Elben bebygges med kontorbygninger, og kajanlægget ved Landungsbrücken skulle udviddes betragteligt. Der blev udnævnt en arkitekt, som skulle stå for byggeriet, men på grund af krigen blev ingen af planerne realiseret. I planerne indgik også omfattende saneringer af bestemte kvarterer i Hamborg; typisk nok drejede det sig især om udprægede arbejderkvarterer, hvis beboere ikke ligefrem hørte til Hitlers mest trofaste tilhængere. Hvor omfattende


Fanger arbejder ved opførelsen af det nye teglværk. (ANg).

planerne var, fremgår også af de budgetudregninger, man foretog: Ikke mindre end 1,6 milliarder rigsmark ville realiseringen koste, og på grundlag af de beregninger, man opstillede angående indsættelse af arbejdskraft, nåede man op på ikke færre end 75.000 byggearbejdere.

Bystyret i Hamborg støtter SS Til realisering af de omfattende planer skulle der bruges uanede mængder af mursten, da Hitler ønskede, at byggerierne skulle være i overensstemmelse med traditionel nordtysk byggestil. Det må derfor antages, at Hamborgs Gauleiter og Reichsstatthalter Karl Kaufmann har glædet sig over det brev, som bystyret modtog den 15. september 1938 fra SS’ forvaltningschef Oswald Pohl. Heri skrev Pohl, at SS havde købt nogle arealer i Neuengamme, der hørte under Hamborg. På området, der var på cirka 50 hektar, befandt sig, som Pohl skriver, et nedlagt teglværk, og det var ene og alene det, der fik SS til at købe arealet. Man havde i sinde at modernisere og udvide teglværket og genoptage produktionen. Pohl un-


12 Neuengamme

derstreger, at teglværket skal fungere som arbejdsplads for talrige „Nichtstuer in unseren Konzentrationslagern“ (driverter i vores koncentrationslejre), og lover, at han med disse hidtil ubeskæftigede kan levere billige sten, hvorfor han regner med Hamborg bys interesse i projektet.4 Formentlig er brevet ikke kommet som nogen overraskelse; meget tyder på, at bystyret selv har fremmet planerne og inspireret SS til købet, der fandt sted sidst i august 1938. Den videre udvikling frem mod den officielle grundlæggelse af Neuengamme som selvstændig koncentrationslejr i sommeren 1940 viser et nært samarbejde mellem SS og bystyret i Hamborg. Umiddelbart efter at Himmler i januar 1940 havde besøgt den lille udekommando i Neuengamme, indledte SS og bystyret forhandlinger på højeste plan om teglværket. Den 23. januar 1940 drøftede repræsentanter for SS under ledelse af Pohl fremtidsplaner for Neuengamme med Hamborgs bystyre under ledelse af Kaufmann. Ifølge mødeprotokollen indledte Pohl med at henvise til 40.000 polske fanger, som SS nu skulle beskæftige inden for Tysklands grænser, samt at Himmler efter sit besøg i Neuengamme havde besluttet at øge produktionen i lejren, og at det ville blive nødvendigt med en betydelig udvidelse af adgangsvejene til området for at fremme afsætningen. SS fremhævede, at en stor del af produktionen skulle komme Hamborg til gode, men at det ville blive nødvendigt at anlægge en sidekanal til Elben og et jernbanespor; disse anlægsarbejder skulle udføres af mellem 4000 og 6000 fanger. Kaufmann erklærede byens store interesse i projektet, men understregede, at den fremtidige produktion frem for alt skulle komme byen til gode, og at der skulle tages vidtgående hensyn til de særlige landbrugsinteresser i området ved Neuengamme. Resten af protokollen beskæftiger sig med rent tekniske problemer i forbindelse med de trafikale anlæg og hensynet til de lokale bønder; koncentrationslejren og de tusindvis af fanger omtales ikke yderligere.5

De efterfølgende forhandlinger resulterede i en aftale mellem staten, repræsenteret af Pohl, DESt og bystyret i Hamborg, og den blev underskrevet i foråret 1940. I aftalen blev det fastlagt, at teglværket i Neuengamme skulle udvides i to etaper, og hver af disse afdelinger skulle årligt kunne producere 20 millioner mursten. Bystyret bevilligede hertil et lån på 1 million mark, der skulle forrentes med 4 procent pro anno og have en løbetid på fem år. Det var for SS favorable lånevilkår, og betingelsen var, at SS skulle levere 75 procent af produktionen til Hamborg by på gunstige vilkår. Bystyret forpligtede sig til at gøre den lavvandede sidekanal til Elben, Dove Elbe, sejlbar og føre en 600 meter lang sidekanal i form af en kanal ind til bagsiden af teglværket. Desuden skulle der anlægges en banelinje, så der kom forbindelse til det tyske jernbanenet. Alle disse arbejder skulle naturligvis udføres af koncentrationslejrfanger, og SS tilbød at stille fangernes


arbejdskraft gratis til rådighed. Bystyret accepterede disse betingelser for at holde fragtomkostningerne så lave som muligt og forlangte desuden levering af sten til en pris under den gængse på markedet, men her bøjede SS sig ikke helt; alligevel gik byen ind på vilkårene, der ville betyde en udgift på næsten 1,5 millioner mark.6 Resten af aftalen fastlagde i detaljer, hvilke retningslinjer der skulle følges ved erhvervelse af yderligere jorder til lerudvinding, og nærmere regler for genetablering af allerede anvendte områder, så de igen kunne anvendes til landbrug. På intet tidspunkt i forhandlingerne satte bystyret spørgsmålstegn ved anvendelsen af kz-fanger som arbejdskraft. Bystyret hilste tværtimod anlæggelsen af lejren og indsættelsen af fangerne velkommen. Den 15. juli 1940 blev det symbolske første spadestik taget; lejrens grundlæggelse som selvstændig koncentrationslejr havde fundet sted få uger i forvejen, hvilket fremgår af en fjernskrivelse fra Reichssicherheitshauptamt til samtlige lokale Gestapo-afdelinger dateret 4. juni, hvori man omtaler fangetransporter til den nye lejr, og for at undgå utallige henvendelser til RSHA i Berlin meddeles lejrens adresse: „Konzentrationslager Neuengamme in Hamburg Neuengamme, Hausdeich Nr. 60“.7 Da der denne dag var ankommet en transport fra Sachsenhausen på cirka 500 mand, omfattede lejren nu cirka 800 fanger.

Den første lejr De 100 fanger, der i december 1938 ankom til Neuengamme fra Sachsenhausen, var alle „grønne“, det vil sige kriminelle fanger. Skønt det på dette tidspunkt ikke var afgjort, om der skulle anlægges en selvstændig, større lejr, fulgte SS den fremgangsmåde, som blev den gængse ved lejrgrundlæggelser: De første fanger tilhørte gruppen af kriminelle; de skulle danne kernen i fangehierarkiet og overtage vigtige funktioner i lejrens såkaldte interne selvforvaltning. Set fra SS’ synspunkt var de lettere at styre og korrumpere end politiske fanger, som SS ønskede at holde uden for indflydelse på lejrens daglige drift. Indtil de store grupper af kriminelle og asociale blev indsat i lejrene i løbet af 1937 og 1938, havde de politiske fanger, især kommunister, siddet på de vigtigste Fanger på arbejde ved det gamle teglværk under opsyn af en civilist. (SS-foto, 1940. ANg).

13


positioner som Funktionshäftlinge i de store lejre Buchenwald, Sachsenhausen og Dachau. SS ønskede at undergrave deres sammenhold og solidaritet og indsatte derfor helst grønne fanger i lejrfunktioner – for at splitte fangegruppen internt og spille grupperne ud mod hinanden. Jo større splittelse der var i fangegruppen, jo lettere var det for SS at beherske den. De første fangers arbejde bestod hovedsagelig i at få sat det nedlagte teglværk i en sådan stand, at produktionen kunne genoptages. Da den produktionsmåde, som SS havde lagt sig fast på, den såkaldte tørpresning, ikke kunne gennemføres i de bestående ovne, skulle ikke blot teglværksbygningerne sættes i stand, men de bestående ovne skulle til dels rives ned og nye bygges. Alt dette arbejde blev udført af fanger under ledelse af civile arbejdere. I løbet af det første halvår i 1939 kunne man gennemføre de første forsøgsbrændinger, men nu gentog historien fra værket i Sachsenhausen sig: Murstenene var ubrugelige. Leret i området var ganske enkelt for fugtigt, og det stod klart for SS, at der skulle bygges et helt nyt teglværk, som skulle arbejde efter den såkaldte „vådpresningsmetode“.8 Helt

14 Neuengamme

frem til sommeren 1940 gennemførtes en række forsøg med nye anlæg, alt imens fangerne skulle udvide og indrette lejren. Efter ankomsten i december 1938 blev fangerne indkvarteret på det gamle teglværks loft. Hver fange havde egen seng og eget skab, og alle kunne sidde ned og spise. Disse forhold var tålelige, sammenlignet med hvad man blev udsat for senere. Hvis en fange blev syg, blev han tilset af den lokale læge i Neuengamme by.9 Hans Gross, der ved den senere uddeling af fangenumre fik nummer 5, har skildret den første kommandos ankomst til den gamle Klinkerwerk: Så begyndte indretningen. Først blev sengene stillet op og sat sammen. 50 dobbeltsenge, så almindelig stopning af halmsække, og der blev opstillet borde, bænke, et skab med hundrede små rum. Hen imod aften var rummet færdigt indrettet, og jeg må sige, at det var et ordentligt rum. Hver af de 100 fanger fik så sengetøj, service og spiseredskaber, håndklæde og viskestykke. Til aftenmåltiderne – ganske vist kun i den første tid – fik vi hver et halvt brød, 50 gr. smør, marmelade og 100 gr. pølse. Efter at ledsagemandskabet og Baranowski og Schittli var taget af sted igen, blev der hurtigt etableret et acceptabelt forhold til det vagtmandskab fra Buchenwald, der var bestemt for os. Kl. 21 var der så tappenstreg, vækning kl. 5.45 om morgenen, vask af kroppen, sengeredning, kaffemodtagelse, igen 50 gr. smør og noget marmelade. Derefter indretning af beboelsen og derpå arbejdsappel. Hovedarbejdet var: det gamle teglværk, ovnene blev revet helt ned. En anden gruppe ud-


førte arbejde i gården og haven osv. I vores første tid var der naturligvis kun lidt at gøre i haven, da det jo var vinter. Men der var mange andre oprydningsopgaver, der skulle udføres. Efter nogle uger, da nedrivningen var færdig, blev nybygningen af to tunnelovne påbegyndt.10 Skønt det hårde oprydningsarbejde og frem for alt arbejdet i lergravene bag teglværket og transporten af leret til værket tærede på fangernes kræfter, blev forholdene i lejren frem til foråret 1940 af flere fanger senere beskrevet som tålelige. Forplejningen, der bestod af en sammenkogt ret til middag og ellers tysk militær-brød, blev betegnet som tilstrækkelig; der var således endnu ikke på nogen måde tale om udsultning af fangerne. Også beklædningen var acceptabel, selv om den tynde, stribede kz-uniform ikke gav megen beskyttelse mod det særdeles hårde klima i det flade, marsklignende område. En egentlig, målrettet mishandling af fangerne forekom tilsyneladende ikke og slet ikke i det omfang, der var kendt fra andre lejre. Det skete, at fanger blev slået, især når SS-mandskabet var beruset, og der blev uddelt prygl på arbejdspladserne, men en pryglebuk fandtes ikke, ligesom torturmetoder kendt fra de store lejre var ukendte i den lille lejr. Muligvis skal den næsten tilbageholdende behandling af fangerne ses som en konsekvens af, at lejren var så lille: Frem til foråret 1940 har fangetallet næppe oversteget 100 mand. Størrelsen betød, at der var en ret nær kontakt mellem fanger og SS-mandskab. Det kunne imidlertid i andre lejre føre til det diametralt modsatte resultat: Den daglige kontakt udløste ofte målrettede mishandlinger og chikaner mod fangerne, der i små lejre ikke havde en chance for at gemme sig i en grå masse. Formentlig har det også spillet en rolle, at det første vagtmandskab bestod af 40 meget unge SS’ere fra Buchenwald.11 Hans Gross fremhæver i sin be-

retning, at der de første fjorten måneder ikke forekom dødsfald i lejren. En af de få SS’ere, der markerede sig negativt i fangernes erindring, var Richard Baer, der på det tidspunkt var Untersturmführer, men som senere endte som den sidste kommandant i Auschwitz-Birkenau.12

Den ledende arkitekt, Konstanty Gutschows udarbejdede omkring 1938 en model af det planlagte byggeri langs Elben. Til venstre i billedet ses det påtænkte 80 etager høje „Gauhøjhus“, på hvis top der skulle vaje en hagekorsfane. (ANg).

15


Neuengamme Koncentrationslejren